Kriminalforsorgen skal bevise, at der er grundlag for indgreb herunder ufrivillige overførsler
I tilfælde, hvor en person - mod sit ønske - overføres fra et fængsel til et andet (eller fra en fængselsafdeling til en anden) som følge af, at kriminalforsorgen finder, at den pågældende har udvist (eller vil eventuelt vil udvise) en eller anden form for uhensigtsmæssig adfærd, og hvor den pågældende selv nægter, at han har udvist eller påtænker at udvise en sådan adfærd, opstår der et bevisproblem.

Af de grunde, som anføres nedenfor, skal KRIMs medarbejdere normalt ikke bruge ressourcer (og den indsattes tid) på begæringer om aktindsigt mv.

Bevisbyrden for, at den omhandlede handling er begået eller vil blive begået, hviler hos den myndighed, som træffer afgørelse om, at handlingen skal have retsvirkninger for eksempel i form af overførsel til andet fængsel eller udelukkelse fra fællesskab. Denne myndighed er kriminalforsorgen.

Hans Jørgen Engbo skriver i “Straffuldbyrdelsesret”, 2. udgave, side 268, blandt andet følgende:

Som generelt forvaltningsretligt princip gælder proportionalitetsprincippet også ved bevisbedømmelsen. Jo mere indgribende en forvaltningsafgørelse er for borgeren, des strengere beviskrav må der i almindelighed stilles. På baggrund heraf stilles i almindelighed i dansk ret samme beviskrav i disciplinærsager som i straffesager. Det samme gælder ved andre indgribende reaktioner, fx. tvangsmæssig overførsel fra åbent til lukket fængsel i tilfælde, hvor overførslen begrundes med en faktisk udvist adfærd, jfr. sfbl. § 25, stk. 1, nr. 1 og 2.

Da indsatte (og dermed også KRIM) i sager om overførsel af indsatte mellem institutioner - muligvis i strid med EMRK art. 6 - ofte nægtes aktindsigt i de akter, der danner grundlag for beslutningen, er det sjældent muligt for KRIM eller den indsatte at efterprøve, hvorvidt denne strenge bevisvurdering omtalt ovenfor er fundet sted, eller hvorvidt overførslen blot er resultatet af vilkårlig og/eller usaglig forvaltningsvirksomhed.

Ofte tidsspilde at søge aktindsigt i begrundelse mv. i sager om ufrivillige overførsler af indsatte
Retshjælpens medarbejdere bør som nævnt ovenfor ikke spilde tid på at afvente mere eller mindre mangelfuldt begrundede afslag på aktindsigt. Retshjælpen bør i stedet søge erstatning hos myndighederne efter fremgangsmåden, der er gennemgået nedenfor. Er de nedenfor omtalte frister sprunget, kan der i stedet klages til Folketingets Ombudsmand. Ved klage til ombudsmanden følges fremgangsmåden vist sidst i fremstillingen. 

Erstatning for uforskyldt indgreb søges af retshjælpen i brev til DfK.
Er der forløbet mindre end to måneder, siden overførslen er fundet sted (eller ophørt), søger vi hos Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, erstatning efter sfbl kap. 20. Erstatningsbegæringen kan være ganske kort. Normalt vil vi kunne skrive således:

På vegne af NN søger Krims Retshjælp hermed om erstatning til denne efter sfbl. kapitel 20. NN oplyser, at han uforskyldt er blevet overført fra Statsfængslet A til Statsfængslet B. På dette grundlag bedes kriminalforsorgen udbetale erstatning til NN. Med venlig hilsen YY YY sagsbehandler Krims Retshjælp

Så længe indgrebet fortsat begår, er fristen ikke begyndt at løbe endnu. Har en indsat for eksempel opholdt sig flere år i det fængsel, hvortil han mod sin vilje er overført, er fristen således ikke begyndt at løbe endnu, og kravet kan fortsat fremsættes rettidigt.

Bemærk at erstatningskravet fremsættes direkte til DfK.

Bemærk også, at der kan søges erstatning for enhver form for indgreb, blot indgrebet har en vis styrke. Det kan for eksempel være nægtelse af udgang, nægtelse af besøg af pårørende, udelukkelse fra fællesskab eller enhver form for disciplinærstraf. Kravet er blot, at den indsatte hævder, at indgrebet er uforskyldt. Hvorvidt fremsættelsen af kravet senere fører til erstatning er naturligvis en anden sag.

Bemærk at fristen for at fremsætte kravet over for Direktoratet for Kriminalforsorgen er to måneder efter, at indgrebet er ophørt. Dette følger af SFBL § 108.

DfKs afslag på erstatning indbringes af retshjælpen for Rigsadvokaten
Normalt afviser kriminalforsorgen at yde erstatning. Når dette sker, skal vi hurtigst muligt indbringe sagen for  Rigsadvokaten i medfør af retsplejelovens kapitel 93 a. Klagen til Rigsadvokaten skal afsendes hurtigst muligt og inden for 2 måneder efter, at afgørelsen er kommet frem til retshjælpen. Klagen kan have følgende ordlyd:

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen har ved brev af XX.YY.ZZZZ afvist at yde NN erstatning efter sfbl. kapitel 20 for et uforskyldt indgreb. Afgørelsen har journalnummer XXXXXXXXXX. Kravet om erstatning fremsættes hermed overfor rigsadvokaten. Med venlig hilsen YY sagsbehandler Krims Retshjælp

Bemærk at fristen for at indbringe direktoratets afgørelse for Rigsadvokaten muligvis er to måneder, idet bestemmelserne i Retsplejelovens kapitel 93 a er gældende for behandlingen af sådanne erstatningskrav. Det følger af rpl. § 1018e, stk. 1, 3. pkt., at krav, der støttes på denne bestemmelse, skal være fremsendt inden to måneder efter modtagelsen af påtaleopgivelse eller endelig dom. Da direktoratets afgørelse ikke er en påtaleopgivelse, og da kravet ikke er behandlet ved en domstol, gælder denne frist muligvis ikke. Dertil kommer, at kriminalforsorgen indtil videre ikke har givet vejledning om nogen frist for at indbringe afgørelsen for Rigsadvokaten i sine afslag på at yde erstatning. Skulle fristen være sprunget, skal vi derfor overveje alligevel at indbringe sagen for Rigsadvokaten. 

Rigsadvokatens afslag indbringes for retten
Når rigsadvokaten har afslået at yde erstatning, er sagen så fremskreden, at bistand fra en advokat er påkrævet. Medarbejdere fra retshjælpen må således ikke længere påtage sig at videreføre sagen. Sagen skal overdrages til retshjælpens daglige leder, der skal sørge for, at sagen videreekspederes til en advokat valgt af den indsatte. 

Advokaten vejleder skriftligt den indsatte om risikoen for at skulle erstatte sagsomkostninger
Den indsatte skal derpå forespørges, om han/hun ønsker sagen indbragt for retten og vejledes om risikoen for, at det offentlige vil kræve udgiften til sagsomkostninger erstattet hos den pågældende, såfremt den pågældende ikke får medhold i sit krav. Reglerne om sagsomkostninger fremgår af retsplejelovens §§ 1007 og 1008.

Statsadvokaten bedes om at indbringe Rigsadvokatens afgørelse for retten
Ønsker den indsatte sagen videreført, meddeler advokaten til den relevante statsadvokat, at Rigsadvokatens afgørelse ønskes indbragt for retten.

Bemærk at fristen for at bede statsadvokaten om, at indbringe Rigsadvokatens afgørelse for retten, er to måneder. Dette følger af Retsplejelovens § 1018f, stk. 1.

Anbringender fra myndigheder om, at erstatningskrav fra indsatte ikke kan domstolsprøves
Det er forekommet, at kriminalforsorgen med flere hævder, at der ikke er hjemmel til at indbringe kriminalforsorgens nægtelse af at yde indsatte erstatning for uforskyldte indgreb for retten.

Rigsadvokaten har imidlertid forudsætningsvist anerkendt, at der består en sådan adgang. Dette følger for eksempel af Rigsadvokatens brev af 9. juni 2006 til undertegnede i en sag, som hos Rigsadvokaten blev behandlet under journalnummer RA-2005-521-1242.

I samme sag udtale Statsadvokaten for Sjælland efter, at undertegnede krævede erstatningskravet for en indsats udelukkelse fra fællesskabet indbragt for retten, i en tilkendegivelse af 4. august 2006 til Retten i Glostrup under journalnummer SA2-2006-521-1506 blandt andet følgende:

Advokat Claus Bonnez ansøgte ved skrivelse af 21. august 2005 Direktoratet for Kriminalforsorgen om erstatning i den anledning [den indsattes udelukkelse fra fællesskab], hvilken ansøgning blev videresendt til Rigsadvokaten. Rigsadvokaten, som efter aftale med Direktoratet for Kriminalforsorgen behandlede sagen, afslog det ansøgte ved afgørelse af 9. juni 2006. Advokat Claus Bonnez har ved skrivelse af 15. juni 2006 anmode om, at erstatningskravet indbringes for retten. Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 106 har en indsat ret til erstatning efter retsplejelovens § 1018 a, såfremt han uberettiget udelukkes fra fællesskabet. Direktoratet for Kriminalforsorgen træffer afgørelse herom, jf. straffuldbyrdelseslovens § 108. Afgørelsen kan ikke indbringes for retten, jf. straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 9, modsætningsvist. Det fremgår imidlertid af forarbejderne til straffuldbyrdelsesloven, at en indsat som hidtil kan forlange et erstatningskrav, som rejses på baggrund af dansk rets almindelige erstatningsregler, behandlet efter de processuelle regler i retsplejelovens kap. 93 a, jf. retsplejelovens § 1018 h. Erstatningskravet indbringes hermed for retten, jf. retsplejelovens § 1018 f.

I ovennævnte sag fik den indsatte ved dom af 8. februar 2007 ved Retten i Glostrup i sagen S 15.909/2006 tilkendt en erstatning på kr. 3.950 tillagt procesrente fra den 30. maj 2005, hvor klagen blev fremsat overfor Direktoratet for Kriminalforsorgen. Statskassen skulle betale sagens omkostninger.

Anklagemyndigheden har bevisbyrden for, at indgrebet mod den indsatte ikke var uforskyldt. Dette formulerede retten i sin afgørelse således:

Det foreligger oplyst, at erstatningssøgende i perioden 25. - 30. maj 2005 var anbragt i observationscelle. Rettens grundlag for at tage stilling til denne del af kravet er alene skriftlige notater over sagsforløbet samt erstatningssøgendes forklaring. Under de foreliggende omstændigheder er det således uoplyst, hvorfra oplysningen om selvmordstrusler stammer, og retten er derfor afskåret fra at prøve, om afgørelsen alene var båret af de grunde, der er anført i § 14 i bekendtgørelse nr. 673 fra 2003. Dette må tillægges processuel skadevirkning for anklagemyndigheden, og retten tager på dette grundlag erstatningssøgendes krav om erstatning for perioden 25. maj - 30. maj 2005 til følge som nedenfor anført.

I den aktuelle sag havde Kriminalforsorgen med henvisning til forvaltningslovens § 9, skt. 4, nægtet at fremkomme med akter, der eventuelt kunne støtte kriminalforsorgens sag. Dommen viser, at dette kan være risikabelt for kriminalforsorgen, idet kriminalforsorgen (anklagemyndigheden) som nævnt ovenfor har bevisbyrden for, at et indgreb mod en indsat er berettiget.
 

Sager, hvor fristen for at søge erstatning er sprunget, kan indbringes for ombudsmanden
Er fristen i sfbl kapitel 20 sprunget, fordi der er forløbet mere end 2 måneder efter indgrebets ophør, kan der klages over indgrebet til Folketingets Ombudsmand. Klage til Folketingets Ombudsmand kan indgives inden for et år efter indgrebets ophør.

En klage til ombudsmanden kan eksempel formuleres således:
 

På vegne af NN klages der hermed over, at denne mod sin vilje er overført fra anstalt A til anstalt B. NN gør gældende, at han ikke har udvist eller vil udvise en adfærd, der kan begrunde ufrivillig overførsel. Da kriminalforsorgen normalt ikke giver aktindsigt i sager om ufrivillig overførsel mellem anstalter, er det ikke muligt at uddybe klagen. Opmærksomheden henledes på, at der hviler en streng bevisbyrde på myndighederne i et tilfælde, som det foreliggende. Hans Jørgen Engbo skriver i “Straffuldbyrdelsesret”, 2. udgave, side 268, om dette spørgsmål blandt andet følgende: “Som generelt forvaltningsretligt princip gælder proportionalitetsprincippet også ved bevisbedømmelsen. Jo mere indgribende en forvaltningsafgørelse er for borgeren, des strengere beviskrav må der i almindelighed stilles. På baggrund heraf stilles i almindelighed i dansk ret samme beviskrav i disciplinærsager som i straffesager. Det samme gælder ved andre indgribende reaktioner, fx. tvangsmæssig overførsel fra åbent til lukket fængsel i tilfælde, hvor overførslen begrundes med en faktisk udvist adfærd, jfr. sfbl. § 25, stk. 1, nr. 1 og 2.” Med venlig hilsen YY

 

Med venlig hilsen