Lovforslagets kapitel 20 (§§ 106-109) indeholder bestemmelser om erstatning i anledning af uforskyldte indgreb under fuldbyrdelse af straf mv. Lovforslagets bestemmelser herom skal ses i sammenhæng med bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 93 a om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Lovforslaget er da også udarbejdet med henvisninger til de tilsvarende bestemmelser i retsplejeloven. Herved tilsigtes en understregning af sammenhængen mellem de foreslåede regler og retsplejelovens regler om erstatning i anledning af straffeprocessuelle indgreb.

Reglerne om erstatning skal i øvrigt sammenholdes med lovforslagets § 18, stk. 3, hvorefter der ved beregningen af straffetiden skal foretages fradrag, når den indsatte uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller uforskyldt har været udelukket fra fællesskab, med et antal dage svarende til 50 pct. af det antal påbegyndte døgn, indgrebet har varet, og oprundet til nærmeste hele antal dage, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Bestemmelsen fastslår, at en indsat, der uforskyldt har udstået fængselsstraf i for lang tid, uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle, eller uforskyldt har været udelukket fra fællesskab, har ret til erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a. Bestemmelsen svarer til § 106 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsen indebærer, at der indføres en ordning med obligatorisk erstatning på objektivt grundlag i anledning af de nævnte indgreb.

For så vidt angår erstatning for uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid bemærkes, at der ikke med bestemmelsen tilsigtes nogen ændring af reglerne i retsplejelovens § 1018 d. Disse regler vedrører bl.a. erstatning for udståelse af fængselsstraf, der senere bortfalder eller formildes - til noget mindre indgribende - ved anke eller genoptagelse, jf. pkt. 9.1.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Udmålingen af erstatning forudsættes tilpasset de gældende regler om erstatning i anledning af straffeprocessuelle indgreb.

Bestemmelsen giver mulighed for at tillægge erstatning på objektivt grundlag i anledning af andre uforskyldte indgreb under fuldbyrdelsen af straf mv. end de i § 106 nævnte. Bestemmelsen svarer til § 107 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

De indgreb, der omfattes af § 107, er indgreb, som kriminalforsorgen eller andre myndigheder kan foretage over for den dømte m.fl. i medfør af bestemmelser i denne lov eller bestemmelser fastsat med hjemmel i denne lov. Med bestemmelsen sigtes til foranstaltninger af en vis konkret, indgribende karakter. Som eksempel kan nævnes uberettiget overførsel fra åben til lukket institution og uberettiget tilbagekaldelse af en tilladelse til udgang.

Selv om en række af de indgreb, som har hjemmel i denne lov eller kan fastsættes med hjemmel i denne lovs bemyndigelsesbestemmelser, ikke vil være af særlig indgribende karakter, er det dog ikke fundet rimeligt på forhånd at udelukke erstatning i anledning af sådanne indgreb. Selv de mindre indgreb vil kunne foretages under omstændigheder, der opleves som så krænkende, at det kan stille sig naturligt at yde en vis kompensation, dersom indgrebet viser sig at være uforskyldt. At erstatning ikke ved noget indgreb er udelukket på forhånd, er endvidere i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i retsplejelovens § 1018 b.

Såfremt den dømte m.fl. udsættes for foranstaltninger, der efter det anførte ikke omfattes af lovforslagets § 106 eller § 107 om erstatning på objektivt grundlag, må et eventuelt erstatningskrav i givet fald rejses på normal måde på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler.

Bestemmelsen vedrører fremgangsmåden ved behandlingen af krav om erstatning i medfør af lovforslagets § 106 eller § 107. Bestemmelsen svarer til § 108 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsen indebærer, at krav om erstatning skal fremsættes over for kriminalforsorgen inden to måneder efter, at indgrebet er ophørt. Kriminalforsorgen kan tillade overskridelse af denne frist, såfremt overskridelsen findes undskyldelig, f.eks. hvis den indsatte efter fristens udløb er kommet i besiddelse af oplysninger, der er helt afgørende for vurderingen af erstatningskravet. Angivelse af nye oplysninger kan derimod ikke i almindelighed begrunde overskridelse af klagefristen. Er kravet rejst rettidigt, og fremkommer der senere nye oplysninger, forudsættes kriminalforsorgen at kunne genoptage behandlingen af erstatningssagen.

Såfremt kriminalforsorgen nægter at betale erstatning efter § 106, vil afgørelsen være omfattet af den udvidede klageadgang, når afgørelsen vedrører uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle i mere end 7 dage, jf. lovforslagets § 112, nr. 9, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om den administrative behandling af erstatningskrav i henhold til §§ 106-107. Bestemmelsen svarer til § 109 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Retsplejeloven indeholder i kapitel 93 a nærmere regler om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Retsplejelovens regler giver mulighed for erstatning på objektivt grundlag i anledning af uforskyldt anholdelse, varetægtsfængsling eller andre straffeprocessuelle indgreb, jf. §§ 1018 a og 1018 b.

Af særlig betydning for spørgsmålet om straffuldbyrdelse er retsplejelovens § 1018 d, hvorefter der tilkommer den, der har udstået frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge, erstatning på tilsvarende objektivt grundlag, jf. § 1018 a, såfremt anke eller genoptagelse af straffesagen medfører bortfald af retsfølgen. Medfører anke eller genoptagelse af straffesagen formildelse, ydes der erstatning, såfremt den retsfølge, der er fuldbyrdet, er mere indgribende end den, der idømmes efter anke eller genoptagelse. Efter § 1018 d, stk. 2, kan erstatning nægtes eller nedsættes, hvis den dømte ved sit forhold under sagen har givet anledning til domfældelsen.

Retsplejeloven indeholder i §§ 1018 e og 1018 f nærmere regler om fremgangsmåden ved erstatningskravets behandling. Af § 1018 e fremgår det bl.a., at krav fra en person, der har været sigtet, skal fremsættes over for statsadvokaten inden to måneder efter meddelelse til sigtede om strafforfølgningens ophør eller efter afsigelse af endelig dom. Har tiltalte ikke været til stede ved dommens afsigelse, regnes fristen fra den dag, da udskrift af dommen er forkyndt. Krav fra andre skal fremsættes inden to måneder efter, at indgrebet er ophørt. Fremsættes kravet efter fristens udløb, kan det behandles, såfremt overskridelsen findes undskyldelig. Rigsadvokaten behandler klager over statsadvokaternes afgørelser. Imødekommes erstatningskravet ikke af Rigsadvokaten, kan den erstatningssøgende inden to måneder efter meddelelse om afslaget forlange, at anklagemyndigheden indbringer kravet for retten, jf. § 1018 f.

Retsplejelovens § 1018 d giver som nævnt alene krav på erstatning på objektivt grundlag for det forhold, at frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge er fuldbyrdet. Bestemmelsen giver derimod ikke krav på erstatning på objektivt grundlag for foranstaltninger eller indgreb, der finder sted under fuldbyrdelsen af straf mv. Sådanne krav afgøres på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler. Anmoder den pågældende om det, skal sådanne krav behandles efter de processuelle regler i retsplejelovens kapitel 93 a, jf. retsplejelovens § 1018 h.

Der er endvidere ikke i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen eller i cirkulærer fastsat regler om erstatning i anledning af foranstaltninger under fuldbyrdelsen af straf mv. Konkrete erstatningskrav er i en årrække efter aftale mellem Direktoratet for Kriminalforsorgen og Rigsadvokaten blevet behandlet efter principperne i retsplejelovens kapitel 93 a, og Rigsadvokaten har i enkelte sager efter indstilling fra Direktoratet for Kriminalforsorgen tilkendt indsatte erstatning for uberettiget ikendelse af strafcelle og uberettiget anbringelse i sikringscelle.

Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 324-326, 671, jf. §§ 102-105 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 739-741, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 124-125, jf. §§ 106-109, og s. 288-291.

Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag til bestemmelser om erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv. Forslaget til bestemmelse om fremgangsmåden ved behandling af krav om erstatning bygger på en flertalsopfattelse både i arbejdsgruppen og i Straffelovrådet.

Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 106 i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat har ret til erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a, såfremt den indsatte uforskyldt har (1) udstået fængselsstraf i for lang tid, (2) været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller (3) været udelukket fra fællesskab.

I § 107 foreslås der givet adgang til at tillægge den, der under fuldbyrdelse af straf mv. har været udsat for andre uforskyldte indgreb end de i § 106 nævnte, erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a.

§§ 106 og 107 samt den nedennævnte bestemmelse i § 108 foreslås i § 109 i rådets lovudkast suppleret af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om behandlingen af krav om erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv.

Herudover foreslår et flertal af Straffelovrådets medlemmer, at der i § 108 i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter krav om erstatning i medfør af § 106 eller § 107 skal fremsættes over for kriminalforsorgen inden to måneder efter, at indgrebet er ophørt. Fremsættes kravet efter udløbet af denne frist, kan det dog behandles, såfremt overskridelsen findes undskyldelig.

Flertallet finder, at der ikke kan rejses afgørende indvendinger mod denne ordning. Flertallet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at der er mulighed for at bortse fra undskyldelige overskridelser af fristen, f.eks. i tilfælde, hvor den indsatte efter fristens udløb er kommet i besiddelse af oplysninger, der er helt afgørende for vurderingen af erstatningskravet. Er kravet rejst rettidigt, og fremkommer der senere nye oplysninger, forudsættes kriminalforsorgen i øvrigt at kunne genoptage behandlingen af erstatningssagen.

Et mindretal i arbejdsgruppen og i Straffelovrådet finder det ubegrundet i så høj grad at fravige forældelseslovens 5- årige forældelsesfrist for fremsættelse af erstatningskrav.

Endvidere bør tidspunktet for forældelsesfristens påbegyndelse ikke ubetinget knyttes til tidspunktet for indgrebets ophør. Der kan således meget vel forekomme sager, hvor den indsatte først længe efter indgrebets ophør får kendskab til de faktiske omstændigheder, der kan begrunde fremsættelsen af et erstatningskrav. Som eksempel peges på sager om besiddelse af euforiserende stoffer, hvor en disciplinærstraffet indsat først længe efter indgrebets ophør får kendskab til, hvem der var stoffets rette ejermand.

Fristen for fremsættelse af krav om erstatning for bl.a. uberettiget varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 1018 e er knyttet til éntydige og umiddelbart konstaterbare omstændigheder. Derimod giver ophøret af de indgreb, der er nævnt i §§ 106 og 107 i rådets lovudkast (§§ 102 og 103 i arbejdsgruppens lovudkast), ikke den indsatte samme mulighed for at konstatere, at indgrebet var uberettiget.

Hertil kommer, at personer, der er omfattet af retsplejelovens § 1018 a, normalt vil have en forsvarer, der kan vejlede den pågældende - og typisk vil gøre det af egen drift. Indsatte, der har været underkastet de ovennævnte indgreb, har næsten aldrig en forsvarer.

Mindretallet i arbejdsgruppen og i Straffelovrådet finder derfor, at der ikke i forældelsesbestemmelsen i retsplejelovens § 1018 e kan hentes støtte for at indføre en tilsvarende kort forældelsesfrist for fremsættelse af de i straffuldbyrdelsesloven omhandlede erstatningskrav.

På den baggrund foreslår disse mindretal, at forældelsesfristen for fremsættelse af erstatningskrav fastsættes til 1 år svarende til den i ombudsmandsloven fastsatte klagefrist.

De ovennævnte bestemmelser i §§ 106-109 i rådets lovudkast medfører i forhold til de gældende regler, at der i lighed med retsplejelovens regler om erstatning i anledning af straffeprocessuelle indgreb indføres en ordning, hvorefter indsatte har krav på erstatning på objektivt grundlag, dvs. uafhængigt af, om der er begået fejl eller forsømmelser, når den pågældende uforskyldt har udstået fængselsstraf i for lang tid eller uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller uforskyldt har været udelukket fra fællesskab.

Endvidere indføres der mulighed for på objektivt grundlag at give erstatning i anledning af andre uforskyldte indgreb foretaget under straffuldbyrdelsen.

Forslaget om erstatning skal i øvrigt sammenholdes med § 18, stk. 3, i rådets lovudkast, hvorefter der ved beregningen af straffetiden skal foretages fradrag, når den indsatte uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller udelukket fra fællesskab, med et antal dage svarende til 50 pct. af det antal påbegyndte døgn, indgrebet har varet, og oprundet til nærmeste hele antal dage, jf. pkt. 5.4.2. ovenfor.

Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om de indsattes adgang til erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv. Justitsministeriet kan i den forbindelse af de af rådets flertal anførte grunde tiltræde, at fristen for fremsættelse af erstatningskrav over for kriminalforsorgen fastsættes til to måneder efter indgrebets ophør. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 106-109.