Lovforslagets kapitel 22 (§§ 111-123) indeholder klageregler mv., der bl.a. åbner mulighed for, at den dømte m.fl. kan forlange visse afgørelser indbragt for domstolene. Endvidere fastsættes regler om fremgangsmåden ved behandlingen af sådanne klager.

§ 112 indeholder en opregning af de endelige administrative afgørelser, som kan indbringes for domstolene som led i den foreslåede udvidelse af klageordningen med hensyn til afgørelser truffet som led i straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen bygger på klagemodel 2, som fire af Straffelovrådets medlemmer går ind for, jf. pkt. 9.3.4.2, jf. pkt. 9.3.4.1.4., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsen medfører, at den dømte kan kræve de endelige administrative afgørelser, der er nævnt nedenfor, indbragt til prøvelse for retten inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

§ 112, nr. 1, indebærer, at afgørelser efter lovforslagets § 14 eller § 16 vedrørende kriminalforsorgens beregning af straffetiden omfattes af den udvidede adgang til domstolsprøvelse. Klager, der skyldes uenighed om straffedommens fortolkning, skal som hidtil behandles af den ret, som har afsagt dom i sagen i første instans, jf. retsplejelovens § 998, stk. 1, som affattet ved § 2, nr. 23, i lovforslaget om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.

Efter lovforslagets § 55, stk. 4, kan institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, træffe bestemmelse om, at et gennemlæst brev skal tilbageholdes, hvis det af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen ikke bør afsendes. § 112, nr. 2, indebærer, at en afgørelse om tilbageholdelse af et brev, der er bestemt til afsendelse, kan domstolsprøves, hvis afgørelsen om tilbageholdelse har baggrund i hensynet til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen.

I lovforslagets § 70, stk. 1, jf. § 67, er der fastsat bestemmelser om ikendelse af disciplinærstraf i form af strafcelle. § 112, nr. 3, indebærer, at den dømte kan forlange domstolsprøvelse af en afgørelse om disciplinærstraf i form af strafcelle, når varigheden af strafcelle er mere end 7 dage.

Efter lovforslagets § 73 kan der i visse tilfælde træffes bestemmelse om konfiskation af genstande og penge, der findes på institutionens område, er ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i institutionen eller søgt indsmuglet til den indsatte. § 112, nr. 4, indebærer, at afgørelser om konfiskation efter denne bestemmelse kan forlanges domstolsprøvet af den indsatte, hvis værdien af de konfiskerede genstande eller penge overstiger det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse. Dette vederlag udgør for tiden ca. 245 kr.

Efter lovforslagets § 74 kan institutionen i visse tilfælde modregne krav på erstatning i anledning af skade, som den indsatte har forvoldt på institutionens ting, i den indsattes krav på vederlag for beskæftigelse. § 112, nr. 5, indebærer, at afgørelser om modregning kan forlanges domstolsprøvet af den indsatte, når erstatningsbeløbet overstiger størrelsen af det i § 112, nr. 4, nævnte ugentlige vederlag.

Lovforslagets § 80 indeholder bestemmelser om afgørelser vedrørende prøveløsladelse af indsatte. § 112, nr. 6, indebærer, at der gives udvidet adgang til domstolsprøvelse af afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse fra tidsbestemt straf efter straffelovens § 38, stk. 1, dvs. ordinær prøveløsladelse efter udståelse af to tredjedele af straffetiden. Endvidere gives mulighed for domstolsprøvelse af afgørelser, hvorved der er meddelt afslag på prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid efter straffelovens § 41, når 14 år af straffen af fængsel på livstid er udstået, jf. herved § 1, nr. 8, i lovforslaget om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelse af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.

Lovforslagets § 86 indeholder regler om vilkårsovertrædelse ved prøveløsladelse. § 112, nr. 7, indebærer, at den dømte kan forlange domstolsprøvelse af afgørelser, hvorved der er truffet beslutning om at genindsætte en person, der er prøveløsladt fra en tidsbestemt straf, til udståelse af reststraffen i henhold til straffelovens § 40, stk. 2 eller 3. Bestemmelsen medfører også, at afgørelse om genindsættelse af en person, der er idømt straf af fængsel på livstid, til fortsat udståelse af livstidsstraffen, omfattes af den udvidede klageordning, jf. herved § 1, nr. 8, i lovforslaget om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelse af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.

Lovforslagets § 88, jf. § 86, fastsætter bl.a. regler om vilkårsovertrædelse ved betinget benådning. § 112, nr. 8, indebærer, at afgørelser om indsættelse af en person, der er betinget benådet fra en tidsbestemt straf, til udståelse af straffen eller reststraffen omfattes af den udvidede adgang til domstolsprøvelse. Endvidere gives mulighed for at forlange domstolsprøvelse af afgørelser, hvorved en person, der er betinget benådet fra straf af fængsel på livstid, indsættes til (fortsat) udståelse af livstidsstraffen, jf. herved § 1, nr. 8, i lovforslaget om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.

Lovforslagets § 106 giver efter omstændighederne en indsat ret til erstatning bl.a. for uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid og anbringelse i strafcelle. § 112, nr. 9, indebærer, at den indsatte kan forlange domstolsprøvelse af afgørelser, hvorved der er nægtet erstatning for uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle, når anbringelsen har varet mere end 7 dage, jf. herved § 112, nr. 3, om domstolsprøvelse af afgørelse om ikendelse af strafcelle i mere end 7 dage.

Som det fremgår, tager domstolsprøvelsen efter § 112, nr. 9, for så vidt angår erstatning for fuldbyrdelse af frihedsstraf alene sigte på tilfælde, hvor den indsatte uforskyldt har udstået fængselsstraf i for lang tid. Om domstolsprøvelse i tilfælde, hvor anke eller genoptagelse medfører bortfald eller formildelse af den idømte straf, gælder som hidtil til retsplejelovens § 1018 d. Der henvises endvidere til retsplejelovens § 1018 h, hvorefter en indsat som hidtil kan forlange et erstatningskrav vedrørende foranstaltninger eller indgreb under straffuldbyrdelsen, der rejses på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler, behandlet efter de processuelle regler i retsplejelovens kapitel 93 a, jf. herved pkt. 9.1.1. ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 334-336 (pkt. 45.4.3.1.), 672-673, jf. § 107 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 742-745, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 63-84, 126, jf. § 112 i rådets lovudkast, og s. 292-293.

9.3.4.1.1. Forslaget til bestemmelse om afgrænsning af de afgørelser, der bør omfattes af en udvidet adgang til domstolsprøvelse, bygger på en flertalsopfattelse i arbejdsgruppen. I Straffelovrådet har fire ud af rådets otte medlemmer foreslået en bestemmelse, der i forhold til arbejdsgruppens lovudkast begrænser adgangen til domstolsprøvelse til visse særligt indgribende afgørelser. Bestemmelsen er optaget som § 112 i rådets lovudkast.

9.3.4.1.2. Der har i Straffelovrådet været enighed om, at det er nødvendigt at foretage en nærmere afgrænsning af de afgørelser, der kan tænkes omfattet af en udvidet klageordning, idet der ikke kan antages at være tilstrækkeligt grundlag for, at en udvidet klageordning skal omfatte alle konkrete afgørelser, der træffes af kriminalforsorgen som led i straffuldbyrdelsen.

Arbejdsgruppen har ved sin afgrænsning taget udgangspunkt i afgørelser, der vedrører udstrækningen eller intensiteten af frihedsberøvelsen. Arbejdsgruppen har endvidere lagt vægt på, om afgørelsen må anses for atypisk i forhold til det straffuldbyrdelsesforløb, der normalt kan påregnes, og om afgørelsen i så fald vedrører spørgsmål af så indgribende karakter, at den bør omfattes af en udvidet adgang til domstolsprøvelse.

Straffelovrådet har herudover hæftet sig ved, at de afgørelser, som et flertal i arbejdsgruppen foreslår omfattet af den udvidede klageordning, har baggrund i forskellige hensyn.

Således sigter en række afgørelser på at sikre, at kriminalforsorgen kan opretholde orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionerne. Det gælder, idet der henvises til rådets lovudkast, bl.a. visse afgørelser om anbringelse i arresthus og lukket fængsel, jf. § 21, stk. 3, nr. 1-3, og § 22, stk. 2-4, nr. 1, overførsel fra åbent til lukket fængsel og fra fængsel til arresthus, jf. § 25, stk. 1-3, nr. 1, og § 28, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, samt nægtelse af overførsel fra lukket til åbent fængsel og fra arresthus til fængsel, jf. § 24, stk. 1, og § 27, stk. 1. Som andre eksempler kan nævnes afgørelser om nægtelse af tilladelse til besøg af den pågældendes nærmeste, jf. § 53, stk. 1, 3. pkt., udelukkelse fra fællesskab, jf. § 63, og anbringelse i sikringscelle, jf. § 66.

Andre afgørelser har stor lighed med straffesager, idet de retter sig mod handlinger, som den indsatte har foretaget. Der sigtes i den forbindelse til afgørelser om disciplinærstraf, anbringelse i forhørscelle og konfiskation, jf. §§ 67-73 i rådets lovudkast. Til denne gruppe kan naturligt også henregnes afgørelser om erstatning for uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid og anbringelse i forhørscelle og strafcelle, jf. § 106 i rådets lovudkast. Det gælder derimod ikke i fuldt samme omfang afgørelser om nægtelse af erstatning for uforskyldt anbringelse i sikringscelle og udelukkelse fra fællesskab, idet disse indgreb ikke retter sig mod handlinger, som den indsatte har foretaget, men som nævnt ovenfor har til formål at sikre, at kriminalforsorgen kan opretholde orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionerne.

En række afgørelser retter sig særligt mod længden af frihedsberøvelsen af den indsatte. Det gælder bl.a. afgørelser om straffetidsberegningen, nægtelse af prøveløsladelse og genindsættelse efter prøveløsladelse til udståelse af reststraffen, jf. §§ 14 og 16, § 80, stk. 1, og § 86, stk. 4, i rådets lovudkast.

En særlig gruppe udgør afgørelser om forbud mod offentliggørelse af bestemte artikler i de indsattes blad, jf. § 37, stk. 3, indskrænkning i den indsattes kontakt til medierne, jf. § 59, stk. 2, og tilbageholdelse af breve, der er bestemt til afsendelse, jf. § 55, stk. 4, i rådets lovudkast. Det skyldes, at formålet med disse afgørelser både kan være at sikre, at kriminalforsorgen kan opretholde orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionerne, og at varetage andre hensyn, f.eks. hensynet til den forurettede ved lovovertrædelsen.

Straffelovrådet har på den baggrund overvejet at afgrænse klageordningen på anden måde end den, arbejdsgruppen foreslår, jf. 1989-betænkningen, s. 672-673 og 1998-betænkningen, s. 61-62 (§ 107 i arbejdsgruppens lovudkast).

Rådet har bl.a. overvejet at indføre tidsmæssige betingelser for adgangen til domstolsprøvelse af visse afgørelser, f.eks. afgørelser om fuldbyrdelse af fængselsstraf i arresthus eller lukket fængsel. Rådet har også overvejet at skærpe de tidsmæssige betingelser for domstolsprøvelse, der allerede indgår i arbejdsgruppens forslag til domstolsprøvelse, f.eks. afgørelser om nægtelse af overførsel fra lukket til åbent fængsel. Et forslag til en model, der med enkelte yderligere tilføjelser svarer til den afgrænsning, som arbejdsgruppen har foreslået, men som for visse afgørelsers vedkommende skærper de tidsmæssige betingelser for adgangen til domstolsprøvelse, er beskrevet i model 1, jf. 1998-betænkningen, s. 66-73.

Med en klageordning, der skærper de tidsmæssige betingelser for adgangen til domstolsprøvelse, opnås det, at man principielt fastholder den afgrænsning, som arbejdsgruppen har foreslået, samtidig med, at domstolsprøvelsen forbeholdes de længerevarende afsoningsforløb, hvor behovet for en sådan må antages at være størst. Imod den omhandlede klageordning kan det anføres, at der for så vidt angår indsatte med kortere straffe på samme måde kan opstå tilfælde, hvor retssikkerhedsmæssige hensyn kan tale for, at der bør være en udvidet adgang til domstolsprøvelse.

En anden mulighed er at begrænse klageadgangen til afgørelser, der har lighed med straffesager, er begrundet i hensynet til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen eller retter sig mod det tidspunkt, hvor den indsatte kan forventes at blive prøveløsladt. Der sigtes her bl.a. til afgørelser om straffetidsberegning, tilbageholdelse af brev af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, disciplinærstraf, konfiskation, nægtelse af prøveløsladelse og genindsættelse efter prøveløsladelse til udståelse af reststraffen samt nægtelse af erstatning for uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid og anbringelse i strafcelle. Et forslag til en klageordning, der afgrænser efter disse synspunkter, er beskrevet i model 2, jf. 1998-betænkningen, s. 73-74.

Til støtte for at fastlægge klageordningen som i model 2 kan anføres, at straffuldbyrdelsen ligger i forlængelse af straffesagen, og at det derfor ved fastlæggelsen af en udvidet klageordning inden for straffuldbyrdelsen kan være naturligt at tage udgangspunkt i den afgrænsning, der er angivet ovenfor. Heroverfor kan det anføres, at flere af de nævnte typer af afgørelser, f.eks. disciplinærstraffe, ikke af de indsatte anses for at være så indgribende som andre afgørelser, f.eks. afgørelser ud fra ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn om anbringelse i lukket fængsel eller arresthus, overførsel fra åbent til lukket fængsel eller fra fængsel til arresthus eller nægtelse af overførsel fra lukket til åbent fængsel eller fra arresthus til fængsel samt afgørelser om nægtelse af tilladelse til uledsaget udgang.

Rådet har på den baggrund overvejet at udforme klageordningen, så den omfatter afgørelser som nævnt i model 2 og afgørelser om anbringelse og overførsel eller nægtelse af overførsel til anden afsoningsinstitution samt nægtelse af tilladelse til uledsaget udgang som beskrevet i model 1. En sådan mellemløsning indebærer, at klageordningen både omfatter afgørelser, der naturligt ligger i forlængelse af straffesagen, og afgørelser, der træffes for at opretholde orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionen og typisk opfattes som særligt indgribende af de indsatte. Et forslag til klageordning, der afgrænser efter disse synspunkter, er beskrevet i model 3, jf. 1998-betænkningen, s. 74-75.

Endelig har rådet overvejet at kombinere en af de nævnte modeller med en appelbegrænsning, så der som udgangspunkt alene er mulighed for domstolsprøvelse i 1. instans, dvs. byretten, jf. herved pkt. 9.3.6. nedenfor.

9.3.4.1.3. Kriminalforsorgen har til brug for Straffelovrådet foretaget et skøn over de økonomiske og administrative konsekvenser, som gennemførelse af hver af de i pkt. 9.3.4.1.2. nævnte 3 modeller må antages at medføre. Der henvises herom til 1998-betænkningen, bilag 4.

Af kriminalforsorgens beregning fremgår bl.a., at skønnet over det forventede antal klagesager efter Direktoratet for Kriminalforsorgens opfattelse er realistisk, når henses til, at de indsatte ved at benytte en enkel adgang til domstolsprøvelse vil have »alt at vinde og intet at tabe«. Direktoratet anser det for sandsynligt, at adgangen til at få indbragt afgørelsen for en uvildig instans vil øge de indsattes tilbøjelighed til at klage navnlig over de særlig indgribende afgørelser.

Med hensyn til ressourceforbruget ved de enkelte sager er beregningen baseret på en antagelse af, at størstedelen af klagerne vil blive rejst af indsatte med længere straffe, hvor det ikke sjældent vil være nødvendigt at transportere og fremstille de indsatte i retten. Det er endvidere lagt til grund, at der i vekslende omfang vil være behov for at indkalde fængselspersonale til at afgive vidneforklaring i retten.

Præsidenten for Østre Landsret har til brug for Straffelovrådet foretaget et skøn over de økonomiske og administrative konsekvenser for domstolene, herunder for så vidt angår udgifterne til beskikkelse af advokater. Der henvises herom til 1998-betænkningen, bilag 5.

9.3.4.1.4. Fire af Straffelovrådets otte medlemmer finder herefter, at der ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn kan være grund til at udbygge den nugældende klageordning, så der gives de indsatte mulighed for på en enkel måde at indbringe visse særligt indgribende afgørelser vedrørende straffuldbyrdelsen for domstolene. Selv om ressourcemæssige hensyn ikke skal være afgørende for valget af model, vil det dog efter disse medlemmers opfattelse være unaturligt ikke også i overvejelserne at inddrage dette aspekt. En ordning kan være så bekostelig i forhold til det, der opnås herved, og det, der skønnes nødvendigt at opnå, at det må overvejes, om disse ressourcer bedre kan benyttes til opnåelse af andre mål inden for kriminalforsorgen.

Ved afgrænsningen af en udvidet klageordning inden for straffuldbyrdelsen vil det være naturligt at tage udgangspunkt i afgørelser, der har lighed med straffesager eller i øvrigt må anses for at være af særligt indgribende betydning for den indsatte. En klageordning, der f.eks. bygger på model 1, indebærer, at der gives adgang til udvidet domstolsprøvelse af afgørelser, som retter sig mod kriminalforsorgens mulighed for at opretholde orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionerne. Det gælder bl.a. visse afgørelser om anbringelse i arresthus og lukket fængsel, overførsel fra åbent til lukket fængsel og fra fængsel til arresthus samt nægtelse af overførsel fra lukket til åbent fængsel og fra arresthus til fængsel. Også afgørelser om nægtelse af tilladelse til besøg af den pågældendes nærmeste, udelukkelse fra fællesskab og hensættelse i sikringscelle omfattes af den udvidede klageordning ifølge model 1.

Bl.a. afgørelser om anbringelse i og overførsel mellem de forskellige afsoningsinstitutioner i kriminalforsorgen opfattes ofte som indgribende af de indsatte. Kriminalforsorgen har imidlertid ansvaret for opretholdelse af orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionerne, og personer, der er idømt frihedsstraf, må påregne, at der under afsoningen opstår behov for at træffe afgørelser om f.eks. overførsel til lukket fængsel eller til arresthus eller om nægtelse af tilladelse til besøg af den pågældendes nærmeste af hensyn til kriminalforsorgens mulighed for at opretholde orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionen. Det kan derfor give anledning til tvivl, om den udvidede adgang til domstolsprøvelse også bør gælde i tilfælde, hvor kriminalforsorgen af ordens- og sikkerhedsmæssige grunde nødsages til at gøre indgreb over for den indsatte.

Udformningen af en udvidet klageordning bør sikre, at domstolsprøvelsen forbeholdes tilfælde, hvor der må antages at være et reelt behov for en sådan ordning. Det bør i den forbindelse haves for øje, at de afgørelser, der af arbejdsgruppen foreslås inddraget under en udvidet adgang til domstolsprøvelse, i vidt omfang beror på en kriminalforsorgsmæssig vurdering. Det gælder f.eks. behovet for at skride ind af hensyn til opretholdelse af orden og sikkerhed i en afsoningsinstitution. Der vil her ofte være tale om skønsprægede afgørelser, der træffes ud fra et indgående kendskab til miljøet i institutionen, et kendskab som domstolene ikke har i samme omfang. Domstolene må derfor forventes at udvise tilbageholdenhed ved efterprøvelsen af skønsudøvelsen i det enkelte tilfælde.

Afgørelser, der er begrundet i hensynet til opretholdelse af orden og sikkerhed, skal efter deres karakter typisk træffes og iværksættes hurtigt. Det er da også baggrunden for, at der både i arbejdsgruppens og rådets lovudkast stilles forslag om, at sagens indbringelse for retten normalt ikke har opsættende virkning, jf. pkt. 9.3.5. nedenfor. Netop for de her omhandlede afgørelser synes en domstolsprøvelse, hvor resultatet vil foreligge kortere eller længere tid efter afgørelsen, ikke åbenbart nødvendig eller hensigtsmæssig. De ovennævnte fire medlemmer finder således, at man netop på dette område er uden for kerneområdet for en retslig kontrol. Efter de foreliggende erfaringer har kriminalforsorgen da også hidtil på betryggende måde været i stand til at træffe disse afgørelser. Afgørelserne vil også som hidtil kunne indbringes for Folketingets Ombudsmand. Det følger endelig ikke af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at den indsatte har krav på en udvidet adgang til domstolsprøvelse af afgørelser som de omhandlede.

Til det anførte kommer, at de økonomiske og administrative konsekvenser af at lade de afgørelser, der af kriminalforsorgen træffes ud fra hensynet til at opretholde orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionen, være omfattet af en udvidet klageordning, vil være endog særdeles betydelige.

På denne baggrund er det disse medlemmers opfattelse, at de omtalte afgørelser bør holdes uden for en udvidet klageordning.

Medlemmerne finder, at det ved afgrænsningen af en udvidet adgang til domstolskontrol er nærliggende at tage udgangspunkt i afgørelser, der ligger i naturlig forlængelse af straffesagen eller i øvrigt er af særligt indgribende betydning for den indsatte, dvs. afgørelser om straffetidsberegning, disciplinærstraf og konfiskation. Også afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse og genindsættelse efter prøveløsladelse til udståelse af reststraffen bør omfattes, idet disse afgørelser retter sig mod det tidspunkt, hvor den indsatte kan forventes at blive løsladt, og derfor er af meget væsentlig betydning for den pågældende.

Endelig vil det være naturligt at inddrage afgørelser om nægtelse af erstatning for uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid og for indgreb, der har lighed med straffesager. For så vidt angår erstatning må det dog også kræves, at selve indgrebet er undergivet udvidet adgang til domstolsprøvelse. Det medfører, at den udvidede adgang til domstolsprøvelse ikke bør omfatte afgørelser om nægtelse af erstatning for uforskyldt anbringelse i forhørscelle, og at den udvidede adgang til domstolsprøvelse af afgørelser om nægtelse af erstatning for uforskyldt anbringelse i strafcelle begrænses til tilfælde, hvor en sådan anbringelse har varet mere end 7 dage.

Afgørelser om forbud mod offentliggørelse af bestemte artikler i de indsattes blade, indskrænkning i den indsattes kontakt til medierne og tilbageholdelse af breve bestemt til afsendelse kan være begrundet såvel i ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn som i andre hensyn, f.eks. hensynet til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen. De ovennævnte fire medlemmer har derfor overvejet, om der i disse tilfælde kan antages at være et særligt behov for at give mulighed for en udvidet adgang til domstolsprøvelse.

Afgørelser om tilbageholdelse af breve må anses for et væsentligt indgreb i den indsattes mulighed for at kontakte personer uden for afsoningsinstitutionen. I de tilfælde, hvor dette indgreb ikke kan begrundes med ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, men alene har baggrund i hensynet til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, må der antages at være et særligt behov for, at afgørelsen om tilbageholdelse af brevet kan prøves ved domstolene. Endvidere giver det ifølge kriminalforsorgen ikke i praksis anledning til vanskelighed at udskille de tilfælde, hvor breve tilbageholdes af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen. Disse medlemmer finder på den baggrund i lighed med arbejdsgruppen, at afgørelser, hvorved der af hensyn til den forurettede ved lovovertrædelsen gøres indgreb i den indsattes ret til at afsende breve, bør omfattes af den udvidede adgang til domstolsprøvelse.

Afgørelser om forbud mod offentliggørelse af bestemte artikler i de indsattes blade og indskrænkning i den indsattes ret til kontakt til medierne må også anses for væsentlige indgreb. I de tilfælde, hvor indgrebet kan begrundes med ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, må den indsatte dog påregne, at der kan gøres indgreb i retten til at udgive blade og kontakte medierne.

Ifølge kriminalforsorgen er hovedparten af de afgørelser, der i dag træffes om indgreb i retten til at udgive blade, begrundet i ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Endvidere kan det i praksis være vanskeligt at udskille de tilfælde, hvor afgørelsen beror på andre end ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Desuden er afgørelser om forbud mod offentliggørelse af bestemte artikler i de indsattes blade ikke omfattet af arbejdsgruppens forslag om en udvidet adgang til domstolsprøvelse. På den baggrund finder de ovennævnte fire medlemmer, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at foreslå disse afgørelser omfattet af den udvidede klageordning. Der vil fortsat være mulighed for at klage til Folketingets Ombudsmand.

Ifølge kriminalforsorgen er hovedparten af de afgørelser, der i dag træffes om indgreb i den indsattes kontakt til medierne, begrundet med hensynet til retsfølelsen. Dette forhold giver efter de ovennævnte fire rådsmedlemmers opfattelse ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for, at forslaget om udvidet adgang til domstolsprøvelse også bør omfatte afgørelser af denne type. Som det fremgår af § 59, stk. 2, i rådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.6.2. ovenfor, kræver bestemmelsen, at der foreligger kvalificerede omstændigheder, for at kriminalforsorgen af hensyn til retsfølelsen kan gøre indgreb i den indsattes ret til kontakt til medierne. Bestemmelsens anvendelsesområde er således indskrænket til de særlige tilfælde, hvor formålet med begrænsningen er at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen. Endvidere er der fortsat adgang til at klage til Folketingets Ombudsmand, når afgørelser af denne type ikke medtages i forslaget om en udvidet adgang til domstolsprøvelse. Afgørelser om begrænsning i den indsattes ret til kontakt til medierne er i øvrigt heller ikke omfattet af arbejdsgruppens forslag om en udvidet adgang til domstolsprøvelse. De fire medlemmer finder på den baggrund, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at foreslå disse afgørelser omfattet af den udvidede klageordning.

De fire medlemmer er opmærksomme på, at afgørelser om nægtelse og tilbagekaldelse af tilladelse til udgang ofte opfattes som indgribende af indsatte. Heroverfor kan imidlertid anføres, at afgørelser om nægtelse og tilbagekaldelse af tilladelse til udgang ikke retter sig mod længden af frihedsberøvelsen. Endvidere har sådanne afgørelser ikke lighed med straffesager i samme omfang som f.eks. afgørelser om disciplinærstraf og konfiskation. Hertil kommer, at der i afgørelser om udgang indgår en skønsmæssig vurdering bl.a. af risikoen for misbrug af udgangstilladelsen, og at domstolene derfor må forventes at udvise tilbageholdenhed ved efterprøvelsen af skønsudøvelsen i det enkelte tilfælde. Endelig vil der også på dette område fortsat være adgang til at klage til Folketingets Ombudsmand. På den baggrund er der efter disse medlemmers opfattelse heller ikke på dette område tilstrækkeligt grundlag for at foreslå regler, der giver udvidet adgang til domstolsprøvelse.

Et mindretal i arbejdsgruppen gik ind for, at afgørelser om nægtelse af tilladelse til at have sit barn under 3 år hos sig i afsoningsinstitutionen bør omfattes af den udvidede klageordning, jf. 1989-betænkningen, s. 621-622. Mindretallet lagde i den forbindelse vægt på, at en sådan afgørelse kan få store og langtrækkende konsekvenser for både den indsatte og barnet. Endvidere har domstolene en betydelig erfaring i behandlingen af sager om forældremyndighed, og domstolene må derfor antages at være bedre egnet end kriminalforsorgen til at foretage en helhedsvurdering af, hvad der er bedst for barnet.

Som det fremgår af bemærkningerne til § 54 i rådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.2.2. ovenfor, kan rådet tiltræde, at man i straffuldbyrdelsesloven viderefører den nuværende mulighed for at have små børn hos sig under afsoningen. Rådet finder imidlertid ikke, at det skal påhvile kriminalforsorgens institutioner at tage stilling til, om det er bedst for barnet at opholde sig hos den indsatte i institutionen. Vurderingen af, om dette er stemmende med barnets tarv, bør påhvile de sociale myndigheder, der i modsat fald vil kunne træffe bestemmelse om anden anbringelse, eventuelt tvangsmæssigt, efter de i den sociale lovgivning gældende regler. For disse tilfælde er der endvidere fastsat særlige regler om domstolsprøvelse. Rådet foreslår på den baggrund, at lovudkastets bestemmelse herom affattes således, at en indsat har ret til at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen, hvis den indsatte selv er i stand til at passe barnet.

Spørgsmålet om, hvorvidt den indsatte selv er i stand til at passe barnet i vedkommende afsoningsinstitution, beror i høj grad på en kriminalforsorgsmæssig vurdering. Efter de ovennævnte medlemmers opfattelse må det forventes, at domstolene vil udvise tilbageholdenhed ved efterprøvelsen af det skøn, som kriminalforsorgen har udøvet i det enkelte tilfælde. Medlemmerne finder bl.a. på den baggrund i lighed med arbejdsgruppens flertal, at afgørelser om nægtelse af tilladelse til at have små børn hos sig i afsoningsinstitutionen bør holdes uden for forslaget om en udvidet adgang til domstolsprøvelse.

De ovennævnte fire medlemmer har også overvejet, om afgørelser, hvorved kriminalforsorgen i den indsattes vederlag for beskæftigelse modregner visse erstatningskrav, bør omfattes af de udvidede klageordning, jf. § 74 i rådets lovudkast og pkt. 5.9.3.1. ovenfor. Det kan anføres, at modregningsadgangen har baggrund i ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, idet formålet er at modvirke, at indsatte volder skade på institutionens ting, og at afgørelser herom derfor ikke bør omfattes af den udvidede klageordning. Når institutionen modregner, afskæres den indsatte imidlertid fra at få prøvet eventuelle indsigelser vedrørende erstatningskravet, og der må derfor i disse tilfælde antages at være et særligt behov for domstolsprøvelse. Medlemmerne finder på den baggrund i lighed med arbejdsgruppen, at afgørelser om modregning af erstatningsbeløb i den indsattes vederlag for beskæftigelse bør omfattes af den udvidede klageordning.

Sammenfattende er det disse medlemmers opfattelse, at det ikke er påkrævet eller hensigtsmæssigt at udbygge klageordningen i det omfang, som arbejdsgruppen har stillet forslag om, men at der bør gennemføres en udvidelse af klageordningen, der giver mulighed for at indbringe visse særligt indgribende afgørelser for domstolene. Det vil være naturligt at give mulighed for udvidet domstolsprøvelse af afgørelser, der har lighed med straffesager eller i øvrigt har særlig indgribende betydning for den indsatte, dvs. afgørelser om straffetidsberegning, tilbageholdelse af breve af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, disciplinærstraf, konfiskation, modregning af erstatningsbeløb, nægtelse af prøveløsladelse, genindsættelse efter prøveløsladelse og indsættelse af en betinget benådet samt afgørelser om nægtelse af erstatning i anledning af uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle i mere end 7 dage.

De ovennævnte rådsmedlemmer kan på den baggrund gå ind for, at der i § 112 i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, der giver mulighed for udvidet domstolsprøvelse svarende til model 2.

9.3.4.1.5. To af Straffelovrådets medlemmer anser alle tre modeller for forsvarlige. Efter disse medlemmers opfattelse må en nærmere stillingtagen til de tre modeller imidlertid - ud over mere principielle overvejelser vedrørende behovet for en adgang til domstolsprøvelse af de forskellige typer afgørelser - i betydeligt omfang afhænge af, hvilke muligheder der foreligger for en tildeling eller prioritering af ressourcer til dette og andre områder inden for kriminalforsorgen.

På det foreliggende grundlag finder disse medlemmer herefter ikke at burde udtale sig om, hvilken model der bør foretrækkes.

9.3.4.1.6. Endelig anfører to af Straffelovrådets medlemmer, at hovedtanken bag straffuldbyrdelsesloven er at opfylde retsstatskravene. Efter den almindelige opfattelse er der to led heri. Administrationen skal fungere under loven og under domstolskontrol. Udkastet til straffuldbyrdelseslov skal som helhed opfylde første led. I denne forbindelse er spørgsmålet, hvorvidt også det andet led skal opfyldes. En total opfyldelse ville forudsætte en let adgang til fuldstændig domstolsprøvelse af alle beslutninger og al faktisk virksomhed inden for straffuldbyrdelsen, som har direkte konsekvenser for de dømte. En sådan fuldstændig efterprøvelse ville også være i bedst overensstemmelse med tankerne bag Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det forekommer dog efter disse medlemmers opfattelse rimeligt af ressourcegrunde at begrænse mulighederne for den lette adgang til fuldstændig domstolskontrol til de afgørelser, som er af væsentlig betydning for den indsatte, og/eller som berører retsområder af særlig principiel betydning. Model 1 er udtryk for en sådan ressourcebegrundet indskrænkning i den almindelige adgang til efterprøvelse.

Uenigheden mellem de fire medlemmer, jf. pkt. 9.3.4.1.4. ovenfor, og disse to rådsmedlemmer vedrører spørgsmålet, om model 1 eller 2 bør foretrækkes. Model 1 rummer alle de sagstyper, som model 2 omfatter, samt nogle få yderligere områder. De fire medlemmer har begrundet fravalget af disse områder i såvel reale som ressourcemæssige hensyn. De to medlemmer fastholder model 1, idet de sagstyper, som de ovennævnte fire medlemmer har fravalgt, er af så væsentlig betydning, at de ikke alene bør kunne efterprøves med hjemmel i grundlovens snævre § 63. Endvidere anser de to medlemmer skønnet over antallet af sager og ressourceforbruget ved den typiske sag for urealistisk stort.

Det må ventes, at der umiddelbart efter indførelsen af en lettere mulighed for domstolsprøvelse vil være et stort antal dømte, som vil afprøve denne mulighed. Viser det sig, at domstolene underkender de administrative afgørelser i større tal, vil der kunne forventes et fortsat stort antal indbringelser, hvilket så også vil være sagligt velbegrundet. Viser det sig, at domstolene opretholder langt hovedparten af de administrative afgørelser - hvilket er det mest sandsynlige - må der ventes et fald efter den første bølge. Der er ingen, som med rimelig sikkerhed kan sige, hvilket niveau klagetallet vil stabilisere sig på, men alle fremskaffede, sammenlignelige tal fra ind- og udland tyder på et væsentligt lavere niveau end de tal, som kriminalforsorgen har fremlagt, og som er lagt til grund for kriminalforsorgens og domstolenes skøn over det ventede ressourceforbrug.

I dag opfylder Folketingets Ombudsmand i meget høj grad den funktion, som domstolene skal overtage. Ombudsmanden behandler ca. 50 sager om året fra dette område. Domstolene skal kun overtage en mindre del af de sagstyper, som i dag kan forelægges ombudsmanden.

Det synes endvidere efter de to medlemmers opfattelse berettiget at konkludere, at kriminalforsorgens skøn ikke får nogen støtte i de udenlandske tal, og at ressourceforbruget ved de enkelte sager af kriminalforsorgen er skønnet ud fra det maksimalt mulige.

9.3.4.1.7. Sammenfattende er herefter som § 112 i rådets lovudkast optaget klagemodel 2, som fire af rådets medlemmer kan gå ind for, jf. pkt. 9.3.4.1.2. og 9.3.4.1.4. ovenfor.

Justitsministeriet er enig med Straffelovrådet i, at det er nødvendigt at foretage en nærmere afgrænsning af de afgørelser, der kan tænkes omfattet af en udvidet klageordning, idet der ikke kan antages at være tilstrækkeligt grundlag for, at en udvidet klageordning skal omfatte alle konkrete afgørelser, der træffes af kriminalforsorgen som led i straffuldbyrdelsen.

Justitsministeriet finder, at klagemodel 2 bør foretrækkes.

Det er således Justitsministeriets opfattelse, at det ikke vil være rigtigt at udbygge klageordningen i det omfang, som arbejdsgruppen har stillet forslag om, men at der bør gennemføres en udvidelse af klageordningen, som giver mulighed for at indbringe visse særlig indgribende afgørelser for domstolene svarende til klagemodel 2.

Denne model omfatter som nævnt afgørelser, der har lighed med straffesager eller i øvrigt har særlig indgribende betydning for den indsatte. Hermed sigtes til afgørelser om straffetidsberegning, tilbageholdelse af breve af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, disciplinærstraf, konfiskation, modregning af erstatningsbeløb, nægtelse af prøveløsladelse, genindsættelse efter prøveløsladelse og indsættelse af en betinget benådet samt afgørelser om nægtelse af erstatning i anledning af uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle i mere end 7 dage.

Derimod bør der efter Justitsministeriets opfattelse ikke være en udvidet adgang til domstolsprøvelse af bl.a. afgørelser, der er begrundet i hensynet til at opretholde orden og sikkerhed i kriminalforsorgens institutioner.

En vurdering af behovet for at skride ind i disse tilfælde vil i vidt omfang bero på en kriminalforsorgsmæssig vurdering. Der vil her ofte være tale om skønsprægede afgørelser, der træffes ud fra et indgående kendskab til miljøet i institutionen, et kendskab som domstolene ikke har i samme omfang.

Disse afgørelser skal endvidere efter deres karakter typisk træffes og iværksættes hurtigt, og en domstolsprøvelse ville derfor normalt ikke kunne have opsættende virkning.

En domstolsprøvelse af disse afgørelser, hvor resultatet vil foreligge kortere eller længere tid efter afgørelsen, er derfor hverken hensigtsmæssig eller påkrævet.

Hertil kommer de økonomiske og administrative konsekvenser af at lade de afgørelser, der af kriminalforsorgen træffes ud fra hensynet til at opretholde orden og sikkerhed i afsoningsinstitutionen, være omfattet af klageordningen.

Justitsministeriet kan derfor tiltræde forslaget om at udvide klageordningen i overensstemmelse med klagemodel 2, således som fire af Straffelovrådets otte medlemmer har anbefalet, jf. lovforslagets § 112.

Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 339-340 (pkt. 45.4.5.), 673-674, jf. §§ 107-113 i arbejdsgruppens lovudkast, samt s. 745-747, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 86-95, 126-129, jf. §§ 112-125 i rådets lovudkast, og s. 292-308.

9.3.5.1.1. Straffelovrådet er enig med arbejdsgruppen i, at der alene bør være adgang til domstolsprøvelse af endelige administrative afgørelser.

Rådet finder endvidere i lighed med arbejdsgruppens flertal, at der ikke kan antages at være behov for at fastsætte en længerevarende frist for indbringelse af klagen. Rådet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at indbringelsen kan ske ved en formløs meddelelse til den administrative myndighed. Rådet har dog fundet, at 14 dage som foreslået af arbejdsgruppens flertal kan være for kort en frist, idet der bør gives den indsatte mulighed for at overveje spørgsmålet om klage nærmere og eventuelt drøfte det med en advokat. Det er på den baggrund rådets opfattelse, at fristen for indbringelse af klagen bør fastsættes til 4 uger.

Rådet kan tilslutte sig arbejdsgruppens forslag om en frist på 6 måneder for fornyet indbringelse af det samme spørgsmål. Ved afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse fra fængsel på livstid foreslås dog indført en ordning, hvorefter spørgsmålet om prøveløsladelse først på ny kan indbringes for retten, når der er forløbet 1 år fra rettens afgørelse. Der henvises herom til pkt. 3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.

Efter rådets opfattelse bør det overlades til retten at træffe bestemmelse om, hvorvidt en sag efter sin karakter bør behandles mundtligt. Der er efter rådets opfattelse grund til at tro, at et stort antal sager allerede ved modtagelsen vil være tilstrækkeligt oplyst, så retten i mange tilfælde umiddelbart vil kunne træffe sin afgørelse, efter at den dømte eller dennes advokat i et skriftligt indlæg har haft lejlighed til at udtale sig om kriminalforsorgens begrundelse for den pågældende afgørelse. Rådet har derfor fundet det hensigtsmæssigt og forsvarligt at foreslå, at sagerne, selv om hovedprincippet i retsplejen er mundtlighed, som udgangspunkt behandles skriftligt, men således at retten - også af egen drift - kan træffe bestemmelse om mundtlig behandling.

Reglerne om domstolsprøvelse bør udformes på en måde, der giver mulighed for hurtig sagsbehandling under hensyntagen til karakteren af den pågældende afgørelse. Det er i det offentliges og normalt også i den dømtes interesse, at sagen afgøres så hurtigt som muligt. Rådet er derfor enig med arbejdsgruppen i, at retten bør have mulighed for at stille krav om tilvejebringelse af yderligere oplysninger.

9.3.5.1.2. Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (6 medlemmer) har i en særudtalelse af december 1996 om aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse foreslået forvaltningslovens § 9 ændret, så der ikke er aktindsigt for parten i forbindelse med fuldbyrdelse af frihedsstraf i sager om valg af afsoningsinstitution, sager om overførsel til anden afsoningsinstitution eller afdeling i en afsoningsinstitution eller sager om udelukkelse fra fællesskab, jf. pkt. 4.i de almindelige bemærkninger til forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. Gennemføres dette forslag sammen med klagemodel 2, jf. pkt. 9.3.4.1.4. ovenfor, vil der ikke være udvidet adgang til domstolsprøvelse af de nævnte typer af afgørelser med deraf følgende mulighed for at opnå kendskab til oplysninger, der er undtaget fra aktindsigt under kriminalforsorgens sagsbehandling.

Flertallet er opmærksom på, at afgørelser om valg af afsoningsinstitution, om overførsel til anden afsoningsinstitution eller afdeling i en afsoningsinstitution eller om udelukkelse fra fællesskab kan undergives domstolsprøvelse i medfør af grundlovens § 63 med deraf følgende mulighed for den dømte for at opnå kendskab til oplysninger, der måtte være undtaget fra aktindsigt i medfør af forvaltningslovens § 15. Flertallet har dog ikke fundet noget praktisk behov for at fastsætte regler, der under domstolsprøvelse giver mulighed for at afskære den dømte fra at gøre sig bekendt med sådanne oplysninger. Flertallet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at der ikke under den nugældende retstilstand har vist sig behov for sådanne regler med henblik på domstolsprøvelse i medfør af grundlovens § 63 af afgørelser, hvori indgår oplysninger, som kriminalforsorgen har undtaget fra aktindsigt efter forvaltningslovens § 15.

9.3.5.1.3. Straffelovrådet har under overvejelserne om en udvidet klageordning inden for straffuldbyrdelsen drøftet at kombinere adgangen til domstolsprøvelse med en processuel begrænsning, så der som udgangspunkt alene er mulighed for domstolsprøvelse i én instans, dvs. byretten.

Rådet er opmærksom på, at en ordning, der som udgangspunkt alene tillader domstolsprøvelse i én instans, markerer en fravigelse fra den almindelige procesordning, idet der efter retsplejelovens regler om appel normalt er mulighed for at få prøvet byrettens afgørelse i landsretten. Mange af de afgørelser, der kan blive omfattet af domstolsprøvelsen, vil imidlertid næppe kunne karakteriseres som vedrørende spørgsmål af principiel karakter. Der synes ikke for disse afgørelser behov for en to-instans behandling.

Med en appelbegrænsning opnås, at domstolene fastholdes som den myndighed, de indsatte kan klage til uden for kriminalforsorgen, samtidig med, at adgangen til domstolsprøvelse i landsretten og Højesteret forbeholdes tilfælde, hvor der må antages at være et særligt behov for domstolsprøvelse i flere instanser.

Til fordel for at kombinere en udvidet adgang til domstolsprøvelse med en appelbegrænsning kan også anføres en række ressourcemæssige hensyn. Selv om ressourcemæssige hensyn ikke bør være afgørende for udformningen af klageordningen, vil det dog være unaturligt ikke også at inddrage dette aspekt i overvejelserne.

Der er efter en samlet vurdering enighed i rådet om at anbefale, at der i forslaget om en udvidet adgang til domstolsprøvelse indsættes bestemmelser, som indebærer, at afgørelser truffet af byretten normalt kun kan prøves i landsretten og Højesteret efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Det gælder, uanset om forslaget om udvidet adgang til domstolsprøvelse bygger på model 1, 2 eller 3, jf. herved pkt. 9.3.4.1.2. ovenfor.

Der er endvidere enighed om, at adgangen til prøvelse i landsretten som udgangspunkt bør afgrænses til tilfælde, hvor sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler for, at sagen bør kunne prøves i landsretten, jf. herved retsplejelovens § 962, stk. 3, 1. pkt., om påanke af visse domme i straffesager til landsretten. Der er også enighed om, at prøvelse i Højesteret bør forbeholdes tilfælde, hvor sagen er af principiel karakter.

Afgørelser om genindsættelse efter prøveløsladelse eller betinget benådning vil være særligt indgribende for indsatte, der afsoner længerevarende straffe. Rådet finder derfor, at hensynet til den indsatte i disse tilfælde taler for, at sagen bør kunne prøves i landsretten uden appelbegrænsning, når den resterende straffetid er 1 år eller mere.

Rådet finder endvidere, at det stemmer bedst med de hensyn, der ligger bag den foreslåede ordning om domstolsprøvelse af afslag på prøveløsladelse fra livstidsstraf, at livstidsdømte får mulighed for at få prøvet sagen i landsretten uden begrænsning i appeladgangen, jf. herved pkt. 3.2. i lovforslaget om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.

Rådet foreslår på denne baggrund, at afgørelser om genindsættelse efter prøveløsladelse og betinget benådning fra tidsbestemt straf undtages fra forslaget om appelbegrænsning, så disse afgørelser kan indbringes for landsretten uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, når den resterende straffetid er 1 år eller mere. Også afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse og genindsættelse efter prøveløsladelse eller betinget benådning fra straf af fængsel på livstid foreslås undtaget, så disse afgørelser kan prøves i landsretten uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Indbringelse for Højesteret af de nævnte afgørelser kan kun ske med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, hvis sagen vedrører spørgsmål af principiel karakter.

9.3.5.1.4. Sammenfattende foreslås det herefter i § 112 i rådets lovudkast fastsat, at den dømte kan kræve endelige administrative afgørelser, der er omfattet af bestemmelsen, indbragt til prøvelse for retten inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

I § 113 i rådets lovudkast foreslås en bestemmelse om valg af den domstol, der i det enkelte tilfælde skal behandle klagesagen.

Efter § 113, stk. 1, sker indbringelse af sagen for byretten i den retskreds, hvor den institution, som har truffet den oprindelige afgørelse, er beliggende. Er den indsatte senere overført til en anden institution, kan sagen i stedet indbringes for byretten i den retskreds, hvor den institution, som den dømte er anbragt i, er beliggende. Er den dømte ikke frihedsberøvet, indbringes sagen for byretten i den retskreds, hvor den dømte bor eller opholder sig. Har den dømte ikke kendt bopæl eller opholdssted, indbringes sagen for Københavns Byret.

Efter § 113, stk. 2, kan retten efter begæring tillade, at en indbragt sag overflyttes til en anden ret, der er lovligt værneting efter stk. 1, når dette på grund af vidners bopæl, den indsattes løsladelse eller af anden særlig grund skønnes hensigtsmæssigt til sagens fremme.

Endelig fastsættes det i § 113, stk. 3, at afgørelse af, om sagen skal henvises eller ikke, træffes ved kendelse. En kendelse, hvorved sagen henvises, kan ikke indbringes for højere ret.

I § 114 i rådets lovudkast foreslås en bestemmelse om fremgangsmåden i forbindelse med klagesagens indbringelse for retten.

I § 114, stk. 1, fastsættes det, at sagen indbringes for retten uden unødigt ophold af justitsministeren (dvs. Direktoratet for Kriminalforsorgen), der fremsender sagens akter med oplysning om den påklagede afgørelse og en redegørelse for de omstændigheder, der påberåbes, samt for de beviser, der kan have betydning for sagens afgørelse. Stk. 1 suppleres i stk. 2 af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om sagens indbringelse for retten.

I § 115 i rådets lovudkast foreslås en bestemmelse, der fastlægger, hvem der er sagens parter, og tager stilling til spørgsmålet om advokatbeskikkelse.

Efter § 115, stk. 1, anses som sagens parter den dømte, tredjemand, hvis penge eller genstande konfiskeres, jf. §§ 73 og 125 i rådets lovudkast, og justitsministeren. § 115, stk. 1, bygger på klagemodel 2, jf. pkt. 9.3.4.1.7. ovenfor.

Partsstillingen medfører ifølge rådets lovudkast bl.a., at de pågældende ved mundtlig behandling af sagen skal underrettes om retsmøder i sagen og har adgang til at føre beviser og procedere sagen. Behandles sagen på skriftligt grundlag, har parterne adgang til at indsende indlæg til retten. Partsstillingen indebærer også, at de pågældende skal underrettes om den afgørelse, der træffes, og at de kan kære rettens afgørelse.

Efter § 115, stk. 2, i rådets lovudkast beskikker retten en advokat for den dømte, såfremt retten finder det fornødent, medmindre den pågældende selv har antaget en advokat. Bestemmelsen indebærer, at retten skal foretage en konkret vurdering af behovet for, at den dømte har en advokat til at varetage sine interesser under sagen.

Baggrunden for bestemmelsen er, at den dømte kan have vanskeligt ved selv at varetage sine interesser under sagen, f.eks. hvis sagen skal behandles mundtligt, og der foruden af den dømte skal ske afhøring af andre personer, eventuelt uden den dømtes tilstedeværelse. Selv om retten efter § 116 i rådets lovudkast, jf. nedenfor, kan stille krav om tilvejebringelse af yderligere oplysninger og også i øvrigt skal påse, at den dømtes interesser varetages, finder rådet det naturligt, at der under domstolsbehandlingen kan beskikkes en advokat, herunder i tilfælde, hvor den pågældende ikke opfylder betingelserne for fri proces.

Der er endvidere ikke mulighed for at beskikke en forsvarer efter retsplejelovens kapitel 66, idet den dømte ikke i relation til den udvidede domstolsprøvelse efter straffuldbyrdelsesloven har stilling som sigtet eller tiltalt i en straffesag. Har den dømte på tidspunktet for domstolsprøvelsen en forsvarer, kan det f.eks. skyldes, at den pågældende er sigtet for strafbart forhold i anledning af en optræden, der også har dannet grundlag for en afgørelse om disciplinærstraf.

Advokatens opgave er at repræsentere og bistå klageren. Advokaten skal sørge for, at den dømte får lejlighed til at udtale sig enten skriftligt eller under afhøringen ved den mundtlige behandling af sagen. Advokaten forudsættes derfor at komme i personlig kontakt med den dømte, så advokaten bl.a. med henblik på tilrettelæggelse af en eventuel bevisførelse kan danne sig et indtryk af sin klients stilling i sagen.

I §§ 116 og 117 i rådets lovudkast foreslås bestemmelser om sagens behandling i retten. Det fastsættes heri bl.a., at sagen behandles på skriftligt grundlag, medmindre retten bestemmer andet, at retten kan stille krav om tilvejebringelse af yderligere oplysninger og ved mundtlig behandling træffer bestemmelse om afhøring af den dømte og andre og om tilvejebringelse af beviser i øvrigt, samt at retten indkalder parter og vidner. De nævnte bestemmelser indebærer, at parterne ikke på samme måde som i de almindelige civile sager selv kan tilrettelægge sagen og beslutte, hvilke oplysninger der skal forelægges retten. Det påhviler derimod retten at sikre, at de relevante oplysninger tilvejebringes, så retten har et tilstrækkeligt grundlag for at afgøre sagen.

I § 118 i rådets lovudkast foreslås det fastsat, at sagens indbringelse for retten ikke har opsættende virkning, medmindre justitsministeren eller retten bestemmer det. Baggrunden for bestemmelsen er, at hensynet til kriminalforsorgens sikkerheds- og ordensmæssige virksomhed normalt vil tale imod, at indbringelsen tillægges en sådan virkning.

Efter § 119 i rådets lovudkast afgør retten ved kendelse, om sagen skal afvises, eller om afgørelsen skal stadfæstes, ændres eller ophæves. At afgørelsen skal ske i form af kendelse medfører, at afgørelsen skal begrundes, jf. retsplejelovens § 218, stk. 1, 1. pkt.

I § 120 i rådets lovudkast foreslås bestemmelser om fastsættelse og betaling af sagsomkostninger i tilfælde, hvor der er beskikket advokat.

Efter § 120, stk. 1, gælder om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces. Retten kan, når der er særlig anledning til det, pålægge den dømte helt eller delvis at betale sagens omkostninger.

Efter § 120, stk. 2, gælder om sagsomkostninger i de tilfælde, hvor der ikke er beskikket advokat, de almindelige regler herom i retsplejelovens kapitel 30.

I § 121 i rådets lovudkast foreslås regler om adgangen til kære af byrettens afgørelser til landsretten.

Efter § 121, stk. 1, kan kære iværksættes af sagens parter, jf. § 115, stk. 1.

Efter § 121, stk. 2, 1. pkt., kan byrettens kendelser kæres til den landsret, i hvis kreds byretten ligger, når sagen er omfattet af § 112, nr. 6, 2. led, 7 eller 8, i rådets lovudkast (klagemodel 2). Afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid, der efter § 112, nr. 6, 2. led, kan indbringes for domstolene, kan derfor indbringes for landsretten uden begrænsning i appeladgangen. Det samme gælder afgørelser om genindsættelse efter prøveløsladelse eller betinget benådning. Ved kendelser i sager efter § 112, nr. 7 eller 8, (klagemodel 2), som angår tidsbestemt straf, kræves dog, at den resterende straffetid er mindst 1 år, jf. § 121, stk. 2, 2. pkt., i rådets lovudkast.

Efter § 121, stk. 3, 1. pkt., kan kendelser ikke kæres, når sagen er omfattet af § 112, nr. 1-5, 6, 1. led, eller 9 (klagemodel 2). Afgørelser om straffetidsberegning, tilbageholdelse af brev, disciplinærstraf, konfiskation, modregning, nægtelse af prøveløsladelse fra tidsbestemt straf og nægtelse af erstatning kan derfor som udgangspunkt alene domstolsprøves i byretten.

Efter § 121, stk. 3, 2. pkt., kan Procesbevillingsnævnet dog give tilladelse til kære, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler for det. Rådet har ikke fundet det muligt generelt at fastslå, hvilke tilfælde der må anses for omfattet af denne bestemmelse. Spørgsmålet om kæretilladelse afhænger af en konkret vurdering, hvori bl.a. indgår sagens omstændigheder og betydning for den pågældende indsatte.

Efter § 121, stk. 3, 3. pkt., i rådets lovudkast finder retsplejelovens § 392, stk. 2, 2. og 3. pkt., tilsvarende anvendelse ved behandlingen af spørgsmålet om kæretilladelse til landsretten. Ansøgning om kæretilladelse skal derfor indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse til kære, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.

I § 122 i rådets lovudkast foreslås regler om fremgangsmåden ved kære til landsretten.

Efter § 122, stk. 1, sker kære til landsretten ved meddelelse til byretten. Meddelelsen kan ske mundtligt til retsbogen. Det påhviler retten at sende meddelelsen og sagens akter til landsretten.

Efter § 122, stk. 2, 1. pkt., behandles sagen under kære efter samme regler, som er fastsat for byretsbehandlingen. Det indebærer bl.a., at landsretten i de tilfælde, hvor sagen er behandlet på skriftligt grundlag i byretten, i medfør af lovudkastets § 116 skal afgøre, om der er behov for mundtlig behandling af sagen.

Efter § 122, stk. 2, 2. pkt., gælder i øvrigt retsplejelovens kapitel 37 om kære. Det indebærer bl.a., at kærefristen er 2 uger, regnet fra den dag, afgørelsen er truffet, jf. retsplejelovens § 394, stk. 1, og § 219. I de tilfælde, hvor kære forudsætter Procesbevillingsnævnets tilladelse, skal kære ske inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Iværksættes kære senere, afvises kæren som udgangspunkt af den ret, hvortil afgørelsen kæres, jf. retsplejelovens § 394, stk. 2. I øvrigt har kære normalt ikke opsættende virkning, jf. retsplejelovens § 395.

Efter § 122, stk. 2, 3. pkt., finder retsplejelovens § 398, stk. 2, 3. pkt., kun anvendelse, når den dømte ikke er frihedsberøvet. Det indebærer, at kæremålet ikke afvises, når den kærendes »udeblivelse« skyldes, at den pågældende er frihedsberøvet.

I § 123 i rådets lovudkast foreslås regler om adgangen til og fremgangsmåden ved kære til Højesteret.

Efter § 123, stk. 1, kan kendelser, der er afsagt af landsretten, ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis sagen er af principiel karakter, f.eks. hvis der om det samme spørgsmål foreligger forskellige afgørelser fra de to landsretter, og der derfor er behov for at få en endelig afklaring af retstilstanden. Ved behandlingen af spørgsmålet om kæretilladelse til Højesteret finder reglerne i retsplejelovens § 392, stk. 2, 3. og 4. pkt., tilsvarende anvendelse, jf. § 123, stk. 1, 2. pkt., i rådets lovudkast.

Efter § 123, stk. 2, i rådets lovudkast finder § 122 tilsvarende anvendelse ved kære til Højesteret. Det indebærer bl.a., at sagen i Højesteret i lighed med landsretten behandles efter samme regler, som er fastsat for byretsbehandlingen. I de tilfælde, hvor sagen også i landsretten er behandlet på skriftligt grundlag, skal Højesteret således afgøre, om der er behov for mundtlig behandling af sagen.

I § 124, stk. 1, 1. pkt., i rådets lovudkast foreslås det fastsat, at det spørgsmål, som sagen angår, når afgørelsen opretholdes, først på ny kan indbringes for retten, når der er forløbet 6 måneder fra kendelsens afsigelse. Endvidere foreslås det (med udgangspunkt i klagemodel 2) i § 124, stk. 1, 2. pkt., fastsat, at en række afgørelser under hensyn til de pågældende afgørelsers karakter ikke på ny kan indbringes for retten.

Herudover foreslås det i § 124, stk. 1, 3. pkt., fastsat, at der ved afgørelser, som er truffet efter § 112, nr. 6, 2. led, (i klagemodel 2) om nægtelse af prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid først er mulighed for på ny at indbringe spørgsmålet om prøveløsladelse for retten, når der er forløbet 1 år fra kendelsens afsigelse. Denne bestemmelse er en følge af rådets forslag om en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte, jf. pkt. 3.2. i de almindelige bemærkninger til forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.

I § 124, stk. 2, 1. pkt., foreslås indsat en bestemmelse om fornyet adgang til domstolsprøvelse af spørgsmålet om prøveløsladelse i tilfælde, hvor der i medfør af straffelovens § 40 om prøveløsladelse fra tidsbestemt straf er sket genindsættelse til udståelse af reststraf. Bestemmelsen indebærer, at den dømte i sådanne tilfælde i lighed med tilfælde, hvor der er spørgsmål om fornyet domstolsprøvelse af nægtelse af prøveløsladelse, jf. § 124, stk. 1, 1. pkt., først kan forlange domstolsprøvelse, når der er forløbet 6 måneder fra afgørelsen om genindsættelse.

Endvidere foreslås i § 124, stk. 2, 2. pkt., indsat en bestemmelse om fornyet adgang til domstolsprøvelse i tilfælde, hvor der efter straffelovens § 42 er sket genindsættelse til udståelse af livstidsstraf, jf. herved § 1, nr. 8, i forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. Bestemmelsen medfører, at livstidsdømte på samme måde, som når der er spørgsmål om fornyet domstolsprøvelse af nægtelse af prøveløsladelse, jf. § 124, stk. 1, 3. pkt., først kan forlange domstolsprøvelse, når der er forløbet 1 år fra afgørelsen om genindsættelse. Har afgørelsen om genindsættelse været genstand for domstolsprøvelse i medfør af § 112, nr. 7, i rådets udkast til straffuldbyrdelsesloven, regnes fristerne i § 124, stk. 2, fra det tidspunkt, hvor rettens afgørelse om genindsættelse er endelig.

Herudover foreslås i § 125 i rådets lovudkast regler om adgang til domstolsprøvelse i tilfælde, hvor der foretages konfiskation i medfør af lovudkastets § 73 hos andre end den indsatte. Bestemmelsen indebærer, at §§ 112-123 i rådets lovudkast også finder anvendelse ved klage fra andre end indsatte over en afgørelse efter § 73 om konfiskation hos den pågældende af genstande eller penge, hvis værdi overstiger det almindelige vederlag, der udbetales til indsatte for en uges beskæftigelse.

Justitsministeriet kan af de grunde, Straffelovrådet har anført, i det væsentlige tiltræde rådets udkast til bestemmelser om fremgangsmåden ved domstolsprøvelse under den udvidede klageordning, jf. pkt. 9.3.5.1.1. og 9.3.5.1.4.

Justitsministeriet er enig med Straffelovrådet i, at ressourcemæssige hensyn bør inddrages ved udformningen af klageordningen, jf. pkt. 9.3.5.1.3. En ordning kan være så bekostelig i forhold til det, der opnås herved, og det, der skønnes nødvendigt at opnå, at det må overvejes, om disse ressourcer bedre kan benyttes til opnåelse af andre mål inden for kriminalforsorgen.

Som det fremgår af pkt. 9.3.4.2., foreslås klageordningen udformet i overensstemmelse med klagemodel 2. Adgangen til at forlange domstolsprøvelse begrænses derfor til særlig indgribende afgørelser, der har lighed med straffesager, og som for de fleste afgørelsers vedkommende retter sig mod varigheden af den frihedsstraf, som den indsatte skal afsone.

Endvidere følger det af Straffelovrådets forslag, som Justitsministeriet kan tiltræde, at sagerne som udgangspunkt skal behandles på skriftligt grundlag, jf. pkt. 9.3.5.1.1.

Justitsministeriet finder det af principielle grunde rigtigst, at afgørelser af den omhandlede type, som er truffet af byretten, kan indbringes for landsretten i overensstemmelse med det almindelige to-instansprincip. Det kan i den forbindelse nævnes, at bl.a. Den Danske Dommerforening i sit høringssvar over betænkningen har udtalt sig imod forslaget om en appelbegrænsning.