Det fremgår af sagen at A den 17. januar 1994 i forbindelse med sit arbejde som familiekonsulent i K Kommune faldt og slog haleben, ryg og nakke. Ulykkestilfældet blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen der den 14. juli 1994 anerkendte tilfældet som en arbejdsskade.

Den 10. august 1995 traf Arbejdsskadestyrelsen en foreløbig afgørelse om at A’s varige men som følge af arbejdsskaden kunne fastsættes til 25 pct. I brev af 22. august 1995 klagede B som partsrepræsentant på vegne af A over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse der den 5. marts 1996 stadfæstede afgørelsen.

Den 22. januar 1997 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at A’s tab af erhvervsevne som følge af arbejdsskaden udgjorde 65 pct., og at hun derfor med virkning fra afgørelsens dato ville få udbetalt en løbende erstatning på 10.769 kr. månedligt.

I brev af 30. januar 1997 bad B Arbejdsskadestyrelsen om at revurdere tilkendelsestidspunktet for erhvervsevnetabserstatningen. B bad endvidere styrelsen om at vurdere A’s tilkendelse af erstatning for erhvervsevnetab som om tilkendelsen var blevet behandlet efter reglerne i erstatningsansvarsloven.

Den 4. februar 1997 oversendte Arbejdsskadestyrelsen B’s brev af 30. januar 1997 til Den Sociale Ankestyrelse som en klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 22. januar 1997.

Ankestyrelsen vedlagde i brev af 11. februar 1997 til A en folder om Ankestyrelsens sagsbehandling. Styrelsen bad i den forbindelse A om at underrette styrelsen inden 14 dage hvis hun havde noget imod at styrelsen indhentede nødvendige oplysninger om hendes personlige forhold. I sagens akter foreligger der ingen oplysninger om at A har modsat sig Ankestyrelsens adgang til at indhente oplysninger om hendes personlige forhold til brug for styrelsens behandling af hendes arbejdsskadesag.

Den 9. april 1997 traf Ankestyrelsen følgende afgørelse:

"AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder, at den foreløbige erhvervsevnetabserstatning på 65%, som Arbejdsskadestyrelsen ved afgørelse af 22. januar 1997 har tilkendt Dem, skal løbe fra afgørelsens dato.

Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at det før dette tidspunkt ikke har været muligt at vurdere, hvorvidt Deres erhvervsevne på grund af arbejdsskadens følger var nedsat i en grad, der kunne berettige til erstatning.

Ankestyrelsen finder yderligere, at den årsløn, der skal lægges til grund ved erstatningens beregning, skal fastsættes til 235.000 kr.

Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at som årsløn, jf. lovens § 41, stk. 1, regnes skadelidtes samlede arbejdsfortjeneste i året før arbejdsskadens indtræden. Deres løn i 1993 udgjorde ifølge oplysningerne fra Told og Skat 209.973 kr. Hertil skal så tillægges den del af lønnen, som Deres arbejdsgiver har indbetalt til Deres pensionsopsparing. De har oplyst at der blev indbetalt 12%.

Ankestyrelsen tiltræder således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, herunder den af Arbejdsskadestyrelsen fastsatte revision pr. 1. august 1997.

Det bemærkes i den forbindelse, at Ankestyrelsen finder, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse er udtryk for en meget mild bedømmelse.

Ankestyrelsen herunder styrelsens rådgivende speciallægekonsulent finder således, at der fortsat er mulighed for en bedring af Deres helbredstilstand, herunder Deres psykiske tilstand. Der er herved lagt vægt på resultatet af de foretagne speciallægeundersøgelser samt resultatet af den neuropsykologiske undersøgelse.

Under henvisning hertil finder Ankestyrelsen, at der fortsat må skønnes at være udsigt til en bedring af Deres tilstand.

Der er således efter Ankestyrelsens skøn ikke tale om en varig nedsættelse af erhvervsevnen i et omfang, der kan begrunde erstatning for tab af erhvervsevne på 65%."

Af grundlaget for Ankestyrelsens afgørelse fremgik bl.a. følgende:

"Grundlaget for afgørelsen:

...

Det fremgår af sagen, at De på tidspunktet for ulykkestilfældet den 17. januar 1994 var beskæftiget som familiekonsulent i (K) Kommune. Efter ulykken var De sygemeldt i godt 4 måneder og forsøgte herefter at arbejde, men blev igen sygemeldt og afskediget med virkning fra 1. april 1995. De har fået afslag på førtidspension fra (K) Kommune, hvilket Revaliderings- og Pensionsnævnet, Århus Statsamt, ved afgørelse af 9. maj 1996 tiltrådte.

Af anmeldelsen af 14. februar 1994 fremgår det, at De var på vej fra Deres bil til indgangsdøren til Deres kontor, da De faldt på grund af glat føre.

I lægeerklæring I af 24. februar 1994 er det anført, at De faldt i glat føre og slog ryggen og nakken.

Deres helbredsforhold er beskrevet i bl.a. speciallægeerklæring af 6. januar 1995 fra overlæge (C), i neuropsykologisk undersøgelse af 2. februar 1995 ved neuropsykolog (D), i journal fra ( ) af 3. maj 1995 samt i kommunens pensionsakter.

Af den neuropsykologiske undersøgelse fremgår, at tilstanden ikke kan anses for neuropsykologisk stationær på nuværende tidspunkt. Præstationerne svarer hverken til det habituelle begavelsesniveau eller til, hvad man sædvanligt finder ved whip-lash traumer. Funktionsniveauet tyder på, at det drejer sig om en psykisk medtaget svært smerteplaget patient.

..."

Endelig fremgik det af afgørelsen at en kopi af afgørelsen var sendt til K Kommunes social- og sundhedsforvaltning.

I brev af 28. maj 1997 klagede B til mig over Ankestyrelsens afgørelse. B klagede bl.a. over at Ankestyrelsen havde sendt en kopi af afgørelsen af 9. april 1997 til K Kommune. Det var B’s opfattelse at Ankestyrelsens vurdering af A’s erhvervsevnetab ville komme hende til skade i den førtidspensionssag som verserede i K Kommune. B skrev videre at A aldrig havde klaget over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetabserstatningen, og at Ankestyrelsen derfor havde behandlet en ikke eksisterende klage.

Jeg skrev i brev af 12. juni 1997 til B at jeg havde anset det for mest korrekt at sende B’s brev til Den Sociale Ankestyrelse således at Ankestyrelsen kunne få lejlighed til at tage stilling til hans kommentarer. Ankestyrelsen besvarede i brev af 4. juli 1997 B’s brev og henholdt sig i øvrigt til afgørelsen af 9. april 1997.

Den 25. juli 1997 traf K Kommune afgørelse om at A var berettiget til forhøjet almindelig førtidspension.

I breve af 4., 10. og 16. oktober 1997 rettede B på ny henvendelse til mig. B fastholdt bl.a. sin klage over at Den Sociale Ankestyrelse havde sendt en kopi af afgørelsen af 9. april 1997 til K Kommune. B var nu overbevist om at Ankestyrelsens vurdering af A’s erhvervsevnetab - sådan som den fremgik af afgørelsen af 9. april 1997 - havde haft indflydelse på K Kommunes vurdering af hendes erhvervsevnetab i førtidspensionssagen.

Den 24. marts 1998 skrev jeg bl.a. til B at jeg i anledning af hans klage over at Den Sociale Ankestyrelse sendte afgørelsen af 9. april 1997 til K Kommune havde besluttet at bede Ankestyrelsen om at udtale sig om dette forhold.

I brev af 28. maj 1998 udtalte Den Sociale Ankestyrelse følgende:

"Ved brev af 24. marts 1998 har Folketingets Ombudsmand i sagen vedrørende ovennævnte anmodet Ankestyrelsen om en udtalelse vedrørende det forhold, at Ankestyrelsen sendte kopi af sin afgørelse af 9. april 1997 til (K) Kommune.

Ankestyrelsen skal derfor oplyse, at afgørelsen ikke er sendt til (K) Kommune i egenskab af arbejdsgiver for (A) på skadestidspunktet, men fordi (K) Kommune er opholdskommune og dermed også handlekommune for (A).

Fremsendelsen til (K) Kommune skal således ses som en naturlig forlængelse af, at Arbejdsskadestyrelsen ligeledes orienterede kommunen om sin afgørelse af 22. januar 1997, idet det i forbindelse med anden form for sagsbehandling, herunder særligt i forbindelse med ydelser efter den sociale lovgivning, kan være relevant for kommunen at have kendskab til, i hvilket omfang, der kommer erstatning for tab af erhvervsevne til udbetaling. Der henvises endvidere til § 40, stk. 1 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, hvorefter kommunen i visse tilfælde kan have krav på refusion fra forsikringsselskabet.

..."

Den 26. juni 1998 bad jeg om B’s eventuelle bemærkninger til Ankestyrelsens udtalelse. I breve af 24. juli 1998 og 8. september 1998 kommenterede B udtalelsen og sagen i øvrigt.

"Karakteristisk for omstændighederne omkring Ankestyrelsens videregivelse af afgørelsen af 9. april 1997 i (A)’s Arbejdsskadesag til (K) Kommune er at (K) Kommune ikke har fremsat begæring herom. Min behandling af Deres klage vedrører derfor alene spørgsmålet om hvorvidt Ankestyrelsen var berettiget til på eget initiativ at videregive alle de oplysninger som afgørelsen indeholdt, til (K) Kommune. Jeg vil derfor i det følgende ikke komme ind på de bestemmelser som særligt vedrører dels myndighedernes adgang til på begæring af en myndighed at videregive oplysninger, dels myndighedernes adgang til at indhente fortrolige oplysninger.

Forvaltningslovens § 28 regulerer i hvilke tilfælde en forvaltningsmyndighed må videregive fortrolige oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed. Bestemmelsen har følgende indhold:

§ 28"’§ 28. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når

Stk. 3. Andre fortrolige oplysninger må udover de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.

Stk. 4. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, skal meddeles skriftligt og indeholde oplysning om, hvilken type oplysninger der må videregives, til hvem oplysninger må videregives og til hvilket formål. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændigheder i øvrigt taler derfor.

Stk. 5. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, bortfalder senest et år efter det er givet.

...’

Som det fremgår, omfatter bestemmelsen kun fortrolige oplysninger, det vil sige oplysninger som er omfattet af lovgivningens bestemmelser om tavshedspligt.

Der skelnes i forvaltningslovens § 28 mellem oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold (såkaldt særligt fortrolige oplysninger, jf. § 28, stk. 1) og andre fortrolige oplysninger (såkaldt almindeligt fortrolige oplysninger, jf. § 28, stk. 3). Der er kun adgang til at videregive de i § 28, stk. 1, omhandlede oplysninger i de i § 28, stk. 2, nævnte og snævert afgrænsede tilfælde.

Videregivelse af de i § 28, stk. 3, omhandlede almindeligt fortrolige oplysninger kan derimod ske dersom der er et sagligt behov for videregivelse hos afgiver- og/eller modtagermyndigheden.

Ankestyrelsens afgørelse af 9. april 1997 indeholder såkaldte særligt fortrolige oplysninger, omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1, i form af oplysninger om (A)’s helbred. Endvidere er selve Ankestyrelsens bedømmelse af (A)’s erhvervsevnetab efter min mening i sig selv en særligt fortrolig oplysning vedrørende helbredsforhold. Sådanne oplysninger kan kun videregives hvis videregivelsen er omfattet af et af de i § 28, stk. 2, nr. 1-4, nævnte tilfælde.

Herudover indeholder Ankestyrelsens afgørelse af 9. april 1997 også oplysninger som må anses for omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 3, om almindeligt fortrolige oplysninger. Efter Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven fra 1986 anses oplysninger om økonomiske forhold for at være almindeligt fortrolige oplysninger, jf. vejledningens punkt 175 sammenholdt med punkt 180. Ankestyrelsens afgørelse indeholder oplysninger om (A)’s økonomiske forhold i form af oplysninger om hendes årsindkomst.

For så vidt angår Ankestyrelsens videregivelse af de såkaldt særligt fortrolige oplysninger om (A)’s helbredsforhold til (K) Kommune, skal det overvejes om videregivelsen var omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 1-4.

Efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 1, kan særligt fortrolige oplysninger videregives når den oplysningen angår, har givet samtykke hertil.

Et samtykke skal i almindelighed meddeles skriftligt og indeholde oplysning om hvilken type oplysninger der må videregives, og til hvem oplysningerne må videregives, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 4. Endvidere bortfalder samtykket til videregivelse senest 1 år efter at det er givet, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 5.

Der fremgår ikke af sagens akter at (A) har givet samtykke i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 1’s forstand til at Ankestyrelsen kan videregive fortrolige oplysninger om hendes helbredsforhold.

Det forhold at (A) i forbindelse med Ankestyrelsens brev af 11. februar 1997 må anses for at have givet samtykke til at Ankestyrelsen indhenter nødvendige oplysninger om hendes personlige forhold, kan ikke anses for at udgøre et samtykke til videregivelse i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 1’s forstand.

Forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 1, kan altså ikke berettige at Ankestyrelsen videregav oplysninger om (A)’s helbredsforhold til (K) Kommune.

Efter § 28, stk. 2, nr. 2, kan videregivelse af særligt fortrolige oplysninger ske når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov. Lov om forsikring mod følger af arbejdsskade indeholder følgende bemyndigelse til socialministeren til at fastsætte retningslinier for samarbejdet mellem bl.a. Den Sociale Ankestyrelse og kommunerne, jf. lov nr. 390 af 20. maj 1992 som for så vidt angår § 19, stk. 1, er ændret ved lov nr. 493 af 12. juni 1996:

’§ 19, stk. 1. Socialministeren fastsætter retningslinier for samarbejdet mellem Arbejdsskadestyrelsen, Den Sociale Ankestyrelse, forsikringsselskaber og kommuner m.fl. med henblik på koordinering af hjælpeforanstaltninger for de skadelidte.’

Af forarbejderne til § 19, stk. 1, fremgår følgende, jf. Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 3759, og Folketingstidende 1995-96, tillæg A, sp. 4580:

’Bestemmelsen afløser den gældende lovs § 18. Der indsættes en bemyndigelse for socialministeren til at fastsætte retningslinier for samarbejdet mellem Arbejdsskadestyrelsen, forsikringsselskaberne og kommunerne m.fl. Der henvises til forslagets almindelige bemærkninger.

...’

’Ved forslaget præciseres, at den Sociale Ankestyrelse også deltager i samarbejdet med henblik på koordinering af hjælpeforanstaltninger for de skadelidte.’

Med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen i § 19, stk. 1, har socialministeren i vejledning nr. 36 af 8. marts 1993 fastsat retningslinier for samarbejdet mellem bl.a. Ankestyrelsen og kommunerne. Af vejledningen fremgår bl.a. følgende:

’Indledning

Efter § 19 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, der træder i kraft den 1. januar 1993, skal socialministeren fastsætte retningslinier for samarbejdet mellem Arbejdsskadestyrelsen, forsikringsselskaber og kommuner m.fl. med henblik på koordinering af hjælpeforanstaltningerne for de skadelidte.

Baggrunden for bestemmelsen er, at den arbejdsskadede i en økonomisk, social og helbredsmæssig vanskelig situation i mange tilfælde må henvende sig til forskellige myndigheder for at opnå hjælp. En alvorlig arbejdsskade medfører således ofte, at der må tages stilling til dagpengeudbetaling, revalidering eller evt. social pension. Det er hensigten med disse retningslinier at formidle et tættere samarbejde mellem arbejdsskadeadministrationen og de forskellige myndigheder, der involveres i arbejdsskadesagen.

Samarbejdet finder sted i overensstemmelse med forvaltningslovens regler om tavshedspligt og om videregivelse af oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed. Der henvises til forvaltningslovens kapitel 8 og til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven pkt. 145-173.

...

...

9. Hvis sagen inden 4 uger fra modtagelsen af afgørelsen indbringes for Ankestyrelsen af en af sagens parter, jf. § 55, orienterer Den Sociale Ankestyrelse kommunen herom.

Kommunen underrettes om, hvem der er sagsbehandler i Ankestyrelsen og om væsentlige sagsbehandlingsskridt og -afgørelser i sagen. Samtidig anmodes kommunen om oplysninger om dagpengeophør, revalideringsinitiativer og pensionsovervejelser og -afgørelser.

Det tilstræbes at samarbejdet mellem kommunen og Arbejdsskadestyrelsen i tilfælde af anke videreføres mellem kommunen og Den Sociale Ankestyrelse.

...

11.

...

I de øvrige sager afgør Arbejdsskadestyrelsen, om sagen kan anerkendes og beregner evt. méngodtgørelse, erstatning for erhvervsevnetab og evt. efterladteerstatning. Erstatninger og godtgørelsesbeløb udbetales af forsikringsselskaberne inden 14 dage fra underretningen om tilkendelsen.

Kommunerne får underretning fra Arbejdsskadestyrelsen om godtgørelses- og erstatningsbeløbene, jf. pkt. 8.

Ankestyrelsen underretter kommunen, hvis afgørelsen ankes, jf. pkt. 9.

...’

Efter vejledningen tilstræbes det at Ankestyrelsen orienterer kommunen om afgørelser som styrelsen træffer i arbejdsskadesager. Det fremgår imidlertid også af vejledningen at Ankestyrelsen ved underretningen af kommunen skal iagttage forvaltningslovens regler om tavshedspligt og om videregivelse af oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed.

§ 19, stk. 1, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade sammenholdt med Socialministeriets vejledning nr. 36 af 8. marts 1993 giver derfor ikke grundlag for med henvisning til forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2 at fravige hovedreglen i § 28, stk. 1, hvorefter de såkaldt særligt fortrolige oplysninger ikke må videregives til en anden forvaltningsmyndighed. Ankestyrelsens videregivelse af helbredsoplysninger i (A)’s arbejdsskadesag kan dermed ikke anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2.

Særligt fortrolige oplysninger kan efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, videregives hvis videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser der klart overstiger hensynet til de interesser der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den oplysningen angår. Af forarbejderne til § 28, stk. 2, nr. 3, fremgår følgende om bestemmelsens anvendelse, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 173 :

’Bestemmelsen i stk. 2, nr. 3, forudsætter, at der foretages en konkret afvejning af på den ene side den interesse, som den oplysningen vedrører, har i, at oplysningen hemmeligholdes, og på den anden side karakteren og betydningen af den private eller offentlige interesse, der kan begrunde, at oplysningen skal videregives til en anden forvaltningsmyndighed.’

Ankestyrelsen har i udtalelsen af 28. maj 1998 som begrundelse for videregivelsen af afgørelsen anført at afgørelsen blev sendt til (K) Kommune fordi kommunen var opholds- og handlekommune for (A), og fordi afgørelsen var af relevans for kommunens behandling af sager efter den sociale lovgivning. Ankestyrelsen har endvidere som begrundelse for videregivelsen henvist til § 40, stk. 1, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade som omhandler kommunens refusionskrav i tilfælde af at skadelidte har fået udbetalt en social ydelse for en periode hvor der efterfølgende tilkendes skadelidte erhvervsevnetabserstatning.

Efter min opfattelse har Ankestyrelsen ikke angivet sådanne grunde for videregivelsen af de i afgørelsen indeholdte fortrolige helbredsoplysninger at hensynet til varetagelse af den offentlige interesse klart kan anses for at overstige (A)’s interesse i at oplysninger om hendes helbredsforhold hemmeligholdes.

For så vidt angår Ankestyrelsens bemærkning om at afgørelsen er sendt til kommunen som følge af at kommunen eventuelt har et refusionskrav i anledning af at (A) er blevet tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne, skal jeg henvise til socialministerens vejledning nr. 36 af 8. marts 1993 som er omtalt ovenfor. Af vejledningen fremgår følgende:

’

12. I sager, hvor der tilkendes erstatning for erhvervsevnetab som løbende ydelse for en periode, der ligger forud for afgørelsen, kan kommunen i et vist omfang få refusion fra forsikringsselskabet, hvis skadelidte eller de efterladte har fået udbetalt ydelser efter lov om social pension eller lov om social bistand for samme periode, jf. lovens § 40.

Arbejdsskadestyrelsen giver derfor skadelidte besked om, at udbetalingen af erstatningen stilles i bero, indtil kommunen har givet forsikringsselskabet meddelelse om et evt. refusionskrav.

Samtidig orienteres forsikringsselskabet og kommunen.

’

§ 40, stk. 1, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade havde på tidspunktet for Ankestyrelsens videregivelse af afgørelsen af 9. april 1997 følgende indhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996:

’Hvis skadelidte eller de efterladte har fået udbetalt ydelser efter lov om social pension eller lov om social bistand for en periode, hvor der senere tilkendes erstatning som løbende ydelse for tab af erhvervsevne, jf. § 32, eller tab af forsørger, jf. §§36-38, har kommunen krav på refusion fra forsikringsselskabet. Refusionskravet omfatter forskellen mellem det beløb, som efter de nævnte love er udbetalt, og det beløb, som ville være blevet udbetalt samtidig med de sociale ydelser. Kommunens krav kan dog ikke overstige det beløb, der efter denne lov er tilkendt den pågældende for samme tidsrum.’

Efter vejledningen er det således i relation til spørgsmålet om hvorvidt kommunen har et refusionskrav i anledning af at en skadelidt tilkendes erhvervsevnetabserstatning henlagt til Arbejdsskadestyrelsen at orientere kommunen om sager hvor der tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne.

Herudover bemærker jeg at videregivelsen af fortrolige helbredsoplysninger ikke er af relevans for kommunes stillingtagen til om et refusionskrav kan rettes mod forsikringsselskabet.

Ankestyrelsens videregivelse af helbredsoplysningerne kan dermed ikke anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3.

Forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4, 1. led, indeholder en adgang til at videregive særligt fortrolige oplysninger hvis videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling. Det er som led i afgivermyndighedens sagsbehandling at videregivelsen skal være nødvendig. Modtagermyndighedens interesse i sagen tillægges principielt ikke nogen betydning, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 365.

Ankestyrelsen har ikke i sin udtalelse af 28. maj 1998 anført sådanne grunde som gør at videregivelsen af helbredsoplysninger i (A)’s arbejdsskadesag kan anses for at have været et nødvendigt led i Ankestyrelsens behandling af hendes arbejdsskadesag, og videregivelsen kan derfor ikke anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4’s 1. led.

Forvaltningslovens § 28, stk. 1, nr. 4, 2. led, indeholder en adgang til at videregive fortrolige oplysninger hvis videregivelsen er nødvendig for at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

Som eksempler på tilfælde som omfattes af denne undtagelsesbestemmelse, nævnes i den kommenterede forvaltningslov bl.a. følgende, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 371:

- videregivelse af oplysninger til brug for revisionsmyndigheder

- videregivelse af oplysninger til en overordnet myndighed som indkalder en sag fra en underordnet myndighed til afgørelse eller orientering

- videregivelse af oplysninger hvor en overordnet myndighed, en tilsynsmyndighed eller en revisionsmyndighed foretager efterprøvelse af egen drift

- videregivelse af oplysninger til en højere administrativ instans som led i rekurs.

Kommunerne er ikke på arbejdsskadeområdet tillagt nogen tilsyns- eller kontrolopgaver i bestemmelsens forstand. Videregivelse af oplysningerne om (A)’s helbredsforhold er derfor heller ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4, 2. led.

Da Ankestyrelsens videregivelse af oplysninger om (A)’s helbredsforhold til (K) Kommune således ikke er omfattet af nogen af undtagelsesmulighederne i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 1-4, må videregivelsen anses for at være sket i strid med forvaltningslovens § 28, stk. 1.

For så vidt angår Ankestyrelsens videregivelse af de såkaldt almindeligt fortrolige oplysninger som omfattes af § 28, stk. 3, i form af oplysninger om (A)’s årsindkomst, er det spørgsmålet om der var et sagligt behov for videregivelsen hos afgiver- eller modtagermyndighed, idet kun et sådant behov som det fremgår ovenfor, afsnit I berettiger videregivelsen af almindeligt fortrolige oplysninger.

Et sagligt behov for videregivelse foreligger når oplysningen er af væsentlig betydning for afgiver- eller modtagermyndighedens virksomhed, herunder for en afgørelse som afgiver- eller modtagermyndigheden skal træffe.

Ankestyrelsen har ikke i sin udtalelse af 28. maj 1998 anført sådanne grunde som efter min opfattelse understøtter at der hos Ankestyrelsen eller (K) Kommune var et sagligt behov for videregivelsen af oplysninger om (A)’s årsindkomst. Videregivelse af oplysningerne må derfor anses for at være sket i strid med forvaltningslovens § 28, stk. 3.

Samlet er det således min opfattelse at Ankestyrelsen ikke ved videregivelsen af afgørelsen af 9. april 1997 i (A)’s arbejdsskadesag har overholdt bestemmelserne i forvaltningslovens § 28 om videregivelse af fortrolige oplysninger om enkeltpersoners private forhold. Dette er meget beklageligt hvilket jeg har gjort Ankestyrelsen bekendt med. Jeg foretager mig ikke mere vedrørende dette forhold."