Det fremgik af sagen at A den 7. marts 1980 var udsat for et overfald. Hun søgte den 9. oktober 1981 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. Af ansøgningen fremgik at hun ved overfaldet bl.a. fik tandskader.

Den 17. maj 1982 tilkendte Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser A 9.322 kr. i erstatning for bl.a. udgifter til tandlægebehandling.

I brev af 7. december 1997 bad A nævnet om at genoptage sagen under henvisning til angivelige senfølger af det tidligere overfald. A stod således over for en omfattende tandbehandling på grund af parodontose i hendes fortænder i overmunden.

A vedlagde kopi af brev fra tandlæge B hvori det bl.a. var angivet at der var to mulige behandlinger der ville koste henholdsvis 41.540 kr. og 43.858 kr. I brevet var bl.a. skrevet følgende:

"(A) var i 1980 udsat for et overfald, som forårsagede dobbeltsidig collum fractur samt fractur af corpus mandibulae regio 3 og 5,6. Desuden coronale tandfrakturer 1+ og 1 .

Den nuværende isolerede parodontale situation omkring 2,1+ kan ses som en senfølge af det tidligere traume.

Omkostningerne vedr. den protetiske erstatning af 2,1+ søges derfor dækket via forsikringen vedr. voldsofre."

Erstatningsnævnet anmodede den 12. december 1997 nævnets fagkyndige i tandbehandlingsspørgsmål, specialtandlæge C, om en udtalelse om sagen.

I brev 19. marts 1998 udtalte specialtandlægen bl.a. følgende:

"Der var oprindeligt tale om ukompliceret kronefraktur på 1+. Ansøger pådrog sig ved samme lejlighed hjernerystelse med svære psykiske og hukommelsesmæssige senfølger samt tredobbelt brud på underkæben og ukompliceret kronefraktur på 1 .

Egen tandlæge henviser til tandlæge (B) som konstaterer patologiske tandkødslommer på flere tænder og løsning af 2,1+1 af 2. grad og af +2 af 1. grad. Der stilles følgende diagnoser 2,1+ parodontitis marginalis totalis, +1,2 og 7,6,3-6,7 parodontitis marginalis superficialis. Argumentet er nu, at den parodontale tilstand omkring 2,1+ er så meget mere alvorlig end de øvrige parodontale skader, at forholdene omkring 2,1+ må tilskrives en senfølge til traumet i 1980.

Jeg har rekvireret og modtaget et omfattende sæt røntgenbilleder fra tandlæge (B). De dokumenterer tændernes parodontale tilstand tilbage fra 1980. De første tegn på parodontose findes omkring en kindtand i 1984. Det dukker op omkring 1+ i 1987 og i 1990 ses alvorlig parodontit omkring kindtænderne 6+6.

Det overordnede indtryk er derfor en langsomt progredierende parodontose på et stort antal tænder. Det erkendes at tilstanden omkring den oprindeligt ramte 1+ er den værste, men det er ikke muligt, på baggrund af den parodontale destruktion omkring de øvrige tænder at kalde dette en senfølge af traumet for 18 år siden."

Den 30. marts 1998 modtog A fra nævnet kopi af specialtandlægens udtalelse til sagen. Nævnet bad hende om at rette henvendelse til nævnet inden 14 dage hvis hun ønskede at fremkomme med en udtalelse i anledning heraf.

I brev af 16. april 1998 skrev nævnet følgende:

"I fortsættelse af nævnets skrivelse af 30-03-98, som De ikke har reageret på, skal man herved meddele, at nævnet må henholde sig til den indhentede udtalelse af 19-03-98 fra nævnets sagkyndige i tandbehandlingsspørgsmål, specialtandlæge, PhD (C), hvorefter nævnet ikke kan tilkende Dem yderligere erstatning for udgift til tandbehandling som følge af tilskadekomsten den 07-03-80.

Genpart af denne skrivelse, vedlagt en kopi af den indhentede udtalelse samt diverse røntgenbilleder er samtidig hermed sendt til Klinikken (X) v/tandlæge (B)."

A rettede ved brev af 25. juni 1998 henvendelse til nævnet og skrev følgende:

"Det er med stor undren og meget vrede, at jeg i afgørelsen af 16. april d.å. fra Nævnet læser, at Nævnet har fremsendt dels en genpart af afgørelsen og dels et kopi af den indhentede udtalelse fra Nævnets sagkyndige til min tandlæge.

Iøvrigt indeholder udtalelsen fra den sagkyndige foruden aktuelle tandmæssige oplysninger også oplysninger hentet fra de tidligere sagsakter vedr. yderligere følger af overfaldet

Jeg skal udbede mig en forklaring på, hvorledes Nævnet i.h.t. Forvaltningslovens regler om tavshedspligt kan tillade sig at fremsende private oplysninger uden mit samtykke til min tandlæge."

I brev af 1. juli 1998 til A skrev nævnet bl.a. følgende:

"Udtalelsen fra specialtandlæge (C) indeholder i det væsentligste en beskrivelse af Deres tandmæssige situation, der bygger på materialet modtaget fra tandlæge (B). Udtalelsen indeholder imidlertid også oplysninger om de skader, som De i øvrigt pådrog Dem i forbindelse med episoden den 07-03-80. Disse oplysninger burde ikke være videregivet til tandlæge (B), hvilket nævnet herved skal beklage."

A klagede den 8. september 1998 til mig over at nævnet alene havde beklaget tilsendelsen af private oplysninger til hendes tandlæge B, men ikke havde taget stilling til hendes klagepunkter vedrørende tilsendelsen af selve afgørelsen og udtalelsen fra nævnets tandlægekonsulent til den pågældende. Yderligere anførte A at hun fra tandlæge B var blevet bekendt med at nævnets tandlægekonsulent var ansat af B og arbejdede i dennes klinik, og at hun følte dette som et alvorligt inhabilitetsproblem.

I mit brev af 18. september 1998 meddelte jeg A at jeg havde anset det for mest korrekt at sende hendes brev med bilag videre til erstatningsnævnet som en anmodning fra A om at modtage en uddybende begrundelse for afgørelsen, herunder at nævnet besvarede hendes to øvrige klagepunkter samt spørgsmålet om inhabilitet.

I anledning af A’s brev af 8. september 1998 indhentede erstatningsnævnet en udtalelse fra specialtandlæge C som i brev af 22. september 1998 udtalte følgende:

"

Spørgsmålet om inhabilitet er opstået som følge af undertegnedes ansættelse som kirurgisk konsulent på klinikken (X), som (B) er medejer af.

Som svar herpå skal det anføres, at jeg ikke på noget tidspunkt har drøftet ansøgers sag med tandlægen. Den eneste kontakt, jeg har haft til klinikken i denne relation, har været rekvirering af et omfattende røntgenmateriale igennem klinikkens sekretær.

Om end jeg har stor respekt for tandlæge (B)’s faglige kompetence, var jeg ikke enig i hans vurdering i denne sag, hvilket vel ikke tyder på inhabilitet."

A modtog ved brev af 29. september 1998 fra nævnet kopi af tandlægekonsulentens udtalelse. Nævnet bad hende rette henvendelse inden 14 dage hvis hun ønskede at fremkomme med en udtalelse i anledning heraf.

I brev af 5. november 1998 til A skrev nævnet bl.a. således:

"I den anledning skal man meddele, at nævnet i skrivelse af 01-07-98 beklagede at have medsendt specialtandlæge (C)’s udtalelse af 19-03-98 til tandlæge (B), idet udtalelsen også indeholder oplysninger om de skader, som De i øvrigt pådrog Dem i forbindelse med episoden den 07-03-80.

Med hensyn til Deres klagepunkter vedrørende det forhold, at nævnet har sendt kopi af selve udtalelsen af 19-03-98 samt genpart af nævnets afgørelse af 16-04-98 til Deres tandlæge skal man hermed oplyse, at nævnet efter sædvanlig praksis sender genparter af nævnets afgørelser samt udtalelser fra den tandlægesagkyndige til de pågældende tandlæger til orientering. Dette er en praksis, der efter nævnets opfattelse, ikke er i strid med forvaltningslovens regler om tavshedspligt. Det bemærkes i den forbindelse, at den pågældende udtalelse i det væsentligste indeholder en beskrivelse af Deres tandmæssige situation, der bygger på materiale modtaget fra Deres egen tandlæge (B).

For så vidt angår spørgsmålet om habilitet opstået som følge af, at nævnets tandlægesagkyndige (C) er ansat som kirurgisk konsulent på klinikken (X), som tandlæge (B) er medejer af, har nævnet ved skrivelse af 29-09-98 i medfør af forvaltningslovens § 19 fremsendt tandlæge (C)’s udtalelse af 22-09-98 til Dem. De er ikke fremkommet med bemærkninger hertil.

Tandlæge (C) anfører i sin udtalelse, at han ikke på noget tidspunkt har drøftet Deres sag med tandlæge (B), og at den eneste kontakt han har haft til klinikken i relation til Deres sag, har været rekvirering af et omfattende røntgenmateriale igennem klinikkens sekretær.

Nævnet har efter en samlet vurdering af sagen ikke fundet, at specialtandlæge (C) er inhabil i forhold til Deres sag i nævnet. Nævnet har således ikke fundet, at (C)’s konsulentstilling i (X) skulle bevirke, at han skulle besidde en sådan særlig interesse i sagens udfald, at han skulle være inhabil i medfør af forvaltningsloven."

A klagede i brev af 16. november 1998 på ny hertil. I brevet skrev hun bl.a. således:

"1. At det er Erstatningsnævnets sædvanlige praksis at sende udtalelser fra den tandlægesagkyndige samt genpart af Nævnets afgørelse til den behandlende tandlæge til orientering? Det føles overordentligt ydmygende, som den person, sagen drejer sig om, ikke at have kontrol med/ikke at skulle give samtykke til, hvem der får hvilke oplysninger. Hvilken relevans har disse oplysninger for den behandlende tandlæge? Hvad skal han bruge Dem til? Hvis Nævnet giver afslag på erstatning, skal jeg selv betale tandlægeregningen. Det vedkommer ikke min tandlæge eller behandlingen, hvad den sagkyndige vurderer. Jeg mener, at det i allerhøjeste grad er i strid med reglerne om tavshedspligt, at min tandlæge får oplyst, at jeg har en sag i ErstatningsNævnet og om man der mener, at tidligere overfald har relation til denne sag eller, at jeg selv skal betale nuværende tandbehandling.

I Erstatningsnævnet gør man min tandlæge til part i sagen på linie med mig, hvordan kan han nogensinde blive det?"

I brev af 8. december 1998 bad jeg erstatningsnævnet om en udtalelse i anledning af A’s klage. Jeg skrev bl.a. således:

"For så vidt angår det i klagen anførte vedrørende det forhold at nævnet har sendt kopi af specialtandlæge (C)’s udtalelse og genpart af afgørelsen til den behandlende læge, henleder jeg nævnets opmærksomhed på en udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1991, side 156 ff. En kopi af udtalelsen vedlægges.

Jeg skal endvidere bede nævnet nærmere redegøre for specialtandlæge (C)’s tilknytningsforhold til tandlæge (B), ligesom jeg beder nævnet redegøre for hvor mange specialtandlæger nævnet benytter sig af som konsulenter, og for hvorledes nævnet fordeler sagerne mellem disse.

Jeg gør opmærksom på at jeg i forbindelse med min behandling af sagen vil tage stilling til om nævnets afgørelse opfylder begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24."

Jeg modtog den 15. januar 1999 nævnets udtalelse. I udtalelsen anførte nævnet bl.a. følgende:

"Nævnet beklagede i skrivelse af 01-07-98 at have medsendt specialtandlæge (C)’s udtalelse til (A)’s tandlæge, idet udtalelsen også indeholdt oplysninger om de skader, som (A) i øvrigt pådrog sig i forbindelse med episoden den 07-03-80.

I skrivelse af 05-11-98 meddelte Erstatningsnævnet (A), at nævnets praksis med at fremsende genpart af sine afgørelser samt udtalelser fra den tandlægesagkyndige til de pågældende tandlæger til orientering ikke fandtes at være i strid med forvaltningslovens regler om tavshedspligt.

Nævnet fandt endvidere ikke, at nævnets tandlægesagkyndige skulle være inhabil i forhold til (A)’s sag i nævnet.

Nævnet har vurderet sagen på ny og man skal i den anledning fremkomme med følgende bemærkninger.

For så vidt angår spørgsmålet om inhabilitet skal man indledningsvis bemærke, at nævnet på baggrund af det beskedne antal sager, hvor en udtalelse fra en tandlægekonsulent er nødvendig, kun anvender en tandlægekonsulent.

Nævnet bad i skrivelse af 21-09-98 specialtandlæge (C) om at fremkomme med en udtalelse i anledning af (A)’s klage, og modtog den 24-09-98 svar fra (C), hvori han oplyste, at han var ansat som kirurgisk konsulent på klinikken (X), som (A)’s tandlæge (B) er medejer af. (C) oplyste endvidere, at han aldrig havde drøftet (A)’s sag med (B).

Nævnet var således i forbindelse med sin afgørelse af 16-04-98 ikke bekendt med specialtandlæge (C)’s tilknytning til klinikken (X).

Udtalelsen sendte nævnet i medfør af forvaltningslovens § 19 til (A), der ikke fremkom med nogen bemærkninger hertil.

Nævnet anmodede på baggrund af ombudsmandens skrivelse af 08-12-98 i skrivelse af 10-12-98 specialtandlæge (C) om en nærmere redegørelse for sit tilknytningsforhold til (B) og modtog i den anledning skrivelse af 04-01-99 fra (C).

I skrivelsen oplyser (C), at han udover sit heldagsjob på hospital (Y), er ansat som kirurgisk konsulent på tandklinikken (X). Han har en ugentlig aftenkonsultation, hvor han behandler patienter henvist fra (X)’s egne tandlæger eller fra andre tandlæger. (C) understreger i skrivelsen, at han aldrig har drøftet (A)’s sag med tandlæge (B).

De nu fremkomne oplysninger giver ikke nævnet anledning til at ændre sin vurdering af 05-11-98, hvorfor nævnet må fastholde, at specialtandlæge (C) ikke kan anses for at være inhabil i (A)’s sag i nævnet.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger noget brud på tavshedspligten må nævnet ligeledes fastholde sin vurdering af 05-11-98, hvorefter nævnet ikke finder, at der foreligger noget brud på forvaltningslovens regler om tavshedspligt.

Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at (A) ved at inddrage tandlæge (B) i sin erstatningssag i nævnet, må anses for at have givet et stiltiende samtykke til videregivelsen af nævnets afgørelse samt den tandlægesagkyndiges udtalelse til tandlæge (B).

Det fremgår således af tandlæge (B)’s overslag af 04-11-97, der af (A) er fremsendt til nævnet ved skrivelse af 07-12-97, at ’(A) var i 1980 udsat for et overfald ’ og ’Omkostningerne vedr. den protetiske erstatning af 2,1+ søges derfor dækket via forsikringen vedr. voldsofre.’

Ombudsmanden henleder i sin skrivelse af 08-12-98 nævnets opmærksomhed på, at der i forbindelse med sagens behandling vil blive taget stilling til, hvorvidt nævnets afgørelse opfylder begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24.

I den anledning skal man meddele, at nævnet efter at have vurderet afgørelsen af 16-04-98 ikke finder, at denne er i overensstemmelse med begrundelseskravet i forvaltningsloven, hvilket man herved skal beklage.

Nævnet burde i sin afgørelse have anført hvilke konkrete oplysninger i specialtandlæge (C)’s udtalelse af 19-03-98 man lagde vægt på, og samtidig have anført § 6 a i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, hvorefter dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar skal finde anvendelse ved afgørelser om erstatning efter offererstatningsloven, herunder, at der skal foreligge årsagssammenhæng mellem tilskadekomsten og den foreslåede tandbehandling."

Den 26. januar 1999 sendte jeg A kopi af nævnets udtalelse til sagen. Jeg bad samtidig om at modtage hendes eventuelle bemærkninger til udtalelsen inden fire uger. Jeg har ikke modtaget nogen bemærkninger fra A.

Sagen rejser spørgsmål om hvorvidt erstatningsnævnet har ret til at videregive oplysninger på eget initiativ.

Den generelle bestemmelse vedrørende videregivelse af fortrolige oplysninger findes i straffelovens § 152, stk. 1. Efter denne bestemmelse må en person der virker i offentlig tjeneste og hverv, ikke uberettiget videregive fortrolige oplysninger som den pågældende har fået kendskab til gennem sit ansættelsesforhold.

Det skal ud fra en saglig betragtning være nødvendigt at videregive fortrolige oplysninger for at videregivelsen kan anses for at være berettiget.

I straffelovens § 152, stk. 3, er det forudsat at en oplysning er fortrolig når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. I forvaltningslovens § 27, stk. 1, er der nævnt en ikke udtømmende række af hensyn der efter en konkret vurdering kan føre til at en oplysning er fortrolig.

Forvaltningslovens § 28, stk. 1, indeholder en opregning af typer af oplysninger der efter deres karakter må anses for oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold. Det drejer sig om oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler o.l.

De rent private oplysninger kan som praktisk hovedregel ikke videregives uden skriftligt samtykke fra den oplysningerne vedrører. Bestemmelsen gælder dog direkte kun for videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en anden forvaltningsmyndighed. Ved videregivelse af fortrolige oplysninger til andre end forvaltningsmyndigheder, f.eks. privatpraktiserende tandlæger eller læger, må berettigelsen heraf principielt bedømmes på grundlag af de almindelige tavshedspligtsbestemmelser i forvaltningslovens § 27 og i straffelovens § 152. Herefter er det afgørende om videregivelsen kan anses for ’berettiget’. Ved udfyldningen af denne retlige standard må bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 8, herunder § 28, tillægges en vis normerende virkning, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1987, s. 194f*, Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 514f*, Folketingets Ombudsmands beretning for året 1991, s. 156f*, Jon Andersen i Juristen 1991, s. 2ff, særligt s. 9, og John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 530f.

Et hovedsigte med tavshedspligtsreglerne er at oplysninger som offentlige myndigheder bliver bekendt med som led i varetagelsen af deres opgaver, ikke bliver røbet over for almenheden eller uvedkommende privatpersoner. I almindelighed er sådanne videregivelser derfor uberettigede. Hvor videregivelsen sker i forbindelse med at private udfører opgaver af offentlig eller halvoffentlig karakter, er den mindre betænkelig. Er modtageren af oplysningerne desuden omfattet af tavshedspligtsregler der er beslægtet med dem der gælder for offentlige myndigheder, får situationen en betydelig lighed med de situationer der er omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 2, og må efter omstændighederne kunne accepteres såfremt forvaltningen ville være berettiget til at udlevere de samme oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed. Jeg henviser i den forbindelse til at tandlæger er omfattet af straffelovens tavshedspligtsbestemmelser, jf. Folketingstidende 1975-76, tillæg A, sp. 2920, straffelovens § 152 b, tandlægelovens § 13, stk. 2, og § 34 i lov om patienters retsstilling.

Erstatningsnævnets afgørelse i en sag om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser kan i sagens natur indeholde oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold (herunder tandmæssige forhold), det vil sige oplysninger af den type der er omtalt i forvaltningslovens § 28, stk. 1. Selv om ansøgerens egen tandlæge ofte kender ansøgerens tandmæssige forhold således at der ikke ved videregivelse til egen tandlæge sker nogen ’røbelse’, kan dette dog tænkes ikke altid at være tilfældet. Jeg henviser herved til situationer hvor afgørelsesskrivelsen f.eks. indeholder helbredsoplysninger af en anden type eller tandmæssige oplysninger fra andre tandlæger, herunder specialtandlæger eller læger.

Hertil kommer at det forhold at der verserer en sag ved erstatningsnævnet om nævnets bedømmelse af erstatningsberettigelse på grund af personskade, efter min opfattelse i sig selv er en rent privat oplysning, jf. også min udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1991, s. 157 og 158.

Hvis nævnet i en sag om erstatning ønsker at sende ansøgerens egen tandlæge eller for den sags skyld ansøgerens læge kopi af afgørelsesskrivelsen, vil der således være tale om videregivelse af oplysninger om rent private forhold, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 1. Det tilsvarende vil gælde for så vidt angår en udtalelse fra nævnets tandlæge- eller lægefagkyndige. I det omfang den behandlende tandlæge eller læge er ubekendt med de oplysninger der videregives, vil der være tale om ’røbelse’ således at videregivelsen er uberettiget.

Vedrørende den videregivelse af oplysninger der konkret har fundet sted i Deres sag, anførte nævnet i brev af 5. november 1998 til Dem at den tandlægefagkyndiges udtalelse ’i det væsentligste indeholder en beskrivelse af Deres tandmæssige situation, der bygger på materiale modtaget fra Deres egen tandlæge (B)’.

Heroverfor skal jeg påpege at udtalelsen jo tillige indeholdt oplysninger om rent private forhold, nemlig de øvrige helbredsmæssige følger som De fik af overfaldet i 1980, og at sagen netop derfor illustrerer at der i de fagkyndiges udtalelser eller nævnets afgørelser kan være fortrolige helbredsoplysninger som den behandlende tandlæge (eller for så vidt behandlende læge) ikke er bekendt med.

Jeg er opmærksom på at nævnet har beklaget videregivelsen af oplysningerne vedrørende Deres øvrige helbredsmæssige følger af overfaldet i 1980 som var indeholdt i den tandlægefagkyndiges udtalelse, og jeg er enig i at denne videregivelse er beklagelig.

Oplysningen om erstatningsnævnets afgørelse om erstatningsberettigelsen og den tandlægefagkyndiges vurdering i den sammenhæng indeholder to elementer:

1) For det første oplysningen om at der verserede en sag ved erstatningsnævnet.

2) For det andet oplysningerne om erstatningsnævnets bedømmelse af om De var berettiget til erstatning, og den tandlægefagkyndiges vurdering i den sammenhæng.

Ad 1) Denne oplysning er som anført ovenfor efter min opfattelse en rent privat oplysning. Da Deres behandlende tandlæge var bekendt med oplysningen (De havde informeret ham om at omkostningerne ved tandbehandlingen ville blive søgt dækket ved nævnet), skete der ingen ’røbelse’ ved videregivelsen. Videregivelsen var derfor ikke uberettiget.

Ad 2) I det følgende vil jeg tage stilling til om det var berettiget at videregive de her nævnte oplysninger. Disse oplysninger var den behandlende tandlæge ikke bekendt med på forhånd.

Efter forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, kan hensynet til enkeltpersoners interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige, herunder økonomiske, forhold begrunde at oplysningen er fortrolig og dermed undergivet tavshedspligt. Det afgørende for om oplysningen må anses for fortrolig, må være en vurdering af om oplysningen er af en sådan karakter at den efter den almindelige opfattelse i samfundet bør kunne forlanges unddraget offentlighedens kundskab.

Det er almindeligt antaget at f.eks. oplysninger om privatpersoners indtægts- og formueforhold er fortrolige. Efter min vurdering er det åbenbart at oplysningerne om erstatningsnævnets bedømmelse af om De var berettiget til erstatning, og i den sammenhæng den tandlægefagkyndiges vurdering, er sådanne almindeligt fortrolige oplysninger som bør være unddraget offentlighedens kendskab.

Oplysninger der betragtes som almindeligt fortrolige oplysninger, kan også kun videregives efter de regler der gælder herfor, jf. straffelovens § 152, stk. 1.

I og med at Deres tandlæge er omfattet af tilsvarende tavshedspligtsbestemmelser som gælder for offentlige ansatte, vil det efter omstændighederne kunne accepteres at almindeligt fortrolige oplysninger videregives hvis videregivelse efter principperne i forvaltningslovens § 28, stk. 3, ville være berettiget. Videregivelse af almindeligt fortrolige oplysninger må efter denne bestemmelse kun ske når det må antages at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse myndigheden skal træffe. Det følger heraf at oplysningerne der blev videregivet til Deres behandlende tandlæge, skulle have væsentlig betydning for hans virksomhed hvis det skulle være berettiget at videregive dem.

Jeg må ud fra det De har anført i Deres breve til mig, give Dem ret i at det ikke fremstår som åbenbart hvilken relevans disse oplysninger har for den behandlende tandlæge. Uanset hvilken afgørelse erstatningsnævnet træffer, vil det være Deres økonomi der bliver påvirket, og tandlægekonsulentens vurdering af sammenhængen mellem den nuværende lidelse og den tidligere skade har vel ingen umiddelbar betydning for den egentlige tandbehandling.

Nævnet har i udtalelsen til mig anført at De ved at inddrage Deres behandlende tandlæge, (B), i Deres erstatningssag i nævnet må anses for at have givet et stiltiende samtykke til videregivelsen af nævnets afgørelse samt den tandlægefagkyndiges udtalelse til den pågældende.

Jeg er ikke enig i nævnets opfattelse af at en ansøger alene ved at nævne over for sin behandlende tandlæge at omkostningerne vil blive søgt dækket hos erstatningsnævnet herved skulle have givet et stiltiende samtykke til videregivelse af afgørelsen og den fagkyndiges udtalelse.

Det er derfor min opfattelse at nævnet ikke burde have videregivet disse almindeligt fortrolige oplysninger til tandlæge (B).

Jeg har gjort nævnet bekendt med min opfattelse.

I brev af 5. november 1998 til Dem oplyste nævnet at det efter sædvanlig praksis sender genparter af nævnets afgørelser samt udtalelser fra den tandlægefagkyndige til ansøgernes tandlæger til orientering, og at denne praksis efter nævnets opfattelse ikke er i strid med forvaltningsloven. Nævnet har i sin udtalelse hertil henvist til sit brev af 5. november 1998, men har ikke nærmere redegjort for baggrunden for sin opfattelse.

Jeg mener at det er meget betænkeligt på baggrund af den ovennævnte risiko for at der uberettiget videregives fortrolige oplysninger (rent private og almindeligt fortrolige oplysninger) at nævnet som fast praksis automatisk sender sin afgørelse og konsulentudtalelsen til ansøgerens behandlende tandlæge.

Jeg har derfor henstillet til erstatningsnævnet at nævnet fremover ændrer sin praksis således at det i de konkrete tilfælde overvejer om der herved uberettiget videregives rent private og/eller almindeligt fortrolige oplysninger. Jeg har samtidig bedt nævnet om generelt at overveje om underretning af behandlende tandlæge er nødvendig, jf. straffelovens § 152, stk. 1. Jeg har over for nævnet peget på muligheden for at overlade til ansøgeren selv at orientere sin tandlæge.

Jeg er i den forbindelse opmærksom på at et EF-direktiv (Europa-Parlamentets og rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger) kan få indflydelse på spørgsmålet om offentlige myndigheders tavshedspligt.

Der er senest den 9. december 1999 fremsat lovforslag til implementering af direktivet (forslag til lov om behandling af personoplysninger). Indholdet af direktivet og den kommende lov må indgå ved nævnets overvejelser om den fremtidige praksis for orientering af behandlende tandlæger og læger.

Reglerne om inhabilitet findes i forvaltningslovens § 3 der har følgende ordlyd:

’§ 3. Den der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis

Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.

Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag.’

Det led i bestemmelsen som kunne være relevant at anvende i Deres sag, er opsamlingsbestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 5.

De har i forbindelse med sagen anført at De har følt det som et alvorligt inhabilitetsproblem at den af nævnet anvendte tandlægefagkyndige er ansat hos Deres behandlende læge og arbejder i dennes klinik.

I brev af 5. november 1998 skrev erstatningsnævnet til Dem at nævnet efter en samlet vurdering ikke havde fundet at den pågældendes konsulentstilling i den klinik som Deres tandlæge var medejer af, bevirkede at han skulle besidde en sådan særlig interesse i sagens udfald at han var inhabil efter forvaltningsloven.

Specialtandlæge (C) har over for nævnet oplyst at han ud over sit heldagsjob på Rigshospitalet er ansat som kirurgisk konsulent på den klinik som Deres tandlæge, (B), er medejer af. Han har endvidere oplyst at han har en ugentlig aftenkonsultation hvor han behandler patienter henvist fra klinikkens egne tandlæger eller andre tandlæger, at han aldrig har drøftet Deres sag med tandlæge (B), og at han i øvrigt ikke var enig i dennes vurdering af Deres sag.

Det forhold at specialtandlæge (C) aldrig har drøftet Deres sag med tandlæge (B), og at han ikke i øvrigt var enig i dennes vurdering af sagen, har efter min opfattelse umiddelbart kun betydning ved vurderingen af retsvirkningen af en eventuel inhabilitet, men er uden betydning for vurderingen af selve spørgsmålet om inhabilitet.

Det afgørende spørgsmål er herefter om det forhold at specialtandlæge (C) er ansat som kirurgisk konsulent på den klinik som Deres behandlende tandlæge er medejer af, gør at han er afskåret fra at fungere som fagkyndig i den foreliggende sag.

Efter min gennemgang af sagen mener jeg ikke at der er fremkommet oplysninger om omstændigheder der er egnede til at vække tvivl om specialtandlæge (C)’s upartiskhed (jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5). Den pågældendes eventuelle interessesammenfald med tandlæge B er efter min opfattelse for fjerntliggende til at medføre inhabilitet ved behandlingen af Deres sag. Jeg er derfor enig med erstatningsnævnet i at han ikke var inhabil ved behandlingen af sagen.

Efter forvaltningslovens § 24 skal en begrundelse når den meddeles skriftligt, indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Beror afgørelsen på et skøn, skal begrundelsen angive de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen ligesom begrundelsen om fornødent skal indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

I afgørelsen af 16. april 1998 henholdt nævnet sig alene til den udtalelse som nævnet havde indhentet fra den tandlægefagkyndige.

Nævnet har i sin udtalelse hertil beklaget at afgørelsen ikke var i overensstemmelse med begrundelseskravet i forvaltningsloven. Nævnet har oplyst at man i afgørelsen burde have anført hvilke konkrete oplysninger i den fagkyndiges udtalelse nævnet havde lagt vægt på ligesom nævnet burde have anført bestemmelsen i § 6 a i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

Jeg er enig i at det er beklageligt at nævnets begrundelse ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24, og at afgørelsen burde have indeholdt en henvisning til lovbestemmelsen og de konkrete oplysninger som nævnet havde lagt vægt på i forbindelse med afgørelsen.

Jeg har gjort nævnet bekendt med min opfattelse.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen."

NOTER: (*) FOB 1987, s. 194, FOB 1990, s. 514 og FOB 1991, s. 156.