Resumé

En mand klagede over at han havde afsonet hæftestraf sammen med fængselsdømte. Den domfældte var i tilsigelsen til afsoning bedt om at henvende sig til politimesteren hvis han ikke ønskede anbringelse sammen med fængselsdømte, men han havde ikke reageret herpå. Det blev herefter lagt til grund at han havde givet et stiltiende samtykke til afsoning sammen med fængselsdømte.

Ombudsmanden var ikke enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen (DfK) i at et stiltiende samtykke var tilstrækkeligt til at opfylde samtykkekravet. Han henstillede derfor at der fremtidigt blev indhentet et udtrykkeligt samtykke. Ombudsmanden henstillede endvidere at hæftedømte i tilsigelsen udtrykkeligt vejledes om deres ret til ikke at afsone sammen med f.eks. fængselsdømte. (J.nr. 1995-2261-621).

Afsoning af hæftestraf sammen med fængselsdømte

 

A klagede over at han havde afsonet en hæftestraf sammen med fængselsdømte.

A var idømt hæfte i tre måneder, heraf 30 dage ubetinget.

Han blev i første omgang tilsagt til afsoning (i Statsfængslet Møgelkær) af Politimesteren i Hobro. I tilsigelsen stod der bl.a.:

"Hvis De er tilsagt til udståelse af hæftestraf i åben anstalt, men ikke ønsker anbringelse i fællesskab med fængselsdømte, bedes De snarest henvende Dem til afsenderen af denne tilsigelse."

A blev senere efter afslag på dels benådning, dels udsættelse med afsoningen tilsagt til afsoning samme sted hvor han modtog lignende tilsigelser, men han protesterede så vidt det kunne ses, ikke i forbindelse hermed mod at afsone sammen med fængselsdømte.

I breve af 10. januar og 20. april 1995 blev A tilsagt til afsoning i Arresthuset i X-by. I disse tilsigelser var der ikke nævnt noget om afsoning sammen med fængselsdømte.

A begyndte afsoning den 2. maj 1995. I brev af 4. maj 1995 klagede han til Justitsministeriet bl.a. over at han afsonede sammen med fængselsdømte. Han henviste til straffelovens § 44, stk. 2, hvorefter hæftefanger ikke må hensættes sammen med andre fanger.

Direktoratet for Kriminalforsorgen modtog i den anledning udtalelser af 22. og 23. maj 1995 fra henholdsvis arrestforvareren og arrestinspektøren. Arrestforvareren oplyste at A ved ankomsten til arresthuset havde udtrykt ønske om ikke at få besøg og om anonymitet i forhold til de øvrige indsatte, men ikke isolation. Arrestinspektøren bemærkede yderligere at A ikke havde udtrykt ønske om ikke at have kontakt med fængselsafsonerne i arresthuset, og at han havde opfattet det sådan at A havde givet et stiltiende samtykke til afsoning i arresthuset.

I breve af 3. juni og 10. august 1995 til Justitsministeriet krævede A erstatning (1.000 kr. pr. opholdsdag i arresthuset) på grund af anbringelsen sammen med fængselsdømte. Han krævede endvidere fuld løn indtil 1. oktober 1998 hvor han fylder 70 år. Han henviste herved til at hans decorum som præst i folkekirken var ødelagt på grund af afsoningen med fængselsdømte.

Direktoratet for Kriminalforsorgen traf afgørelse den 24. august 1995 om bl.a. A's anbringelse sammen med fængselsdømte. Direktoratet gengav og henholdt sig til arresthusets oplysninger med bemærkning om at det af tilsigelsen fremgik, at hæftedømte der ikke ønsker fællesskab med fængselsdømte, skal gøre opmærksom herpå.

A skrev den 26. august 1995 på ny til direktoratet. Han skrev bl.a. at direktoratet havde fået fejlinformationer fra arresthuset. A henviste til at han i sit brev af 4. maj 1995 til Justitsministeriet udtrykkeligt havde gjort opmærksom på at han ikke måtte hensættes sammen med fængselsdømte. A gentog endvidere sit krav om erstatning og løn indtil han fylder 70 år.

Direktoratet modtog den 1. september 1995 en udtalelse fra arrestinspektøren om A's krav om erstatning.

Den 21. september 1995 rykkede A for svar på dette krav.

 

Direktoratet svarede i brev af 26. september 1995. Direktoratet henholdt sig til afgørelsen af 24. august 1995 og begrundelsen heri. Direktoratet bemærkede samtidig at direktoratet ikke fandt grundlag for at yde A erstatning "for uberettiget fængsling, idet (han) ikke ved en fejltagelse har afsonet i fællesskab med fængselsdømte." For så vidt angik A's krav om løn til han fylder 70 år, oplyste direktoratet at hans henvendelse herom samme dag var videresendt til Kirkeministeriet.

I brev af 17. oktober 1995 traf direktoratet samme afgørelse. Anledningen var så vidt det kunne ses, A's rykker af 21. september 1995 som ikke var omtalt i direktoratets afgørelse af 26. september 1995.

Kirkeministeriet tilbagesendte den 20. oktober 1995 A 's krav om løn til Direktoratet for Kriminalforsorgen til besvarelse idet kravet var gjort gældende mod Justitsministeriet (Direktoratet for Kriminalforsorgen).

Direktoratet henholdt sig i brev af 27. oktober 1995 til sine afgørelser af 24. august og 17. oktober 1995. I brevet anførte direktoratet videre:

"Det fremgår af straffelovens § 44, stk. 2, at hæftedømte ikke må hensættes sammen med andre fanger end sådanne, som udstår straf af hæfte.

Ifølge Justitsministeriets bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf § 1, stk. 3, udstås hæftestraf i arresthus eller i Kriminalforsorgens anstalter. Af bekendtgørelsens § 4, stk. 1, fremgår endvidere, at straffen i almindelighed udstås i fællesskab, og at personer, der udstår hæfte, ikke uden deres samtykke må anbringes i fællesskab med andre kategorier af indsatte. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan institutionens leder bestemme, at den indsatte midlertidigt kan have ophold i enrum, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2.

Det fremgår af §§ 1 og 6 i direktoratets cirkulære af 29. august 1983 om anbringelse af personer, der er idømt frihedsstraf eller forvaring og om overførsel af indsatte mellem Kriminalforsorgens institutioner, at hæftedømte anbringes i åben anstalt, når pladsforholdene tillader det, eller i arresthus. Anbringelse i anstalt i fællesskab med fængselsdømte kan kun ske, såfremt den pågældende samtykker heri.

Ifølge § 2, stk. 1, i direktoratets cirkulære af 14. september 1978 om adgangen til at anbringe indsatte i enrum, kan indsatte, der er anbragt i lukket institution, anbringes i enrum, såfremt de anmoder herom, og pladsforholdene tillader det.

Der er således intet til hinder for, at hæftedømte kan afsone .. i et arresthus, og hvor mulighederne for fællesskab med andre indsatte er begrænsede.

Det bemærkes herudover, som anført i direktoratets skrivelse af 24. august 1995, at De ikke under afsoningen har udtrykt ønske om at undgå afsoning med fængselsafsonere, og at arresthuset har opfattet dette som et stiltiende samtykke til afsoningen i arresthuset. Hertil kan direktoratet henholde sig. Det tilføjes at det af tilsigelsen fremgår, at hæftedømte skal gøres opmærksom på, at man ikke ønsker fællesskab med fængselsdømte.

Som følge af ovenstående finder direktoratet fortsat ikke grundlag for at der ydes Dem nogen form for erstatning.

..."

 

A klagede herefter til mig. I brev af 6. december 1995 anmodede jeg direktoratet om en udtalelse. Jeg gengav indholdet af straffelovens § 44, stk. 2, 1. punktum, hvorefter hæftedømte ikke må anbringes sammen med andre kategorier af indsatte, og de administrative bestemmelser (§ 4, stk. 1, i bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf og § 1, stk. 2, i cirkulære nr. 122 af 29. august 1983 om anbringelse af personer, der er idømt frihedsstraf eller forvaring og om overførsel af indsatte mellem kriminalforsorgens institutioner) hvorefter hæftedømte (alligevel godt) kan anbringes i fællesskab med fængselsdømte hvis de samtykker heri. Herefter skrev jeg:

"...

(A) har gjort gældende at det er i strid med den gengivne bestemmelse i straffelovens § 44, stk. 2, 1. punktum, at han udstod hæftestraf sammen med fængselsdømte.

Til brug for min stillingtagen til (A)'s klage anmoder jeg om en udtalelse om forholdet mellem den nævnte bestemmelse i straffeloven og de nævnte administrativt fastsatte bestemmelser, der som nævnt er udstedt med hjemmel i straffelovens § 49, stk. 1.

Lægges det til grund at der er fornødent retligt grundlag for at en hæftedømt kan samtykke til at udstå sin hæftestraf i fællesskab med fængselsdømte, foreligger spørgsmålet om hvilke krav der må stilles til samtykket.

I sin besvarelse af (A)'s henvendelse har Direktoratet for Kriminalforsorgen oplyst at det af tilsigelsen fremgår, at den hæftedømte skal gøre opmærksom på hvis den pågældende ikke ønsker fællesskab med fængselsdømte. Direktoratet for Kriminalforsorgen har endvidere oplyst at det forhold at en hæftedømt ikke udtrykker ønske om at undgå afsoning med fængselsdømte, opfattes som et stiltiende samtykke til afsoning i arresthus - og dermed sammen med fængselsdømte.

Jeg anmoder om Direktoratet for Kriminalforsorgens udtalelse om hvilke krav der må stilles til samtykke - også når henses til reglen i straffelovens § 44, stk. 2, 1. punktum.

..."

 

Direktoratet svarede i brev af 2. april 1996. Direktoratet oplyste heri at A's klage over afsoning sammen med fængselsdømte var afvist på baggrund af arrestinspektørens oplysninger i udtalelsen af 23. maj 1995 til direktoratet. Direktoratet beklagede samtidig at A ikke var partshørt over denne udtalelse. Herefter skrev direktoratet:

"...

Efter straffelovens § 44, stk. 2, må hæftefanger ikke hensættes sammen med andre fanger end sådanne, som udstår straf af hæfte.

I § 4, stk. 1, 2. punkt i direktoratets bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf er det nærmere præciseret, at denne bestemmelse forstås således, at personer, der udstår hæfte, ikke uden deres samtykke må anbringes i fællesskab med andre kategorier af indsatte.

Anbringelsescirkulærets § 1, stk. 2 og § 6, stk. 1 er fastsat i overenstemmelse med fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1.

Det fremgår af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 3, at hæftestraf udstås i arresthus eller i kriminalforsorgens anstalter. Ifølge anbringelsescirkulærets § 1, stk. 1, anbringes hæftedømte i åben anstalt, når pladsforholdene tillader det, eller i arresthus (Københavns Fængsler).

...

Da det af tilsigelsen fremgår, at hæftedømte skal gøre opmærksom på, at de ikke ønsker fællesskab med fængselsdømte, må man gå ud fra, at hæftedømte, som ikke reagerer herpå, stiltiende samtykker i at afsone i fællesskab med fængselsdømte.

Såfremt en hæftedømt, som er tilsagt til at udstå straffen i en åben anstalt, ikke ønsker fællesskab med fængselsdømte, vil den pågældende i stedet blive anbragt i arresthus. I arresthuset kan den hæftedømte undgå kontakt med fængselsdømte ved at blive på cellen.

Hæftedømte kan således ikke modsætte sig afsoning af den idømte straf i det lokale arresthus.

..."

Direktoratet vedlagde til orientering kopi af en tidligere ombudsmandsudtalelse.

Jeg sendte A en kopi af udtalelsen, og han kom i brev af 13. april 1996 med bemærkninger hertil.

 

Ombudsmandens udtalelse

"1. Hæftestraf udståes i arresthus eller i anstalt (fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 3). Anbringelse sker som udgangspunkt i åben anstalt (anbringelsescirkulærets § 1, stk. 1).

Straffelovens § 44, stk. 2, 1. punktum har følgende ordlyd:

'Fangerne (hæftefangerne; min tilføjelse) må ikke hensættes sammen med andre fanger end sådanne, som udstår straf af hæfte.'

Hæftestraffen - og dermed de særlige afsoningsforhold for hæfteafsonere - blev indført i straffeloven i 1930 som et privilegium for personer der 'staar udenfor de egentlige Forbryderes Kreds' (Straffelovskommissionens betænkning 1923, s. 127). Men som angivet bl.a. i Den kommenterede Straffelov (1993), s. 225, er forskellen mellem fængselsstraffen og hæftestraffen i praksis efterhånden i stigende omfang udvisket. Der er på denne baggrund flere gange fremsat forslag om afskaffelse af hæftestraffen, jf. bl.a. Straffelovsrådets betænkning nr. 1099/1987, delbetænkning I om sanktionsspørgsmål, s. 49ff. På s. 50f i betænkningen står der bl.a.:

' 2.2.1. De synspunkter, som for mere end 50 år siden førte til et system med to forskellige arter af frihedsstraf (fængsel og hæfte; min tilføjelse), har helt mistet deres betydning. Det gælder for det første de dengang udtrykte forudsætninger om, at man på grundlag af kriminalitetens beskaffenhed og lovovertræderens personlige forhold klart kan adskille et hæfteklientel fra et fængselsklientel.

...

2.2.2. Heller ikke straffelovens oprindelige forudsætninger med hensyn til indholdet af frihedsstraffene har kunnet opretholdes.

Som ovenfor nævnt blev det i straffelovens forarbejder antaget, at der burde være visse forskelle mellem hæfte og fængsel med hensyn til indholdet af straffuldbyrdelsen. Begrundelsen herfor var dels, at de hæftedømtes mindre grove lovovertrædelser kunne tale for visse begunstigelser, dels at de ikke i samme grad som andre afsonere trængte til at undergives arbejdspligt og anden fængselsmæssig påvirkning i et resocialiserende øjemed.

Straffelovens § 44 indeholder endnu nogle særregler om de hæftedømte. De må ikke sættes til afsoning sammen med andre kategorier af indsatte, herunder fængselsdømte. Bestemmelsen herom opfattes af kriminalforsorgen således, at den ikke udelukker anbringelse sammen med fængselsdømte, når den, der er idømt hæfte, giver sit samtykke til sådan anbringelse. Dette er udtrykkeligt anført på den blanket, ved hvilken de hæftedømte tilsiges til at møde til strafudståelse.'

Direktoratet for Kriminalforsorgens forståelse af bestemmelsen er kommet til udtryk i fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1, ('Personer, der udstår hæfte, må ikke uden deres samtykke anbringes i fællesskab med andre kategorier af indsatte') og i anbringelsescirkulærets § 1, stk. 2, ('Anbringelse ((af hæftedømte; min tilføjelse)) i anstalt i fællesskab med fængselsdømte kan kun ske, såfremt den pågældende samtykker heri').

Ombudsmanden har tidligere behandlet en sag vedrørende anbringelse af en hæfteafsoner sammen med fængselsdømte (i åbent fængsel i arbejdstiden), jf. den sag som direktoratet har vedlagt sin udtalelse til mig. I denne sag lagde ombudsmanden forudsætningsvis til grund at samtykkereglen i bl.a. fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1, ikke er i strid med straffelovens § 44, stk. 2 - dvs. at hæfteafsonere kan give samtykke til afsoning sammen med fængselsdømte.

Jeg kan henholde mig hertil. Der er således (også) efter min opfattelse fornødent retligt grundlag for at hæfteafsonere kan give samtykke til at udstå straffen i fællesskab med fængselsdømte.

 

2. Spørgsmålet er herefter - som anført i min høring af 6. december 1995 - hvilke krav der må stilles til samtykket.

Direktoratet mener at det er tilstrækkeligt med et stiltiende samtykke. Hvis en hæftedømt ikke efter modtagelse af tilsigelsen til afsoning (udtrykkeligt) fremsætter ønske om ikke at afsone sammen med fængselsdømte, betragtes det som et stiltiende samtykke.

Da de administrative bestemmelser om samtykke er en modifikation til straffelovens § 44, stk. 2, kan de efter min opfattelse ikke administreres på den måde at myndigheden betragter sig som berettiget til at anse et samtykke for givet, hvis den pågældende ikke protesterer i anledning af tilsigelsen. Samtykket må således efter min opfattelse foreligge udtrykkeligt.

Jeg henviser i den forbindelse også til omtalen s. 84 øverst i betænkning nr. 1181/1989 om en lov om fuldbyrdelse af straf m.v. af bestemmelsen i fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1. Her står der at bestemmelsen i straffelovens § 44, stk. 2, 1. punktum, 'nødvendiggør, at hæftedømte som forudsætning for strafudståelse i åbent fængsel i arbejdsfællesskab med fængselsdømte må underskrive en samtykkeerklæring'. Begrænsningen til 'åbent fængsel' og 'arbejdsfællesskab' går jeg ud fra skyldes at det kun er i de åbne fængsler og da kun på arbejdspladserne at det ikke er praktisk muligt at adskille hæftedømte og fængselsdømte, dvs. at hæftedømte i åbne fængsler i øvrigt anbringes på særlige hæfteafdelinger og således i fritiden har fællesskab med andre hæftedømte. Det følger imidlertid direkte af straffelovens § 44, stk. 2, jf. fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1, at hæfteafsonere der afsoner i arresthus heller ikke må anbringes i (nogen form for) fællesskab med andre kategorier af indsatte medmindre de giver samtykke hertil.

Jeg er som det fremgår af det anførte, ikke enig med direktoratet i at et stiltiende samtykke er tilstrækkeligt til opfyldelse af samtykkekravet i bl.a. fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4.

Jeg har gjort direktoratet bekendt med min opfattelse og henstillet at det sikres, at der fremover indhentes et udtrykkeligt samtykke forud for anbringelse af en hæftedømt sammen med andre kategorier af indsatte. Jeg har bedt om underretning om hvad der sker i den anledning.

 

3. Da hæftedømte efter straffelovens § 44, stk. 2, har et retskrav på afsoning uden fællesskab med andre kategorier af indsatte, bør de efter min opfattelse - hvis de ønskes anbragt sammen med andre kategorier af indsatte - forud for indhentelse af samtykke hertil udtrykkeligt vejledes om deres retsstilling efter denne bestemmelse. Det fremgår også af § 22, stk. 4, i direktoratets cirkulære af 18. maj 1994 om iværksættelse af frihedsstraf eller forvaring mv. ('Personer, der skal udstå straf af hæfte, skal gøres bekendt med, at anbringelse i åben anstalt i fællesskab med fængselsdømte kun kan ske med domfældtes samtykke').

I den fortrykte tilsigelse til afsoning står der:

'Hvis De er tilsagt til udståelse af hæftestraf i åben anstalt, men ikke ønsker anbringelse i fællesskab med fængselsdømte, bedes De snarest henvende Dem til afsenderen af denne tilsigelse.'

Jeg går ud fra at denne passus vil blive ændret i konsekvens af det jeg har anført under pkt. 2. Da jeg som nævnt mener at samtykke bør ske efter fornøden vejledning om retsstillingen, har jeg samtidig henstillet at hæftedømte fremover i tilsigelsen udtrykkeligt vejledes om deres ret til ikke at være anbragt sammen med andre kategorier af indsatte.

Jeg har bedt om underretning om hvad der videre sker i anledning af denne henstilling.

 

4. Direktoratet har afvist Deres anmodning om erstatning med den begrundelse at der ikke var begået fejl i sagen. Direktoratet har således ikke vurderet om der på det nu foreliggende grundlag kan ydes Dem erstatning.

Da ombudsmanden normalt ikke kan tage stilling til forhold som myndighederne ikke selv har taget stilling til (ombudsmandslovens § 6, stk. 3), har jeg ikke taget stilling til Deres erstatningskrav. Jeg går ud fra at direktoratet træffer en fornyet afgørelse herom på det nu foreliggende grundlag, og jeg har bedt om underretning om denne afgørelse.

 

5. Om direktoratets behandling af sagen skal jeg i øvrigt bemærke:

5.1. Jeg er enig med direktoratet i at det er beklageligt at De ikke blev partshørt over arresthusets udtalelse forud for direktoratets afgørelse af 24. august 1995.

Jeg har gjort direktoratet bekendt med min opfattelse, men da direktoratet efterfølgende har haft lejlighed til at forholde sig til Deres indsigelser mod oplysningerne fra arresthuset, og da direktoratet har beklaget den manglende partshøring, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

 

5.2. En skriftlig afgørelse der ikke giver parten fuldt ud medhold, skal ledsages af en begrundelse (forvaltningslovens § 22). Begrundelsen skal bl.a. indeholde en henvisning til retsgrundlaget for afgørelsen (forvaltningslovens § 24, stk. 1).

Direktoratet henviste i afgørelserne af 24. august, 26. september 1995 og 17. oktober 1995 ikke til retsgrundlaget for afgørelsen om Deres afsoning sammen med fængselsdømte, og det har jeg samtidig kritiseret direktoratet for.

Da direktoratet i afgørelsen af 27. oktober 1995 (og i udtalelsen af 2. april 1996 til mig) har angivet retsgrundlaget for afgørelsen, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette forhold.

 

5.3. I breve af 3. juni, 10. august og 26. august 1995 til Justitsministeriet bad De om erstatning og fuld løn til De fylder 70 år, begge dele med henvisning til anbringelsen sammen med fængselsdømte.

Direktoratet afviste den 26. september og 17. oktober 1995 at yde Dem erstatning for uberettiget fængsling. Deres anmodning om løn til De fylder 70 år videresendte direktoratet til Kirkeministeriet, der som nævnt i sagsfremstillingen ovenfor tilbagesendte sagen til Direktoratet for Kriminalforsorgen fordi Deres krav var rejst mod direktoratet.

Der var efter min opfattelse ikke tvivl om at Deres krav om løn var rettet mod Justitsministeriet (Direktoratet for Kriminalforsorgen) idet De som begrundelse herfor henviste til ødelagt decorum som følge af fællesskabet med fængselsdømte. Jeg må derfor finde det uheldigt at direktoratet videresendte dette krav til Kirkeministeriet.

Jeg har gjort direktoratet bekendt med min opfattelse.

..."

 

Direktoratet videresendte A's anmodning om erstatning til Rigsadvokaten til afgørelse. Rigsadvokaten traf den 20. februar 1997 afgørelse om at tilkende A 6.750 kr. i erstatning for at have afsonet sin hæftedom sammen med fængselsdømte.

Jeg meddelte herefter Direktoratet for Kriminalforsorgen at jeg havde taget det oplyste til efterretning og ikke foretog mig mere vedrørende dette forhold.