Anvendelse af venterum til
overnatning
En advokat klagede for A
over den behandling som A
havde fået af politiet i
forbindelse med fremstilling
den 11. december 2002 i
Retten i Vordingborg.
Advokaten havde samtidig
klaget til Statsadvokaten
for Fyn, Sydøstsjælland,
Lolland, Falster og
Bornholm.
Jeg henviste i brev af 20.
december 2002 advokaten til
at afvente afgørelsen fra
statsadvokaten før advokaten
tog stilling til om der var
grundlag for at klage til
mig. Samtidig udbad jeg mig
underretning om
statsadvokatens svar.
Statsadvokaten meddelte mig
i brev af 20. december 2002
at hun i brev af 18.
december 2002 havde henvist
advokaten til at afvente at
Politimesteren i Vordingborg
tog stilling til klagen.
I brev af 13. februar 2003
meddelte Politimesteren i
Vordingborg at han – ”under
hensyn til de ekstraordinære
personalemæssige forhold,
der var på det pågældende
tidspunkt” – ikke fandt
anledning til at kritisere
de foretagne dispositioner.
I et vedhæftet notat af 27.
december 2002 var der
redegjort nærmere for sagen.
Jeg modtog orientering om
afgørelsen den 10. april
2003.
Jeg anmodede herefter i brev
af 24. april 2003
Politimesteren i Vordingborg
om at oplyse om det der var
anført i rapporten af 27.
december 2002, skulle
forstås således at A var
blevet anbragt i
politistationens venterum i
tiden fra den 10. december
2002 kl. 19.30 til den 11.
december 2002 kl. 9.45. Hvis
dette var tilfældet,
anmodede jeg om at modtage
oplysning
om
målene på venterummet,
om
der er lysindfald,
om
der er ventilation i
venterummet,
om
der er mulighed for tilkald,
og
om A
under opholdet modtog tilbud
om mad.
Med brev af 22. maj 2003
sendte Politimesteren i
Vordingborg mig en notits af
28. april 2003 hvori det var
oplyst
at A
opholdt sig i venterummet
fra den 10. december 2002
kl. 19.30 til den 11.
december 2002 kl. 9.45,
at
venterummet har målene 2,10
x 3,90 m,
at
der for enden af venterummet
er opbygget en briks i hele
rummets bredde ( 2,10 m ) 42
cm over gulvet,
at
der på briksen var anbragt
en sovemadras, og at der
blev udleveret to tæpper,
at
der i venterummet er et
trykknapsystem med mulighed
for tilkald af vagthavende,
at
der ikke er lysindfald, men
almindelig elbelysning,
at
venterummet er tilsluttet
det almindelige
ventilationssystem, og
at A
om morgenen den 11. december
2002 kl. 8.30 fik tilbudt
kaffe og en ostemad, men at
han kun ønskede kaffe.
Jeg meddelte herefter i brev
af 17. juni 2003 til
Politimesteren i Vordingborg
at jeg havde besluttet af
egen drift efter
ombudsmandslovens § 17, stk.
1, at iværksætte en
undersøgelse af sagen. Jeg
anmodede politimesteren om
at oplyse
om A
var anbragt i venterummet
fordi der ikke var plads i
Arresthuset i Vordingborg,
og
om A
da han ankom til
politistationen den 10.
december 2003 kl. 19.30, var
blevet tilbudt aftensmad.
Jeg bad endvidere
politimesteren om at udtale
sig om det forhold at et
venterum var blevet anvendt
til overnatning. Jeg
anmodede om at
Rigspolitichefen og
Justitsministeriet ligeledes
udtalte sig om denne
anvendelse.
Politimesteren i Vordingborg
anførte i en udtalelse af 8.
september 2003:
”
Det følger af
Retsplejelovens § 770, stk.
2, at varetægtsarrestanter
anbringes i varetægtsfængsel
(arresthus), så vidt muligt
på det sted, hvor
straffesagen behandles.
Anbringelse uden for
varetægtsfængsel kan ske af
helbredsmæssige grunde eller
i medfør af lovens § 77.
Lovens udgangspunkt om
anbringelse i Vordingborg
arrest var ikke mulig, idet
arresten bl.a. som følge af
EU-topmødet var overbelagt.
Endvidere var arresterne i
Næstved, Køge og Nykøbing
Falster fuldt belagt/
overbelagt. Jeg tilføjer i
forbindelse med placering i
et arresthus, at (A) er
medlem af ( ).
Det er ikke muligt konkret
at få oplyst, om (A) blev
spurgt om aftensmad, da
ingen af de involverede
politifolk præcist kan huske
det. Efter almindelig
praksis bliver arrestanter
spurgt om mad, når de
omkring spisetid overføres
fra andre politikredse eller
arrester. Arresten i
Helsingør serverer mad kl.
17.30 og (A)’s kørsel fra
arresten blev påbegyndt kl.
ca. 18.00. Morgenen efter
blev (A) tilbudt kaffe og
franskbrød med ost, hvor han
alene ønskede kaffe. Det må
således antages, at (A) –
der i øvrigt er bekendt med
trykknapsystemet i
venterummet – af Vordingborg
politi blev spurgt om
aftensmad.
ad placering i venterum:
Indledningsvis skal jeg
bemærke, at (A) blev anholdt
den 24. oktober 2003 sigtet
for vold efter straffelovens
§ 245 og varetægtsfængslet
næste dag. Senere blev
varetægtsfængslingen
forlænget flere gange, bl.a.
af Østre Landsret to gange,
senest den 28. november 2002
med frist til den 11.
december 2002. Kort efter
blev sagen berammet til
domsforhandling den 20.
december 2002. Den 10.
december 2002 var det
således politiets
forventning, at der ville
ske frivillig forlængelse
uden fremstilling, da der
kun var ti dage til
domsforhandling og da
fængsling flere gange var
stadfæstet af landsretten.
Advokaten meddelte
imidlertid den 10. december
2002 om eftermiddagen, at
hans klient skulle
fremstilles.
Som anført under besvarelsen
under 1 anbringes
arrestanter i
varetægtsfængsel
(arresthus), jf.
Retsplejelovens § 770, stk.
2. De undtagelser hertil,
der er nævnt i bestemmelsen,
var ikke opfyldt i
forbindelse med placeringen
af (A). Det er imidlertid
almindelig praksis i
politikredsene, at
arrestanter af praktiske
grunde kan placeres i
venterum, f.eks. ved
afbrydelse af længerevarende
afhøringer på politigård,
ved udfindelse af arresthus
efter grundlovsforhør eller
ved tidlig afhentning i
forbindelse med
fremstilling. Det er
imidlertid formentlig
usædvanligt at afhente en
arrestant aftenen før en
fremstilling næste dag kl.
09.45. Det er således
umiddelbart beklageligt, at
(A) blev placeret i et
venterum, uanset at man
forsøgte at gøre venterummet
så komfortabelt som muligt
med sovemadras og tæpper.
Jeg finder imidlertid
fortsat ud fra
nødretslignende synspunkter
ikke grundlag for at
kritisere politiets
fremgangsmåde, idet jeg har
lagt afgørende vægt på de
helt særegne og
ekstraordinære forhold for
politiet og
kriminalforsorgen som følge
af EU-topmødet i København
medio december 2003. Den
eneste mulighed for, at
arrestanten med sikkerhed
kunne være til stede ved
retsmødet, var at anmode to
kriminalassistenter fra NEC/
rejseholdet, der bistod
politikredsen med
efterforskningen i en
omfattende
narkoefterforskning, om at
afhente (A). De pågældende
kriminalfolk havde aftalt
andre afhøringer næste
morgen med overværelse af
advokat, således at
afhentningen måtte finde
sted aftenen før, hvor der i
øvrigt ikke forventedes
samme trafikale problemer
som næste morgen.
”
Rigspolitichefen anførte i
en udtalelse af 22. oktober
2003:
”
Rigspolitiet skal i sagens
anledning nævne, at
varetægtsarrestanter i
medfør af retsplejelovens §
770, stk. 2, skal anbringes
i arresthuse. Direktoratet
for Kriminalforsorgen har
ved bekendtgørelse nr. 491
af 12. september 1978 med
senere ændringer og ved
cirkulære nr. 156 af 13.
september 1978 fastsat
nærmere bestemmelser om
anbringelse af
varetægtsarrestanter.
Rigspolitiet finder ikke, at
der ved en stillingtagen til
den konkrete sag er behov
for at forholde sig til det
omtalte regelsæt, som i
øvrigt administreres af
Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
Rigspolitiet kan om
fremstilling af
varetægtsarrestanter for
domstolene oplyse, at det er
almindelig praksis, at
varetægtsarrestanter før et
retsmøde typisk bliver
udtaget af varetægtsarresten
og overført til et venterum
i domstolens lokalemasse
eller på politigården.
Opholdet i disse venterum
vil typisk være af kortere
varighed for at afvente, at
varetægtsfængslingen eller
forlængelsen heraf kan blive
behandlet af retten.
I den konkrete sag blev den
varetægtsfængslede overført
til et venterum på
Vordingborg politistation.
Rigspolitiet har ikke
fastsat landsdækkende
materielle regler om
politiets anvendelse af
venterum. Venterummene er
primært beregnet til
kortvarige ophold af
personer, som venter på, at
politiet kan foretage
afhøring af den
tilbageholdte.
Venterummene anvendes
endvidere til kortvarige
ophold af personer, som af
den ene eller anden grund
skal fremstilles for
domstolene. Venterummene på
landets politistationer er
ikke beregnet til
længerevarende
tilbageholdelse af
varetægtsarrestanter.
Venterummene på landets
politistationer er som følge
af det oplyste endvidere
relativt spartansk udstyret
med stol, evt. bord mv.
Allerede som følge heraf bør
tilbageholdelse af personer
i politiets venterum
begrænses så meget som
muligt.
Rigspolitiet vil under
normale omstændigheder ikke
finde det rigtigt at
tilbageholde
varetægtsfængslede i
politiets venterum i et
tidsrum, som det skete i den
konkrete sag. Rigspolitiet
finder imidlertid ikke –
selv om den langvarige
anbringelse må sige at være
beklagelig – grundlag for at
kritisere den beslutning,
som blev truffet af
Vordingborg politi.
Rigspolitiet har ved sin
stillingtagen lagt til
grund, at det ikke var
praktisk muligt at
tilbageholde den
varetægtsfængslede i
Vordingborg arrest og i
nærhed liggende arresthuse.
Rigspolitiet har i den
forbindelse navnlig taget
hensyn til den helt
specielle situation, som
dansk politi og
kriminalforsorgen befandt
sig i på det konkrete
tidspunkt på grund af de
store EU-møder i
hovedstadsområdet.
Rigspolitiet har endvidere
taget hensyn til, at
venterummet i den konkrete
situation blev udstyret med
madras, tæppe mv.
Rigspolitiet vil ud fra en
samlet vurdering af den helt
ekstraordinære situation
således ikke kritisere den
konkrete anbringelse af
varetægtsarrestanten i et af
politigårdens venterum.”
Justitsministeriet anførte i
en udtalelse af 8. december
2003:
”
På denne baggrund skal
Justitsministeriet bemærke,
at ministeriet finder den
langvarige
venterumsanbringelse i den
konkrete sag beklagelig. Det
fremgår imidlertid af sagen,
at der er tale om en
enkeltstående episode, der
opstod som følge af de helt
ekstraordinære forhold i
forbindelse med EU-topmødet
i København i december 2002.
Selv om der under mere
normale forhold ville være
tale om en uacceptabelt
langvarig anbringelse,
finder ministeriet derfor
ikke anledning til at udtale
kritik i den konkrete sag.
Justitsministeriet kan i
øvrigt i det hele tilslutte
sig Rigspolitichefens
udtalelse, herunder at
venterummene på landets
politistationer ikke er
beregnet til længerevarende
tilbageholdelse af
varetægtsarrestanter, og at
tilbageholdelse af personer
i politiets venterum
generelt bør begrænses så
meget som muligt.
”
Ombudsmandens udtalelse
”At varetægtsarrestanter
kortvarigt anbringes i
venterum, f.eks. i
forbindelse med behandling
af sager ved domstolene,
giver mig ikke anledning til
bemærkninger.
Jeg forstår politimesterens,
Rigspolitichefens og
Justitsministeriets
udtalelser således at det er
disse myndigheders
opfattelse at politiets
venterum ikke kan anvendes
til overnatning.
Denne opfattelse er jeg enig
i. Jeg gør i øvrigt
opmærksom på at jeg fra
Folketingets Ombudsmands
inspektionsvirksomhed har
kendskab til venterum der
har en sådan størrelse og
indretning at overnatning
slet ikke vil kunne lade sig
gøre.
Jeg forstår at det er
myndighedernes opfattelse at
anbringelse af (A) i
venterummet i tiden fra den
10. december 2002 kl. 19.30
til den 11. december 2002
kl. 9.45 er beklagelig.
Denne opfattelse er jeg enig
i.
Når Rigspolitichefen og
Justitsministeriet desuagtet
ikke har fundet at der er
grundlag for at udtale
kritik af Politimesteren i
Vordingborg, skyldes det
sagens helt specielle
omstændigheder, herunder
· forløbet op til at
spørgsmålet om eventuel
fristforlængelse skulle
besluttes,
· det forhold at der
var overbelægning i
Arresthuset i Vordingborg,
og at der ikke var plads i
nærliggende arresthuse,
· den særlige
situation som politiet og
kriminalforsorgen befandt
sig i på grund af EU-møder i
hovedstadsområdet, og
· venterummets
størrelse og udstyr.
Efter omstændighederne
finder heller ikke jeg at
have fuldt tilstrækkeligt
grundlag for at udtale
kritik af Politimesteren i
Vordingborg.
Med hensyn til spørgsmålet
om hvorvidt (A) i fornødent
omfang under opholdet i
venterummet blev tilbudt
kost, må jeg konstatere at
dette spørgsmål ikke lader
sig endeligt afklare. Jeg
foretager mig ikke videre
vedrørende dette spørgsmål.”