Resumé

I november måned 1990 aflagde ombudsmanden inspektionsbesøg på Statsfængslet i Horsens.

Om de bygningsmæssige forhold i statsfængslet udtalte ombudsmanden, at cellerne har en utilfredsstillende standard og størrelse (areal 6,3 m² ). Da der ikke var udsigt til, at der inden for en overskuelig tid ville kunne gennemføres gennemgribende bygningsmæssige forandringer, således at cellerne blev større, udtalte ombudsmanden, at det var af betydning, at der blev udfoldet bestræbelser for at kompensere for den utilfredsstillende cellestandard, dels ved vedligeholdelsen og indretningen inden for de eksisterende bygningsmæssige rammer, dels ved de tilbud, der gives til de indsatte uden for arbejdstiden.

I forbindelse med inspektionen modtog ombudsmanden fra statsfængslet rapportmateriale for repræsentative perioder vedrørende disciplinærsager, anvendelse af håndjern, enrumsanbringelse, sikringscelleanbringelse, magtanvendelse, videregående visitation af besøgende og åbning/gennemlæsning af breve til de indsatte. Gennemgangen gav anledning dels til nogle generelle henstillinger, dels til kritik vedrørende konkrete sager. (J. nr. 1990-1505-615).

 

Inspektion af Statsfængslet i Horsens.

 

 

Den 15. november 1990 aflagde jeg inspektionsbesøg i Statsfængslet i Horsens.

I en skrivelse af 29. januar 1991 til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Statsfængslet i Horsens afgav jeg følgende redegørelse:

 

" 1. Indledning

Ombudsmanden har tidligere - i 1976 og i 1985 - aflagt inspektionsbesøg i Statsfængslet i Horsens. Ombudsmandens redegørelser vedrørende disse besøg er optaget i beretningerne for 1976, s. 257-67, og for 1985, s. 109-11.

Inspektionen den 15. november 1990 fulgte følgende program:

- indledende samtale med fængselsinspektøren,

- møde med samarbejdsudvalget,

- møde med de indsattes talsmænd,

- rundgang i fængslet (belægningsafdelinger, værksteder m.v., fritidsfaciliteter),

- samtaler med indsatte og

- afsluttende samtale med fængselsledelsen.

I forbindelse med inspektionen modtog jeg et omfattende rapportmateriale, jf. nedenfor under punkt 15.

 

2. De bygningsmæssige forhold m.v.

Fængslet er opført i midten af det forrige århundrede. Hovedbygningen er dannet af fire sammenbyggede fløje og en midtfløj. Alle fløjene er i 4 etager. Øst- og vestfløjen er belægningsafdelinger.

Nordfløjen indeholder værksteder, skole, bibliotek og læge- og tandlægekonsultation.

Sydfløjen indeholder administrationslokaler, besøgslokaler og værksteder.

Der er i fængslet plads til i alt 175 indsatte. På hver belægningsafdeling findes der 22 celler og nogle fællesrum. De enkelte belægningsafdelinger blev i perioden 1982-85 ændret således, at 7 celler på hver afdeling blev nedlagt, dvs. at antallet af celler blev ændret fra 29 til 22. Den frigivne plads anvendes som fællesrum. Cellerne er meget små og smalle - ca. 6,3 m². Jeg har til sammenligning indhentet oplysninger om den gennemsnitlige cellestørrelse i andre statsfængsler: Vridsløselille Statsfængsel: 7,5 m², Nyborg Statsfængsel: 8,2 m² og Vestre Fængsel: 8,8 m².

Efter sin inspektion i 1976 udtalte ombudsmanden om cellerne:

"...

Belægningsafdelingernes celler har en utilfredsstillende standard. Dette beror navnlig på, at de er meget små og smalle (ca. 6,30 m² - 3,47 m lange og 1,81 m brede). Navnlig er anvendelsen af celler af denne størrelse til isolation vanskeligt forsvarlig. Hertil kommer, at et traditionelt fængselsmæssigt præg ved cellerne understreges af de højt siddende forholdsvis små fængselsvinduer (ca. 96 cm brede og ca. 83 cm høje).

Inden for de bestående bygningsmæssige rammer kan en forbedring af celleforholdene formentlig kun etableres ved, at cellerne lægges sammen to og to og ved en udskiftning af vinduer. Jeg er opmærksom på, at der her er spørgsmål om foranstaltninger, der er meget bekostelige, og som for så vidt de gennemføres fuldt ud - halverer statsfængslets kapacitet. Under hensyn hertil og til de foreliggende endnu større behov for forbedringer på andre lukkede statsfængsler er jeg - også på baggrund af oplysningerne i direktoratets skrivelse af 12. august 1976 (j.nr. 4.k. 65-6) vedrørende de foreliggende bevillingsmæssige rammer for anlægsarbejder inden for kriminalforsorgen i finansåret 1976/77-1979/80 - opmærksom på, at det ikke er realistisk inden for den nærmeste fremtid at påregne, at de ovenfor omtalte i og for sig stærkt påkrævede forbedringer af statsfængslet i Horsens gennemføres. Jeg skal dog henstille, at spørgsmålene indgår i kriminalforsorgens mere langsigtede planlægning og skal specielt pege på mine bemærkninger ovenfor vedrørende det betænkelige i, at celler som de eksisterende anvendes til isolation.

..."

Som nævnt er der siden inspektionen i 1976 nedlagt 7 celler på hver afdeling, der anvendes som fællesrum. Dette er naturligvis en væsentlig forbedring af forholdene på belægningsafdelingerne.

Efter min inspektion af de nuværende forhold deler jeg imidlertid den opfattelse - som ombudsmanden gav udtryk for efter sin inspektion i 1976 - at cellerne har en utilfredsstillende standard. Også jeg er opmærksom på, at den utilfredsstillende standard ikke lader sig afhjælpe uden meget gennemgribende og bekostelige foranstaltninger.

Mine bemærkninger nedenfor om istandsættelses- og vedligeholdelsesarbejder skal ses i sammenhæng med bl.a. de meget små celler. Der foregår løbende vedligeholdelsesarbejder i anstalten. På tidspunktet for inspektionen pågik et omfattende arbejde med udskiftning af anstaltens tag. I lokalerne er der navnlig sket renovation af bade- og toiletrum i visse afdelinger. På tidspunktet for inspektionen var bade- og toiletrummene i isolationsafdelingen under istandsættelse. Der er sket istandsættelse af trappeopgange og gange.

Hovedindtrykket af lokaliteterne er, at der er mange lokaler, hvor istandsættelse er tiltrængt - det gælder bade- og toiletrum, gangarealer og fællesrum.

De forholdsvis få celler, som jeg så, havde for så vidt en rimelig vedligeholdelsesstandard. Hovedindtrykket af cellerne var dog ikke tilfredsstillende. Det skyldes - udover at cellerne som anført er små og smalle med et lille højtsiddende vindue - så vidt jeg kan bedømme det,

at møblementet er spartansk og noget nedslidt,

at der kun i ret begrænset omfang var personlige ejendele placeret i cellerne, og

at der ikke synes at være gjort noget for ved hjælp af farver og indretning inden for de givne rammer at mindske cellepræget.

Det må vel fortsat konstateres, at der ikke inden for en nærmere fremtid er udsigt til, at der kan udføres gennemgribende bygningsmæssige forandringer, således at cellerne bliver større. Dette øger imidlertid betydningen af, at der udfoldes bestræbelser for at kompensere for den utilfredsstillende cellestandard dels ved vedligeholdelsen og indretningen af cellerne inden for de eksisterende bygningsmæssige rammer, dels ved de tilbud der gives de indsatte uden for arbejdstiden.

Jeg finder ikke på det foreliggende grundlag at burde gå nærmere ind på disse spørgsmål. Jeg anmoder imidlertid om at modtage oplysning om

- foreliggende planer for istandsættelse og vedligeholdelse af anstalten,

- hvilke retningslinier der følges med hensyn til møbleringen af de enkelte celler, herunder udskiftning af nedslidte møbler,

- hvilke retningslinier der følges ved indsattes ønsker om at medbringe egne møbler og lignende ejendele i cellerne og på anden måde give cellen et mere personligt præg. (Jeg har kendskab til cirkulære af 17. december 1980 fra Direktoratet for Kriminalforsorgen om de indsattes adgang til udlevering af egne effekter m.v. og om anvendelse af penge og anstaltens bekendtgørelse B 13.1 om udlevering af egne effekter og anvendelse af penge).

 

3. Talsmandsordningen

Ved ombudsmandens inspektion i statsfængslet i 1985 fungerede talsmandsordningen ikke.

Jeg havde forinden besøget i november 1990 modtaget oplysning om, at talsmandsordningen nu fungerede, og at 3 talsmænd ønskede en samtale med mig under inspektionen; 2 talsmænd deltog i samtalen. Jeg omtaler nedenfor forløbet og resultaterne af drøftelserne med talsmændene under punkt 13 samt under de enkelte punkter.

Fængselsinspektøren oplyste, at talsmandsordningen nu var inde i en opbygningsfase. Han pegede på, at problemerne med at få talsmandsordningen til at fungere navnlig skyldtes, at der var så mange indsatte i anstalten med relativt korte reststraffe. Talsmændene gjorde under samtalen med mig opmærksom på det samme forhold.

 

4. Fritidsfaciliteter

På belægningsafdelingerne er der billard-/ bordtennisrum, opholdsstue, køkken og mulighed for at bruge gangarealet til fritidsbeskæftigelse. De enkelte afdelingers fritidsrum er som nævnt ovenfor i de senere år øget til mere end det dobbelte. Således anvendes der nu et areal, der svarer til 12 celler til fritidsfaciliteter mod tidligere 5 cellers areal. Forøgelsen er sket ved inddragelse af celler.

Som lokaler med fritidsfaciliteter til brug for alle anstaltens indsatte, findes der "teatersalen", et kondirum og en gymnastiksal.

Talsmændene oplyste, at der er mulighed for at spille fodbold. Der har tidligere i afdelingen 4. nord været indrettet et diskotek. Under samtalen med talsmændene udtrykte de utilfredshed med, at dette var blevet nedlagt. Fængselsinspektøren oplyste, at dette var sket i forbindelse med en generel strukturændring i anstalten, som bl.a. indebærer, at de indsattes mulighed for fællesskab på tværs af afdelinger er mindsket. Han oplyste, at diskoteket havde givet anledning til en del ordens- og sikkerhedsmæssige problemer.

De enkelte belægningsafdelingers fritidsfaciliteter må efter min opfattelse generelt betegnes som rimeligt gode.

Fritidsfaciliteter, der kan benyttes på tværs af afdelingerne, er ganske begrænsede. Som nævnt har det ringe udbud baggrund i en generel beslutning om at mindske denne form for fællesskab.

Jeg er naturligvis opmærksom på, at konkret foreliggende ordens- og sikkerhedsmæssige forhold kan tale for - eller ligefrem nødvendiggøre - en sådan beslutning. Jeg går imidlertid ud fra, at det løbende overvejes, om der fortsat er behov for opretholdelsen af den begrænsede mulighed for fritidsaktiviteter på tværs af afdelingerne. Jeg bemærker herved, at der efter min opfattelse i en anstalt som Statsfængslet i Horsens - til dels også som kompensation for opholdet i de meget små celler - synes at være behov for fritidsfaciliteter, der kan benyttes af mange indsatte ad gangen.

Under mit møde med samarbejdsudvalget oplyste en overvagtmester, at anstaltens personale i forbindelse med de igangværende strukturændringer i kriminalforsorgen for tiden arbejder med spørgsmålet om at tilbyde de indsatte en bredere og bedre vifte af tilbud om fritidsbeskæftigelse. Anstaltens personale havde netop afholdt møde herom, og det videre arbejde forventedes at give gode resultater. Jeg blev endvidere orienteret om, at nogle indsatte har været på en vandretur i Norge, sammen med personale fra anstalten. Det blev tillige oplyst, at en overvagtmester i anstalten forestår løbetræning uden for anstaltens område sammen med nogle indsatte. Endvidere deltager nogle indsatte i motionsløb.

Jeg anmoder direktoratet og statsfængslet om at oplyse, hvilke overvejelser der måtte være gjort med hensyn til spørgsmålet om fælles fritidsbeskæftigelse på tværs af afdelingerne.

 

5. Besøgsafdelingen

Fængselsinspektøren oplyste, at besøgstiderne var omlagt efter, at AUF-betænkningen var afgivet (betænkning nr. 1058/1986 om arbejde, uddannelse og fritid). Efter betænkningen skal det bl.a. tilstræbes, at der sker så få afbrydelser i arbejdstiden som muligt. Dette har medført, at besøgstiderne nu fortrinsvis ligger uden for arbejdstiden. På hverdage er der således mulighed for besøg efter middagstid og lørdag fra kl. 9.30 til kl. 17.30. Dette betyder, at der er mulighed for ca. 50 timers ugentligt besøg.

Der er 7 besøgsværelser.

Der er ca. 150 besøg om ugen. Pr. 1. november 1990 var der afviklet 5.820 besøg, hvilket svarer nogenlunde til det samlede antal besøg i 1989. Kapaciteten på besøgsafdelingen har i det første halvår af 1990 været udnyttet med ca. 75 pct.

Jeg må gå ud fra, at besøgskapaciteten er tilstrækkelig.

Under min samtale med talsmændene blev det fremført, at besøgslokalerne er af dårlig standard. Talsmændene mente bl.a., at væggene mellem besøgslokalerne er for tynde. Ved min besigtigelse af besøgsafdelingen måtte jeg imidlertid konstatere, at der dels var tale om gamle ret tykke vægge, dels at de nyopsatte vægge var isolerede.

Hvert besøgslokale er indrettet med standardmøblement, det vil sige en briks, et par stole og et spisebord. Der er service, legetøj, kassettebånd til brug for besøgene. Der må ikke medbringes drikkevarer ved besøg, men der er på afdelingen opsat en automat med drikkevarer.

Mit generelle indtryk af afdelingen var, at standarden er god.

Fængselsinspektøren oplyste, at anstalten for tiden overvejer at etablere små "lejligheder" til brug for besøg, der tænkes at have en varighed på 1 døgn. Gennemførelsen af dette beror navnlig på ressourcemæssige forhold.

Efter min opfattelse vil etablering af mulighed for sådanne længerevarende besøg være en væsentlig forbedring, navnlig for indsatte der modtager besøgende langvejs fra.

Jeg anmoder direktoratet og statsfængslet om underretning om overvejelserne vedrørende dette projekt, og i givet fald om hvornår besøgslokalerne påregnes etableret.

 

6. Isolationsafdelingen

I isolationsafdelingen er der plads til 11 indsatte. Cellerne er af samme størrelse som de fleste af de øvrige celler i anstalten, dvs. 6,3 m². Cellerne har samme udstyr som de øvrige celler. Egne effekter må kun i begrænset omfang medtages i isolationsafdelingen. Såfremt der er tale om en isolationsanbringelse ud over 7 dage, får den indsatte lov til at tage fjernsyn med i afdelingen. Herudover må han kun medbringe effekter til sine egne personlige fornødenheder. Cellerne er udstyret med centralradio, cellekald med lys, men ikke med lyd.

Under mit besøg drøftede jeg med det vagthavende personale, om der var behov for et cellekald, der afgav lyd. Personalet fandt ikke, at dette var nødvendigt. Når det nuværende cellekald aktiveres, tændes en lampe dels uden for cellen, dels i vagtrummet.

Det var min umiddelbare vurdering, at der kunne være behov for et cellekald, der afgiver lyd. I betragtning af personalets tilkendegivelser herom finder jeg dog ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at foretage videre vedrørende dette spørgsmål.

Om isolationsafdelingen som helhed henviser jeg til det, jeg har udtalt ovenfor om cellernes utilfredsstillende standard og om ombudsmandens udtalelser efter inspektionen i 1976 om, at "anvendelsen af celler af denne størrelse til isolation vanskeligt (er) forsvarlig."

 

7. Sikrings- og observationscelle

Sikringscellen og observationscellen i anstalten ligger på hver sin side af en mellemgang, hvor der er et lokale med toilet og håndvask. Begge celler er forsynet med lytteanordning og glas i døren. Sikringscellen er derudover forsynet med et kaldesystem, som den sikringscelleanbragte kan aktivere ved at presse hovedet mod forenden af stålsengen. Alarmen giver både lys og lyd fra sig og går dels til vagtmesterkontoret, dels til afdelingens kontor.

I forbindelse med besigtigelsen af sikringscellen drøftede jeg med fængselsinspektøren den delindstilling, som kriminalforsorgens arbejdsgruppe vedrørende anvendelse af sikringscelle har afgivet. Fængselsinspektøren gav bl.a. udtryk for, at delindstillingens forslag om fast vagt ved de sikringscelleanbragte ikke vil give bemandingsmæssige problemer i anstalten. Han henviste til, at der årligt er ca. 20-25 sikringscelleanbringelser, og at de fleste er af kortere varighed. Der vil derfor højst blive tale om timeforbrug til fast vagt på 80-100 timer årligt.

Jeg henviser i øvrigt til det anførte nedenfor under punkt 15 d.

 

8. Afdelingen for frivilligt enrumsanbragte

Afdelingen har plads til 20 indsatte. Afdelingen har bad og toilet, som er renoveret sidste år, og som er af en god standard. Der er bruser og toilet og mulighed for klatvask. De indsatte har endvidere mulighed for at få vasket privat tøj i vaskeriet. Der er køkken på afdelingen (ligesom på de øvrige afdelinger). Der er en opholdsstue, som tillige bruges til undervisning. Som på de andre afdelinger er der bordtennis og billard. Efter 7 dages ophold i frivilligt enrum har de indsatte som nævnt mulighed for at få fjernsyn i cellen.

Efter indlåsning kl. 21.30 er afdelingen elektronisk overvåget. Der er på dette tidspunkt intet personale på afdelingen. - Opsynet med hele anstalten sker ved 7 mand, som er placeret i vagtmesterkontoret og det centrale vagtlokale, og som foretager rundering med regelmæssige mellemrum.

Jeg henviser i øvrigt til det anførte nedenfor under punkt 15 c.

 

9. De særligt sikrede celler

Anstalten har 2 særligt sikrede celler. De er mere end dobbelt så store som de almindelige celler. Cellerne var ikke i brug under mit besøg. Cellerne er nyistandsatte og velholdte, og de er fra anstaltens side udstyret med fjernsyn, stereoanlæg, køleskab, kaffemaskine og skrivemaskine. De indsatte, der er anbragt i de særligt sikrede celler, har kun mulighed for fællesskab med hinanden. De modtager besøg i et særligt lokale, der er indrettet i afdelingen med de særligt sikrede celler. Besøgslokalet er forholdsvis lille, navnlig i betragtning af, at besøg til de indsatte, som er anbragt i særligt sikrede celler, i princippet altid skal være overværet. Jeg fik dog oplyst, at overværelsen af besøg oftest sker ved, at døren til besøgslokalet står åben, og at betjenten opholder sig ude på gangen. Indsatte, som er anbragt i særligt sikret celle, kan ikke deltage i anstaltens gudstjeneste, men får besøg af præsten.

Afdelingen indeholder et lokale med toilet og brusebad. Der er opstillet bordtennisbord. Endvidere er der et motionslokale. Det er hensigten, at personalet på denne afdeling skal være særlig meget sammen med og søge at aktivere de indsatte.

Af sikkerhedsmæssige grunde er dørene på afdelingen indrettet med et særligt låsesystem, som bevirker, at en dør kun kan åbnes med den samme nøgle, som den er låst med. Jeg er opmærksom på, at der gør sig særlige sikkerhedsmæssige hensyn gældende i forhold til denne specielle gruppe af indsatte. Spørgsmålet er imidlertid, om dette låsesystem er forsvarligt. Jeg tænker på tilfælde, hvor det f.eks. på grund af brand i anstalten kan være nødvendigt at få alle indsatte ud af cellerne hurtigt. Det forekommer mig, at der i en sådan situation - som kan være kaotisk - vil kunne opstå problemer med at få de indsatte ud af de særligt sikrede celler. Jeg beder oplyst, på hvilken måde anstalten i brandinstruksen for anstalten har sikret, at de indsatte i tilfælde af brand kan hjælpes ud af cellerne/anstalten.

 

10. Arbejdspladser

Jeg besøgte bogbinderiet og kartonnageafdelingen på afdeling 3. nord. Der var på det tidspunkt 4-5 indsatte beskæftiget her. Det blev oplyst, at der maksimalt kan beskæftiges 8 indsatte. Endvidere er der sætteri og trykkeri, som beskæftiger 4 mand. Der er tillige et fotolaboratorium.

I alt er ca. 20 indsatte beskæftiget her.

Jeg besøgte endvidere væveriet, der beskæftiger ca. 15 indsatte, og snedkeriet, der har ca. 20 arbejdspladser. Fængselsinspektøren oplyste, at det er svært at få indsatte, der er kvalificerede til arbejdet i snedkeriet. Lokalernes indretning er godkendt af Arbejdstilsynet.

 

11. Undervisning

Anstaltens undervisningslokaler er beliggende i afdeling 4. nord, hvor der tidligere var diskotek. Lokalerne er relativt nyindrettede, store og velholdte. Der er 5 gode undervisningslokaler. Fængselsinspektøren oplyste, at de indsatte undervises i klasser på 8-10 personer.

Statsfængslet kan tilbyde de indsatte undervisning på indtil 9.-10. klasses niveau. Under samtale med en af lærerne blev jeg orienteret om, at indsatte, der har specielt behov herfor, undervises i særligt små grupper.

Derimod kan anstalten ikke tilbyde de indsatte undervisning på HF-niveau. Dette var et problem, som en af talsmændene rejste under min samtale med dem. Indsatte, som ønsker undervisning på HF-niveau, må således klare sig ved selvstudium eller søge overførsel til en anden anstalt, der tilbyder undervisning på HF-niveau. Fængselsinspektøren oplyste, at årsagen hertil er, at de lærere, der er ansat i anstalten, ikke er kvalificerede til at undervise på HF-niveau.

Efter min opfattelse er det væsentligt, at de indsattes ønsker om undervisning imødekommes i videst muligt omfang. Det var fængslets opfattelse, at et tilbud om undervisning på HF-niveau ville blive modtaget af 5-10 indsatte.

På denne baggrund henstiller jeg til direktoratet og statsfængslet, at det undersøges, om der mulighed for ved dispensation fra Undervisnings- og Forskningsministeriet (for så vidt angår kvalifikationskravene hos lærerne) og under ansvar f.eks. af rektor for HF i byen Horsens at etablere undervisning på HF-niveau i anstalten.

 

12. Afdeling 5

Afdeling 5 er beliggende i en særlig bygning, som tidligere indeholdt sygeafdelingen. Afdelingen har plads til 20 indsatte. Fængselsinspektøren oplyste, at de indsatte udvælges til denne afdeling ud fra en egnethedsvurdering vedrørende sikkerhed og opførsel. Afdelingens celler er af forskellig størrelse og er beliggende i stueetagen og på 1. sal. I kælderen er der indrettet bordtennis, billard og kondirum. Hele afdelingen er pæn og godt vedligeholdt. Hver celle i afdelingen indeholder håndvask med varmt vand. Endvidere er der på afdelingen et fælles spiserum. Afdelingens indsatte modtager besøg i den almindelige besøgsafdeling. Det blev oplyst, at søgningen til afdelingen er ret stor. Således er der for tiden et halvt års ventetid på at komme på afdeling 5.

 

13. Spørgsmål der i øvrigt blev rejst af talsmændene

Udover de forhold, som er nævnt ovenfor, rejste talsmændene følgende spørgsmål under samtalen med mig:

a. Talsmændene fandt, at der i mange tilfælde var tale om lang sagsbehandlingstid i anstalten vedrørende konkrete sager. Jeg drøftede spørgsmålet med fængselsinspektøren, som oplyste, at sagerne først behandles i afdelingsrådsmøde, hvorefter de som regel inden for 3 dage og højst en uge forelægges for ledelsen. Herefter træffes der som regel ret hurtigt afgørelse; sagsbehandlingen kan naturligvis trække ud, hvis der skal indhentes yderligere oplysninger eller udtalelser.

Under hensyn til, at der ikke er forelagt klager over konkrete tilfælde af lang sagsbehandlingstid i statsfængslet for mig og under hensyn til fængselsinspektørens oplysning vedrørende proceduren i disse sager, finder jeg ikke på det foreliggende grundlag at have anledning til at foretage videre vedrørende dette spørgsmål.

b. Talsmændene var utilfredse med den måde, som afdelingspersonalet holder opsyn med afdelingen på. Det var talsmændenes opfattelse, at personalet først og fremmest bør opholde sig på afdelingens kontor.

Hertil oplyste fængselsinspektøren, at det er i overensstemmelse med de instrukser, som afdelingspersonalet har modtaget fra ledelsen, når personalet bevæger sig meget rundt på afdelingen. Det er hensigten, at personalet skal bevæge sig rundt mellem de indsatte dels for at føre kontrol, dels for at afværge eller gribe hurtigt ind over for eventuelle konflikter m.v. mellem de indsatte.

Dette kan ikke give mig anledning til bemærkninger.

c. Talsmændene oplyste, at de fandt, at der undertiden skete "kollektiv afstraffelse" af de indsatte.

Under min drøftelse med fængselsinspektøren redegjorde han for, at såfremt der f.eks. ryges hash i en celle, hvor der opholder sig 4 indsatte, vil alle 4 indsatte blive indrapporteret og undergivet forhør. Det er herefter op til forhørslederen at foretage den konkrete bevismæssige vurdering af, hvem af de indsatte, der har gjort sig skyldig i overtrædelsen af anstaltens regler.

Dette kan ikke give mig anledning til at foretage noget. Jeg bemærker herved, at der ikke for mig foreligger konkrete klager over spørgsmål af denne karakter.

d. Talsmændene gav udtryk for, at de var utilfredse med, at forsorgspersonalet som regel opsøger de indsatte i frokostpausen.

Fængselsinspektøren oplyste, at der med den nye AUF-betænkning, som tidligere nævnt, søges tilvejebragt en ordning, hvor de indsatte forstyrres mindst muligt i arbejdstiden. Han havde drøftet dette problem med for- sorgsspersonalet, og det var nu aftalt, at personalet inden nytår (90/91) skal fremlægge et forslag til et flekstidssystem, således at der kunne være forsorgspersonale til stede i anstalten efter normal arbejdstid. Årsagen til, at dette endnu ikke er gennemført, er, at anstalten i nogen tid har været underbemandet med hensyn til forsorgspersonale. Med den nye ordning vil det blive tilstræbt, at der kan aflægges et besøg pr. uge på afdelingen uden for arbejdstiden.

Herefter finder jeg ikke grundlag for at foretage videre vedrørende dette spørgsmål.

Jeg beder om at modtage underretning af resultatet af den påtænkte ordning.

e. Talsmændene fandt, at det var for svært at opnå tilladelse til at telefonere fra anstalten. De gav i denne forbindelse udtryk for, at afdelingspersonalet afslog deres anmodninger om at telefonere, uanset om den indsatte af forsorgspersonalet var henvist til at telefonere til f.eks. socialforvaltningen.

Fængselsinspektøren redegjorde for, at anstaltens praksis (i overensstemmelse med cirkulæret) er meget restriktiv, når der er tale om ønsker om telefonsamtaler med familie og venner. Han var derimod uforstående over for talsmændenes klage over, at de indsatte ikke får tilladelse til at ringe f.eks. til socialforvaltningen, hvis forsorgen har henvist dem hertil.

Jeg henstiller til statsfængslet, at det undersøges, hvorledes de enkelte afdelingers praksis er på dette punkt, og at det om fornødent indskærpes, at de indsatte i tilfælde, hvor en telefonsamtale er anbefalet af forsorgen, skal have tilladelse til samtalen.

Jeg udbeder mig underretning om resultatet af anstaltens undersøgelse.

 

14. Samtaler med enkelte indsatte

Forud for inspektionen var det ved opslag i anstalten oplyst, at indsatte under inspektionen kunne få en samtale med mig eller mine medarbejdere om konkrete sager.

Sekretariatschefen ved embedet og jeg havde samtaler med hver 2 indsatte. Samtalerne har resulteret i konkrete sager, som jeg behandler særskilt. Desuden rejste talsmændene for en indsat en konkret sag, som også behandles særskilt.

 

15. Gennemgang af rapporter m.v.

Ved starten af mit besøg anmodede jeg om inden min afrejse fra statsfængslet at modtage kopier af rapporter vedrørende

b. anvendelse af håndjern,

c. enrumsanbringelse,

d. sikringscelleanbringelser,

e. magtanvendelse,

f. videregående visitation af besøgende og

g. åbning/gennemlæsning af breve til de indsatte, for nærmere angivne repræsentative perioder.

Jeg anmodede endvidere om at modtage udskrifter fra

a. forhørsprotokollen i en nærmere angiven periode.

Ved min gennemgang af de modtagne rapporter har jeg navnlig haft opmærksomheden henvendt på, hvorvidt proceduren i henhold til de gældende cirkulærer er blevet fulgt. Jeg har endvidere været opmærksom på spørgsmålet om overholdelsen af reglerne om notatpligt. Min gennemgang giver anledning til følgende bemærkninger:

 

a) Forhørsprotokollen (disciplinærsager).

Jeg har modtaget kopi af forhørsprotokollen vedrørende 120 forhør afholdt i perioden fra den 1. august til den 12. november 1990. Ved min gennemgang af protokollen er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering af baggrunden for indberetningerne om forhørene og for de afgørelser, der er truffet i forbindelse med forhørene. Jeg finder dog at burde bemærke, at samtlige indberetninger efter gennemført forhør har ført til ikendelse af sanktion, uanset at der i nogle tilfælde har været uoverensstemmelse mellem de afgivne forklaringer.

De relevante bestemmelser for gennemførelsen af disciplinærsager findes i cirkulære nr. 44 af 10. marts 1976 om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for indsatte og om disciplinærsagers gennemførelse. Cirkulærets §§ 7-11 er sålydende:

" § 7. Den, der udøver disciplinærmyndigheden, afgør, om disciplinærsagen kan gennemføres på grundlag af den foreliggende indberetning, eller om det af hensyn til klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet at indhente yderligere indberetninger eller foretage afhøringer af personale eller indsatte.

Stk. 2. Disciplinærsager skal altid behandles hurtigst muligt.

§ 8. Disciplinærsager om ikendelse af bøder kan gennemføres uden den indsattes tilstedeværelse, dersom overtrædelsen umiddelbart har kunnet konstateres, eller sagens omstændigheder i øvrigt må anses for fuldt klarlagt. I så fald skal den indsatte skriftligt underrettes om, hvilken afgørelse der agtes truffet og om adgangen til at udtale sig i sagen.

Stk. 2. Gennemførelsen af sagen uden den indsattes tilstedeværelse forudsætter, at han ikke ønsker at udtale sig i sagen. Hvis han ønsker at få lejlighed hertil, gennemføres disciplinærsagen efter reglerne i § 9.

Stk. 3. Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede, oplysning om, hvilke bestemmelser der er overtrådt og oplysning om afgørelsen. I notatet skal det anføres, at den indsatte er underrettet om adgangen til at udtale sig.

§ 9. I disciplinærsager i øvrigt gøres den indsatte bekendt med, hvad der er indberettet, og orienteres i hovedtræk om, hvad der måtte være fremkommet under eventuelle afhøringer i sagen.

Stk. 2. Afgørelsen træffes under den indsattes tilstedeværelse, efter at han har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 3. Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens funktionærer.

Stk. 4. Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede og de afgivne forklaringer, der skal protokolleres, medens vedkommende er til stede. Protokollatet søges affattet således, at det kan godkendes af den pågældende. Notatet skal endvidere indeholde oplysning om, hvilke bestemmelser der anses overtrådt, på hvilket grundlag dette anses for bevist og oplysning om afgørelsen.

§ 10. Hvis den indsatte ikke ønsker at give møde i anledning af en disciplinærsag, kan sagen gennemføres uden hans tilstedeværelse.

Stk. 2. Den indsatte skal underrettes om afgørelsen.

Stk. 3. Der gøres notat om disciplinærsagen i overensstemmelse med reglerne i § 9, stk. 4, med tilføjelse om, at den indsatte ikke har ønsket at give møde.

§ 11. Den indsatte skal efter anmodning have udleveret udskrift af notatet om disciplinærsagen. Oplysninger kan dog udelades i det omfang, hensynet til institutionens sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger det."

Ved min gennemgang af rapporterne har jeg konstateret, at forhøret er afholdt samme dag eller få dage efter, at det pågældende forhold, har fundet sted, på nær nogle få tilfælde, hvor særlige omstændigheder har gjort sig gældende (jf. herved § 7, stk. 2).

I enkelte tilfælde er forhøret afsluttet uden den indsattes tilstedeværelse, idet den pågældende har forladt lokalet i vrede. I alle tilfælde har den indsatte været til stede ved starten af forhøret, og bortset fra de førnævnte få tilfælde er der truffet afgørelse i disciplinærsagen, medens den indsatte var til stede, (jf. herved § 9, stk. 2).

Endvidere har der i alle tilfælde været et vidne til stede (som dog ikke har underskrevet rapporten), jf. § 9, stk. 3.

Af alle rapporterne fremgår det, at den indsatte er gjort bekendt med de rapporter, der danner grundlag for forhøret, og at han har ret til at udtale sig.

I visse tilfælde er det udtrykkeligt anført, at den indsatte ikke har ønsket at påhøre et diktat til protokollen. Jeg må således gå ud fra, at den indsatte i de øvrige tilfælde har påhørt diktatet, jf. herved cirkulærets § 9, stk. 4.

Såfremt den indsatte har udtrykt ønske om at få kopi af forhørsprotokollen, er dette udtrykkeligt anført. Jeg må således lægge til grund, at bestemmelsen i cirkulærets § 11 er overholdt.

I alle tilfælde er indsatte ved forhørets afslutning orienteret om muligheden for at indbringe afgørelsen for Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Med hensyn til protokollens indhold iøvrigt synes bestemmelsen i § 9, stk. 4, i alle tilfælde at være overholdt.

Ved gennemgangen af rapporterne har jeg således ikke med hensyn til forhørenes form, notater og lign. fundet forhold, der giver mig anledning til bemærkninger.

Af protokollen fremgår det, at alle forhør er afholdt af en overvagtmester. Dette er i overensstemmelse med, hvad jeg under inspektionen fik oplyst om, at kompetencen til afgørelse af disciplinærsager er delegeret til overvagtmesterniveau. Delegationen er sket ud fra et ønske om at opnå hurtig afvikling af disciplinærsager, samtidig med at der kan sikres en ensartet praksis i disse sager.

Dette kan ikke give mig anledning til bemærkninger.

 

b) Anvendelse af håndjern

Jeg har modtaget kopier af rapporter vedrørende 37 tilfælde af anvendelse af håndjern i månederne juli, august, september, oktober og november 1990.

Spørgsmålet om anvendelse af håndjern er reguleret i cirkulære nr. 7 af 22. januar 1987 om anvendelse af håndjern over for indsatte. Cirkulærets § 1, § 4 og § 8 er sålydende:

" § 1. Såfremt det er nødvendigt for at hindre undvigelse eller for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, kan indsatte under transport m.v. belægges med håndjern.

Stk. 2. Under transport uden for institutionens område skal håndjernene så vidt muligt være skjult under den pågældendes klæder eller lignende, såfremt diskretionshensyn taler derfor."

" § 4. Såfremt det er nødvendigt for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, og umiddelbar hensættelse i sikringscelle ikke er mulig, kan en indsat belægges med håndjern.

Stk. 2. Håndjern må kun anvendes, når forholdene gør det absolut påkrævet, og når andre lempeligere midler har været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige."

" § 8. Hvis en indsat nægter at lade sig visitere i nødvendigt omfang, og visitationen ikke kan gennemføres uden betydelig magtanvendelse, kan vedkommende belægges med håndjern. Kan visitationen fortsat ikke gennemføres uden betydelig magtanvendelse, kan anvendelsen af håndjern opretholdes, dog højst i 3 timer.

Stk. 2. Håndjern må kun anvendes, når andre lempeligere midler har været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige."

Af bestemmelserne fremgår det, at "transport" omfatter både transport inden for og uden for anstalten. I to tilfælde var håndjern blevet anvendt ved transport inden for anstalten. I det ene tilfælde for at afværge vold; i det andet tilfælde for at afværge voldsom modstand.

I langt de fleste tilfælde (34) var anvendelsen af håndjern sket i forbindelse med transport (ophold på sygehus) uden for anstalten. I to af disse tilfælde skete anvendelsen for at afværge en voldsom modstand mod transporten. I de resterende 32 tilfælde anvendtes håndjern for at hindre undvigelse. I en del tilfælde var frygten for undvigelse konkret begrundet i tidligere undvigelser eller forsøg herpå eventuelt sammenholdt med straffens længde. I nogle tilfælde synes anvendelsen dog alene at være begrundet i det forhold, at indsatte på grund af straffens længde måtte anses for undvigelsestruet.

Som nævnt er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering af grundlaget for anvendelsen af håndjern i de enkelte tilfælde.

Efter min gennemgang af rapporterne finder jeg at burde henstille til direktoratet, at det indskærpes, at der skal foretages udførligt notat om begrundelsen for anvendelsen af håndjern, uanset at cirkulæret ikke udtrykkeligt foreskriver en sådan notatpligt. Jeg henviser herved til, at det af cirkulærets § 1 fremgår, at anvendelsen af håndjern skal være "nødvendig", og at der er tale om et alvorligt indgreb, som forudsætter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af behovet herfor.

Cirkulærets § 3, som findes i kapitlet vedrørende anvendelse af håndjern i forbindelse med transport, indeholder følgende bestemmelse:

" § 3. Lægetilsyn skal finde sted,

1) når magt har været anvendt, medmindre institutionens vagthavende leder-/arrestforvareren finder det åbenbart unødvendigt,

2) såfremt forholdene taler derfor."

Kun i et af de 34 tilfælde, hvor håndjern blev anvendt, foreligger der notat om underretning af læge. Lægetilsyn fandt ikke sted. Jeg går ud fra, at lægetilkald/tilsyn i de øvrige tilfælde ikke er sket, fordi der ikke har været anvendt magt eller - hvis dette har været tilfældet - fordi det er fundet "åbenbart unødvendigt", uden at dette dog fremgår klart af rapporterne. Jeg har da heller ikke ud fra det foreliggende materiale eller på anden baggrund grundlag for at antage, at der skulle været et behov for lægetilsyn, når håndjern anvendes i forbindelse med transport uden for anstalten.

Ifølge cirkulærets § 2, § 5 og § 9, skal bestemmelsen om anvendelse af håndjern træffes af anstaltens vagthavende leder. Hvis beslutningen træffes af en anden, skal den vagthavende leder underrettes om anvendelsen. Dette er sket i alle tilfælde; i langt de fleste tilfælde er det sket enten samtidig med eller umiddelbart efter anvendelsen af håndjern. Det er mit indtryk, at anvendelsen af håndjern aftales forudgående i de tilfælde, hvor der er tale om anvendelse i forbindelse med transport uden for anstalten. I ét tilfælde er underretning af den vagthavende leder først sket dagen efter anvendelsen. I dette tilfælde forelå der særlige omstændigheder, idet der var tale om forsøg på undvigelse under indlæggelse på et sygehus.

Når håndjern anvendes i stedet for sikringscelle eller i forbindelse med visitation, må dette kun ske, såfremt "lempeligere midler har været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige", jf. cirkulærets § 4, stk. 2, og § 8, stk. 2.

I et tilfælde, hvor håndjern blev anvendt i forbindelse med visitation, fremgår det af rapporten, at overtalelse ved samtale var forsøgt. Overholdelsen af denne bestemmelse kan således ikke give mig anledning til bemærkninger.

Varigheden af anvendelsen af håndjern fremgår af rapporterne. Varigheden er i de fleste tilfælde på 1-3 timer og i intet tilfælde på mere end 24 timer. Det er mit indtryk, at i de tilfælde, hvor håndjern er anvendt i forbindelse med transport, svarer varigheden af anvendelsen til transporttiden.

Cirkulæret indeholder ikke forskrifter for, hvilke oplysninger, der skal noteres i forbindelse med anvendelse af håndjern. Standardblanketten, der anvendes ved brug af håndjern, indeholder plads til angivelse af oplysninger om årsagen til anvendelsen, varigheden m.v.

Jeg henstiller til Direktoratet for Kriminalforsorgen, at direktoratet overvejer, hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt, at det foreskrives, at der skal foretages notater vedrørende spørgsmål om, hvorvidt magt har været anvendt, og i bekræftende fald om lægetilsyn er fundet nødvendigt eller unødvendigt.

Herudover kan min gennemgang af rapporterne ikke give mig anledning til bemærkninger.

 

c. Anbringelse i enrum på grund af arbejdsvægring

Jeg har modtaget kopi af 33 rapporter vedrørende anbringelse i enrum i perioden fra august til oktober 1990. Ifølge cirkulære nr. 164 af 14. september 1978 om adgangen til at anbringe de indsatte i enrum, § 2, stk. 2, nr. 7, kan en indsat anbringes i enrum, såfremt han nægter at påtage sig beskæftigelse i institutionen efter dennes bestemmelse.

Ifølge cirkulærets § 3 afgør institutionens leder, om bestemmelse om anbringelse i enrum kan træffes på grundlag af de foreliggende indberetninger, eller om det af hensynet til klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet at indhente yderligere indberetning eller foretage afhøring af personale eller indsatte.

Proceduren ved anbringelse i enrum er fastlagt i cirkulærets § 3, stk. 3-7, som har følgende ordlyd:

" Stk. 3. Enrumsanbringelse i henhold til § 2, stk. 2, forudsætter, at den indsatte i fornødent omfang er gjort bekendt med de foreliggende indberetninger og eventuelle afhøringer samt har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 4. Den indsatte skal altid gøres bekendt med begrundelsen for, at han anbringes i enrum.

Stk. 5. Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens funktionærer.

Stk. 6. Om bestemmelsen gøres notat, der skal indeholde en gengivelse af det indberettede og eventuelle forklaringer. Den afhørte skal have lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring, og det skal anføres, om godkendelse er sket. Notatet skal endvidere indeholde en udførlig begrundelse for, at anbringelsen er anset for påkrævet.

Stk. 7. Den indsatte skal efter anmodning have udleveret udskrift af notatet. Oplysninger kan udelades i det omfang, hensynet til institutionens sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger det."

Ved min gennemgang af rapporterne har jeg hæftet mig ved spørgsmålet om overholdelsen af bestemmelsen i § 3, stk. 6, 2. pkt. Ifølge denne bestemmelse skal den afhørte have lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring, og det skal anføres, om godkendelse er sket.

Det kan ikke på grundlag af rapporterne konstateres, om de pågældende indsatte har overhørt gengivelsen af deres forklaring, og om de har kunnet godkende denne. Jeg anmoder derfor anstalten om at modtage oplysning om, hvorledes proceduren er i relation til denne regel.

Cirkulærets § 4, stk. 5 og 6, indeholder følgende bestemmelser:

" Stk. 5. Spørgsmålet om anbringelsens ophør skal tages op til overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller sidste beslutning om opretholdelse af anbringelsen.

Stk. 6. Om de overvejelser, der har fundet sted i henhold til stk. 5 og om anbringelsens ophør gøres notat."

Af det foreliggende materiale fremgår det, at der kun er foretaget genvurdering af enrumsanbringelsen i ganske få tilfælde. Jeg går ud fra, at dette skyldes, at de øvrige tilfælde har haft en varighed på under én uge. De tilfælde, hvor genvurdering er sket, er følgende:

1^o. Den indsatte blev anbragt i enrum den 3. september 1990. Første notat vedrørende genvurdering af enrumsanbringelsen er dateret 5. november 1990, og 2. notat vedrørende genvurdering er foretaget 12. november 1990.

2^o. Den indsatte blev anbragt i enrum den 15. oktober 1990. Første notat vedrørende genvurdering af enrumsanbringelsen fandt ifølge det foreliggende materiale sted den 29. oktober 1990. Endvidere foreligger der notat om genvurdering den 5. november 1990.

3^o. Den indsatte blev anbragt i enrum den 11. oktober 1990, og første og eneste genvurdering af anbringelsen skete den 29. oktober 1990.

4^o. Den indsatte blev anbragt i enrum den 10. august 1990. Ud fra det foreliggende materiale synes den første genvurdering af anbringelsen at være sket den 29. oktober 1990, og en anden genvurdering er sket den 5. november 1990.

Såfremt det foreliggende materiale er udtømmende for disse 4 tilfælde, må jeg konstatere, at der er sket en klar tilsidesættelse af bestemmelsen i cirkulærets § 4, stk. 5 og 6.

Forinden jeg tager stilling til, hvad jeg bør foretage i den anledning anmoder jeg anstalten om at oplyse, om hvorvidt der i de nævnte 4 tilfælde er sket yderligere genvurderinger af enrumsanbringelsen og foretaget notat herom.

Cirkulæret om adgangen til anbringelse af indsatte i enrum indeholder ikke en udtrykkelig bestemmelse om, at der skal ske notat om tidspunktet for ophøret af anbringelsen. Bl.a. for at kunne foretage kontrol med, om der i fornødent omfang er sket genvurderinger bør der efter min opfattelse gøres notat om tidspunktet for ophør af enrumsanbringelsen. Dette kan naturligt ske i forbindelse med notater efter cirkulærets § 4, stk. 6. Jeg henstiller til Direktoratet for Kriminalforsorgen at sikre, at der sker et sådant notat om ophørstidspunktet. Jeg vil ikke gå ind på spørgsmålet, om der er behov for en ændring af cirkulæret, eller om det er tilstrækkeligt nærmere at præcisere omfanget af notatpligten i cirkulærets § 4, stk. 6.

Cirkulærets § 7, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Er en indsat i henhold til § 2, stk. 2, anbragt i enrum ud over 4 uger, skal der omgående ske indberetning til direktoratet. Med indberetningen skal følge genpart af de i § 3, stk. 6, og § 4, stk. 6, nævnte notater."

Det fremgår ikke af det materiale, der foreligger for mig, om der i overensstemmelse med denne bestemmelse er sket indberetning i de to af de 4 ovennævnte tilfælde, hvor anbringelsen har varet over 4 uger.

Jeg anmoder direktoratet om at oplyse, om direktoratet har modtaget indberetning vedrørende disse enrumsanbringelser, og hvad disse indberetninger har givet direktoratet anledning til at foretage.

Ifølge cirkulærets § 4, stk. 3, sidste pkt., skal den indsatte jævnligt opfordres til at påtage sig beskæftigelse. Jeg går ud fra, at dette sker i den løbende kontakt mellem personalet og den indsatte, og under hensyn til, at cirkulæret ikke foreskriver notatpligt i denne sammenhæng, foretager jeg ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

 

d. Sikringscelleanbringelse

Jeg har modtaget kopi af 10 rapporter vedrørende sikringscelleanbringelser i perioden fra den 6. juli til den 25. oktober 1990. Min gennemgang af rapporterne har koncentreret sig om, hvorvidt reglerne for proceduren vedrørende anbringelserne er iagttaget, og om de foretagne notater er fyldestgørende. Jeg har ikke foretaget en nærmere undersøgelse af grundlaget for og nødvendigheden af anbringelserne. På grundlag af samtale med en indsat er der rejst en konkret sag om sikringscelleanbringelse, jf. nærmere nedenfor.

Sikringscelleanbringelse kan ifølge fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 31 ske, såfremt det er nødvendigt for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse. Af rapporterne fremgår det, at anbringelsesgrunden som regel er truende vold eller voldsom modstand eventuelt i kombination. I 3 tilfælde er anbringelsen (blandt andet) sket for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.

Spørgsmålet om anvendelse af sikringscelle er i øvrigt reguleret ved cirkulære nr. 155 af 15. juli 1974 om anvendelse af sikringsceller i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse. Cirkulærets § 3 har følgende ordlyd:

" § 3. Bestemmelsen om anvendelse af sikringscelle m.v. træffes af anstaltens vagthavende leder/arrestforvareren. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer lederens afgørelse, træffes bestemmelsen af overvagtmesteren eller, hvis dette ikke er muligt, af vagtmesteren eller dennes stedfortræder eller den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende leder/arrestforvareren skal normalt omgående underrettes om sikringsmidlernes anvendelse.

.....

Stk. 3. Der skal straks udfærdiges rapport om det passerede på særlige rapportblanketter ( d.f.k. 110), der rekvireres fra statsfængslet i Nyborg."

Af rapporterne fremgår det, at enten overvagtmesteren eller institutionens leder i alle tilfælde er underrettet om anbringelsen, senest 10 minutter efter den har fundet sted. I visse tilfælde har overvagtmesteren deltaget i anbringelsen.

En sag om lægetilkald og lægetilsyn, som jeg af egen drift har rejst, og som jeg har afsluttet ved en skrivelse af 4. december 1990 (sag nr. 9-2 i denne beretning) til Direktoratet for Kriminalforsorgen, bygger på 40 tilfælde af sikringscelleanbringelser i tiden fra den 1. januar 1988 til den 30. juni 1989. I forbindelse med min inspektion har jeg navnlig været opmærksom på spørgsmålet om lægetilkald/tilsyn i den her nævnte periode fra den 6. juli til den 25. oktober 1990 er sket på en sådan måde, som statsfængslet og direktoratet havde bebudet ville ske.

Bestemmelsen herom findes i cirkulærets § 4, der har følgende ordlyd:

" § 4. Anstaltens/arresthusets læge (eventuelt natlæge) skal, så hurtigt som omstændighederne tilsiger det, orienteres om det passerede, således at der på grundlag heraf træffes afgørelse om, hvornår lægetilsyn bør finde sted.

Stk. 2. Anvendes bælte og eventuelt handsker og fod- og håndremme, eller er indsættelse i sikringscelle i øvrigt forbundet med magtanvendelse, skal lægetilsyn normalt finde sted omgående."

(I en skrivelse af 26. september 1990 fra Direktoratet for Kriminalforsorgen til anstalterne er det anført, at lægetilkald skal finde sted omgående i alle tilfælde, hvor en indsat fikseres, eller hvor anbringelsen er forbundet med magtanvendelse).

I alle tilfælde i tiden fra den 6. juli til den 26. oktober 1990 er der sket tilkald af en læge/sygeplejerske. Det fremgår ikke klart, om det er en læge eller en sygeplejerske, der er tilkaldt. Jeg er imidlertid bekendt med, at Direktoratet for Kriminalforsorgen i efteråret 1989 har indskærpet over for anstalterne, at tilkald af sygeplejerske ikke kan erstatte tilkald af læge. Uanset om der blandt de 10 sikringscelleanbringelser er tilfælde, hvor alene sygeplejerske er tilkaldt, går jeg herefter ud fra, at der i alle tilfælde siden direktoratets skrivelser til anstalterne er sket tilkald af læge.

Tilkaldet er i de 10 tilfælde tidligst sket samtidig med anbringelsen og senest 17 minutter efter anbringelsen. I det sidstnævnte tilfælde er tilkald forinden forsøgt 4 gange. I to tilfælde er tilkaldet sket efter 10 minutter, så vidt det kan ses uden forudgående forgæves forsøg. Dette forekommer mig noget sent. Årsagen hertil fremgår ikke af rapporterne. Jeg går ud fra, at der sker notat om tidspunktet for lægetilkald, også i de tilfælde hvor det er forgæves.

Det fremgår af rapporterne, at der har været anvendt bælte/hånd- og fodremme i alle tilfælde. Ligeledes er der i alle tilfælde foretaget lægetilsyn. I 1 tilfælde er der forløbet 1 time og 25 minutter, før lægetilsyn har fundet sted. I 4 tilfælde er der forløbet mere end 1 time, før tilsynet har fundet sted. Jeg har hæftet mig ved, at i de 2 tilfælde, hvor der er forløbet mere end 1 time, skete anbringelsen for at hindre selvmord/beskadigelse, hvilket efter min opfattelse skærper behovet om omgående tilsyn af læge.

Jeg finder ikke iøvrigt i denne redegørelse at have tilstrækkelig anledning til at gå nærmere ind på spørgsmålet om lægetilkald/lægetilsyn. Jeg henviser i det hele til min skrivelse herom af 4. december 1990 og til direktoratets nævnte skrivelse af 26. september 1990.

Med hensyn til varigheden af anbringelsen, fremgår det af rapporterne, at den i de 10 tilfælde ligger mellem 2 timer og 9 timer og 35 minutter.

Cirkulærets § 5 har følgende ordlyd:

" § 5. Under ophold i sikringscelle skal den indsatte jævnligt tilses af personalet, og han skal så vidt muligt dagligt tilses af læge.

Stk. 2. Når den pågældende er anbragt i bælte, skal han tilses af personalet med korte mellemrum, der i intet tilfælde må overstige en time, og han skal tilses af læge mindst én gang om dagen."

Cirkulæret indeholder ikke regler om, at der skal ske notat om de enkelte tilsyn.

Det fremgår ikke af rapporterne, om den sikringscelleanbragte er tilset af personalet. Standardblanketten indeholder ikke rubrikker til notater herom. Blandt rapporterne er et eksempel, hvor den indsatte den 15. oktober 1990 blev sikringscelleanbragt bl.a. for at hindre selvmord/beskadigelse. Anbringelsen skete ved brug af bælte og hånd- og fodremme og havde en varighed på 9 timer og 35 minutter. Jeg går ud fra, at den pågældende er blevet tilset flere gange af personalet.

Under samtale med en indsat fremkom der bl.a. en klage over, at den pågældende ikke var blevet tilset under anbringelse i sikringscelle. Det var lykkedes den pågældende at komme ud af remme og seler, og han opholdt sig i nogen tid på gulvet i sikringscellen, uden at dette var blevet bemærket. Denne sag er særskilt rejst over for statsfængslet og direktoratet.

Arbejdsgruppen vedrørende anvendelse af sikringscelle i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse har i delindstilling af september 1990 stillet forslag om, at der indføres et nyt skema - et "observationsskema" - til brug lokalt i den enkelte institution. På skemaet skal der foretages notat ved hvert tilsyn af den indsatte, med angivelse af tidspunktet for tilsynet samt oplysning om tilstanden, herunder eventuelle bemærkninger om behovet for opretholdelse af anbringelse/fiksering.

Jeg er enig i, at det er ønskeligt, at der sker notater som anført i særlige skemaer. Jeg henstiller til direktoratet, at der i cirkulæret fastsattes regler herom, og at "observationsskemaer" bringes i anvendelse.

I alle 10 tilfælde er der i forbindelse med sikringscellen anvendt bælte/hånd- og fodremme. I cirkulæret om anvendelse af sikringscelle er det forudsat, at sikringscelleanbringelse kan ske uden anvendelse af fiksering.

Jeg går ud fra, at der ikke i den pågældende periode udover de 10 tilfælde, der er beskrevet i de for mig foreliggende rapporter, er foretaget sikringscelleanbringelser (uden anvendelse af fiksering). Det forekommer umiddelbart påfaldende, at der i alle tilfælde af anbringelse i sikringscelle har fundet at være behov for anvendelse af bælte/hånd- og fodremme. Jeg beder anstalten og direktoratet om at udtale sig herom, idet jeg finder at måtte anmode om, at udtalelserne afgives på grundlag af rapporter om sikringscelleanbringelser i perioden fra den 25. oktober 1989 til den 25. oktober 1990. Med udtalelserne anmoder jeg om at modtage kopi af rapporterne om sikringscelleanbringelser fra den 25. oktober 1989 til den 6. juli 1990.

Jeg skal i den forbindelse anmode anstalten om at oplyse, efter hvilke regler/retningslinier anbringelse i observationscelle sker, samt om, hvorvidt anstalten anser anbringelse i observationscelle for en sikringscelleanbringelse og foretager indberetning til direktoratet herom i overensstemmelse med reglerne i cirkulæret om anvendelse af sikringscelle.

 

e. Magtanvendelse

Jeg har modtaget kopi af 21 rapporter vedrørende magtanvendelse i perioden fra den 17. november 1989 til den 8. november 1990.

Reglerne om magtanvendelse findes dels i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen, dels i cirkulære nr. 51 af 15. april 1988 om magtanvendelse over for indsatte. Cirkulærets §§ 2-4 har følgende ordlyd:

" § 2. Personalet kan anvende magt, når øjeblikkelig indskriden er nødvendig for at

1) afværge personlig overlast,

2) hindre selvmord eller selvbeskadigelse

3) hindre undvigelse eller standse undvegne, hvis der er grund til at tro, at dette ikke kan gennemføres på anden måde.

Stk. 2. I det omfang det må anses for nødvendigt, kan magtanvendelse omfatte brug af håndkraft (greb, puf), skub samt brug af stav og tåregas af godkendt type.

Stk. 3. Bestemmelse om anvendelse af magt efter reglerne i stk. 1 og 2 træffes af institutionens vagthavende leder/arrestforvareren. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer lederens/arrestforvarerens afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende leder/arrestforvareren skal normalt omgående underrettes om det passerede.

§ 3. Personalet kan anvende magt, hvis det er nødvendigt for at

Stk. 2. Magtanvendelse kan kun omfatte brug af håndkraft.

Stk. 3. Bestemmelse om anvendelse af magt efter reglerne i stk. 1 og 2 træffes af institutionens vagthavende leder/arrestforvareren eller den, han bemyndiger dertil. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer den pågældendes afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for tjenesteområdet.

§ 4. Al magtanvendelse forudsætter, at mindre indgribende foranstaltninger forgæves har været anvendt eller åbenbart vil være uanvendelige.

Stk. 2. Anvendelse af magt skal altid ske med besindighed og må aldrig overskride det for øjemedet påkrævede. Der må i det enkelte tilfælde kun anvendes det efter forholdene mindst vidtgående magtmiddel."

Af rapporterne fremgår det, at magtanvendelse typisk er sket i forbindelse med visitation, flytning til anden lokalitet eller for at afværge personlig overlast. I de fleste tilfælde er magtanvendelsen søgt undgået ved samtale med den indsatte. I alle tilfælde er overvagtmesteren underrettet om magtanvendelsen, og dette er i de fleste tilfælde sket ret hurtigt efter magtanvendelsen. I et enkelt tilfælde er der dog forløbet 30 minutter.

Cirkulærets § 6 og § 7 indeholder særlige forskrifter i forbindelse med anvendelse af tåregas og stav. Disse midler er ikke anvendt i de tilfælde, der er beskrevet i de 21 rapporter.

Cirkulærets § 8 indeholder en bestemmelse om lægetilkald/lægetilsyn, som svarer til bestemmelsen i cirkulæret om anvendelse af håndjern, jf. ovenfor under punkt 15 b. Kun i ét af de 21 tilfælde er læge tilkaldt. Lægetilsyn har ikke fundet sted. Der foreligger ikke oplysninger, om at der er foretaget en konkret vurdering i de enkelte tilfælde af, om lægetilsyn er anset for åbenbart unødvendigt. Jeg går imidlertid ud fra, at dette er tilfældet.

Det må konstateres, at der er et misforhold mellem cirkulærets ordlyd og den praksis, der følges af anstalten. Jeg går ud fra, at det samme er tilfældet ved andre anstalter. Det forekommer mig uhensigtsmæssigt, at cirkulæret er formuleret således, at en læsning af bestemmelserne efterlader det indtryk, at lægetilsyn som altovervejende hovedregel skal iværksættes, sammenholdt med at lægetilsyn i realiteten skønnes "åbenbart unødvendigt" i langt de fleste tilfælde.

Jeg henstiller til Direktoratet for Kriminalforsorgen, at direktoratet overvejer en ændret formulering af denne bestemmelse, således at reglen får et indhold, der svarer til det reelle behov for lægetilsyn.

 

f. Videregående visitation af besøgende

Jeg har modtaget 3 rapporter vedrørende videregående visitation af besøgende. Rapporterne er dateret den 28. juni 1990, den 4. august 1990 og den 14. september 1990. Reglerne om videregående visitation af besøgende findes i cirkulærskrivelse af 28. januar 1981 om retningslinjer med hensyn til kontrollen med, at adgangen til besøg til indsatte i lukkede institutioner ikke benyttes til indsmugling.

Min gennemgang af rapporterne giver mig ikke anledning til bemærkninger.

 

g. Brevkontrol

Jeg har modtaget kopi af 6 meddelelser vedrørende brevkontrol i perioden fra den 18. januar 1990 til den 7. november 1990. De 4 tilfælde vedrørte den samme indsatte. I alle tilfælde er der tale om indsatte, der var enrumsanbragt i henhold til enrumscirkulærets § 2, stk. 2, nr. 3, for at hindre fortsat strafbar virksomhed, herunder brug af euforiserende stoffer. De indsatte var enrumsanbragt på grund af (forsøg på) indsmugling af hash eller hårde stoffer.

Alle de indsatte var pålagt brevcensur i medfør af cirkulære nr. 217 af 18. december 1980 om de indsattes adgang til brevveksling og besøg m.v. § 5. Ifølge § 5, stk. 3, skal der foretages notat vedrørende gennemlæsningen af de indsattes breve.

Min gennemgang af meddelelserne giver mig ikke anledning til bemærkninger.

 

16. Opfølgning

Jeg udbeder mig underretning om resultatet af de overvejelser og foranstaltninger, som direktoratet og statsfængslet foretager i anledning af de ovennævnte henstillinger m.v.

 

17. Underretning

Folketingets Retsudvalg modtager en genpart af denne redegørelse.

Under inspektionen var jeg ledsaget af den nyvalgte norske civilombudsmand, Arne Fliflet. Han modtager en genpart af redegørelsen.

Foreningen KRIM, Århus afdeling, har rettet henvendelse til mig navnlig om lægetilkald/tilsyn ved sikringscelleanbringelser i Horsens Statsfængsel. KRIM har tidligere modtaget min flere gange omtalte skrivelse af 4. december 1990 herom. I forbindelse med min besvarelse af KRIM's henvendelse modtager foreningen en genpart af denne redegørelse."