Bestemmelsen regulerer sammen med §§ 39-42 de indsattes ret og pligt til at være beskæftiget ved deltagelse i arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet under straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen svarer til § 38 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

I stk. 1, fastslås det, at de indsatte har såvel ret som pligt til under straffuldbyrdelsen at være beskæftiget med en af institutionen godkendt aktivitet. I forhold til den nuværende bestemmelse i straffelovens § 35 om arbejdspligt for de indsatte og i forhold til den nuværende praksis åbner bestemmelsen mulighed for en udvidelse af de aktiviteter, som den indsatte kan være beskæftiget med til opfyldelse af sin pligt til at være beskæftiget under straffuldbyrdelsen. Samtidig indebærer bestemmelsen, at pligten til at være beskæftiget modsvares af en ret til at være beskæftiget, således at det påhviler kriminalforsorgen at tilvejebringe de fornødne beskæftigelsesmuligheder. Med bestemmelsen tilsigtes endvidere en understregning af undervisning og uddannelse som ligestillet med tilbud om beskæftigelse i institutionens værksteder eller med institutionens drift. Denne ligestilling har bl.a. betydning for spørgsmålet om vederlæggelse, jf. lovforslagets § 42, og bemærkningerne til denne bestemmelse, og tilsigter en forbedring af indsattes motivation til at udnytte institutionsopholdet til undervisning og uddannelse.

I stk. 2 bemyndiges justitsministeren til at fravige bestemmelsen om ret og pligt til at være beskæftiget under fuldbyrdelsen af fængselsstraffen.

Denne bestemmelse påtænkes at få betydning dels for særlige institutioner, der ikke har mulighed for at tilbyde alle beskæftigelse, dels for bestemte grupper af indsatte. Bestemmelsen giver f.eks. mulighed for at fritage efterlønsmodtagere og andre pensionister for pligten til at være beskæftiget, herunder med egentligt arbejde, mod at være beskæftiget med andre godkendte aktiviteter.

Bestemmelsen vil endvidere give mulighed for at fritage indsatte, der afsoner i arresthuse, for pligten til at være beskæftiget. Arresthusene huser primært varetægtsarrestanter, mens afsonere udgør en relativt lille gruppe, der som hovedregel kun udstår kortvarige straffe. Varetægtsarrestanter har ikke beskæftigelsespligt, og det kan derfor være vanskeligt for arresthusene at administrere en beskæftigelsespligt for denne lille gruppe af afsonere.

Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om valg af beskæftigelse til den enkelte indsatte under straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen svarer til § 39 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

I stk. 1 fastslås princippet om individuelt beskæftigelsesvalg.

Stk. 2, 1. pkt., indeholder en angivelse af de hensyn, der skal tages i betragtning ved det individuelle beskæftigelsesvalg. Det forudsættes, at kriminalforsorgen løbende søger at tilpasse aktivitetstilbuddene til de indsattes arbejdsmæssige og uddannelsesmæssige forudsætninger, så institutionernes beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder i videst muligt omfang kan medvirke til at hjælpe eller påvirke den indsatte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse, jf. lovforslagets § 3. Bl.a. med sigte herpå indeholder stk. 2, 2. pkt., en forpligtelse for kriminalforsorgen til at vejlede den indsatte om mulighederne for ved undervisning eller uddannelse at afhjælpe manglende skolekundskaber eller mangel på erhvervsmæssig eller anden uddannelse.

For så vidt angår mulighederne for undervisning, uddannelse eller arbejde uden for institutionen henvises til lovforslagets § 46 om udgang og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Bestemmelsen indebærer, at institutionens særlige arbejdspladser skal være indrettet således, at arbejdsforholdene for de indsatte er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. Bestemmelsen svarer til § 40 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsen træder i stedet for straffelovens § 45, 1. pkt., hvorefter indsatte ikke må beskæftiges med sundhedsfarligt arbejde. Bestemmelsen indebærer i overensstemmelse med den nuværende praksis, at institutionernes særlige arbejdspladser så vidt muligt skal være indrettet i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen, der ikke direkte omfatter kriminalforsorgens beskæftigelse af de indsatte.

Med udtrykket »særlige arbejdspladser« sigtes til arbejdspladser i værksteder i kriminalforsorgens institutioner. Opholdsrum, der tillige anvendes som arbejdssted (typisk enkle montage- eller pakkearbejder), omfattes ikke. Opholdsrum, der tillige anvendes som arbejdssted, findes navnlig i arresthusene, hvor der af pladsmæssige årsager ikke alle steder er indrettet særlige værksteder til arbejdspladser.

Det forudsættes, at kriminalforsorgens varetagelse af sikkerhedsmæssige opgaver kan begrunde fravigelser af kravene til arbejdspladsernes indretning. Det samme gælder de bygningsmæssige forhold, idet de særlige fængselsmæssige forhold undertiden bevirker, at lovgivningens regler om flugtveje, placering af vinduer mv. må fraviges.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 6 og bemærkningerne til denne bestemmelse, hvorefter justitsministeren fastsætter regler om erstatning til indsatte i kriminalforsorgens institutioner for følger af ulykkestilfælde.

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om de indsattes beskæftigelse, herunder om at beskæftigelsespligten skal tilrettelægges under hensyn til de indsattes religiøse tilhørsforhold. Bestemmelsen svarer til § 41 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Baggrunden for bestemmelsen er, at en lang række spørgsmål vedrørende den praktiske tilrettelæggelse af beskæftigelsen af indsatte ikke findes egnet til lovregulering, men bør fastsættes administrativt i henhold til en bemyndigelse i loven.

Bestemmelsen indebærer bl.a., at administrative forskrifter, der skal udstedes, skal indeholde en regel om, at der ved tilrettelæggelsen af de indsattes beskæftigelsespligt skal tages hensyn til den pågældendes religiøse tilhørsforhold. Det forudsættes i den forbindelse, at vedkommendes samlede forpligtelse til at være beskæftiget med godkendte aktiviteter i institutionen fastholdes, så der blot ved den nærmere tilrettelæggelse heraf skal tages hensyn til religiøse forbud mod beskæftigelse på bestemte dage, jf. pkt. 5.6.8.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om vederlag for de indsattes beskæftigelse ved deltagelse i arbejde, undervisning, uddannelse eller anden godkendt aktivitet. Bestemmelsen svarer til § 42 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det fastslås i stk. 1, 1. pkt., at en indsat skal have udbetalt vederlag for sin beskæftigelse. Denne bestemmelse omfatter indsatte, der i institutionen (fængsler og arresthuse) ikke er beskæftiget med eget arbejde, men er beskæftiget på kriminalforsorgens foranledning. Efter stk. 1, 2. pkt., skal vederlag også udbetales til indsatte, der ikke kan tilbydes beskæftigelse, eller som er uden beskæftigelse efter reglerne i lovforslagets § 38, stk. 2, jf. bemærkningerne ovenfor til denne bestemmelse. Endelig skal der udbetales vederlag til indsatte, som på grund af sygdom er fraværende fra beskæftigelse, jf. stk. 1, 3. pkt.

Efter stk. 2 skal andre indsatte alene have dækket deres personlige fornødenheder, jf. dog stk. 3 og lovforslagets § 110, stk. 1. Med udtrykket »andre indsatte« sigtes her til personer, der ikke omfattes af stk. 1, f.eks. personer der har tilsidesat beskæftigelsespligten, og personer, der i institutionen er beskæftiget med eget arbejde.

Stk. 3 bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler om ydelser efter stk. 1 og 2 og til i den forbindelse at fastsætte regler om, at andre indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse.

Henvisningen i stk. 2 til stk. 3, jf. ovenfor, indebærer, at indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, og som ikke omfattes af stk. 1, alligevel skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse, hvis de omfattes af de administrative regler, som stk. 3 giver mulighed for at fastsætte. Som eksempel kan peges på indsatte, der har være fraværende fra beskæftigelse på grund af visse former for udgang, lægebesøg eller lignende, og som efter de nugældende administrative bestemmelser modtager godtgørelse svarende til mistet aflønning.

Henvisningen i stk. 2 til § 110, stk. 1, medfører, at indsatte, der er beskæftiget med eget indtægtsgivende arbejde i institutionen, eller som under udgang har arbejdsindtægt, end ikke skal have dækket deres personlige fornødenheder, idet det følger af reglen i § 110, stk. 1, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse, at sådanne indsatte selv skal betale for opholdet i institutionen.

Ordet »ydelser« i stk. 3 omfatter i overensstemmelse med de nugældende regler mv. efter omstændighederne både pengebeløb og naturalier og forudsættes størrelsesmæssigt at svare til det beløb, som en kontanthjælpsmodtager har til rådighed efter fradrag af faste udgifter til bolig mv.

Endvidere forudsættes ydelser til indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse på grund af sygdom, som hidtil at kunne fastsættes som et dagpengebeløb svarende til en procentdel af vederlaget for beskæftigelse, hvilket er i overensstemmelse med de regler om dagpenge, der gælder på det almindelige arbejdsmarked.

Endelig omfatter ordet »vederlag« både et pengebeløb for selve beskæftigelsen og et pengebeløb til dækning af personlige fornødenheder. Det forudsættes, at der som hidtil kan ske modregning for kostens værdi ved udbetaling af vederlag i de institutioner, hvor der ikke er fuld selvforplejning.

Om adgangen til at enrumsanbringe mv. og ikende disciplinærstraf i form af bøde ved fravær fra beskæftigelse henvises til pkt. 5.6.8.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget samt til lovforslagets § 64 og § 68, jf. § 67, nr. 3, og bemærkningerne til disse bestemmelser.

Efter straffelovens § 35, stk. 1, 1. pkt., har fængselsdømte pligt til at udføre arbejde, der pålægges dem, efter regler, der fastsættes af justitsministeren. I disse fastsættes tillige regler om arbejdspenge til de dømte, jf. bestemmelsens 2. pkt.

Efter straffelovens § 35, stk. 2, kan arbejde uden for anstaltens område finde sted under anstaltens ledelse og tilsyn. Når det anses for formålstjenligt, og fare for misbrug ikke antages at foreligge, kan der meddeles tilladelse til ophold uden for anstalten til deltagelse i undervisning eller til beskæftigelse hos arbejdsgiver.

Hæftedømte er efter straffelovens § 44, stk. 3, berettiget til selv at skaffe sig arbejde, der er foreneligt med sikkerheden og god orden i fængslet. Arbejdsudbyttet tilfalder den pågældende. Skaffer den indsatte sig ikke sådant arbejde, pålægges det den pågældende mod vederlag at udføre et under hensyn til den pågældendes dannelsestrin og livsstilling passende arbejde i et sådant omfang, som er nødvendigt til en rimelig beskæftigelse.

De nævnte bestemmelser suppleres af straffelovens § 45, hvorefter indsatte ikke må beskæftiges med sundhedsfarligt arbejde. De skal holdes forsikrede mod følger af ulykkestilfælde. Nærmere regler for gennemførelsen af sidstnævnte bestemmelse, herunder om udbetaling og bestyrelse af forsikringssummer, kan fastsættes ved kgl. anordning, jf. herved pkt. 5.1.1.2. ovenfor.

Straffelovens bestemmelser udfyldes bl.a. af §§ 12-15, 24 og 33 i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen.

Efter § 12 skal de indsatte være beskæftiget med arbejde eller uddannelse eller - såfremt det i det enkelte tilfælde findes formålstjenligt - med aktivitet af anden karakter, herunder eventuelt selvforskaffet beskæftigelse, som kan udøves under institutionens tilsyn. Personer, der udstår frihedsstraf i arresthus (Københavns Fængsler), har dog adgang til selv at skaffe sig beskæftigelse, som på rimelig måde kan foregå i institutionen. Tilsvarende gælder personer, der udstår hæfte i kriminalforsorgens anstalter.

Efter § 13 skal valget af beskæftigelse i hvert enkelt tilfælde træffes på grundlag af en samlet vurdering af den indsattes forhold. Der skal tages hensyn til, at den indsattes evner udnyttes rimeligt, og til den pågældendes egne ønsker. Endvidere bør de indsatte søges motiveret for beskæftigelse, der er egnet til at afbøde manglende skolemæssige kundskaber eller mangel på erhvervsmæssig eller anden uddannelse.

Af § 14 følger, at den tid, som den indsatte skal anvende til beskæftigelse, skal holdes inden for de til enhver tid gældende arbejdstidsnormer på arbejdsmarkedet, herunder eventuelle normer for overarbejde. Arbejdstiden for indsatte, der er beskæftiget med arbejde, som er nødvendigt for institutionens drift, kan dog henlægges til andre tidsrum, end hvad der i øvrigt gælder for beskæftigelse i institutionen. Endelig skal indsatte, hvis trossamfund forbyder dem at være beskæftiget på visse dage, fritages herfor. Institutionens leder kan i den forbindelse bestemme, at de på anden måde skal opfylde arbejdstidsnormen.

De nævnte bestemmelser suppleres i § 15 af en bemyndigelse for Direktoratet for Kriminalforsorgen til at fastsætte nærmere regler for de indsattes beskæftigelse, herunder om størrelsen og anvendelsen af arbejdspenge. Af denne bestemmelse fremgår også, at der skal ydes dagpenge til indsatte, som på grund af helbredstilstanden ikke kan beskæftiges efter de almindelige regler. Nærmere regler herom fastsættes af Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 24 skal det indgå i institutionens almindelige overvejelser, om der bør gives indsatte, der efter reglerne om udgang, jf. herved pkt. 5.7.1. nedenfor, har mulighed herfor, tilladelse til udgang af hensyn til deres oplæring, uddannelse eller beskæftigelse.

Der kan efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33 ikendes disciplinærstraf for overtrædelse af pligten til at være beskæftiget efter § 12, stk. 1.

Om gældende ret henvises i øvrigt til 1989-betænkningen, s. 145-155, hvor der bl.a. redegøres nærmere for Beskæftigelsesudvalgets (AUF-udvalgets) overvejelser og forslag i betænkning nr. 1058/1996 om Arbejde, Undervisning og Fritid (AUF-betænkningen). Det bemærkes herved, at en række af AUF- udvalgets forslag er gennemført i kriminalforsorgen efter, at arbejdsgruppen afgav sin betænkning i 1989. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til Justitsministeriets cirkulære nr. 170 af 28. september 1992 med tilhørende vejledning af samme dato om arbejdstid og arbejdspenge samt ydelser til kost og selvforvaltning til indsatte i kriminalforsorgen. Dette cirkulære afviger på flere punkter fra de cirkulærer, der indgår i arbejdsgruppens gennemgang af gældende ret. Det gælder bl.a. med hensyn til reglerne om arbejdstid, aflønning m.m., selvforplejning og selvforvaltning samt løsladelsesbeløb, jf. 1992-cirkulærets kapitel 1-3 og 5.

Det kan endvidere nævnes, at der ved cirkulære af 28. september 1992, 15. marts 1995 samt 28. december 1998 er gennemført enkelte ændringer i cirkulære nr. 144 af 26. juni 1973 om dagpenge til indsatte. Ændringerne vedrører bl.a. spørgsmålet om ydelse af dagpenge til indsatte under indlæggelse på hospital mv. og nedsættelse af dagpengebeløbet fra 90 pct. til 80 pct. af den daglige grundløn uden tillæg.

Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 155-164, 654, jf. §§ 37-40 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 705-708, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 106-107, jf. §§ 8-42 i rådets lovudkast, og s. 202-209.

Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag.

Rådet foreslår på den baggrund, at de under pkt. 5.6.8.1. nævnte straffelovsbestemmelser om arbejdspligt og arbejdspenge mv. ophæves som led i gennemførelsen af en samlet regulering i straffuldbyrdelsesloven af de indsattes beskæftigelse under straffuldbyrdelsen. Der henvises herved til § 1, nr. 6, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.

Rådet foreslår endvidere, at der som § 38, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat har ret og pligt til at være beskæftiget ved deltagelse i arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet.

Som stk. 2 foreslås en bemyndigelse for justitsministeren til, hvor praktiske eller andre særlige hensyn gør det nødvendigt, at fastsætte regler, hvorefter bestemmelsen i stk. 1 fraviges for bestemte institutioner eller bestemte grupper af indsatte. Indsatte skal dog så vidt muligt tilbydes beskæftigelse.

Forslaget i § 38 indebærer en lovfæstelse af muligheden for at udvide de aktiviteter, som den indsatte kan være beskæftiget med til opfyldelse af beskæftigelsespligten. Den indsattes beskæftigelsespligt modsvares af en pligt for kriminalforsorgen til at tilvejebringe de fornødne beskæftigelsesmuligheder.

Som § 39, stk. 1, i rådets lovudkast foreslås en bestemmelse, hvorefter valget af beskæftigelse i hvert enkelt tilfælde skal træffes på grundlag af en samlet vurdering af den indsattes forhold.

I stk. 2 foreslås fastsat en pligt til ved afgørelser efter stk. 1 så vidt muligt at tage hensyn til den indsattes eget ønske og til den indsattes muligheder for at opnå arbejde eller uddannelse uden for fængslet. Den indsatte skal i den forbindelse vejledes om mulighederne for ved undervisning eller anden uddannelse at afhjælpe manglende skolekundskaber eller mangel på erhvervsmæssig eller anden uddannelse.

Forslaget i § 39 indebærer en lovfæstelse af princippet om individuelt beskæftigelsesvalg og af de hensyn, som kriminalforsorgen skal inddrage ved det individuelle beskæftigelsesvalg.

Som § 40 i rådets lovudkast foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter institutionens arbejdspladser skal være indrettet således, at arbejdsforholdene for de indsatte er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. Bestemmelsen tilsigter at erstatte straffelovens § 45, 1. pkt., jf. pkt. 5.6.8.1. ovenfor, og er i overensstemmelse med den nuværende praksis vedrørende indretning af arbejdspladser i kriminalforsorgens institutioner.

Som § 41 i rådets lovudkast foreslås indsat en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om de indsattes beskæftigelse, herunder om at beskæftigelsespligten skal tilrettelægges under hensyn til de indsattes religiøse tilhørsforhold.

Forslaget indebærer bl.a., at de administrative bestemmelser, der skal udstedes i medfør af § 41, skal indeholde en regel om, at der ved tilrettelæggelsen af de indsattes beskæftigelsespligt skal tages hensyn til den pågældendes religiøse tilhørsforhold. Det er endvidere forudsat, at vedkommendes samlede forpligtelse til at være beskæftiget med godkendte aktiviteter i institutionen fastholdes, således at der blot ved den nærmere tilrettelæggelse heraf skal tages hensyn til religiøse forbud mod beskæftigelse på bestemte dage.

Forslaget er i overensstemmelse med de nugældende regler mv. om tilrettelæggelse af arbejdspligt under hensyn til religiøst tilhørsforhold.

Endelig foreslås som § 42 i rådets lovudkast indsat en række bestemmelser om vederlag for beskæftigelse.

Efter § 42, stk. 1, 1. pkt., skal en indsat have udbetalt vederlag for sin beskæftigelse. Med denne bestemmelse sigtes til indsatte, der i institutionen (fængsler og arresthuse) ikke er beskæftiget med eget arbejde, men er beskæftiget på kriminalforsorgens foranledning. Om indsatte, der har skaffet sig indtægtsgivende arbejde i institutionen, eller som under udgang fra institutionen har arbejdsindtægt, henvises til § 42, stk. 2, der omtales nedenfor, og § 110, stk. 1, jf. pkt. 9.2. nedenfor.

Efter § 42, stk. 1, 2. pkt., skal vederlag også udbetales til indsatte, der ikke kan tilbydes beskæftigelse, eller som er uden beskæftigelse efter reglerne i § 38, stk. 2. Det samme gælder indsatte, der på grund af sygdom er fraværende fra beskæftigelse, jf. § 42, stk. 1, 3. pkt.

Forslaget i § 42, stk. 1, indebærer ikke ændringer i forhold til de nugældende regler mv. om vederlag for beskæftigelse.

Som § 42, stk. 2, foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter andre indsatte alene skal have dækket deres personlige fornødenheder, jf. dog stk. 3 og § 110, stk. 1. Med udtrykket »andre indsatte« sigtes til personer, der ikke omfattes af § 42, stk. 1, f.eks. personer, der har tilsidesat beskæftigelsespligten, og personer, der i institutionen er beskæftiget med eget arbejde. Formålet med denne bestemmelse er at sikre, at sådanne personer ikke får udbetalt fuldt vederlag for beskæftigelse, men dog som udgangspunkt skal have dækket deres personlige fornødenheder.

§ 42, stk. 3, indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om ydelser efter stk. 1 og 2 og til i den forbindelse at fastsætte regler om, at andre indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse.

Henvisningen i § 42, stk. 2, til stk. 3 indebærer, at indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, og som ikke omfattes af § 42, stk. 1, skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse, hvis de omfattes af de administrative regler, som § 42, stk. 3, giver mulighed for at fastsætte. Som eksempel peges på indsatte, der har været fraværende fra beskæftigelse på grund af lægebesøg og lignende, og som efter de nugældende administrative bestemmelser modtager godtgørelse svarende til mistet aflønning.

Henvisningen i § 42, stk. 2, til § 110, stk. 1, medfører, at indsatte, der er beskæftiget med eget indtægtsgivende arbejde i institutionen, eller som under udgang har arbejdsindtægt, end ikke skal have dækket deres personlige fornødenheder, idet det følger af reglen i § 110, stk. 1, at sådanne indsatte selv skal betale for opholdet i institutionen. Som det fremgår af pkt. 9.2.2. nedenfor, er § 110, stk. 1, ny i forhold til gældende ret. Formålet med bestemmelsen er bl.a. at modvirke, at dømte, der har eget indtægtsgivende arbejde, samtidig modtager forsørgelse fra kriminalforsorgen.

Ordet »ydelser« i § 42, stk. 3, omfatter i overensstemmelse med de nugældende regler mv. efter omstændighederne både pengebeløb og naturalier og forudsættes størrelsesmæssigt at svare til det beløb, som en kontanthjælpsmodtager har til rådighed efter fradrag af faste udgifter til bolig mv.

Endvidere forudsættes ydelser til indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse på grund af sygdom, at kunne fastsættes som et dagpengebeløb svarende til en procentdel af vederlaget for beskæftigelse, hvilket svarer til cirkulære nr. 144 af 26. juni 1973 med senere ændringer om dagpenge til indsatte og er i overensstemmelse med de regler om dagpenge, der gælder på det almindelige arbejdsmarked.

Endelig omfatter ordet »vederlag« både et pengebeløb for selve beskæftigelsen og et pengebeløb til dækning af personlige fornødenheder. Det forudsættes, at der som hidtil kan ske modregning for kostens værdi ved udbetaling af vederlag i de institutioner, hvor der ikke er fuld selvforplejning.

Efter § 40, stk. 2, i arbejdsgruppens lovudkast skal en indsat, der uden tilladelse har været fraværende fra beskæftigelse, alene have udbetalt en ydelse til dækning af personlige fornødenheder. Endvidere kan der ved senere udbetaling af vederlag pålægges et ekstraordinært fradrag for hver dag uden beskæftigelse.

Arbejdsgruppens forslag om tilsidesættelse af beskæftigelsespligten bygger på AUF-betænkningens indstilling, hvorefter der ikke bør kunne ske indskrænkning i den dømtes mulighed for fællesskab med andre dømte i fritiden i ordinære tilfælde af individuel arbejdsvægring. Adgangen til at anvende disciplinærstraf i form af strafcelle eller til at anbringe den dømte i enrum bør derfor ophæves, og der bør alene kunne reageres med økonomiske virkemidler.

Efter AUF-udvalgets opfattelse bør det bero på den enkelte institutions interne regler og muligheder, hvor den dømte skal opholde sig i arbejdstiden, så længe arbejdsvægringen vedvarer. Foruden tab af løn i vægringsperioden skal reaktionen være et ekstraordinært løntræk i den efterfølgende arbejdsindtjening samt eventuelt forringet lønmæssig status i et nyt arbejdspengesystem. Det ekstraordinære løntræk foreslås generelt fastsat til et bestemt beløb pr. arbejdsvægringsdag. AUF-udvalgets forslag berører ikke de gældende regler om anvendelse af sanktioner i tilfælde af kollektiv arbejdsvægring eller aktioner, der i øvrigt indebærer en risiko for fængslets orden eller sikkerhed.

AUF-udvalgets og arbejdsgruppens forslag har været gennemført forsøgsvis i kriminalforsorgens institutioner siden 1. januar 1993.

Det er i den forbindelse forudsat, at indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, kan tilbringe arbejdstiden i særlige lokaliteter, herunder eventuelt enrumsafdelinger. Det skyldes, at beboelsesafsnittene ofte ikke er personalebemandet i arbejdstiden. Man er imidlertid opmærksom på, at den særlige placering af de indsatte kan opfattes som havende en pønal karakter.

Det er endvidere i forsøgsordningen forudsat, at der kan ikendes disciplinærstraf i form af bøde ved tilsidesættelse af beskæftigelsespligten af én dags varighed eller mere, og at fængslerne af sikkerhedsmæssige grunde kan reagere med enrumsanbringelse i tilfælde af længerevarende beskæftigelsesvægring, dvs. vægring af mere end to dages varighed. Det er dog også forudsat, at denne mulighed kun bør anvendes undtagelsesvis i de åbne fængsler.

Rådet er i det store og hele enig i AUF-udvalgets anbefalinger om virkningen af beskæftigelsesvægring og kan derfor også tiltræde arbejdsgruppens forslag.

Rådet finder imidlertid, at den ovennævnte bestemmelse i arbejdsgruppens lovudkast om adgangen til at pålægge et ekstraordinært fradrag for hver dag uden beskæftigelse kan give anledning til tvivl om den retlige karakter af det omhandlede »ekstraordinære fradrag«.

Rådet foreslår derfor, at bestemmelsen erstattes af en adgang til at ikende disciplinærstraf i form af bøde ved tilsidesættelse af beskæftigelsespligten efter § 38, stk. 1, jf. § 67, nr. 3, i rådets lovudkast og pkt. 5.9.1.2. nedenfor.

Rådet har endvidere ingen indvendinger imod, at den beskrevne praksis vedrørende udelukkelse fra fællesskab af sikkerhedsmæssige grunde, der er fulgt under forsøgsordningen, fortsættes.

Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om arbejde og uddannelse mv. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 38-42.