Resumé

I december måned 1993 aflagde ombudsmanden inspektionsbesøg i Københavns Fængsler.

Ombudsmanden kritiserede på nogle punkter de bygningsmæssige forhold i Blegdamsvejens Fængsel (cellevinduer og besøgsafsnit).

Foranlediget af samtaler med de indsatte rejste ombudsmanden nogle generelle spørgsmål, herunder om anvendelse af håndjern under transport.

I forbindelse med inspektionen modtog ombudsmanden rapportmateriale fra repræsentative perioder vedrørende anvendelse af håndjern, enrumsanbringelse, sikringscelleanbringelse, magtanvendelse og vedrørende disciplinærsager. Gennemgangen af rapportmaterialet gav anledning til såvel henstilling som kritik. (J. nr. 1993-1793-629).

 

Inspektion af Københavns Fængsler.
 

 

 

Den 21. april 1995 afgav jeg følgende redegørelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Københavns Fængsler:

"Den 6. og 15. december 1993 aflagde jeg inspektionsbesøg i Københavns Fængsler (Vestre Fængsel, Nytorv Fængsel, Blegdamsvejens Fængsel og institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholm). I tilslutning hertil modtog jeg supplerende oplysninger af 8. og 28. december 1993 samt af 11. januar, 26. maj, 22. juli og 30. september 1994 fra Københavns Fængsler i anledning af nogle spørgsmål, som jeg under og efter inspektionsbesøget havde stillet til anstalten.

Fra Direktoratet for Kriminalforsorgen modtog jeg supplerende oplysninger i skrivelse af 7. oktober 1994, ligesom jeg fra Direktoratet for Udlændinge modtog oplysninger ved direktoratets skrivelse af 25. juli 1994.

 

I. Indledning.

Ombudsmanden har ikke tidligere aflagt inspektionsbesøg i Københavns Fængsler.

Inspektionsbesøget den 6. december 1993 i Vestre Fængsel fulgte følgende program:

- Samtale med fængselsinspektøren og vicefængselsinspektørerne.

- Møde med samarbejdsudvalget.

- Møde med talsmændene.

- Rundgang i fængslet.

Programmet for inspektionsbesøget den 15. december 1993 i Nytorv Fængsel omfattede alene en rundgang.

Inspektionsbesøget i Blegdamsvejens Fængsel den 15. december 1993 havde følgende programpunkter:

- Møde med talsmændene.

- Rundgang.

I institutionen i Sandholm, hvor inspektionsbesøget blev aflagt senere den 15. december 1993, omfattede programmet disse punkter:

- Møde med talsmændene.

- Rundgang.

Under inspektionsbesøgene blev der afholdt en afsluttende samtale med fængselsinspektøren, og for så vidt angår besøget i Vestre Fængsel tillige med vicefængselsinspektørerne.

I forbindelse med inspektionen modtog jeg et omfattende rapportmateriale, jf. nærmere nedenfor under afsnit IV.

 

II. Bygningsmæssige forhold m.v.

A. Vestre Fængsel.

Vestre Fængsel er opført i 1895 og udvidet i 1918. Fængslet, der er et korsformet panoptisk opbygget cellefængsel i fire etager, har en kapacitet på 448 pladser incl. Vestre Hospital med 37 pladser. Fængslet har en kvinde- og familieafdeling med plads til ca. 30 indsatte. I maj 1992 blev der oprettet en barak på Vestre Fængsel med plads til 21 personer, der er frihedsberøvet efter udlændingeloven.

I Vestre Fængsel er der etableret en modtagelsesafdeling til anholdte, frihedsberøvede og personer, der skal udstå straf i Københavns Fængsler.

Den samlede administration for Københavns Fængsler er i Vestre Fængsel.

Belægget i Københavns Fængsler er hovedsagelig varetægtsarrestanter fra københavnsområdet. Den øvrige del af belægget er navnlig personer, der udstår kortere frihedsstraffe.

På det møde, der under inspektionen fandt sted i Vestre Fængsel med samarbejdsudvalget, blev det oplyst, at der i 10 år har eksisteret et byggeudvalg. Udvalget har planlagt en gennemgribende modernisering af Københavns Fængsler. I Vestre Fængsel er moderniseringen påbegyndt. I fængslets nordfløj er der foretaget ændringer af de elektriske installationer, indlagt varmt vand og installeret tilstrækkelige bade- og toiletfaciliteter. Også Østfløjen er moderniseret. Herefter resterer modernisering af Syd- og Vestfløjen, hospitalsafsnittet og besøgsafsnittet. En istandsættelse af Blegdamsvejens Fængsel har tidligere været nedprioriteret på grund af uafklarethed om fængslets fortsatte beståen. Forholdet er nu afklaret, og der skal også udarbejdes et projekt omfattende Blegdamsvejens Fængsel.

 

Om indholdet af planen for forbedringer og istandsættelser af Københavns Fængsler har fængselsinspektøren i skrivelse af 26. maj 1994 i øvrigt oplyst:

"...

I den anledning skal jeg oplyse, at Københavns Fængsler efter afslutning af renovering ved egen arbejdskraft af Vestre Fængsels nordre fløj i 1989 på et møde i samarbejdsudvalget den 2. april 1990 fastlagde følgende byggeprogram:

Udvidelse af snedkeri.

Indretning af mødelokale.

Flytning af tandlægeklinik.

Renovering af Østfløjen.

Ny portbygning.

Renovering af Blegdamsvejens Fængsel.

Renovering af Sydfløjen.

Opførelse af produktionsbygning.

Renovering af Vestfløjen.

Opførelse af sportshal.

 

Der er foretaget følgende:

Ad 1. Udvidelse af snedkeri:

Ændringerne i snedkeriet herunder nedlæggelse af sprøjteriet er udført.

 

Ad 2. Indretning af mødelokale:

Mødelokalet er indrettet og taget i brug i 1991.

 

Ad 3. Flytning af tandlægeklinik:

Evt. flytning af tandlægeklinik afventer Københavns Fængslers indstilling om anskaffelse af en mobil tandlægebus til brug for anstalterne i Københavnsområdet.

 

Ad 4. Renovering af Østfløjen:

Renovering af Østfløjen er påbegyndt i 1990 og er stort set afsluttet i 1993.

 

Ad 5. Ny portbygning.:

Delprojekt med opførelse af en sluseport for gående trafik er etableret og taget i brug i 1993. Etablering af en sluseport for kørende trafik pågår.

 

Ad 6. Renovering af Blegdamsvejens Fængsel:

På Blegdamsvejens Fængsel er der løbende sket forbedringer via projektarbejde. Senest ved indretning af fællesskabsarbejdspladser og fritidsrum i kælderen.

Derudover er der indrettet badefaciliteter på etagerne for de indsatte samt foretaget en løbende malervedligeholdelse.

Cellevinduerne vil løbende over de næste 4-6 år via projektarbejde blive udskiftet.

 

Ad 7. Renovering af Sydfløjen:

Arbejdet med renovering af Sydfløjen pågår og forventes afsluttet medio 1995.

 

Ad 8. Opførelse af produktionsbygning:

For at kunne imødekomme de indsattes behov for beskæftigelse på fællesskabsværksteder, har Københavns Fængsler indstillet til Direktoratet for Kriminalforsorgen, at der opføres en stor værkstedsbygning.

Der vil ad denne vej formentlig kunne skabes fællesskabsarbejdspladser til yderligere ca. 40-50 indsatte.

Sagen beror på svar fra Direktoratet for Kriminalforsorgen.

 

Ad 9. Renovering af Vestfløjen:

Renovering af Vestfløjen vil formentlig blive påbegyndt i finansåret 1996.

Københavns Fængsler har koncentreret sin indsats om renovering af de store fløje på Vestre Fængsel, men derudover vil der løbende, via projektarbejder og almindelig vedligeholdelse ske mindre forbedringer (af) såvel de indvendige faciliteter for ind- og ansatte samt de udvendige faciliteter med videre for indsatte."

Rundgangen i Vestre Fængsel startede i modtagelsesafdelingen , der fremstod som meget lys og venlig. Lokalet, der er udstyret med grønne planter, er opdelt i en sektion for egentlig modtagelse med en lang åben skranke og et mindre modtagelsesafsnit med bord og stole. På bordet er stillet kaffe og te frem. Fra selve afdelingen er der adgang til toilet og 3 venterum med bord og stole.

Til modtagelsesafdelingen hører et visitationslokale med baderum. Begge lokaler virkede rene og meget fint vedligeholdte. I visitationslokalet forefindes bånd, der er oversat til 21 sprog, og som indeholder praktiske oplysninger, herunder oplysninger om regler, der finder anvendelse i fængslet.

I Nordfløjen blev underetagen besigtiget. Fløjen er panoptisk opbygget med 4 etager med 25-28 celler på hver etage. Cellerne er ca. 8,4 m².

En celle, der blev fremvist, var udstyret med en seng, et skab, et bord, en stol, en reol og et højtsiddende vindue med tremmer. Cellen fremtrådte som lidt mørk, men velholdt.

Gangarealet er malet lysegul med forskellige farver på lågerne på de skabe, der er indbygget på gangen.

På hver afdeling er der 2 fællesrum. Den fremviste afdelings ene fællesrum, der er ca. 16,8 m², er udstyret med 2 store borde med stole, et sofabord med bløde stole, en reol og et fjernsyn. Gulvet er et terrazzogulv. Lokalet virkede lidt mørkt.

I Østfløjen var påbegyndt et overdækningsarbejde, således at etagerne adskilles fra midten. Også her er vægge og skabe på gangarealet malet i klare farver.

Vestfløjen har plads til 58 personer. Fløjen er indrettet således, at mænd indsættes på den nederste etage. På anden og tredie etage indsættes kvinder og enkelte mænd.

På fjerde etage, der er en familieafdeling, indsættes både kvinder og mænd.

Afdelingen, der endnu ikke er moderniseret, fremstod som lys og venlig på grund af de malede vægge og skabslåger.

Cellen, der blev vist frem på denne afdeling, var udstyret med en briks med skumgummimadras, et skab, en vask (med koldt og varmt vand), spejl, et bord med hylde over, en stol og en radiator. Ud over vinduet med tremmer er belysningsmulighederne af cellen en loftslampe, en lampe ved vasken og en arkitektlampe.

I barak C er der som anført ovenfor plads til 21 personer, der er frihedsberøvet efter udlændingelovgivningen. Afdelingen består af 3-sengs stuer, hvor kvinder og mænd indsættes hver for sig.

Stuerne var indrettet med en køjeseng og en briks med skumgummimadras, en vask med spejl, stole og skabe med adskilte døre med lås. Store lamper med lysstofrør er udover vinduerne den eneste lyskilde i lokalet. Den fremviste stue virkede noget upersonlig.

Afdelingen har dels et fællesrum, der er udstyret med fjernsyn og 3 store borde med stole, dels et køkken med sædvanligt inventar.

Midt i afdelingen er afdelingens kontor og butik. Uden for kontoret er der en opslagstavle med notits om arbejds- og spisetider, lønningstidspunkter og forretningens åbningstid. Notitsen er oversat til flere forskellige sprog.

Gangarealet er udsmykket.

Afdelingen har sit eget, mindre gårdtursareal, der er indhegnet. Arealet er indrettet som en lille have, der er frit tilgængelig mellem kl. 7.00 og kl. 17.00.

Det generelle indtryk af afdelingen er, at den er præget af upersonlighed, hvilket nok må ses på baggrund af en formentlig hurtig udskiftning. Afdelingen bar i øvrigt præg af at være lidt rodet og nusset, hvilket næppe kan forklares på tilsvarende måde.

Sygehusafdelingen har som anført ovenfor en kapacitet på 37 pladser. Belægningsprocenten var på inspektionstidspunktet 85%. Afdelingen, der er landsdækkende for kriminalforsorgen, er en selvstændig AUF enhed (Arbejde-Undervisning-Fritid).

På hver af de 2 etager er der en fællesstue. Stuerne er indrettet med sofabrikse, sofaborde, en vask, borde med stole og reoler med bøger og spil. På afdelingens 1. sal, hvor de psykisk syge er indsat, er der i fællesstuen opsat værktøjsborde, som de indsatte kan benytte i forbindelse med aktiviteter, der styres af personalet.

På afdelingen er der endvidere et mindre fællesskabskøkken med sædvanligt inventar.

Gangarealet er udstyret med en opslagstavle med bl.a. et opslag om Københavns Retshjælp, der aflægger besøg i fængslet et par timer en dag om ugen. På tavlen var endvidere en notits om, hvem Københavns Borgerrepræsentation har valgt til at føre tilsyn med varetægtsarrestanters behandling og forhold i varetægtsfængslet.

Til afdelingen hører et mindre gårdtursareal med græsplæne, guldfiskebasin, små blomsterbede, overdækket bord med bænk samt en voliere. Det blev oplyst, at der om sommeren er indrettet en minigolfbane på arealet, og at der arrangeres minigolfturnering. Aktiviteterne på området finder sted under ledelse af en enhedsfunktionær.

Sygehusafdelingen gjorde et generelt udmærket indtryk.

 

I Nordfløjen er indrettet et visitationsrum , der anvendes ved visitation af den indsatte i forbindelse med besøg. Lokalet er indrettet med en stol, et bord, en vask og et forhæng.

Ved indgangen til besøgsafdelingen er placeret æsker med gummihandsker, der anvendes ved visitation. Det kunne konstateres, at der er handsker både med og uden talkum. De sidstnævnte forefandtes dog kun i en lille størrelse. (Spørgsmålet om anvendelse af handsker med talkum ved visitation blev rejst af talsmændene under min samtale med dem, se nedenfor under afsnit III, A, 7.)

I gangen mellem Nordfløjen og besøgsafdelingen er opstillet aflåselige stålbokse, hvor den indsatte kan indlægge personlige genstande. Der er desuden et bord med termokander, som den indsatte kan benytte under besøget. Den indsatte omhælder egen kaffe til disse kander. Endvidere er der et skab med viskestykker, lagner og kondomer, som den indsatte ikke skal have udleveret, men selv kan tage.

Umiddelbart indenfor på gangen i besøgsafdelingen er opstillet to automater med varme og kolde drikke. Automaterne drives af butiksoverskuddet. Der er endvidere stillet plastickaffekrus frem.

På tidspunktet for inspektionsbesøget var der ved at blive etableret et mindre køkken med mikrobølgeovn og vask.

Selve besøgsafsnittet er opdelt i mindre besøgsrum. Der er 7 besøgslokaler, der er udstyret med bord og stole. Herudover er der 8 besøgslokaler, der er udstyret med en briks. Endelig er der 6 samtalerum, hvor den indsatte kan tale med sin forsvarer og andre.

Der blev fremvist et besøgsrum, der var udstyret med en briks med madras og ryghynder, et sofabord, 3 stole, en håndvask med spejl, en radiator og et stort vindue med gardin. Der var ingen udsmykning i rummet ud over opsatte forskrifter for besøg. Over vinduet er isat en ventilationsrist.

Der blev endvidere fremvist et besøgsrum med bord, 3 stole, vindue uden gardin, vask med spejl, radiator, et billede og et vindue i døren med rullegardin. Det blev konstateret, at det trak lidt fra vinduet.

Det blev under rundgangen oplyst, at besøgsafdelingen forventes istandsat med maling og bedre inventar i 1994-95.

Spørgsmålet om kulde fra vinduer og/eller ventilationsanlægget blev rejst over for mig af talsmændene med mit møde med dem, se nedenfor under afsnit III, A, 2.

Jeg kunne ikke konstatere stærk kulde fra vinduer og/eller ventilationsanlæg, men alene mindre træk fra vinduet. Jeg kan dog ikke afvise, at der kan være egentlige kuldeproblemer i besøgsrummene. Eventuelle kuldeproblemer, der skyldes træk fra vinduerne og/eller ventilationsanlægget, går jeg ud fra, vil blive søgt løst senest ved istandsættelsen af afdelingen. Herefter og under hensyntagen til oplysningerne om en snarlig istandsættelse af afdelingen og dens inventar - hvilket også efter min opfattelse er tiltrængt - foretager jeg mig ikke videre vedrørende spørgsmål i relation til besøgsafdelingen.

Jeg anmoder om underretning, når istandsættelsen/moderniseringen er udført.

 

Inspektionsbesøget omfattede en besigtigelse af observationscellen , der er indrettet med en seng med jernramme, en bænk og et bord. Inventaret er fastgjort.

En af de 2 sikringsceller blev ligeledes fremvist. Cellen er indrettet med en briks med remme til bæltefiksering og med en alarmknap monteret på briksen. (Det blev oplyst, at den anden sikringscelle ikke har påmonterede remme.) Madrassen er blød og har en skråpude, således at hovedlejet kan hæves. Belysningen af lokalet virkede ikke blændende. Det blev oplyst, at der er konstant fast tilsyn. Tilsynet føres fra en stol, der er placeret umiddelbart uden for cellen, og således at det er muligt derfra at se direkte ind i cellen. Celledøren står åben under benyttelse af cellen.

Indretningen af de fremviste observations- og sikringsceller giver mig ikke anledning til bemærkninger.

En af de ialt 3 særligt sikrede celler blev fremvist. Cellen er placeret i Sydfløjen og har en størrelse svarende til 2 celler. Den er udstyret med en briks med mulighed for at hæve hovedlejet, sofabord og stol, reol, skab og en vask uden spejl. I den fremviste celle var der opstillet en værktøjsmaskine.

Heller ikke indretningen af denne celle giver mig anledning til bemærkninger.

En værkstedsafdeling , der er beliggende i forlængelse af barak C, blev fremvist. Afdelingen er opdelt i et tøjværksted med 8 arbejdspladser og et emballerings- og monteringsværksted med 13 arbejdspladser.

I tøjværkstedet kan en indsat efter det oplyste tjene mellem 400-700 kr. om ugen og i det andet værksted ca. 500 kr. om ugen.

Begge værksteder er udstyret med højtsiddende vinduer og sprinkler- og udsugningsanlæg.

Det blev oplyst, at ca. 150 indsatte har mulighed for beskæftigelse i fællesskab. Arbejdspladserne omfatter 6 værksteder (snedkeri og småfag), køkkenet, depotet, biblioteket, bygningsvedligeholdelse, maskinreparation og rengørings- og transportarbejde. Øvrige indsatte tilbydes beskæftigelse ved småfagsarbejde, der udføres i cellerne.

I hver fløj er der indrettet en butik. Under inspektionen blev butikken i Østfløjen vist frem. Det blev oplyst, at den er åben 2 -3 gange om ugen. De indsatte har her mulighed for at købe bl.a. cigaretter, kaffe, frugt, brød, kødpålæg, pålægssalater og lignende. Der er ikke indført selvforplejning i fængslet. De indsatte kan ikke gå ind og rundt i butikken, men er henvist til at orientere sig og foretage indkøb fra døren.

I fritiden har de indsatte mulighed for at benytte kondirum. Under inspektionen blev kondirummet i Sydfløjen besigtiget. Rummet, der ikke er særligt stort, er indrettet med kondicykel, udstyr til vægtløftning, håndvægte, spejl, ribbe, sjippetov og en madras. Det blev oplyst, at opsynspersonalet herudover af og til følger nogle af de indsatte til en gymnastiksal i fængslet.

I sommerhalvåret har de indsatte endvidere mulighed for at deltage i udendørs sport på sportspladsen , der er beliggende mellem Øst- og Sydfløjen. Arealet er drænet og grusbelagt. På det omkringliggende areal er opstillet bænke.

Gårdture afvikles for de indsatte på græsplæner mellem fængslets fløje og for de, der er indsat i isolation, i en stjernegård med plads til 23.

De indsatte har adgang til at låne bøger fra fængslets bibliotek , og ordningen praktiseres på den måde, at en biblioteksvogn kommer rundt i fængslet en gang om ugen. I forbindelse med indsættelse er det dog muligt for den enkelte at få udleveret bøger på afdelingen. Lånemuligheden omfatter såvel skønlitterære bøger, som tidsskrifter, herunder udenlandske.

Fængslet råder over en skole. Det blev oplyst, at ca. 85 indsatte deltager i skolens virksomhed - nogle fuldtids og andre i enkeltkurser. Skolen tilbyder også aftenundervisning.

I fængslets kirke afholdes gudstjeneste og katolsk messe. Det blev oplyst, at ca. 40 indsatte deltager i gudstjenesterne. Det meget smukke kirkerum fremstod i indretningen som et traditionelt kirkerum.

Der er endvidere mulighed for afholdelse af muslimsk bøn i fængslet, se nærmere herom nedenfor i afsnit III, A, 6.

 

B. Nytorv Fængsel.

Nytorv Fængsel, der er panoptisk opbygget med 4 etager, er opført i perioden fra 1805 til 1815. Afdelingen bruges nu alene til varetægtsarrestanter, der skal fremstilles i Københavns Byret. Det er således en venteafdeling, hvor overnatning ikke finder sted.

Gangarealerne er malet i lyse farver og dekoreret med striber og geometriske figurer i klare farver.

En celle, der anvendes som samtaleværelse for arrestanten og hans forsvarer, blev vist frem. Cellen er udstyret med bord, stole, og en håndvask. Væggene er ikke udsmykket. Af hensyn til akustikken er der lagt tæppe på gulvet.

Der blev også fremvist en større ventecelle med stengulv. Inventaret, der virkede noget ramponeret, omfattede 3 borde, 10 stole, en håndvask med koldt vand, en radiator og et vindue med tremmer. På et bord var der lagt nogle ugeblade frem. Der var tegnet på væggene og døren.

Det blev oplyst, at der årligt foretages ca. 3.000 fremstillinger. Ventecellerne er derfor af forståelige grunde udsat for særligt stort slid. Selv dette forhold taget i betragtning forekom cellernes indretning og inventaret mig noget ringe.

På hver etage er der 2 toiletter , der rengøres hver dag.

Når en arrestant skal fremstilles i retten, føres han ad en gang fra fængslet til retsbygningen. Gangen benævnes "Rævegangen" og består af trævægge og -loft. Væggene er dekoreret.

 

C. Blegdamsvejens Fængsel.

Blegdamsvejens Fængsel er opført i 1848 og udvidet i 1880 og 1908. Fængslet er panoptisk opbygget med 3 etager og har en kapacitet på 92 pladser.

I 1990 blev AUF-strukturen indført i fængslet. Udover almindelige opsynsopgaver forestår personalet som enhedsfunktionærer rådgivning og vejledning af de indsatte i dagligdagen. Enhedsfunktionærerne deltager også i fritidsaktiviteter for de indsatte og har det daglige ansvar for beskæftigelse og projektarbejde på afdelingerne. Herudover varetager de opgaver i den forsorgsmæssige sagsbehandling i konkrete sager vedrørende den indsatte.

Væggene på gangarealerne på belægningsafdelingerne er malet for ca. 1 år siden. Der er nu iværksat malerarbejde af de mange udvendige rørinstallationer. Installationerne males i klare farver, der adskiller sig fra etage til etage og fra side til side. Væggene og nogle af dørene til baderum er desuden udsmykket.

Belysningen af gangarealerne er neonlys og dermed noget kold.

På den nederste belægningsafdeling blev to celler vist frem. Den ene var udstyret med en briks med skumgummimadras, et skrivebord, et lille bord, en hylde med tilhørende overskab, en håndvask (koldt vand) med spejl over og et toilet.

Inventaret i den anden celle var tilsvarende, dog havde den indsatte her indrettet sig noget mere personligt.

Begge celler er udstyret med et meget lille vindue helt oppe ved loftet. Uden elektrisk lys var cellerne meget mørke.

Under inspektionen blev det oplyst, at der enkelte steder er isat nye og større vinduer. Til cellerne er der bestilt nye vinduer med en størrelse på ca. 1 x 1 m. Der forventes at være ressourcemæssig mulighed for indkøb af de nye vinduer i 1994, men ikke til selve isætningsarbejdet.

Ud over til vinduernes størrelse og placering og dermed de dårlige lysforhold har jeg ingen bemærkninger til cellernes indretning.

Som anført ovenfor, oplyste Københavns Fængsler i skrivelsen af 26. maj 1994, at cellevinduerne løbende vil blive udskiftet via projektarbejde over de næste 4-6 år.

Det er efter min opfattelse påtrængende, at den planlagte udskiftning af vinduer opprioriteres og søges fremskyndet, så vidt det er muligt. Jeg udbeder mig underretning, når vinduesudskiftningen påbegyndes.

På hver etage er der indrettet 4 baderum. De fremviste baderum på den nederste etage er opdelt i et forrum og 2 bruseafsnit med mulighed for omklædning. Baderummet fremtrådte istandsat og vedligeholdt.

På hver etage er endvidere indrettet fællesstuer , der i størrelsen svarer til 2 celler. Den stue, der blev vist frem, var indrettet med 2 vinduer, bløde stole, sofabord, borde med spil malet på bordpladen, stole, håndvask, reol, radiator og et fjernsyn. Væggene var malet i farver.

Det generelle indtryk af fællesstuen var, at den virkede meget slidt. Det blev dog oplyst, at fællestuerne ikke bruges meget.

På den nederste etage er der endvidere indrettet et samtaleværelse , hvor den indsatte og hans forsvarer kan mødes. Rummet var udstyret med et bord og stole, en lampe, en håndvask og et billede på væggen. Af hensyn til akustikken er loftet sænket, og der er lagt tæppe på gulvet.

Besøgende til indsatte melder deres ankomst i et kælderlokale umiddelbart inden for indgangsporten til fængslet. Herefter går den pågældende ud i indgangsgården igen og først da ind i besøgsafdelingen. Den besøgende må vente i et venteværelse , der ikke er særligt stort. Venteværelset er udstyret med aflåselige skabe, som den besøgende kan benytte. Fra venteværelset er der adgang til et meget lille toilet.

Selve besøgsafsnittet er opdelt i et forværelse og 3 besøgsrum. Forværelset er indrettet med en håndvask og bord, hvor der stillet plastickrus, tebreve og sukker. Af besøgsrummene er ét indrettet med briks. Rummet blev benyttet på tidspunktet for inspektionsbesøget, og jeg havde derfor ikke lejlighed til at besigtige det.

De to andre besøgsrum blev vist frem, og det blev oplyst, at de er sat i stand for ca. 1 år siden. Rummene er ca. 2,5 x 1,6 m. I døren er der for oven et vindue med gardin og for neden en større åbning med trådnet/rist. Værelserne er indrettet med et meget lavt og lille bord, 4 hårde stole, radiator, tæppe på gulvet, loftslampe og vindue med tremmer for. Inventaret virkede meget ringe, ligesom malingen på vinduesrammerne var meget afskallet, og vinduerne formentlig utætte.

Rummene og inventaret gjorde et meget nedslående indtryk.

Det blev oplyst, at der er ønske om at udbygge besøgsafdelingen med en nybygning, således at der etableres toiletfaciliteter i besøgsafdelingen, som også den indsatte kan benytte under besøget. Under de nuværende bygningsmæssige forhold er det imidlertid ikke muligt at indrette et toilet i selve besøgsafsnittet.

Det blev endvidere oplyst, at der er bestilt nye vinduer til besøgsafdelingen.

Både af hensyn til de indsatte og de besøgende er der efter min opfattelse behov for, at besøgsforholdene forbedres væsentligt.

Jeg udbeder mig oplysning om eventuelle planer for en ændring af besøgsafdelingen, herunder om eventuelle planer for en udskiftning af inventaret. Som anført nedenfor under afsnit III, B, 3, udbeder jeg mig underretning, når der er monteret nye vinduer i besøgsafdelingen.

 

Gårdtursarealet er et rektangulært område, der er belagt med fliser og beton. I den ene ende er der lavet en større blomsterkumme; i øvrigt er der ikke grønt i gården. Forskellige spil, f.eks. skak, er i forstørret format optegnet på jorden. Den ene langside af gårdtursarealet er overdækket, og her er der opstillet 3 bænke/borde arrangementer.

Butikken , der ikke er særlig stor, og som kun har et beskedent vareudbud, har åbent 2-2½ time hver mandag, onsdag og fredag. Om fredagen kan der foretages indkøb af grill-mad.

Nogle af de indsatte tilbydes beskæftigelse i fængslets vaskeri , der tillige fungerer som vaskeri for Vestre Fængsel. Arbejdet udføres i 2-hold skifte med 2 indsatte på hvert hold. Der er til brug for arbejdets udførelse installeret 2 industrivaskemaskiner med automatisk indtag af sæbe og skyllemiddel og 2 tørretumblere.

Indtrykket af vaskeriet var godt.

Andre indsatte tilbydes beskæftigelse som gangmænd og har som sådan ansvaret for depotet. I depotet er der opstillet køleskabe til opbevaring af kolde drikke og frokostpakkerne. De indsatte har endvidere mulighed for herfra at få udleveret sæbe, tandbørste, toiletpapir m.v. Depotet, der blev vist frem, omfattede endvidere 2 skrivemaskiner til udlån for de indsatte.

De indsatte tilbydes undervisning. Det blev oplyst, at 8 - 10 indsatte på tidspunktet for inspektionen deltog i undervisning på hold, hvor dansk, matematik og engelsk genopfriskes. Derudover var der 4 - 5 specialhold. Undervisningen omfatter samfundsfag og idræt. Endvidere tilbydes udlændinge danskundervisning.

Indsatte i aldersgruppen 15 - 17 år deltager i den almindelige undervisning og på hold med ældre indsatte. Herudover bliver der iværksat projektarbejder med disse unge indsatte.

Undervisningslokalet er beliggende på 3. etage. Det er indrettet med 3 store borde, stole, en tavle og håndvask. På gulvet er der lagt et tæppe.

I fritiden kan de indsatte benytte bordtennisrummet , der er indrettet på 3. etage. Til de unge under 18 år er der afsat specielle tider til brug af rummet.

Etagen rummer også et kondirum , der på tidspunktet for inspektionen var ved at blive renoveret. Det blev oplyst, at der er adgang til kondirummet i tidsrummet fra kl. 8 - 20/21. Også til brug af dette rum afsættes der specielle tider til de unge under 18 år.

Biblioteket er beliggende på den samme etage. Det er indrettet med boghylder på væggene. Biblioteket bestyres af en indsat med hjælp af en bibliotekar fra Vestre Fængsel, der er til stede i Blegdamsvejens Fængsel 1 gang om ugen. De indsatte har mulighed for at henvende sig i biblioteket på alle hverdage - de unge indsatte dog kun i ledsagelse af en enhedsfunktionær. Ved indsættelse i weekender får den pågældende også mulighed for at låne bøger.

I kælderen ved siden af vaskeriet har indsatte og funktionærer i fællesskab indrettet et meget smukt rum. Det er hensigten, at lokalet skal fungere både som kirke og som samlingssted , hvor de indsatte kan mødes i fritiden til f.eks. gymnastik.

I tilknytning til dette rum er indrettet et spisekøkken for indsatte, der er beskæftiget i kælderen.

Sammenfattende var det generelle indtryk godt bortset fra indtrykket af lysforholdene i cellerne og forholdene i besøgsafdelingen, jf. de bemærkninger, som jeg ovenfor har anført hertil.

 

D. Institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholm.

Institutionen er indrettet i 1989 for asylansøgere, der er frihedsberøvet i henhold til udlændingelovgivningen, og blev i 1990 udvidet til en samlet kapacitet på 60 pladser. I 1994 er der sket en yderligere udvidelse til 150 pladser, heraf en modtagelsesafdeling med 30 pladser. Institutionen er organiseret efter princippet om AUF og er bemandet med enhedsfunktionærer. Personalet består af 28 funktionærer, 2 lærere, 2 forsorgsmedarbejdere, 1 læge og 1 sygeplejerske.

Institutionen en opdelt i 2 parallelle fløje, der er forbundet med en tværbygning, hvor der er indrettet butik , bibliotek og kontor. I tværbygningen er der endvidere ophængt en hylde til tidsskrifter på forskellige sprog og orienterende opslag.

Den ene fløj indeholder 9 3-sengsstuer, den anden fløj 11 3-sengsstuer.

En stue , der blev vist frem, var indrettet med 1 køjeseng og 2 enkelte senge, et skab til hver indsat og et bord. Stuen virkede lidt kold og upersonlig.

Toiletrummet på gangen er opdelt i 2 separate rum med toilet og håndvask med spejl. Der er opsat hvide fliser.

For enden af den ene fløj var en stue til en familie ved at blive indrettet. Stuen kommer til at bestå af et beboelsesrum og en opholdsstue.

Begge fløje indeholder et fællesrum med spiseborde, stole og fjernsyn.

Gårdarealet mellem fløjene er asfalteret. Der er opstillet basketballnet og fodboldnet og opsat en bænk med bord. Det blev oplyst, at de indsatte kan benytte arealet indtil mørkets frembrud.

De indsatte tilbydes beskæftigelse på stuerne. Herudover tilbydes 2 indsatte beskæftigelse i vaskeriet og 8 - 10 indsatte i værkstedet. I forbindelse med udvidelsen af institutionen vil værkstedsmulighederne blive forbedret.

I institutionen finder et 4-ugers undervisning sforløb sted. Der undervises i helt elementære ting, såsom at kunne spørge, hvad klokken er. Der er desuden planer om at gennemføre et 10 timers orienterende kursus om danske forhold.

Der afholdes ugentligt 1 - 2 informationsmøder om begivenheder uden for Danmark.

Afdelingen har desuden kontakt til en lokal præst , der ligesom repræsentanter fra den katolske kirke, aflægger besøg i institutionen.

Der er i institutionen indrettet steder, så ramadanen kan respekteres, og køkkenet yder i forbindelse med ramadanen speciel service. Afdelingen har en kalender for de forskellige religioners og nationers højtider og mærkedage. Desuden har afdelingen koraner, der kan stilles til rådighed for de indsatte.

Det generelle indtryk af institutionen var stærkt præget af den store ombygning, der foregik på tidspunktet for inspektionen. Der var overalt noget rodet og stærkt støvet, ligesom larmen fra byggeriet var høj. Forholdene må siges at være atypiske, og jeg har derfor ikke grundlag for at foretage en vurdering af forholdene, som de må formodes at være under normale forhold.

Ved udfærdigelsen af denne rapport har jeg ikke medtaget bemærkninger fra min side til rengøringsstandarden i Københavns Fængsler. Københavns Fængsler har i november 1993 udarbejdet en statusrapport over renligheden ved fængslerne (dog ikke afdelingen i Sandholmlejren). En gennemlæsning af rapporten efterlader indtryk af en meget grundig, seriøs og kritisk undersøgelse. Rapporten, der ikke indeholder mange positive tilkendegivelser, konkluderer, at rengøringsstandarden er "alt, alt for lav med en tydelig eftergivenhed mod begrebet: At skulle gøre rent".

Rapporten er med "Den Rene Plan" fulgt op af et program for hovedrengøring af fængslerne. Ledelsen oplyste under inspektionen, at der efter hovedrengøringen vil blive foretaget en evaluering af projektet.

Jeg udbeder mig underretning om evalueringen.

 

III. Samtale med talsmændene.

A. Vestre Fængsel.

Forud for min samtale med talsmændene i Vestre Fængsel oplyste fængselsledelsen, at talsmændene og deres suppleanter afholder møder hver lørdag. (På tidspunktet for inspektionen var der ingen talsmand for Vestre Hospital.) Efter inspektionen modtog jeg notater vedrørende anstaltsmøder med talsmændene fra den 25. februar og 23. september 1992 samt den 2. marts, den 4. maj og den 9. september 1993.

 

Talsmændene rejste under samtalen følgende spørgsmål:

1. Udlevering af rengøringsartikler.

Talsmændene klagede over, at gangmændene ikke kan få udleveret desinficerende rengøringsmidler, herunder WC-rens.

Jeg nævnte spørgsmålet for ledelsen under en senere samtale. Det blev oplyst, at spørgsmålet har været rejst for ledelsen, der er opmærksom på, at de hygiejniske forhold skal være i orden. Ledelsen har iværksat en undersøgelse og vil orientere mig om resultatet heraf.

Om spørgsmålet fremgår følgende af det referat af anstaltsmødet den 9. september 1993, som jeg har modtaget:

"Fængselsforvalteren tilkendegav, at han var enig i, at hygiejnen generelt ikke lever op til det ønskede. Der er derfor nedsat et hurtigt arbejdende udvalg, der skal udarbejde en status over standarden generelt, undersøge rengøringsmidler mv. Udvalget skal både lave status over rengøring i fløjene, besøgsafdelingen, gangarealerne, kontor mv. og over de private rengøringsselskabers arbejde. Når udvalget har udarbejdet denne status vil Københavns Fængsler gå igang med at forbedre forholdene.

På forespørgsel fra ... oplyste fængselsforvalteren, at teknologisk Institut har godkendt de rengøringsmidler, der benyttes nu. Fængselsforvalteren oplyste iøvrigt, at talsmændene altid selv kan indkalde til møde i hygiejneudvalget i fløjene...."

På den baggrund foretager jeg mig på nuværende tidspunkt ikke videre vedrørende spørgsmålet, men afventer den nærmere orientering om resultatet af den iværksatte undersøgelse.

 

2. Besøgsafdelingen.

Talsmændene klagede over, at der om vinteren er meget koldt i besøgsrummene. Efter deres opfattelse skyldes det utætte vinduer og ventilationsanlægget, der blæser kold luft ind i lokalet. De klagede endvidere over vedligeholdelsen af og inventaret i afdelingen.

Under den senere samtale henviste fængselsinspektøren til, at besøgsafdelingen er indrettet i en gammel barak, hvorfor heller ikke hun kunne afvise, at der kan være kuldeproblemer. Der kan imidlertid næppe gøres noget radikalt ved problemet. Fængselsinspektøren var i øvrigt enig i, at der bør foretages en modernisering af inventaret i afdelingen. Det blev oplyst, at der ikke er modtaget aktuelle klager over besøgsafdelingen.

Af referatet af anstaltsmødet den 9. september 1993 fremgår følgende:

"...

... På forespørgsel fra ... oplyste fængselsforvalteren, at der er bevilget penge til møbler og istandsættelse af besøgsbygningen. Overvagtmesteren i besøg er ved at lave notat om istandsættelsen - herunder indkøb af møbler - og henviste talsmændene til at rette henvendelse til overvagtmesteren i besøg og få en kopi af notatet og komme med bemærkninger til det. Det blev aftalt, at talsmændene kan vælge to repræsentanter, der kan afgive udtalelse vedrørende istandsættelse og disse to repræsentanter vil også blive orienteret nærmere om tidsperspektivet for hvornår arbejdet kan forventes påbegyndt. ... oplyste iøvrigt, at rengøringen i de sidste 3 uger er blevet bedre.

..."

Jeg går ud fra, at talsmændene har benyttet sig af denne mulighed for at afgive bemærkninger og udtalelse til spørgsmålene om inventar i og istandsættelse af besøgsafdelingen.

Jeg henviser i øvrigt til mine bemærkninger ovenfor s. ..

 

3. Udlevering af håndklæder og linned.

Talsmændene klagede over, at der kun udleveres 2 håndklæder om ugen. Håndklæderne er små og tynde. De ønsker en udlevering af 2 håndklæder dagligt eller efter behov.

Talsmændene oplyste, at sengelinned udleveres hver 14. dag, men at der af og til kan gå op til en måned, før det skiftes. Problemerne skyldes angiveligt vaskeriet i Blegdamsvejens Fængsel, der i de seneste 4 uger før inspektionsbesøget havde været "brudt ned".

Jeg rejste spørgsmålet for fængselsinspektøren under den senere drøftelse. Hun bekræftede, at der udleveres 2 håndklæder hver uge og sengelinned hver 14. dag. Til indsatte med særlig beskæftigelse udleveres flere håndklæder. Det var hendes opfattelse, at der udleveres håndklæder i det omfang, det er muligt. Hun medgav, at der tidligere havde været problemer med vaskeriet i Blegdamsvejens Fængsel, men ingen nylige problemer. I det hele taget havde der ikke været tale om driftsforstyrrelse af væsentligt omfang. Fængselsinspektøren oplyste, at det er hensigten - i det omfang det vil være praktisk muligt - om et par år at installere vaskemaskine og tørretumbler på hver afdeling.

Om spørgsmålet om vaskemaskiner indeholder et referat af anstaltsmødet den 4. maj 1993 følgende:

"Talsmændene fremsatte ønske om, at der indkøbes et antal vaskemaskiner.

Fængselsforvalter Bitsch Petersen oplyste hertil, at der i nord- og østfløjens arbejdsgrupper vedr. gennemførelse af ny struktur er rejst forslag herom. Der er i ledelsen enighed om, at der bør etableres et fælles vaskeri for nord- og østfløjen. Sydfløjens indsatte vil fortsat få vasket på Blegdamsvejens Fængsel."

Under inspektionsbesøget fik jeg lejlighed til at vurdere håndklædernes størrelse og tykkelse. Jeg har ingen bemærkninger hertil.

Under henvisning til oplysningerne om, at håndklæder udleveres i det omfang, det er muligt - 2 håndklæder om ugen og til særligt beskæftigede flere - samt at der ikke har været driftsforstyrrelse af væsentligt omfang i vaskeriet i Blegdamsvejens Fængsel, har jeg ikke grundlag for at foretage mig videre vedrørende spørgsmålet. Jeg må henvise de indsatte, der måtte være utilfredse med forholdene, til konkret at klage herover til fængselsledelsen.

 

4. Køkkenpersonalet.

Talsmændene klagede - ikke på baggrund af en konkret sag, men på baggrund af den generelle problemstilling - over, at indsatte, der er HIV-positive, kan beskæftiges i køkkenet. De fandt endvidere, at der med rette kan og bør stilles krav om aflæggelse af blodprøve for indsatte forud for en sådan beskæftigelse. Efter deres opfattelse er der krav om, at ansøgere til stillinger i det offentlige, bl.a. inden for hospitals- og plejehjemområdet, skal have foretaget blodprøveundersøgelse. En sådan undersøgelse finder angiveligt også sted i Statsfængslet i Vridsløselille for indsatte, der beskæftiges i køkkenet.

Som et særskilt problem pegede talsmændene på det uhensigtsmæssige i, at en strafafsoner, der indsættes på familieafdelingen, alene tilbydes beskæftigelse i køkkenet. En indsat, der er HIV-positiv, og som ønsker at være på familieafdelingen, kan derved efter talsmændenes opfattelse føle sig tvunget til at arbejde i køkkenet, selv om den pågældende helst selv vil undgå en sådan beskæftigelse.

Fængselsinspektøren oplyste under den efterfølgende samtale, at spørgsmålet om foretagelse af blodprøveundersøgelse har været rejst over for ledelsen. Indholdet af svaret har været, at der ifølge fængslets læge ikke består nogen risiko for smitte, når køkkenpersonalet udviser almindelig renlig adfærd og ikke tager del i den nævnte beskæftigelse, såfremt den pågældende har åbne sår. Problemstillingen vedrører ikke kun indsatte, der er HIV-positive, men også indsatte med smitsom leverbetændelse. Ledelsen har ikke kendskab til, om der i andre fængsler er opstillet krav om aflæggelse af blodprøve forud for beskæftigelse i køkkenet.

I en følgeskrivelse til Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulærskrivelse af 13. december 1985 (om retningslinier vedr. forholdsregler mod AIDS for så vidt angår indsatte i kriminalforsorgens institutioner) var det angivet, at der ikke var "lægelig begrundelse for, at indsatte, hos hvem der er påvist antistoffer mod AIDS, ikke beskæftiges i institutionens køkken. Fængselsmæssige hensyn vil imidlertid kunne tale for, at der indtil videre gennemføres en ordning, hvorefter der foretages undersøgelse for antistoffer mod AIDS, før en indsat beskæftiges ved køkkenarbejde i institutionen."

Cirkulærskrivelsen af 13. december 1985 er ophævet ved Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulærskrivelse af 22. juni 1992 med en senere ændring (cirkulærskrivelse om retningslinier vedrørende forholdsregler mod HIV-smitte for så vidt angår indsatte i kriminalforsorgens institutioner). Af følgeskrivelsen til den sidstnævnte cirkulærskrivelse fremgår det fortsat, at "der ikke er lægelig begrundelse for, at indsatte, hos hvem der er påvist antistoffer mod AIDS, udelukkes fra beskæftigelse i institutionens køkken eller lignende." En ordning med undersøgelse for antistoffer mod AIDS forud for beskæftigelse ved køkkenarbejde er uomtalt i såvel følgeskrivelsen som cirkulærskrivelsen.

Cirkulærskrivelsen indeholder derimod bestemmelser dels om lægens tavshedspligt i henhold til lægelovens § 9, dels om anonymiseret indberetninger fra fængselslægen til kriminalforsorgens konsulent i almenlægelige og hygiejniske spørgsmål.

I anledning af det rejste spørgsmål har jeg anmodet Direktoratet for Kriminalforsorgen om en udtalelse, herunder en udtalelse om, hvorvidt der i anstalterne er en ensartet praksis med hensyn til spørgsmålet om foretagelse af sådanne undersøgelser for indsatte med beskæftigelse i køkkenet.

 

I skrivelsen af 7. oktober 1994 har Direktoratet for Kriminalforsorgen afgivet denne udtalelse:

"...

Indledningsvis bemærkes det, at Kriminalforsorgens praksis på sundhedsområdet med de begrænsninger, som er nødvendige af hensyn til straffuldbyrdelsen, svarer til den praksis, der er gældende i forhold til landets øvrige borgere. For så vidt angår spørgsmålet om HIV-smitte holder direktoratet sig løbende orienteret om de initiativer og den informationsvirksomhed, som Sundhedsstyrelsen iværksætter.

...

Da direktoratet i følgeskrivelsen til de oprindelige retningslinier (cirkulæreskrivelse af 13. december 1985) anførte, at der af fængselsmæssige grunde indtil videre kunne gennemføres en ordning, hvorefter indsatte, der blev beskæftiget ved køkkenarbejde blev undersøgt for HIV-antistof, skete det på baggrund af en drøftelse med personaleorganisationerne, sundhedsstyrelsen m.fl., efter at det først havde været under overvejelse at fastlægge en ordning, hvor indsatte forud for beskæftigelse ved køkkenarbejde som udgangspunkt blev HIV-testet. Samtidig med fastlæggelsen af de endelige retningslinier var der enighed om at præcisere, at der ikke var lægelig begrundelse for foretagelse af en sådan undersøgelse.

Da direktoratet i 1992 fandt anledning til at revidere de oprindelige retningslinier fra 1985 orienterede man (på ny) om, at der ikke var lægelig begrundelse for at udelukke personer hos hvem, der er påvist antistoffer mod HIV-smitte, fra beskæftigelse ved køkkenarbejde. Direktoratet fandt ikke behov for at opretholde bemærkningen om, at fængselsmæssige hensyn kunne begrunde foretagelsen af en HIV-test og direktoratet er fortsat af denne opfattelse.

Til belysning af spørgsmålet om, hvorvidt der er en ensartet praksis med hensyn til blodprøveundersøgelse forud for indsattes beskæftigelse ved køkkenarbejde, har direktoratet indhentet udtalelser fra de enkelte anstalter. Udtalelserne vedlægges til orientering.

Som det fremgår stilles der ikke i noget statsfængsel krav om, at indsatte aflægger blodprøve forud for beskæftigelse ved køkkenarbejde.

I Statsfængslet ved Sdr. Omme bliver indsatte, der ønsker beskæftigelse i anstaltens køkken, godkendt af fængselslægen.

Direktoratet har ikke modtaget oplysninger, som kan begrunde, at man ændrer de ovennævnte retningslinier fra 1992, ligesom man finder, at anstalternes praksis er i overensstemmelse med disse retningslinier.

Det tilføjes, at indførelsen af den såkaldte AUF-struktur indebærer, at institutionskøkkenerne i de fleste fængsler er blevet nedlagt. Således er køkkenet i Statsfængslet i Vridsløselille nedlagt pr. 31. marts 1993".

Jeg har taget det oplyste til efterretning og foretager mig ikke videre vedrørende spørgsmålet.

Af regelsamlingen for Københavns Fængsler, afsnit III, løbenr. 17, fremgår det, at indsatte, der har ophold på familieafdelingen, så vidt muligt vil blive tilbudt beskæftigelse enten i køkkenet, på værksted I eller andet arbejde i fløjen. Jeg går derfor ud fra, at en indsat, der er HIV-positiv, og som ønsker at være på familieafdelingen, selv kan vælge ikke at arbejde i køkkenet. Jeg har herefter ikke anledning til at foretage mig videre vedrørende det problem, som talsmændene særskilt pegede på.

 

5. Halal-forplejning.

Talsmanden for udlændingene klagede over, at tilberedningen af halal-forplejningen ikke overholder koranens forskrifter om streng adskillelse mellem okse- og svinekød. Klagen omfattede endvidere det forhold, at slagtningen ikke foregår forskriftsmæssigt.

Under den senere samtale med ledelsen blev det oplyst, at spørgsmålet var rejst over for ledelsen, der havde iværksat en undersøgelse. Ledelsen oplyste at ville orientere mig om resultatet af undersøgelsen.

Med en skrivelse af 11. januar 1994 fra Københavns Fængsler modtog jeg et notat af 23. december 1993 fra fængselsforvalteren. Det fremgår af notatet, at Københavns Fængsler foretager indkøb af specielt fremstillet halalslagtet pålæg hos Quality i Herning. I køkkenet anvendes pålægsmaskinen først til afskæring af alt halalpålæg og derefter til almindeligt pålæg. Maskinen rengøres herefter og anvendes næste dag i overensstemmelse med den angivne procedure. Frituren og dermed olien anvendes udelukkende ved fremstillingen af fisk og fjerkræ, der anvendes som en del af halalkosten. Fængselsforvalteren foreslog i øvrigt, at spørgsmålet om specialkost til indsatte medtages af en arbejdsgruppe, som Direktoratet for Kriminalforsorgen har nedsat, vedrørende forplejningen af indsatte.

Den pågældende talsmand, der rejste spørgsmålet om halal-forplejningen over for mig, har herefter under en samtale den 3. januar 1994 over for fængslets ledelse erklæret sig tilfreds med besvarelsen af de rejste spørgsmål.

Jeg har herefter ikke grundlag for at foretage mig videre vedrørende spørgsmålet.

Jeg har noteret mig oplysningen om, at spørgsmålet om specialkost til indsatte medtages på et møde i den nævnte arbejdsgruppe.

 

6. Muslimsk fredagsbøn.

Talsmanden for de udenlandske indsatte klagede over, at det lokale, der er stillet til rådighed for afholdelse af muslimsk fredagsbøn, ikke er egnet hertil på grund af lokalets udsmykning og urene tæpper. Spørgsmålet var rejst over for ledelsen. Hun efterlyste endvidere en støtte til de indsatte fra det islamiske trossamfund og oplyste, at en imam tidligere besøgte fængslet i forbindelse med fredagsbønnen, men at sådanne besøg nu er ophørt.

Under den senere samtale med ledelsen blev det oplyst, at fredagsbønnen finder sted i en TV-stue, som de indsatte selv har dekoreret. Ledelsen oplyste endvidere, at den ikke har indvendinger mod, at de indsatte retter henvendelse til Islamisk Kultur Center om spørgsmålet om en imams tilstedeværelse ved fredagsbønnen.

Af et referat fra anstaltsmødet den 4. maj 1993 fremgår det, at der var fremsat forespørgsel om, hvorvidt der ville være mulighed for, at en imam kan få tilladelse til at komme i fængslet og forestå bønnen. Fængselsinspektøren udtalte, at der intet er til hinder herfor og henviste den pågældende til at rette skriftlig henvendelse til fængslet.

Med skrivelsen af 11. januar 1994 fra Københavns Fængsler blev jeg orienteret om, at lokaleproblemet var løst ved at lade fredagsbønnen foregå i et andet, nyrenoveret og egnet lokalet i den samme fløj som tidligere. Talsmanden havde tilsluttet sig brugen af dette andet lokale.

Jeg har herefter ikke anledning til at foretage mig videre vedrørende spørgsmålet om lokalet til afholdelse af fredagsbøn.

I et brev af 18. maj 1994 har jeg gjort Islamisk Kultur Center opmærksom på de indsattes ønske om støtte fra centret og om en imams tilstedeværelse ved fredagsbønnen. Jeg henviste i den forbindelse centret til at rette skriftlig henvendelse til Københavns Fængsler.

 

7. Visitation efter besøg.

Talsmændene klagede over, at personalet i forbindelse med den visitation, der finder sted af de indsattes tøj efter besøg, anvender gummihandsker med talkum, der er meget svært at vaske af tøjet.

Under den efterfølgende drøftelse nævnte jeg spørgsmålet for fængselsledelsen med henblik på ledelsens overvejelse af, hvorvidt det vil være muligt at foretage visitation ved anvendelse af handsker af gummi eller plastic og uden talkum.

Under rundgangen i fængslet konstaterede jeg som anført ovenfor under afsnit II, A, visitationshandsker både med og uden talkum. De sidstnævnte dog kun i en lille størrelse. På den baggrund må jeg forstå det således, at det er muligt at foretage visitation ved anvendelse af handsker uden talkum. Jeg kan forestille mig, at det rejste problem kan løses ved indkøb alene af handsker uden talkum og i forskellige størrelser.

Jeg anmoder om underretning om resultatet af ledelsens overvejelser vedrørende dette spørgsmål.

 

8. Støjniveau i Sydfløjen.

Talsmændene klagede over, at der i Sydfløjen, der indeholder isolationsafdelingen, er et for højt støjniveau. Årsagen hertil er formentligt, at modtagelsesafdelingen er placeret i forbindelse med denne fløj. Talsmændene oplyste i den forbindelse, at der ikke er et tilstrækkeligt antal celler til rådighed for modtagelsesafdelingen, hvorfor anholdte indsættes i celler ude på afdelingen med det samme.

Til dette spørgsmål oplyste ledelsen under den senere drøftelse, at der blev modtaget klager over støjniveauet i tiden lige efter udlægningen af modtagelsesafdelingen på Københavns Politigård til Vestre Fængsel. Der er ikke siden modtaget klager over støjen.

Det blev endvidere oplyst, at der kun har været 2 sager med indsættelse om natten.

Til spørgsmålet om direkte indsættelse af en anholdt i en celle ude på belægningsafdelingerne oplyste ledelsen, at en sådan indsættelse ikke skyldes pladsproblemer. Ledelsen skønner derimod, at der ved umiddelbar indsættelse på belægningsafdelingerne tages mere hensyn

til den pågældende, der derved undgår et kontaktbrud og desuden kommer i fællesskab.

Jeg har herefter ikke fundet grundlag for at foretage mig videre vedrørende spørgsmålet.

 

9. Udlevering af regelsamling ved indsættelse.

Talsmændene klagede over, at regelsamlingen (den røde) for Københavns Fængsler kun udleveres på begæring. Det blev oplyst, at den tidligere lå i cellerne.

Til dette spørgsmål oplyste ledelsen under den efterfølgende drøftelse, at den røde regelsamling udleveres til de indsatte ved modtagelsen. Kriminalforsorgens cirkulæresamling (den blå) udleveres derimod alene til talsmændene.

Spørgsmålet har særligt i relation til de udenlandske indsatte været berørt på anstaltsmødet den 9. september 1993. Af referatet fremgår følgende:

"... pegede på, at udlændinge der ikke taler/forstår dansk heller ikke kender de muligheder, de har i fængslet. Ilse Cohn oplyste, at det netop var derfor, at der var lavet informationsmateriale på 21 sprog og bånd der udleveres til nyindsatte i modtagelsen. Den gule regelsamling er oversat til engelsk, ligesom KF-regelsamling, der udleveres til indsatte."

På baggrund af oplysningen om, at regelsamlingen (den røde) udleveres til de indsatte, har jeg ikke grundlag for at foretage mig mere vedrørende spørgsmålet.

 

B. Blegdamsvejens Fængsel.

Efter inspektionsbesøget modtog jeg notater vedrørende afholdelse af møder med talsmændene den 28. oktober og 8. december 1992 samt den 7. december 1993.

Jeg modtog endvidere et notat af 19. juni 1991 vedrørende retningslinier for indsatte under 18 år i forbindelse med fællesskabs- og fritidsaktiviteter, en skrivelse af 20. juni 1991 til Direktoratet for Kriminalforsorgen, et notat af 30. marts 1993 vedrørende unge indsatte under 18 år, et mødereferat af 26. oktober 1993 vedrørende et møde mellem personale fra Observationshjemmet "Sønderbro", Københavns Kommunes Socialdirektorat og Københavns Fængsler samt et notat af 27. december 1993 vedrørende unge indsatte.

 

I mødet med talsmændene deltog 3 talsmænd. Den fjerde talsmand var ikke til stede på grund af udgang.

1. Håndvåben.

Talsmændene klagede over, at politiet medbringer håndvåben i fængslet. Våbnene er synlige, hvilket talsmændene ikke finder sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Fængselsinspektøren oplyste under den efterfølgende drøftelse, at hun havde forståelse for problemet, der i Vestre Fængsel er blevet løst efter et samarbejdsmøde med Københavns Politi. I Vestre Fængsel afleverer politiet ved ankomsten deres håndvåben til fængslet, der opbevarer dem forsvarligt. Fængselsinspektøren vil kontakte Københavns Politi og søge at indgå en tilsvarende aftale.

Jeg anmoder om underretning om resultatet af drøftelserne mellem Københavns Fængsler og Københavns Politi.

 

2. Rengøring.

Talsmændene oplyste, at rengøringsstandarden på tidspunktet for inspektionsbesøget var langt bedre end sædvanligt. En talsmand efterlyste dannelse af egentlige rengøringshold og indkøb af tilstrækkelige rengøringsmidler. Han oplyste i den forbindelse, at fængslet var udgået for rengøringsmidler midt i det hovedrengøringsprojekt, der var i gang.

Under den senere samtale med ledelsen blev det oplyst, at der var bestilt, men desværre endnu ikke modtaget nye rengøringsmidler.

For så vidt angår det generelle problem om rengøringsstandarden blev der henvist til det igangværende rengøringsprojekt og den evaluering, der efterfølgende skal finde sted.

Jeg anmoder om underretning om resultatet af evalueringen.

 

3. Besøgsafdelingen.

Talsmændene klagede over størrelsen af besøgsrummene i besøgsafdelingen og over, at der ikke er toiletadgang under besøget. De klagede endvidere over, at vinduerne i afdelingen er utætte.

Af notatet fra mødet med talsmændene den 7. december 1993 fremgår det, at det blev oplyst, at der er bestilt nye vinduer til besøgsafdelingen, men at de af økonomiske årsager ikke er blevet leveret. Det fremgår endvidere af notatet, at behovet for tætningslister ved vinduerne vil blive undersøgt i forbindelse med hovedrengøringen.

Under rundgangen konstaterede jeg, at der er toiletadgang for de besøgende, der kan benytte et toilet i venteværelset. Under de nuværende bygningsmæssige forhold er det imidlertid ikke muligt i selve besøgsafsnittet at etablere et toilet for de indsatte, der må henvises til at kontakte opsynspersonalet.

Under min samtale med fængselsinspektøren blev det bekræftet, at der er bestilt nye vinduer til besøgsafdelingen, men at der ikke er midler til en isættelse heraf. I forbindelse med isættelsesarbejdet skal der dannes et projekthold. Det blev endvidere bekræftet, at vinduerne - såvel i besøgsafdelingen som i fængslet i almindelighed - kan tætnes med tætningslister, der vil blive indkøbt, såfremt beholdningen heraf er brugt op.

Jeg anmoder om underretning, når der er monteret nye vinduer i besøgsafdelingen.

På grundlag af oplysningen om, at eventuelle utætheder ved vinduerne kan tætnes - og, går jeg ud fra, i den mellemliggende periode vil blive tætnet - med tætningslister, har jeg ikke anledning til at foretage mig videre vedrørende spørgsmålet.

 

4. Talsmandsordning.

Talsmændene oplyste, at der i Blegdamsvejens Fængsel ikke er en kontinuerlig talsmandsordning, hvilket efter deres opfattelse dels skyldes de indsattes manglende lyst til at påtage sig hvervet, dels det forhold at overvagtmesterens dør "altid står åben", således at behovet for en talsmandsordning synes mindre.

De klagede over, at der ikke udleveres et regelsæt til talsmændene, der således ikke er klar over deres rettigheder som talsmænd.

Under den efterfølgende drøftelse med ledelsen indskærpede jeg, at en regelsamling skal være tilgængelig for talsmændene.

Til spørgsmålet om en kontinuerlig talsmandsordning oplyste overvagtmesteren, at personalet som regel opfordrer de indsatte til at vælge talsmænd. På grund af den hurtige udskiftning i fængslet kan der være sket en forglemmelse af en sådan opfordring.

Overvagtmesteren besvarede et spørgsmål om, hvorvidt det vil være muligt for personalet at indarbejde særlige erindringsrutiner med henblik på de nævnte opfordringer, bekræftende.

Jeg anmoder om at modtage underretning om det erindringssystem, der vil blive indført, for bedre fra personalets side at sikre en kontinuerlig talsmandsordning.

 

5. Ventetid i forbindelse med overførsel til fuldbyrdelsesanstalt.

En talsmand oplyste, at han havde været indsat i Blegdamsvejens Fængsel i 10 måneder. På tidspunktet for inspektionsbesøget var der forløbet 3 måneder efter, at der var afsagt dom i hans sag (ankedom). Han ventede på at blive overført til Statsfængslet ved Nr. Snede. Han skulle afsone ialt 21 måneder regnet til datoen for en prøveløsladelse.

Under den senere samtale med ledelsen blev det oplyst, at der sædvanligvis ikke sker overførsel fra Blegdamsvejens Fængsel til Statsfængslet ved Nr. Snede. Den pågældende havde dog ansøgt om overførsel dertil, fordi et familiemedlem afsoner der.

Det blev oplyst, at der i perioder kan være lange ventetider.

Med udgangspunkt i talsmandens sag har jeg den 18. maj 1994 gjort Direktoratet for Kriminalforsorgen opmærksom på problemet med lang ventetid i forbindelse med overførsel til fuldbyrdelsesanstalt. Jeg har i den forbindelse anmodet om direktoratets bemærkninger til det generelle spørgsmål om ventetidens længde. Jeg har endvidere anmodet om at modtage en oversigt over ventetider, såfremt det er umiddelbart muligt at udarbejde en sådan.

I udtalelsen af 7. oktober 1994 har Direktoratet for Kriminalforsorgen om dette spørgsmål oplyst:

"...

Københavns Fængsler har i udtalelsen oplyst, at den konkrete sag drejer sig om en person, der den 17. januar 1993 blev indsat i Blegdamsvejens Fængsel. Ved Østre Landsrets ankedom af 17. september 1993 blev han idømt fængsel i 4 år. Den 11. oktober 1993 blev der truffet afgørelse om afsoning i Statsfængslet i Nr. Snede. Først den 21. december 1993 skete der overførsel til afsoningsstedet.

Københavns Fængsler har oplyst, at man ikke har mulighed for at udarbejde en oversigt over ventetiden for overførsel til afsoningsanstalt.

Direktoratet er enig i, at ventetiden i den konkrete sag er problematisk.

Den lange ventetid skyldes, at der i efteråret 1993 var et meget højt belæg i Statsfængslet ved Nr. Snede. I forbindelse med en inspektion, som direktoratet foretog i Statsfængslet ved Nr. Snede i foråret 1994, blev statsfængslet blandt andet anmodet om at kommentere baggrunden for den høje udnyttelse af pladserne i efterårsmånederne i 1993. Statsfængslet oplyste ved skrivelse af 6. juni 1994, at det høje belægstal i efteråret skyldes, at man i perioden hjalp visse arresthuse, der havde pladsproblemer. Der vedlægges kopi af skrivelse herfra af 11. maj 1994 med bilag 1 (side 1 og 2), kopi af Nr. Snedes skrivelse af 6. juni 1994 s. 1. samt skrivelse herfra af 26. juli 1994.

Det er den 6. september 1994 telefonisk oplyst fra statsfængslet, at ventetiden for overførsel fra arresthus for tiden er 2-5 uger. Da problemerne med ventetid ved overførsel til Statsfængslet ved Nr. Snede er aftaget, har direktoratet ikke foretaget videre i forhold til Statsfængslet ved Nr. Snede.

Derimod har direktoratet for at lette presset på arresthusene, og herunder Københavns Fængsler, ved skrivelse af 27. juli d.å. til politiet, arrestinspektørerne og Kriminalforsorgens anstalter indskærpet, at domfældte, der er anbragt i arresthus, som udgangspunkt skal indkaldes forud for domfældte, der er på fri fod, jf. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 18. maj 1994 om iværksættelse af frihedsstraf eller forvaring mv., § 42. Det må alt andet lige forventes, at denne indskærpelse vil medvirke til, at ventetiden for overførsel fra arresthus til afsoningssted generelt nedbringes".

Jeg har taget det oplyste til efterretning og foretager mig ikke videre vedrørende spørgsmålet.

 

6. Unge under 18 år.

Talsmændene rejste spørgsmålet om anbringelse af unge under 18 år i Blegdamsvejens Fængsel. De fandt, at afsondringen af de unge fra de ældre indsatte i fængslet er et dårligt alternativ til et egentligt ungdomsfængsel. Efter deres opfattelse er afsondringen i øvrigt til gene for de øvrige indsatte, der ikke kan benytte f.eks. et kondirum på tidspunkter, når det benyttes af de unge.

Jeg gjorde talsmændene opmærksom på De Europæiske Fængselsregler, hvorefter unge indsatte skal anbringes under forhold, der i videst muligt omfang beskytter dem mod skadelig indflydelse, og som tager hensyn til de behov, der er specielle for deres alder. De unge indsatte må derfor kun have fællesskab med ældre indsatte, hvis det vurderes, at de unge ikke derved udsættes for uheldig påvirkning. (Under henvisning til artikel 37 c i FNs konvention af 20. november 1989 om barnets rettigheder har Direktoratet for Kriminalforsorgen udstedt cirkulære af 8. oktober 1991 med senere ændring om behandlingen af 15 - 17 årige, der anbringes i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.)

Fra Københavns Fængsler har jeg som anført ovenfor modtaget notater om unge indsatte under 18 år.

Fængselsinspektøren oplyste under den efterfølgende samtale, at reglerne om afsondrethed nøje søges overholdt i fængslet. Hun henviste i den forbindelse til de notater, som jeg efterfølgende modtog fra Københavns Fængsler om behandlingen af unge indsatte. Fængselsinspektøren oplyste endvidere, at Københavns Fængsler har drøftet samarbejdsmuligheder med Observationshjemmet "Sønderbro", hvor der er indrettet en sikret afdeling.

Af mødenotatet fra den 2. november 1993 vedrørende et møde mellem bl.a. Københavns Fængsler og Observationshjemmet "Sønderbro" fremgår det, at der fra begge institutioners side er et ønske om et samarbejde om unge indsatte - konkret i dagligdagen i forhold til den enkelte unge og generelt ved afholdelse af jævnlige samarbejdsmøder.

Spørgsmålet om anbringelse af unge mellem 15 - 17 år i Blegdamsvejens Fængsel har givet mig anledning til i skrivelsen af 18. maj 1994 at anmode Direktoratet for Kriminalforsorgen om en udtalelse vedrørende direktoratets stillingtagen hertil og eventuelle overvejelser med hensyn til forbedrede og/eller ændrede anbringelsesmuligheder.

 

Om dette spørgsmål har Direktoratet for Kriminalforsorgen oplyst i udtalelsen af 7. oktober 1994:

"...

Unge indsatte behandles efter retningslinier fastsat i cirkulære af 8. oktober 1991 om behandlingen af 15-17 årige, der anbringes i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse. Baggrunden for cirkulæret er, at Folketinget den 31. maj 1991 vedtog, at Danmark skulle ratificere FN-konventionen om barnets rettigheder.

Af artikel 37 c i konventionen fremgår blandt andet, at ethvert barn, der er berøvet friheden, skal holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv.

Før ratifikationen af konventionen blev 15-17 årige varetægtsarrestanter i almindelighed anbragt i arresthuse eller Københavns Fængsler, hvor der - forudsat at der ikke var truffet afgørelse om isolation - var mulighed for fællesskab med ældre indsatte. Afsoning af frihedsstraf i åbent fængsel skete efter det såkaldte nærhedsprincip, det vil sige så vidt muligt i det nærmeste åbne fængsel, hvor de unge blev anbragt på almindelige afdelinger. Unge op til ca. 23 år, der skulle afsone i lukket fængsel, blev - og bliver fortsat - anbragt i Statsfængslet i Ringe.

Da det er svært at bevise, at adskillelse fra voksne ikke tjener barnets tarv, er reglerne i cirkulæret fastsat således, at der i almindelighed skal være fysisk adskillelse mellem 15-17 årige og ældre indsatte. 15-17 årige mænd, der skal afsone en frihedsstraf i åbent fængsel, anbringes derfor i en særlig afdeling i Statsfængslet på Søbysøgård. Er anbringelse i åbent fængsel utilrådelig, afsones frihedsstraf i Statsfængslet i Ringe. Afsoning kan endvidere ske i arresthus eller i Blegdamsvejens Fængsel, hvilket navnlig vil være tilfældet, hvis straffen er kortvarig.

Efter § 1 i cirkulæret skal 15-17 årige varetægtsarrestanter, der ikke kan anbringes i varetægtssurrogat, anbringes i Blegdamsvejens Fængsel under Københavns Fængsler eller i arresthus. 15-17 årige må ikke uden direktoratets samtykke placeres i celle med indsatte over 17 år.

Der kan kun gives tilladelse til, at den 15-17 årige har fællesskab med indsatte over 17 år uden personalets tilstedeværelse, hvis det er i overensstemmelse med den unges tarv, og der efter en konkret vurdering ikke antages at foreligge risiko for, at den unge udsættes for uheldig påvirkning. Der henvises til §§ 2-4 i cirkulæret. Tilsvarende regler finder anvendelse for 15-17 årige afsonere, der har ophold i Blegdamsvejens Fængsel, jf. § 9 i cirkulæret.

Københavns Fængsler har i udtalelsen af 24. juni 1994 oplyst, at man er enig med talsmændene i, at en skarp afsondring af de unge fra de ældre indsatte er uhensigtsmæssig.

Direktoratet er opmærksom på de problemer, som er forbundet med anbringelse af unge.

Erfaringerne fra Statsfængslet på Søbysøgård har vist, at de unge på den særlige afdeling ofte har følt sig isolerede. På den baggrund blev reglerne for ungdomsafdelingen i Statsfængslet på Søbysøgård i januar 1994 ændret således, at der på afdelingen kan anbringes indsatte op til 23 år. Til orientering vedlægges kopi af en indberetning af 25. november 1993 fra Statsfængslet på Søbysøgård samt skrivelse herfra af 10. januar 1994. Med henblik på en vurdering af ordningen er Statsfængslet på Søbysøgård anmodet om ved udgangen af 1994 at afgive en ny indberetning om erfaringerne med afdelingen. Indberetningen fra statsfængslet vil blive sendt til Retsudvalget.

Under hensyn til artikel 37 c finder direktoratet ikke, at man i den nuværende situation har mulighed for at ophæve ordingen, hvorefter 15-17 årige indsatte i Blegdamsvejens Fængsel ikke i almindelighed må have fællesskab med ældre indsatte.

Efter direktoratets opfattelse vil det ikke være hensigtsmæssigt at oprette en landsdækkende arrestafdeling, hvor alle 15-17 årige varetægtsfængslede anbringes. For det første er antallet af unge under 18 år i arresthusene og Københavns Fængsler relativt lavt. Fra januar og indtil juli 1994 har der således i gennemsnit været anbragt 6 unge varetægtsfængslede i arresthusene og i Københavns Fængsler. Der vedlægges en tabel, der viser det gennemsnitlige antal unge anbragt i Kriminalforsorgens institutioner. For det andet ville det af hensyn til politiets mulighed for at kunne foretage afhøring være uhensigtsmæssigt at anbringe de unge uden for den politikreds, der foretager efterforskningen. Endelig ville en sådan anbringelse medføre, at de unge ikke i samme omfang som nu, ville have mulighed for besøg af familie m.v.

Direktoratet finder, at også de unge bør have mulighed for at benytte aktiviteter som f.eks. kondirum i Blegdamsvejens Fængsel. De ældre indsatte må derfor efter direktoratets opfattelse affinde sig med, at de normalt ikke har mulighed for at gøre brug af disse faciliteter i de perioder, hvor de benyttes af de unge".

Under hensyntagen til oplysningen fra Direktoratet for Kriminalforsorgen om, at Statsfængslet på Søbysøgård er anmodet om ved udgangen af 1994 at afgive en ny indberetning om erfaringerne med afdelingen for unge, og at indberetningen vil blive sendt til Retsudvalget, foretager jeg mig ikke videre vedrørende det generelle spørgsmål om unge indsatte.

I en udtalelse af 24. juni 1994 fra Københavns Fængsler til Direktoratet for Kriminalforsorgen har Københavns Fængsler erklæret sig enig med talsmændene i, at en skarp afsondring af de unge indsatte fra de øvrige indsatte ofte er uhensigtsmæssig både i relationen de unge indsatte imellem og i relationen de unge og de øvrige indsatte imellem.

Fængslet har samtidig givet udtryk for den opfattelse, "at det bør overvejes, hvorvidt den særlige afdeling på Blegdamsvejens Fængsel med meget få muligheder for de unge for fællesskab med indsatte på 18 år og derover bør tages op til overvejelse. Der er tale om et klientel af en sådan sværhedsgrad, at der er behov for en flexibel forøgelse af Københavns Fængslers personaleressourcer både på det civile område - navnlig skole og forsorg og på enhedsfunktionærområdet".

 

Det er oplyst, at der i september 1994 ville fremkomme en nærmere beskrivelse af behovet på det civile område, og at ledende overvagtmester i forbindelse med forhandling om normativ på Københavns Fængsler ville præcisere Blegdamsvejens Fængslers behov på det uniformerede område.

Jeg udbeder mig underretning om resultatet af den nævnte forhandling, som jeg har forstået alene vedrører unge indsatte i Blegdamsvejens Fængsel.

 

7. Vedligeholdelse.

Talsmændene klagede over vedligeholdelsesstandarden i Blegdamvejens Fængsel. De mente, at istandsættelse med maling ikke er tilstrækkelig. De klagede endvidere over, at cellerne er kolde, og at vinduerne er så utætte, at også sne kan trænge ind.

Under den senere rundgang kunne jeg enkelte steder konstatere vinduer, der tilsyneladende ikke kunne lukke tæt.

Som det fremgår ovenfor under punkt 3 oplyste ledelsen under inspektionsbesøget, at de indsatte kan få udleveret tætningslister med henblik på at udbedre trækproblemer ved vinduerne. Herefter og da det som anført i afsnit II, A og C, er oplyst, at der er bestilt nye vinduer til cellerne, men at disse først vil blive isat i løbet af de næste år, må jeg henvise de indsatte til i første omgang at kontakte overvagtmesteren vedrørende udlevering af tætningslister.

Som anført ovenfor i afsnit II, C, har jeg udtalt, at det efter min opfattelse er påtrængende, at den planlagte udskiftning af vinduerne opprioriteres og søges fremskyndet, så vidt det er muligt. Jeg har udbedt mig underretning, når vinduesudskiftningen påbegyndes, og jeg foretager mig herefter ikke videre vedrørende klagepunktet.

 

8. Beskæftigelse.

Talsmændene klagede over, at karakteren af det arbejde, der tilbydes i fængslet, ikke er ordentlig. De oplyste endvidere, at der kan være perioder uden arbejde, der skal udføres. De indsatte modtager i sådanne perioder ventepenge.

Jeg må henvise de indsatte til konkret at klage over sådanne forhold til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

 

9. Håndjern.

Talsmændene rejste spørgsmål vedrørende den generelle brug af håndjern i fængslet, og anførte i den forbindelse, at hænderne - når der anvendes håndjern - bør være placeret foran kroppen og ikke bag ryggen.

De nævnte endvidere en konkret episode, hvor en indsat med broklidelse blev transporteret til skadestuen liggende på en båre og med hænderne i håndjern bag ryggen.

Om den generelle brug af håndjern henviste jeg til, at fængselsinspektøren under mit inspektionsbesøg i Vestre Fængsel den 6. december 1993 havde oplyst, at omfanget heraf var steget. Københavns Fængsler havde over for personalet indskærpet, at der i forbindelse med transport af en indsat skal foretages en nøje vurdering af undvigelsesrisikoen. Årsagen hertil var en konkret undvigelsessag. Ledelsen havde endvidere oplyst, at den fandt anvendelsen af håndjern under intern transport mere hensyntagende over for den indsatte end f.eks. anvendelse af halsgreb.

Under den senere samtale med ledelsen anmodede jeg om at modtage rapporten om anvendelse af håndjern i den konkrete sag, som talsmændene havde nævnt for mig.

Af rapporten, som jeg modtog efterfølgende, fremgår det, at den pågældende indsatte ikke havde klaget over anvendelsen af håndjern. På den baggrund foretager jeg mig ikke videre i den konkrete sag.

Jeg modtog fra Københavns Fængsler endvidere efterfølgende et notat af 28. december 1993 om anvendelse af håndjern. Det fremgår heraf, at håndjern anvendes med armene bag på ryggen for at sikre, at en indsat ikke kan bruge håndjernene som slagvåben eller lægge armene ned over en medarbejder og derved eksempelvis foretage tilbageholdelsesgreb. Det er i notatet oplyst, at fremgangsmåden anvendes ved såvel ekstern som intern transport.

Om anvendelse af håndjern over for indsatte indeholder § 1, stk. 2, i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 22. januar 1987 om en sådan anvendelse blot en bestemmelse om, at håndjern under transport uden for institutionens område så vidt muligt skal være skjult under den pågældendes klæder eller lignende, såfremt diskretionshensyn taler derfor. (Bestemmelsen er uændret og fremgår nu af § 1, stk. 2, i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 27. maj 1994 om anvendelse af håndjern over for indsatte. Dette cirkulære er trådt i kraft den 1. juli 1994, og 1987-cirkulæret er ophævet.)

Jeg er bekendt med, at Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 13. februar 1992 nedsatte en arbejdsgruppe vedrørende uddannelse af det uniformerede personale i, hvordan lovlige tvangs- og sikringsmidler (greb, håndjern, stav, sikringscelle m.v.) anvendes i praksis. Arbejdsgruppens kommissorium var bl.a. at udarbejde en redegørelse for gældende kutymer og standarder vedrørende den praktiske udførelse af tvangs-og sikringsopgaver og på baggrund af redegørelsen at overveje, hvorvidt der bør ske ændringer i disse kutymer og standarder.

 

I januar 1994 afgav arbejdsgruppen en indstilling om konfliktforebyggelse og -løsning. Af rapporten fremgår på side 39 f. følgende om anvendelsen af håndjern:

"...

3.5.3.2. Sammenfatning af svar.

Det er hovedreglen, at håndjern anbringes med håndfladerne mod hinanden og armene bag ryggen. Under transport over længere strækninger, dog med armene foran, idet håndjern med armene på ryggen under transport over en længere strækning kan være ødelæggende for den indsattes nakke m.v.. Hvis den indsatte udgør en særlig konfliktrisiko, placeres armene på ryggen, også i transportsituationen. Et enkelt tjenestested bruger ikke håndjern.

Det er ikke kutyme at bruge håndjern om den indsattes ankler, eller at fastspænde den indsatte ved hjælp af håndjern til en fast genstand. I almindelighed frarådes det også at lænke den indsatte til sig selv.

Alle de interviewede finder, at det er mere skånsomt at anvende håndjern ved transport fra et sted til et andet fx, hvis en indsat skal føres fra sin celle til sikringscelle, fremfor at føre ham dertil i føregreb. Den indsatte opgiver hurtigere modstand ved at få håndjern på, fordi modstand ikke er mulig i modsætning til føregreb, hvor den indsatte ofte vil genoptage sin modstand, hvis føregrebet slækkes.

Hvis den indsatte skal flyttes fra et sted til et andet iført håndjern, leder man ham normalt afsted ved at to medarbejdere holder i hver sin overarm. Vil den indsatte ikke selv gå, løftes han i skulderen og ikke i håndjernene.

 

3.5.3.3. Arbejdsgruppens vurdering.

Arbejdsgruppen er i det væsentlige enige i de beskrevne kutymer.

Arbejdsgruppen finder, at håndjern generelt må anses for et mere hensigtsmæssigt og skånsomt - i forhold til såvel indsatte som personale - sikringsmiddel end føregreb ved transport af en indsat fra en lokalitet til en anden.

Med hensyn til langvarige transporter af indsatte, der udgør en særlig risiko for vold eller voldsom modstand, foreslår arbejdsgruppen at bruge mavebælte plus håndremme fra sikringscellebriksen. Denne fremgangsmåde er skånsom overfor den indsatte, samtidig med, at den forhindrer den indsatte i at slå (hvilket han har mulighed for med håndjern foran). Den foreslåede fremgangsmåde er ikke tilladt i henhold til gældende regler, hvorfor der bør tilvejebringes hjemmel hertil. Denne bør i givet fald indeholde samme stenge regler for anvendelse af mavebælte, som for sikringscelleanbringelse og -fiksering.

Arbejdsgruppen er enig i, at det ikke bør være tilladt at anvende håndjern på den indsattes ankler, at fastspænde den indsatte til en fast genstand, samt det utilrådelige i, at lænke sig til en indsat.

..."

Spørgsmålet om anvendelse af håndjern over for indsatte under transport (såvel uden for som i fængslet) og spørgsmålet om brugen af dem foran kroppen eller bag ryggen er omfattet af arbejdsgruppens indstilling, der for tiden overvejes i Direktoratet for Kriminalforsorgen. Under hensyntagen hertil foretager jeg mig på nuværende tidspunkt ikke videre.

Jeg anmoder Direktoratet for Kriminalforsorgen om underretning om resultatet af direktoratets overvejelser og de eventuelle regelændringer, der måtte blive besluttet på baggrund af indstillingen. Jeg anmoder i den forbindelse om underretning fra Direktoratet for Kriminalforsorgen om direktoratets stillingtagen til spørgsmålet om anvendelse af håndjern med hænderne bag ryggen under sygetransport på en båre.

 

10. Orientering af de indsatte forud for besøg.

Talsmændene klagede over, at de ikke altid forud for besøg i fængslet orienteres herom.

Under den senere samtale beklagede fængselsinspektøren, hvis der havde været besøg i fængslet, uden at de indsatte var blevet orienteret om et forestående besøg. Fængselsinspektøren var af den opfattelse, at de indsatte blev orienteret efter gældende regler.

Jeg har ikke anledning til at foretage mig videre vedrørende spørgsmålet.

 

11. Forplejningen.

En talsmand klagede over forarbejdningen af maden. Det blev oplyst, at maden laves i Vestre Fængsel og transporteres til Blegdamsvejens Fængsel. Når maden serveres for de indsatte, er den blevet halvkold.

Jeg må henvise de indsatte til konkret at klage over forplejningen til fængselsledelsen.

 

12. Butik.

Talsmændene oplyste, at butiksordningen er udmærket, blot er den lidt for dyr. Som eksempel nævnte de, at en 1½ liters sodavand koster 5 kr. mere i Blegdamsvejens Fængsel end i Vestre Fængsel.

Under min rundgang fik jeg oplyst, at den nævnte forskel skyldes det forhold, at de indsatte i Blegdamsvejens Fængsel betaler flaskepant, hvilket de indsatte i Vestre Fængsel ikke gør.

Jeg har ikke anledning til at foretage mig videre vedrørende spørgsmålet.

13. Andre forhold.

Talsmændene var alle tilfredse med som indsatte at opholde sig i Blegdamsvejens Fængsel. De beskrev atmosfæren som god og fremhævede som en positiv ting, at de indsatte altid kan kontakte overvagtmesteren. De kunne ønske sig tilstedeværelsen af flere ældre blandt personalet, da de ældre udviser større forståelse for at få "tingene til at glide" end de unge.

Som et yderligere positivt forhold nævnte talsmændene, at der på kontoret er blevet installeret en mønttelefon, som de indsatte kan benytte - ganske vist i overværelse af personalet.

 

C. Institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholm.

Forud for inspektionsbesøget modtog jeg underretning om, at der i institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholm ikke var valgt talsmænd. Fængselsinspektøren havde imidlertid opfordret de indsatte til at vælge talsmænd med henblik på en samtale med mig.

Under besøget havde jeg en samtale med 7 indsatte, der var blevet valgt som talsmænd.

 

1. Sagsbehandlingstid ved behandling af ansøgninger om asyl.

Talsmændene klagede over, at sagsbehandlingstiden ved behandling af ansøgninger om asyl er lang.

Jeg gav udtryk for forståelse for et behov for hurtig sagsbehandling, men understregede samtidig behovet for grundig sagsbehandling til sikring af den enkeltes retsgarantier.

Jeg informerede talsmændene om, at der i længere tid har været nedsat en arbejdsgruppe med henblik på at vurdere sagsbehandlingsproceduren og anbefale ændringer, der kan afkorte den nuværende procedure.

Jeg har ikke grundlag for at foretage mig videre på baggrund af spørgsmålet fra talsmændene.

 

2. Politiet.

Talsmændene klagede over politiets adfærd. De oplyste, at politiet ikke optræder høfligt, men nærmest fornærmende. De klagede endvidere over politiets anvendelse af håndjern.

Jeg vejledte talsmændene om, at der er mulighed for at klage over den enkelte politiassistent. Jeg oplyste endvidere, at jeg ved lejlighed ville nævne problemstillingen for Rigspolitichefen. Efterfølgende har jeg orienteret Rigspolitichefen om den rejste klage i relation til politiets adfærd.

Jeg foretager mig ikke videre vedrørende spørgsmålet.

 

3. Sprogbarriere.

Talsmændene klagede over, at de bliver bedt om at underskrive afhøringsrapporter, der er affattet på dansk. I disse rapporter er asylansøgernes svar ofte gengivet forkert.

Talsmændene oplyste endvidere, at de har et særligt behov for kontakt til Røde Kors og tolke, der ikke har forbindelse til politiet.

Jeg har den 18. maj 1994 rejst spørgsmålet om asylansøgeres underskrivelse af afhøringsrapporter, der er affattet på dansk, over for Direktoratet for Udlændinge.

Jeg har samtidig gjort Direktoratet for Udlændinge opmærksom på de frihedsberøvede asylansøgeres oplyste behov for kontakt til Røde Kors og tolke, der ikke har forbindelse til politiet.

I skrivelsen af 25. juli 1994 har Direktoratet for Udlændinge henholdt sig til en udtalelse af 4. juli 1994 fra Rigspolitichefen, afdeling E. Af udtalelsen fremgår bl.a.:

"For så vidt angår den del af forespørgselen fra Folketingets Ombudsmand, som angår asylansøgeres underskrift af rapportforklaringer affattet på dansk, kan det oplyses, at et tilsvarende spørgsmål har været rejst af Folketingets Retsudvalg (Almindelig del, spørgsmål nr. 73 af 23. november 1989 (bilag 105), spørgsmål nr. 111 af 16. januar 1990 (bilag 199) og spørgsmål nr. 202 af 22. marts 1990 (bilag 360)).

Der vedlægges kopi af Justitsministeriets besvarelser, hvortil Rigspolitiet kan henholde sig.

Efter afgivelsen af besvarelserne blev justitsministeren den 10. august 1990 kaldt i samråd med Retsudvalget. Der vedlægges til orientering kopi af Justitsministeriets skrivelse af 20. august 1990 samt notits af 14. august 1990 om forløbet af samrådet.

Der kan desuden henvises til Delbetænkning I om effektivisering af asylsagsbehandling (betænkning nr. 1249/1993). I betænkningen side 22 ff. beskrives forløbet af asylafhøringen under medvirken af tolk. Den beskrevne fremgangsmåde finder fortsat anvendelse, således at det indledningsvis sikres, at tolk og asylansøger forstår hinanden (s. 22), at ansøgeren gøres bekendt med, hvorledes oplysningerne vil blive anvendt (s. 23), og at afhøringen afsluttes med, at tolken gennemgår hele forklaringen med asylansøgeren, og at ansøgerens rettelser/ændringer til den oplæste forklaring påføres (s. 23). Asylansøgeren opfordres til at skrive forklaringen under, men det er en frivillig sag, om den pågældende ønsker det (s. 23-24).

Indholdet af rapporten bliver således, inden den præsenteres for ansøgeren til underskrift, mundtligt oversat til et sprog, som ansøgeren behersker, men som ikke nødvendigvis er ansøgerens modersmål.

...

For så vidt angår det af Ombudsmanden anførte om tolke kan det oplyses, at de tolke, der anvendes af politiet i forbindelse med asylafhøringer, er opført på en særlig tolkefortegnelse, som administreres af Rigspolitiet. Fortegnelsen omfatter i dag ca. 1.100 tolke, som dækker ca. 130 sprog/dialekter. Til orientering vedlægges Kundgørelse I, nr. 11, som er grundlaget for Rigspolitiets tolkeadministration.

Tolkene på fortegnelsen er ikke ansat af politiet, men de har stillet sig til rådighed for free-lance tolkeopgaver hos politiet og andre myndigheder under Justitsministeriets område. Fortegnelsen sendes endvidere til Indenrigsministeriet, Flygtningenævnet og Direktoratet for Udlændinge. Rigspolitiet lægger afgørende vægt på at understrege tolkenes neutrale stilling i forbindelse med asylafhøringer. Med henblik på at tydeliggøre dette arbejder Rigspolitiet for tiden med at udarbejde et sæt "etiske" regler for anvendelse af tolke i forbindelse med asylafhøringer. Reglerne vil rette sig til såvel de afhørende polititjenestemænd som de deltagende tolke. De forskellige tolke- og translatørforeninger vil blive inddraget i arbejdet med de "etiske" regler."

Direktoratet for Udlændinge oplyste endvidere at have sendt kopi af mit brev af 18. maj 1994 og direktoratets svarskrivelse til Dansk Røde Kors til orientering vedrørende talsmændenes angivne behov for kontakt til Dansk Røde Kors.

Herefter har jeg ikke grundlag for at foretage mig videre i anledning af det rejste spørgsmål om underskrivelse af afhøringsrapporter, der er affattet på dansk.

 

4. Politiets sagsbehandling.

Talsmændene anførte, at politiet tilsyneladende behandler sagerne usystematisk og efter forgodtbefindende. Som eksempel herpå oplyste en af talsmændene, at han, der var indrejst i Danmark på en anden persons pas, havde afleveret sit eget internationale kørekort til politiet med oplysninger om rejseruten. Politiet var imidlertid af den opfattelse, at identiteten til trods for fremlæggelsen af det internationale kørekort ikke var fastslået. Den pågældende havde nu været fængslet i 3 måneder.

Jeg har orienteret advokat Thorkild Høyer som formand for bestyrelsen for Landsforeningen af Beskikkede Advokater om det rejste spørgsmål. Jeg har i den forbindelse fremhævet advokaternes mulighed og ansvar for at udøve indflydelse på sagernes behandling. Vedrørende spørgsmålet foretager jeg mig ikke yderligere.

 

5. Problem om 1. asylland.

Talsmændene var utilfredse med, at myndighederne overvejer spørgsmålet om tilbagesendelse af dem til et 1. asylland.

Jeg oplyste, at myndighederne efter den gældende lovgivning har pligt til at vurdere dette spørgsmål, og at jeg derfor ikke vil kunne kritisere forholdet.

 

6. Ældre asylansøgere i afdelingen.

Talsmændene klagede over, at der i afdelingen indsættes ældre asylansøgere. De oplyste i den forbindelse, at en ældre indsat havde pådraget sig psykiske problemer på grund af indsættelsen.

Under en senere samtale med ledelsen blev det oplyst, at gennemsnitsalderen hos de indsatte er 26 - 27 år, og at det er sjældent, at ældre asylansøgere indsættes i afdelingen. Det blev endvidere oplyst, at institutionens læge inddrages, ligesom der tilbydes den indsatte samtaler med en psykiater, eller der sker henvisning til psykiatrisk behandling, hvis en indsat får psykiske problemer.

Efter inspektionsbesøget har Københavns Fængsler oplyst, at der gives underretning til den pågældendes advokat om væsentlige helbredsforhold - både af psykisk og somatisk art. Underretning gives under iagttagelse af reglerne om samtykke og undtagelserne derfra. Københavns Fængsler har endvidere oplyst, at asylansøgere med psykiske problemer i hovedsagen har været overført fra institutionen i Sandholm til Vestre Hospital, der har foretaget underretning af advokaterne.

Jeg har herefter ikke anledning til at foretage mig videre vedrørende spørgsmålet.

 

7. Politiets undersøgelsesmetoder.

Talsmændene klagede over, at politiet tilsyneladende ikke har kendskab til relevante faktiske forhold, herunder geografiske forhold. Til belysning af problemstillingen oplyste en talsmand, at han over for politiet havde tegnet sit hjemland og angivet forskellige lokaliteter. Til trods herfor havde politiet fastholdt en opfattelse af, at han kom fra et helt andet land.

Jeg har i skrivelsen af 18. maj 1994 anmodet Direktoratet for Udlændinge om oplysning om, hvorledes de oplysninger, som en asylansøger afgiver, nærmere undersøges, herunder om hvorvidt der anvendes specialister med kendskab til de faktiske forhold, bl.a. geografiske forhold.

Direktoratet for Udlændinge har i skrivelsen af 25. juli 1994 oplyst:

"Det bemærkes, at Direktoratet for Udlændinge regelmæssigt forsyner Rigspolitichefen med relevant baggrundsmateriale om asylansøgernes hjemlande, herunder at Direktoratet udarbejder supplerende spørgsmål til brug for politiets nationalitetsbestemmelse af visse asylansøgergrupper. Direktoratet afholder tillige foredrag og informationsmøder for polititjenestemændene i Registreringscentret Sandholm med henblik på at ajourføre politiets viden om situationen i de relevante lande."

Rigspolitichefen har den 4. juli 1994 oplyst til dette spørgsmål:

"For så vidt angår den del af forespørgslen, der vedrører anvendelse af specialister hos politiet i forbindelse med asylafhøringer, kan det oplyses, at der udfoldes store bestræbelser for at tilvejebringe relevante faktuelle oplysninger om forholdene, herunder de geografiske, i de lande, hvor asylansøgerne kommer fra.

Rigspolitiet lægger endvidere stor vægt på, at det personale, der skal forestå asylafhøringerne, har et så godt kendskab til forholdene som muligt.

Baggrundsmateriale til brug for afhøringerne tilvejebringes oftest gennem Direktoratet for Udlændinge. Der kan i den forbindelse henvises til beskrivelsen i betænkning 1249, side 21, 7. afsnit, og side 24, punkt 4.2.4., sidste afsnit.

Rigspolitiet har gennem nogen stået over for særlige vanskeligheder i forbindelse med afhøringer af asylansøgere, der oplyser at være flygtet fra Øst- eller Vestafrikanske lande. Disse vanskeligheder er omtalt i delbetænkning II (1265/1994), kapitel 5, herunder side 74 nederst, om afhøring om de almindelige forhold i det opgivne hjemland og side 75 nederst, om tilfælde, hvor politiet må foreholde en asylansøger vedkommendes ringe viden om forholdene i det angivne hjemland.

Rigspolitiet har - som det fremgår af den vedlagte organisationsplan - fundet det hensigtsmæssigt i Registreringscentret i Sandholm at oprette 2 specialgrupper, der forestår afhøringerne i de sager, hvor ansøgeren oplyser at være flygtet fra et land i Øst- eller Vestafrika.

Man kan således godt sige, at de polititjenestemænd, der forestår asylafhøringer, til en vis grad er "specialister" inden for bestemte landegrupper.

Det tilføjes, at nye specialgrupper vil blive oprettet i det omfang, der opstår behov herfor, således som det tidligere har været tilfældet, jf. herved betænkning 1249/1993, punkt 4.2.4. sidste afsnit."

Jeg har taget det oplyste til efterretning og har ikke grundlag for at antage, at de afhørende polititjenestemænd ikke skulle have kendskab til relevante faktiske oplysninger. Jeg foretager mig ikke videre vedrørende spørgsmålet.

 

IV. Gennemgang af rapporter m.v.

Ved starten af inspektionsbesøget anmodede jeg om for nærmere angivne perioder og i et nærmere fastlagt omfang at modtage kopier af rapporter vedrørende

a. anvendelse af håndjern,

b. anbringelse i enrum,

c. anbringelse i sikringscelle og

d. anvendelse af magt.

Jeg anmodede endvidere om at modtage udskrifter af forhørsprotokollen vedrørende disciplinærstraf.

 

Ved min gennemgang af det modtagne materiale har jeg navnlig haft opmærksomheden henledt på, hvorvidt proceduren i forhold til de gældende cirkulærer er blevet fulgt. Jeg har endvidere været opmærksom på spørgsmålet om notatpligt. Gennemgangen giver anledning til følgende bemærkninger:

a. Anvendelse af håndjern.

Fra Vestre Fængsel og Blegdamsvejens Fængsel har jeg for perioden fra den 19. december 1992 til den 1. november 1993 modtaget ialt 38 rapporter.

Fra institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholm har jeg modtaget 20 rapporter, der vedrører perioden fra den 12. februar 1993 til den 28. oktober 1993.

Ved min gennemgang af de 58 rapporter - der her beskrives samlet - er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering af beslutningen om at anvende håndjern. Min opmærksomhed ved gennemgangen har som nævnt været henledt på, om de fastsatte procedureforskrifter er overholdt.

Spørgsmålet om anvendelse af håndjern var for den undersøgte periode reguleret i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 22. januar 1987 om anvendelse af håndjern over for indsatte. Cirkulærets bestemmelser var også gældende over for varetægtsarrestanter, jf. § 40 i bekendtgørelse nr. 491 af 12. september 1978 om ophold i varetægtsfængsel med senere ændring, og over for asylansøgere, der var frihedsberøvede efter udlændingelovens § 36, jf. udlændingelovens § 36, stk. 3, jf. retsplejelovens § 776 og ovennævnte § 40 i bekendtgørelsen om ophold i varetægtsfængsel. (Førstnævnte cirkulære er nu ophævet ved cirkulære af 27. maj 1994 om anvendelse af håndjern over for indsatte.)

Efter cirkulærets afsnit A, § 1, stk. 1, kan indsatte under transport m.v. belægges med håndjern, hvis det er nødvendigt for at hindre undvigelse eller for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse. Af bestemmelsen fremgår det, at "transport" omfatter transport både inden for og uden for anstalten.

I 57 tilfælde blev håndjern anvendt i forbindelse med transport, heraf i 44 tilfælde i forbindelse med transport uden for anstalten og i 13 tilfælde i forbindelse med transport inden for anstalten. (I ét af tilfældene er det uklart, om der er tale om transport uden for eller inden for anstalten, men der er formentlig tale om det sidstnævnte.)

Af de 57 tilfælde blev håndjern anvendt i 15 tilfælde for at afværge truende vold eller betvinge voldsom modstand. Der blev i disse tilfælde anvendt magt i 12 tilfælde.

Håndjern blev anvendt i 3 tilfælde for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, og af disse tilfælde blev der anvendt magt i ét tilfælde.

I 2 tilfælde blev der anvendt håndjern for at afværge truende vold eller betvinge voldsom modstand kombineret med det formål at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse. Der blev anvendt magt i begge tilfælde.

I ét tilfælde blev der anvendt håndjern for afværge truende vold, betvinge voldsom modstand, hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse og for at hindre undvigelse. Der blev ikke anvendt magt.

Der blev anvendt håndjern med det formål at hindre undvigelse og afværge truende vold eller betvinge voldsom modstand i 7 tilfælde, og der blev i ét af disse tilfælde anvendt magt.

I de resterende 29 tilfælde blev håndjern anvendt alene for at hindre undvigelse, og der blev i ingen af tilfældene anvendt magt.

Af disse 29 tilfælde vedrørte de 26 tilfælde transporter uden for anstalten. Af de 26 tilfælde fandt de 20 tilfælde sted alene i perioden fra den 1. september 1993 til den 29. oktober 1993.

Om baggrunden for denne markante stigning i anvendelsen af håndjern under transport har fængselsinspektøren i skrivelsen af 8. december 1993 oplyst, at Københavns Fængsler fra september 1993 har indskærpet, at der i forbindelse med transport af indsatte til behandling m.v. uden for fængslet skal foretages en nøje vurdering af undvigelsesrisikoen, herunder en vurdering af, om håndjern er nødvendige.

Ud af de nævnte 20 tilfælde i perioden fra den 1. september 1993 til den 29. oktober 1993 er der i 9 tilfælde i et særskilt notat angivet en konkret begrundelse for anvendelse af håndjern. Der er i 2 tilfælde henvist til tidligere undvigelse, i 1 tilfælde til dommens længde, i 5 tilfælde til kriminalitetens art og i 1 tilfælde til dommens længde og kriminalitetens art.

4 øvrige rapporter medtager i selve rapporten oplysninger om den konkrete begrundelse for anvendelse af håndjern. 2 af rapporterne indeholder oplysninger om tidligere undvigelse, 1 rapport henviser til kriminalitetens art, og endnu 1 rapport henviser såvel til kriminalitetens art som til dommens længde.

De resterende 7 rapporter indeholder ikke bemærkninger om, hvilke oplysninger der er indgået i vurderingen af undvigelsesrisikoen, og der er ikke udfærdiget særskilt notat om den konkrete begrundelse for anvendelsen af håndjern.

Fængselsinspektøren har i skrivelse af 22. juli 1994 oplyst, at der i disse sager ikke foreligger andre notater om den konkrete anvendelse af håndjern end det, der fremgår af selve håndjernsrapporten.

 

Inspektøren har endvidere redegjort for de konkrete forhold, der gjorde sig gældende i et enkelt af disse tilfælde. Herudover er der oplyst bl.a. følgende:

"Det kan oplyses, at overvagtmesteren i vagten, der som udgangspunkt træffer afgørelse om anvendelse af håndjern i forbindelse med udkørsel til f.eks. ambulant behandling, træffer afgørelsen på grundlag af foreliggende oplysninger om tidligere undvigelser, oplysninger fra afdelingen om evt. forhold på afdelingen, der indikerer en flugtrisiko eller anden grund til brug for håndjern eller oplysninger om den påsigtede eller idømte kriminalitets art og karakter. Såfremt overvagtmesteren ikke finder at have et tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling, rettes der henvendelse til sagsbehandlende politimyndighed for at få supplerende oplysninger, der kan have betydning for afgørelsen."

Som nævnt er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering af grundlaget for anvendelsen af håndjern i de enkelte tilfælde.

Efter min gennemgang af rapporterne må jeg henstille til Direktoratet for Kriminalforsorgen, at det indskærpes, at der skal foretages udførligt notat om begrundelsen for anvendelsen af håndjern, uanset at cirkulæret ikke udtrykkeligt foreskriver en sådan notatpligt. Jeg henviser herved til, at det af cirkulærets § 1 fremgår, at anvendelsen af håndjern skal være "nødvendig", og at der er tale om et alvorligt indgreb, som forudsætter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af behovet herfor. (Samme henstilling afgav jeg den 29. januar 1991 efter min inspektion af Statsfængslet i Horsens. Direktoratet for Kriminalforsorgen oplyste den 10. juli 1991, at direktoratet i forbindelse med udsendelse af en ny rapportblanket ville indskærpe, at der anføres udførlig begrundelse for anvendelse af håndjern.)

Efter cirkulærets § 3 skal lægetilsyn finde sted, 1) når der har været anvendt magt, medmindre institutionens vagthavende leder finder det åbenbart unødvendigt, eller 2) såfremt forholdene taler derfor.

Der har i 16 tilfælde været anvendt magt i forbindelse med anvendelse af håndjern ved transport, og det fremgår af håndjernsrapporterne i 12 af disse tilfælde, at der har været lægetilsyn.

I et 13. tilfælde (håndjernsrapport af 26. juli 1993, varetægtsarrestant) blev den pågældende umiddelbart efter magtanvendelsen tilset af en sygeplejerske. På grund af indsattes selvbeskadigelse blev han i ambulance indbragt til skadestue. Ved den efterfølgende indsættelse i Vestre Fængsel blev han ikke tilset af læge efter anvendelse af håndjern. Det fremgår af et notat til rapporten, at overvagtmesteren i vagten havde skønnet, at det ikke var nødvendigt, da håndjernene var løst påsat.

I de resterende 3 tilfælde fremgår det ikke direkte af håndjernsrapporterne, at der har været lægetilsyn efter magtanvendelsen. (I 2 af disse tilfælde er det på rapporterne angivet, at lægetilsyn blev skønnet nødvendigt. I det 3. tilfælde mangler der afkrydsning ud for det spørgsmål. I det ene af tilfældene henvises der på håndjernsrapporten til observationsbladet vedrørende spørgsmålet om lægetilsyn).

I de nævnte 3 tilfælde (håndjernsrapporter af 13. og 21. oktober 1993, varetægtsarrestanter, samt 26. oktober 1993, strafafsoner) er der imidlertid i de efterfølgende sikringscellerapporter oplysninger om lægetilsyn.

Jeg finder det uheldigt, at der ikke er foretaget notat om lægetilsyn på de 2 håndjernsrapporter, hvor der rent faktisk blev foretaget lægetilsyn, og hvor lægetilsynet alene fremgår af sikringscellerapporterne.

Af de samlede 57 rapporter, hvor håndjern blev anvendt i forbindelse med transport, fremgår det, at der ikke blev anvendt magt i 41 til-fælde. Der blev i 20 af de 41 tilfælde foretaget lægetilsyn, heraf i nogle enkelte tilfælde af anstaltens sygeplejerske.

Af de resterende 21 tilfælde fremgår det af rapporten i 17 tilfælde, at lægetilsyn blev skønnet unødvendigt. Det er i 10 af disse tilfælde yderligere oplyst, at indsatte ikke selv ønskede tilsyn.

I 2 andre tilfælde (håndjernsrapporter af henholdsvis 4. oktober 1993, varetægtsarrestant, og 16. oktober 1993, hæfte) er det ikke angivet, hvorvidt lægetilsyn blev skønnet nødvendigt eller ej. Det er i sagerne oplyst, at indsatte ikke ønskede lægetilsyn.

Tilfældene giver mig anledning til at bemærke, at vurderingen af, hvorvidt lægetilsyn skønnes nødvendigt, skal foretages og oplyses uanset indsattes egen holdning til spørgsmålet. Indsattes egen holdning kan som et blandt flere forhold indgå i vurderingen af, hvorvidt forholdene taler for et lægetilsyn. De enkelte rapporter giver mig dog ikke grundlag for at antage, at lægetilsyn burde havde fundet sted.

 

Af de sidste 2 tilfælde fremgår det af rapporten i det ene tilfælde (28. oktober 1993, varetægtsarrestant), at lægetilsyn blev skønnet nødvendigt. I sagen blev den indsatte transporteret fra institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholm til Vestre Fængsel. Af et notat til rapporten synes det at fremgå, at lægetilsynet blev skønnet nødvendigt på grund af den indsattes sindstilstand. I det andet tilfælde (13. oktober 1993, varetægtsarrestant) er det også oplyst, at lægetilsyn blev skønnet nødvendigt. Det fremgår endvidere, at den indsatte selv ønskede et tilsyn. I ingen af sagerne er der anførsel om, at der blev foretaget tilsyn.

Jeg havde fundet det rigtigst, om det af rapportmaterialet i disse 2 tilfælde var fremgået, at der blev foretaget lægetilsyn, når det samtidig er angivet, at lægetilsyn blev skønnet nødvendigt.

Efter cirkulærets afsnit B, § 4, stk. 1, kan indsatte ligeledes belægges med håndjern, hvis det er nødvendigt for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, og umiddelbar hensættelse i sikringscelle ikke er mulig.

Efter § 4, stk. 2, må håndjern i en sådan situation kun anvendes, når forholdene gør det absolut påkrævet, og når andre lempeligere midler har været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige.

Lægetilsyn skal efter § 6, stk. 2, normalt finde sted omgående.

I ét tilfælde (håndjernsrapport af 17. september 1993, varetægtsarrestant) var anvendelse af håndjern sket i stedet for anbringelse i sikringscelle. Der blev i den forbindelse tillige anvendt magt. Anvendelsen blev forsøgt afværget ved samtale. Af et bilag til rapporten fremgår det, at indsatte var stærkt uligevægtig og truede med at begå selvmord. Da han nægtede at følge med til observationscellen, blev han belagt med håndjern. Efter beroligende samtale i observationscellen blev håndjernene taget af. Der blev foretaget lægetilsyn efter 3 timer og 5 minutter. Det fremgår ikke af rapporten eller det tilhørende bilag, hvorfor lægetilsyn ikke blev foretaget omgående.

Jeg finder det - i mangel af yderligere oplysninger - uheldigt, at lægetilsyn først blev foretaget på et relativt sent tidspunkt.

 

Ved min gennemgang af rapporten i sagen har jeg i øvrigt noteret mig, at magtanvendelsen bl.a. bestod i anvendelse af benlås. Jeg er bekendt med, at Justitsministeriet for tiden undersøger spørgsmålet om politiets brug af "fikseret" og den såkaldte "manuelle benlås". Jeg har udbedt mig underretning om resultatet af undersøgelsen. Efter min umiddelbare opfattelse må undersøgelsen tillige få betydning for fængselspersonalets anvendelse af benlås.

Efter cirkulærets § 2 træffer anstaltens vagthavende leder eller den, han bemyndiger dertil, bestemmelse om anvendelse af håndjern. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer vedkommendes afgørelse, træffes bestemmelse af den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde.

I ca. halvdelen af tilfældene blev bestemmelse om anvendelse af håndjern truffet af en funktionær, der i alle tilfældene - bortset fra 2 - underrettede overvagtmesteren herom. I den anden halvdel af tilfældene blev bestemmelsen truffet af en overvagtmester.

Efter cirkulærets § 5 (i afsnit B om anvendelse af håndjern i stedet for anbringelse i sikringscelle) træffer anstaltens vagthavende leder bestemmelse om anvendelse af håndjern. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer lederens afgørelse, træffes bestemmelsen af overvagtmesteren, eller hvis dette ikke er muligt, af vagtmesteren eller dennes stedfortræder eller den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende leder skal normalt omgående underrettes om anvendelsen. For så vidt angår arresthusene skal arrestinspektøren snarest muligt underrettes som anvendelsen af håndjern.

Som anført ovenfor blev håndjern i et enkelt tilfælde vedrørende en varetægtsarrestant anvendt i stedet for anbringelse i sikringscelle. Bestemmelse herom blev truffet af en overvagtmester, der 2 timer senere underrettede en ledende overvagtmester herom. Rapporten om anvendelse af håndjern blev godkendt af en vicefængselsinspektør 25 dage senere.

Jeg finder ikke, at der i sagen er forholdt i overensstemmelse med cirkulærets § 5.

 

b. Anbringelse i enrum.

I forbindelse med selve inspektionsbesøget blev det aftalt med Københavns Fængsler, at jeg til belysning af sagerne om enrumsanbringelse i første omgang ville få tilsendt materiale i form af den registrering, der danner grundlaget for fængslets indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Jeg modtog herefter 13 dokumenter vedrørende enrumsanbringelser i perioden fra den 23. august 1993 til den 8. oktober 1993.

I 7 af tilfældene var der tale om delvis enrumsanbringelse og i de resterende 6 tilfælde fuldstændig enrumsanbringelse. Der synes i ingen af tilfældene at være tale om frivillig enrumsanbringelse.

Efter § 2, stk. 2, i cirkulære af 14. september 1978 om adgangen til at anbringe indsatte i enrum kan tvangsmæssig enrumsanbringelse kun finde sted, hvis

"...

det findes nødvendigt for at forebygge undvigelse,

det findes nødvendigt for at forebygge voldsom adfærd,

det findes påkrævet for at hindre fortsat strafbar virksomhed, herunder brug af euforiserende stoffer,

den indsatte udviser en sådan grov eller gentagen utilladelig adfærd, som gør fortsat ophold i fællesskab åbenbart uforsvarlig,

den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er nødvendige af sikkerhedshensyn,

den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er påkrævet for at gennemføre en almindelig sundhedskontrol eller forebygge smittefare,

den indsatte nægter at påtage sig beskæftigelse i institutionen efter dennes bestemmelse."

 

For varetægtsarrestanter findes regler, der svarer til nr. 1-6 i den citerede bestemmelse, i § 2, stk. 2, nr. 1-6, i cirkulære af 13. september 1978 om adgangen til at anbringe varetægtsarrestanter i enrum. Cirkulæret, der er udstedt med hjemmel i § 3, stk. 3, i bekendtgørelse af 12. september 1978 om omhold i varetægtsfængsel, finder tillige anvendelse på enrumsanbringelse af frihedsberøvede asylansøgere, jf. udlændingelovens § 36, stk. 3, jf. retsplejelovens § 776.

Af det modtagne materiale fremgår det - enten ved en direkte henvisning eller ved angivelse af faktiske oplysninger - at der er sket enrumsanbringelse i 5 tilfælde i henhold til § 2, stk. 2, nr. 1. I 4 tilfælde er anbringelsen sket i henhold til § 2, stk. 2, nr. 2, i 2 tilfælde i henhold til § 2, stk. 2, nr. 4, og i 1 tilfælde i henhold til § 2, stk. 2, nr. 2 og 4. I det sidste og 13. tilfælde er der alene henvist til § 9, stk. 1, i cirkulæret om enrumsanbringelse af varetægtsarrestanter. (Bestemmelsen pålægger en omgående indberetningspligt til Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvis en varetægtsarrestant i henhold til § 2, stk. 2, er anbragt i enrum ud over 4 uger.)

Jeg anmoder om nærmere oplysninger om hjemmelsgrundlaget for den sidstnævnte sag om (delvis) enrumsanbringelse. Dokumentet er underskrevet den 8. oktober 1992 (formentlig retteligt 1993) af overvagtmester A ...

Proceduren ved anbringelse i enrum er fastlagt i § 3, stk. 3-7, i begge cirkulærer. Ordlyden af disse bestemmelser er næsten identisk og adskiller sig alene ved omtalen af en indsat og en varetægtsarrestant.

De nævnte bestemmelser (i cirkulæret af 14. september 1978 om adgangen til at anbringe indsatte i enrum) har følgende ordlyd:

" Stk. 3. Enrumsanbringelse i henhold til § 2, stk. 2, forudsætter, at den indsatte i fornødent omfang er gjort bekendt med de foreliggende indberetninger og eventuelle afhøringer samt har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 4. Den indsatte skal altid gøres bekendt med begrundelsen for, at han anbringes i enrum.

Stk. 5. Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens funktionærer.

Stk. 6. Om bestemmelsen gøres notat, der skal indeholde en gengivelse af det indberettede og eventuelle forklaringer. Den afhørte skal have lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring, og det skal anføres, om godkendelse er sket. Notatet skal endvidere indeholde en udførlig begrundelse for, at anbringelsen er anset for påkrævet.

Stk. 7. Den indsatte skal efter anmodning have udleveret udskrift af notatet. Oplysninger kan udelades i det omfang, hensynet til institutionens sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger det."

Det modtagne materiale gør mig imidlertid ikke i stand til at konstatere, hvorvidt der er forholdt i overensstemmelse med de citerede bestemmelser, herunder hvorvidt den indsatte/varetægtsarrestanten er blevet partshørt og har haft mulighed for at udtale sig.

Ved fremsendelsen af materialet oplyste fængselsinspektøren, at selve afgørelsen om enrumsanbringelse "træffes vanligvis efter afholdelse af forhør".

Jeg anmoder Københavns Fængsler om nærmere oplysninger om, hvilken procedure fængslet følger i relation til de citerede bestemmelser.

Regler om ophør af tvangsmæssig enrumsanbringelse af indsatte er indeholdt i § 4, stk. 5 og 6, i cirkulæret af 14. september 1978. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

" Stk. 5. Spørgsmålet om anbringelsens ophør skal tages op til overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller sidste beslutning om opretholdelse af anbringelsen.

Stk. 6. Om de overvejelser, der har fundet sted i henhold til stk. 5 og om anbringelsens ophør gøres notat."

 

Indholdsmæssigt tilsvarende regler findes i § 6, stk. 2 og 3, i cirkulæret af 13. september 1978 (for varetægtsarrestanter og frihedsberøvede asylansøgere).

I cirkulærskrivelse af 19. april 1991 har Direktoratet for Kriminalforsorgen under henvisning til de nævnte cirkulærer præciseret, at dato og klokkeslet for ophør af enrumsanbringelse skal noteres.

Begge cirkulærer indeholder en bestemmelse (henholdsvis § 7, stk. 1, og § 9, stk. 1) om, at der skal ske omgående indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen i de tilfælde, hvor en indsat/en varetægtsarrestant er tvangsmæssigt anbragt i enrum ud over 4 uger.

Det modtagne materiale indeholder i 11 tilfælde oplysning om, i hvor mange dage enrumsanbringelsen varede. Jeg går ud fra, at enrumsanbringelsen i de tilfælde, hvor den pågældende er overført til anden anstalt, er ophørt på det oplyste overførselstidspunkt. I 2 tilfælde (dokumenter underskrevet af overvagtmester A henholdsvis den 3. og 8. september 1993), er der ingen oplysninger om varigheden af enrumsanbringelsen.

Af de nævnte 11 tilfælde varede enrumsanbringelsen mellem 1-7 dage i 1 tilfælde (dokument underskrevet den 10. september 1993), mellem 8-14 dage i 5 tilfælde (dokumenter underskrevet den 30. august, 3. september, 3. september, 10. september og 14. september 1993), mellem 15-21 dage i 3 tilfælde (dokumenter underskrevet den 23. august og 16. september og (formentlig retteligt) 8. oktober 1993) og mellem 22-28 dage i de resterende 2 tilfælde (dokumenter underskrevet den 23. september og 5. oktober 1993).

Jeg anmoder Københavns Fængsler om nærmere oplysning om,

hvor længe enrumsanbringelsen har varet i de 2 tilfælde, hvor der ikke foreligger oplysninger herom i det modtagne materiale,

såfremt enrumsanbringelsen i de nævnte 2 sager varede ud over 4 uger, hvorvidt sagerne da blev indberettet til Direktoratet for Kriminalforsorgen og i bekræftende fald tidspunktet herfor,

hvorvidt - og i bekræftende fald hvornår - der er foretaget en fornyet overvejelse af afgørelsen om enrumsanbringelse (og foretaget notat herom) i de sager, hvor der er forløbet en uge fra iværksættelsen af enrumsanbringelsen eller fra sidste beslutning om opretholdelse af anbringelsen, og

hvorvidt der i sagerne er foretaget notat om klokkeslettet for ophør af anbringelsen.

 

Af det modtagne materiale fremgår det ikke, hvem der har truffet afgørelse om enrumsanbringelserne og ophør heraf.

Dette kompetencespørgsmål har været rejst i forbindelse med et inspektionsbesøg, som jeg aflagde i november 1993 i Anstalten ved Herstedvester, Grønlænderafdelingen. I den forbindelse rettede Direktoratet for Kriminalforsorgen henvendelse til anstalterne, herunder til Københavns Fængsler, der afgav en udtalelse om spørgsmålet den 25. august 1994. Af udtalelsen fremgår det bl.a., at kompetencen til at træffe afgørelse om anbringelse i enrum i Københavns Fængsler er delegeret til overvagtmesteren (forhørslederen), men med en efterfølgende ledelseskontrol.

Min opfattelse af kompetencespørgsmålet fremgår af mit svar af 7. marts 1995 til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Jeg vedlægger en kopi af svaret. Som det fremgår af mit brev til Direktoratet for Kriminalforsorgen, har jeg henstillet, at direktoratet tager spørgsmålet op til nærmere overvejelse.

Den 4. april 1995 har Direktoratet for Kriminalforsorgen meddelt mig, at direktoratet er indstillet på at gennemføre ændringer af de gældende regelsæt, så det klart kommer til at fremgå af disse, at der er hjemmel for institutionens leder til at delegere sin kompetence til at træffe afgørelse om såvel foreløbig som endelig anbringelse i enrum til andre personalemedlemmer i institutionen.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har samtidig anført, at direktoratet vil sikre, at kompetencespørgsmålet til sin tid præciseres i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. Betænkning nr. 1181/1989 om en lov om fuldbyrdelse af straf m.v., som for tiden er under behandling af Straffelovrådet.

Jeg har herefter den 7. april 1995 over for Direktoratet for Kriminalforsorgen bekræftet modtagelsen af disse oplysninger, som jeg har noteret mig. Jeg har samtidig meddelt Direktoratet for Kriminalforsorgen, at jeg herefter ikke har anledning til på nuværende tidspunkt at foretage mig videre.

På den baggrund foretager jeg mig ikke videre vedrørende spørgsmålet i relation til mit inspektionsbesøg i Københavns Fængsler.

 

c. Anbringelse i sikringscelle.

For perioden fra den 2. maj til den 1. november 1993 modtog jeg kopi af 68 rapporter om sikringscelleanbringelse.

Min gennemgang af rapporterne har også i disse tilfælde koncentreret sig om, hvorvidt de procedureforskrifter vedrørende anbringelse, der var gældende i den omhandlede periode, er iagttaget, og om de foretagne notater er fyldestgørende. (Ved cirkulære af 27. maj 1994 har Direktoratet for Kriminalforsorgen med virkning fra den 1. juli 1994 fastsat ændrede regler om anvendelse af observationscelle, sikringscelle, fiksering mv. i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.)

Jeg har ikke foretaget en nærmere undersøgelse af grundlaget for og nødvendigheden af anbringelserne.

Sikringscelleanbringelse kan i følge fuldbyrdelsesbekendtgørelsens (bekendtgørelse af 21. juni 1973) § 31 ske, hvis det er nødvendigt for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.

Med hjemmel i bekendtgørelsen blev udstedt cirkulære af 15. juli 1974, som ændret ved cirkulære af 16. april 1991, om anvendelse af sikringscelle i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.

Bekendtgørelse af 12. september 1978 om ophold i varetægtsfængsel indeholder i § 33 en bestemmelse, der svarer til fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 31. Reglerne i cirkulæret af 15. juli 1974 fandt tilsvarende anvendelse for sikringscelleanbringelse af varetægtsarrestanter, jf. bekendtgørelsens § 40.

Cirkulæret af 15. juli 1974 fandt endvidere anvendelse for sikringscelleanbringelse af frihedsberøvede asylansøgere, jf. udlændingelovens § 36, jf. retsplejelovens § 776.

38 af rapporterne vedrørte sikringscelleanbringelse af varetægtsarrestanter, 17 vedrørte anbringelse af strafafsonere, 6 vedrørte hæfte, 5 vedrørte asylansøgere, der var frihedsberøvet efter udlændingelovens § 36 og 2 vedrørte sikringscelleanbringelse af anholdte.

Anbringelserne var i 11 tilfælde sket for at afværge truende vold, i 6 tilfælde for at betvinge voldsom modstand, i 16 tilfælde for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, i 20 tilfælde for at afværge truende vold og for at betvinge voldsom modstand, i 6 til-fælde for at afværge truende vold og tillige for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, i 5 tilfælde for at betvinge voldsom modstand og for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse og i 4 tilfælde for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand og for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.

Selv om jeg, som anført ovenfor, ikke har foretaget en nærmere undersøgelse af grundlaget for og nødvendigheden af anbringelserne, har 1 rapport givet anledning til overvejelse. Sagen vedrører en sikringscelleanbringelse den 17. juni 1993 af en anholdt. Episoden er på rapporten beskrevet således:

"Indsatte begyndte at larme ved at bulder på døren og råbe da sygeplejersken var gået hen for at ringe.

for at få ro på afdelingen blev han flyttet til SM.12 (min fremhævelse) uden brug af magt. ..."

 

Det er på rapporten afkrydset, at anbringelsen var påkrævet for at hindre selvmord eller selvbeskadigelse.

Jeg udbeder mig fra Københavns Fængsler en udtalelse om sagen. Udtalelsen bedes fremsendt gennem Direktoratet for Kriminalforsorgen med direktoratets eventuelle bemærkninger hertil.

Spørgsmålet om anvendelse af sikringscelle var som anført reguleret ved cirkulære af 15. juli 1974, som ændret ved cirkulære af 16. april 1991, om anvendelsen af sikringsceller i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse. Cirkulærets § 3 havde følgende ordlyd:

" Stk. 1. Bestemmelse om anvendelse af sikringscelle m.v. træffes af anstaltens vagthavende leder/arrestforvareren. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer lederens afgørelse, træffes bestemmelse af overvagtmesteren eller, hvis dette ikke er muligt, af vagtmesteren eller dennes stedfortræder eller den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende leder/arrestforvareren skal normalt omgående underrettes om sikringsmidlernes anvendelse.

Stk. 2. For så vidt angår arresthusene skal arrestinspektøren snarest muligt underrettes om sikringsmidlernes anvendelse.

Stk. 3. Der skal straks udfærdiges rapport om det passerede på særlige rapportblanketter (d.f.k. 110), der rekvireres fra Statsfængslet i Nyborg. På et observationsskema (d.f.k. 107), der rekvireres i Statsfængslet i Nyborg, skal der foretages notat, hver gang personalet har tilset den indsatte. Notatet skal indeholde oplysning om tidspunktet for tilsynet samt oplysning om den indsattes tilstand, herunder eventuelle bemærkninger om behovet for opretholdelse af anbringelsen/fikseringen."

Fra Københavns Fængsler har jeg modtaget de interne regler for anbringelse i sikringscelle. Heraf fremgår bl.a. følgende:

"Bestemmelse om anvendelse af sikringscelle og/eller sikringsmidler i forbindelse hermed træffes af vagthavende/inspektionsvagthavende. Tillader forholdene ikke, at man afventer disses afgørelse, træffes bestemmelsen af:

VF: Fløjovervagtmesteren - i ydertidspunkterne vagthavende.

Hvis dette tidsmæssigt ikke er muligt, træffes afgørelsen af den funktionær, der er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde.

BlF: Overvagtmesteren. I ydertidspunkterne enhedsfunktionæren tjenestegørende på kontoret 1. etage. Hvis dette tidsmæssigt ikke er muligt træffes afgørelsen af den enhedsfunktionær eller anden tilstedeværende, der er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde.

Overvagtmesterkontoret/inspektionsvagthavende skal normalt omgående underrettes om anbringelsen."

 

I rapporterne er det angivet, hvorvidt der blev foretaget underretning af overvagtmesteren og/eller institutionens leder, ligesom der - med enkelte undtagelser - er angivet tidspunktet for underretningen.

I alle tilfælde fremgår det, at overvagtmesteren/arrestforvareren blev underrettet. (I enkelte tilfælde indirekte derved, at overvagtmesteren medvirkede ved anbringelsen).

I 45 rapporter er det angivet, at institutionens leder blev underrettet. (På grund af brug af navneinitialer kan det konstateres, at "institutionens leder" i 13 af disse tilfælde er vagtmestre/overvagtmestre. Ledelsen ses i 2 af de 13 tilfælde ikke at have påført rapporterne en godkendelsespåtegning).

Der er ingen angivelse af underretning af ledelsen i de resterende 23 tilfælde. (Efterfølgende har ledelsen dog godkendt rapporten i 15 af disse tilfælde - i et 16. tilfælde skete godkendelsen på den tilhørende rapport om anvendelse af håndjern. Den efterfølgende godkendelse er i flere tilfælde først sket efter mange dages forløb).

Jeg anmoder Københavns Fængsler og Direktoratet for Kriminalforsorgen om udtalelser om, hvorvidt der i de nævnte 36 sager (13 + 23) er sket underretning af den "vagthavende leder/arrestforvareren" og "arrestinspektøren" i overensstemmelse med det tidligere gældende cirkulære.

Underretningen af overvagtmesteren fordeler sig tidsmæssigt sådan:

I 4 tilfælde er der ikke foretaget notering af tidspunktet for underretningen. Overvagtmesteren medvirkede tilsyneladende ved anbringelsen i disse tilfælde, og jeg går ud fra, at det kan være baggrunden for den manglende angivelse af tidspunktet for underretningen. I 58 tilfælde skete underretningen enten før eller senest 15 minutter efter anbringelsen. Underretningen skete i 6 tilfælde på et senere tidspunkt (22, 50, 25, 30, 25 og 25 minutter efter anbringelsen). (Tilfældene vedrører sikringscelleanbringelse af en strafafsoner den 11. maj 1993, af en anholdt den 17. juni 1993 og af varetægtsarrestanter den 26. juli 1993, den 24. august 1993, den 15. september 1993 og den 1. november 1993).

Af de nævnte 6 tilfælde blev institutionens leder ikke underrettet i 3 tilfælde, og i 1 tilfælde blev ledelsen først underrettet efter 42 minutter. I de resterende 2 tilfælde er ledelsen angivet som overvagtmestre, og underretningen skete da efter henholdsvis 1 time og 10 minutter og 45 minutter.

I de 6 sager, der er nævnt ovenfor og beskrevet med datoen for sikringscelleanbringelsen, anmoder jeg Københavns Fængsler og Direktoratet for Kriminalforsorgen om udtalelser om tidspunktet for underretningen.

Fra Københavns Fængsler har jeg modtaget kopi af det observationsskema, der er foreskrevet anvendt i cirkulærets § 3, stk. 3. Jeg har imidlertid kun modtaget skema i 64 af de 68 tilfælde af sikringscelleanbringelse.

Om de manglende 4 skemaer har Københavns Fængsler oplyst i et brev af 30. september 1994, at de er eftersøgt forgæves. På den baggrund iværksatte fængslet en undersøgelse af sikringscelleanbringelserne i perioden fra den 1. juli til den 12. september 1994. Gennemgangen viste, at samtlige observationsskemaer havde fulgt sikringscellerapporterne. Københavns Fængsler har derfor lagt til grund, at der har været tale om enkeltstående tilfælde, hvor observationsskemaet ikke har fulgt sikringscellerapporten, eller hvor skemaet efterfølgende er bortkommet.

På baggrund af resultatet af den nævnte undersøgelse, som Københavns Fængsler iværksatte, må jeg ligeledes lægge til grund, at de 4 manglende observationsskemaer er udtryk for enkeltstående tilfælde. Jeg foretager mig derfor ikke videre vedrørende det spørgsmål.

Om lægetilsyn ved sikringscelleanbringelser bestemte cirkulærets § 4 dette:

" § 4. Anstaltens/arresthusets læge (eventuelt natlæge) skal, så hurtigt som omstændighederne tilsiger det, orienteres om det passerede, således at der på grundlag heraf træffes afgørelse om, hvornår lægetilsynet bør finde sted.

Stk. 2. Anvendes bælte og eventuelt handsker og fod- og håndremme, eller er indsættelse i sikringscelle i øvrigt forbundet med magtanvendelse, skal læge tilkaldes omgående med henblik på, at lægetilsyn kan finde sted snarest muligt."

 

Om tilfælde omfattet af cirkulærets § 4, stk. 2, anførte Direktoratet for Kriminalforsorgen følgende i følgeskrivelse af 16. april 1991:

"Udgangspunktet er, at tilkald af læge er det første, der skal foretages, efter at anbringelsen/fikseringen er gennemført. Dette er ikke til hinder for, at der fra den pågældendes afdeling i institutionen indhentes oplysninger om indsattes adfærd, helbredstilstand og lignende med henblik på at tilvejebringe oplysninger, der kan have indflydelse på lægens beslutning om, hvor hurtigt lægetilsyn skal ske. Det er ej heller til hinder for, at der lokalt fastsættes retningslinier, hvorefter den ansvarlige for anbringelsen/fikseringen underretter en sygeplejerske, der er til stede i institutionen, med henblik på at denne kan foretage lægetilkald. Efter formuleringen af § 4, stk. 2, må det imidlertid være en forudsætning, at indhentelse af oplysninger eller underretning af sygeplejerske kan ske i løbet af ganske få minutter."

Der skete anbringelse i sikringscelle uden anvendelse af magt og uden fiksering i 11 tilfælde. I 9 af tilfældene blev lægen orienteret om anbringelsen senest op til 22 minutter herefter.

I 1 tilfælde (vedrørende en varetægtsarrestant den 13. august 1993) blev sygeplejersken orienteret 15 minutter efter anbringelsen. Sygeplejersken bemærkede til rapporten, at den pågældende den samme dag var tilset af både læge og psykiater, og at der ikke var indikation for fornyet lægetilsyn. Lægen ses ikke at være blevet orienteret i forbindelse med anbringelsen, og på observationsskemaet er det angivet: "ingen samtale da lægen ikke skal komme/efter ordre SA". Varetægtsarrestanten forlangte selv lægetilsyn henholdsvis ca. 1½ time og 2 timer efter anbringelsen. Mere end 12 timer senere anbefalede en anden vagtmester, at varetægtsarrestanten blev tilset af en læge, og lægetilsyn fandt sted næsten 18 timer efter anbringelsen. Efter lægetilsynet ophørte anbringelsen, og den pågældende blev overført til fængslets sygeafdeling.

I et andet tilfælde (vedrørende en varetægtsarrestant den 9. oktober 1993) blev lægen ikke, men alene sygeplejersken orienteret om anbringelsen, der skete for at hindre selvmord eller selvbeskadigelse.

Jeg anmoder Københavns Fængsler og Direktoratet for Kriminalforsorgen om udtalelser om spørgsmålet om manglende underretning/orientering af lægen i de 2 nævnte sager.

Der er anførsel om lægetilsyn i 9 ud af de ovenfor nævnte 11 tilfælde.

I 1 tilfælde blev der i forbindelse med sikringscelleanbringelsen af en strafafsoner anvendt fikseringsmidler, og ingen magt. Anbringelsen skete den 25. august 1993 kl. 18.55 og ophørte den samme dag kl. 19.15, da indsatte efter samråd med en sygeplejerske blev kørt til en skadestue. Fikseringen havde en varighed af 15 minutter, og der blev ikke tilkaldt læge.

Sagen giver mig ikke anledning til bemærkninger på grund af oplysningerne om tidsforløbet og den hurtige efterfølgende indbringelse på skadestue. (Indbringelsen skete bl.a. på grund af stærk påvirkning af medicin).

I 56 tilfælde blev der anvendt magt i forbindelse med sikringscelleanbringelsen, og der var i 14 af disse tilfælde yderligere tale om fiksering.

Vurderingen af tidspunktet for lægetilkald i disse tilfælde er behæftet med en vis usikkerhed, da tidspunktet herfor i enkelte tilfælde ikke er angivet enslydende på rapporten og i observationsskemaet. Angivelserne divergerer med op til 15 minutter, uden at det af observationsskemaet fremgår, at der forud for kontakten til lægen har været tale om forsøg på tilkald. (Som eksempel herpå kan nævnes en sag, hvor den pågældende blev anbragt i sikringscelle den 15. juli 1993 kl. 19.30. I følge rapporten blev lægen underrettet kl. 19.30, men i følge observationsskemaet blev lægen tilkaldt kl. 19.45).

Jeg finder det uheldigt, at der fremgår divergerende oplysninger om tidspunktet i henholdsvis rapporten og på observationsskemaet. Hvis forklaringen herpå er, at der har været forudgående forsøg på tilkald, finder jeg det uheldigt, at dette ikke fremgår.

 

Ved min vurdering af tidspunktet for lægetilkald i de nævnte 56 tilfælde har jeg lagt det seneste tidspunkt til grund. Tilfældene fordeler sig tidsmæssigt sådan:

I 1 enkelt tilfælde vedrørende en varetægtsarrestant den 9. oktober 1993 fremgår det, at der ikke blev tilkaldt læge, men alene en sygeplejerske. Det fremgår af rapporten, at der ved anbringelsen blev anvendt magt, idet "indsatte [blev] holdt løst i den ene overarm".

Jeg finder det beklageligt, at der trods oplysningen om magtanvendelse ikke blev tilkaldt læge i overensstemmelse med cirkulærets § 4, stk. 2.

I 28 tilfælde blev lægen tilkaldt inden 5 minutter og i 12 tilfælde inden 10 minutter.

I 6 tilfælde blev tilkaldet foretaget inden 15 minutter, og i 1 af disse tilfælde blev der forsøgt et tilkald senest 5 minutter efter anbringelsen.

I 3 tilfælde blev lægen tilkaldt inden 20 minutter, og i andre 3 tilfælde inden 25 minutter.( I den sidstnævnte gruppe falder 1 tilfælde, hvor der blev forsøgt lægetilkald forud, men forsøget blev først foretaget 19 minutter efter anbringelsen).

I 1 tilfælde blev lægetilkald foretaget inden 30 minutter og i endnu 1 tilfælde inden 40 minutter. (I det sidstnævnte tilfælde blev læge forsøgt tilkaldt 10 minutter efter anbringelsen).

Tidspunktet for lægetilkald fremgår i 1 tilfælde hverken af rapporten eller af observationsskemaet.

Lægetilkald 20 minutter efter, at anbringelsen har fundet sted, overstiger klart den tidsramme, som personalet har til at tilkalde læge i disse situationer. Også lægetilkald, der finder sted efter 10 minutter uden forudgående forgæves forsøg på at tilkalde læge, forekommer mig at være noget sent. Jeg henviser til det, der er anført i Direktoratet for Kriminalforsorgens følgeskrivelse til det tidligere gældende cirkulære, hvorefter udgangspunktet er, at tilkald af læge er det første, der skal foretages, efter at anbringelsen/fikseringen er gennemført.

Jeg er bekendt med, at Direktoratet for Kriminalforsorgen i en følgeskrivelse af 27. maj 1994 til det nye cirkulære om bl.a. sikringscelleanbringelse har taget min opfattelse til efterretning, at lægetilkald 10 minutter efter fikseringen ikke er i overensstemmelse med gældende regler.

Under hensyntagen til, at der i 2 af tilfældene med sent lægetilkald er anvendt fikseringsmidler, der også efter det nye cirkulæres § 13, stk. 1, fordrer omgående lægetilkald, udbeder jeg mig underretning om, hvad Københavns Fængsler vil gøre for i fremtiden at sikre, at tilkald af læge omgående finder sted i disse tilfælde (sikringscelleanbringelsen med fikseringsmidler).

Efter cirkulærets § 4, stk. 2, skulle lægetilsyn i tilfælde af sikringscelleanbringelse med fikseringsmidler eller anvendelse af magt finde sted "snarest muligt".

I 4 tilfælde blev der ikke ført lægetilsyn.

 

Det første tilfælde er omtalt ovenfor vedrørende en strafafsoner, der blev indsat i sikringscelle den 25. august 1993, og som efter kort tid blev kørt til en skadestue efter samråd med sygeplejersken. Lægen blev ikke tilkaldt. Tilfældet giver mig, som anført ovenfor, ikke anledning til bemærkninger.

Det andet tilfælde er omtalt ovenfor og vedrører en varetægtsarrestant, der med anvendelse af magt ("holdt løst i den ene overarm") blev anbragt i sikringscelle den 9. oktober 1993. Anbringelsen skete for at hindre selvmord eller selvbeskadigelse. Lægen blev ikke tilkaldt. Sygeplejersken foretog tilsyn 2 timer og 5 minutter efter anbringelsen.

Det tredie tilfælde vedrører en hæfteafsoner, der den 31. august 1993 på grund af uligevægtighed og delerium blev indsat i observationscelle. Den 1. september 1993 kl. 00.15 blev den pågældende, der var faldet af briksen (under eller efter søvn), efter samråd med sygeplejersken fikseret med mavebælte for at falde til ro. Lægen blev informeret herom og godkendte fikseringen, men der ses ingen notering om et egentligt lægetilsyn. (Den pågældende, der var fikseret fra kl. 00.15 til kl. 10.00 blev i øvrigt hyppigt tilset, og der er gjort antegnelser om, at han sov).

Det fjerde tilfælde vedrører en varetægtsarrestant den 23. september 1993, der havde skåret sig ved håndledet. Den pågældende blev med "lette støttegreb" indsat i sikringscelle fra kl. 11.15 til kl. 11.35 og blev fikseret med mavebælte fra kl. 11.20 til kl. 11.32. I rapporten har en overvagtmester anført en bemærkning om, at den pågældende blev tilset af lægen. Imidlertid er rapporten ikke påført en påtegning fra en læge om noget tilsyn. (Observationsskemaet, der formentlig vedrører en efterfølgende hensættelse i observationscelle, angiver, at den pågældende ankom til celle SM 12 uden brug af magt kl. 11.30. Det fremgår endvidere af skemaet, at lægen blev tilkaldt kl. 11.20, og skemaet har kun angivelse af, at en sygeplejerske har tilset varetægtsarrestanten kl. 12.10. Arrestanten blev kørt på skadestuen kl. 13.10).

Jeg må lægge til grund, at der i de 3 sidstnævnte tilfælde ikke er forholdt i overensstemmelse med cirkulærets bestemmelser om lægetilsyn. Dette finder jeg beklageligt.

 

Af de 57 tilfælde (fikseringsmidler/anvendelse af magt) blev der i de resterende i 53 tilfælde foretaget lægetilsyn.

Tidspunktet for lægetilsynet fordeler sig sådan: 0 - 30 minutter 28 tilfælde (29 tilfælde, hvis der er tale om en skrivefejl i den under pkt. 10 nedenfor nævnte sag), 31 - 45 minutter 8 tilfælde, 46 - 60 minutter 5 tilfælde, over 1 og under 1½ time 8 tilfælde (7 tilfælde) og over 1½ og under 2 timer 3 tilfælde.

I et tilfælde (vedrørende en hæfteafsoner den 16. oktober 1993) gik der 3 timer og 40 (50) minutter, inden lægetilsyn blev foretaget. På observationsskemaet er anført en bemærkning om, at "Personalet, som kom med inds. ville ikke oplyse om grunden til anbringelsen, kun at der var brugt magt". Anbringelsen skete for at afværge truende vold.

I min skrivelse af 8. maj 1992 vedrørende tilkaldelse af læge i forbindelse med sikringscelleanbringelse i Statsfængslet i Horsens tog jeg til efterretning, at direktoratet havde iværksat nogle tiltag med henblik på at sikre en bedre kontakt med og bistand fra det almindelige vagtlægesystem i forbindelse med sikringscelleanbringelser. Jeg bemærkede, at jeg gik ud fra, at direktoratet senere ville foretage undersøgelser med henblik på at få oplyst, om de nævnte tiltalg havde haft den ønskede effekt i relation til at sikre, at lægetilsyn sker i overensstemmelse med cirkulærets bestemmelser.

Jeg anmodede samtidig om at modtage underretning om, hvad der sker i anledning af min henstilling om, at der etableres en ordning, der gør det muligt at iagttage bestemmelsen i § 4, stk. 2.

I Direktoratet for Kriminalforsorgens følgeskrivelse af 27. maj 1994 vedrørende nye regler om bl.a. anvendelse af sikringscelle har direktoratet henstillet, at de institutioner, der har sikringscelle, overvejer, om der er behov for at tage initiativer til styrkelse af samarbejdet med læger i lokalområdet vedrørende tilsyn med sikringscelleanbragte. Direktoratet har i den forbindelse henvist til bilag 8 til en betænkning, der er afgivet af arbejdsgruppen vedrørende anvendelse af sikringscelle i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse i november 1992. (Bilag 8 er et notat om forslag til initiativer til styrkelse af samarbejdet med læger i lokalområdet vedrørende tilsyn med sikringscelleanbragte).

Af bilaget fremgår det, at Københavns Fængsler har fastansatte læger i tilkaldevagt døgnet rundt, hvorfor fængslet selv kan klare akutte lægelige opgaver, herunder tilsynet af sikringscelleanbragte uden for normal arbejdstid.

På den baggrund anmoder jeg Københavns Fængsler og Direktoratet for Kriminalforsorgen om udtalelser om, hvorvidt tidspunktet for lægetilsyn har været i overensstemmelse med cirkulærets § 4, stk. 2, ("snarest muligt") i de 12 (11) tilfælde, hvor tilsynet er foretaget senere end 1 time efter anbringelsen.

Tilfældene vedrører sikringscelleanbringelse af:

strafafsoner den 6. maj 1993 kl. 16.45 (hindre selvmord)

varetægtsarrestant den 21. maj 1993 kl. 19.20

varetægtsarrestant den 3. juni 1993 kl. 7.11

varetægtsarrestant den 31. juli 1993 kl. 9.00

strafafsoner den 1. august 1993 kl. 10.00

varetægtsarrestant den 2. august 1993 kl. 18.10

varetægtsarrestant den 7. august 1993 kl. 11.45

varetægtsarrestant den 23. august 1993 kl. 10.55 (hindre selvmord)

hæfteafsoner den 28. august 1993 kl. 21.25

strafafsoner den 30. august 1993 kl. 11.15 (muligvis skrivefejl)

anholdt den 21. september 1993 kl. 21.05 (hindre selvmord)

hæfteafsoner den 16. oktober 1993 kl. 08.40.

Efter § 5, stk. 1, i det tidligere gældende cirkulære skulle den indsatte jævnligt tilses af personalet, og en indsat, der var fikseret, skulle efter bestemmelsens stk. 2, have fast vagt.

I langt hovedparten af de 54 tilfælde, som jeg har modtaget observationsskema for, blev det almindelige tilsyn ført med kortvarige intervaller og med højst 30 minutter mellem nogle af de enkelte tilsyn.

I enkelte sager har jeg konstateret, at der i nogle få tilfælde kunne gå lidt mere end 30 minutter mellem enkelte af tilsynene, og i få sager har jeg konstateret, at der gik op til 1 time mellem enkelte af tilsynene. I disse sager har der således være tale om manglende iagttagelse af de regler, som Københavns Fængsler har fastsat for anbringelse i sikringscelle, og hvorefter indsatte under ophold i sikringscellen uden fiksering skal tilses med intervaller, der i intet tilfælde må overstige ½ time.

En sag har givet anledning til nærmere overvejelse, for så vidt angår spørgsmålet om notering af tidspunktet for det almindelige tilsyn. Det drejer sig om en varetægtsarrestant, der blev indsat i sikringscelle den 5. september 1993. Fra kl. 22.00 blev den indsatte tilset af den samme funktionær, og tilsynet skete efter angivelserne med 30 minutters interval. Kl. 02.20 ophørte sikringscelleanbringelsen. Imidlertid er der i observationsskemaet anført tidspunkter for efterfølgende tilsyn frem til kl. 06.30 og alle med 30 minutters interval. Skemaet synes på den baggrund udfyldt på forhånd. For så vidt tilsynene rent faktisk ville være blevet ført på de anførte tidspunkter, giver det mig ikke anledning til bemærkninger, at skemaet er udfyldt på forhånd. Der kan herved imidlertid opstå risiko for angivelse af et fejlagtigt tidspunkt for tilsynet, hvilket jeg finder uheldigt. I det konkrete tilfælde har jeg ikke grundlag for at antage, at tilsynene indtil kl. 02.20 ikke blev ført som angivet. Det bemærkes herved, at de på forhånd angivne tidspunkter for tilsyn efter kl. 02.20 er overstreget.

Efter § 7 i det tidligere gældende cirkulære måtte ophold i sikringscelle ikke udstrækkes længere, end formålet gjorde det absolut påkrævet.

Sikringscelleanbringelsen varede under 5 timer i 48 af tilfældene, under 7 timer i 3 tilfælde, under 15 timer i 11 tilfælde, under 19 timer i 5 tilfælde og i 1 enkelt tilfælde under 25 timer.

Gennemgangen af rapporterne giver mig ikke anledning til bemærkninger ud over dem, der er anført ovenfor.

 

d. Magtanvendelse.

Fra Københavns Fængsler modtog jeg for perioden 27. august 1993 til 22. oktober 1993 29 rapporter vedrørende magtanvendelse i Vestre Fængsel. Vedrørende magtanvendelse i Blegdamsvejens Fængsel modtog jeg 8 rapporter for perioden 3. marts 1993 til 23. september 1993. Jeg modtog endvidere 5 rapporter vedrørende magtanvendelse i institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholm for perioden 13. april 1993 til 2. juli 1993. Rapporterne vil blive behandlet samlet nedenfor.

De samlede 42 rapporter fordeler sig således: varetægtsarrestanter 20, strafafsonere 9, frihedsberøvede efter udlændingelovens § 36 7, anholdte 4 og hæfte 2.

Reglerne om magtanvendelse findes dels i bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf, med senere ændringer, dels i bekendtgørelse af 12. september 1978 om ophold i varetægtsfængsel. Med hjemmel i henholdsvis § 32, stk. 2, og § 34, stk. 2, i disse bekendtgørelser er der udstedt cirkulære af 15. april 1988 om magtanvendelse over for indsatte. (Med virkning fra den 1. juli 1994 er cirkulærets § 7, stk. 6, ophævet og § 8 ændret.)

Cirkulærets bestemmelser er også gældende ved magtanvendelse over for frihedsberøvede asylansøgere, jf. udlændingelovens § 36, jf. retsplejelovens § 776.

Cirkulærets §§ 2 - 4 har følgende ordlyd:

" § 2. Personalet kan anvende magt, når øjeblikkelig indskriden er nødvendig for at

afværge personlig overlast,

hindre selvmord eller selvbeskadigelse,

hindre undvigelse eller standse undvegne, hvis der er grund til at tro, at dette ikke kan gennemføres på anden måde.

Stk. 2. I det omfang, det må anses for nødvendigt, kan magtanvendelse omfatte brug af håndkraft (greb, puf), skub samt brug af stav og tåregas af godkendt type.

Stk. 3. Bestemmelse om anvendelse af magt efter reglerne i stk. 1 og 2 træffes af institutionens vagthavende leder/arrestforvareren. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer lederens/arrestforvarerens afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende leder/arrestforvareren skal normalt omgående underrettes om det passerede.

§ 3. Personalet kan anvende magt, hvis det er nødvendigt for at

gennemføre den indsattes fremstilling i retten, dersom retten på forespørgsel i det enkelte tilfælde har erklæret, at fremstillingen ønskes gennemført, selv om anvendelse af magt måtte være nødvendig,

gennemføre visitation i tilfælde, hvor der er grund til at antage, at den indsatte ellers vil volde skade på sig selv eller andre,

gennemføre visitation, der må anses for påkrævet for at hindre strafbart forhold eller i øvrigt af sikkerhedsmæssige hensyn,

gennemføre personalets anvisninger om opholdssted.

Stk. 2. Magtanvendelse kan kun omfatte brug af håndkraft.

Stk. 3. Bestemmelse om anvendelse af magt efter reglerne i stk. 1 og 2 træffes af institutionens vagthavende leder/arrestforvareren eller den, han bemyndiger dertil. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer den pågældendes afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for tjenesteområdet.

§ 4. Al magtanvendelse forudsætter, at mindre indgribende foranstaltninger forgæves har været anvendt eller åbenbart vil være uanvendelige.

Stk. 2. Anvendelse af magt skal altid ske med besindighed og må aldrig overskride det for øjemedet påkrævede. Der må i det enkelte tilfælde kun anvendes det efter forholdene mindst vidtgående magtmiddel."

I 8 tilfælde blev der anvendt magt for at afværge personlig overlast, i 2 tilfælde for at hindre selvmord eller selvbeskadigelse, i 3 tilfælde for at hindre undvigelse og i 16 tilfælde for at gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden.

Af de resterende 13 tilfælde blev der i 1 tilfælde anvendt magt for at afværge personlig overlast og for at hindre selvmord eller selvbeskadigelse, i 1 tilfælde for at afværge personlig overlast og for at gennemføre visitation, i 7 tilfælde for at afværge personlig overlast og for at gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden, i 3 tilfælde for at afværge personlig overlast, hindre selvmord eller selvbeskadigelse og for at gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden og i det sidste tilfælde for at afværge personlig overlast, hindre selvmord eller selvbeskadigelse, gennemføre visitation og for at gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden.

Cirkulærets §§ 6 og 7 indeholder særlige forskrifter i forbindelse med anvendelse af tåregas og stav. Disse midler er ikke anvendt i de tilfælde, der er beskrevet i de modtagne rapporter.

Magtanvendelsen bestod efter angivelserne i alle tilfælde i håndkraft (skub, puf, føregreb, sidehalsgreb og armsnoningsgreb). Af en enkelt rapport for den 19. september 1993 fremgår det af beskrivelsen af episoden, at den indsatte havde angrebet funktionæren med celleradioen. Funktionæren, hvis hænder var optaget, afværgede angrebet ved at sparke på indsatte håndled.

Magtanvendelsen skete enten akut eller blev søgt undgået ved samtale. I enkelte rapporter er der angivet et minus ud for rubrikken for, hvorledes magtanvendelsen er søgt undgået. Jeg har forstået denne angivelse således, at magtanvendelsen i de sager var akut.

I 2 rapporter (vedrørende magtanvendelse henholdsvis den 19. marts og den 30. september 1993, varetægtsarrestanter) er der ingen angivelse af, hvorvidt magtanvendelsen blev forsøgt undgået. Magtanvendelsen kunne måske have været undgået ved samtale, men jeg har ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage dette. Jeg finder det imidlertid uheldigt, at rapporterne ikke angiver, hvorvidt magtanvendelsen blev forsøgt undgået.

26 af tilfældene er omfattet af cirkulærets § 2.

I 11 tilfælde er det - med tidsangivelse - angivet, at såvel overvagtmesteren/arrestforvareren og institutionens ledelse blev underrettet.

I 2 tilfælde fremgår det - med tidsangivelse - at alene institutionens ledelse blev underrettet.

I 9 tilfælde er det - med angivelse af tidspunktet herfor - afkrydset, at alene overvagtmesteren/arrestforvareren blev underrettet. Heraf er der i 4 tilfælde ingen noteringer på det modtagne materiale om ledelsens godkendelse. I de resterende 5 tilfælde fremgår det, at rapporten efterfølgende blev godkendt af ledelsen efter henholdsvis 3, 14 og 18 dage og efter henholdsvis 1 måned og 1 måned og 11 dage.

4 tilfælde, der vedrører magtanvendelse i Vestre Fængsel den 22. september 1993 (varetægtsarrestant), den 22. september 1993 (varetægtsarrestant, den 1. oktober 1993 (anholdt) og den 15. oktober 1993 (anholdt), indeholder ikke afkrydsning hverken i rubrikken om underretning af overvagtmesteren/arrestforvareren eller i rubrikken om underretning af institutionens ledelse. I de 2 førstnævnte tilfælde er der dog på rapportens forside gjort bemærkning om, at fløjovervagtmesteren blev informeret. Tidspunktet herfor fremgår ikke. I det 3. og 4. tilfælde er rapporten godkendt af ledelsen henholdsvis på 3. og 18. dagen efter magtanvendelsen.

I de i alt 20 tilfælde, hvor der skete underretning af overvagtmesteren, og tidspunktet herfor kan konstateres, skete den i 15 tilfælde inden for 5 minutter. I 3 tilfælde gik der indtil 10 minutter. I de resterende 2 sager blev overvagtmesteren underrettet henholdsvis 25 og 27 minutter efter magtanvendelsen. I det førstnævnte af disse tilfælde blev ledelsen underrettet 55 minutter efter anvendelsen og i det sidstnævnte ses der ikke at være foretaget underretning af ledelsen. I begge tilfælde blev læge tilkaldt kort tid efter magtanvendelsen. Jeg går ud fra, at der forelå særlige omstændigheder, der bevirkede den relativt sene underretning af vagthavende leder.

Institutionens ledelse blev underrettet i i alt 13 tilfælde: i 3 tilfælde inden 5 minutter efter anvendelsen, i 3 tilfælde inden 10 minutter, i 2 tilfælde inden 1 time, i 1 tilfælde inden 2 timer, i 1 tilfælde inden 4 timer og i 1 tilfælde inden 5 timer efter magtanvendelsen. Overvagtmesteren var i alle disse tilfælde underrettet forinden om magtanvendelsen.

I de resterende 2 tilfælde blev institutionens ledelse underrettet henholdsvis 1 minut og 10 minutter efter anvendelsen. Overvagtmesteren var ikke underrettet i disse tilfælde.

Jeg anmoder Københavns Fængsler om nærmere oplysning om, hvilke retningslinier der følges i relation til cirkulærets § 2, stk. 3, 3. pkt., om underretning af vagthavende leder.

 

Efter cirkulærets § 8 skulle lægetilsyn finde sted, når der havde været anvendt magt, medmindre institutionens vagthavende leder/arrestforvareren fandt det åbenbart unødvendigt. (Som anført ovenfor er bestemmelsen ændret med virkning fra den 1. juli 1994.)

I 22 tilfælde er der foretaget notering om lægetilkald, og i 22 tilfælde - uden at der er tale om fuldstændigt sammenfald - kan det konstateres, at der blev udført lægetilsyn.

Der foreligger i enkelte sager oplysninger om, at der blev foretaget en konkret vurdering af, om lægetilsyn blev anset for åbenbart unødvendig. Jeg går ud fra, at en sådan vurdering er foretaget og med det samme resultat i de øvrige sager, hvor lægetilsyn ikke er noteret udført.

1 rapport fra Vestre Fængsel (27. september 1993, varetægtsarrestant) giver mig anledning til bemærkninger. På den kopi af rapporten vedrørende magtanvendelse, som jeg modtog til belysning af disse tilfælde, fremgår det, at lægen blev tilkaldt kl. 8.35. Lægens bemærkninger fremgår ikke af denne rapport. Varetægtsarrestanten blev senere den samme dag anbragt i sikringscelle, og blandt det materiale, som jeg modtog til belysning af sådanne anbringelser, er en anden kopi af rapporten om magtanvendelse i den konkrete sag. På sidstnævnte rapport har lægen anført: "28/9/93 Mig bekendt blev vagthavende læge ikke underrettet om denne magtanvendelse 27/9/93".

Jeg finder det meget uheldigt, hvis det i rapporter om magtanvendelse anføres, at læge er tilkaldt, uanset at det forholder sig anderledes. Efter en gennemgang af rapportmaterialet har jeg dog ikke grundlag for at antage, at der generelt sker en fejlagtig angivelse. Der må være tale om et enkeltstående tilfælde, og jeg foretager mig derfor ikke videre vedrørende spørgsmålet.

 

e. Forhørsprotokollen (disciplinærsager).

Jeg modtog kopi af forhørsprotokollen vedrørende 67 forhør afholdt i perioden fra den 7. oktober til den 3. november 1993 og kopi af notater i 2 sager. Ved min gennemgang af protokollen er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering af baggrunden for indberetningerne om forhørene og af de afgørelser, der er truffet i forbindelse med forhørene.

Det modtagne materiale vedrørte 42 varetægtsarrestanter, 26 strafafsonere, og 1 vedrørte hæfte.

De relevante bestemmelser for gennemførelsen af disciplinærsager over for indsatte findes i cirkulære af 10. marts 1976, med senere ændringer, om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for indsatte og om disciplinærsagers gennemførelse. Over for varetægtsarrestanter findes reglerne i cirkulære af 13. september 1978, med senere ændringer, om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf og om disciplinærsagers gennemførelse.

Bestemmelserne i §§ 7 - 11 i cirkulæret af 10. marts 1976 med senere ændringer er indholdsmæssigt identisk med bestemmelserne i §§ 6 - 10 i cirkulæret af 13. september 1978 med senere ændringer. De førstnævnte bestemmelser har denne ordlyd:

" § 7. Den, der udøver disciplinærmyndigheden, afgør, om disciplinærsagen kan gennemføres på grundlag af den foreliggende indberetning, eller om det af hensyn til klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet at indhente yderligere indberetninger eller foretage afhøringer af personale eller indsatte.

Stk. 2. Disciplinærsager skal altid behandles hurtigst muligt.

§ 8. Disciplinærsager om ikendelse af bøder kan gennemføres uden den indsattes tilstedeværelse, dersom overtrædelsen umiddelbart har kunnet konstateres, eller sagens omstændigheder i øvrigt må anses for fuldt klarlagt. I så fald skal den indsatte skriftligt underrettes om, hvilken afgørelse der agtes truffet og om adgangen til at udtale sig i sagen.

Stk. 2. Gennemførelse af sagen uden den indsattes tilstedeværelse forudsætter, at han ikke ønsker at udtale sig i sagen. Hvis han ønsker at få lejlighed hertil, gennemføres disciplinærsagen efter reglerne i § 9.

Stk. 3. Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede, oplysning om, hvilke bestemmelser der er overtrådt og oplysning om afgørelsen. I notatet skal det anføres, at den indsatte er underrettet om adgangen til at udtale sig.

§ 9. I disciplinærsager i øvrigt gøres den indsatte bekendt med, hvad der er indberettet, og orienteres i hovedtræk om, hvad der måtte være fremkommet under eventuelle afhøringer i sagen.

Stk. 2. Afgørelsen træffes under den indsattes tilstedeværelse, efter at han har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 3. Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens funktionærer.

Stk. 4. Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede og de afgivne forklaringer, der skal protokolleres, medens vedkommende er til stede. Protokollatet søges affattet således, at det kan godkendes af den pågældende. Notatet skal endvidere indeholde oplysning om, hvilke bestemmelser der anses overtrådt, på hvilket grundlag dette anses for bevist og oplysning om afgørelsen.

§ 10. Hvis den indsatte ikke ønsker at give møde i anledning af en disciplinærsag, kan sagen gennemføres uden hans tilstedeværelse.

Stk. 2. Den indsatte skal underrettes om afgørelsen.

Stk. 3. Der gøres notat om disciplinærsagen i overensstemmelse med reglerne i § 9, stk. 4, med tilføjelse om, at den indsatte ikke har ønsket at give møde.

§ 11. Den indsatte skal efter anmodning have udleveret udskrift af notatet om disciplinærsagen. Oplysninger kan dog udelades i det omfang, hensynet til institutionens sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger det."

Cirkulæret af 10. marts 1976, med senere ændringer, indeholder endvidere i § 12 følgende bestemmelse:

" Stk. 1....

Stk. 2....

Stk. 3. Indsatte, der hensættes i forhørscelle eller udstår strafcelle, er udelukket fra alt fællesskab i institutionen. Der er i almindelighed adgang til dagligt at tilbringe mindst 1 time i fri luft. Der er endvidere adgang til deltagelse i gudstjeneste i institutionen, medmindre sikkerhedshensyn taler derimod.

Institutionens leder kan i øvrigt tillade begrænset fællesskab, såfremt særlige forhold i det enkelte tilfælde taler derfor.

Stk. 4....

Stk. 5. Den indsatte er ikke undergivet andre begrænsninger end dem, der følger af udelukkelsen fra fællesskab..."

Cirkulæret af 13. september 1978, med senere ændringer, indeholder i § 11 følgende bestemmelse:

" Stk. 1....

Stk. 2. Varetægtsarrestanter, der hensættes i forhørscelle eller strafcelle, er udelukket fra alt fællesskab i institutionen. Der er i almindelighed adgang til dagligt at tilbringe mindst 1 time i fri luft. Der er endvidere adgang til deltagelse i gudstjeneste i institutionen, medmindre sikkerhedshensyn taler derimod.

Stk. 3....

Stk. 4. Varetægtsarrestanten er ikke undergivet andre begrænsninger end dem, der følger af udelukkelsen fra fællesskabet. ..."

36 af sagerne endte med ikendelse af en disciplinærsanktion i form af strafcelle (3 dage: 20 tilfælde, 5 dage: 14 tilfælde og 7 dage: 2 tilfælde). Af disse sager blev der i 4 tilfælde tillige truffet bestemmelse om, at den pågældende ikke måtte deltage i gudstjeneste eller kirkelige handlinger. Samme bestemmelse blev truffet i 3 andre sager, hvor der i øvrigt ikke skete ikendelse af nogen disciplinærstraf. Disciplinærstraf blev heller ikke ikendt i 7 sager, hvor de pågældendes besøgstilladelser blev inddraget. I et 8. tilfælde med inddragelse af en udgangstilladelse ses beslutningen herom begrundet med, at grundlaget for tilladelsen - ægtefællens indlæggelse på hospital - var bortfaldet, da han var blevet udskrevet. Beslutningen ses ikke at være begrundet med misbrug i forbindelse med tidligere udgange. (Sagen er omtalt i et notat af 28. oktober 1993.) I 2 tilfælde endte forhøret med, at den pågældende fik udgangskarantæne. 1 forhør endte med anbringelse i enrum, et andet med erstatningsansvar for forvoldt skade, og 7 endte med en advarsel. I 13 tilfælde blev der truffet bestemmelse om destruktion; det drejede sig om f.eks. knive, kanyler og sprøjter. 13 forhør endte med, at der ikke skulle foretages yderligere.

 

I en sag blev der i forbindelse med visitation af den pågældendes celle i Næstved Arrest fundet nogle effekter, herunder en lommekniv med et blad på 8 cm. Den indsatte blev efterfølgende overført til Vestre Fængsel, hvor der blev afholdt forhør. Af protokollen fremgår det, at den indsatte fik meddelelse om, at Vestre Fængsel ikke ville foretage sig videre, men ville afvente, "hvis der kommer noget fra arrestforvareren i Næstved angående visitationen i celle 5". Der foreligger ikke oplysninger om en eventuel disciplinærsanktion.

Blandt det modtagne materiale er endvidere et notat af 8. oktober 1993, der omtaler et rapporteret flugtforsøg med efterfølgende afhøring af den pågældende. Af notatet fremgår det, at der over for den pågældende blev iværksat foranstaltninger til at begrænse hans flugtmuligheder, og at han senere blev flyttet til en celle med særlig sikring. At notatet fremgår det endvidere, at der blev truffet bestemmelse om ikke at foretage videre.

2 afhøringsrapporter af henholdvis den 11. og den 25. oktober 1993 vedrørte den samme varetægtsarrestant. Af den første rapport fremgår det, at det efter overvagtmesterens opfattelse ikke ville være muligt at lave en fornuftig afhøring af den pågældende, da han var meget psykisk uligevægtig. Det blev meddelt personalet, at forhørscelleanbringelsen var ophørt på dagen for den forgæves afhøring. Af den senere afhøringsrapport fremgår det ikke, hvilken afgørelse der blev truffet over for varetægtsarrestanten i anledning af det indrapporterede forhold. Jeg går ud fra, at der blev truffet bestemmelse om ikke at foretage yderligere i relation til ham, ligesom jeg går ud fra, at det er en forglemmelse, at dette ikke fremgår af afhøringsrapporten.

1 afhøring endte med, at indsatte, der var udeblevet efter en § 31 udgang (udgang til særligt formål), fik meddelelse om, at der ville blive udregnet en ny strafberegning, og at udgangsmisbruget ville blive taget i betragtning ved fremtidige ansøgninger om udgang.

Langt hovedparten - i alt 45 - af sagerne blev behandlet enten samme dag eller dagen efter, at det forhold, der gav anledning til sagen, var begået. 1 af disse sager omfattede tillige et forhold, der var begået 9 dage tidligere, og som vedrørte indtagelse af narkotiske stoffer under udgang. Der blev i den anledning foretaget en medikamentanalyse, men der foreligger ingen oplysninger om, hvornår resultatet af denne analyse, der var positiv for benzodiazepiner, forelå. Det fremgår endvidere ikke, om der for dette forhold blev udfærdiget særskilt rapport.

Andre 15 sager blev behandlet senest på 3. dagen efter, at forholdet var begået. 4 sager blev behandlet på 4. dagen og 1 sag på 5. dagen.

I 1 tilfælde blev en indsat, der var beskæftiget i køkkenet, afhørt den 18. oktober 1993 i anledning af en medikamentanalyse af 8. oktober 1993. Der er ingen oplysninger om, hvornår resultatet af analysen, der var positiv for hash, forelå. Jeg går ud fra, at resultatet af analysen ikke forelå den 8. oktober 1993. I modsat fald er disciplinærsagen efter min opfattelse ikke blevet behandlet hurtigst muligt, jf. cirkulærets § 7, stk. 2.

I 1 tilfælde blev en varetægtsarrestant forsøgt afhørt den 11. oktober 1993 for et forhold, der havde fundet sted den 9. oktober 1993. Afhøringen blev imidlertid ikke gennemført den 11. oktober 1993, da overvagtmesteren vurderede, at det ville være "umuligt at lave en fornuftig afhøring af indsatte", der var meget psykisk uligevægtig. Afhøringen blev senere gennemført den 25. oktober 1993. Jeg går ud fra, at overvagtmesteren - selv om den pågældende under det senere forhør selv forklarede, at han "har det udmærket og har haft det godt de sidste mange dag(e)" - har vurderet, at der først kunne gennemføres en "fornuftig" afhøring på dette sene tidspunkt.

I den ene af de 2 sager, hvor jeg har modtaget et notat i stedet for afhøringsrapporter, synes den pågældende at være blevet afhørt den samme dag, som det indberettede forhold blev begået, og der synes straks at være truffet afgørelse om indførelse af foranstaltninger til at begrænse flugtmulighederne.

I den anden sag, hvor der er udfærdiget et notat den 28. oktober 1993, skulle den indsatte have haft udgang den 27. oktober 1993. Der havde været tale om udgangsmisbrug på grund af indtagelse af narkotiske stoffer i forbindelse med en udgang den 20. oktober 1993. Forud for udgangen den 27. oktober 1993 blev det oplyst, at grundlaget for udgangstilladelsen var bortfaldet, da den pågældendes ægtefælle ikke længere var indlagt på hospital. Udgangstilladelsen blev af den grund inddraget. Notatet ses ikke udfærdiget som led i en sag som følge af udgangsmisbruget den 20. oktober 1993.

En enkelt sag blev gennemført uden varetægtsarrestantens tilstedeværelse, da han ønskede at sove og derfor ikke ville møde. Arrestanten blev ikendt en disciplinærstraf af 3 dages strafcelle, og det blev tilkendegivet, at der ville blive krævet erstatning for forvoldt skade. Varetægtsarrestanten blev gjort bekendt med afgørelsen og modtog klagevejledning. Afgørelsen blev senere med en undskyldning tilbagekaldt over for den pågældende, da det havde vist sig, at en anden indsat retteligt skulle have været indberettet for forholdet.

 

I de øvrige sager - jeg ser her bort fra de 2 sager, hvor der blot er et notat - fremgår det, at den indsatte/varetægtsarrestanten mødte til forhør og blev gjort bekendt med anledningen til forhøret.

Det fremgår endvidere, at han havde ret til at udtale sig, og at der i alle tilfældene var et vidne til stede under forhøret.

I sagerne - bortset fra nogle ganske få - er der i protokollen gjort en bemærkning om, at protokollatet er læst og vedstået. I de ganske få undtagelsestilfælde fremgår der ingen oplysning om, at den indsatte/varetægtsarrestanten ikke ønskede at påhøre et diktat til protokollen. Jeg går derfor ud fra, at det skyldes en forglemmelse, at protokollen i disse sager ikke indeholdt den nævnte bemærkning.

I nogle tilfælde fremgår der af forhørsprotokollen ingen angivelse af hjemlen for den trufne afgørelse. Det drejer sig særligt om afgørelser, hvor den indsatte/varetægtsarrestanten fik inddraget en besøgstilladelse, hvor der blev truffet beslutning om destruktion/konfiskation af effekter, og hvor den pågældende blev udelukket fra gudstjeneste (som eneste sanktion).

Kun i enkelte tilfælde, hvor forhøret endte med ikendelse af en disciplinærstraf, ses notatet ikke at indeholde oplysning om, på hvilket grundlag overtrædelsen ansås for bevist.

En forhørsrapport fra den 25. oktober 1993 af en indsat i anledning af en rapport af 21. oktober 1993 indeholdt om bevisgrundlagt således blot en bemærkning om, at overtrædelsen "Efter det foreliggende" fandtes godtgjort.

En forhørsrapport fra den 8. oktober 1993 i anledning af en rapport af 7. oktober 1993 vedrørende en varetægtsarrestant indeholder ligeledes ingen oplysning om bevisgrundlaget. Den pågældende havde erkendt forholdet, der gav anledning til forhøret, og der kunne have været henvist til denne erkendelse.

Hvis der i bevisgrundlaget henvises til en indsats/varetægtsarrestants erkendelse af et forhold, skal erkendelsen naturligvis fremgå af den forklaring, som den pågældende har afgivet.

I en sag blev der afholdt forhør den 4. oktober 1993 i anledning af en rapport af 3. oktober 1993 vedrørende slagsmål mellem to varetægtsarrestanter under maduddeling. Den ene varetægtsarrestant forklarede under forhøret, at den anden havde slået ud efter ham, og at han kun modtog slag fra den anden og undlod at slå igen. En fængselsbetjent forklarede, at de pågældende havde slået ud efter hinanden, og at der havde været tale om "regulær slåskamp". Førstnævnte varetægtsarrestant blev gjort bekendt med denne forklaring og havde ingen tilføjelser hertil. Den pågældende blev herefter ikendt en disciplinærstraf af strafcelle i 5 dage, og i bevisgrundlaget blev der henvist til: "Efter det foreliggende, herunder den indsattes erkendelse af at have været i slagsmål med en medindsat ..."

Der burde i den sag ikke have været henvist til en erkendelse, som varetægtsarrestanten ikke var fremkommet med. På grund af fængselsbetjentens forklaring har jeg imidlertid ikke anledning til at foretage mig videre vedrørende den sag.

Manglende angivelse eller ukorrekt angivelse af bevisgrundlaget har jeg, som anført ovenfor, kun konstateret i meget få af de sager, hvor der skete ikendelse af en disciplinærstraf. Jeg går derfor ud fra, at der alene er tale om enkeltstående tilfælde.

Bortset fra enkelte tilfælde indeholder protokollen i sagerne, hvor der blev truffet afgørelse - enten om ikendelse af en disciplinærsanktion eller om f.eks. inddragelse af en besøgstilladelse - fornøden klagevejledning.

 

Et af undtagelsestilfældene er et forhør den 25. oktober 1993 i anledning af en rapport af 21. oktober 1993 vedrørende en indsats rygning af hash. Den pågældende blev afhørt for hashrygning den 21. oktober 1993, hvilket han benægtede. Under forhøret erkendte han imidlertid at have røget hash tidligere på ugen. På grund af denne erkendelse blev han ikendt en disciplinærstraf af strafcelle i 3 dage. Selv om den pågældende erkendte det forhold, der begrundede sanktionen, burde han have modtaget klagevejledning. Jeg finder det beklageligt, at dette ikke skete.

I 3 tilfælde endte forhøret med, at der ikke ville blive foretaget yderligere. Af protokollen i disse sager fremgår det imidlertid samtidig, at 1) heroin fundet hos varetægtsarrestanten ville blive overgivet til politiet, 2) en kniv ville blive destrueret, og 3) noget fyrværkeri fundet hos varetægtsarrestanten ville blive destrueret. Der ses ikke at være meddelt de pågældende klagevejledning i forbindelse med afgørelsen om konfiskation af disse effekter, hvilket jeg finder beklageligt.

Efter henholdsvis § 34, stk. 1, i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen og § 36, stk. 1, i bekendtgørelsen om ophold i varetægtsfængsel er den disciplinære myndighed hos institutionens leder eller den, han bemyndiger til på sit ansvar at udøve den.

Alle afhøringer er foretaget af en overvagtmester, ligesom en overvagtmester har truffet afgørelse. Jeg kan derfor forstå, at der er sket en delegation af kompetencen til overvagtmestrene.

Jeg anmoder om oplysning om, hvorvidt der internt er fastsat retningslinier af anstaltens ledelse for overvagtmestrenes udøvelse af denne myndighed - og i bekræftende fald hvilke.

Jeg anmoder endvidere om oplysning om, hvilket tilsyn anstaltsledelsen fører med disciplinærområdet.

 

V. Opfølgning.

De udtalelser, som jeg anmoder Københavns Fængsler om vedrørende de enkelte afsnit, beder jeg om, bliver sendt til mig gennem Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvis udtalelse jeg ligeledes udbeder mig.

 

VI. Underretning.

Folketingets Retsudvalg modtager en genpart af denne redegørelse."