Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om sundhedsmæssig bistand til indsatte. Bestemmelsen svarer til § 45 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.6.11. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

§ 45 bygger på det hovedsynspunkt, at kriminalforsorgens klientel i sundhedsmæssig henseende så vidt muligt skal sidestilles med befolkningen i almindelighed. Dette grundprincip er i overensstemmelse med lovforslagets § 4, hvorefter der ikke under fuldbyrdelsen af straf må pålægges en person andre begrænsninger i tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved lov eller er en følge af selve straffen.

I stk. 1 fastslås de indsattes ret til sundhedsmæssig bistand. De nærmere regler om den sundhedsmæssige bistand forudsættes fastsat administrativt af justitsministeren i medfør af bemyndigelsen i stk. 4.

Stk. 2 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til efter forhandling med sundhedsministeren at fastsætte regler om tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester af indsatte, der opfylder psykiatrilovens betingelser for tvangstilbageholdelse, og som ikke kan overføres til en almindelig psykiatrisk afdeling.

Stk. 2 suppleres i stk. 3 af en bestemmelse om fremgangsmåden ved tvangsbehandling i de ovennævnte tilfælde, hvorefter behandlingen skal ske i overensstemmelse med psykiatrilovens regler, herunder også for så vidt angår adgang til at klage over anstaltens beslutning om tvangsbehandling til patientklagenævnet. Patientrådgiver beskikkes dog kun, hvis den pågældende ikke i forvejen har en bistandsværge efter straffelovens § 71.

Formålet med stk. 2 og 3 er at give mulighed for at fastholde den nuværende restriktive praksis vedrørende tvangsbehandling af forbigående, ekstraordinært farlige sindssyge indsatte, der, fordi tilstanden er forbigående og svingende, ikke opfylder betingelserne i psykiatrilovens § 40 for afsigelse af farlighedsdekret, jf. pkt. 5.6.11.2., jf. pkt. 5.6.11.1.4., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Ved klage over beslutning om tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester forudsættes det at være anstalten, der efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringer afgørelsen for patientklagenævnet. Af henvisningen til psykiatrilovens regler om klageadgang følger, at patientklagenævnets afgørelse kan indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

5.6.11.1.1. Reglerne om den sundhedsmæssige bistand til indsatte i kriminalforsorgens fængsler og arresthuse bygger på det hovedsynspunkt, at de indsatte - med de begrænsninger, der følger af institutionsopholdet - skal have tilbudt den samme sundhedsmæssige bistand som andre borgere i samfundet.

Til at forestå sundhedsarbejdet er der i de fleste fængsler ansat læger samt fængselssygeplejersker, og der er til de fleste fængsler knyttet speciallæger i psykiatri.

Alle lukkede og enkelte åbne fængsler har særlige sygeafdelinger, der giver mulighed for anbringelse af indsatte, som har behov for særlig pleje. Anstalten ved Herstedvester modtager indsatte med et særligt behov for psykiatrisk bistand, idet denne anstalt personalemæssigt er indrettet herpå. Også Københavns Fængsler, hvorunder Vestre Hospital hører, har tilknyttet et antal læger og sygeplejersker. Udover at virke som sygeafdeling for Københavns Fængsler modtager Vestre Hospital under visse betingelser indsatte til behandling fra hele kriminalforsorgens institutionssystem.

Indsatte i arresthusene behandles af arresthuslægen. I nogle få større arresthuse er der tillige ansat sygeplejersker.

5.6.11.1.2. Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 1, skal institutionen sørge for, at de indsatte undergives lægeundersøgelse, vaccination og andre forebyggende foranstaltninger, som af sundhedsmæssige hensyn findes påkrævet.

Efter § 9, stk. 2, skal de indsatte under sygdom behandles af institutionens læge. De skal i nødvendigt omfang undergives speciallægebehandling. Såfremt det af lægelige grunde findes tilrådeligt, skal de indlægges på hospital eller overføres til anden institution under kriminalforsorgen med sygeafdeling eller specialafdeling.

Efter § 9, stk. 3, påhviler det lægen at informere den indsatte om de undersøgelser og den behandling, som i det enkelte tilfælde findes påkrævet. Med den indsattes samtykke foretager lægen sådanne undersøgelser og iværksætter eventuel behandling, som findes påkrævet.

I tilfælde af alvorlig sygdom skal den indsattes pårørende så vidt muligt underrettes, jf. § 9, stk. 4.

I medfør af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 5, er der i Justitsministeriets cirkulære af 23. august 1978 fastsat nærmere regler om de indsattes adgang til tandbehandling og tandeftersyn.

Om den sundhedsmæssige betjening af indsatte kan der endvidere henvises til Justitsministeriets cirkulære af 1. december 1977 om medicinudlevering mv. til indsatte i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene, cirkulære af 29. marts 1990 med senere ændringer om lægeundersøgelse mv. ved indsættelse i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene, cirkulæreskrivelse af 13. januar 1992 om tilkald af læge til indsatte i kriminalforsorgens institutioner, cirkulæreskrivelse af 22. juni 1992 med senere ændringer om retningslinier vedrørende forholdsregler mod HIV-smitte for så vidt angår indsatte i kriminalforsorgens institutioner samt Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 22. marts 1999 om vaccination af indsatte stiknarkomaner mod hepatitis.

Herudover henvises til 1989-betænkningen, s. 173-180. Det bemærkes herved, at regler om sygesikring i forhold til indsatte nu findes i § 1, stk. 6, i lovbekendtgørelse nr. 77 af 31. januar 1994 med senere ændringer om offentlig sygesikring og i bekendtgørelse nr. 119 af 17. marts 1976 om begrænsning i adgang til ydelser efter sygesikringsloven for visse persongrupper (hvilende sygesikringsret) som ændret ved bekendtgørelse nr. 115 af 21. februar 1990. Endvidere er regler om behandling, der kræver hospitalsindlæggelse, nu fastsat i lovbekendtgørelse nr. 687 af 16. august 1995 med senere ændringer om sygehusvæsenet, ligesom bistandslovens regler om kontanthjælp er afløst af regler i lov nr. 455 af 10. juni 1997 med senere ændringer om aktiv socialpolitik.

Endvidere kan det nævnes, at det i forarbejderne til § 26 i lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patientens retsstilling er fremhævet, at der inden for kriminalforsorgen kan videregives helbredsoplysninger fra fængselslægen til fængslets ledelse mv. om de indsatte, såfremt det er et nødvendigt led i fængslets virksomhed.

Det bemærkes i øvrigt, at en række af de forslag fra Justitsministeriets Sundhedsudvalg, der nævnes i betænkningen, s. 176-180, efterfølgende er gennemført i kriminalforsorgen. Bl.a. er den tidligere gældende bestemmelse om obligatorisk lægeundersøgelse efter indsættelsen ophævet. I stedet er det pålagt institutionerne at sikre, at den dømte snarest muligt efter indsættelsen orienteres om sundhedsordningen i institutionen. Den dømte skal i forbindelse med indsættelsen mundtligt have tilbud om en samtale med institutionens læge eller sygeplejerske, jf. herved det ovennævnte cirkulære af 29. marts 1990 med senere ændringer om lægeundersøgelse ved indsættelse i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene.

5.6.11.1.3. Psykisk syge indsatte bør ikke opholde sig i kriminalforsorgens institutioner, men snarest muligt søges indlagt på psykiatrisk hospital.

For så vidt angår spørgsmålet om psykiatrisk behandling af indsatte i Anstalten ved Herstedvester bemærkes, at lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (psykiatriloven), jf. lov nr. 331 af 24. maj 1989 med senere ændringer, ikke gælder for indsatte i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse, jf. lovens § 1. Det indebærer bl.a., at psykiatrilovens regler om tvangsbehandling og tvangsfiksering ikke finder anvendelse, så længe den pågældende befinder sig i Anstalten ved Herstedvester.

Justitsministeriet har i besvarelse af en række spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg til brug for behandlingen af forslaget til psykiatriloven i 1989 redegjort nærmere for retstilstanden vedrørende indsatte med et psykiatrisk behandlingsbehov, der opholder sig i fængsler, herunder Anstalten ved Herstedvester, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg B, sp. 1351-1352.

Det fremgår heraf bl.a., at en indsat, der under ophold i fængsel bliver sindssyg, kan overføres til en psykiatrisk sygehusafdeling for kortere eller længere tid afhængig af sygdommens karakter.

Er der behov for længerevarende psykiatrisk behandling, kan overførslen ske efter straffelovens § 49, stk. 2, om overførsel bl.a. til hospital i tilfælde, hvor det findes hensigtsmæssigt på grund af den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder, jf. herved også Justitsministeriets cirkulære nr. 98 af 9. juni 1978 om anvendelsen af straffelovens § 49, stk. 2, over for psykiatriske patienter, jf. pkt. 5.11.1. nedenfor. Overførsel efter straffelovens § 49, stk. 2, forudsættes i almindelighed at ske med den indsattes samtykke. Protesterer den indsatte mod overførslen, kan indlæggelse kun ske i overensstemmelse med sindssygelovens (nu psykiatrilovens) regler om tvangsindlæggelse.

Uanset om overførslen er sket frivilligt, eller den indsatte er blevet tvangsindlagt, vil den pågældende normalt fortsætte udståelsen af straffen. Som følge af, at den indsatte er indlagt på en psykiatrisk afdeling, er den pågældende undergivet de regler om tvangsbehandling mv., der gælder for ophold på sådanne sygehuse. Ønsker den pågældende ikke længere at være på afdelingen, må der som udgangspunkt ske tilbageførsel til fortsat straffuldbyrdelse i fængslet. Er betingelserne for tvangstilbageholdelse opfyldt, vil fortsat ophold på den psykiatriske afdeling kunne ske i overensstemmelse med reglerne om tvangstilbageholdelse.

Om indsatte i Anstalten ved Herstedvester anføres det i den ovennævnte besvarelse, at tvangsbehandling af vedkommendes psykiske lidelser efter omstændighederne har kunnet ske i overensstemmelse med principperne i sindssygelovens § 8, stk. 1, og § 9, stk. 2, om tvangstilbageholdelse. Det fremhæves endvidere, at der med psykiatriloven ikke er tilsigtet nogen ændring i denne retstilstand. Da Anstalten ved Herstedvester er en institution under kriminalforsorgen og ikke direkte omfattet af psykiatrilovens stedlige anvendelsesområde, er der dog fundet behov for, at spørgsmålet om fremgangsmåden ved tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester overvejes nærmere i tilslutning til udformningen af en straffuldbyrdelseslov.

5.6.11.1.4. En arbejdsgruppe nedsat af Direktoratet for Kriminalforsorgen har i december 1993 afgivet en indstilling om anvendelse af principperne i psykiatriloven i forbindelse med den psykiatriske behandling af indsatte i Anstalten ved Herstedvester.

Arbejdsgruppen har ved afgivelsen af indstillingen taget udgangspunkt i, at psykiatriloven ikke gælder i Anstalten ved Herstedvester.

Anvendelsen af reglerne i psykiatriloven forudsætter i alt væsentligt, at de pågældende personer er sindssyge eller befinder sig i en tilstand, der ganske må sidestilles hermed. Indsatte i kriminalforsorgens institutioner er ligesom andre borgere i samfundet undergivet lovgivningens almindelige bestemmelser om sundhedsforhold.

Udgangspunktet er derfor, at behandling af indsatte, der kræver hospitalsindlæggelse, skal ske på de almindelige sygehuse. Anstalten ved Herstedvester er ikke et sygehus, men et fængsel, der er særligt rustet til at yde psykiatrisk bistand til indsatte.

Det følger af grundholdningen i straffeloven og anbefalingerne i De Europæiske Fængselsregler, at sindssyge ikke bør opholde sig i kriminalforsorgens institutioner. Hvis en indsat er eller bliver sindssyg, skal vedkommende derfor snarest - frivilligt eller efter reglerne om tvangsindlæggelse - indlægges på den almindelige psykiatriske afdeling, der har modtageforpligtelsen. I de sjældne tilfælde, hvor der er grundlag for at udstede farlighedsdekret, overflyttes den indsatte til Sikringsafdelingen, som er knyttet til amtshospitalet i Nykøbing Sjælland, jf. psykiatrilovens § 40.

Anstalten ved Herstedvester skal efter sin funktion ikke sjældent observere, foretage diagnostisk afklaring af og behandle indsatte, der viser sig at være psykotiske varigt eller i perioder. Sådanne personer skal som udgangspunkt snarest søges indlagt på almindeligt psykiatrisk sygehus med henblik på behandling, herunder om nødvendigt tvangsbehandling.

Blandt anstaltens indsatte kan der i sjældne tilfælde forekomme psykotiske, forbigående ekstraordinært farlige personer, der - netop fordi tilstanden er forbigående og svingende - ikke opfylder kriterierne i psykiatrilovens § 40 for afsigelse af farlighedsdekret. De pågældende kan imidlertid som følge af den ekstreme farlighed ej heller forsvarligt overføres til eller opholde sig i almindelig lukket psykiatrisk afdeling.

I sådanne tilfælde bør der efter arbejdsgruppens opfattelse i overensstemmelse med hidtidig praksis være mulighed for, at tvangsbehandling i en kortere periode kan foregå i Anstalten ved Herstedvester. Det er en forudsætning, at psykiatrilovens betingelser for tvangsbehandling er opfyldt. Den indsatte skal overføres, eventuelt tvangsindlægges, på almindelig psykiatrisk afdeling, når den pågældendes farlighed ikke længere er til hinder herfor. Hvis farligheden består trods en kort behandlingsperiode, må det afprøves, om den pågældende på dette tidspunkt opfylder kravene i psykiatrilovens § 40 og således kan overføres til Sikringsafdelingen.

Godkendelse af tvangsbehandling i anstalten kan opfattes som en principiel accept af, at sindssyge har ophold og behandles i et fængsel. En sådan godkendelse kan også føre til, at overførsel af sindssyge indsatte til psykiatrisk hospital vanskeliggøres, idet Anstalten ved Herstedvester bliver bedre rustet til selv at klare behandlingen.

Arbejdsgruppen har imidlertid fundet det utvivlsomt, at den praksis, der har udviklet sig i anstalten, dækker et nødvendigt behov for i et meget begrænset antal tilfælde at kunne tvangsbehandle indsatte i en ganske kort periode. Alternativet hertil ville være en ændring af reglerne i psykiatrilovens § 40 for indlæggelse af ekstraordinært farlige personer på Sikringsafdelingen, således at overførsel er mulig ved kortvarige og ikke blot ved de vedvarende mere kvalificerede og konkrete farlighedstilstande. En sådan ændring af § 40 indebærer, at den berørte person hyppigt skal overføres mellem anstalten og Sikringsafdelingen, hvilket ikke kan anses for ønskeligt for den pågældende.

På den baggrund foreslår arbejdsgruppen, at man opretholder muligheden for tvangsbehandling i det ovennævnte meget begrænsede omfang af forbigående ekstraordinært farlige sindssyge, der, fordi tilstanden er forbigående og svingende, ikke opfylder betingelserne i psykiatrilovens § 40.

Arbejdsgruppen lægger afgørende vægt på, at den hidtidige særdeles restriktive praksis med hensyn til anvendelse af tvangsbehandling videreføres, og at behandlingsperioden er den kortest mulige. Indtil spørgsmålet afklares i forbindelse med straffuldbyrdelsesloven, foreslår arbejdsgruppen, at der midlertidigt fastsættes en ordning, hvorefter psykiatrilovens regler i videst muligt omfang finder anvendelse på tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester. Arbejdsgruppen forudsætter, at der tilvejebringes den fornødne læge- og sygeplejedækning i anstalten i tilfælde af tvangsbehandling, dvs. fast sygeplejevagt og læge, der kan tilkaldes døgnet rundt.

Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 180-181, 655, jf. § 43 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 709-710, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 107-108, jf. § 45 i rådets lovudkast, og s. 213-215.

Straffelovrådet kan i lighed med arbejdsgruppen tiltræde Sundhedsudvalgets hovedsynspunkt, hvorefter indsatte i sundhedsmæssig henseende så vidt muligt skal sidestilles med andre borgere i samfundet. Dette hovedsynspunkt har allerede fundet udtryk i § 4 i rådets lovudkast, hvorefter en person under fuldbyrdelsen af straf ikke må pålægges andre begrænsninger i tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved lov eller er en følge af selve straffen, jf. herved pkt. 4.2.2. ovenfor.

Rådet er endvidere enig i, at en bestemmelse om de indsattes ret til sundhedsmæssig bistand bør optages i straffuldbyrdelsesloven, og at de nærmere regler herom bør fastsættes administrativt i medfør af en bemyndigelse i loven.

Rådet kan også tiltræde, at der i straffuldbyrdelsesloven sker en regulering af adgangen til at tvangsbehandle i Anstalten ved Herstedvester. Rådet forudsætter i den forbindelse, at den nuværende praksis, hvorefter man er særdeles tilbageholdende med at anvende tvang i behandlingen, opretholdes.

Rådet er desuden enig i, at der ikke bør åbnes mulighed for at anvende psykiatrilovens regler om anvendelse af fysisk magt i form af indgivelse af et beroligende middel, jf. psykiatrilovens § 17, stk. 2, på indsatte i Anstalten ved Herstedvester.

På den baggrund foreslår rådet, at der som § 45 i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse om sundhedsmæssig bistand, der med enkelte redaktionelle ændringer svarer til § 43 i arbejdsgruppens lovudkast.

I § 45, stk. 1, fastsættes det, at en indsat har ret til lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand.

§ 45, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til efter forhandling med sundhedsministeren at fastsætte regler om tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester af indsatte, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse i psykiatriloven, og som ikke kan overføres til en almindelig psykiatrisk afdeling.

Efter § 45, stk. 3, skal behandlingen ske i overensstemmelse med reglerne i psykiatriloven, herunder også for så vidt angår adgang til at klage over anstaltens beslutning om tvangsbehandling til patientklagenævnet. Patientrådgiver skal dog kun beskikkes, hvis den pågældende ikke i forvejen har en bistandsværge efter straffelovens § 71.

De nævnte bestemmelser suppleres i § 45, stk. 4, af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om sundhedsmæssig bistand til indsatte.

Forslaget i § 45 indebærer i forhold til de nugældende regler mv. en lovfæstelse af indsattes ret til sundhedsmæssig bistand.

Endvidere giver bestemmelsen mulighed for at fastholde den gældende (restriktive) praksis med hensyn til tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester.

Med bestemmelsen tilsigtes ikke ændringer med hensyn til retsstillingen for indsatte, der under afsoningen af frihedsstraf tvangsmæssigt eller frivilligt overføres til en psykiatrisk afdeling for kortere eller længere tid med henblik på behandling. Den indsatte vil derfor fortsat under opholdet på den psykiatriske afdeling være omfattet af psykiatrilovens regler med de modifikationer, der følger af, at der er tale om fortsat strafafsoning, jf. herved pkt. 5.6.11.1. ovenfor.

Om frivillig overførsel til psykiatrisk afdeling henvises i øvrigt til § 78 i rådets lovudkast, der træder i stedet for straffelovens § 49, stk. 2, jf. pkt. 5.11.2. nedenfor.

Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om indsattes adgang til sundhedsmæssig bistand. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 45.