Resumé

I maj måned 1995 besøgte ombudsmanden - efter invitation fra Storstrøms Amt - Amtshospitalet i Vordingborg, grønlænderafdelingerne. Ombudsmanden havde under besøget drøftelser med ledelse, personale med tilknytning til grønlænderafdelingerne, patienter og en bistandsværge/patientrådgiver.

I forbindelse med besøget modtog ombudsmanden hospitalets indberetning af tvang for første kvartal 1995 med tilhørende tvangsprotokoller vedrørende patienter på den lukkede grønlænderafdeling. Gennemgangen heraf gav på et enkelt punkt ombudsmanden anledning til bemærkninger. (J. nr. 1995-261-629).

Besøg på Amtshospitalet i Vordingborg, grønlænderafdelingerne

 

 

Den 23. februar 1996 afgav jeg følgende redegørelse om mit besøg på Amtshospitalet i Vordingborg:

Den 16. maj 1995 besøgte jeg - efter invitation fra Storstrøms Amt - Amtshospitalet i Vordingborg.

Nedenstående redegørelse har jeg i udkast den 31. januar 1996 sendt til amtshospitalet der i skrivelse af 19. februar 1996 er fremkommet med nogle tilføjelser og bemærkninger. Disse er indarbejdet i redegørelsen.

Uanset at mit besøg på Amtshospitalet i Vordingborg ikke havde karakter af en egentlig inspektion (da hospitalet er amtskommunalt), afgiver jeg efter aftale med hospitalsledelsen en rapport om besøget, jf. § 3 i instruksen for Folketingets Ombudsmand. Rapporten vedrører alene de afsnit og værksteder jeg besøgte - ikke hospitalet som helhed.

Besøget havde sammenhæng med at der i 1991 og 1993 er foretaget egentlige inspektioner af detentioner/arrester og anstalter for domfældte i Grønland. Der er endvidere i 1993 aflagt et inspektionsbesøg i Anstalten ved Herstedvester, Grønlænderafdelingen. Besøget på Amtshospitalet i Vordingborg udsprang af et ønske om at få et samlet indblik i forholdene for grønlandske domfældte.

Jeg besøgte afdeling 17 der er en åben afdeling for grønlandske patienter, og afdeling 18 der er en tilsvarende, men lukket afdeling. Endvidere besøgte jeg værksteder og terapier.

Besøget omfattede således ikke hele amtshospitalet med dets øvrige afdelinger. Et sådant besøg har jeg ønske om at få mulighed for at aflægge på et senere tidspunkt.

Under besøget havde jeg drøftelser med sygehuschef Holger Pind Probst, administrerende overlæge Peter Stigaard Jensen, koordinerende socialrådgiver Leif Müller, personalemedlemmer med tilknytning til grønlænderafsnittene og bistandsværge/patientrådgiver Helene Thiesen.

Endvidere havde jeg samtaler med nogle patienter der rejste nogle spørgsmål over for mig. Nogle af spørgsmålene faldt uden for ombudsmandens kompetence, hvorfor jeg måtte meddele at jeg ikke kunne foretage mig noget. Andre spørgsmål drøftede jeg efterfølgende med amtshospitalets ledelse og besvarede dem herefter i særskilte breve til de pågældende.

I forbindelse med besøget modtog jeg efter aftale med amtshospitalets ledelse hospitalets indberetning af tvang for første kvartal 1995 med tilhørende tvangsprotokol - skema 1 og 3 (se nærmere nedenfor).

 

Afdeling 17

Amtshospitalets afdeling 17 er en åben afdeling med plads til 10 patienter. Afdelingen består af en ensengsstue på 13,2 m², to tosengsstuer på 14,4 m² og tre tosengsstuer på 15,0 m².

Ensengsstuen, der almindeligvis benyttes som musikstue, inddrages til sengestue såfremt der kun er én kvindelig patient i afdelingen.

En patient fremviste sin stue som han deler med en anden patient. Stuen er meget aflang. Den er opdelt i dybden sådan at hver patient har indrettet sig i hver sin ende af lokalet. Der er en håndvask og et vindue.

Vedligeholdelsesstandarden af stuerne giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Af møbler har patienterne på tosengsstuerne hver især en seng, et sofabord, en reol, en stol og et lille skab.

Det blev oplyst at patienterne ikke har plads i skabene til ret mange af deres ejendele, der derfor må opbevares på et depot.

Umiddelbart forekommer det mindre tilfredsstillende at patienter der har ophold på amtshospitalet i meget lang tid (en årrække), må dele en stue af den nævnte størrelse med en anden. Og det er naturligvis klart utilfredsstillende at der ikke gives sådanne forhold at de har mulighed for at have deres ejendele hos sig i videre omfang end det nu er tilfældet.

Det blev imidlertid under besøget oplyst at der kun modtages meget få klager over pladsforholdene mv. Under hensyn hertil finder jeg ikke anledning til at foretage mig videre ud over at tilkendegive den opfattelse som er anført ovenfor.

På afdelingen er der en meget rummelig opholdsstue der er indrettet med en spiseafdeling og en sofagruppe. Stuen, der endvidere fungerer som fjernsynsrum, har to vinduer med blomster i vindueskarmen og er udsmykket og meget pænt vedligeholdt.

På afdelingen er der et musikværksted med klaver. Lokalet fungerer samtidig som bordtennisrum, og der er opstillet reoler og bord og stole. Rummet, der er aflangt med et vindue i dybden, er også udsmykket og pænt vedligeholdt.

Afdelingsgangen har til den ene side døre ind til de enkelte stuer og opholdsstuen, og til den anden side vinduer med gardiner og blomster i vindueskarmene. Også gangarealet gav indtryk af at være pænt vedligeholdt.

Skilte på gangen og på dørene har tekst på både grønlandsk og dansk.

 

Om bemanding og normering på afdelingen har amtshospitalet oplyst:

07.00 - 15.00 hverdage	tre personer
07.00 - 15.00 weekend	to personer
15.00 - 23.00 alle dage	to personer
23.00 - 07.00 alle dage	to personer

 

Derudover er der ansat to grønlandske medarbejdere 37 timer om ugen i dag-/aftenvagt (døgninstitutionsmedhjælpere).

Desuden er der ansat en tolk der er fælles for afdeling 17 og 18. Tolken arbejder på hverdage i dagvagt.

 

Personalekategori	normering	faktisk bemanding
Afd.sygepl.	01	01
1. assistent	01	01
Sygepl.ass.	02	01,7568
Plejere	11	11,2500
Tolk	01	01
døgn	02	02
	18	18,0068

 

Afdeling 18

Afdeling 18 er en lukket afdeling. Den er beliggende på anden sal umiddelbart over afdeling 17. Afdelingen der har plads til 12 patienter, havde på besøgstidspunktet 11 patienter.

Afdelingen er indrettet med en ensengsstue på 13,4 m², en ensengsstue på 14,6 m², fire tosengsstuer på 15,0 m² og to tosengsstuer på 18,9 m². Ensengsstuen på 13,4 m² er en såkaldt akutstue som bruges ved bæltefiksering. Det betyder at den patient der ligger på den akutte stue, også samtidig disponerer over en anden seng på afdelingen.

Ensengsstuen på 14,6 m² benyttes som musikstue, men kan ved påkommende tilfælde benyttes som sengestue.

 

Jeg henviser til det jeg har anført ovenfor om pladsforholdene.

Denne afdeling har et spise- og opholdslokale i lighed med det på afdeling 17. Der er også her opstillet et fjernsyn, og lokalet er udsmykket med billeder på væggene.

Gangarealet på denne afdeling er også pænt vedligeholdt. Der er herfra adgang til et toilet og et bad.

I forbindelse med besøget konstaterede jeg at en vagt der var fast vagt i forbindelse med fiksering af en patient, udøvede denne funktion fra en stol ude på gangen og med mulighed for at se direkte ind i lokalet.

Jeg har tidligere udtalt mig om spørgsmålet om at patienter ligger fikseret for åben dør. I forbindelse med en inspektion på Rigshospitalets Psykiatriske Afdeling O i 1987 (Folketingets Ombudsmands beretning for 1988, s. 201ff) gav afdelingen over for mig udtryk for et ønske om, når det er nødvendigt at tvangsfiksere, at der kan tilknyttes en fast vagt som hele tiden er ved den fikseredes side, og at døren til det lokale hvor patienten ligger fikseret, kan lukkes. Afdelingen oplyste at der om aftenen og om natten hvor der var mangel på personale, skete mange fikseringer. Det medførte at den fikserede måtte ligge alene og for åben dør.

Jeg udtalte at det efter min opfattelse er en ydmygende og uacceptabel situation for den tvangsfikserede, og at det kan være ubehageligt for medpatienter og for pårørende der måtte være på afdelingen.

Principielt må jeg fastholde den opfattelse som jeg dengang tilkendegav. Jeg er imidlertid opmærksom på at situationen i det foreliggende tilfælde er en anden. For det første er der nu tale om faste vagter, og for det andet er den lukkede afdeling - afdeling 18 - en mindre afdeling med patienter der på grund af det længerevarende ophold må antages at have et noget andet indbyrdes forhold end tilfældet var for patienterne på Rigshospitalet i 1987. Hertil kommer at der - så vidt jeg har forstået - ikke kommer mange pårørende på afdeling 18.

I en sidegang er der indrettet kontorlokale og samtalerum. Der er endvidere toiletfaciliteter.

Om bemandingen og normeringen af denne afdeling har amtshospitalet oplyst:

07.00 - 15.00 alle dage tre mænd og to kvinder

15.00 - 23.00 alle dage tre mænd og en kvinde

23.00 - 07.00 alle dage to mænd

Derudover er der ansat to dobbeltsprogede pædagoger 37 timer om ugen i dag-/aftenvagt og en tolk der som anført ovenfor er fælles med afdeling 17.

Det er oplyst at bemandingen kan dække én fast vagt i dag- og aftenvagt. Er der brug for flere faste vagter, indkaldes ekstra personale.

 

Personalekategori	normering	faktisk bemanding
Afd.sygepl.	01	00
1. assistent	01	01
sygepl.ass.	03	02
plejere	18	17
pædagoger	02	03
SSA	00	02
	25	25

 

Haven

Bag ved den bygning der indeholder afdeling 17 og 18, er der en lille have. Haven der i øvrigt er omkranset af andre bygninger, men med en åbning mellem to af bygningerne, er opdelt med et hegn således at der er et lukket afsnit af haven. Der er i haven opstillet bænke og borde ligesom der er et basketballnet.

Jeg fik ved besøget det indtryk at der ikke gøres brug af denne have i særligt stort omfang; især ikke for så vidt angår patienter fra den lukkede afdeling. Det blev oplyst at dette har sammenhæng med at haven ikke er indrettet således at patienterne kan benytte den uden tilstedeværelse af personalet.

Om patienternes adgang til udendørs ophold har amtshospitalet efterfølgende oplyst at patienter på den lukkede grønlænderafdeling, der har inddraget terrænfrihed, bliver ledsaget af personale på spadseretur en halv til en hel time mindst én gang om dagen. Det forudsættes dog at patienternes tilstand i øvrigt ikke kontraindicerer dette. Svært undvigelsesfarlige patienter, patienter der er varetægtsfængslede eller patienter der er svært selvmordsfarlige, kommer efter det oplyste kun uden for afdelingen ganske sjældent.

Om patienter på den åbne afdeling der har inddraget terrænfrihed, er det oplyst at de bliver ledsaget til og fra beskæftigelse og på ture på amtshospitalets terræn efter behov - ofte flere gange dagligt.

 

Værkstedsbygning

Rundgangen på amtshospitalets område omfattede et besøg i hospitalets værkstedsbygning.

Umiddelbart indenfor i bygningen er der et anneks med omklædnings- og badefaciliteter der anvendes af hjemmeboende patienter med tilknytning til amtshospitalets dagafdeling.

I selve produktionsenheden udføres der pakke- og montagearbejde som lønarbejde for firmaer i byen. Det blev oplyst at den årlige omsætning udgør ca. én mio. kr., og at 30 - 40 patienter - heraf otte - ni grønlændere - på besøgstidspunktet er tilmeldt til beskæftigelse i denne enhed. Jeg fik ved besøget det indtryk at grønlænderne ikke er helt stabile i deres fremmøde til beskæftigelse. På tidspunktet for selve besøget i værkstedsbygningen tog da også kun nogle af de grønlandske patienter del i arbejdet.

Patienterne der arbejder selvstændigt i hold, fremviste arbejder i form af el-artikler, lamper og loppehalsbånd til katte og hunde.

Selve produktionshallen er indrettet med vinduer i den ene side og et udluftnings- og ventilationssystem.

I produktionsafsnittet er der særskilt indrettet en frokoststue.

Uden for produktionshallen har patienterne sammen med personalemedlemmer lavet et lille, hyggeligt haveanlæg med guldfiskebassin og en stor grill.

 

Centerbygning

I centerbygningen er indrettet en kiosk og café der drives af en ergoterapeut og to assistenter, og hvor der holdes klubaften hver torsdag. Fra vinduerne er der udsigt til en hyggelig gårdhave med et drivhus der hører til caféen, og som patienter har arbejdsopgaver i tilknytning til.

Fra caféen er der adgang til centrets bibliotek der er indrettet som et almindeligt bibliotek med reoler med bl.a. bøger. Der er endvidere etableret mulighed for at patienterne kan læse bøger eller andet på stedet og samtidig lytte til musik ved hjælp af nogle hovedtelefoner. Det blev oplyst at de grønlandske patienter bruger den afdeling meget.

Centret indeholder desuden en meget stor festsal der anvendes til koncerter, teaterforestillinger, julemarked og juletræsfester. Den er til det brug indrettet med en scene, og der er opstillet et flygel. Salen er tillige udstyret med ribber og mål og anvendes også som gymnastiksal.

Centret er i øvrigt opdelt i mindre afdelinger for forskellige terapiformer, hvoraf nogle er beliggende sådan at der fra terapilokalet er udsigt til den hyggelige gårdhave.

Det blev oplyst at 96 ud af 186 patienter tager del i centrets aktiviteter.

Patienterne har mulighed for at tilmelde sig beskæftigelse i en malerterapi, et cykel- og træhåndværksted, værksted for stoftryk, sy- og tilskæring og værksted for læder- og lerarbejder.

Endvidere er der i centret indrettet et lille køkken hvor patienter tilbereder lune retter til caféen, og hvor der foretages arbejdsprøvning/arbejdstræning og test i almindelige dagligdagsarbejder.

Centret og dets forskellige afdelinger gjorde et udmærket indtryk.

Amtshospitalet har oplyst at de grønlandske patienter har de samme aktivitetstilbud som hospitalets øvrige patienter.

Patienterne på den åbne afdeling er alle i beskæftigelse i en af hospitalets terapier i dagtimerne som en del af behandlingen. Et - to personalemedlemmer fra afdelingen ledsager patienterne i terapierne med henblik på at støtte og motivere patienten, og for at observere patienterne uden for afdelingens miljø.

Om patienterne på den lukkede afdeling er det oplyst at de er i beskæftigelse i den udstrækning deres tilstand tillader det. Personalet ledsager patienterne efter patienternes behov.

På begge afdelinger informerer personalet patienterne mundtligt og skriftligt om fritidsaktiviteterne og opfordrer patienterne til at deltage. For at øge motivationen deltager personalet undertiden sammen med patienterne.

 

Andre forhold vedrørende de grønlandske patienter

En opgørelse pr. 27. april 1995 fra amtshospitalet udviste at der på afdelingerne var indlagt 20 grønlandske patienter. Heraf var 11 patienter indlagt på grundlag af en anbringelsesdom afsagt i Grønland, to patienter var indlagt på grundlag af en behandlingsdom afsagt i Danmark, og to patienter havde fået en grønlandsk behandlingsdom. Fire patienter var tvangsindlagt (farlighedskriteriet) og én patient var frivilligt indlagt. Hovedparten af de 11 patienter der var indlagt på grundlag af en anbringelsesdom, havde modtaget deres dom i 1992-94.

Amtshospitalet har oplyst at der ved indlæggelsen oprettes en grundig journal for alle patienter, og at der dagen efter indlæggelsen afholdes en grundig samtale med de nyindlagte patienter. Ved månedlige behandlingskonferencer justeres behandlingsplanerne. Efter behandlingskonferencerne afholdes der samtaler med de enkelte patienter med henblik på at opnå deres accept af behandlingsplanerne. Herudover afholdes der samtaler med patienterne hvis deres tilstand forværres, hvis de selv ønsker en samtale, eller hvis der i øvrigt er behov for en samtale. Der er ikke planlagt regelmæssige samtaler med patienterne, men der er dagligt stuegang ved en læge.

Den væsentligste del af behandlingen er af medikamentel art. Behandling foregår endvidere ved plejepersonalets samvær med patienterne.

Patienterne på den åbne afdeling deltager på skift fem gange om måneden i madlavning. Patienten vælger selv menuen, handler ind og tilbereder maden til alle patienter på afdelingen. Afhængig af patientens ressourcer ydes der hjælp fra personalets side. Måltiderne består hovedsagelig af danske råvarer der tilberedes på grønlandsk maner. To gange om måneden bliver maden desuden lavet af grønlandske råvarer som sælkød, lammekød, tørfisk o.l.

Patienterne deltager alle dage i borddækning, servering af mad fra centralkøkkenet, opvask og oprydning.

Om patienterne på den lukkede afdeling er det oplyst at de deltager i madlavningen afhængig af lyst, evner og psykisk tilstand. Også på den afdeling bliver der lavet mad af grønlandske råvarer to gange om måneden.

Patienterne deltager af og til i borddækning og oprydning.

Med henblik på at søge at opretholde kontakten til familien har de grønlandske patienter mulighed for at ringe til Grønland én gang ugentligt. En sådan samtale, som patienten ikke skal betale for, kan have en varighed af op til fem minutter.

Patienterne har efter et års ophold ret til en ferierejse til Grønland med ledsager(e). En sådan rejse kan have en varighed af 8-12 dage.

De patienter der er for dårlige til at deltage i en sådan ferierejse, kan modtage besøg på hospitalet af nærtstående familie. Til det formål råder amtshospitalet over gæsteværelser. Det grønlandske personale står for den praktiske afvikling af besøget, herunder kontakten til familien inden besøget og afhentning af familiemedlemmet i Kastrup Lufthavn.

Varigheden af et sådant besøg er ca. en uge. Under besøget kan den besøgende spise i amtshospitalets kantine eller på afdelingen sammen med det indlagte familiemedlem. Under besøget forsøger afdelingen at arrangere mindre ture til byen m.m. - alt efter patientens tilstand.

Udgifterne i forbindelse med disse besøg afholdes af det grønlandske sundhedsvæsen.

 

Generelle spørgsmål

Under besøget blev der fra amtshospitalets side rejst nogle generelle spørgsmål af særlig betydning for patienterne på afdeling 17 og 18. Spørgsmålene drejede sig om 1. patienternes udskrivning til Grønland, 2. sagsbehandlingstiderne i forbindelse med sager om foranstaltningsændring og 3. sagsbehandlingstiderne i forbindelse med oversættelse til grønlandsk af domme der afsiges i Grønland i sagerne om foranstaltningsændring.

 

Ad 1. Udskrivning til Grønland

Under den indledende samtale med blandt andre administrerende overlæge Peter Stigaard Jensen blev det nævnt at vicepolitimester Jørgen Meyer, Politimesteren i Grønland, har udarbejdet en rapport om "Sundhedsvæsenets og Den grønlandske Kriminalforsorgs behandling af psykisk abnorme lovovertrædere". (Jeg modtog senere et eksemplar af rapporten). Der udspandt sig i tilknytning hertil en drøftelse af forskellige ideer til udslusning/udskrivning af grønlændere der har været anbragt i Danmark på amtshospitalet.

Den 22. november 1995 skrev jeg bl.a. således til administrerende overlæge Peter Stigaard Jensen:

"Jeg forstod Dem sådan at De som en mulig løsning kunne forestille Dem en udskrivning - midlertidig - til Danmark med henblik på en senere tilbagevenden til Grønland. Jeg forstod Dem også sådan at De i den forbindelse var opmærksom på at der kunne være knyttet et betalingsproblem til en sådan løsningsmulighed. De var inde på spørgsmålet om hvorvidt det grønlandske sundhedsvæsen ville anse den pågældende patient for i så fald at have bopæl i Danmark med en deraf følgende forpligtelse for Danmark til at bære omkostningerne.

Jeg nævnte at Ombudsmanden for Grønland havde påbegyndt sit virke den 1. april 1995, og at ombudsmanden eventuelt kunne inddrages i den rejste problemstilling. Med henblik på en sådan overvejelse - og eventuel underretning af Ombudsmanden for Grønland - fremsatte jeg ønske om at modtage en generel beskrivelse fra Amtshospitalet i Vordingborg til belysning af spørgsmålet om en løsningsmulighed i form af midlertidig udskrivning til Danmark.

Jeg har på nuværende tidspunkt ikke modtaget en sådan beskrivelse fra Amtshospitalet i Vordingborg hvorfor jeg herved bringer spørgsmålet i erindring".

I brev af 12. december 1995 svarede Amtshospitalet i Vordingborg bl.a.:

"...

Det grønlandske retsvæsen er begyndt at idømme patienter behandlingsdom til Danmark (for tiden har hospitalet 4 patienter med en sådan dom).

Kun 1 af disse patienter har udtrykt ønske om at forblive i Danmark og hvorvidt dette ønske er endeligt, er uafklaret på nuværende tidspunkt.

Herudover fører hospitalet tilsyn med en behandlingsdømt mandspatient, der har ønsket at forblive i Danmark, hvilket forløber yderst uhensigtsmæssigt.

Disse domme er afsagt i.h.t. Den grønlandske Kriminallovs § 113, jvnfr. cirkulære nr. 233 af 15.12.93 vedr. særlige foranstaltninger for psykisk abnorme lovovertrædere.

Disse 4 patienter er dels i åben, dels i lukket afdeling.

Hospitalet har for tiden ingen intentioner om at oprette en speciel udslusningsafdeling for denne gruppe, da alle ønsker at vende tilbage til Grønland.

Ved nærmere overvejelse er en midlertid udskrivning til Danmark med henblik på tilbagevenden til det grønlandske samfund ikke hensigtsmæssig.

 

Udover de nævnte betalingsproblemer er der væsentlige andre problemer.

Disse er:

Patienterne har ingen tilknytning til det danske samfund.

De kan ikke sproget.

Der vil opstå problemer med misbrug og kriminalitet.

Der vil også opstå udtalte disciplinære vanskeligheder, hvis patienterne bor udenfor hospitalet.

 

På baggrund af dette vil et mere åbent afsnit (pensionatlignende) i Amtshospitalets regi med døgnpersonale være en mere hensigtsmæssig løsning.

Disse forhold gælder som hovedregel.

Der er enkelte patienter med en udpræget "dansk baggrund". For disse få er det naturligt med en udskrivelse til Danmark.

Til den føromtalte gruppe på 4 patienter skal lægges de grønlandske patienter, der har behandlingsdom til Grønland og afventer hjemtagning.

For tiden har hospitalet 1 patient, der har ventet på tilbageførsel siden februar 95, hvor han indlagdes fra Grønland til behandling.

Denne behandling er forlængst afsluttet, og trods gentagne henvendelser til Grønland om hjemtagelse, har han fortsat ophold her.

Talmæssigt drejer det sig således om få patienter, alle med udpræget grønlandsk identitet. Hospitalet har overvejet, om der kunne etableres en udslusningsafdeling indenfor hospitalets område, men dette er opgivet for ikke at danne et særligt uheldigt miljø centreret omkring en sådan grønlandsk afdeling.

En sådan afdeling vil utvivlsomt blive centrum for hashrygning og muligvis også for anden kriminalitet.

Etablering af en sådan boenhed udenfor hospitalet vil være lang og besværlig, da den vil inddrage såvel grønlandske som danske sociale myndigheder.

De danske sociale myndigheder vil formentlig være betænkelig ved at indgå i en sådan etablering, da de ikke er forpligtet hertil, og en placering udenfor hospitalet vil yderligere isolere patienterne sprogligt.

Der er således tale om en begrænset gruppe, hvor etablering af boenhed vil blive uforholdsmæssig kostbar og samtidig fastholde grønlænderne her."

Det er klart utilfredsstillende at det tilsyneladende forholder sig således at grønlandske patienter med behandlingsdom - og som af amtshospitalet bedømmes som færdigbehandlede - ikke kan udskrives fra amtshospitalet alene begrundet i at de grønlandske myndigheder ikke finder at kunne modtage de pågældende.

Der foreligger ikke for mig præcise oplysninger om de pågældende patienters forhold og om hvad begrundelsen er for at de grønlandske myndigheder ikke finder at kunne modtage de pågældende.

De grønlandske myndigheder som i givet fald skal modtage de grønlandske patienter, har jeg ikke kompetence over for. Jeg kan derfor ikke forfølge dette spørgsmål yderligere.

Imidlertid er jeg bekendt med at Direktoratet for Sundhed, Miljø og Forskning i Grønland har nedsat et koordineringsudvalg vedrørende hjemslusning af psykisk syge kriminelle. Arbejdsgruppen, der efter det oplyste har afholdt sit første møde i december 1995, har deltagelse af repræsentanter for Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Direktoratet for Kultur, Undervisning og Kirke, Kriminalforsorgen, Dronning Ingrids Hospital/psykiatrisk afdeling og Kanukoka.

Jeg har herefter fundet det rettest - efter forudgående aftale med Landstingets Ombudsmand - at sende et eksemplar af denne redegørelse til ham med henblik på at han får mulighed for at vurdere om der skal iværksættes en nærmere undersøgelse af det her nævnte forhold, og i givet fald overveje hvorledes en løsning kan tilvejebringes.

 

Ad 2. Sagsbehandlingstiderne i forbindelse med sager om foranstaltningsændring

Under inspektionsbesøget blev spørgsmålet om lang sagsbehandlingstid i forbindelse med sager om foranstaltningsændring drøftet. Jeg forstod at Amtshospitalet i Vordingborg finder at sagsbehandlingstiden er alt for lang. Jeg modtog noget materiale som jeg imidlertid ikke fandt egnet til belysning af problemstillingen, hvorfor jeg den 22. november 1995 bad amtshospitalet om yderligere materiale. I brev af 12. december 1995 henviste amtshospitalet til et skema som hospitalet havde udfærdiget bl.a. vedrørende spørgsmålet om sagsbehandlingstider i den nævnte relation. Skemaet blev samtidig sendt til mig.

I skemaet er anført dato for sidste rejsning af domsændring og dato for domsændring. En vurdering af sagsbehandlingstiden alene ud fra disse oplysninger må i nogle af de angivne tilfælde forekomme klart urimelig. Imidlertid er der ingen oplysninger om hvilke myndigheder der har været involveret, ligesom der ikke er oplysninger til belysning af i hvor lang tid sagen har beroet på den pågældende myndighed. Det betyder at jeg ikke har mulighed for at vurdere om jeg har kompetence over for den myndighed der i den konkrete sag måtte have givet anledning til lang sagsbehandlingstid. Allerede af den grund må jeg afstå fra at foretage en vurdering af spørgsmålet om sagsbehandlingstiderne således som de fremgår af det modtagne skema.

Der er i det samlede skriftlige materiale som jeg har modtaget fra Amtshospitalet i Vordingborg, i øvrigt ingen sikre oplysninger til belysning af spørgsmålet om i hvor lang tid en sag har beroet på en bestemt myndighed.

Jeg har således ikke grundlag for at antage at sagsbehandlingstiden er trukket ud på grund af forhold der kan tilskrives Politimesteren i Grønland eller Rigsadvokaten - to myndigheder som jeg har kompetence over for.

Såvel det skriftlige materiale som de telefoniske oplysninger som jeg har modtaget, giver mig ikke anledning til at antage at der generelt er et problem med sagsbehandlingstiden i disse sager på Amtshospitalet i Vordingborg.

Domstolene i Grønland (tilsvarende i Danmark) falder uden for mit område som Folketingets Ombudsmand. Jeg kan derfor ikke beskæftige mig med spørgsmålet om sagsbehandlingstid for så vidt angår den del af sagsbehandlingstiden der kan tilskrives disse.

Også de grønlandske myndigheder - Dronning Ingrids Hospital og de grønlandske kommuner - falder uden for området for min virksomhed som Folketingets Ombudsmand.

I skemaet er under pkt. F anført en konkret sag hvorom det oplyses at den ikke er indbragt for domstolene. Sagen der vedrører et spørgsmål om betalingstilsagn vedrørende fremtidigt ophold i Danmark, beror efter det oplyste på en afgørelse fra Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked. Amtshospitalet i Vordingborg oplyser at der tre gange er rykket for svar, men at hospitalet intet har hørt.

Omtalen af sagen i relation til spørgsmålet om sagsbehandlingstider giver mig anledning til at bemærke at de grønlandske myndigheder ikke hører under mit område som Folketingets Ombudsmand. Jeg må henvise patienten til selv eller med bistand fra amtshospitalet eventuelt at rejse spørgsmålet over for Landstingets Ombudsmand.

 

Ad 3. Sagsbehandlingstiderne i forbindelse med oversættelse til grønlandsk af domme der afsiges i Grønland i sagerne om foranstaltningsændring

Under inspektionsbesøget havde en af patienterne bragt spørgsmålet frem om en meget lang ventetid på domsudskrifter og oversættelser af sådanne til grønlandsk. Fra amtshospitalets side blev det bekræftet at der er lang sagsbehandlingstid hvad angår spørgsmålet. Jeg modtog efterfølgende noget materiale til belysning heraf, men materialet var ikke illustrativt hvorfor jeg den 22. november 1995 udbad mig yderligere materiale for bedre at kunne vurdere om jeg burde orientere relevante instanser om problemet.

Efterfølgende er jeg blevet opmærksom på en artikel som vicedirektør Willian Rentzmann, Direktoratet for Kriminalforsorgen, har skrevet, og som er optrykt i Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab nr. 6 i 1995, s. 16f. Det fremgår heraf at Den Grønlandske Retsvæsenskommission på domstolsområdet har foranlediget indført en ordning hvorefter grønlandske domme skal foreligge på grønlandsk meget hurtigt efter at dommen er afsagt.

Fra Den Grønlandske Retsvæsenskommission har jeg modtaget kopi af cirkulære nr. 239 af 18. april 1995 fra Landsdommeren i Grønland om oversættelse af retsvæsenets skriftlige henvendelser til borgerne. Cirkulæret indeholder om retsbogsudskrifter og domsudskrifter disse bestemmelser:

" ad 3. - Retsbogsudskrifter.

Også retsbøger skal altså for fremtiden oversættes, hvis de fremsendes til en person, der ikke med sikkerhed forstår skriftlig dansk. Det forudsættes ikke, at sekretærer eller kredsdommere selv skal udføre denne oversættelse, der vil medføre en del ekstraarbejde i forhold til tidligere. Derimod skal der arrangeres ordninger, hvorefter den nødvendige tolkebistand rekvireres udefra. Igen må man bestræbe sig på ikke at forsinke sagsbehandlingen mere end højst nødvendigt, hvorfor oversættelsen skal ske hurtigt. Er det ikke muligt for den enkelte kredsret at klare dette lokalt, må udskrifterne, som anført ad pkt. 2, faxes til landsrettens afdelingsleder, der så iværksætter en hurtig oversættelse og faxer udskriften retur til kredsretten.

ad 4. - Domsudskrifter.

Tilsvarende skal alle domme - altså både i kriminelle og civile sager og uden hensyn til foranstaltningens eller sagens karakter - nu oversættes til grønlandsk og fremsendes borgeren på begge sprog, hvis man ikke positivt ved, at den pågældende person fuldt ud forstår skriftlig dansk. Også dette vil medføre en betydelig mængde ekstraarbejde, som imidlertid på samme måde som anført ad pkt. 3 må klares ved hjælp af ekstern tolkebistand. I de fleste sager, hvor parterne har været til stede ved domsafsigelsen, haster oversættelse af domsudskriften næppe helt så meget, som hvis der er tale om meddelelser til parterne under sagen eller retsbogsudskrifter. Imidlertid skal det også her påses, at perioden fra at dommen er afsagt og til at udskriften er borgeren i hænde, ikke er urimelig lang. Såfremt en person ikke har været til stede ved domsafsigelsen, haster det med at få oversat domsudskriften, idet resultatet af dommen jo da først tilgår den pågældende ved modtagelsen af udskriften. Som anført ovenfor, må den enkelte kredsret bestræbe sig på at antage tilstrækkelig med tolkebistand lokalt, men kan, såfremt dette ikke er muligt, rette henvendelse til landsrettens afdelingsleder, der herefter foranlediger oversættelse iværksat.

..."

Jeg har endvidere modtaget kopi af landsdommerens følgeskrivelse til samtlige kredsretter og ansatte i landsretten. Det fremgår heraf at det der er anført i cirkulæret, skal indføres som fast praksis i alle kredsretter og landsretten inden udgangen af juli 1995. Efter dette tidspunkt vil landsdommeren rette henvendelse til hver enkelt kredsret og forhøre sig om hvorvidt det er sket. Hvis der opstår vanskeligheder ved gennemførelsen af cirkulærets bestemmelser, er det angivet at der kan rettes henvendelse til afdelingslederen i landsretten der i videst muligt omfang vil hjælpe med at løse problemerne, herunder rekvirere den nødvendige tolkebistand hvis det ikke er lykkedes lokalt.

At der på området er sket en forbedring således at ventetiderne på de grønlandske oversættelser ikke er så lang som tidligere, er blevet bekræftet under en telefonisk samtale den 14. november 1995 med koordinerende socialrådgiver Leif Müller, Amtshospitalet i Vordingborg. Leif Müller oplyste imidlertid samtidig at ventetiden fortsat ikke er helt tilfredsstillende.

Det falder uden for mit område som ombudsmand at udtale mig om spørgsmålet vedrørende sagsbehandlingstid i forbindelse med oversættelse til grønlandsk af domme der afsiges i Grønland i sager om foranstaltningsændring.

Under henvisning til at Landsdommeren i Grønland har udstedt et cirkulære med de angivne bestemmelser og har besluttet at cirkulærets bestemmelser skal indføres som fast praksis inden udgangen af juli 1995, finder jeg ikke i øvrigt at burde foretage mig videre.

 

Tvangsprotokoller

Som anført ovenfor modtog jeg i forbindelse med mit besøg efter aftale med amtshospitalets ledelse hospitalets indberetning af tvang for første kvartal 1995 med tilhørende tvangsprotokol - skema 1 og 3. Indberetningen vedrører patienter på amtshospitalets afdeling 18.

Ved min gennemgang af protokolskemaerne er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering af beslutningen om frihedsberøvelse henholdsvis fiksering mv. Min opmærksomhed har været henledt på om de fastsatte procedureforskrifter har været overholdt.

Jeg modtog fire skemaer (skema 1) om frihedsberøvelse (tvangsindlæggelse/tvangstilbageholdelse) hvoraf de tre skemaer vedrører grønlændere og et skema en dansker.

Den tidsmæssige udstrækning af frihedsberøvelserne strækker sig fra en enkelt dag til lidt over fire måneder. To af frihedsberøvelserne vedrører grønlændere der er overført fra Grønland (på røde papirer) til amtshospitalets lukkede afdeling.

Efter § 21, stk. 1, i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien påhviler det til stadighed overlægen at påse at bl.a. frihedsberøvelse ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt. Efter lovens § 21, stk. 2, skal resultatet af efterprøvelse af frihedsberøvelsen tilføres tvangsprotokollen henholdsvis tre, 10, 20 og 30 dage efter at frihedsberøvelsen er iværksat, og herefter mindst hver fjerde uge så længe frihedsberøvelsen opretholdes.

Jeg går ud fra at de enkelte tilførsler til tvangsprotokollen om tidspunkterne for revurdering af frihedsberøvelse er foretaget af andre end overlægen, og at overlægen er orienteret om resultatet af disse revurderinger således at overlægen kan opfylde forpligtelsen efter lovens § 21, stk. 1. Herefter giver gennemgangen af de fire skemaer mig kun anledning til disse bemærkninger:

I et enkelt tilfælde mangler angivelse af klokkeslet for ophør af frihedsberøvelsen. For så vidt angår to af skemaerne, fremgår det at der er foretaget revurdering af sagerne på lidt senere tidspunkter end foreskrevet i reglerne.

Jeg har ikke grundlag for at antage at der skulle være tale om generelle systemfejl.

Jeg modtog endvidere 35 skemaer (skema 3) om fiksering mv. (tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt). De udfærdigede skemaer vedrører 10 patienter. For én patients vedkommende er der udfærdiget 18 skemaer, for én patient to skemaer, for én patient tre skemaer og for én patient seks skemaer. For de øvrige seks patienter er der udfærdiget 1 skema for hver patient.

I 32 tilfælde er der foretaget bæltefiksering, og i 16 tilfælde er der anvendt fysisk magt hvor magtanvendelsen har bestået i en "fastholden" af patienten. I et enkelt tilfælde er det ikke ved afkrydsning angivet at der er anvendt fysisk magt, men i skemaets rubrik til beskrivelse af "Art og omfang af anvendelse af fysisk magt" er det angivet at patienten har været holdt fast. (Jeg går ud fra at der er tale om en forglemmelse for så vidt angår den manglende afkrydsning, da forholdet i øvrigt er beskrevet i selve skemaet). Af to skemaer fremgår det at patienten har fået beroligende medicin.

I hovedparten (20 ud af 32) af tilfældene af bæltefiksering har den tidsmæssige udstrækning heraf været under seks timer. Der er således tale om at patienten i tre tilfælde var fikseret i under en time, i syv tilfælde over én og under to timer, i fem tilfælde over to og under tre timer, i fire tilfælde over tre og under fire timer og i ét tilfælde over fem og under seks timer. (I ét af de netop nævnte fire tilfælde (tre-fire timer) fremgår der ikke noget klokkeslet for ophøret, men blot en ophørsdato. Da fikseringen fandt sted kl. 20.30 og ophørte den samme dag, kan fikseringen have haft en varighed af højst tre timer og 30 minutter). I to tilfælde var patienten fikseret i over 12 og under 13 timer, og i andre to tilfælde var patienten fikseret i over 13 og under 14 timer. I et enkelt tilfælde var den tidsmæssige udstrækning mellem 16 og 17 timer, i to tilfælde mellem 19 og 20 timer, og i andre to tilfælde mellem 23 og 24 timer. Den tidsmæssige udstrækning fordeler sig i de resterende tre tilfælde sådan: 45 timer og 10 minutter, 68 timer og 15 minutter og 83 timer og 40 minutter.

Efter § 15 i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien træffes beslutning om tvangsfiksering af en læge efter at denne har tilset patienten. Hvis det i nærmere beskrevne tilfælde af hensyn til patientens egen eller andres sikkerhed vil være uforsvarligt at afvente lægens tilsyn, kan sygeplejepersonalet på egen hånd beslutte at fiksere den pågældende med bælte. I så fald skal lægen da straks tilkaldes og træffe afgørelse om anvendelsen af tvangsfiksering med bælte.

Det fremgår af 10 skemaer at den ordinerende læge var til stede ved tvangsfikseringen.

I de resterende 22 tilfælde kom lægen til stede inden 10 minutter i 15 tilfælde, inden 15 minutter i ét tilfælde, inden 25 minutter i ét tilfælde, inden 30 minutter i to tilfælde og inden 35 minutter i ét tilfælde.

I ét tilfælde gik der en time og 15 minutter, og i et andet tilfælde tre timer. I sidstnævnte tilfælde fremgår det udtrykkeligt af skemaet at lægen "desværre (var) optaget andetsteds!".

Jeg finder ikke at have tilstrækkelig anledning til at iværksætte en nærmere undersøgelse af hvad årsagen er til at der i de to sidstnævnte tilfælde gik så lang tid som det var tilfældet,n før en læge traf afgørelse om tvangsfiksering (sen tilkaldelse og/eller sen ankomst). Jeg finder imidlertid på det foreliggende grundlag at måtte understrege betydningen af at bestemmelsen i § 15, stk. 3, i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien iagttages, og at det betyder at en afgørelse skal træffes af en læge i løbet af ret kort tid efter at fikseringen er sket. På et stort amtshospital bør det ikke være forbundet med praktiske problemer at iagttage bestemmelsen.

 

Herudover giver gennemgangen af skemaerne mig ikke anledning til bemærkninger.

Amtshospitalet har i skrivelsen af 19. februar 1996 anført følgende:

"Det skal bemærkes, at reglerne vedrørende tvangsfikseringer vil blive indskærpet overfor de vagthavende læger.

Det er korrekt, at Amtshospitalet er stort og med meget personale, herunder også mange læger, men i vagttiden udenfor den normale dagarbejdstid er der til Amtshospitalet, og det store spredte geografiske område, som hospitalet er beliggende på, kun éen læge i bunden vagt og éen læge i vagt med tilkald fra hjemmet.

Der kan derfor i perioder være overordentlig mange ting at se til for éen enkelt vagthavende læge.

..."