Resumé

I februar 1997 foretog inspektionschefen inspektion af Arresthuset i Odense.

Arresthusets bygningsmæssige forhold var kritisable. Dette gav anledning til nærmere undersøgelse af baggrunden for den manglende iværksættelse af en planlagt om- og udbygning af arresthuset.

I forbindelse med inspektionen blev desuden rejst spørgsmålet om hvordan Direktoratet for Kriminalforsorgen sikrer sig at der i kriminalforsorgens institutioner følges ensartede retningslinier for nedtrapning af narkomaner.

Inspektionen førte desuden til ophør af arresthusets praksis hvorefter meget urolige indsatte kunne anbringes til "afkøling" i en celle hvor løst møblement var fjernet.

Ombudsmandsinstitutionen modtog rapportmateriale for en nærmere angiven periode om anvendelse af håndjern, magtanvendelse, anbringelse i observationscelle og om disciplinærsager. Gennemgangen af rapporterne gav på enkelte punkter anledning til kritik. (J.nr. 1997-296-629).

 

Inspektion af Arresthuset i Odense
 

 

 

Den 26. november 1997 afgav Folketingets Ombudsmand følgende rapport til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Arresthuset i Odense:

"Inspektion af Arresthuset i Odense den 11. februar 1997

1. Indledning

Den 1. januar 1997 trådte lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand i kraft. I bemærkningerne til lovforslagets § 18 er det forudsat at Folketingets Ombudsmand foretager systematiske inspektioner af Direktoratet for Kriminalforsorgens institutioner til opfyldelse af en anbefaling fra Den Europæiske Komité vedrørende forebyggelse af tortur og anden umenneskelig behandling eller straf. Samtidig blev retsplejelovens § 779 ophævet, jf. ombudsmandslovens § 31, stk. 2. Det tilsyn som medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation og amtsrådene har ført med varetægtsarrestanters behandling og forholdene i varetægtsfængsler (arresthuse) i henhold til retsplejelovens § 779, er således ophørt med virkning fra den 1. januar 1997, og det er herved forudsat at denne tilsynsopgave i fremtiden varetages af ombudsmanden.

Som led i denne inspektionsvirksomhed foretog jeg og to af embedets medarbejdere den 11. februar 1997 inspektion af Arresthuset i Odense. Baggrunden for beslutningen om at foretage inspektion af netop Arresthuset i Odense var bl.a. at ombudsmanden fra Direktoratet for Kriminalforsorgen havde modtaget underretning om to selvmord i arresthuset i andet halvår af 1996. Desuden var embedet bekendt med en artikel i bladet "Fængselsfunktionæren" nr. 12-1/96 om bl.a. arresthusets fysiske rammer.

Ombudsmanden har tidligere, i 1975, foretaget inspektion af Arresthuset i Odense. Denne inspektion er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1975, s. 493f.

Inspektionen bestod af en indledende samtale med arresthusets ledelse, rundgang i arresthuset, møde med arresthusets samarbejdsudvalg og samtale med en indsat som havde udtrykt ønske herom. Fra arresthuset deltog bl.a. arrestinspektøren ved vicepolitimester Jakob Skov og arrestforvarer P.L. Jensen.

I forbindelse med inspektionen modtog jeg kopi af arresthusets rapporter om tvangsindgreb mv. til efterfølgende gennemgang, jf. nærmere nedenfor under pkt. 12.

Denne rapport har i en foreløbig udgave været sendt til Direktoratet for Kriminalforsorgen og arresthuset for at myndighederne kunne få lejlighed til at fremkomme med eventuelle yderligere bemærkninger om faktiske og retlige forhold som rapporten måtte give anledning til. Direktoratet og arresthuset er ikke kommet med bemærkninger af denne karakter.

2. Bygningsmæssige forhold mv.

Arresthuset er i tre etager og kælder og er opført i 1863. Det er panoptisk opbygget (åben etageadskillelse, dækket med trådnet) fra stueetagen til 2. sal. På hver af de to øverste etager sidder en fængselsfunktionær i et 'bur' med glasvinduer hele vejen rundt. Vagtburet er placeret i midten af gangen. Cellegangene er uden udsmykning, bortset fra at der er et maleri i stueetagen og et lille billede på 2. sal. Gangarealerne er malet i lyse farver, men fremtræder noget triste og trænger til at blive frisket op med maling. Der er lysarmatur over hver celledør. Efter det oplyste er der røgalarmer i alle rum. Disse er senest tilset af en tekniker den 22. januar 1997.

Der er udarbejdet en om-/tilbygningsplan for arresthuset og bevilget i alt omkring 20 mio. kr. til ombygningen der skulle have været igangsat i november 1996. Planen var på inspektionstidspunktet imidlertid endnu ikke sendt i udbud hvilket beroede på manglende udbudstilladelse fra Boligministeriet.

a. Cellerne

Der er plads til 55 indsatte fordelt på 49 celler hvoraf de tre er tremandsceller. Tremandscellerne vil blive nedlagt i forbindelse med den planlagte ombygning således at der i stedet vil blive oprettet to tomandsceller. Herudover råder arresthuset over fem pladser i Arresthuset i Kolding. De indsatte er fordelt på de tre etager med 10 i stuen, 25 på 1. sal og 20 på 2. sal.

Ledelsen oplyste at der på grund af overbelægning ofte er to indsatte i nogle af enmandscellerne. Desuden inddrages et af besøgsrummene ofte til cellebrug, ligesom også forsvarerlokalet bliver anvendt som celle.

Enmandscellerne er på ca. otte m2. De er indrettet med en stålhåndvask med lille spejl over, en jernseng, et bord og en stol, et skab, et lille møbel til at stille et evt. lejet tv på, en opslagstavle, en arkitektlampe, en loftslampe samt en el-kedel. Der er ikke indkig i dørene til cellerne. Møblerne af træ var meget slidte i de celler der blev besigtiget under inspektionen.

En indsat der under inspektionsbesøget havde en samtale med mig, jf. nedenfor under pkt. 11, klagede over at cellevinduer og døre var utætte. Jeg forelagde dette for arresthusets ledelse der efterfølgende har oplyst at man har udbedret utætheder ved vinduerne, men ikke har kunnet konstatere utætheder ved celledørene.

Jeg tager det oplyste til efterretning og foretager ikke yderligere vedrørende dette spørgsmål.

B .Observationscelle

Arresthuset råder over én observationscelle der er beliggende i kælderen. Adgang til cellen sker gennem et toiletrum. Cellen er indrettet med en jernseng og en fastnaglet træpult (bord og bænk ud i ét) med stålbordplade. Der er flisegulv, og der er indkig i døren.

Observationscellen giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Arresthusets sikringscelle blev nedlagt pr. 1. juli 1994. Hvis anbringelse i sikringscelle skønnes at være påkrævet, bliver den indsatte transporteret til Statsfængslet i Nyborg.

c. Celle nr. 111

Celle nr. 111 i stueetagen fremstod under inspektionen kun møbleret med en jernseng med en pude. Det blev oplyst at det øvrige møblement i cellen var udtaget midlertidigt, og at cellen normalt er møbleret som de øvrige enmandsceller. Det blev desuden oplyst at cellen blev brugt til 'afkøling' af indsatte som er meget urolige, uden at det dog skønnes nødvendigt at anbringe den pågældende i observationscelle. I disse tilfælde blev møblementet fjernet fra cellen. Desuden blev cellen efter det oplyste anvendt til visitationer og som reservecelle (hvis egen celle midlertidigt ikke kunne anvendes f.eks. på grund af udbrudsforsøg eller mistanke om tilstedeværelse af narkotika). Efter det oplyste opholdt de indsatte sig kun i denne celle i højst nogle timer.

Jeg bad i skrivelse af 27. februar 1997 arresthuset om mere præcise oplysninger om møbleringen af cellen, og om det er forekommet at cellen er blevet anvendt i den stand som den forefandtes under inspektionen. Jeg bad om i bekræftende fald at modtage en udtalelse om hjemmelsgrundlaget herfor.

Arresthusets ledelse oplyste i den anledning følgende i en skrivelse af 10. marts 1997:

'... skal der herved oplyses, at den beskrevne anvendelse af cellen kan bekræftes og at de indsatte kun opholder sig i cellen i højst nogle få timer.

Det kan ligeledes bekræftes, at cellen, i visse situationer, og efter en ganske konkret vurdering anvendes i den stand hvori den forefandtes ved inspektionen. I denne vurdering indgår især den pgl. indsattes fysiske og psykiske reaktionsmønster ved indsættelsen. Foruden sengen, som i øvrigt er identisk med de øvrige senge i arresthuset, er cellen udstyret med et bord og en stol. Til sengen hører madras, tæppe og hovedpude.

Da cellen anvendes som almindelig celle i arresthuset, men ikke var i brug på inspektionstidspunktet, er der ikke forudsat særlig hjemmel til en anden indretning af cellen, men i de tilfælde hvor en meget voldsom og ophidset person anbringes i cellen, og det af sikkerhedsmæssige årsager findes nødvendigt, da fjernes det løse inventar og anbringes udenfor cellen.

Når situationen derefter igen er under kontrol, bringes udstyret tilbage til cellen.

Cellen er udstyret i overensstemmelse med bestemmelsen i § 1 i Justitsministeriets cirkulære af 3. maj 1977, om udstyr af indsattes opholdsrum og udlevering af linned - jf. cirkulærets § 4.'

Jeg bad herefter i en skrivelse af 20. marts 1997 Direktoratet for Kriminalforsorgen om en udtalelse i anledning af det arresthuset havde anført, og direktoratet indhentede en fornyet redegørelse af 24. april 1997 fra arresthuset. Af redegørelsen fremgik bl.a. følgende:

'...

- det er arresthusets opfattelse, at anbringelse i celle 111 sker på almindelige vilkår, og uden at der er tale om enerumsanbringelse,

- som udgangspunkt anbringes anholdte/varetægtsfængslede i celle 111 efter de samme cirkulærebestemmelser som i den øvrige del af arresthuset, og cellen er udstyret efter de gældende regler. Hvis en indsat udviser en truende og aggressiv adfærd og måske fremkommer med grove trusler imod personalet, og måske også gør tegn til, at ville ødelægge inventaret og bruge dele deraf som våben imod personalet, eller sig selv, da fjernes det løse inventar fra cellen, og når situationen herefter er afklaret og den indsatte er faldet til ro, eller måske er anbragt i arresthusets observationscelle, da bringes inventaret igen i cellen. Det er med stor beklagelse, at inventaret ikke var på plads på det tidspunkt hvor ombudsmandsinspektionen fandt sted.

...'

Arrestinspektøren fastholdt ved fremsendelsen af redegørelsen til direktoratet den 2. maj 1997 at den beskrevne benyttelse af cellen ikke forudsatte særlig hjemmel, idet anbringelse alene skete for et tidsrum af få timer og ikke i sig selv medførte indgreb i den normale adgang til fællesskab.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har herefter i skrivelse af 11. juni 1997 meddelt mig at direktoratet på den baggrund har skrevet bl.a. følgende til arresthuset:

'...

Reglerne om enrumsanbringelse findes for varetægtsarrestanters vedkommende i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 13. september 1978 om adgangen til at anbringe varetægtsarrestanter i enrum og for indsattes vedkommende i direktoratets cirkulære af 14. september 1978 om adgangen til at anbringe indsatte i enrum.

Ifølge begge cirkulærers § 1 forstås der ved anbringelse i enrum udelukkelse fra fællesskab med andre indsatte. De nærmere betingelser for enrumsanbringelse, herunder blandt andet krav om begrundelse og notatpligt samt ophør af enrumsanbringelsen er anført i §§ 2-7 i cirkulæret for varetægtsarrestanter og §§ 2-5 i cirkulæret for indsatte.

Af § 8, stk. 1, i cirkulæret for varetægtsarrestanter fremgår det, at de nævnte bestemmelser finder anvendelse ved enhver form for udelukkelse af samvær med de øvrige varetægtsarrestanter eller indsatte. En tilsvarende bestemmelse findes i § 6, stk. 1, i enrumscirkulæret vedrørende indsatte. Det fremgår endvidere af samme bestemmelses stk. 2, at det kan bestemmes, at en varetægtsarrestant (indsat) skal opholde sig midlertidigt (nogle få timer) på eget opholdsrum, såfremt det er nødvendigt af ordensmæssige grunde. Dette betragtes ikke som anbringelse i enrum.

Som det fremgår af ovenstående finder enrumscirkulærerne som udgangspunkt anvendelse i alle tilfælde, hvor en indsat/varetægtsarrestant udelukkes fra fællesskab med øvrige indsatte/varetægtsarrestanter, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 6, stk. 2/§ 8, stk. 2, hvor det er forudsat at indsatte kortvarigt kan opholde sig på eget opholdsrum.

Det er således direktoratets opfattelse, at anvendelse af celle 111 til 'nedkøling' af urolige indsatte og til nyankomne ligeledes urolige indsatte, indtil det kan afgøres, hvor den pågældende kan placeres, under alle omstændigheder er udelukkelse fra fællesskab og forudsætter, at enrumscirkulærernes bestemmelser om blandt andet kompetence, afhøring, notatpligt og underretning af den pågældende overholdes.

Direktoratet finder det beklageligt, at cellen er blevet anvendt, som arresthuset har beskrevet det, uden at ovennævnte regler er blevet overholdt.

Direktoratet går ud fra, at cellen fremover kun vil blive taget i brug med inventar. Såfremt der opstår situationer som beskrevet i arrestforvarerens redegørelse af 24. april 1997 til direktoratet eller andre situationer, hvor der er behov for observation af den indsatte, må anbringelse i observationscelle istedet overvejes, jf. direktoratets cirkulære af 27. maj 1995 om anvendelse af observationscelle m.v. Direktoratet har ikke bemærkninger til, at cellen kortvarigt anvendes som reservecelle i tilfælde, hvor egen celle midlertidigt ikke kan benyttes, for eksempel på grund af udbrudsforsøg eller stofmistanke eller ved kropsvisitationer.

...'

Jeg er enig i det som direktoratet har anført over for arresthuset. Jeg har herefter ikke grundlag for at foretage yderligere vedrørende arresthusets anvendelse af celle nr. 111.

d. Øvrige rum mv.

1? Besøgsrum

Arresthusets to besøgsrum findes i stueetagen på cellegangen. Besøgsrummene er begge på ca. otte m2 (dvs. samme størrelse som enmandscellerne). De er indrettet med en jernseng, to lænestole, et lille sofabord, håndvask og loftslampe. Rummene er desuden udstyret med en kaffemaskine. Det ene af værelserne er udsmykket med et billede på væggen.

Besøgsrummene fremstod særdeles nedslidte - i et af værelserne var pudset på væggen væk på ca. en m2 - lænestolene var plettede, og væggene gulnede selv om de efter det oplyste var blevet malet i 1995. Der var en gennemtrængende lugt af gammel tobak i rummene. Der er ikke adgang til bad eller toilet i umiddelbar tilknytning til besøgsrummene.

Rummene var uindbydende og gjorde et yderst forstemmende indtryk. Dette er efter min opfattelse særligt uheldigt da værelserne skal danne ramme om de indsattes private og familiemæssige kontakter under opholdet. Jeg henviser i den forbindelse også til § 14 i Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens, cirkulære af 19. december 1980 om varetægtsarrestanters adgang til brevveksling og besøg mv. samt § 15 i direktoratets cirkulære af 18. december 1980 om de indsattes adgang til brevveksling og besøg mv. hvoraf det fremgår at 'besøgslokalerne så vidt muligt [skal] være indrettet på en sådan måde, at der skabes en naturlig og venlig besøgsatmosfære.'

2? Fritidsfaciliteter mv.

Fællesrum findes dels i kælderen, dels på 2. sal. I kælderen er der indrettet et styrketræningsrum i et lokale der er på samme størrelse som enmandscellerne. I rummet var der opstillet tre styrketræningsbænke og løse håndvægte. Rummet må benyttes af højst to indsatte ad gangen.

Styrketræningsrummet virkede nedslidt og meget trangt: Gulvet var beklædt med skumgummi der var ituslidt, ligesom bænkene var slidte. Der var en lugt af gammel sved i rummet. Loftsmalingen var delvis afskallet.

Herudover er der mulighed for at opslå et bordtennisbord i kældergangen. Bordtennisbordet må benyttes af højst to indsatte ad gangen. Kældergangen er belagt med grå fliser på gulvet og hvide fliser på væggene. Der er ingen vinduer. Gangen forekommer ikke velegnet som fritidsopholdsområde.

Styrketræningsrummet og bordtennisbordet, der udgør arresthusets tilbud af fysisk betonede fritidsaktiviteter, kan samlet benyttes af fire indsatte ad gangen. Under hensyn til at arresthuset huser 55 indsatte, er dette tilbud naturligvis helt utilstrækkeligt.

På 2. sal findes der et undervisningsrum. Det er et ret stort lokale (ca. otte gange fire m), udstyret med en tavle. I midten er der et stort mødebord (rummet bruges også til større møder) med stole til 10 personer. I begge ender af lokalet er der en foldedør.

Bag den ene foldedør er der en kirkedel med alter. 'Kirken' anvendes i forbindelse med højtiderne og ellers efter behov.

Bag den anden foldedør er der indrettet et lille bibliotek der umiddelbart virkede velforsynet, men mørkt og temmelig trangt. Biblioteket er åbent to timer om ugen. Der er mulighed for at låne bøger hjem fra det almindelige kommunale bibliotek.

Den indsatte som havde en samtale med mig i forbindelse med inspektionen, efterlyste daglige aviser der er tilgængelige for de indsatte.

Arresthusets ledelse har efterfølgende oplyst at spørgsmålet om der skal afsættes midler til et avisabonnement til de indsatte, vil blive taget op i samarbejdsudvalget.

Jeg beder arresthuset om at underrette mig om resultatet af overvejelserne i samarbejdsudvalget.

De nævnte lokaler på 2. sal virkede i øvrigt pæne, men bærer dog præg af ikke at være moderniseret i en del år.

De fysiske rammer har betydet at arresthuset alene tillader fællesskab i cellerne mellem to indsatte ad gangen. Fællesskabet foregår på hverdage i tidsrummet kl. 15.30-21.00, og i weekender hele dagen. Ifølge personalet udelukker det begrænsede fællesskab problemer med stærke/svage indsatte.

3? Arbejdspladser

Værksted og lager er placeret i forbindelse med en lille mellemgang fra stueetagen. Det ligger i kælderplan og er temmelig dårligt oplyst. Der er træloft og cementgulv. To indsatte var under inspektionen beskæftiget på værkstedet - i øvrigt foregår arbejdet i cellerne. Til højre for indgangen findes et aflukke hvor en funktionær (værkmester) arbejder. Komponenter til arbejdet opbevares i kasser i reoler langs væggene og på gulvet. Det blev oplyst at planerne for tilbygningen indeholder værkstedspladser til 20 personer.

4? Toilet- og badeforhold samt muligheder for tøjvask

De foreviste toiletter giver mig ikke anledning til bemærkninger, bortset fra at et toiletrum på 2. sal manglede et dørhåndtag. Et af toiletterne i stueetagen er efter det oplyste aflåst og reserveret til indsatte med hepatitis (smitsom leverbetændelse).

Der er tre baderum med hver to brusekabiner til brug for de indsatte. Brusekabinerne i det foreviste baderum på 2. sal virkede ikke helt rene - stangen til forhæng var snavset, og fliserne trængte til afkalkning/rengøring. Omklædning foregår i et uafskærmet rum mellem de to brusekabiner.

En indsat klagede over at vandpresset ikke er tilstrækkeligt til at begge brusekabiner kan benyttes samtidigt.

Ledelsen oplyste hertil at problemet er blevet undersøgt af en ingeniør, men at afhjælpning afventer et helt nyt varmeanlæg der indgår i den planlagte om- og tilbygning af arresthuset.

Det er naturligvis utilfredsstillende at de to brusekabiner ikke kan anvendes samtidig.

Der er intet tørrerum, og de indsatte havde på tidspunktet for inspektionen ingen mulighed for vask af eget tøj i vaskemaskine. Vask foregik i en gulvspand, og tørring skete ifølge en af de indsatte ved at hænge tøjet til tørre på cellens radiator.

Ledelsen oplyste at man tidligere havde ansøgt Direktoratet for Kriminalforsorgen om en vaskemaskine, men havde fået afslag. En ny ansøgning var dog under behandling i direktoratet.

Direktoratet har efterfølgende meddelt mig at man nu har godkendt en særbevilling på kr. 20.000 til medfinansiering af to vaskemaskiner og tørretumblere til arresthuset.

Jeg tager det oplyste til efterretning.

5? Køkken, forsvarerlokale og lægeværelse

Køkkenet ligger i kælderen og virkede særdeles propert og ryddeligt. Der er madelevator og mikrobølgeovn. De indsatte er efter ledelsens opfattelse meget tilfredse med maden da der i modsætning til forplejningen på en række andre anstalter og arresthuse ikke er tale om dybfrostmad. Der serveres varm mad midt på dagen og kold mad om aftenen. På en af cellegangene findes et køleskab til brug for de indsatte.

I stueetagen findes der et forsvarerlokale til brug for møder mellem de indsatte og deres forsvarere. Lokalet var møbleret med to stole og et mødebord. Stolene er ifølge arresthusets ledelse foræret til arresthuset af en forsvarer. Møblementet var særdeles slidt, der var f.eks. snittet i bordpladen. Rummet trænger efter min opfattelse til renovering og herunder til nye møbler.

Som nævnt ovenfor inddrages værelset af og til til cellebrug når arresthuset er overbelagt. Dette er en utilfredsstillende situation.

Ligeledes i stueetagen findes et lægeværelse som ikke giver anledning til bemærkninger.

6? Gårdarealer

Gårdture afvikles én gang om dagen i en time i en 'stjernegård' med ni smalle gårde. På inspektionstidspunktet var en af gårdene ude af brug da murværket ind til nabogården var næsten væk i et areal på omkring en m2. De enkelte gårde er ca. 10- 12 m2 og nærmest trekantede med døren i den spidse ende. Muren er ca. tre meter høj og for enden malet i lyse farver. Murene er generelt i meget dårlig stand. Gårdene er flisebelagte og overdækket af trådnet og med et lille jordareal med beplantning i midten. Gårdtursvagten befinder sig i en halvrund pavillon med vinduer hele vejen rundt og placeret i midten af stjernen, hvorfra der er udsyn til alle gårde. Op til fire-fem indsatte kan være på gårdtur samtidig i en enkelt gård. Undvigelser er forekommet. Ligeledes har der været indtrængen udefra og råben over muren udefra til gården.

Gårdtursarealet var i en meget dårlig vedligeholdelsesstand og gav et endog særdeles utidssvarende indtryk. Ledelsen oplyste at nogle indsatte afstår fra at benytte adgangen til frisk luft netop på grund af gårdenes ringe stand. Stjernegårdene skal nedlægges når det planlagte nybyggeri påbegyndes idet tilbygningen bl.a. omfatter fire nye gårde.

Uden om stjernegårdsanlægget, men inden for ringmuren, findes der et større areal med græsplæne og nogle bænke. Dette areal virkede betydeligt venligere og grønnere end stjernegårdene, men kan dog efter det oplyste ikke benyttes til gårdture da ringmuren er for lav til at hindre undvigelser.

Jeg har nedenfor under pkt. 10 foretaget en mere samlet bedømmelse af arresthusets bygningsmæssige forhold mv.

3. Beskæftigelse og undervisning

70 - 80% af de indsatte var på tidspunktet for inspektionen i arbejde i arresthuset. Arbejdet består i f.eks. montering af ledningsstik. Det er ikke svært at få entrepriser, og betalingen fordeles med halvdelen til de indsattes løn og resten til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Der arbejdes på akkord. Der udbetales i alt ca. 8-10.000 kr./uge i arbejdspenge. De varetægtsarrestanter der ikke tager imod tilbud om arbejde, er typisk dem der modtager penge udefra. Den enkelte indsatte må højst have 1.000 kr. til rådighed pr. uge.

Undervisning foregår to-tre gange ugentlig. Der undervises mest i dansk og regning. Der er desuden nogle indsatte der har selvstudier.

4. Lægebetjening mv.

Den nuværende arresthuslæge er overlæge på retspsykiatrisk afdeling på Middelfart Sygehus. Uden for normal arbejdstid benytter arresthuset den almindelige vagtlægeordning. Arresthuslægen er ansat fire timer pr. uge og kommer fast én gang om ugen. Der er efter det oplyste arbejde til mere end de normerede fire timer, og det er under overvejelse at søge normeringen øget. De indsatte er meget behandlingskrævende da mange er psykisk belastede og/eller narkomaner.

En sygeplejerske er ansat 22 3/4 time pr. uge. Hun kommer hver dag og har daglig kontakt med lægen.

Medicin ordineres af lægen. Ca. 80-90% af de indsatte er narkomaner. Der er løbende 10-15 indsatte under nedtrapning. Narkomanerne nedtrappes når de har været i grundlovsforhør. De fleste indsatte narkomaner er gengangere med blandingsmisbrug. De er kun sjældent i metadonbehandling ved indsættelsen. Disse narkomaner nedtrappes med catapressan. Nedtrapning sker typisk over seks-ti dage. De få narkomaner der er i metadonbehandling efter en amtskommunal behandlingsplan, fortsætter som udgangspunkt med denne behandling efter kontakt til amtskommunens behandlingscenter.

Som nævnt under pkt. 1 begik to indsatte narkomaner i juli og december 1996 selvmord under nedtrapning i arresthuset. Direktoratet for Kriminalforsorgen underretter rutinemæssigt ombudsmandsinstitutionen om sådanne dødsfald. De to selvmord gav anledning til at jeg den 31. januar 1997 afholdt et møde med Direktoratet for Kriminalforsorgens almenlægelige og hygiejniske konsulent for nærmere at få belyst hvilke retningslinier der gælder for behandling/nedtrapning af narkomaner i landets arresthuse.

Efter inspektionen bad jeg i fortsættelse heraf i brev af 27. februar 1997 Direktoratet for Kriminalforsorgen om at oplyse om der fra direktoratets side er fastlagt generelle retningslinier/anbefalinger med hensyn til nedtrapning af indsatte narkomaner, og hvad disse i givet fald består i. I benægtende fald bad jeg om at få oplyst hvorledes direktoratet sikrer sig at der i kriminalforsorgens institutioner følges ensartede retningslinier.

I forbindelse med det ene af selvmordstilfældene var direktoratets almenlægelige og hygiejniske konsulent fremkommet med en udtalelse hvoraf det bl.a. fremgik at han ikke fuldt ud kunne tilslutte sig (den daværende) arresthuslæges holdning vedrørende manglende anvendelse af metadon. Jeg bad derfor samtidig direktoratet oplyse om konsulentens udtalelse havde været fremsendt til arresthuset, og hvis dette ikke var tilfældet bad jeg om en udtalelse om årsagen hertil.

Direktoratet for Kriminalforsorgen svarede således i en skrivelse af 11. juni 1997:

'Der er ikke fra Kriminalforsorgen fastsat generelle retningslinier (instrukser) for nedtrapning af indsatte narkomaner. Direktoratet opfatter en sådan behandling som lægelig og som derfor må gives på grundlag af en konkret lægefaglig vurdering i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinier. Der henvises blandt andet til Sundhedsstyrelsens cirkulære af 12. december 1995 om ordination af afhængighedsskabende midler med tilhørende vejledning.

På grund af de særlige forhold, der gør sig gældende med hensyn til medicinsk behandling af de indsatte, har Direktoratet for Kriminalforsorgen imidlertid nedsat en lægemiddelkomité med de opgaver, der fremgår af vedlagte kommissorium. Formanden for lægemiddelkomitéen, som består af medlemmer med lægefaglig ekspertise, er Kriminalforsorgens Almenlægelige og Hygiejniske Konsulent.

Som et led i komitéens arbejde med at formidle information til lægerne om behandlingsprincipper m.v. har komitéen udsendt et antal informationsblade, kaldet 'RePlik'. Som nr. 1, 1. årgang udsendtes vedlagte RePlik om 'Akut morphicaabstinens'.

For så vidt angår 'RePliks' status, har direktoratet indhentet en udtalelse af 18. april 1997 fra den Almenlægelige og Hygiejniske Konsulent. Af udtalelsen fremgår det, at læger ansat i Kriminalforsorgen med hensyn til udførelsen af den egentlige patientbehandling ikke er undergivet Kriminalforsorgens instruktionsbeføjelse. I overensstemmelse med dette er 'RePlik' at betragte som anbefalinger af vejledende karakter, men ikke som egentlige instrukser. Udtalelsen af 18. april 1997 vedlægges til orientering. Direktoratet kan henholde sig hertil.

Direktoratet anmodede den 15. november 1996 den almenlægelige og hygiejniske konsulent om en udtalelse om brugen af fenemal, det vil sige om, hvorvidt den nedtrapning, afdøde [...] havde gennemgået, var korrekt udført. Den 20. november 1996 udtalte konsulenten, at [...] ikke havde været udsat for lægelig fejlbehandling i den konkrete sag, hvorefter direktoratet tog arresthusets behandling af selvmordet til efterretning. Direktoratet var imidlertid ikke tilstrækkelig opmærksom på, at konsulentens udtalelse indeholder oplysninger, som arresthuset burde være blevet gjort bekendt med, hvorfor udtalelsen burde have været sendt til arresthuset. Direktoratet har samtidig hermed sendt udtalelsen til arresthuset og beklaget, at den ikke tidligere er blevet fremsendt.

...'

Jeg har noteret mig at direktoratet mener at konsulentens udtalelse burde have været tilsendt arresthuset, og at dette nu er sket.

Jeg tager til efterretning at direktoratet ikke mener at have nogen instruktionsbeføjelse over for lægerne ansat i kriminalforsorgens institutioner for så vidt angår den egentlige patientbehandling.

På baggrund af det oplyste om Direktoratet for Kriminalforsorgens nedsættelse af en lægemiddelkomité og om komitéens udsendelse af anbefalinger af vejledende karakter ('RePlik') om behandlingsprincipper mv. antager jeg imidlertid at direktoratet er enig i det ønskelige i at de indsatte i hvert fald i et vist omfang sikres en ensartet lægelig behandling i kriminalforsorgens forskellige institutioner. Jeg går således ud fra at direktoratet overordnet følger patientbehandlingen i institutionerne, herunder bl.a. for så vidt angår behandlingen af narkomaner, og i den forbindelse løbende overvejer om der måtte være behov for udsendelse af yderligere vejledning til det lægelige personale i institutionerne. Jeg går endvidere ud fra at eventuel behandling af en narkoman der er iværksat i amtskommunalt regi, som udgangspunkt fortsættes under ophold i kriminalforsorgens institutioner (i det omfang den amtskommunale behandlingsplan ikke efter sit indhold afbrydes ved indsættelse i arresthus/fængsel).

5. Belæg

Den samlede belæg udgjorde ifølge arresthusets ledelse i 1996 gennemsnitligt 54,2 ud af den samlede kapacitet på 55 pladser. Der har som omtalt ofte været overbelægning. Det er derfor tit nødvendigt at anbringe to indsatte i nogle af enmandscellerne og - som også nævnt ovenfor - at inddrage det ene besøgsrum og forsvarerlokalet til cellebrug. 'Omsætningen' er stor; der er ca. syv-otte udskiftninger af indsatte pr. døgn. Op til weekender er det nødvendigt at have tre-fire ledige celler parat til nye indsatte. Hver måned bliver ca. 20 indsatte flyttet til andre arresthuse. Personalet oplyste at flytning indebærer et urimeligt pres for de indsatte der alle var fynboer. Ingen ønsker at blive flyttet til Jylland da det vanskeliggør besøg.

Den planlagte om-/tilbygning vil efter det oplyste indebære 15 ekstra pladser i arresthuset.

Næsten alle de indsatte er varetægtsarrestanter idet der ikke er plads også til afsonere. På inspektionsdagen var der dog 13 afsonere som ventede på indsættelse i fængsel i forbindelse med overgang fra varetægt.

De kvindelige indsatte - normalt højst tre-fire - bliver anbragt i stueetagen, men de bliver ikke holdt adskilt fra de mandlige indsatte. Arresthuset havde ikke kendskab til at kvindelige indsatte skulle være udsat for særligt pres eller overgreb fra mandlige indsattes side.

Det blev oplyst at besøgstiden for hver indsat for nylig var blevet nedsat fra syv til fire kvarter om ugen pga. overbelægningsproblemer, dvs. anvendelse af et besøgsværelse til almindelig cellebrug, jf. ovenfor. En af de indsatte klagede til mig over dette.

Ifølge Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulærer om adgang til brevveksling og besøg mv. skal varetægtsarrestanter have adgang til besøg så ofte forholdene i varetægtsfængslet (arresthuset) tillader det. Besøgstiden må ikke være kortere end en halv time. Længerevarende besøg tillades i det omfang forholdene tillader det.

Særligt for så vidt angår afsonere, skal disse have adgang til et ugentligt besøg, der ikke må være kortere end en halv time, dog mindst en time hvor forholdene gør det muligt.

Selv om direktoratets retningslinier for besøgs hyppighed og længde ikke ses at være overtrådt som følge af indskrænkningerne, må jeg finde det meget uheldigt at arresthusets overbelægningsproblemer fører til at (et af) besøgsrummene til tider inddrages til cellebrug således at besøgstiderne af den grund har måttet indskrænkes.

6. Køb af måltider uden for arresthuset

De indsatte har mulighed for to gange om ugen at afgive bestilling på grillmad som leveres til arresthuset udefra på onsdage og lørdage. Desuden er der mulighed for at afgive bestilling på morgenbrød og aviser til levering på lørdage og søndage.

Disse ordninger giver mig ikke anledning til bemærkninger.

7. Købmandsordning

De indsatte kan afgive bestilling efter en sortimentsliste fra en købmand som leverer to gange ugentligt. Der kan ikke købes øl og spiritus mv. eller madvarer der skal tilberedes.

Jeg har modtaget et eksemplar af købmandens prisliste der ikke umiddelbart giver mig anledning til bemærkninger - særlig henset til at der ikke er selvforplejning i arresthuset.

8. Tv-ordning

Det koster kr. 56 pr. uge at leje et tv i arresthuset. Tv-apparaterne tilhører arresthuset. Der kan modtages ca. 30 tv-kanaler. Det blev oplyst at lejen som udgangspunkt alene skal dække driftsudgifterne, men et eventuelt mindre overskud kan arresthuset anvende til 'velfærdsforanstaltninger'. Således er der indkøbt flere tv-apparater og nye bordtennisbat. Overskud fra udlejningen af tv har desuden medvirket til at finansiere arresthusets indkøb af vaskemaskiner og tørretumblere, jf. ovenfor, under pkt. 2,4?.

Jeg har over for Direktoratet for Kriminalforsorgen af egen drift mere generelt rejst spørgsmålet om tv-ordninger i landets arresthuse, Københavns Fængsler og fængsler i øvrigt. Jeg afstår derfor fra i den foreliggende sammenhæng nærmere at vurdere den eksisterende tv-ordning i Arresthuset i Odense.

9. Personalets fysiske rammer og arbejdsmiljø

Ud over nogle kontorlokaler er der i stueetagen et opholdsrum for personalet. Opholdsrummet er møbleret med dagligstuemøbler og bl.a. udstyret med tv. I forlængelse heraf ligger 'messen' hvor personalet spiser. Dette lokale domineredes af et spisebord. Begge rum virkede noget mørke.

I en mellemgang ned mod værkstedet/lageret er der skabe til personalets tøj mv. Mellemgangen forbinder arresthuset og retsbygningen, og indsatte ledsages denne vej til retten. Personalet klæder efter det oplyste om enten på gangen eller i opholdsrummet. Der er ingen særskilte omklædningsrum eller bad for personalet.

Medarbejderne havde set meget frem til iværksættelse af om- og tilbygningen med de deraf følgende forbedringer af personalets forhold, herunder kantine-, bade- og omklædningsforhold. Samarbejdsudvalget har rettet henvendelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen herom.

Jeg er enig i at de eksisterende personalefaciliteter, særligt for så vidt angår omklædnings- og bademuligheder, er særdeles mangelfulde.

Under min samtale med samarbejdsudvalget oplyste personalerepræsentanterne at der inden for det sidste halvår af 1996 havde været fem tilfælde af voldsepisoder mod personalet.

Jeg har efterfølgende modtaget rapporterne herom. Det fremgår heraf at behandling på skadestue/hospitalsindlæggelse fandt sted i hvert fald i tre af de fem tilfælde, ligesom den ansatte i tre af sagerne benyttede sig af tilbud om krisehjælp. Alle tilfælde blev anmeldt til Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen der anerkendte i hvert fald fire af tilfældene som arbejdsskader. I samtlige de fem tilfælde af vold blev der foretaget politianmeldelse der førte til domfældelse for forholdet.

Jeg har desuden modtaget oplysninger om at Arbejdstilsynet i sommeren og efteråret 1996 var på inspektionsbesøg i arresthuset. Arbejdstilsynet påpegede at personalet udsættes for en øget risiko for vold under udførelsen af udendørs runderinger på grund af bygningernes udformning og placering, lysforhold mv. Direktoratet for Kriminalforsorgen svarede Arbejdstilsynet at nogle af forholdene kunne ændres nu, mens øvrige ændringer først kan løses i forbindelse med om- og tilbygningen.

Desuden gjorde personalet opmærksom på at de gode intentioner bag AUF-ordningen ikke var fulgt op af de nødvendige mandskabsudvidelser og af efteruddannelse. F.eks. skal en fængselsfunktionær i dagtimerne 'passe' op til 25 indsatte. Det var derfor svært at få tid til de - ofte tidskrævende - opgaver der følger med AUF-ordningen, herunder akutte forsorgsopgaver med henvendelse til f.eks. socialforvaltningen, betaling af husleje o.l. Hver funktionær er kontaktperson for ca. fire indsatte.

Ressourceproblemet blev ifølge personalet understreget af at de indsatte typisk er meget belastede. Der er således mange narkomaner, nogle under nedtrapning. Dette føles meget stressende og giver et dårligt arbejdsklima.

10. Samlet bedømmelse af de bygningsmæssige forhold mv.

Som det fremgår af ovenstående, er arresthuset bygningsmæssigt generelt i meget dårlig stand. Jeg henviser herved særligt til det jeg har anført vedrørende vedligeholdelsesstanden af besøgsrummene, styrketræningsrummet, gårdtursarealet (stjernegården) og forsvarerlokalet. På disse områder er istandsættelse stærkt påkrævet.

Hertil kommer at arresthuset har et påtrængende behov for udvidelse af kapaciteten. Jeg henviser særligt til pkt. 2 d, 2? og 3?, ovenfor, om de særdeles begrænsede muligheder for fritidsaktiviteter og værkstedsarbejde. Jeg henviser endvidere til pkt. 5, ovenfor, om arresthusets belægningsprocent og den indskrænkning af besøgstiden for den enkelte indsatte som overbelægningsproblemerne har medført.

Yderligere er det min opfattelse at faciliteterne for arresthusets personale er særdeles mangelfulde, jf. ovenfor under pkt. 9.

Som det også er nævnt ovenfor, indebærer om- og tilbygningsplanerne for arresthuset at kapaciteten udvides med 15 pladser, ligesom der skal indrettes et nyt værksted med arbejdspladser til ca. 20 indsatte. Det eksisterende gårdtursareal - stjernegården - vil blive nedlagt til fordel for et nyt anlæg med fire gårde. Der vil endvidere blive forbedrede adgangsmuligheder for kørestolsbrugere mv. i og med at der installeres handicapelevator.

Af tegningerne over byggeprojektet fremgår det endvidere at fritidsfaciliteterne for de indsatte skal forbedres med indrettelse af tre hobbyrum ud over det eksisterende styrketræningsrum, og at antallet af besøgsværelser skal udvides til fire, alle med toiletfaciliteter.

Desuden er det hensigten at der skal indrettes to garderoberum til personalet, begge med toilet og bad.

De nævnte om- og tilbygninger må således - ud over naturligvis at løse de akutte problemer med arresthusets vedligeholdelsesstand - forventes i meget stor udstrækning at ville afhjælpe de ligeså akutte pladsproblemer som gør sig gældende under de nuværende forhold. Derudover vil gennemførelsen af byggeprojektet medføre den tiltrængte forbedring af personalets fysiske rammer.

Hertil kommer at flere værkstedspladser og f.eks. tre planlagte hobbyrum også må antages at ville medføre en væsentlig forbedring af de indsattes arbejdsforhold og omfanget af fritidsfaciliteter der i dag må betegnes som klart utilfredsstillende.

Iværksættelsen af om- og tilbygningen har været forhindret af Boligministeriet, Bygge- og Boligstyrelsens, udskydelse af den nødvendige tilladelse til at sende projektet i udbud under henvisning til udviklingen i bygge- og anlægsaktiviteten (risiko for flaskehalsproblemer), jf. styrelsens cirkulærskrivelse nr. 9 af 8. februar 1995. Direktoratet for Kriminalforsorgen ansøgte om udbudstilladelse den 5. marts 1996.

I forbindelse med min efterfølgende behandling af inspektionssagen er jeg fra Boligministeriet blevet gjort bekendt med at ministeriet nu har givet udbudstilladelse til byggeprojektet.

Jeg beder arresthuset underrette mig om hvorvidt byggeprojektet herefter er sendt i udbud, og så vidt muligt om hvornår arbejdet forventes påbegyndt og afsluttet.

11. Samtale med indsat

Som nævnt ovenfor havde en indsat i arresthuset udtrykt ønske om en samtale med mig i forbindelse med inspektionen. Den pågældende indsatte fremførte under samtalen en lang række klagepunkter som efterfølgende blev forelagt for ledelsen. Størsteparten af klagepunkterne gav mig herefter ikke anledning til at foretage yderligere, og vedrørende et enkelt klagepunkt vejledte jeg den indsatte om muligheden for eventuelt at klage til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. For så vidt angik de resterende klagepunkter, angik disse forhold som er omtalt ovenfor, og som derfor er indgået i min undersøgelse af forholdene i arresthuset. Den indsatte har modtaget et særskilt brev om min behandling af klagepunkterne.

12. Rapportgennemgang

Som nævnt ovenfor under pkt. 1 bad jeg ved begyndelsen af inspektionen om at modtage kopi af rapportmateriale om

- anvendelse af håndjern

- magtanvendelse

- anbringelse i observationscelle

for perioden fra den 31. december 1996 og et år bagud.

Jeg bad også om udskrifter af forhørsprotokoller vedrørende sager om disciplinærstraf hvor forholdet enten ikke har medført sanktion eller har medført sanktion i form af bøde, erstatningsansvar eller strafcelle. Jeg modtog i alt 210 disciplinærsager for hele 1996, men har valgt alene at undersøge protokollerne for et kvartal, juli - september 1996, hvilket i alt er 45 sager.

Ved min gennemgang af det modtagne materiale har jeg navnlig haft opmærksomheden henledt på hvorvidt proceduren i forhold til de gældende regler er blevet fulgt. Jeg har også været opmærksom på spørgsmålet om iagttagelse af notatpligt.

Mit generelle indtryk efter rapportgennemgangen er at de ansatte ved arresthuset i det store og hele har iagttaget de gældende regler.

Min gennemgang af rapportmaterialet giver mig anledning til følgende bemærkninger til de enkelte forhold:

a. Anvendelse af håndjern

Jeg har modtaget kopi af i alt ni rapporter om anvendelse af håndjern. Syv af rapporterne angår varetægtsarrestanter, en rapport angår en fængselsdømt, og i en rapport er det ikke anført hvilken form for anbringelse der er tale om. Hjemmelsgrundlaget for brug af håndjern er det samme for alle slags indsatte.

Anvendelsen af håndjern er reguleret i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 27. maj 1994. Cirkulæret er opdelt i afsnit. Afsnit A vedrører anvendelse af håndjern under transport mv. (uden for eller i fængslet). Afsnit B vedrører anvendelse af håndjern i forbindelse med visitation. Der er ingen rapporter optaget med denne begrundelse. Afsnit C vedrører anvendelse af håndjern i stedet for anbringelse i sikringscelle. I fire af sagerne er håndjern anvendt under transport, og i fem af sagerne er håndjern anvendt i stedet for anbringelse i sikringscelle.

Betingelserne for at anvende håndjern under transport er angivet i cirkulærets § 1, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan indsatte belægges med håndjern under transport hvis det er nødvendigt for at afværge truende vold eller betvinge voldsom modstand, hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse eller for at hindre undvigelse.

I en sag er håndjern anvendt for at hindre undvigelse. I to sager er håndjern anvendt for at afværge truende vold. I en af disse sager blev håndjern tillige anvendt for at betvinge voldsom modstand. I en sag er håndjern anvendt for at betvinge voldsom adfærd.

Betingelserne for at anvende håndjern i stedet for anbringelse i sikringscelle er angivet i cirkulærets § 8, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan indsatte belægges med håndjern såfremt betingelserne for anbringelse i sikringscelle foreligger, og en sådan ikke er til rådighed. Betingelserne for anbringelse i sikringscelle er angivet i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 27. maj 1994 om anvendelse af observationscelle, sikringscelle, fiksering mv., § 8. Efter denne bestemmelse kan indsatte anbringes i sikringscelle (belægges med håndjern) hvis det er nødvendigt for at afværge truende vold eller betvinge voldsom modstand, hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.

I tre sager er håndjern anvendt for at hindre selvmord eller selvbeskadigelse. I en af disse sager blev håndjern tillige anvendt for at betvinge voldsom modstand og i en sag for tillige at afværge truende vold. I to sager er håndjern anvendt for at afværge truende vold og i en af disse sager tillige for at betvinge voldsom adfærd.

I otte af de i alt ni sager blev der anvendt magt i forbindelse med brugen af håndjern. I fem sager blev der anvendt førergreb, i en sag sidehalsgreb, i en sag støttegreb under armene, og i en sag er det anført som magtmiddel at der blev pålagt håndjern.

Cirkulæret om anvendelse af håndjern foreskriver ikke notatpligt med hensyn til begrundelsen for at anvende håndjern. Ombudsmanden har imidlertid flere gange tidligere, senest ved rapport af 25. april 1995 i forbindelse med inspektionen af Københavns Fængsler, henstillet til direktoratet at indskærpe at der skal foretages udførligt notat herom. Ombudsmanden har herved henvist til at anvendelse af håndjern ifølge cirkulærets § 1 skal være 'nødvendig', og at der er tale om alvorlige indgreb som forudsætter en konkret vurdering af behovet herfor i det enkelte tilfælde.

Der er i alle ni sager nærmere redegjort for hvorfor det skønnedes nødvendigt at anvende håndjern.

Det er anstaltens vagthavende leder/arrestforvareren eller den vedkommende bemyndiger dertil der har kompetencen til at træffe beslutningen om anvendelse af håndjern, jf. cirkulærets § 2. Hvis forholdene ikke tillader at man afventer vedkommendes afgørelse, træffes beslutningen dog af den tilstedeværende funktionær som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde, jf. § 2, stk. 1, 2. punktum.

Beslutningerne om anvendelse af håndjern er truffet af en funktionær eller af overvagtmesteren, f.eks. i form af en forhåndsgodkendelse. I fire sager er det arrestforvareren eller overvagtmesteren selv der har truffet beslutningen om anvendelse af håndjern. I fem sager er beslutningen truffet af en fængselsfunktionær, og i alle fem tilfælde er der sket underretning til arrestforvareren eller overvagtmesteren inden for kort tid (højst 20 minutter). Alle rapporter har været gennemset af enten overvagtmesteren eller arrestforvareren. I et tilfælde er rapporten gennemset af dem begge. Der er ikke i cirkulæret foreskrevet nogen pligt til underretning af institutionens vagthavende leder.

Efter cirkulærets § 3 skal der ske lægetilsyn hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller i tilfælde hvor den indsatte selv begærer lægehjælp.

I to sager har personalet skønnet at lægetilsyn var nødvendigt, og i syv sager var det skønnet unødvendigt. I et af de tilfælde hvor lægetilsyn er skønnet nødvendigt, fremgår det ikke af rapporten om underretning til læge er sket, eller om lægetilsyn har fundet sted. I det andet tilfælde er underretning sket inden for fem minutter, men det fremgår ikke af rapporten hvornår lægetilsyn har fundet sted, kun at den indsatte senere blev indlagt på psykiatrisk afdeling (jf. rapport af 20. marts 1996).

Jeg går ud fra at arresthusets ledelse er opmærksom på at der skal ske sådanne noteringer, og om fornødent indskærper det over for personalet.

 

Varigheden af anvendelsen af håndjern har i et tilfælde været næsten to timer, i tre tilfælde mellem en halv og en hel time, i et tilfælde mellem 15 minutter og en halv time, i et tilfælde i 10 minutter og i tre tilfælde fem minutter. I alle sager er både start- og ophørstidspunkt anført.

I syv ud af de ni rapporter er det anført om anvendelsen af håndjern er forsøgt afværget.

b. Magtanvendelse

Jeg har modtaget kopi af i alt ni rapporter om magtanvendelse. Fem af rapporterne angår varetægtsarrestanter, og fire angår fængselsdømte.

Anvendelsen af magt er reguleret i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 15. april 1988, med senere ændringer, om magtanvendelse over for de indsatte.

Betingelserne for at anvende magt er angivet i cirkulærets §§ 2 og 3. Efter § 2 kan magt anvendes hvis øjeblikkelig indskriden er nødvendig, f.eks. for at afværge personlig overlast, hindre selvmord eller selvbeskadigelse eller for at hindre undvigelse. Efter § 3 kan magt anvendes hvis det er nødvendigt af andre årsager, f.eks. for at gennemføre personalets anvisninger om opholdssted. Magtanvendelse efter § 2 kan omfatte håndkraft, brug af stav og tåregas af godkendt type, jf. § 2, stk. 2. Magtanvendelse efter § 3 omfatter kun brug af håndkraft, jf. § 3, stk. 2. Al magtanvendelse forudsætter at mindre indgribende foranstaltninger forgæves har været anvendt eller åbenbart vil være uanvendelige, jf. § 4.

I alle ni sager blev magt anvendt for at gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden, jf. cirkulærets § 3, stk. 1, nr. 4. I fire af disse tilfælde blev magt anvendt tillige for at gennemføre en visitation, jf. cirkulærets § 3, stk. 1, nr. 2, og i et tilfælde tillige for at afværge personlig overlast, jf. cirkulærets § 2, stk. 1, nr. 1.

I alle ni sager bestod magtanvendelsen i brug af håndkraft, og i et af disse tilfælde blev den indsatte efterfølgende lagt i håndjern.

I fem sager blev der anvendt førergreb. I et af disse tilfælde blev der tillige anvendt sidehalsgreb.

I to sager blev der anvendt greb i overarmene. I et af disse tilfælde blev den indsatte efterfølgende lagt i håndjern.

I en sag blev den indsatte båret/løftet i overkrop og ben.

I en sag var der i rapporten ikke anført anden magtanvendelse end magt ved håndkraft (jf. rapport af 1. juli 1996). Det er således ikke anført hvori magtanvendelsen bestod, hvilket er en fejl.

I otte ud af de ni sager er magtanvendelse søgt undgået ved samtaler med den indsatte. I en sag er det ikke i rapporten angivet om magtanvendelse har været søgt undgået, hvilket er en fejl.

Der er i alle ni sager angivet en begrundelse for hvorfor magtanvendelse var nødvendigt, typisk i form af en redegørelse for hændelsesforløbet forud for magtanvendelsen.

Kompetencen til at beslutte anvendelsen af magt ligger hos institutionens vagthavende leder der dog for så vidt angår magtanvendelse efter reglerne i cirkulærets § 3 kan delegere kompetencen til andre. Hvis forholdene ved anvendelse af magt efter §§ 2 og 3 ikke tillader at man afventer den vagthavende leders afgørelse, kan beslutningen om at anvende magt træffes af den tilstedeværende funktionær som er ansvarlig for området. Den vagthavende leder skal i så fald normalt underrettes omgående. Der er ikke pligt til underretning ved anvendelse af magt efter § 3.

I alle ni sager er der sket magtanvendelse efter cirkulærets § 3, og i et af disse tilfælde tillige efter § 2. I denne sag er der efterfølgende sket underretning til arrestforvareren. I de andre otte sager er der tillige efterfølgende sket underretning af overvagtmesteren eller arrestforvareren inden for fem minutter til 1 time.

I fem ud af de otte sager har overvagtmesteren eller arrestforvareren efterfølgende gennemgået rapporterne uden bemærkninger. Gennemgangen er sket inden for et døgn efter rapportoptagelsen.

Magtanvendelsescirkulærets § 8 om lægetilsyn svarer til reglerne herom i håndjernscirkulæret, jf. ovenfor, under litra a.

Det er ikke skønnet nødvendigt at tilkalde læge i nogle af sagerne.

c. Anbringelse i observationscelle

Jeg har modtaget kopi af i alt 32 rapporter om anbringelse i observationscelle. 25 af rapporterne angår varetægtsarrestanter, og syv angår fængselsdømte.

Anbringelse i observationscelle er reguleret i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 27. maj 1994 om anvendelse af observationscelle, sikringscelle, fiksering m.v. i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.

Betingelserne for at der kan ske anbringelse i observationscelle, er angivet i cirkulærets § 1. Efter bestemmelsen kan anbringelse kun finde sted hvis det skønnes påkrævet for at hindre hærværk, hvis afgørende hensyn til opretholdelse af ro og sikkerhed i institutionen kræver det, eller hvis der skønnes at være behov for særlig observation.

I 19 sager er der sket anbringelse i observationscelle for at hindre hærværk, jf. cirkulærets § 1, nr. 1. I 13 af disse tilfælde skete anbringelsen tillige fordi hensyn til opretholdelse af ro og sikkerhed i institutionen krævede det, jf. cirkulærets § 1, nr. 2, og i to tilfælde tillige fordi der var behov for særlig observation, jf. cirkulærets § 1, nr. 3.

I seks sager er der sket anbringelse i observationscelle fordi der var behov for særlig observation. I fire af disse tilfælde skete anbringelse tillige for at opretholde ro og sikkerhed i institutionen.

I syv sager er der sket anbringelse i observationscelle alene for at opretholde ro og orden i institutionen.

I 31 af de 32 sager er der angivet en nærmere begrundelse for anbringelsen, typisk i form af en redegørelse for hændelsesforløbet indtil anbringelsen er sket. I den sidste sag var der henvist til en vedlagt rapport der ikke er til stede i det udleverede materiale (jf. rapport af 29. januar 1996).

Ved telefonisk henvendelse til arresten bad jeg om at få tilsendt den pågældende rapport hvilket efterfølgende er sket. Denne rapport indeholder en redegørelse for hændelsesforløbet indtil anbringelsen er sket. Jeg foretager mig derfor ikke mere i denne anledning.

I 22 af sagerne er der anvendt magt. Syv af disse rapporter vedrører tilfælde der er omfattet af gennemgangen ovenfor, under b. Disse syv rapporter undlades derfor i gennemgangen nedenfor.

I de resterende 15 sager bestod magtanvendelsen i brug af håndkraft. I 11 af sagerne blev der anvendt førergreb. I to af disse tilfælde er den indsatte efterfølgende blevet ilagt håndjern. I to tilfælde er den indsatte ilagt håndjern, i et tilfælde er der anvendt greb i overarm og håndled, og i et tilfælde er der sket fastholdelse af arm ved afklædning.

Kompetencen til at beslutte anbringelse i observationscelle ligger hos anstaltslederen/arrestforvareren der dog kan delegere kompetencen til andre, jf. cirkulærets § 2.

I alle 32 sager er det i rapporten anført hvem der har truffet beslutningen om anbringelse i observationscelle. I 12 tilfælde er beslutningen truffet af en overvagtmester og i 18 tilfælde af en fængselsfunktionær. I de sidste to tilfælde kan man ikke af rapporten (eller de øvrige rapporter) afgøre hvilken stilling de pågældende havde (jf. rapporter af 10. juli og 16. juli 1996).

I 24 sager er der efterfølgende sket underretning af den vagthavende. I fem af disse sager er det overvagtmesteren selv der har truffet beslutningen. I fem sager er der efterfølgende sket underretning af arrestforvareren. I tre sager fremgår det ikke af rapporten om underretning har fundet sted. I to af disse sager er beslutningen om anbringelse truffet af overvagtmesteren (jf. rapporter af 29. januar og 21. april 1996). I den ene sag er beslutningen truffet af en fængselsfunktionær, men rapporten er efterfølgende gennemset af arrestforvareren (jf. rapport af 24. april 1996).

Cirkulærets § 4 om lægetilsyn foreskriver at lægen skal tilkaldes når der er konkret mistanke om sygdom, eller hvis den indsatte selv begærer det. Tilsyn fandt sted i fire tilfælde.

I to sager er der sket tilsyn fordi personalet skønnede at det var nødvendigt. I det ene tilfælde skete tilsynet tre en halv time efter anbringelsen i observationscelle idet det skønnedes at der ikke var akut brug for lægetilsyn, og man afventede derfor afvikling af den almindelige konsultation. I det andet tilfælde skete tilsynet fem minutter efter anbringelsen i observationscelle idet lægen alligevel var i huset i anden anledning.

I en sag er der sket lægetilsyn uden at personalet skønnede det nødvendigt. I dette tilfælde skete det på den indsattes begæring. Her er der sket tilsyn tre gange under opholdet i observationscellen. Tilsynet er sket henholdsvis 25 minutter, en time og to timer efter anmodningen. I en sag fremgår det ikke af rapporten hvorfor der er sket lægetilsyn. Tilsynet er sket fem timer og 50 minutter efter anbringelsen.

Herudover er der i en sag sket tilsyn ved sygeplejerske da der fra den indsatte klagedes over ømhed. Der blev aftalt at der skulle ske lægetilsyn hvis ømheden fortsatte.

Ved anbringelse i observationscelle skal den indsatte jævnligt tilses af personalet, jf. cirkulærets § 6. I forbindelse med tilsynet skal der på et observationsskema foretages notat om tidspunktet for tilsynet og om indsattes tilstand, herunder eventuelle bemærkninger om behovet for at opretholde foranstaltningen.

I alle 32 sager er der sket jævnlig tilsyn, og der er angivet tidspunkter og notat om den indsattes tilstand o.l. I et enkelt tilfælde er der lavet et samlet notat for en vis længere periode, men dette gælder kun for de sidste seks timer og 25 minutter af et ophold på i alt 16 timer (jf. rapport af 27. marts 1996). Et sådant samlet notat om den indsattes tilstand over en længere periode opfylder ikke kravet i cirkulærets § 6 idet det ikke heraf fremgår hvor ofte - og på hvilket tidspunkt - den indsatte er blevet tilset.

Beslutningen om ophør af anbringelse i observationscelle træffes efter cirkulærets § 19, stk. 2, af anstaltslederen. Kompetencen kan dog delegeres til andre.

I 12 sager er beslutningen om ophør af observationscelleanbringelse truffet af en overvagtmester, i 14 sager af en fængselsfunktionær og i en sag af arrestforvareren. I tre sager fremgår det ikke af rapporten (eller de øvrige rapporter) hvilken stilling den pågældende har (jf. rapporter af 16. februar, 10. juli og 16. juli 1996).

I to sager er det ikke anført hvem der har taget beslutningen om ophør af observationscelleanbringelse (jf. rapporter af 13. juni og 16. september 1996), hvilket er en fejl.

I 24 sager er rapporterne efterfølgende gennemset af arrestforvareren. I en sag er rapporten efterfølgende gennemset af en overvagtmester. I syv sager fremgår det ikke af rapporten om den har været gennemset. I tre af disse tilfælde er det overvagtmesteren der har truffet beslutning om ophør af anbringelsen. I tre tilfælde er beslutningen truffet af en fængselsfunktionær (jf. rapporter af 20. januar, 29. januar og 13. februar 1996), og i et tilfælde fremgår det ikke af rapporten hvem der har truffet beslutningen (jf. rapport af 16. september 1996).

Jeg beder om at arresthuset oplyser om eventuelle interne retningslinier for fængselsfunktionærernes beslutning om anbringelse i observationscelle og ophævelse af observationscelleanbringelsen og efterfølgende underretning af ledelsen.

Varigheden af anbringelserne må efter cirkulærets § 19, stk. 1, ikke udstrækkes længere end det skønnes absolut påkrævet.

Anbringelserne er af varieret varighed. Den korteste anbringelse varede 55 minutter, og den længste anbringelse varede ca. seks døgn. Af de øvrige tilfælde varede 23 anbringelser under fem timer, fire under ti timer, og to under 15 timer. En anbringelse varede lidt over et døgn.

I fem sager er der sket overførelse til sikringscellen i Statsfængslet i Nyborg. I en sag blev den indsatte afhentet af politiet, og i en sag blev den indsatte overbragt til skadestuen.

I to sager er det anført i rapporten at der er sket overførelse til celle 10. I syv sager har den indsatte været indsat i celle 10 forud for anbringelsen i observationscelle. Denne celle var ifølge døren til cellen betegnet som nr. 111. Om arresthusets anvendelse af celle 111 henviser jeg til det der er anført ovenfor, under punkt 2 c.

Jeg har i de udleverede orienteringsrapporter fundet to sager hvori det er anført at den indsatte er blevet hensat i observationscelle (jf. orienteringsrapporter af 20. marts og 21. marts 1996). I rapportmaterialet over observationscelleanbringelser har jeg ikke fundet rapporter der angår disse anbringelser. Ved telefonisk henvendelse til arresthuset fik jeg oplyst af overvagtmesteren at alt rapportmaterialet er fremsendt. Jeg må forstå dette således at de to manglende rapporter ikke findes. Dette er beklageligt.

d. Forhørsprotokollen (disciplinærsager)

Jeg har modtaget i alt 210 forhørsprotokoller, men som nævnt ovenfor har jeg begrænset gennemgangen til et tilfældigt udvalgt kvartal, 3. kvartal i 1996. Vedrørende dette kvartal er der 45 rapporter. 31 af rapporterne angår varetægtsfængslede, otte angår fængselsdømte, en angår en hæftestrafafsoner, og i fem rapporter fremgår det ikke hvilken form for anbringelse der er tale om. I samtlige disse fem sager er der henvist til varetægtsbekendtgørelsen, og jeg går derfor ud fra at de fem sager også er gennemført over for varetægtsarrestanter.

Forhørene er afholdt som led i disciplinærsager der for så vidt angår fængselsdømte, behandles efter bekendtgørelse af 21. juni 1973, med senere ændringer, om fuldbyrdelse af frihedsstraf (fuldbyrdelsesbekendtgørelsen) og cirkulære af 10. marts 1976, med senere ændringer, om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for indsatte og om disciplinærsagers gennemførelse.

Disciplinærsager for varetægtsarrestanter behandles efter bekendtgørelse af 12. september 1978, med senere ændringer, om ophold i varetægtsfængsel (varetægtsbekendtgørelsen) og cirkulære af 13. september 1978, med senere ændringer, om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for varetægtsarrestanter og om disciplinærsagers gennemførelse.

Bestemmelserne i §§ 7 - 11 i cirkulæret af 10. marts 1976, med senere ændringer, er indholdsmæssigt identisk med bestemmelserne i §§ 6 - 10 i cirkulæret af 13. september 1978, med senere ændringer.

35 af de 45 sager endte med ikendelse af en disciplinærstraf der kan bestå i strafcelle eller bøde. I 22 sager blev den indsatte idømt strafcelle. I fire af disse blev den indsatte tillige idømt at betale et erstatningsbeløb. I andre fire sager skete der tillige konfiskation. I en af de 22 sager blev sagen tillige anmeldt til politiet. 13 sager endte med bødeforlæg. I tre af disse blev den indsatte tillige idømt at betale et erstatningsbeløb, og i tre sager skete der tillige konfiskation.

Bøderne udgjorde i alle 13 sager 25 kr.

Otte af de 35 sager vedrørte undvigelse/flugtforsøg, en sag vedrørte undvigelse under politiledsagelse til sygehus, og to sager vedrørte unddragelse af afsoning. Fem sager vedrørte besiddelse af hashpibe, to sager vedrørte hashrygning, en sag vedrørte besiddelse af ulovlige effekter samt hashrygning, to sager vedrørte hashrygning samt ødelæggelse af ske, en sag vedrørte fremstilling af hashpibe af en biblioteksbog, og en sag vedrørte besiddelse af hash. En sag vedrørte besiddelse af en sprøjte, to sager vedrørte besiddelse af salmiakspiritus, en sag vedrørte besiddelse af ikke tilladt medicin, to sager vedrørte indsmugling/forsøg på indsmugling og uddeling af piller, og en sag vedrørte rygning af heroin. Tre sager vedrørte upassende sprogbrug. En sag vedrørte besiddelse af værktøj, og en sag vedrørte uretmæssig ophold på gangene om natten.

Af de resterende 10 sager der endte med andet end idømmelse af en disciplinærstraf, var reaktionen i to sager at sagen blev afsluttet uden at der blev foretaget yderligere i sagen. I fire sager skulle der betales et erstatningsbeløb. I en af disse tilfælde blev løsladelse udsat et par timer. I en sag skete der anmeldelse til politiet. I to sager fremgår det ikke af rapporten om der er foretaget yderligere i sagen ud over samtale, og i en sag er det ikke anført om der har været samtale.

Ved gennemgangen af forhørsprotokollerne er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering af baggrunden for indberetningerne (som jeg ikke har været i besiddelse af), og af de afgørelser der er truffet efter forhørene. Gennemgangen nedenfor har koncentreret sig om iagttagelse af reglerne i de ovenfor nævnte bekendtgørelser og cirkulærer og inddrager alle disciplinærsagerne, uanset om reaktionen har været en disciplinærstraf efter disciplinærstrafcirkulærerne eller anden foranstaltning efter andre bestemmelser.

Det er institutionens leder, eller den han bemyndiger til på sit ansvar at udøve den, der har kompetencen til at træffe afgørelse i disciplinærsager, jf. fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 34, stk. 1, og varetægtsbekendtgørelsens § 36, stk. 1. Det er arrestforvareren der skal træffe den endelige afgørelse i en disciplinærsag, jf. institutionsinstruksen for personalet ved Arresthuset i Odense, afsnit 1, pkt. 1.19, ang. daglige opgaver på post 15.

I 37 sager er afhøringerne foretaget af en overvagtmester med en fængselsfunktionær som vidne. I fire sager er afhøringerne foretaget af arrestforvareren. I tre sager er det anført at der ikke er sket egentligt forhør, men samtaler, og disse rapporter er underskrevet af arrestforvareren. I en sag fremgår det ikke af rapporten om der har været foretaget forhør eller samtale, og i bekræftende fald hvem der har foretaget det.

Ud af de 37 rapporter hvor afhøringen er sket ved overvagtmester, har arrestforvareren i 30 sager gennemset rapporten. Syv rapporter er ikke blevet gennemset (jf. rapporter af 29. juli, 31. juli, 4. august, 29. august, 8. september, 9. september og 10. september 1996).

Disciplinærsager skal behandles så hurtigt som muligt, jf. § 7, stk. 2, i cirkulæret af 10. marts 1976 og § 6, stk. 2, i cirkulæret af 13. september 1978. I 31 sager blev sagen behandlet samme dag eller dagen efter. I seks tilfælde blev den behandlet efter to dage, og i tre sager efter fire dage. I fire tilfælde fremgår det ikke af rapporten hvornår forhør foregik (jf. rapporter af 1. juli, 18. juli, 4. september og 30. september 1996). I to af disse tilfælde var der ikke egentlig forhør, men beslutning om anmeldelse til politiet skete i den ene sag efter tre dage, og i den anden sag skulle løsladelse ske samme dag, og disciplinærsag blev ikke oprettet.

I en enkelt sag blev sagen først behandlet efter 18 dage. Dette skyldtes at den indsatte var indlagt. Forhøret blev foretaget straks efter genindsættelsen.

I §§ 7 og 8 i cirkulæret af 13. september 1978 og i §§ 8 og 9 i cirkulæret af 10. marts 1976 findes bestemmelser vedrørende proceduren ved behandlingen af disciplinærsager. Bestemmelserne i de to cirkulærer er, som nævnt ovenfor, enslydende, og jeg vil derfor kun citere fra det ene.

I fire sager blev rapporten optaget uden den indsattes tilstedeværelse. I tre sager er der foretaget en samtale med den indsatte uden at det er et egentligt forhør. En af disse sager endte med politianmeldelse, og i de to andre blev der ikke foretaget videre i sagen. I en sag er der intet anført i rapporten angående dette. Der er således optaget rapport om hændelser uden der er sket en egentlig afslutning af sagen. Dette må jeg forstå på den måde at der ikke blev foretaget mere i disse sager, og jeg foretager mig ikke videre vedrørende disse sager.

De resterende 41 sager er behandlet efter cirkulærets § 8 (§ 9 i cirkulæret af 10. marts 1976) der lyder således:

'I disciplinærsager i øvrigt gøres varetægtsarrestanten bekendt med, hvad der er indberettet, og orienteres i hovedtræk om, hvad der måtte være fremkommet under eventuelle afhøringer i sagen.

Stk. 2. Afgørelsen træffes under varetægtsarrestantens tilstedeværelse, efter at han har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 3. Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens funktionærer.

Stk. 4. Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede og de afgivne forklaringer, der skal protokolleres, medens vedkommende er til stede. Protokollatet skal endvidere indeholde oplysning om, hvilke bestemmelser der anses overtrådt, på hvilket grundlag dette anses for bevist og oplysning om afgørelsen.'

De indsatte er i alle 41 sager blevet partshørt i overensstemmelse med § 8, stk. 1 (§ 9, stk. 1, i cirkulæret af 10. marts 1976). Bestemmelserne i § 8, stk. 2, 3 og 4, 1. og 2. punktum (§ 9, stk. 3, 3 og 4, 1. og 2. punktum i cirkulæret af 10. marts 1976), er også iagttaget i alle sagerne.

I 36 ud af de 41 sager erkender den indsatte rapportens rigtighed i overensstemmelse med § 8, stk. 4, 3. punktum (§ 9, stk. 4, 3. punktum, i cirkulæret af 10. marts 1976). I de resterende fem sager er det ikke direkte anført at den indsatte har godkendt forhøret, men den indsatte er gjort bekendt med rapportens indhold og har udtalt sig om forløbet uden at nægte at godkende rapporten.

I 36 ud af de 41 sager er kravet i § 8, stk. 4, 4. punktum (§ 9, stk. 4, 4. punktum, i cirkulæret af 10. marts 1976), vedrørende oplysninger om hvilke bestemmelser der anses overtrådt, overholdt. I to tilfælde er sagen afsluttet uden at der er foretaget yderligere i sagen. I to sager er der idømt strafcelle uden at hjemmel hertil er anført (jf. rapporter af 3. juli og 24. juli 1996), og i en sag er løsladelse udsat nogle timer.

I en disciplinærsag mod en fængselsdømt er der henvist til varetægtsbekendtgørelsens § 35, jf. § 18, stk. 3, jf. § 1, i cirkulæret af 13. september 1978. Der burde have været henvist til fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33, jf. § 19, stk. 2, jf. § 1 i cirkulæret af 10. marts 1976 (jf. rapport af 1. juli 1996).

I 11 sager i alt skal den indsatte betale et erstatningsbeløb. De idømte erstatningsbeløb skyldes ødelæggelse af diverse inventar, f.eks. et ødelagt krus, en ødelagt arkitektlampe, opsætning af nedrevet hylde og reparation af mur. Beløbene varierer mellem 5 kr. og op til 216 kr.

I to af de 11 sager er der givet hjemmelshenvisning til retsplejelovens § 931, stk. 5, (jf. rapporter af 16. juli og 17. juli 1996). Denne bestemmelse omhandler udenretlig konfiskation og er derfor ikke rette hjemmel til erstatningspålæggelse.

I syv sager er det anført i rapporten at der er sket konfiskation af diverse genstande. Over for fængselsdømte kan der ske konfiskation af genstande som er ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i institutionen, medmindre genstandene tilhører nogen som ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold, jf. straffelovens § 47, stk. 3, og reglerne i fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 37. Over for varetægtsarrestanter findes hjemlen for konfiskation i retsplejelovens § 931, stk. 5, jf. Justitsministeriets bek. nr. 850 af 27. oktober 1993, om udenretlig vedtagelse af konfiskation. Herefter kan der ske konfiskation af nærmere angivne genstande, herunder euforiserende stoffer og genstande der benyttes eller er bestemt til at benyttes ved indtagelse af sådanne stoffer, hvis den pågældende administrativt vedtager dette. Hvis den pågældende ikke vil vedtage konfiskation, må genstandene overdrages til politiet med henblik på eventuel beslaglæggelse, jf. disciplinærstrafvejledningens pkt. 12. Effekter der ikke er omfattet af bekendtgørelsen, men som ikke er tilladt at have i institutionen, kan henlægges på depot til løsladelsen.

Fem sager angår varetægtsarrestanter. I tre af disse sager er der sket konfiskation med henvisning til retsplejelovens § 931, stk. 5, og i to sager er der ikke angivet nogen hjemmel (jf. rapporter af 3. juli og 24. juli 1996). I alle fem sager er der tale om konfiskation af euforiserende stoffer eller genstande der benyttes/er bestemt til at benyttes ved indtagelse af sådanne stoffer.

I en sag mod en fængselsdømt er der sket konfiskation med henvisning til retsplejelovens § 931, stk. 5 (jf. rapport af 1. juli 1996). Der burde have været henvist til straffelovens § 47, stk. 3.

I en sag fremgår det ikke af rapporten hvilken form for anbringelse der er tale om. Der er i sagen henvist til retsplejelovens § 931, stk. 5, og jeg går derfor ud fra at denne sag er gennemført over for en varetægtsarrestant.

Kravet om oplysning om på hvilket grundlag overtrædelsen er anset for bevist, er overholdt i 39 ud af de 41 sager. De resterende to sager er afsluttet uden at der foretages yderligere i sagen.

I de 35 sager der endte med ikendelse af disciplinærstraf, er der givet klagevejledning om adgangen til at klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen ved indsendelse gennem anstalten, jf. varetægtsbekendtgørelsens § 29, stk. 2, fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 28, stk. 2, og forvaltningslovens § 25. I de ti sager der endte med andet end idømmelse af disciplinærstraf, er der i tre sager givet klagevejledning. Disse tre sager endte alle med at den indsatte skulle erstatte ødelagte effekter. I to sager blev der ikke foretaget yderligere i sagen, og det er derfor ikke nødvendigt med klagevejledning. En sag endte med udsættelse af løsladelse uden at der er givet klagevejledning (jf. rapport af 18. juli 1996), hvilket der burde have været. En sag endte med politianmeldelse, og der er ikke her givet klagevejledning. I tre sager er der intet anført om klagevejledning da disse sager ikke er behandlet som egentlige disciplinærsager.

13. Opfølgning

Som det fremgår af de enkelte afsnit ovenfor, har jeg i flere tilfælde bedt arresthuset om nærmere underretning vedrørende forskellige forhold. Jeg beder om at disse underretninger sendes gennem Direktoratet for Kriminalforsorgen for at direktoratet kan få lejlighed til at kommentere det arresthuset anfører.

14. Underretning

Denne rapport sendes til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Arresthuset i Odense. Arresthuset modtager desuden et eksemplar til de indsatte. Endvidere vil rapporten blive sendt til Folketingets Retsudvalg."

Arresthuset var allerede i et brev af 10. november 1997 på baggrund af en foreløbig udgave af rapporten fremkommet med bemærkninger til nogle af de spørgsmål som inspektionsrapporten rejste. Folketingets Ombudsmand skrev derfor den 22. december 1997 således til arresthuset:

"Jeg vender hermed tilbage til arresthusets brev af 10. november 1997 udarbejdet på baggrund af min foreløbige rapport af 22. oktober 1997 om min inspektion af arresthuset. Jeg henviser til at jeg ved fremsendelsen af den endelige rapport af 26. november 1997 meddelte at jeg efterfølgende ville tage stilling til det arresthuset havde anført i brevet.

1) Under inspektionen havde jeg en samtale med en indsat som bl.a. efterlyste daglige aviser der er tilgængelige for de indsatte.

Arresthusets ledelse oplyste efterfølgende at spørgsmålet om der skulle afsættes midler til et avisabonnement til de indsatte, ville blive taget op i samarbejdsudvalget.

I inspektionsrapporten bad jeg ... arresthuset underrette mig om resultatet af overvejelserne i samarbejdsudvalget.

Arresthuset har nu oplyst følgende:

'... spørgsmålet om avis til de indsatte har været drøftet. Der er ikke på nuværende tidspunkt afsat midler til yderligere indkøb af aviser til de indsatte. Det kan oplyses, at arresthuset abonnerer på Fyns Stiftstidende, som bliver udlånt til de indsatte når der er et konkret ønske herom.'

En daglig avis til godt 50 indsatte er naturligvis helt utilstrækkeligt hvis der blandt blot et ikke helt lille antal indsatte er ønske om daglig avislæsning.

Jeg går ud fra at arresthusets beslutning om ikke at udvide avisholdet (også) bygger på en vurdering af den udviste interesse hos de indsatte for daglig avislæsning. En forudsætning for at en sådan interesse kan registreres, er imidlertid at muligheden for at låne en daglig avis er oplyst over for de indsatte. Det vil derfor efter min opfattelse være hensigtsmæssigt at det fremgår af den mappe med oplysninger om praktiske oplysninger som de indsatte får udleveret, at der er mulighed for dagligt at låne en avis. På baggrund af den interesse der da måtte vise sig, kunne der være anledning til at tage spørgsmålet om avishold i arresthuset op på ny.

Jeg foretager i øvrigt ikke yderligere vedrørende dette spørgsmål.

2) Vedrørende det planlagte om- og tilbygningsprojekt for arresthuset bad jeg i inspektionsrapporten arresthuset om underretning om byggeprojektets status efter at Boligministeriet havde givet tilladelse til at sende projektet i udbud. Jeg bad arresthuset om at underrette mig om hvorvidt byggeprojektet var sendt i udbud, og så vidt muligt om hvornår arbejdet forventedes påbegyndt og afsluttet.

I brevet af 10. november 1997 oplyste arresthuset at arresthuset er uden indflydelse på spørgsmålet om byggeriets påbegyndelse og forventede afslutning, og spørgsmålet blev derfor henvist til besvarelse i Direktoratet for Kriminalforsorgen. Direktoratet meddelte ved fremsendelsen af arresthusets brev hertil at direktoratet ikke havde bemærkninger til det anførte vedrørende byggeprojektet.

Jeg har samtidig hermed bedt Direktoratet for Kriminalforsorgen om en nærmere redegørelse vedrørende byggesagen.

3) Jeg bad desuden ... arresthuset om oplysning om eventuelle interne retningslinier for fængselsfunktionærernes beslutning om anbringelse i observationscelle og ophævelse af observationscelleanbringelse og efterfølgende underretning af ledelsen.

Arresthuset har oplyst følgende:

'...administration af observationscelleanbringelsers ophør sker i overensstemmelse med observationscellecirkulærets § 19, hvor der i stk. 2 er fastlagt regler for kompetencen og underretningspligten.

I arresthusets INSTITUTIONSINSTRUKS er der, i afsnit 2.2.4. fastsat bestemmelse for 'Underretning om magtanvendelse'. I dette afsnit er det beskrevet at 'I alle tilfælde af magtanvendelse skal arrestforvareren eller den overvagtmester der iflg. meddelelse har vagten, underrettes om det passerede'.

Det er praksis, at også ophør af anbringelse i observationscelle meddeles i overensstemmelse med denne bestemmelse.'

Jeg lægger til grund at det beror på en misforståelse at arresthuset alene har udtalt sig om praksis i forbindelse med ophævelse af observationscelleanbringelse. Jeg går således ud fra at den omtalte praksis finder anvendelse ikke alene ved ophævelse af observationscelleanbringelse, men også i forbindelse med funktionærers eventuelle beslutninger om anbringelse i observationscelle.

Jeg går endvidere ud fra at underretningen efter arresthusets praksis skal ske snarest muligt efter hændelsen ligesom det ifølge institutionsinstruksen er tilfældet for så vidt angår magtanvendelse.

Med disse bemærkninger tager jeg til efterretning at arrestforvareren eller den vagthavende overvagtmester efter arresthusets praksis underrettes om anbringelser i observationscelle og ophævelse af en sådan anbringelse som besluttes af en fængselsfunktionær, og at dette sker snarest muligt efter at foranstaltningen er gennemført.

Jeg henstiller at denne praksis udtrykkeligt indføjes i institutionsinstruksen, og jeg beder arresthuset underrette mig om hvad der foretages vedrørende spørgsmålet.

..."

Den 2. januar 1998 modtog jeg et brev med bilag fra arresthuset vedrørende interne retningslinier for fængselsfunktionærernes beslutning om anbringelse i observationscelle og ophævelse af anbringelse og efterfølgende underretning af ledelse (pkt. 3 i mit brev af 22. december 1997). I mit svar til arresthuset af 6. januar 1998 skrev jeg følgende:

"...

Arresthuset har vedlagt kopi af en revideret vejledning om underretningspligt som efter det oplyste er indsat i arresthusets institutionsinstruks. Heraf fremgår det at arrestforvareren eller den vagthavende overvagtmester snarest muligt efter hændelsen skal underrettes i alle tilfælde af anbringelse i observationscelle eller ophør af observationscelleanbringelse.

Arresthusets praksis fremgår således nu udtrykkeligt af arresthusets interne retningslinier, og jeg foretager mig herefter ikke mere vedrørende spørgsmålet."

Den 22. december 1997 bad jeg desuden Direktoratet for Kriminalforsorgen om en nærmere redegørelse vedrørende byggesagen. Jeg bad om at direktoratet bl.a. oplyste hvorvidt byggeprojektet nu var sendt i udbud. I benægtende fald bad jeg om en redegørelse for baggrunden herfor og om oplysning om hvornår byggeriet forventes påbegyndt og afsluttet.

Den 26. februar 1998 skrev inspektionschefen til direktoratet og bad på ny om oplysninger vedrørende byggesagen. I brevet bemærkede inspektionschefen derudover følgende:

"Jeg er i øvrigt blevet bekendt med at direktoratet forgæves har ansøgt Finansministeriet om dispensation efter § 2, stk. 3, i Finansministeriets cirkulære nr. 100 af 27. juni 1997 om afgift på anlægsprojekter i staten. Det giver mig anledning til at bemærke at Bygge- og Boligstyrelsen under en af mine medarbejderes telefoniske henvendelse dertil vedrørende sagen den 13. oktober 1997 oplyste at ansøgninger om udbudstilladelse indgivet før den 1. juli 1997 ikke var omfattet af cirkulæret af 27. juni 1997 om 20%'s afgift. Dette fulgte ifølge det oplyste af Boligministeriets tillægsskrivelse af 9. oktober 1997 til cirkulæreskrivelse af 8. februar 1995. I forbindelse med direktoratets besvarelse i øvrigt vil jeg sætte pris på at modtage oplysning også om dette spørgsmål."

I Direktoratet for Kriminalforsorgens brev af 2. april 1998 redegjorde direktoratet nærmere for byggesagen og kommenterede enkelte punkter i den endelige inspektionsrapport af 26. november 1997. Om brevet til direktoratet den 26. februar 1998 skrev direktoratet følgende:

"Ombudsmanden henviser i skrivelse af 26. februar bl.a. til Boligministeriets tillægsskrivelse af 9. oktober 1997 til cirkulæreskrivelse af 8. februar 1995. Heraf fremgår det, at 'Byggerier, hvor ansøgning om udbudstilladelse efter Boligministeriets cirkulæreskrivelse af 8. februar 1995 er dateret før 1. juli 1997 gives udbudstilladelse af ministeriet og pålægges ikke afgift efter Finansministeriets cirkulæreskrivelse af 27. juni 1997'. Den 6. november 1997 udsendte Boligministeriet en rettelsesskrivelse til denne tillægsskrivelse, hvoraf det fremgår, at alene byggerier, som har fået en udbudstilladelse før 1. juli 1997, ikke pålægges afgift. Som nævnt fik direktoratet først tilladelse til udbud i september 1997, hvorfor byggeriet i Odense ikke er fritaget for afgiften. Til orientering vedlægges kopi af de nævnte skrivelser."

Direktoratet skrev følgende som kommentarer til den endelige inspektionsrapport af 26. november 1997:

"Ad s. 361 ‑ besøgsrum: Ombudsmanden fandt at besøgsrummene var uindbydende og gjorde et yderst forstemmende indtryk.

Arresthuset har hertil oplyst, at begge besøgsrum blev renoveret med maling umiddelbart efter ombudsmandens besøg. Møblerne blev ligeledes malet og der blev indkøbt nye hynder til stolene. Rummene fremstod herefter i en mere venlig og i alt fald istandsat tilstand.

Direktoratet kan oplyse, at det ovenfor omtalte om‑ og tilbygningsprojekt omfatter etablering af 4 nye besøgsrum i tilbygningen. I hvert besøgsrum vil der blive indrettet et toiletrum med håndvask. Endvidere vil der blive anskaffet nye brikse, stole, borde, udsmykning mv.

Ad s. 361 ‑ fritidsfaciliteter:

Ombudsmanden fandt styrketræningsrummet nedslidt og meget trangt, og udtaler at kældergangen ikke forekommer velegnet som fritidsopholdsområde. Ombudsmanden fandt det endvidere utilstrækkeligt, at styrketræningsrummet og bordtennisbordet kun kan benyttes af 4 indsatte ad gangen.

Arresthuset har hertil oplyst, at styrketræningsrummet er blevet renoveret med maling samt ny gulvbelægning. En varmekanal i rummet blev istandsat og monteret med en rustfri kappe, så alle de skader der var tilføjet den eksisterende varmekanal blev fjernet. Arresthuset er enig med ombudsmanden i, at kældergangen ikke er velegnet til bordtennisspil, men det er den eneste mulighed, der kan anvises på nuværende tidspunkt. Arresthuset har endvidere oplyst, at det skyldes hensynet til orden og sikkerhed, at kun 4 indsatte kan benytte fritidstilbudene samtidig.

Direktoratet skal bemærke, at byggeprojektet i arresthuset i Odense ikke omfatter en egentlig istandsættelse/modernisering af det eksisterende arresthus. Når byggeriet er afsluttet vil direktoratet undersøge de økonomiske muligheder for bl.a. at gennemføre en yderligere istandsættelse af lokalerne i kælderen mv.

Ad s. 362 ‑ brusekabiner på 2. sal:

Ombudsmanden fandt det utilfredsstillende at brusekabinerne på 2. sal ikke kan anvendes samtidig. Ombudsmanden har desuden bemærket, at et toiletrum på 2. sal mangler et dørhåndtag og at brusekabinerne ikke virkede helt rene.

Arresthuset har hertil oplyst, at problemet med manglende vandtilførsel til baderummene på 2. sal har været drøftet med direktoratets ingeniør og løsningen er udskiftning af en del af arresthusets varmtvandsanlæg, herunder rørføringen til etagen. En sådan udskiftning har hidtil været anset for så økonomisk belastende, at der endnu ikke er søgt om økonomisk bevilling hertil. I forbindelse med den planlagte til‑ og ombygning i arresthuset er varmtvandsanlægget en del af projektet. Arresthuset har desuden oplyst, at den defekte dør er repareret, ligesom rengøringen i brusekabinerne er intensiveret.

Direktoratet kan bekræfte, at problemet med den utilstrækkelige vandtilførsel til brusekabinerne på 2. sal vil blive løst i forbindelse med gennemførelse af byggeprojektet.

Ad s. 362 ‑ forsvarerlokalet:

Ombudsmanden bemærker, at forsvarerlokalet trænger til renovering og nye møbler og finder det utilfredsstillende, at værelset af og til inddrages til cellebrug når arresthuset er overbelagt.

Arresthuset har hertil oplyst, at lokalet løbende renoveres og vedligeholdes med bl.a. maling. Udskiftning af møbler sker i det omfang økonomien tillader det. Idet rummet også bruges til husning af indsatte ‑ både de, der indsættes kort tid for retsfremstilling og de, der indsættes på tidspunkter, hvor arresthuset er fyldt op og derfor kommer til at bo i rummet i op til 12 timer ‑ er det et meget belastet rum, som det til tider kan være vanskelig at holde i orden. Arresthuset er enig med ombudsmanden i, at det er utilfredsstillende at værelset af og til inddrages til cellebrug, men at det skyldes arresthusets til stadighed meget anstrengte belægssituation.

Direktoratet kan vedrørende belægssituationen, til almindelig orientering oplyse, at belægget af varetægtsarrestanter igennem de seneste to år er steget mærkbart, hvilket illustreres af, at der i gennemsnit i hele landet var indsat 917 varetægtsarrestanter i 1997 mod 826 i 1996 og tendensen tyder på fortsat at være stigende i 1998. Kriminalforsorgen har imidlertid ikke haft mulighed for at udvide arrestkapaciteten i takt med det øgede belæg af varetægtsarrestanter, hvilket har haft den konsekvens, at mange arresthuse, herunder også arresthuset i Odense, i kortere eller længere perioder har haft overbelæg. Direktoratet har imidlertid været nødt til at fastholde overfor samtlige arresthuse, at alle varetægtsarrestanter skal modtages, uanset at dette kan indebære et akut overbelæg i et givent arresthus med deraf følgende inddragelse af disponible opholdsrum. Det bemærkes, at direktoratet i forbindelse med aktuelle kapacitetsproblemer i f.eks. et arresthus afhjælper situationen umiddelbart ved at forestå overførsler af bestemte grupper af indsatte fra det pågældende arresthus til enten et andet arresthus eller alternativt til et fængsel.

Direktoratet skal beklage, at det i akutte belægsmæssige situationer har været nødvendigt af og til at inddrage forsvarerlokalet til almindelig belæg, men er under de givne omstændigheder enig i arresthusets disposition som et alternativ til at dobbeltbelægge celler. Direktoratet lægger herved vægt på, at ifølge Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens, cirkulære af 19. december 1980 om varetægtsarrestanters adgang til brevveksling og besøg mv. § 12, stk. 4, har varetægtsarrestanter altid ret til besøg af sin forsvarer, hvilken bestemmelse efter det oplyste ikke er overtrådt. Direktoratet kan endvidere henholde sig til, at der ved den forestående udvidelse af arresthuset i Odense, dels vil ske en samlet kapacitetsudvidelse til at imødegå de nuværende belægsproblemer, dels blive etableret fire besøgsrum, som tillige kan benyttes til besøg af forsvarere.

Ad s. 363 ‑ gårdtursarealet:

Ombudsmanden fandt gårdtursarealet i meget dårlig vedligeholdelsesstand og bemærker, at arealet gav et særdeles utidssvarende indtryk.

Direktoratet kan hertil oplyse, at der, inden byggeriet iværksættes, vil blive etableret midlertidige gårde, som skal benyttes i byggeperioden. Ultimo 1998 vil man iværksætte opførelsen af et nyt gårdtursareal til en forventet udgift på ca. 2,5 ‑ 3 mio. kr., som skal afholdes af kriminalforsorgens almindelige bevillinger. Gårdtursarealet forventes at kunne tages i brug senest i løbet af den første halvdel af 1999.

Ad s. 363 ‑ lægebetjening mv.:

Ombudsmanden antager, at direktoratet er enig i det ønskelige i, at de indsatte i et vist omfang sikres en ensartet lægelig behandling i kriminalforsorgens institutioner og at direktoratet overordnet følger patientbehandlingen i institutionerne, herunder behandlingen af narkomaner, og løbende overvejer behovet for vejledning til det lægelige personale i institutionerne. Ombudsmanden antager desuden at eventuel behandling af en narkoman, der er iværksat i amtskommunalt regi, som udgangspunkt fortsættes under ophold i kriminalforsorgens institutioner.

Direktoratet kan hertil oplyse at man er enig med ombudsmanden i, at det er ønskeligt, at de indsatte i hvert fald i et vist omfang sikres en ensartet lægelig behandling.

Blandt andet med henblik på at vejlede direktoratet med hensyn til behandlingen af konkrete og generelle spørgsmål er der ansat konsulenter i psykiatri, almenlægelige og hygiejniske spørgsmål, sygeplejefaglige spørgsmål samt AIDS. Disse konsulenters opgaver er blandt andet at følge patientbehandlingen på hver deres områder indenfor kriminalforsorgen. Konsulenterne mødes med jævne mellemrum med direktoratet. Der er dermed etableret et forum, hvor direktoratet kan rådføre sig med konsulenterne og disse til gengæld holde direktoratet orienteret om spørgsmål af interesse.

Det er et anerkendt princip, at de indsatte i Kriminalforsorgens institutioner skal have tilbud om lægelig behandling, som er af samme faglige standard, som den, der tilbydes borgerne udenfor fængsler og arresthuse. Den omstændighed, at størstedelen af de læger, der ansættes som fængsels‑ og arresthuslæger, af Sundhedsstyrelsen er anerkendt som speciallæger i almen medicin og har deres hovedbeskæftigelse som praktiserende læger, bidrager til at sikre, at indsatte behandles i overensstemmelse med det ovennævnte princip.

Blandt de vejledninger, som Sundhedsstyrelsen udsender til landets ‑ inclusive kriminalforsorgens ‑ læger, vedrører nogle patientbehandling i relation til konkrete problemstillinger, andre mere overordnede principper for lægefaglig virksomhed. Hensynet til den fornødne lægefagligt begrundede ensartethed i behandlingen må efter direktoratets opfattelse i almindelighed være tilstrækkeligt varetaget ved, at lægerne arbejder i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens generelle anvisninger. Det kan imidlertid i visse situationer være relevant at tage hensyn til de særlige fængselsmæssige forhold. For eksempel kan ønskeligheden af at begrænse stof‑ og medicinmisbrug mest muligt nødvendiggøre udsendelsen af vejledninger vedrørende anvendelsen af bestemte lægemidler eller lignende.

Kriminalforsorgens lægemiddelkomite, som er en ekspertkomite, har udarbejdet en rekommendationsliste. Listen blev udarbejdet i 1993, efter at fængsels‑ og arresthuslægerne forinden havde haft lejlighed til at oplyse, hvilke præparater, der på det tidspunkt anvendtes i institutionen, og hvilke præparater, der ønskedes optaget på listen. En revideret rekommendationsliste blev udsendt i 1995 med en opfordring til fængsels‑ og arresthuslæger om at fremkomme med forslag til udvalgte emner af interesse for kriminalforsorgen, der ønskedes belyst ved ad hoc informationer. Komiteen har med udgangspunkt i lægernes forslag udsendt de i anden sammenhæng omtalte RePLiKer.

Med to til tre års mellemrum afholdes der møder mellem direktoratet og samtlige af Kriminalforsorgens læger, hvor direktoratet og eventuelt udefra kommende eksperter orienterer om generelle og konkrete emner, og hvor der desuden er lejlighed til gensidig udveksling af informationer og synspunkter. Efter direktoratets opfattelse, er der med den regelmæssige kontakt mellem direktoratet og de sundhedsfaglige konsulenter, beskæftigelsen af læger, der har deres hovedbeskæftigelse indenfor det almindelige sundhedsvæsen, udsendelsen af vejledninger/informationsmateriale m.v. til Kriminalforsorgens læger om emner, hvor særlige fængselsmæssige hensyn er af betydning for lægernes arbejde samt direktoratets møder med den samlede gruppe af læger i Kriminalforsorgen, skabt rammer, der giver gode muligheder for at sikre, at behandlingen af de indsatte sker på et niveau, som dels harmonerer med god lægefaglig standard og dels tager hensyn til de særlige forhold, der gælder inden for Kriminalforsorgen.

Direktoratet er enig i, at behandling af indsatte stofmisbrugere bør finde sted i nært samarbejde med det amtskommunale behandlingssystem, og at en påbegyndt behandling af en narkoman som udgangspunkt bør fortsættes under opholdet i Kriminalforsorgens institutioner. Der er nedsat en kontaktgruppe mellem Kriminalforsorgen og Socialministeriet. Et af de emner, som kontaktgruppen beskæftiger sig med, er samarbejdet mellem Kriminalforsorgen og det almindelige behandlingssystem om behandlingen af kriminelle stofmisbrugere. Direktoratet er iøvrigt repræsenteret i Narkotikarådet og har dermed mulighed for at gøre sin indflydelse gældende under den debat, der finder sted i rådet, ligesom direktoratet herved også sikres løbende orientering om de overvejelser, der foregår med hensyn til den fremtidige narkotikapolitik i landet. Direktoratets repræsentant i Narkotikarådet er tillige formand for Kriminalforsorgens rusmiddelgruppe, som er koordinerende organ for Kriminalforsorgens politik på rusmiddelområdet. Efter direktoratets opfattelse tilgodeses hensynet til ønskeligheden af ensartethed i den lægelige behandling og koordinationen med det almindelige narkobehandlingssystem i væsentlig grad ved de ovenfor beskrevne initiativer mv.

Ad s. 365 ‑ overbelægget:

Ombudsmanden finder det uheldigt, at arresthusets overbelægningsproblemer fører til at et af besøgsrummene til tider inddrages til cellebrug, således at besøgstiderne af den grund har måttet indskrænkes.

Direktoratet kan vedrørende de indledende bemærkninger til belægget i arresthuset i 1996 (rapporten side 000 ff.) oplyse, at ifølge Kriminalforsorgens officielle statistik har Arresthuset i Odense i 1996 haft et gennmemsnitligt dagligt belæg på 52,0 pladser ud af den samlede kapacitet på 55 pladser, hvilket svarer til en belægningsprocent på 94,5%. Grundlaget for denne statistik er beregninger, der er baseret på de daglige indberetninger, som alle Kriminalforsorgens institutioner foretager på hverdage kl. 10.00. Tidspunktet er fastsat ud fra overvejelser om de forskellige institutioners belæg i løbet af en dag, idet det er forudsat, at belægget kan variere i både positiv og negativ retning i forhold til det indberettede tidspunkt.

Det kan imidlertid bekræftes, at arresthuset igennem de senere år har haft et højere belæg end forudsat, hvilket var baggrunden for, at der på Finansloven for 1995 blev afsat midler til at udvide arresthuset med ca. 15 pladser.

Direktoratet kan som forklaring på overbelægningsproblemerne henvise til bemærkningerne vedrørende forsvarerlokalet. Direktoratet beklager, at det på denne baggrund har været nødvendigt at inddrage besøgsrummene, men er under de givne omstændigheder enig i arresthusets disposition som et alternativ til at dobbeltbelægge celler. Direktoratet lægger herved vægt på, at varetægtsarrestanter ifølge Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens, cirkulære af 19. december 1980 om varetægtsarrestanters adgang til brevveksling og besøg mv., § 13, skal have adgang til besøg, så ofte forholdene i varetægtsfængslet (arresthuset) tillader det og ifølge § 13, stk. 2, for minimum en halv time ad gangen. Direktoratet lægger endvidere vægt på, at afsonere ifølge Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens, cirkulære af 18. december 1980 om de indsattes adgang til brevveksling og besøg mv., § 13, stk. 1, har adgang til et ugentligt besøg, der i henhold til samme cirkulæres § 14, minimum skal have en varighed af en halv time. Disse bestemmelser er ifølge det oplyste ikke overtrådt.

Direktoratet kan endvidere henvise til det ovenfor anførte vedrørende den forestående udvidelse af arresthuset i Odense, hvorefter der dels vil ske en samlet kapacitetsudvidelse til at imødegå de nuværende belægsproblemer, dels vil blive etableret fire besøgsrum til afløsning af de eksisterende to.

Ad s. 366 ‑ personalefaciliteter:

Ombudsmanden finder at de eksisterende personalefaciliteter, særligt for så vidt angår omklædnings‑ og bademuligheder, er særdeles mangelfulde.

Direktoratet kan hertil oplyse, at der i kælderen under den nye tilbygning vil blive etableret to personalegarderober med bad og toilet til henholdsvis kvindelige og mandlige ansatte. Endvidere vil der i tilbygningen blive indrettet nye kontorer og kantine med tekøkken til personalet.

Ad s. 366 ‑ udvidelse af kapaciteten:

Ombudsmanden finder bl.a. at arresthuset har et påtrængende behov for udvidelse af kapaciteten.

Direktoratet kan henvise til, at den planlagte om‑ og tilbygning af arresthuset i Odense indebærer en kapacitetsudvidelse på i alt 15 pladser, som antages at imødegå de nuværende belægsproblemer.

Ad s. 368 ‑ notat om lægetilsyn:

Ombudsmanden går ud fra, at arresthusets ledelse er opmærksom på, at der skal gøres notat om lægetilsyn på håndjernsrapporterne og om fornødent indskærper dette overfor personalet.

Arresthuset har hertil oplyst, at man er opmærksom på, at der skal ske notat, hvilket på de daglige morgenmøder er meddelt personalet.

Direktoratet kan henholde sig til det af arresthuset anførte.

Ad s. 369 ‑ magtanvendelse:

Ombudsmanden anfører, at det i en konkret sag vedrørende magtanvendelse ikke er anført, hvori magtanvendelsen bestod samt at det i en anden sag ikke var angivet om magtanvendelse har været søgt undgået.

Arresthuset har hertil oplyst, at de omtalte mangler er nævnt overfor personalet og at man i fremtiden vil drage omsorg for, at de manglende noteringer bliver tydeliggjort.

Direktoratet kan henholde sig til det af arresthuset anførte.

Ad s. 370 ‑ rapporter vedrørende anbringelse i observationscelle: Ombudsmanden finder det beklageligt, at der tilsyneladende mangler to rapporter vedrørende anbringelse i observationscelle.

Arresthuset beklager, at disse rapporter mangler og oplyser, at forklaringen herpå kan være at rapporterne er medsendt til det sted, hvortil de indsatte er overført. Den mulighed er ikke undersøgt nærmere.

Direktoratet kan henholde sig til det af arresthuset anførte.

Ad s. 373 ‑ forkert hjemmelshenvisning:

Ombudsmanden bemærker, at der i en konkret sag burde være henvist til fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33, jf. § 19, stk. 2, og til cirkulære af 10. marts 1976. Ombudsmanden bemærker desuden, at retsplejelovens § 931, stk. 5 ikke er den rette hjemmel til erstatningspålæggelse.

Arresthuset beklager, at der i en konkret disciplinærsag er henvist til en forkert bestemmelse. Arresthuset har tilkendegivet, at man vil bestræbe sig på at undgå sådanne fejltagelser."

I brev af 14. april 1998 skrev inspektionschefen følgende til Direktoratet for Kriminalforsorgen:

"Af direktoratets oplysninger vedrørende byggesagen fremgår det bl.a. at byggeprojektet efter en foreløbig, skitseret tidsplan nu vil blive gennemført med forventet byggestart i uge 19/1998 og forventet afslutning omkring uge 15/1999.

Jeg beder direktoratet om at underrette mig når byggeriet er afsluttet.

Jeg tager det i øvrigt oplyste vedrørende byggesagens forløb til efterretning, herunder direktoratets henvisning til Boligministeriets rettelsesskrivelse af 6. november 1997 angående hvilke byggerier der skal pålægges 20% afgift efter Finansministeriets cirkulære nr. 100 af 27. juni 1997.

Direktoratet har desuden i brevet kommenteret de af mine tilkendegivelser i rapporten som ikke mundede ud i en henstilling eller anmodning om yderligere oplysninger e.l. Jeg har noteret mig det som direktoratet har anført til de enkelte punkter.

Jeg beder i den forbindelse om underretning om resultatet af direktoratets undersøgelse af de økonomiske muligheder for efter byggeprojektets afslutning bl.a. at gennemføre yderligere istandsættelse af lokalerne i arresthusets kælder mv."