|
|
||
Lov nr. 432 om fuldbyrdelse af straf mv. af 31. maj 2000 med senere
ændringer
Til § 22 Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om, hvorvidt
fuldbyrdelse af en fængselsstraf i et fængsel skal ske (påbegyndes)
i et åbent eller lukket fængsel. Bestemmelsen svarer med enkelte
ændringer til § 22 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.5.2.3.,
jf. pkt. 5.5.2.2.3., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
I stk. 1 fastslås som hovedregel, at
fuldbyrdelse af straf i fængsel skal ske i åbent fængsel. Denne
hovedregel er i overensstemmelse med gældende ret og bygger på det
grundlæggende princip, at frihedsberøvelsen ikke må være mere
indgribende, end formålet tilsiger. Kan frihedsberøvelsen
gennemføres i åbent fængsel uden begrundet antagelse af risiko for
undvigelse eller for, at de friere forhold i et åbent fængsel
udnyttes til kriminel eller dermed ligestillet adfærd, skal den
dømte således i almindelighed anbringes i åbent fængsel. Hovedreglen om, at fuldbyrdelse af fængselsstraf
skal ske i åbent fængsel, er ikke til hinder for, at der
administrativt fastsættes regler om, at fuldbyrdelse af straf for
visse indsatte skal påbegyndes i en særlig modtagelses- eller
visitationsafdeling i et lukket fængsel, f.eks. med henblik på at
tilvejebringe det fornødne grundlag for at træffe afgørelse om i
hvilken institution, straffen skal udstås, herunder om anbringelse
skal ske i åbent eller lukket fængsel. Bestemmelserne i stk. 2-4 regulerer adgangen til
mod den dømtes vilje at lade straffen fuldbyrde (fuldbyrdelsen
påbegynde) i lukket fængsel, mens stk. 5 vedrører anbringelse i
lukket fængsel efter den dømtes eget ønske. Efter § 22, stk. 2, skal en straf af
fængsel i mindst 5 år normalt fuldbyrdes i lukket fængsel. Er det
efter den dømtes forhold i øvrigt ikke betænkeligt at lade straffen
fuldbyrde i åbent fængsel, skal dette ske, jf. stk. 2, 2. pkt. Ved
vurderingen af, om det uanset straffens længde ikke er betænkeligt
at lade straffen fuldbyrde (fuldbyrdelsen påbegynde) i åbent
fængsel, kan der som hidtil bl.a. tages hensyn til f.eks. længden af
en eventuel varetægtsperiode og dermed den resterende afsoningstid
samt muligheden for prøveløsladelse. Efter § 22, stk. 3 og 4, er der adgang til
i visse tilfælde at lade straffen fuldbyrde i lukket fængsel, selv
om de objektive betingelser i stk. 2 ikke er opfyldt. Det gælder for det første, hvis det må anses for
nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller
andre i institutionen, f.eks. de medindsattes børn, besøgende eller
håndværkere m.fl., jf. stk. 3. Med denne bestemmelse sigtes bl.a.
til tilfælde, hvor der ved anmeldelsen til straffuldbyrdelse
foreligger kendskab til, at den dømte hører til gruppen af »negativt
stærke« indsatte med deraf følgende risiko for overgreb på
medindsatte eller personale, jf. pkt. 5.5.2.2.3., jf. pkt.
5.5.2.2.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Anbringelse i lukket fængsel kan også ske, hvis
der efter de i øvrigt foreliggende oplysninger om den dømte og efter
kriminalitetens art er bestemte grunde til at antage, at den dømte
ved anbringelse i åbent fængsel vil undvige eller begå strafbart
eller groft disciplinært forhold eller udvise anden adfærd, der er
åbenbart uforenelig med ophold i åbent fængsel, jf. stk. 4.
Bedømmelsen af, om fuldbyrdelse af straf skal ske i lukket fængsel i
medfør af denne bestemmelse, må bl.a. træffes på grundlag af en
vurdering af den dømtes farlighed såvel under fængselsopholdet som
under en eventuel undvigelse. Også oplysninger, der begrunder en
konkret undvigelsesrisiko eller risiko for indsmugling af og handel
med euforiserende stoffer eller andre strafbare forhold, må
tillægges betydning. Endvidere kan oplysninger om den pågældendes
adfærd under tidligere ophold i kriminalforsorgens institutioner
tillægges betydning, navnlig når den pågældende under sådanne ophold
har givet anledning til betydelig ulempe eller gene for medindsatte,
uden at denne adfærd blev afdækket, mens vedkommende fortsat var i
institutionen, så der kunne være taget stilling til en eventuel
overførsel til lukket fængsel. Efter § 22, stk. 5, nr. 1, er der mulighed
for i beskyttelsesøjemed at anbringe den dømte i lukket fængsel,
selv om anbringelsen sker mod den dømtes vilje. Denne bestemmelse
sigter bl.a. til »svage« indsatte, jf. pkt. 5.5.2.2.3., jf. pkt.
5.5.2.2.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Endvidere kan der som hidtil ske anbringelse i Anstalten ved
Herstedvester, såfremt det af lægelige grunde er nødvendigt at
anbringe den dømte på denne institution, der er særligt indrettet på
at modtage indsatte, der har behov for psykiatrisk behandling eller
bistand. § 22, stk. 6, giver i overensstemmelse med
den nuværende praksis mulighed for frivillig afsoning i lukket
fængsel, hvis særlige familiemæssige eller andre personlige forhold,
herunder arbejds- og uddannelsesmæssige forhold, taler for det. 5.5.2. Anbringelse i og overførsel mellem arresthus og fængsel
samt anbringelse i og overførsel mellem åbne og lukkede fængsler 5.5.2.1. Gældende ret Efter § 1, stk. 1, i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen
udstås fængselsstraf i åben anstalt, medmindre det af særlige grunde
findes utilrådeligt. Efter § 1, stk. 2, kan fængselsstraf i
almindelighed ikke udstås i arresthus (Københavns Fængsler),
medmindre strafudståelsen bliver kortvarig. Hæftestraf udstås i
arresthus eller i kriminalforsorgens anstalter, jf. § 1, stk. 3. Nærmere regler om anbringelse og overførsel af
dømte er fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 122 af 29.
august 1983 med senere ændringer om anbringelse af personer, der er
idømt frihedsstraf eller forvaring, og om overførsel af indsatte
mellem kriminalforsorgens institutioner. Endvidere kan nævnes cirkulære af 27. maj 1983
med senere ændringer om anbringelse af domfældte, der må antages at
ville forestå indsmugling eller handel med narkotika i større omfang
under afsoningen, og om overførsel af indsatte, der gør sig skyldige
i indsmugling eller forhandling af narkotika i større omfang. Desuden kan henvises til Justitsministeriets
cirkulære nr. 29 af 5. januar 1999 om behandlingen af 15-17 årige,
der anbringes i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene, der
bl.a. i §§ 6-8 indeholder særlige regler om anbringelse og
overførsel af 15-17 årige personer, der er idømt frihedsstraf eller
forvaring. Herudover kan der henvises til
Justitsministeriets vejledning fra september 1997 om
forsøgsordningen vedrørende en forstærket behandlingsindsats over
for personer, der er dømt for seksualforbrydelser. Forsøgsordningen
indebærer, at den omhandlede gruppe af dømte påbegynder afsoningen
med et kort ophold på en særlig visitationsafdeling i Anstalten ved
Herstedvester, hvor der tages stilling til, om den pågældende har
behov for og er motiveret for behandling. Er dette tilfældet, kan
den pågældende enten fortsætte en behandling i Anstalten ved
Herstedvester eller blive overført til et andet fængsel (eller
eventuelt en pension i medfør af straffelovens § 49, stk. 2) og
derfra få tilladelse til udgang med henblik på ambulant behandling
på sexologisk eller psykiatrisk hospitalsafdeling. Endelig kan det nævnes, at der i
Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 2. maj 1989 er fastsat
regler, hvorefter indsatte, der er dømt for farlig kriminalitet, og
som under indsættelsen er undveget eller har forsøgt at undvige ved
hjælp af personfarlige metoder, og som fortsat antages at frembyde
en undvigelsesrisiko, kan anbringes under særligt restriktive
afsoningsforhold i særligt sikrede afsnit i lukkede fængsler eller
særligt sikrede celler i udvalgte arresthuse. Om anbringelse og overførsel henvises i øvrigt
til 1989-betænkningen, s. 74-83. Det bemærkes herved, at et
eventuelt tilhørsforhold til gruppen af »negativt stærke« indsatte,
herunder rockergrupper, efter praksis i almindelighed fører til
anbringelse i lukket fængsel. 5.5.2.2. Straffelovrådets forslag Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til
1989-betænkningen, s. 85-100, 648-652, jf. §§ 21-30 i
arbejdsgruppens lovudkast, og s. 689-700, og om Straffelovrådets
overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 100-104, jf.
§§ 21-30 i rådets lovudkast, og s. 170-191. 5.5.2.2.1. §§ 21-30 i Straffelovrådets
lovudkast regulerer valg af afsoningsinstitution og senere
overførsel mellem afsoningsinstitutioner. I § 21 fastsættes regler
om, hvorvidt fuldbyrdelsen af en fængselsstraf skal påbegyndes i
fængsel eller arresthus. Skal fuldbyrdelsen efter denne bestemmelse
påbegyndes i fængsel, afgøres det efter § 22, om fuldbyrdelsen skal
ske i åbent eller lukket fængsel. § 23 regulerer valget af den
konkrete afsoningsinstitution. Dette valg forudsætter, at der i
medfør af § 21 og § 22 er truffet afgørelse om den institutionstype
(arresthus, åbent eller lukket fængsel), i hvilken straffen skal
fuldbyrdes. §§ 24 og 25 samt §§ 27 og 28 regulerer spørgsmålet om
overførsel mellem henholdsvis åbent og lukket fængsel og fængsel og
arresthus. Disse bestemmelser suppleres af § 26 om adgang til
overførsel mellem ensartede afsoningsinstitutioner. Endvidere rummer
§ 29 en bestemmelse om valget af den konkrete afsoningsinstitution i
tilfælde, hvor der er sket overførsel i medfør af §§ 24-28. § 29
supplerer således § 23 om valget af afsoningsinstitution ved
straffuldbyrdelsens begyndelse. Straffelovrådet kan i det væsentlige tiltræde
arbejdsgruppens forslag. Da arbejdsgruppens betænkning stammer fra
1989, har rådet overvejet, om der på baggrund af udviklingen i den
mellemliggende periode er behov for ændringer på området. I en indstilling af april 1994 om negativt stærke
og svage indsatte, afgivet af en arbejdsgruppe under Direktoratet
for Kriminalforsorgen, foreslås det bl.a., at der i
straffuldbyrdelsesloven tilvejebringes en udvidet adgang til
overførsel af »negativt stærke« indsatte fra åbent til lukket
fængsel. En arbejdsgruppe vedrørende stærke indsatte i
kriminalforsorgens anstalter og arresthuse har i en indstilling af
marts 1996 tilsluttet sig dette forslag. Med udtrykket »stærke« indsatte sigtes navnlig
til de grupper af indsatte, herunder rockere og deres
støttepersoner, der i de senere år har skabt sig en sådan
magtposition i fængslerne, at de i dag udgør en særdeles negativ
styrende faktor i forhold til medindsatte. Deres metoder adskiller
sig ikke nævneværdigt fra den fremgangsmåde, der sædvanligvis
benyttes af andre »stærke« indsatte, dvs. vold, trusler om vold,
økonomisk udnyttelse mv. De pågældendes metoder er imidlertid
væsentlig grovere end tidligere, og deres styring retter sig nu mod
alle i institutionen. Deres metoder rækker også uden for fængslet,
idet de ved hjælp af gruppemedlemmer uden for fængslet kan udstrække
deres trusler og pres til de medindsattes familier og pårørende. Som
følge af det almindelige kendskab til sådanne gruppers metoder er
det sjældent nødvendigt at anvende vold og trusler. Deres blotte
fremtræden kombineret med de medindsattes kendskab til
gruppetilhørsforholdet er normalt tilstrækkeligt til at skabe den
tilsigtede frygt hos medindsatte. Samtidig udøves volden mv.
sædvanligvis ikke af de »negativt stærke« indsatte selv, men af
»håndlangere«, hvilket gør det særdeles vanskeligt eller umuligt at
bevise deres andel. Medvirkende hertil er også, at ingen tør udtale
sig af frygt for repressalier. I indstillingen foreslås det endvidere, at der
for så vidt angår gruppen af »svage« indsatte overvejes
indført en udtrykkelig hjemmel til anbringelse i eller overførsel
til arresthus eller anden afsoningsinstitution i beskyttelsesøjemed.
Med udtrykket »svage« indsatte sigtes til personer, der har behov
for beskyttelse for at undgå udnyttelse, mobning, trusler, vold
eller andre overgreb fra medindsatte. Som eksempel kan peges på
stofmisbrugere og andre, der er fysisk og psykisk svagt funderet, og
som eventuelt tillige har stiftet gæld til medindsatte. En anden
gruppe udgør de indsatte, der på grund af deres kriminalitet,
herunder navnlig mishandling af børn og sædelighedskriminalitet,
ikke tolereres af fællesskabet. Arbejdsgruppens lovudkast giver mulighed for at
anbringe i og overføre fra fængsel til arresthus mod den dømtes
vilje, hvis det må anses for nødvendigt for at beskytte den
pågældende mod overgreb fra medindsatte, jf. § 21, stk. 3, nr. 2, og
§ 28, stk. 1, nr. 2. Sker anbringelsen mv. med den pågældendes
samtykke, er forholdet omfattet af § 21, stk. 4, nr. 2, og § 28,
stk. 4, nr. 2. Endvidere kan der ved valg af afsoningsinstitution og
senere overførsel mellem ensartede afsoningsinstitutioner mv. tages
hensyn til muligheden for at beskytte den dømte mod overgreb fra
medindsatte, jf. § 23, stk. 2, nr. 3, § 26, nr. 2, og § 29, jf.
§ 23, stk. 2, nr. 3, i arbejdsgruppens lovudkast. Arbejdsgruppens lovudkast giver imidlertid ikke
mulighed for at anbringe i eller overføre fra åbent til lukket
fængsel mod den dømtes vilje i beskyttelsesøjemed, idet fuldbyrdelse
af fængselsstraf som hovedregel skal ske i åbent fængsel, jf. § 22,
stk. 1, i arbejdsgruppens forslag. Denne hovedregel svarer til
gældende ret og bygger på princippet om, at frihedsberøvelsen ikke
må være mere indgribende, end formålet tilsiger. Kan
frihedsberøvelsen gennemføres i åbent fængsel uden begrundet
antagelse af risiko for undvigelse eller for, at de friere forhold i
et åbent fængsel udnyttes til kriminel eller dermed ligestillet
adfærd, skal den dømte således anbringes i åbent fængsel. Straffelovrådet finder, at
straffuldbyrdelsesloven bør give mulighed for i særlige tilfælde at
anbringe i lukket fængsel og overføre fra åbent til lukket fængsel i
beskyttelsesøjemed, selv om den dømte ikke ønsker det, idet der i
praksis har vist sig behov herfor. Det gælder ikke blot i tilfælde,
hvor den dømte tilhører gruppen af »svage« indsatte i den ovennævnte
betydning, men også i tilfælde, hvor anbringelsen eller overførslen
skal modvirke overgreb, der iværksættes af udefra kommende bander
mod indsatte, der tilhører en rivaliserende gruppe. For så vidt angår de »negativt stærke« indsatte,
er anbringelse mv. i arresthus og lukket fængsel efter
arbejdsgruppens lovudkast betinget af, at der i det enkelte tilfælde
kan påvises bestemte grunde til at antage eller en særlig bestyrket
mistanke om, at den dømte vil udøve vold mod medindsatte eller
personale, jf. § 21, stk. 3, nr. 1, § 22, stk. 3, nr. 2, § 25,
stk. 3, nr. 2, § 26, nr. 5, og § 28, stk. 1, nr. 1. Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (6
medlemmer) finder, at der bør være mulighed for at foretage de
nævnte former for anbringelse mv. alene med henvisning til den
negativt stærke indsattes blotte fremtræden kombineret med
institutionens eller de medindsattes kendskab til et eventuelt
gruppetilhørsforhold og det forhold, at der er risiko for, at der af
den pågældende gruppe vil blive begået overgreb mod f.eks.
medindsatte. Flertallet foreslår på den baggrund betingelserne for
anbringelse mv. lempet i tilfælde, hvor anbringelsen eller
overførslen sker af hensyn til beskyttelse af medindsatte eller
personale, således at der alene stilles krav om, at anbringelsen mv.
må anses for nødvendig for at forebygge overgreb på medindsatte
eller personale. Med udtrykket »overgreb« sigter flertallet ikke
alene til fysiske overgreb eller trusler herom, men tillige f.eks.
økonomisk udnyttelse og overgreb på medindsattes handlefrihed inden
for fængslets lovlige rammer, herunder til at afsone i fællesskab og
til at vælge mellem fængslets tilbud om beskæftigelse, skolegang,
fritidsaktiviteter mv. Risiko for overgreb kan også foreligge, når
den indsatte gennem sin magtposition forsøger at påvirke personalet
til at gøre eller undlade noget, herunder undlade at gennemføre de
nødvendige sikkerheds- og kontrolforanstaltninger. Et mindretal (2 medlemmer) kan ikke tilslutte
sig, at der indføres hjemmel til at anbringe mv. alene på grundlag
af »den indsattes blotte fremtræden kombineret med institutionens
... kendskab til et eventuelt gruppetilhørsforhold og det forhold,
at der er risiko for, at der af den pågældende gruppe vil blive
begået overgreb mod f.eks. medindsatte«. En så kraftig ændring af
afsoningsforholdene må have et væsentligt solidere
beslutningsgrundlag. Det må således efter mindretallets opfattelse
kræves, at der er bestemte grunde til at anse anbringelsen mv.
nødvendig for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale.
5.5.2.2.2. På den baggrund foreslås som
§ 21 i rådets lovudkast indsat bestemmelser om anbringelse i
fængsel eller arresthus, der indebærer, at fængselsstraf normalt
fuldbyrdes i fængsel. Kortvarig fængselsstraf kan dog fuldbyrdes i
arresthus i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til den samlede
udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner, jf.
§ 21, stk. 2. Efter § 21, stk. 3, kan fængselsstraf
endvidere fuldbyrdes i arresthus, hvis (1) det må anses for
nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale,
(2) der er bestemte grunde til at antage, at den dømtes farlighed
eller kriminalitet gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse,
brandstiftelse eller indsmugling eller handel med euforiserende
stoffer, (3) det må anses for nødvendigt for at beskytte den dømte
mod overgreb, eller (4) den dømte efter de lægelige oplysninger bør
anbringes i Vestre Hospital. Fængselsstraf kan i øvrigt kun fuldbyrdes i
arresthus, hvis den dømte selv ønsker det og enten har udgang til
arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet eller særlige
familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det, jf.
§ 21, stk. 4. § 21, stk. 3, nr. 1, i rådets lovudkast medfører
en udvidelse af muligheden for at anbringe i arresthus, idet det i
modsætning til § 21, stk. 3, nr. 1, i arbejdsgruppens lovudkast ikke
kræves, at kriminalforsorgen i det enkelte tilfælde kan påvise
bestemte grunde til at antage, at den dømtes farlighed eller
kriminalitet gør en sådan anbringelse nødvendig for at forebygge
vold mod medindsatte eller personale. Den pågældende bestemmelse i
rådets lovudkast sigter bl.a. på tilfælde, hvor der ved anmeldelsen
til straffuldbyrdelse foreligger kendskab til, at den dømte hører
til gruppen af »negativt stærke« indsatte. Et sådant kendskab vil
typisk basere sig på oplysninger modtaget fra politiet eller fra
tidligere ophold i fængsel eller arresthus, herunder i forbindelse
med forudgående varetægtsfængsling. § 21, stk. 3, nr. 2, i rådets lovudkast medfører,
at der i videre omfang end hidtil kan ske anbringelse i arresthus
for at forebygge indsmugling eller handel med euforiserende stoffer,
idet det ikke kræves, at den dømte må antages at ville indsmugle
eller handle med euforiserende stoffer i større omfang, jf. herved
§ 1 i Justitsministeriets cirkulære af 27. maj 1983 og pkt. 5.5.2.1.
ovenfor. Bestemmelsen forudsættes dog alene anvendt, når der er
spørgsmål om at forebygge indsmugling eller handel af ikke
bagatelagtig karakter. Baggrunden for bestemmelsen er, at de
gældende regler har vist sig utilstrækkelige i praksis, idet det
ikke er muligt at tilvejebringe det fornødne bevis for, at den
forventede indsmugling eller handel vil være af større omfang. § 21 i rådets lovudkast indebærer ikke i øvrigt
ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om anbringelse i
arresthus. 5.5.2.2.3. Som § 22 i rådets lovudkast
foreslås indsat en bestemmelse om anbringelse i åbent eller
lukket fængsel, der indebærer, at fuldbyrdelse af straf i
fængsel normalt sker i åbent fængsel. Fuldbyrdelse af straffen skal dog ske i lukket
fængsel, når straffen er på 5 år eller mere, eller den dømte efter
tidligere afsoning senest er løsladt fra lukket fængsel eller
arresthus, fordi betingelserne for overførsel til åbent fængsel ikke
var opfyldt. Fuldbyrdelsen af straffen skal imidlertid også i disse
tilfælde ske i åbent fængsel, hvis dette ikke findes betænkeligt
efter det i øvrigt oplyste om den dømte, jf. § 22, stk. 2. Efter § 22, stk. 3, kan fuldbyrdelse af
straf i fængsel ske i lukket fængsel, hvis det må anses for
nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale.
Det samme gælder, hvis der efter de i øvrigt foreliggende
oplysninger om den dømte og efter kriminalitetens art er bestemte
grunde til at antage, at den dømte ved anbringelse i åbent fængsel
vil undvige eller begå strafbart eller groft disciplinært forhold
eller udvise anden adfærd, der er åbenbart uforenelig med ophold i
åbent fængsel. Fuldbyrdelse i lukket fængsel kan endvidere efter
§ 22, stk. 4, ske, hvis det må anses for nødvendigt for at
beskytte den dømte mod overgreb, eller hvis den dømte efter de
lægelige oplysninger bør anbringes i Anstalten ved Herstedvester. Fuldbyrdelse i lukket fængsel kan i øvrigt ske,
hvis den dømte selv ønsker det, og særlige familiemæssige eller
andre personlige forhold taler for det, jf. § 22, stk. 5. § 22, stk. 3, 1. pkt., medfører i lighed med
§ 21, stk. 3, nr. 1, i rådets lovudkast om anbringelse i arresthus
en udvidelse af muligheden for at anbringe i lukket fængsel, idet
det i modsætning til § 22, stk. 3, nr. 2, i arbejdsgruppens
lovudkast ikke kræves, at kriminalforsorgen i det enkelte tilfælde
kan påvise bestemte grunde til at antage, at den dømte ved
anbringelse i åbent fængsel vil udvise en adfærd, der er åbenbart
uforenelig med ophold i åbent fængsel. Med bestemmelsen sigtes bl.a.
til tilfælde, hvor der ved anmeldelsen til straffuldbyrdelse
foreligger kendskab til, at den dømte hører til gruppen af »negativt
stærke« indsatte med deraf følgende risiko for overgreb på
medindsatte eller personalet. Endvidere åbner § 22, stk. 4, nr. 1, mulighed
for, at der mod den dømtes vilje kan ske anbringelse i lukket
fængsel i beskyttelsesøjemed. Denne bestemmelse sigter bl.a. på
personer, der har behov for beskyttelse for at undgå udnyttelse,
mobning, trusler, vold eller andre overgreb fra medindsatte, f.eks.
stofmisbrugere og andre, der er fysisk og psykisk svagt funderet, og
som eventuelt tillige har stiftet gæld til medindsatte, samt
indsatte, der på grund af deres kriminalitet, herunder navnlig
mishandling af børn og sædelighedskriminalitet, ikke tolereres af
medindsatte. § 22 i rådets lovudkast indebærer ikke i øvrigt
ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om anbringelse i
lukket fængsel. 5.5.2.2.4. Som § 23 i rådets lovudkast
foreslås indsat en bestemmelse om valg af afsoningsinstitution,
der indebærer, at fængselsstraf, så vidt det er praktisk muligt,
skal fuldbyrdes i nærheden af den dømtes hjemsted. Ved afgørelsen af, i hvilket åbent eller lukket
fængsel eller i hvilket arresthus den dømte skal anbringes, skal der
endvidere tages hensyn til den dømtes egne ønsker, navnlig
vedrørende arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige
forhold, jf. § 23, stk. 1. Efter § 23, stk. 2, kan reglerne i stk. 1,
1. pkt., fraviges (1) ved kortvarig fængselsstraf, (2) af hensyn til
den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens
institutioner, (3) af hensyn til muligheden for at beskytte den
dømte mod overgreb, herunder bl.a. fra udefra kommende bander mv.
tilhørende rivaliserende grupper, (4) af hensyn til muligheden for
at yde den dømte pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand, (5)
af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte
eller personale eller (6) af hensyn til muligheden for at forhindre,
at den indsatte undviger. Med den sidstnævnte bestemmelse sigtes
bl.a. til tilfælde, hvor undvigelsen søges gennemført ved en
befrielsesaktion, der iværksættes uden for den pågældende
afsoningsinstitution. § 23 bygger på, at det geografiske nærhedsprincip
er udgangspunktet, hvilket ikke indebærer ændringer i forhold til de
nugældende regler mv. om valg af afsoningsinstitution. 5.5.2.2.5. Som § 24 i rådets lovudkast
foreslås indsat en bestemmelse om overførsel af indsatte fra
lukket til åbent fængsel, der indebærer, at en indsat i et
lukket fængsel skal overføres til åbent fængsel, når betingelserne
for anbringelse i eller overførsel til lukket fængsel, jf. § 22,
stk. 3, 4 og 5, og § 25, stk. 2, 3 og 5, ikke længere er opfyldt,
eller overførsel til åbent fængsel i øvrigt ikke kan anses for
betænkelig, jf. § 24, stk. 1. Efter § 24, stk. 2, kan overførsel til
åbent fængsel undlades, hvis den resterende straffetid er ganske
kort. Formålet med bestemmelsen er i overensstemmelse
med de nugældende regler mv. om overførsel fra lukket til åbent
fængsel at fastslå, at der skal ske overførsel til åbent fængsel,
når betingelserne for ophold i lukket fængsel ikke længere kan
antages at være opfyldt, eller fortsat fuldbyrdelse i åbent fængsel
i øvrigt ikke kan anses for betænkelig. Bestemmelsen indebærer bl.a., at en indsat, der
er anbragt i eller overført til lukket fængsel af hensyn til
muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale,
skal overføres til åbent fængsel, når denne grund til anbringelse
eller overførsel ikke længere er opfyldt, f.eks. fordi den indsatte
under ophold i det lukkede fængsel har udvist en adfærd, som giver
grundlag for at antage, at der ikke længere består en risiko for
overgreb på medindsatte eller personale ved anbringelse i et åbent
fængsel. 5.5.2.2.6. Som § 25 i rådets lovudkast
foreslås indsat en bestemmelse om overførsel af indsatte fra
åbent til lukket fængsel, der indebærer, at en indsat i et åbent
fængsel kan overføres til lukket fængsel, når den pågældende (1) er
undveget eller har forsøgt herpå eller (2) er fundet i besiddelse af
en ikke ubetydelig mængde af euforiserende stoffer, eller der er
bestemte grunde til at antage, at den pågældende (3) har indsmuglet
eller handlet med euforiserende stoffer eller (4) har udøvet
overgreb på medindsatte eller personale, jf. § 25, stk. 1. Efter § 25, stk. 2, kan en indsat
endvidere overføres til lukket fængsel, hvis det må anses for
nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale.
Det samme gælder, når der efter de nu foreliggende oplysninger er en
særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte ved fortsat ophold i
åbent fængsel vil undvige eller begå grovere strafbart eller groft
disciplinært forhold eller udvise anden adfærd, der er åbenbart
uforenelig med fortsat ophold i åbent fængsel. Overførsel til lukket fængsel kan desuden efter
§ 25, stk. 3, ske, hvis det må anses for nødvendigt for at
beskytte den pågældende mod overgreb, eller hvis den pågældende
efter de lægelige oplysninger bør overføres til Anstalten ved
Herstedvester. Under behandlingen af spørgsmålet om overførsel til
lukket fængsel kan den indsatte midlertidigt anbringes i arresthus,
når der er grund til at antage, at betingelserne for overførsel er
opfyldt. Såfremt den indsatte samtykker heri, kan anbringelsen i
stedet ske i lukket fængsel. Vedrører spørgsmålet overførsel til
Anstalten ved Herstedvester, kan den midlertidige anbringelse altid
ske i denne institution, jf. § 25, stk. 4. Overførsel til lukket fængsel kan i øvrigt ske
efter den dømtes eget ønske, hvis særlige familiemæssige eller andre
personlige forhold taler for det, jf. § 25, stk. 5. Efter § 25, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, i
arbejdsgruppens lovudkast kan der ske overførsel til lukket fængsel,
når den indsatte er sigtet for at have indsmuglet eller handlet med
euforiserende stoffer. § 25, stk. 1, nr. 2 og 3, i rådets lovudkast
indebærer en udvidelse i forhold til arbejdsgruppens lovudkast, idet
der efter rådets lovudkast kan ske overførsel til lukket fængsel,
når den indsatte er fundet i besiddelse af en ikke ubetydelig mængde
euforiserende stoffer, eller der er bestemte grunde til at antage,
at den pågældende har indsmuglet eller handlet med euforiserende
stoffer. Baggrunden for rådets forslag er, at der kan være behov for
overførsel uafhængigt af, om den indsatte formelt sigtes for
forholdet, f.eks. hvor den indsatte gribes på fersk gerning eller i
øvrigt tilstår indsmugling af eller handel med euforiserende
stoffer. Overførsel kan dog kun ske efter en konkret vurdering. Må
det på baggrund af den indsattes forklaring f.eks. antages, at de
euforiserende stoffer er »plantet« hos den pågældende af
medindsatte, kan overførsel ikke finde sted. Rådets forslag
indebærer således ikke ændringer i forhold til de gældende regler om
adgang til at overføre fra åbent til lukket fængsel i tilfælde af
indsmugling eller handel med euforiserende stoffer. Adgangen til at overføre i tilfælde, hvor der er
bestemte grunde til at antage, at den indsatte har udøvet overgreb
på medindsatte eller personale, og hvor overførsel må anses for
nødvendig for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale,
jf. § 25, stk. 1, nr. 4, og stk. 2, 1. pkt., i rådets lovudkast, er
ny i forhold til gældende ret, jf. pkt. 5.5.2.2.1. ovenfor. § 25,
stk. 1, nr. 4, indebærer, at en indsat kan overføres til lukket
fængsel, hvis kriminalforsorgen kan påvise bestemte grunde til at
antage, at den indsatte under sit ophold i det åbne fængsel ved sin
adfærd eller på anden vis har udøvet overgreb på medindsatte eller
personale. § 25, stk. 2, 1. pkt., medfører, at der kan ske
overførsel bl.a. i tilfælde, hvor der på det tidspunkt, hvor
beslutningen om anbringelse i åbent fængsel blev truffet, ikke
forelå oplysninger, der kunne begrunde anbringelse i lukket fængsel
af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte
eller personale. Hvis det efterfølgende viser sig, at den indsatte i
kraft af sin fysiske eller psykiske styrke eller sit tilhørsforhold
til en særlig gruppe eller lignende udgør en risiko for overgreb på
medindsatte eller personale, vil den indsatte kunne overføres til
lukket anstalt, hvis det er nødvendigt for at forebygge denne
risiko. § 25, stk. 3, nr. 1, i rådets lovudkast,
hvorefter der kan ske overførsel til lukket fængsel, hvis det må
anses for nødvendigt for at beskytte den indsatte mod overgreb, er
også ny i forhold til gældende ret. Bestemmelsen sigter bl.a. på
personer, der på baggrund af det hidtidige afsoningsforløb har vist
sig at have behov for beskyttelse for at undgå udnyttelse, mobning,
trusler, vold eller andre overgreb fra medindsatte, f.eks.
stofmisbrugere og andre, der er fysisk og psykisk svagt funderet, og
som eventuelt tillige har stiftet gæld til medindsatte. Som et andet
eksempel kan nævnes indsatte, der på grund af deres kriminalitet,
herunder navnlig mishandling af børn og sædelighedskriminalitet,
ikke tolereres af fællesskabet, jf. pkt. 5.5.2.2.1. ovenfor. Endelig foreslår rådet som noget nyt, at der i
forbindelse med en lovfæstelse af den gældende praksis, hvorefter
den indsatte under behandlingen af spørgsmålet om overførsel til
lukket fængsel midlertidigt kan anbringes i arresthus, indføres
mulighed for midlertidig anbringelse i lukket fængsel, hvis den
indsatte samtykker heri, jf. § 25, stk. 4, 1. og 2. pkt.
Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle ændringer til § 25,
stk. 5, 1. og 2. pkt., i arbejdsgruppens lovudkast. § 25 i rådets lovudkast indebærer ikke i øvrigt
ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om overførsel fra
åbent til lukket fængsel. 5.5.2.2.7. Som § 26 i rådets lovudkast
foreslås indsat en bestemmelse om overførsel af indsatte mellem
ensartede afsoningsinstitutioner, der indebærer, at der kan ske
overførsel mellem åbne fængsler, mellem lukkede fængsler eller
mellem arresthuse af hensyn til (1) den samlede udnyttelse af
pladserne i kriminalforsorgens institutioner, (2) muligheden for at
beskytte den indsatte mod overgreb, herunder bl.a. fra udefra
kommende bander mv. tilhørende rivaliserende grupper, (3) muligheden
for at yde den indsatte pædagogisk, lægelig eller anden særlig
bistand og (4) muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte
eller personale, samt hvis (5) den indsatte har udøvet overgreb på
medindsatte eller personale, (6) der er bestemte grunde til at
antage, at den indsattes farlighed eller kriminalitet gør det
nødvendigt for at forebygge undvigelse, brandstiftelse eller handel
med euforiserende stoffer, eller (7) den indsatte selv ønsker det,
og særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for
det. Bestemmelsen åbner som noget nyt mulighed for at
overføre mellem ensartede afsoningsinstitutioner mod den indsattes
ønske af hensyn til muligheden for at beskytte den indsatte mod
overgreb eller af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på
medindsatte eller personale, jf. pkt. 5.5.2.2.1. ovenfor.
Bestemmelsen indebærer ikke i øvrigt væsentlige ændringer i forhold
til de gældende regler mv. om overførsel mellem ensartede
afsoningsinstitutioner. 5.5.2.2.8. Som § 27 i rådets lovudkast
foreslås indsat en bestemmelse om overførsel af indsatte fra
arresthus til fængsel, hvorefter en indsat i et arresthus skal
overføres til fængsel, når betingelserne for anbringelse i
arresthus, jf. § 21, stk. 3 og 4, i rådets lovudkast, og for
overførsel til arresthus, jf. § 28, stk. 1 og 3, ikke længere er
opfyldt, jf. § 27, stk. 1. Efter § 27, stk. 2, kan en indsat i et
arresthus endvidere overføres til fængsel af hensyn til den samlede
udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner eller
muligheden for at yde den indsatte pædagogisk, lægelig eller anden
særlig bistand. Afgørelsen af, om overførsel fra arresthus skal ske
til åbent eller lukket fængsel, træffes ifølge § 27, stk. 3, efter
bestemmelserne om anbringelse i åbent fængsel og overførsel fra
åbent til lukket fængsel, jf. § 22, jf. §§ 22 og 24, i rådets
lovudkast. Formålet med bestemmelsen er i overensstemmelse
med de nugældende regler mv. om overførsel fra arresthus til fængsel
at fastslå, at der skal ske overførsel til fængsel, når
betingelserne for ophold i arresthus ikke længere kan antages at
være opfyldt. Bestemmelsen indebærer bl.a., at en indsat, der
er anbragt i eller overført til arresthus af hensyn til muligheden
for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale, skal
overføres til fængsel, når denne grund til anbringelse eller
overførsel ikke længere består, f.eks. fordi den indsatte under
ophold i arresthuset har udvist en adfærd, som giver grundlag for at
antage, at der ikke længere består en risiko for overgreb på
medindsatte eller personale ved anbringelse i et fængsel.
Henvisningen i § 27, stk. 3, i rådets lovudkast til § 22, jf. §§ 24
og 25, medfører, at en indsat, der overføres til fængsel, f.eks.
fordi muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller
personale ikke længere kan begrunde, at afsoningen sker i et
arresthus, normalt skal anbringes i åbent fængsel. 5.5.2.2.9. Som § 28 i rådets lovudkast
foreslås indsat en bestemmelse om overførsel af indsatte fra
fængsel til arresthus, hvorefter en indsat i et fængsel kan
overføres til arresthus, hvis (1) det må anses for nødvendigt for at
forebygge overgreb på medindsatte eller personale, (2) der er
bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil undvige, forvolde
brand eller indsmugle eller handle med euforiserende stoffer, og det
må anses for nødvendigt for at forhindre den indsatte i at begå
forhold af denne karakter, (3) det må anses for nødvendigt for at
beskytte den indsatte mod overgreb, eller (4) den indsatte efter de
lægelige oplysninger bør overføres til Vestre Hospital, jf. § 28,
stk. 1. En indsat i et åbent fængsel kan endvidere efter
§ 28, stk. 2, i rådets lovudkast for et bestemt tidsrum af
højst 8 uger overføres til arresthus, såfremt denne overførsel
træder i stedet for en overførsel til lukket fængsel efter § 25,
stk. 1 eller 2, i rådets lovudkast. Overførsel kan desuden ske efter den indsattes
eget ønske, når den pågældende har udgang til arbejde, uddannelse
eller anden godkendt aktivitet, eller særlige familiemæssige eller
andre personlige forhold taler for det, jf. § 28, stk. 3. § 28, stk. 1, nr. 1, i rådets lovudkast medfører
en udvidelse af muligheden for at overføre til arresthus, idet det i
modsætning til § 28, stk. 1, nr. 1, i arbejdsgruppens lovudkast ikke
kræves, at kriminalforsorgen i det enkelte tilfælde kan påvise
bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil udøve vold mod
medindsatte eller personale, og at overførslen må anses for
nødvendig for at forhindre den indsatte i at begå forhold af denne
karakter. Den pågældende bestemmelse i rådets lovudkast sigter bl.a.
på tilfælde, hvor der på det tidspunkt, hvor beslutning om
anbringelse i fængsel blev truffet, ikke forelå oplysninger, der
kunne begrunde anbringelse i arresthus af hensyn til muligheden for
at forebygge overgreb på medindsatte eller personale. Hvis det
efterfølgende viser sig, at den indsatte i kraft af sin fysiske
eller psykiske styrke eller sit tilhørsforhold til en særlig gruppe
eller lignende udgør en risiko for overgreb på medindsatte eller
personale, kan den indsatte overføres til arresthus, hvis det er
nødvendigt af hensyn til muligheden for at forebygge sådanne
overgreb. Hvis den indsatte er anbragt i åbent fængsel, forudsætter
en overførsel til arresthus, at overførsel til lukket fængsel ikke
er tilstrækkelig til at forebygge sådanne overgreb. § 28, stk. 1, nr. 2, indebærer i lighed med § 21,
stk. 3, nr. 2, i rådets lovudkast om anbringelse i arresthus for at
forebygge indsmugling eller handel med euforiserende stoffer en
udvidelse af adgangen til at overføre til arresthus med denne
begrundelse, idet det ikke kræves, at den indsatte findes skyldig i
indsmugling eller handel med euforiserende stoffer i større omfang,
jf. herved § 2, stk. 1, i Justitsministeriets cirkulære af 27. maj
1983 samt pkt. 5.5.2.1. og 5.5.2.2.2. ovenfor. Endelig er adgangen efter § 28, stk. 2, i rådets
lovudkast til midlertidig overførsel til arresthus ny i forhold til
gældende ret. Forslaget tilsigter i lighed med § 28, stk. 3, i
arbejdsgruppens lovudkast at begrænse anvendelsen af overførsel til
lukket fængsel. § 28 i rådets lovudkast medfører ikke i øvrigt
ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om overførsel fra
fængsel til arresthus. 5.5.2.2.10. Endelig foreslås som § 29
i rådets lovudkast en bestemmelse om valg af ny
afsoningsinstitution, hvorefter § 23 i rådets lovudkast om valg
af afsoningsinstitution, jf. pkt. 5.5.2.2.4. ovenfor, finder
tilsvarende ved afgørelse om overførsel efter §§ 24-28. Bestemmelsen
indebærer ikke ændringer i forhold til de nugældende bestemmelser
mv. herom. Som § 30 foreslås en bemyndigelse for
justitsministeren til at fastsætte regler om anbringelse og
overførsel efter §§ 21-29. 5.5.2.3. Justitsministeriets overvejelser Justitsministeriet kan med enkelte ændringer
tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om anbringelse i
og overførsel mellem arresthus og fængsel samt anbringelse i og
overførsel mellem åbne og lukkede fængsler. Justitsministeriet kan således af de af rådets
flertal anførte grunde tiltræde, at der for så vidt angår »negativt
stærke« indsatte gives mulighed for at anbringe i og overføre til
arresthus og lukket fængsel med henvisning til den stærke indsattes
fremtræden kombineret med institutionens eller de medindsattes
kendskab til et eventuelt gruppetilhørsforhold og det forhold, at
der er risiko for, at der af den pågældende gruppe vil blive begået
overgreb mod f.eks. medindsatte, jf. pkt. 5.5.2.2.1. ovenfor. Et udvalg under Justitsministeriet overvejer for
tiden ændringer af de grundlæggende principper for fordelingen af
indsatte, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 23. Udvalget har
over for Justitsministeriet tilkendegivet, at bestemmelsen i § 22,
stk. 2, 1. pkt., 2. led, i rådets udkast efter udvalgets opfattelse
bør udgå. Efter denne bestemmelse skal straffuldbyrdelsen som
udgangspunkt ske i lukket fængsel, når den dømte efter tidligere
afsoning senest er løsladt fra lukket fængsel eller arresthus, fordi
betingelserne for overførsel til åbent fængsel ikke var opfyldt.
Udvalget har i den forbindelse bl.a. peget på, at efter
bestemmelsens ordlyd skal selv løsladelser, der ligger langt tilbage
i tiden, i princippet tillægges betydning. Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets
forslag, hvorefter bestemmelsen i § 22, stk. 2, 1. pkt., 2. led, i
rådets lovudkast udgår. Herefter vil det forhold, at den pågældende
tidligere er løsladt fra lukket fængsel eller arresthus, fordi
betingelserne for overførsel til åbent fængsel ikke var opfyldt,
ikke i sig selv medføre, at straffuldbyrdelsen som udgangspunkt skal
påbegyndes i lukket fængsel. Oplysninger om den pågældendes adfærd
under tidligere ophold i kriminalforsorgens institutioner kan i
stedet, som det fremgår af bemærkningerne til § 22, indgå i
overvejelser om en eventuel anbringelse i lukket fængsel efter
reglerne i § 22, stk. 3-5. Det har i praksis vist sig, at der også kan være
behov for at anbringe i og overføre mellem de forskellige
afsoningsinstitutioner i tilfælde, hvor det er nødvendigt for at
forebygge overgreb på andre i institutionen end medindsatte og
personale, f.eks. af hensyn til de medindsattes børn, besøgende
eller håndværkere i institutionen m.fl. Justitsministeriet finder på den baggrund, at
lovforslagets bestemmelser om anbringelse og overførsel mellem de
forskellige afsoningsinstitutioner for at forebygge overgreb på
medindsatte eller personale bør udvides, så de også omfatter andre i
institutionen. Der har endvidere i praksis vist sig behov for
ved valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem
ensartede afsoningsinstitutioner at kunne modvirke, at den indsatte
afsoner i en institution, hvor en af den indsattes nærstående gør
tjeneste. Lovforslagets bestemmelser om valg af
afsoningsinstitution og om overførsel af indsatte mellem ensartede
afsoningsinstitutioner er derfor udvidet til også at omfatte
tilfælde, hvor placeringen sker for at undgå, at den indsatte
afsoner i en institution, hvor en af den indsattes nærstående gør
tjeneste. Endelig foreslås bestemmelsen om adgang til at
overføre indsatte mellem ensartede afsoningsinstitutioner i tilfælde
af overgreb ændret, så den giver mulighed for at overføre i
tilfælde, hvor der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte
har udøvet overgreb på medindsatte, personale eller andre i
institutionen. Herved bringes bestemmelsen på linie med bestemmelsen
om overførsel af indsatte fra åbent til lukket fængsel, hvorefter
der bl.a. kan ske overførsel til lukket fængsel, hvis der er
bestemte grunde til at antage, at den pågældende har udøvet overgreb
på medindsatte, personale eller andre i institutionen. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse
hermed, jf. §§ 21-30.
|
|||
|
|||