Tidlig prøveløsladelse efter
straffelovens § 40 a , stk.
1, nr. 2. Gode personlige
forhold. Skøn under regel?
Sagens nærmere
omstændigheder er følgende:
Den 11. marts 2003 blev A i
Østre Landsret idømt tre års
fængsel.
Den 12. august 2004
indstillede Statsfængslet i
Horserød til Direktoratet
for Kriminalforsorgen at A
blev prøveløsladt efter
straffelovens § 40 a, stk.
1, nr. 2, på nærmere angivne
vilkår (herunder udførelse
af samfundstjeneste).
Statsadvokaten for
København, Frederiksberg og
Tårnby havde forinden ikke
udtalt sig imod tidlig
prøveløsladelse af A.
Hvad angår spørgsmålet om
A’s forsørgelse efter en
eventuel prøveløsladelse
efter den ovennævnte
bestemmelse, havde hans
familie – skriftligt –
erklæret at indestå for hans
forsørgelse frem til den 29.
januar 2005 (tidspunktet for
prøveløsladelse efter 2/3
tid).
Den 19. august 2004
bemyndigede Direktoratet for
Kriminalforsorgen
Statsfængslet ved Horserød
til at løslade A på prøve.
Direktoratets afgørelse var
imidlertid betinget af at
der – ud over et konkret
samfundstjenestested –
tillige forelå et konkret
tilbud om arbejde til A.
Direktoratet anførte bl.a.
følgende i brev af 22.
september 2004 til A som
svar på hans brev af 2.
september 2004 (som jeg
havde sendt videre til
direktoratet til
besvarelse):
”De har videre i Deres
skrivelse oplyst følgende:
’(..) Det er lagt til grund
at jeg opfylder
betingelserne i straf. § 40
a, stk. 1, nr. 2, om gode
personlige forhold, etc. Jeg
er derfor af den opfattelse
at direktoratet ikke
derudover kan stille
betingelsen under lovens
stk. 1 nr. 2, om arbejde
fordi Folketinget allerede i
loven jf. stk. 6, har taget
stilling vedrørende dette,
hvor det fremgår at der er
sikret den dømte passende
ophold og arbejde eller
andet underhold (..).’
Direktoratet skal hertil
bemærke, at bestemmelsen i
straffelovens § 40 a, stk.
6, er udtryk for en
almindelig
utilrådelighedsvurdering, og
at det ifølge praksis er en
forudsætning for, at man kan
siges at have gode
personlige forhold, jf.
straffelovens § 40 a, stk.
1, nr. 2, at man har et
arbejde, eller at man skal
til at påbegynde eller er i
gang med en uddannelse ved
løsladelsen. Dette krav
stilles naturligvis ikke,
såfremt man ikke er rask
eller man har nået
pensionsalderen.
Direktoratet skal således
fastholde, at De alene kan
siges at have gode
personlige forhold, såfremt
De har et konkret
arbejdstilbud ved
løsladelsen.
Direktoratet skal i
forlængelse heraf bemærke,
at direktoratet finder, at
bestemmelsen i straffelovens
§ 40 a, stk. 6, er opfyldt i
Deres tilfælde, idet De er
sikret ophold og underhold.”
Direktoratet bemærkede
afslutningsvis i brevet til
A at direktoratet burde have
præciseret at forudsætningen
om gode personlige forhold,
jf. straffelovens § 40 a,
stk. 1, nr. 2, efter praksis
indebærer at der er sikret
den dømte passende arbejde.
I en udtalelse af 9.
november 2004 på baggrund af
A’s klage til mig henholdt
direktoratet på dette punkt
sig til afgørelsen af 19.
august 2004 og brevet af 22.
september 2004 til A.
I en foreløbig redegørelse
af 12. maj 2005 udtalte jeg
følgende:
Ombudsmandens foreløbige
udtalelse
”Den (yderligere) mulighed
for tidlig løsladelse som
straffelovens § 40 a åbner,
blev indført ved
Folketingets vedtagelse af
forslag til lov om ændring
af straffeloven og lov om
fuldbyrdelse af straf m.v.
(Tidlig prøveløsladelse af
dømte) – den senere lov nr.
219 af 31. marts 2004.
Lovforslaget blev fremsat
den 17. december 2003, og
loven trådte i kraft den 1.
april 2004. Loven supplerer
den tidligere og fortsat
gældende bestemmelse om
tidlig prøveløsladelse i
straffelovens § 38, stk. 2.
(A) har under sagens
behandling i Direktoratet
for Kriminalforsorgen og
over for mig gjort gældende
at direktoratet ikke som
betingelse for
prøveløsladelse efter
straffelovens § 40 a, stk.
1, nr. 2, kan stille krav om
at den dømte har
arbejde/arbejdstilbud. (A)
har i den forbindelse bl.a.
henvist til at ’arbejde’ i
lovens § 40 a, stk. 6, er
nævnt som alternativ til
’andet underhold’. (A) har
endvidere henvist til
forarbejderne til § 40 a.
1. Direktoratet for
Kriminalforsorgens praksis
1. Efter § 30 i
direktoratets bekendtgørelse
nr. 380 af 19. maj 2004
(løsladelsesbekendtgørelsen)
træffer Direktoratet for
Kriminalforsorgen afgørelse
i sager om løsladelse på
prøve efter straffelovens §
40 a. Det er i
lovbemærkningerne til § 40 a
forudsat at
afgørelseskompetencen i
hvert fald i en
opstartsperiode ligger hos
direktoratet for at sikre en
ensartet praksis.
Det fremgår af direktoratets
brev af 22. september 2004 –
som direktoratet i sin
udtalelse til mig som nævnt
har henholdt sig til – at
der efter praksis stilles
vilkår om
arbejde/arbejdstilbud (eller
om uddannelse som alternativ
hertil) over for alle dømte
i den arbejdsdygtige alder
(som er raske).
Kravet om arbejde (eller
uddannelse) indgår i
direktoratets praksis som et
integreret element i
vurderingen af om
betingelserne i § 40 a, stk.
1, nr. 2, er opfyldt. I
brevet af 22. september 2004
har direktoratet udtrykt
dette således: ’ det [er]
ifølge praksis en
forudsætning for, at man kan
siges at have gode
personlige forhold, jf.
straffelovens § 40 a, stk.
1, nr. 2, at man har et
arbejde ’.
2. Straffelovens § 40 a,
stk. 1, lyder således:
’§ 40 a. Når halvdelen af
straffetiden, dog mindst 4
måneder er udstået, kan
justitsministeren eller den,
ministeren bemyndiger
dertil, ud over de i § 38,
stk. 2, nævnte tilfælde
beslutte, at den dømte skal
løslades på prøve, hvis
hensynet til
retshåndhævelsen skønnes
ikke at tale imod det, og
1)den dømte har ydet en
særlig indsats for ikke på
ny at begå kriminalitet,
herunder ved at deltage i
behandlings- eller
uddannelsesforløb, eller
2)den dømtes forhold taler
derfor.’
Som det fremgår af
bestemmelsen, er det en
grundlæggende betingelse for
begge muligheder for tidlig
prøveløsladelse at hensynet
til retshåndhævelsen ikke
skønnes at tale herimod.
Herudover kræves det (nr. 1)
at den dømte har ydet en
særlig indsats for ikke på
ny at begå kriminalitet,
eller (nr. 2) at den dømtes
forhold taler derfor, (i
forarbejderne benævnt som
gode personlige forhold).
De øvrige stykker i § 40 a
(stk. 2-6) indeholder
bestemmelser om forskellige
vilkår for prøveløsladelsen.
Vilkårene er som
udgangspunkt fakultative
(dvs. at de kan, men ikke
nødvendigvis skal stilles).
Der skal dog altid
fastsættes vilkår om tilsyn
indtil to tredjedele af
straffetiden er forløbet, og
– ved prøveløsladelse efter
stk. 1, nr. 2 (gode
personlige forhold) – om
(ulønnet) samfundstjeneste.
I § 40 a, stk. 6, er det
således forudsat
– at den dømtes forhold ikke
gør løsladelse utilrådelig,
– at der er sikret den dømte
passende ophold og arbejde
eller andet underhold, samt
– at den dømte er egnet til
og erklærer sig villig til
at overholde de vilkår for
løsla-delsen som fastsættes
efter stk. 3 og 4.
Efter § 40 a, stk. 3, kan
der ’fastsættes et eller
flere yderligere vilkår
efter reglerne i § 57’.
I straffelovens § 57 der
angår vilkår for udsættelse
af straffastsættelsen
(betingede domme), er
opregnet en række
forskellige forhold –
herunder opholdssted,
arbejde, uddannelse,
afvænningsbehandling og
betaling af erstatning – som
kan indgå som vilkår for en
afgørelse om udsættelse af
straffastsættelsen.
Som det fremgår af det
anførte, skal afgørelsen om
tidlig prøveløsladelse
træffes på baggrund af et
forholdsvis frit skøn.
Efter min foreløbige
opfattelse taler ordlyden af
straffelovens § 40 a og
sammenhængen mellem de
enkelte stykker i
bestemmelsen klart imod at
der kan opstilles generelle
ufravigelige betingelser for
prøveløsladelse ud over dem
som er nævnt i loven.
3. I de almindelige
bemærkninger til
lovforslaget (LSF 122,
Folketings Tidende
2003-2004, tillæg A, s. 4433
ff.) er anført følgende om
formålet med § 40 a (i
afsnit 3.1.):
’Efter Justitsministeriets
opfattelse bør der i videre
omfang skabes mulighed for
tidlig prøveløsladelse af
indsatte, ( ) hvor det på
grundlag af en samlet
vurdering af den enkeltes
personlige forhold, den
begåede kriminalitet og
afsoningsforløbet findes
unødvendigt, at den
pågældende afsoner resten af
straffen i fængsel, hvis der
i stedet fastsættes vilkår
om samfundstjeneste.’
Af
lovforslagsbemærkningernes
afsnit 3.3. fremgår følgende
om bestemmelsen i § 40 a,
stk. 1, nr. 2:
’Det foreslås for det andet,
at åbne mulighed for at
anvende tidlig
prøveløsladelse i tilfælde,
hvor den indsattes forhold
samlet set taler for, at det
er unødvendigt, at den
pågældende afsoner resten af
straffen i fængsel, hvis der
i stedet kan fastsættes
vilkår om samfundstjeneste.
Det vil dreje sig om
indsatte, som typisk har
gode og stabile personlige
forhold og et godt socialt
netværk samt er uden
misbrugsproblemer, og hvis
forbrydelse ikke er udtryk
for et kriminelt mønster.
Det er en forudsætning, at
den pågældendes
afsoningsforløb har været i
det væsentlige problemfrit,
( )
Der foreslås derfor indsat
en bestemmelse i
straffelovens § 40 a, stk.
1, nr. 2, hvorefter der kan
træffes beslutning om
prøveløsladelse på visse
betingelser, når den
indsatte har udstået mindst
halvdelen af straffen, hvis
den pågældendes forhold
taler derfor.’
Om eventuelle vilkår for
prøveløsladelse efter § 40
a, stk. 1, nr. 2, fremgår
følgende af afsnit 3.4.:
’Med hensyn til
prøveløsladelse efter § 40
a, stk. 1, nr. 2, af dømte,
hvis forhold taler herfor,
vil der ikke være anledning
til at overveje vilkår om
afvænningsbehandling , idet
det er forudsat, at der er
tale om personer med så gode
personlige forhold mv., jf.
ovenfor, at særlige vilkår
af denne karakter ikke er
nødvendige. Ligeledes vil
der som regel være personer,
hvor særlige vilkår om
uddannelse vil være
unødvendige. Det kan derimod
ikke udelukkes, at der i
visse tilfælde [min
fremhævelse] vil være behov
for at fastsætte andre
vilkår efter reglerne i §
57, f.eks. vedrørende
overholdelse af særlige
forskrifter om opholdssted,
arbejde, anvendelse af
fritid eller samkvem med
bestemte personer. Der
foreslås derfor indført en
adgang hertil.’
Der er efter min foreløbige
opfattelse således heller
ikke i lovens forarbejder
dækning for – imod lovens
ordlyd – at indlægge den
generelle begrænsning i
skønnet som direktoratets
praksis er udtryk for.
Forholdet er tværtimod det
at lovforslagsbemærkningerne
taler herimod. Jeg sigter
herved navnlig til
lovforslagsbemærkningernes
afsnit 3.4.
På baggrund af min
foreløbige gennemgang af
lovgrundlaget er det min
opfattelse at direktoratets
praksis ikke er lovlig idet
den savner det fornødne
hjemmelsmæssige grundlag.
Jeg er indstillet på at
henstille til Direktoratet
for Kriminalforsorgen at
ændre praksis. Jeg har
imidlertid anset det for
mest korrekt at afgive
udtalelsen i foreløbig form
således at Direktoratet for
Kriminalforsorgen kan få
lejlighed til at kommentere
det som jeg har anført,
inden jeg afgiver den
endelige udtalelse.
A har under sagens forløb
gjort gældende at det næppe
har været hensigten med § 40
a, stk. 1, nr. 2, at
udelukke bestemte
aldersgrupper og/eller
erhvervsgrupper fra
muligheden for at opnå
tidlig prøveløsladelse efter
bestemmelsen. Dette er jeg
enig med ham i.
2. Direktoratets afgørelse
af 19. august 2004 og
begrundelse i forhold til
(A)
Det er i sagen ubestridt at
forudsætningerne i
straffelovens § 40 a, stk.
6, er opfyldt i (A)’s
tilfælde.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen har på
baggrund af direktoratets
praksis i sager efter
straffelovens § 40 a, stk.
1, nr. 2, ikke truffet
afgørelse på baggrund af en
individuel vurdering af
(A)’s personlige forhold.
Jeg er derfor indstillet på
at henstille til
direktoratet at træffe en ny
afgørelse i forhold til (A)
hvis han skulle ønske det,
uanset at der er sket
løsladelse.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen har i
brevet af 22. september 2004
til (A) – som direktoratet i
udtalelsen til mig har
henholdt sig til – i
tilknytning til (A)’s klage
i brev af 2. september 2004
over direktoratets
(mangelfulde) begrundelse
bemærket at ’man burde have
præciseret, at
forudsætningen om gode
personlige forhold, jf.
straffelovens § 40 a, stk.
1, nr. 2, efter praksis
indebærer, at der er sikret
den dømte passende arbejde’.
Jeg er enig med direktoratet
heri. Jeg henviser herved
også til at den ovennævnte
hjemmelsmangel ville være
fremtrådt tidligere end det
skete, hvis direktoratet
havde givet en nærmere
forklaring på vilkåret om
arbejde/arbejdstilbud. Jeg
bemærker at jeg ikke herved
har taget stilling til om
direktoratet efter
forvaltningslovens §§ 22 og
24 var forpligtet til at
begrunde sin afgørelse af
19. august 2004 over for
(A).”
Direktoratet for
Kriminalforsorgen anførte
følgende i en udtalelse af
13. juni 2005 i anledning af
min foreløbige redegørelse:
”Direktoratet kan om praksis
for prøveløsladelse i medfør
af straffelovens § 40 a,
stk. 1, nr. 2 oplyse, at de
dømte typisk opfylder
følgende gennemgående træk:
– Førstegangsstraffet eller
førstegangsafsoner
– Gode familiemæssige og
sociale forhold
– Gode boligforhold
– Arbejde eller uddannelse
ved løsladelse (medmindre
den indsatte er
helbredsbetinget
uarbejdsdygtig eller er gået
på pension/efterløn)
– Ingen misbrugsproblemer
– Problemfri afsoning
– Ringe recidivrisiko
– Anklagemyndigheden er
positiv.
For så vidt angår kriteriet
om arbejde eller uddannelse
skal direktoratet oplyse, at
direktoratet som
udgangspunkt finder, at den
dømte skal have arbejde
eller være i gang med en
uddannelse, med mindre den
dømte er helbredsbetinget
uarbejdsdygtig eller gået på
pension/efterløn.
Det vil således bero på en
konkret vurdering af den
enkelte sag, om dette moment
skal være opfyldt.
Direktoratet kan i den
forbindelse oplyse, at der
er enkelte eksempler på, at
der er sket prøveløsladelse,
uanset at de dømte ikke
aktuelt havde arbejde eller
var under uddannelse.
Direktoratets beskrivelse af
praksis i direktoratets brev
af 22. september 2004 er
således formuleret for
generelt/ufravigeligt,
hvilket beklages.
Direktoratet har imidlertid
på baggrund af den konkrete
sag gennemgået alle sager,
hvor der er søgt om
prøveløsladelse i medfør af
straffelovens § 40 a, stk.
1, nr. 2, og som er
behandlet af direktoratet i
perioden fra den 1. april
2004 til den 31. maj 2005.
Der er tale om i alt 125
sager. Direktoratet har i 6
af disse sager stillet det
som en forudsætning for
løsladelse, at den dømte har
et arbejde eller er i gang
med en uddannelse.
Direktoratet har herudover i
en enkelt sag givet afslag
på prøveløsladelse, da den
pågældende ikke kunne
dokumentere at have et
arbejde.
Direktoratet vil nu gennemgå
ovennævnte sager med henblik
på en vurdering af, om
momentet om
arbejde/uddannelse er
tillagt for stor vægt.
Såfremt dette måtte være
tilfældet, vil direktoratet,
såfremt de pågældende ønsker
det, på ny træffe afgørelse
i sagen.
Direktoratet kan
afslutningsvis oplyse, at
direktoratet har præciseret
praksis for prøveløsladelse
i medfør af straffelovens §
40 a, stk. 1, nr. 2 over for
institutionerne.”
Jeg udtalte herefter –
endeligt – følgende:
Ombudsmandens endelige
udtalelse
”1. Jeg gav i den foreløbige
redegørelse af 12. maj 2005
udtryk for den (foreløbige)
opfattelse at ordlyden af
straffelovens § 40 a – og
sammenhængen mellem de
enkelte stykker i
bestemmelsen – klart taler
imod at der kan opstilles
ufravigelige betingelser for
prøveløsladelse ud over dem
som er nævnt i loven, jf.
også
lovforslagsbemærkningernes
afsnit 3.4.
Jeg har ikke grundlag for at
ændre denne retsopfattelse.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen har i sin
udtalelse af 13. juni 2005
anført at det efter
direktoratets opfattelse
beror på en konkret
vurdering af den enkelte sag
om der skal stilles krav om
at den dømte har et arbejde
eller er i gang med en
uddannelse. Jeg lægger som
sagen med direktoratets
udtalelse af 13. juni 2005
er oplyst over for mig, til
grund at direktoratet deler
min retsopfattelse. Og jeg
foretager mig ikke mere
vedrørende de generelle og
fremadrettede spørgsmål som
(A)’s klage til mig har
rejst.
2. Jeg gav i den foreløbige
redegørelse endvidere udtryk
for den (foreløbige)
opfattelse at direktoratets
praksis om tidlig
prøveløsladelse efter
straffelovens § 40 a, stk.
1, nr. 2, er ulovlig idet
den savner det fornødne
hjemmelsmæssige grundlag,
jf. det som jeg har anført
ovenfor under pkt. 1.
Dette spørgsmål er knyttet
til den beskrivelse af
direktoratets praksis som er
indeholdt i direktoratets
brev af 22. september 2004
til (A) (begrundelsen for
afgørelsen i forhold til (A)
har direktoratet uddybet i
brevet af 22. september 2004
). Som det fremgår af
citatet ovenfor – og
sagsfremstillingen – har
Direktoratet for
Kriminalforsorgen i
udtalelsen af 13. juni 2005
beskrevet sin praksis for
tidlig prøveløsladelse efter
den nævnte bestemmelse på en
anden måde end i brevet af
22. september 2004 til (A),
og direktoratet har i
fortsættelse heraf beklaget
over for mig at beskrivelsen
af praksis i dette brev var
formuleret for
generelt/ufravigeligt’.
Jeg kan på ovenstående
grundlag tilslutte mig
direktoratets beklagelse.
Da direktoratets praksis
efter det der er anført i
udtalelsen af 13. juni 2005,
må siges at ligge inden for
rammerne af loven om tidlig
prøveløsladelse af dømte
(lov 219/2004), finder jeg
ikke at have tilstrækkelig
anledning til nærmere at
undersøge de sager ( enkelte
eksempler’) som direktoratet
har henvist til i
forbindelse med
direktoratets aktuelle
beskrivelse af praksis, men
som direktoratet ikke har
tidsfæstet nærmere.
Jeg har som følge af det som
jeg har anført ovenfor, ikke
grundlag for at opretholde
min foreløbige opfattelse og
foretager mig ikke videre
vedrørende dette spørgsmål.
Jeg bemærker dog samtidig at
det ville have været
ønskeligt om oplysningerne i
udtalelsen af 13. juni 2005
var kommet frem i
forbindelse med
direktoratets besvarelse af
min høringsskrivelse af 7.
oktober 2004 (direktoratets
brev af 9. november 2004 ).
3. Jeg lagde som nævnt – på
baggrund af de oplysninger
fra direktoratet som jeg
havde på tidspunktet for den
foreløbige redegørelse –
(foreløbigt) til grund at
direktoratet havde
indlagt/indlægger en generel
begrænsning i skønnet efter
straffelovens § 40 a, stk.
1, nr. 2, som der ikke er
dækning for i lovgrundlaget,
og at afgørelsen i forhold
til (A) var udtryk for en
sådan ulovlig praksis.
Direktoratet har i
udtalelsen af 13. juni 2005
som allerede nævnt oplyst at
der er enkelte eksempler på
at der er sket
prøveløsladelse uanset at de
dømte ikke aktuelt havde
arbejde eller var under
uddannelse. Som det fremgår
af citatet ovenfor fra
udtalelsen, har direktoratet
endvidere – efter
gennemgangen af de sager om
tidlig prøveløsladelse efter
straffelovens § 40 a, stk.
1, nr. 2, som direktoratet
har truffet afgørelse i fra
lovens ikrafttrædelse den 1.
april 2004 og ind til
udgangen af maj måned 2005 –
oplyst at direktoratet i en
enkelt sag [har] givet
afslag på prøveløsladelse,
da den pågældende ikke kunne
dokumentere at have et
arbejde.’
Om direktoratet i (A)’s sag
– således som direktoratets
praksis for tidlig
prøveløsladelse efter
straffelovens § 40 a, stk.
1, nr. 2, nu er beskrevet –
har truffet afgørelse i
strid med den almindelige
lighedsgrundsætning, har jeg
ikke fundet grundlag for at
undersøge. Jeg henviser
herved til at direktoratet i
udtalelsen af 13. juni 2005
har oplyst at direktoratet –
såfremt de pågældende måtte
ønske det – på ny vil træffe
afgørelse i de af de nævnte
125 sager hvor direktoratet
har lagt vægt på momentet om
arbejde/uddannelse’. Jeg
henviser endvidere til den
(indirekte) tilkendegivelse
herom som er indeholdt i
direktoratets brev af 1.
juni 2005 til (A).
På baggrund af den
indstilling til spørgsmålet
om genoptagelse som
Direktoratet for
Kriminalforsorgen allerede
nu har givet udtryk for, har
jeg ikke grundlag for at
afgive en henstilling på
dette punkt til
direktoratet.”
Den 6. september 2005 traf
Direktoratet for
Kriminalforsorgen på ny
afgørelse i sagen.
Direktoratet fastholdt at
det var berettiget at
direktoratet havde stillet
krav om arbejde som
forudsætning for tidlig
prøveløsladelse.
Direktoratet henviste i sin
begrundelse til at dette var
nødvendigt for at begrænse
risikoen for den pågældende
for tilbagefald til ny
kriminalitet. Direktoratet
fandt på den baggrund
(heller) ikke grundlag for
at yde A erstatning.
A indbragte herefter på ny
sagen for mig, og med en
høringsskrivelse af 28.
november 2005 iværksatte jeg
endnu en undersøgelse af
sagen.