De beregninger, som kriminalforsorgen skal foretage, jf. § 14, stk. 1, er dels en beregning af tidspunktet for løsladelse efter udståelse af hele straffen, dels en beregning af tidspunktet for en eventuel ordinær prøveløsladelse efter udståelse af 2/3 af en tidsbestemt straf, jf. straffelovens § 38, stk. 1, eller efter udståelse af 12 år af en straf af fængsel på livstid, jf. straffelovens § 41, stk. 1, og § 1, nr. 8, i forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. § 14, stk. 1, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 15, jf. nedenfor, hvorefter kriminalforsorgen har pligt til at gøre den dømte bekendt med straffetidsberegningen snarest muligt efter straffuldbyrdelsens iværksættelse.

I § 14, stk. 2, fastsættes det, at straffuldbyrdelsen anses for påbegyndt den dag, dommen er afsagt, når den dømte er varetægtsfængslet efter endelig dom. Bestemmelsen svarer til § 4, stk. 2, i cirkulære nr. 150 af 29. juni 1973 med senere ændringer om beregningen af frihedsstraf mv.

Endvidere fastsættes det i § 14, stk. 3, at straffuldbyrdelsen for så vidt angår dømte på fri fod anses for påbegyndt, når den dømte modtages eller anholdes med henblik på straffuldbyrdelsens iværksættelse. En lignende bestemmelse er fastsat i ovennævnte cirkulæres § 4, stk. 1. Udtrykket »modtages eller anholdes med henblik på straffuldbyrdelsens iværksættelse« i stk. 3 omfatter ligeledes den situation, hvor retten efter retsplejelovens § 769 træffer beslutning om varetægtsfængsling af en dømt, som har været på fri fod efter dommen. Fuldbyrdelsen anses da for påbegyndt den dag, hvor fængslingen (anholdelsen) iværksættes.

Straffetidsberegning efter § 14 er omfattet af den udvidede adgang til domstolsprøvelse, jf. lovforslagets § 112, nr. 1, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Har en indsat som følge af kriminalforsorgens straffetidsberegning udstået fængselsstraf i for lang tid, kan der rejses spørgsmål om erstatning i medfør af lovforslagets § 106, nr. 1, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Med straffetidsberegning sigtes til fastlæggelsen af den periode, hvori en idømt straf skal fuldbyrdes. Straffeloven indeholder i §§ 46, 86 og 90 regler herom.

Efter straffelovens § 46 medregnes til straffetiden den tid, i hvilken en indsat uden egen skyld indlægges på sygehus. Efter samme bestemmelse medregnes derimod ikke den tid, i hvilken en indsat unddrager sig strafudståelsen.

Straffelovens § 86 indeholder regler om afkortning med frihedsberøvelse i anledning af forhold, der indgår i den dom, der medfører afsoning. Efter straffelovens § 86, stk. 1, skal der, når den dømte har været anholdt, varetægtsfængslet eller indlagt til mentalundersøgelse, afkortes et antal dage svarende til det antal påbegyndte døgn, frihedsberøvelsen eller indlæggelsen har varet, i den idømte frihedsstraf. Frihedsberøvelser, der ikke har varet mindst 24 timer, medfører ikke afkortning. Dommen skal indeholde oplysning om varigheden af frihedsberøvelser og indlæggelser, der medfører afkortning. Retten kan i den forbindelse undtagelsesvis bestemme, at hele straffen skal anses for udstået, selv om den idømte straf er længere end den tid, hvori den dømte har været frihedsberøvet eller indlagt. Hvis anke afvises eller frafaldes, træffes en sådan afgørelse ved beslutning af den overordnede ret. Er bødestraf idømt, skal det i dommen bestemmes, at straffen eller en del af denne skal anses for udstået.

Straffelovens § 86, stk. 1, suppleres i stk. 2-5 af bestemmelser om fradrag i tilfælde af kombinationsdom efter straffelovens § 58, indsættelse til udståelse af frihedsstraf som følge af overtrædelse af vilkår i en betinget dom, benådning eller prøveløsladelse samt anholdelse og varetægtsfængsling mv. i udlandet. Ved kombinationsdomme sker afkortning som udgangspunkt i den ubetingede del af straffen, jf. § 86, stk. 2, 1. pkt. Efter § 86, stk. 2, 2. pkt., kan det dog i dommen bestemmes, at afkortning ikke eller kun delvis skal ske i den ubetingede del af straffen. Efter straffelovens 86, stk. 3, skal frihedsberøvelse, der er sket i anledning af overtrædelse af vilkår fastsat i en betinget dom i medfør af § 57, fradrages efter reglerne i § 86, stk. 1 og 2, når der efter § 60, stk. 1, nr. 3, træffes bestemmelse om fuldbyrdelse af den betingede dom. Det samme gælder efter § 86, stk. 5, i tilfælde, hvor den dømte indsættes til afsoning af frihedsstraf efter at have været anholdt eller varetægtsfængslet på grund af overtrædelse af vilkår for benådning eller prøveløsladelse. Endelig kan retten efter § 86, stk. 4, træffe bestemmelse om afkortning i den idømte straf med hensyn til anholdelse og varetægtsfængsling mv., der har fundet sted i udlandet.

Efter straffelovens § 90, stk. 1, kan den straffuldbyrdende myndighed i tilfælde, hvor en person skal afsone straf af fængsel i forbindelse med en hæftestraf, træffe bestemmelse om, at hæftestraffen skal omsættes til fængsel. Ved omsætning af hæfte til fængsel regnes 2 dages fængsel lig med 3 dages hæfte, jf. § 90, stk. 3.

Nærmere regler om straffetidsberegning er fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 150 af 29. juni 1973 med senere ændringer om beregningen af frihedsstraf og om forhold, der midlertidigt afbryder straffuldbyrdelsen. Heraf følger bl.a., at der som led i de straffuldbyrdende myndigheders beregning af straffetiden også skal tages hensyn til varetægtsfængsling mv., der finder sted i anledning af en ny sag under straffuldbyrdelsen. Fører den nye strafferetlige forfølgning til idømmelse af frihedsstraf, anses straffuldbyrdelsen i den gamle sag for afbrudt med den virkning, at varetægtsfængslingen afkortes i den nye frihedsstraf, jf. cirkulærets § 9. Kan der ikke foretages afkortning i den nye sag, f.eks. fordi den indsatte frifindes, regnes afsoningen i den gamle sag ikke for afbrudt, jf. herved bl.a. Rigsadvokatens meddelelse nr. 21/74 om en person, der under straffuldbyrdelsen blev varetægtsfængslet, men senere frifundet. Ifølge rigsadvokatmeddelelsen sker dette uafhængigt af, om krav om erstatning i anledning af samme frihedsberøvelse fremsættes og eventuelt imødekommes efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Af Anklagemyndighedens Årsberetning for 1988, s. 22-24, fremgår, at der i disse tilfælde tillige normalt ydes en skønsmæssig mindre erstatning end efter taksterne. Det skyldes den yderligere belastning, som anholdelse og varetægtsfængsling antages at være i sammenligning med den almindelige afsoning.

For så vidt angår frihedsberøvelse i sager, der hidrører fra tiden før påbegyndelsen af den aktuelle straffuldbyrdelse, kan der efter omstændighederne ske »modregning« i den aktuelle straffuldbyrdelse med det antal dage, frihedsberøvelsen fra den sag, der ikke førte til domfældelse, har varet. En sådan »modregning« forudsætter, at den pågældende selv ønsker det. Endvidere modregnes normalt kun i tilfælde, hvor de almindelige betingelser for at yde erstatning er opfyldt, herunder at der ikke foreligger egen skyld. Ifølge anklagemyndighedens ovennævnte årsberetning kan der dog være en tilbøjelighed til at se bort fra egen skyld i sådanne tilfælde i lidt højere grad, end hvis der søges erstatning. Er den pågældende aktuelt i gang med en straffuldbyrdelse, sker »modregning« ved simpel afkortning i den resterende afsoningstid. Har den pågældende endnu ikke påbegyndt afsoningen, sker »modregningen« i form af benådning mod afkald på erstatningskravet.

Der henvises i øvrigt til 1989-betænkningen, s. 65-68, og 1998-betænkningen, s. 161-163 og 165.

Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 68-70, 647, jf. §§ 14-19 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 686-688, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 99-100, jf. §§ 14-19 i rådets lovudkast, og s. 159-160, 163-164 samt 166-169.

Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag til §§ 14-17 og 19.

Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 14, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter kriminalforsorgen ved en beregning af straffetiden skal fastlægge tidspunktet for løsladelse efter udståelse af hele straffen, tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter udståelse af 2/3 af en tidsbestemt straf, jf. straffelovens § 38, stk. 1, og tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter udståelse af 12 år af en straf af fængsel på livstid, jf. straffelovens § 41, stk. 1. Forslaget om fastlæggelse af tidspunktet for eventuel prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid skal ses i sammenhæng med rådets forslag om at indføre en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte, jf. pkt. 3 i de almindelige bemærkninger til forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelse af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.

Som stk. 2 og 3 i § 14 foreslås bestemmelser, hvorefter fuldbyrdelsen af fængselsstraf for dømte, der er varetægtsfængslet efter endelig dom, anses for påbegyndt den dag, dommen er afsagt, og for dømte, der er på fri fod efter endelig dom, anses for påbegyndt, når den dømte modtages eller anholdes med henblik på straffuldbyrdelsens iværksættelse.

Som §§ 15-17 foreslås forskellige yderligere bestemmelser om straffetidsberegning og omberegning af straffetiden i tilfælde, hvor forudsætningerne for straffetidsberegningen ændres, og om kriminalforsorgens pligt til at gøre den dømte bekendt hermed. De foreslåede bestemmelser medfører ingen ændringer i forhold til de gældende regler på området.

Efter § 18, stk.1, i arbejdsgruppens lovudkast skal der ved beregningen af straffetiden foretages fradrag efter straffelovens § 86, stk. 1, for anholdelse, varetægtsfængsling og indlæggelse til mentalundersøgelse. Straffelovrådet kan tiltræde arbejdsgruppens forslag. Rådet finder dog, at der også bør være pligt til at sikre, at et eventuelt fradrag kommer den dømte til gode i de tilfælde, der omfattes af § 86, stk. 2-5. F.eks. skal det påses, at frihedsberøvelse, der er sket i anledning af overtrædelse af vilkår, fastsat efter straffelovens § 57, kommer til fradrag, når der er truffet bestemmelse om fuldbyrdelse af den betingede dom, jf. § 86, stk. 3, jf. herved § 18, stk. 1, i rådets lovudkast.

Rådet har bl.a. i lyset af Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1993, s. 123, overvejet, om der i tilknytning til § 18, stk. 1, bør fastsættes bestemmelser om forholdet mellem reglerne om fradrag efter straffelovens § 86 og adgangen til erstatning for uberettiget frihedsberøvelse efter retsplejelovens kapitel 93 a som følge af den samme frihedsberøvelse. I den ovennævnte sag var den tiltalte for 8 forhold idømt fængsel i 8 måneder, men frifundet for forhold 9, som han i 3 uger havde været varetægtsfængslet for. Efter afsoningen påstod han sig tilkendt erstatning for uberettiget varetægtsfængsling. Det hedder i Højesterets dom bl.a., at frihedsberøvelsen af erstatningssøgende alene var begrundet i det forhold, for hvilket han var frifundet. Uanset dette skulle der som sket i medfør af straffelovens § 86 ske afkortning i den straf, som erstatningssøgende ved samme dom blev idømt for andre forhold. Denne afkortning måtte endvidere tages i betragtning ved afgørelsen af påstanden om erstatning, der som udgangspunkt måtte træffes efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, og ikke stk. 1. Højesteret fandt, at der ikke i den konkrete sag forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at tilkende erstatning ud over den kompensation, som afkortningen var udtryk for.

Efter rådets opfattelse må det efter dommen formentlig antages, at der normalt ikke er grundlag for at tilkende erstatning ud over den kompensation, som afkortningen er udtryk for, i tilfælde, hvor der sker frifindelse i det eller de forhold i sagen, der har begrundet varetægtsfængslingen. På den anden side kan dommen ikke antages at udelukke, at der i det enkelte tilfælde kan foreligge sådanne særlige omstændigheder, at der også er grundlag for erstatning. Rådet har på den baggrund fundet, at der ikke med henblik på straffuldbyrdelsesloven er grundlag for at fastsætte særlige regler på området. § 18, stk. 1, i rådets lovudkast udelukker derfor ikke, at der både foretages fradrag efter straffelovens § 86 og ydes erstatning efter retsplejelovens regler. Om der foruden det obligatoriske fradrag for frihedsberøvelse efter § 86 er grundlag for at yde erstatning i anledning af samme frihedsberøvelse efter retsplejelovens kapitel 93 a, må afhænge af en konkret vurdering i overensstemmelse med retningslinierne i den ovennævnte højesteretsdom.

§ 18, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast regulerer spørgsmålet om fradrag for anholdelse og varetægtsfængsling, der har fundet sted før eller under straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen indebærer, at der ved beregningen af straffetiden skal foretages fradrag i den aktuelle straffuldbyrdelse for sådan frihedsberøvelse. Fradrag skal foretages med et antal dage svarende til det antal påbegyndte døgn, frihedsberøvelsen har varet, med tillæg af 50 pct. og oprundet til nærmeste hele antal dage. Fradrag for uberettiget anholdelse eller varetægtsfængsling under straffuldbyrdelsen skal dog kun foretages i tilfælde, hvor fuldbyrdelsen af fængselsstraffen er afbrudt, jf. § 70 i arbejdsgruppens lovudkast. Baggrunden for 50 pct.-reglen er, at anholdelse eller varetægtsfængsling normalt finder sted under former, der er mere restriktive end under straffuldbyrdelse. Det er efter arbejdsgruppens lovudkast uden betydning, om den uberettigede frihedsberøvelse tillige har været uforskyldt og derfor kunne have ført til erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a.

For Straffelovrådet har det været afgørende at sikre, at der ikke er mulighed for både at få erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a og fradrag med tillæg af 50 pct. i anledning af den samme frihedsberøvelse. Konklusionen på rådets overvejelser er en mellemløsning, der gør brug af arbejdsgruppens forslag om en obligatorisk 50 pct.-regel, men samtidig udelukker, at der kan ydes erstatning efter retsplejelovens regler i det omfang, der foretages fradrag efter 50 pct.-reglen. Efter § 18, stk. 2, i rådets lovudkast skal der herefter ved beregningen af straffetiden foretages fradrag for anholdelse, varetægtsfængsling og indlæggelse til mentalundersøgelse i en anden sag under straffuldbyrdelsen, såfremt påtale opgives, eller tiltalte frifindes. Fradrag foretages med et antal dage svarende til det antal påbegyndte døgn, frihedsberøvelsen har varet, med tillæg på 50 pct. og oprundet til nærmeste hele antal dage. Fradrag foretages dog kun i de tilfælde, hvor fuldbyrdelsen af fængselsstraffen afbrydes, jf. § 75 i rådets lovudkast og pkt. 5.10. nedenfor. I det omfang, der foretages fradrag, ydes der ikke erstatning for frihedsberøvelsen efter retsplejelovens kapitel 93 a, jf. § 18, stk. 4, 1. pkt., i rådets lovudkast. Fradraget er obligatorisk og skal foretages, uanset om der i det pågældende tilfælde ville have været grundlag for at yde erstatning. Imidlertid udelukker rådets forslag ikke, at der søges om og efter en konkret vurdering ydes erstatning i tilfælde, hvor frihedsberøvelsen ikke kan fradrages fuldt ud i den aktuelle strafafsoning.

Arbejdsgruppen har i sit lovudkast også inddraget frihedsberøvelse i sager, der hidrører fra tiden før påbegyndelsen af den aktuelle straffuldbyrdelse, under den foreslåede 50 pct.-ordning. Efter rådets opfattelse kan dette imidlertid føre til, at den dømte både opnår fradrag med tillæg af 50 pct. for den tidligere frihedsberøvelse i den aktuelle straffuldbyrdelse og erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a for den samme frihedsberøvelse, f.eks. hvis den dømte på det tidspunkt, hvor der er spørgsmål om afkortning med varetægtsfængsling fra en tidligere sag, har søgt om eller fået erstatning for den samme frihedsberøvelse. Frihedsberøvelser fra tiden før den aktuelle straffuldbyrdelse er derfor ikke omfattet af § 18, stk. 2, i rådets lovudkast. Om der skal ske fradrag i form af »modregning« i den aktuelle straffuldbyrdelse afgøres således efter de hidtil gældende regler, jf. pkt. 5.4.1. ovenfor.

I tilslutning til § 18, stk. 2, har rådet også overvejet at give mulighed for afkortning i stedet for erstatning som følge af, at den indsatte uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller uforskyldt været udelukket fra fællesskab, jf. § 106 i rådets lovudkast og pkt. 9.1. nedenfor. Efter arbejdsgruppens opfattelse er der en så væsentlig forskel på erstatning for uforskyldt varetægtsfængsling, der ikke besluttes af kriminalforsorgen, og erstatning for uberettigede indgreb besluttet af kriminalforsorgen, at det findes betænkeligt som en almindelig ordning at tillade konvertering af erstatning i de sidstnævnte tilfælde til et fradrag i straffetiden. Arbejdsgruppens lovudkast indeholder derfor ikke forslag til en sådan ordning.

Rådet finder, at der ikke kan rejses afgørende indvendinger mod at indføre en ordning, hvorefter der ved beregningen af straffetiden foretages fradrag i tilfælde, hvor den indsatte har ret til erstatning efter retsplejelovens § 1018 a, fordi den pågældende uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller uforskyldt været udelukket fra fællesskab, jf. § 106, nr. 2 og 3, i rådets lovudkast. Efter rådets opfattelse har disse tilfælde en sådan lighed med tilfælde, hvor den indsatte har været varetægtsfængslet under straffuldbyrdelsen, at det er naturligt, at forslaget om fradrag i stedet for erstatning ved varetægtsfængsling som udgangspunkt også finder anvendelse, når betingelserne for at yde erstatning efter § 106, nr. 2 og 3, i rådets lovudkast er opfyldt. Herved opnås også mulighed for en kortere fremrykning af tidspunktet for løsladelse i tilfælde, hvor der ikke på andet grundlag, f.eks. reglerne om prøveløsladelse, kan ske en kortere fremrykning af løsladelsen.

Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 18, stk. 3, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter der ved beregningen af straffetiden også foretages fradrag, når den indsatte uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller udelukket fra fællesskab, jf. § 106, nr. 2 og 3. Fradrag foretages med et antal dage svarende til 50 pct. af det antal påbegyndte døgn, indgrebet har varet, og oprundet til nærmeste hele antal dage. At der i disse tilfælde ikke foretages fradrag med et antal dage svarende til det antal påbegyndte døgn, frihedsberøvelsen har varet, med tillæg på 50 pct., skyldes, at straffuldbyrdelsen ikke afbrydes ved disse indgreb. I det omfang, der foretages fradrag efter § 18, stk. 3, ydes ikke erstatning for indgrebet efter § 106, nr. 2 og 3.

Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om beregning af straffetiden, jf. §§ 14-19 i rådets lovudkast. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 14-19.

Det bemærkes herved, at Strafferetsplejeudvalgets forslag i betænkning nr. 1358/1998 om varetægtsfængsling i isolation om forhøjet varetægtsfradrag for isolation angår personer, der efterfølgende findes skyldige. Dette forslag adskiller sig således fra Straffelovrådets forslag om fradrag for varetægtsfængsling i en anden sag under straffuldbyrdelsen, der alene sigter på tilfælde, hvor påtale opgives, eller tiltalte frifindes.