Videregivelse af fortrolige
oplysninger.
Forvaltningslovens § 31
En indsat, A, klagede over
at fængslet havde
videregivet fortrolige
oplysninger om ham uden hans
samtykke.
Der fremgik af sagen at
politiet under A's afsoning
rettede telefonisk
henvendelse til en
vagtmester i fængslet for at
få nærmere oplysninger om
A's personlige forhold.
Anledningen til henvendelsen
var en ansøgning fra A om
generhvervelse af
førerretten som han var
frataget for bestandigt.
Der var af politiet
udfærdiget en rapport herom.
Det fremgik heraf at
vagtmesteren orienterede om
forløbet af A's udgange og
bl.a. fortalte at A var
vendt tilbage fra udgang i
spirituspåvirket tilstand et
par gange, at der efter
udgang den 8. august 1994
var truffet afgørelse om
antabusvilkår, og at A på
grund af spiritusproblemer
havde fået udgangskarantæne.
A klagede til Direktoratet
for Kriminalforsorgen over
fængslets videregivelse af
fortrolige oplysninger til
politiet.
Direktoratet forelagde
klagen for fængslet. Ud over
at henvise til et brev fra
politiet der angav at der
næppe havde været tale om en
overtrædelse af
forvaltningsloven, udtalte
fængslet sig ikke over for
direktoratet om dette
forhold. Fængslet oplyste at
retten havde anmodet om at
blive gjort bekendt med de
nærmere omstændigheder
vedrørende udgangsmisbruget,
og at fængslet i den
anledning havde bedt
politiet om at indhente et
samtykke fra A til fængslets
udlevering af skriftlige
oplysninger om ham.
Direktoratet anmodede
herefter politiet om
udlevering af notatet om
samtalen med fængslet og af
en eventuel
samtykkeerklæring fra A.
Politimesteren svarede bl.a.
at A var blevet afhørt i
generhvervelsessagen den 10.
august 1994, og at den
politiassistent der afhørte
A, var helt sikker på, at A
havde givet mundtligt
samtykke til at politiet
kunne indhente oplysninger
vedrørende hans ædruelighed.
Politiassistenten kunne
huske at A havde henvist til
en tidligere arbejdskollega
og sin samleverske/kone.
Direktoratet forelagde
udtalelsen for A der bestred
at have givet samtykke over
for politiet.
Direktoratet traf herefter
afgørelse i sagen. Efter en
redegørelse for de faktiske
omstændigheder skrev
direktoratet:
"Oplysninger om Deres
eventuelle misbrug af
alkohol er omfattet af
bestemmelsen i
forvaltningslovens § 28,
stk. 1, om videregivelse af
enkeltpersoners rent private
forhold.
Bestemmelsen om
videregivelse af
enkeltpersoners rent private
forhold i ansøgningssager
findes i forvaltningslovens
§ 29, der har følgende
ordlyd:
'I sager, der rejses ved
ansøgning, må oplysninger om
rent private forhold ikke
indhentes fra andre dele af
forvaltningen eller fra en
anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk.
1 gælder ikke hvis,
1) ansøgeren har givet
samtykke hertil,
...'.
Der gælder ikke efter § 29
et krav om skriftligt
samtykke i ansøgningssager,
jfr. Justitsministeriets
Vejledning om
Forvaltningsloven pkt. 187.
Direktoratet finder ikke, at
statsfængslet har pligt til
nærmere at efterprøve,
hvorvidt der foreligger
samtykke ved sådanne
henvendelser fra politiet.
Direktoratet finder
endvidere ikke grundlag for
at tilsidesætte
Politimesteren(s) ...
oplysninger om, at De under
afhøringen den 10. august
1994 i anstalten gav Deres
mundtlige samtykke til, at
oplysningerne om Deres
ædruelighed kunne indhentes.
Det er på denne baggrund
direktoratets opfattelse, at
Statsfængslet ... ikke har
tilsidesat bestemmelserne i
forvaltningslovens § 27 og
straffelovens § 152 om
tavshedspligt ved at
videregive oplysningerne om
Deres udgangsmisbrug til
Politimesteren ..."
A klagede herefter til mig.
Han fastholdt at han ikke
havde givet samtykke til
udlevering af fortrolige
oplysninger om ham.
Jeg anmodede i den anledning
statsfængslet og
direktoratet om udtalelser.
I høringen skrev jeg:
"...
I udtalelsen bedes
direktoratet oplyse hvorfor
fængslet efter direktoratets
opfattelse (jf. s. 8 i
afgørelsen af 30. november
1995) ikke har pligt til at
efterprøve om der har
foreligget et samtykke over
for politiet. Jeg henviser i
den forbindelse til
forarbejderne til
bestemmelsen i
forvaltningslovens § 31
hvorefter det er den
myndighed der råder over
oplysningen, der tager
stilling til om oplysningen
skal videregives
(Folketingstidende 1985-86,
tillæg A, sp. 177).
Direktoratet har endvidere
skrevet at direktoratet ikke
har fundet grundlag for at
'tilsidesætte'
politimesteren(s) ...
oplysninger om, at (A) under
en samtale den 10. august
1994 i fængslet gav sit
mundtlige samtykke til at
politiet kunne indhente
oplysninger (fra fængslet)
om hans ædruelighed. Jeg går
ud fra at denne
tilkendegivelse skal forstås
som en vurdering (efter
forvaltningslovens § 31) af
om oplysningerne kunne - og
dermed skulle - videregives,
og ikke som en stillingtagen
til politimesterens
sagsbehandling. Jeg beder om
direktoratets bemærkninger
hertil.
..."
Statsfængslet udtalte den
15. januar 1996 at fængslet
ikke havde yderligere
bemærkninger.
Direktoratet udtalte i brev
af 4. marts 1996:
"...
Direktoratet og fængslet er
opmærksomme på, at det
ifølge forarbejderne til
forvaltningslovens kapitel
8, er den myndighed, der
råder over oplysningen, der
tager stilling til, om den
kan videregives.
Det beklages, at det -
således som direktoratets
skrivelse af 30. november
1995 er formuleret -
fremstår som om fængslet
ikke har pligt til at
efterprøve, om der har
foreligget et samtykke over
for politiet til udlevering
af oplysningerne.
Skrivelsen af 30. november
1995 skal forstås således,
at fængslet - efter
direktoratets opfattelse -
ikke har nogen pligt til at
efterprøve en anden
myndigheds oplysning om, at
der foreligger samtykke
efter forvaltningslovens §
29.
For så vidt angår
direktoratets bemærkning i
ovennævnte skrivelse, om at
man ikke havde fundet
grundlag for at
'tilsidesætte' politiets
oplysninger om, at (A) havde
givet sit mundtlige samtykke
til, at politiet kunne
indhente de fortrolige
oplysninger, kan man oplyse,
at bemærkningen alene skal
forstås som direktoratets
vurdering af, om
oplysningerne kunne (og
skulle) videregives, jfr.
forvaltningslovens § 31. Der
har således i det anførte
ikke ligget en stillingtagen
til politiets
sagsbehandling.
Det er ikke muligt på
nuværende tidspunkt med
sikkerhed at fastslå, om
vagtmesteren i
Statsfængslet..., i den
konkrete sag, sikrede sig,
at der forelå det nødvendige
samtykke til at
oplysningerne kunne
videregives til (politiet)
...
Direktoratet har i anledning
af sagen bedt Statsfængslet
... om overfor fængslets
personale at indskærpe
reglerne om samtykke i
forbindelse med udlevering
af fortrolige oplysninger
samt reglerne om notatpligt
i sådanne sager."
Ombudsmandens udtalelse
"Efter forvaltningslovens §
28, stk. 1, må en
forvaltningsmyndighed ikke
videregive oplysninger om
enkeltpersoners rent private
forhold. Videregivelse kan
dog ske hvis en af
betingelserne i § 28, stk.
2, er opfyldte, f.eks. hvis
den oplysningerne vedrører,
har givet samtykke (nr. 1).
Samtykket skal være
skriftligt og indeholde
nærmere oplysninger (stk.
4).
Efter lovens § 29, stk. 1,
må der i ansøgningssager
ikke indhentes oplysninger
om ansøgerens rent
personlige forhold.
Indhentelse af sådanne
oplysninger kan dog ske hvis
en af betingelserne i § 29,
stk. 2, er opfyldte, f.eks.
at ansøgeren har givet
samtykke hertil (nr. 1).
Samtykket skal være
konkretiseret (jf. at der i
bestemmelsen står samtykke
'hertil'), men derudover
stilles der ikke som i § 28
særlige krav til samtykket,
herunder krav om at det skal
være skriftligt. Et
mundtligt samtykke er
således tilstrækkeligt, jf.
Folketingstidende 1985-86,
tillæg B, sp. 109, og
Justitsministeriets
vejledning om
forvaltningsloven (1986),
pkt. 187.
I ansøgningssager er der
ikke krav om at der skal
indhentes samtykke både
efter § 28 (til
videregivelsen) og efter §
29 (til indhentelsen). Af de
lige nævnte steder i
forarbejderne til loven og
vejledningen om
forvaltningsloven fremgår
det at samtykke efter § 29
er tilstrækkeligt.
Fængslet har således
ikke haft pligt til at
indhente samtykke fra Dem
til videregivelse af
oplysninger om Dem til brug
for Deres ansøgning om
generhvervelse af
førerretten.
Når en myndighed er
berettiget til at videregive
en oplysning, skal
myndigheden på begæring af
en anden myndighed
videregive oplysningen
(forvaltningslovens § 31).
Det er - som det fremgår i
sagsfremstillingen ovenfor -
den myndighed der råder over
oplysningen, der skal tage
stilling til om
videregivelsen er berettiget
(Folketingstidende 1985-86,
tillæg A, sp. 177).
Myndigheden har derfor også
pligt til at undersøge om
betingelserne for
videregivelse er til stede,
herunder om der er givet
samtykke. Hvis den myndighed
der ønsker oplysningerne,
ikke oplyser om der er givet
samtykke, må myndigheden
derfor inden videregivelse
spørge herom; men er - eller
gives - der oplysning om at
der foreligger (mundtligt)
samtykke, er jeg enig med
direktoratet i at
myndigheden ikke har pligt
til at efterprøve denne
oplysning nærmere, f.eks.
ved henvendelse til
ansøgeren. En oplysning om
at der er givet samtykke kan
derfor umiddelbart lægges
til grund.
Jeg er som det fremgår af
det anførte, enig med
direktoratet i at det er
beklageligt, at direktoratet
har formuleret sin afgørelse
sådan at fængslet ikke
skulle have haft pligt til
at undersøge om politiet
havde samtykke fra Dem til
indhentelse af
oplysningerne, inden
oplysningerne blev
videregivet.
Jeg har samtidig hermed
gjort direktoratet bekendt
hermed.
Det er ifølge direktoratets
udtalelse til mig ikke
muligt nu med sikkerhed at
fastslå om vagtmesteren
undersøgte om der forelå
samtykke fra Dem inden
udlevering af oplysningerne
... til politiet. Jeg må
således lægge til grund at
direktoratet har søgt at
afklare dette, men at det
ikke har været muligt. Jeg
må derfor også lægge til
grund at der ikke af
fængslet er gjort notat
herom.
Yderligere undersøgelser fra
min side kan herefter ikke
forventes at føre til en
afklaring af dette forhold.
Som sagen foreligger oplyst,
må det formentlig antages at
vagtmesteren ikke undersøgte
dette spørgsmål. Da det
imidlertid ikke kan
udelukkes at han faktisk
gjorde det, har jeg ikke
fundet fuldt tilstrækkeligt
grundlag for at kritisere
fængslet for ikke at
undersøge dette forhold.
Da direktoratet traf
afgørelse, forelå der
således (heller) ikke
oplysninger om at fængslet
havde undersøgt om der
forelå samtykke.
Direktoratet ses ikke i
forbindelse med sin
afgørelse (men først i
forbindelse med klagen til
mig) at have undersøgt dette
spørgsmål nærmere, men alene
om der var givet samtykke.
Da jeg må forstå
direktoratets udtalelse til
mig sådan at direktoratet
ved sin afgørelse var
bekendt med
undersøgelsespligten efter
forarbejderne til
forvaltningslovens § 31, må
jeg finde det beklageligt at
direktoratet ikke allerede i
forbindelse med sin
afgørelse af 30. november
1995 undersøgte om
fængslet var bekendt med
og havde overholdt denne
undersøgelsespligt.
Indhentelse af en udtalelse
fra politiet om
hvorvidt der forelå
samtykke, er for så vidt kun
nødvendig hvis fængslet ikke
har overholdt sin
undersøgelsespligt, jf.
ovenfor vedrørende pligten
til at efterprøve den
indhentende myndigheds
oplysninger om samtykke. Er
denne undersøgelsespligt
ikke overholdt, er
videregivelsen for så vidt
uberettiget, men en
udtalelse fra politiet kan
så få betydning for
vurderingen af om
videregivelsen var i strid
med forvaltningslovens § 29,
dvs. om der rent faktisk
forelå det nødvendige
samtykke.
Jeg har gjort direktoratet
bekendt med min opfattelse.
Direktoratet har bedt
fængslet om at indskærpe
reglerne om samtykke ved
videregivelse af fortrolige
oplysninger, men så vidt ses
først efter Deres klage til
mig. Efter min opfattelse
burde direktoratet have
gjort det allerede i
forbindelse med afgørelsen
af 30. november 1995.
Jeg har gjort direktoratet
bekendt med min opfattelse.
Det fremgår forudsætningvis
af direktoratets anmodning
over for fængslet om
indskærpelse af notatpligten
at direktoratet mener, at
fængslet (vagtmesteren)
burde have gjort notat om
politiets henvendelse og
herunder noteret om han
havde undersøgt om der
forelå samtykke.
Jeg er enig heri. Jeg må
derfor finde det beklageligt
at notatpligten ikke er
overholdt, og at
direktoretet ikke påtalte
dette i forbindelse med sin
afgørelse af 30. november
1995.
Jeg har gjort fængslet og
direktoratet bekendt med min
opfattelse.
Da direktoratet også har
bedt fængslet om at
indskærpe notatpligten,
foretager jeg mig ikke mere
vedrørende dette spørgsmål.
På baggrund af
politimesterens udtalelse
har direktoratet fundet at
der forelå det nødvendige
samtykke, og at
videregivelsen af
oplysningerne ... om Deres
rent personlige forhold
derfor var berettiget.
I politimesterens udtalelse
står der:
'...
Politiassistenten (der
foretog afhøring af Dem den
10. august 1994; min
bemærkning) er helt sikker
på, at ansøgeren i den
forbindelse havde givet sit
mundtlige samtykke til, at
politiet - i forbindelse med
ansøgningen om
generhvervelse af
førerretten - kunne indhente
oplysninger vedrørende
ansøgerens ædruelighed.
Politiassistent ... kunne
huske, at (A) under
afhøringen vedrørende sin
ædruelighed bl.a. havde
henvist til en tidligere
arbejdskollega samt
ansøgerens
samleverske/kone (mine
kursiveringer).
Det er derfor politiets
opfattelse at det har været
fuldt berettiget, at
forhørsleder ... (min
kursivering) har bidraget
til sagens oplysninger ..."
På grund af sammenhængen i
brevet kan det efter min
opfattelse ikke uden videre
lægges til grund at De gav
samtykke til indhentelse af
oplysninger fra fængslet
(eller andre
forvaltningsmyndigheder).
Jeg mener derfor ikke at
direktoratet på baggrund af
politimesterens udtalelse
kunne lægge til grund, at
videregivelsen var
berettiget (efter
forvaltningslovens § 29).
Som udtalelsen fra politiet
var formuleret, burde
direktoratet efter min
opfattelse have afklaret
dette ved fornyet
henvendelse til politiet
inden direktoratet traf
afgørelse i sagen.
Jeg har gjort direktoratet
bekendt med min opfattelse.
Jeg foretager mig ikke i
øvrigt mere i sagen.