En mand i aktivering klagede over at en kommune havde standset udbetalingen af aktiveringsydelse fordi han blev væk fra et aktiveringstilbud. Det sociale nævn fastholdt afgørelsen. Den Sociale Ankestyrelse afviste at behandle sagen med henvisning til at den ikke var af principiel betydning.

A klagede til mig over at X Kommune og Det Sociale Ankenævn for Y Amt ved afgørelser af henholdsvis 20. september 1996 og 21. april 1997 havde standset A’s aktiveringsydelse, samt over at Den Sociale Ankestyrelse ved afgørelse af 4. juni 1997 havde afvist at behandle A’s sag.

Det fremgik af sagens akter at A den 29. januar 1996 underskrev et ansættelsesbrev til et aktiveringsjob i X Kommune. Af ansættelsesbrevet fremgik at A ved sygdom havde pligt til hurtigst muligt at meddele fravær til beskæftigelseskontoret i kommunen samt på forlangende at indsende dokumentation for sygdom.

Af et vejledningsblad vedrørende X-projektet som A blev tilknyttet, fremgår bl.a. følgende for så vidt angår fremgangsmåden ved meddelelse om sygdom:

"Ved fravær på grund af sygdom, skal du melde dette til beskæftigelseskontoret tlf. ( ) senest kl. 9 s.d. for at kunne modtage aktiveringsydelse for denne dag. Det er ikke muligt at sygemelde sig, hvis man ikke har været på arbejde dagen før, dog ses der bort fra week-end og helligdage.

På 3 sygedag bedes du kontakte beskæftigelseskontoret med henblik på en lægeerklæring.

Dagen før du møder igen, skal du give beskæftigelseskontoret besked.

..."

Ifølge de bilag som er indgået i min behandling af sagen, havde A i løbet af foråret 1996 to sygdomsperioder. A sygemeldte sig den 8. marts 1996 hvorefter han i et brev af 18. marts 1996 modtog en anmodning fra X Kommune om at indlevere en erklæring om uarbejdsdygtighed fra sin læge. Den 15. maj 1996 meldte A sig igen syg. Kommunen anmodede om en erklæring om uarbejdsdygtighed i et brev af 4. juni 1996.

A anførte i sin klage til mig at han den 26. juni 1996 pådrog sig en lidelse i hænderne ved arbejde med en buskrydder i aktiveringsprojektet.

A var den 27. juni 1996 til møde med kommunens beskæftigelseskonsulent og socialrådgiver. Her nævnte beskæftigelsesvejlederen at hun ville forsøge at få A i aktivering på aktivitetsgården.

Ved brev af 4. juli 1996 skrev kommunens beskæftigelsesvejleder følgende:

"Jeg har d.d. talt med (B) fra aktivitetsgården.

(B) vil gerne have at du ringer til ham for at aftale et møde så hurtigt som muligt. Vi aftalte at du skulle have aktiveringsfri periode i juli, og det bliver der heller ikke forandret på, men at jobsamtalen godt kan ligge i den aktiveringsfrie periode, idet der ikke er tale om ferie.

Jeg håber du er enig i dette.

Du kan træffe (B) på telefon (...) eller på (...).

Jeg formoder du kan starte den 1. august 96, men det må du jo aftale med (B)."

Ifølge A’s egne oplysninger ringede A den 1. august 1996 til beskæftigelseskontoret for at melde sig syg. A forsøgte tre gange i tidsrummet 8.00-8.45 telefonisk at komme i kontakt med kommunen. Herefter indtalte A en kort mundtlig besked på beskæftigelseskontorets telefonsvarer om at han var uarbejdsdygtig.

I et brev til mig har A oplyst at han ikke havde mulighed for at oplyse kommunen om sin sygemelding før den 1. august 1996 fordi kommunen havde ferielukket. En medarbejder fra X Kommune har over for det sociale nævn oplyst at arbejdsmarkedskontoret var lukket mandag den 8. juli til søndag den 28. juli 1996.

Efter konsultation og svar fra sin læge sendte A ved brev af 21. august 1996 en skriftlig sygemelding til beskæftigelseskontoret. A skrev følgende:

"Undertegnede fremsender hermed melding om uarbejdsdygtighed som følge af smerter og hævelser i begge hænder.

Efter at have arbejdet med stærkt vibrerende værktøj, har jeg nu på syvende uge fortsatte gener som snurren og hævelser i hænderne, og har besvær med selv daglige gøremål som opvask, skrivning og alm. let rengøring.

På grund af ferielukning har det først været muligt at komme i konsultation hos egen læge medio august."

Den 23. august 1996 skrev kommunens beskæftigelseskonsulent følgende til A:

"For en god ordens skyld, skal jeg oplyse dig om at du ikke står som sygemeldt i vores system. Da kontoret ikke har modtaget nogen meddelelse fra dig, senest 1. august 96, hvor arbejdet skulle begynde igen efter aktiveringsfri periode, er der på din månedsrapport skrevet at du er udeblevet fra denne dato.

Jeg var sikker på at du havde fundet arbejde, idet du ikke kontaktede Aktivitetsgården som aftalt pr. brev, ej heller henvendte dig da arbejdet blev genoptaget den 1. august 96."

Ifølge A’s klage anmeldte A’s egen læge arbejdsskaden til Arbejdsskadestyrelsen.

Ifølge A’s egne oplysninger modtog A den 2. september 1996 meddelelse af 22. august 1996 fra X Kommune om udbetaling af aktiveringsydelse og beskæftigelsestillæg for perioden 21. juli til 31. juli 1996.

Den 15. september 1996 skrev A til Social- og Sundhedsforvaltningen i X Kommune. A anførte bl.a. at han formodede at der måtte være opstået en administrativ fejl vedrørende den kontanthjælp han havde fået udbetalt den 1. september 1996, idet der ikke var udbetalt kontanthjælp for perioden 1. august til 22. august 1996.

A skrev endvidere at han havde givet meddelelse om uarbejdsdygtighed til beskæftigelseskontoret ad to omgange, dels en kort mundtlig besked på telefonsvarer torsdag den 1. august 1996 efter det tredje forgæves opkald i tidsrummet 8.00-8.45, og dels en skriftlig meddelelse den 21. august 1996.

For så vidt angår A’s arbejdsskade, anførte A bl.a. at han i perioden havde været og fortsat var uarbejdsdygtig på grund af smerter og hævelser i begge hænder som følge af arbejde med stærkt vibrerende værktøj (motordrevet buskrydder) i forbindelse med rydningsarbejde på en natursti.

Den 20. september 1996 traf X Kommune afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgår følgende:

"Beskæftigelseskonsulent (C) og jeg skønner, at der ikke er sket en administrativ fejl i forbindelse med beregning af aktiveringsydelse pr. 1. september 1996.

Begrundelse:

Den 27. juni talte vi alle tre sammen, og det blev besluttet, at der skulle arbejdes på en aktiveringsperiode på Aktivitetsgården. Den 4. juli skrev (C) et brev til dig om en samtale mellem dig og (B) med henblik på en begyndelsesdato pr. 1. august. Den 23. august modtager beskæftigelseskontoret et brev fra dig, hvor du gør opmærksom, at du har været syg i 7 uger. Samme dag besvarer (C) din henvendelse i form af et brev. Dit brev bliver ikke fulgt op med en henvendelse til beskæftigelseskontoret, som du selv, ifølge personalebladet, skal tage initiativ til 3. sygedag.

Vi har derfor ikke kunnet tro andet, end at du ønskede at klare dig selv uden nogen støtte fra kommunen.

Din påståede sygemelding til beskæftigelseskontorets telefonsvarer 1. august, som du nævner i dit brev af 15. september, er ikke modtaget og registreret, lige som du heller ikke dengang kontaktede kontoret senest 3. sygedag.

Alternativet til Aktivitetsgården er at fortsætte det aktiveringstilbud, som du i lang tid har været i gang med, og som hele tiden har stået og fortsat står åben for dig, og hvor der kan tages vidtgående hensyn til eventuelle helbredsmæssige gener. Jo før du kommer i gang med aktivering, jo før får du udbetalt en ydelse.

Hvis du vil klage over denne afgørelse, skal du kontakte mig inden fire uger. Jeg vil så sende din klage til det sociale ankenævn."

A klagede over afgørelsen den 13. oktober 1996. A skrev bl.a. følgende:

"...

Selvom første sygemelding ikke er registreret og modtaget af kontoret, så må det dog konstateres, at min uarbejdsdygtighedserklæring af 21. august 1996 er blevet registreret og modtaget. Dersom indholdet er blevet forstået, må det som minimum fra denne dato stå klart, at der er tale om sygdom.

...

Dertil må det vække undren, at der efter fremsendelse af uarbejdsdygtighedserklæring ikke fra beskæftigelseskontoret er afsendt anmodning om en lægeerklæring, med henblik på at undersøge omfanget at min uarbejdsdygtighed.

..."

Ved brev af 15. oktober 1996 oversendte kommunen A’s klage til Det Sociale Ankenævn for Y Amt. Kommunen havde bl.a. følgende bemærkninger til klagen:

"Anken drejer sig om, at aktiveringsydelsen er stoppet, fordi (A) ikke har informeret tilstrækkeligt om sygdom og manglende deltagelse i aktiveringstilbud, og fordi han endnu ikke har gjort foranstaltninger til at genoptage det værkstedstilbud, som han tidligere har deltaget i, og som han igen kan deltage i mod behørigt hensyn til helbredsmæssige gener.

...

Skismaet om den aktuelle klage er beskrevet i resumeform i forvaltningens brev til (A) dateret 96-09-20. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at først i (A)’s brev dateret 15.09.96 hører vi om en påstået sygemelding pr. telefon den 1. august. Beskæftigelseskonsulentens brev af 23. august 1996 forbliver ubesvaret indtil (A)’s brev til mig (en helt anden person!) af 15.09.96. Samme brev er endvidere stilet til mit kontor på rådhuset 2 km fra beskæftigelseskontoret, så det har ikke været (A)’s agt, at beskæftigelseskonsulenten og jeg skulle bruge alt for megen tid på koordination. Der består i praksis den arbejdsfordeling mellem os, at beskæftigelseskonsulenten tager sig af alt med det praktiske vedrørende arbejdsforholdet, mens jeg tager mig af det økonomiske, så derfor har vi samarbejdet om det svar, som nu ankes.

Vi (beskæftigelseskonsulenten og jeg) mener stadig, at afgørelsen skal stå ved magt, dels på baggrund af argumenterne i brevet af 96-09-20, dels fordi (A) ikke har vist sig i det arbejde, hvor der kan tages specielle hensyn til helbredsforhold."

Den 22. oktober 1996 fik A af ankenævnet forelagt sagen til eventuel udtalelse.

I brev af 21. april 1997 tiltrådte ankenævnet kommunens afgørelse. Nævnet begrundede afgørelsen således:

"Nævnet har lagt vægt på, at kommunen ikke har noteret eller registreret, at De den 1. august 1996 skal have indtalt en besked til beskæftigelseskontorets telefonsvarer, at sygdom forhindrede Dem i at møde på arbejde samme dag. Ifølge kommunen blev den først gjort opmærksom på denne besked ved Deres brev af 15. september 1996. Nævnet har desuden lagt vægt på, at det ikke kan pålægges kommunen efter de almindelige bevisbyrde regler at godtgøre, at De indtalte en besked til en telefonsvarer den 1. august 1996 som oplyst.

Nævnet har tillige lagt vægt på, at (X) Kommune ved et tidligere tilfælde i juni måned 1996 bad Dem om at fremskaffe en lægeerklæring, da De var udeblevet fra aktiveringen på grund af sygdom. I betragtning heraf kan De ikke påberåbe Dem ukendskab til reglerne herom. Det kan derfor ikke bebrejdes kommunen, at den ud over sit brev af 23. august 1996 ikke reagerede yderligere på Deres håndskrevne erklæring om arbejdsudygtighed dateret den 21. august 1996. Ligeledes må De have vidst, at Deres erklæring om arbejdsudygtighed af 21. august 1996 ikke fritog Dem for at indsende en lægeerklæring om sygdom til kommunen, hvilket De har undladt indtil videre.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at kommunen har erklæret, at det er muligt i aktiveringstilbuddet at tage vidtgående hensyn til Deres eventuelle helbredsmæssige problemer. De har derfor ikke haft nogen rimelig grund til at udeblive fra arbejdet.

Som følge af det anførte og i betragtning af, at aktiveringstilbuddet stod og fortsat står åbent for Dem efter det oplyste, kan De ikke få udbetalt kontanthjælp, da De ikke udnytter Deres arbejdsmuligheder.

Det bemærkes, at (X) Kommunes afgørelse af 20. september 1996 ikke opfylder alle krav til en skriftlig afgørelse efter § 24 i forvaltningsloven. Der mangler blandt andet henvisning til hvilke paragraffer m.m., afgørelsen er truffet efter.

Afgørelsen er truffet i henhold til § 22, stk. 1, lov om kommunal aktivering, og § 40, stk. 1, nr. 1 i lov om social bistand."

A klagede til Den Sociale Ankestyrelse over denne afgørelse den 12. maj 1997.

Den 4. juni 1997 afviste Ankestyrelsen at behandle A’s sag. Styrelsen skrev bl.a. følgende:

"Efter loven kan Ankestyrelsen kun behandle sagen, hvis den har principiel eller generel betydning.

I klagen er det bl.a. anført, at ankenævnet ikke har behandlet hovedspørgsmålet vedrørende manglende accept af indgivet sygemelding.

Ankestyrelsen finder, at sagen ikke har principiel eller generel betydning, da afgørelsen er truffet efter en konkret vurdering af, hvorvidt De har udnyttet og udnytter Deres arbejdsmuligheder og ikke på det foreliggende grundlag strider imod Ankestyrelsens praksis. Endvidere skønnes afgørelsen ikke at have generel betydning for retsanvendelsen på området.

Ankestyrelsen kan således ikke behandle sagen."

A klagede til mig ved brev af 2. marts 1998.

Den 11. maj 1998 oplyste jeg at jeg havde valgt at koncentrere min behandling omkring A’s klage over X Kommunes afgørelse af 20. september 1996 og Det Sociale Ankenævn for Y Amts afgørelse af 21. april 1997 om standsning af A’s aktiveringsydelse samt Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 4. juni 1997 hvorefter Ankestyrelsen afviste at behandle A’s sag.

Samme dag bad jeg det sociale ankenævn og kommunen om en udtalelse og om udlån af sagens akter.

Jeg bad om at myndighederne i udtalelserne redegjorde for følgende problemstillinger:

"1) a: Hvilke regler der generelt gælder for personer under aktivering i (X) Kommune for så vidt angår proceduren for sygemelding og aflevering af lægeerklæring.

b: Hvordan (X) Kommune har sikret sig at kommunens procedure for sygemelding kan følges i praksis. Jeg henviser til at (A) har oplyst at han ikke kunne komme i personlig kontakt med ansatte i kommunen den 1. august 1996, hvilket var hans første sygedag efter den aktiveringsfrie periode. Jeg henviser endvidere til at (A) har oplyst at han indtalte en besked på kommunens telefonsvarer den 1. august 1996 inden kl. 9.00.

c: Afgørelserne af 20. september 1996 og 21. april 1997 set i forhold til henholdsvis ansættelsesbrevets bestemmelse om aflevering af lægeerklæring og kommunens praksis på dette område. Jeg henviser i øvrigt til officialprincippet hvorefter myndighederne har en pligt til at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager.

2) Tidspunktet for kommunens afgørelse om standsning af aktiveringsydelse set i forhold til meddelelsen om udbetaling af aktiveringsydelse af 22. august 1996. I den forbindelse bedes det oplyst hvorvidt (A) blev partshørt før afgørelsen.

3) Om (A)’s meddelelse af 21. august 1996 om uarbejdsdygtighed er indgået i myndighedernes afgørelser om at (A) er udeblevet fra aktiveringen uden grund.

Jeg henviser i den forbindelse til at der i myndighedernes afgørelser bl.a. er lagt vægt på at et aktiveringstilbud hvor det var muligt at tage vidtgående hensyn til (A)’s eventuelle helbredsmæssige problemer, stadig stod åbent for ham. Det bedes oplyst om dette alternative aktiveringstilbud fortsat var (A) bekendt den 1. august 1996, og i givet fald på hvilken måde, samt om myndighederne har vurderet dette alternative aktiveringstilbud i forhold til (A)’s sygemelding i august 1996. Jeg bemærker at nævnet i sin afgørelse har henvist til § 22, stk. 1, i lov om kommunal aktivering og bistandslovens § 40, stk. 1, nr. 1.

4) Endelig beder jeg myndighederne udtale sig om lovgrundlaget for afgørelserne. Det ønskes i den forbindelse oplyst om myndighederne har overvejet at anvende bistandslovens § 40, stk. 1, nr. 2. "

Den 14. maj 1998 sendte Det Sociale Ankenævn for Y Amt anmodningen om en udtalelse videre til X Kommune. Af oversendelsesbrevet fremgår at det var ankenævnets opfattelse at især spørgsmålene 1a, 1b og 2 rettede sig mod kommunen. Ankenævnet bad endvidere kommunen oplyse om A modtog offentlig forsørgelseshjælp, og i bekræftende fald hvornår ydelsen i så fald var blevet genoptaget.

Den 5. juni 1998 udtalte kommunen sig således:

"Spørgsmål 1a:

Den syge skal kontakte arbejdsmarkedskontoret 1. sygedag inden klokken 9. På 3. sygedag skal den syge igen kontakte kontoret. Ved denne henvendelse vil kontoret tage stilling til, om den syge skal komme med en lægeerklæring. Som regel skal lægeerklæring ikke foreligge, hvis arbejdet genoptages en af de følgende dage.

Spørgsmål 1b:

Anmeldelse af sygdom fra personer, der er i aktivering skal ske til Arbejdsmarkedskontoret mellem klokken 8 og 9. Andre kan først kontakte kontoret efter klokken 9. Derfor burde det være muligt at få personlig kontakt, hvis dette ønskes, idet samtalerne er korte.

Der er to telefonlinjer til Arbejdsmarkedskontoret. Hvis den ene linje er optaget, går opringningen direkte til kontorets telefonsvarer, der ikke har modtaget opkald den 1. august 1996 fra (A). I den forbindelse skal det bemærkes, at det dagligt er samme kontorassistent, der betjener telefon og svarer, og at der derfor ikke kan være sket en fejl i betjeningen. Ved opkald til svareren bliver der givet information om, hvornår beskeden kan indtales. På kontorets svarer er informationen, at der først kan indtales en besked, når klartonen er ophørt.

Derudover er der den sikkerhed for sygemeldte og arbejdsgiveren , at sygemeldte igen skal tage personlig kontakt med kontoret på 3. sygedag. Ved den samtale vil kontoret tage stilling til, om sygemeldte skal fremskaffe en lægeerklæring. Denne kontakt har (A) undladt.

Spørgsmål 2:

Kommunen har ikke været i tvivl om, at (A) har kendt sine rettigheder og pligter i forbindelse med aktivering, og vi er gået ud fra, at han enten er startet på aktivitetsgården 1. august 1996 eller fundet ud af en anden løsning på sit forsørgelsesbehov. Imidlertid er det sådan, at en udbetaling af aktiveringsydelse kræver en form for tilbagemelding, og den har vi hverken på den ene eller den anden måde fået. Vi kan derfor først reagere, når vi får henvendelsen senere på måneden. Vi har ikke foretaget en formel partshøring, da vi ikke har været i tvivl om, at (A) har været helt klar over, hvordan man gebærder sig i aktiveringssystemet, da han har været i gang længe og også før været sygemeldt. Vi har da betragtet fraværet som en vægring ved at påtage sig arbejde og derfor ikke foretaget nogen udbetaling. I brev af 20. september 1996 har jeg opfordret ham til at møde frem, men den opfordring har ikke resulteret i fremmøde.

Nævnets spørgsmål:

(A) har ikke modtaget offentlig forsørgelseshjælp efter 1. august 1996. Hvad han lever af ved jeg ikke."

Den 6. juli 1998 udtalte Det Sociale Nævn (tidligere Det Sociale Ankenævn) for Y Amt sig således:

"Det Sociale Nævn har følgende bemærkninger til Ombudsmandens brev af 11. maj 1998:

Ad 1 c: Det sociale Ankenævn lagde i sin afgørelse af 21. april 1997 vægt på, at (A) var gjort bekendt med bestemmelserne om sygdom under aktivering, og at meddelelse herom snarest skulle gives til (X) Kommune. (A)’s adfærd bekræfter denne opfattelse, idet han efter egne oplysninger forgæves forsøgte at sygemelde sig telefonisk den 1. august 1996. (A) var således klar over, at han skulle møde den 1. august 1996 efter en beskæftigelsesfri periode.

Det forhold, at (A) forgæves skal have forsøgt at komme i telefonisk kontakt med kommunen den 1. august 1997 have været 1996; min bemærkning], fritager ham ikke efter nævnets opfattelse for sin underretningspligt eller i efterfølgende at forsøge at kontakte kommunen enten pr. telefon eller personlig henvendelse.

Ad 3: Ved brev af 21. august 1996 til (X) Kommune erklærer (A) sig uarbejdsdygtig. Brevet modtages den 23. august 1996 i kommunen, der samme dag skriver til (A), at han ikke er registreret som sygemeldt i det kommunale system med den følge, at det er anført i hans månedsrapport, at han er udeblevet fra aktiveringen med virkning fra den 1. august 1996.

Brevet af 21. august 1996 anses ikke som tilstrækkelig dokumentation for uarbejdsdygtighed, da det er affattet af (A), som er interessepart i sagen. I stedet burde en læge efter nævnets opfattelse have foretaget en faglig og objektiv vurdering af, om der forelå forhold, der kunne begrunde en erklæring om uarbejdsdygtighed. At (A)’s egen læge havde ferielukket, findes ikke at have betydning, da det ikke er umuligt at konsultere en anden læge.

I betragtning heraf er brevet af 21. august 1996 ikke tillagt en sådan vægt i ankenævnets afgørelse, at (A)’s udeblivelse fra aktiveringen fandtes at være berettiget.

Den 4. juli 1996 gjorde (X) Kommune (A) bekendt med, at den aktiveringsfri periode udløb pr. 1. august 1996. (A) blev samtidig bedt om at kontakte Aktivitetsgården vedrørende et alternativt aktiveringstilbud, hvilket åbenbart ikke skete, jfr. kommunens brev af 23. august 1996.

(A) var således bekendt med det alternative aktiveringstilbud. Ligeledes foreligger der ingen oplysninger i sagen, der giver (A) anledning til at antage at det første aktiveringstilbud var stoppet. Der henvises til side 2 sidste afsnit i (A)’s brev af 13. oktober 1996 til ankenævnet.

(A) havde således to aktiveringstilbud at vælge imellem, da den aktiveringsfri periode stoppede den 1. august 1996. Af samme grund blev det alternative aktiveringstilbud ikke vurderet særskilt af ankenævnet i forhold til hans brev af 21. august 1996, da dette ikke fandtes at berettige den skete udeblivelse.

Ad 4: Forholdet findes at være omfattet af den dagældende lov om kommunal aktivering.

Som følge heraf blev ankenævnets afgørelse truffet efter denne lovs § 22, stk. 1, idet (A)’s udeblivelse fra de åbne tilbud fandtes at være uberettiget.

Uanset forholdet var omfattet af loven om kommunal aktivering reguleredes konsekvenserne af uberettiget udeblivelse fra aktiveringstilbud efter den nu ophævede lov om social bistand, jfr. henvisningen i lov om kommunal aktivering § 22, stk. 1. Efter bistandslovens § 40, stk. 1, nr. 1, forudsætter udbetaling af hjælp, at den pågældende person står til rådighed for arbejdsmarkedet. Rådighedsforpligtelsen anses for opfyldt, såfremt den pågældende har et rimeligt tilbud om arbejde eller mulighed for deltagelse i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Nægtelse af at tage imod et rimeligt tilbud om arbejde eller deltage i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger medfører modsætningsvis, at rådighedsforpligtelsen ikke er opfyldt med den konsekvens, at den offentlige hjælp bortfalder.

Ankenævnets afgørelse indeholder derfor en henvisning til bistandslovens § 40, stk. 1, nr. 1.

Ankenævnet overvejede ikke at inddrage yderligere lovregler i afgørelsen, herunder bistandslovens § 40, stk. 1, nr. 2.

Vedrørende Det sociale Ankenævn’s notat af 16. april 1997 bemærkes især, at svaret fra speciallægen i neurologi ikke skønnedes at være af betydning for sagen, da det forventedes at foreligge i maj måned 1997 på baggrund af en undersøgelse af (A) i det tidlige forår 1997. Imidlertid var det forholdene omkring 1. august 1996, der var af betydning for sagen. Ankenævnet afviser dog ikke, at det udøvede skøn på dette punkt kan have været urigtigt, og at afgørelsen burde have afventet erklæringen fra speciallægen."

Jeg sendte den 13. juli 1998 myndighedernes udtalelser til A således at han kunne fremkomme med Deres bemærkninger til disse.

Ved breve af 5. august og 9. november 1998 sendte A sine bemærkninger til sagen.

I brev af 9. november 1998 skrev A bl.a. at X Kommune ved redegørelsen af 5. juni 1998 havde ændret grundlaget for kommunens afgørelse af 20. september 1996. A skrev bl.a. følgende:

"Ændret afgørelsesgrundlag:

Ved X Kommunes redegørelse til Ombudsmanden i brev af 05.06.98 ændrer kommunen grundlaget for kommunens afgørelse af 20.09.96.

Jeg vil kraftigt betone forskellen mellem,

Den 1. december 1998 bad jeg efter en foreløbig gennemgang af sagens akter og A’s breve myndighederne om en supplerende udtalelse. Jeg bad om at myndighederne især forholdt sig til A’s bemærkning i brev af 9. november 1998 om det ændrede afgørelsesgrundlag.

X Kommune udtalte sig således i brev af 21. december 1998:

(X) Kommune er til fulde gjort bekendt med, at afgørelseshjemlen manglede, men da Det Sociale Nævn i sin afgørelse anførte den, og da (X) Kommunes afgørelse ikke blev kendt ugyldig, betragtede jeg det som en slags tilgivelse for den svipser, det er at fejle på det formelle plan. Substansen i afgørelsen var Kommunen og Nævnet enige om.

Det har ikke været hensigten at give udtryk for, at der forelå en ændring af afgørelsesgrundlaget. Hvis min formulering i brevet af 5. juni 1998 har givet anledning til den antagelse, så beklager jeg meget.

Jeg mener, at personalebladet ikke er fejlciteret. En sygemelding skal indgives 1. sygedag inden klokken 9, og senest på tredjedagen skal den sygemeldte kontakte kontoret med henblik på, om der skal indsendes en lægeerklæring.

(X) Kommune har ikke haft henvendelse fra (A) om forsørgelsesydelse siden 1996, så jeg må gå ud fra, at han klarer sig selv uden at have behov for at søge kontanthjælp. Jeg kan i den sammenhæng understrege, at hvis han var kontanthjælpsberettiget, så var arbejdet i aktiveringsværkstedet stadig åbent for ham, hvilket det har været i hele perioden siden han ophørte. Min opfordring i brevet af 20. september 1996 gælder derfor stadig. "

Det Sociale Nævn for Y Amt skrev følgende i sin supplerende udtalelse af 27. januar 1999:

"

Nævnet fastholder sin opfattelse, at (A) var gjort bekendt med, hvorledes han skulle forholde sig i tilfælde af sygdom under aktivering.

Til støtte for denne opfattelse henviser nævnet til ansættelsesbrevet af 29. januar 1996 underskrevet af (A), at han var indforstået med at modtage beskæftigelse på blandt andet vilkårene i den vedlagte skriftlige vejledning. Efter vejledningens punkt 3, der har overskriften ’Sygdom og ferie/aktiveringsfri periode’, er den aktiverede forpligtet til ved sygdom hurtigst muligt at give arbejdsstedet besked, samt på forlangende at indsende dokumentation for sygdom. Ved ’hurtigst muligt’ forstår nævnet, at besked om fravær på grund af sygdom skal indgives på første sygedag.

Ligeledes støtter ’Personalebladet til ledige i aktivering ved ( )’ nævnets opfattelse.

Personalebladets formål er at give den aktiverede nogle af de vigtigste oplysninger, der gælder under ansættelsen. I følge personalebladet skal den aktiverede underskrive og returnere et ansættelsesbrev. Af ansættelsesbrevet fremgår blandt andet det ugentlige timeantal. Nævnet antager, at ansættelsesbrevet og vilkårene er identisk med ansættelsesbrevet af 29. januar 1996, som (A) ved sin underskrift erklærer at være bekendt med.

Oplysningerne i personalebladet om anmeldelse af sygdom findes ikke at være i strid med aktiveringsvilkårene i den skriftlige vejledning, der medfølger ansættelsesbrevet. Sygemelding efter personalebladet skal også ske på første sygedag, og det præciseres, at det sker senest kl. 9. Der henvises såvel i bladet som i ansættelsesbrevet til samme telefonnummer, der kan bruges ved sygemelding. Nævnet er derfor ikke enig i (A)’s oplysning om, at han har fået modstridende oplysninger fra (X) Kommune om sygemelding under aktivering. Eventuel følelse af uklarhed kunne muligvis være blevet afhjulpet, hvis (A) havde rettet henvendelse til kommunen herom.

Nævnet er ikke enig i (A)’s fortolkning af personalebladets oplysning om lægeerklæring. Den aktiverede skal efter personalebladet på tredje sygedag kontakte beskæftigelseskontoret med henblik på en lægeerklæring. Efter nævnets opfattelse har den aktiverede pligt til på tredje sygedag atter at kontakte beskæftigelseskontoret. Der er ikke tale om en henstilling til den aktiverede.

I betragtning af det anførte afviser nævnet (A)’s oplysninger om, at han ikke vidste besked om, hvorledes han skulle forholde i tilfælde af sygdom under aktivering, og at (X) Kommune havde givet modstridende informationer herom. (A) skulle have startet i aktivering på gården den 1. august 1996, da han ikke mente at kunne fortsætte i den hidtidige aktivering.

Nævnet fastholder, at (A)’s brev af 21. august 1996 til (X) Kommune ikke er tilstrækkelig dokumentation for uarbejdsdygtighed. Det forhold, at (A) måtte have konsulteret sin læge, umiddelbart før brevet blev skrevet, ændrer intet herved, da der fortsat mangler en objektiv vurdering af den påståede uarbejdsdygtighed.

(A) er den nærmeste til at bære følgerne af den manglende dokumentation om uarbejdsdygtighed. Som modtager af en offentlig forsørgelsesydelse, påhviler det som udgangspunkt (A) at føre bevis for, at han fortsat opfylder betingelserne for at få ydelsen. Nævnet er derfor ikke enig, når (A) anfører, at det er (X) Kommune, som har pligt til at indhente en lægeerklæring om hans sygdom. Nævnet finder yderligere, at der ikke er oplyst om forhold, der giver grundlag for at fravige det nævnte udgangspunkt. Nævnet har herved taget hensyn til, at (A) var i stand til at tale i telefon, gå omkring og skrive breve. Der er således ikke oplyst om forhold, der umuliggjorde det for (A) at indhente en lægeerklæring.

Nævnet finder ingen grund til at betvivle (X) Kommunes tilkendegivelser om, at det var muligt i aktiveringstilbuddet at tage vidtgående hensyn til eventuelle helbredsmæssige gener hos (A). Af samme grund har nævnet ikke fundet behov for at inddrage lægeligt materiale til belysning af dette aspekt i sagen.

I sit brev af 9. november 1998 påpeger (A), at (X) Kommunes brev af 5. juni 1998 viser et ændret afgørelsesgrundlag. Ligeledes mener (A), at kommunen fremfører et hidtil uoplyst ’administrativt skøn’.

Det er ikke umiddelbart klart, hvad (A) mener, men nævnet finder, at der ikke foreligger et ændret afgørelsesgrundlag, uanset kommunen skriver i sit brev, at fraværet betragtes som en vægring ved at påtage sig arbejde. Nævnet har i sin afgørelse af 21. april 1997 lagt vægt på, at (A) ikke overholdt bestemmelserne om sygemelding, herunder dokumentation for uarbejdsdygtighed, med den konsekvens, at han ikke var berettiget til at modtage kontanthjælp. Det følger således af nævnets afgørelse, at der ikke er oplyst/godtgjort rimelige grunde til, at (A) udeblev fra aktiveringstilbuddet. Dette kan også tolkes som en vægring mod at påtage sig anvist arbejde, således som sagen foreligger oplyst. I den forbindelse skal nævnet påpege, at det ikke er bundet af parternes påstande.

Nævnet afviser (A)’s påstand om, at det har valgt lovgrundlag for (X) Kommune, jfr. nederst på side 2 i brevet af 9. november 1998. (A) overser, at nævnet også er underlagt forvaltningslovens bestemmelser, hvorfor der skal være lovhenvisninger i afgørelsen, som nævnet træffer.

"

Jeg sendte kopi af disse udtalelser til A den 2. februar 1999.

A sendte sine kommentarer til udtalelserne i breve af 31. marts 1999.

Den 12. april 1999 sendte jeg kopi af A’s breve til det sociale nævn som den 26. april 1999 meddelte at nævnet ikke havde bemærkninger til disse, idet nævnet ikke mente at der i brevene var fremkommet væsentligt nyt til sagen.

§ 22 i lov nr. 36 af 26. januar 1996 om kommunal aktivering er formuleret således:

’Afslår en kontanthjælpsmodtager at deltage i et tilbud om aktivering efter kapitel 3, træffer kommunalbestyrelsen beslutning om konsekvenserne for pågældendes ret til udbetaling af kontanthjælp efter reglerne herom i lov om social bistand.

Stk. 2. ’

§ 40, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 5, i dagældende lovbekendtgørelse nr. 10 af 26. februar 1996 om social bistand er formuleret således:

’Ydelse af hjælp forudsætter, at såvel den, der søger hjælpen, som ægtefællen har udnyttet sine arbejdsmuligheder. Dette kan f.eks. anses for godtgjort,

Stk. 5. Såfremt en kontanthjælpsmodtager eller dennes ægtefælle uden rimelig grund udebliver fra et tilbud om en beskæftigelsesfremmende foranstaltning, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at kontanthjælpen efter § 37 nedsættes for den efterfølgende måned. Nedsættelsen kan højst svare til det antal dage, som den pågældende er udeblevet, og kan ikke overstige 20 pct. af den månedlige hjælp efter § 37.’

I socialministeriets vejledning af 28. februar 1996 om lov om kommunal aktivering står bl.a. følgende:

’82. Afslår en kontanthjælpsmodtager et tilbud om aktivering, fremgår det af § 22, at kommunalbestyrelsen afgør, hvilke konsekvenser dette skal have for ret til at modtage kontanthjælp efter bistandsloven.

Henvisningen til bistandsloven omfatter bl.a. § 40, stk.. 1, hvoraf fremgår, at det er en forudsætning for at modtage kontanthjælp, at ansøgeren og en eventuel ægtefælle har udnyttet sine arbejdsmuligheder. Står et rimeligt tilbud om aktivering åbent, og foreligger der ikke omstændigheder, der ifølge bistandslovens § 40 bevirker, at modtageren har udnyttet sine arbejdsmuligheder, kan der ikke ydes kontanthjælp. Hvis tilbudet ikke længere er åbent, følger det af bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, at kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om, at kontanthjælpen skal ydes med tilbagebetalingspligt.

Kommunalbestyrelsens afgørelse om at stoppe for udbetaling af kontanthjælp, eller at denne skal ydes med tilbagebetalingspligt, kan indbringes for de sociale klagemyndigheder. Såfremt der opstår sådanne situationer, anbefales det, at den, som afslår et aktiveringstilbud, får lejlighed til at redegøre for, hvorfor pågældende ikke vil modtage tilbudet, og at denne redegørelse sammen med kommunens begrundelse for afgørelsen indgår ved behandling af klagen.’

Som det fremgår af § 22 i lov om kommunal aktivering, træffer kommunalbestyrelsen beslutning om konsekvenserne for Deres ret til udbetaling af kontanthjælp hvis De afslår at deltage i et tilbud om aktivering. Det fremgår af (X) Kommunes brev af 20. september 1996 at kommunen havde noteret at De var udeblevet fra aktiveringstilbudet den 1. august 1996, og at kommunen var af den opfattelse at De havde fået arbejde og derfor ikke længere ønskede at deltage i aktiveringen. Af kommunens udtalelse af 5. juni 1998 til mig fremgår at kommunen betragtede fraværet som en vægring ved at påtage sig arbejde. Dette var grundlaget for at kommunen ophørte med at udbetale kontanthjælp. Af det sociale ankenævns afgørelse fremgår at nævnet traf afgørelse efter § 22, stk. 1, i lov om kommunal aktivering og § 40, stk. 1, nr. 1, i lov om social bistand.

Som det fremgår, skal kommunen tage stilling til om det forhold at en kontanthjælpsmodtager ikke møder i et aktiveringstilbud, skal medføre at kontanthjælpen stoppes. Kommunen vil dermed skulle træffe en afgørelse. Som jeg opfatter kommunens redegørelse, traf kommunen en afgørelse om at De, da De var udeblevet fra aktiveringstilbudet den 1. august 1996, med virkning fra denne dato ikke skulle have udbetalt kontanthjælp. Imidlertid blev De ikke i forbindelse med at afgørelsen blev truffet, gjort bekendt med den. De fik i en meddelelse dateret 22. august 1996 og modtaget af Dem den 2. september 1996 meddelelse fra kommunen om udbetaling af aktiveringsydelse og beskæftigelsestillæg for perioden 21. juli til 31. juli 1996. Denne meddelelse nævnte intet om perioden fra 1. august 1996 og frem. Det fremgår af Deres brev til kommunen af 15. september 1996 at De formodede at der måtte være opstået en administrativ fejl vedrørende den kontanthjælp De havde fået udbetalt den 1. september 1996 fordi der ikke var udbetalt kontanthjælp for perioden 1. august til 22. august 1996. Først ved kommunens brev af 20. september 1996 blev det udtrykkeligt over for Dem meddelt at der ikke var sket en administrativ fejl ved beregningen af aktiveringsydelsen den 1. september 1996 dvs. at kommunen havde truffet afgørelse om at De ikke var berettiget til aktiveringsydelse/kontanthjælp.

Kommunen har tilsidesat en grundlæggende sagsbehandlingsregel ved ikke i forbindelse med at afgørelsen blev truffet at have underrettet Dem herom.

Det anses for at være en væsentlig formel mangel hvis kravet om at en afgørelse skal meddeles til adressaten, ikke er overholdt. En sådan mangel medfører normalt afgørelsens ugyldighed. Jeg henviser til dommene i UfR 1989.442 H, UfR 1972.428 V, UfR 1953.242 H, Jørgen Steen Sørensen, UfR 1990 B, s. 193ff, Jørgen Mathiassen mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udgave (1997), s. 333ff, Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret, 1. udgave (1994), s. 397ff og s. 563, Bent Christensen, Forvaltningsret, Prøvelse (1994), s. 150 og Folketingets Ombudsmands Beretning for året 1998, s. 470, især s. 477*. Kun i tilfælde hvor ganske særlige omstændigheder f.eks. hensyn til adressaten taler for at opretholde afgørelsen, kan den på trods af denne afgørende sagsbehandlingsfejl fastholdes som gyldig. I den foreliggende sag foreligger der efter min vurdering ikke sådanne omstændigheder.

Det fremgår ikke af Det Sociale Ankenævn for (Y) Amts afgørelse at nævnet har inddraget spørgsmålet om afgørelsens meddelelse til Dem i nævnets behandling af sagen. Jeg har derfor allerede af den grund besluttet at henstille til det sociale nævn at genoptage sagen.

Efter min gennemgang af sagen har jeg fundet det rigtigst også at berøre nogle andre af de spørgsmål som har indgået eller burde have indgået i kommunens og nævnets afgørelser.

Forvaltningsmyndigheder har ansvaret for at sagerne oplyses i tilstrækkeligt omfang inden der træffes afgørelse. Dette princip kaldes officialprincippet. Det påhviler således myndigheden selv at fremskaffe de fornødne oplysninger, herunder at sørge for at parten medvirker til sagens oplysning. Alle relevante forhold skal være belyst ved det foreliggende materiale, og oplysningerne skal være pålidelige. Se f.eks. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 1. udgave (1994), s. 297-300, og John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 345.

Reglerne om partshøring har sammenhæng med officialprincippet fordi partshøringspligten netop skal medvirke til at sikre at sagen er tilstrækkeligt oplyst inden myndighederne træffer afgørelse. Partshøringsreglerne indebærer bl.a. en generel forpligtelse for myndighederne til ikke at træffe afgørelse i en sag over for den enkelte borger uden at den afgørelsen retter sig imod, forinden er gjort bekendt med at der overhovedet verserer en sag mod den pågældende. I bemærkningerne til forslaget til forvaltningsloven anføres at de foreslåede bestemmelser i kapitel 5 i forvaltningsloven i praksis må antages at medføre at parter i de få tilfælde hvor en sag behandles af en myndighed uden at parten er bekendt hermed, vil blive gjort bekendt med sagen, inden myndigheden træffer afgørelse (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 94). Jeg henviser til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 351, samt eksempelvis Folketingets Ombudsmands beretning for året 1986, s. 82 ff*, Folketingets Ombudsmands beretning for året 1993, s. 287*, og Folketingets Ombudsmands beretning for året 1993, s. 156*.

I den foreliggende sag tog (X) Kommune ikke initiativ til at inddrage Dem i sagens behandling. De var således ikke engang bekendt med at der verserede en sag om inddragelse af Deres kontanthjælp.

Jeg mener at det er meget kritisabelt at (X) Kommune ikke forud for afgørelsen om at stoppe kontanthjælpen partshørte Dem for herved at give Dem lejlighed til at forklare hvorfor De var udeblevet fra aktiveringstilbudet. Jeg mener endvidere at det er meget kritisabelt at Det Sociale Ankenævn for Y Amt ikke forholdt sig til at kommunen havde undladt at partshøre Dem forud for sin afgørelse.

Jeg har gjort kommunen og nævnet bekendt med min opfattelse.

Det fremgår af det ansættelsesbrev De underskrev den 29. januar 1996, at man ved sygdom hurtigst muligt skal sygemelde sig til kommunen. Af personalebladets informationer om samme emne fremgår at man skal sygemelde sig samme dag.

Efter min opfattelse kan disse to formuleringer give anledning til tvivl om proceduren. Begrebet ’hurtigst muligt’ behøver ikke nødvendigvis at betyde ’første sygedag’.

Da den forskellige formulering af disse to vejledninger om sygemelding kan give anledning til tvivl om proceduren for sygemelding, har jeg bedt (X) Kommune om at overveje en ændring af én af de to vejledninger så de interne regler i kommunen bliver ens.

Af afgørelserne og udtalelserne fra kommunen og nævnet fremgår at myndighederne lagde vægt på at De ikke havde fulgt reglerne omkring sygemelding, og at De derfor måtte anses for udeblevet.

Som ovenfor anført har (X) Kommune to forskellige regelsæt omkring sygemelding. Det ene fremgår af personalebladet, og det andet fremgår af ansættelsesbrevet.

Af personalebladet fremgår at man ved fravær på grund af sygdom skal melde det til beskæftigelseskontoret senest kl. 9 samme dag. På tredje sygedag skal man kontakte beskæftigelseskontoret med henblik på en lægeerklæring. Ansættelsesbrevets vejledning om sygemelding angiver at man ved sygdom er forpligtet til hurtigst muligt at give arbejdsstedet besked samt til på forlangende at indsende dokumentation for sygdom.

Af sagen fremgår at De havde været syg to gange tidligere i aktiveringsforløbet. Begge gange havde kommunen henholdsvis 10 og 20 dage efter sygemeldingen i et særskilt brev bedt Dem indsende dokumentation for Deres uarbejdsdygtighed.

Både kommunen og det sociale nævn fastholder i deres udtalelser at De burde have henvendt Dem på Deres tredje sygedag med henblik på at aflevere en lægeerklæring.

Der er forskel på de to regelsæt idet ansættelsesbrevets formulering betyder at en syg kontanthjælpsmodtager ikke skal indsende dokumentation for sygdom før kommunen forlanger det. Personalebladets formulering betyder at man selv skal være aktiv med hensyn til at få afleveret en uarbejdsdygtighedserklæring.

Som sagen er oplyst for mig, har (X) Kommune tidligere i Deres sag fulgt ansættelsesbrevets fremgangsmåde ved sygdom. Det vil sige at De ved sygdom har sygemeldt Dem, og derefter har kommunen henvendt sig til Dem for at få tilsendt en uarbejdsdygtighedserklæring fra Deres læge.

Både det sociale nævn og (X) Kommune har i udtalelserne til mig redegjort for proceduren ved aflevering af uarbejdsdygtighedseerklæring. Begge myndigheder har i den forbindelse henholdt sig til personalebladets procedure. Jeg må forstå udtalelserne således at myndighederne mener at (X) Kommune generelt følger denne procedure, og at afvigelsen i forhold til Dem ikke blot er en enkeltstående afvigelse.

Som ovenfor anført har kommunen imidlertid tidligere over for Dem fulgt ansættelsesbrevets procedure for aflevering af uarbejdsdygtighedserklæring.

Ved en sådan forskel mellem ansættelsesbrev og personaleblad er det min opfattelse at ansættelsesbrevets vejledning som udgangspunkt træder i stedet for personalebladets idet De har underskrevet ansættelsesbrevet, og idet et konkret ansættelsesbrev alt andet lige må træde i stedet for et generelt personaleblad ved forskelligheder mellem disse. Dette gælder så meget desto mere i Deres tilfælde hvor kommunen under tidligere sygdomsforløb har fulgt ansættelsesbrevets vejledning. En afvigelse herfra ville efter min opfattelse have krævet at kommunen oplyste Dem om den ny og anderledes fremgangsmåde ved sygdom.

Som nævnt ovenfor forpligter officialprincippet den myndighed der skal træffe afgørelse i en sag, til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger så der kan træffes en materielt rigtig afgørelse. Dette kan eventuelt ske i samarbejde med parten i sagen.

Som det fremgår af bistandslovens § 40, stk. 1, er det af betydning for ydelse af hjælpen at den der søger hjælp, har udnyttet sine arbejdsmuligheder.

(X) Kommune og Det Sociale Ankenævn for Y Amt var derfor i den foreliggende sag forpligtet til i overensstemmelse med officialprincippet at tilvejebringe oplysninger om hvorvidt De havde udnyttet Deres arbejdsmuligheder, herunder om De, som De selv oplyste til kommunen, var syg.

For at få tilstrækkelige oplysninger herom burde (X) Kommune have bedt Dem om en uarbejdsdygtighedserklæring fra Deres læge. Jeg mener det er kritisabelt at kommunen undlod dette.

Jeg mener endvidere at det er kritisabelt at kommunen og ankenævnet i deres afgørelser anførte at det i aktiveringstilbudet var muligt at tage vidtgående hensyn til eventuelle helbredsmæssige gener. Da myndighederne netop ikke bad Dem om at indhente en lægeerklæring, havde myndighederne efter min opfattelse ikke det tilstrækkelige grundlag for at bestemme om De til trods for eventuelle helbredsmæssige gener ville være i stand til at deltage i aktiveringstilbudet.

Jeg har gjort Det Sociale Nævn for (Y) Amt og (X) Kommune bekendt med min opfattelse og har endvidere som anført ovenfor henstillet til Det Sociale Nævn for (Y) Amt at genoptage sagen."

Den 9. marts 2000 meddelte Det Social Nævn for Y Amt mig at nævnet havde genoptaget sagen og i den forbindelse havde ophævet X kommunes afgørelse om standsning af A’s aktiveringsydelse/kontanthjælp med virkning fra den 1. august 1996. Nævnet hjemviste sagen til X kommune til afgørelse af i hvilket omfang A havde ret til at modtage kontanthjælp efter den 1. august 1996.

NOTER: (*1) FOB 1998, s. 470, FOB 1986, s. 82, FOB 1993, s. 287 og s. 156.