Lov nr. 432 om fuldbyrdelse af straf mv. af 31. maj 2000 med senere ændringer

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Deltagelse i gudstjenester

Til § 35

Bestemmelsen vedrører indsattes ret til deltagelse i gudstjenester mv., der afholdes i institutionen. Bestemmelsen svarer til § 35 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter stk. 1 har en indsat i overensstemmelse med de gældende regler ret til at deltage i gudstjenester, der afholdes i institutionen, medmindre ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet at nægte den pågældende adgang til sådan deltagelse.

Efter stk. 2 har en indsat en ubetinget ret til samtale med en præst eller lignende fra sit trossamfund. Bestemmelsen omfatter præst m.fl. fra såvel anerkendte som godkendte trossamfund. I andre tilfælde vil det som hidtil bero på en konkret vurdering, om en person kan anses for præst eller lignende fra et trossamfund, jf. pkt. 5.6.5.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

De besøg, som en indsat efter stk. 2 har af en præst m.fl., er ikke omfattet af lovforslagets § 51, stk. 1, hvorefter en indsat har ret til mindst ét ugentligt besøg, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Om den indsattes adgang til at være fritaget for beskæftigelse på visse dage som følge af den pågældendes religiøse tilhørsforhold henvises til lovforslagets § 41 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

 

 

 

5.6.5. Deltagelse i gudstjenester

5.6.5.1. Gældende ret

Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 11 skal de indsatte have adgang til at deltage i gudstjenester, når sådanne afholdes i institutionen, og til at modtage besøg af en præst, prædikant, menighedsforstander eller lignende.

I fængslerne er der fast tilknyttede præster hørende under den danske folkekirke. Visse fængsler har også repræsentanter for andre trossamfund tilknyttet.

Den kirkelige betjening af arresthusene påhviler i almindelighed præsten i det sogn, hvor arresthuset er beliggende, jf. bekendtgørelse af 23. januar 1975 om gejstlig betjening af arresthuse. Der henvises herom til 1989-betænkningen, s. 121.

5.6.5.2. Straffelovrådets forslag

Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 121-122, 653, jf. § 34 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 703-704, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 105-106, jf. § 35 i rådets lovudkast, og s. 194-196.

Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag.

Rådet foreslår på denne baggrund, at der som § 35, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat har ret til at deltage i gudstjenester, der afholdes i institutionen. Såfremt ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, kan institutionens leder eller den, der bemyndiges hertil, dog nægte en indsat adgang til at deltage i gudstjenester.

Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvorefter den indsatte har ret til samtale med en præst eller lignende fra sit trossamfund.

§ 35 medfører en lovfæstelse af de indsattes adgang til at deltage i gudstjenester mv. Bestemmelsen indebærer ikke ændringer i forhold til de nugældende regler mv. på dette område. Det bemærkes herved, at en indsat som hidtil forudsættes at have ret til samtale med en præst eller lignende fra såvel anerkendte som godkendte trossamfund. I andre tilfælde vil det som hidtil bero på en konkret vurdering, om en person, der ikke er præst i den danske folkekirke, kan anses for præst eller lignende fra et trossamfund.

5.6.5.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om de indsattes adgang til deltagelse i gudstjeneste mv. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 35.