Farlighedsvurdering efter konkret skøn, ledsaget udgang

Strafferet 3.7.

Afslag på ledsaget udgangstilladelse fra Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland. Overlæge A på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland klagede for B over, at Justitsministeriet (JM) havde afslået at meddele B tilladelse til ledsaget udgang med henblik på at besøge sin moder, der boede i Odense. IM’S afgørelse var bl. a. begrundet i de vanskeligheder, der erfaringsmæssigt kan opstå, når ledsagekontrol skal udøves i en menneskemængde, som der må formodes at være til stede på overfarten over Storebælt. A henviste til en sag vedrørende C, der også var dømt til anbringelse i sikringsanstalten. C havde ved tidligere lejligheder fået IM’s tilladelse til ledsaget udgang til besøg hos sin moder, der også boede i Odense. Efter A’S opfattelse var B ikke mere farlig end C.

Overlæge A, Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland, klagede for B over Justitsministeriets afslag på A’s ansøgning for B om tilladelse til en ledsaget udgang med henblik på at besøge hans moder i hendes hjem i Odense.

Af de foreliggende oplysninger fremgik det, at B ved Nykøbing Sjælland Rets dom af 21. september 1987 blev anset for skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 2, jf. stk. i, men i medfør af straffelovens § 16 frifundet for straf og i medfør af straffelovens § 68 dømt til anbringelse på Sikringsanstalten ved Amtshospitalet i Nykøbing Sj. B var tidligere ved X Rets dom af 23. august 1966 fundet skyldig i manddrab efter straffelovens § 237 og i medfør af straffelovens § 70, jf. § 16, dømt til anbringelse på hospital for sindslidende. Han var endvidere ved Y Rets dom af 1. februar 1974 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 2, jf. stk. 1, og i medfør af § 68, jf. § 16, dømt Anbringelse i Sikringsanstalten i Nykøbing Sj.

På det tidspunkt da B begik den i 1987 pådømte kriminalitet, var han — som følge af Nykøbing Sj. Rets dom af 31. januar 1986 — anbragt på afdelingen for sindslidende på Amtshospitalet, Nykøbing Sj. Under en uledsaget udgang derfra stak han en patient ned med en dolk. Det var således denne forbrydelse, der dannede grundlaget for hans seneste dom til anbringelse i Sikringsanstalten ved Nykøbing Sj.

Ved skrivelse af 31. marts 1993 til .Justitsministeriet ansøgte A for B om tilladelse til en udgang med henblik på at besøge hans moder i hendes hjem i Odense. A oplyste, at B i givet fald skulle ledsages af to personalemedlemmer fra Sikringsanstalten, og at turen formentlig ville blive gennemført i Sikringsanstaltens egen personbil, der for yderligere at skærpe. sikkerheden ville være udstyret med mobiltelefon. I skrivelsen anførte A endvidere følgende:

Patientens psykiske tilstand er som nævnt i en række tidligere ansøgninger uændret god, han på den givne antipsykotiske medikamentelle behandling fri for produktiv psykotiske symptomer men fremtræder iøvrigt som en stille efterrettelig men umiskendelig kronificeret skizofren patient præget af nogen primitivisering og visse ritualer. Patienten har som tidligere omtalt gennemført hundredvis af ledsagede udgange fuldstændigt problemfrit, og ingen af behandlerne eller afdelingens faste personale anser det for forbundet med nogen som helst risiko at imødekomme ansøgningen.

De tidligere ansøgninger, som A nævnte i skrivelsen henviste bl.a. til ansøgninger, som A

i foråret 1992 havde indgivet til Justitsministeriet henblik på, at B kunne få tilladelse til udgang til en tur i Tivoli.

Justitsministeriet havde afslået sidstnævnte ansøgninger i skrivelser af 25. marts og 17. august 1992. Ministeriet havde ved afgørelsen — indhentet udtalelse fra anklagemyndigheden - navnlig lagt vægt på turens varighed og på de vanskeligheder, der kan opstå, når ledsagekontrol skal udøves i en større menneske mængde.

I anledning af A’s ansøgning i skrivelsen af 31. marts 1993 udtalte Politimesteren i Z-by sig imod at imødekomme det ansøgte. Han lagde navnlig vægt på turens varighed og på de vanskeligheder, der erfaringsmæssigt kan opstå, når ledsagekontrol skal udøves i en menneskemængde som må formodes at være til stede under færgeoverfarten.

Ved skrivelse af 13. maj 1993 meddelte Justitsministeriet A følgende afgørelse:

I følge § 3 i justitsministeriets cirkulære af 15. november 1977 om meddelelse at friheder m.v. til personer, der i medfør af straffelovens § 68 eller § 69 er dømt til anbringelse i hospital for sindslidende eller institution for åndssvage, meddeles friheder m.v. ved dom til anbringelser i Sikringsanstalten af Justitsministeriet.

Efter cirkulærets § 1 forudsættes det, at den myndighed, der træffer afgørelse, i hvert enkelt tilfælde — udover behandlingsmæssige hensyn — nøje overvejer de hensyn til retssikkerheden, som har begrundet dom til anbringelse i stedet for mindre indgribende foranstaltninger.

I den anledning skal man meddele, at Justitsministeriet efter en gennemgang af sagen ikke på nuværende tidspunkt finder at kunne imødekomme ansøgningen om tilladelse til en udgang til moderen i Odense.

Justitsministeriet har ved afgørelsen blandt andet lagt vægt på, at det på baggrund at karakteren af de forbrydelser, som den pågældende er dømt for, turens varighed samt de vanskeligheder, der erfaringsmæssigt kan opstå, når ledsagekontrol skal udøves i en menneskemængde, som må formodes at være til stede under færgeoverfarten, ikke findes forsvarligt at tillade en udgang til moderen i Odense.

Ved skrivelse af 18. maj 1993 anmodede A Justitsministeriet om at tage afgørelsen af 13. maj 1993 op til fornyet vurdering. Til støtte for sin anmodning anførte A, at Justitsministeriets afgørelse i den konkrete sag var i strid med afgørelser, som Justitsministeriet tidligere havde truffet vedrørende C. Efter A’s opfattelse var B’s sag "ganske analog" med C’s sag. C var ved Æ Rets dom at 21. maj 1987 fundet skyldig i grov legemsbeskadigelse ved knivstik mod sin moder og knivdrab af hendes samlever og således dømt til anbringelse i Sikringsanstalten kun 4 måneder for B’s seneste dom til anbringelse i anstalten. C havde siden været overflyttet til Psykiatrisk Afdeling i Q-by, og tilbage til Sikringsanstalten igen.

I skrivelsen at 18. maj 1993 gjorde A Justitsministeriet opmærksom på, at ministeriet ved sine skrivelser at 20. december 1989, 19. september 1990, 17. januar 1991, 26. november 1992 og 11. marts 1993 gav C tilladelse til ledsaget udgang med henblik på at besøge sin moder. De to sidste tilladelser var givet efter C’s tilbagevenden til Sikringsanstalten. C’s moder boede - lige- som B’s moder i Odense. Justitsministeriet havde givet tilladelserne efter forud indhentet erklæring fra Politimesteren i Æ-by, der ikke havde udtalt sig imod det ansøgte. Ef ter A’s oplys- ninger var alle besøg afviklet uden vanskeligheder.

Det var A’s opfattelse, at politimesterembederne i Æ-by og Z-by "anlægger forskellige principielle synspunkter i vurderingen at en persons farlighed under visse omstændigheder", hvilket udmønter sig i en "iøjnefaldende forskelsbehandling" fra Justitsministeriets side. A argumenterede endvidere for sin manglende forståelse af afslaget til B — særligt set i forhold til behandlingen at C’s ansøgninger — på følgende måde:

Når henses til, at det herfra vedvarende er fremhævet, at (B), når han færdes under ledsa- gelse, ikke på nogen måde vil kunne anses for personfarlig, ligesom hans evne til at smutte bort og gemme sig for ledsagerne realistisk må anses for negligeabel, mens der herfra m.h.t. (C) aldrig er lagt skjul på, at han indimellem har været ganske meget psykisk svingende, men at afdelingen meget vel kan vurdere dette og tage hensyn dertil ved administreringen af såvel korte som lange udgange, forekommer det yderligere uforståeligt, at den stabile og initiativfattige (B) endnu ikke, snart seks år efter sin anbringelse, har kunnet få tilladelse til ledsaget hjemmebesøg, mens den psykisk mere labile (C) inden for samme tidsrum har kunnet få i alt fem sådanne besøgsrejser, oven i købet til samme politikreds, som (B) gerne vil besøge, og til det overlevende offer for hans pådømte forbrydelse.

Der synes her at være tale om en så grel, øjensynlig lokalt betinget forskel i indstillingerne, at jeg indtrængende må appellere til Justitsministeriet om at anlægge et mere ensartet og objektivt overskøn og som konsekvens heraf tage afslappet på ansøgningen om besøgsrejse til (B) op til fornyet vurdering.

Ved skrivelse at 12. juli 1993 til A meddelte Justitsministeriet, at ministeriet fastholdt afgørelsen at 13. maj 1993 med den deri angivne begrundelse. Ministeriet anførte, at ministeriet havde lagt afgørende vægt på, at anklagemyndigheden af retssikkerhedsmæssige grunde ikke kunne anbefale det ansøgte, og at ministeriet ikke ud fra en konkret vurdering af B’s forhold fandt det forsvarligt at imødekomme ansøgningen. Skrivelsen var vedlagt en udtalelse at 27. maj 1993 fra Politimesteren i Z-by, hvoraf det fremgik, at A’s skrivelse at 18. maj 1993 ikke gav politimesteren anledning til yderligere bemærkninger, idet han ikke havde kendskab til sagen om C.

I klagen til mig anførte A, at han vel var klar over, at ombudsmandens muligheder for at muligheder for at gribe ind over for et administrativt skøn er begrænsede. Der var imidlertid efter A’s opfattelse tale om, at Justitsministeriet slet ikke havde anlagt et selvstændigt skøn, men blot "har skrevet at efter" politimesterembedet i Z-by og Statsadvokaten for Ø.

I en udtalelse til mig i anledning af A’s klage henholdt Justitsministeriet sig til den tidligere trufne afgørelse.

I min afsluttende skrivelse til A udtalte jeg følgende:

"Justitsministeriets afgørelse er truffet efter bestemmelsen i § 3, jf. § 1 i Justitsministeriets cirkulære at 15. november 1977 om meddelelse af friheder m.v. til personer, den medfør af straffelovens § 68 eller § 69 er dømt til anbringelse i hospital for sindslidende (psykiatrisk sygehus eller sygehusafdeling) eller i institution for åndssvage. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

" § 1. Meddelelse at Enheder mv. forudsætter som hidtil, at den myndighed, der træffer afgørelsen i hvert enkelt tilfælde; udover behandlingsmæssige hensyn — nøje overvejer de hensyn til retssikkerheden, som har begrundet dom til anbringelse i stedet for mindre indgribende foranstaltninger."

" § 3. De i § 2 nævnte retningslinier finder. ikke anvendelse ved dom til anbringelse i sikringsanstalt. Ved sådan anbringelse kan Justitsministeriet kan friheder mv. kun meddeles af Justitsministeriet."

Bestemmelsen i cirkulærets § 2 fastlægger hvem (overlæge, overlæge sammen med statsadvokat, eller Justitsministeriet) der har kompetencen til at meddele friheder m.v.

Kompetencefordelingen er afhængig af det nærmere indhold af den ansøgte frihed. Udgang - med eller uden ledsagelse er et eksempel på en frihed, der er omfattet af cirkulæret.

Det fremgår af bestemmelserne, at det - når den pågældende ansøger er anbragt på en sikringsanstalt er Justitsministeriet, som afgør, hvorvidt tilladelse til frihed skal meddeles. Ved afgørelsen skal Justitsministeriet inddrage hensynet til retssikkerheden.

Afgørelsen af, med hvilken vægt hensynet til retssikkerheden skal indgå og afvejes i forhold til varetagelsen af den anbragtes interesser samt de behandlingsmæssige hensyn, beror på en skønsmæssigt præget vurdering.

Efter de regler, der gælder for min virksomhed, kan jeg kun kritisere en sådan afgørelse, såfremt der foreligger særlige omstændigheder

En sådan særlig omstændighed kan for eksempel være, at afgørelsen er truffet i strid med en forvaltningsretlig lighedsgrundsætning, der afskærer ikke-sagligt begrundet forskelsbehandling. Det fremgår af (B’s) sag, at han ønsker at inddrage (C’s) sag med henblik på en sammenligning af disse to sager.

Hertil bemærker jeg, at det forskellige udfald af de to sager er konkret begrundet og hviler på individuelt foretagne bedømmelser af bl.a. personernes farlighed. Jeg har ingen

særlige forudsætninger for at vurdere sådanne spørgsmål og må derfor afstå fra at foretage en nærmere sammenligning af (B’s) sag med (C’s) sag.

Jeg har således ikke grundlag for at kritisere Justitsministeriets afgørelse skrivelsen af 13. maj 1993. Jeg har hæftet mig ved Justitsministeriets bemærkning i skrivelsen om at ministeriet "ikke på nuværende tidspunkt" fandt at kunne imødekomme ansøgningen om tilladelse til udgang til besøg hos moderen.

Jeg finder imidlertid anledning til at bemærke, at det umiddelbart forekommer mig mindre tilfredsstillende, at konkrete - og i forhold til sagen tilfældige — omstændigheder forbindelse med rejsen skulle være udslagsgivende for (B’s) muligheder for at få tilladelse til at besøge sin mor. Jeg henviser til, at Justitsministeriets afslag særligt er begrundet i problemerne med at udøve ledsagekontrol på overfarten over Storebælt.

Jeg har fundet i en samtidig skrivelse til Justitsministeriet at burde pege på følgende:

Jeg har fuld forståelse for den konkrete fare, der kan opstå i et menneskemylder under overfarten over Storebælt, og at det efter omstændighederne kan være vanskeligt at udøve den fornødne ledsagekontrol. Disse vanskeligheder vil dog være betinget af de nærmere omstændigheder, der udgør den situation, hvori kontrollen skal udøves. Det må i den forbindelse efter min opfattelse være relevant — eventuelt i samarbejde med DSB — at søge at finde et rejsetidspunkt, hvor belægningen på overfarten erfaringsmæssigt er lille, og hvor de umiddelbare og forudseelige problemer med udøvelsen af ledsagekontrollen således er tilsvarende mindre. I den forbindelse finder jeg at burde pege på, at der kunne være anledning til at undersøge, om det er muligt at etablere en ordning med DSB, således at der til transporter som den foreliggende stilles et lokale (eventuelt et sygerum, hvis et sådant findes) på Storebæltsfærgen til rådighed, hvor den person, der transporteres, og hans ledsagere kan opholde sig under overfarten. En anden mulighed kan være at søge opnået tilladelse til undtagelsesvist at forblive i køretøjet på dækket under overfarten.

I en skrivelse af 18. marts 1994 til A anførte Justitsministeriet bl. a. følgende:

"Man skal herefter meddele, at det er Justitsministeriets opfattelse, at de forhold, der i ministeriets skrivelse af 13. maj 1993 er anført som begrundelse for det meddelte afslag, fortsat bør tillægges ganske væsentlig — men ikke afgørende — vægt.

Efter en fornyet gennemgang af sagen skal man imidlertid meddele, at Justitsministeriet — under forudsætning af at Sikringsanstalten i samarbejde med DSB finder en tilfredsstillende løsning på de problemer, som færgeoverfarten rejser - vil være indstillet på at meddele tilladelse til det ansøgte på følgende vilkår:

at moderen er indforstået med besøget,

at den pågældende er under konstant ledsagelse af 3 personalemedlemmer fra Sikringsanstalten,

at rejsen foregår i Sikringsanstaltens bil, samt at politiet omgående underrettes, såfremt udgangen ikke forløber planmæssigt."

Justitsministeriet sendte mig kopi at skrivelsen til underretning.

Jeg meddelte Justitsministeriet, at jeg havde taget det oplyste til efterretning.

Over for ministeriet pegede jeg på, at der— i lyset at de. erfaringer, der blev indvundet i den konkrete sag — kunne være anledning til at orientere fængselsmyndighederne om en indgået ordning med DSB.