Inspektion af Anstalten ved
Herstedvester
Den 13. december 1996
foretog jeg og tre af mine
medarbejdere inspektion af
Anstalten ved Herstedvester.
Sekretariatschefen og en
fuldmægtig fortsatte
inspektionen den 16.
december 1996. I tilslutning
til inspektionen har jeg fra
anstalten modtaget
supplerende materiale og
oplysninger om nogle
spørgsmål som blev rejst
under inspektionen.
1. Indledning
Ombudsmanden har to gange
tidligere foretaget
inspektion af Anstalten ved
Herstedvester og en gang
foretaget særskilt
inspektion af
grønlænderafdelingen
(afdeling L) i anstalten.
Anstalten blev første gang
inspiceret den 4. december
1957. Den anden inspektion
fandt sted den 14. og 15.
december 1977. Ombudsmandens
rapporter fra inspektionen i
1977 er optrykt i
Folketingets Ombudsmands
beretning for året 1977, s.
260ff, og i beretningen for
1978, s. 722ff. Den
særskilte inspektion af
anstaltens
grønlænderafdeling fandt
sted den 22. november 1993.
Min rapport fra denne
inspektion er optrykt i
Folketingets Ombudsmands
beretning for året 1993, s.
395ff.
Inspektionen fulgte den 13.
december 1996 følgende
program:
- Indledende
møde med fængselsledelsen,
- møde med
talsmændene,
- møde med
fængselsledelsen,
- rundgang,
- samtaler
med indsatte og
-
afsluttende møde med
fængselsledelsen.
Fortsættelsen af
inspektionen den 16.
december 1996 fulgte
følgende program:
- Rundgang,
- møde med
samarbejdsudvalget,
- samtaler
med indsatte,
- fortsat
rundgang og
-
afsluttende møde med
fængselsledelsen.
I forbindelse med
inspektionen modtog jeg et
omfattende rapportmateriale,
jf. nærmere nedenfor under
pkt. 10, s. 000ff.
2. Bygningsmæssige forhold
mv.
Anstalten ved Herstedvester
er et lukket fængsel der
blev taget i brug den 1.
april 1935. Anstalten har
plads til i alt 130
indsatte, heraf seks kvinder
og 13 grønlændere der er
dømt efter den grønlandske
kriminallov, men overført
til afsoning i anstalten.
Under inspektionen var der
fuldt belæg på
kvindeafdelingen, mens der
kun var seks indsatte på
grønlænderafdelingen.
Antallet af pladser for
kvinder er nærmere behandlet
under pkt. 9, litra a og b,
s. 000ff. Ud over de 130
pladser råder anstalten over
syv pladser på
specialafdelinger (syge- og
isolationsafdelinger). I
anstalten indsættes personer
der er idømt forvaring, og
andre dømte som skønnes at
have behov for psykiatrisk
behandling. En betydelig del
(omtrent halvdelen) af de
indsatte er dømt for
sexualkriminalitet.
Herudover huser anstalten
enkelte varetægtsarrestanter
og frivillige optagere
(tidligere indsatte der
opholder sig i anstalten
efter eget ønske).
Anstalten ledes af en
fængselsinspektør.
Behandlingsarbejdet ledes af
en administrerende overlæge.
Ledelsen består desuden af
en vicefængselsinspektør, en
oversygeplejeske, en
forsorgsleder, en
undervisningsleder, en
fængselsforvalter, en
ledende overvagtmester og en
sikkerhedsovervagtmester.
Anstalten består af 13
beboelsesafdelinger, en
afdeling med observations-
og sikringsceller, en
sygeafdeling, en
besøgsafdeling,
administrationslokaler, en
købmandsbutik, værksteder,
en skole, en kirke, et
bibliotek, et musiklokale,
en sportshal med tilstødende
motionsrum, et frisørlokale
og et lægelokale.
Afdelingerne mv. er
beliggende i ni selvstændige
bygninger der ligger spredt
på anstaltens grund der er
omkranset af en ringmur.
Af de 13 beboelsesafdelinger
må de seks betegnes som
almindelige afdelinger. De
resterende syv
beboelsesafdelinger består
af en kvindeafdeling, en
grønlænderafdeling, en
modtagelsesafdeling, en
psykiatrisk afdeling, en
afdeling for særligt svage
indsatte, en personalefri
afdeling og en afdeling til
enrumsanbringelse.
Under inspektionen
besigtigede jeg tre
almindelige afdelinger
(afdelingerne K, M og O),
grønlænderafdelingen
(afdeling L), den
personalefri afdeling
(afdeling U), afdelingen for
særligt svage indsatte
(afdeling H) og afdelingen
med sikrings- og
observationsceller (afdeling
I). Kvindeafdelingen
(afdeling R) og den
psykiatriske afdeling
(afdeling S) blev besigtiget
af sekretariatschefen og en
fuldmægtig ved embedet.
I. Afdelingerne K, M, O, L,
R og S
Afdelingerne K, M, O og L
ligger i den samme bygning
og er identisk indrettede.
En afdeling har 13 celler,
et køkken, et fællesrum, et
baderum og et toiletrum.
Afdelingerne R og S ligger
ved siden af hinanden i en
anden bygning og har
henholdsvis seks og 10
celler. Derudover indeholder
hver afdeling et køkken, et
fællesrum, et toiletrum og
et baderum. Herudover
indeholder afdeling R en
tidligere observationscelle
der nu anvendes som
reservecelle (se nedenfor
under pkt. 9, litra c, s.
000f ) samt et kontor til
sygeplejersken. Afdeling S
har en selvstændig tv-stue.
a. Cellerne
Ved inspektionen i 1977
fandt ombudsmanden at
belægningsbygningerne -
navnlig på grundlag af en
sammenligning med de ældre
lukkede fængsler - måtte
betragtes som forsvarlige,
idet ombudsmanden dog bl.a.
udtalte følgende:
"Størrelsen af indsattes
stuer på afdelingerne A-D,
K-L, R-S og Q (ca. 2,5 x 3 m
) kan dog forekomme mindre
tilfredsstillende.
Under hensyn til de
foreliggende væsentligt
større behov for
forbedringer af
belægningsbygninger på andre
lukkede statsfængsler og på
baggrund af oplysningerne i
direktoratets skrivelse af
12. august 1976 (j.nr. 4.
kt. 65-6) vedrørende de
foreliggende
bevillingsmæssige rammer for
anlægsarbejder inden for
kriminalforsorgen i
finansåret 1976-77 - 1979-80
går jeg i øvrigt ud fra, at
det ikke er realistisk at
påregne forbedringer af
belægningsbygningerne i
Herstedvester, der rækker
væsentligt ud over
vedligeholdelsesarbejder."
Jeg så nogle celler på disse
afdelinger. Jeg kan
tilslutte mig den tidligere
ombudsmands opfattelse af at
cellerne virker lidt små og
trange. På cellerne er der
placeret en seng, et bord,
et skab, en håndvask og et
køleskab. En udvidelse af
cellernes størrelse vil
imidlertid indebære en
større ombygning og færre
pladser i anstalten, og jeg
har ikke grundlag for at
foretage mere vedrørende
cellestørrelsen. Standarden
af de celler jeg så, giver
mig i øvrigt ikke anledning
til bemærkninger.
b. Køkkenforholdene
Ved vurderingen af
køkkenforholdene må det
tages i betragtning at der
på disse afdelinger er
indført selvforplejning for
de indsatte. På afdeling L
er der dog kun tale om
delvis selvforplejning.
Selvforplejningsordningen er
nærmere behandlet nedenfor
under pkt. 6, s. 000ff.
Talsmændene klagede under
mødet med dem over køkken-
og toiletforholdene.
Talsmændene ønskede bl.a. at
der bliver installeret
vaskemaskiner og
opvaskemaskiner på hver
afdeling.
Køkkenerne på afdeling K, M,
O og L er på størrelse med
cellerne og har otte
kogeplader, en håndvask, to
elkogere, en emhætte, 11
køkkenoverskabe og fire
underskabe. De indsatte
deles om skabene.
Ledelsen udtrykte på et møde
som sin opfattelse at
forholdene på afdelingerne
K, M, O og L ikke var for
gode. Under mødet med
samarbejdsudvalget blev det
oplyst at det oprindeligt
ikke havde været planen at
alle indsatte selv skulle
lave deres egen mad, og at
køkkenerne var dimensioneret
efter de oprindelige planer.
Køkkenet på afdeling R er på
ca. 10 kvadratmeter og
indeholder fire kogeplader
og en vask, derudover har
hver indsat sit aflåste
skab. På afdelingens
gangareal er der placeret en
fryser.
Køkkenet på afdeling S er
ca. tre en halv gange fem
meter og er udstyret med
otte kogeplader, to ovne, en
vask og 19 skabe som de 10
indsatte deles om.
For så vidt angår
afdelingerne K, M, O, L og
S, mener jeg det er
forståeligt at talsmændene
er utilfredse med at der kun
er en vask til 13 personer -
der skal bruge vasken både
under madlavning og
efterfølgende til opvask.
Jeg henstiller at dette
problem afhjælpes ved at den
eksisterende vask bliver
suppleret med yderligere en
køkkenvask eller erstattet
af en dobbeltvask. Jeg beder
anstalten underrette mig når
ændringen er gennemført.
Jeg forstår ønsket om at der
installeres opvaskemaskiner
i køkkenerne. Jeg har
imidlertid ikke grundlag for
at afgive en henstilling om
at der bliver installeret
opvaskemaskiner i
køkkenerne.
Derudover giver køkkenerne -
der fremtrådte lyse og
venlige - mig ikke anledning
til bemærkninger.
c. Badeforholdene
Badeværelserne på
afdelingerne K, M, O og L er
ca. tre gange en meter med
én bruser til de 13
indsatte.
Det er min opfattelse at
badeforholdene på
afdelingerne er
utilstrækkelige. Jeg beder
anstalten om at overveje
hvilke muligheder der måtte
være for at forbedre
badeforholdene på disse
afdelinger. Jeg anmoder
anstalten om at meddele mig
resultatet af sine
overvejelser gennem
Direktoratet for
Kriminalforsorgen hvis
stillingtagen til
spørgsmålet jeg også udbeder
mig.
I baderummet på afdeling R
er der en bruser, en
håndvask, en vaskemaskine og
en tørretumbler. Baderummet
på afdeling S er på ca. tre
gange fem meter og har en
bruser og to håndvaske.
Ingen af disse badeværelser
giver mig anledning til
bemærkninger.
Talsmændene klagede over at
der havde manglet varmt vand
på afdeling R og S. Ledelsen
oplyste at der på et
tidspunkt havde manglet
varmt vand, hvilket skyldtes
at man var i gang med at
lægge varmesystemet om.
Anstalten havde over for de
indsatte beklaget at der
ikke var blevet givet
meddelelse om at der ville
blive lukket for det varme
vand. Jeg foretager mig ikke
mere vedrørende dette
forhold.
d. Toiletforholdene
Toiletrummene på
afdelingerne K, M, O og L -
der indeholder to toiletter
og en lavtsiddende
stålgrovvask - giver mig
ikke anledning til
bemærkninger. Toiletrummene
på afdelingerne R og S
indeholder et toilet og en
grovvask og giver mig ikke
anledning til bemærkninger.
e. Vaskemaskiner
Sådan som forholdene er i
dag, er der kun installeret
vaskemaskiner på tre
afdelinger i anstalten.
Jeg mener at det er rimeligt
og naturligt at de indsatte
selv har mulighed for at
vaske deres tøj. Jeg
henstiller at der bliver
installeret vaskemaskiner på
de beboelsesafdelinger hvor
vaskemaskine ikke er
installeret. Jeg anmoder
anstalten om at underrette
mig når installationerne er
tilendebragt.
f. Øvrige forhold
Afdeling O fremstår som ret
nedslidt. Efter det af
anstalten oplyste skyldes
det at det ofte er de mere
urolige indsatte der
placeres på denne afdeling.
Især fællesrummet - herunder
billardbordet - fremtrådte
meget nedslidt. Jeg mener at
fællesrummet trænger til en
gennemgribende
istandsættelse.
Møblementet på tv-stuen på
afdeling S er gammelt og
slidt, og rummet fremtrådte
rodet og ikke særligt
indbydende.
Jeg anmoder anstalten om at
oplyse hvilke
istandsættelsesplaner der
måtte være for afdeling O's
fællesarealer og tv-stuen på
afdeling S.
II. Afdeling U
Afdeling U er beliggende i
en barak hvor tillige
bibliotek og skole er
placeret. Afdelingen har
plads til otte indsatte. Det
er et vilkår for at være
indsat på afdelingen at den
indsatte fast aflægger
urinprøver for at anstalten
kan kontrollere at den
indsatte ikke har indtaget
euforiserende stoffer.
Afdelingen består ud over de
otte celler af et køkken, et
tørrerum, et depotrum, et
baderum og et toilet.
Jeg fik lejlighed til at se
én af de indsattes celler
som var indrettet på en
sådan måde, at cellen i
forhold til cellerne på de
øvrige afdelinger i langt
højere grad gav indtryk af
at fungere som opholds- og
beboelsesrum.
Køkkenet på afdelingen er
stort og veludstyret. De
indsatte har selv monteret
nye køkkenelementer og hårde
hvidevarer. De indsatte har
hver deres køleskab.
Køkkenet indeholder fire
kogeplader, en selvstændig
ovn, et komfur og en
mikrobølgeovn. Desuden er
der to håndvaske og to
elkogere.
De øvrige fællesrum
(tørrerum, tv-stue og
baderum) virkede meget
velholdte, lyse og venlige.
På baderummet er der
installeret en vaskemaskine.
På gangen er der et akvarium
og en del grønne planter.
Afdelingen bærer tydeligt
præg af at de indsatte på
afdelingen hører til blandt
de bedst fungerende indsatte
i anstalten, og af at de
indsatte gør en stor indsats
for at holde afdelingen i en
god og pæn stand.
III. Afdeling H
Afdelingen er beliggende i
den samme bygning som
administrationen og afdeling
I. Afdelingen indeholder syv
celler, et toiletrum, et
baderum og deler opholdsrum
og tv-stue med afdeling I.
De indsatte på afdelingen
har ikke selvforplejning.
Afdelingen anvendes til
anstaltens svageste
indsatte.
Afdelingens celler er ca.
fire en halv meter lange og
ca. to en halv meter brede
og indeholder en seng, et
bord, en stol og et skab.
Toilettet er meget gammelt
og slidt. Det indeholder en
lav håndvask og et gammelt
toilet. Badeværelset
indeholder en bruser og en
håndvask og er ligeledes
meget gammelt og slidt.
Vægge og døre trængte til
maling. På indersiden af
badeværelsesdøren var
malingen skallet meget af.
Også fordi de indsatte på
denne afdeling hører til de
svageste i anstalten, og jeg
derfor går ud fra at selv et
så basalt dagligt gøremål
som den personlige hygiejne
kan kræve en del af den
enkelte indsattes
ressourcer, mener jeg at det
er af væsentlig betydning at
de fysiske rammer for pleje
af den personlige hygiejne
fremtræder ordentlige og
indbydende.
Jeg henstiller at
afdelingens badeværelse og
toilet istandsættes snarest.
I fællesrummet er der
placeret et bordtennisbord.
Fjernsynsstuen har tv og
video der er låst inde, og
en lille hylde med bøger.
Også disse fællesarealer -
hvor tapetet var meget
slidt, med huller og
brændemærker flere steder -
trænger til en
gennemgribende
istandsættelse. Jeg
henstiller at et sådant
arbejde går i gang snarest.
IV. Afdeling I
Afdelingen har syv celler
(seks observations- og en
sikringscelle), et toilet og
et bad. Afdelingen bruges
kun til akutanbringelse af
urolige indsatte der er til
fare for andre eller sig
selv, jf. dog nedenfor under
pkt. 10, litra c, s. 000ff.
Det blev oplyst at
afdelingen ofte er tom eller
kun anvendes til meget få
indsatte. Anstalten har
derfor planer om at ændre
cellefordelingen på
afdelingen således at den i
fremtiden vil indeholde to
enrumsceller (dvs. celler
med normalt inventar), fire
observationsceller og en
sikringscelle.
Jeg besigtigede en
observationscelle der er ca.
otte kvadratmeter. Cellen
indeholder en fastboltet
seng og en bænk med
tilhørende bord der er
boltet fast til cellens
gulv. Mit indtryk af cellen
var at den i nogen grad
kunne trænge til at blive
malet, hvilket jeg går ud
fra vil ske i forbindelse
med den nævnte ombygning af
afdelingen.
Jeg besigtigede endvidere
sikringscellen der ligeledes
er på ca. otte kvadratmeter.
I et forlokale er der
indrettet en
observationsplads. Cellen
indeholder en seng med
mulighed for fastspænding af
den indsatte. Der er på
sengen en alarmklokke til
brug for den indsatte. Jeg
afprøvede alarmklokken, der
virkede. Når sikringscellen
er i brug, er der en fast
vagt. Sikringscellen
fremtrådte ordentlig og pæn.
Det blev oplyst at
sikringscellen, sjældent
bliver anvendt, og at det
enkelte ophold i
sikringscellen normalt varer
under fire timer. Når den
indsatte afslutter sit
ophold i sikringscellen
bliver vedkommende normalt
overført til
observationscelle.
Toiletrummet er uden vinduer
hvilket medfører at rummet
fremtræder ubehageligt og
dunkelt. Toilettet er af
stål og boltet fast til
gulvet hvilket skyldes at
anstalten tidligere har
oplevet at indsatte ødelagde
keramiktoilettet på
afdelingen. Håndvasken er en
stor gammel rektangulær
håndvask der på grund af
slitage er umulig at gøre og
holde ren.
Jeg henstiller til anstalten
at den i forbindelse med
ombygningen af afdelingen
får bragt toiletrummet i en
stand der svarer til
toiletrummene på de øvrige
afdelinger, herunder at der
bliver etableret et vindue.
Baderummet på afdelingen
giver mig ikke anledning til
bemærkninger, idet jeg ved
min vurdering har lagt vægt
på at de indsatte kun
opholder sig kortvarigt på
afdelingen.
V. Øvrige bygninger
Ud over de nævnte afdelinger
besigtigede jeg biblioteket
og kirken, mens
sekretariatschefen og
fuldmægtigen ved embedet
besigtigede
kuvertværkstedet,
montageværkstedet,
bogbinderiet, terapien,
købmandsbutikken, skolen,
sportshallen og
musiklokalet.
Værkstedernes indretning
og vedligeholdelse giver mig
ikke anledning til
bemærkninger.
Terapiens lokaler -
der består af en gang, et
læderarbejdsrum, et sløjdrum
og et køkken - var pyntet op
til jul, og i et hjørne af
køkkenet hang en stor
adventskrans hvori lysene
var tændt. Til terapien er
der endvidere knyttet et
udsalg af hobbyartikler.
Terapiens lokaler fremtrådte
rare og venlige. Noget af
arealet uden for
terapilokalerne anvendes til
køkkenhave hvor de indsatte
kan dyrke grøntsager mv.
Købmandsbutikken er
på ca. seks gange 10 meter
og fremtrådte pæn og
ordentlig. Butikken
adskiller sig ikke
væsentligt fra en almindelig
mindre købmandsbutik, idet
de indsatte og varerne dog
er adskilt af en disk i
U-form således at
indsamlingen af varer
foretages af købmanden og
dennes personale. (Om
varesortiment og priser
henviser jeg til det der er
anført nedenfor under pkt.
6, s. 000ff).
Biblioteket er
placeret i et sidelokale i
barakken hvor afdeling U er
beliggende. Biblioteket er
meget velindrettet og med
ganske mange bøger.
Kirken fremtrådte
meget velholdt og ordentlig.
Kirkerummet er lyst og
venligt.
Skolen ligger i den
samme bygning som afdeling U
og består af en gang, et
lærerværelse/kontor, tre
klasseværelser (to små ca.
tre gange fire en halv meter
til seks elever, og et stort
ca. tre gange otte meter
hvori 10. klasse
undervises), et køkken og et
edb-rum.
Gangen var malet i en lys
farve og var pyntet med
bl.a. et stort verdenskort
og grønne planter.
Lærerværelset/kontoret er
nyindrettet idet kontoret
tidligere havde ligget i et
af de andre rum der nu
bruges til et andet formål.
Uanset at det kan være
mindre hensigtsmæssigt at
have lærerværelse og kontor
i det samme rum, er lokalet
af en sådan størrelse og
indretning at det kan
fungere som både
lærerværelse og kontor.
I edb-rummet, der er på
størrelse med de små
klasseværelser, var placeret
tre pc'ere. Herudover har
skolen udlånt to pc'ere til
indsatte til brug på deres
celler.
Klasseværelserne fremtrådte
lyse og venlige. Møblementet
er meget nedslidt. Specielt
stolene i det store
klasseværelse, der består af
personalets aflagte
kontorstole - men også
bordene - trænger i høj grad
til en udskiftning.
Jeg henstiller at der sker
udskiftning af skolens
inventar. Jeg beder
anstalten om at underrette
mig om planer for
udskiftning af inventaret.
Skolens køkken - der også
bliver brugt som skolekøkken
- er ikke særlig stort.
Køkkenet er nedslidt og vil
efter det af
undervisningslederen oplyste
blive renoveret i 1997.
Jeg beder om underretning
når arbejdet med
renoveringen af køkkenet
påbegyndes og afsluttes.
Sportshallen er
opdelt i en badmintonhal og
et kondirum.
Badmintonhallens trægulv er
særdeles nedslidt. Dette
skyldes efter anstaltens
oplysninger hovedsagelig det
forhold at de indsatte ikke
skifter fodtøj når de går
ind. Derfor slæber de en del
grus og sand med ind i
hallen. Hallen virkede i det
hele taget noget nedslidt.
Hallen er i øvrigt som
badmintonbane en anelse for
lille både hvad angår længde
og højde.
Kondirummet er på ca. fire
gange 10 meter hvori er
placeret 10 kondimaskiner.
Rummet og inventaret er
slidt.
Jeg henstiller at det tages
under overvejelse at sætte
både sportshallen og
kondirummet i stand. Jeg
udbeder mig underretning om
resultatet af
overvejelserne.
Musiklokalet ligger
ved siden af sportshallen.
Musikrummet er ikke særlig
stort, men meget
veludstyret; anstalten køber
brugte instrumenter. Rummets
størrelse sammenholdt med
udstyret gav et indtryk af
et nærmest overfyldt lokale.
Udendørsarealerne var
pæne og ordentlige. Det blev
under en rundgang oplyst at
der ikke var nævneværdige
problemer med hærværk. Ved
gårdtursarealet er
fængselsmuren dekoreret med
en abstrakt frise i
pastelfarver hvilket kvikker
en del op på den ellers grå
og triste fængselsmur.
Anstalten havde anlagt en
udendørs beach-volley bane
der bliver taget i brug i
sommeren 1997.
3. Fritidstilbud
Af sportsaktiviteter
er der mulighed for at
spille fodbold, badminton,
beach-volley og dyrke
styrketræning. Hertil kommer
mulighederne for på de
enkelte afdelinger at spille
bordtennis eller billard.
Derudover har de indsatte
mulighed for at spille
musik i musiklokalet.
Anstalten oplyste at de
indsatte har dannet et
musikband, og at
musikundervisningen i
anstalten foregår ved
eksterne lærere. Endvidere
har anstalten et kor og en
organist der anvender
kirken. De indsattes
deltagelse i koret tæller
som en del af den
pågældendes
arbejdsforpligtelse.
De indsatte har også - i to
gange en time om ugen -
adgang til at låne bøger,
bånd og cd'ere på
biblioteket.
Biblioteksarbejdet forestås
af en bibliotekar der er på
biblioteket 15 timer om
ugen, og en af de indsatte
på afdeling U. På en indsats
bestilling indhentes bøger
som biblioteket ikke har.
De indsatte har endvidere
mulighed for at anvende
terapilokalerne som
hobbyværksted hvor der
kan arbejdes med træ, læder
og ler.
Endelig har de indsatte
deres egen kulturklub,
klub 1000, der
arrangerer koncerter,
bankospil, temaarrangementer
mv.
Variationen i og
sammensætningen af
anstaltens fritidstilbud
giver mig ikke anledning til
bemærkninger. Talsmændene
anførte under vores møde at
anstalten for ofte aflyste
planlagte arrangementer, og
at det var vanskeligt at få
tilladelse til at gennemføre
spontane sportsaktiviteter.
Aflysninger og afslag blev
af anstalten begrundet med
mangel på
fængselsfunktionærer,
hvilket talsmændene var
uforstående over for da der
efter talsmændenes
opfattelse er tilstrækkeligt
med fængselsfunktionærer i
anstalten.
På min forespørgsel om
konkrete eksempler på
aflysninger nævnte
talsmændene at
generalforsamlingen i klub
1000 var blevet aflyst, og
at et grønlænderarrangement
var gennemført med kun tre
deltagere fordi anstalten
havde sagt at der manglede
personale.
Under mødet med ledelsen
nævnte jeg dels de to
konkrete klager fra
talsmændene, dels den
generelle klage over
manglende imødekommelse af
spontane ønsker om
sportsaktiviteter. For så
vidt angår de konkrete
klager, blev det oplyst at
anstalten havde beklaget
aflysningen af
generalforsamlingen i klub
1000, men at
grønlænderarrangementet kun
var beregnet for anstaltens
grønlændere der alle havde
haft mulighed for at
deltage.
For så vidt angår klagen
over manglende imødekommelse
af spontane ønsker om
sportsaktiviteter, blev det
oplyst at disse ønsker ikke
altid kan imødekommes, dels
fordi der er mange fastlagte
aktiviteter, dels fordi der
ikke altid er
fængselsfunktionærer til at
afvikle aktiviteten på den
afdeling hvor ønsket om
sportsaktiviteten opstår.
Jeg rejste over for ledelsen
spørgsmålet om det er muligt
at overføre
fængselsfunktionærer fra en
afdeling til en anden hvis
det er nødvendigt for at
imødekomme et spontant ønske
om en sportsaktivitet.
Ledelsen oplyste hertil at
dette ville være muligt hvis
det bliver tilrettelagt,
idet det forudsætter
koordinering fra central
side. Jeg forstod ledelsen
sådan at der i en intern
instruks/en husmeddelelse
vil blive fastsat
retningslinier for hvordan
overførsel af
fængselsfunktionærer mellem
afdelingerne skal
koordineres. Jeg anmoder om
at modtage kopi af disse
retningslinier når de er
udarbejdet.
4. Undervisningstilbud
Skolen har 14 elever, og et
par elever der tager HF på
selvstudium. Skolen tilbyder
undervisning op til VUC 10.
klasse. Endvidere har de
indsatte mulighed for ved
selvstudium at læse fag på
bl.a. merkonomskoler og
universiteter.
Ved samtaler med indsatte
blev jeg bekendt med at
anstaltens
undervisningstilbud både for
de i forvejen veluddannede
og for de bogligt svage
indsatte er utilstrækkelige.
For de i forvejen
veluddannede medfører dette
at deres uddannelse på grund
af manglende vedligeholdelse
under afsoningen mister sin
værdi. For de bogligt svage
indsatte, specielt
ordblinde, medfører de
utilstrækkelige tilbud at
den indsatte aldrig får
mulighed for at komme i gang
med en uddannelse. Under et
møde med anstaltens ledelse
blev det oplyst at for så
vidt angår
ordblindeundervisningen, er
det et spørgsmål om
manglende ressourcer til
egentlig
ordblindeundervisning.
Efter lov om
specialundervisning for
voksne, jf. lovbek. nr. 866
af 7. november 1995, § 1 og
§ 1 a, skal amtskommunen
tilbyde henholdsvis
kompenserende
specialundervisning eller
læse-, stave- og
skriveundervisning for
henholdsvis personer med
fysiske eller psykiske
handicap og personer der
føler sig hæmmet af
utilstrækkelige læse-,
stave- og skrivefærdigheder
der opholder sig inden for
amtskommunen.
De indsatte i
kriminalforsorgens anstalter
der ikke kan opnå frigang,
kan imidlertid ikke gøre
brug af amtskommunernes
tilbud medmindre
amtskommunen tilbyder at
opfylde sin forpligtelse ved
(ene)undervisning i
anstalten.
Efter min opfattelse er det
uhensigtsmæssigt at indsatte
- der efter løsladelse efter
de nævnte regler har krav på
f.eks. ordblindeundervisning
- af ressourcemæssige
årsager skal vente med at
påbegynde sådan undervisning
indtil den indsatte kan opnå
frigang eller bliver
løsladt. Undervisning af en
sådan karakter må anses som
værende af væsentlig
betydning for den
pågældendes muligheder for
at begå sig efter endt
afsoning. Med henblik på
mine videre overvejelser af
dette spørgsmål anmoder jeg
direktoratet om at udtale
sig om hvordan behovet og
mulighederne for
specialundervisning i
kriminalforsorgens øvrige
anstalter er.
5. Arbejdspladser
De indsatte i anstalten er
forpligtede til at arbejde
37 timer om ugen.
Talsmændene klagede over at
den tilbudte beskæftigelse
ikke altid var
tilfredsstillende, og over
at anstalten ikke gjorde nok
for at skaffe arbejde til
fængslet. Det var
talsmændenes opfattelse at
der var mulighed for at
skaffe mere
tilfredsstillende arbejde,
hvis anstalten gjorde noget
mere ud af at markedsføre
anstaltens produkter. Dette
kunne eventuelt ske i
samarbejde med en konsulent.
Under mit møde med ledelsen
viderebragte jeg
talsmændenes forslag om øget
markedsføring af anstaltens
produkter, idet jeg dog
samtidig understregede at
jeg blot bragte talsmændenes
forslag videre. Jeg
foretager ikke videre
vedrørende dette spørgsmål,
idet jeg ikke har
forudsætninger for at
bedømme om det er
hensigtsmæssigt at
markedsføre anstaltens
produkter mere intensivt end
det er tilfældet for tiden.
Arbejdsforpligtelsen kan ud
over ved deltagelse i koret
eller undervisning i skolen
opfyldes på en af anstaltens
arbejdspladser. Under
inspektionen besigtigede jeg
som tidligere nævnt
biblioteket hvor arbejdet
består i at drive
biblioteket i samarbejde med
bibliotekaren.
Biblioteksarbejdet varetages
altid af en af de indsatte
på afdeling U.
Sekretariatschefen og
fuldmægtigen ved embedet
besigtigede i øvrigt
følgende arbejdspladser:
a. Terapien hvor der
udføres forskellige træ-,
ler- og læderarbejder der
sælges i anstalten. Det er
hovedsageligt indsatte på
afdelingerne H og S der er
beskæftiget i terapien.
Terapien har plads til 15-16
indsatte, men der var på
tidspunktet for inspektionen
alene 10-12 indsatte
beskæftiget i terapien. Det
blev oplyst at dagen i
terapien starter kl. 7.30
med at de indsatte spiser
morgenmad sammen. De
indsatte skiftes til at bage
brød til morgenmaden.
b. Bogbinderiet ,
hvor der bl.a. bliver samlet
julekalendere, indbundet
lovsamlinger og Ugeskrift
for Retsvæsen. Bagest i
bogbinderiet er der et
mindre lokale hvori de
indsatte samler æsker til
bl.a. ordenskapitlet og
guldsmede. Sidstnævnte
kundegruppe bliver dog
mindre og mindre efterhånden
som de billigere
plasticæsker vinder frem.
c. Kuvertmageriet der
producerer og sælger
kuverter til både private og
offentlige myndigheder, men
hovedsagelig til de
sidstnævnte. Lederen af
kuvertmageriet oplyste at de
største aftagere er
hospitalerne (kuverter til
forsendelse af prøver,
interne
cirkulationskuverter), og
for så vidt angår private,
er der især tale om kuverter
til privatpraktiserende
læger. Kuvertmageriet
producerer et stort antal
forskellige kuverter, men
ikke almindelige kuverter
til breve. Kuvertmageriet
beskæftiger 12 indsatte. Det
blev oplyst at værkstedet
produktionsmæssigt godt
kunne beskæftige flere
indsatte, men at dette ikke
kunne lade sig gøre på grund
af uenighed mellem de
indsatte.
d. Montageværkstedet
hvor de indsatte beskæftiges
med samling af forskellige
produkter. Under
inspektionen var nogle af de
beskæftigede ved at samle en
ny type cykellygte der
slukker automatisk hvis den
ikke har været rystet i et
stykke tid.
Montageværkstedet sørger
endvidere for arbejde til
indsatte der udfører
cellearbejde.
Derudover er der mulighed
for at arbejde på en af
følgende arbejdspladser som
ikke blev besigtiget:
e. Det ind- eller
udvendige jordhold
der vedligeholder anstaltens
grønne arealer henholdsvis
inden for og uden for
fængselsmuren.
f. Produktionsskolen
der fungerer som indslusning
fra terapien til anstaltens
øvrige arbejdspladser.
g. Depotet hvor de
indsatte står for
fordelingen af
rengøringsartikler,
afsendelse og modtagelse af
de indsattes vasketøj mv.
h. Smede- , murer-,
elektriker- og
malerværkstedet hvor de
indsatte beskæftiges med
småreparationer og
vedligeholdelsesarbejder på
anstalten.
i. Snedkerværkstedet
hvor der bl.a. produceres
stole der anvendes i
anstalten eller sælges.
Endelig er der mulighed for
at arbejde som gangmand
hvor arbejdet består i
at holde orden og gøre rent
på sin afdelings
fællesarealer.
Efter min opfattelse har
anstalten et varieret og
alsidigt
beskæftigelsestilbud til de
indsatte, og
tilrettelæggelsen af
arbejdet giver mig ikke
anledning til bemærkninger.
6. Selvforplejning og
selvforvaltning
De indsatte skal - med
undtagelse af indsatte på
afdeling D, H, I og G - selv
lave deres mad. Indsatte på
afdeling L får dog serveret
den varme mad, men må selv
sørge for dagens øvrige
måltider. Indkøb til
madlavningen foretages i
købmandsbutikken der har
åbent om mandagen i hele
gårdturstiden der er på to
timer, og om torsdagen hvor
de indsatte har mulighed for
at handle i hold bestående
af indsatte fra én eller
flere afdelinger ad gangen.
Talsmændene klagede over at
købmandsbutikken og
butikkens varesortiment er
for lille, herunder at
købmanden ikke er særlig
imødekommende hvis en indsat
ønsker at købe en vare som
købmanden ikke lagerfører.
Talsmændene mente endvidere
at varerne er for dyre. De
nævnte specielt at købmanden
aldrig har særlige tilbud.
Talsmændene oplyste at
købmanden ikke har en butik
uden for fængslet og derfor
skal leve af handlen med de
indsatte i anstalten og
Arresthuset i Roskilde.
Talsmændene synes det er
svært at få kostpengene til
at slå til med det
prisniveau der er i
købmandsbutikken.
Talsmændene var endvidere af
den opfattelse at varerne i
købmandsbutikken er for
dårlige. Talsmændene oplyste
at Levnedsmiddelkontrollen
havde aflagt besøg og
inddraget 80 kg fødevarer.
Endelig kunne talsmændene
oplyse at der var indgivet
over 85 skriftlige klager
over købmanden, og at
købmanden var blevet
afskediget som købmand i
Statsfængslet i
Vridsløselille.
Under et møde med ledelsen
bragte jeg talsmændenes
klager over købmandsbutikken
videre. Ledelsen kunne
bekræfte at købmanden
tidligere havde været
købmand i Statsfængslet i
Vridsløselille. Anstalten
har det problem at det ikke
er muligt at få en anden
købmand til at drive
butikken.
Ledelsen kunne endvidere
bekræfte talsmændenes
oplysning om at købmanden
ikke har en forretning uden
for fængslet, idet købmanden
havde lukket forretningen.
Købmanden er folkepensionist
og supplerer således sin
pension ved driften af
anstaltens købmandsbutik.
Der er således ikke - som
antaget af talsmændene -
tale om at købmanden skal
leve alene af handlen med de
indsatte i anstalten og
Arresthuset i Roskilde.
Ledelsen gav endvidere
udtryk for at det var dens
opfattelse at købmanden er
fleksibel over for de
indsattes ønsker om at
skaffe varer som købmanden
ikke lagerfører.
a. Købmandsbutikkens
prisniveau og kostbeløbets
størrelse
Ledelsen mente at
prisniveauet svarer til
prisniveauet hos en lille
lokal købmand og derfor nok
er lidt højere end
prisniveauet i
supermarkeder.
Under et efterfølgende møde
blev ledelsen anmodet om at
fremkomme med oplysninger om
priserne i købmandsbutikken
og om købmandens
prisfastsættelsespolitik.
Den 15. januar 1997 modtog
jeg fra anstalten en
redegørelse fra købmanden
hvori han bl.a. har anført
følgende:
"Jeg kan oplyse, at der ikke
er tale om et fast
kalkulationsprincip, men at
vore udsalgspriser som
udgangspunkt er Favør-kædens
vejledende udsalgspriser.
Som følge af, at der er tale
om en diskbetjent butik og
også en forholdsvis lille
omsætning set i relation til
et supermarked, afviger en
del af vore udsalgspriser
dog fra Favør-kædens
vejledende udsalgspriser,
herunder blandt andet varer,
der hos Favør sælges til
discountpriser og
tilbudspriser."
Ud fra de oplysninger som
købmanden i øvrigt anførte i
sit brev med bilag, kan jeg
konstatere at købmanden
forventer en
bruttofortjeneste på ca.
500.000 kr. i 1996. Jeg
modtog endvidere en liste
over købmandens
udsalgspriser vedrørende en
del af de varer der
forhandles.
Efter § 18, stk. 1, i
cirkulære af 28. september
1992 om arbejdstid og
arbejdspenge samt ydelser
til kost og selvforplejning
til indsatte i
kriminalforsorgen får de
indsatte, i det omfang der
er indført selvforplejning,
udbetalt et kostbeløb pr.
opholdsdag. Efter
cirkulærets § 27, stk. 1,
reguleres beløbet med
satsreguleringsprocenten.
Beløbet for 1996 er fastsat
i cirkulæreskrivelse af 15.
januar 1996 hvori
kostbeløbet er anført med
40,81 kr. pr. dag.
Spørgsmålet om
kostpengebeløbets størrelse
sammenholdt med
varesortiment og priser har
jeg tidligere beskæftiget
mig med, og jeg henviser i
den forbindelse til min
beretning for 1993, s. 132ff
og s. 366f, vedrørende
inspektionen af
Statsfængslet i Nyborg og
min beretning for 1995, s.
592f, vedrørende
inspektionen af
Statsfængslet i Ringe. Fra
disse tidligere
undersøgelser er jeg bekendt
med at størrelsen af
kostpengene er fastsat efter
oplysninger i
Forbrugerstyrelsens pjece
"Hold styr på pengene",
1992, der efterfølgende er
afløst af pjecen
"Forbrugerstyrelsens
familiebudget - et
standardbudget for danske
husstande", der senest er
opdateret maj 1996.
Det er i Forbrugerstyrelsens
pjece fra maj 1996 anført at
enlige mænd og kvinder
mellem 18 og 66 år
gennemsnitligt skal bruge
henholdsvis 1.876 og 1.404
kr. om måneden til mad- og
drikkevarer, svarende til
henholdsvis 61,68 og
46,16 kr. om dagen.
Det er angivet at
forudsætningerne for
beregningerne er et rimeligt
forbrug, og at "alle varer
er almindelige og af god
kvalitet. Der er ikke tale
om dyre mærkevarer, men
heller ikke om billige
discountvarer. Dog er en del
af kødvarerne tilbudspriser.
Priserne, som ligger til
grund for budgettet, er
hovedsageligt indsamlet fra
supermarkeder og
landsdækkende
kædeforretninger."
På det foreliggende grundlag
må jeg konstatere at det
kostpengebeløb der udbetales
til de indsatte ikke rækker
til at de indsatte efter
Forbrugerstyrelsens
beregninger kan have et
rimeligt forbrug, selv om
den pågældende havde
mulighed for at handle til
priser i supermarkeder,
herunder købe kød på tilbud.
Jeg anmoder direktoratet om
at oplyse på hvilket
grundlag kostbeløbet i dag
fastsættes.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen har i
foråret 1994 foretaget en
kostprisundersøgelse der
bl.a. viste at priserne i
købmandsbutikkerne i
Anstalten ved Herstedvester
og Statsfængslet i
Vridsløselille var de
højeste priser i
købmandsbutikkerne i
fængslerne. Priserne i
fængslernes købmandsbutikker
blev sammenholdt med
Forbrugerstyrelsens priser i
pjecen "Forbrugerstyrelsens
familiebudget - et
standardbudget for danske
husstande". Købmandsbutikken
i Anstalten ved
Herstedvester havde i
forhold til priserne i
Forbrugerstyrelsens
undersøgelse et prisniveau
der lå 18,3% højere. På
grundlag af undersøgelsen
udarbejdede Direktoratet for
Kriminalforsorgen en
oversigt over hvad tre
daglige måltider
gennemsnitlig vil koste at
fremstille, når man bruger
de mængder som
Levnedsmiddelstyrelsen
anbefaler.
I nedenstående skema har jeg
på baggrund af oplysningerne
i direktoratets undersøgelse
om prisniveauet i anstalten
og de priser som jeg har
fået oplyst af købmanden,
beregnet hvad de tre
måltider koster i dag i
anstalten.
|
Morgenmad
|
Anb. mængde |
Forbrugerstyrelsen
(*1) |
Anstalten 1994 (*2)
|
Anstalten 1997 (*3)
|
|
Havregryn |
90 g |
1,79 |
2,11 |
2,18 |
|
Cornflakes |
5,7 g |
0,21 |
0,25 |
0,26 |
|
Letmælk |
0,25 l |
|
|
1,38 |
|
Rugbrød (*4) |
40 g |
|
|
0,64 |
|
Franskbrød |
30 g |
0,68 |
0,80 |
0,83 |
|
Plantemargarine |
15 g |
0,37 |
0,44 |
0,45 |
|
30% ost |
20 g |
1,26 |
1,49 |
1,53 |
|
Smør |
2,1 g |
|
|
0,08 |
|
Sukker |
35 g |
|
|
0,30 |
|
Andet |
|
2,02 |
2,39 |
2,46 |
|
I alt |
|
|
|
10,11 |
|
|
|
|
|
|
|
Tørkost |
Anb. mængde |
Forbrugerstyrelsen
(*1) |
Anstalten 1994 (*2)
|
Anstalten 1997 (*3)
|
|
Rugbrød (*4) |
160 g |
|
|
2,55 |
|
Franskbrød |
30 g |
0,68 |
0,80 |
0,82 |
|
Æggepålæg (2 æg pr.
uge) |
|
|
|
0,38 |
|
Fiskepålæg makrel
|
17,1 g |
0,45 |
0,53 |
0,54 |
|
Leverpostej |
17,1 g |
|
|
0,51 |
|
Pølsepålæg (spege)
|
8,6 g |
0,31 |
0,37 |
0,38 |
|
Kødpålæg (rulle)
|
20 g |
1,28 |
1,51 |
1,55 |
|
Vegetabilsk (Tomat)
|
300 g |
1,01 |
1,19 |
1,23 |
|
Salatpålæg skinke
|
11,4 g |
0,80 |
0,95 |
0,98 |
|
Ost 30% |
20 g |
1,26 |
1,49 |
1,53 |
|
Plantemargarine |
50 g |
1,24 |
1,47 |
1,51 |
|
Letmælk |
0,25 l |
|
|
1,38 |
|
Frugt 1. stk. (*5)
|
100 g |
|
|
2,75 |
|
Remoulade |
10 g |
0,30 |
0,35 |
0,36 |
|
Andet |
1,49 |
|
1,76 |
1,81 |
|
I alt |
|
|
|
18,28 |
|
|
|
|
|
|
|
Middag |
Anb. mængde |
Forbrugerstyrelsen
(*1) |
Anstalten 1994 (*2)
|
Anstalten 1997 (*3)
|
|
Kød på vægt (okse)
|
125 g |
5,63 |
6,66 |
6,85 |
|
Kartofler |
300 g |
|
|
2,24 |
|
Grøntsager (*6) |
50 g |
|
|
1,26 |
|
Andet |
|
1,06 |
1,25 |
1,29 |
|
I alt |
|
|
|
11,64 |
|
Dagskost |
Pris i alt |
|
Morgen |
10,11 |
|
Middag |
11,64 |
|
Tørkost |
18,28 |
|
I alt |
40,03 |
Noter:
(*1) Prisen angiver den pris
som direktoratet har oplyst
som Forbrugerstyrelsens.
(*2) Forbrugerstyrelsens
pris med tillæg af 18,3%.
(*3) Købmandens prisliste
eller anstaltens pris 1994
med tillæg af 2,8 % -
svarende til stigningen i
kostbeløbet.
(*4) Forudsat at 1 pk.
skovmandsbrød indeholder 1
kg.
(*5) Gennemsnit af prisen
for bananer, appelsiner og
æbler.
(*6) Gennemsnit af prisen
for løg, champignon og
gulerødder.
Ovenstående beregning - der
naturligvis er behæftet med
en vis usikkerhed - viser at
de indsatte, der som nævnt
får udbetalt 40,81 kroner
pr. dag, dagligt har et
overskud på 0,78 kroner
svarende til under 1,9% af
kostpengene.
I en konkret sag hvor en
indsat havde klaget til mig
over at der efter
cirkulærets § 18, stk. 2,
fratrækkes i kostpengene når
de indsatte er på udgang af
mere end et døgns varighed,
har direktoratet bl.a.
udtalt følgende:
"Det bemærkes i den
forbindelse, at den nye
ordning skulle være
udgiftsneutral, og at det
samlede beløb, som indsatte
modtager som arbejdspenge,
kostpenge m.v. efter de nye
regler, skulle svare til
niveauet for forbigående
kontanthjælp efter de
dagældende regler.
Direktoratet har lagt til
grund, at de indsatte samlet
kan oppebære ydelser i denne
størrelse, selvom der ikke
udbetales kostpenge under
weekendudgang, og at de
indsatte således selv har
mulighed for at spare op til
udgangen." (Direktoratets
sag, j.nr. 3.k. 1995-264-8).
Som nævnt er den ovenstående
beregning af priserne i
købmandsbutikken i anstalten
behæftet med en vis
usikkerhed. Jeg anmoder
anstalten om at foretage en
aktuel undersøgelse af hvad
de ovennævnte varer - som
jeg forstår er
Levnedsmiddelstyrelsens
anbefalede dagsmængde -
koster i dag i
købmandsbutikken i
anstalten. Jeg anmoder
anstalten om at sende
undersøgelsen gennem
Direktoratet for
Kriminalforsorgen som jeg
ligeledes anmoder om en
udtalelse, herunder om
priserne i anstalten efter
direktoratets opfattelse
giver den indsatte mulighed
for at spare op til udgange.
b. Antallet af klager over
købmanden
Ledelsen oplyste at der
højst havde været tre-fire
klager, og at klagerne alene
var generelle. En af mine
medarbejdere har
efterfølgende telefonisk
anmodet anstalten om at
indsende de skriftlige
klager over købmanden som de
indsatte havde indgivet i
1996. Den 7. april 1997
modtog jeg en udtalelse fra
anstalten bilagt to klager.
I udtalelsen er bl.a.
følgende anført:
"Jeg har fra
fængselsforvalteren modtaget
vedlagte to klager, og
fængselsforvalteren mener
ikke at have modtaget flere
skriftlige klager over
købmanden i denne periode.
Fængselsforvalteren oplyser,
at der i 1996 har været
afholdt et enkelt møde i
butiksudvalget. Anstaltens
butiksudvalg består foruden
fængselsforvalteren og
købmanden af
talsmandsgruppen.
Det kan tilføjes, at
talsmændene på et
talsmandsmøde den 17. april
1996 under punktet
'eventuelt' rejste
spørgsmålet om manglende
prismærkning, hvilket
fængselsforvalteren lovede
at tale med købmanden om.
Der har i årets løb været en
række mundtlige henvendelser
om forskellige forhold i
forbindelse med
købmandsbutikken, men der
ses ikke at foreligge noget
skriftligt materiale om
disse henvendelser. I
almindelighed har
fængselsforvalteren lovet at
tale med købmanden om
tingene."
Som anført i brevet var der
vedlagt to klager fra
indsatte. Den ene klage
angiver et ønske om et møde,
men ikke noget nærmere om
hvad klagen vedrører. Den
anden henvendelse er en
klage over købmandens
manglende imødekommelse af
en reklamation over en vare
købt hos ham.
De fremsatte klager over
købmanden giver mig ikke
anledning til at foretage
noget.
c. Levnedsmiddelkontrollens
besøg
Under mit efterfølgende møde
med ledelsen anmodede jeg om
at modtage kopi af
Levnedsmiddelkontrollens
rapport. Det fremgår af
Levnedsmiddelkontrollens
rapport at der efter besøg
den 16. oktober 1996 blev
nedlagt forbud mod salg af:
Fire pakker mel, tre pakker
knækkede hvedekerner, en
pakke wienerpølser, to
pakker smelteost, to pakker
spegepølse i skiver, to
grovbrød, en pakke rugmel og
en dåse coffeemate fordi
holdbarhedsdatoen var
overskredet. Herudover blev
der udtaget en prøve af en
medisterpølse fordi
Levnedsmiddelkontrollen
havde modtaget en klage over
fordærvet kød. Resultatet af
prøven var at kødet var
normalt af udseende og lugt
samt holdt sig under de
vejledende grænseværdier for
kimtal og
mælkesyrebakterier.
Derudover har
Levnedsmiddelkontrollen
anført at temperaturen i to
køleskabe skulle sænkes fra
otte-ni grader til fem
grader eller mindre.
Ledelsen oplyste under vores
efterfølgende møde at
Levnedsmiddelkontrollens
udtalelse skyldtes en fejl
fra kontrollens side, idet
kontrollen havde foretaget
temperaturmålingen et
forkert sted.
Da de indsatte ikke selv har
mulighed for at udvælge sig
de friskeste varer i
købmandsbutikken og ej
heller har mulighed for at
købe deres varer andre
steder hvis de mener
købmandens varer er for
gamle, henstiller jeg til
anstalten at anstalten ved
stikprøvekontrol - f.eks.
to-tre gange om året -
undersøger om varerne i
købmandsbutikken er friske,
herunder at datomærkninger
ikke er overskredet.
d. Andre forhold
Købmandsbutikken blev
besigtiget mandag den 16.
december 1996 i åbningstiden
hvor de indsatte blev
betjent af købmanden og en
ekspedient. Butikken har et
varesortiment der svarer til
varesortimentet i en mindre
købmandsbutik, herunder
enkelte økologiske varer.
Købmandsbutikkens udvalg af
varer giver mig ikke
anledning til bemærkninger.
Talsmændene klagede over at
de indsatte ikke må tippe
hvilket er tilladt i andre
lukkede anstalter. Ledelsen
oplyste efterfølgende at
forbudet mod tipning var
begrundet i en konkret sag,
hvor nogle indsatte havde
hævdet at de havde
indleveret en lottokupon til
købmanden - hvis
talkombination ved den
efterfølgende trækning
udløste en betydelig gevinst
som de indsatte ikke fik
udbetalt, da købmanden -
efter de indsattes
oplysninger - ikke havde
indløst lottokuponen til
tiden. Episoden gav
anledning til en del uro i
anstalten. Som konsekvens af
episoden fastsatte anstalten
retningslinier for de
indsattes tipning og lotto,
sådan at de indsatte i
fremtiden kun kan deltage i
spillene med "Lyn-Tips" og
"Lyn-Lotto" som skal
bestilles af den indsatte i
forvejen.
Anstaltens retningslinier på
dette område giver mig ikke
anledning til bemærkninger.
7. Møde med talsmændene
Talsmændene havde til brug
for mødet udarbejdet en
dagsorden med emner som de
ønskede at drøfte med mig.
Dagsorden indeholdt følgende
punkter:
Antabus-behandlingen.
AUF-reformen.
Langtidsindsatte.
Originalkvitteringer ved køb
af varer.
Forvaringsdomme.
Talsmændene rejste endvidere
et spørgsmål om anstaltens
bødesystem, jf. nedenfor
under litra f.
Herudover rejste jeg selv
spørgsmål om
beskæftigelsesmuligheder,
købmandsordningen og
selvforplejningen, jf.
ovenfor under pkt. 5 og 6.
Jeg spurgte endelig til
eventuelle problemer med
euforiserende stoffer i
anstalten, jf. nedenfor
under litra g.
a. Talsmændene havde
i dagsordenen anført at
doseringen af antabus i
anstalten er for høj, især i
forbindelse med udgange,
hvor der bliver tildelt
2.400 mg antabus op til en
udgang uanset om den
pågældende er alkoholiker
eller ej. Alkoholikere
udenfor får mellem 400 og
800 mg. Men også i øvrigt er
der tale om en høj dosering
af antabus. Talsmændene
anførte at antabus medfører
at de indsatte bliver sløve.
Under mødet anførte
talsmændene at antabus
bliver tildelt i større
doser i Anstalten ved
Herstedvester end i andre
anstalter, og at de savnede
en begrundelse for denne
anderledes og større
dosering.
Under et efterfølgende møde
med ledelsen rejste jeg
spørgsmålet om doseringen af
antabus. Den administrerende
overlæge oplyste at der i
anstalten bliver brugt den
samme dosering som på
Nordvang. Det blev dog
samtidig oplyst at anstalten
aldrig sætter nogen ned i
dosering, da anstalten i så
tilfælde ikke ville kunne
modstå det pres som de
indsatte der skønnes at have
behov for fuld dosering,
ville udøve for at få nedsat
deres dosering.
Det blev tillige oplyst at
den dosis der i dag gives i
anstalten, svarer til den
dosis der bliver anbefalet i
lægemiddelkataloget for at
sikre at ingen kan "drikke
sig igennem"
antabusvirkningerne. Hvis
der gives en mindre dosis,
er det muligt at "drikke sig
igennem"
antabusvirkningerne, hvilket
det ikke er med den nu
anvendte dosis der medfører
at alle der indtager alkohol
bliver syge.
Herudover blev det oplyst at
der er bivirkninger ved
antabus, herunder risiko for
beskadigelse af leveren, og
problemer med maven og
svovlsmag. Den
administrerende overlæge
oplyste endelig at hun i det
almindelige sundhedssystem
ville være mere liberal med
doseringen af antabus, men
at frygten for pres fra de
medindsatte umuliggjorde en
lige så liberal ordning i
fængslet. I øvrigt mente
overlægen at det ved
vurderingen af anstaltens
antabuspolitik er nødvendigt
at se på, hvilke meget
alvorlige konsekvenser det
kan få hvis en indsat får
for lidt antabus og "drikker
sig igennem."
Over for ledelsen gav jeg
udtryk for at jeg
umiddelbart anså anstaltens
tildeling af antabus for
problematisk. Jeg anmodede
den administrerende overlæge
om at fremkomme med en
udtalelse vedrørende
doseringen af antabus.
Overlægen har i en udtalelse
af 8. januar 1997 herom
bl.a. anført følgende:
"Da jeg i en samtale med
ombudsmanden fik udtrykt, at
antabusdoseringen er ens for
alle indsatte, som har
vilkår om antabus i
forbindelse med
frihedsgoder, (medmindre der
er legemlige årsager, der
tilsiger en lavere dosering
f.eks. en leverpåvirkning),
og at det er sådan, fordi vi
ellers ikke kan 'styre det',
var det en uklar
formulering, som jeg gerne
vil gøre rede for:
På anstalten er behandlerne
meget opmærksomme på, at vi
udfører vores lægegerning i
et etisk dilemmafyldt
område, da vi udfører
behandling i et strafsystem.
Vi må leve med, at vores
lægelige behandling kan få
og ofte får betydning for
straffuldbyrdelsen. Dette
gælder i allerhøjeste grad
også alkoholistbehandlingen
med antabus.
I de fleste tilfælde har de
indsatte - i
overensstemmelse med deres
personlighedsmæssige
problematik - ikke
erkendelse af nødvendigheden
af en antabusbehandling.
Selvom de har begået endog
meget alvorlig kriminalitet
gentagne gange i beruset
tilstand, er de alligevel af
den mening, at de vil kunne
administrere deres
alkoholindtagelse uden
antabusbehandling. De
angiver, at de vil kunne
drikke 'med måde'. Derfor er
det nødvendigt, at give en
dosering som foreskrevet i
Lægemiddelkataloget.
Men der er også enkelte
indsatte, som er så påvirket
af deres kriminalitet i form
af skyldfølelse, at de siger
- og det virker
overbevisende - at de aldrig
mere vil indtage alkohol
overhovedet. Set fra et
strengt behandlingssynspunkt
ville man i sådanne tilfælde
kunne acceptere en lavere
antabusdosering end den i
Lægemiddelkataloget
foreskrevne, da disse
patienter ikke vil have
intentioner om, at 'drikke
sig gennem antabus'. Men det
er meget vigtigt at
understrege, at det
aldrig er de patienter,
der klager over
antabusdoseringen."
Jeg må herefter lægge til
grund at de indsatte der
doseres med antabus, alle
doseres med den samme mængde
uanset at doseringen hvis
den skete på grundlag af en
lægefaglig vurdering, ville
variere fra den ene indsatte
til den anden.
Anstaltens dosering af
antabus må efter min
opfattelse give anledning
til betydelig betænkelighed,
idet en indsat ikke bør
doseres med en højere dosis
antabus end en konkret
lægefaglig vurdering
tilsiger er nødvendig. I
denne vurdering kan også
indgå det forhold at det kan
få meget alvorlige
konsekvenser at en dosering
er sådan at en indsat kan
"drikke sig igennem". Den
konkrete lægefaglige
vurdering må foretages
uanset om den indsatte
udtrykker utilfredshed med
kravet om "fuld dosis". Jeg
henstiller til anstalten i
fremtiden at foretage
dosering af antabus til
indsatte efter en konkret
lægefaglig vurdering i det
enkelte tilfælde.
b. Talsmændene
udtrykte tilfredshed med
intentionerne i
AUF-reformen. De mener
imidlertid ikke at den
bliver gennemført på
anstalten da funktionærerne
opholder sig for meget på
deres kontorer. Der gives
ofte afslag på ønsker fra de
indsatte om udøvelse af
forskellige
fritidsaktiviteter, jf.
ovenfor under pkt. 3, s.
000f.
c. I dagsordenen
havde talsmændene anført at
langtidsindsatte ikke får en
kopi af anstaltens oplæg til
fællesmødet med Direktoratet
for Kriminalforsorgen; dette
er uhensigtsmæssigt og
urimeligt.
Jeg nævnte - under
henvisning til
forvaltningslovens § 19 -
efterfølgende over for
ledelsen talsmændenes klage.
Ledelsen oplyste at de
indsatte får oplysninger om
hvad der står i anstaltens
indstilling, men ikke får
selve indstillingen at se.
På baggrund af drøftelsen
meddelte ledelsen at den vil
overveje spørgsmålet og
rejse det over for
Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
Jeg beder om at blive
underrettet om hvad der
videre er sket vedrørende
dette spørgsmål.
d. Talsmændenes klage
vedrørte det forhold at
indsatte der har penge
stående på deres konto i
anstalten og køber varer,
ikke får udleveret den
originale kvittering, men
kun en kopi.
Jeg nævnte talsmændenes
utilfredshed med ordningen
over for ledelsen, der
efterfølgende har meddelt
mig at anstalten efter
aftale med Rigsrevisionen
har ændret praksis således
at de indsatte nu kan få
udleveret originalen.
Jeg foretager mig ikke mere
vedrørende dette spørgsmål.
e. Talsmændene
klagede over at anstalten
ikke udarbejder
behandlingsplaner, og at
forvaringsdømte ikke kommer
på udgang og ikke
overflyttes til pensioner og
åbne fængsler. Det var
endvidere talsmændenes
opfattelse at anstalten i
spørgsmålet om
foranstaltningsændringer
foregriber Rigsadvokatens
vurdering af sagen.
Jeg meddelte talsmændene at
jeg ikke på grundlag af
vores drøftelse foretog mig
mere, men at jeg naturligvis
ville se på en konkret sag
hvis en indsat klagede til
mig over disse forhold.
f. Talsmændene
klagede over at bødesystemet
i anstalten er anderledes
end i andre fængsler, idet
bøderne bliver større og
større for hver gang den
enkelte indsatte idømmes en
bøde.
Under mødet med ledelsen
spurgte jeg til anstaltens
bødesystem. Ledelsen oplyste
at anstalten har et
progressivt bødesystem, men
at ledelsen ikke er bekendt
med hvordan bødesystemet
administreres i
kriminalforsorgens øvrige
anstalter og arresthuse.
Jeg anmoder anstalten om at
udtale sig om baggrunden for
det progressive bødesystem.
Jeg anmoder om at udtalelsen
bliver sendt gennem
Direktoratet for
Kriminalforsorgen som jeg
tillige beder om en
udtalelse der indeholder en
redegørelse for, hvordan
bødesystemet administreres i
kriminalforsorgens øvrige
anstalter og arresthuse.
g. Talsmændene blev
under mødet spurgt om
euforiserende stoffer er et
problem i anstalten.
Talsmændene mente
umiddelbart ikke at dette er
tilfældet.
Under mødet med
samarbejdsudvalget blev
spørgsmålet ligeledes taget
op. Ledelsen oplyste at det
var dens opfattelse at
stofmisbruget i anstalten er
mindre end i andre lukkede
fængsler, og at der
hovedsagelig er tale om
anvendelse af hash. Ledelsen
mener dette skyldes flere
forhold: Dels at de
indsatte ikke har den samme
kontakt uden for anstalten -
som indsatte i andre lukkede
fængsler har - hvilket
formindsker antallet af
potentielle "smuglere",
dels at de indsatte som
betingelse for udgang skal
aflægge en urinprøve,
dels at anstalten - på
grund af sin særlige opgave
- er bedre normeret end
andre lukkede fængsler.
En indsat udtrykte under en
samtale med mig, jf.
nedenfor under pkt. 8, ønske
om at afsone i en stoffri
afdeling. Den pågældende
oplyste at der tre gange var
rettet henvendelse til
anstalten med ønsket om
yderligere stoffri
afdelinger.
Under det efterfølgende møde
med ledelsen spurgte jeg til
dette spørgsmål. Ledelsen
oplyste at et internt nedsat
udvalg -
Afdelingsanalyseudvalget - i
forbindelse med andre
organisatoriske overvejelser
ville tage spørgsmålet op.
Umiddelbart var ledelsen i
tvivl om hvorvidt der er
tilstrækkeligt stoffrie
indsatte til at der er
grundlag for at etablere
endnu en hel afdeling for
stoffri indsatte. Ledelsen
oplyste at udvalgets
overvejelser sandsynligvis
vil kunne afsluttes omkring
den 1. juli 1997, og at
anstalten vil underrette mig
om resultatet af udvalgets
og ledelsens overvejelser.
8. Samtaler med enkelte
indsatte
Under inspektionen havde
sekretariatschefen og jeg
enkeltsamtaler med 19
indsatte. Sekretariatschefen
havde efterfølgende en
samtale med en indsat i
anstalten. Samtalerne gav
anledning til at jeg i to
tilfælde indledte
undersøgelser af sagerne. De
øvrige samtaler vedrørte
forhold hvor jeg ikke kan
foretage mig noget, men hvor
jeg så vidt muligt vejledte
den enkelte indsatte om den
pågældendes muligheder.
Samtlige indsatte har
efterfølgende skriftligt
modtaget min stillingtagen
til de forhold der blev
bragt op under samtalen.
9. Andre forhold
Under mine møder med
ledelsen og
samarbejdsudvalget blev
følgende øvrige spørgsmål
rejst:
a. Visitering
Foranlediget af en konkret
sag spurgte jeg ledelsen om
der er et generelt problem
der består i at dømte der
visiteres til anstalten,
aldrig når at afsone i eller
kommer meget sent i
afsoningsforløbet til
anstalten på grund af
manglende plads.
Ledelsen oplyste hertil at
det for kvindernes
vedkommende er et meget
stort problem idet anstalten
kun har plads til seks
kvinder. Det er derfor
umuligt at tage imod alle de
kvindelige indsatte der
bliver visiteret eller burde
visiteres til anstalten.
Ledelsen oplyste endvidere
at problemet er behandlet i
en indstilling om "svage"
indsatte, hvori det foreslås
at udvide antallet af
pladser for kvinder i
anstalten, jf. nedenfor
under litra b.
For så vidt angår mænd, er
det ikke noget større
problem idet der dog er en
venteliste, hvilket medfører
at mænd med korte straffe
ikke visiteres til anstalten
uanset at de pågældendes
øvrige forhold taler for at
de burde placeres i
anstalten. Det blev oplyst
at ventelisten medfører at
der går to-tre måneder før
en indsat der er visiteret
til anstalten, bliver indsat
idet ventelisten dog
fraviges hvis der opstår en
akut situation.
Da den daværende ombudsmand
i 1977 foretog sin
inspektion af anstalten, var
det et problem, at anstalten
husede indsatte der mere
hørte hjemme på de
psykiatriske hospitaler.
Spørgsmålet om samarbejdet
med de psykiatriske
hospitaler blev derfor rejst
under mødet med
samarbejdsudvalget.
Det blev oplyst at
samarbejdet med de
psykiatriske hospitaler er
upåklageligt, især har
anstalten stor nytte af
samarbejdet med Nordvang.
Visiteringen til anstalten
giver mig ikke - ud over det
under litra b anførte -
anledning til bemærkninger.
b. Forholdet mellem mandlige
og kvindelige indsatte
Spørgsmålet vedrørende
pladsproblemer for kvinder
gav ledelsen anledning til
at omtale problemet med at
have kvindelige indsatte
blandt de mandlige indsatte,
hvoraf en betydelig del er
dømt for
seksualkriminalitet. Det
blev således nævnt at nogle
af de sexkriminelle mænd i
anstalten hellere vil have
mulighed for at være sammen
med en indsat kvinde end
lade sig behandle med
kønsdriftshæmmende medicin.
Dette vanskeliggør i nogen
grad behandlingen af disse
mænd. Specielt for så vidt
angår de mænd der er gift
med en af de kvindelige
indsatte, er det
problematisk at få dem til
at indgå i en behandling med
kønsdriftshæmmende medicin.
Ledelsen udtalte som sin
opfattelse at de kvindelige
indsatte ved ankomsten til
anstalten bliver presset -
af de mandlige indsatte -
til at gifte sig med "en
stærk mandlig indsat".
Kvinderne kan ellers ikke
være i fred i anstalten. Det
blev oplyst at de indsatte
som begrundelse for
indgåelsen af ægteskab
anfører muligheden for at
kunne besøge hinanden efter
at den ene var løsladt.
Som nævnt var der på
tidspunktet for inspektionen
anbragt seks kvinder på
anstalten. De tre kvinder
var gift med mandlige
indsatte, en stod over for
at skulle giftes, og en var
forlovet med en af de
mandlige indsatte.
Så vidt det er oplyst over
for mig, har der i de
tilfælde hvor ægteskab er
indgået, ikke været tale om
at de pågældende to parter
før indsættelsen i anstalten
havde nærmere kendskab til
hinanden. Ledelsen oplyste
endvidere at det ikke er
sædvanligt at ægtefæller
opretholder forbindelsen når
den ene af ægtefællerne er
blevet løsladt.
Ledelsen oplyste i den
forbindelse at det er en
fast praksis at personer der
har afsonet sammen, og som
kender hinanden fra et
fælles afsoningsforhold,
ikke får besøgstilladelse,
men at dette naturligvis
ikke kan udstrækkes til at
gælde for ægtefæller.
Det blev endvidere oplyst at
ægtefællerne bor adskilt,
men at de har mulighed for
at arbejde sammen og have
fælles fritidsaktiviteter.
Herudover har ægtefæller
mulighed for at besøge
hinanden en gang om ugen i
de almindelige
besøgslokaler. Det blev
oplyst at anstalten på et
tidspunkt havde været
nødsaget til at flytte en
mandlig indsat, da der var
tegn på at den pågældendes
ægtefælle under et samvær
med sin mand havde lidt
fysisk overlast.
På mit spørgsmål om hvad
Direktoratet for
Kriminalforsorgens
opfattelse af disse
problemer er, oplyste
ledelsen at antallet af
kvindepladser foreslås
forøget i "Indstilling om
'svage' indsatte" afgivet
marts 1996 af arbejdsgruppen
vedrørende "svage" indsatte
i kriminalforsorgens
anstalter og arresthuse. Der
er i indstillingen s. 29ff
bl.a. anført følgende:
"For så vidt angår de
kvinder, der er anbragt på
Anstalten ved Herstedvester
som følge af et psykiatrisk
behandlingsbehov, gør der
sig særlige forhold
gældende.
Arbejdsgruppen finder, at
der er betænkeligheder
knyttet til den gældende
ordning, hvor et lille antal
(6) kvinder er placeret i
fællesskab med anstaltens
mandlige indsatte, som ofte
er dømt for grove
seksualforbrydelser.
Arbejdsgruppen finder
imidlertid, at det er
nødvendigt at opretholde
muligheden for at placere
kvinder i et lukket fængsel
med psykiatrisk/psykologisk
beredskab svarende til
Anstalten ved
Herstedvesters. Gruppen har
overvejet, om anstaltens
kvindelige klientel ville
kunne placeres på
Statsfængslet i Ringe i
forbindelse med en styrkelse
af dette fængsels
behandlingsressourcer, men
der er efter gruppens
opfattelse tale om et så
karakterafvigende klientel,
at dette ikke er realistisk.
Man har endvidere overvejet
muligheden for at anvende en
afdeling i Statsfængslet i
Vridsløselille til de
kvinder, som i dag placeres
i Anstalten ved
Herstedvester. På grund af
den nære geografiske
beliggenhed ville i så fald
Herstedvesters
behandlingspersonale fortsat
kunne tage sig af kvinderne.
Et flertal i
arbejdsgruppen anser
imidlertid heller ikke denne
løsning for acceptabel, idet
de omhandlede kvinder er så
psykisk afvigende, at der
bør være specialuddannet
personale til at håndtere
denne persongruppe, ligesom
den lægelige og psykologiske
ekspertise bør være på
stedet.
Flertallet har herefter
overvejet muligheden for i
Anstalten ved Herstedvester
at oprette et kvindeafsnit,
som er fuldstændig adskilt
fra det øvrige fængsel. Det
er imidlertid opfattelsen,
at det ikke vil være muligt
at give kvinderne på en
fuldstændig afsondret
kvindeafdeling
tilfredsstillende forhold
med hensyn til arbejde,
uddannelse, fritid mv.
Kvinderne ville på en sådan
afdeling - for de flestes
vedkommende formentlig imod
deres ønske - være henvist
til et meget begrænset
fællesskab og meget
begrænsede
aktivitetsmuligheder.
På denne baggrund finder
flertallet ikke grundlag for
at foreslå etablering af et
fuldstændigt afsondret
kvindeafsnit på Anstalten
ved Herstedvester. Man har
herved blandt andet lagt
vægt på, at der gennem
personalenormeringen for
Anstalten ved Herstedvester
er taget højde for risikoen
for overgreb og lignende,
ligesom personalet er
særligt uddannet til at
forudse og undgå sådanne
situationer. Endvidere har
man lagt vægt på, at
kvinderne har været på
Anstalten ved Herstedvester
siden 1987 - under samme
vilkår som i dag - uden at
der har været konstateret
alvorlige overgreb på
kvinderne, som kan relateres
til det særlige mandlige
klientel i anstalten.
Derimod finder flertallet,
at der er et akut behov for
at udvide kvindeafdelingen
på Anstalten ved
Herstedvester, idet de
eksisterende 6 pladser
igennem længere tid ikke har
kunnet dække behovet,
således at et antal kvinder
med behov for Herstedvesters
psykiatriske/psykologiske
beredskab har været placeret
enten på Statsfængslet i
Ringe eller i
arresthus/Københavns
Fængsler. Mange af disse
kvinder har en stærkt
påfaldende adfærd, hvilket
gør det vanskeligt for dem
at begå sig blandt de
medindsatte - og i en del
tilfælde skaber behov for at
beskytte dem imod de
medindsatte.
Ét medlem af
arbejdsgruppen (overlæge A)
har ikke kunnet tilslutte
sig flertallets indstilling
med følgende begrundelse:
Anstalten ved Herstedvester
har siden 1987 haft en
kvindeafdeling med plads til
6 kvinder. Disse er
visiteret til Anstalten ved
Herstedvester, enten fordi
de har et
psykiatrisk/psykologisk
behandlingsbehov, eller
fordi deres psykiske egenart
gør, at det kræver speciel
ekspertise at omgås dem på
grund af deres meget
afvigende adfærd.
På baggrund af de
erfaringer, anstalten har
fået siden kvindeafdelingens
oprettelse, findes det meget
betænkeligt overhovedet at
placere kvinder blandt
anstaltens mandlige
klientel.
Knap halvdelen af anstaltens
klientel er dømt for meget
alvorlig sexkriminalitet.
Den 26. oktober 1995
afsonede der i Anstalten ved
Herstedvester 56 personer
dømt for sexkriminalitet.
Heraf havde de 31 personer
tidsubestemte straffe, 6
personer havde straffe fra 8
til 16 års fængsel, og kun
19 personer havde straffe
under 8 år. Alene heraf
fremgår det, at de
sexkriminelle på Anstalten
ved Herstedvester har
foretaget endog meget
alvorlig sexkriminalitet.
Det er indlysende, at
personer, der har foretaget
disse alvorlige
kriminaliteter, har store
problemer med forvaltningen
af deres kønsdrift, og alene
af den grund er det meget
betænkeligt, at kvindelige
indsatte skal afsone sammen
med dem. Hertil kommer, at
en forholdsvis stor del af
anstaltens sexkriminelle kun
vil kunne benådes,
prøveudskrives eller
prøveløslades, såfremt de
accepterer medicinsk
kastration, en behandling,
som det i flere tilfælde har
været vanskeligt at motivere
de indsatte til bl.a. på
grund af påvirkning fra
nogle af de kvindelige
indsatte."
Det er klart
utilfredsstillende at
psykisk syge kvinder
tvangsmæssigt anbringes i en
situation hvor de føler sig
presset til at indgå
ægteskab med en mandlig
indsat - eventuelt en indsat
der er dømt for en meget
alvorlig og farlig
sexkriminel handling.
Det er kriminalforsorgens
opgave at sørge for at dømte
kvinder der måtte have brug
for psykiatrisk/psykologisk
behandling, får tilbudt
sådan hjælp i en anstalt,
hvor der ikke er risiko for
at de udsættes for et pres
til at indgå ægteskab med en
mand der er dømt for en
alvorlig sexkriminel
handling. Det bør ske uden
at dette medfører nogen
forringelse af de indsatte
kvinders beskæftigelses- og
uddannelsesmuligheder.
Hvilken løsning der bør
bringes i anvendelse for at
tilvejebringe sådanne
forhold, finder jeg ikke at
burde udtale mig om.
Jeg henstiller til
Direktoratet for
Kriminalforsorgen at det
snarest muligt finder en
løsning på det omtalte
problem, og jeg udbeder mig
underretning om hvad der
videre sker i sagen.
c. Forholdet mellem de
indsatte kvinder
Under et møde med ledelsen
blev det oplyst at de
kvinder der indsættes i
anstalten, er meget dårligt
fungerende og at de, hvis de
skal afsone alene,
overhovedet ikke ville kunne
fungere sammen.
Under rundgangen på afdeling
R blev det med henvisning
hertil oplyst at afdelingens
tidligere observationscelle
bliver brugt i de tilfælde
hvor en indsats celle ikke
er tilgængelig, hvilket
blandt andet kan ske ved at
en af de andre indsatte
kvinder propper låsen til
cellen med papir.
Jeg går ud fra at forholdet
kvinderne imellem tages i
betragtning i forbindelse
med de overvejelser som min
henstilling under b giver
anledning til.
d. Stærke/svage indsatte
Det blev oplyst at anstalten
ikke har indsatte der er
rockere eller lignende, og
at problemet vedrørende
stærke/svage indsatte er et
mindre problem i anstalten
end i andre anstalter.
Anstalten ved Herstedvester
har ca. 10 indsatte der kan
betegnes som stærke indsatte
i anstalten. De ville
imidlertid høre til de svage
indsatte hvis de blev
overført til et andet lukket
fængsel.
Det blev samtidig oplyst at
der i anstalten ikke er de
samme krav fra medindsattes
side om udlevering af
domsudskrift som i andre
fængsler, idet de indsatte i
anstalten - for så vidt
angår den kriminalitetsart
de er dømt for - "ikke har
noget at lade hinanden
høre".
Anstalten mener heller ikke
der er de samme problemer
som i andre lukkede fængsler
med hensyn til stiftelse af
gæld blandt de indsatte med
deraf følgende afhængighed.
Anstalten har heller ikke
kendskab til at nogle
indsatte bliver tvunget til
at være narkotikadepot for
andre indsatte, eller at
indsatte skulle blive
tvunget til at tage
euforiserende stoffer med
ind i anstalten - f.eks.
efter udgang. Dette skyldes
ud over at de indsatte i
anstalten - i forhold til
indsatte i de øvrige
fængsler - er anderledes, at
anstalten er bedre normeret
end andre fængsler. I
anstalten er der ca.
tre-fire ansatte pr. 26
indsatte, i nogle andre
lukkede fængsler er der kun
to ansatte pr. 30 indsatte.
Den bedre normering medfører
at personalet har en bedre
kontakt til de indsatte, end
tilfældet er andre steder.
Det indbyrdes forhold mellem
de mandlige indsatte giver
mig ikke anledning til
bemærkninger.
e. Indsattes overfald på
anstaltens personale
Under mødet med
samarbejdsudvalget blev det
oplyst at Statsadvokaten for
Sjælland havde afvist en
anmeldelse mod en indsat for
overfald på personalet.
Statsadvokatens afvisning af
anmeldelsen var begrundet i
at der var tale om en
forvaringsdømt indsat,
hvorfor en dom for overfald
på en fængselsfunktionær
ikke ville betyde noget
sanktionsmæssigt. Anstaltens
personale følte dog at
statsadvokaten herved gjorde
det "gratis" for sådanne
indsatte at overfalde
personalet.
Personalet mener det er
meget vigtigt at det bliver
markeret, at hverken
anstalten eller samfundet
som sådan vil finde sig i at
en indsat overfalder en
ansat. Det blev oplyst at
sagen for tiden er til
behandling hos
Rigsadvokaten.
Det blev meddelt
samarbejdsudvalget at jeg
ikke havde mulighed for at
vurdere afvisningen førend
Rigsadvokaten og eventuelt
Justitsministeriet havde
taget stilling i sagen.
Jeg beder om at modtage
oplysning om hvad der videre
er sket i sagen.
f. Torturkomiteens besøg
Under mødet med
samarbejdsudvalget blev det
oplyst at den Europæiske
Komité til Beskyttelse mod
Tortur og Umenneskelig og
Nedværdigende Behandling mv.
- Torturkomiteen - havde
besøgt anstalten i efteråret
1996. Jeg anmodede
efterfølgende om at få
tilsendt en kopi af
komiteens rapport fra
besøget.
I brev af 13. januar 1997
meddelte anstalten mig at
rapporten endnu ikke var
modtaget i anstalten,
hvorimod anstalten vedlagde
kopi af direktoratets brev
af 31. oktober 1996 om
komiteens foreløbige
konklusion. I direktoratets
brev er bl.a. følgende
anført:
"Komitéen udtrykte under
hensyn til anstaltens
karakter af
behandlingsinstitution
tilfredshed med det
eksisterende teamwork mellem
anstaltens sundheds- og
opsynspersonale.
Komitéen fandt imidlertid,
at de indsatte før eller
straks efter ankomsten bør
gøres bekendt med, at dette
samarbejde medfører, at
opsynspersonalet får indsigt
i oplysninger, som normalt
vil være undergivet lægelig
tavshedspligt.
Komitéen udtrykte ikke
betænkeligheder ved kemisk
kastration, men fandt, at
der bør tages skridt til at
sikre de indsattes
skriftlige informerede
samtykke efter en detaljeret
orientering om
bivirkningerne før
behandlingen iværksættes.
Direktoratet anmoder om, at
anstaltens praksis
tilrettelægges således at
komitéens anbefalinger
følges for fremtiden. For
god ordens skyld bemærkes
det, at komitéens
anbefalinger skal ses som et
supplement til de
almindelige regler om
videregivelse af rent
private oplysninger
(lægelovens § 9,
forvaltningslovens §§ 27, 28
og 32, straffelovens §
152ff)."
I brev af 4. december 1996
meddelte anstalten
direktoratet at komiteens
henstillinger ville blive
fulgt, sådan at de indsatte
straks ved indsættelsen
orienteres om at
opsynspersonalet kan få
indsigt i oplysninger som
normalt vil være undergivet
lægelig tavshedspligt.
Anstalten har endvidere
udarbejdet en blanket hvori
den indsatte der undergives
behandling med
kønsdriftshæmmende medicin,
erklærer at være gjort
bekendt med behandlingens
virkning og bivirkninger.
Idet jeg forstår det sådan
at oplysninger om den
indsatte kun videregives og
indhentes i overensstemmelse
med de gældende regler, og
at den ovennævnte forskrift
blot tjener som en
yderligere sikring af de
indsatte - i form af
forudgående information -
giver det ovennævnte mig
ikke anledning til
bemærkninger.
Den 28. april 1997 modtog
jeg fra Justitsministeriet
en kopi af komiteens
rapport.
g. Afsoningsforløb mv.
Under mødet med
samarbejdsudvalget blev der
endvidere orienteret om
hvordan en typisk afsoning
forløber, herunder om tilbud
og gennemførelse af
behandlinger i anstalten.
Samarbejdsudvalget oplyste
bl.a. at det ofte er
afgørende for et
afsoningsforløb, hvordan den
indsattes indstilling til
behandling og psykologer er.
Specielt for så vidt angår
de sexkriminelle, er det
afgørende hvordan de stiller
sig til behandlingen med
kønsdriftshæmmende medicin.
De indsatte der behandles
med kønsdriftshæmmende
medicin, kommer altid til
mindst en samtale om ugen.
Behandlingen med ugentlige
møder mv. er naturligvis
ressourcekrævende, og
anstaltens kapacitet gør at
der kan være ventetid på at
komme i regelmæssig
behandling.
Indsatte der ikke har
direkte kontakt med
læge/psykolog, har kontakt
gennem sygeplejen.
Udgangspunktet er at en
indsats anmodning om en
samtale med læge/psykolog
besvares den samme dag, og
at samtalen sker senere den
samme dag eller næste dag
idet chikanøse henvendelser
dog bliver sorteret fra.
Derefter orienterede den
administrerende overlæge om
den historiske baggrund for
behandlingen med
kønsdriftshæmmende medicin.
Hun oplyste at anstalten som
betingelse for
prøveløsladelse, udgang og
prøveudskrivning kræver at
den indsatte indvilliger i
en behandling med
kønsdriftshæmmende medicin.
Det blev oplyst at der for
tiden er 25 indsatte der
behandles med
kønsdriftshæmmende medicin,
hvoraf de 19 har opnået
frihedsgoder.
Det blev endvidere oplyst at
de indsatte der bliver
behandlet med
kønsdriftshæmmende medicin,
er tilfredse med
behandlingen, og at der kun
var en indsat der havde
klaget over bivirkninger.
Den pågældende havde klaget
over at han følte at han
blev aggressiv af medicinen.
Folketinget behandler for
tiden et lovforslag (L 12)
der bl.a. vedrører
behandlingen med
kønsdriftshæmmende medicin.
Allerede af den grund giver
denne form for behandling
mig ikke anledning til
bemærkninger (§ 7, stk. 1, i
lov nr. 473 af 12. juni 1996
om Folketingets Ombudsmand).
Anstaltens øvrige
behandlingstilbud og
tilrettelæggelsen af
behandlingen giver mig ikke
anledning til bemærkninger.
10. Gennemgang af rapporter
Ved starten af besøget bad
jeg om at modtage kopi af
rapportmateriale om
· anvendelse af
håndjern
· magtanvendelse
· anbringelse i enrum
· anbringelse i
observationscelle
· anbringelse i
sikringscelle og
· videregående
visitation af besøgende
for perioden fra den 1.
december 1996 og et år
bagud, dog kun tre måneder
bagud for så vidt angår
anbringelse i enrum og
anbringelse i
observationscelle, og kun
for seks måneder bagud for
så vidt angår anbringelse i
sikringscelle. For så vidt
angår magtanvendelse, havde
jeg anmodet om rapporter for
perioden fra den 1. december
1996 og to år bagud.
Jeg bad også om notater i
henhold til cirkulæret om
indsattes adgang til
brevveksling og besøg og om
udskrifter af
forhørsprotokoller
vedrørende de seneste 40
sager om disciplinærstraf,
hvor forholdet enten ikke
har medført sanktion eller
har medført sanktion i form
af bøde eller strafcelle.
Ved min gennemgang af det
modtagne materiale har jeg
navnlig haft opmærksomheden
henledt på hvorvidt
proceduren i forhold til de
gældende regler er blevet
fulgt. Jeg har også været
opmærksom på spørgsmålet om
overholdelse af reglerne om
notatpligt. Min gennemgang
giver anledning til følgende
bemærkninger:
a. Anvendelse af håndjern
Jeg har modtaget kopi af i
alt 28 rapporter om
anvendelse af håndjern (og
håndjernstransportbælte). De
dækker perioden fra den 25.
december 1995 til den 27.
november 1996.
Ved gennemgangen af
rapporterne er jeg ikke gået
ind i en nærmere vurdering
af beslutningen om
anvendelse af håndjern i de
enkelte tilfælde. Min
opmærksomhed har som nævnt
navnlig været henledt på om
de fastsatte
procedureforskrifter har
været overholdt.
Anvendelse af håndjern er
reguleret i Direktoratet for
Kriminalforsorgens cirkulære
af 27. maj 1994. Cirkulæret
er opdelt i afsnit. Afsnit A
vedrører anvendelse af
håndjern under transport
m.v. (uden for eller i
fængslet). Da håndjern i
samtlige 28 tilfælde blev
anvendt under transport, er
det alene reglerne i dette
afsnit der er relevante.
Betingelserne for at anvende
håndjern under transport er
angivet i cirkulærets § 1,
stk. 1. Efter denne
bestemmelse kan indsatte
belægges med håndjern under
transport hvis det er
nødvendigt for at afværge
truende vold eller betvinge
voldsom modstand, hindre
selvmord eller anden
selvbeskadigelse eller for
at hindre undvigelse.
I 13 tilfælde er håndjern
anvendt for at afværge
truende vold. I tre af disse
sager blev håndjern tillige
anvendt for at betvinge
voldsom modstand og i tre
andre sager for tillige at
hindre undvigelse. I en sag
blev håndjern alene anvendt
for at betvinge voldsom
adfærd. I en sag blev
håndjern anvendt for at
hindre selvmord eller anden
selvbeskadigelse. I 13 sager
blev håndjern alene anvendt
for at hindre undvigelse.
I syv af tilfældene blev der
anvendt magt i forbindelse
med brugen af håndjern. I
seks af tilfældene var der
tale om puf, skub og
reglementerede greb (i
arme). I to af disse
tilfælde blev der desuden
brugt benlås. I et tilfælde
er der ikke nærmere
redegjort for typen af den
anvendte magt. Dette mener
jeg er beklageligt. Desuden
er det i to af de 28
tilfælde af brug af håndjern
uoplyst om der samtidig er
anvendt magt. Også dette
mener jeg er beklageligt.
For så vidt angår brugen af
benlås, udtalte jeg i
forbindelse med min
inspektionen af Københavns
Fængsler at det efter min
opfattelse også ville få
betydning for
fængselspersonalet hvad der
blev resultatet af
Justitsministeriets
undersøgelse om politiets
brug af benlås.
Justitsministeriet har i
cirkulære af 29. juni 1994
suspenderet brugen af
"fikseret benlås" således at
politiet nu alene kan gøre
brug af "manuel benlås".
Jeg anmoder Direktoratet for
Kriminalforsorgen om at
underrette mig om hvilke
konsekvenser direktoratet
har taget eller agter at
tage i anledning af
Justitsministeriets
suspension af politiets
anvendelse af fikseret
benlås.
Det fremgår ikke af
rapporterne om det i de to
tilfælde af brug af benlås
var en fikseret eller manuel
benlås. Dette er
beklageligt. Jeg foretager
dog ikke mere vedrørende
dette spørgsmål.
Cirkulæret om anvendelse af
håndjern foreskriver ikke
notatpligt med hensyn til
begrundelsen for at
anvende håndjern. Jeg har
imidlertid flere gange
tidligere, senest ved
redegørelse af 25. april
1995 i forbindelse med
inspektionen af Københavns
Fængsler, henstillet til
direktoratet at indskærpe at
der skal foretages udførligt
notat herom. Jeg har herved
henvist til at anvendelse af
håndjern ifølge cirkulærets
§ 1 skal være "nødvendig",
og at der er tale om
alvorlige indgreb som
forudsætter en konkret
vurdering af behovet herfor
i det enkelte tilfælde.
Der er i 16 tilfælde i
rapporten nærmere redegjort
for hvorfor det skønnedes
nødvendigt at anvende
håndjern. I 12 af de
tilfælde hvor håndjern blev
anvendt for at hindre
undvigelse, er det ikke
nærmere konkretiseret
hvorfor der skønnedes at
være en undvigelsesrisiko.
Som opfølgning på min
henstilling om at indskærpe
at der gøres udførligt notat
om begrundelsen for
anvendelse af håndjern,
oplyste Direktoratet for
Kriminalforsorgen i brev af
8. januar 1996 at
direktoratet i forbindelse
med udsendelsen af ny
rapportblanket ved skrivelse
af 30. juli 1992 til
kriminalforsorgens anstalter
og arrestinspektører havde
indskærpet at der skal
anføres en udførlig
begrundelse for anvendelsen
af håndjern. I brev af 31.
maj 1996 tog jeg det oplyste
til efterretning.
Jeg har i tre tilfælde
foretaget inspektioner efter
den 30. juli 1992 da
direktoratet indskærpede
begrundelsespligten. (I
december 1993 Københavns
Fængsler, i december 1994
Statsfængslet i Ringe og nu
i december 1996 Anstalten
ved Herstedvester). Jeg har
ved alle inspektionerne
konstateret at der ikke i
alle tilfælde noteres en
konkret begrundelse for
anvendelsen af håndjern. Der
synes således (fortsat) at
være et generelt problem for
så vidt angår
notatudarbejdelser.
Jeg anmoder direktoratet om
at oplyse hvad direktoratet
agter at gøre ved dette
forhold.
Det er anstaltens
vagthavende leder eller den
vedkommende bemyndiger
dertil, der har
kompetencen til at
træffe beslutning om
anvendelse af håndjern
(cirkulærets § 2). Hvis
forholdene ikke tillader at
man afventer vedkommendes
afgørelse, træffes
beslutningen dog af den
tilstedeværende funktionær
som er ansvarlig for det
pågældende tjenesteområde
(bestemmelsens 2. punktum).
Beslutningerne om anvendelse
af håndjern er truffet af en
funktionær eller af
overvagtmesteren, f.eks. i
form af en
forhåndsgodkendelse. I et
tilfælde er beslutningen
truffet af anstaltens
ledelse. Alle rapporter - på
nær en rapport (rapport af
17. maj 1996, kl. 13.35) -
har været gennemset af både
overvagtmester og inspektør.
Rapporten af 17. maj 1996
har hverken overvagtmesteren
eller inspektøren gennemset.
I langt de fleste tilfælde
er gennemsynet sket
umiddelbart efter
anvendelsen af håndjern. Der
er ikke i cirkulæret
foreskrevet pligt til
underretning af
institutionens vagthavende
leder når håndjern anvendes
under transport.
Efter cirkulærets § 3 skal
der ske lægetilsyn hvis der
er mistanke om sygdom,
herunder om tilskadekomst
hos den indsatte i
forbindelse med anvendelsen
af håndjern eller i tilfælde
hvor den indsatte selv
begærer lægehjælp.
I seks tilfælde har
personalet skønnet at
lægetilsyn var nødvendigt. I
tre tilfælde er det ikke
anført om lægetilsyn blev
skønnet nødvendigt eller ej.
Dette er uheldigt. I et af
de tilfælde hvor personalet
skønnede at lægetilsyn var
nødvendigt, fremgår det ikke
af rapporten at lægetilsyn
har fundet sted. Dette er
beklageligt.
Ud over i ovennævnte fem
tilfælde har lægetilsyn
fundet sted i seks tilfælde
hvor jeg går ud fra at det
er den indsatte der har
anmodet om tilsyn af en
læge.
Tilsynet er i seks tilfælde
sket inden for ca. to timer
efter anvendelsen af
håndjern. I et tilfælde er
tilsyn sket efter ca. ni
timer. I fire tilfælde er
der først sket tilsyn efter
knap et døgn, heraf to
tilfælde hvor personalet
skønnede at lægetilsyn var
nødvendigt. Der er ikke
regler om hvornår lægetilsyn
skal finde sted ved
anvendelse af håndjern under
transport mv., men det skal
ske så hurtigt som muligt.
Det er kritisabelt at der i
fire tilfælde først fandt
lægetilsyn sted efter knap
et døgn. Efter min
opfattelse er det
uforståeligt at personalet
skønner at lægetilsyn er
nødvendigt, og at der da kan
gå knap et døgn inden
lægetilsynet faktisk finder
sted.
Jeg anmoder anstalten om at
overveje om der bør
fastsættes interne
retningslinier for
personalets tilkald af læge
og opfølgning af sådanne
tilkald. Jeg udbeder mig
underretning om resultatet
af anstaltens overvejelser.
Varigheden af
anvendelsen af håndjern har
i 12 tilfælde været under 15
minutter, i tre tilfælde
mellem 15 minutter og en
halv time og i tre tilfælde
mellem en halv og en hel
time. I to tilfælde blev
håndjern anvendt i to til
fire timer, i et tilfælde
lidt over fire timer og i et
tilfælde i to gange ca. fire
timer (ud- og
hjemtransport). I et
tilfælde blev håndjern
anvendt i ca. ni en halv
time og i et andet tilfælde
i 10œ time. I to tilfælde er
enten start- eller
ophørstidspunkt ikke anført.
Det er beklageligt at ikke
alle rapporter er udfyldt på
en sådan måde at varigheden
af foranstaltningen fremgår.
b. Magtanvendelse
Jeg har modtaget 18
rapporter om magtanvendelse.
Rapporterne angår perioden
fra den 18. maj 1995 til den
27. november 1996. To af de
18 rapporter vedrører
tilfælde hvor der tillige
blev anvendt håndjern, og
disse tilfælde er omfattet
af gennemgangen ovenfor
under a. Disse to rapporter
udelades derfor i
gennemgangen nedenfor.
Anvendelsen af magt er
reguleret i Direktoratet for
Kriminalforsorgens cirkulære
af 15. april 1988, med
senere ændringer, om
magtanvendelse over for
indsatte.
Betingelserne for at
anvende magt er angivet i
cirkulærets §§ 2 og 3. Efter
§ 2 kan magt anvendes hvis
øjeblikkelig indskriden er
nødvendig, f.eks. for at
afværge personlig overlast
eller hindre undvigelse.
Efter § 3 kan magt anvendes
hvis det er nødvendigt af
andre årsager, f.eks. for at
gennemføre personalets
anvisninger om opholdssted.
Magtanvendelse efter § 2 kan
omfatte håndkraft, brug af
stav og tåregas af godkendt
type (§ 2, stk. 2), mens
magtanvendelse efter § 3 kun
kan omfatte brug af
håndkraft (§ 3, stk. 2). Al
magtanvendelse forudsætter
at mindre indgribende
foranstaltninger forgæves
har været anvendt eller
åbenbart vil være
uanvendelige (§ 4).
I ni tilfælde blev der
anvendt magt for at afværge
personlig overlast
(cirkulærets § 2, stk. 1,
nr. 1). I seks af de
ovennævnte tilfælde blev
magt tillige anvendt for at
gennemføre flytning fra en
lokalitet til en anden
(cirkulærets § 3, stk. 1,
nr. 4), hvoraf der i et
tilfælde desuden blev
anvendt magt for at
gennemføre en visitation
(cirkulærets § 3, stk. 1,
nr. 2).
I et tilfælde blev magt
anvendt for at gennemføre en
visitation, og i seks
tilfælde blev magt alene
anvendt for at gennemføre
flytning fra en lokalitet
til en anden.
I alle 16 tilfælde bestod
magtanvendelsen i brug af
håndkraft.
I 13 tilfælde blev der
anvendt greb i arme. I to af
disse tilfælde blev der
tillige anvendt benlås,
heraf i et tilfælde i
kombination med
"transportgreb". I
yderligere et af disse
tilfælde blev der anvendt
"transportgreb" og holdegreb
og i et tilfælde
håndledstryk.
I et tilfælde blev der alene
anvendt holdegreb og i et
tilfælde alene
"transportgreb".
I et tilfælde
(magtanvendelsen den 3. juli
1996) er det ikke anført
hvori magtanvendelsen
bestod. Dette er
beklageligt.
I tre tilfælde blev magt
anvendt i forbindelse med
tvungen afklædning af den
indsatte, og i et af disse
tilfælde blev der anvendt
benlås og greb i arme.
For så vidt angår brugen af
benlås, henviser jeg til det
der er anført ovenfor, under
litra a, s. 000f.
Det fremgår ikke nærmere
hvilken form for benlås der
blev anvendt i de pågældende
tilfælde. Da det ikke
fremgår at der i forbindelse
med magtanvendelsen blev
brugt håndjern, og da brug
af fikseret benlås
forudsætter brug af
håndjern, går jeg ud fra at
den anvendte benlås i alle
tilfælde var manuel. Jeg
foretager ikke videre
vedrørende dette spørgsmål.
I 11 tilfælde er
magtanvendelsen søgt undgået
ved samtaler med den
indsatte, og i et tilfælde
er der forsøgt med tilråb
forud for magtanvendelsen. I
fire tilfælde fremgår det
enten udtrykkeligt af
rapporten eller af
beskrivelsen af
hændelsesforløbet at
magtanvendelsen ikke er søgt
undgået, idet mindre
indgribende foranstaltninger
har været uanvendelige.
Der er i alle tilfælde
angivet en begrundelse for
hvorfor magtanvendelsen var
nødvendig, typisk i form af
en redegørelse for
hændelsesforløbet forud for
magtanvendelsen.
Kompetencen til at
beslutte anvendelse af magt
ligger hos institutionens
vagthavende leder, der dog
for så vidt angår
magtanvendelse efter
reglerne i cirkulærets § 3
kan delegere kompetencen til
andre. Hvis forholdene ved
anvendelse af magt efter § 2
ikke tillader at man
afventer den vagthavende
leders afgørelse, kan
beslutning om at anvende
magt træffes af den
tilstedeværende funktionær
som er ansvarlig for
området. Den vagthavende
leder skal i så fald normalt
underrettes omgående. Der er
ikke pligt til underretning
ved anvendelse af magt efter
§ 3.
I 13 af tilfældene af
magtanvendelse er der
efterfølgende sket
underretning af
overvagtmesteren, og i de
resterende tre tilfælde er
der sket underretning af
både overvagtmesteren og
institutionens ledelse.
Underretningen er sket
umiddelbart efter
magtanvendelsen. I et
tilfælde af magtanvendelse
efter § 3, stk. 1, nr. 4, er
det ikke noteret i rapporten
hvornår overvagtmesteren
eller institutionens ledelse
er blevet underrettet, men
det fremgår derimod at både
overvagtmesteren og
vicefængselsinspektøren
efterfølgende (henholdsvis
seks og syv dage senere) har
gennemgået rapporten, og at
de ikke har haft
bemærkninger til
magtanvendelsen.
Magtanvendelsescirkulærets §
8 om lægetilsyn
svarer til reglerne herom i
håndjernscirkulæret, jf.
ovenfor under litra a, s.
000.
Der blev tilkaldt læge i syv
tilfælde. Tilsynet er i et
tilfælde foretaget af en
sygeplejerske i stedet for
en læge. Den indsatte er dog
efter knap et døgn også
blevet tilset af en læge.
Tilsyn ved en sygeplejerske
er ikke tilstrækkeligt til
at opfylde kravet i
cirkulærets § 8. Det er
beklageligt at der ikke er
forholdt i overensstemmelse
med cirkulærets bestemmelser
om lægetilsyn.
Min gennemgang af
rapporterne giver mig ikke
anledning til yderligere
bemærkninger.
c. Anbringelse i enrum
Jeg har modtaget materiale
vedrørende 25 tilfælde af
enrumsanbringelse som har
fundet sted i perioden fra
den 29. august 1996 til den
27. november 1996. I 21
tilfælde var der tale om
tvangsmæssige anbringelser
og i fire tilfælde
frivillige
enrumsanbringelser. I 22 af
tilfældene vedrørte
anbringelsen fængselsdømte
og i tre tilfælde
forvaringsdømte.
Regler om enrumsanbringelse
af fængsels- og
forvaringsdømte findes i
Justitsministeriet,
Direktoratet for
Kriminalforsorgens,
cirkulære af 14. september
1978, med senere ændringer,
om adgangen til at anbringe
indsatte i enrum. Anstalten
ved Herstedvester har
endvidere i tilslutning til
cirkulæret udfærdiget
særlige regler for anstalten
i skrivelse af 16. april
1986 om enrumsanbringelse på
grund af arbejdsnedlæggelse,
og i skrivelse af 18.
december 1992 om
enrumsanbringelse.
Betingelserne for
frivillig enrumsanbringelse
findes i cirkulærets §
2, stk. 1, der har følgende
indhold:
"Indsatte, der er anbragt i
lukket institution,
anbringes i enrum, såfremt
de anmoder derom, og
pladsforholdene tillader
det. Indsatte, der er
anbragt i åben
institution, kan anbringes i
enrum, såfremt vedkommende
på grund af særlige
omstændigheder anmoder
derom." (Mine fremhævelser).
I anstaltens
cirkulæreskrivelse af 18.
december 1992 anføres under
pkt. 2 bl.a. følgende:
"Indsatte kan anbringes i
enrum, såfremt vedkommende
på grund af særlige
omstændigheder anmoder
derom.
Når en sådan anmodning
fremsættes, udspørger
afsnitsvagtmesteren
(afdelingsbetjenten)
vedkommende om hvilke
særlige omstændigheder, der
foreligger.
Hvis fyldestgørende
oplysninger ikke gives,
henvises den pågældende til
at have ophold i sin celle,
og hvis han ønsker det,
aflåses celledøren. Den
pågældende anses ikke
for enrumsanbragt, og der
udfærdiges ikke rapport.
Den indsatte kan udenfor
arbejdstiden genoptage
fællesskab, når han
fremsætter ønske om det.
Hvis fyldestgørende
oplysninger gives om
baggrunden for ønsket om
enrumsanbringelse, herunder
f.eks. frygt for
medindsatte, overføres
den pågældende til
afdeling I eller D. Der
udfærdiges rapport med
angivelse af den indsattes
oplysninger.
Når en helhedsvurdering af
indsattes afsoningsforløb
tilsiger det, kan det
tillades, at indsatte går på
arbejde eller i skole.
Af ordens- og
sikkerhedshensyn kan
der i konkrete tilfælde for
et kortere tidsrum (2 timer)
ske placering af
indsatte i egen celle bag
låset dør uden, at der
udfærdiges enrumsrapport.
Journalrapport udfærdiges."
Efter cirkulærets § 2, stk.
1, er det alene i åbne
institutioner at
frivillig enrumsanbringelse
kan betinges af
tilstedeværelsen af særlige
omstændigheder.
Jeg anmoder på den baggrund
anstalten om at redegøre for
baggrunden for at det efter
anstaltens
cirkulæreskrivelse af 18.
december 1992 tillægges
betydning om en indsat, der
anmoder om frivillig
anbringelse i enrum, kan
godtgøre at der foreligger
særlige omstændigheder.
I to af de fire frivillige
enrumsanbringelser skete
anmodningen fra den indsatte
som reaktion på anstaltens
beslutning om overflyttelse
af den indsatte til en anden
af anstaltens afdelinger. I
et tilfælde skete
anmodningen efter at den
indsatte var kommet tilbage
fra udstationering. I et
tilfælde skete anmodningen
som følge af indsattes
ophidselse og afmagt.
Betingelserne for
tvangsmæssigt at anbringe en
indsat i enrum findes i
cirkulærets § 2, stk. 2, der
har følgende indhold:
"... anbringelse i enrum
[kan] kun finde sted,
såfremt
det findes nødvendigt for at
forebygge undvigelse,
det findes nødvendigt for at
forebygge voldsom adfærd,
det findes påkrævet for at
hindre fortsat strafbar
virksomhed, herunder brug af
euforiserende stoffer,
den indsatte udviser en
sådan grov eller gentagen
utilladelig adfærd, som gør
fortsat ophold i fællesskab
åbenbart uforsvarlig.
den indsatte modsætter sig
foranstaltninger, der er
nødvendige af
sikkerhedshensyn,
den indsatte modsætter sig
foranstaltninger, der er
påkrævet for at gennemføre
en almindelig
sundhedskontrol eller
forebygge smittefare,
den indsatte nægter at
påtage sig beskæftigelse i
institutionen efter dennes
bestemmelse,
det på baggrund af konkrete
omstændigheder findes
nødvendigt i tilfælde, hvor
den indsatte skal afgive
urinprøve."
§ 2, stk. 2, nr. 8, blev
indsat i cirkulæret ved
cirkulære nr. 168 af 31.
oktober 1996, med
ikrafttræden straks.
Efter cirkulærets § 2, stk.
3, er der endvidere følgende
adgang til foreløbig
tvangsmæssig
enrumsanbringelse:
"Hvis der på grundlag af de
foreliggende oplysninger
eller under hensyn til den
udviste adfærd er
begrundet formodning om,
at den indsatte opfylder
betingelserne for
anbringelse i enrum ... ,
kan der - mens sagens
omstændigheder søges
klarlagt - ske foreløbig
anbringelse i enrum,
indtil beslutning i henhold
til § 3, stk. 1, kan
træffes." (Mine
fremhævelser).
Alle de 21 tvangsmæssige
enrumsanbringelser er i
første omgang sket som
foreløbige anbringelser
efter § 2, stk. 3.
Otte tilfælde af foreløbig
tvangsmæssig
enrumsanbringelse skete med
henvisning til § 2, stk. 2,
nr. 2, seks tilfælde med
henvisning til nr. 3, et
tilfælde med henvisning til
nr. 4, et tilfælde med
henvisning til nr. 7, tre
tilfælde med henvisning til
både nr. 2 og nr. 4, et
tilfælde med henvisning til
både nr. 3 og nr. 4. I et
tilfælde skete der
henvisning til en rubrik med
ordlyden "sagens
omstændigheder for tiden
undersøges".
I et af de tilfælde hvor der
skete henvisning til § 2,
stk. 2, nr. 3, afgav den
indsatte urinprøve under
enrumsanbringelsen.
Anbringelsen fandt sted den
4. oktober 1996, dvs. inden
indførelsen af adgangen i §
2, stk. 2, nr. 8, til
enrumsanbringelse i tilfælde
hvor det findes nødvendigt
for at indsatte kan afgive
urinprøve. Da det der er
anført i rapporten, tyder på
at enrumsanbringelsen skete
med henblik på
afgivelse af urinprøve, må
jeg lægge til grund at
enrumsanbringelsen skete i
strid med de dagældende
regler. Da der nu er hjemmel
for enrumsanbringelse med
det angivne formål,
foretager jeg mig imidlertid
ikke noget vedrørende dette
forhold.
Der kan ifølge cirkulærets §
3, stk. 1, foretages
afhøring af personale
eller indsatte og indhentes
yderligere indberetninger
hvis det af hensyn til
klarlæggelse af sagens
omstændigheder er påkrævet.
I 16 tilfælde afholdt
anstalten forhør, i to
tilfælde blev forhøret
afholdt af andre fængsler,
og i syv tilfælde blev der
ikke afholdt forhør. Fire af
disse syv tilfælde vedrørte
de frivillige
enrumsanbringelser, og et af
tilfældene gav anledning til
at en hel afdeling blev
indkaldt til møde, hvor det
blev påpeget at fortsat
misbrug af euforiserende
stoffer eller hjemmebrygget
alkohol ville medføre
indskrænkninger i de
indsattes goder.
I et tilfælde af
enrumsanbringelse af 31.
oktober 1996 blev den
indsatte, efter at han var
blevet pålagt en række bøder
for at unddrage sig
arbejdspligten, hensat i
foreløbigt enrum indtil hans
beskæftigelsessituation var
klarlagt. Senere den samme
dag blev det besluttet at
der ikke skulle afholdes
forhør i sagen. Det fremgår
ikke om enrumsanbringelsen i
den forbindelse ophørte.
Jeg beder anstalten så vidt
det er muligt på nuværende
tidspunkt, om at redegøre
for forløbet i den nævnte
sag.
I 13 af de 16 tilfælde af
forhør blev den foreløbige
enrumsanbringelse efter
forhøret eller afgivelse af
urinprøve ophævet således at
der ikke skete egentlig
enrumsanbringelse efter § 3,
stk. 1.
I to tilfælde blev den
foreløbige enrumsanbringelse
efter forhøret videreført i
en egentlig
enrumsanbringelse. I det
ene af disse tilfælde skete
anbringelsen efter § 2, stk.
2, nr. 2, og i det andet
tilfælde efter § 2, stk. 2,
nr. 2 og nr. 4.
I et tilfælde
(enrumsanbringelse af 6.
november 1996, kl. 17.35)
fremgår det ikke af
forhørsprotokollen om der
blev truffet afgørelse om
egentlig enrumsanbringelse,
eller om den foreløbige
anbringelse blev bragt til
ophør.
Jeg beder anstalten om så
vidt det er muligt på
nuværende tidspunkt, at
redegøre for forløbet af den
nævnte sag.
Efter cirkulærets § 3, stk.
1, er det institutionens
leder eller den han
bemyndiger dertil, som har
kompetencen til at
træffe afgørelse om
egentlig tvangsmæssig
enrumsanbringelse. For så
vidt angår foreløbig
enrumsanbringelse efter § 2,
stk. 3, er det ikke anført
hvem der har kompetence til
at træffe sådan beslutning.
I forbindelse med
inspektionen af anstaltens
grønlænderafdeling rejste
jeg spørgsmålet om
kompetencen til at træffe
beslutning om
enrumsanbringelse. Jeg
henviser til min beretning
for 1993, s. 398ff., 1994,
s. 540ff, og 1995, s. 654.
Som det fremgår heraf,
(beretningen for 1995)
afventer en afklaring af
kompetencespørgsmålet for
tiden gennemførelsen af en
lov om fuldbyrdelse af straf
mv. På denne baggrund har
jeg valgt ikke at beskæftige
mig med
kompetencespørgsmålet for så
vidt angår
enrumsanbringelser i denne
rapport.
Proceduren ved foreløbig
tvangsmæssig anbringelse i
enrum efter § 2, stk. 2,
jf. § 2, stk. 3, findes i §
3, stk. 4, der har følgende
indhold:
"Den indsatte skal snarest
muligt orienteres om
begrundelsen for den
foreløbige anbringelse og
have lejlighed til at udtale
sig".
Ved tre foreløbige
enrumsanbringelser er det i
rapporten ikke anført om den
indsatte fik lejlighed til
at udtale sig, jf. § 3, stk.
3, in fine. I to af disse
tilfælde var der tale om at
den indsatte overgik til
enrumsanbringelse som følge
af observationscellerapport
af 15. november 1996, og i
begge tilfælde skyldtes
overførslen at den indsatte
var meget påvirket af
alkohol. Disse sager giver
mig ikke anledning til
yderligere bemærkninger. I
den tredje sag er der ikke i
rubrikken "indsatte ønskede
at udtale følgende" anført
noget, men det fremgår af
redegørelsen for de
omstændigheder der førte til
anbringelsen, andetsteds på
skemaet at den indsatte var
gjort bekendt med
anbringelsesgrunden. Sagen
giver mig derfor ikke
anledning til at foretage
noget.
Ved alle foreløbige
anbringelser er indsatte
gjort bekendt med
anbringelsesgrunden, jf. §
3, stk. 4.
Proceduren ved beslutning
om afholdelse af forhør og
afgørelse om egentlig
enrumsanbringelse efter
§ 3, stk. 1, er fastlagt i
cirkulærets § 3, stk. 3, 4,
5 og 6, andet punktum, der
har følgende indhold:
" Stk. 3.
Enrumsanbringelse i henhold
til § 2, stk. 2,
forudsætter, at den indsatte
i fornødent omfang er gjort
bekendt med de foreliggende
indberetninger og eventuelle
afhøringer samt har haft
lejlighed til at udtale sig.
Stk. 4. Den indsatte
skal altid gøres bekendt med
begrundelsen for, at han
anbringes i enrum.
Stk. 5. Alle
afhøringer skal overværes af
en af institutionens
funktionærer.
Stk. 6.... Den
afhørte skal have lejlighed
til at godkende gengivelsen
af sin forklaring ... "
Alle 16 forhør blev
overvåget af en af
anstaltens funktionærer, jf.
§ 3, stk. 5, og ved alle
beslutninger om afholdelse
af forhør og vurderinger af
om der skulle ske egentlig
enrumsanbringelse, er
bestemmelserne i § 3, stk. 3
og 4, iagttaget, og den
indsatte har hørt og
godkendt diktatet af sin
forklaring (stk. 6, andet
punktum).
Efter cirkulærets § 2, stk.
3, skal en sag vedrørende
iværksat foreløbig
anbringelse fremmes mest
muligt. En af de foreløbige
anbringelser varede under
seks timer, en mellem seks
og 12 timer og fire mellem
12 og 18 timer, hvoraf der i
tre tilfælde var tale om at
anbringelsen var iværksat
hen på eftermiddagen den ene
dag og blev ophævet om
formiddagen den følgende
dag. I det sidste af de fire
tilfælde (enrumsanbringelse
den 16. september 1996) blev
forhør først afholdt kl.
13.25. Det blev ved forhøret
bestemt at anbringelsen der
var sket efter cirkulærets §
2, stk. 2, nr. 3, skulle
ophøre kl. 15.00.
I tre tilfælde varede den
foreløbige enrumsanbringelse
mellem 18 og 24 timer. I det
ene af disse tilfælde
(enrumsanbringelsen den 9.
september 1996) blev der
foretaget forhør af flere
indsatte. I det andet
tilfælde blev forhør først
afholdt næsten et døgn efter
anbringelsen, og i det
sidste tilfælde blev det ved
forhøret fastsat at
enrumsanbringelsen skulle
bringes til ophør på et
bestemt tidspunkt - som jeg
går ud fra lå efter
forhørets afslutning.
Jeg anmoder anstalten om en
udtalelse om de to
sidstnævnte tilfælde.
Den foreløbige
enrumsanbringelse varede i
tre tilfælde mellem et og to
døgn og i tre tilfælde
mellem to og tre døgn. I
ingen af disse sager - der
alle kunne afsluttes efter
et enkelt forhør af den
indsatte - er der anført
forhold der begrunder
hvorfor den foreløbige
enrumsanbringelse strakte
sig over så lang tid.
Jeg anmoder anstalten om en
udtalelse om behandlingen af
disse sager.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen har i
cirkulæreskrivelse af 19.
april 1991 præciseret at
dato og klokkeslet for ophør
af enrumsanbringelsen skal
noteres.
I seks tilfælde af foreløbig
tvangsmæssig
enrumsanbringelse - heraf to
hvor forhør skulle afholdes
af et andet fængsel -
fremgår det ikke hvornår den
foreløbige anbringelse
ophørte. Dette er
beklageligt.
Cirkulærets § 4, stk. 6,
vedrørende den egentlige
enrumsanbringelses ophør
, har følgende indhold:
"Spørgsmålet om
anbringelsens ophør skal
tages op til overvejelse,
hver gang der er forløbet 1
uge siden iværksættelsen
eller sidste beslutning om
opretholdelse af
anbringelsen."
Cirkulærets § 7, stk. 1, har
følgende indhold:
"Er en indsat i henhold til
§ 2, stk. 2, anbragt i enrum
ud over 4 uger, skal der
omgående ske indberetning
til direktoratet. ..."
I anstaltens skrivelse af
18. december 1992 anføres i
pkt. 8:
"Overvagtmesteren skal
udfærdige indberetning til
direktoratet om
enrumsanbringelsen, når den
indsatte har været
enrumsanbragt i 4 uger."
I de to foreliggende
tilfælde af egentlig
enrumsanbringelse varede
anbringelsen henholdsvis
fire og 74 dage. I det
sidstnævnte tilfælde
(enrumsanbringelse af 14.
november 1996, kl. 07.50)
fremgår det ikke af det
materiale som jeg har
modtaget, om der er sket
indberetning til
direktoratet.
Jeg beder anstalten om
oplysninger til belysning
heraf.
Efter cirkulærets § 5, stk.
1, skal indsatte der
anbringes i enrum, isoleres
i opholdsrum på særlig
afdeling eller i eget
opholdsrum. Det følger
endvidere af cirkulære af
27. maj 1994 om anvendelse
af observationsceller,
sikringscelle, fiksering mv.
at celler der er indrettet
og godkendt som
observationsceller ikke må
anvendes til andet formål
medmindre der foreligger
ganske særlige
omstændigheder (§ 7). Celler
der er indrettet og godkendt
som sikringsceller, må ikke
anvendes til andet formål (§
17).
I direktoratets
følgeskrivelse af 27. maj
1994, med senere ændringer,
til cirkulæret om anvendelse
af observationscelle mv. er
det under pkt. 4 bl.a.
anført:
"Anvendelse af
observationsceller til andet
formål forudsætter
direktoratets forudgående
godkendelse eller, hvis en
sådan ikke kan afventes, at
direktoratets godkendelse
snarest muligt indhentes.
Når observationscellen
anvendes til andet formål,
skal der gøres notat herom."
I anstaltens skrivelse af
18. december 1992 om
enrumsanbringelse er under
pkt. 3 anført følgende:
"Når en enrumsanbragt har
været enrumsanbragt i 7 dage
kan der ske udlevering af
private effekter under
nødvendig hensyntagen til
pladsforhold og særlige
sikkerhedshensyn.
På baggrund af særlige
sikkerhedshensyn omkring
afdeling I gælder dette
ikke indsatte, der placeres
der i enrum.
I ganske særlige tilfælde
kan der dog gives tilladelse
til udlevering af visse
private effekter på
afdeling I. Disse
tilfælde forelægges for
overvagtmesteren, der efter
samråd med afsnit H-I
træffer afgørelse herom.
Enrumsanbringelse i h.t.
cirkulærets § 2, stk. 2,
pkt. 1-7, finder sted i
afdeling I eller D (Mine
fremhævelser)."
Af de 25 enrumsanbringelser
som jeg har fået forelagt,
er den indsatte i 18
tilfælde blevet foreløbigt
enrumsanbragt på anstaltens
afdeling I, dvs. i en
observationscelle, idet jeg
går ud fra at sikringscellen
ikke er anvendt. Heraf har
én anbringelse været
frivillig.
Jeg beder om en udtalelse om
årsagen til at anstalten i
de nævnte tilfælde har
overført de indsatte til
afdeling I og ikke til
anstaltens enrumsafdeling,
afdeling D, eller til eget
opholdsrum. Jeg beder
herunder om oplysninger om
hvordan anstalten har
forholdt sig i
overensstemmelse med
direktoratets følgeskrivelse
af 27. maj 1994 til
cirkulæret om anvendelse af
observationscelle mv.
Jeg bemærker i den
forbindelse at ombudsmanden
i sin rapport fra
inspektionen i 1977
kritiserede, at
enrumsanbringelse i
anstalten foregik i celler
der praktisk taget var
udstyret som en
sikringscelle. Jeg henviser
til Folketingets Ombudsmands
beretning for året 1977, s.
260f.
Af udskrift af
forhørsprotokollen fra den
16. oktober 1996 fremgår
bl.a. følgende:
"Den tidligere omtalte
iværksatte enrumsanbringelse
... opretholdes på afdeling
I ... Såfremt indsattes
adfærd og psykiske tilstand
er af en sådan karakter, at
indsatte er egnet til at gå
tilbage til egen celle i
fortsat enrum på afdeling D,
vil dette blive iværksat
efter besøget."
I forbindelse med
inspektionen af anstaltens
grønlænderafdeling blev
anstaltens praksis med
enrumsanbringelse af
indsatte af psykiske årsager
undersøgt. I brev af 6. juli
1994 til direktoratet
anførte anstalten bl.a.
følgende:
"Reglerne om
observationscelle, der er
trådt i kraft den 1. juli
1994, tilgodeser fuldt ud
anstaltens behov for en form
for udelukkelse fra
fællesskab af psykisk
dårlige indsatte. Anstalten
vil nu ophøre med at anvende
begrebet enrumsanbringelse
overfor denne gruppe
indsatte."
Jeg beder anstalten om en
udtalelse om baggrunden for
at den indsatte i ovennævnte
tilfælde blev flyttet fra
enrumsafdelingen til
afdeling I, uden at
enrumsanbringelsen ophørte.
Cirkulæret indeholder to
bestemmelser om pligten til
at gøre notat.
Cirkulærets § 3, stk. 6, har
følgende indhold:
"Om bestemmelsen (om
enrumsanbringelse efter § 3,
stk. 1, min tilføjelse)
gøres notat, der skal
indeholde en gengivelse af
det indberettede og
eventuelle forklaringer. ...
det skal anføres, om
godkendelse (af gengivelsen
af indsattes forklaring; min
tilføjelse) er sket. Notatet
skal endvidere indeholde en
udførlig begrundelse for, at
anbringelsen er anset for
påkrævet."
I det ene af de to tilfælde
af egentlig
enrumsanbringelse
(enrumsanbringelsen den 27.
november 1996) er der ikke
anført en nærmere
begrundelse for den
egentlige enrumsanbringelse.
Cirkulærets § 4, stk. 7,
lyder således:
"Om de overvejelser, der har
fundet sted i henhold til
stk. 5 (om hvorvidt
anbringelsen ikke længere er
påkrævet; min tilføjelse) og
om anbringelsens ophør gøres
notat."
I anstaltens skrivelse af
18. december 1992 anføres i
pkt. 8:
"Vagtmesteren i det afsnit,
hvor den indsatte er
enrumsanbragt, skal påse, at
der under det daglige
afsnitsmøde udfærdiges
ugenotat om anbringelsen."
Den ene af de egentlige
enrumsanbringelser blev
bragt til ophør efter en
samlet
enrumsanbringelsesperiode på
under en uge, og i det andet
tilfælde er jeg ved min
gennemgang af et
journalnotat, jf. nedenfor
under litra h, s. 000f,
blevet bekendt med at der er
foretaget notater om den
indsattes fortsatte ophold i
enrum hver uge.
Jeg har bemærket at
anstalten i forbindelse med
rapportering af
enrumsanbringelse har
anvendt to forskellige
formularer (skemaer). I den
ene type skema (skema 1)
følger angivelsen af
anbringelsesgrundene
cirkulærets sondring mellem
frivillige anbringelser og
tvangsmæssige anbringelser,
jf. § 2, stk. 1 og stk. 2.
Samtidig henvises for så
vidt angår de tvangsmæssige
anbringelser til cirkulærets
§ 2, stk. 3. Skema 1 har
overskriften "Rapport
vedrørende foreløbig
anbringelse i enrum".
I den anden type skema
(skema 2) foretages ikke en
sådan udtrykkelig sondring
og henvisning. I stedet
anføres de respektive
anbringelsesgrunde i én lang
række. Samtidig anføres i
tilslutning til
anbringelsesårsagerne en
rubrik med ordlyden: "Sagens
omstændigheder for tiden
undersøges". Skema 2 har
ligeledes overskriften
"Rapport vedrørende
foreløbig anbringelse i
enrum", men anfører ikke
udtrykkeligt om der har
været tale om en anbringelse
efter § 2, stk. 3, og
sondrer som nævnt ikke
mellem frivillige og
tvangsmæssige anbringelser.
Jeg anmoder anstalten om at
oplyse hvorfor der anvendes
to forskellige formularer
(skemaer). Jeg går i øvrigt
ud fra at anstalten har
revideret eller vil revidere
formularerne sådan at der
bliver mulighed for at
angive at anbringelsen er
sket efter bestemmelsens nye
nr. 8.
Min gennemgang af materialet
vedrørende anbringelse i
enrum giver mig ikke
anledning til bemærkninger
ud over de ovenfor anførte.
d. Anbringelse i
observationscelle
Jeg har modtaget kopi af i
alt 23 rapporter om
anbringelse i
observationscelle.
Rapporterne dækker perioden
fra den 5. september 1996
til den 27. november 1996.
Anbringelse i
observationscelle er
reguleret i Direktoratet for
Kriminalforsorgens cirkulære
af 27. maj 1994 om
anvendelse af
observationscelle,
sikringscelle, fiksering
m.v. i kriminalforsorgens
anstalter og arresthuse.
Betingelserne for at
der kan ske anbringelse i
observationscelle, er
angivet i cirkulærets § 1.
Efter bestemmelsen kan
anbringelse kun finde sted
hvis det skønnes påkrævet
for at hindre hærværk (§ 1,
nr. 1), hvis afgørende
hensyn til opretholdelse af
ro og sikkerhed i
institutionen kræver det (§
1, nr. 2), eller hvis der
skønnes at være behov for
særlig observation (§ 1, nr.
3).
I tre tilfælde er der sket
anbringelse i
observationscelle for at
opretholde ro og sikkerhed i
anstalten, og i 20 tilfælde
er der sket anbringelse
fordi der skønnedes at være
særligt behov for
observation. I et tilfælde
er der i rapporten noteret
at der samtidig med
anbringelsen er anvendt magt
i form af et korrigerende
greb i overarmen. I alle
tilfældene - på nær to - er
der angivet en nærmere
begrundelse for
anbringelsen, typisk i form
af en redegørelse for
hændelsesforløbet.
De to tilfælde hvor der ikke
er anført en nærmere
begrundelse for
anbringelsen, vedrører
indsatte der er overført fra
enrum til observationscelle.
Det er beklageligt at der
ikke er anført en nærmere
begrundelse for
anbringelsen.
Kompetencen til at
beslutte anbringelse i
observationscelle ligger hos
anstaltslederen, der dog kan
delegere kompetencen til
andre, jf. cirkulærets § 2.
Af de modtagne rapporter
fremgår det at
overvagtmesteren i otte
tilfælde har truffet
beslutning om anbringelse i
observationscelle, mens
beslutningen i syv tilfælde
er truffet af en
fængselsfunktionær. I fire
tilfælde er det angivet hvem
der har truffet
beslutningen, men jeg kan
ikke af rapporterne afgøre
hvilken stilling de
pågældende havde. I fire
tilfælde er det ikke anført
hvem der traf beslutningen,
men rapportskemaet er i alle
tilfælde underskrevet. I 20
tilfælde er der
efterfølgende sket
underretning af den
vagthavende. I tre tilfælde
fremgår det ikke af
rapporten om underretning
har fundet sted (skemaet er
ikke udfyldt).
Det er naturligvis af
væsentlig betydning at
rapporterne er udfyldt
omhyggeligt, sådan at det
altid fremgår hvem der har
truffet beslutningen eller
godkendt foranstaltningen.
Jeg anmoder anstalten om at
overveje om der bør
fastsættes retningslinier
for overvagtmestrenes og
fængselsfunktionærernes
beslutning om anbringelse i
observationscelle. Jeg
udbeder mig underretning om
resultatet af anstaltens
overvejelser.
Cirkulærets § 4 om
lægetilsyn foreskriver
at lægen skal tilkaldes når
der er konkret mistanke om
sygdom, eller hvis den
indsatte selv begærer det.
I et tilfælde er der sket
tilsyn fordi personalet
skønnede at det var
nødvendigt. I et tilfælde
fremgår det ikke af
rapporten om lægetilsyn
skønnedes nødvendigt eller
unødvendigt (denne del af
rapporten mangler). Det
fremgår imidlertid af de
løbende observationer og
bemærkninger at der er sket
tilsyn ved en sygeplejerske
20 minutter efter
anbringelsen i
observationscellen.
I yderligere et tilfælde er
den del af rapporten der
vedrører personalets skøn
over nødvendigheden af
lægetilsyn ikke udfyldt. Det
fremgår imidlertid af de
løbende notater i rapporten
at der ved anbringelsen blev
ringet til sygeplejersken,
og at denne 30 minutter
senere tilså den indsatte.
Det er naturligvis af
væsentlig betydning at der
foretages en fyldestgørende
udfyldelse af rapporterne.
Det er beklageligt at der i
en rapport mangler den del
af rapporten som vedrører
lægetilsyn, ligesom det er
beklageligt at en rapport er
mangelfuldt udfyldt.
I alle tre tilfælde er
tilsynet foretaget af en
sygeplejerske. Tilsyn ved en
sygeplejerske er ikke
tilstrækkeligt til at
iagttage cirkulærets
bestemmelse om lægetilsyn.
Det er beklageligt at
anstalten ikke har iagttaget
cirkulærets § 8.
I et tilfælde blev
lægetilsyn ikke skønnet
nødvendigt. Den indsatte
anmodede selv efter
henholdsvis en time og 25
minutter og en time og 45
minutter om en samtale med
enten en psykiater eller en
sygeplejerske. Det fremgår
ikke af de løbende notater i
rapporten om indsattes
anmodning blev efterkommet,
idet der alene er anført:
"(ingen psykiater på
anstalten)".
I det omfang det er muligt
på nuværende tidspunkt,
anmoder jeg anstalten om at
oplyse om den indsattes
anmodning blev efterkommet,
og i givet fald hvornår
tilsyn blev foretaget. Jeg
bemærker at jeg er opmærksom
på at en indsat i princippet
ikke kan forlange
samtale/tilsyn ved en
sygeplejerske. Ifølge
cirkulærets § 8 kan indsatte
dog anmode om lægetilsyn.
Ved anbringelse i
observationscelle skal den
indsatte jævnligt tilses
af personalet , jf.
cirkulærets § 6. I
forbindelse med tilsynet
skal der på et
observationsskema foretages
notat om tidspunktet for
tilsynet og om indsattes
tilstand, herunder
eventuelle bemærkninger om
behovet for at opretholde
foranstaltningen.
I otte tilfælde er der i
forbindelse med observation
af den indsatte ført et
samlet notat om at den
indsatte har sovet hele
natten uden afbrydelser. Et
sådant samlet notat om
indsattes (uændrede)
tilstand over en længere
periode opfylder ikke kravet
i cirkulærets § 6, idet det
ikke heraf fremgår hvor ofte
- og på hvilket tidspunkt -
den indsatte er blevet
tilset.
Det er beklageligt at det
ikke af alle rapporter
fremgår på hvilket tidspunkt
tilsynet med den indsatte
har fundet sted.
Beslutning om ophør
af anbringelse i
observationscelle træffes
efter cirkulærets § 19, stk.
2, af anstaltslederen.
Kompetencen kan dog
delegeres til andre.
I otte tilfælde er
beslutningen om ophør af
anbringelsen truffet af en
fængselsfunktionær, og i et
tilfælde er beslutningen
truffet af en
overvagtmester. I de øvrige
tilfælde fremgår det ikke af
rapporten (eller de øvrige
rapporter) hvilken stilling
den pågældende havde.
I 20 tilfælde er rapporterne
efterfølgende gennemset af
såvel overvagtmesteren som
fængslets ledelse, og i tre
tilfælde er rapporterne
alene gennemset af en
overvagtmester.
Jeg anmoder om at anstalten
oplyser om eventuelle
interne retningslinier for
fængselsfunktionærernes
beslutning om ophævelse af
observationscelleanbringelsen.
Varigheden af
anbringelserne må efter
cirkulærets § 19, stk. 1,
ikke udstrækkes længere end
det skønnes absolut
påkrævet.
Anbringelserne er af meget
varieret varighed. Den
korteste anbringelse varede
15 minutter (indsatte blev
herefter overført til
sikringscelle), og den
længste anbringelse varede
ca. 16 døgn. Af de øvrige
tilfælde varede 10 under et
døgn, fire mellem et og to
døgn, to mellem to og tre
døgn, tre mellem tre og fire
døgn, et mellem fire og fem
døgn og et tilfælde mellem
fem og seks døgn.
Min gennemgang af
rapporterne om anbringelse i
observationscelle giver mig
ikke anledning til
yderligere bemærkninger.
e. Anbringelse i
sikringscelle
Jeg har modtaget kopi af i
alt seks rapporter om
anbringelse i sikringscelle.
Rapporterne dækker perioden
fra den 21. maj 1996 til den
13. november 1996.
Regler om anbringelse
i sikringscelle findes i det
ovenfor under litra d nævnte
cirkulære af 27. maj 1994.
Betingelserne for
anbringelse i sikringscelle
er angivet i cirkulærets §
8. Efter bestemmelsens stk.
1 kan anbringelse kun finde
sted såfremt det skønnes
nødvendigt for at afværge
truende vold (nr. 1),
betvinge voldsom modstand
(nr. 2), eller for at hindre
selvmord eller anden
selvbeskadigelse (nr. 3).
Efter bestemmelsens stk. 2
må anbringelse i
sikringscelle kun anvendes
når forholdene gør det
absolut påkrævet, og når
andre mindre indgribende
foranstaltninger har været
forsøgt eller vil være
åbenbart utilstrækkelige.
I tre tilfælde er der sket
anbringelse for at afværge
truende vold, og i to af
disse tilfælde er
anbringelse tillige sket for
at betvinge voldsom
modstand. I to tilfælde er
anbringelse sket alene for
at betvinge voldsom
modstand, og i et tilfælde
er anbringelse sket for at
hindre selvmord eller anden
selvbeskadigelse.
I fire tilfælde er der i
forbindelse med anbringelsen
i sikringscelle anvendt magt
over for den indsatte. I to
tilfælde var der tale om
armsnoningsgreb, det ene
kombineret med brug af
håndjern, det andet
kombineret med brug af
almindeligt holdegreb om
benet. I to andre tilfælde
blev der anvendt benlås
kombineret med henholdsvis
armlås og greb i arm og
håndjern.
For så vidt angår brugen af
benlås, henviser jeg til det
der er anført ovenfor under
litra a, s. 000f.
Anbringelse i sikringscelle
kan efter cirkulærets § 10
kombineres med fiksering
hvis dette skønnes
nødvendigt. Fiksering består
ifølge bestemmelsen i brug
af bælte og eventuelt
(min fremhævning) fod- og
håndremme samt handsker.
I alle seks tilfælde er den
indsatte blevet fikseret
under anbringelse i
sikringscellen. I fem
tilfælde skete der fiksering
med alle midler, mens der i
et tilfælde "kun" blev
anvendt bælte og hånd- og
fodremme.
Fiksering er i cirkulærets §
10 betinget af at dette
skønnes nødvendigt i den
pågældende situation.
Skønnet over nødvendigheden
af fiksering bør altid
fremgå af
sikringscellerapporten som
begrundelse for anvendelsen,
ligesom det bør fremgå om
der er foretaget en
vurdering af om alle
fikseringsmidler er
påkrævet.
I flere af rapporterne er
der i forbindelse med
anvendelse af fiksering
gjort notat om
nødvendigheden heraf, men i
enkelte tilfælde er der ikke
anført nogen nærmere
begrundelse. Der er ikke i
nogen af rapporterne skelnet
mellem brugen af
bæltefiksering over for
brugen af yderligere
fikseringsmidler.
Jeg finder det beklageligt
at der ikke i alle rapporter
er givet en konkret
begrundelse for anvendelsen
af fiksering og for
fikseringens omfang.
Det er påfaldende at
anstalten i samtlige
sikringscelleanbringelser -
på nær en - anvender
samtlige fikseringsmidler.
Jeg anmoder anstalten om en
udtalelse om anvendelsen af
fikseringsmidler.
Kompetencen til at
beslutte anbringelse i
sikringscelle ligger hos
anstaltens vagthavende
leder. Hvis forholdene ikke
tillader at man afventer
lederens afgørelse, kan
beslutning træffes af den
tilstedeværende funktionær
som er ansvarlig for det
pågældende tjenesteområde.
Den vagthavende leder skal
så hurtigt som muligt
underrettes om anbringelsen,
jf. cirkulærets § 11.
I fem tilfælde blev
beslutningen truffet af en
fængselsfunktionær, og i et
tilfælde traf en
overvagtmester beslutningen.
I alle seks tilfælde er der
umiddelbart efter
anbringelsen sket
underretning af den
vagthavende leder. Dog
fremgår det i et tilfælde
ikke helt klart hvor længe
der er gået, idet
tidspunktet for anbringelse
ikke er påført rapporten.
Det fremgår imidlertid af
rapporten at den indsatte er
kommet fra Helsingør Arrest
kl. 18.55, og at den
vagthavende leder er blevet
underrettet kl. 19.00.
Varigheden af
anbringelserne er
varierende. I de fleste
tilfælde er der tale om
korterevarende ophold. I et
tilfælde varede anbringelsen
50 minutter, i et andet
tilfælde en time og 35
minutter, i to tilfælde en
time og 55 minutter og i et
tilfælde fem timer og 50
minutter. I et tilfælde
varede anbringelsen 12 timer
og 55 minutter.
De indsatte har i alle seks
tilfælde været fikseret
under hele anbringelsen i
sikringscellen. Dog har den
indsatte der var anbragt i
fem timer og 50 minutter,
fået håndremmene løsnet
efter fire timer og 45
minutter.
Regler om lægetilsyn
findes i cirkulærets §§ 12
og 13. § 12 regulerer
tilfælde hvor der ikke
anvendes fiksering, mens §
13 omfatter tilfælde hvor
der anvendes fiksering.
Ved brug af fikseringsmidler
skal lægen efter § 13
tilkaldes omgående.
Tilkaldelsen skal ske med
henblik på at lægen så
hurtigt som det kan lade sig
gøre, skal tilse den
indsatte, medmindre lægen
har sikret sig at lægeligt
tilsyn ikke er nødvendigt.
I en sag blev lægen tilkaldt
samtidig med at fiksering
blev foretaget. I fire
tilfælde blev lægen tilkaldt
inden for fem minutter, og i
et tilfælde blev lægen
tilkaldt efter 15 minutter.
I rapporten fra inspektionen
af anstaltens
grønlænderafdeling udtalte
jeg bl.a. at lægetilkald 10
minutter efter anbringelsen
ikke er i overensstemmelse
med cirkulærets bestemmelser
(min beretning for 1993, s.
402). Direktoratet har i
følgeskrivelse af 27. maj
1994, med senere ændringer,
til cirkulæret taget min
opfattelse til efterretning.
Jeg mener at det er meget
beklageligt at lægen i et
tilfælde først blev tilkaldt
efter 15 minutter.
I to tilfælde fandt
lægetilsyn sted inden for 20
minutter efter anbringelsen,
og i et tilfælde inden for
45 minutter. I et tilfælde
skete tilsyn efter en time
og fem minutter, og i et
tilfælde efter en time og 25
minutter. I et tilfælde
skete der tilsyn ved en
sygeplejerske efter 20
minutter, mens tilsyn ved
læge først skete efter to
timer og seks minutter hvor
sikringscelleanbringelsen
var ophørt.
Spørgsmålet om hvor hurtigt
tilsyn ved en læge skal ske,
undersøgte jeg i forbindelse
med inspektionen af
Københavns Fængsler, hvor
jeg udtalte at tilsyn ved en
læge mere end en time efter
anbringelsen ikke var i
overensstemmelse med det
dagældende cirkulære. Jeg
henviser til min beretning
for 1994, s. 498, og min
beretning for 1995, s. 650f.
Cirkulæret om anvendelse af
observationscelle,
sikringscelle mv. er
efterfølgende blevet ændret
sådan at lægetilsyn skal
finde sted så hurtigt som
det kan lade sig gøre,
medmindre lægen har sikret
sig at lægeligt tilsyn er
åbenbart unødvendigt.
Der er ikke i de tre
tilfælde hvor der gik mere
end time fra anbringelsen
til lægetilsyn fandt sted,
anført nogen begrundelse for
det sene lægetilsyn. Det er
beklageligt.
Da jeg ved min gennemgang af
rapportmaterialet har
konstateret at lægetilsyn
både i tilfælde af
anvendelse af håndjern,
magtanvendelse og
anbringelse i
observationscelle og
sikringscelle er sket ved en
sygeplejerske, anmoder jeg
anstalten om en udtalelse
herom. Herunder anmoder jeg
om at modtage eventuelle
interne retningslinier for
anvendelsen af
sygeplejersker i tilfælde
hvor tilsyn af en læge er
foreskrevet.
Jeg har under min gennemgang
af rapporterne noteret mig
at i en rapport var notat om
tilkaldelse af og tilsyn ved
lægen udfyldt i den del af
det fortrykte
rapportmateriale som finder
anvendelse, når den indsatte
ikke er fikseret.
Det fortrykte
rapportmateriale bør
naturligvis udfyldes
korrekt.
Efter cirkulærets § 13, stk.
3, skal en indsat der er
fikseret, have fast vagt
, og efter § 15 skal
vagten (og enhver anden der
tilser den indsatte) gøre
notat om tidspunkt for
tilsyn samt oplyse om den
indsattes tilstand, herunder
bemærkninger om behovet for
at opretholde fikseringen og
anbringelsen.
Der har i alle tilfælde
været en fast vagt hos den
fikserede, og vagten har
gjort notater om indsattes
tilstand med korte
mellemrum, ligesom det er
noteret hvis indsatte har
talt med læge eller andre
ansatte ved anstalten.
Beslutning om ophør
af anbringelse i
sikringscelle og anvendelse
af fikseringsmidler træffes
efter cirkulærets § 19, stk.
2, af anstaltslederen eller
den til hvem kompetencen er
delegeret.
I fem tilfælde er
beslutningen truffet af den
ansvarshavende
fængselsfunktionær, og i et
tilfælde er beslutningen
truffet af en
overvagtmester.
Jeg anmoder om oplysninger
om eventuelle interne
retningslinier for
fængselsfunktionærers adgang
til at beslutte ophør af
sikringscelleanbringelsen.
Alle rapporter er
efterfølgende gennemgået af
den ledende overvagtmester
eller
sikkerhedsovervagtmesteren,
og fem af rapporterne er
tillige gennemgået af
anstaltens ledelse.
Min gennemgang af
rapporterne om
sikringscelleanbringelser
giver mig ikke anledning til
yderligere bemærkninger.
f. Forhørsprotokollen
(disciplinærsager)
Jeg har modtaget kopi af
forhørsprotokollen
vedrørende i alt 40 forhør
som er afholdt i perioden
fra den 9. september 1996
til den 6. december 1996.
Forhørene er afholdt som led
i disciplinærsager der for
så vidt angår fængselsdømte,
behandles efter
bekendtgørelse af 21. juni
1973, med senere ændringer,
om fuldbyrdelse af
frihedsstraf
(fuldbyrdelsesbekendtgørelsen)
og cirkulære af 10. marts
1976, med senere ændringer,
om anvendelse og
fuldbyrdelse af
disciplinærstraf over for
indsatte og om
disciplinærsagers
gennemførelse.
Disciplinærsager for
forvaringsdømte behandles
efter bekendtgørelse af 21.
juni 1973, med senere
ændringer, om behandling af
personer, der anbringes i
forvaring, og det ovennævnte
cirkulære. Reglerne for
fængselsdømte og
forvaringsdømte er
identiske.
Disciplinærsager for
varetægtsarrestanter
behandles efter
bekendtgørelse af 12.
september 1978, med senere
ændringer, om ophold i
varetægtsfængsel
(varetægtsbekendtgørelsen)
og cirkulære af 13. december
1978, med senere ændringer,
om anvendelse og
fuldbyrdelse af
disciplinærstraf over for
varetægtsarrestanter og om
disciplinærsagers
gennemførelse.
Bestemmelserne i §§ 7 - 11 i
cirkulæret af 10. marts
1976, med senere ændringer,
er indholdsmæssigt identisk
med bestemmelserne i §§ 6 -
10 i cirkulæret af 13.
september 1978, med senere
ændringer.
I 31 tilfælde er
disciplinærsagen gennemført
over for en fængselsdømt, og
i et tilfælde over for en
varetægtsarrestant. I de
resterende otte tilfælde er
det ikke ud fra det
materiale som jeg har
modtaget, muligt at afgøre
hvorvidt vedkommende er
fængselsdømt,
forvaringsdømt, hæftedømt,
varetægtsarrestant eller
eventuelt opholder sig i
anstalten på andet grundlag.
I samtlige sager er der
henvist til
fuldbyrdelsesbekendtgørelsen,
og jeg går derfor ud fra at
de otte sager også er
gennemført over for
fængselsdømte.
34 af de 40 sager endte med
ikendelse af en
disciplinærstraf der kan
bestå i strafcelle eller
bøde. Anstaltens ledelse
oplyste under et møde at
strafcelle ikke anvendes i
anstalten, og alle 34 sager
endte således med bøde.
Det fremgår imidlertid af
flere af
forhørsprotokollerne at den
indsatte er blevet meddelt,
"at i gentagelsestilfælde må
indsatte påregne at blive
ikendt en strengere
sanktion, herunder
anbringelse i enrum
af længere varighed" (mine
fremhævelser).
Jeg anmoder anstalten om en
udtalelse vedrørende
eventuel brug af
enrumsanbringelse som
sanktion i disciplinærsager.
Bøderne udgjorde i 18
tilfælde 25,00 kr., i to
tilfælde 40,00 kr., i otte
tilfælde 50,00 kr., i tre
tilfælde 75,00 kr., i et
tilfælde 125,00 kr., i et
tilfælde 150,00 kr. og i et
tilfælde 231,00 kr. I fire
af de 34 sager blev der
tillige truffet afgørelse om
konfiskation, og i tre af
sagerne blev der tillige
givet en advarsel. I en sag
fik den indsatte tillige
inddraget og båndlagt et
beløb som var blevet forsøgt
smuglet ud af fængslet. I en
af sagerne der vedrørte
trusler om vold mod
anstaltens købmand, blev det
tillige bestemt at den
indsatte skulle ledsages ved
handel hos købmanden.
21 af de 34 sager vedrørte
hashrygning, herunder to
sager der tillige vedrørte
henholdsvis indtagelse af
morfin og heroin. To sager
vedrørte besiddelse af hash,
to sager vedrørte indtagelse
af en antagelig
hjemmebrygget "gæret væske",
to sager vedrørte
henholdsvis upassende sprog
og utilladelig adfærd, to
sager vedrørte trusler mod
henholdsvis en
fængselsfunktionær og
anstaltens købmand, en sag
vedrørte indtagelse af
medikamenter, en sag
vedrørte besiddelse af
medicin og uretmæssig
besiddelse af andre
effekter, en sag vedrørte
upassende sprog, uretmæssigt
ophold på naboafdeling og
uretmæssig besiddelse af
effekter, en sag vedrørte
udsmugling af penge og en
sag vedrørte uretmæssigt
ophold på naboafdeling.
Af de resterende seks sager
der endte med andet end
idømmelse af en
disciplinærstraf , var
reaktionen i fem sager
advarsel. I en af disse
sager, som vedrørte en
ituslået rude, blev der
tillige krævet en erstatning
på 25,00 kr. I en anden af
disse fem sager blev en
enrumsanbringelse tillige
opretholdt. I en sag der
vedrørte trusler fra den
indsatte mod
fængselspersonalet, blev der
truffet beslutning om
overførsel til et andet
fængsel.
Ved gennemgangen af
forhørsprotokollen er jeg
ikke gået ind i en nærmere
vurdering af baggrunden for
indberetningerne (som jeg
ikke har været i besiddelse
af), og af de afgørelser der
er truffet efter forhørene.
Gennemgangen nedenfor har
koncentreret sig om
iagttagelse af reglerne i de
ovennævnte bekendtgørelser
og cirkulærer og inddrager
alle disciplinærsagerne,
uanset om reaktionen har
været en disciplinærstraf
efter
disciplinærstrafcirkulærerne
eller anden foranstaltning
efter andre bestemmelser.
Det er institutionens leder,
eller den han bemyndiger til
på sit ansvar at udøve den,
der har kompetencen
til at træffe afgørelse i
disciplinærsager
(fuldbyrdelsesbekendtgørelsens
§ 34, stk. 1, og
varetægtsbekendtgørelsens §
36, stk. 1).
Alle de gennemgåede
afhøringer og afgørelser er
foretaget af overvagtmestre
eller
sikkerhedsovervagtmesteren
som jeg må forstå er tillagt
kompetencen.
Jeg beder fængslet oplyse om
der internt er fastsat
retningslinier for
overvagtmestrenes og
sikkerhedsovervagtmesterens
udøvelse af
disciplinærmyndigheden. I
bekræftende fald beder jeg
om oplysning om disse
retningslinier. Samtidig
beder jeg om at få oplyst
hvilket tilsyn inspektøren
fører med
disciplinærstrafområdet.
Disciplinærsager skal
behandles så hurtigt som
muligt (§ 7, stk. 2, i
cirkulæret af 10. marts
1976). I 16 tilfælde blev
sagen behandlet den samme
dag eller dagen efter. I tre
af disse tilfælde fremgår
dette dog ikke af
forhørsprotokollen, men det
kan udledes ved at
sammenholde
enrumsrapporterne med
forhørsprotokollen. I seks
tilfælde er forhør foretaget
efter at der er kommet svar
på en urinprøve, men der
foreligger ikke oplysninger
om datoen for modtagelse af
svar - i et af tilfældene
foreligger der dog
oplysninger om datoen for
afsendelse af svaret. I de
seks tilfælde er der gået
mellem 11 og 28 dage fra
afgivelsen af urinprøven til
afholdelse af forhør. Jeg
går ud fra at forhør er
foretaget hurtigst muligt
efter modtagelse af svaret.
I seks tilfælde blev forhør
afholdt to dage efter
indberetningen, i otte
tilfælde tre dage efter
indberetningen og i tre
tilfælde henholdsvis fire,
fem og syv dage efter
indberetningen.
I et tilfælde blev forhør
afholdt 13 dage efter at
forseelsen blev begået.
Sagen kunne afsluttes på
baggrund af et enkelt forhør
af den indsatte. Det er
efter min opfattelse
beklageligt at sagen ikke
blev afsluttet på et
tidligere tidspunkt end det
var tilfældet.
I §§ 8 og 9 i cirkulæret af
10. marts 1976 findes
bestemmelser vedrørende
proceduren ved
behandling af
disciplinærsager.
Cirkulærets § 8 lyder
således:
"Disciplinærsager om
ikendelse af bøder kan
gennemføres uden den
indsattes tilstedeværelse,
dersom overtrædelsen
umiddelbart har kunnet
konstateres, eller sagens
omstændigheder i øvrigt må
anses for fuldt klarlagt. I
så fald skal den indsatte
skriftligt underrettes om,
hvilken afgørelse der agtes
truffet og om adgangen til
at udtale sig i sagen.
Stk. 2. Gennemførelse
af sagen uden den indsattes
tilstedeværelse forudsætter,
at han ikke ønsker at udtale
sig i sagen. Hvis han ønsker
at få lejlighed hertil,
gennemføres disciplinærsagen
efter reglerne i § 9.
Stk. 3. Om
disciplinærsagens
gennemførelse gøres notat i
en særlig protokol. Notatet
skal indeholde en gengivelse
af det indberettede,
oplysning om, hvilke
bestemmelser der er
overtrådt og oplysning om
afgørelsen. I notatet skal
det anføres, at den indsatte
er underrettet om adgangen
til at udtale sig."
I 16 sager (alle vedrørende
hashrygning) blev rapporten
optaget uden den indsattes
tilstedeværelse, men med
henvisning til den indsattes
skriftlige erkendelse af det
konkrete tilfælde af
hashrygning. I alle 16 sager
er bestemmelsen i
cirkulærets § 8, stk. 3,
endvidere iagttaget.
Af det materiale som jeg har
modtaget, fremgår det ikke
om den indsatte er blevet
skriftligt underrettet
efter § 8, stk. 1. Jeg
anmoder om oplysninger til
belysning heraf.
De resterende 24 sager er
behandlet efter cirkulærets
§ 9 der lyder således:
"I disciplinærsager i øvrigt
gøres den indsatte bekendt
med, hvad der er
indberettet, og orienteres i
hovedtræk om, hvad der måtte
være fremkommet under
eventuelle afhøringer i
sagen.
Stk. 2. Afgørelsen
træffes under den indsattes
tilstedeværelse, efter at
han har haft lejlighed til
at udtale sig.
Stk. 3. Alle
afhøringer skal overværes af
en af institutionens
funktionærer.
Stk. 4. Om
disciplinærsagens
gennemførelse gøres notat i
en særlig protokol. Notatet
skal indeholde en gengivelse
af det indberettede og de
afgivne forklaringer, der
skal protokolleres, medens
vedkommende er til stede.
Protokollatet søges affattet
således, at det kan
godkendes af den pågældende.
Notatet skal endvidere
indeholde oplysning om,
hvilke bestemmelser der
anses overtrådt, på hvilket
grundlag dette anses for
bevist og oplysning om
afgørelsen."
De indsatte er i alle
tilfælde blevet partshørt i
overensstemmelse med § 9,
stk. 1. Bestemmelserne i §
9, stk. 2, 3 og 4, 1. og 2.
punktum, er også iagttaget i
alle sagerne.
I alle tilfælde på nær to
har den indsatte godkendt
forhøret i overensstemmelse
med § 9, stk. 4, 3. punktum.
I det ene af disse to
tilfælde ønskede den
indsatte ikke at godkende
forhøret, og i det andet
tilfælde havde forhøret
udviklet sig på en sådan
måde at det var åbenlyst at
den indsatte ikke ønskede at
godkende forhøret.
Kravet i § 9, stk. 4, sidste
punktum, vedrørende
oplysning om hvilke
bestemmelser der anses for
overtrådt, er ikke overholdt
i syv sager. I den ene af
disse syv sager
(forhørsprotokollen, s.
10346) blev et beløb på
200,00 kr. inddraget og
båndlagt uden at der blev
angivet nogen hjemmel for
reaktionen. De øvrige seks
tilfælde vedrører alle
advarsler. I
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens
§ 36, stk. 2, er det bestemt
at der når omstændighederne
taler derfor, i stedet for
ikendelse af
disciplinærstraf kan
tildeles en advarsel. I
ingen af de tilfælde hvor
der er givet advarsler, er
der henvist til
bekendtgørelsens § 36, stk.
2. I ét tilfælde
(forhørsprotokollen, s.
10354) er der henvist til
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens
§ 33. Som jeg tidligere har
udtalt (min beretning for
1995, s. 610), giver § 33
hjemmel for ikendelse af
disciplinærstraf som ifølge
disciplinærstrafcirkulærets
§ 1 alene kan omfatte bøde
eller strafcelle. Det er
derfor forkert at henvise
til § 33 når der anvendes en
anden reaktion end
disciplinærstraf, f.eks.
advarsel. I stedet bør der i
advarselstilfældene henvises
til bekendtgørelsens § 36,
stk. 2.
I disciplinærsagen mod
varetægtsarrestanten er der
henvist til
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens
§ 33, jf. § 19, stk. 2, jf.
disciplinærstrafcirkulærets
§ 1. Der burde have været
henvist til
varetægtsbekendtgørelsens §
35, jf. § 18, stk. 2, jf. §
1 i cirkulæret af 13.
september 1978.
Jeg går ud fra at anstalten
i fremtiden vil være
opmærksom på disse forhold,
og jeg foretager mig derfor
ikke mere i den anledning.
Kravet om oplysning om på
hvilket grundlag
overtrædelsen er anset for
bevist, er overholdt i alle
sager på nær én
(forhørsprotokollen, s.
10356). Jeg går ud fra at
der er tale om en
enkeltstående fejl.
I alle sager er der givet
klagevejledning om
adgangen til at klage til
Direktoratet for
Kriminalforsorgen ved
indsendelse gennem
anstalten, jf.
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens
§ 28, stk. 2,
varetægtsbekendtgørelsens §
29, stk. 2, og
forvaltningslovens § 25.
Min gennemgang af
forhørsrapporterne giver mig
ikke anledning til
yderligere bemærkninger end
anført ovenfor.
g. Videregående visitation
af besøgende
Jeg har modtaget fem
rapporter vedrørende
videregående visitation af
besøgende hvoraf en
visitation ikke blev
gennemført på grund af
manglende samtykke fra den
besøgende, jf. nedenfor.
Visitationerne er foretaget
i perioden fra den 2.
december 1995 til den 1.
august 1996. Regler om
videregående visitation
findes i Direktoratet for
Kriminalforsorgens
cirkulæreskrivelse af 28.
januar 1981 om
retningslinier med hensyn
til kontrollen med, at
adgangen til besøg til
indsatte i lukkede
institutioner ikke benyttes
til indsmugling. Herudover
har anstaltens inspektør i
skrivelse af 29. maj 1996 om
visitationer i anstalten
fastsat yderligere
retningslinier for
gennemførelsen heraf.
Efter § 3 i direktoratets
cirkulæreskrivelse er det en
forudsætning for visitation
at den besøgende forinden
meddeler samtykke, idet
nægtelse heraf medfører
afvisning af besøget.
Visitationen kan kun ske
efter begrundet mistanke om
indsmugling af euforiserende
stoffer eller lignende,
våben eller
undvigelsesredskaber, og
skal besluttes af
institutionens leder eller
den vedkommende bemyndiger
hertil (§ 6). Visitationen
skal foregå i et særligt
lokale og foretages af
personer af samme køn som
den besøgende, og må ikke
overværes af andre besøgende
eller indsatte (§ 8).
Visitationen skal foretages
på en måde der tager størst
mulig hensyn til den
besøgende, og den besøgende
skal have anden beklædning
(f.eks. en badekåbe) stillet
til rådighed, mens
visitationen foretages.
Visitationen skal foretages
i den besøgendes påsyn (§
9). Der skal endelig optages
rapport om visitationen (§
10).
I inspektørens skrivelse er
delegationsadgangen i
direktoratets
cirkulæreskrivelse, § 6 b,
benyttet sådan at
visitationen tillige kan
tillades af den ledende
overvagtmester eller
koordinerende
overvagtmester. I bilaget
til skrivelsen er det anført
at tilladelse til visitation
kan gives af
overvagtmestrene eller
institutionens vagthavende
leder. I et notat "Anstalten
ved Herstedvester 1995
(facts og tal)" er det
oplyst at ledelsen bl.a.
består af en ledende
overvagtmester og en
sikkerhedsovervagtmester, og
at anstalten i øvrigt har
ansat ni overvagtmestre. Det
må således konstateres at
der er uoverensstemmelse
mellem inspektørens
skrivelse og bilaget til
skrivelsen, hvilket
naturligvis er uheldigt, og
jeg henstiller at skrivelsen
og bilaget bringes i
overensstemmelse.
Inspektøren har endvidere
fastsat at visitationen skal
foretages af to
fængselsfunktionærer af
samme køn, og at den
besøgende skal have stillet
en badekåbe til rådighed
under visitationen.
Det er ikke nærmere fastsat
hvad der skal anføres i den
rapport der skal optages
efter cirkulæreskrivelsens §
10. Rapporterne bør
indeholde de oplysninger der
er nødvendige for at det
efterfølgende så vidt muligt
kan konstateres om
cirkulæreskrivelsens og
anstaltens regler er
iagttaget. De rapporter som
jeg har modtaget, er
udarbejdet på almindeligt
blankt rapportpapir, hvor
det er op til den enkelte
fængselsfunktionær at sørge
for at få alt relevant
noteret.
Det er i ét af de fire
tilfælde hvor visitation
blev gennemført, i rapporten
anført at visitationen er
gennemført "i fuld
forståelse" med den
besøgende. De øvrige
rapporter omtaler ikke
spørgsmålet om den
besøgendes samtykke
til visitationens
gennemførelse. Det er
beklageligt at det ikke af
rapporterne udtrykkeligt
fremgår at den besøgende er
gjort bekendt med at
visitationen forudsætter
samtykke fra den pågældende.
For så vidt angår
kompetencen, er det i to
af rapporterne ikke angivet
hvem der har truffet
beslutning om visitation.
Den ene af disse rapporter
er dog vedhæftet et
efterfølgende udarbejdet
notat, hvoraf det fremgår at
visitationen er besluttet af
overvagtmester B. Jeg havde
fundet det ønskeligt, at det
i rapporterne var anført
hvem (med navn og stilling)
der havde besluttet
visitationerne.
I to andre tilfælde er
beslutningen truffet af
overvagtmester C. De
visitationer der blev
besluttet af B og C, blev
gennemført før den 29. maj
1996, og jeg går ud fra at
de pågældende på tidspunktet
for beslutningen efter de
dagældende regler i
anstalten havde kompetence
til at beslutte
visitationerne. Den sidste
visitation blev besluttet af
inspektøren.
I to af tilfældene er der
anført en udførlig
begrundelse for
beslutningen om
visitationen. I de øvrige
tre tilfælde er som
begrundelse for visitationen
anført: "mistanke om
indsmugling, og indtagelse
af medbragt medicin",
"mistanke om indsmugling af
ulovlige stoffer og/ell.
piller" og "mistanke om
indsmugling". Den
begrundelse der er anført i
de tre sidstnævnte
rapporter, mener jeg ikke
opfylder cirkulærets krav om
"begrundet mistanke". Jeg
går ud fra at visitationerne
er gennemført efter en mere
konkret mistanke. Det havde
været ønskeligt om denne
mere konkrete mistanke var
anført i rapporterne.
I de fire tilfælde hvor
visitationen er gennemført,
har der været to
fængselsfunktionærer til
stede. Tre af de deltagende
funktionærer er ikke angivet
med fornavn, men jeg går ud
fra at visitationen - som i
de øvrige tilfælde - er
gennemført af funktionærer
af samme køn som den
besøgende. Jeg har endvidere
bemærket at rapporterne i to
tilfælde er underskrevet af
andre end de
fængselsfunktionærer der har
deltaget i visitationen.
Dette er uheldigt.
Som det fremgår af den
ovenstående gennemgang af
rapporterne, er der en vis
uensartethed i hvilke
oplysninger de udøvende
fængselsfunktionærer noterer
i rapporten. Specielt det
forhold at det ikke i alle
tilfælde bliver noteret at
den besøgende har meddelt
samtykke, giver anledning
til betænkelighed. Jeg kan
ikke udelukke at denne
uensartethed og de
konstaterede mangler skyldes
det meget begrænsede antal
videregående visitationer
med deraf følgende manglende
rutine hos
fængselsfunktionærerne.
Jeg henstiller derfor at
anstalten overvejer at
udarbejde en fortrykt
blanket, dels for at udstyre
fængselsfunktionærerne med
en huskeliste, dels for at
sikre at der bliver
foretaget de nødvendige
notater. Jeg anmoder om at
blive underrettet om
resultatet af anstaltens
overvejelser.
h. Brevveksling og besøg
Ledelsen oplyste i
forbindelse med inspektionen
at der ikke blev ført
særskilt journal eller
register over anstaltens
kontrol med de indsattes
brevveksling. Oplysninger
herom fremgår kun af
journalen for de enkelte
indsatte. Jeg anmodede
derfor om at modtage
udskrifter af fem journaler
vedrørende bestemte indsatte
hvor der er foretaget
kontrol. Ingen af de
journalkopier som jeg
modtog, indeholder tilfælde
af besøgskontrol.
Reglerne om kontrol med de
indsattes brevveksling er
fastsat i cirkulære af 18.
december 1980 om de
indsattes adgang til
brevveksling og besøg mv.
med senere ændringer.
Cirkulæret har bl.a.
følgende indhold:
" Kontrol.
§ 5. Breve til
og fra indsatte gennemlæses
ikke, medmindre det i det
enkelte tilfælde af
institutionens leder skønnes
påkrævet af ordens- eller
sikkerhedshensyn eller for
at forebygge strafbart
forhold.
Stk. 2. Såfremt
omstændighederne taler
derfor, kan institutionens
leder dog bestemme, at der
skal foretages stikprøvevis
gennemlæsning med henblik på
kontrol med, at adgangen til
ukontrolleret brevveksling
ikke misbruges.
Stk. 3. Om eventuel
gennemlæsning skal der ske
fornødent notat med
oplysning om grunden hertil.
...
Tilbageholdelse.
§ 6. I tilfælde, hvor
gennemlæsning finder sted,
gælder følgende:
1. Et brev kan efter
bestemmelse af
institutionens leder
tilbageholdes, såfremt det
skønnes uegnet til
afsendelse af ordens- eller
sikkerhedshensyn, for at
forebygge eller opklare
strafbart forhold eller af
hensyn til beskyttelse af
den forurettede ved
lovovertrædelsen.
2. Et tilsendt brev,
der af tilsvarende grunde
skønnes uegnet til
udlevering, skal
tilbagesendes. Hvis det af
sikkerhedshensyn eller for
at forebygge eller opklare
strafbart forhold anses for
påkrævet, kan et tilsendt
brev tilbageholdes.
...
Stk. 3. Der skal ske
fornødent notat om
tilbageholdelsen med
oplysning om grunden.
Afsenderen skal underrettes
om tilbageholdelsen og
begrundelsen herfor,
medmindre formålet med
tilbageholdelsen herved
forspildes."
For de indsattes interne
brevveksling er der
yderligere fastsat regler i
anstaltens skrivelse af 23.
juni 1986 der bl.a. har
følgende indhold:
"1. Indsatte i anstalten kan
brevveksle internt uden
begrænsninger medmindre
institutionens leder i det
enkelte tilfælde har skønnet
det påkrævet at fastsætte
begrænsninger med hensyn til
hvem, de indsatte må
brevveksle med på baggrund
af ordens- og
sikkerhedsmæssige hensyn
eller for at forebygge
strafbart forhold m.v., jfr.
principperne i direktoratets
cirkulære af 18. december
1980 om de indsattes adgang
til brevveksling og besøg
m.v.
...
3. Indsatte, der i øvrigt
er anbragt i enrum, kan
alene brevveksle internt,
såfremt formålet med
enrumsanbringelsen ikke
herved forspildes.
Dette vil i almindelighed
indebære, at indsatte, der
er anbragt i enrum i henhold
til § 2, stk. 2, nr. 1-5 i
cirkulæret af 14 september
1978 om enrumsanbringelse,
ikke har adgang til intern
brevveksling.
Institutionens leder skal
dog i hvert enkelt tilfælde
vurdere, om det skønnes
påkrævet enten at forbyde
den indsatte at brevveksle
internt eller at fastsætte
mindre vidtgående
begrænsninger for intern
brevveksling ud fra de
hensyn, som begrunder
enrumsanbringelsen og
principperne i direktoratets
cirkulære af 18. december
1980 om de indsattes adgang
til brevveksling og besøg
m.v., jfr. pkt. 1.
4. Intern brevveksling
mellem enrumsanbragte
og andre indsatte
skal i alle tilfælde ske via
overvagtmesteren, d.v.s. at
al sådan intern post
afleveres til
overvagtmesteren, der sørger
for den videre ekspedition.
Den indsatte skal ved
afleveringen af et internt
brev til eller fra en
enrumsanbragt gøres
bekendt med, at brevet
gennemlæses inden
udleveringen.
Såfremt et brev ikke
videresendes, skal det
straks tilbagegives,
medmindre der findes
grundlag for at tilbageholde
brevet, jfr. principperne i
brevvekslingscirkulæret."
De fem journaludskrifter som
jeg modtog i kopi,
indeholder notater om
gennemlæsning af breve i 11
tilfælde foretaget i
perioden fra den 28.
november 1995 til den 26.
november 1996. Heraf
vedrører de fem brevveksling
internt mellem indsatte i
anstalten, hvoraf jeg i fire
tilfælde kan konstatere at
der er tale om brevveksling
mellem indsatte hvoraf den
ene er enrumsanbragt efter §
2, stk. 2, pkt. 4, i
cirkulæret om anbringelse af
indsatte i enrum, jf.
ovenfor under litra e, s.
000f.
Syv af de 11 breve blev
gennemlæst efter cirkulærets
§ 5, stk. 1, om konkret
mistanke, mens fire breve
blev gennemlæst som led i en
stikprøvekontrol efter
cirkulærets § 5, stk. 2. I
to tilfælde blev brevene
tilbageholdt efter
cirkulærets § 6, stk. 1, nr.
1, og i et tilfælde blev
brevet til en indsat sendt
tilbage efter cirkulærets §
6, stk. 1, nr. 2, 1.
punktum. I alle tre tilfælde
hvor brevet ikke nåede frem
til adressaten, var der tale
om breve gennemlæst efter
cirkulærets § 5, stk. 1.
Herudover indeholder
journaludskrifterne et
tilfælde hvor to breve blev
tilbageholdt efter
cirkulærets § 6, stk. 1, nr.
1, uden forudgående
gennemlæsning, idet alene
kuverternes "dekoration" gav
anledning til
tilbageholdelse af brevene.
Brevene blev overgivet til
den indsatte til
omkuvertering.
For så vidt angår breve der
er gennemlæst efter
cirkulærets § 5, stk. 2, kan
der ikke kræves en nærmere
begrundelse for hvert
enkelt brev. Det skal derfor
blot fremgå af notatet at
brevet er gennemlæst som led
i en stikprøvekontrol efter
cirkulærets § 5, stk. 2.
Jeg har dog bemærket at det
i et tilfælde hvor det er
anført at gennemlæsningen
har fundet sted efter
cirkulærets § 5, stk. 2, er
anført at baggrunden for
gennemlæsningen af brevet,
der var internt og stilet
til en enrumsanbragt, var at
brevet var uden afsender, og
fordi modtageren var
enrumsanbragt.
Med hensyn til de syv
tilfælde af gennemlæsning
efter cirkulærets § 5, stk.
1, har jeg konstateret at
der i tre tilfælde ikke er
anført en nærmere
begrundelse for
gennemlæsningen. I to af
disse tilfælde er der tale
om brevveksling henholdsvis
fra og til en enrumsanbragt,
og der er i begge tilfælde
henvist til anstaltens
skrivelse af 23. juni 1986.
Det fremgår imidlertid ikke
af journaludskriften at der
er fastsat begrænsninger i
den enrumsanbragtes adgang
til intern brevveksling, jf.
pkt. 3 i anstaltens
skrivelse af 23. juni 1986,
og jeg går derfor ud fra at
dette ikke er tilfældet.
Det er beklageligt at der i
de nævnte tre tilfælde ikke
er anført noget nærmere om
baggrunden for
gennemlæsningen af brevene.
Der er i alle tilfælde af
gennemlæsning og
tilbageholdelse af breve
anført efter hvilken
bestemmelse gennemlæsningen
er foretaget. I de tre
tilfælde hvor brevene efter
gennemlæsningen er blevet
tilbageholdt, er der anført
en begrundelse herfor.
Jeg bemærker at jeg ved min
gennemgang af notaterne ikke
har vurderet om anstalten
havde tilstrækkeligt
grundlag for at gennemlæse
og tilbageholde brevene.
Med hensyn til
kompetencen fremgår det
af de journaludskrifter som
jeg har modtaget, at
beslutningen om
gennemlæsningen af brevene
er truffet af en
overvagtmester. Beslutning
om tilbageholdelse af
brevene er i ét tilfælde
truffet af
vicefængselsinspektøren, og
i ét tilfælde af den
vagtmester som traf
beslutning om gennemlæsning
af brevet. Beslutningen om
at tilbagesende det ene brev
er ligeledes truffet af en
overvagtmester.
Jeg anmoder anstalten om en
udtalelse om hvorvidt der i
interne retningslinier er
sket delegation af
kompetencen til at beslutte
gennemlæsning og
tilbageholdelse af breve til
og fra indsatte.
I samtlige de tilfælde hvor
brevet efter gennemlæsningen
er afsendt eller
udleveret til den
indsatte, er dette
udtrykkeligt anført i
rapporten. I de to tilfælde
med tilbageholdelse
af breve er det udtrykkeligt
anført at den indsatte er
underrettet om
tilbageholdelsen, og i det
ene tilfælde af
returnering af et
tilsendt brev er det tillige
udtrykkeligt anført at
brevet er sendt tilbage.
11. Opfølgning
Som det fremgår af de
enkelte afsnit, har jeg i
nogle tilfælde bedt
anstalten om udtalelser.
Udtalelserne bedes sendt
gennem Direktoratet for
Kriminalforsorgen, der
ligeledes bedes om en
udtalelse der i nogle
tilfælde skal indeholde en
redegørelse for hvordan
tilsvarende forhold er på de
øvrige af kriminalforsorgens
anstalter og arresthuse.
12.
Underretning
Denne rapport er stilet til
Direktoratet for
Kriminalforsorgen og
Anstalten ved Herstedvester,
men sendes tillige i kopi
til Folketingets Retsudvalg
samt talsmandsgruppen i
Anstalten ved Herstedvester.