Erstatning 111.2. — Familieret 132.1. — Forvaltningsret 1133.2.

A klagede over, at Civilretsdirektoratet ikke havde fundet grundlag for at ændre statsamtets afgørelse, hvorved A med virkning fra den 18. juni 1990 og indtil videre skulle bidrage til hans fraskilte hustru B’s underhold med 4.000 kr. om måneden. A havde ansøgt om, at bidraget blev fastsat med virkning fra den 1. september 1990.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A og B indgik ægteskab den 6. februar 1973. Ægtefællerne blev separeret ved statsamtets bevilling af 16. august 1990 bl.a. på vilkår, at A skulle bidrage til B’s underhold i 8 år fra bevillingens dato. Statsamtet skulle nærmere fastsætte vilkårene for hustrubidraget. I øvrigt blev forældremyndigheden over fællesbarnet C tildelt B, og A skulle i henhold til statsamtets afgørelse betale det til enhver tid gældende normalbidrag + 100% til C’s underhold med virkning fra den 18. juni 1990. Separationsvilkårene var i overensstemmelse med det, A og B havde aftalt forud for separationsansøgningen og godkendt ved vilkårsforhandlingerne den 25. juli 1990.

Ved afgørelse af 31. oktober 1990 pålagde statsamtet A at betale 4.000 kr. om måneden til B. Bidraget blev fastsat med virkning fra den 18. juni 1990.

Som grundlag for statsamtets afgørelse forelå bl.a. de oplysningsskemaer, som A og B havde udfyldt. Det fremgik heraf, at A´s 1989 havde haft en bruttoindtægt på 302.098 kr. og forventede en indtægt i 1990 på Ca. 310.000 kr. A’s bruttoindtægt var i juni 1990 ca. 23.600 kr. om måneden. Med hensyn til B blev det af statsamtet lagt til grund, at hun havde en månedlig pension på 5.526 kr.

Med hensyn til fastsættelse af bidragspligt i tiden før separationen blev afgørelsen truffet i medfør af § 6, jf. § 8, i lov om ægteskabets retsvirkning, hvorefter statsamtet kan pålægge den ene ægtefælle at betale bidrag til den andens underhold, hvis de på grund af uoverensstemmelse ikke lever sammen.

Den 9. august 1991 påklagede A statsamtets afgørelse af 31. oktober 1990. A klagede ikke over selve beregningen af hustrubidragets stør-rejse, men over datoen for begyndelsestidspunktet for bidragspligten, og at A således skalle betale hustrubidrag fra samlivsophævelsen d. 18 juni 1990. A anførte, at han ikke havde tilsidesat sin forsørgelsespligt i perioden fra samlivsophævelsen til den 1. september 1990. A fremhævede, at han indtil sidstnævnte dato fortsat foretog faste månedlige overførsler af sin indkomst til en budgetkonto, der skulle dække de faste udgifter til f. eks. lys, vand, varme, telefon, forsikring osv.

Endvidere anførte A, at B ifølge bodelingsoverenskomsten overtog det fælles motorkøretøj
idet hun overtog restgælden, som på det tidspunkt var mindre end køretøjets salgspris.

Den 23. oktober 1991 stadfæstede Civilretsdirektoratet statsamtets afgørelse. Direktoratet anførte; skrivelsen til A bl.a. følgende:

Det bemærkes, at (B) i det gule oplysnings- skema har søgt om at bidraget fastsættes fra "16. august 1990 — eventuelt før."

Det bemærkes endvidere, at spørgsmålet om betaling af udgifter til terminsydelse, andre lån, lys, varme, vand, telefon og forsikring i tiden omkring samlivsophævelsen og separationen henhører under bodelingen, og sådanne betalinger tillægges derfor normalt ikke betydning ved bidragsfastsættelsen.

Det fremgår af sagen, at fællesboet er delt med virkning fra den 15. august 1990, og at De overtog forpligtelserne for den kassekredit, hvoraf de ovennævnte udgifter er afholdt. Det fremgår endvidere, at et eventuelt provenu i forbindelse med salget af Deres og (B’s) faste ejendom skal anvendes til indfrielse af 2 lån, derefter til dækning af underskuddet på en særlig oprettet konto til betaling af faste ydelser på ejendommen og endelig til nedbringelse af den nævnte kassekredit."

Den 27. oktober 1991 anmodede A Civilretsdirektoratet om at tage hans sag op til fornyet overvejelse. .4 kritiserede bl.a., at der tilsyneladende var blevet lagt stor vægt på bodelings -overenskomstens afsnit 4, hvorefter bl. a. kassekreditten skulle nedbringes ved et eventuelt provenu ved salget af den fælles ejendom. A meddelte, at han efter salget af ejendommen havde en gæld på ca. 145.000 kr., hvoraf ca. 65.000 kr. hidrørte fra A’s overtagelse af kassekreditten. Desuden kritiserede A, at Civilretsdirektoratet ikke henregnede udgifter til lys, varme, vand, telefon, forsikring osv. til underhold i relation til vurderingen af, om en ægtefælle havde opfyldt sin forsørgelsespligt i perioden efter samlivsophævelse.

Civilretsdirektoratet meddelte den 22. november 1991, at direktoratet efter at have gennemgået sagen på ny fastholdt den tidligere trufne afgørelse.

A klagede i sit brev til mig over, at han var blevet pålagt bidragspligt i perioden fra samlivsophævelsen (den 18. juni 1990) til datoen for separationsbevillingen (den 16. august 1990). A anførte særligt, at statsamtet og Civilretsdirektoratet ikke havde medtaget hans udgifter til bolig, forsikring m.m. ved vurderingen af, om forsørgelsespligten i den pågældende periode var opfyldt.

I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende:

" . . . statsamts og Civilretsdirektoratets afgørelser om fastsættelse af ægtefællebidrag i perioden forud for separation er truffet efter § 6, jf. § 8 i lov om ægteskabets retsvirkninger (lovbekendtgørelse af 8. marts 1991 nr. 149).

§ 6 har følgende indhold:

"Lever ægtefællerne på grund af uoverensstemmelse ikke sammen, finder reglerne i § 2 tilsvarende anvendelse. Det tilskud, som den ene ægtefælle herefter skal yde til den anden ægtefælles og de hos denne værende børns underhold, bliver på begæring at fastsætte til et pengebidrag.

§ 2 er sålydende:

"Det påhviler mand og hustru gennem pengeydelse, gennem virksomhed i hjemmet eller på anden måde, at bidrage, hver efter sin evne, til at skaffe familien det underhold, som efter ægtefællernes livsvilkår må anses for passende. Til underholdet henregnes, hvad der udkræves til husholdningen og børnenes opdragelse såvel som fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov,"

Fastsættelse af bidragspligt efter § 6 forudsætter således en begæring fra den bidragsberettigede. Denne begæring må antages at foreligge den 24. august 1990 ved statsamtets modtagelse af (B’s) gule oplysningskema, hvor hun anmodede om bidrag fastsat fra "den 16. august 1990— eventuelt før".

Med hensyn til begyndelsestidspunktet for bidragsforpligtelsen fastsættes denne efter praksis normalt med virkning fra det tidspunkt, den bidragspligtige er blevet "varslet" om den fremsatte begæring. Imidlertid fastsættes bidrag med virkning fra samlivsophævelsen, hvis begæring herom er indgivet samtidig med denne eller højst ca. 1-2 måneder senere.

(B’s) begæring om fastsættelse af bidragspligt i perioden forud for separation blev indgivet 2 måneder og 6 dage efter samlivsophævelsen. De blev ikke bekendt med denne begæring, forinden. . . Statsamt traf afgørelse den 31. oktober 1990 om fastsættelse af bidragspligt for Dem i denne periode.

I det følgende vil jeg behandle det forhold, at . . . Statsamt ikke hørte Dem i relation til (B’s) begæring om fastsættelse af bidrag forud for separationen.

Forvaltningslovens § (9, stk. 1, der omhandler pligten til at høre parterne i en sag, har følgende ordlyd:

"Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse."

I den foreliggende sag må det efter min opfattelse lægges til grund, at De ikke var — og ikke kunne antages at være — bekendt med, at der i det hele taget verserede en sag om fastsættelse at underholdsbidrag forud for separationen (efter bestemmelserne i retsvirkningsloven), udover sagen om bidragets størrelse efter separationen (efter ægteskabslovens bestemmelser).

Bestemmelsen om partshøring i forvaltningslovens § 19 omfatter efter sin ordlyd ikke direkte spørgsmålet om en myndigheds pligt til at underrette en part om, at sagen er rejst.

I bemærkningerne til forslaget til forvaltningsloven (Folketingstidende 1985/96, tillæg A, sp. 94) anføres herom følgende:

"De foreslåede bestemmelser i kapitel 5 må i praksis antages at medføre, at parter i de få tilfælde, hvor en sag behandles af en myndighed, uden at parten er bekendt hermed, vil blive gjort bekendt med sagen, inden myndigheden træffer afgørelse."

På den baggrund må forvaltningslovens § 19, stk. 1, (hovedbestemmelsen i lovens kapitel 5) forstås således, at statsamtet i det foreliggende tilfælde har haft pligt til at gøre Dem bekendt med sagen — og give Dem lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, før der blev truffet afgørelse om at pålægge Dem bidragspligt forud for separationen.

Jeg har herved lagt vægt på følgende:

Efter Deres og (B’s) aftale om vilkårene for separationen skulle De betale bidrag i 8 år fra separationsbevillingen at regne (fremhævet af mig). Vilkåret i den endelige bevillingen var i overensstemmelse hermed.

Da De ikke blev underrettet om (B’s) begæring, måtte De på den baggrund gå ud fra, at De ikke ved statsamtets afgørelse om bidragets størrelse blev pålagt bidrag forud for separationen.

De havde følgelig ingen anledning til at redegøre for den økonomiske situation mellem Dem og (B) i perioden mellem samlivsophævelsen og separationen. Der forelå således ingen oplysninger herom, da statsamtet traf afgørelse den 31. oktober 1990.

De havde heller ingen anledning til at påberåbe Dem, at De og (B) ved bidragsaftalen havde tilsigtet at gøre endelig op med spørgsmålet om underholdsbidrag, også for så vidt angår tiden forud for separationen. Det kunne i den forbindelse således have været anført, at De og (B) vedrørende børnebidraget udtrykkeligt havde taget stilling til, at betaling skulle ske fra tidspunktet for samlivsophævelsen.

Det skal dog understreges, at det har ligget uden for min undersøgelse at tage stilling til hvordan bidragsaftalen nærmere skulle for tolkes.

Det er efter min opfattelse kritisabelt, at Civilretsdirektoratet ikke — i forbindelse med behandlingen af Deres klage — blev opmærksom på partshøringsmanglen og tog stilling til konsekvenserne heraf.

På den baggrund har jeg derfor samtidig hermed henstillet til Civilretsdirektoratet at genoptage sagen til fornyet behandling for så vidt angår § 6-bidraget, særligt med henblik på betydningen af den manglende høring.

Jeg har anmodet Civilretsdirektoratet om at underrette mig om den afgørelse, der træffes."

Jeg modtog senere kopi af Civilretsdirektoratets skrivelse af 5. november 1993 til A. Heraf

fremgik, at Civilretsdirektoratet efter en fornyet gennemgang af sagen havde fundet, at B’s behov for bidrag i perioden fra samlivsophævelsen den 18. juni 1990 og til datoen for separationsbevillingen den 16. august 1990 delvist blev dækket gennem A’s betalinger af de faste udgifter.

Civilretsdirektoratet anførte, at A’s oplysning om, at A ikke havde haft mulighed for at modregne disse udgifter ved refusionsopgørelsen i forbindelse med bodelingen, burde være indgået i statsamtets behandling af sagen. Statsamtet kunne have haft oplysningen, hvis man havde foretaget den foreskrevne partshøring forud for bidragsfastsættelsen.

Civilretsdirektoratet erstattede som følge heraf det tab, A havde lidt ved den manglende partshøring, med et beløb skønsmæssigt fastsat til kr. 5.000.

Jeg foretog herefter ikke videre i sagen.