I bestemmelsen fastsættes pligt til for visse dømte at betale for ophold i kriminalforsorgens institutioner. Bestemmelsen svarer til § 110 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 9.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Ved § 2 i lov nr. 367 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven og lov om udgifterne i strafferetsplejen (Hæleri med hensyn til indsmugling af særlig grov karakter og afsoningsomkostninger mv.) blev pligten til at betale afsoningsomkostninger ophævet. Baggrunden var, at man ikke ønskede at påføre dømte en yderligere gældsbyrde under afsoningen, når den pågældende reelt var uden mulighed for at skaffe sig en indtægt under afsoningen bortset fra vederlag for beskæftigelsen i fængslet (arbejdspenge).

Nogle dømte har imidlertid under ophold i kriminalforsorgens institutioner mulighed for selv at skaffe sig en indtægt. Det gælder bl.a. indsatte, der er beskæftiget med eget indtægtsgivende arbejde i fængsel eller arresthus, f.eks. forfattervirksomhed eller anden selvstændig virksomhed. Endvidere kan peges på indsatte, der efter reglerne om udgang fra fængsel eller arresthus har frigang til lønnet arbejde eller egen indtægtsgivende virksomhed.

For den nævnte personkreds gælder, at de i den periode, hvor de har indtægt ved indtjening mv., også modtager forsørgelse fra det offentlige i form af ophold i en af kriminalforsorgens afsoningsinstitutioner. Efter ophævelse af pligten til at betale afsoningsomkostninger vil disse dømte blive væsentligt bedre stillet end personer uden for afsoningssystemet, der har indtægt, idet de under afsoningen ikke har udgifter til kost og logi.

Indsatte, der er udstationeret til eller i medfør af reglerne i straffelovens § 49, stk. 2, (§ 78 i rådets lovudkast) opholder sig i en af kriminalforsorgens pensioner, kan også have eget indtægtsgivende arbejde. Det samme gælder personer, der på andet grundlag end en dom til frihedsstraf, f.eks. en betinget dom eller beslutning om prøveløsladelse, opholder sig i en pension. Personer, der opholder sig i kriminalforsorgens pensioner uden at have arbejdsindtægt, kan i stedet have krav på at modtage sociale ydelser til underhold.

Efter en mangeårig praksis har indsatte og andre dømte, som har en arbejdsindtægt eller modtager sociale ydelser, på linie med de øvrige beboere være afkrævet betaling for ophold på kriminalforsorgens pensioner.

Det foreslås, at der i straffuldbyrdelsesloven indføres en udtrykkelig hjemmel til at kræve opholdsbetaling af dømte, som under straffuldbyrdelsen på kriminalforsorgens pensioner har arbejdsindtægt eller modtager offentlig ydelse til underhold, jf. § 110, stk. 2, og pkt. 9.2.2. og 9.2.3. nedenfor.

Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 53-54, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 125, jf. § 110 i rådets lovudkast, og s. 291-292. Det bemærkes herved, at der siden arbejdsgruppens betænkning er gennemført en ophævelse af pligten til at betale afsoningsomkostninger, jf. pkt. 9.2.1. ovenfor.

Med henblik på at modvirke den ovenfor beskrevne utilsigtede virkning af ophævelsen af pligten til at betale afsoningsomkostninger foreslår Straffelovrådet, at der som § 110, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter indsatte, der har indtægtsgivende arbejde i eller uden for fængsel eller arresthus, betaler for opholdet.

I § 110, stk. 2, foreslås det fastsat, at pligten ifølge stk. 1 gælder tilsvarende for dømte, der under ophold på kriminalforsorgens pensioner har arbejdsindtægt eller modtager offentlig ydelse til underhold. Stk. 1 og 2 foreslås i stk. 3 suppleret af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om betalingen.

I udtrykket »betaler for opholdet« i § 110, stk. 1, ligger, at betalingspligten alene gælder i det omfang, hvor indtægten kan dække afsoningsomkostningerne. Rådet forudsætter endvidere, at de administrative bestemmelser om opholdsbetaling fastsættes, så dømte, der er beskæftiget med eget indtægtsgivende arbejde, har et beløb til rådighed, der mindst svarer til det vederlag, som udbetales dømte, der er beskæftiget ved kriminalforsorgens foranstaltning, jf. § 42, stk. 1, i rådets lovudkast.

Med ordet »dømte« i § 110, stk. 2, i rådets lovudkast sigtes bl.a. til personer, der er anbragt i eller overført til pension efter reglerne i § 78 i rådets lovudkast, og personer, der opholder sig i pension på grundlag af en betinget dom. Udtrykket »offentlig ydelse til underhold« i samme bestemmelse omfatter ikke alene bistandshjælp og sociale pensioner, men også arbejdsløshedsunderstøttelse og sygedagpenge.

Rådet har ikke fundet, at adgangen til at kræve betaling også bør omfatte dømte med formueindtægt. Det vil i praksis være sjældent forekommende, at dømte, der opholder sig i kriminalforsorgens institutioner, har formueindtægt af betydning. Hertil kommer, at det vil være forbundet med et uforholdsmæssigt stort administrativt arbejde at sikre kontrollen hermed.

Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om pligt for visse dømte til at betale for ophold i kriminalforsorgens institutioner. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 110.