Ombudsmandsudtalelser vedrørende kriminalforsorgen


FOB.1993.149

Ophavsretligt beskyttet værk kan kopieres som led i aktindsigt

forvaltningsret 1123.2 — 1124.2 — Immaterialret 1.2.

Adgang til videregivelse m.v. af beskyttede værker, når disse er indgået til en forvaltningsmyndighed.

A klagede over, at Justitsministeriet (JM) havde afvist hans krav om erstatning for ministeriets brud på hans ophavsret til nogle dagbogsnotater og diverse forskningsmateriale, som JM uden A s samtykke havde kopieret og videregivet til et udvalg. A havde oprindelig efter JM anmodning fremsendt materialet til ministeriet med henblik på JM’s besvarelse af et spørgsmål fra Retsudvalget om flytning af Thulebefolkningen. JM havde senere kopieret og overgivet materialet til et 3- mandsudvalg, der var nedsat med henblik på undersøgelse af omstændighederne i forbindelse med flytningen af Thulebefolkningen.

Ombudsmanden udtalte, at efter ophavsretslovens § 24 a, stk. 1, er ophavsretsbeskyttelsen ikke til hinder for, at et beskyttet værk — når det er indgået til en forvaltningsmyndighed — udleveres i henhold til reglerne om aktindsigt. Ombudsmanden udtalte videre, at det harmonerer bedst med §24a. stk. 1, at ophavsretsbeskyttelsen ikke antages at være til hinder for, at et beskyttet værk inddrages i administrativ sagsbehandling eller udleveres i overensstemmelse med de almindelige regler om myndigheders udveksling af oplysninger i forbindelse med behandlingen af sager. Endvidere udtalte ombudsmanden, at det kan være nødvendigt, at en myndighed — for at kunne imødekomme eventuelle aktindsigts- anmodninger — kopierer et beskyttet værk, når det er fremsendt til myndigheden. Ombudsmanden fandt herefter i det hele ikke grundlag for at kritisere IM’s afgørelse. (J. nr. 1991-1998-69).

A klagede over, at Justitsministeriet ved skrivelse af 20. juni 1991 havde afvist et af ham rejst erstatningskrav for brud på hans ophavsret til dagbogsnotater samt forskningsmateriale.

Af sagens akter fremgik det, at A den 24. september 1986 blev kontaktet telefonisk af kontorchef B, Justitsministeriet, der anmodede ham at stille forskelligt materiale til rådighed til brug for besvarelsen af et spørgsmål af 15. maj 1985 fra Retsudvalget til justitsministeren. Retsudvalget anmodede ved spørgsmålet om en kommentar til den analyse af baggrunden for nogle eskimoers flytning, som A og C havde fremlagt i en bog om Thule.

A fremsendte med brev af 24. september 1986 forskelligt materiale til Justitsministeriet. I alt bestod materialet af 14 bilag, hvoraf 3 kunne henføres til A.

I brevet angav A blandt andet følgende:

"Kære (B),

I forlængelse af telefonsamtale d.d. sender jeg herved til lån som ønsket uddrag af

1( Thule fangerråd Forhandlingsprotokol III 1951— 1961, samt referat af ordinært møde

1962.

2) Thule Loven som publiceret i officielle kundgørelser vedr. Grønlands Styrelse 1947 (Som sådan fungerer Loven bl.a. som model for de administrative bestemmelser for ØstGrønland,

som promulgeredes i Kundgørelser nr. 3, 1947.)

Til belysningen af situationen vedlægger jeg endvidere følgende materiale til orientering:

. . .

7) Belysning af dansk folkerets holdning af forholdet til indfødte folk med anerkendelse

af retlig kapacitet af indfødte folk og deres ret til landet, kraft ved (A)

. . .

8) Håndskrevne notater ved (A) m. (D) med flere bemærk bl. a. at (D) ikke havde til hensigt at flytte som anført i fangerrådsreferat

. . .

10) Noter fra den offentlige Høring i Qaanaaq: 2/9/86

Bemærk bl.a at personerne kun udtaler sig om forhold, de selv har erfaret, således f. ex. (D), p. 82 at det var første gang han lærte om fristen på 4 dage til at flytte i, fordi han ikke var tilstede, da inspektøren og præsten meddelte fristen før buldozerne ville komme. Mærk sammenhængende udsagn om 4 dags fristen fra person til person. Mærk videre bl.a. råds- medlemmernes mulighed for indsigt referat (se således referat fra 1956 p. 7) . . .

. . . "

Den 4. juni 1987 nedsatte justitsministeren et 3- mandsudvalg, der fik til opgave at foretage en uvildig og dybtgående undersøgelse af de nærmere omstændigheder i forbindelse med flytningen af Thulebefolkningen i 1953.

Ved skrivelse af 27. januar 1988 orienterede Justitsministeriet A om, hvilket materiale — her-under materiale der hidrørte fra A — man havde sendt til udvalgets formand, til brug for udvalgets undersøgelse.

Ved skrivelse af 2. juni 1991 fremsatte A et erstatningskrav over for Justitsministeriet. Kravet var begrundet i, at der efter X’s opfattelse var sket en krænkelse af hans ophavsrettigheder ved kopiering og videregivelse til tredje- mand af hans dagbogsnotater uden samtykke, samt ved inddragelsen af hans forskningsmateriale i et offentligt arkiv.

Justitsministeriet afviste ved skrivelse af 20. juni 1991 at imødekomme A’s krav. Ministeriet anførte følgende:

" . . .

De har ikke i forbindelse med fremsendelsen af materialet gjort gældende, at De personligt skulle have særlige rettigheder over materialet, og De har ikke rejst økonomiske krav i den anledning.

Justitsministeriet ville i øvrigt ikke have anmodet Dem om materialet, hvis man havde været bekendt med, at De ville gøre økonomiske krav gældende i forbindelse med, at materialet indgik i sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at justitsministeriet efter de almindelige regler om myndighedernes notatpligt har en forpligtelse til at sikre sig kopi af materiale, som er indgået i en sag, når originalmaterialet tilbage- leveres til den, der har indsendt det, og materialet skønnes at kunne være af betydning for sagen.

Justitsministeriet finder således ikke, at De i anledning af Justitsministeriets behandling af det materiale, som De selv har indsendt til brug for behandlingen af sagen, kan gøre en ophavsret gældende over for ministeriet.

Efter ophavsretslovens § 24 a, jf. lovbekendtgørelse nr. 453 af 23. juni 1989, er en eventuel ophavsret i øvrigt ikke til hinder for, at Justitsministeriet meddeler aktindsigt i sagen, herunder i de dokumentet, som De har indsendt.

. . .

Selv om det måtte antages, at De kunne gøre en ophavsret til materialet gældende over for Justitsministeriet, sker der således ikke en krænkelse af ophavsretten ved, at Justitsministeriet videregiver kopier af materialet efter offentlighedslovens regler om aktindsigt. Det gælder uanset, om videregivelsen sker til private eller til anden offentlig myndighed. Videregivelse af kopier til en anden offentlig myndighed uden udtrykkelig henvisning til offentlighedslovens regler, indebærer efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke i øvrigt en krænkelse af en eventuel ophavsret i ophavsretslovens forstand, når videregivelsen sker som led i behandlingen af et sagsforhold."

Jeg forstod A’s henvendelse til mig som en klage over, at Justitsministeriet havde handlet i strid med hans ophavsret ved uden hans samtykke at kopiere, opbevare og videregive det af det fremsendte materiale, der var forfattet af ham, til det nedsatte udvalg. I den forbindelse anførte A blandt andet, at han var af den opfattelse, at han ved fremsendelsen af materialet til Justitsministeriet havde begrænset adgangen til at bruge materialet til anvendelse ved besvarelsen af spørgsmålet fra Retsudvalget til justitsministeren. A anførte desuden, at ministeriet (såfremt kopieringen og videregivelsen var lovlig) burde have vejledt ham om ministeriets mulighed for at kopiere og videregive hans materiale — herunder om indholdet af ophavsretslovens § 24 a.

Ved skrivelse af 26. november 1991 til mig henholdt Justitsministeriet sig til det, ministeriet havde anført i skrivelsen af 2o. juni 1991 til A.

I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende:

"Ophavsretslovens § 24 a indeholder bl.a. følgende:

"Når eksemplarer af værker beskyttet efter denne lov er indgået til en forvaltningsmyndighed i forbindelse med dens virksomhed, er ophavsretten ikke til hinder for, at andre forlanger aktindsigt i eksemplarer af værker, herunder forlanger afskrift eller ko- pi, i overensstemmelse med lovgivningens bestemmelser herom.

. . .

Stk. 2. Retten til videre udnyttelse at værker, hvortil der i henhold til stk. 1 er givet adgang, eller hvoraf der er udleveret afskrifter eller kopier, afhænger af de i øvrigt gældende regler."

1) Kopieringen

Efter ophavsretslovens § 2 medfører ophavsret til et værk blandt andet eneret til at fremstille eksemplarer — herunder ved kopiering - af værket. Det følger af ophavsretsloven § 24 a, stk. 1, at ophavsretten til et værk dog ikke er til hinder for, at andre kan forlange-aktindsigt i eksemplarer af værket, herunder forlange afskrifter eller kopier. For at kunne imødekomme sådanne aktindsigtsanmodninger kan det være nødvendigt, at myndighed fremstiller eksemplarer at et værk ved at foretage kopiering.

Jeg kan således ikke kritisere, at Justitsministeriet har foretaget kopiering af det af dem indsendte materiale — herunder materialet hvortil De havde ophavsretten — idet kopieringen måtte forudsættes at være lovlig efter ophavsretslovens § 24 a, stk. 1.

 

2) Opbevaringen

Det følger at myndighedernes pligt til at give aktindsigt i materiale omfattet at ophavsretslovens § 24 a, at det kan være nødvendigt at opbevare kopi at sådant materiale ,os myndigheden. Jeg kan således ikke kritisere, at Justitsministeriet opbevarede en kopi af det omhandlede materiale.

3) Videregivelsen til 3- mandsudvalget

Bestemmelsen i § 24 a, stk. 1, bygger på en forudsætning om, at ophavsretsbeskyttelsen ikke tilsigter at omfatte offentlige forvaltningsmyndigheders anvendelse af værket i forbindelse med administrativ sagsbehandling.

§ 24 a, stk. 1, har udtrykkeligt bestemt, at beskyttelsen begrænses af reglerne om aktindsigt, dvs. såvel almenhedens adgang til aktindsigt i henhold til offentlighedsloven som partens adgang til partsaktindsigt i hen hold til kapitel 4 i forvaltningsloven.

Deres henvendelse rejser spørgsmålet, om myndighederne desuden er berettiget til at udlevere ophavsbeskyttet materiale til andre myndigheder til brug for administrativ sagshandling.

Det følger at det almindelige officialprincip at offentlige forvaltningsmyndigheder i for- bindelse med undersøgelser af sager er forpligtet til at påse, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, inden sagen afgøres. Det følger endvidere at officialprincippet, at myndighederne har en vis forpligtelse og berettigelse til at inddrage allerede foreliggende oplysninger i sagsbehandlingen. Dette gælder også oplysninger, som ligger hos andre myndigheder end den undersøgende myndighed selv, forudsat at oplysningerne må antages at have betydning for sagens bedømmelse.

Retten og pligten for myndighederne til at videregive oplysninger er delvis reguleret i forvaltningslovens § 31, som har følgende indhold:

"§ 31. I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder dog ikke anvendelse, hvis videregivelsen påfører myndigheden et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få oplysningerne."

Som sagen foreligger oplyst for mig, har jeg ikke mulighed for at tage endelig stilling til, om det materiale, som blev udleveret til 3 -mandsudvalget fra Justitsministeriet, var at en sådan karakter, at videregivelsesreglen - § 28 i forvaltningsloven — var til hinder for udleveringen. Det må på baggrund at oplysningernes alder,, det oplyste om deres art samt udvalgets opgave formodes, at udleveringen ikke var i strid med videregivelsesreglerne.

Herefter må det antages, at Justitsministeriet havde været forpligtet til i henhold til § 31 at stille materialet til rådighed for udvalget, såfremt udvalgets formand havde fremsat begæring herom.

Bestemmelsen i § 31 må antages at være en udtrykkelig lovfæstelse af en bredere ulov- bestemt retsgrundsætning, hvorefter offentlige myndigheder er berettiget og efter omstændighederne forpligtet til at yde hinanden bistand, bl. a. i form at udlevering af oplysninger. Det følger direkte af § 24 a, stk. 1, at ophavsretsbeskyttelsen ikke er til hinder for, at et beskyttet værk udleveres i henhold til reglerne om aktindsigt. Det harmonerer efter min mening bedst med denne regel, om det yderligere antages, at ophavsretsbeskyttelsen heller ikke er til hinder for, at et beskyttet værk inddrages i administrativ sagsbehandling, eller at det udleveres i overensstemmelse med de almindelige regler om myndigheders udveksling af oplysninger i ‘forbindelse med behandlingen at sager.

Under hensyn til at det materiale, Justitsministeriet udleverede til 3 -mandsudvalget, var af utvivlsom relevans for udvalgets undersøgelse, samt til, at ministeriet formentlig ville have været forpligtet til at udlevere materialet, såfremt udvalget havde fremsat anmodning herom, finder jeg ikke, at udleveringen stred mod Deres eventuelle ophavsret til materialet.

4) Vejledning om ophavsretsloven

Det må lægges til grund, at De hverken i skrivelsen at 24. september 198S eller på anden måde over for Justitsministeriet tilkendegav, at De havde særlige ønsker med hensyn til begrænsning af anvendelsen at den del af materialet, hvorover De havde ophavsret. På denne baggrund kan Justitsmini stenet ikke antages at have haft særlig anledning til at orientere Dem om indholdet at aktindsigtsreglerne, herunder om ophavsretslovens § 24 a.

Jeg kan således ikke kritisere,. at Justitsministeriet ikke vejledte Dem om ministeriets mulighed for kopiering, opbevaring og vide- regivelse af Deres materiale.

Jeg har således samlet ikke grundlag for at 3 kritisere, at Justitsministeriet afviste Deres erstatningskrav for brud på Deres ophavsret.

Det tilføjes, at jeg, som sagen er forelagt, ikke har grundlag for at vurdere, om Justitsministeriet på aftaleretligt grundlag skulle have forpligtet sig til at yde Dem betaling i forbindelse med udvælgelsen og udleveringen at det omhandlede materiale.

Jeg henleder opmærksomheden p~, at den endelige afgørelse at dette spørgsmål henhører under domstolene."