Inddragelse af ulovligt kriterium i sag om erstatning efter
personundersøgelse – straffuldbyrdelseslovens § 107

Den 12. april 2002 modtog Københavns Fængsler oplysninger om at A var i besiddelse af ca. 50-60 rohypnol og ca. 70 gram hash som han angiveligt skulle have gemt i endetarmen. Københavns Fængsler oplyste herefter A om at han skulle have foretaget en rektalundersøgelse eller – som alternativ hertil – iføres en bodypacker-dragt. A blev endvidere oplyst om at han ville blive anbragt i observationscelle hvis han ikke frivilligt indvilgede i et af disse indgreb.

A ønskede ikke at medvirke til de pågældende indgreb og blev derfor anbragt i observationscelle. Efter godt en time valgte A at få foretaget en rektalundersøgelse. Mistanken om at A havde stoffer på sig, blev ikke bekræftet ved undersøgelsen.

Den 20. maj 2002 anmodede A Københavns Fængsler om erstatning for uberettiget rektalundersøgelse (eller om strafafkortning).

Den 20. august 2002 traf Københavns Fængsler afgørelse i sagen og fandt at rektalundersøgelsen af A havde været berettiget.

Hvad spørgsmålet om erstatning angik, henviste Københavns Fængsler A til Rigsadvokaten.

I breve af 30. august 2002 og 4. september 2002 klagede A ved X Retshjælp til Direktoratet for Kriminalforsorgen over Københavns Fængslers afgørelse i dens helhed.

Den 28. november 2002 traf Direktoratet for Kriminalforsorgen afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgik bl.a. følgende:

”

Ad 3:

 

Direktoratet har som anført ikke fundet grundlag for at kritisere den foretagne rectalundersøgelse eller fremgangsmåden i forbindelse med denne.

Direktoratet mener endvidere at (A) ikke er berettiget til erstatning.

Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på kriminalitetens art og at (A) indvilligede i at blive undersøgt. Direktoratet har endvidere lagt vægt på at fængslet havde bestemte grunde til at antage at (A) havde gemt stoffer indvortes. Det er Direktoratets vurdering at indgrebet ikke var uforskyldt uanset der ikke blev fundet noget i forbindelse med undersøgelsen.

”

Den 20. december 2002 indbragte X Retshjælp sagen for mig som partsrepræsentant for A.

Retshjælpen anførte vedrørende afslaget på erstatning at A havde følt sig presset til at medvirke til rektalundersøgelsen, og at han således ikke kunne siges at have ”indvilget” heri.

Direktoratet for Kriminalforsorgen henholdt sig i en udtalelse til direktoratets afgørelse af 28. november 2002.

 

Ombudsmandens udtalelse

”Efter straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 2, kan institutionens leder eller den der bemyndiges dertil, af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn træffe bestemmelse om en nærmere undersøgelse af den indsattes person hvis der er bestemte grunde til at antage at den indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter. En sådan nærmere undersøgelse af den indsattes person må kun foretages under medvirken af en læge, jf. lovens § 60, stk. 6.

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen har efter straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 9, fastsat nærmere regler om gennemførelse af undersøgelser af den indsattes person og opholdsrum, jf. bekendtgørelse nr. 380 af 17. maj 2001. Bekendtgørelsens § 4 er sålydende:

’§ 4. Hvis den indsatte ikke vil medvirke til, at der gennemføres recto-vaginal-undersøgelse, eller hvis undersøgelsen af andre grunde ikke kan gennemføres, kan den indsatte i stedet udelukkes fra fællesskab under observation af en vagt efter reglerne i bekendtgørelse om udelukkelse af indsatte fra fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle m.v., i fængsler og arresthuse.’

Straffuldbyrdelseslovens §§ 106 og 107 er sålydende:

’§ 106. En indsat har ret til erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a, såfremt den indsatte uforskyldt har

udstået fængselsstraf i for lang tid,

været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller

været udelukket fra fællesskab.

§ 107. Der kan tillægges den, der under fuldbyrdelse af straf m.v. har været udsat for andre uforskyldte indgreb end de i § 106 nævnte, erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a.’

Erstatning efter § 107 er, som det fremgår, fakultativ (erstatning ’kan’ ydes) – i modsætning til erstatning efter § 106. Spørgsmålet er dog om den formuleringsmæssige forskel vil få nogen betydning i praksis, hvilket Hans Jørgen Engbo i Straffuldbyrdelsesret (DJØF’s forlag, 2001), s. 159, med en henvisning til praksis efter retsplejelovens § 1018 b, antager ikke vil blive tilfældet.

Hans Jørgen Engbo har samme sted anført følgende om begrebet ’uforskyldt’ (s. 159):

’Kravet om, at indgrebet skal være uforskyldt , betyder, at der ikke må foreligge ’egen skyld’, hvortil det efter almindelige erstatningsretlige principper må kræves,

at den indsattes adfærd har indeholdt et dadelværdigt moment (culpa),

at denne adfærd har forårsaget indgrebet (causalitet), og

at indgrebet har stået for den indsatte som en påregnelig følge af hans adfærd (adækvans).’

Der er i en tilknyttet note (nr. 51) henvist til praksis efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, og § 1018 d, stk. 2, som nærmere beskrevet. Der er endvidere henvist til s. 31ff i betænkning nr. 801/1977 om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning.

Såvel Københavns Fængsler som Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen har truffet afgørelse om rektalundersøgelsens lovlighed (om der har været ’bestemte grunde’ til at gennemføre undersøgelsen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 2). At dette har været tilfældet, er for så vidt uomtvistet i sagen hos mig.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har herefter truffet afgørelse om hvorvidt (A)’s anmodning om erstatning for den gennemførte undersøgelse skulle imødekommes.

Min undersøgelse angår direktoratets afgørelse om afslag på erstatning – herunder og især det forhold at (A) efter direktoratets opfattelse har indvilliget i at blive undersøgt (punkt I nedenfor).

 

Jeg har ikke inddraget Københavns Fængsler i min behandling af retshjælpens klage og er derfor – på det foreliggende grundlag – afskåret fra at udtale mig om spørgsmålet om Københavns Fængslers vejledning af (A) (vejledningen om kompetenceforholdene vedrørende erstatningsspørgsmålet).

I. Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelse og begrundelsen for afgørelsen om at afslå at betale erstatning

Direktoratet for Kriminalforsorgen har den 28. november 2002 begrundet direktoratets afslag på anmodningen om erstatning, jf. straffuldbyrdelseslovens § 107 (og afgørelsen om at godkende rektalundersøgelsen af (A)), således:

’Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på kriminalitetens art og at (A) indvilligede i at blive undersøgt. Direktoratet har endvidere lagt vægt på at fængslet havde bestemte grunde til at antage at (A) havde gemt stoffer indvortes. Det er Direktoratets vurdering at indgrebet ikke var uforskyldt uanset der ikke blev fundet noget i forbindelse med undersøgelsen.’

1. Jeg må forstå henvisningen til ’kriminalitetens art’ således at dette ikke alene har været af betydning for afgørelsen om at godkende at der blev foretaget rektalundersøgelse af (A), men også har spillet en rolle ved afgørelsen af erstatningsspørgsmålet.

Det giver mig ikke anledning til bemærkninger at dette forhold er indgået i begge afgørelser.

2. Jeg kan heller ikke kritisere at direktoratet har tiltrådt Københavns Fængslers vurdering af at der var ’bestemte grunde til at antage at (A) havde gemt stoffer indvortes’. Dette har betydning for afgørelsen om rektalundersøgelsen og kan efter omstændighederne have betydning for erstatningsspørgsmålet.

3. Om det forhold at Direktoratet for Kriminalforsorgen har lagt vægt på at (A) ’indvilgede i at blive undersøgt’, bemærker jeg at der efter min opfattelse ved afgørelsen af om den pågældende har været udsat for et uforskyldt indgreb, ikke kan lægges vægt på hvorledes den pågældende har stillet sig til ønsket om en undersøgelse. Jeg mener derfor at det er en fejl at Direktoratet for Kriminalforsorgen har ladet dette kriterium indgå i vurderingen af erstatningsspørgsmålet.

Jeg har samtidig hermed gjort Direktoratet for Kriminalforsorgen bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til direktoratet at træffe en ny afgørelse.

Jeg bemærker i øvrigt følgende:

I et tilfælde som det foreliggende hvor der som alternativ til en frivillig medvirken er de midler til rådighed som er nævnt i bekendtgørelsens § 4, kan man vanskeligt tale om frivillighed i noget tilfælde. Og i tilfælde hvor den pågældende efter at have været anbragt i observationscelle indvilger i at lade sig undersøge, kan det i hvert fald ikke karakteriseres som frivillig medvirken.

Jeg har anmodet Direktoratet for Kriminalforsorgen om at underrette mig om direktoratets fornyede afgørelse.”

Den 30. december 2003 traf Direktoratet for Kriminalforsorgen en ny afgørelse i forhold til A uden inddragelse af ovennævnte kriterium. Direktoratet underrettede samtidig ombudsmanden herom.

I brev af 14. januar 2004 til direktoratet tog ombudsmanden afgørelsen til efterretning.