Lovforslag nr.  12 fremsat den 23. februar 2005 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

(Fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol samt begrænset fællesskab for »negativt stærke« indsatte m.v.)

Hele lovforslaget


"Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser ...."

"

Til nr. 4 (§ 33, stk. 2.)

Efter den gældende bestemmelse i § 33 skal en indsat så vidt muligt have adgang til fællesskab med andre indsatte. Ordene »så vidt muligt« sigter bl.a. til, at de fysiske forhold i arresthusene giver begrænsede muligheder for fællesskab.

Med lovforslaget § 1, nr. 4, indsættes en bestemmelse (§ 33, stk. 2), hvorefter justitsministeren (Direktoratet for Kriminalforsorgen) kan bestemme, at fællesskab i fængselsafdelinger eller arresthuse, som er udpeget til at huse indsatte, der udgør en særlig risiko for overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, skal gennemføres som cellefællesskab med en anden indsat i eget opholdsrum efter kriminalforsorgens nærmere bestemmelse.

Efter bestemmelsen skal fællesskabet i sådanne arresthuse således begrænses til cellefællesskab alene med henvisning til arresthusets særlige klientel, uanset om der bygningsmæssigt m.v. er mulighed for mere fællesskab.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5. (§ 33, stk. 5)

Med lovforslagets § 1, nr. 5, bestemmes det, at justitsministeren (Direktoratet for Kriminalforsorgen) fastsætter nærmere bestemmelser om afsoningsforholdene i fængselsafdelinger og arresthuse, der er udpeget til at huse indsatte, der udgør en særlig risiko for overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6. (§ 33 a)

Som ny § 33 a indsættes en bestemmelse, hvorved der bliver mulighed for at begrænse eller ophæve fællesskabet midlertidigt i en institution eller dele af denne, når helt ekstraordinære ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet.

§ 33 a, stk. 1 , indebærer, at institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, midlertidigt kan begrænse eller ophæve fællesskabet i institutionen eller dele af denne, når helt ekstraordinære ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, herunder når det på grund af en generelt truende stemning er nødvendigt af hensyn til medindsatte eller personalets sikkerhed.

Ved iværksættelsen af en foranstaltning efter § 33 a, stk. 1, skal den mindst indgribende foranstaltning vælges, hvis de praktiske forhold tillader det, og indgrebet skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader det, jf. proportionalitetsgrundsætningen og skånsomhedsgrundsætningen. Som det fremgår af bemærkningerne til § 33 a, stk. 6, nedenfor, forudsættes det, at der i administrative forskrifter fastsættes regler om tilsyn m.v. i lighed med de regler, der i dag er gældende for indsatte, der udelukkes fra fællesskab efter straffuldbyrdelseslovens § 63.

Efter § 33 a, stk. 2, må en afgørelse om midlertidig begrænsning eller ophævelse af fællesskabet efter stk. 1, ikke have et omfang eller udstrækning, der er mere vidtgående end ekstraordinære ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn nødvendiggør. Før der træffes afgørelse om en midlertidig begrænsning eller ophævelse af fællesskabet, bør det således nøje overvejes, hvilke afdelinger der skal omfattes af foranstaltningen, og om det findes nødvendigt at begrænse eller ophæve fællesskabet for samtlige indsatte i institutionen. Endvidere skal det overvejes, hvorvidt det er nødvendigt at ophæve fællesskabet fuldt ud, eller om en begrænsning af fællesskabet, f.eks. i form af cellefællesskab, vil være tilstrækkelig.

Som det fremgår af 2. pkt. i stk. 2, skal foranstaltningen ophæves, når ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn tilsiger, at det er forsvarligt at genetablere almindeligt fællesskab. Den tidsmæssige udstrækning af foranstaltningen afhænger således af de konkrete forhold og indgrebets karakter.

Det følger af § 33 a, stk. 3, at udelukkelse fra fællesskab skal gennemføres så skånsomt, som omstændighederne tillader det. § 33 a, stk. 4, indebærer, at institutionen dagligt skal overveje, om en foranstaltning efter stk. 1 kan ophæves eller begrænses. Institutionen skal således løbende være opmærksom på, om der er indsatte som, f.eks. på baggrund af personalets observationer i forbindelse med den daglige kontakt med de indsatte, bør udtages af foranstaltningen, f.eks. ved overførsel til anden institution

Efter § 33 a, stk. 5, skal institutionen så hurtigt som muligt underrette Justitsministeriet (Direktoratet for Kriminalforsorgen), om en afgørelse efter stk. 1. Institutionen skal endvidere dagligt underrette direktoratet, så længe en sådan afgørelse efter stk. 1 opretholdes.

Efter § 33 a, stk. 6, fastsætter justitsministeren nærmere regler om foranstaltningerne efter stk. 1. I de administrative forskrifter vil det blive præciseret, at institutionerne er forpligtet til dagligt at overveje, om begrænsningen skal opretholdes helt eller delvist. Endvidere vil det komme til at fremgå, at institutionerne er forpligtede til, så vidt det er muligt, at iværksætte tiltag med henblik på at sikre, at forholdene normaliseres så hurtigt som muligt, således at det vil være forsvarligt at genetablere almindeligt fællesskab.

Derudover vil der blive fastsat nærmere bestemmelser om tilsynet med de indsatte, mens den midlertidige foranstaltning er iværksat. Som det fremgår under pkt. 3.2.3.2. ovenfor, vil der bl.a. blive fastsat regler om, at hvis en midlertidig ophævelse af fællesskabet helt undtagelsesvist udstrækkes i mere end 14 dage, skal det indgå i de daglige drøftelser mellem institutionen og direktoratet, om de indsatte skal gives særlige tilbud, svarende til de tilbud, der efter gældende regler skal gives til indsatte, der i mere end 14 dage er udelukket fra fællesskab efter straffuldbyrdelseslovens § 63.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger."

"Almindelige bemærkninger ..."
 

"3. Begrænset fællesskab for »negativt stærke« indsatte m.v.

3.1. Gældende ret

3.1.1. Placering af dømte i kriminalforsorgens institutioner

Kapitel 7 i lov nr. 432 af 31. maj 2000 om en lov om fuldbyrdelse af straf (straffuldbyrdelsesloven), som ændret ved lov nr. 219 af 31. marts 2004 og lov nr. 445 af 9. juni 2004, indeholder reglerne om valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinstitutionerne.

Et af de hensyn, som varetages af lovens bestemmelser om valg af afsoningssted eller overførsel, er hensynet til at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen. Hermed sigtes bl.a. til tilfælde, hvor der ved anmeldelsen til afsoning foreligger eller under indsættelsen opstår kendskab til, at den dømte hører til gruppen af »negativt stærke« indsatte.

Ved »negativt stærke« indsatte forstås indsatte, som ved brug af vold, trusler, økonomisk udnyttelse eller anden form for udnyttelse er en styrende faktor i forhold til medindsatte, eller på samme måde søger at få personalet til at foretage eller undlade handlinger. Udtrykkes anvendes navnlig (men ikke udelukkende) om klart afgrænsede grupper af indsatte, herunder rockere og deres støttegrupper, som erfaringsmæssigt på den nævnte måde individuelt eller som gruppe skaber sig en magtposition i fængslet, og som ved hjælp af gruppemedlemmer uden for fængslet kan udstrække deres magt til trusler og pres på de indsattes eller personalets familier m.v.

I de særlige regler om anbringelse og overførsel af »negativt stærke« indsatte ligger blandt andet, at valget af afsoningssted eller overførsel kan ske alene med henvisning til den »negativt stærke« indsattes blotte fremtræden kombineret med institutionens eller de medindsattes kendskab til et eventuelt gruppetilhørsforhold og det forhold, at der er risiko for, at der af den pågældende gruppe vil blive begået overgreb mod f.eks. medindsatte.

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 21, at fængselsstraf normalt fuldbyrdes i fængsel. Fængselsstraf kan dog i særlige situationer, herunder bl.a. hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, fuldbyrdes i et arresthus. Med udtrykket »overgreb« sigtes ikke alene til fysiske overgreb eller trusler herom, men tillige til f.eks. økonomisk udnyttelse og overgreb på medindsattes handlefrihed inden for fængslets lovlige rammer, herunder til at afsone i fællesskab og til at vælge mellem fængslets tilbud om beskæftigelse, herunder skolegang, fritidsaktiviteter m.v. Risiko for overgreb kan også foreligge, når den indsatte gennem sin magtposition forsøger at påvirke personalet til at gøre eller undlade noget, herunder undlade at foretage de nødvendige sikkerheds- og kontrolforanstaltninger.

Fuldbyrdelse af straf sker normalt i åbent fængsel, men fuldbyrdelse i lukket fængsel kan bl.a. ske, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 22.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 1, at en indsat i et åbent fængsel kan overføres til lukket fængsel, når 1) den pågældende er undveget eller har forsøgt herpå, 2) den pågældende er fundet i besiddelse af en ikke ubetydelig mængde euforiserende stoffer, 3) der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende har indsmuglet eller handlet med euforiserende stoffer, eller 4) der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende har udøvet overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen.

Efter § 25, stk. 2, kan en indsat i et åbent fængsel endvidere overføres til lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen. Det samme gælder, når der efter de foreliggende oplysninger er en særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte ved fortsat ophold i åbent fængsel vil 1) undvige eller 2) begå grovere strafbart eller groft disciplinært forhold eller udvise anden adfærd, der er åbenbart uforenelig med fortsat ophold i åbent fængsel, jf. stk. 3.

Straffuldbyrdelseslovens § 26 regulerer overførsel af indsatte mellem ensartede institutioner. Efter § 26, stk. 1, nr. 4 og 5, kan en indsat bl.a. overføres mellem lukkede fængsler for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, og hvis der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte har udøvet overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen.

Derudover indeholder straffuldbyrdelseslovens §§ 27-28 nærmere regler om overførsel af indsatte fra arresthus til fængsel og overførsel af indsatte fra fængsel til arresthus. Efter § 28, stk. 1, nr. 1, kan en indsat overføres fra fængsel til arresthus, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen.

Justitsministeren har bl.a. i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 30 udstedt bekendtgørelse nr. 572 af 5. juli 2002 om anbringelse og overførsel af personer, som skal udstå fængselsstraf eller forvaring (anbringelses- og overførselsbekendtgørelsen) og vejledning nr. 69 af 5. juli 2002 om anbringelse og overførsel af personer, som skal udstå fængselsstraf eller forvaring (anbringelses- og overførselsvejledningen), hvori der nærmere er redegjort for reglerne om anbringelse og overførsel af dømte.

3.1.2. Indsattes rettigheder og pligter under opholdet i afsoningsinstitutionen

3.1.2.1. Af straffuldbyrdelsesloven fremgår, dels på hvilken måde straffuldbyrdelsen indvirker på de almindelige rettigheder, som gælder for borgerne, dels hvilke øvrige rettigheder og pligter som gælder i kriminalforsorgens institutioner.

Begrænsninger i de almindelige borgerlige rettigheder sker oftest med henvisning til ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn. Kriminalforsorgens sikkerhedsmæssige virksomhed består i »at fastholde frihedsberøvelsen ved at forebygge og forhindre, at de indsatte undviger og at forebygge kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår kriminalitet under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod personale eller medindsatte, fængselsoptøjer, handel med og indsmugling af narkotika og lignende i forbindelse med besøg og udgang«, jf. side 106 i bind I, betænkning nr. 1181/1989 om en lov om fuldbyrdelse af straf.

Med ordensmæssige hensyn forstås »foranstaltninger mod brand, tingsødelæggelse, støj, sundhedsfarlige forhold, arbejdsskader og lignende miljøfarlige forhold samt foranstaltninger til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø og trivsel i vid forstand såvel mellem de indsatte indbyrdes som i forholdet til personalet«, jf. side 106 i bind I, betænkning nr. 1181/1989 om en lov om fuldbyrdelse af straf.

Straffuldbyrdelseslovens § 33 indeholder de nærmere regler om adgangen til fællesskab under afsoningen, herunder en bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte administrative regler om den praktiske gennemførelse af fællesskabet, dvs. adgangen til at låse de indsatte inde i arbejdstiden, i fritiden og om natten. § 33 regulerer derimod ikke spørgsmålet om institutionens adgang til at udelukke den indsatte fra fællesskab med andre indsatte, idet regler herom er fastsat i straffuldbyrdelseslovens §§ 63 og 64, jf. nærmere pkt. 3.1.3. nedenfor.

Af straffuldbyrdelseslovens § 33, stk. 1, fremgår det, at en indsat så vidt muligt skal have adgang til fællesskab med andre indsatte. I bestemmelsen, som vedrører fællesskab i arbejdstid og fritid , er der ikke fastsat generelle krav til det nærmere omfang af fællesskabet, som i praksis kan variere fra institution til institution. Med udtrykket »så vidt muligt« sigtes ifølge forarbejderne til bestemmelsen til, at der ved fuldbyrdelse af straf i arresthus på grund af de fysiske forhold er begrænsede muligheder for at tilbyde fællesskab. I arresthusene er udgangspunktet således, at i det omfang, der er bygningsmæssige muligheder herfor, skal der for eksempel indrettes fællesskabsrum m.v., hvor indsatte kan have fællesskab. Dette gælder, uanset hvilket klientel, der er indsat i arresthuset.

Hvis den indsatte selv fremsætter ønske herom, og forholdene tillader det, fuldbyrdes fængselsstraf uden eller med begrænset fællesskab, jf. § 33, stk. 2. Endvidere fuldbyrdes fængselsstraf uden fællesskab med indsatte af modsat køn, bortset fra fællesskab i arbejdstiden, hvis den indsatte selv fremsætter ønske herom, og forholdene tillader det, jf. § 33, stk. 3.

Endelig følger det af § 33, stk. 4, at fængselsstraf i øvrigt kun kan fuldbyrdes uden fællesskab efter reglerne i §§ 63 og 64.

Efter § 33, stk. 5, fastsætter justitsministeren regler om gennemførelse af fællesskab efter stk. 1, herunder om adgangen til at låse de indsatte inde, og om de indsattes adgang til at kunne aflåse eget opholdsrum. De hensyn der ligger bag bestemmelsen i § 33, stk. 5, er efter forarbejderne til bestemmelsen ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn.

Retten til fællesskab i § 33 er ikke ubetinget. Bestemmelsen medfører således ikke, at de indsatte selv kan vælge, hvem de vil være sammen med, ligesom bestemmelsen ikke giver ret til at være sammen med alle andre indsatte i institutionen. Den stadig højere grad af sektionering af fængslerne vil i sig selv medføre færre muligheder for fællesskab på tværs af afdelingerne og vil også indebære mindre afdelinger med ganske få pladser.

Af bemærkninger til § 33, stk. 5, jf. forslag til lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (L 145) fremsat den 8. december 1999 (Folketingsåret 1999-2000) fremgår det, at det forudsættes, at institutionerne som hidtil kan træffe afgørelse om, på hvilken af institutionernes forskellige afdelinger de enkelte indsatte skal placeres. Videre anføres det, at dette også gælder placering på særlige afdelinger for bestemte kategorier af indsatte, f.eks. stofmisbrugere, indsatte med tilknytning til visse organiserede grupper, herunder rockergrupper, eller indsatte med særligt lange eller særligt korte straffe.

Justitsministeren har bl.a. i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 33, stk. 5, udstedt bekendtgørelse nr. 573 af 5. juli 2002 om indsattes adgang til fællesskab m.v. med andre indsatte i kriminalforsorgens institutioner (fællesskabsbekendtgørelsen) og vejledning nr. 72 af 5. juli 2002 om indsattes adgang til fællesskab m.v. med andre indsatte i kriminalforsorgens institutioner (fællesskabsvejledningen).

Af fællesskabsbekendtgørelsens § 2 fremgår det bl.a., at fængslets eller arresthusets leder under hensyn til forholdene i den enkelte institution fastsætter regler om gennemførelsen af indsattes adgang til fællesskab med andre indsatte.

Derudover er der i kapitel 4 i fællesskabsbekendtgørelsen fastsat særlige regler om fællesskab i arresthusene (Københavns Fængsler). Heraf fremgår det bl.a. af § 9, at i det omfang, der er bygningsmæssige muligheder herfor, skal arresthuset indrette fællesskabsrum m.v., hvor indsatte kan have fællesskab. Hvis der i arresthuset er etableret fællesskabsrum eller etableret mulighed for fritidsaktiviteter på gangarealer og lignende, kan indsatte få adgang hertil i fritiden i det omfang, det under hensyn til forholdene i den enkelte institution skønnes ordens- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt, jf. § 10.

Hvis der i arresthuset er etableret fællessrum, hvor indsatte beskæftiges ved arbejde eller undervisning, kan indsatte få adgang hertil i det omfang, det under hensyn til forholdene i den enkelte institution skønnes ordens- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt, jf. § 11.

Hvis den indsatte ikke har fællesskab efter § 10, skal den indsatte have adgang til cellefællesskab (styret fællesskab med en anden indsat i eget opholdsrum) i fritiden. Det er en forudsætning, at der er en medindsat, der ønsker cellefællesskab med den pågældende. Hvis det findes ordens- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt, kan cellefællesskab mellem flere end to indsatte undtagelsesvis tillades, jf. § 15.

De regler, som arresthusets leder fastsætter efter § 2, skal indeholde bestemmelser om, i hvilket tidsrum de indsatte har adgang til fællesskab efter §§ 10-11 og § 15. Der skal være adgang til fællesskab i fritiden efter enten § 10 eller § 15 mindst to timer dagligt og så vidt muligt mere. Hvis ganske særlige ordens- og sikkerhedsmæssige forhold gør sig gældende, kan varigheden af fællesskab i fritiden efter § 10 eller § 15 være mindre end to timer.

Af forarbejderne til § 33 fremgår det, at muligheden for fællesskab i arresthusene er begrænsede på grund af de bygningsmæssige forhold. De beskrevne administrative regler om fællesskab i arresthusene er således fastlagt ud fra, at de indsatte i arresthusene skal have adgang til fællesskab i det omfang, det er bygningsmæssigt muligt. I overensstemmelse hermed, er der så vidt det er bygningsmæssigt muligt – ud over cellefællesskab – i begrænset omfang mulighed for fællesskab i fællesskabsrum i arrestafdelingen i Politigårdens Fængsel.

3.1.2.2. Retten til fællesskab er således ikke absolut, bl.a. på grund af adgangen til af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn at låse de indsatte inde i arbejdstiden, i fritiden og om natten, jf. pkt. 3.1.2.1. ovenfor, samt adgangen til under visse omstændigheder at udelukke indsatte fra fællesskab, jf. straffuldbyrdelseslovens §§ 63 og 64, som omtalt nedenfor under pkt. 3.1.3.

Endvidere er der i medfør af § 3, stk. 1, i fællesskabsbekendtgørelsen mulighed for at begrænse eller ophæve fællesskabet midlertidigt, når helt ekstraordinære ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn gør det nødvendigt, f.eks. i forbindelse med bombetrusler, oprør og lignende. Den midlertidige begrænsning eller ophævelse af fællesskabet efter § 3, stk. 1, må dog ikke have et omfang eller udstrækning, der er mere vidtgående end de ekstraordinære ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn nødvendiggør, jf. § 3, stk. 2.

3.1.2.3. Europarådet har udarbejdet rekommandation nr. R (87) 3 »De Europæiske Fængselsregler« om minimumsregler for behandlingen af indsatte, jf. revideret udgave vedtaget af Ministerkomiteen den 12. februar 1987.

Af pkt. 67, nr. 3, 1. pkt., i De Europæiske Fængselsregler, fremgår det, at det er nødvendigt at sikre, at de indsatte anbringes med behørigt hensyn til sikkerhed og kontrol, men sådanne foranstaltninger bør holdes på det minimum, der er foreneligt med sikkerhed, og bør tage hensyn til den indsattes særlige behov. Af den forklarende rapport til rekommandationen fremgår det, at bestemmelsen bl.a. tager særligt sigte på farlige indsatte, hvor isolation benyttes oftere.

3.1.3. Betingelserne for udelukkelse fra fællesskab med andre indsatte

Straffuldbyrdelseslovens kapitel 10 regulerer betingelserne for og fremgangsmåden ved en række forskelligartede indgreb af forebyggende, sikrende og kontrollerende art over for den enkelte indsatte. Disse indgreb er bl.a. undersøgelse af den indsattes person, magtanvendelse og udelukkelse fra fællesskab.

Betingelserne for at benytte indgrebene varierer, men i alle tilfælde skal de være nødvendige for at opfylde ordens- og sikkerhedsmæssige formål, f.eks. afværge truende vold, hindre selvmord eller selvbeskadigelse eller forebygge undvigelse, kriminalitet eller indsmugling.

Fælles for indgrebene er også, at de begrænses af to vigtige grundsætninger om henholdsvis proportionalitet og skånsomhed. Institutionen er således forpligtet til i det enkelte tilfælde at foretage en afvejning af indgrebets formål over for den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde. Endvidere skal lempeligere midler være forsøgt eller være åbenbart utilstrækkelige til at opnå det ønskede formål med indgrebet. Endelig skal indgrebet gennemføres så skånsomt og så lidt krænkende for den indsatte, som omstændighederne tillader.

Som udgangspunkt udstås frihedsstraf i fællesskab med andre indsatte. Straffuldbyrdelseslovens § 63 indeholder regler for, hvornår institutionens leder kan træffe bestemmelse om udelukkelse fra fællesskab.

Det fremgår af § 63, stk. 1, at institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, kan udelukke en indsat fra fællesskab med andre indsatte, hvis det er nødvendigt 1) for at forebygge undvigelse, strafbar virksomhed eller voldsom adfærd, 2) for at gennemføre foranstaltninger, der er nødvendige af sikkerhedshensyn eller påkrævet for at gennemføre en almindelig sundhedskontrol eller forebygge smittefare, eller 3) fordi den indsatte udviser grov eller oftere gentagen utilladelig adfærd, som er åbenbart uforenelig med fortsat ophold i fællesskab med andre indsatte.

En indsat, der udelukkes fra fællesskab, placeres i opholdsrum på særlig afdeling, i eget opholdsrum eller i et arresthus, jf. § 63, stk. 3. Udelukkelse fra fællesskab må ikke foretages, hvis udelukkelsen efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb, jf. § 63, stk. 4. Endvidere skal udelukkes fra fællesskab gennemføres så skånsomt, som omstændighederne tillader, jf. § 63, stk. 5.

Enhver udelukkelse fra fællesskab skal straks bringes til ophør, når betingelserne herfor ikke længere er opfyldt. Institutionen skal mindst én gang om ugen overveje spørgsmålet om helt eller delvis at bringe udelukkelsen fra fællesskab til ophør, jf. § 63, stk. 7.

Bestemmelserne i straffuldbyrdelseslovens § 63 omfatter ikke institutionens afgørelse om, at 1) en indsat kortvarigt af ordens- og sikkerhedsmæssige grunde skal opholde sig i eget opholdsrum eller i særlig observationscelle, eller 2) en indsat, der nægter at være beskæftiget med en af institutionen godkendt aktivitet, skal opholde sig i eget opholdsrum eller på anden anvist opholdssted i arbejdstiden, jf. straffuldbyrdelseslovens § 64, stk. 1.

Bestemmelsen i § 64, stk. 1, nr. 2, skal ses i sammenhæng med straffuldbyrdelseslovens § 42 og forarbejderne hertil, hvorefter normalreaktionen ved beskæftigelsesvægring alene skal være af økonomisk karakter. Der er derfor også forudsat, at institutionens bestemmelse om, at den indsatte skal opholde sig på særligt anvist sted i arbejdstiden, herunder eventuelt i en særlig afdeling for indsatte, som er udelukket fra fællesskab, skal træffes ud fra ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, f.eks. fordi der ikke er personale på opholdsafdelingerne i arbejdstiden. Afgørelsen må derimod ikke træffes med pønalt sigte eller som pression for at få den indsatte til at påtage sig beskæftigelse.

Justitsministeren har bl.a. i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 63, stk. 8, og § 64, stk. 2, udstedt bekendtgørelse nr. 673 af 9. juli 2003 om udelukkelse af indsatte fra fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle m.v., i fængsler og arresthuse (bekendtgørelse om udelukkelse fra fællesskab) og vejledning nr. 84 af 9. juli 2003 om udelukkelse af indsatte fra fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle m.v., i fængsler og arresthuse (vejledning om udelukkelse fra fællesskab), hvori der nærmere er redegjort for reglerne om udelukkelse fra fællesskab og sagsbehandlingen.

3.2. Lovforslagets udformning

3.2.1. Behovet for skærpede regler

I det seneste år er rockere og andre »negativt stærke« indsatte blevet stadigt vanskeligere at håndtere i fængslerne. Regeringen finder det helt uacceptabelt, at bestemte grupper af indsatte systematisk forsøger at undgå at følge de regler, der gælder for afsoningen, og optræder voldeligt og truende i kriminalforsorgens institutioner.

Regeringen ønsker derudover at sikre kriminalforsorgen bedre muligheder for at gribe effektivt ind for at forebygge fangeoprør m.v.

Som beskrevet ovenfor under pkt. 3.1.1., indeholder straffuldbyrdelseslovens kapitel 7 regler, der giver kriminalforsorgen vide muligheder for at overføre negativt stærke indsatte mellem forskellige institutionstyper, herunder fra fængsel til arresthus, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen.

Siden 1999 har der i Vestre Fængsel og i Statsfængslerne i Vridsløselille, Nyborg og Horsens været etableret særlige afdelinger for rockerne og andre negativt stærke indsatte. Navnlig på grund af en generel truende stemning på stærkeafdelingen i Statsfængslet i Nyborg samt flere meget brutale overfald på personale i fængslet, har det imidlertid vist sig nødvendigt med yderligere tiltag over for de negativt stærke indsatte.

Regeringen og Dansk Folkeparti indgik i foråret 2004 en aftale om at etablere yderligere 175 fængselspladser. De første pladser, 25 særligt sikrede pladser i arrestafdelingen i Politigårdens Fængsel, blev taget i brug i september 2004.

Hidtil har der manglet et sted at placere negativt stærke indsatte, som er voldelige og truende, men efter ibrugtagningen af de 25 pladser i arrestafdelingen i Politigårdens Fængsel har kriminalforsorgen nu mulighed for øjeblikkeligt at overføre negativt stærke indsatte til mere restriktive forhold i arrestafdelingen i Politigårdens Fængsel. Arrestafdelingen i Politigårdens Fængsel skal således som første prioritet modtage voldelige og truende indsatte fra statsfængslernes stærkeafdelinger. Oprettelsen af de 25 pladser imødekommer desuden det generelt øgede behov for flere arresthuspladser, der er indrettet til at håndtere varetægtsfanger og korttidsdømte, som er negativt stærke indsatte, herunder rockere.

Som anført under pkt. 3.1.2.1. ovenfor, er der efter forarbejderne til § 33 mulighed for at begrænse de indsattes mulighed for fællesskab i arresthusene, når det er nødvendigt på grund af de bygningsmæssige forhold. Graden af fællesskab i arrestafdelingen i Politigårdens Fængsel, hvor fællesskabsrum anvendes i et vist omfang, er fastlagt i overensstemmelse hermed.

Under hensyn til de tiltagende problemer med at håndtere »negativt stærke« indsatte i kriminalforsorgens institutioner, er det imidlertid Justitsministeriets vurdering, at der er behov for at tilvejebringe en hjemmel til i arresthuse, som er særligt udpeget til at huse indsatte, hvis tilstedeværelse skaber en særlig risiko for overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, at begrænse fællesskabet til rent cellefællesskab alene begrundet i klientellets karakter. En tilsvarende mulighed bør – også som følge af den generelle udvikling i kriminalforsorgens klientel i øvrigt – efter Justitsministeriets vurdering tillige tilvejebringes i forhold til fængselsafdelinger, som er udpeget til at huse indsatte, som udgør en særlig risiko for overgreb på medindsatte, personale og andre i institutionen.

3.2.2. Cellefællesskab i særlige fængselsafdelinger og arresthuse

3.2.2.1. Som det fremgår ovenfor under pkt. 3.1.2., skal en indsat så vidt muligt have adgang til fællesskab med andre indsatte. Bestemmelsen i § 33, stk. 1, medfører dog ikke, at de indsatte selv kan vælge, hvem de vil være sammen med, ligesom bestemmelsen ikke giver ret til at være sammen med alle andre indsatte i institutionen. Efter bestemmelsen og afhængigt af de bygningsmæssige forhold i arresthuset kan kravet om fællesskab være opfyldt i et arresthus, når blot en indsat har fællesskab med én anden indsat, jf. de særlige regler for fællesskab i arresthuse.

I dag findes en lang række bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven vedrørende overførsel af indsatte mellem de forskellige institutioner, der tager sigte på at forebygge overgreb på medindsatte, personale og andre i institutionen. Fælles for bestemmelserne er, at de primært sigter til de negativt stærke indsatte, som ved vold, trusler, økonomisk udnyttelse eller anden form for udnyttelse er en styrende faktor i forhold til medindsatte, eller på samme måde søger at få personalet til at foretage eller undlade handlinger. Bestemmelserne kræver ikke, at der konkret kan påvises risiko for overgreb på medindsatte eller personale m.v. Oplysning om, at en indsat tilhører en gruppering, f.eks. rockere, der erfaringsmæssigt optræder som negativt stærke, eller erfaringer fra tidligere fængselsophold, er tilstrækkeligt til at træffe bestemmelse om f.eks. afsoning i lukket fængsel eller arresthus.

Det vil efter Justitsministeriets opfattelse være en væsentlig fordel for de generelle afsoningsforhold i kriminalforsorgens institutioner, hvis der på tilsvarende måde sikres en klar hjemmel til alene at etablere fællesskab som cellefællesskab, uafhængigt af de bygningsmæssige forhold, i særligt udvalgte fængselsafdelinger og arresthuse. En sådan ordning kan f.eks. benyttes i en situation, hvor en gruppe af indsatte i en af de eksisterende afdelinger for negativt stærke indsatte i statsfængslerne , optræder stærkt truende over for andre indsatte eller personalet eller direkte fremsætter trusler mod udvalgte indsatte eller personale, og hvor det bl.a. under hensyn til de sikkerhedsmæssige forhold for medindsatte og personalet vil være nødvendigt at overføre en eller flere indsatte til en afdeling, hvor der alene er cellefællesskab.

Til understøttelse af de nye initiativer overfor negativt stærke indsatte, finder Justitsministeriet, at der er behov for at ændre reglerne om fællesskab i straffuldbyrdelseslovens § 33. Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at der indsættes en ny bestemmelse i § 33, hvoraf det fremgår, at justitsministeren (Direktoratet for Kriminalforsorgen) kan bestemme, at fællesskab i særligt udvalgte fængselsafdelinger og arresthuse uafhængigt af de bygningsmæssige forhold alene skal gennemføres som cellefællesskab mellem to indsatte, det vil sige fællesskab, som består i, at de pågældende to indsatte kun har tilladelse til at besøge hinanden.

Modsat de gældende regler i fællesskabsbekendtgørelsen kapitel 4, hvor der er fastsat særlige regler om cellefællesskab i arresthusene (Københavns Fængsler), skal den nye bestemmelse som følge af klientellets særlige karakter finde anvendelse, uanset om der bygningsmæssigt er mulighed for at etablere fællesskab i fællesskabsrum.

3.2.2.2. Lovforslaget skal ses i sammenhæng med Justitsministeriets øvrige initiativer vedrørende afsoningsforholdene på stærkeafdelingerne i de danske fængsler.

De nye initiativer indebærer bl.a., at Nyborg Statsfængsels og Vestre Fængsels nuværende afdelinger for negativt stærke indsatte – herunder rockere – som har hver ca. 20 indsatte, opdeles i mindre enheder med ca. 8-10 indsatte i hver. Det sker for at styrke orden og disciplin på afdelingerne. Endvidere styrkes ledelsen af afdelingerne for negativt stærke indsatte, og der etableres en særlig efteruddannelse i konflikthåndtering m.v. for personalet.

Derudover etableres der et koordineret regelsæt for de negativt stærke indsatte i alle fængsler med henblik på at sikre ensartede afsoningsvilkår. Reglerne vil bl.a. vedrøre beskæftigelsespligt, besøg, og medbringelse af penge og egne effekter. Beskæftigelsespligten vil således blive håndhævet konsekvent, så alle negativt stærke indsatte fremover vil blive tilbudt beskæftigelse. Indsatte, som ikke vil beskæftiges, får ikke udbetalt løn, og vil skulle opholde sig i aflåste celler i arbejdstiden.

Det sikres derudover, at negativt stærke indsatte ikke får bedre besøgsmuligheder end andre indsatte, og at besøg ikke kan foregå i arbejdstiden. Endelig er forbudet mod veste og klubsymboler i fængsler og arresthuse udvidet, så indsatte ikke længere vil kunne få opbevaret veste m.v. i fængslet med henblik på benyttelse ved udgang og lignende.

Oprettelsen af 25 nye, permanente pladser i arrestafdelingen i Politigårdens Fængsel - specielt beregnet til negativt stærke indsatte - er et yderligere tiltag i regeringens ønske om en opstramning af de negativt stærke indsattes afsoningsforhold.

3.2.3. Midlertidig begrænsning eller ophævelse af fællesskabet

3.2.3.1. Som det fremgår under pkt. 3.1.3. ovenfor, indeholder straffuldbyrdelseslovens § 63 reglerne om muligheden for at udelukke en indsat fra fællesskab med andre indsatte. Endvidere indeholder § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 573 af 5. juli 2002 om indsattes adgang til fællesskab m.v. med andre i kriminalforsorgens institutioner (fællesskabsbekendtgørelsen) en begrænset adgang til at begrænse eller ophæve fællesskabet midlertidigt, når der foreligger helt særlige situationer.

I lyset af bl.a. fangeoprøret i Nyborg Statsfængsel i foråret 2004 finder Justitsministeriet, at der er behov for at skabe en udtrykkelig hjemmel i straffuldbyrdelsesloven, hvorefter det i alle kriminalforsorgens institutioner er muligt midlertidigt at begrænse eller ophæve fællesskabet for dele eller hele institutionen, når der foreligger helt særlige situationer.

Under hensyn til, at der er tale om et indgreb af en vis intensitet, finder Justitsministeriet, at en sådan foranstaltning bør reguleres direkte i straffuldbyrdelsesloven sammen med de øvrige bestemmelser om fællesskab, herunder om begrænsninger i fællesskabet, og ikke i en administrativ forskrift.

3.2.3.2. På den baggrund foreslås det, at der i straffuldbyrdelsesloven indsættes en ny bestemmelse som § 33 a (lovforslagets § 1, nr. 6). Efter den foreslåede bestemmelse i § 33 a vil der være mulighed for midlertidigt at begrænse eller ophæve fællesskabet i hele eller dele af institutionen, når helt ekstraordinære ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, herunder når det under hensyn til en generelt truende stemning i institutionen er nødvendigt af hensyn til medindsattes og personalets sikkerhed.

Bestemmelsen tager bl.a. sigte på de samme (nødretslignende) situationer, som er omfattet af fællesskabsbekendtgørelsens § 3. Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. kunne finde anvendelse, hvor der foreligger bombetrusler mod institutionen, hvor der er alvorlige overfald de indsatte imellem eller overfor personalet, hvor der er mistanke om tilstedeværelse af skydevåben eller lignende i institutionen, og hvor den dermed forbundne risiko for indsatte eller personalet gør det nødvendigt midlertidigt at begrænse eller ophæve fællesskabet. Bestemmelsen vil ligeledes kunne anvendes, hvor der er oprør, optræk til oprør eller en generelt truende stemning blandt de indsatte i institutionen eller dele af denne.

Iværksættelsen og opretholdelsen af en foranstaltning efter § 33 a, stk. 1, skal være proportionalt og skånsomt. Institutionen er således forpligtet til i det enkelte tilfælde at foretage en afvejning af indgrebets formål over for den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde. Endvidere skal lempeligere midler være forsøgt eller være åbenbart utilstrækkelige til at opnå det ønskede mål med indgrebet. Endelig skal indgrebet gennemføres så lidt krænkende for den indsatte, som omstændighederne tillader.

En afgørelse om midlertidig begrænsning eller ophævelse af fællesskabet skal, som det fremgår af ordlyden af stk. 1, være påkrævet, og må ikke have et omfang eller udstrækning, der er mere vidtgående end de ekstraordinære ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn nødvendiggør, jf. den foreslåede bestemmelse i § 33 a, stk. 2, 1. pkt. Efter bestemmelsen skal foranstaltningen ophæves, når ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn tilsiger, at det er forsvarligt at genetablere almindeligt fællesskab, jf. den foreslåede bestemmelse i § 33 a, stk. 2, 2. pkt.

Foranstaltningen skal ud fra proportionalitetshensyn ophæves, så snart det i den konkrete situation er muligt. Hvor lang tid foranstaltningen kan udstrækkes, afhænger dog af de konkrete omstændigheder og indgrebets karakter. Hvis det er nødvendigt at udelukke indsatte i en afdeling eller alle indsatte i en institution fra fællesskab således, at de indsatte ikke har nogen form for fællesskab med andre, vil foranstaltningen på grund af indgrebets karakter som udgangspunkt ikke kunne udstrækkes i samme omfang, som hvis en afdeling får begrænset fællesskabet, f.eks. ved cellefællesskab.

Bestemmelsen i den foreslåede § 33 a, stk. 2, 2. pkt., har endvidere sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i den foreslåede § 33 a, stk. 3 , hvoraf det fremgår, at begrænsningen eller ophævelsen af fællesskabet skal gennemføres så skånsomt, som omstændighederne tillader det.

Når fællesskabet er helt ophævet, opholder de indsatte sig i eget opholdsrum uden mulighed for fællesskab med andre indsatte. I sådanne situationer har den indsatte daglig kontakt med personalet f.eks. i forbindelse med udlevering af mad, ledsagelse til bad, toiletbesøg og gårdture. Som følge af kriminalforsorgens omsorgspligt over for de indsatte er personalet forpligtet til at være opmærksom på, om bestemte indsatte bør udtages af foranstaltningen og f.eks. overføres til anden institution.

Efter den foreslåede § 33 a, stk. 4 , skal institutionen dagligt overveje, om forholdene kan normaliseres, dvs. om foranstaltningen kan begrænses eller ophæves, og om der er indsatte, der bør udtages af foranstaltningen og f.eks. overføres til anden institution.

Efter den foreslåede § 33 a, stk. 5 , skal institutionen endvidere så hurtigt som muligt underrette Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, om afgørelser efter stk. 1. Institutionen skal endvidere dagligt underrette direktoratet, så længe en sådan afgørelse opretholdes helt eller delvist.

Efter bekendtgørelse nr. 673 af 9. juli 2003 om udelukkelse af indsatte fra fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle m.v., i fængsler og arresthuse (bekendtgørelse om udelukkelse fra fællesskab) skal indsatte, der i en sammenhængende periode på mere end 14 dage er udelukket fra fællesskab efter § 63, gives særlige tilbud med henblik på at mindske den særlige belastning og risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred, som er forbundet med længerevarende udelukkelse fra fællesskab. I de administrative regler, som skal fastsættes efter den foreslåede § 33 a, stk. 6 , vil der bl.a. blive fastsat nærmere regler om tilsynet med de indsatte under den midlertidige foranstaltning. Bl.a. vil det komme til at fremgå, at hvis en fuldstændig ophævelse af fællesskabet helt undtagelsesvist har en varighed på mere end 14 dage, skal det indgå i de daglige drøftelser mellem institutionen og direktoratet, i hvilket omfang, der kan gives særlige tilbud til de indsatte, svarende til de tilbud, der gives til indsatte, der efter lovens § 63 er udelukket fra fællesskab i mere end 14 dage.

3.3. Forholdet til internationale konventioner

3.3.1. Indledning

Udelukkelse fra fællesskab svarer til enrumsanbringelse i menneskeretlig terminologi (»solitary confinement«).

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) indeholder i artikel 3 et forbud mod tortur og anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis kan artikel 3 ikke fortolkes som et generelt forbud mod enrumsanbringelse, og selv om længerevarende enrumsanbringelse ikke er ønskeligt, kan en sådan anbringelse være tilladt f.eks. af hensyn til sikkerhed eller disciplin eller for at beskytte den pågældende indsatte fra andre indsatte (og omvendt).

En enrumsanbringelse kan imidlertid i konkrete tilfælde udgøre et indgreb i strid med EMRK artikel 3. Ved vurderingen heraf tager Menneskerettighedsdomstolen hensyn til de konkrete faktiske omstændigheder i sagen, herunder de særlige afsoningsforhold, indgrebets strenghed, varigheden og formålet med enrumsanbringelsen samt dens fysiske og psykiske effekt på den pågældende person, jf. bl.a. Ensslin, Baader og Raspe mod Tyskland (afgørelse af 8. juli 1978) og Erdem mod Tyskland (afgørelse af 9. december 1999). Menneskerettighedsdomstolen kan derudover bl.a. lægge vægt på, dels hvilke minimumsstandarder for behandlingen af indsatte der må antages at finde anvendelse i Europarådets medlemslande, herunder Europarådets Europæiske Fængselsregler, dels hvilke anbefalinger og kritikpunkter Europarådets Torturkomité (CPT) har haft i forhold til Danmark og brugen af enrumsanbringelse/isolationsfængsling.

3.3.2. Cellefællesskab i særlige arresthuse

Efter den foreslåede bestemmelse i § 33 a, stk. 2, vil udgangspunktet fortsat være, at indsatte så vidt muligt skal have fællesskab med andre indsatte. Kun i særligt udvalgte fængselsafdelinger og arresthuse, vil der ske en begrænsning i fællesskabet, således at fællesskabet for disse indsattes vedkommende uafhængigt af de bygningsmæssige forhold vil blive gennemført som cellefællesskab mellem to indsatte. Bestemmelsen omhandler således kun et meget begrænset antal indsatte.

I det omfang, der måtte være behov for at ophæve et cellefællesskab, vil det kun kunne finde sted, hvis betingelserne for udelukkelse fra fællesskab i straffuldbyrdelseslovens § 63 eller betingelserne for midlertidig ophævelse eller begrænsning af fællesskabet i forslaget til den nye bestemmelse i § 33 a er opfyldt.

Eftersom begrænsningen ikke vil indebære en fuldstændig udelukkelse fra fællesskabet (»solitary confinement«), må indgrebet efter Justitsministeriets opfattelse generelt anses for foreneligt med EMRK artikel 3. Som anført under pkt. 3.3.1. ovenfor, kan en enrumsanbringelse i en konkret sag udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3, hvis f.eks. den indsatte under afsoningen udvikler en psykisk sygdom på grund af enrumsanbringelsen. For at sikre, at indsatte, der alene har mulighed for cellefællesskab, ikke lider psykisk overlast, er det nødvendigt ved gennemførelsen af cellefællesskab i særlige arresthuse, at der løbende sker tilsyn med de pågældende, så der kan gribes ind omgående, hvis forholdene tilsiger det.

3.3.3. Midlertidig begrænsning eller ophør af fællesskab

Efter den foreslåede bestemmelse i § 33 a kan der ske en midlertidig kollektiv begrænsning eller ophævelse af fællesskabet, når helt ekstraordinære ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, herunder hvor det er nødvendigt af hensyn til medindsattes og personalets sikkerhed på grund af en generelt truende stemning.

I et sådant tilfælde kan der være tale om, at den indsatte isoleres på eget opholdsrum uden fællesskab med andre indsatte. Som anført ovenfor under pkt. 3.3.1., forbyder EMRK artikel 3 ikke generelt enrumsanbringelse, men enrumsanbringelse kan efter en konkret vurdering udgøre et indgreb i strid med EMRK artikel 3.

Ifølge den foreslåede bestemmelse i § 33 a, stk. 1, vil der alene kunne ske midlertidig ophævelse af fællesskabet, når helt ekstraordinære ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det nødvendigt. Der vil således være tale om ganske særlige tilfælde, hvor f.eks. indsatte foretager alvorlige overfald på medindsatte eller på personalet, hvor der er optræk til oprør i institutionen, eller hvor der foreligger bombetrusler mod institutionen. I disse helt ekstraordinære situationer vil det efter Justitsministeriets opfattelse være foreneligt med EMRK artikel 3 at begrænse eller ophæve fællesskabet i institutionen eller dele af den. I sådanne situationer vil det i almindelighed ikke være muligt at foretage en konkret vurdering af, om den enkelte indsatte udgør en fare for sine medindsatte eller for personalet, hvorfor situationen ikke kan imødegås ved udelukkelse fra fællesskab efter straffuldbyrdelseslovens § 63.

Der lægges i den forbindelse også vægt på det proportionalitetskrav, der er indeholdt i den foreslåede § 33 a, stk. 1 og 2. I henhold til § 33 a, stk. 2, stilles der således krav om, at der i videst muligt omfang skal ske en begrænsning af fællesskabet i stedet for udelukkelse, f.eks. i form af cellefællesskab, således at færrest mulige kommer til at sidde enerumsanbragt. Adgangen til at udelukke de indsatte fuldstændig fra fællesskab må således kun anvendes, hvis andre, mindre indgribende, foranstaltninger har været overvejet.

Endvidere er der tale om et midlertidigt indgreb, der ifølge den foreslåede § 33 a, stk. 2, ikke må udstrækkes længere, end de ekstraordinære ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn nødvendiggør. Derudover følger det af kriminalforsorgens omsorgspligt over for de indsatte, at personalet er forpligtet til også ved den løbende daglige kontakt med de indsatte at være opmærksomme på, om bestemte indsatte bør udtages af foranstaltningen og f.eks. overføres til anden institution. Endelig skal institutionen i forbindelse med de daglige overvejelser om, hvorvidt foranstaltningen kan ophæves eller begrænses, også overveje, om bestemte indsatte bør udtages af ordningen. Herved sikres det, at der omgående kan gribes ind, hvis forholdene tilsiger det, så en indsat, der har et særligt behov herfor, kan få adgang til fællesskab igen, eventuelt ved overflyttelse til et andet afsoningssted.

Efter Justitsministeriets opfattelse indeholder bestemmelsen således en række materielle og formelle begrænsninger, hvorfor EMRK artikel 3 ikke vil være til hinder for gennemførelsen af sådanne indgreb under de nævnte helt ekstraordinære omstændigheder. "