Forvaltningsret 1113.1— 115.2.— 123.3 — 13.3 — 29.5— Strafferet 3.7. Politiets rolle i forbindelse med udgang. Kompetencen mellem kriminalforsorgen og politiet. Anvendelse al håndjern. Sagsbehandlingstid

En indsat (A) klagede over sagsbehandlingstiden ved direktoratet for kriminalforsorgen i an- ledning af en fornyet ansøgning om udgang til besøge sin mormor på Københavns Amtssygehus i Herlev. Under min behandling af sagen anmodede jeg — under henvisning til ombudsmandsloves § 6, stk. 5 — Direktoratet for Kriminalforsorgen om en supplerende udtalelse, bl. a. om politiets rolle i forbindelse med udgangen.

A klagede senere over en afgørelse fra justitsministeriet om at han var belagt med håndjern under besøget på sygehuset den 20. juni 1994.

Da klagerne begge vedrørte forløbet af en udgang, valgte jeg at behandle dem samlet.

Baggrunden for sagerne var følgende:

Vedrørende klagen over Direktoratet for Kriminalforsorgen

Den 16 juni 1994 gav Direktoratet for kriminalforsorgen telefonisk gennem Statsfængslet i Nyborg A tilladelse til at han med to ledsagere fra fængslet) besøgte sin mormor der var blevet indlagt på Københavns Amtssygehus i Herlev på grund af en hjerneblødning.

Da Københavns Politi den samme dag ringede til statsfængslet — i anledning af fængslets tidligere indstilling om at A nu begyndte på et forløb orienterede fængslet politiet om udgangen til sygehuset der skulle finde sted den 20. juni 1994. Da politiet fremsatte ønske om være til stede ved udgangen, kontaktede fængslet (den 17. juni 1994) Direktoratet for kriminalforsorgen der oplyste at politiets ønske skulle imødekommes af sikkerhedshensyn. Den nærmere fremgangsmåde blev herefter telefonisk aftalt mellem politiet og fængslet; politiet sagde herunder ikke noget om anvendelse af håndjern.

A blev den 20. juni 1994 ledsaget af to enhedsfunktionærer fra Statsfængslet i Nyborg til Gladsaxe Politistation hvor to politibetjente fra politiet i Gladsaxe stødte til i deres tjenestevogn.

Ved udstigning af bilen ved ankomsten til Københavns Amtssygehus i Herlev fik A efter anmodning fra politiet håndjern på af enhedsfunktionæren. I sygehusets forhal spurgte A om han skulle beholde håndjernene på hele tiden ( dvs. også under ophold på sygestuen), hvilket politiet svarede ja til. A ønskede herefter ikke at gennemføre besøget.

Politiet skrev den 20. juni 1994 en rapport om forløbet at udgangen. Det var politiets opfattelse at A ved ind- og udgangen at en svingdør på sygehuset udviste en adfærd der kunne opfattes således, at han havde haft til hensigt at undvige under udgangen.

Fængslet forelagde politirapporten for de enhedsfunktionærer der havde ledsaget A. De delte ikke politiets opfattelse med hensyn til hans adfærd.

I brev af 8. juli 1.994, som direktoratet modtog den 11. juli 1994, fastholdt fængslet herefter sin tidligere indstilling om at A begyndte på et udgangsforløb. Da A fortsat ønskede at se sin mormor mens hun var i live (hun var da bevidstløs, uden udsigt til bedring og skønnedes kun at have kort tid igen), indstillede fængslet samtidig at han fik tilladelse til at besøge sin mormor på den første ledsagede udgang, hvis tilladelse til udgang blev givet "snarligt" og således at A ikke fik håndjern på. Subsidiært indstillede fængslet at A fik en ny udgang til besøg hos sin mormor på sygehuset, og således at A kun skulle være iført håndjern under transport fra bilen til sygestuen og retur. Fængslet anmodede i den forbindelse direktoratet om at afklare omfanget af politiets deltagelse i udgangen og omstændighederne herfor så A "på forhånd på et fuldstændigt grundlag kunne tage stilling til gennemførelsen".

Københavns Politi afgav den 13. juli 1994 en udtalelse vedrørende fængslets indstilling om at A begyndte på et udgangsforløb. Statsadvokaten for København sendte den. 18. juli 1994 sagen videre til direktoratet (som modtog den den 20. juli 1994).

Den 22. juli 1994 orienterede fængslet telefonisk direktoratet om at A’s mormor var død.

A klagede herefter til mig over den tid der indtil da var medgået til behandlingen at hans fornyede ansøgning om tilladelse til at besøge sin mormor på sygehuset.

Jeg indhentede i den anledning en udtalelse af 20. september 1994 fra direktoratet. Efter en nærmere gennemgang at sagens forløb, herunder forløbet at As udgangssag efter orienteringen om hans mormors død, skrev direktoratet:

"Som det fremgår, har direktoratet under henvisning til forløbet af udgangen den 20. juni 1994 fundet det afgørende, at spørgsmålet om politiets deltagelse i forbindelse med et eventuelt kommende udgangsforløb var fuldt afklaret, inden der blev truffet afgørelse i sagen, hvorfor man må afvise, at der har været tale om lang sagsbehandlingstid."

Efter en foreløbig gennemgang af sagen bad jeg den 12. oktober 1994 Direktoratet for kriminalforsorgen om en supplerende udtalelse, til dels efter forud indhentet erklæring fra fængslet. I den supplerende høring skrev jeg:

" . . .

1. Jeg beder om en nærmere begrundelse for at direktoratet imødekom politiets ønske om også at ledsage (A) under udgangen den 20. juni 1994.

Jeg beder endvidere om. oplysning om hvorvidt (A) var orienteret om direktoratets afgørelse af 16. juni 1994 før imødekommelsen den 17. juni 1994 af politiets ønske. I bekræftende fald beder jeg oplyst om denne imødekommelse efter direktoratets opfattelse indebærer en skærpelse i forhold til afgørelsen at 16. juni 1994, hvor direktoratet fandt det tilstrækkeligt med to ledsagere (fra fængslet).

I tilslutning hertil beder jeg om oplysning om praksis med hensyn til politiets deltagelse i transporter at indsatte i situationer som den foreliggende.

2. Jeg beder endvidere om en udtalelse — efter forudindhentet erklæring fra. fængslet — om grundlaget for at give (A) håndjern på, herunder oplysning om hjemlen hertil. Jeg går ud fra at beslutningen om anvendelse af håndjern formelt er truffet at fængselspersonalet, men så vidt ses udelukkende fordi politiet ønskede det. Der var ikke på forhånd truffet beslutning om anvendelse af håndjern efter direktoratets cirkulære herom.

3. Endelig beder jeg om en uddybende udtalelse om den tid der medgik til direktoratets behandling af den sag der blev rejst med fængslets brev af 8. juli 1994. Fra behandlingen af den første sag og på grundlag at oplysningerne i fængslets brev af 8. juli 1994 måtte det stå klart for direktoratet at (A)’s mormor formentlig kun havde ganske kort tid tilbage at leve i. Alligevel forelå der ikke en afgørelse før mormoderen døde den 22. juli 1994.

Den 25. oktober 1.994 udtalte fængslet:

Indsatte blev underrettet om, at han var bevilget en udgang med 2 ledsagere til mormoderens sygeleje, før afgørelsen blev ændret den 17.6.94. Indsatte blev imidlertid den 17.6.94 orienteret om, at politiet ønskede at deltage i bevogtningen, da politiet vurderede indsatte som særdeles undvigelses- truet, og indsatte bekræftede på forespørgsel . . ., at han trods alt ønskede at gennemføre besøget til mormoderens sygeleje.

"Ad 2:

Ledsagerne var.., anmodet om som sikkerhedsforanstaltning at medbringe håndjern, da . . . politiet vurderede indsatte for særlig undvigelsestruet og farlig, og da udgangen efter omstændighederne havde antaget karakter ni en transport.

Det er imidlertid korrekt, at anvendelsen af håndjern på det konkrete tidspunkt fandt sted, fordi politiet ønskede det. De ledsagende enhedsfunktionærer, der på forhånd var gjort bekendt med politiets store betænkeligheder med hensyn til undvigelsesrisiko og farlighed, fandt det efter omstændighederne ikke betimeligt at gøre politiets anmodning til genstand for drøftelse, selv om i hvert fald fastholdelse af anvendelse af håndjern på sygestuen kunne vurderes som en efter omstændighederne upåkrævet ekstra sikkerhedsforanstaltning.

Den. 10. januar 1995 udtalte direktoratet:

"ad 1: Direktoratet meddelte den 17. juni 1994 Statsfængslet i Nyborg, at udgang efter politiets anmodning skulle foregå med ledsagelse af politiet og under iagttagelse at de forholdsregler, som politiet måtte finde påkrævede for at hindre et eventuelt misbrug under udgangen.

Direktoratet fandt ikke, at man kunne afvise politiets anmodning om at følge med på udgangen, jf. den opgavefordeling der følger at retsplejelovens § 108.

Efter direktoratets opfattelse blev kriminalforsorgens afgørelse om ledsaget udgang ikke ændret. Der er tale om, at politiet traf en supplerende afgørelse om politiovervågning, fordi det ville være påkrævet for at forebygge recidiv til ny personfarlig kriminalitet.

ad 2: . . . Direktoratet kan henholde sig til det af anstalten anførte.

ad 3: Det er korrekt at der allerede på et tidligt tidspunkt af sag en forelå oplysninger om, at mormoderen formentligt kun havde kort tid tiltage at leve i, hvilket man fra direktoratets side var opmærksom på. Direktoratet fandt det imidlertid af afgørende betydning at det forelå fuldt oplyst, hvorvidt politiet vurderede risikoen ved udgang som så betydelig, at man ved en eventuel ny udgang fortsat ville anbefale anvendelse af håndjern. Der blev ved denne afgørelse lagt vægt på, at det var politiets klare opfattelse, at den pågældende under udgangen havde udvist en adfærd der tydede på, at han var undvigelsestruet. Der blev endvidere lagt vægt på, at den pågældende kunne have valgt at gennemføre udgangen med håndjern. Som tidligere oplyst forelå Statsadvokatens udtalelse i sagen ikke før den 25. august 1994.

Jeg modtog samtidig kopi af udgangsledsager - og håndjernsrapporter.

I skrivelse af 29. maj 1995 til Justitsministeriet anførte jeg bl. a. følgende:

Jeg beder ministeriet om at oplyse hvorvidt politiet efter retsplejelovens § 108 (eller på andet grundlag) efter ministeriets opfattelse at deltage i en udgang. I bekræftende fald beder jeg om en nærmere begrundelse for dette standpunkt.

2 Jeg beder endvidere om nærmere oplysninger om politiets rolle ved deltagelse i udgange, herunder oplysning om hvorvidt — og i givet fald med hvilken hjemmel —politiet kan kræve iagttagelse af yderligere forholdsregler end fastsat af kriminalforsorgen, f. eks, anvendelse af håndjern som i det konkrete tilfælde.

Politidirektøren i København anførte i en udtalelse af 15. august 1995 at politiledsagelse under udgang fra afsoning finder sted i tilfælde hvor afsoneren efter en konkret vurdering bedømmes som meget farlig, og der er grundlag for at antage at den pågældende vil benytte udgangen til flugt.

Justitsministeriet anførte i en udtalelse al’ 31. august 1995:

Efter retsplejelovens § 108, stk. 1, er politiets opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen at love og vedtægter samt at foretage det fornødne til forhindring at forbrydelser og til efterforskning og forfølgning at sådanne.

Denne opgave påhviler politiet generelt og således også i tilfælde, hvor der er tale om, at en person, der afsoner en fængselsstraf, gives tilladelse til udgang ledsaget at fængselspersonale. i situationer, hvor konkrete omstændigheder, herunder oplysninger om en afsoners skønnede farlighed, tilsiger det, er det således justitsministeriets opfattelse, at politiet med hjemmel i retsplejelovens § 108 kan anbefale kriminalforsorgen, at politiet er til stede under udgangen, og at politiet med samme hjemmel — for at forebygge en konkret flugtrisiko — kan træffe beslutning om, at den pågældende under udgangen eller under en del af denne skal ilægges håndjern.

" . . .

Vedr. klagen over Justitsministeriet

Den 25. juli 1994 klagede A til Politimesteren i Gladsaxe over bl. a. politiets ønske om at han skulle belægges med håndjern under besøget den 20. juni 1994.

Den 10. august 1994 kom de to polititjenestemænd med udtalelser til sagen. De oplyste bl.a. at de undervejs til sygehuset havde aftalt at A skulle have håndjern på ved udstigning af bilen for at mindske risikoen for flugt. Når polititjenestemændene mente at der var en flugtrisiko, skyldtes det at A tidligere havde truet politiet på livet, og at A "politiet bekendt ikke havde haft kontakt med (sin) mor".

Udtalelserne blev forelagt A, og han kom med bemærkninger hertil i brev af 26. august 1994. A bestred at han havde haft til hensigt at flygte, og beskrev forløbet at besøget. Han bestred også at han tidligere havde truet politiet på livet. Endelig bestred han at han ikke havde haft (jævnlig) kontakt med sin mor (og mormor), og redegjorde nærmere for omfanget heraf.

.A’s bemærkninger blev forelagt de to polititjenestemænd der den 27. september 1994 hen- holdt sig til deres tidligere udtalelser.

Sagen blev herefter forelagt for Lokalnævnet for Gladsaxe politikreds der ikke fandt anledning til yderligere undersøgelser.

Politimesteren i Gladsaxe traf herefter afgørelse den 15. november 1994. Han, fandt ikke grundlag for at kritisere at politiet havde anset det for nødvendigt at belægge A med håndjern, og begrundede det sådan:

" . . . en vurdering at nødvendigheden vil altid bero på et skøn ud fra de på det givne tidspunkt foreliggende oplysninger og forekommende omstændigheder. I dette tilfælde skønnede polititjenestemændene det nødvendigt og følte sig bekræftet i dette skøn på baggrund at de af dem beskrevne episoder i forbindelse med passage at svingdøren til hospitalets forhal.

Jeg finder derfor ikke anledning til at kritisere polititjenestemændenes skøn. Dette også sammenholdt med Deres egen meget hurtige beslutning om at afstå fra besøget på hospitalet uden på nogen måde at argumentere for at få aftaget håndjernene — i det mindste på sygestuen."

A klagede til Justitsministeriet der traf afgørelse den 23. december 1994. Ministeriet fandt ikke grundlag for at ændre politimesterens afgørelse og tiltrådte politimesterens begrundelse.

Herefter klagede A til mig.

Politimesteren og Justitsministeriet henholdt sig til deres afgørelser.

I skrivelse at 29. maj 1995 til Justitsministeriet anmodede jeg om en nærmere begrundelse for at politiet fandt det nødvendigt at A skulle have håndjern på, herunder på sygestuen der er beliggende på 11. etage.

I en udtalelse at 13. juni 1995 anførte Politimesteren i Gladsaxe følgende:

" . . . at herværende kriminalpoliti fra Københavns Politi, Afdeling A, fik anmodning om bevogtning at strafafsoner (A) under udgang til sygebesøg hos hans mormor på KAS, Herlev. Det er ikke unormalt, at bevogtninger i sådanne anledninger udføres at den stedlige politikreds med baggrund, i lokalkendskab.

I-forbindelse med bevogtningsanmodningen udtaltes fra Københavns Politi mistanke om, at afsoneren kunne tænkes at benytte sygebesøget til flugt, idet man ikke var bekendt med tidligere kontakt mellem afsoneren og mormoren, der var indlagt på KAS, Herlev. Yderligere oplystes, at afsoneren tidligere havde truet sagsbehandlere i Københavns Politi på livet.

Med baggrund i vurderingen vedrørende flugtforsøg, for at nedbringe muligheden, blev afsoneren. ilagt håndjern.

De bevogtende kriminalpolititjenestemænd følte sig bekræftet i et muligt flugtforsøg på grund at episoderne i forbindelse med passage af svingdørene til hospitalets forhal, samt den kendsgerning, at afsoneren end ikke argumenterede for aftagelse af håndjernene på selve sygestuen, men resolut afbrød sygebesøget.

Jeg skal bemærke, at uanset hvori hospitalet en flugt ville blive iværksat, ville dette medføre store ulemper og gener ved eftersættelse og eventuelt håndgemæng mellem afsoneren og bevogtningspersonalet. Ulemperne og genere skønnes endog at kunne antage et værre omfang, hvis eftersættelse og håndgemæng skulle finde sted på hospitalets gange og sygestue mellem patienter, hospitalsudstyr, personale og besøgende.

På den baggrund finder jeg ikke skønnet om anvendelsen, af håndjern forkert med den bemærkning, at disse muligvis kunne være fjernet under ophold på sygestuen, når bevogtningspersonalet havde overblik over sygestuens indretning, aflåsningsmuligheder, antal patienter / besøgende og hospitalsudstyr.

For en ordens skyld skal jeg tilføje, at personalet fra kriminalforsorgen, så vidt det er oplyst, ikke på stedet reagerede på eller protesterede over kriminalpolitipersonalets bevogtning eller dens udførelse."

Rigspolitichefen oplyste i. en udtalelse at 11 juli 1995 at der ikke i lovbestemmelser be- kendtgørelser eller kundgørelser er udarbejdet regler om politiets anvendelse at håndjern.

Politidirektøren i København anførte i en udtalelse af 15. august 1995:

" . . . Kriminalpolitiet, Afdeling A, anmodede politiet i Gladsaxe om at bevogte (A) under udgang til sygebesøg på Herlev sygehus den 20. juni 1994.

Det var kriminalpolitiets opfattelse, at (A) ville benytte udgangen til flugt, som nævnt i Politimesteren i Gladsaxes udtalelser.

Man vurderede, at risikoen for, at han på fri fod ville begå ny personfarlig kriminalitet, var meget stor på baggrund af hans tidligere kriminelle adfærd. Jeg skal herved henvise til ...

Yderligere frygtede man, at han ville gøre alvor af sine trusler mod politiet fremsat over for to kriminalassistenter den 21. maj 1991.

I en udtalelse af 31. august 1995 henviste justitsministeriet til udtalelserne fra Politimesteren i, Gladsaxe og Politidirektøren i København.

I et brev til A udtalte jeg herefter følgende:

1. Den 16. juni 1994 traf Direktoratet for kriminalforsorgen afgørelse om udgang med to ledsagere (fra fængslet) til besøg hos Deres mormor på sygehuset. Den 17. juni 1994 besluttede direktoratet imidlertid — efter politiets ønske herom — at politiet også skulle ledsage Dem under besøget på sygehuset. Imødekommelsen at politiets ønske ses ikke at være sket på et nyt faktisk grundlag eller fordi direktoratet havde grundlag for en ændret opfattelse med hensyn til vurderingen at sikkerhedsrisikoen, men udelukkende fordi politiet ønskede det da politiet havde en anden opfattelse at sikkerhedsrisikoen.

I min supplerende høring at 12. oktober 1994 bad jeg direktoratet om nærmere at begrunde hvorfor direktoratet imødekom politiets ønske. Direktoratet svarede hertil at man ikke ‘kunne afvise politiets anmodning om at følge med på udgangen, jf. den opgavefordeling der følger af retsplejelovens § 108’.

Denne bestemmelse lyder sådan:

‘Politiets opgave er at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning at sådanne.’

Bestemmelsen — også kaldet politiets generalfuldmagt — definerer politiets opgaver, men siger ikke noget om hvilke midler (indgreb) politiet kan anvende til varetagelsen af disse opgaver. Forarbejderne til bestemmelsen angiver heller ikke noget herom. I praksis er det imidlertid antaget at bestemmelsen indeholder selvstændig hjemmel til frihedsberøvelse at ordensmæssig karakter, f. eks. at berusede personer (se bl.a, Hans Gammeltoft Hansen, Strafferetspleje, bd. II, 1989, s. 117 - 118, og Kommenteret Retsplejelov 1994, s. 127, note 2 til § 108). Det er dog en betingelse at det sker for at afværge en konkret påviselig fare for krænkelse at orden og sikkerhed og at indgrebet ikke er uforholdsmæssigt. Det almindelige proportionalitets princip og andre (forvaltningsretlige) regler sætter derfor nogle grænser for anvendelsen af bestemmelsen som selvstændigt hjemmelsgrundlag for indgreb mv. fra politiets side.

Justitsministeriet har som nævnt i udtalelsen af 31. august 1995 anført at politiet med hjemmel i retsplejelovens § 108 kan anbefale kriminalforsorgen at politiet er til stede under en udgang. Det er endvidere ministeriets opfattelse at politiet også med hjemmel i retsplejelovens § 108 ‘for at forebygge en konkret (min fremhævelse) flugtrisiko — kan træffe beslutning om, at den pågældende under udgangen eller under en del af denne skal ilægges håndjern’.

Jeg er enig i Justitsministeriets opfattelse.

Forholdet er således det at kompetencen til at træffe afgørelse om udgang henhører under kriminalforsorgen der til brug for sådanne afgørelser kan — og i visse tilfælde skal — indhente en udtalelse fra politiet. Politiets udtalelse er ikke bindende for kriminalforsorgen der selvstændigt må vurdere om, og i givet fald i hvilket omfang, politiets vurdering og eventuelle anbefalinger med hensyn til vilkår mv. skal lægges til grund.

Retsplejelovens § 108 indeholder ikke en selvstændig hjemmel for politiet til at kræve at kriminalforsorgen træffer en bestemt afgørelse eller fastsætter nogle bestemte vilkår mv. for afgørelsen, selv om politiet vurderer at det et nødvendigt for at opfylde bestemmelsens formål. Noget andet er at politiets vurdering og eventuelle anbefaling normalt i praksis tillægges betydelig vægt ved kriminalforsorgens vurdering af sagen.

Jeg er som det fremgår at det anførte, ikke enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i den retsopfattelse at direktoratet ikke ved sin afgørelse om udgangen ‘kunne afvise politiets anmodning om at følge med på udgangen’.

De blev at fængslet orienteret om direktoratets afgørelse af 16. juni 1994 før imødekommelsen at politiets ønske om også at ledsage Dem. De blev også orienteret om politiledsagelsen, men valgte alligevel at gennemføre besøget.

I min, supplerende høring spurgte jeg direktoratet om imødekommelsen at politiets ønske efter direktoratets opfattelse var en skærpelse i forhold til afgørelsen at 16. juni 1994, hvor direktoratet fandt det tilstrækkeligt med to ledsagere (fra fængslet. Direktoratet svarede hertil at afgørelsen efter direktoratets opfattelse ikke blev ændret, men at politiet traf en ‘supplerende afgørelse om politiovervågning’.

Heri er jeg ikte enig. Politiet har som nævnt ikke kompetence til at træffe bestemmelse om udfaldet at en udgangssag eller vilkår mv. for en tilladelse til udgang, og kriminalforsorgen er som ligeledes nævnt derfor ikke forpligtet til at følge politiets anbefalinger. Hvis kriminalforsorgen vælger at følge politiets anbefalinger, bliver de en del at kriminalforsorgens afgørelse. Ved direktoratets meddelelse til fængslet om at politiets anmodning skulle imødekommes, er der således efter min, opfattelse sket en ændring at direktoratets afgørelse, jf. straks. nedenfor. Jeg er således ikke enig med direktoratet i at der ikke var tale om ændring at afgørelsen, men om at politiet traf en supplerende afgørelse.

Når en afgørelse er meddelt parten, kan myndighederne ikke uden videre tilbagekalde eller ændre den, herunder ændre vilkårene mv. for afgørelsen, til skade for parten. Jeg henviser til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 616 ff. og Claus Haagen Jensen mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner (1989), s. 452 ff.

Udgang med ledsagelse at både fængselspersonale og politiet betragtes uden tvivl at de indsatte som et (væsentligt) større indgreb end udgang med. Ledsagelse alene at fængselspersonale.

Jeg mener derfor at ændringen af beslutningen om udgang med ledsagelse at fængselspersonale til udgang med. ledsagelse at både fængselspersonale og at politiet må betragtes som en skærpelse.

Jeg har samtidig hermed gjort Direktoratet for Kriminalforsorgen bekendt med min opfattelse.

2. Indsatte kan belægges med håndjern under transport mv. hvis det skønnes nødvendigt for f. eks. at hindre undvigelse (* 1, stk. 1, i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 27. maj 1994 om anvendelse af håndjern over for indsatte).

Bestemmelse om anvendelse at håndjern træffes at anstaltens vagthavende leder eller den han bemyndiger hertil. Hvis forholdene ikke tillader at man afventer vedkommendes afgørelse, træffes bestemmelsen at den tilstedeværende funktionær som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde (cirkulærets § 2. stk. 1).

Under ledsaget udgang skal det ledsagende personale gribe ind hvis den indsatte søger at unddrage sig tilsynet, og afbryde udgangen hvis der er formodning om at den indsatte vil undvige (afsnit II i direktoratets retningslinier at 9. december 1988 for ledsaget udgang). Hvis den indsatte undviger og ikke kan pågribes, skal politiet underrettes (anførte sted).

Hvis en indsat forsøger at undvige, kan der (for så vidt at enhver) foretages ‘det nødvendige’ for at hindre det (straffelovens § 13, stk. 3). Det kan herunder blive nødvendigt at anvende håndjern.

Fængslet har oplyst at anvendelsen at håndjern fandt sted alene fordi politiet ønskede det. Der var ikke på forhånd truffet beslutning (at fængslet eller direktoratet) om anvendelse at håndjern.

Justitsministeriet har i udtalelsen at 31. maj 1995 som nævnt anført at politiet med hjemmel i retsplejelovens § 108 for at forebygge en konkret flugtrisiko kan træffe beslutning om, at den pågældende under udgangen eller under en del at denne skal ilægges håndjern.

Som nævnt giver denne generelle retsopfattelse vedrørende forståelsen at retsplejelovens § 108 mig ikke anledning til bemærkninger.

Således som sagen forløb ved udgangen, har jeg ikke grundlag for at kritisere at de ledsagende funktionærer ikke fandt det ‘betimeligt at gøre politiets anmodning til genstand for drøftelse’ (fængslets udtalelse at 25. oktober 1994).

Det er naturligvis uheldigt at der opstod en situation som den foreliggende. Jeg må imidlertid lægge til grund at kriminalforsorgen ikke forudså muligheden for, at politiet (også) fremkom med ønske om at De fik i håndjern på. Jeg mener derfor at jeg ikke kan kritisere kriminalforsorgen for ikke at have afklaret dette spørgsmål nærmere forud for udgangen.

Med henblik på at lignende situationer ikke opstår i fremtiden, har jeg samtidig hermed henstillet til Direktoratet for Kriminalforsorgen i samarbejde med politiet at søge måde at sikre dette på. Jeg har bedt om underretning om hvad det videre sker i den anledning.

3. Den 11. juli 1994 modtog direktoratet Deres fornyede ansøgning (gennem fængslets brev at 8. juli 1994) om tilladelse til at besøge Deres mormor på hospitalet. Efter de oplysninger der foreligger for mig, gav denne ansøgning ikke anledning til særlige sagsbehandlingsskridt til (hurtig) afklaring at Deres muligheder for ny udgang til sygebesøg før meddelelsen den 22. juli 1994 om at Deres mormor var død. Den 20. juli 1994 modtog direktoratet udtalelse fra statsadvokaten, bilagt en udtalelse fra Københavns Politi. Disse udtalelser var imidlertid svar på høringen over fængslets indstilling af 25. maj 1994 om at De begyndte et udgangsforløb, og udtalelserne indeholdt (derfor) ikke noget om politiets deltagelse og anvendelse at håndjern. Den 26. juli 1994 talte direktoratet med Københavns Politi og Gladsaxe Politi om spørgsmålet om politiets deltagelse i kommende udgange, og den 27. juli 1994 forelagde direktoratet dette spørgsmål skriftligt for Gladsaxe Politi (og den 15. august 1994 for Københavns Politi).

I min høring at 12. oktober 1994 bad jeg direktoratet om en supplerende udtalelse om den tid der medgik til direktoratets behandling at denne sag. Jeg bemærkede i den forbindelse at det — fra behandlingen at den tidligere sag og på grundlag af oplysningerne i fængslets brev af 8. juli 1994 — måtte stå direktoratet klart at Deres mormor formentlig kun havde kort tid tilbage at leve i.

Direktoratet har oplyst at det var opmærksom på Deres mormors tilstand. Direktoratet fandt det imidlertid at ‘afgørende betydning, at det forelå fuldt oplyst, hvorvidt politiet vurderede risikoen ved udgang som så betydelig, at man ved eventuel ny udgang fortsat ville anbefale anvendelse at håndjern.’ Direktoratet lagde i den forbindelse vægt på at politiet havde haft den klare opfattelse at De havde forsøgt at undvige under udgangen, og på at De kunne have valgt at gennemføre udgangen med håndjern på.

Jeg kan ikke kritisere at direktoratet ønskede at få afklaret om politiet ved en eventuel ny udgang til sygebesøg ville anbefale håndjern (i givet fald også under selve sygebesøget). Da direktoratet imidlertid var klar over at Deres mormor kun havde kort tid tilbage at leve i, burde direktoratet efter min opfattelse have udskilt denne ansøgning fra udgangssagen i øvrigt og hastebehandlet ansøgningen f.eks. ved telefonisk forelæggelse for politiet.

Jeg har gjort direktoratet bekendt med min opfattelse.

Jeg må endvidere finde det uheldigt at direktoratet tillagde det betydning ved tilrettelæggelsen at behandlingen at Deres fornyede ansøgning at De kunne have valgt at gennemføre besøget den 20. juni 1994 med håndjern på. Jeg har herved lagt vægt på at det først var ved meddelelsen om at De også skulle have håndjern på under selve sygebesøget (i sygeværelset på 11. sal) at De valgte ikke at gennemføre besøget, og at det var fordi De ikke ønskede at møde Deres mormor og øvrige familie med håndjern på.

Jeg har gjort direktoratet bekendt hermed.

Vedr. Justitsministeriet

Jeg henviser til det jeg har anført ovenfor om at det er kriminalforsorgen der har kompetencen til at træffe afgørelse om tilladelse til udgang og vilkår herom.

Spørgsmålet er her om jeg kan kritisere det forhold at politiet vurderede at De burde ilægges håndjern. Spørgsmålet er nærmere hvilke faktiske oplysninger der lå til grund for beslutningen. Jeg henviser til det der er anført ovenfor s. 12 og 14 om at politiet med hjemmel i retsplejelovens § 108 for at forebygge en konkret flugtrisiko eller farlig situation kan træffe beslutning om anvendelse at håndjern.

Vurderingen at farlighed og/eller flugtrisiko hygger på et skøn som jeg efter de regler der gælder for min virksomhed, ikke kan kritisere medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Jeg må lægge til grund at Direktoratet for Kriminalforsorgen oprindeligt vurderede risikoen ved gennemførelsen at besøget hos Deres mormor således at ledsagelse at to fængselsbetjente var tilstrækkeligt. Jeg må videre lægge til grund at direktoratets beslutning om, hvorledes udgangen skulle forløbe — dvs. med ledsagelse at yderligere to polititjenestemænd under selve besøget — (også) byggede på en retsvildfarelse med hensyn til om direktoratet kunne afvise at polititjenestemænd medvirkede, og ikke på en ændret vurdering at farlighed. eller flugtrisiko.

Direktoratet ses ikke på noget tidspunkt at have taget stilling til spørgsmålet om anvendelse at håndjern under udgangen.

Ved udgangen medbragte fængselsbetjentene et sæt håndjern (som ikke blev taget i anvendelse under transporten fra Nyborg til Gladsaxe politikreds og fra. kredsen til sygehuset).

Som sagen foreligger oplyst, må jeg lægge til grund at hverken Københavns Politi, eller politikredsens ledende polititjenestemænd hos Politimesteren i Gladsaxe traf beslutning om anvendelse at håndjern.

Beslutningen om. anvendelse at håndjern blev truffet at de to polititjenestemænd, og beslutningen blev truffet undervejs fra politikredsen til sygehuset i de ledsagende polititjenestemænds tjenestevogn.

Der foreligger ikke oplysning om at de to polititjenestemænd i henseende til farlighed eller flugtrisiko var i besiddelse at særlige oplysninger som, ikke havde foreligget for Direktoratet for Kriminalforsorgen, Københavns Politi eller Politimesteren i Gladsaxe, Der foreligger heller ikke oplysninger om at der forud for polititjenestemændenes beslutning var noget i forbindelse med Deres adfærd der tydede på en særlig opstået farlig situation.

Jeg har ved min supplerende høring til Justitsministeriet bedt om en nærmere begrundelse for polititjenestemændenes beslutning om anvendelse at håndjern.

Det som Justitsministeriet har anført, fører ikke til at jeg kan anse det for godtgjort at der på tidspunktet for beslutningen forelå det fornødne grundlag for en ændret vurdering af den konkrete flugtrisiko og dermed for behovet for at anvende håndjern. Jeg må derfor anse de to polititjenestemænds oprindelige beslutning herom for kritisabel.

Jeg har samtidig hermed gjort Politimesteren i Gladsaxe og Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.

Der foreligger modstridende forklaringer om Deres adfærd under ind- og udpassagen af svingdøren til Københavns Amtssygehus i Herlev. Jeg har ikke mulighed for at tage stilling til hvad der faktisk passerede.

Lægges det imidlertid til grund — som polititjenestemændene har oplyst — at De udviste en adfærd der tydede på at De forsøgte flugt, forelå herefter den fornødne konkrete flugtrisiko således at ilæggelse i håndjern på dette tidspunkt kunne ske (i det foreliggende tilfælde opretholdes).

Jeg foretager ikke mere vedrørende dette spørgsmål. Jeg har dog hæftet mig ved udtalelsen at 13. juni 1995 fra Politimesteren i Gladsaxe om at hånd jernene ‘muligvis kunne være fjernet under opholdet på sygestuen, når bevogtningspersonalet havde overblik over sygestuens indretning. aflåsningsmuligheder, antal patienter/besøgende og hospitalsudstyr’.