Den foreslåede bestemmelse indeholder hjemmel for justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, til at bestemme, at straffuldbyrdelsen skal udsættes. I bestemmelsen er opregnet de hensyn, der i særlig grad kan tale for udsættelse af straffuldbyrdelsen ved afgørelse af en ansøgning herom. Tilladelse til udsættelse med straffuldbyrdelsen forudsætter, at hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod en sådan udsættelse. Ved vurderingen heraf skal der fortsat bl.a. lægges vægt på straffens længde, kriminalitetens art og risikoen for ny kriminalitet.

Er den dømte varetægtsfængslet efter dommen, kan løsladelse før straffuldbyrdelsens iværksættelse kun ske efter politiets eller rettens bestemmelse i medfør af retsplejelovens regler om varetægtsfængsling. Har den dømte påbegyndt fuldbyrdelsen af en frihedsstraf, vil de hensyn, der kunne have talt for udsættelse af straffuldbyrdelsen, i visse tilfælde begrunde, at straffuldbyrdelsen afbrydes, jf. lovforslagets § 76 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

§ 10 træder sammen med § 12 i stedet for de nuværende regler i retsplejelovens § 1001, der samtidig foreslås ophævet, jf. § 2, nr. 22, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.

Regler om udsættelse med straffuldbyrdelsen er fastsat i retsplejeloven. Efter retsplejelovens § 951, stk. 2, § 962, stk. 4, § 966, stk. 2, og § 986 kan retten i visse tilfælde, når der er indgivet ansøgning om tilladelse til anke efter ankefristens udløb eller om genoptagelse af en straffesag, træffe bestemmelse om, at straffuldbyrdelsen skal udsættes.

Endvidere kan retten efter retsplejelovens § 998, stk. 1, træffe bestemmelse om udsættelse af straffuldbyrdelsen, når der er rejst spørgsmål om fortolkning af den idømte straffedom mv.

Efter retsplejelovens § 1001, stk. 1, skal straffuldbyrdelsen udsættes, såfremt den, der er idømt frihedsstraf, bliver alvorligt syg. Efter § 1001, stk. 2, kan justitsministeren tillade, at straffuldbyrdelsen udsættes, når en umiddelbar udståelse af straffen ville medføre uforholdsmæssige, uden for straffens øjemed liggende følger for den pågældendes velfærd eller væsentlige ulemper for det offentlige. Af § 1001, stk. 3, 1. pkt., 1. led, følger, at straffuldbyrdelsen skal udsættes, når den ret, der har afsagt dommen, finder grund til at indstille den dømte til hel eller delvis benådning. Det samme gælder, når ansøgning herom indgives af den dømte, for så vidt en ansøgning ikke allerede tidligere er afslået, jf. § 1001, stk. 3, 1. pkt., 2. led.

Disse bestemmelser skal sammenholdes med retsplejelovens § 1000, hvorefter retten eller de lægdommere, der har medvirket ved sagens behandling, kan indstille til justitsministeren, at den dømte skal benådes. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved udøvelsen af lægdommernes adgang til at afgive indstilling om benådning. Om en påbegyndt fuldbyrdelse af straffen skal standses på grund af en ansøgning om benådning afgøres ifølge § 1001, stk. 3, 2. pkt., af justitsministeren.

Nærmere regler om udsættelse med straffuldbyrdelsen og benådning for frihedsstraf er bl.a. fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 113 af 26. juni 1975 med senere ændringer om benådning og udsættelse af straffuldbyrdelse samt om eftergivelse, henstand og afdragsvis betaling af bøder mv. samt i vejledning af 18. juni 1996 om benådning, udsættelse, eftergivelse og henstand mv.

Endvidere er der i §§ 19 og 22 i Justitsministeriets cirkulære nr. 92 af 18. maj 1994 om iværksættelse af frihedsstraf eller forvaring mv. fastsat regler om bortfald af tilsigelse til straffuldbyrdelse i tilfælde, hvor den dømte har indgivet ansøgning om benådning eller udsættelse med straffuldbyrdelsen.

Endelig er der i Justitsministeriets cirkulære nr. 54 af 14. marts 1994 med senere ændringer fastsat regler om udsættelse med afsoning af og benådning for frihedsstraffe på 60 dage og derunder, idømt for spiritus- og promillekørsel.

Herudover henvises til 1989-betænkningen, s. 59-63.

Reglerne om tilladelse til udsættelse med straffuldbyrdelsen skal i øvrigt sammenholdes med reglerne om tilladelse til strafafbrydelse. Efter praksis skal der foreligge vægtigere grunde til at afbryde straffuldbyrdelsen end for at udsætte straffuldbyrdelsen, jf. pkt. 5.10. nedenfor. Indgives ansøgning om udsættelse med en del af straffuldbyrdelsen, før straffuldbyrdelsen iværksættes, behandles ansøgningen efter reglerne om udsættelse med straffuldbyrdelsen.

Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 63-64, 646-647, jf. §§ 10-13 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 684-686, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 98-99, jf. §§ 10-13 i rådets lovudkast, og s. 154-159.

Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag.

Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 10 i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan bestemme, at fuldbyrdelsen af en fængselsstraf eller en del af denne skal udsættes, når hensynet til den dømte, herunder dennes arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige forhold taler herfor, og hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod udsættelse af straffuldbyrdelsen.

§ 10 svarer til den administrative praksis, der i dag følges på området. § 10 tilsigter sammen med § 12 i rådets lovudkast, der omtales nedenfor, at erstatte de nugældende regler i retsplejelovens §§ 1000 og 1001. Det bemærkes herved, at reglerne om rettens og lægdommernes adgang til at indstille den dømte til benådning ikke længere har praktisk betydning, idet de oprindeligt blev indført med henblik på dødsstraffen, som blev endeligt ophævet ved lov nr. 1097 af 22. december 1993.

Som nævnt under pkt. 5.3.1. ovenfor, indebærer § 1001, stk. 1, at straffuldbyrdelsen skal udsættes, hvis den dømte bliver alvorligt syg. § 10 i rådets lovudkast afviger herved fra retsplejelovens regel, idet udsættelse med straffuldbyrdelsen efter denne bestemmelse forudsætter, at der er meddelt tilladelse hertil efter en konkret vurdering. Afvigelsen har imidlertid ingen praktisk betydning, idet alvorlig sygdom i praksis altid fører til, at straffuldbyrdelsen udsættes.

Som § 11 i rådets lovudkast foreslås en bestemmelse, der giver justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler om behandlingen af sager om udsættelse af straffuldbyrdelsen og om den administrative behandling af sager om benådning. Justitsministeren kan i forbindelse hermed bestemme, at der kun tillægges ansøgninger, indgivet inden udløbet af bestemte frister, opsættende virkning efter § 12 i rådets lovudkast. Formålet med bestemmelsen, der svarer til den administrative praksis, der i dag følges på området, er bl.a. at modvirke, at der indgives ansøgning om udsættelse med straffuldbyrdelsen mv. umiddelbart før straffuldbyrdelsens iværksættelse med den følge, at ansøgningen tillægges opsættende virkning, og straffuldbyrdelsen derved udsættes.

Som § 12 i rådets lovudkast foreslås bestemmelser om udsættelse af straffuldbyrdelsen på behandlingen af en ansøgning herom eller om benådning. Forslaget svarer til de gældende administrative regler på området.

Efter § 12, stk. 1, skal straffuldbyrdelsen udsættes, når en dømt på fri fod rettidigt søger om udsættelse eller benådning, indtil der er truffet afgørelse i sagen. Har den dømte tidligere fået straffuldbyrdelsen udsat eller fået afslag på en ansøgning om udsættelse eller benådning, skal straffuldbyrdelsen kun udsættes på behandlingen af den nye ansøgning, når denne indeholder nye væsentlige oplysninger, hvis rigtighed så vidt muligt er godtgjort, eller der i øvrigt er særlig grund til at afvente afgørelsen af den nye ansøgning, jf. § 12, stk. 2, i rådets lovudkast.

Som det fremgår, er § 12, stk. 1, begrænset til dømte på fri fod. Ansøgning fra dømte, der er varetægtsfængslet efter dom, behandles som hidtil som en anmodning om løsladelse, der forelægges politiet eller retten med henblik på, at spørgsmålet om løsladelse kan afgøres efter retsplejelovens regler. Endvidere behandles ansøgning fra dømte, der er ved at afsone en anden straf, som en anmodning om afbrydelse af straffuldbyrdelsen, idet flere straffe efter rådets lovudkast normalt fuldbyrdes i forlængelse af hinanden, jf. pkt. 5.10. nedenfor.

Endelig er som § 13, stk. 1, i rådets lovudkast indsat en bestemmelse, hvorefter udsættelse af straffuldbyrdelsen betinges af, at den dømte ikke begår strafbart forhold, og kan betinges af, at den dømte i øvrigt overholder fastsatte vilkår, herunder undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen.

Hertil føjes i stk. 2 en bestemmelse, der giver mulighed for at tilbagekalde tilladelsen, således at straffuldbyrdelsen herefter skal påbegyndes snarest muligt, hvis den dømte ikke overholder de fastsatte vilkår, f.eks. ved at begå strafbart forhold i udsættelsesperioden, eller på ny dømmes for strafbart forhold, dvs. forhold begået forud for idømmelsen af den straf, hvis fuldbyrdelse tillades udsat, eller i perioden mellem idømmelsen af denne straf og tilladelsen til udsættelse af straffuldbyrdelsen.

§ 13 medfører i forhold til den nuværende retstilstand og arbejdsgruppens lovudkast, at adgangen til tilbagekaldelse i anledning af strafbart forhold også omfatter strafbart forhold, begået forud for idømmelsen af den straf, hvis fuldbyrdelse tillades udsat, eller i perioden mellem idømmelsen af denne straf og tilladelsen til udsættelse af straffuldbyrdelsen i de tilfælde, hvor den pågældende er dømt for vedkommende forhold, jf. udtrykket »på ny dømmes for strafbart forhold« i § 13, stk. 2. Bestemmelsen er herved på linie med § 49, nr. 1, om tilbagekaldelse af tilladelse til udgang, § 76, stk. 3, om tilbagekaldelse af tilladelse til strafafbrydelse og § 78, stk. 4, om tilbagekaldelse af tilladelse til anbringelse uden for fængsel eller arresthus i rådets lovudkast.

§ 13 medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler og praksis på dette område.

Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om udsættelse og benådning.

Som det fremgår af pkt. 5.3.2. ovenfor, indebærer § 13, stk. 2, sammenholdt med stk. 1 i rådets lovudkast, at der gælder strengere krav for at kunne tilbagekalde en tilladelse som følge af kriminalitet, der er begået forud for meddelelse af tilladelsen (forudgående kriminalitet) end for kriminalitet, der er begået efter, at tilladelsen er givet (efterfølgende kriminalitet). Ved forudgående kriminalitet kræves således, at den pågældende skal være dømt for forholdet, mens der for efterfølgende kriminalitet alene stilles krav om, at den pågældende har begået strafbart forhold.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør også forudgående kriminalitet som hidtil kunne føre til, at tilladelsen tilbagekaldes, selv om den pågældende ikke er dømt forholdet. Det foreslås derfor, at udtrykket »på ny dømmes for strafbart forhold« i § 13, stk. 2, ændres til: »eller nye oplysninger tilvejebringes, hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold«. Det bemærkes herved, at den ændrede formulering ikke tilsigter at udelukke, at der kan ske tilbagekaldelse af tilladelsen i andre tilfælde, hvor der efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger er grundlag herfor.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 10-13.