Lov nr. 1558 af 20. december 2006

Bemærkninger i lovforslag nr. 23 af 5. oktober 2006 til lovforslagets enkelte bestemmelser

 

"

Til § 1, nr. 4

Det foreslås, at regler for indsatte i kriminalforsorgens institutioner, som fastsættes af institutionens leder, ikke skal indføres i Lovtidende, jf. stk. 1.

Disse regler har karakter af en husorden for den enkelte institution eller afdeling. De består dels af lokale regler om afvikling af besøg udstedt af institutionens leder efter bemyndigelse i straffuldbyrdelseslovens §§ 51-53, dels af lokale regler udstedt af institutionens leder efter bemyndigelse i bekendtgørelser, som er udstedt i medfør af straffuldbyrdelsesloven. Det kan eksempelvis være regler om afvikling af fællesskab i den enkelte institution, regler om adgangen til at medbringe egne genstande i institutionen og nærmere regler om gennemførelse af de indsattes mulighed for indflydelse på deres tilværelse i institutionen (talsmandsordninger). Endelig indeholder de såkaldte husordener regler udstedt efter den almindelige anstaltsordning samt information til de indsatte f.eks. om afholdelse af gudstjeneste, tidspunkter for afvikling af gårdture og fritidsaktiviteter mv.

Oplysning om indholdet af reglerne kan i stedet fås ved henvendelse til vedkommende institution, og indsatte i kriminalforsorgens institutioner skal have adgang til at låne eller gennemse et eksemplar af reglerne, jf. stk. 2.

Forslaget indebærer, at reglerne om kundgørelse i anordning nr. 360 af 18. maj 2001 om, at visse regler for indsatte i kriminalforsorgens institutioner ikke indføres i Lovtidende, videreføres i straffuldbyrdelsesloven.

Der henvises til pkt. 4 i de almindelige bemærkninger."



 

"4. Kundgørelse af visse regler for indsatte i kriminalforsorgens institutioner

4.1. Gældende ret

Efter lovtidendelovens § 2, stk. 2, indføres i Lovtidende alle ministerielle anordninger, under hvilket navn de end måtte udstedes (anordninger, bekendtgørelser, plakater, reglementer, regulativer, instrukser, vedtægter osv.), dog at det ved kongelig anordning kan bestemmes, at visse grupper af de heromhandlede udfærdigelser ikke indføres i Lovtidende, men at der i stedet forholdes i overensstemmelse med forskrifter, som meddeles af vedkommende minister.

Denne bemyndigelse er udnyttet ved anordning nr. 360 af 18. maj 2001 om, at visse regler for indsatte i kriminalforsorgens institutioner ikke indføres i Lovtidende. Efter anordningens § 1 indføres regler for indsatte i kriminalforsorgens institutioner, som fastsættes af institutionens leder, ikke i Lovtidende. Oplysning om indholdet af reglerne kan i stedet fås ved henvendelse til vedkommende institution, og de indsatte i kriminalforsorgens institution skal have adgang til at låne eller gennemse et eksemplar af reglerne, jf. anordningens § 2.

Disse regler har karakter af en husorden for den enkelte institution eller afdeling. De består dels af lokale regler om afvikling af besøg udstedt af institutionens leder efter bemyndigelse i straffuldbyrdelseslovens §§ 51-53, dels af lokale regler udstedt af institutionens leder efter bemyndigelse i bekendtgørelser, som er udstedt i medfør af straffuldbyrdelsesloven. Det kan eksempelvis være regler om afvikling af fællesskab i den enkelte institution, regler om ret til at medbringe egne genstande i institutionen og nærmere regler om gennemførelse af de indsattes mulighed for indflydelse på deres tilværelse i institutionen (talsmandsordninger). Endelig indeholder de såkaldte husordener regler udstedt efter den almindelige anstaltsordning samt information til de indsatte f.eks. om afholdelse af gudstjeneste, tidspunkter for afvikling af gårdture og fritidsaktiviteter mv.

4.2. Ændring af lovtidendeloven

Ved lov nr. 305 af 19. april 2006 om ændring af lov om udgivelsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende (Lovtidende i elektronisk form) er der skabt adgang til, at Lovtidende etableres i elektronisk form, og at Lovtidende i elektronisk form kommer til at udgøre den autoritative kundgørelsesordning for forskrifter, der er omfattet af lovtidendelovens kundgørelsesordning. Det indebærer, at retsvirkningerne af kundgørelsen af de pågældende retsforskrifter vil knytte sig til den elektroniske kundgørelse. Loven bygger på forslagene i betænkning nr. 1464/2005 fra Udvalget om Elektronisk Lovtidende. Lovens ikrafttrædelsestidspunkt fastsættes af justitsministeren, og loven er endnu ikke trådt i kraft,

Ændringslovens § 1, nr. 2, indebærer, at lovtidendelovens § 2, stk. 2, 2. led, ophæves. Lovtidendelovens § 2, stk. 2, 2. led, indeholder som nævnt ovenfor hjemmel til, at det ved kongelig anordning kan bestemmes, at visse grupper af ministerielle bekendtgørelser (anordninger) ikke indføres i Lovtidende, men at der i stedet kundgøres i overensstemmelse med de forskrifter, som meddeles af vedkommende minister.

Baggrunden for ophævelsen af undtagelsesbestemmelsen i lovtidendelovens § 2, stk. 2, 2. led, er, at det ressourcemæssige hensyn til begrænsning af stoffet i Lovtidende, som må anses for at være bærende for undtagelsesbestemmelsen, ikke længere vil gøre sig gældende, når der indføres en elektronisk kundgørelsesordning.

Der kan imidlertid efter omstændighederne fortsat gøre sig særlige hensyn gældende, som betyder, at der for visse retsforskrifter er behov for at fastsætte en anden kundgørelsesordning end den, der følger af lovtidendeloven. I overensstemmelse hermed har Justitsministeriet i bemærkningerne til det pågældende lovforslag tilkendegivet, at det må overvejes, om der for visse retsforskrifter kan være særlige hensyn, der begrunder, at der fastsættes en alternativ kundgørelsesordning, og at det i så fald bør ske ved lovgivning på det enkelte område.

Der henvises til pkt. 3.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 106 i folketingsåret 2005-2006 om ændring af lov om udgivelsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende (Lovtidende i elektronisk form).

4.3. Lovforslagets udformning

Efter Justitsministeriets opfattelse gør der sig særlige hensyn gældende, som betyder, at der for regler for indsatte i kriminalforsorgens institutioner, som fastsættes af institutionens leder, også fremover bør være en mulighed for en anden kundgørelsesordning end den, der følger af lovtidendeloven. Det skyldes, at der efter omstændighederne kan være behov for en særlig hurtig kundgørelse, og at retsforskrifterne vil være rettet mod en meget snæver gruppe af berørte personer.

På hver af kriminalforsorgens ca. 60 institutioner udsteder institutionens leder en såkaldt husorden gældende for hele institutionen eller enkelte afdelinger på institutionen. Husordenen indeholder lokal information til de indsatte samt bl.a. forskrifter for de indsatte begrundet i de lokale forhold i institutionen.

Det er af hensyn til ordens- og sikkerhedsmæssige forhold i den enkelte institution meget væsentligt, at institutionens leder øjeblikkeligt kan ændre de nævnte forskrifter og umiddelbart herefter lade disse træde i kraft uden at afvente en offentliggørelse i Lovtidende. Der kan f.eks. være behov for en akut ændring af reglerne for de indsattes adgang til fællesskab i en afdeling i institutionen, hvor der er opstået et sikkerhedsmæssigt problem – f.eks. på baggrund af en flugt via et fællesareal eller overfald på medindsatte.

De lokale regler er alene rettet mod de indsatte i den pågældende institution. Reglerne kan undertiden være rettet mod kun én afdeling i institutionen, og den berørte gruppe kan da være på blot 10-14 personer. Kundgørelsen af de pågældende regler for indsatte i kriminalforsorgens institutioner vil således være rettet mod en meget snæver gruppe.

På den anførte baggrund foreslås det, at reglerne om kundgørelse i anordning nr. 360 af 18. maj 2001 videreføres i straffuldbyrdelsesloven, således at det fortsat vil gælde, at regler for indsatte i kriminalforsorgens institutioner, som udstedes af institutionens leder, ikke indføres i Lovtidende.

I forslaget er der bestemmelse om, at oplysning om indholdet af reglerne fås ved henvendelse til vedkommende institution, og at indsatte i institutionerne skal have adgang til at låne eller gennemse et eksemplar af reglerne. Om adgangen for andre end indsatte, f.eks. besøgende, til at få kendskab til regler af den nævnte karakter bemærkes, at det kommer til at fremgå af Direktoratet for Kriminalforsorgens hjemmeside på internettet, at kendskab til reglerne kan fås ved at rette henvendelse til de enkelte institutioner, hvis adresser og telefonnumre fremgår af hjemmesiden.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil  "