Resumé

I december måned 1994 foretog ombudsmanden inspektion af Statsfængslet i Ringe.

De bygningsmæssige forhold gav på et enkelt punkt ombudsmanden anledning til en henstilling (om at fremskynde istandsættelse af frokoststuerne i værkstedsbygningen).

Ombudsmanden henstillede endvidere at fængslet påtalte nogle nærmere bestemte forhold over for forpagteren af fængslets købmandsforretning.

Foranlediget af samtaler med talsmændene henstillede ombudsmanden endelig at fængslet undersøgte behovet for genindførelse af almindelig klasseundervisning, og at fængslet overvejede at udarbejde skriftligt informationsmateriale til udlevering ved modtagelsen af nye indsatte.

I forbindelse med inspektionen modtog ombudsmanden rapportmateriale for nærmere angivne perioder om anvendelse af håndjern, anvendelse af magt, anbringelse i enrum og om disciplinærsager. Gennemgangen heraf gav på nogle punkter anledning til kritik. (J. nr. 1994-2221-609).

Inspektion af Statsfængslet i Ringe

 

 

Den 28. november 1995 afgav jeg følgende rapport til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Statsfængslet i Ringe:

 

" Vedr. inspektion af Statsfængslet i Ringe.

Den 14. og 15. december 1994 inspicerede jeg Statsfængslet i Ringe. I tilslutning hertil modtog jeg supplerende materiale/oplysninger i anledning af nogle spørgsmål under inspektionen.

 

1. Indledning

Ombudsmanden har en gang tidligere - i 1981 - inspiceret Statsfængslet i Ringe. Ombudsmandens rapport om denne inspektion er optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s. 150-152.

Inspektionen den 14. og 15. december 1994 fulgte følgende program:

· Indledende samtale med fængselsinspektøren,

· møde med samarbejdsudvalget,

· møde med talsmændene,

· rundgang i fængslet,

· samtaler med indsatte, og

· afsluttende samtale med fængselsinspektøren.

I forbindelse med inspektionen modtog jeg rapportmateriale, jf. nærmere nedenfor.

 

2. Bygningsmæssige forhold m.v.

Statsfængslet i Ringe er et lukket fængsel der er taget i brug i januar 1976. Det har plads til i alt 86 indsatte. Fængslet modtager mandlige og kvindelige indsatte - herunder par - fra hele landet. Mændene må normalt ikke være over 23 år ved indsættelsen, mens der ikke er nogen aldersgrænse for kvinderne. På tidspunktet for inspektionen var der ca. 20 kvindelige indsatte i fængslet. Fængselsinspektøren oplyste at det generelt går godt med kvinder og mænd sammen, men det kan dog være et problem når der er stor aldersforskel mellem kvinderne og de unge mænd.

Fængslet er bygget på en bakke med et fald på ca. 16 meter. Det falder derfor naturligt ind i landskabet der ikke skæmmes af den 5 meter høje ringmur, der er anbragt i en bred grøft så den stort set er skjult udefra. Indefra er det muligt (fra administrationsbygningen der ligger fortil i fængslet) at se ud over muren på markerne omkring fængslet.

Ved inspektionen i 1981 fandt ombudsmanden at de bygningsmæssige forhold var af en tilfredsstillende standard.

Fængslet består af 6 beboelsesafdelinger der udgår fra en lang fællesgang som tænder på en kam. Alle afdelinger har et blandet belæg af både mænd og kvinder, men en af afdelingerne er indrettet som en særlig familieafdeling (afsnit 2). På denne afdeling kan medtages børn op til 1 år. Børn bliver dog ikke "smidt ud" når de fylder 1 år, hvis hensynet til barnets tarv ikke taler imod at det bliver boende. Da jeg besøgte fængslet var der ét barn på afdelingen.

En anden afdeling er indrettet som kontraktfængselsafdeling (afsnit 6). Denne afdeling er nærmere omtalt nedenfor under punkt 6.

De svageste indsatte er anbragt på en særlig beskyttet afdeling (afsnit 1).

Der er således for så vidt tale om i alt 3 specialafdelinger.

Afsnit 1 og kontraktfængselsafdelingen har plads til henholdsvis 10 og 12 indsatte, mens de øvrige 4 beboelsesafdelinger har plads til 16 indsatte.

For enden af den ene afdeling (afsnit 1) er fængslets sygeafdeling med 5 sygestuer. Afsnit 1 og sygeafdelingen var på tidspunktet for mit besøg under istandsættelse. Kontraktfængselsafdelingen var nyistandsat.

Hver afdeling er indrettet med 2 opholdsstuer, den ene med farvefjernsyn, en spisestue og i tilslutning hertil et åbent veludstyret køkken (med 2 vaske). De gamle komfurer var for nyligt blevet udskiftet med 2 x 4 kogeplader og 2 vægovne (bortset fra på afsnit 1, hvor det ville ske i forbindelse med istandsættelsen). Der er endvidere 2 toiletter og baderum med 2 brusere samt et rum med vaskemaskine og tørretumbler. På afdelingerne var der en tavle med informationer, bl.a. om fritidsaktiviteter. To afdelinger (afsnit 1 og 3) havde en pc'er stående. Flere afdelinger havde også grønne planter. Der var endvidere (på forsøgsbasis) opsat telefonbokse på alle afdelingerne, jf. herom nedenfor under punkt 7c.

Det generelle indtryk af afdelingerne var at de var pæne, veludstyrede og godt vedligeholdte. På afsnit 6 (kontraktfængselsafdelingen) bemærkede jeg at en efeu havde banet sig vej ind gennem muren i hjørnet af køkkenet.

Cellerne er på ca. 7- 8 m² og er møbleret med de samme standardmøbler som findes i nyere eller moderniserede fængsler og arresthuse (briks, stol, bord, sofabord og reol). Alle celler har endvidere vask, køleskab og fælles fjernsynsantennestik. De fleste indsatte har eget musikanlæg og/eller TV på cellen. Der er ikke tremmer for vinduerne.

Indretningen og vedligeholdelsesstandarden af de celler som jeg så giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Under min samtale med talsmændene klagede de over at ydermurerne var meget kolde. Jeg mærkede derfor under rundgangen på væggene og konstaterede at de - især på vestsiden - var meget kolde. Jeg bemærkede også at en indsat havde hængt et vattæppe op foran vinduet.

Jeg forelagde klagen for fængselsinspektøren der var bekendt med problemet. Hun fortalte at de indsatte rådes til at sætte deres senge op af skillevæggen i stedet for op af ydermuren.

Jeg modtog efterfølgende et notat om isoleringen af ydervæggene der efter det oplyste opfylder kravene for isolering af lette vægge som dem i Statsfængslet i Ringe.

Jeg henleder direktoratets opmærksomhed på klagen så direktoratet kan overveje, om der kan gøres noget ved problemet. Jeg beder om underretning om resultatet af direktoratets overvejelser. Herudover har jeg ikke grundlag for at gøre mere vedrørende dette spørgsmål.

Talsmændene klagede også over at der ikke var varme på baderummene. Jeg konstaterede under rundgangen at der på baderummet på sygeafdelingen var en radiator, og at der så vidt ses ikke var noget til hinder for opsætning af radiatorer på baderummene på de øvrige afdelinger, da de nødvendige installationer findes i det tilstødende rum med vaskemaskine m.v. Jeg finder dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at afgive en egentlig henstilling om opsætning af radiatorer på de øvrige baderum.

Under rundvisningen havde nogle indsatte klaget over at der blev slukket for varmen om natten. Fængselsinspektøren oplyste at det er et tilbagevendende klagepunkt. Varmen styres centralt fra Statsfængslet i Nyborg.

Jeg bad inspektøren om at undersøge hvornår der tændes og slukkes og hvad rumtemperaturen var om natten. Jeg modtog herefter et notat herom. Fængselsinspektøren oplyste samtidig at en fejl ved varmesystemet var udbedret, og at temperaturen nu var sat op. Ifølge notatet er der i brugstiden (på hverdage mellem kl. 5.00 - 8.00 og igen mellem kl. 15.00 og 22.00 og på søn- og helligdage mellem kl. 7.00 og 22.00) en rumtemperatur på ca. 21 grader. Uden for brugstid sænkes temperaturen til 16 grader, dog ikke på afsnit 1 (af hensyn til sygeafdelingen). Der er en vis opvarmnings- og afkølingstid.

Jeg har taget det oplyste til efterretning og foretager mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

Mellem de enkelte beboelsesafdelinger er der gårdhaver med borde og bænke. Der er fri adgang til gårdhaven i døgnets lyse timer (dog senest til kl. 21.15, og er det mørkt før kl 17.00 er der mulighed for 1 times ophold i tiden mellem kl. 16.00 - 18.00). En enkelt afdeling (afsnit 1) holdt høns og kaniner i gårdhaven.

Bag beboelsesafdelingerne (helt bagtil i fængslet) er der et stort grønt fællesområde. Her er en fodboldbane, en beachvolleybane, en petanquebane og to trampoliner. Der er også borde og bænke.

Mellem hver beboelsesafdeling og fællesgangen er et personalekontor hvorfra personalet kan overskue både afdelingen og gangarealet samtidig. Fællesgangen var udsmykket med (bl.a.) billeder som var lavet af indsatte, og der hang (normalt) også et "hærværksbarometer". Fængslet har nemlig en ordning hvorefter de indsatte får udbetalt det beløb, som "spares" når der ikke begås hærværk. Pengene kan herefter bruges til indkøb af ting til fælles brug, f.eks. nye møbler til fællesrummene, hvilket indretningen af (nogle af) afdelingerne også bar præg af.

På den anden side af fællesgangen er der fælleslokaler for de indsatte. De består af lægeværelse, tandlægeklinik, bibliotek, undervisningslokale, et pænt stort edb-rum med i alt 7 pc'ere, lærerværelse, en produktionsskole (P 3 - træ og elektronik), vaskeri, købmandsbutik og et rum til modtagelse af nye indsatte. Der var tale om pæne, lyse og rene rum. Vaskeriet var dog lidt rodet. På biblioteket - der var meget venligt indrettet - bemærkede jeg at der også var udenlandske aviser. Det har åbent 2 gange om ugen. I undervisningslokalet var der lyse træborde og -stole, tavle og overhead. Det havde plads til 8 personer ad gangen. Modtagelsen var et lille rum med 7-8 lænestole, et sofabord og TV med video. Der var endvidere en reol med forskellige brochurer, bl.a. om AIDS. På sofabordet stod en kurv med kondomer.

Købmandsbutikken har åbent 2 gange om ugen (mandag og fredag). De indsatte handler afsnitsvis under ledsagelse af en funktionær. Al handel foregår over disken. Der er opsat en rude, hvorigennem de indsatte kan se vareudbuddet, og de får varerne udleveret gennem en åbning i ruden. Vareudvalget var pænt, og der var så vidt ses tale om regulære købmandspriser. Købmandsordningen er omtalt nærmere nedenfor under punkt 5b.

 

Nedenunder fællesrummene er der 2 produktionsskoler med tilhørende køkkener. Der er tale om et træværksted (P 2 - træ) og et metalværksted (P 2 - metal) der hver beskæftigede 6 indsatte. Ved siden af produktionsskolerne er der lokaler til fritidsbrug (hobby-/hyggerum og styrketræningsrum). Hobbyrummet var indrettet med lænestole, borde og reoler med spil. Det var en smule mørkt. I tilslutning til dette rum er der et rum hvorfra personalet gennem en rude kan overvåge de indsatte. Styrketræningsrummet var veludstyret med 7-8 træningsbænke, og mange af dem havde fængslet selv lavet.

Der var ikke forhold ved værkstederne eller de øvrige rum der gav mig anledning til bemærkninger.

Fællesgangen er med 2 tværgående gange forbundet med fængslets administrationsbygning. Den ene forbindelsesgang indeholder isolationsafdeling (i øverste etage) og besøgsafdeling (i underetagen).

På isolationsafdelingen er der 7 celler. De var alle i brug under mit besøg, men jeg kunne dog komme til at se en af dem. Den indeholdt en stålvask, støbt i en konsol, en fast briks med en løs madras og et fast bord. I cellen lå der plasticbånd til brug for afmærkning af vejarbejde m.v. Fængselsinspektøren fortalte at de frivilligt isolerede på afdelingen arbejdede i cellen for tiden med fremstilling af sådanne bånd. I tilknytning til isolationsafdelingen var der toilet og baderum med bruseniche.

Jeg har ingen bemærkninger til indretningen og vedligeholdelsesstandarden af cellen, men baderummet virkede noget slidt og trist at se på.

Fængslet har ikke længere nogen sikringscelle. Den blev nedlagt i 1989 efter en ulykke. På mit spørgsmål om hvad fængslet så gør, når en indsat "går amok", oplyste fængselsinspektøren at personalet kan anvende skjolde for at komme til den indsatte, der herefter anbringes i isolation. Hvis det ikke er tilstrækkeligt, kan den indsatte også få håndjern på. Skulle det heller ikke være tilstrækkeligt, kan den indsatte køres til Statsfængslet i Nyborg og anbringes i sikringscelle dér. Det er endnu ikke sket at en indsat er anbragt i sikringscelle i Nyborg. En eller to gange er man kørt til Nyborg, men den indsatte faldt under turen så meget til ro at det ikke længere var nødvendigt at anbringe vedkommende i sikringscelle.

Fængselsinspektøren og personalet er glade for at fængslet ikke har en sikringcelle, og der har ikke på noget tidspunkt været ønsker fra personalets side om at få den igen. Inspektøren mente at personalets tålmodighed rækker længere uden en sådan celle; man er nødt til i stedet at snakke med den indsatte og kommer faktisk langt hermed.

På besøgsgangen er der 9 besøgsrum på almindelig cellestørrelse. Jeg fik forevist et rum der indeholdt vask, 2 stole, to hylder (med clockradio og tegneserier), udtræksbriks, lampe, spejl og billede i skifteramme. Der var et pænt stort vindue. Rummet var hvid- og blåmalet og pænt holdt. Selve besøgsgangen var snæver og virkede lidt grå og trist. Her stod kasser med legetøj og børnebøger m.v.

I en mellemgang stod kaffekander som de besøgende eller de indsatte kan hælde medbragt kaffe over på. Der er endvidere aflåselige skabe som de besøgende kan opbevare tasker mv. i under besøget. De besøgende har adgang til toiletter i fængslets forhal der støder op til besøgsafsnittet.

Som udgangspunkt er det kun muligt at få besøg i weekenderne. Normalt varer besøgene 3-4 timer, men de kan vare hele dagen hvis der er plads. Dørene er låst under besøgene. Fængslet udleverer linned og kondomer. Da klientellet primært er unge er der ikke så tit børn med.

Den ledende overvagtmester, der er kommet til Statsfængslet i Ringe fra Statsfængslet i Nyborg, nævnte under mit møde med samarbejdsudvalget at forholdene for de besøgende i Statsfængslet i Ringe var ualmindeligt trange i forhold til besøgsforholdene i Statsfængslet i Nyborg, men talsmændene havde ikke ønsket færre og større besøgsrum. Der var ofte pladsproblemer i week-enderne.

Under min afsluttende samtale med fængselsinpektøren sagde hun at hun hellere vil bruge ressourcer andre steder end på at forbedre besøgslokaliterne, da det er en begrænset gruppe der benytter besøgsrummene og ofte kun i kort tid.

Selv om jeg kan være enig i at de fysiske rammer for besøg kunne være bedre, finder jeg dog ikke at de ligefrem er dårlige, og jeg har derfor ikke grundlag for at henstille forbedring heraf. Jeg foretager mig derfor ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

I forhallen til fængslet er der udstilling og salg af produkter fra produktionsskolerne. Der var bl.a. flag i forskellige størrelser, træbørnestole, avisholdere m.v. Salget foregår fra teknikken der ligger ved siden af forhallen.

Den anden forbindelsesgang indeholder (foruden gang) personalekantine.

Administrationsbygningen er forbundet med en bygning med en lille kirke og en stor foredrags-/festsal med scene.

Der findes yderligere en fritliggende bygning - pavillonen - der beskæftiger indsatte fra kontraktfængselsafdelingen. Pavillonen er købt brugt i februar 1994. Den er meget moderne indrettet og indeholder et pænt stort rum (værksted) på ca. 30- 35 m², et pænt og moderne køkken og et lille kontor.

Uden for ringmuren , men forbundet med den med en ca. 70 meter lang betontunnel, findes endelig en værkstedsbygning på ca. 1.600m² og en sportshal på ca. 1.500 m².

I størstedelen af værkstedsbygningen er der indrettet møbelfabrik, mens der i resten af bygningen er montageværksted. Værkstederne virkede pæne. Til disse er knyttet nogle frokoststuer på ca. 10 m2. Frokoststuerne var udstyret med 2 kogeplader, en vask, et køleskab og et par hylder. Væggene var mørkeblå eller sorte og der var meget højt til loftet. I montageværkstedets køkken var der graffitti på væggene. Frokoststuerne virkede meget slidte, og der var i øvrigt ingen udluftning. De var ikke egnede til madlavning (bl.a.) på grund af manglende udsugning. Direktoratet havde hidtil ikke villet godkende brugen af lokalerne til madlavning, men havde nu gjort det, og lokalerne ville derfor blive istandsat.

Jeg henstiller til fængslet og direktoratet at istandsættelsen af lokalerne, herunder etablering af udsugning, fremskyndes, og jeg beder om at blive underrettet når det er sket.

Sportshallen er arkitektonisk meget flot. Den er stor og indrettet med en håndboldbane i normal størrelse. Hallen benyttes også i arbejdstiden idet sport er en del af arbejdet på produktionsskolerne. Da der er personale i møbelfabrikken og i montagen kan hallen anvendes af op til 8 indsatte på én gang i arbejdstiden. I tilknytning til sportshallen var der et pænt bokserum der også havde plads til opbevaring af bordtennisborde m.v.

 

3. Fritidsfaciliteter m.v.

Der holdes regelmæssigt beboermøde på afdelingerne. Her drøfter personalet og de indsatte hvordan fællesskabet på afdelingen skal fungere. Hver afdeling har fået tildelt 6.000 kr. til fritidsaktiviteter på afdelingen.

Gennem fritidsudvalget, der har en repræsentant fra hver afdeling, tilrettelægger de indsatte sammen med undervisningslederen eller fritidsovervagtmesteren fængslets fritidsaktiviteter, herunder sportsaktiviteter. På hver afdeling hænger en oversigt over den kommende tids fritidsaktiviteter som de indsatte kan melde sig til.

Sportshallen bruges hver dag. Der kan spilles forskellige former for boldspil, tennis, bordtennis m.v. Ofte spilles med klubber fra nabolaget idet hallen kan benyttes af personer udefra, hvis de spiller med de indsatte. Der er endvidere en trampolin i hallen. Bokserummet benytter de indsatte flittigt. Fængselsinspektøren oplyste at de indsatte herved får mulighed for at afreagere på en fornuftig måde.

Der skal i fritiden være 2 fængselsfunktionærer til stede når hallen benyttes, dog kun 1 når det er indsatte fra kontraktfængselsafdelingen der benytter den.

På fængslets grønne områder - der bruges flittigt i sommerhalvåret -kan der spilles bold, beachvolley, petanque (boule) m.v., og der findes som nævnt også trampoliner. Enkelte gange gives der mulighed for ridning langs ringmuren.

De indsatte kan også benytte fængslets festsal hvor der er en scene og udstyr til teater m.v.

Indsatte der har tilladelse til uledsaget udgang kommer også på udflugter uden for fængslet. Det kan f.eks. være cykelture, skovture, en tur i svømmehal mv. På kontraktfængselsafdelingen søger man så vidt muligt at komme ud af huset en gang om ugen.

 

4. Arbejdspladserne

I fængslet er der følgende arbejdspladser:

a. Møbelfabrikken , der er den største arbejdsplads og beskæftiger i alt 25 indsatte. Fabrikken fremstiller hovedsageligt jalousiskabe og reoler til statens kontorer. Der er 2 værkmestre og 3 fængselsfunktionærer knyttet til fabrikken.

b. Montageværktedet , der beskæftiger op til 10 indsatte og udfører mindre arbejdsopgaver som pakkearbejde, syning af værkstedsforklæder m.v. Der er 1 værkmester og 1 fængselsfunktionær knyttet til værkstedet.

c. Produktionsskolerne , som er etableret for at tilgodese indsatte, som ikke har nogen arbejdsmæssig erfaring og kun ringe skolekundskaber. Hovedformålet er derfor at give disse indsatte elementære skolekundskaber og nogen arbejdsmæssig erfaring, og undervisning og praktisk arbejde er derfor kombineret.

Der er i alt 4 produktionsskoler der beskæftiger i alt 28 indsatte. Hver skole har en faglærer og en fængselsfunktionær tilknyttet.

En af skolerne (P 1) er beliggende på den særligt beskyttede afdeling. Ved siden af arbejdet på denne afdeling får de indsatte undervisning af socialpædagogisk art i almindelig daglig livsførelse. Indsatte fra denne afdeling kan dog også arbejde på de andre produktionsskoler.

De tre øvrige produktionsskoler udgør henholdsvis et træværksted (P 2 - træ), et metalværksted (P 2 - metal) og et træ- og elektronikværksted (P 3). På sidstnævnte værksted blev der for tiden fremstillet styrketræningsbænke til en idrætsforening. På træværkstedet blev der for tiden fremstillet kasser til opbevaring af brochurer og til opsætning på offentlige steder, f.eks. ved skove.

En af de ansatte på et af produktionsværkstederne fortalte at man lærer de indsatte, at der er en ting ad gangen der skal lykkes. Når det så er lykkedes kan man lave noget der er lidt sværere. Der er belønning for veludført arbejde, f.eks. i form af en (ekstra) tur over i sportshallen eller computerspil.

d. Rengøring og vedligeholdelse m.v. Fængslet har et mindre rengørings- og vedligeholdelseshold der holder fængslets fællesarealer m.v. Vaskeriet fungerer også som arbejdsplads for én person.

e. Kontraktfængselsafdelingen har 2 særskilte arbejdspladser. Nogle arbejder i pavillonen med varieret beskæftigelse. Da jeg besøgte fængslet fremstillede de indsatte gipsting. Andre arbejder uden for fængslet hvor de på daværende tidspunkt var i færd med at renovere et tag på en af Skov- og Naturstyrelsens bygninger.

Forholdene på arbejdspladserne giver mig ikke anledning til bemærkninger (bortset fra frokoststuerne, jf. punkt 2 ovenfor).

 

5. Selvforplejning og selvforvaltning

Statsfængslet i Ringe har lige fra starten haft selvforplejning - dvs. også før indførelse af AUF-struktur (Arbejde, Undervisning og Fritid) i fængslerne mv. Det har således fra fængslets start været hensigten at lade de indsatte få størst mulig indflydelse og ansvar for deres personlige forhold. De indsatte skal selv sørge for at få løst alle praktiske spørgsmål i dagligdagen, så som madlavning, rengøring af egen celle, vask af eget tøj og sengetøj mv.

a. Frokostordning.

For at sikre at de indsatte får mindst et måltid mad om dagen trækkes der 16 kr. om dagen fra kostpengene. De indsatte kan ikke blive fritaget herfra, men er efter det oplyste også glade for ordningen. De 16 kr. pr. indsat udbetales til madgrupper der laver (varm) mad til frokost. De indsatte har derfor også et vist kendskab til madlavning når de forlader fængslet. Maden tilberedes og spises på arbejdspladserne.

Det blev over for mig oplyst at direktoratet havde ment, at ordningen var i strid med selvforplejningsprincipperne, og at direktoratet derfor oprindeligt ikke havde villet tillade den. På grund af det unge klientel havde direktoratet imidlertid ændret opfattelse.

Jeg har på det foreliggende grundlag ikke bemærkninger til frokostordningen.

b. Købmandsordning

Jeg har tidligere generelt over for direktoratet rejst spørgsmålet om driften af købmandsbutikkerne i de lukkede fængsler, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1993, s. 132ff. Jeg udtalte i denne sag at kriminalforsorgen har en særlig pligt til at sikre, at selvforplejningen kan ske på en tilfredsstillende ernæringsrigtig måde inden for de økonomiske rammer som de indsatte har. Jeg udtalte også at kriminalforsorgen enten måtte ændre driften af købmandsbutikkerne eller kostbeløbets størrelse hvis det viste sig umuligt at sælge varer til samme pris og af samme kvalitet som i forretninger uden for fængslerne. Jeg fandt dog ikke konkret anledning til at foretage mig mere i sagen, og jeg lagde herved vægt på at direktoratet var opmærksom på eventuelle problemer i forbindelse med prisniveauet m.v. i butikkerne, og at fængslerne til stadighed følger driften af butikkerne og kontrollerer om priserne er rimelige og om der er varer på tilbud.

På forespørgsel oplyste fængselsinspektøren at det også i Statsfængslet i Ringe var et problem for lokale købmænd at drive købmandsbutik i fængslet. Der er (og skal være) samme priser i butikken i fængslet som udenfor, men det giver underskud og købmændene holder i gennemsnit kun 1 år. Der er i øvrigt næsten ingen tilbud i butikken (som der skal være).

Jeg fortalte at jeg var opmærksom på problemet, og at jeg ville drøfte det med direktoratet (jf. nærmere nedenfor).

Fængslet har efter min anmodning sendt mig en kopi af aftalen med købmanden. Heri er krav om at sortimentet skal svare til sortimentet i en tilsvarende forretning uden for fængslet. Varerne skal sælges til samme priser som gældende i forpagterens egen forretning eller i den forretning de kommer fra, og der skal være tilbud hver 14. dag på mindst 8 forskellige varer inklusiv fersk kød. Denne kontrakt giver mig ikke i sig selv anledning til bemærkninger.

Under min (senere) samtale med talsmændene klagede de over at aftalen om tilbud hver 14. dag ikke blev overholdt. Der var kun få tilbud, og de tilbud der var var forkerte, idet der som regel var tale om tilbud på flere varer af samme slags til en billigere pris fremfor at prisen på en vare var nedsat. De indsatte havde derfor svært ved at få pengene til at slå til.

Talsmændene klagede også over at der blev solgt for gamle varer, at der var lang leveringstid på forudbestilte varer som f.eks. vaskepulver til allergikere, fuglekridt m.v., og at købmanden stillede krav om forudbetaling af sådanne varer. Vareudvalget var efter deres mening også for lille.

Jeg fortalte (også) talsmændene at jeg var bekendt med problemet med at få købmandsforretninger i fængslerne til at fungere, og at jeg ved min rundgang ville se efter om der var for gamle varer.

Varesortimentet giver mig som nævnt under punkt 2 ikke anledning til bemærkninger.

Fængslet har pligt til løbende at føre tilsyn med at forpagteren overholder kontrakten. Da kontrakten efter både talsmændenes og fængslets egne oplysninger ikke overholdes for så vidt angår tilbud, henstiller jeg til fængslet at påtale dette over for forpagteren.

Ved tilfældige stikprøver fandt jeg en del varer der havde overskredet sidste salgsdato. Jeg henstiller derfor også at fængslet påtaler dette over for forpagteren.

Jeg beder om underretning om hvad der videre sker i anledning af mine henstillinger.

Jeg går i øvrigt ud fra at fængslet fremover løbende fører tilsyn med at kontrakten overholdes og påtaler hvis det ikke sker.

Jeg går også ud fra at fængslet viderebringer talsmændenes klage over leveringstid og krav om forudbetaling for forudbestilte varer til forpagteren. Jeg har ikke grundlag for at gøre mere ved dette.

Jeg har drøftet købmandsordningen med direktoratet som fortsat vil være opmærksom på de anførte problemer.

Talsmændenes eksempel med vaskepulver til allergikere gav mig anledning til at stille spørgsmålet om fængslet stillede vaskepulver til rådighed for de indsatte. Talsmændene svarede at det gjorde fængslet, men kun én slags. Fængselsinspektøren bekræftede dette og oplyste at fængslet ikke havde økonomisk mulighed for også at stille vaskepulver til allergikere til rådighed. Fængslet havde ikke pligt til at stille vaskepulver til rådighed så hvis alle skulle stilles ens, ville det indebære at fængslet fremover slet ikke stiller vaskepulver til rådighed.

 

6. Kontraktfængselsafdelingen

Ca. 80 % af de indsatte er stofmisbrugere ved indsættelsen, og stoffer er i det hele taget et stort problem i fængslet. Fængselsinspektøren fortalte under mit besøg at visitation og (hårde) disciplinærstraffe ikke havde den ønskede effekt, og at fængslet derfor i stedet først og fremmest søgte at motivere de indsatte - gennem samtaler og aktivering - til at holde sig fra stoffer.

For at begrænse narko i fængslerne er der bl.a. i Statsfængslet i Ringe iværksat et forsøg med en kontraktfængselsafdeling. Afdelingen åbnede den 31. januar 1994, og har plads til 12 indsatte, men der har gennemsnitligt (kun) været 7 indsatte samtidig på afdelingen.

Under mine møder med fængselsinspektøren og med samarbejdsudvalget spurgte jeg til erfaringerne med afdelingen, og jeg fik at vide at de var gode. Jeg har efter anmodning senere modtaget et notat (af 6. januar 1995) fra fængselsinspektøren og en brochure om denne afdeling.

Formålet med afdelingen er at give stofmisbrugere et tilbud om en stoffri afsoning og motivere dem til at leve en stoffri tilværelse også efter løsladelsen. Indsatte på afdelingen har skrevet under på en kontrakt om ikke at bruge, opbevare eller handle med narkotika og om aktivt at deltage i afdelingens aktiviteter. Afdelingen tilbyder til gengæld lidt større frihed og støtte til den enkelte indsatte.

Der stilles i begyndelsen krav om aflæggelse af daglige og senere flere ugentlige urinprøver. Indsatte der tager narkotika under opholdet på afdelingen bortvises øjeblikkeligt, men vil efter en karantæneperiode kunne få behandlet en ny ansøgning om ophold på afdelingen.

Afdelingen kan også - og vil meget gerne - modtage et mindre antal ikke stofmisbrugere som kan/skal støtte de øvrige indsatte, men i praksis har der (indtil notatet af 6. januar 1995) kun været stofmisbrugere på afdelingen.

På det tidspunkt havde i alt 26 indsatte (22 mænd og 4 kvinder) haft ophold på afdelingen, og et ophold på afdelingen har varet mellem 1 og 26 uger. Generelt har der været tale om indsatte der har været hårdt medtaget af stofmisbrug, og som afsoner ikke helt korte domme for i mange tilfælde alvorlig kriminalitet. Ca. halvdelen af dem har ikke været i fængsel før. 14 er blevet bortvist på grund af stofmisbrug, men flere af dem er blevet løsladt eller udstationeret i en væsentlig mere stabiliseret situation end det ellers ville have været tilfældet. Der er konstant indsatte på venteliste til afdelingen.

På samme tidspunkt (6. januar 1995) var i alt 5 personer blevet løsladt eller udstationeret fra afdelingen. Fængslet ved at de 4 er i gode forløb, mens man ikke har haft kontakt med den sidste. Under mit besøg fortalte fængselsinspektøren at de løsladte faktisk holdt sammen og holdt kontakt (telefonisk) med fængslet.

Et medlem af samarbejdsudvalget fortalte at det er meget opslidende at arbejde på kontraktfængselsafdelingen, fordi de indsatte hele tiden skal aktiveres for at aflede tankerne fra stofferne. Det havde især i starten været hårdt arbejde fordi det havde været svært at få de indsatte til at deltage, men det var ikke længere noget problem. Afdelingen fungerede godt nu, men det var stadig hårdt arbejde, så fængslet kunne godt bruge mere personale. Godt nok havde fængslet pr. 1. januar 1995 fået bevilget yderligere 2 fængselsfunktionærer til afdelingen, men på trods af dette havde kontraktfængselsafdelingen i Statsfængslet i Ringe stadig færre ressourcer end kontraktfængselsafdelingen i Statsfængslet i Nyborg.

Overvagtmesteren syntes at beliggenheden af afdelingen tæt ved de øvrige afdelinger var et problem fordi de indsatte havde for nem adgang til narko. Han sammenlignede med afdelingen i Statsfængslet i Nyborg, der ligger i en separat bygning for sig selv. Fængselsinspektøren oplyste at det var et bevidst valg at lade kontraktfængselsafdelingen ligge tæt på de øvrige afdelinger, da man ville se om det kunne lade sig gøre at lade stofmisbrugere leve "mellem stofferne".

Som udgangspunkt skal den indsatte have mindst 6 måneders afsoning tilbage (til forventet prøveløsladelse) for at kunne komme på kontraktfængselsafdelingen. Under min samtale med talsmændene klagede de over at mange som gerne ville på kontraktfængselsafdelingen ikke kunne komme det enten fordi de havde for kort eller for lang tid tilbage at afsone i.

Jeg forelagde klagen for fængselsinspektøren der oplyste at 6 måneders reglen fraviges hvis der er konkret grund til det.

Spørgsmålet om anbringelse af en indsat på afdelingen behandles først på et afsnitsmøde på den indsattes egen afdeling, og herefter på afsnitsmøde på kontraktfængselsafdelingen der har kompetencen til at træffe afgørelse for så vidt angår indsatte der er i huset. Afdelingens beboere kommer også med deres mening. Der kan også ske anbringelse direkte fra arresthus. Det vurderes ud fra anmeldelsespapirerne og efter samtale med den pågældende i arresthuset.

Jeg har efter anmodning modtaget et notat om reststraffen (beregnet fra datoen for indsættelse på kontraktfængselsafdelingen til datoen for forventet prøveløsladelse) for de 10 personer der den 9. februar 1995 var indsat på afdelingen. Reststraffene lå mellem 3 måneder og 2 år og 2 måneder. 4 havde under 6 måneders afsoning tilbage og 4 havde over 9 måneders afsoning tilbage da de blev anbragt på afdelingen.

Jeg har ingen bemærkninger til at der som udgangspunkt er et krav om at den indsatte skal have mindst 6 måneders afsoning tilbage for at kunne blive anbragt på kontraktfængselsafdelingen. For at et ophold på denne afdeling skal virke efter hensigten hermed, må det nødvendigvis have en vis varighed.

Da 6 måneders reglen fraviges efter et konkret skøn, hvilket også fremgår af oplysningerne om reststraffene for de indsatte der var på afdelingen den 9. februar 1995, har jeg ikke grundlag for at foretage mig mere vedrørende spørgsmålet om anbringelse på kontraktfængselsafdelingen.

Jeg har i øvrigt drøftet afdelingen med direktoratet, og jeg har henledt direktoratets opmærksomhed på det ovenfor anførte, herunder spørgsmålet om ressourcetildelinger til afdelingen, for at det kan indgå i den evaluering som direktoratet er i færd med at foretage.

Jeg beder direktoratet om at underrette mig om resultatet af evalueringen, men foretager mig ellers på det foreliggende grundlag ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

 

7. Samtale med talsmændene

Jeg indledte samtalen med talsmændene med en kort orientering om formålet med inspektionen, og om de muligheder som ombudsmanden har for at behandle eventuelle problemer. Bagefter fik talsmændene alle lejlighed til at fremføre de generelle forhold som de ønskede at klage over. Udover de spørgsmål der er behandlet under de enkelte afsnit ovenfor blev der rejst følgende spørgsmål:

a. Undervisning

Talsmændene var utilfredse med at der ikke var almindelig skoleundervisning, især fordi der var mange langtidsindsatte i fængslet. Det var især dansk og sprogundervisning som havde interessen. De havde fået oplyst at der måske ville komme undervisning på 9. - 10. klasses niveau efter nytår, men kun 2 gange om ugen. For tiden var der kun undervisning i edb. Talsmændene var alle enige om at der ville være bred opbakning til egentlig klasseundervisning i dansk og sprog.

Jeg forelagde klagen for inspektøren der oplyste, at fængslet tidligere har haft egentlig klasseundervisning i dagtimerne (dagskole). Man ophørte imidlertid med det fordi de indsatte ikke magtede undervisning en hel dag. De der modtager undervisning går nu i stedet fra nogle timer i arbejdstiden.

Om undervisningen af de indsatte oplyste inspektøren i øvrigt at der var behov for basal undervisning. Undervisningslederen er til stede ved modtagelsen af de indsatte med henblik på at vurdere deres behov og ønsker. Personalet har endvidere pligt til at være opmærksom på indsatte der skønnes at have behov for undervisning, og i givet fald sørge for at de så får undervisning.

Der er knyttet lærere til alle produktionsskoler hvor der sideløbende med arbejdet gives almen undervisning i dansk og matematik m.v.

Der gives tilbud både om specialundervisning og enkeltfagsundervisning der kan stykkes sammen til kompetencegivende uddannelser. Der undervises således også på 9.-10. klasses niveau. Der er også altid nogle der genopfrisker deres skolekundskaber. Der er typisk tale om dansk og matematikundervisning.

Som et særligt forsøg tilbydes de indsatte undervisning i "cognitive skills" (færdighedstræning). Formålet hermed er at give de indsatte en social kompetence så de i givne situationer har flere valgmuligheder og i praksis vælger ikke kriminelle løsninger fremfor kriminelle. Et kursus varer 10 uger, og der undervises 4 gange om ugen i lektioner af 2 timer. Jeg fik udleveret materiale om dette kursus. I efteråret 1994 havde de første 2 hold gennemført undervisningen. De indsatte har været glade for undervisningen, og fængslet har kunnet mærke en ændring i positiv retning af de indsattes adfærd. På grund af manglende ressourcer kan fængslet imidlertid ikke gennemføre så mange kurser som ønsket.

Jeg må efter det oplyste lægge til grund at de indsatte tilbydes relevant undervisning, og at deres ønsker så vidt muligt imødekommes. Problemet er (alene) at der ikke er almindelig klasseundervisning (dagskole), men at de indsatte i stedet går fra nogle timer for at modtage undervisning. Da talsmændene mener at der er bred opbakning til (genindførelse af) almindelig klasseundervisning, henstiller jeg til fængslet at undersøge dette spørgsmål nærmere med henblik på stillingtagen til om der på ny bør indføres sådan

undervisning.

Jeg beder om oplysning om hvad der videre sker i sagen.

Hvis talsmændene er utilfredse med uddannelsesmulighederne i fængslet, må jeg henvise dem til at klage til fængselsledelsen og - hvis de ikke er tilfredse med fængslets svar - at klage til direktoratet.

b. Langtidsafdeling

Talsmændene ville gerne have en afdeling for indsatte med lange straffe. Der var nemlig efter talsmændenes opfattelse andre hensyn at tage til dem end til indsatte med korte straffe. De langtidsdømte har en anden rytme end korttidsdømte, og sidstnævnte manglede respekt over for de andre. Ønsket havde været fremført overfor inspektøren der havde afvist det med den begrundelse at man ikke ønskede flere specialafdelinger.

Fængselsinspektøren bekræftede at hun ikke ønskede en sådan afdeling. Hun mente dels at de indsatte bør blandes mest muligt, og dels at fængslet ikke kunne bære endnu en specialafdeling. Hun mente heller ikke at det var godt at de indsatte boede sammen med de samme gennem længere tid. Det kom herved også i betragtning at de indsatte ikke selv har valgt hvem de bor sammen med i et fængsel.

Selv om fængslet (således) ikke gør noget specielt for at sætte langtidsfolk sammen, vil flere langtidsfolk dog i praksis blive placeret på samme afdeling. Placeringen af de indsatte sker på grundlag af anmeldelsespapirer, men indsatte der tidligere har været indsat i fængslet vil normalt blive placeret på samme afdeling som sidst. Er der konkrete problemer med sammensætningen, spreder man de indsatte.

Jeg tager det oplyste om baggrunden for ikke at imødekomme ønsket om en langtidsafdeling til efterretning, og foretager mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

c) Telefonering

Efter tilladelse fra direktoratet er der på forsøgsbasis opstillet korttelefoner i Statsfængslet i Ringe (og i Statsfængslet i Vridsløselille). Der er opsat en telefon på hver af beboelsesafdelingerne. Telefonerne blev opsat i efteråret 1994. Forsøgsperioden var oprindelig 6 måneder, men er senere forlænget yderligere 6 måneder efter indberetning fra fængslet om at der ikke har været problemer med ordningen.

Hver indsat kan højst ringe til 4 i forvejen godkendte numre. De skal tilhøre personer som den indsatte vil kunne få udgangstilladelse til. Der kan ikke ringes til afdelingstelefonerne. Misbrug kan medføre inddragelse af tilladelsen.

De indsatte var glade for ordningen, men det var meget dyrt da opringningerne skal betales af kostpengene. Udlændinge der kunne ringe til pårørende i udlandet var særligt ramt heraf. Tidligere havde de indsatte kunnet ringe gratis fra fængslets telefoner - omend kun i særlige tilfælde.

Fængselsinspektøren fortalte at korttelefonerne er et supplement til den gældende regel (§ 25 i besøgs- og brevvekslingscirkulæret) om at de indsatte kan få lov til at telefonere i særlige tilfælde (krisesituationer). De indsatte kan derfor stadig ringe gratis fra fængslets telefoner i særlige tilfælde, og de er orienteret herom ved en skriflig meddelelse. Indtil opstilling af korttelefonerne havde fængslet imidlertid fortolket cirkulærets regel liberalt. Når man ikke længere gjorde det skyldes det at de indsatte ellers ville påstå, at alle opringninger var omfattet af reglen i cirkulæret.

Det er dobbelt så dyrt at ringe fra afdelingstelefonerne som fra almindelige telefoner. Fyns Telefon havde afslået at nedsætte taksten (bl.a.) fordi man ikke ville give fængslet en særordning.

Udlændinge har samme vilkår som de øvrige, men på grund af de høje takster giver fængslet et tilskud (på 200 kr. om måneden) til udlændinge der skal udvises, hvis deres nære pårørende bor inden for takstzone 10 og 11. Når fængslet har valgt at give tilskud fremfor at give udlændingene adgang til at ringe fra fængslets telefoner, skyldes det at fængslet ifølge kontrakten med Fyns Telefon selv skal betale halvdelen af den manglende omsætning, hvis der fra de enkelte telefoner ringes for under 20.000 kr. om året. Fængselsinspektøren oplyste at Statsfængslet på Søbysøgård havde en bedre ordning, men den var også indgået tidligere.

Jeg har efter anmodning fået kopi af kontrakten og andet materiale om aftalen samt kopi af fængslets (nye) meddelelse (af 6. januar 1995), hvoraf fremgår at der fortsat er adgang til at benytte fængslets telefoner i "helt ekstraordinære tilfælde".

Betalingstelefoner på områder hvortil offentligheden umiddelbart har adgang må kun etableres/drives af indehaveren af en koncession (§ 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 985 af 11. december 1992 om betalingstelefoner). På øvrige lokaliteter (herunder i fængsler) kan betalingstelefoner etableres og drives af andre (bekendtgørelsens § 2, stk. 2). Koncession er givet til Tele Danmark A/S (som ejer Fyns Telefon). Tele Danmark A/S fastsætter selv sine takster der dog skal godkendes af ministeren (nu forskningsministeren, der har delegeret sin kompetence til Telestyrelsen), jf. § 5 i koncessionen (bekendtgørelse nr. 167 af 10. marts 1994). Telestyrelsen har godkendt at taksten for benyttelse af offentlige betalingstelefoner er dobbelt så høj som taksten for benyttelse af almindelige telefoner.

Allerede fordi telefonordningen alene er en forsøgsordning finder jeg ikke anledning til at foretage mig mere vedrørende spørgsmålet om etablering og drift af telefonerne. Jeg har bedt direktoratet om at underrette mig om resultatet af evalueringen af telefonordningen.

Det kan ikke give mig anledning til bemærkninger at fængslet efter opstilling af telefonerne ikke længere administrerer reglen i § 25 i cirkulæret lempeligt.

Da de indsatte er gjort bekendt med at det stadig er muligt at ringe gratis fra fængslets telefoner i krisesituationer, foretager jeg mig ikke mere vedrørende spørgsmålet om telefonering.

d) Cellevisitation

Talsmændene klagede over at fængslet ikke overholdt reglen om at der efter cellevisitation skal lægges en seddel i cellen med oplysning om, at cellen har været visiteret og hvem der har medvirket hertil. De indsatte havde klaget til direktoratet og også modtaget en beklagelse. Det skete stadig at der var forsvundet ting eller penge efter en visitation, og da de indsatte selv har nøgle til deres celler, er det svært at få forsvundne ting erstattet.

Jeg orienterede fængselsinspektøren om klagen. Jeg fik efterfølgende efter anmodning en kopi af direktoratets afgørelse i den sag som talsmændene hentydede til. Den vedrørte en klage over at der ikke var blevet udarbejdet en liste over effekter, som var blevet taget i bevaring ved en cellevisitation. Efter § 6, stk. 1, i direktoratets cirkulære om visitation af de indsatte og deres opholdsrum skal der altid udarbejdes en fortegnelse over effekter der tages i bevaring ved visitation, og den indsatte skal have udleveret en sådan liste. Er der tale om den indsattes egne effekter, skal den indsatte også gøres bekendt med grunden til at genstandene er taget i bevaring. Fængslet havde i sagen beklaget at den indsatte ikke havde fået udleveret den udarbejdede fortegnelse over de effekter, der var taget i bevaring.

Sagen vedrørte (således) ikke det generelle spørgsmål om den indsatte ved enhver cellevisitation - dvs. også når der ikke tages noget i bevaring - skal gøres bekendt med, at der har fundet visitation sted og hvem der har foretaget den. Der er hverken i direktoratets cirkulære om visitation eller i statsfængslets egen regelsamling (som jeg har indhentet kopi af forud for inspektionen) en regel der udtrykkeligt pålægger fængslet at orientere herom. Efter cirkulærets § 4, stk. 4, skal den indsatte (imidlertid) gøres bekendt med grunden til at der har været foretaget visitation, hvis han/hun anmoder om det. For at kunne udnytte denne ret, må den indsatte være bekendt med at der har fundet cellevisitation sted, og i bestemmelsen må derfor ligge et krav om at de indsatte altid orienteres når deres celle har været visiteret. Det kan f.eks. ske ved at der lægges en seddel i cellen herom, hvilket jeg må forstå er normal fremgangsmåde i statsfængslet i Ringe. Der er derfor tale om en fejl hvis der ikke lægges en seddel (medmindre den indsatte på anden måde orienteres om visitationen).

Jeg går ud fra at fængselsinspektøren orienterer personalet om den generelle klage og om fornødent indskærper at de indsatte altid skal orienteres når deres celler har været visiteret. Herudover finder jeg ikke anledning til at gøre mere vedrørende dette spørgsmål.

e) Forskelsbehandling

Talsmændene mente at de indsatte på afsnit 6 (kontraktfængselsafdelingen) og afsnit 1 (den særligt beskyttede afdeling) blev positivt særbehandlet i forhold til de øvrige indsatte.

Jeg forelagde klagen for fængselsinspektøren der orienterede om reglerne for og proceduren ved anbringelse på kontraktsfængselsafdelingen (jf. punkt 6 ovenfor).

Den positive særbehandling, som de indsatte på kontraktfængselsafdelingen får, er en del af den aftale der indgås med dem. De indsatte på afdelingen påtager sig nogle forpligtelser, men får til gengæld forskellige lempelser i afsoningen. Særbehandlingen sker for at styrke og fastholde de indsattes lyst til at leve et liv uden stoffer. Jeg har derfor ingen bemærkninger til denne særbehandling.

Da de indsatte på afsnit 1 er de svageste indsatte som har svært ved at finde sig til rette med medindsatte og på en arbejdsplads, kan det heller ikke give mig anledning til bemærkninger at de i et vist omfang får positiv særbehandling, f.eks. i form af en ekstra tur i sportshallen som belønning for veludført arbejde. Jeg henviser talsmændene til at klage til fængselsinspektøren (og eventuelt senere) til direktoratet hvis de mener, at der konkret foreligger ubegrundet forskelsbehandling.

f) Modtagelsen

Talsmændene klagede over at de indsatte ikke ved modtagelsen blev orienteret om deres rettigheder. Som eksempel blev nævnt oplysning om "§ 31-udgange" - dvs. udgange til særligt formål. Talsmændene efterlyste en folder med de vigtigste informationer som kunne udleveres ved modtagelsen.

Jeg spurgte i den forbindelse talsmændene hvordan socialrådgiverordningen fungerede. De svarede at socialrådgiverne var svære at få fat på; de indsatte møder dem som regel kun under modtagelsesproceduren.

Jeg forelagde klagen for inspektøren, der oplyste at de indsatte ved indsættelsen har en samtale med en fængselsfunktionær om de forskellige sociale problemer der måtte være. Fængselsfunktionærerne har ansvaret for løsning af aktuelle problemer m.v. men fængslets socialrådgivere (forsorgslederen og forsorgsfuldmægtigen) fungerer som bagstoppere for fængselsfunktionærerne. De indsatte orienteres om denne ordning ved indsættelsen.

Jeg fik i øvrigt kopi af et skema som de indsatte fik udleveret. Det viste hvad de indsatte i løbet af en uge blev orienteret om i forbindelse med indsættelsen.

Jeg finder at det er en god idé med en folder eller lignende der indeholder de vigtigste oplysninger og informationer om afsoningen m.v. Jeg henstiller derfor til fængslet at overveje at udarbejde en sådan folder eller lignende skriftligt informationsmateriale. Jeg foreslår at fængslet i den forbindelse drøfter det nærmere indhold af en sådan folder eller lignende med talsmændene.

Jeg går i øvrigt ud fra at fængslet samtidig afklarer om der er behov for yderligere orientering ved modtagelsen.

Jeg går også ud fra at de indsatte normalt kan få en samtale med en af socialrådgiverne hvis de anmoder om det. Da talsmændene har givet udtryk for at socialrådgiverne er svære at få fat på, henstiller jeg imidlertid at de indsatte ved modtagelsen informeres om deres muligheder for at kontakte socialrådgiverne, f.eks. i den ovenfor nævnte folder eller i lignende informationsmateriale.

Jeg beder om underretning om hvad der videre sker vedrørende disse spørgsmål.

 

8. Samtaler med enkelte indsatte

Jeg havde samtaler med enkelte indsatte. En enkelt kunne jeg ikke hjælpe fordi der var tale om forhold der henhørte under domstolene. De øvrige har modtaget særskilt svar på konkrete sager.

 

9. Andre forhold

Under mine samtaler med fængselsinspektøren og samarbejdsudvalget blev følgende spørgsmål rejst:

a. Frivillig enrumsanbringelse

Fængselsinspektøren fortalte at fængslet havde mange frivilligt isolerede, og at fængslet fulgte antallet tæt. Det er et problem at der ikke er noget sted at gøre af de frivilligt isolerede bortset fra i isolationsafdelingen og - hvis der ikke er plads der - i sygeafdelingen. Da jeg besøgte fængslet var der 8 frivilligt enrumsanbragte i fængslet.

Jeg har efterfølgende efter anmodning modtaget et notat (af 9. februar 1995) om de frivilligt enrumsanbragte. Det fremgår heraf at der i gennemsnit pr. dag i 1994 var 5,3 frivilligt enrumsanbragte mod 2,8 i 1993 og 2,4 i 1992. Det store antal i 1994 skyldtes at fængslet havde haft en lille gruppe indsatte med meget lange ophold i isolationen. Fængslet havde gjort meget for at lette denne gruppes situation ved at tilbyde fællesskab i isolationen, deltagelse i sport og arbejde på små arbejdspladser med udgangspunkt fra isolationen. Det var dog ikke lykkedes at få gruppen i fællesskab på almindelige afdelinger eller på den særligt beskyttede afdeling - som i lange perioder ikke havde haft ledige pladser. Inspektøren har til slut i notatet skrevet at hun ikke finder, at isolationsafdelingen er egnet til at huse indsatte med lange isolationsperioder.

Den 9. februar 1995 var der (kun) 2 frivilligt enrumsanbragte. Den ene af dem havde været frivilligt enrumsanbragt uafbrudt siden 14. november 1994. Der er ikke i notatet nærmere oplysninger om årsagen til at de indsatte i vidt omfang ønsker at være enrumsanbragt.

Efter Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære om enrumsanbringelse skal en anmodning fra indsatte i lukkede fængsler om at blive anbragt i enrum imødekommes hvis pladsforholdene tillader det (cirkulærets § 2, stk. 1). Selv om der er tale om frivillig anbringelse, må det naturligvis altid give anledning til bekymring når der er mange og/eller meget langvarige frivillige enrumsanbringelser - i hvert fald når det står på gennem en længere periode. Ud over at lempe forholdene for de enrumsanbragte, bør man derfor overveje måder at løse problemet på. Hertil er det nødvendigt at kende baggrunden for de mange og lange enrumsanbringelser. Gennem de kvartalsvis indberetninger som direktoratet modtager fra fængslerne m.v. om anbringelse i enrum (enrumscirkulærets § 7, stk. 2), herunder indberetning om antallet af frivilligt enrumsanbragte, følger direktoratet udviklingen i antallet af (frivilligt) enrumsanbragte i de enkelte institutioner og i institutionerne som helhed, og jeg må gå ud fra at (også) direktoratet på grundlag af disse indberetninger tager stilling til om der - generelt eller konkret - kan/skal foretages noget.

Under hensyn til at der (den 9. februar 1995) var sket et betydeligt fald i antallet af frivilligt enrumsanbragte, og jeg mest forstår inspektørens bekymring som et spørgsmål om den fysiske placering af de enrumsanbragte, gør jeg ikke mere vedrørende problemet med hensyn til omfanget og varigheden af de frivillige enrumsanbringelser. Jeg går ud fra at både fængslet og direktoratet fremover også følger udviklingen og dermed er opmærksomme på om der er grundlag for at gøre noget for at søge at løse problemet.

Ud over at henlede direktoratets opmærksomhed på inspektørens betragtninger med hensyn til placeringen af indsatte der er anbragt i isolation gennem længere tid, mener jeg (heller) ikke at jeg har grundlag for at foretage mig mere vedrørende dette spørgsmål.

b. Proceduren ved § 49, stk. 2 anbringelser

Forsorgslederen rejste et spørgsmål om sagsbehandlingen i forbindelse med anbringelse efter straffelovens § 49, stk. 2. Efter denne bestemmelse kan en indsat midlertidigt eller for resten af straffetiden overføres til f.eks. særlig institution hvis det findes hensigtsmæssigt på grund af den indsattes alder, helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder. Justitsministeriet har i et cirkulære af 6. januar 1985 med senere ændring (af 10. marts 1989) fastsat nærmere regler om overførsel, herunder procedureregler.

Forsorgslederen syntes at der gik for lang tid fra fængslet havde motiveret den indsatte til en anbringelse, til ansøgningen gik igennem. Sagsbehandlingen ved § 49, stk. 2-anbringelse kan tage op til 6 måneder hvilket kan medføre, at den indsatte ikke længere er motiveret, eller at pladsen ikke længere står til rådighed, når sagen er færdigbehandlet. Forsorgslederen foreslog at man vendte proceduren - som han beskrev nærmere - om, således at der først blev indhentet tilladelse/forhåndsgodkendelse fra statsadvokaten og direktoratet inden man søgte at motivere den indsatte og kontaktede kommunen med henblik på fremskaffelse af egnet plads. Det ville efter forsorgslederens mening formentlig også være nemmere at få en bevilling fra kommunen hvis der forelå en sådan tilladelse/forhåndsgodkendelse. På forespørgsel oplyste forsorgslederen at det tungeste led i sagsbehandlingen var behandlingen i socialforvaltningen.

Efter anmodning har jeg efterfølgende med brev af 16. februar 1995 modtaget 4 konkrete sager til belysning af problemet. I brevet har forsorgslederen opremset de enkelte led i proceduren og fremsat forslag til ændring af proceduren.

Spørgsmålet om anbringelse efter straffelovens § 49, stk. 2, og proceduren herved, er omtalt i fuldbyrdelsesbetænkningen (betænkning nr. 1181/1989 om en lov om fuldbyrdelse af straf m.v.). En arbejdsgruppe under straffelovsrådet har heri anbefalet "at proceduren i forbindelse med anvendelsen af reglerne forenkles i videre omfang end sket ved Justitsministeriets cirkulære af 10. marts 1989... " (bind I, s. 264). Det bør efter arbejdsgruppens opfattelse ved en forenklet procedure sikres at der hurtigere kan træffes afgørelse. Arbejdsgruppen har særligt peget på muligheden for at lade de kommunale myndigheder afgive forhåndstilsagn om betaling. Arbejdsgruppen finder dog ikke procedureglerne egnet til lovregulering, men forudsætter at de fastsættes administrativt.

Ændring af proceduren vil således blive overvejet i forbindelse med gennemførelse af en fuldbyrdelseslov.

Til direktoratets orientering vedlægger jeg en kopi af forsorgslederens notat med bilag (de 4 sager) så det kan indgå i grundlaget for direktoratets overvejelser - i forbindelse med gennemførelse af fuldbyrdelsesloven eller eventuelt før - om ændringer i proceduren ved § 49, stk. 2-anbringelser. Herudover og efter min gennemgang af de 4 sager mener jeg - som også antydet på mødet med samarbejdsudvalget - ikke at jeg har grundlag for at foretage mig mere vedrørende dette spørgsmål.

Det tilføjes at jeg fra Direktoratet for Kriminalforsorgens årsberetning for 1994 er opmærksom på at direktoratet i 1994 har udgivet en rapport om anvendelsen af straffelovens § 49, stk. 2. Rapporten - som jeg ikke har læst - indeholder en undersøgelse af samtlige sager i perioden 1987-92 sammenholdt med udviklingen i 1993.

c. Udslusning/udstationering

Det blev også under mit møde med samarbejdudvalget nævnt at udslusningsmulighederne for de unge var meget dårlige. Det er blevet særligt aktuelt efter at kriminalforsorgen er begyndt at nedlægge egne institutioner.

Dette spørgsmål har jeg også drøftet med direktoratet, men jeg har ikke i øvrigt grundlag for at foretage mig mere ved det.

d) Fængslets ressourcer

Fængselsinspektøren rejste et spørgsmål om udnyttelse af ressourcer. Inspektøren bad ikke konkret om at få tilført flere ressourcer, men mente at Statsfængslet i Ringe ville være et godt sted at anvende eventuelle yderligere ressourcer, fordi man her kunne udnytte dem godt. Det var nemlig muligt og det nyttede at gøre noget for de unge som endnu ikke var fast forankret i kriminalitet. Der er gode resultater dèr hvor ressourcerne bliver brugt. På grund af de mange unge burde Statsfængslet i Ringe efter inspektørens opfattelse betragtes som et særfængsel (behandlingsinstitution), men fængslet havde desuagtet ikke flere ressourcer end de øvrige lukkede fængsler - tværtimod.

Inspektøren har efter min anmodning efterfølgende sendt mig et notat (af 13. februar 1995) med en nærmere begrundelse for ønsket om tildeling af yderligere ressourcer og med oplysning om fængslets udgifter. Inspektøren har her fremdraget de positive erfaringer med kontraktfængselsafdelingen og cognitive skill-undervisningen.

Fængslet har også behov for at kunne give en større gruppe mulighed for støtte af den art som gives på produktionsskolerne.

Den gennemsnitlige udgift pr. indsat omfattende løn- og driftsudgifter var i 1994 1.053 kr. pr. dag. Ifølge kriminalforsorgens årsberetning for 1994 (s. 38) var den gennemsnitlige driftsudgift for de lukkede fængsler 1.250 kr. pr. dag.

Jeg har forståelse for fængslets ønsker og synes også at der er gode grunde til at gøre en særlig indsats for de unge, der endnu ikke er fast forankret i kriminalitet. Da det imidlertid udelukkende er et (retspolitisk) spørgsmål om tildeling og fordeling af ressourcer har jeg ikke grundlag for at foretage mig noget, men må henvise fængslet til at gøre synspunkterne gældende over for direktoratet.

 

10. Gennemgang af rapporter m.v.

Ved starten af besøget bad jeg om at modtage kopi af rapportmateriale om

· anvendelse af håndjern

· magtanvendelse

· anbringelse i enrum og

· videregående visitation af besøgende for perioden 1. november 1994 og 1 år bagud, dog kun 3 måneder bagud for så vidt angik enrumsanbringelser.

Jeg bad også om notater i henhold cirkulæret om brevveksling og besøg og udskrifter af forhørsprotokoller vedrørende de seneste 40 afgørelser om disciplinærstraf før 1. november 1994.

Ved min gennemgang af den modtagne materiale har jeg navnlig haft opmærksomheden henledt på hvorvidt proceduren i forhold til de gældende regler er blevet fulgt. Jeg har også været opmærksom på spørgsmålet om overholdelse af reglerne om notatpligt. Min gennemgang giver anledning til følgende bemærkninger:

a. Anvendelse af håndjern

Jeg har modtaget kopi af i alt 15 rapporter om anvendelse af håndjern, og de dækker perioden 27. december 1993 til 4. november 1994. I et tilfælde (rapport af 7. marts 1993) blev håndjern anvendt under transport fra Arresthuset i Assens til Statsfængslet i Ringe. Da der i rapporten under institution er anført "Nyborg transport", går jeg ud fra at beslutningen om anvendelse af håndjern ikke er truffet af en funktionær fra Statsfængslet i Ringe. Dennne rapport indgår derfor ikke i min undersøgelse der således omfatter i alt 14 rapporter.

Ved gennemgangen af rapporterne er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering af beslutningen om anvendelse af håndjern i de enkelte tilfælde. Min opmærksomhed har som nævnt navnlig været henledt på om de fastsatte procedureforskrifter har været overholdt.

Anvendelse af håndjern var indtil 1. juli 1994 reguleret i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 22. januar 1987, og er fra 1. juli 1994 reguleret i direktoratets cirkulære af 27. maj 1994. Cirkulærerne er opdelt i afsnit. Afsnit A vedrører anvendelse af håndjern under transport m.v. (uden for eller i fængslet), og da håndjern i samtlige 14 tilfælde blev anvendt under transport (uden for fængslet), er det alene reglerne i dette afsnit der er relevante.

Betingelserne for at anvende håndjern under transport er angivet i cirkulærets 1, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan indsatte belægges med håndjern under transport hvis det er nødvendigt for at hindre undvigelse eller for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.

I samtlige 14 tilfælde er der anvendt håndjern for at hindre undvigelse. I et enkelt tilfælde blev håndjern tillige anvendt for at afværge truende vold, men undvigelsesrisikoen var dog hovedårsagen til anvendelsen. I dette tilfælde blev der også anvendt magt (førergreb), mens der i ingen af de øvrige tilfælde blev anvendt magt.

Cirkulæret om anvendelse af håndjern foreskriver ikke notatpligt med hensyn til begrundelsen for at anvende håndjern, men jeg har tidligere henstillet til direktoratet at indskærpe at der skal foretages udførligt notat herom. Jeg har herved henvist til at anvendelse af håndjern ifølge cirkulærets § 1 skal være "nødvendig", og at der er tale om alvorlige indgreb som forudsætter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af behovet herfor. Jeg henviser til Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 138, om min inspektion af Statsfængslet i Horsens, og nu også Folketingets Ombudmands beretning for 1994, s. 488, om min inspektion af Københavns Fængsler. Direktoratet har endnu ikke orienteret mig om hvad der er sket eller vil ske i anledning af min henstilling.

Der er kun i 4 af de 14 tilfælde i rapporten anført en konkret begrundelse for hvorfor der skønnedes at være en undvigelsesrisiko. I yderligere 5 tilfælde er der givet (lidt) nærmere oplysninger om baggrunden for anvendelse af håndjern, i det ene tilfælde ved overvagtmesterens efterfølgende påtegning, men oplysningerne angiver ikke en konkret begrundelse for undvigelsesrisikoen. I de sidste 5 tilfælde er der intet anført om begrundelsen for at anvende håndjern, bortset fra oplysningen om at det er sket for at hindre undvigelse. I den ene af disse (den seneste rapport fra 12. juli 1994) kunne der have været henvist til den begrundelse der var givet i forbindelse med anvendelse af håndjern over for den indsatte tidligere på dagen.

Da jeg efter min inspektion af Københavns Fængsler på ny har henstillet til direktoratet at indskærpe at der skal foretages udførligt notat om begrundelsen for at anvende håndjern, finder jeg ikke anledning til at foretage mig mere vedrørende dette spørgsmål i relation til min inspektion af Statsfængslet i Ringe.

Det er anstaltens vagthavende leder eller den han/hun bemyndiger dertil der har kompetencen til at træffe bestemmelse om anvendelse af håndjern (cirkulærernes § 2). Hvis forholdene ikke tillader at man afventer vedkommendes afgørelse, træffes bestemmelsen dog af den tilstedeværende funktionær som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde (bestemmelsernes 2. pkt.).

Beslutningerne om anvendelse af håndjern er truffet af en funktionær eller af overvagtmesteren, f.eks. i form af en forhåndsgodkendelse. Overvagtmesteren har gennemset alle rapporterne, på nær 2 (rapporter af 6. maj 1994 og den ene fra 12. juli 94), men i det førstnævnte af disse tilfælde har inspektøren gennemset rapporten. Omtrent halvdelen af rapporterne har været gennemset af både overvagtmester og inspektør (men det fremgår ikke af rapporterne hvornår det er sket). Der var/er ikke i cirkulæret foreskrevet pligt til underretning af institutionens vagthavende leder når håndjern anvendes under transport (i modsætning til tilfælde hvor håndjern anvendes i stedet for anbringelse i sikringscelle, jf. § 5 i det tidligere cirkulære og § 21 i cirkulære af 27. maj 1994 om anvendelse af observationscelle, sikringscelle, fiksering mv. i Kriminalforsorgens anstalter og arresthusene).

Indtil 1. juli 1994 var der i cirkulærets § 3 krav om lægetilsyn ved anvendelse af håndjern under transport 1) når magt havde været anvendt, medmindre institutionens vagthavende leder fandt det åbenbart unødvendigt, eller 2) såfremt forholdene taler derfor. Efter den nugældende § 3 skal lægen tilkaldes hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller i tilfælde hvor den indsatte selv begærer lægehjælp.

5 tilfælde af håndjernsanvendelse fandt sted, mens det tidligere cirkulære var gældende, og 9 efter at det nye cirkulære var trådt i kraft.

Det tilfælde hvor der blev anvendt magt ligger før 1. juli 1994. Det fremgår ikke af rapporten (fra 29. december 1993) at der har været tilkaldt læge, eller at der har fundet lægetilsyn sted. Det fremgår heller ikke at lægetilsyn er fundet åbenbart unødvendigt.

Efter min inspektion i 1990 af Statsfængslet i Horsens henstillede jeg til direktoratet at overveje at foreskrive, at der skal foretages notater om hvorvidt lægetilsyn efter magtanvendelse er fundet nødvendigt eller unødvendigt (se Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 139). Den 29. oktober 1992 sendte direktoratet mig en kopi af den nye blanket om anvendelse af håndjern og af direktoratets brev af 30. juli 1992 hvormed blanketterne blev sendt til kriminalforsorgens anstalter og arrestinspektørerne. I blanketten var indføjet rubrikker til afkrydsning af om lægetilsyn efter magtanvendelse var fundet nødvendigt eller unødvendigt.

Fængslet har i alle tilfældene anvendt de gamle blanketter. Det må jeg finde beklageligt, og jeg finder det derfor også beklageligt at det ikke fremgår af rapporten i den konkrete sag, hvorfor der ikke skete lægetilkald (-tilsyn).

I 4 af de øvrige tilfælde (hvor der ikke har været anvendt magt) har sygeplejerske været tilkaldt og i alle tilfældene har der fundet tilsyn sted. Et af disse tilfælde lå forud for 1. juli 1994, mens de 3 andre lå efter 1. juli 1994. Kun i 1 tilfælde fremgår det hvornår der er sket tilkaldelse, og tilsyn er i denne sag sket samtidig (5 minutter efter at håndjernene blev taget af). I de øvrige tilfælde er der sket tilsyn henholdsvis 1/2 time, 1 1/2 time og godt 4 1/2 time efter at håndjernene blev pålagt. Der var/er ikke regler om hvornår tilsyn skal finde sted ved anvendelse af håndjern under transport m.v. (i modsætning til anvendelse af håndjern i andre tilfælde, jf. §§ 6, stk. 2, og 10, stk. 2, i det tidligere cirkulære), men det skal naturligvis ske så hurtigt som muligt.

Varigheden af anvendelsen af håndjern har i de fleste tilfælde været 1/2 - 1 time. I 2 tilfælde har varigheden været godt 2 timer. I et enkelt tilfælde (rapport af 18. september 1994) var varigheden 5 timer og 20 minutter (fra kl. 8 ³⁰ til kl. 13 ⁵⁰ ). Den indsatte blev transporteret til og fra hospital, og der er ikke oplysninger om at håndjernene blev taget af under opholdet på hospitalet. I to af de øvrige tilfælde er der oplysning om at den indsatte ikke blev fremstillet i retten med håndjern på.

Min gennemgang af håndjernsrapporterne giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger end de der er anført ovenfor.

Jeg har noteret mig at Statsfængslet i Ringe ifølge Kriminalforsorgens årsberetning for 1994 anvendte håndjern i 15 tilfælde, mens statsfængslerne i Nyborg, Vridsløselille og Horsens anvendte håndjern i henholdsvis 64, 30 og 84 tilfælde. Selv når der henses til at Statsfængslet i Ringe har betydeligt færre indsatte end de andre fængsler, er der tale om forholdsvis få tilfælde af håndjernsanvendelse i dette fængsel i sammenligning med Nyborg og Horsens.

b. Magtanvendelse

Jeg har modtaget i alt 4 rapporter om magtanvendelse, men den ene rapport hidrører fra Arresthuset i Ringkøbing og indgår derfor ikke i min undersøgelse. De 3 tilfælde af magtanvendelsen i Statsfængslet i Ringe har fundet sted i april, maj og juli 1994.

Anvendelse af magt er reguleret i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 15. april 1988, med senere ændringer, om magtanvendelse over for indsatte.

Betingelserne for at anvende magt er angivet i cirkulærets §§ 2 og 3. Efter § 2 kan magt anvendes hvis øjeblikkelig indskriden er nødvendig, f.eks. for at afværge personlig overlast eller hindre undvigelse. Efter § 3 kan magt anvendes hvis det er nødvendigt af andre årsager, f.eks. for at gennemføre personalets anvisninger om opholdssted. Magtanvendelse efter § 2 kan omfatte håndkraft (greb, puf), skub samt brug af stav og tåregas af godkendt type (§ 2, stk. 2), mens magtanvendelse efter § 3 kun kan omfatte brug af håndkraft (§ 3, stk. 2). Al magtanvendelse forudsætter at mindre indgribende foranstaltninger forgæves har været anvendt eller åbenbart vil være uanvendelige (§ 4).

I alle 3 tilfælde blev der anvendt magt for at gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden (cirkulærets § 3, stk. 1, nr. 4). I det ene tilfælde blev magt tillige anvendt for at hindre personlig overlast og for at hindre undvigelse (cirkulærets § 2, stk. 1, nr. 1 og 3). I det ene tilfælde bestod magtanvendelsen i førergreb, i det andet tilfælde blev den indsatte båret, mens det ikke helt klart fremgår af det tredie tilfælde hvad magtanvendelsen bestod i. Der er krydset af i rubrikken "håndkraft (greb, puf) skub", men hvad der mere præcist var tale om fremgår ikke. Den indsatte ville ikke følge med tilbage fra sygehus, så der er formentlig tale om greb.

I alle 3 tilfælde er magtanvendelsen søgt undgået ved samtaler med den indsatte.

Der er i alle tilfælde en begrundelse for hvorfor det er anset for "nødvendigt" at anvende magt.

Kompetencen til at beslutte anvendelse af magt ligger hos institutionens vagthavende leder, der dog for så vidt angår magtanvendelse efter reglerne i cirkulærets § 3 kan delegere kompetencen til andre. Hvis forholdene ved anvendelse af magt efter § 2 ikke tillader at man afventer den vagthavende leders afgørelse, kan beslutning om at anvende magt træffes af den tilstedeværende funktionær som er ansvarlig for området, men den vagthavende leder skal i så fald normalt underrettes omgående. Der er ikke pligt til underretning ved anvendelse af magt efter § 3.

I det tilfælde hvor magtanvendelsen også skete efter § 2 er overvagtmesteren underrettet godt en 1/2 time efter anvendelsen, hvilket jeg går ud fra er umiddelbart efter hjemkomsten fra sygehuset i Nyborg hvor magtanvendelsen fandt sted. (I de 2 øvrige tilfælde deltog overvagtmesteren i magtanvendelsen, og i det ene af disse tilfælde er rapporten også påtegnet af inspektøren).

Magtanvendelsescirkulærets § 8 om lægetilsyn svarer - og svarede - til reglerne herom i håndjernscirkulæret, jf. ovenfor under punkt 10 a. Der er således også her sket en ændring af reglerne (ved cirkulære af 27. maj 1994).

Der blev ikke tilkaldt læge i nogen af tilfældene. De 2 af sagerne om magtanvendelse skete før ændringen af § 8 hvor lægetilsyn efter reglen kun kunne undlades, hvis det var "åbenbart unødvendigt". Selv om det ikke fremgår af rapporterne, går jeg ud fra at der i disse sager blev foretaget en konkret vurdering af, om lægetilsyn var nødvendigt. Rapporterne giver mig ikke grundlag for at antage at læge skulle have været tilkaldt.

Min gennemgang af rapporterne giver mig heller ikke i øvrigt anledning til bemærkninger.

c. Anbringelse i enrum

Jeg har modtaget materiale vedrørende i alt 10 (eventuelt kun 9, jf. nedenfor) tilfælde af tvungne enrumsanbringelser. De har fundet sted i perioden 3. august 1994 til 10. september 1994. Fængelsinspektøren oplyste under mit besøg at oplysninger om enrumsanbringelse noteres i den indsattes journal. Da fængslet ikke er i besiddelse af journaler for indsatte der ikke længere er i fængslet, har jeg ikke modtaget oplysninger om en (yderligere) enrumsanbringelse i den pågældende periode af en indsat der er løsladt.

Regler om enrumsanbringelse findes i cirkulære af 14. september 1978, med senere ændringer, om adgangen til at anbringe indsatte i enrum.

Betingelserne for tvangsmæssigt at anbringe en indsat i enrum findes i cirkulærets § 2, stk. 2, der lyder sådan:

"... anbringelse i enrum [kan] kun finde sted, såfremt

det findes nødvendigt for at forebygge undvigelse,

det findes nødvendigt for at forebygge voldsom adfærd,

det findes påkrævet for at hindre fortsat strafbar virksomhed, herunder brug af euforiserende stoffer,

den indsatte udviser en sådan grov eller gentagen utilladelig adfærd, som gør fortsat ophold i fællesskab åbenbart uforsvarlig,

den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er nødvendige af sikkerhedshensyn,

den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er påkrævet for at gennemføre en almindelig sundhedskontrol eller forebygge smittefare,

den indsatte nægter at påtage sig beskæftigelse i institutionen efter dennes bestemmelse."

Et tilfælde af enrumsanbringelse er sket efter nr. 3, 4 tilfælde efter nr. 4 og 4 tilfælde efter nr. 7. I journalen vedrørende det ene af disse tilfælde (en enrumsanbringlse den 16. august 1994 efter nr. 4) er det tillige oplyst at den indsatte den 10. september 1994 er fragået enrum. Ifølge et notat om en samtale med den indsatte den 23. august 1994 blev det aftalt at den indsatte skulle fragå enrum samme dag. Da der ikke er notater om at det ikke skete, går jeg ud fra, at den indsatte faktisk fragik enrum den dag. Jeg lægger derfor også til grund at der er tale om en ny (frivillig eller tvungen) enrumsanbringelse med ophør den 10. september 1994 (og at der altså ikke er tale om at enrumsanbringelsen den 16. august 1994 varede til den 10. september 1994).

De manglende oplysninger i sagen gør det ikke muligt for mig at tage stilling til om procedurereglerne i enrumscirkulæret har været overholdt i sagen. Jeg anmoder derfor fængslet om en udtalelse herom samt om at modtage eventuelle særskilte notater fra sagen til belysning af heraf. Da der ikke er andre oplysninger i sagen end at den indsatte er fragået enrum, tæller den ikke med i gennemgangen nedenfor, der således omfatter 9 sager.

Hvis der på grundlag af de foreliggende oplysninger eller under hensyn til den udviste adfærd er begrundet formodning om, at den indsatte opfylder betingelserne for anbringelse i enrum, kan der - mens sagens omstændigheder søges klarlagt - ske foreløbig enrumsanbringelse (§ 2, stk. 3). Indtil en ændring af bestemmelsen ved cirkulære af 26. juni 1995, der trådte i kraft den 1. juli 1995, var det i bestemmelsen anført at institutionens leder snarest skulle underrettes, hvis beslutning om foreløbig enrumsanbringelse var truffet af andre end denne.

Den indsatte skal snarest muligt orienteres om begrundelsen for den foreløbige anbringelse og have lejlighed til at udtale sig (§ 2, stk. 4). Når der er sket foreløbig anbringelse, skal endelig afgørelse i sagen fremmes mest muligt (§ 3, stk. 2).

Det er ikke i nogen af sagerne anført at der har været tale om foreløbig enrumsanbringelse. I ét tilfælde blev den indsatte på grund af mistanke om at han havde indsmuglet stoffer gemt i endetarmen enrumsanbragt efter tilbagekomst fra udgang den 14. august 1994 kl. 12 ⁰⁰. Af journalkopien, herunder afslutningen øverst på kopien af et forudgående notat, der er foretaget af institutionens leder, fremgår det at der i forbindelse med den indsattes tilbagekomst blev truffet endelig beslutning om lægevisitation. Det nægtede den indsatte imidlertid at medvirke til, og der blev derfor sat vagt ved indsatte "efter fængslets retningslinier". Kl. 21 ⁰⁰ samme dag blev han hensat i enrum efter enrumscirkulærets § 2, stk. 2, nr. 3. Den 17. august 1994 blev der afholdt forhør i anledning af rapport af 12. august 1994 om mistanken om indsmugling og senere rapporter om bl.a. fund af stoffer. Forhøret endte med udgangskarantæne og (fortsat) enrumsanbringelse efter § 2, stk. 2, nr. 3.

I tilslutning til reglerne om visitation er der udstedt en cirkulæreskrivelse af 28. juli 1993 om gennemførelse af recto-vaginalundersøgelser af indsatte. Efter cirkulæreskrivelsens punkt 2 kan en indsat enrumsanbringes under vagt hvis han/hun nægter at underkaste sig en sådan undersøgelse. En sådan enrumsanbringelse kan højst vare 7 dage.

Jeg går ud fra at enrumsanbringelsen den 14. august 1994 kl. 12 ⁰⁰ skete efter denne bestemmelse (og fængslets egne retningslinier herom). Jeg forstår endvidere at der herefter kl. 21 ⁰⁰ blev truffet en ny afgørelse (om enrumsanbringelse efter § 2, stk. 2, nr. 3).

Cirkulæreskrivelsen af 28. juli 1993 indeholder ikke regler for den procedure der skal følges ved enrumsanbringelser efter denne cirkulæreskrivelse. En sådan anbringelse er imidlertid en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og reglerne i forvaltningsloven, herunder reglerne om partshøring og begrundelse m.v., finder derfor anvendelse. Da enrumsanbringelse efter cirkulæreskrivelsen tjener samme formål som foreløbig enrumsanbringelse, nemlig afklaring af de faktiske omstændigheder til brug for senere endelig afgørelse i sagen, går jeg ud fra at der skal følges samme procedure.

Jeg beder fængslet om oplysning om hvilken procedure der følges ved enrumsanbringelser efter cirkulæreskrivelsen. Jeg beder endvidere om en udtalelse om overholdelsen af procedurereglerne i den konkrete sag ved anbringelsen kl. 12 ⁰⁰. Samtidig beder jeg om at få kopi af den forudgående side fra journalen (s. 10).

Hvem der har kompetencen til at træffe afgørelse om enrumsanbringelse fremgår af cirkulærets § 3, stk. 1. Indtil den 1. juli 1995 stod det i bestemmelsen at det var institutionens leder, der afgjorde om grundlaget for anbringelsen var tilstrækkeligt, eller om der skulle indhentes yderligere oplysninger, herunder foretages afhøringer af personale eller indsatte. Ved det ovenfor nævnte cirkulære af 26. juni 1995 er der nu i bestemmelsen indsat en adgang for institutionens leder til at bemyndige andre til at træffe afgørelse. Denne ændring er foranlediget af rapporten i anledning af min inspektion i 1993 af grønlænderafdelingen i Anstalten ved Herstedvester, se Folketingets Ombudsmands beretning for 1993, s. 399, og opfølgning herpå i beretningen for 1994, s. 541 og 544-51, samt omtalen i samme beretning s. 492, i forbindelse med min inspektion af Københavns Fængsler. Som det fremgår heraf er det min opfattelse at der ikke efter det tidligere cirkulære kunne ske delegation af kompetencen til at træffe afgørelser om enrumsanbringelse; men efter oplysning om ændring af reglerne, og om at kompetencespørgsmålet vil blive præciseret i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v., har jeg meddelt direktoratet at jeg for tiden ikke finder anledning til at foretage mere.

Afgørelserne om enrumsanbringelse i de konkrete sager er så vidt ses i alle tilfælde truffet af den ledende overvagtmester eller (i dennes fravær) af en anden overvagtmester. Det svarer til hvad statsfængslet oplyste den 14. juli 1994 på spørgsmål fra direktoratet til brug for direktoratets svar til mig i anledning af kompetencespørgsmålet i rapporten vedrørende min inspektion af grønlænderafdelingen i Anstalten ved Herstedvester.

Jeg finder ikke at statsfængslets fremgangsmåde har været i overensstemmelse med den dagældende bestemmelse i enrumscirkulærets § 3, stk. 1. Da bestemmelsen nu er ændret, og da kompetencespørgsmålet vil blive præciseret i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v., foretager jeg mig imidlertid ikke mere i relation til min inspektion af Statsfængslet i Ringe.

Proceduren ved anbringelse i enrum efter § 2, stk. 2, er fastlagt i cirkulærets § 3, stk. 3 - 7, der lyder sådan:

"Stk. 3. Enrumsanbringelse i henhold til § 2, stk. 2, forudsætter, at den indsatte i fornødent omfang er gjort bekendt med de foreliggende indberetninger og eventuelle afhøringer samt har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 4. Den indsatte skal altid gøres bekendt med begrundelsen for, at han anbringes i enrum.

Stk. 5. Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens funktionærer.

Stk. 6. Om bestemmelsen gøres notat, der skal indeholde en gengivelse af det indberettede og eventuelle forklaringer. Den afhørte skal have lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring, og det skal anføres, om godkendelse er sket. Notatet skal endvidere indeholde en udførlig begrundelse for, at anbringelsen er anset for påkrævet.

Stk. 7. Den indsatte skal efter anmodning have udleveret udskrift af notatet. Oplysninger kan udelades i det omfang, hensynet til institutionens sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger det."

I en af sagerne (sagen om enrumsanbringelse efter mistanke om indsmugling, jf. omtalen ovenfor) var der forhør den 17. august 1994 i anledning af rapport af 12. august 1994 og senere rapporter, men der er ikke oplysninger om partshøring forud for afgørelsen af 14. august 1994 (kl. 21) om enrumsanbringelse efter enrumscirkulæret § 2, stk. 2, nr. 3. Sagen indeholder heller ikke oplysninger der gør det muligt at konstatere om de øvrige procedureregler har været overholdt.

Jeg anmoder derfor fængslet om en udtalelse vedrørende overholdelse af procedurereglerne i denne sag.

I de 8 øvrige sager er der partshørt i overensstemmelse med § 3, stk. 3 (og forvaltningslovens § 19). I de 4 sager hvor der er sket enrumsanbringelse efter afholdelse af forhør, er de indsatte partshørt under forhørene. I de 4 øvrige sager hvor der er sket enrumsanbringelse efter cirkulærets § 2, stk. 2, nr. 7 (tilsidesættelse af beskæftigelsespligten), er der udfyldt en særlig rapport hvori er fortrykt oplysning bl.a. om, at den indsatte er gjort bekendt med rapportens indhold. Der er herefter rubrikker til udfyldning af om den indsatte har udtalt sig, og i givet fald hvad han/hun har sagt. Ved vedkommende overvagtmesters datering og underskrift fremgår det at der rent faktisk er sket partshøring. Rapporterne er i øvrigt vedhæftet ugesedler og i to tilfælde tillige en særskilt rapport som jeg går ud fra at den indsatte også er gjort bekendt med.

Jeg lægger i øvrigt til grund at afgørelsen i alle 8 sager er truffet i den indsattes påhør efter partshøring, og jeg går ud fra at den indsatte samtidig er orienteret om begrundelsen for afgørelsen.

Der har i alle forhørssagerne været et vidne til stede (stk. 5), og den indsatte har hørt og godkendt diktatet af sin forklaring (stk. 6, 2. pkt). I sagerne vedrørende beskæftigelsesvægring har der ikke været vidne til stede, og der er heller ikke oplysning om at den indsatte har haft lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring.

Jeg anmoder på den baggrund fængslet om en udtalelse om hvilken procedure der følges i relation til overholdelse af bestemmelserne i cirkulærets § 3, stk. 5 og 6, 2. pkt. i de sager hvori der ikke har været afholdt forhør.

I forhørssagerne er der en begrundelse for afgørelsen. I sagerne om gentagne tilsidesættelser af beskæftigelsespligten er der alene oplysning om den afgørelse der er truffet, men ikke en "udførlig begrundelse for, at anbringelsen er anset for påkrævet". Det finder jeg beklageligt.

Cirkulærets § 4 indeholder regler om ophør af enrumsanbringelsen. Efter § 4, stk. 5, skal spørgsmålet om anbringelsens ophør tages op til overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller sidste beslutning om opretholdelse af anbringelsen.

2 anbringelser har varet 7 dage, de resterende alle færre dage. I de 2 sager har der været en samtale med den indsatte på 7. dagen, og i begge tilfælde blev det aftalt at den indsatte samme dag fragik enrum.

Efter § 4, stk. 6, skal der gøres notat om de overvejelser, der har fundet sted i henhold til stk. 5 og om anbringelsens ophør. Direktoratet for Kriminalforsorgen har i cirkulærskrivelse af 19. april 1991 præciseret, at dato og klokkeslet for ophør af enrumsanbringelse skal noteres. Dette er overholdt i alle sager på nær én, hvor klokkeslettet mangler. Der blev aftalt samtale med psykolog kl. 16 ⁰⁰ samme dag, og at den indsatte herefter skulle fragå enrum.

Det er endvidere givet klagevejledning - til såvel inspektøren som direktoratet - i alle sagerne. (I sagen vedrørende mistanke om indsmugling fremgår det dog ikke om der er givet klagevejledning).

Min gennemgang af materialet vedrørende anbringelse i enrum giver mig ikke anledning til bemærkninger ud over de ovenfor anførte.

Jeg har noteret mig at Statsfængslet i Ringe ifølge Kriminalforsorgens årsberetning for 1994 havde 49 tvungne enrumsanbringelser mod 34 i både Statsfængslet i Nyborg og Statsfængslet i Vridsløselille og 137 i Statsfængslet i Horsens. Henset til at Statsfængslet i Ringe har færre indsatte end de 3 andre, er der tale om relativt mange enrumsanbringelser, men jeg går ud fra at det skal ses i sammenhæng med det unge klientel i Statsfængslet i Ringe.

d. Forhørsprotokollen (disciplinærsager )

Jeg har modtaget kopi af forhørsprotokollen vedrørende i alt 57 forhør. De er afholdt i perioden 10. august - 28. oktober 1994. Ved min gennemgang af protokollen er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering af baggrunden for indberetningerne (som jeg ikke har været i besiddelse af) og af de afgørelser der er truffet efter forhørene.

30 af de 57 sager endte med ikendelse af en disciplinærstraf (strafcelle eller bøde). I 5 af disse sager blev der tillige truffet beslutning om konfiskation, og i en 6. sag blev den indsatte tillige pålagt erstatningspligt. 13 af de 30 sager endte med strafcelle fra betinget strafcelle i 2 dage til ubetinget strafcelle i 7 dage. I en af sagerne fik den indsatte også udgangskarantæne. I visse af sagerne var der tale om delvis betinget strafcelle (f.eks. 7 dages strafcelle, heraf 3 betinget). I en af sagerne var der tale om at en tidligere idømt betinget strafcelle nu blev gjort ubetinget.

17 sager endte med bøde der i 16 tilfælde var på 25 kr., og i det sidste tilfælde på 50 kr. I en af bødesagerne blev der tillige truffet afgørelse om udgangskarantæne.

Af de resterende 27 sager der endte med andet end idømmelse af en disciplinærstraf, var reaktionen i 10 sager udgangskarantæne i nærmere angivne perioder, og i en af disse sager blev der tillige truffet afgørelse om enrumsanbringelse. 5 andre sager endte med enrumsanbringelse. Yderligere 3 sager endte med tidsmæssig fradrag i næste udgang, 3 i overførsel til andet fængsel/arresthus, og 2 i kontrolleret besøg. I en yderligere sag blev den indsatte fundet skyldig i at være i besiddelse af flere penge end tilladt efter de interne regler, men reaktionen herpå var alene at det overskydende beløb blev hensat på en spærret konto til løsladelsen. I de sidste 3 sager blev der heller ikke truffet afgørelse om disciplinærstraf eller andre foranstaltninger, enten fordi den indsatte blev anset for uskyldig, eller fordi der ikke fandtes grundlag for straf. I en af sagerne er der henvist til at handlingen blev foretaget i affekt.

I enkelte af sagerne er den indsatte delvis frifundet.

I flere af sagerne fremgår det at der ved strafudmålingen er lagt vægt på formildende eller skærpende omstændigheder.

Reglerne om gennemførelse af disciplinærsager over for indsatte findes i cirkulære af 10. marts 1976, med senere ændringer, om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for indsatte og om disciplinærsagers gennemførelse. Gennemgangen nedenfor har koncentreret sig om overholdelse af procedurereglerne i dette cirkulære, og inddrager alle disciplinærsagerne uanset om reaktionen har været en disciplinærstraf (efter disciplinærstrafcirkulæret) eller en anden foranstaltning (efter andre bestemmelser).

Hvis der er begrundet formodning om at en indsat har overtrådt bestemmelser, der må antages at medføre disciplinærstraf af strafcelle, kan han/hun midlertidigt anbringes i forhørscelle hvis det er nødvendigt af hensyn til undersøgelsens gennemførelse (cirkulærets § 6, stk. 1). Er beslutning truffet af andre end institutionens leder, skal denne snarest underrettes herom (samme bestemmelses 2. pkt.). Den indsatte skal snarest muligt orienteres om begrundelsen for anbringelse i forhørscelle og have lejlighed til at udtale sig (stk. 2). Den tid som den indsatte har været i forhørscelle skal fradrages i udståelsen af strafcelle (stk. 3).

I 8 sager havde den indsatte ifølge forhørsprotokollen forud for forhøret været anbragt i forhørscelle. 3 af sagerne endte ikke med strafcelleanbringelse. Jeg har ikke vurderet hvorvidt betingelsen i § 6, stk. 1, om at forhørscelleanbringelsen har været nødvendig af hensyn til undersøgelsens gennemførelse har været opfyldt. Min undersøgelse har alene været koncentreret om overholdelse af procedurereglerne i § 6.

Ingen af de 8 sager indeholder oplysning i forhørsprotokollen om at institutionens leder er underrettet, og hvornår det i givet fald er sket. Kun i et tilfælde fremgår det af protokollen at § 6, stk. 2, er overholdt.

Jeg beder på denne baggrund statsfængslet om oplysning om hvilken procedure der følges i relation til overholdelse af procedurebestemmelserne i § 6.

I forhørsprotokollerne er oplysning om varigheden af forhørscelleanbringlserne, men kun i et tilfælde fremgår det udtrykkeligt af protokollen at der er sket fradrag efter stk. 3. Jeg går imidlertid ud fra at der i de øvrige tilfælde af strafcelleanbringelse også er sket fradrag efter stk. 3.

Af journalen i en af enrumssagerne fremgår det som nævnt ovenfor at den indsatte havde været forhørscelleanbragt. Der er imidlertid ikke oplysning om dette i forhørsprotokollen. Jeg går imidlertid ud fra at der er tale om en enkeltstående fejl.

Disciplinærsager skal behandles så hurtigt som muligt (cirkulærets § 7, stk. 2). I de fleste tilfælde er sagen behandlet samme dag eller dagen efter indberetningen. I enkelte tilfælde fremgår det ikke af selve forhørsprotokollen hvornår der er sket indberetning. I yderligere nogle enkelte tilfælde er forhør foretaget efter at der er kommet svar på urinprøve, men datoen for svaret er kun oplyst i en sag. Jeg går imidlertid ud fra at forhør er foretaget hurtigst muligt efter at svaret forelå. 2 forhør blev afholdt 3 dage efter indberetningen, 5 forhør 4 dage efter (i et tilfælde 2 dage efter at den indsattes kom tilbage efter at være udeblevet fra weekendudgang), 4 forhør 5 dage efter, og 1 forhør (s. 8781 i forhørsprotokollen) 9 dage efter indberetningen. Den fremkom mens den indsatte var på weekendudgang og var foranlediget af oplysninger fra politiet samme dag. Det fremgår ikke af forhørsprotokollen hvorfor forhør først blev holdt 9 dage efter indberetningen. Den indsatte blev sammen med en anden indsat fra fængslet under udgang anholdt af politiet, og blev senere sigtet for strafbart forhold. Forhør over den medindsatte fandt sted 5 dage efter indberetningen. Der er i ingen af sagerne oplysninger om hvornår de indsatte kom tilbage til fængslet.

Forhør 9 dage efter indberetning er (i hvert fald) efter min opfattelse ikke i overensstemmelse med § 7, stk. 2, medmindre det har været begrundet i særlige omstændigheder, f.eks. at forhør på grund af den indsattes fravær fra institutionen ikke har kunnet gennemføres før. Jeg beder derfor statsfængslet om nærmere oplysninger om årsagen til at forhøret først blev afholdt på dette tidspunkt. Jeg er som det fremgår opmærksom på at den indsatte var på weekendudgang på tidspunktet for indberetningen, og at forhør derfor tidligst kunne finde sted efter at den indsatte kom tilbage til fængslet.

Proceduren ved behandling af disciplinærsager findes i cirkulærets §§ 8 og 9. Af 3 af sagerne fremgår det at fængslet havde forsøgt at afgøre sagerne med bødeforelæg efter § 8, som de indsatte imidlertid havde afslået. Herefter er sagerne - ligesom de øvrige - behandlet efter reglen i disciplinærstrafcirkulærets § 9 der har følgende indhold:

"I disciplinærsager i øvrigt gøres den indsatte bekendt med, hvad der er indberettet, og orienteres i hovedtræk om, hvad der måtte være fremkommet under eventuelle afhøringer i sagen.

Stk. 2. Afgørelsen træffes under den indsattes tilstedeværelse, efter at han har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 3. Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens funktionærer.

Stk. 4. Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede og de afgivne forklaringer, der skal protokolleres, medens vedkommende er til stede. Protokollatet søges affattet således, at det kan godkendes af den pågældende. Notatet skal endvidere indeholde oplysning om, hvilke bestemmelser der anses overtrådt, på hvilket grundlag dette anses for bevist og oplysning om afgørelsen."

De indsatte er i alle tilfælde på nær 3 (jf. straks nedenfor) partshørt i overensstemmelse med § 9, stk. 1. De har samtidig fået udleveret eller fået tilbudt/forevist en skriftlig vejledning som fængslet har udarbejdet til de indsatte om deres rettigheder i disciplinærsager (jf. nedenfor) samt tilbud om en forklaring hertil. De indsatte har generelt kendt indholdet af vejledningen i forvejen.

I 3 sager er den indsatte ikke partshørt, men det skyldes ikke en fejl. Partshøring er undladt med henvisning til forvaltningslovens § 15, stk. 1. Forhørslederen har i sagerne skønnet at andre forhold end hensynet til den indsatte har måttet vægtes højere i disse sager. Det fremgår ikke af rapporterne hvad grundlaget for afgørelsen i sagen har været.

Forvaltningslovens § 15 vedrører undtagelse fra partens adgang til aktindsigt , men efter lovens § 19, stk. 2, nr. 4, kan partshøring undlades hvis parten ikke har ret til aktindsigt i oplysningerne. Hjemlen for at undlade partshøring er således § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 15. Da forhørsrapporten slet ingen oplysninger indeholder om baggrunden for sagen, er det ikke muligt at undersøge om betingelserne for at undlade partshøring har været opfyldte, men jeg finder heller ikke anledning til at undersøge dette nærmere.

§ 9, stk. 2 og 3, er også overholdt i alle sagerne.

§ 9, stk. 4, er stort set også overholdt i alle sagerne. Der er således gjort notat i en særlig - fortløbende - protokol, og notaterne gengiver det indberettede og de afgivne forklaringer der er protokolleret (dikteret) under den indsattes tilstedeværelse. I de 3 sager hvor partshøring er undladt er der dog ingen gengivelse af det indberettede (m.v).

Uanset at der er tale om oplysninger som betragtes som fortrolige, følger det efter min opfattelse af § 9, stk. 4, og formålet med særlige forhørsprotokoller at oplysningerne "skal" protokolleres. Den indsattes ret til at få en kopi af notatet kan ikke begrunde undladelse heraf da oplysninger i notatet vil kunne udelades "i det omfang hensynet til institutionens sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger det", jf. cirkulærets § 11, 2. pkt. (og forvaltningslovens § 15).

Den indsatte har også i alle tilfælde på nær ét godkendt diktatet af sin forklaring. I denne ene sag vidste den indsatte ikke rigtigt om hun ville godkende den.

Sidste punkt i § 9, stk. 4, er også overholdt i de fleste sager, men der er dog nogle sager hvor det ikke er tilfældet. I nogle sager mangler præcis angivelse af hvilke bestemmelser der er anset for overtrådt. Som eksempel kan nævnes en sag (s. 8778 i forhørsprotokollen) hvor den indsatte er straffet for overtrædelse af "§ 19, stk. 3 som omhandler orden og sikkerhed". Der mangler angivelse af at det er fuldbyrdelsesbekendtgørelsen der tænkes på. Da denne bestemmelse i øvrigt alene indeholder en bemyndigelse for institutionerne til at fastsætte regler om orden og sikkerhed, og således ikke et selvstændigt gerningsindhold, kan der ikke straffes for overtrædelse af denne bestemmelse, men (kun) for overtrædelse af regler fastsat efter denne bestemmelse, jf. også fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33, pind 2, og statsfængslets egen regelsamling, afsnit V, nr. 1, s. 2. Som andre eksempler kan henvises til forhørsprotokollen s. 8805 hvor den indsatte er fundet skyldig i forsøg på vold, uden at det er oplyst hvilken regel den indsatte hermed har overtrådt, og s. 8803-8804 hvor den indsatte er fundet skyldig i overtrædelse af "udgangsreglerne". I forbindelse med straffastsættelsen i disse sager er henvist til fuldbyrdelsesbekendtgørelsen § 33, jf. henholdsvis § 19, stk. 2 og § 24. Sidstnævnte bestemmelser indeholder imidlertid ikke et selvstændigt gerningsindhold, men henviser til henholdsvis straffelovgivningens regler og de regler som direktoratet har fastsat om udgang.

Kravet om oplysning om på hvilket grundlag overtrædelsen er anset for bevist er overholdt i ca. 2/3 af de sager, hvor forhøret udmundede i en disciplinærstraf. I de fleste af disse sager har den indsatte (delvis) erkendt forholdet, og der er udtrykkeligt henvist hertil. Det bør også ske, jf. også direktoratets udtalelse, gengivet s. 544 i Folketingets Ombudsmands beretning for 1994, om opfølgning af min inspektion af Anstalten ved Herstedvester. I den resterende trediedel af sagerne har der i alle tilfælde foreligget erkendelse, men der er ikke henvist hertil.

Ud over at påpege ovennævnte forhold, finder jeg dog ikke anledning til at foretage mig mere vedrørende dem.

Der er også i alle sagerne oplysning om afgørelsen, men i nogle af sagerne om anvendelse af andre reaktioner end disciplinærstraf er der ikke givet oplysning om hjemlen for reaktionen (se f.eks. forhørsprotokollen s. 8758). I andre tilfælde er hjemmelsangivelsen ukorrekt. Det drejer sig om sager om tilbagekaldelse af udgang (udgangskarantæne). I 7 af de 11 sager herom er hjemlen for reaktionen angivet til fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33, jf. § 24 (i et enkelt tilfælde jf. § 19, stk. 2). I 5 af disse sager er § 12 i udgangscirkulæret også omtalt, men i forbindelse med angivelse af begrundelse for at der sker tilbagekaldelse ("fare for misbrug, jf. § 4 og § 12"). Fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33 giver hjemmel for ikendelse af disciplinærstraf hvilket ifølge disciplinærstrafcirkulærets § 1 (kun) kan omfatte bøde eller strafcelle. Det er således forkert at henvise til § 33 når der anvendes en anden reaktion end disciplinærstraf.

Jeg går ud fra at fængslet fremover vil være opmærksom på dette forhold, og jeg foretager mig derfor ikke mere i den anledning.

Den indsatte skal efter anmodning have udleveret udskrift af notatet om disciplinærsagen (§ 11). Denne adgang er omtalt i den vejledning som de indsatte for tilbudt ved forhørerne. Oplysninger kan dog (som nævnt) udelades i det omfang hensynet til institutionens sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger det (§ 11, 2. pkt.).

I fængslets vejledning orienteres de indsatte også om retten til at få en bisidder (jf. forvaltningslovens § 8, stk. 1), retten til aktindsigt i rapporter m.v. (forvaltningslovens kapitel 4), herunder at forhøret vil blive udsat hvis den indsatte ønsker aktindsigt (lovens § 11, stk. 1), at den indsatte har ret - men ikke pligt - til at udtale sig, og at den indsatte ikke behøver at godkende forhørslederens referat af forhøret og kan få sine synspunkter noteret heri (jf. i øvrigt disciplinærstrafcirkulærets § 9, stk. 4, hvorefter de afgivne forklaringer skal noteres i protokollen).

I alle sager er der givet klagevejledning (til såvel inspektøren som Direktoratet for Kriminalforsorgen), jf. forvaltningslovens § 25 og fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 28, stk. 2.

Kompetencen til at træffe afgørelse i disciplinærsager er hos institutionens leder eller den, han/hun bemyndiger til at at udøve den (fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 34, stk. 1). Alle afhøringer og afgørelser er foretaget af overvagtmestre, som jeg må forstå at kompetencen er delegeret til.

Jeg beder fængslet om at oplyse om der internt er fastsat retningslinier for overvagtmestrenes udøvelse af disciplinærmyndigheden. I bekræftende fald beder jeg om oplysning om disse retningslinier.

Samtidig beder jeg om at få oplyst hvilket tilsyn inspektøren fører med disciplinærstrafområdet.

Min gennemgang af forhørsrapporterne giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger end anført ovenfor.

Jeg har noteret mig at Statsfængslet i Ringe ifølge Kriminalforsorgens årsberetning for 1994 havde betydeligt færre disciplinærstraffe end både Statsfængslet i Nyborg og Statsfængslet i Horsens (268 mod henholdsvis 775 og 964). Statsfængslet i Vridsløselille havde 517.

e. Videregående visitation af besøgende

Jeg modtog ikke materiale om videregående visitation af besøgende. Fængselsinspektøren har telefonisk oplyst at det skyldes at der ikke havde været sådanne visitationer i den omhandlede periode.

f. Brevveksling og besøg

Jeg modtog heller ikke notater i henhold til cirkulæret om de indsattes adgang til brevveksling og besøg m.v. (cirkulære af 19. december 1980 med senere ændringer). Efter dette cirkulære skal der gøres notat om eventuelle begrænsninger med hensyn til hvem den indsatte må brevveksle med (§ 1, stk. 2), om eventuel gennemlæsning af breve til eller fra den indsatte (§ 5, stk. 3), om tilbageholdelse af breve (§ 6, stk. 3), om gennemlæsning og eventuel inddragelse af breve der er udleveret til indsatte (§ 7, stk. 2), og om nægtelse af besøg af bestemte personer (§ 12, stk. 4).

Fængselsinspektøren har telefonisk oplyst at der har været enkelte notater efter cirkulæret om brevveksling og besøg, men de er svære at finde fordi oplysning herom alene fremgår af de indsattes journaler. (Da der ikke skal ske indberetning efter dette cirkulære som tilfældet er ved enrumsanbringelser, er der ikke - som ved enrumsanbringelser - udfærdiget en liste over sagerne). Udlevering af notater vil derfor kræve en gennemgang af samtlige journaler. En sådan gennemgang vil i øvrigt ikke sikre at alle notater for den pågældende periode findes, da fængslet ikke i besiddelse af journalen for de indsatte der ikke længere er i institutionen.

I en af de forhørssager der endte med kontrolleret besøg var anledningen til forhøret indholdet af et brev, som var blevet åbnet og gennemlæst. Det fremgår af forhørsrapporten at der var tale om en stikprøvevis gennemlæsning (efter § 5, stk. 2, i cirkulæret om brevveksling og besøg) af et brev som den indsatte havde skrevet, og at brevet blev tilbageholdt (efter cirkulærets § 6, stk. 1) da det efter forhørslederens opfattelse indeholdt en opfordring til modtageren om at begå en strafbar handling. Der er således i forhørsrapporten notat om gennemlæsningen og tilbageholdelsen og om grunden hertil, jf. cirkulærets § 5, stk. 3 og § 6, stk. 3.

Jeg har derfor ingen bemærkninger til overholdelsen af disse regler i sagen.

Under hensyn til oplysningerne om at der kun har været få sager om notat efter besøgs- og brevvekslingscirkulæret, og vanskelighederne ved at finde frem til disse, frafalder jeg min anmodning om at modtage (yderligere) notater. Jeg foretager mig altså ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

 

11. Opfølgning

Jeg beder om at fængslet sender de udtalelser som jeg har bedt om under de enkelte afsnit til mig gennem Direktoratet for Kriminalforsorgen, som jeg ligeledes beder om en udtalelse.

 

12. Underretning

Folketingets Retsudvalg modtager en kopi af denne rapport."