"Ministeren bedes redegøre for, hvordan det er gået med at udnytte det eksisterende regelsæt i forhold til begrænsning af indsattes aktindsigt. Hvilke analyser ligger der til grund for de foreslåede ændringer, og hvordan harmonerer ændringerne med proportionalitetsprincippet?"

Efter forvaltningslovens § 9, stk. 1, kan den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter.

Adgangen til at undtage oplysninger af hensyn til straffuldbyrdelse mv. er hjemlet i forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3, hvorefter retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang partens interesse i at benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller andre private eller offentlige interesser, herunder forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædels er, straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning. Anvendelsen af denne undtagelsesbestemmelse beror på en konkret afvejning i hvert enkelt tilfælde af partens interesse i at få kendskab til sagens dokumenter over for de modstående hensyn, der taler for at begrænse retten til aktindsigt.

Som det fremgår af pkt. 3 i bemærkningerne til lovforslaget, bygger forslaget om begrænsning i indsattes adgang til aktindsigt på en udtalelse, som Straffelovrådet har afgivet i 1996 om aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse. Straffelovrådets flertal anførte i den forbindelse – jf. herved pkt. 3.2.1. i bemærkningerne til lovforslaget – at erfaringen har vist, at kriminalforsorgen ikke gennem de gældende regler opnår pnå de oplysninger fra medindsatte, der er nødvendige for at opretholde ro og orden i fængslerne. Risikoen for repressalier fra stærke indsatte er så betydelig, at kriminalforsorgen normalt kun modtager belastende oplysninger fra medindsatte, hvis de pågældende kan garanteres anonymitet. Dette er imidlertid ikke muligt efter de gældende regler, hvor adgangen til at begrænse adgangen til aktindsigten beror på en konkret vurdering.

Straffelovrådets flertal anførte videre, at dette forhold i praksis har ført til, at bl.a. medindsatte afstår fra at give oplysninger, idet de ikke har fuld tillid til, at belastende oplysninger om stærke indsatte ikke udleveres til de pågældende. En sådan tillid opnås efter flertallets opfattelse kun, hvis oplysningerne generelt undtages fra aktindsigt, således at spørgsmålet om begrænsning af aktindsigt ikk e beror på en konkret vurdering.

Hvad angår spørgsmålet om, hvordan de foreslåede ændringer harmonerer med proportionalitetsprincippet, går Justitsministeriet ud fra, at spørgsmålet relaterer sig til artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Herom bemærkes følgende:

Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, at enhver bl.a. har ret til respekt for sit privatliv. Der er imidlertid ikke tale om nogen absolut ret. Der kan derfor foretages begrænsninger, når disse bl.a. forfølger anerkendelsesværdige formål og er forenelige med kravet om proportionalitet.

I det omfang en indsats adgang til aktindsigt i de omhandlede sager er omfattet af artikel 8, vil det derfor være afgørende, om der er foretaget en rimelig afvejning af hensynet til den indsattes ret til aktindsigt over for de anerkendelsesværdige formål, der begrunder en begrænsning i denne ret.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, hviler de foreslåede regler på en sådan interesseafvejning. Det anerkendes udtrykkeligt, at udelukkelse af adgang til aktindsigt kan give anledning til betænkeligheder, men at disse må afvejes over for andre tungtvejende hensyn. De foreslåede regler skal bl.a. gøre det muligt at opretholde orden og sikkerhed i fængslerne, beskytte indsatte mod overgreb fra andre indsatte og sikre, at Kriminalforsorgen modtager oplysninger fra andre indsatte. Ved at afskære retten til aktindsigt fjernes den utryghed, som medindsatte og fængselspersonale føler ved at afgive oplysninger, som er belastende for den pågældende stærke indsatte, hvis denne senere kan få adgang til oplysningerne via reglerne om aktindsigt. Der er således tale om et meget tungtvejende hensyn.

Den afvejning, der er forudsat i artikel 8, svarer efter Justitsministeriets opfattelse til den afvejning, der ligger til grund for lovforslaget. Justitsministeriet finder derfor, at den foreslåede ordning er forenelig med artikel 8.

Det bemærkes, at der altid vil være mulighed for at anvende meroffentlighedsprincippet i tilfælde, hvor der ikke er modstående private eller offentlige interesser, f.eks. hvor den berørte person ikke selv har indvendinger herimod. Endvidere har den indsatte mulighed for at klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen samt til Folketingets Ombudsmand, hvor den pågældende således kan få en uafhængig klagesagsvurdering.

"I hvilke typer sager og i hvilke situationer kan det eksisterende regelsæt om begrænsning af aktindsigt ikke anvendes, men derimod de i lovforslaget foreslåede ændringer? Hvordan vil ministeren sikre, at det ikke bliver de svage fanger, der risikerer at blive udsat for mangel på aktindsigt?"

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 13 ovenfor, kan retten til aktindsigt efter de gældende regler i forvaltningsloven alene begrænses efter en konkret afvejning i hvert enkelt tilfælde af partens interesse i at få kendskab til sagens dokumenter over for de modstående hensyn, der taler for at begrænse retten til aktindsigt.

Som anført i pkt. 3.3.1. i bemærkningerne til lovforslaget har en medindsat således efter de gældende regler ingen garanti for, at oplysninger, som den pågældende måtte afgive til kriminalforsorgen om f.eks. en såkaldt stærk indsat, ikke efterfølgende kommer til den stærke indsattes kendskab gennem reglerne om partsaktindsigt. Det er derfor efter Justitsministeriets opfattelse meget forståeligt, hvis medindsatte i s ituationer af denne karakter viger tilbage fra at give kriminalforsorgen oplysninger, der ville kunne indgå i grundlaget for en sag om f.eks. overførsel af den stærke indsatte til en af de særlige afdelinger, der er oprettet for netop at kunne adskille indsatte, som udviser truende og chikanøs adfærd mv., fra andre indsatte.

Efter den foreslåede bestemmelse har en indsat ikke krav på aktindsigt i de sagstyper, der er opregnet i bestemmelsen. I sådanne sager er adgangen til aktindsigt afskåret generelt, og det beror således ikke – som efter gældende ret – på en konkret interesseafvejning, hvorvidt retten til aktindsigt kan begrænses.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt den foreslåede bestemmelse risikerer særligt at ramme de svage fanger, bemærkes, at der – som anført i pkt. 3.3.2. i bemærkningerne til lovforslaget – efter omstændighederne udfra et princip om meroffentlighed kan gives aktindsigt i sager, som er omfattet af den foreslåede bestemmelse om begrænsning i retten til aktindsigt, i det omfang hverken private eller offentlige inter imod. Hermed lægges der op til, at der udfra et princip om meroffentlighed vil kunne meddeles aktindsigt i sager om overførsel til andet fængsel m.v., såfremt der til den konkrete sag ikke er knyttet nogle af de beskyttelseshensyn til medindsatte og fængselspersonale, som er begrundelsen for forslaget om at begrænse retten til aktindsigt.