Resumé

I alle tilfælde af selvmord eller selvmordsforsøg i institutioner under Direktoratet for Kriminalforsorgen modtager ombudsmanden umiddelbart besked og bliver senere orienteret om resultatet af den undersøgelse som sættes i gang af den pågældende institution og af Direktoratet for Kriminalforsorgen. Ombudsmanden undersøger på dette grundlag sagen og meddeler institutionen og Direktoratet for Kriminalforsorgen resultatet af sin undersøgelse.

Flere af disse sager som blev afsluttet i 2002, havde et generelt sigte der gik ud over at behandle de konkrete sager.

Undersøgelserne i sagerne - som bliver gennemført i henhold til bestemmelsen i ombudsmandslovens § 17, stk. 1, om ombudsmandens undersøgelser af egen drift - bliver først og fremmest sat i værk med henblik på at afklare på hvilken måde det var søgt sikret at oplysninger om den indsatte var blevet videregivet til dem der på tidspunktet for selvmordsforsøget havde ansvaret for den pågældende (den aktuelle opholdsinstitution). Det drejer sig om oplysninger som kan have betydning for forebyggelse af selvmord/selvmordsforsøg, såsom oplysninger om eventuelle tidligere selvmordsforsøg og oplysninger om lægelige forhold - herunder (og især) misbrugsforhold.

På baggrund af bl.a. disse ombudsmandssager udsendte Direktoratet for Kriminalforsorgen i 2002 to skrivelser til kriminalforsorgens fængsler og arresthuse med henblik på især at sikre at de ovenfor nævnte oplysninger om den indsatte er til stede når eller hvis den pågældende overføres til en anden institution. Direktoratet arbejder endvidere med yderligere generelle tiltag vedrørende disse forhold. (J.nr. 2000-3105-626, 2001-0452- 626 og 2002-1923-626).

 

Videregivelse af oplysninger mellem kriminalforsorgens institutioner mv. til forebyggelse af selvmord/selvmordsforsøg

 

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har sendt skrivelser til kriminalforsorgens fængsler og arresthuse om (eller arbejder med) bl.a. følgende forhold:

 

I. Anvendelsen af Krans/Klientsystemets sikkerhedsfelt og ændringer i politiets indsættelsesseddel (j.nr. 2001-3105-626)

Direktoratet har med henblik på at opnå en optimal udnyttelse af sikkerhedsfeltet i kriminalforsorgens Krans/Klientsystem i skrivelse af 15. februar 2002 til samtlige fængsler og arresthuse anmodet institutionerne om altid at registrere i sikkerhedsfeltet hvis den indsatte er dømt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer , for vold mod tjenestemand eller vold mod medindsatte , hvis den indsatte er relateret til rockermiljøet , undvigelsestruet eller tidligere undveget , hvis der har været truffet sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med transport - f.eks. anvendt håndjern eller (flere) ledsagere ( antal ledsagere mv. ), eller hvis den indsatte er selvmordstruet eller tidligere har forsøgt selvmord. Det er i skrivelsen af 15. februar 2002 anført at alene det ord som under hvert punkt er fremhævet med kursiv, skal noteres i sikkerhedsfeltet, og at det påhviler den institution hvor den indsatte opholder sig, at sikre at oplysningerne i sikkerhedsfeltet er aktuelle.

Direktoratet for Kriminalforsorgen arbejder sammen med politiet med ændringer til den indsættelsesseddel som politiet afleverer i forbindelse med indsættelse af anholdte og varetægtsarrestanter i arresthus, således at denne seddel kommer til at indeholde (it-baserede) sikkerhedsvurderinger. Arbejdet forventes afsluttet primo 2003.

 

II. Videregivelse af oplysninger uden samtykke efter patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 2 (j.nr. 2001-0452-626)

Lov om patienters retsstilling (lov nr. 482 af 1. juli 1998), § 26, indeholder følgende bestemmelser:

” § 26. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når

det følger af love eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,

videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller

videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.

Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.

Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed.”

I bemærkninger til patientretsstillingsloven er bl.a. anført følgende om bestemmelsen i § 26, stk. 2, nr. 2 (Folketingstidende 1997-98, tillæg A, s. 542):

”Bestemmelsen i nr. 2 er ligesom 24, stk. 2, nr. 2, en ’værdispringsregel’, der som udgangspunkt forudsætter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Bestemmelsen er kun relevant, hvor der ikke er fastsat udtrykkelige pligtudleveringsbestemmelser som nævnt i nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse er formuleret på en anden måde end den gældende værdispringsregel i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, jf. § 31. Formålet hermed er navnlig at foretage en nærmere regulering af spørgsmålet om sundhedspersoners videregivelse af oplysninger til politi og anklagemyndighed i forbindelse med efterforskning af mindre grov kriminalitet.

I forhold til politi og anklagemyndighed vil en videregivelse af oplysninger bl.a. være berettiget, såfremt der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet, som manddrab, seksualforbrydelser, grovere former for vold, herunder vold mod børn. Det er i den forbindelse uden betydning, om politiet fremsætter begæring om udlevering af oplysninger, eller der opstår spørgsmål om videregivelse på sundhedspersonens eget inititativ, f.eks. i forbindelse med overvejelse om indgivelse af anmeldelse om strafbart forhold. Inden for f.eks. fængselsvæsenet vil der kunne videregives oplysninger fra fængselslæger til fængslets ledelse mv. om de indsatte, såfremt det er et nødvendigt led i fængslets virksomhed. Der kan f.eks. være tale om videregivelse af oplysninger til brug for vurdering af, om der skal træffes særlige forholdsregler over for den indsatte, iværksættes særlige sikringsmidler eller gøres begrænsninger i den indsattes friheder [min fremhævning].”

 

I en udtalelse af 3. september 2002 om (bl.a.) bestemmelsen i § 26, stk., 2, nr. 2, anførte jeg følgende:

”

Hvad oplysninger om de lægelige forhold - herunder oplysninger om misbrugsforhold - angår, har jeg i forbindelse med min behandling af den samme sag (direktoratets j.nr. ( ), mit j.nr. 2000-3105-626) noteret mig at direktoratet i forhold til kriminalforsorgens institutioner har oplyst at ville henlede opmærksomheden på problemet om videregivelse, og herunder anmode institutionerne om, så vidt muligt, inden overførsel af den pågældende at sikre den indsattes samtykke til at lægejournalerne medsendes i forbindelse med overførslen. Direktoratet har oplyst at direktoratet hermed har ønsket at opnå at (den modtagende) institutions sundhedspersonale har helbredsoplysningerne om den indsatte senest samtidig med modtagelsen af den indsatte. På baggrund af Direktoratet for Kriminalforsorgens udtalelser i den aktuelle sag, ( ), om bestemmelsen i patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 2, forstår jeg det som direktoratet i den tidligere sag har anført om tidspunktet for indhentelse af samtykke hos den indsatte, på den måde at direktoratet hermed mener at have udtømt de eksisterende muligheder for at sikre at den nye opholdsinstitution får oplysninger om lægelige forhold med henblik på at forebygge selvmord eller forsøg på selvmord. Jeg forstår endvidere som nævnt det som direktoratet i den tidligere sag har anført, på den måde at det nævnte samtykke vedrører videregivelse af oplysninger til den modtagende institutions sundhedspersonale - og ikke til institutionens ledelse.

Jeg må således forstå at direktoratet fortsat er af den opfattelse ’at institutionens ledelse ikke har adgang til den pågældendes lægejournal’ (jf. direktoratets afgørelse af 6. juli 2001). Direktoratet har i sin udtalelse af 11. april 2002 herved støttet sig til Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalelse af 26. marts 2002 om patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 2. Det fremgår af udtalelsen fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet at videregivelse af lægelige oplysninger uden samtykke med henvisning til hensynet til patienten selv er berettiget i tilfælde hvor det konkret og individuelt skønnes at der er en nærliggende - og endvidere konkret - fare for selvmord. Jeg forstår udtalelsen på den måde at det er ministeriets opfattelse at videregivelse kun i sådanne tilfælde er berettiget.

At der skal foretages en konkret vurdering i forbindelse med videregivelse af helbredsoplysninger efter patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 2, fremgår af bestemmelsens formulering og tillige af forarbejderne, jf. citatet ovenfor. Jeg er heller ikke uenig i at det i de tilfælde som ministeriet har beskrevet i udtalelsen - ’de tilfælde, hvor det skønnes at der i den konkrete situation er en nærliggende - konkret - fare for selvmord’ - er berettiget at videregive oplysninger efter § 26, stk. 2, nr. 2. Dette er i de nævnte tilfælde efter min opfattelse åbenbart. Hvor grænsen for videregivelse uden samtykke efter § 26, stk. 2, nr. 2, går, er det ikke muligt at angive. Den endelige fastlæggelse af rækkevidden af bestemmelsen henhører under Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. lovens § 33, og domstolene.

Jeg må forstå at det ikke hidtil har været praksis inden for kriminalforsorgens område - medmindre den indsatte har givet sit samtykke dertil - at indhente og videregive lægelige oplysninger, og herunder oplysninger om misbrugsforhold, til institutionens ledelse i forbindelse med overførsel af indsatte med henblik på forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg. Jeg henstiller til direktoratet at vejlede kriminalforsorgens institutioner om at indhentelse og videregivelse af helbredsoplysninger i nogle tilfælde kan og bør ske efter en konkret vurdering, selv i tilfælde hvor den indsatte ikke har givet sit samtykke dertil.”

Direktoratet for Kriminalforsorgen udsendte den 10. december 2002 en skrivelse til kriminalforsorgens anstalter, arresthuse og arrestinspektører om ”videregivelse af helbredsoplysninger med henblik på forebyggelse af selvmordsforsøg mv.”. Direktoratet henstillede med skrivelsen til institutionerne at der i god tid inden en indsat overføres fra en institution til en anden, søges indhentet samtykke til at den pågældendes lægejournal kan videresendes så vidt muligt forud for overførslen.

Direktoratet videregav samtidig den opfattelse af bestemmelsen i § 26, stk. 2, nr. 2, i lov om patienters retsstilling som jeg i udtalelsen af 3. september 2002 havde givet udtryk for.

 

III. Videregivelse af oplysninger uden samtykke efter patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 3 (j.nr. 2002-1923-626)

I et brev af 22. november 2002 til Københavns Fængsler og Direktoratet for Kriminalforsorgen udtalte jeg (bl.a.) følgende:

”Det fremgår af sagen at direktoratet den 2. maj 2002 anmodede Københavns Fængsler, Sandholmlejren, om at indsende ( )’s læge/sygeplejerskejournal, hvilket Københavns Fængsler imidlertid modsatte sig under henvisning til at den indsatte - som løsladt (og formentlig udsendt til ( )) den 12. april 2002 - ikke kunne give sit samtykke til udlevering af journalen.

Den 13. juni 2002 tog Direktoratet for Kriminalforsorgen indberetningen til efterretning uden forinden at have modtaget de ønskede lægelige oplysninger om den indsatte. Jeg bad den 6. september 2002 direktoratet om en udtalelse om hvorvidt direktoratet overvejede - og undersøgte - om Københavns Fængsler havde inddraget patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 3, i forbindelse med sin anmodning om udlevering af journalen. Dette spørgsmål havde en vis forbindelse til den udtalelse som jeg nogle dage forinden - den 3. september 2002 - havde afgivet om patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 2, i forbindelse med en anden selvmordssag (direktoratets j.nr. KK ( ); mit j.nr. 2001-0452-626). I forbindelse med denne anden sag udtalte jeg bl.a. at

’[j]eg må forstå at det ikke hidtil har været praksis inden for kriminalforsorgens område - medmindre den indsatte har givet sit samtykke dertil - at indhente og videregive lægelige oplysninger, og herunder oplysninger om misbrugsforhold, til institutionens ledelse i forbindelse med overførsel af indsatte med henblik på forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg’.

 

§ 26, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, i lov om patienters retsstilling nr. 482 af 1. juli 1998 er sålydende:

’§ 26. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når

 

3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.’

Jeg er enig med direktoratet i at udlevering af hele lægejournalen i almindelighed må forudsætte et samtykke fra den pågældende patient.

Jeg tager til efterretning at direktoratet i fremtiden vil rekvirere de lægelige oplysninger som kan antages at have betydning for kriminalforsorgens tilsyn og kontrol med den foreliggende sag, jf. patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 3. Det kan ske ved videregivelse af de relevante dele af lægejournalen eller - efter omstændighederne - ved en hertil svarende erklæring fra den læge som er tilknyttet institutionen.”

Den 5. december 2002 anførte Direktoratet for Kriminalforsorgen supplerende følgende om patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 3:

”For så vidt angår bestemmelsen i patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 3, er direktoratet nu opmærksom på at bede institutionerne om en erklæring fra lægen (og ikke som tidligere selve lægejournalen), i det omfang det er nødvendigt for at direktoratet kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaven. Der henvises til side 5 i indberetningsskemaet.”

 

I min afsluttende udtalelse af 11. december 2002 anførte jeg herefter:

”Jeg har noteret mig det som direktoratet har oplyst om patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 3. Efter min opfattelse vil sagen med en erklæring fra den læge som er tilknyttet institutionen, i mange situationer ikke være fuldt tilstrækkeligt oplyst til at direktoratet kan træffe afgørelse, jf. min udtalelse af 22. november 2002, s. 7 øverst. Jeg sigter hermed først og fremmest til de situationer hvor andre læger har været involveret i behandlingen af den indsatte (således som det f.eks. var tilfældet i nærværende sag), og hvor (uddrag af) journalen vil udgøre det bedste bevis. Jeg henleder direktoratets opmærksomhed herpå, men foretager mig i øvrigt ikke mere i sagen.”