Sagen drejede sig om hvorvidt det var berettiget at der i forbindelse med en indsat, A’s, afsoning i Statsfængslet i Nyborg blev truffet afgørelse om anbringelse i enrum. A havde også før han blev overflyttet til afsoning i statsfængslet, været enrumsanbragt i et andet statsfængsel. Sagen drejede sig endvidere om berettigelsen af statsfængslets efterfølgende ugentlige beslutninger om at opretholde enrumsanbringelsen samt om hvorvidt A var berettiget til begrænset fællesskab under afsoningen. Herudover opstod spørgsmålet om hvorvidt statsfængslet havde overholdt de gældende regler om notatpligt.

Af direktoratets afgørelse fremgik følgende:

"

Direktoratet mener ikke der er grundlag for at kritisere at Statsfængslet i Nyborg har truffet beslutning om at anbringe Dem i enrum.

Direktoratet mener endvidere ikke at der er grundlag for at kritisere de retningslinier statsfængslet har fastsat for afviklingen af enrumsanbringelsen.

Direktoratet har afgjort sagen efter at Statsfængslet i Nyborg har indsendt sagens bilag sammen med en udtalelse.

Her følger en kort gennemgang af sagen og begrundelsen for direktoratets afgørelse.

Østre Landsret idømte Dem den 29. november 1991 fængsel i 14 år for blandt andet røveri og forsøg på manddrab. Den 9. marts 1992 stadfæstede Højesteret dommen.

Det fremgår af sagen, at De efterfølgende er idømt 5 fængselsstraffe på i alt 6 år og 4 måneder for kriminalitet begået under afsoning og undvigelse.

Det fremgår endvidere af sagen, at De flere gange er undveget under afsoning senest henholdsvis den 6. januar 1996 hvor De undveg fra Statsfængslet i Nyborg og under undvigelsen begik røveri, den 24. marts 1998 hvor De undveg fra Statsfængslet i Horsens og blev anholdt den 26. marts 1998 på Ålborg sygehus og den 26. marts 1999 hvor De undveg fra Statsfængslet i Vridsløselille og blev anholdt den 7. april 1999.

Statsfængslet i Nyborg har oplyst, at De den 23. februar 2000 blev tilbageført til Statsfængslet i Nyborg. Statsfængslet har oplyst, at der blev truffet afgørelse om anbringelse i enrum, idet det findes nødvendigt for at forebygge undvigelse jf. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære om adgang til at anbringe indsatte i enrum, § 2, stk. 2, nr. 1.

Enrumsanbringelsen og retningslinierne er blevet vurderet en gang om ugen.

Statsfængslet i Nyborg har oplyst, at der på baggrund af at De blev betragtet som særligt undvigelsestruet er fastsat nærmere regler for Deres ophold på enrumsafdelingen. De afvikler efter det oplyste enegårdtur i strålegård og har siden den 10. januar 2000 haft tilladelse til at have computer på cellen.

Statsfængslet i Nyborg har endvidere oplyst, at De den 9. november 2000 fik underretning om, at det var blevet besluttet, at De kunne få tilladelse til deltagelse i redaktionsarbejdet i forbindelse med de indsattes fængselsblad under forudsætning af, at arbejdet finder sted i fængslet. De fik endvidere tilladelse til at benytte kondirummet med indsatte fra redaktionsarbejdet.

Den 27. november 2000 trådte ordningen med deltagelse i redaktionsarbejdet med videre i kraft.

De regler, der henvises til, findes i Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 13. september 1978 om adgangen til at anbringe indsatte i enrum. Ifølge cirkulærets § 2, stk. 2, nr. 1 kan anbringelse finde sted såfremt det findes nødvendigt for at forebygge undvigelse.

Det følger af cirkulærets § 4, stk. 5 og stk. 6, at anbringelsen ophører, når den ikke længere er påkrævet og anbringelsens ophør skal tages op til overvejelse, hver gang der er forløbet en uge siden iværksættelsen eller sidste beslutning om opretholdelse af anbringelsen.

Som anført anser direktoratet det for berettiget, at Statsfængslet i Nyborg af sikkerhedsmæssige grunde har fastsat særlige retningslinier for enrumsanbringelsen.

Direktoratet har lagt vægt på, at De som følge af Deres tidligere undvigelser og undvigelsesforsøg må anses for særlig undvigelsestruet og at De blev overført til Statsfængslet i Nyborg som særlig undvigelsestruet.

Direktoratet har desuden lagt vægt på oplysninger som Statsfængslet i Nyborg var i besiddelse af, da man modtog Dem og som har betydning for vurderingen af undvigelsesrisikoen. Disse oplysninger er imidlertid undtaget fra partshøring og aktindsigt og kan derfor ikke konkretiseres nærmere ved statsfængslets og direktoratets begrundelse.

Oplysningerne er undtaget i medfør af forvaltningslovens § 19, stk. 2 nr. 4, jf. § 15, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3. Det fremgår af disse bestemmelser at oplysninger kan undtages fra partshøring, hvis partens interesse i oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til andre private eller offentlige interesser, herunder forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning. Som følge af de hensyn der begrunder undtagelsen, er det ikke muligt nærmere at angive hvilke hovedhensyn som har været afgørende, idet formålet med undtagelsen ville forspildes.

Begrundelsen er begrænset i medfør af forvaltningslovens § 24, stk. 3, der lyder således:

’Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jf. § 15.’

Direktoratet mener at Deres interesse i kendskabet til den del af begrundelsen, som er undtaget, må vige for hensynet til andres interesser af den anførte karakter.’

"

Under inspektionen af Statsfængslet i Nyborg den 25. og 26. april 2001 havde inspektionschefen en samtale med A.

Jeg bad direktoratet om en udtalelse i anledning af A’s klage og om udlån af sagens akter. Af mit brev fremgik følgende:

"

Til støtte for sin klage anførte (A) bl.a. at statsfængslets ugentlige vurdering af enrumsanbringelsen ofte bliver foretaget uden at personalet har aktuelle oplysninger om undvigelsesrisikoen. (A) oplyste f.eks. at der kan gå flere uger uden at han taler med personalet. Desuden anførte (A) at det reelt er direktoratet og ikke statsfængslet som har besluttet at han skal være anbragt i enrum.

Jeg beder om en udtalelse i anledning af klagen. Jeg beder om at direktoratet forinden indhenter en udtalelse fra Statsfængslet i Nyborg om sagen. Jeg beder myndighederne om i udtalelsen at tage stilling til det som (A) har anført om aktualiteten i den ugentlige vurdering, og om hvem der i realiteten træffer beslutning om at opretholde enrumsanbringelsen.

"

Jeg modtog herpå statsfængslets og direktoratets udtalelser om sagen samt sagens akter. Af statsfængslets udtalelse fremgik følgende:

"

I anledning af (A)’s klage til Folketingets Ombudsmand over sin anbringelse i enrum kan jeg oplyse, at det er statsfængslet, der tager stilling til den fortsatte anbringelse i enrum. Spørgsmålet vurderes løbende og mindst en gang ugentligt. På grund af sagens særlige karakter, herunder dels de tidligere undvigelser og forsøg herpå, dels pressens og ministerens interesse i sagen forelægges alle lempelser i anbringelsen imidlertid for direktoratet. Dette har også været tilfældet ved den seneste skærpelse i anbringelsen.

Det er ikke korrekt, at der kan gå flere uger, uden (A) taler med personalet. Personalet har flere gange i løbet af dagen anledning til at tilse (A) i cellen, fx ved morgenvækning, aflåsning for natten, i forbindelse med tilbud om gårdtur, mad og lign. Det giver sig selv, at hvis (A) ikke ønsker at samtale med personalet, finder dette ikke sted.

Mindst en gang ugentligt har en af overvagtmestrene kontakt med (A) i forbindelse med beslutningen om fortsat enrumsanbringelse. Overvagtmesteren har oplyst, at han i løbet af denne samtale som regel kommer vidt omkring, og at en del af (A)’s problemer kan løses under samtalen. Derudover opsøger overvagtmesteren også (A) ved andre lejligheder, når han er i straf- og isolationsafdelingen, på gårdtur og lign., såvel som (A) er observeret talende med personalet, når han er på gårdtur.

Derfor er det statsfængslets holdning, at der er et udmærket grundlag for at træffe afgørelse om fortsat enrumsanbringelse.

"

Af direktoratets udtalelse fremgik følgende:

"

Direktoratet har forstået henvendelsen som en anmodning om en udtalelse om 1) hvem det træffer beslutning om at opretholde enrumsanbringelsen, jf. (A)’s samtale med Folketingets Ombudsmand under inspektionen i Statsfængslet i Nyborg og 2) aktualiteten i den ugentlige vurdering, jf. ligeledes samtale med den pågældende under ombudsmandens inspektion.

.

1) Statsfængslet har i den vedlagte udtalelse oplyst, at det er statsfængslet, der tager stilling til den fortsatte anbringelse i enrum. Spørgsmålet vurderes løbende og mindst en gang ugentlig.

I overensstemmelse med § 7 i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 14. september 1978 om adgangen til at anbringe indsatte i enrum indberetter statsfængslet hver 4. uge til direktoratet, at pågældende fortsat er enrumsanbragt.

Statsfængslet har endvidere oplyst, at på grund af sagens særlige karakter, herunder blandt andet de tidligere undvigelser og forsøg herpå, har direktoratet hjemtaget kompetencen til at træffe afgørelse vedrørende lempelser i den pågældendes afsoningsmæssige forhold. Alle lempelser i anbringelsen forelægges således for direktoratet, som herefter træffer afgørelse.

Direktoratet kan henholde sig til statsfængslets udtalelse, hvorefter det er statsfængslet der tager stilling til den fortsatte enrumsanbringelse. Direktoratet kan endvidere henholde sig til, at det på grund af sagens særlige karakter er direktoratet, der træffer afgørelse vedrørende eventuelle lempelser i pågældendes afsoningsmæssige forhold.

2) Direktoratet kan henholde sig til Nyborgs afgørelse [jeg går ud fra at direktoratet rettelig mener statsfængslets udtalelse af 19. juni 2001], idet direktoratet skal bemærke, at det heraf fremgår, at pågældende jævnlig taler med personalet.

Direktoratet skal i øvrigt bemærke, at pågældende har haft tilladelse til begrænset fællesskab siden november 2000. Han har haft tilladelse til redaktionsarbejde op til 5 timer ugentlig med tre medindsatte med henblik på redigering af de indsattes fangeblad. Han har endvidere haft tilladelse til at benytte kondirummet med indsatte fra redaktionsarbejdet.

Indsatte har efter statsfængslets oplysninger benyttet sig flittigt af tilladelsen til redaktionsarbejde, medens han ikke har ønsket at benytte sig af tilladelsen til kondi.

På grund af et disciplinært forhold har statsfængslet den 14. juni 2001 besluttet, at tilladelsen til begrænset fællesskab indtil videre er inddraget.

Direktoratet skal endelig bemærke, at det er nævnt i afgørelsen af 24. april 2001, at indsatte afvikler gårdtur i strålegård. Dette er ikke korrekt. Pågældende afvikler gårdtur på det almindelige gårdtursareal.

"

Jeg sendte en kopi af direktoratets og statsfængslets udtalelser til A med henblik på at A kunne fremkomme med eventuelle bemærkninger til udtalelserne.

A anfægtede i sit svar særligt det af statsfængslet anførte om A’s samtaler med personalet. Disse samtaler var efter A’s opfattelse meget sporadiske og dermed ikke egnede til at danne grundlag for en vurdering af hvorvidt A fortsat var flugttruet.

Af A’s brev fremgik blandt andet følgende:

"

Tilbage til grundlaget for at bedømme om jeg fortsat er flugttruet. Medmindre du selv mener, at mine ordskifter med personalet, hvor jeg siger ja tak, godmorgen, nej tak og godnat, kan bruges til at bedømme om jeg er flugttruet, har man altså de sidste 2 uger ud fra 2 samtaler på 39 sekunder den ene uge, og 47 sekunder den anden uge bedømt, at jeg fortsat er flugttruet. I må da give mig ret i, at dette er fuldstændig urealistisk.

Jeg mener derfor fortsat, at fængslet ikke har noget som helst grundlag for at påstå, at jeg er flugttruet, den ene uge efter den anden, og derfor bør man omgående sende mig tilbage til normal afsoning, medmindre der da er andre tungtvejende grunde? Min påstand om at jeg er ’politisk fange’, og at jeg kun er isoleret fordi Frank Jensen er bange for at miste sit job, såfremt jeg skulle flygte igen, syntes nærmest at blive bekræftet i samme brev, hvor der står, at ministeren har en særlig interesse i min sag. Jeg vil stadig påstå, at jeg kun er isoleret fordi Frank Jensen har besluttet det, og at alle de andre foranstaltninger kun er til, for at tilfredsstille offentligheden og Ombudsmanden. Flere overvagtmestre har da også ladet dette skinne igennem under samtale.

Til sidst vil jeg godt lige gøre opmærksom på, at jeg d. 14. juni fik inddraget min tilladelse til at deltage i redaktionsmøder og talsmandsmøder. Jeg er dermed atter tilbage i total isolation på cellen. Jeg har siden d. 14. juni bedt om at få en skriftlig forklaring på, hvorfor min ’udgangstilladelse’ er blevet inddraget. Det er endnu ikke lykkedes mig. Jeg har siden d. 14. juni hver uge rykket for at få en forklaring, hvilket jeg mener jeg må have krav på; men man mener tilsyneladende, at jeg ikke skal have en sådan.

"

Det fremgik af sagens akter at direktoratet senere fastholdt afgørelsen om at A indtil videre ikke skulle have tilladelse til redaktionsarbejde eller konditionstræning med udvalgte indsatte. Som begrundelse herfor fremgik følgende:

"

Det fremgår af sagen, at Statsfængslet i Nyborg ved visitation af Deres celle den 13. og 19. juni 2001 fandt 1 stk. ’ristepapir’, 5 piller af typen Ketogan og 1 tusindekroneseddel.

I forbindelse med visitationen traf Statsfængslet i Nyborg beslutning om at udtage Deres PC’er fra cellen. De har efter det oplyste fået PC’eren tilbage.

På grund af Deres langvarige udelukkelse fra fællesskab har direktoratet lempet vilkårene for Deres ophold, således at De siden november 2000 har haft tilladelse til 5 timers redaktionsarbejde om ugen med tre medindsatte og tilladelse til at benytte kondirummet med indsatte fra redaktionsarbejdet.

Direktoratet traf på baggrund af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn den 14. juni 2001 beslutning om at tilbagekalde denne tilladelse.

Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på faren for misbrug af fællesskabet. På baggrund af ovennævnte fund i forbindelse med to visitationer af Deres celle, er direktoratet af den opfattelse, at der vil være fare for, at De misbruger fællesskabet med de andre indsatte.

Direktoratet har begrænset begrundelsens indhold og dermed anvendt reglerne i forvaltningslovens § 24, stk. 3 og § 15, stk. 1, nr. 3, og stk. 2.

"

Af sagens akter fremgik det videre at direktoratet i et senere brev over for A uddybede begrundelsen for at fastholde afgørelsen om tilbagekaldelse af A’s tilladelse til begrænset fællesskab. Af brevet fremgår følgende:

"

Direktoratet har på baggrund af Deres udtalelser til Ekstra Bladet for nylig forstået, at De ikke synes, at De havde fået en tilstrækkelig begrundelse for direktoratets afgørelse af 8. august 2001.

Direktoratet kan i den anledning supplerende oplyse, at det navnlig er fundet af det kontante beløb på Deres celle, der har givet anledning til, at direktoratet har skærpet vurderingen af dels risikoen for misbrug og dels risikoen for undvigelse.

Det vil altid give anledning til skærpet opmærksomhed, når et statsfængsel finder større pengebeløb i et i øvrigt kontantløst fængsel hos en person, der er udelukket fra fællesskab på grund af risiko for undvigelse.

"

Efter min gennemgang af sagens akter anmodede jeg Direktoratet for Kriminalforsorgen om en supplerende udtalelse. Jeg bad om at modtage oplysninger om følgende:

"

Præcis hvor længe, herunder i hvilke perioder, og i hvilke statsfængsler (A) har været anbragt i enrum.

Af direktoratets afgørelse af 24. april 2001 fremgår det at en del af begrundelsen for direktoratets afgørelse over for (A) er begrænset i henhold til forvaltningslovens bestemmelser herom. Af afgørelsen fremgår det at der er tale om oplysninger som Statsfængslet i Nyborg var i besiddelse af da statsfængslet modtog (A). Af de medsendte akter kan jeg ikke umiddelbart se hvilke oplysninger der er tale om. Det beder jeg derfor direktoratet om at oplyse, herunder eventuelt sende mig en kopi af de pågældende oplysninger således at jeg får et fuldstændigt indblik i begrundelsen for direktoratets afgørelse.

Det fremgår af Statsfængslet i Nyborgs udtalelse af 19. juni 2001 at personalet jævnligt taler med (A), og endvidere at en af overvagtmestrene ugentligt i forbindelse med beslutningerne om eventuelt at opretholde enrumsanbringelsen har en samtale med (A). Statsfængslet har på den baggrund anført at det er statsfængslets holdning at der er et udmærket grundlag for at træffe afgørelse om fortsat enrumsanbringelse. Blandt de akter som jeg har modtaget fra sagen, findes der ikke noget skriftligt om disse samtaler, herunder hverken rapporter, referater eller lignende notater om samtalerne. Jeg beder direktoratet om at oplyse om der findes skriftlige noteringer om disse samtaler, og i givet fald beder jeg om at modtage en kopi af materialet. I modsat fald beder jeg direktoratet om over for mig nærmere at uddybe hvilke eventuelle mundtlige oplysninger der ligger til grund for afgørelserne om fortsat enrumsanbringelse. Jeg beder endvidere direktoratet om at udtale sig om det forhold at der ikke foreligger notater. Jeg henviser i den forbindelse til at der vedlagt Statsfængslet i Vridsløselilles indberetninger af henholdsvis 19. januar og 22. februar 2000, er ugentlige notater om den pågældende overvagtmesters overvejelser om opretholdelsen af enrumsanbringelsen.

"

I svaret redegjorde direktoratet for A’s afsoningsmæssige forløb tilbage fra 1991 og frem til september 2001. Af redegørelsen fremgik det blandt andet at A undveg i 1993 og i 1996. Herefter, og efter et fund af en rebstige, blev der i 1996 første gang truffet beslutning om at anbringe A i enrum på grund af undvigelsesfare. Efter at han havde været anbragt i enrum i 51 dage, traf statsfængslet i 1997 beslutning om at ophæve anbringelsen. På grund af mistanke om undvigelsesplaner blev A overført til Statsfængslet i Horsens. I 1998 undveg A igen. Efter anholdelsen blev han indsat i Københavns Fængsler. Københavns Fængsler traf beslutning om at anbringe A i enrum. Efter opholdet i Københavns Fængsler blev A i 1998 overført til Statsfængslet i Vridsløselille. Statsfængslet opretholdt enrumsanbringelsen. I 1999 undveg han igen. Efter anholdelsen i 1999 blev A først indsat i Arresthuset i Viborg i enrum. Han blev herefter senere på året overført til Statsfængslet i Horsens som opretholdt enrumsanbringelsen. I juli 1999 blev A på grund af trusler mod personalet overført til Statsfængslet i Nyborg. Statsfængslet opretholdt enrumsanbringelsen. Blandt andet på grund af fund af nedstrygerklinger blev A i 2000 overført til Statsfængslet i Vridsløselille. Statsfængslet opretholdt enrumsanbringelsen. Den 23. februar 2000 blev han tilbageført til Statsfængslet i Nyborg efter det af direktoratet oplyste fordi han blev anset for særligt undvigelsestruet. De oplysninger som ligger til grund for denne vurdering, har direktoratet under henvisning til forvaltningslovens bestemmelser herom ikke givet A indsigt i, jf. direktoratets afgørelse af 24. april 2001. Efter overførslen besluttede statsfængslet at A skulle forblive enrumsanbragt.

Om forløbet af og vilkårene for enrumsanbringelsen efter at A blev overført til Statsfængslet i Nyborg, fremgår følgende af direktoratets udtalelse:

"Den 23. februar 2000 blev (A) tilbageført til Statsfængslet i Nyborg. Han havde på dette tidspunkt været anbragt i enrum i 41 dage i Statsfængslet i Vridsløselille (i alt 733 dage).

Statsfængslet i Nyborg traf ved indsættelse beslutning om, at (A) fortsat skulle anbringes i enrum under henvisning til risikoen for undvigelse.

(A) havde fortsat tilladelse til at have computer på cellen. Den 21. juli 2000 fik han tilladelse til at benytte kondirummet. Statsfængslet overvejede, hvorvidt (A) kunne afvikle fællesgårdtur med de frivilligt isolerede, men (A) tilkendegav selv, at han ikke ønskede dette.

(A) har siden efteråret 2000 i skolen i Statsfængslet i Nyborg haft fjernundervisning indenfor IT-området. (A) har færdiggjort to kurser og påbegyndte i foråret 2001 to kurser til, som han ikke har nået at færdiggøre.

Den 27. november 2000 fik (A) tilladelse til at deltage i talsmandsmøder 1 gang om ugen og møder med redaktøren for fangebladet i alt tre gange om ugen med henblik på udarbejdelse af artikler til og redigering af de indsattes blad, i alt 5 timer om ugen. Han fik endvidere tilladelse til at benytte kondirummet med indsatte fra redaktionsarbejdet.

Direktoratet har i foråret og sommeren 2001 arbejdet videre med lempelserne i pågældendes afsoningsmæssige forhold i form af tilladelse til selvstudie på Odense Tekniske Skole. Direktoratet har i den anledning udarbejdet en beskrivelse af de nødvendige installationer med henblik på at sikre, at der ikke sker misbrug. Direktoratet har i den anledning hørt Odense Tekniske Skole om, hvorvidt skolen ville være indforstået med den foreslåede løsning.

Direktoratet har herefter besluttet, at der skal installeres en cd-rom brænder på (A)’s PC, således at undervisningsmateriale og opgavebeskrivelser m.v. kan udveksles mellem skolen og (A). (A) er, jf. nedenfor den 20. september 2001 blevet overflyttet til Statsfængslet i Vridsløselille. Direktoratet har i dag anmodet statsfængslet om efter nærmere aftale med (A) at tage kontakt til den lokale handelsskole med henblik på at få tilrettelagt et kursusforløb, ligesom direktoratet har meddelt (A), at han vil få tilladelse til at få installeret en CD-rom brænder på sin PC’er.

Den 13. juni og 19. juni 2001 visiterede personalet i Statsfængslet i Nyborg (A)’s celle og fandt efter det oplyste spor af narkotika samt en tusindkrone seddel. Det var fængslets umiddelbare fornemmelse, at hans adfærd kunne være udtryk for, at han aktuelt har undvigelsesplaner. Det vil altid give anledning til skærpet opmærksomhed, når et statsfængsel finder større kontantbeløb i et i øvrigt kontantløst fængsel hos en person, der er udelukket fra fællesskab på grund af risikoen for undvigelse. Det skal i øvrigt bemærkes, at det er oplyst, at (A) i forbindelse med undvigelsen fra Statsfængslet i Horsens i 1998 betalte en medindsat for at save et armatur over ligesom han betalt medhjælpere uden for muren.

Direktoratet traf herefter den 14. juni 2001 bestemmelse om at tilbagekalde pågældendes tilladelse til redaktionsarbejde under henvisning til risikoen for misbrug af fællesskabet og risikoen for undvigelse. [Da den sidste visitation efter det af direktoratet anførte er foretaget efter beslutningen om tilbagekaldelse, må jeg lægge til grund dels at beslutningen blev truffet alene på baggrund af visitationen den 13. juni, dels at pengesedlen blev fundet under denne visitation; min bemærkning]. Pågældende har dog fortsat PC’er på cellen.

(A) blev den 20. september 2001 overført til Statsfængslet i Vridsløselille. Han havde på dette tidspunkt været udelukket fra fællesskab i 575 dage i Nyborg (i alt 1307 dage).

Statsfængslet i Vridsløselille traf ved indsættelsen afgørelse om, at (A) fortsat skulle være udelukket fra fællesskab under henvisning til risikoen for flugt.

Det skal bemærkes, at (A) under hele perioden med enrumsanbringelse har haft tilladelse til besøg af den tidligere samlever og hendes datter samt parrets fælles datter på 7 år. Den 16. oktober 2001 meddelte Statsfængslet i Vridsløselille imidlertid pågældendes datter afslag på besøg under henvisning til, at hun har en verserende sag. Direktoratet behandler i øjeblikket klagesagen og forventer snarest at træffe en afgørelse.

"

Som jeg havde anmodet om da jeg bad om den supplerende udtalelse, modtog jeg fra direktoratet de akter som lå til grund for afgørelsen af 24. april 2001, og som direktoratet havde undtaget fra partshøring og fra begrundelsen for afgørelsen, således at jeg kunne blive bekendt med det fuldstændige grundlag for direktoratets afgørelse.

Som svar på mine spørgsmål vedrørende oplysningsgrundlaget for opretholdelsen af enrumsanbringelsen i Statsfængslet i Nyborg skrev direktoratet følgende:

"

Direktoratet har som ovenfor nævnt indhentet en udtalelse fra Statsfængslet i Nyborg i anledning af Deres henvendelse.

Statsfængslet har i den forbindelse indsendt kopi af journalnotater vedrørende overvejelser om forlængelse af enrumsanbringelse/udelukkelse fra fællesskab. Statsfængslet har bemærket, at der derudover har været ført samtaler med (A), der vedrørte den daglige ’drift’ (forespørgsel om mad, gårdtur og lignende), som ikke er journaliseret i personjournalen.

Direktoratet har taget indberetningerne til efterretning. Direktoratet har ved skrivelse af dags dato anmodet Statsfængslet i Nyborg om i fremtidige sager vedrørende længerevarende udelukkelse fra fællesskab at lave mere udførlige notater vedrørende pågældendes forhold, jf. Statsfængslet i Vridsløselilles ugentlige overvejelser.

..."

Jeg modtog samtidig kopi af Statsfængslet i Nyborgs indberetninger om opretholdelse af enrumsanbringelsen i perioden fra den 23. februar 2000 til den 20. april 2001. Vedlagt indberetningerne var ugentlige notater der alle stort set var ens. Notaterne lød typisk således:

"Indsatte, der p.t. er enrumsanbragt efter § 2, stk. 2, nr. 1, er d.d. drøftet på morgenmødet. Det bestemmes, at betingelserne for enrum efter en konkret vurdering i Statsfængslet i Nyborg fortsat er til stede, jfr. emrumsanbringelsescirkulærets § 2, stk. 2, nr. 1."

Jeg sendte herpå A en kopi af direktoratets udtalelse med henblik på at han kunne fremkomme med sine eventuelle bemærkninger til udtalelsen.

I svaret anfægtede A nogle af de begrundelser som direktoratet i udtalelsen havde anført for overførslerne af ham mellem de tre lukkede statsfængsler. A anførte desuden at Statsfængslet i Vridsløselille havde inddraget hans datters besøgstilladelse, og han stillede mig nogle spørgsmål i den forbindelse.

I min udtalelse af 21. december 2001 udtalte jeg blandt andet følgende:

Min undersøgelse angår direktoratets afgørelse af 24. april 2001 om enrumsanbringelse. I afgørelsen tog direktoratet stilling til berettigelsen af at Statsfængslet i Nyborg efter Deres overførsel dertil den 23. februar 2000 traf beslutning om at De fortsat skulle være anbragt i enrum, og berettigelsen af statsfængslets efterfølgende ugentlige beslutninger om at opretholde enrumsanbringelsen.

Direktoratets afgørelse af 24. april 2001 vedrører således ikke beslutninger om enrumsanbringelse af Dem som ligger forud for den 23. februar 2000, og heller ikke de beslutninger om enrumsanbringelse af Dem som er blevet truffet af henholdsvis Statsfængslet i Nyborg og Statsfængslet i Vridsløselille efter direktoratets afgørelse af 24. april 2001. Min undersøgelse omfatter derfor ikke (direkte) disse beslutninger. Jeg henviser til den nævnte bestemmelse i ombudsmandslovens § 14.

Direktoratet udtalte endvidere i afgørelsen at der ikke var grundlag for at kritisere de retningslinier statsfængslet havde fastsat for afviklingen af enrumsanbringelsen, herunder tilladelsen til at deltage i redaktionsarbejdet i forbindelse med de indsattes fængselsblad, og til benyttelse af kondirummet med indsatte fra redaktionsarbejdet. Jeg vil tage stilling til statsfængslets og direktoratets senere afgørelser om at inddrage disse tilladelser.

Beslutningen om at anbringe Dem i enrum og de efterfølgende ugentlige beslutninger om at opretholde anbringelsen er truffet i medfør af henholdsvis § 2, stk. 2, nr. 1, og § 4, stk. 6, jf. § 2, stk. 2, nr. 1, i Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens dagældende cirkulære af 14. september 1978 om adgangen til at anbringe indsatte i enrum. Bestemmelserne lyder således:

§ 2"’§ 2. Indsatte, der er anbragt i lukket institution, anbringes i enrum, såfremt de anmoder derom, og pladsforholdene tillader det. Indsatte, der er anbragt i åben institution, kan anbringes i enrum, såfremt vedkommende på grund af særlige omstændigheder anmoder derom.

Stk. 2. I andre tilfælde kan anbringelse i enrum kun finde sted, såfremt

1) det findes nødvendigt for at forebygge undvigelse,

Stk. 6. Spørgsmålet om anbringelsens ophør skal tages op til overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller sidste beslutning om opretholdelse af anbringelsen.

’

Om kompetencen til at træffe beslutning om anbringelse i enrum og om ophør af enrumsanbringelse, fremgik følgende af det nævnte cirkulære:

§ 3"’§ 3. Institutionens leder eller den, han bemyndiger dertil, afgør, om bestemmelse om anbringelse i enrum kan træffes på grundlag af de foreliggende indberetninger, eller om det af hensyn til klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet at indhente yderligere indberetninger eller foretage afhøring af personale eller indsatte.

.

Stk. 5. Bestemmelse om anbringelsens ophør træffes i øvrigt af institutionens leder, eller den, han bemyndiger dertil, når anbringelsen ikke længere er påkrævet.’

De har gjort gældende at det reelt er justitsministeren, ikke statsfængslet, der har besluttet og fortsat beslutter at De skal være anbragt i enrum.

Direktoratet har oplyst at det er statsfængslet der ugentligt tager stilling til den fortsatte enrumsanbringelse. Samtidig har direktoratet oplyst at direktoratet har hjemtaget kompetencen til at træffe afgørelser vedrørende lempelser i Deres afsoningsmæssige forløb. Jeg må forstå dette således at det alene er direktoratet som kan træffe beslutning om ophør af enrumsanbringelsen og eventuelle lempelser i de vilkår der gælder under enrumsanbringelsen, mens statsfængslet kan træffe beslutning om at opretholde anbringelsen af Dem, og om eventuelle restriktioner i vilkårene for Deres ophold i enrum. (Hvis statsfængslet finder grundlag for lempelser eller ophør, skal fængslet således forelægge det for direktoratet til afgørelse).

Der er ikke i straffeloven fastsat regler om hvilken myndighed der har kompetencen til at træffe beslutninger om enrumsanbringelse. Det fremgår alene at ’justitsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang fængsel skal fuldbyrdes i enrum eller fællesskab’ (straffelovens § 34, 1. punktum). Det er således justitsministeren der som den øverste myndighed på straffuldbyrdelsesområdet har kompetencen til blandt andet at træffe beslutning om strafudståelse i enrum, men ministeriet kan delegere denne kompetence til institutionerne.

Ved det ovennævnte tidligere gældende cirkulære delegerede ministeren sin kompetence til kriminalforsorgens institutioner. Ministeren kan imidlertid altid som den øverste ansvarlige for de beslutninger der træffes såvel i konkrete tilfælde som generelt tilbagekalde sin delegation hvis der er en saglig grund til det. Se f.eks. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 93 og 632f.

Direktoratet har anført at sagens særlige karakter herunder Deres mange undvigelser og forsøg herpå samt pressens og ministerens interesse i sagen, jf. Statsfængslet i Nyborgs udtalelse af 19. juni 2001 som direktoratet har henholdt sig til er grunden til at der er sket tilbagekaldelse af kompetence.

Jeg har på den baggrund ikke nogen bemærkninger til det forhold at Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, har hjemtaget kompetencen til at træffe beslutninger om lempelser i Deres afsoningsmæssige forhold, herunder til at træffe beslutning om ophør af enrumsanbringelsen.

Jeg bemærker at kompetence- og delegationsforholdene er ændrede efter ikrafttrædelsen af straffuldbyrdelsesloven (lov nr. 432 af 31. maj 2000 om fuldbyrdelse af straf m.v.) den 1. juli 2001. Det fremgår således af lovens § 63 at det er kriminalforsorgens institutioner der har kompetencen til at træffe beslutninger om anbringelse i enrum. Institutionerne er derved tillagt den originære kompetence på området. For så vidt angår isolation i særligt sikrede afsnit og opholdsrum i lukkede fængsler og arresthuse, jf. lovens § 63, stk. 4, fremgår det dog af § 8 i bekendtgørelse nr. 383 af 17. maj 2001 om udelukkelse af indsatte fra fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle m.v., i fængsler og arresthuse at det er Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, som efter drøftelse med repræsentanter for de involverede lukkede institutioner træffer afgørelser om sådanne anbringelser og ophør heraf.

Som nævnt under pkt. 1 omfatter min undersøgelse ikke (direkte) de beslutninger om opretholdelse af enrumsanbringelse af Dem som er truffet efter direktoratets afgørelse af 24. april 2001 og dermed efter ikrafttrædelsen af straffuldbyrdelsesloven.

Statsfængslet i Nyborgs beslutning om at De efter overførslen til statsfængslet fortsat skulle være anbragt i enrum, og statsfængslets efterfølgende ugentlige beslutninger om at opretholde anbringelsen samt direktoratets godkendelse af disse beslutninger bygger på konkrete vurderinger og afvejninger af risikoen for at De undviger, sammenholdt med nødvendigheden og formålstjenligheden af ved enrumsanbringelse at søge at eliminere denne risiko og dermed forebygge at De undviger fra strafudståelsen.

Normalt kan jeg ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af sådanne vurderinger og afvejninger. Min undersøgelse i sådanne tilfælde retter sig for det første mod at konstatere om sagens faktiske omstændigheder har været tilstrækkeligt oplyst, herunder om der foreligger en tilstrækkelig dokumentation herfor blandt andet i form af notater som skal udfærdiges efter gældende regler om notatpligt, jf. nærmere herom nedenfor under punkt 4. Dernæst retter min undersøgelse sig mod at konstatere om de forhold som skal indgå i de omtalte vurderinger og afvejninger, er inddraget på en korrekt måde. Endelig undersøger jeg om afgørelserne i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.

De har gjort gældende at sagen er mangelfuldt oplyst idet statsfængslet efter Deres opfattelse ikke har tilstrækkeligt kendskab til Dem og dermed ikke tilstrækkelige aktuelle oplysninger til at vurdere at der er risiko for at De vil undvige.

Statsfængslet og direktoratet har oplyst at beslutningerne om at opretholde enrumsanbringelsen for at forebygge undvigelse er truffet blandt andet på baggrund af konkrete og aktuelle oplysninger fra det personale som De efter det af statsfængslet oplyste dagligt har kontakt med.

En endelig konstatering af graden af kontakt mellem Dem og personalet i statsfængslet, herunder af hvad der er kommet frem under Deres samtaler med personalet, kan ikke afklares inden for rammerne af min undersøgelse fordi ombudsmandsinstitutionen ikke er egnet til at afklare sådanne bevismæssige spørgsmål. En afklaring heraf må efter min opfattelse om nødvendigt ske ved domstolene.

Efter min gennemgang af sagen, herunder de akter som De ikke har set på grund af direktoratets begrænsning af Deres adgang til partshøring og dermed begrænsning af begrundelsen for afgørelsen af 24. april 2001, er det min opfattelse at statsfængslet og direktoratet har truffet deres afgørelser om at opretholde anbringelsen på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Jeg henviser dog til det som er anført nedenfor under punkt 4.

Jeg har ved min gennemgang af det foreliggende oplysningsgrundlag ikke fundet sådanne særlige omstændigheder som kan give mig anledning til at kritisere afgørelserne. Jeg foretager mig derfor ikke mere i forhold til disse afgørelser.

I det ovennævnte cirkulære var fastsat følgende minimumsrettigheder under ophold i enrum:

§ 5"’§ 5. Indsatte, der anbringes i enrum, isoleres i opholdsrum på særlig afdeling eller i eget opholdsrum.

.

Stk. 3. Under enrumanbringelse har den indsatte adgang til dagligt at tilbringe mindst 1 time i fri luft, medmindre ganske særlige omstændigheder taler herimod. Indsatte, der er anbragt i enrum i henhold til § 2, stk. 1, eller § 2, stk. 2, nr. 7, har endvidere adgang til deltagelse i gudstjeneste i institutionen, medmindre sikkerhedshensyn taler derimod.

...

Stk. 5. Den indsatte skal anvises beskæftigelse, som kan udføres i enrum, medmindre anbringelsen er sket i henhold til § 2, stk. 2, nr. 7, eller ganske særlige omstændigheder taler derimod.’

På grund af den langvarige enrumsanbringelse har De blandt andet fået dispensation til at have en computer i Deres celle. Desuden fik De i november 2000 tilladelse til at deltage i redaktionsarbejdet på Statsfængslet i Nyborgs fængselsblad (’Savklingen’) og til at benytte kondirummet sammen med indsatte fra redaktionsarbejdet.

Direktoratets beslutning af 14. juni 2001 om at tilbagekalde Deres tilladelse til begrænset fællesskab er truffet under henvisning til ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn. Direktoratet vurderede at der var fare for at De ville misbruge fællesskabet.

Min undersøgelse af denne beslutning bygger på det samme bedømmelsesgrundlag som jeg har beskrevet ovenfor.

Under min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet grundlag for at kritisere direktoratets afgørelse af 14. juni 2001. Jeg kan oplyse at jeg er bekendt med den del af begrundelsen som De ikke har fået indsigt i, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 3.

Om proceduren i forbindelse med forlængelse af en enrumsanbringelse fremgår blandt andet følgende af det ovennævnte cirkulære:

Stk. 6. Spørgsmålet om anbringelsens ophør skal tages op til overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller sidste beslutning om opretholdelse af anbringelsen.

Stk. 7. Om de overvejelser, der har fundet sted i henhold til stk. 6 og om anbringelsens ophør gøres notat.

§ 7. Er en indsat i henhold til § 2, stk. 2, anbragt i enrum ud over 4 uger, skal der omgående ske indberetning til direktoratet. Med indberetningen skal følge genpart af de i § 3, stk. 6, og § 4, stk. 6, nævnte notater.

’

I den nugældende bekendtgørelse nr. 383 af 17. maj 2001 om udelukkelse af indsatte fra fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle m.v., i fængsler og arresthuse er der fastsat en tilsvarende notatpligt, jf. bekendtgørelsens § 4.

Offentlighedslovens § 6, stk. 1, lyder således:

§ 6"’§ 6. I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.’

Statsfængslets ugentlige notater indeholder ikke konkrete oplysninger om hvilke overvejelser statsfængslet har gjort sig om opretholdelsen af enrumsanbringelsen. Der findes i sagen i øvrigt ikke noget skriftligt om de samtaler som ifølge statsfængslet jævnligt er blevet ført mellem Dem og personalet, herunder hverken rapporter, referater eller lignende.

Statsfængslet har således ikke iagttaget notatpligten, og direktoratet har hverken modtaget de notater som ifølge det nævnte cirkulære skal sendes til direktoratet sammen med indberetningerne, eller andre notater af betydning for afgørelserne om opretholdelse af enrumsanbringelsen.

Først efter min anmodning af 31. august 2001 om en supplerende udtalelse anmodede direktoratet statsfængslet ’om i fremtidige sager vedrørende længerevarende udelukkelse fra fællesskab at lave mere udførlige notater vedrørende pågældendes forhold’.

Det er kritisabelt at statsfængslet ikke iagttog de gældende regler om notatpligt.

Jeg mener videre at det er kritisabelt at direktoratet først på min foranledning påtalte dette over for statsfængslet. Dette mener jeg navnlig i betragtning af at statsfængslets månedlige indberetninger dækker en periode på mere end et år.

Jeg har samtidig hermed gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.

Henset til de forholdsvis restriktive forhold som De udstår Deres straf under, har jeg under min gennemgang af Deres sag navnlig noteret mig at både direktoratet og Statsfængslet i Nyborg har tilkendegivet at man til stadighed er opmærksom på Deres situation og på hvordan man kan løsne op for de restriktioner som De er undergivet. Jeg har herved blandt andet noteret mig at direktoratet har besluttet at der skal installeres en cd-rom-brænder på Deres computer, og at direktoratet den 2. november 2001 har anmodet Statsfængslet i Vridsløselille om efter nærmere kontakt med Dem at tage kontakt til den lokale handelsskole med henblik på at få tilrettelagt et kursusforløb for Dem.

Jeg har meddelt direktoratet at jeg går ud fra at direktoratet fortsat vil følge Deres situation, herunder med henblik på eventuelt ophør af enrumsanbringelsen og i sidste ende udslusning til stadighed overveje mulighederne for lempelser af de vilkår som De udstår Deres straf under."