Bestemmelsen regulerer sammen med lovforslagets §§ 25-30 betingelserne for og fremgangsmåden ved overførsel af indsatte mellem fængsler og arresthuse. Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle ændringer til § 24 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.5.2.3., jf. pkt. 5.5.2.2.5., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelser om overførsel af indsatte supplerer reglerne om anbringelse af dømte, idet reglerne om anbringelse af dømte alene regulerer spørgsmålet om, i hvilken institution fuldbyrdelsen af en idømt fængselsstraf skal påbegyndes. Valget af det umiddelbare anbringelsessted er imidlertid ikke udtryk for, at hele straffuldbyrdelsen bør foregå i den pågældende institution.

§ 24 vedrører overførsel af dømte fra lukket til åbent fængsel. I overensstemmelse med gældende ret fastslås det i stk. 1, at en indsat i lukket fængsel skal overføres til åbent fængsel, når betingelserne for ophold i lukket fængsel ikke længere kan antages at foreligge, eller fortsat fuldbyrdelse af straffen i åbent fængsel i øvrigt ikke kan anses for betænkelig.

Ved vurderingen af muligheden for overførsel til åbent fængsel vil der efter nogen tids afsoning kunne lægges mindre vægt på erfaringer fra tidligere strafudståelser og tilsvarende mere vægt på den dømtes adfærd under den forløbne del af den aktuelle strafudståelse. Også den nu relativt kortere straffetid kan medvirke til afkræftelse af en tidligere antagelse af f.eks. risiko for undvigelse. I lovforslagets § 89 er der fastsat en særlig sagsbehandlingsregel, der sikrer, at bl.a. spørgsmålet om overførsel fra lukket til åbent fængsel jævnligt vurderes også uden en egentlig ansøgning herom fra den indsatte, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Nægtelse af at overføre en indsat til åbent fængsel forudsætter, at kriminalforsorgen kan godtgøre, at betingelserne for ophold i lukket fængsel fortsat er til stede. En indsat, der er anbragt i eller overført til lukket fængsel af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale m.fl., skal således overføres til åbent fængsel, når denne grund til anbringelse ikke længere er opfyldt, f.eks. fordi den indsatte under ophold i det lukkede fængsel har udvist en adfærd, som giver grundlag for at antage, at der ikke længere består en risiko for overgreb på medindsatte eller personale ved anbringelse i et åbent fængsel, jf. pkt. 5.5.2.2.6. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Endvidere vil en indsat, der efter eget ønske er anbragt i lukket fængsel, kunne overføres til åbent fængsel efter anmodning, såfremt der ikke i øvrigt har været grundlag for at anbringe den pågældende i lukket fængsel eller for nu at anse fuldbyrdelse i åbent fængsel for betænkelig.

Overførsel til åbent fængsel kan imidlertid undlades, hvis én eller flere af straffuldbyrdelseslovens øvrige betingelser for anbringelse i eller overførsel til lukket fængsel er opfyldt på det tidspunkt, hvor der er spørgsmål om at overføre til åbent fængsel. En dømt vil således f.eks. som udgangspunkt kunne fortsætte afsoningen i lukket fængsel, hvis den pågældende ønsker det, jf. § 24, stk. 1, jf. § 22, stk. 6, og § 25, stk. 6, om frivillig anbringelse og overførsel til lukket fængsel.

I § 24, stk. 2, er der endvidere givet kriminalforsorgen mulighed for at undlade overførsel til åbent fængsel, hvis den resterende straffetid er ganske kort. Bestemmelsen indebærer ikke, at kriminalforsorgen kan undlade at tage stilling til, om den indsatte i øvrigt opfylder betingelserne for overførsel til åbent fængsel, idet en afgørelse herom kan få betydning ved en eventuel senere afsoning, jf. § 22, stk. 2, og bemærkningerne til den pågældende bestemmelse.

§ 24 omfatter både tilfælde, hvor den dømte oprindeligt er anbragt i lukket fængsel, og tilfælde, hvor den indsatte senere er overført til lukket fængsel.

Ved valget af det åbne fængsel, hvortil den indsatte skal overføres, finder § 23 tilsvarende anvendelse, jf. § 29.

Efter § 1, stk. 1, i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen udstås fængselsstraf i åben anstalt, medmindre det af særlige grunde findes utilrådeligt. Efter § 1, stk. 2, kan fængselsstraf i almindelighed ikke udstås i arresthus (Københavns Fængsler), medmindre strafudståelsen bliver kortvarig. Hæftestraf udstås i arresthus eller i kriminalforsorgens anstalter, jf. § 1, stk. 3.

Nærmere regler om anbringelse og overførsel af dømte er fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 122 af 29. august 1983 med senere ændringer om anbringelse af personer, der er idømt frihedsstraf eller forvaring, og om overførsel af indsatte mellem kriminalforsorgens institutioner.

Endvidere kan nævnes cirkulære af 27. maj 1983 med senere ændringer om anbringelse af domfældte, der må antages at ville forestå indsmugling eller handel med narkotika i større omfang under afsoningen, og om overførsel af indsatte, der gør sig skyldige i indsmugling eller forhandling af narkotika i større omfang.

Desuden kan henvises til Justitsministeriets cirkulære nr. 29 af 5. januar 1999 om behandlingen af 15-17 årige, der anbringes i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene, der bl.a. i §§ 6-8 indeholder særlige regler om anbringelse og overførsel af 15-17 årige personer, der er idømt frihedsstraf eller forvaring.

Herudover kan der henvises til Justitsministeriets vejledning fra september 1997 om forsøgsordningen vedrørende en forstærket behandlingsindsats over for personer, der er dømt for seksualforbrydelser. Forsøgsordningen indebærer, at den omhandlede gruppe af dømte påbegynder afsoningen med et kort ophold på en særlig visitationsafdeling i Anstalten ved Herstedvester, hvor der tages stilling til, om den pågældende har behov for og er motiveret for behandling. Er dette tilfældet, kan den pågældende enten fortsætte en behandling i Anstalten ved Herstedvester eller blive overført til et andet fængsel (eller eventuelt en pension i medfør af straffelovens § 49, stk. 2) og derfra få tilladelse til udgang med henblik på ambulant behandling på sexologisk eller psykiatrisk hospitalsafdeling.

Endelig kan det nævnes, at der i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 2. maj 1989 er fastsat regler, hvorefter indsatte, der er dømt for farlig kriminalitet, og som under indsættelsen er undveget eller har forsøgt at undvige ved hjælp af personfarlige metoder, og som fortsat antages at frembyde en undvigelsesrisiko, kan anbringes under særligt restriktive afsoningsforhold i særligt sikrede afsnit i lukkede fængsler eller særligt sikrede celler i udvalgte arresthuse.

Om anbringelse og overførsel henvises i øvrigt til 1989-betænkningen, s. 74-83. Det bemærkes herved, at et eventuelt tilhørsforhold til gruppen af »negativt stærke« indsatte, herunder rockergrupper, efter praksis i almindelighed fører til anbringelse i lukket fængsel.

Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 85-100, 648-652, jf. §§ 21-30 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 689-700, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 100-104, jf. §§ 21-30 i rådets lovudkast, og s. 170-191.

5.5.2.2.1. §§ 21-30 i Straffelovrådets lovudkast regulerer valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner. I § 21 fastsættes regler om, hvorvidt fuldbyrdelsen af en fængselsstraf skal påbegyndes i fængsel eller arresthus. Skal fuldbyrdelsen efter denne bestemmelse påbegyndes i fængsel, afgøres det efter § 22, om fuldbyrdelsen skal ske i åbent eller lukket fængsel. § 23 regulerer valget af den konkrete afsoningsinstitution. Dette valg forudsætter, at der i medfør af § 21 og § 22 er truffet afgørelse om den institutionstype (arresthus, åbent eller lukket fængsel), i hvilken straffen skal fuldbyrdes. §§ 24 og 25 samt §§ 27 og 28 regulerer spørgsmålet om overførsel mellem henholdsvis åbent og lukket fængsel og fængsel og arresthus. Disse bestemmelser suppleres af § 26 om adgang til overførsel mellem ensartede afsoningsinstitutioner. Endvidere rummer § 29 en bestemmelse om valget af den konkrete afsoningsinstitution i tilfælde, hvor der er sket overførsel i medfør af §§ 24-28. § 29 supplerer således § 23 om valget af afsoningsinstitution ved straffuldbyrdelsens begyndelse.

Straffelovrådet kan i det væsentlige tiltræde arbejdsgruppens forslag. Da arbejdsgruppens betænkning stammer fra 1989, har rådet overvejet, om der på baggrund af udviklingen i den mellemliggende periode er behov for ændringer på området.

I en indstilling af april 1994 om negativt stærke og svage indsatte, afgivet af en arbejdsgruppe under Direktoratet for Kriminalforsorgen, foreslås det bl.a., at der i straffuldbyrdelsesloven tilvejebringes en udvidet adgang til overførsel af »negativt stærke« indsatte fra åbent til lukket fængsel. En arbejdsgruppe vedrørende stærke indsatte i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse har i en indstilling af marts 1996 tilsluttet sig dette forslag.

Med udtrykket »stærke« indsatte sigtes navnlig til de grupper af indsatte, herunder rockere og deres støttepersoner, der i de senere år har skabt sig en sådan magtposition i fængslerne, at de i dag udgør en særdeles negativ styrende faktor i forhold til medindsatte. Deres metoder adskiller sig ikke nævneværdigt fra den fremgangsmåde, der sædvanligvis benyttes af andre »stærke« indsatte, dvs. vold, trusler om vold, økonomisk udnyttelse mv. De pågældendes metoder er imidlertid væsentlig grovere end tidligere, og deres styring retter sig nu mod alle i institutionen. Deres metoder rækker også uden for fængslet, idet de ved hjælp af gruppemedlemmer uden for fængslet kan udstrække deres trusler og pres til de medindsattes familier og pårørende. Som følge af det almindelige kendskab til sådanne gruppers metoder er det sjældent nødvendigt at anvende vold og trusler. Deres blotte fremtræden kombineret med de medindsattes kendskab til gruppetilhørsforholdet er normalt tilstrækkeligt til at skabe den tilsigtede frygt hos medindsatte. Samtidig udøves volden mv. sædvanligvis ikke af de »negativt stærke« indsatte selv, men af »håndlangere«, hvilket gør det særdeles vanskeligt eller umuligt at bevise deres andel. Medvirkende hertil er også, at ingen tør udtale sig af frygt for repressalier.

I indstillingen foreslås det endvidere, at der for så vidt angår gruppen af »svage« indsatte overvejes indført en udtrykkelig hjemmel til anbringelse i eller overførsel til arresthus eller anden afsoningsinstitution i beskyttelsesøjemed. Med udtrykket »svage« indsatte sigtes til personer, der har behov for beskyttelse for at undgå udnyttelse, mobning, trusler, vold eller andre overgreb fra medindsatte. Som eksempel kan peges på stofmisbrugere og andre, der er fysisk og psykisk svagt funderet, og som eventuelt tillige har stiftet gæld til medindsatte. En anden gruppe udgør de indsatte, der på grund af deres kriminalitet, herunder navnlig mishandling af børn og sædelighedskriminalitet, ikke tolereres af fællesskabet.

Arbejdsgruppens lovudkast giver mulighed for at anbringe i og overføre fra fængsel til arresthus mod den dømtes vilje, hvis det må anses for nødvendigt for at beskytte den pågældende mod overgreb fra medindsatte, jf. § 21, stk. 3, nr. 2, og § 28, stk. 1, nr. 2. Sker anbringelsen mv. med den pågældendes samtykke, er forholdet omfattet af § 21, stk. 4, nr. 2, og § 28, stk. 4, nr. 2. Endvidere kan der ved valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem ensartede afsoningsinstitutioner mv. tages hensyn til muligheden for at beskytte den dømte mod overgreb fra medindsatte, jf. § 23, stk. 2, nr. 3, § 26, nr. 2, og § 29, jf. § 23, stk. 2, nr. 3, i arbejdsgruppens lovudkast.

Arbejdsgruppens lovudkast giver imidlertid ikke mulighed for at anbringe i eller overføre fra åbent til lukket fængsel mod den dømtes vilje i beskyttelsesøjemed, idet fuldbyrdelse af fængselsstraf som hovedregel skal ske i åbent fængsel, jf. § 22, stk. 1, i arbejdsgruppens forslag. Denne hovedregel svarer til gældende ret og bygger på princippet om, at frihedsberøvelsen ikke må være mere indgribende, end formålet tilsiger. Kan frihedsberøvelsen gennemføres i åbent fængsel uden begrundet antagelse af risiko for undvigelse eller for, at de friere forhold i et åbent fængsel udnyttes til kriminel eller dermed ligestillet adfærd, skal den dømte således anbringes i åbent fængsel.

Straffelovrådet finder, at straffuldbyrdelsesloven bør give mulighed for i særlige tilfælde at anbringe i lukket fængsel og overføre fra åbent til lukket fængsel i beskyttelsesøjemed, selv om den dømte ikke ønsker det, idet der i praksis har vist sig behov herfor. Det gælder ikke blot i tilfælde, hvor den dømte tilhører gruppen af »svage« indsatte i den ovennævnte betydning, men også i tilfælde, hvor anbringelsen eller overførslen skal modvirke overgreb, der iværksættes af udefra kommende bander mod indsatte, der tilhører en rivaliserende gruppe.

For så vidt angår de »negativt stærke« indsatte, er anbringelse mv. i arresthus og lukket fængsel efter arbejdsgruppens lovudkast betinget af, at der i det enkelte tilfælde kan påvises bestemte grunde til at antage eller en særlig bestyrket mistanke om, at den dømte vil udøve vold mod medindsatte eller personale, jf. § 21, stk. 3, nr. 1, § 22, stk. 3, nr. 2, § 25, stk. 3, nr. 2, § 26, nr. 5, og § 28, stk. 1, nr. 1.

Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (6 medlemmer) finder, at der bør være mulighed for at foretage de nævnte former for anbringelse mv. alene med henvisning til den negativt stærke indsattes blotte fremtræden kombineret med institutionens eller de medindsattes kendskab til et eventuelt gruppetilhørsforhold og det forhold, at der er risiko for, at der af den pågældende gruppe vil blive begået overgreb mod f.eks. medindsatte. Flertallet foreslår på den baggrund betingelserne for anbringelse mv. lempet i tilfælde, hvor anbringelsen eller overførslen sker af hensyn til beskyttelse af medindsatte eller personale, således at der alene stilles krav om, at anbringelsen mv. må anses for nødvendig for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale.

Med udtrykket »overgreb« sigter flertallet ikke alene til fysiske overgreb eller trusler herom, men tillige f.eks. økonomisk udnyttelse og overgreb på medindsattes handlefrihed inden for fængslets lovlige rammer, herunder til at afsone i fællesskab og til at vælge mellem fængslets tilbud om beskæftigelse, skolegang, fritidsaktiviteter mv. Risiko for overgreb kan også foreligge, når den indsatte gennem sin magtposition forsøger at påvirke personalet til at gøre eller undlade noget, herunder undlade at gennemføre de nødvendige sikkerheds- og kontrolforanstaltninger.

Et mindretal (2 medlemmer) kan ikke tilslutte sig, at der indføres hjemmel til at anbringe mv. alene på grundlag af »den indsattes blotte fremtræden kombineret med institutionens ... kendskab til et eventuelt gruppetilhørsforhold og det forhold, at der er risiko for, at der af den pågældende gruppe vil blive begået overgreb mod f.eks. medindsatte«. En så kraftig ændring af afsoningsforholdene må have et væsentligt solidere beslutningsgrundlag. Det må således efter mindretallets opfattelse kræves, at der er bestemte grunde til at anse anbringelsen mv. nødvendig for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale.

5.5.2.2.2. På den baggrund foreslås som § 21 i rådets lovudkast indsat bestemmelser om anbringelse i fængsel eller arresthus, der indebærer, at fængselsstraf normalt fuldbyrdes i fængsel.

Kortvarig fængselsstraf kan dog fuldbyrdes i arresthus i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner, jf. § 21, stk. 2.

Efter § 21, stk. 3, kan fængselsstraf endvidere fuldbyrdes i arresthus, hvis (1) det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale, (2) der er bestemte grunde til at antage, at den dømtes farlighed eller kriminalitet gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse, brandstiftelse eller indsmugling eller handel med euforiserende stoffer, (3) det må anses for nødvendigt for at beskytte den dømte mod overgreb, eller (4) den dømte efter de lægelige oplysninger bør anbringes i Vestre Hospital.

Fængselsstraf kan i øvrigt kun fuldbyrdes i arresthus, hvis den dømte selv ønsker det og enten har udgang til arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet eller særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det, jf. § 21, stk. 4.

§ 21, stk. 3, nr. 1, i rådets lovudkast medfører en udvidelse af muligheden for at anbringe i arresthus, idet det i modsætning til § 21, stk. 3, nr. 1, i arbejdsgruppens lovudkast ikke kræves, at kriminalforsorgen i det enkelte tilfælde kan påvise bestemte grunde til at antage, at den dømtes farlighed eller kriminalitet gør en sådan anbringelse nødvendig for at forebygge vold mod medindsatte eller personale. Den pågældende bestemmelse i rådets lovudkast sigter bl.a. på tilfælde, hvor der ved anmeldelsen til straffuldbyrdelse foreligger kendskab til, at den dømte hører til gruppen af »negativt stærke« indsatte. Et sådant kendskab vil typisk basere sig på oplysninger modtaget fra politiet eller fra tidligere ophold i fængsel eller arresthus, herunder i forbindelse med forudgående varetægtsfængsling.

§ 21, stk. 3, nr. 2, i rådets lovudkast medfører, at der i videre omfang end hidtil kan ske anbringelse i arresthus for at forebygge indsmugling eller handel med euforiserende stoffer, idet det ikke kræves, at den dømte må antages at ville indsmugle eller handle med euforiserende stoffer i større omfang, jf. herved § 1 i Justitsministeriets cirkulære af 27. maj 1983 og pkt. 5.5.2.1. ovenfor. Bestemmelsen forudsættes dog alene anvendt, når der er spørgsmål om at forebygge indsmugling eller handel af ikke bagatelagtig karakter. Baggrunden for bestemmelsen er, at de gældende regler har vist sig utilstrækkelige i praksis, idet det ikke er muligt at tilvejebringe det fornødne bevis for, at den forventede indsmugling eller handel vil være af større omfang.

§ 21 i rådets lovudkast indebærer ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om anbringelse i arresthus.

5.5.2.2.3. Som § 22 i rådets lovudkast foreslås indsat en bestemmelse om anbringelse i åbent eller lukket fængsel, der indebærer, at fuldbyrdelse af straf i fængsel normalt sker i åbent fængsel.

Fuldbyrdelse af straffen skal dog ske i lukket fængsel, når straffen er på 5 år eller mere, eller den dømte efter tidligere afsoning senest er løsladt fra lukket fængsel eller arresthus, fordi betingelserne for overførsel til åbent fængsel ikke var opfyldt. Fuldbyrdelsen af straffen skal imidlertid også i disse tilfælde ske i åbent fængsel, hvis dette ikke findes betænkeligt efter det i øvrigt oplyste om den dømte, jf. § 22, stk. 2.

Efter § 22, stk. 3, kan fuldbyrdelse af straf i fængsel ske i lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale. Det samme gælder, hvis der efter de i øvrigt foreliggende oplysninger om den dømte og efter kriminalitetens art er bestemte grunde til at antage, at den dømte ved anbringelse i åbent fængsel vil undvige eller begå strafbart eller groft disciplinært forhold eller udvise anden adfærd, der er åbenbart uforenelig med ophold i åbent fængsel.

Fuldbyrdelse i lukket fængsel kan endvidere efter § 22, stk. 4, ske, hvis det må anses for nødvendigt for at beskytte den dømte mod overgreb, eller hvis den dømte efter de lægelige oplysninger bør anbringes i Anstalten ved Herstedvester.

Fuldbyrdelse i lukket fængsel kan i øvrigt ske, hvis den dømte selv ønsker det, og særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det, jf. § 22, stk. 5.

§ 22, stk. 3, 1. pkt., medfører i lighed med § 21, stk. 3, nr. 1, i rådets lovudkast om anbringelse i arresthus en udvidelse af muligheden for at anbringe i lukket fængsel, idet det i modsætning til § 22, stk. 3, nr. 2, i arbejdsgruppens lovudkast ikke kræves, at kriminalforsorgen i det enkelte tilfælde kan påvise bestemte grunde til at antage, at den dømte ved anbringelse i åbent fængsel vil udvise en adfærd, der er åbenbart uforenelig med ophold i åbent fængsel. Med bestemmelsen sigtes bl.a. til tilfælde, hvor der ved anmeldelsen til straffuldbyrdelse foreligger kendskab til, at den dømte hører til gruppen af »negativt stærke« indsatte med deraf følgende risiko for overgreb på medindsatte eller personalet.

Endvidere åbner § 22, stk. 4, nr. 1, mulighed for, at der mod den dømtes vilje kan ske anbringelse i lukket fængsel i beskyttelsesøjemed. Denne bestemmelse sigter bl.a. på personer, der har behov for beskyttelse for at undgå udnyttelse, mobning, trusler, vold eller andre overgreb fra medindsatte, f.eks. stofmisbrugere og andre, der er fysisk og psykisk svagt funderet, og som eventuelt tillige har stiftet gæld til medindsatte, samt indsatte, der på grund af deres kriminalitet, herunder navnlig mishandling af børn og sædelighedskriminalitet, ikke tolereres af medindsatte.

§ 22 i rådets lovudkast indebærer ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om anbringelse i lukket fængsel.

5.5.2.2.4. Som § 23 i rådets lovudkast foreslås indsat en bestemmelse om valg af afsoningsinstitution, der indebærer, at fængselsstraf, så vidt det er praktisk muligt, skal fuldbyrdes i nærheden af den dømtes hjemsted.

Ved afgørelsen af, i hvilket åbent eller lukket fængsel eller i hvilket arresthus den dømte skal anbringes, skal der endvidere tages hensyn til den dømtes egne ønsker, navnlig vedrørende arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige forhold, jf. § 23, stk. 1.

Efter § 23, stk. 2, kan reglerne i stk. 1, 1. pkt., fraviges (1) ved kortvarig fængselsstraf, (2) af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner, (3) af hensyn til muligheden for at beskytte den dømte mod overgreb, herunder bl.a. fra udefra kommende bander mv. tilhørende rivaliserende grupper, (4) af hensyn til muligheden for at yde den dømte pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand, (5) af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale eller (6) af hensyn til muligheden for at forhindre, at den indsatte undviger. Med den sidstnævnte bestemmelse sigtes bl.a. til tilfælde, hvor undvigelsen søges gennemført ved en befrielsesaktion, der iværksættes uden for den pågældende afsoningsinstitution.

§ 23 bygger på, at det geografiske nærhedsprincip er udgangspunktet, hvilket ikke indebærer ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om valg af afsoningsinstitution.

5.5.2.2.5. Som § 24 i rådets lovudkast foreslås indsat en bestemmelse om overførsel af indsatte fra lukket til åbent fængsel, der indebærer, at en indsat i et lukket fængsel skal overføres til åbent fængsel, når betingelserne for anbringelse i eller overførsel til lukket fængsel, jf. § 22, stk. 3, 4 og 5, og § 25, stk. 2, 3 og 5, ikke længere er opfyldt, eller overførsel til åbent fængsel i øvrigt ikke kan anses for betænkelig, jf. § 24, stk. 1.

Efter § 24, stk. 2, kan overførsel til åbent fængsel undlades, hvis den resterende straffetid er ganske kort.

Formålet med bestemmelsen er i overensstemmelse med de nugældende regler mv. om overførsel fra lukket til åbent fængsel at fastslå, at der skal ske overførsel til åbent fængsel, når betingelserne for ophold i lukket fængsel ikke længere kan antages at være opfyldt, eller fortsat fuldbyrdelse i åbent fængsel i øvrigt ikke kan anses for betænkelig.

Bestemmelsen indebærer bl.a., at en indsat, der er anbragt i eller overført til lukket fængsel af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale, skal overføres til åbent fængsel, når denne grund til anbringelse eller overførsel ikke længere er opfyldt, f.eks. fordi den indsatte under ophold i det lukkede fængsel har udvist en adfærd, som giver grundlag for at antage, at der ikke længere består en risiko for overgreb på medindsatte eller personale ved anbringelse i et åbent fængsel.

5.5.2.2.6. Som § 25 i rådets lovudkast foreslås indsat en bestemmelse om overførsel af indsatte fra åbent til lukket fængsel, der indebærer, at en indsat i et åbent fængsel kan overføres til lukket fængsel, når den pågældende (1) er undveget eller har forsøgt herpå eller (2) er fundet i besiddelse af en ikke ubetydelig mængde af euforiserende stoffer, eller der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende (3) har indsmuglet eller handlet med euforiserende stoffer eller (4) har udøvet overgreb på medindsatte eller personale, jf. § 25, stk. 1.

Efter § 25, stk. 2, kan en indsat endvidere overføres til lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale. Det samme gælder, når der efter de nu foreliggende oplysninger er en særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte ved fortsat ophold i åbent fængsel vil undvige eller begå grovere strafbart eller groft disciplinært forhold eller udvise anden adfærd, der er åbenbart uforenelig med fortsat ophold i åbent fængsel.

Overførsel til lukket fængsel kan desuden efter § 25, stk. 3, ske, hvis det må anses for nødvendigt for at beskytte den pågældende mod overgreb, eller hvis den pågældende efter de lægelige oplysninger bør overføres til Anstalten ved Herstedvester. Under behandlingen af spørgsmålet om overførsel til lukket fængsel kan den indsatte midlertidigt anbringes i arresthus, når der er grund til at antage, at betingelserne for overførsel er opfyldt. Såfremt den indsatte samtykker heri, kan anbringelsen i stedet ske i lukket fængsel. Vedrører spørgsmålet overførsel til Anstalten ved Herstedvester, kan den midlertidige anbringelse altid ske i denne institution, jf. § 25, stk. 4.

Overførsel til lukket fængsel kan i øvrigt ske efter den dømtes eget ønske, hvis særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det, jf. § 25, stk. 5.

Efter § 25, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast kan der ske overførsel til lukket fængsel, når den indsatte er sigtet for at have indsmuglet eller handlet med euforiserende stoffer. § 25, stk. 1, nr. 2 og 3, i rådets lovudkast indebærer en udvidelse i forhold til arbejdsgruppens lovudkast, idet der efter rådets lovudkast kan ske overførsel til lukket fængsel, når den indsatte er fundet i besiddelse af en ikke ubetydelig mængde euforiserende stoffer, eller der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende har indsmuglet eller handlet med euforiserende stoffer. Baggrunden for rådets forslag er, at der kan være behov for overførsel uafhængigt af, om den indsatte formelt sigtes for forholdet, f.eks. hvor den indsatte gribes på fersk gerning eller i øvrigt tilstår indsmugling af eller handel med euforiserende stoffer. Overførsel kan dog kun ske efter en konkret vurdering. Må det på baggrund af den indsattes forklaring f.eks. antages, at de euforiserende stoffer er »plantet« hos den pågældende af medindsatte, kan overførsel ikke finde sted. Rådets forslag indebærer således ikke ændringer i forhold til de gældende regler om adgang til at overføre fra åbent til lukket fængsel i tilfælde af indsmugling eller handel med euforiserende stoffer.

Adgangen til at overføre i tilfælde, hvor der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte har udøvet overgreb på medindsatte eller personale, og hvor overførsel må anses for nødvendig for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale, jf. § 25, stk. 1, nr. 4, og stk. 2, 1. pkt., i rådets lovudkast, er ny i forhold til gældende ret, jf. pkt. 5.5.2.2.1. ovenfor. § 25, stk. 1, nr. 4, indebærer, at en indsat kan overføres til lukket fængsel, hvis kriminalforsorgen kan påvise bestemte grunde til at antage, at den indsatte under sit ophold i det åbne fængsel ved sin adfærd eller på anden vis har udøvet overgreb på medindsatte eller personale. § 25, stk. 2, 1. pkt., medfører, at der kan ske overførsel bl.a. i tilfælde, hvor der på det tidspunkt, hvor beslutningen om anbringelse i åbent fængsel blev truffet, ikke forelå oplysninger, der kunne begrunde anbringelse i lukket fængsel af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale. Hvis det efterfølgende viser sig, at den indsatte i kraft af sin fysiske eller psykiske styrke eller sit tilhørsforhold til en særlig gruppe eller lignende udgør en risiko for overgreb på medindsatte eller personale, vil den indsatte kunne overføres til lukket anstalt, hvis det er nødvendigt for at forebygge denne risiko.

§ 25, stk. 3, nr. 1, i rådets lovudkast, hvorefter der kan ske overførsel til lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for at beskytte den indsatte mod overgreb, er også ny i forhold til gældende ret. Bestemmelsen sigter bl.a. på personer, der på baggrund af det hidtidige afsoningsforløb har vist sig at have behov for beskyttelse for at undgå udnyttelse, mobning, trusler, vold eller andre overgreb fra medindsatte, f.eks. stofmisbrugere og andre, der er fysisk og psykisk svagt funderet, og som eventuelt tillige har stiftet gæld til medindsatte. Som et andet eksempel kan nævnes indsatte, der på grund af deres kriminalitet, herunder navnlig mishandling af børn og sædelighedskriminalitet, ikke tolereres af fællesskabet, jf. pkt. 5.5.2.2.1. ovenfor.

Endelig foreslår rådet som noget nyt, at der i forbindelse med en lovfæstelse af den gældende praksis, hvorefter den indsatte under behandlingen af spørgsmålet om overførsel til lukket fængsel midlertidigt kan anbringes i arresthus, indføres mulighed for midlertidig anbringelse i lukket fængsel, hvis den indsatte samtykker heri, jf. § 25, stk. 4, 1. og 2. pkt. Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle ændringer til § 25, stk. 5, 1. og 2. pkt., i arbejdsgruppens lovudkast.

§ 25 i rådets lovudkast indebærer ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om overførsel fra åbent til lukket fængsel.

5.5.2.2.7. Som § 26 i rådets lovudkast foreslås indsat en bestemmelse om overførsel af indsatte mellem ensartede afsoningsinstitutioner, der indebærer, at der kan ske overførsel mellem åbne fængsler, mellem lukkede fængsler eller mellem arresthuse af hensyn til (1) den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner, (2) muligheden for at beskytte den indsatte mod overgreb, herunder bl.a. fra udefra kommende bander mv. tilhørende rivaliserende grupper, (3) muligheden for at yde den indsatte pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand og (4) muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale, samt hvis (5) den indsatte har udøvet overgreb på medindsatte eller personale, (6) der er bestemte grunde til at antage, at den indsattes farlighed eller kriminalitet gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse, brandstiftelse eller handel med euforiserende stoffer, eller (7) den indsatte selv ønsker det, og særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det.

Bestemmelsen åbner som noget nyt mulighed for at overføre mellem ensartede afsoningsinstitutioner mod den indsattes ønske af hensyn til muligheden for at beskytte den indsatte mod overgreb eller af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale, jf. pkt. 5.5.2.2.1. ovenfor. Bestemmelsen indebærer ikke i øvrigt væsentlige ændringer i forhold til de gældende regler mv. om overførsel mellem ensartede afsoningsinstitutioner.

5.5.2.2.8. Som § 27 i rådets lovudkast foreslås indsat en bestemmelse om overførsel af indsatte fra arresthus til fængsel, hvorefter en indsat i et arresthus skal overføres til fængsel, når betingelserne for anbringelse i arresthus, jf. § 21, stk. 3 og 4, i rådets lovudkast, og for overførsel til arresthus, jf. § 28, stk. 1 og 3, ikke længere er opfyldt, jf. § 27, stk. 1.

Efter § 27, stk. 2, kan en indsat i et arresthus endvidere overføres til fængsel af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner eller muligheden for at yde den indsatte pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand. Afgørelsen af, om overførsel fra arresthus skal ske til åbent eller lukket fængsel, træffes ifølge § 27, stk. 3, efter bestemmelserne om anbringelse i åbent fængsel og overførsel fra åbent til lukket fængsel, jf. § 22, jf. §§ 22 og 24, i rådets lovudkast.

Formålet med bestemmelsen er i overensstemmelse med de nugældende regler mv. om overførsel fra arresthus til fængsel at fastslå, at der skal ske overførsel til fængsel, når betingelserne for ophold i arresthus ikke længere kan antages at være opfyldt.

Bestemmelsen indebærer bl.a., at en indsat, der er anbragt i eller overført til arresthus af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale, skal overføres til fængsel, når denne grund til anbringelse eller overførsel ikke længere består, f.eks. fordi den indsatte under ophold i arresthuset har udvist en adfærd, som giver grundlag for at antage, at der ikke længere består en risiko for overgreb på medindsatte eller personale ved anbringelse i et fængsel. Henvisningen i § 27, stk. 3, i rådets lovudkast til § 22, jf. §§ 24 og 25, medfører, at en indsat, der overføres til fængsel, f.eks. fordi muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale ikke længere kan begrunde, at afsoningen sker i et arresthus, normalt skal anbringes i åbent fængsel.

5.5.2.2.9. Som § 28 i rådets lovudkast foreslås indsat en bestemmelse om overførsel af indsatte fra fængsel til arresthus, hvorefter en indsat i et fængsel kan overføres til arresthus, hvis (1) det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale, (2) der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil undvige, forvolde brand eller indsmugle eller handle med euforiserende stoffer, og det må anses for nødvendigt for at forhindre den indsatte i at begå forhold af denne karakter, (3) det må anses for nødvendigt for at beskytte den indsatte mod overgreb, eller (4) den indsatte efter de lægelige oplysninger bør overføres til Vestre Hospital, jf. § 28, stk. 1.

En indsat i et åbent fængsel kan endvidere efter § 28, stk. 2, i rådets lovudkast for et bestemt tidsrum af højst 8 uger overføres til arresthus, såfremt denne overførsel træder i stedet for en overførsel til lukket fængsel efter § 25, stk. 1 eller 2, i rådets lovudkast.

Overførsel kan desuden ske efter den indsattes eget ønske, når den pågældende har udgang til arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet, eller særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det, jf. § 28, stk. 3.

§ 28, stk. 1, nr. 1, i rådets lovudkast medfører en udvidelse af muligheden for at overføre til arresthus, idet det i modsætning til § 28, stk. 1, nr. 1, i arbejdsgruppens lovudkast ikke kræves, at kriminalforsorgen i det enkelte tilfælde kan påvise bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil udøve vold mod medindsatte eller personale, og at overførslen må anses for nødvendig for at forhindre den indsatte i at begå forhold af denne karakter. Den pågældende bestemmelse i rådets lovudkast sigter bl.a. på tilfælde, hvor der på det tidspunkt, hvor beslutning om anbringelse i fængsel blev truffet, ikke forelå oplysninger, der kunne begrunde anbringelse i arresthus af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale. Hvis det efterfølgende viser sig, at den indsatte i kraft af sin fysiske eller psykiske styrke eller sit tilhørsforhold til en særlig gruppe eller lignende udgør en risiko for overgreb på medindsatte eller personale, kan den indsatte overføres til arresthus, hvis det er nødvendigt af hensyn til muligheden for at forebygge sådanne overgreb. Hvis den indsatte er anbragt i åbent fængsel, forudsætter en overførsel til arresthus, at overførsel til lukket fængsel ikke er tilstrækkelig til at forebygge sådanne overgreb.

§ 28, stk. 1, nr. 2, indebærer i lighed med § 21, stk. 3, nr. 2, i rådets lovudkast om anbringelse i arresthus for at forebygge indsmugling eller handel med euforiserende stoffer en udvidelse af adgangen til at overføre til arresthus med denne begrundelse, idet det ikke kræves, at den indsatte findes skyldig i indsmugling eller handel med euforiserende stoffer i større omfang, jf. herved § 2, stk. 1, i Justitsministeriets cirkulære af 27. maj 1983 samt pkt. 5.5.2.1. og 5.5.2.2.2. ovenfor.

Endelig er adgangen efter § 28, stk. 2, i rådets lovudkast til midlertidig overførsel til arresthus ny i forhold til gældende ret. Forslaget tilsigter i lighed med § 28, stk. 3, i arbejdsgruppens lovudkast at begrænse anvendelsen af overførsel til lukket fængsel.

§ 28 i rådets lovudkast medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om overførsel fra fængsel til arresthus.

5.5.2.2.10. Endelig foreslås som § 29 i rådets lovudkast en bestemmelse om valg af ny afsoningsinstitution, hvorefter § 23 i rådets lovudkast om valg af afsoningsinstitution, jf. pkt. 5.5.2.2.4. ovenfor, finder tilsvarende ved afgørelse om overførsel efter §§ 24-28. Bestemmelsen indebærer ikke ændringer i forhold til de nugældende bestemmelser mv. herom.

Som § 30 foreslås en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om anbringelse og overførsel efter §§ 21-29.

Justitsministeriet kan med enkelte ændringer tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om anbringelse i og overførsel mellem arresthus og fængsel samt anbringelse i og overførsel mellem åbne og lukkede fængsler.

Justitsministeriet kan således af de af rådets flertal anførte grunde tiltræde, at der for så vidt angår »negativt stærke« indsatte gives mulighed for at anbringe i og overføre til arresthus og lukket fængsel med henvisning til den stærke indsattes fremtræden kombineret med institutionens eller de medindsattes kendskab til et eventuelt gruppetilhørsforhold og det forhold, at der er risiko for, at der af den pågældende gruppe vil blive begået overgreb mod f.eks. medindsatte, jf. pkt. 5.5.2.2.1. ovenfor.

Et udvalg under Justitsministeriet overvejer for tiden ændringer af de grundlæggende principper for fordelingen af indsatte, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 23. Udvalget har over for Justitsministeriet tilkendegivet, at bestemmelsen i § 22, stk. 2, 1. pkt., 2. led, i rådets udkast efter udvalgets opfattelse bør udgå. Efter denne bestemmelse skal straffuldbyrdelsen som udgangspunkt ske i lukket fængsel, når den dømte efter tidligere afsoning senest er løsladt fra lukket fængsel eller arresthus, fordi betingelserne for overførsel til åbent fængsel ikke var opfyldt. Udvalget har i den forbindelse bl.a. peget på, at efter bestemmelsens ordlyd skal selv løsladelser, der ligger langt tilbage i tiden, i princippet tillægges betydning.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, hvorefter bestemmelsen i § 22, stk. 2, 1. pkt., 2. led, i rådets lovudkast udgår. Herefter vil det forhold, at den pågældende tidligere er løsladt fra lukket fængsel eller arresthus, fordi betingelserne for overførsel til åbent fængsel ikke var opfyldt, ikke i sig selv medføre, at straffuldbyrdelsen som udgangspunkt skal påbegyndes i lukket fængsel. Oplysninger om den pågældendes adfærd under tidligere ophold i kriminalforsorgens institutioner kan i stedet, som det fremgår af bemærkningerne til § 22, indgå i overvejelser om en eventuel anbringelse i lukket fængsel efter reglerne i § 22, stk. 3-5.

Det har i praksis vist sig, at der også kan være behov for at anbringe i og overføre mellem de forskellige afsoningsinstitutioner i tilfælde, hvor det er nødvendigt for at forebygge overgreb på andre i institutionen end medindsatte og personale, f.eks. af hensyn til de medindsattes børn, besøgende eller håndværkere i institutionen m.fl.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at lovforslagets bestemmelser om anbringelse og overførsel mellem de forskellige afsoningsinstitutioner for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale bør udvides, så de også omfatter andre i institutionen.

Der har endvidere i praksis vist sig behov for ved valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem ensartede afsoningsinstitutioner at kunne modvirke, at den indsatte afsoner i en institution, hvor en af den indsattes nærstående gør tjeneste.

Lovforslagets bestemmelser om valg af afsoningsinstitution og om overførsel af indsatte mellem ensartede afsoningsinstitutioner er derfor udvidet til også at omfatte tilfælde, hvor placeringen sker for at undgå, at den indsatte afsoner i en institution, hvor en af den indsattes nærstående gør tjeneste.

Endelig foreslås bestemmelsen om adgang til at overføre indsatte mellem ensartede afsoningsinstitutioner i tilfælde af overgreb ændret, så den giver mulighed for at overføre i tilfælde, hvor der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte har udøvet overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen. Herved bringes bestemmelsen på linie med bestemmelsen om overførsel af indsatte fra åbent til lukket fængsel, hvorefter der bl.a. kan ske overførsel til lukket fængsel, hvis der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende har udøvet overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 21-30.