Politiets udelukkelse af en
journalist fra at modtage
informationer.
A klagede i skrivelse af 18.
februar 1991 til
Justitsministeriet over, at
Politimesteren i X-by havde
meddelt redaktionen, at
ingen på politigården i X-by
måtte udtale sig til
journalist B, som var ansat
på A og bl.a. dækkede
bladets kriminalreportage.
A anførte i klagen:
"...
Det er dertil vort
standpunkt, at det er (A) og
ikke politiet, der alene
tager stilling, hvilken
medarbejder der i det
daglige på avisens vegne
henvender sig til politiet.
Alene af ovennævnte grund
begærer vi politimesterens
forbud til sine medarbejdere
trukket tilbage.
Vi gør det også, efter at vi
nøje har vurderet de
argumenter, politimesteren
mundtligt har fremført
overfor undertegnede.
Politimesteren henviser til
to konkrete sager, der har
været behandlet i (A).
Den første var nogle
artikler, der i uge 41 og 42
sidste år blev bragt i (A) i
forbindelse med den
afsluttende behandling af en
sag, som Arbejdstilsynet
havde rejst mod
Statsfængslet (F). De
fleste, men ikke alle
artikler, er skrevet af (B).
Det er anført, at
journalisten har undladt at
indhente kommentar fra
politiet, hvilket vi må
bestride, og det fremgår da
også af artiklerne, at (A)
har talt med alle berørte
parter, klagerne, fængslets
ledelse, politiets ledelse
og Arbejdstilsynet.
Politimesteren har anført,
at han i artiklerne har set
et ønske om at
mistænkeliggøre politiet, og
han har i denne forbindelse
nævnt en ledende artikel,
som (A) bragte 14. oktober.
Jeg har oplyst
politimesteren om, at denne
ikke var skrevet af
redaktionen i (X-by).
Jeg må ydermere anføre min
forundring over, at
politimesteren genoptager
denne sag, eftersom den på
hans foranledning blev
drøftet i oktober sidste år.
Politimesteren reagerede med
at nedlægge forbud til sine
medarbejdere mod, at de
udtalte sig til (A) 14. og
15. oktober, idet han
anførte, at han ville
forklare grunden hertil
overfor den ansvarshavende
redaktør (C) på
hovedredaktionen i (Y-by).
Da (C) var bortrejst
inviterede politimesteren
(B) til en snak om
forholdene mandag den 15.
oktober og tilkendegav, at
den normale kontakt mellem
politiet i (X-by) og (A)
derefter var genoptaget.
Det andet forhold,
politimesteren har anført
som årsag til manglende
tillid til (B) er en
artikel, der blev bragt 14.
januar. Heri oplyses, at en
mand har klaget til politiet
over den behandling, hans
kammerat var udsat for i
forbindelse med en
anholdelse. Det fremgår af
artiklen, at
vicepolitimesteren
bekræfter, at klage er
modtaget, undersøges og vil
blive behandlet i
lokalnævnet.
Politimesteren har anført,
at den anholdte overfor
kriminalpolitiet har
benægtet, at han blev slået,
efter at han var lagt i
håndjern, således som det
står i den pågældende
artikel.
Hertil må jeg anføre, at det
ikke er (A), der påstår, at
klageren blev slået efter at
være lagt i håndjern. Det er
den påstand, der dels
fremføres i klagen, dels
bringes som en udtalelse fra
klageren, og at denne lægger
navn til sin påstand i vores
artikel.
Vi har efterfølgende
foreholdt den anholdte
politimesterens oplysning
om, at den anholdte har
benægtet at være slået efter
ilæggelsen i håndjern. Han
har overfor os bekræftet den
fremstilling, klageren har
givet.
Vi har naturligvis også
givet politiet mulighed for
at kommentere udtalelserne,
hvilket er en helt normal
praksis på (A).
Jeg har overfor
politimesteren udtrykt min
forundring over, at han ikke
forinden sin beslutning om
at forbyde sine medarbejdere
at udtale sig til (B) tog en
drøftelse med mig som
ansvarlig leder af
egnsredaktionen i (X-by).
Jeg blev inviteret til en
snak over en kop kaffe om
problemer os imellem, som
politimesteren udtrykte sig.
Men hans ærinde var ikke at
tage en snak, men at meddele
en beslutning, der var taget
forinden og allerede var
meddelt afdelingslederne på
politigården.
Konkluderende må jeg anføre,
at politimesteren ikke har
belæg for at påstå, at (B) i
sin virksomhed som
journalist har været illoyal
overfor politiet i de
anførte sager, han har
skrevet om, og at noget
sådant heller ikke kan
påvises i andre artikler af
vores medarbejder.
..."
Asbest-sagen drejede sig om
en anmeldelse fra en indsat
på Statsfængslet F til
politiet i X-by i anledning
af, at fængslet havde ladet
indsatte arbejde med asbest.
Artiklerne i A indeholdt
kritik af den tid, der
medgik til politiets
behandling af anmeldelsen.
Den anden sag drejede sig om
en episode lørdag den 3.
november 1990 i X-by. To
unge mænd blev anholdt,
efter at den ene havde sat
sig ind i en af politiets
patruljevogne, der stod med
åben dør. De to unge gjorde
senere gældende, at de i
forbindelse med anholdelsen
unødigt var blevet slået med
stave samt uberettiget
anbragt i detention.
Beskyldningerne mod politiet
blev refereret i A i
december 1991. Politiets
tilbagevisning af
beskyldningerne blev
ligeledes bragt i A (den 12.
januar 1992).
I en skrivelse af 4. april
1991 til Justitsministeriet
redegjorde politimesteren
for baggrunden for
beslutningen om at afbryde
samarbejdet med B.
Politimesteren oplyste
bl.a.:
"...idet jeg skal udtale, at
min beslutning nærmere går
ud på, at jeg i møde den 9.
januar 1991 med chefredaktør
(D) har meddelt denne, at
politimesterembedet ikke
længere ønsker at samarbejde
med journalist (B), og at
jeg iøvrigt gerne vil
samarbejde med (A). Jeg
meddelte samtidig
chefredaktøren, at min
afgørelse kunne påklages til
ministeriet.
(X-by) politi har gennem
længere tid løbende givet
(B), der ikke har
journalistisk uddannelse,
oplysninger om verserende
sager m.v., medens denne var
ansat på (X-by's) lokalradio
("...") og senere under hans
ansættelse på (A) (så vidt
erindres fra 1. oktober
1990).
Den direkte anledning til at
udelukke (B) er begrundet i
hans omtale af 2 sager, hvor
(X-by's) politi blev "hængt
ud" på en efter min
vurdering urimelig måde.
Begge sager vedlægges.
Den første sag vedrører den
såkaldte "asbestsag," hvor
(E) som repræsentant for
talsmandsgruppen på
statsfængslet på (F) ved
skrivelse af 30. december
1988 anmeldte statsfængslet
for overtrædelse af
arbejdsmiljøreglerne i
forbindelse med de indsattes
arbejde med asbest. Sagen
havde naturligt pressens
bevågenhed og var meget
omtalt i medierne.
Efterforskning blev straks
indledt, og sagen blev
fremsendt til
arbejdstilsynet til
udtalelse den 2. marts 1989.
Arbejdstilsynet blev
jævnligt rykket, men først
den 2. juli 1990 modtog jeg
begæring om tiltalerejsning.
Bl.a. på grund af sagens
principielle karakter blev
sagen den 11. s.m. forelagt
for statsadvokaten. Sagen
kom retur den 3. oktober
1990, og den 11. oktober
1990 udsendtes bødeforlæg
til statsfængslet.
(B) havde i den
mellemliggende periode
løbende spurgt til sagen,
ligesom han lavede flere
radioudsendelser omkring
asbestsagen. Han var således
fuldt ud bekendt med, at
sagen var behandlet meget
hurtigt ved
politimesterembedet. -
Alligevel lader (B) (det er
ham og ikke (E), der har
lavet research og skrevet
artiklerne) på forsiden af
(A) den 13. oktober 1990 (en
indsat i F) udtale, at
politiet havde trukket sagen
i langdrag med delvis
forældelse til følge. Det er
efter min opfattelse en
utilstedelig og tendentiøs
form for journalistik at
lade en anmelder udtale sig
- muligvis ubekendt med den
rette sammenhæng - om
forhold, hvor journalisten
positivt ved, at det
refererede er forkert.
Bægret blev fuldt den
følgende dag søndag den 14.
oktober, hvor (A) omdeles
gratis til samtlige
husstande i området, og hvor
lederen omtalte dårlig
efterforskning i den
såkaldte "pedal-Ovesag" og
mere end antydede, at det
samme var tilfældet i
asbestsagen. På daværende
tidspunkt var vi i (X-by)
temmelig "hudløse" over den
hetz, som vi havde været
udsat for i dele af pressen
efter tv-udsendelsen Dømt
for mord den 17. september
1990, og jeg måtte nu
konstatere, at (A) nu også
lod hetzen omfatte (X-by's)
politis behandling af andre
sager. Selv om jeg gik ud
fra, at (A's) var skrevet på
hovedredaktionen i (Y-by),
var der for mig ingen tvivl
om, at den byggede på de af
(B) skrevne artikler.
Lederen gav anledning til
megen harme blandt
politigårdens medarbejdere,
og jeg valgte at udelukke
(A's) journalister fra det
daglige morgenmøde hos
ordens- og kriminalpolitiet
mandag den 15. oktober.
Samme dag ved 10-tiden
meddelte jeg telefonisk
redaktionschef (R), at jeg
var utilfreds med lederen,
og at jeg ønskede en
berigtigelse. Da
redaktionschefen erklærede
sig villig hertil, blev han
samtidig gjort bekendt med,
at (A) igen kunne få
oplysninger. De kunne
således straks rette
henvendelse til ordens- og
kriminalpolitiet og få
oplysninger, men man valgte
at vente til næste dag. Dog
indfandt (B) sig på mit
kontor omkring kl. 11.30,
hvorefter han den næste
halvandentime blev
orienteret om sagens gang
med henblik på en
berigtigelse. Artiklen den
følgende dag ydede desværre
ikke fuld retfærdighed.
I den følgende tid forløb
samarbejdet med (A) uden
problemer. Den 3. december
modtog jeg en klage fra (G),
der ønskede at klage over
politiets behandling af ham
og en kammerat (H) i
forbindelse med anholdelse
og detentionsanbringelse den
4. november 1990. Sædvanlig
procedure for
lokalnævnssager blev
iværksat med indhentelse af
udtalelse fra de indklagede
polititjenestemænd. (B)
omtalte sagen på (A's)
forside den 19. december
1990 under overskriften:
"Jeg blev tævet af
politiet," ligesom der var
et indsat farvebillede af
(G) og (H). Denne omtale gav
naturligvis anledning til
overvejelser i embedets
ledelse om, hvorvidt der på
grundlag af artiklen skulle
indledes strafferetlig
efterforskning for vold
begået af de indklagede. Jeg
valgte at lade en
kriminalassistent afhøre (H)
til rapport, og det fremgår
heraf, at han ikke har
udtalt sig om, at han er
blevet slået med stav efter
at være belagt med håndjern.
Iøvrigt fremgår det, at
(H) ikke er på billedet,
at han, der privat
kommer sammen med (B) havde
omtalt sagen for denne, og
at han udtrykkeligt
havde sagt, at han ikke
ønskede at klage, idet han
selv havde givet anledning
til magtanvendelsen. Sagen
blev derefter fortsat som
lokalnævnssag og er afgjort
ved skrivelse af 26. marts
1991.
Det forhold, at (B) påny
havde fremsat en alvorlig
beskyldning mod (X-by's)
politi, blev drøftet i
ledelsen og med
ordenspolitiets tillidsmand,
og ingen ønskede herefter at
samarbejde med (B). Efter
min vurdering havde (B) påny
bevidst forbrudt sig mod
grundliggende presseetiske
principper, og jeg betragter
herefter samarbejdet med
pågældende som varigt
ødelagt, hvorfor jeg
besluttede at udelukke (B).
Dette meddelte jeg klageren
den 9. januar 1991, idet jeg
samtidigt pointerede, at (X-by's)
politi af mange offentlig
retlige grunde naturligvis
fortsat ville samarbejde med
(A).
..."
I en skrivelse af 14. maj
1991 kommenterede A
politimesterens ovenfor
citerede udtalelse. A
bemærkede bl.a.:
"...
Politimesteren anfører, at
det er (B) og ikke
journalist (E), der har
lavet research og skrevet
artiklerne om asbestsagen på
(F). Til støtte herfor
anføres, at (B) forud for
sin ansættelse på (A) havde
arbejdet med denne sag som
journalistisk medarbejder på
lokalradioen (...).
Dertil må jeg bemærke, at
(A) også forud for (B's)
ansættelse indhentede
oplysninger om og beskrev
den pågældende sag, og at vi
naturligvis udnytter den
viden, hver enkelt
medarbejder har i en videre
sagsbehandling. Således også
i den nævnte sag.
På det tidspunkt, hvor (E)
udtaler, at politiet havde
trukket sagen i langdrag,
har journalisterne ikke
oversigt over alle datoer
for, hvornår sagen har
befundet sig i forskellige
instanser, men der havde
intet været i vejen fra
vores side for at oplyse
det, såfremt den ansvarlige
sagsbehandler, politiet i (X-by),
havde orienteret herom. Vi
fik efterfølgende en
bekræftelse fra
Arbejdsdirektoratet på, at
det var her, sagen havde
ligget det meste af tiden,
og det skrev vi.
Politimesteren anfører om
artiklen, som blev
resultatet af (B's) møde med
politimesteren den 15.
oktober, at den
efterfølgende dags artikel
ikke ydede fuldt
retfærdighed. Det er vel
ikke ualmindeligt, at
angrebne føler, at de ikke
bliver refereret uddybende
nok, men jeg må anføre, at
politimesteren ikke overfor
(B) eller undertegnede gav
udtryk for en skuffelse over
artiklens indhold endsige
bad os skrive mere.
Med hensyn til sagen (om G
og H) skal jeg gentage, at
begge overfor os fastholder,
at (H) blev slået, efter at
være belagt med håndjern.
Det væsentlige for mig er,
at det ikke er en påstand,
(A) fremsætter, men citat
af, hvad navngivne personer
oplyser.
(B) har overfor mig endnu
engang benægtet, at han
privat kommer sammen med
(H). Havde det været
tilfældet, ville jeg have
bedt en anden medarbejder
skrive den pågældende
artikel. (B) kender (H) på
den måde, at de i vinteren
1989-90 lejlighedsvis mødtes
på havnen, hvor (B) havde
sin båd liggende, og hvor
(H) arbejdede.
..."
Justitsministeriet tiltrådte
i skrivelse af 9. august
1991 politimesterens
afgørelse. Ministeriet
henviste til følgende:
"...
Det fremgår af
politimesterens udtalelser,
at (X-by's) politi gennem
længere tid løbende har
givet (B) oplysninger om
verserende sager, samt at
den direkte anledning til at
udelukke (B) er begrundet i
hans omtale af 2 sager, hvor
(X-by's) politi efter
politimesterens vurdering
blev "hængt ud" på en
urimelig måde. Efter
politimesterens opfattelse
var der bl.a. tale om
tilfælde af utilstedelig og
tendentiøs form for
journalistik samt brud på
grundlæggende presseetiske
principper. Det fremgår
iøvrigt af politimesterens
udtalelser, at (B) ikke har
journalistisk uddannelse.
For så vidt angår den
nærmere beskrivelse af de 2
omtalte sager, kan
Justitsministeriet henvise
til politimesterens
udtalelser, som blev
tilsendt Dem ved skrivelse
af 23. april 1991.
Efter en gennemgang af sagen
skal man meddele, at
Justitsministeriet ikke
finder grundlag for at ændre
politimesterens afgørelse.
Justitsministeriet har
herved lagt vægt på, at
politimesteren som nævnt
ikke har afvist at
samarbejde med (A) men alene
har meddelt, at han ikke
ønsker at udtale sig til
journalist (B), samt at
denne afgørelse i sagens
natur beror på en helt
konkret vurdering af
forholdet mellem embedet og
den pågældende journalist.
Det bemærkes i den
forbindelse, at
politimestrene efter
retsplejelovens ordning har
den selvstændige ledelse af
kredsens politi.
Justitsministeriet finder,
at landets
politimesterembeder i
almindelighed bør gøre, hvad
der er muligt, for at
etablere og opretholde et
godt og åbent forhold til
pressen. Justitsministeriet
har imidlertid i den
foreliggende sag ikke fundet
tilstrækkeligt grundlag for
at tilsidesætte det skøn,
der danner grundlag for
politimesterens afgørelse,
og hvorefter politimesteren
ikke har tillid til, at
journalisten vil
viderebringe de oplysninger,
politiet måtte afgive, på en
dækkende og loyal måde, idet
den pågældende tidligere i
flere tilfælde efter
politimesterens opfattelse
har formidlet oplysninger
fra politimesterembedet på
en uacceptabel og illoyal
måde.
Justitsministeriet er enig
i, at det tilkommer avisens
ledelse at afgøre, hvilke
journalister, der skal
varetage bestemte opgaver
for avisen, herunder rette
henvendelse til
politimesterembederne
vedrørende konkrete sager
eller generelle spørgsmål.
Dette forhold er imidlertid
efter Justitsministeriets
opfattelse ikke til hinder
for, at en politimester i et
konkret tilfælde, hvor det
er sagligt begrundet, og
hvor embedet ikke efter
reglerne i f.eks.
offentlighedsloven er
forpligtet til at meddele
oplysninger, afbryder
samarbejdet med en
journalist.
..."
I skrivelse af 23. august
1991 klagede A til mig over
Justitsministeriets
afgørelse. A gjorde
gældende, at politimesterens
første reaktion gjaldt alle
medarbejdere ved A. A
anførte videre, at de to
sager, der havde ført til
udelukkelsen af A og dernæst
B, var blevet undersøgt og
dækket af A på samme måde
som andre lignende sager, at
politiet har kunnet komme
til orde i avisen, samt at
der ikke havde været tale om
en hetz.
Jeg forelagde klagen for
Justitsministeriet og
politimesteren og bad i
skrivelse af 9. september
1991 myndighederne udtale
sig specielt om følgende:
En nærmere redegørelse for
rækkevidden af
politimesterens afgørelse af
9. januar 1991. Jeg sigter
herved især til, hvilke
oplysningstyper og
samarbejdssituationer
afgørelsen omfatter, samt
afgørelsens tidsmæssige
udstrækning.
En nærmere beskrivelse af de
retningslinier, der følges
ved politimesterembedet i (X-by)
for kontakten med pressen.
Akterne vedrørende
eventuelle andre tilfælde,
hvor politiet har afbrudt
samarbejdet med
journalister.
Hvilken betydning
ministeriet ved bedømmelsen
af politimesterens
beslutning har tillagt det,
at beslutningen kan betegnes
som et indgreb i pressens
adgang til informationer og
varetagelse af
nyhedsformidlingen.
En nærmere begrundelse for
politimesterens opfattelse,
hvorefter den pågældende
journalist har formidlet
oplysninger fra
politimesterembedet på en
"uacceptabel og illoyal
måde".
En nærmere redegørelse for,
hvilke oplysninger
Justitsministeriet forud for
skrivelsen af 9. august 1991
har tilvejebragt til
belysning af det under punkt
5) anførte.
Akterne i asbestsagen fra
Statsfængslet (F) samt i
sagen om den påståede
politivold den 3. november
1990.
Jeg udbeder mig endvidere
akterne i sagen vedrørende
beslutningen om at afbryde
kontakten til journalist
(B)."
Politimesteren besvarede i
en skrivelse af 11. oktober
1991 ombudsmandens spørgsmål
således:
" ad 1:
Kontakten mellem pressen og
politimesterembedet sker ved
dels personlig, dels
telefonisk henvendelse til
politigården. Der afholdes
således hver morgen omkring
kl. 8 på hverdage møde med
journalister fra de lokale
aviser, (........), hvor
kriminalinspektøren og
politikommissæren typisk
orienterer om det seneste
døgns begivenheder ved
gennemgang af
døgnrapporterne.
Journalisterne møder
samtidigt hos
kriminalpolitiet og derefter
hos ordenspolitiet, og under
møderne forekommer det
naturligvis, at
journalisterne spørger om
andre sager, og disse
spørgsmål besvares også. I
weekends klares denne
løbende nyhedsformidling ved
telefonisk henvendelse fra
de lokale aviser til
vagthavende i ordenspolitiet
og inden for
kriminalpolitiets sagsområde
ved henvendelse til
kriminalinspektøren eller
kriminalkommissæren, der
frivilligt har påtaget sig
denne "hjemmevagtordning". -
Øvrige henvendelser fra
pressen (i.e. de
landsdækkende aviser,
regional- og lokalradio
m.fl. samt den lokale
presses henvendelse til
andre end
kriminalinspektøren og
politikommissæren) sker
typisk pr. telefon, og der
besvares og informeres
løbende - også i fritiden.
Rækkevidden af min
beslutning om ikke at
samarbejde med journalist
(B) går ud på, at (A) ved
morgenmøderne og de løbende
telefoniske henvendelser må
lade sig repræsentere af en
anden end (B). Min
beslutning, der er uden
tidsbegrænsning, omfatter
ikke sager, hvor embedet
efter reglerne i f.eks.
offentlighedsloven er
forpligtet til at meddele
oplysninger, eller
henvendelser til
medarbejdere, der ikke
udtaler sig på embedets
vegne, jfr. nedenfor ad 2.
I øvrigt bemærkes, at (A)
efter den 9. januar 1991 har
sendt andre medarbejdere end
(B) til morgenmøderne,
ligesom (A) har ladet andre
journalister rette
telefonisk henvendelse
hertil.
ad 2:
Der henvises til vedlagte
politimestermeddelelse af
21. marts 1988. For så vidt
angår de afsluttende
bemærkninger om kompetencen
til at udtale sig til
pressen, tænkes der her på,
hvem der på embedets
vegne kan udtale sig.
Denne kompetence er hos
embedets ledelse inclusive
vagthavendegruppen. Derimod
er der ikke ved
politimestermeddelelsen
taget stilling til andres
ret til at udtale sig, det
være sig
tillidsrepræsentanter eller
andre medarbejdere, der
måtte have lyst til at træde
frem i medierne, men i
sidstnævnte situation sker
det ikke på embedets vegne.
ad 3:
(X-by's) politi har ikke
afbrudt samarbejdet med
andre journalister.
ad 8:
Grundlaget for afgørelsen
har været asbestsagen fra
Statsfængslet (F) samt sagen
om den påståede politivold
sammenholdt med
avisartiklerne i (A).
Afgørelsen er med
begrundelse og
klagevejledning meddelt
mundtligt til chefredaktør
(D) den 9. januar 1991 og
gentaget under møde den 11.
s.m. Chefredaktøren har ikke
efterfølgende begæret
skriftlig begrundelse, jfr.
forvaltningslovens § 23,
stk. 1. - Særskilt sag er
først oprettet i forbindelse
med klagen til ministeriet,
hvor originalkorrespondance
samt avisudklip beror...."
Dansk Journalistforbund
tilsluttede sig i en
skrivelse af 11. oktober
1991 A 's klage til mig.
Forbundet pegede bl.a. på,
at Justitsministeriets
afgørelse burde ses i lyset
af den nye medieansvarslov.
Loven optager som bilag et
sæt presseetiske regler, som
klart fastslår, at det er et
brud på god presseskik, hvis
et blad underlægger sig et
pres fra udenforstående. Det
havde efter forbundets
mening været brud på de
presseetiske regler, hvis A
havde givet efter for det
pres, politimesteren
forsøgte at lægge på avisen.
Denne skrivelse forelagde
jeg for politimesteren og
Justitsministeriet.
Politimesteren bemærkede i
skrivelse af 9. januar 1992
bl.a. følgende:
"...
Med hensyn til sagens
realitet drejer denne sig
efter min vurdering ikke om
(A's) ledelses ret til at
tilrettelægge arbejdet
blandt de journalistiske
medarbejdere eller indgreb i
pressens adgang til
informationer og at
videreformidle disse. Det
for mig afgørende har været,
hvorvidt (B) gennem
artiklerne har forset sig så
groft, at han bør udelukkes.
Det er min opfattelse, at
dette var tilfældet, jfr.
fortsat min begrundelse i
min påtegning af 4. april
1991.
Begrundelsen støtter sig
især på de VEJLEDENDE regler
for god presseskik litra A
nr. 1, jfr. litra C nr. 1.
Journalistforbundets
henvisning til den nu
gældende medieansvarslov nr.
348 af 6. juni 1991 ændrer
efter min opfattelse ikke
herved, allerede fordi det
af bemærkningerne til
kapitel 5 og specielt til §
34 fremgår, at de vejledende
etiske regler fortsat skal
være grundlaget for det
nærmere indhold af begrebet
"God presseskik.""
Justitsministeriets
Lovafdeling udfærdigede den
14. april 1992 et notat om
en myndigheds adgang til at
afbryde samarbejdet med
enkelte journalister. I
notatet anførtes bl.a.:
"...
5. Justitsministeriet må på
baggrund af politimesterens
udtalelse af 11. oktober
1991 lægge til grund, at den
trufne afgørelse om ikke at
samarbejde med en bestemt,
navngiven journalist, alene
retter sig mod de ansatte
ved embedet, der efter de
almindelige regler har
adgang til at udtale sig på
embedets vegne. Beslutningen
tilsigter ikke at gennemføre
en begrænsning i de ansattes
adgang til på egne vegne at
udtale sig til pressen eller
på anden måde at begrænse de
ansattes ytringsfrihed.
Justitsministeriet finder
derfor ikke grundlag for at
gå ind i en nærmere
overvejelse af spørgsmålet
om offentligt ansattes
ytringsfrihed.
Det spørgsmål, som sagen
navnlig giver anledning til
at drøfte nærmere, er
spørgsmålet om sikring af en
ligelig behandling af
pressen, når den retter
henvendelse til offentlige
myndigheder vedrørende
informationssøgning.
6. Det er et almindeligt
forvaltningsretligt princip,
at forvaltningsmyndighederne
er forpligtet til at
behandle væsentligt lige
forhold lige i retlig
henseende, jf. Jens Garde,
Forvaltningsret, Almindelige
Emner, 2. udgave, 1989, side
250. Af
lighedsgrundsætningen kan
udledes et krav om
konsekvens i forvaltningens
afgørelser. En administrativ
praksis kan dog i
almindelighed ændres, hvis
der er tale om en generel
kursændring, som er
nødvendig af saglige grunde,
og som ligger inden for
lovens rammer. Af
lighedsgrundsætningen
følger, at der ikke må
forekomme enkeltstående
ubegrundede afvigelser fra
en i øvrigt fulgt praksis,
jf. Garde, a.st. side 249.
Den forvaltningsretlige
lighedsgrundsætning omfatter
også offentlige myndigheders
information af pressen, jf.
Justitsministeriets
betænkning om
Kriminalforsorgen og
Massemedierne (714/1974),
side 51, og FOB, 1990, side
181 ff. forudsætningsvis.
Spørgsmålet om
ligebehandling af pressen
har også været drøftet i
anden sammenhæng, jf. FOB,
1984, side 156 ff. I denne
sag, hvor en minister
afbestilte samtlige
ministeriets abonnementer på
et bestemt dagblad som følge
af utilfredshed med en
bestemt artikel, udtalte
Folketingets Ombudsmand
blandt andet følgende:
"Den disposition, der er
tale om - opsigelse af
tjenesteabonnement på et
dagblad - kræver ikke anden
hjemmel end den, der er
indeholdt i den på
ministeriets finanslovkonto
optagne bevilling til
afholdelse af udgifter til
kontorhold, og er da heller
ikke undergivet (yderligere)
udtrykkelig regulering.
Dette er dog ikke
ensbetydende med, at
dispositionsretten på dette
område er fri. Også sådanne
dispositioner er i hvert
fald i et vist omfang
undergivet begrænsninger,
der følger af
forvaltningsrettens
almindelige regler...
...
Gennemførelsen af en sådan
"straffeaktion" falder
ganske udenfor rammerne af
den kreds af hensyn -
vedrørende
tjenesteforretningernes
praktiske tilrettelæggelse -
som kontorholdskontoen tager
sigte på at varetage, og
som, må jeg gå ud fra, også
har været bærende for
tidligere beslutninger om
avisholdets omfang og
sammensætning.
...
I min vurdering er tillige
indgået, at sagen også synes
at kunne åbne op for
principielt betænkelige
konsekvenser med hensyn til
forholdet mellem det
offentlige og massemedierne
og dermed for et væsentligt
element i de vilkår,
hvorunder dagspressen
virker. Jeg sigter herved
til spørgsmålet om rammerne
for myndighedernes
reaktionsmuligheder i
tilfælde, hvor der måtte
være anledning til at
reagere over for indlæg i
dagspressen. Jeg finder ikke
at have tilstrækkelig
anledning til med
udgangspunkt i den
foreliggende sag at gå
nærmere ind herpå, men mener
dog ikke at burde undlade
med denne afsluttende
bemærkning at påpege
sammenhængen med denne
principielle
problemstilling.
..."
7. Offentlighedsloven hviler
på en forudsætning om, at
myndighederne ikke alene
meddeler pressen de
oplysninger, som pressen
efter reglerne om aktindsigt
har krav på, men også i en
vis udstrækning giver
pressen méroffentlighed i
det omfang, det kan ske
inden for rammerne af
straffelovens almindelige
regler om tavshedspligt. Der
kan i den forbindelse
henvises til FOB 1984, side
88 ff og den deri nævnte
beretning af 12. oktober
1979 fra en arbejdsgruppe,
der blev nedsat på et møde
den 21. februar 1977 i
Justitsministeriets centrale
samarbejdsudvalg for
politiet med den opgave at
undersøge politiets og
anklagemyndighedens forhold
til massemedierne.
Den forvaltningsretlige
lighedsgrundsætning
indebærer, at myndigheden
som udgangspunkt skal
behandle pressens
repræsentanter ens ved
meddelelse af
méroffentlighed.
Den omstændighed, at en
bestemt journalist, som
følge af myndighedens
utilfredshed med den
pågældendes journalistiske
virke, udelukkes fra en
formløs adgang til
oplysninger eller fra en
adgang til méroffentlighed,
som indrømmes andre
journalister, må på den
baggrund efter
Justitsministeriets
opfattelse give anledning
til principielle
betænkeligheder.
Ved vurderingen af dette
spørgsmål må det formentlig
tages i betragtning, hvilket
formål der tilsigtes
varetaget ved afgørelsen om
at afskære den pågældende
fra informationer. Sker
udelukkelsen for - med
henblik på fremtiden - at
varetage væsentlige hensyn
til sigtede, tiltalte,
forurettede eller de enkelte
ansatte polititjenestemænd,
som på grund af
journalistens urigtige brug
af oplysningerne udsættes
for forfølgning eller på
anden måde er genstand for
en fejlagtig og klart
misvisende information,
eller har udelukkelsen
karakter af en sanktion over
for det, der efter
myndighedens opfattelse er
et brud på de presseetiske
regler.
I tilfælde, hvor formålet
alene har været at undgå et
fremtidigt misbrug af
oplysningerne, må der efter
Justitsministeriets
opfattelse i grove tilfælde
af brud på de almindelige
presseetiske regler
formentlig være adgang for
myndighederne til at rette
henvendelse til dagbladets
ledelse med henblik på at få
en anden journalistisk
medarbejder til at overtage
området. Formålet med at
lade en anden journalist
overtage området vil efter
omstændighederne kunne løse
2 problemstillinger; dels
tilsigte at hindre
fremtidigt misbrug, dels
forbedre
samarbejdsforholdene mellem
politi og presse, som er et
vigtigt element, for at
informationsformidlingen
efter
meroffentlighedsprincippet i
praksis kan fungere.
Udelukkelsen af en
journalist med dette formål
for øje må dog samtidig ses
i lyset af, at journalisten,
da der er tale om
oplysninger, som gennem
meroffentlighed til pressen
bliver almindeligt
tilgængelige for en bredere
kreds, ad anden vej kan
skaffe sig oplysningerne og
fortsætte den hidtidige
journalistiske linie.
Justitsministeriet finder
som nævnt samtidig grund til
at pege på, at udelukkelsen
af en journalist kan få
karakter af en sanktion
eller, med ombudsmandens
ord, en "straffeaktion".
Iværksættelsen af en sådan
sanktion vil efter
Justitsministeriets
opfattelse stride mod
forvaltningsrettens
almindelige principper om
saglig forvaltning.
Hvis man fra myndighedernes
side er utilfreds med den
dækning, som en bestemt sag
har fået i pressen eller
andre medier, må man som
andre gå frem efter
medieansvarslovens
almindelige regler.
Efter Justitsministeriets
opfattelse har der ikke i et
tilfælde som det
foreliggende været det
fornødne grundlag for at
træffe afgørelse om at
udelukke journalisten fra at
deltage i de pressemøder og
den meroffentlighedsordning,
der gælder for andre
journalister."
Under henvisning til notatet
fra Lovafdelingen meddelte
Justitsministeriet mig i
skrivelse af 19. juni 1992
følgende:
"...
I den anledning kan man
oplyse, at
Justitsministeriet på
baggrund af Deres
henvendelse har haft
lejlighed til at overveje
sagen på ny. Der henvises
til vedlagte notat af 14.
april 1992. Som der nærmere
er redegjort for i notatet,
må det ved vurderingen af
spørgsmålet om adgangen til
at udelukke en bestemt
journalist fra en formløs
adgang til oplysninger eller
fra en adgang til
méroffentlighed, som
indrømmes andre
journalister, formentlig
tages i betragtning, hvilket
formål der tilsigtes
varetaget ved afgørelsen om
at afskære den pågældende
fra informationer. I
tilfælde, hvor formålet
alene har været at undgå et
fremtidigt misbrug af
oplysningerne, må der efter
Justitsministeriets
opfattelse i grove tilfælde
af brud på de almindelige
presseetiske regler
formentlig være adgang for
myndighederne til at rette
henvendelse til dagbladets
ledelse med henblik på at få
en anden journalist til at
overtage området. Efter en
fornyet vurdering af den
konkrete sag er det
Justitsministeriets
opfattelse, der ikke har
været fuldt tilstrækkeligt
grundlag for at anse de
foreliggende forhold for at
falde inden for denne
kategori. Justitsministeriet
har på denne baggrund
meddelt politimesteren i (X-by),
at journalist (B) bør gives
samme adgang til information
fra politimesterembedet som
andre presserepræsentanter i
området.
..."
Herefter gav politimesteren
i skrivelse af 1. juli 1992
A meddelelse om, at
journalist B var velkommen
til at rette henvendelse til
embedet, og at B ville få
informationer på lige fod
med andre
presserepræsentanter.
Jeg forelagde udtalelsen for
A og Dansk
Journalistforbund. A
meddelte mig i en skrivelse
af 8. juli 1992, at bladet
ikke var enig i, at
myndighederne ved grove brud
på de presseetiske regler
bør kunne anmode ledelsen af
et dagblad om at få en anden
journalist til at overtage
stofområdet.
Journalistforbundet
bemærkede i skrivelse af 7.
juli 1992 følgende:
"...
Notatet fra
Justitsministeriets
Lovafdeling om "Notat om en
myndigheds adgang til at
afbryde samarbejdet med
enkelte journalister" giver
anledning til en enkelt
principiel bemærkning.
Det hedder, at "der efter
Justitsministeriets
opfattelse i grove tilfælde
af brud på de almindelige
presseetiske regler
formentlig må være adgang
for myndighederne til at
rette henvendelse til
dagbladets ledelse med
henblik på at få en anden
journalist til at overtage
området".
Dansk Journalistforbund
finder, at det er afgørende
for at sikre en uafhængig
presse, at det ikke er en
offentlig myndighed, der får
indflydelse på eller søger
at få indflydelse på,
hvilken medarbejder en
redaktion sætter til at
dække et område.
Det er en beslutning, som
suverænt er redaktionens.
Hvis politiet eller en anden
offentlig myndighed finder,
at de presseetiske regler
ikke følges, er
fremgangsmåden at gå frem
efter medieansvarslovens
regler - som det også er
beskrevet på side ni i
notatet.
En offentlig myndighed som
for eksempel politiet kan
aldrig gøre sig til dommer
over, om de presseetiske
regler er overtrådt.
..."
Jeg udtalte herefter
følgende i en skrivelse til
A:
"1) Politimesterens
afgørelse af 9. januar 1991:
Som sagen nu er oplyst, må
jeg lægge til grund, at
politimesteren denne dag
meddelte (A's) redaktør, at
(B) for fremtiden var
afskåret fra det almindelige
løbende samarbejde mellem
politiet i (X-by) og
pressen. Afgørelsen var
formelt begrundet i den
måde, hvorpå (B) havde
dækket "asbestsagen" og "politibilsagen",
idet politimesteren fandt,
at (B) "bevidst havde
forbrudt sig mod
grundlæggende presseetiske
regler". Politimesteren
havde dog også tillagt det
betydning, at der i den
pågældende periode generelt
havde været negativ omtale i
pressen af
politimesterembedet i
forbindelse med den såkaldte
"Pedal-Ove sag". Desuden
havde han lagt vægt på andre
artikler i (A), som var
forfattet af andre
medarbejdere end (B)
vedrørende de to sager.
Afgørelsen gjaldt uden
tidsgrænser, men omfattede
alene deltagelse i
morgenmøder og de løbende
telefoniske henvendelser og
således ikke situationer,
hvor politiet f.eks. i kraft
af offentlighedsloven var
forpligtet til at udlevere
oplysninger.
Et afgørende problem i sagen
har for så vidt været, om
(B's) dækning af de to sager
har været udtryk for så
grove afvigelser fra normen
for god presseskik, at en
udelukkelse af denne grund
eventuelt kunne være
berettiget.
Justitsministeriet har
imidlertid ved skrivelse af
19. juni 1992 truffet
afgørelse om, at der ikke
fra (B's) side forelå
sådanne forhold, at de kunne
begrunde en udelukkelse af
(B) fra deltagelse i det
almindelige samarbejde
mellem politiet og pressen.
Da dette spørgsmål nu er
afklaret, afstår jeg fra at
indgå på en nærmere
vurdering heraf. Vedrørende
det principielle spørgsmål
om, hvorvidt en offentlig
myndighed under sådanne
omstændigheder vil kunne
udelukke en journalist fra
at modtage oplysninger,
henvises der til de
nedenstående bemærkninger
under pkt. 3.
En afgørelse om udelukkelse
af en journalist fra at
modtage informationer må
karakteriseres som en
retssikkerhedsmæssigt meget
indgribende afgørelse. Både
ordenshensyn og hensynet til
det pågældende dagblads og
den udelukkede journalists
muligheder for at bedømme
rækkevidden af afgørelsen
samt mulighederne for at
påklage afgørelsen taler
for, at en sådan afgørelse
meddeles skriftligt, jf.
Juridisk Grundbog, bind 4,
4. udgave, s. 184, og den
dér anførte praksis.
Politimesterens afgørelse
burde derfor have været
meddelt skriftligt og ikke
blot i form af en
tilkendegivelse under en
samtale mellem redaktøren og
politimesteren.
Afskæringen af (B) fra
informationskanaler, som
andre journalister kunne
gøre brug af, var ikke alene
et indgreb i (A's)
interesser, men i høj grad
også et indgreb i (B's)
muligheder for at udøve sit
erhverv, bl.a. fordi
beslutningen kunne forventes
opretholdt, selv om (B)
skiftede job til en anden
medievirksomhed.
Afgørelsen havde således
direkte betydning for (B's)
muligheder for at have
arbejde som journalist. Han
burde derfor af politiet
have været anset som part i
sagen, og han burde således
have været inddraget i
behandlingen af sagen, bl.a.
i form af adgang til
partshøring og ved, at han
fik meddelelse om
afgørelsen.
Afgørelsen af 9. januar 1991
var i sit indhold upræcist,
idet den ikke indeholdt
nogen tidsbegrænsning og
blot gik ud på at "udelukke
(B)".
Efter min mening var en så
bred afgrænsning af
afgørelsens retlige
konsekvenser uacceptabel.
Politimesteren burde have
angivet en tidsgrænse for
afgørelsen og samtidig - som
senere sket - have
præciseret, hvilke dele af
samarbejdet mellem politi og
presse det angik.
Efter politimesterens
skrivelse af 4. april 1991
til Justitsministeriet må
jeg lægge til grund, at
afgørelsen ikke alene
byggede på artikler skrevet
af (B), men at der også var
taget hensyn til den mere
generelle kritiske
indstilling til
politimesterembedet, som på
daværende tidspunkt var
kommet til udtryk i pressen,
herunder i artikler, der var
skrevet af andre
medarbejdere ved (A) end
(B).
Som anført foran under b)
finder jeg ikke at have
anledning til at indgå på en
vurdering af, om (B) i
forbindelse med artiklerne
om "asbest-sagen" og "politibilsagen"
har tilsidesat
retningslinierne for god
presseskik. Også uden en
sådan vurdering kan det
imidlertid konstateres, at
politimesteren ikke lovligt
har kunnet tillægge det
betydning for udelukkelse af
(B), at andre journalister -
endog i andre blade end (A)
- havde forfattet artikler,
som efter politimesterens
opfattelse indeholdt
uberettiget kritik af (X-by's)
politi.
Jeg har gjort politimesteren
bekendt med min opfattelse
om klagepunkterne ovenfor
under c-f.
2) Justitsministeriets
afgørelse af 9. august 1991.
a) Som anført under 1) må
politimesterens afgørelse af
9. januar 1991 i flere
henseender retligt anses for
mangelfuld. Afgørelsen var i
sit indhold for uklar og
burde have været meddelt
skriftligt. Afgørelsen blev
truffet uden forudgående
høring af (B), og den
byggede tildels på forhold,
som (B) ikke kunne gøres
ansvarlig for.
Disse forhold burde
ministeriet have påtalt.
Desuden burde disse forhold
have ført til, at
ministeriet ikke på det da
foreliggende grundlag
stadfæstede politimesterens
afgørelse.
Jeg har gjort
Justitsministeriet bekendt
med min opfattelse.
3) Justitsministeriets
udtalelse af 19. juni 1992.
Ministeriet har i
forbindelse med min
behandling af sagen
overvejet det generelle
spørgsmål om offentlige
myndigheders adgang til at
udelukke en bestemt
journalist fra formløs
adgang til oplysninger eller
fra adgangen til
meroffentlighed, som
indrømmes andre
journalister. Ministeriet
mener, at det vil være i
strid med den almindelige
lighedsgrundsætning, hvis
dele af pressen udelukkes
fra at modtage sådanne
informationer og udtalelser.
Grove brud fra en
journalists side på de
almindelige presseetiske
regler vil efter
omstændighederne kunne
begrunde, at en myndighed
retter henvendelse til
dagbladets ledelse med
henblik på at få en anden
journalist til at overtage
området.
Jeg er enig med ministeriet
i, at lighedsbetragtninger
fører til, at fast
etablerede ordninger for
varetagelse af kontakter med
pressen må gælde og omfatte
alle dele af
nyhedsformidlingen, samt at
myndighederne som hovedregel
ikke kan blande sig i, hvem
de forskellige medier ønsker
at lade sig repræsentere af.
Den foreliggende sag rejser
spørgsmålet, om
myndighederne efter
omstændighederne kan
etablere særordninger for
bestemte medievirksomheder
eller for bestemte
pressemedarbejdere.
Ved vurderingen af dette
spørgsmål må der (som også
påpeget af
Journalistforbundet) tages
hensyn til, at
massemediernes virksomhed er
omfattet af en særlig lov,
medieansvarsloven (lov nr.
348 af 6. juni 1991). Ved
denne lov er oprettet en
særlig myndighed,
Pressenævnet, der træffer
afgørelse om, hvorvidt der
er sket en offentliggørelse,
der er i strid med god
presseskik. Loven indeholder
desuden hjemmel for straf,
mortifikation, erstatning og
genmæle som reaktioner i
forhold til massemediernes
tilsidesættelser af
principper for god
presseskik.
Det følger efter min mening
af principperne i
medieansvarsloven, at en
offentlig
forvaltningsmyndighed ikke
vil være berettiget til at
foretage begrænsninger i en
journalists adgang til
informationer med henblik på
at sanktionere krænkelser af
de presseetiske regler.
Det må på den anden side
anses for uholdbart, dersom
en myndighed i sin
tilrettelæggelse af
kontakten med pressen er
fuldstændig afskåret fra at
tage hensyn til visse
forhold vedrørende den
enkelte journalist, herunder
pådømte og/eller klare
krænkelser af de
presseetiske regler.
Ordensmæssige hensyn og
hensynet til at forebygge
misbrug samt ønsket om at
sikre en almindelig adgang
for journalister til at
modtage informationer, kan
således efter
omstændighederne begrunde,
at der sker begrænsninger i
bestemte journalisters
adgang til oplysninger. Det
må i den forbindelse
understreges, at de særlige
hensyn, der kan begrunde
sådanne begrænsninger, ikke
vil kunne omfatte de
pågældendes lovhjemlede ret
til i henhold til
lovgivningen (herunder især
offentlighedsloven) at
modtage oplysninger. Det
almindelige
forvaltningsretlige
proportionalitetsprincip må
endvidere medføre, at
sådanne begrænsninger ikke
må gå videre end de hensyn,
der begrunder begrænsningen,
tilsiger; ligeledes skal de
hensyn, der kan begrunde en
eventuel særordning,
påviseligt være
overordentlig tungtvejende.
Det forhold, at en
journalist selv har en
kritisk holdning over for
myndigheden - eller
repræsenterer et medie med
en sådan holdning - kan ikke
i sig selv udgøre et lovligt
hensyn.
Det må endvidere efter min
mening anerkendes, at en
myndighed med henblik på at
sikre et så gnidningsløst og
hensigtsmæssigt samarbejde
med pressen som muligt, kan
tage kontakt med ledelsen
for de forskellige medier
vedrørende deres
nyhedsformidling. Det kan i
denne forbindelse være
berettiget og formentlig
uundgåeligt at inddrage
bestemte navngivne
journalisters arbejde i
sådanne drøftelser. Den
blotte henvendelse med
henblik på at drøfte
samarbejdsrelationerne kan
således efter min opfattelse
ikke anses for uberettiget,
forudsat at den efter sin
form ikke vil kunne opfattes
som en pression eller
lignende."