Lov nr. 432 om fuldbyrdelse af straf mv. af 31. maj 2000 med senere ændringer

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 23

Ikrafttræden mv.

Lovforslagets kapitel 23 (§§ 124-125) indeholder lovforslagets ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser mv.

Til § 124

§ 124 indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Det fremgår af § 124, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2001.

Af § 124, stk. 2, fremgår det, at §§ 112 og 123 vedrørende adgang til domstolsprøvelse finder anvendelse på endelige administrative afgørelser, der er truffet efter lovens ikrafttræden.

Det indebærer i overensstemmelse med almindelige retsprincipper, at også fuldbyrdelse af straffe, der er idømt før lovens ikrafttræden, fra den 1. juli 2000 sker efter reglerne i denne lov. For så vidt angår de særlige overgangsregler vedrørende personer, der er idømt hæfte, henvises til § 32 i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelse af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v. samt bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 125

§ 125 indeholder regler om straffuldbyrdelseslovens territoriale anvendelsesområde.

 

10. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget indebærer i det væsentlige en lovfæstelse af de nugældende administrative regler om straffuldbyrdelse.

Lovforslaget indebærer dog, at visse endelige administrative afgørelser kan kræves indbragt til prøvelse for retten af den dømte, hvilket medfører en merbelastning af kriminalforsorgen samt by- og landsretterne.

Det skønnes, at den foreslåede adgang til domstolsprøvelse vil medføre domstolsprøvelse af ca. 600 sager om året. Det må herved anses for sansynligt, at adgangen til at få indbragt afgørelsen for en uvildig instans vil øge de indsattes tilbøjelighed til at klage navnlig over de særligt indgribende afgørelser.

Lovforslaget vil således medføre et øget ressourcebehov ved Direktoratet for Kriminalforsorgen. I forbindelse med flerårsaftalen for kriminalforsorgen er der imidlertid allerede taget højde for gennemførelsen af lov om fuldbyrdelse af straf mv. Der er inden for de bevillingsmæssige rammer afsat 4,8 mio. kr. i år 2000 og herefter 3,3 mio. kr. årligt fra år 2001. Merudgifterne ved Direktoratet for Kriminalforsorgen vil således kunne afholdes inden for de gældende bevillinger.

Endvidere medfører lovforslaget en merbelastning af by- og landsretterne. Alle sager indbringes for byret. Det er vurderingen, at et betydeligt antal af sagerne vil blive kæret til landsretten. I overensstemmelse med det almindelige to-instans princip vil der ikke være nogen appelbegrænsning. Præsidenten for Østre Landsret anslår, at mindst 85 pct. af sagerne vil blive indbragt for landsretten. Sagerne skønnes at ville fordele sig med 2/3 til Østre Landsrets kreds, 1/3 til Vestre Landsrets kreds.

Lovforslaget indebærer desuden, at retten, såfremt den finder det fornødent, kan beskikke en advokat for den dømte. Advokaten vil blive honoreret efter samme principper som i almindelige straffesager.

Lovforslaget vil således medføre en merbelastning af by- og landsretterne. Efter lovforslaget skal nyordningen træde i kraft den 1. juli 2001. Nyordningens økonomiske virkninger for domstolene vil derfor først opstå i år 2001.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør spørgsmålet om tilførsel af de fornødne ressourcer til domstolene til nyordningen derfor indgå i forhandlingerne om FFL 2001.

Lovforslaget skønnes i øvrigt ikke at indebære økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Vurdering af konsekvenser af lovforslag

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

Negative

konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Lovforslaget skønnes at medføre en merbelastning af by- og landsretterne. Spørgsmålet om ressourcetilførsel vil indgå i forhandlingerne om FFL 2001.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Ingen EU-retlige aspekter

11. Hørte myndigheder mv.

Lovforslaget har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, retterne i Glostrup, Nyborg, Horsens og Svendborg, Den danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Foreningen af Beskikkede Forsvarere i København, Dansk Journalistforbund, TV 2/Danmark, Danmarks Radio, Danske Dagblades Forening, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Psykiatrisk Selskab, Forbundet af Offentligt Ansatte, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogernes Landsforbund, Dansk Sygeplejeråd, Retslægerådet, Dansk Psykologforening, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Procesbevillingsnævnet, Kriminalpolitisk Forening (KRIM), samtlige arrestinspektører, samtlige statsfængsler, samtlige kriminalforsorgens afdelinger og pensioner, Foreningen af Fængselsinspektører og Vicefængselsinspektører, Dansk Fængselsforbund, Kriminalforsorgsforeningen samt HK-Landsklubben for Kriminalforsorgen. Endvidere har Fængselspræsteforeningen afgivet en udtalelse.