|
|
||
Lov nr. 432 om fuldbyrdelse af straf mv. af 31.
maj 2000 med senere ændringer Indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen Lovforslagets kapitel 9 (§§ 46-59) indeholder en række bestemmelser vedrørende de indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen. I §§ 46-50 behandles spørgsmålet om tilladelse til udgang. I §§ 51-54 behandles spørgsmålet om tilladelse til besøg. I §§ 55-56 og i § 57 behandles henholdsvis spørgsmålet om ret til brevveksling og til at føre telefonsamtaler. Endelig indeholder dette kapitel i §§ 58 og 59 nærmere regler om de indsattes mulighed for at holde sig orienteret ved avislæsning mv. og om indsattes kontakt til medierne. Udgang Til § 46 Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om, hvornår en indsat kan få tilladelse til udgang. Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, til § 46 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Det fastslås i stk. 1, nr. 1, at tilladelse til udgang kan gives til formål, der er rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige og andre personlige hensyn. Det forudsættes, at tilladelse til udgang fortsat anvendes som et almindeligt led i straffuldbyrdelsen, men at kriminalforsorgen fortsat nøje vurderer misbrugsrisikoen i hvert enkelt tilfælde, så man i de forholdsvis få tilfælde, hvor udgang misbruges til ny kriminalitet, overvejer, om det konstaterede misbrug giver anledning til ændring af praksis med hensyn til meddelelse af udgangstilladelser og vilkårene for sådanne tilladelser. I stk. 1, nr. 2 og 3, opstilles visse generelle forudsætninger for, at en indsat kan få tilladelse til udgang. I overensstemmelse med gældende ret fastslås det i stk. 1, nr. 2, at tilladelse til udgang forudsætter, at der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen. Vurderingen af risikoen for misbrug af en udgangstilladelse forudsættes fortsat at bygge på det kendskab, som institutionen har til den indsatte fra den aktuelle og eventuelt tidligere strafudståelser, fra de sagsakter, som institutionen er i besiddelse af, og i visse særlige sager fra indhentede udtalelser fra særligt sagkyndige, herunder udtalelser fra den politimyndighed, der har behandlet straffesagen. Vurderingen af risiko må i praksis ske på grundlag af en samlet bedømmelse af de foreliggende oplysninger. I stk. 2 er imidlertid opregnet en række forhold, der skal tillægges særlig vægt ved denne vurdering. Det forudsættes herved, at forholdenes særlige betydning mindskes i takt med straffens udståelse, såfremt de i øvrigt foreliggende oplysninger om den indsatte taler herfor. Det gælder ikke mindst i de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, nr. 5, vedrørende den indsattes forhold under en tidligere strafudståelse. Stk. 2, nr. 6, indebærer, at udeblivelse fra strafudståelse kan medføre, at den indsatte må påbegynde udgang på et senere tidspunkt end normalt eller efter omstændighederne ikke opnår tilladelse til udgang under strafudståelsen. I stk. 1, nr. 3, opstilles som den tredje betingelse for, at en indsat kan få tilladelse til udgang, at hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt - dvs. bortset fra misbrugsrisikoen - taler imod udgangstilladelsen. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den indsatte ønsker udgangstilladelse til en optræden, hvorved den pågældende i særlig grad kommer i offentlighedens søgelys, eller til bestemte steder, hvor hensynet til at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen klart tilsiger, at den indsatte ikke bør kunne komme på det pågældende tidspunkt. Hensynet til retshåndhævelsen kan endvidere tale imod, at indsatte med længere straf for alvorlig kriminalitet får tilladelse til udgang før efter udståelse af en vis del af straffen, jf. lovforslagets § 50 og bemærkningerne til denne bestemmelse. Til § 47 I overensstemmelse med gældende ret fastslås det i bestemmelsen, at det tidsrum, hvori den indsatte har været på udgang, medregnes til straffetiden. Bestemmelsen svarer til § 47 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Såfremt den indsatte udebliver efter udgang, afbrydes fuldbyrdelsen af fængselsstraffen, jf. lovforslagets § 75, nr. 1. Det tidsrum, hvori straffuldbyrdelsen er afbrudt, medregnes ikke i straffetiden. Til § 48 Bestemmelsen vedrører fastsættelsen af vilkår for tilladelse til udgang. Bestemmelsen svarer til § 48 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Det fastslås i stk. 1, at en tilladelse til udgang altid skal gives på vilkår af, at den indsatte under udgangen ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen. Såfremt de fastsatte eller forudsatte vilkår, f.eks. om at følge den fastsatte rejseplan, ikke overholdes, vil allerede meddelte tilladelser til nye udgange kunne tilbagekaldes eller gives på ændrede vilkår, jf. lovforslagets § 49 og bemærkningerne til denne bestemmelse. Er der ikke allerede givet tilladelse til nye udgange, skal misbruget tillægges særlig vægt ved vurderingen af risikoen for misbrug af en senere udgangstilladelse, jf. lovforslagets § 46, stk. 2, nr. 4. Efter stk. 2 kan tilladelsen til udgang betinges af andre vilkår, hvis sådanne vilkår findes formålstjenlige for at undgå misbrug. Bestemmelsen indeholder i nr. 1-4 en ikke udtømmende opregning af sådanne vilkår. Der kan som hidtil bl.a. fastsættes begrænsninger for så vidt angår indsattes samvær med bestemte personer eller ophold på bestemte steder under udgang, således som det f.eks. sker efter den nuværende praksis vedrørende rockeres samvær med gruppemedlemmer og ophold på gruppetilhørssteder under udgang. Til § 49 Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om tilbagekaldelse eller ændring af vilkår for meddelte udgangstilladelser. Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 49 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Efter nr. 1 kan en tilladelse til udgang tilbagekaldes, eller vilkårene for tilladelsen ændres (skærpes), hvis den indsatte udebliver fra udgang eller i øvrigt ikke overholder de vilkår, der er fastsat for udgangstilladelsen i medfør af § 48, f.eks. ved at begå nyt strafbart forhold under udgang. Bestemmelsen i nr. 1 er af særlig betydning i de tilfælde, hvor en indsat har fået tilladelse til regelmæssig udgang. Efter nr. 2 kan en tilladelse til udgang endvidere tilbagekaldes, eller vilkårene for tilladelsen ændres (skærpes), hvis nye oplysninger om den indsattes forhold giver bestemte grunde til at antage en misbrugsrisiko. Som eksempel på nye oplysninger af den anførte karakter kan nævnes oplysninger fra politiet om begrundet mistanke om påtænkt ny kriminalitet. Endvidere kan peges på oplysninger, hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold. Til § 50 Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om tilladelse til udgang. Bestemmelsen svarer til § 50 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Efter § 50, 2. pkt., kan det i forbindelse med de administrative regler om udgang bestemmes, at tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af straffen. Det forudsættes, at der i medfør af denne bestemmelse administrativt fastsættes regler med angivelse af de tidsmæssige betingelser, der normalt skal være opfyldt for udgang til bestemte formål, herunder udgang for at besøge eller være sammen med bestemte personer. Baggrunden for adgangen til at stille krav om ophold i institutionen i et bestemt tidsrum er hensynet til, at institutionen kan få det fornødne kendskab til den indsatte. At tilladelse til udgang i visse tilfælde først skal kunne gives efter udståelse af en bestemt del af straffen er begrundet dels i en mere generel antagelse af misbrugsrisiko ved tidlig udgang under fuldbyrdelsen af længere straffe, dels i hensynet til retshåndhævelsen, jf. lovforslagets § 46, stk. 1, nr. 3. § 50, 2. pkt., indebærer i øvrigt, at tilladelse til udgang i behandlingsøjemed ikke er forbeholdt dømte med længerevarende fængselsstraf. Bestemmelsen afviger herved fra den nugældende bestemmelse i straffelovens § 36, 2. pkt., hvorefter udgangstilladelse, der er begrundet i den dømtes behandling, herunder forberedelsen af den pågældendes løsladelse, alene kan gives til personer, der udstår længerevarende fængselsstraf, jf. pkt. 5.7.1.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. I § 50, 3. pkt., gives mulighed for at videreføre den nuværende administrative praksis, hvorefter der ved udgangsmisbrug kan træffes bestemmelse om, at den indsatte i en bestemt periode afskæres fra at forlange, at der træffes afgørelse om tilladelse til udgang (udgangskarantæne), jf. pkt. 5.7.1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
5.7.1. Udgang 5.7.1.1. Gældende ret Ved udgang forstås et under straffuldbyrdelsen
tilladt fravær fra institutionen i et bestemt tidsrum. Dette tidsrum
medregnes i straffetiden. Udgang adskiller sig herved fra
strafafbrydelse, hvor fraværet fra institutionen ikke medregnes i
straffetiden, jf. pkt. 5.10. nedenfor. Regler om udgang til indsatte, der afsoner
fængselsstraf, blev indført ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om
ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af
frihedsstraf mv.). Baggrunden for lovændringen var de erfaringer,
der gennem en årrække var indvundet med hensyn til meddelelse af
udgangstilladelse til indsatte i ungdomsfængsler og arbejdshus samt
forvarede. Lovændringen indebar, at der på linie med retstilstanden
i Norge og Sverige blev indført hjemmel til udgang for alle indsatte
som et normalt led i straffuldbyrdelsen. Straffeloven indeholder i § 36 en almindelig
bestemmelse om udgang og i § 35 en særlig bestemmelse om udgang til
arbejde og undervisning. Efter § 36 kan der, når særlige omstændigheder
taler for det, meddeles den dømte udgangstilladelse for et kortere
tidsrum. Til personer, der udstår længerevarende fængselsstraf, kan
sådan tilladelse endvidere meddeles, når det må anses for
formålstjenligt med henblik på den pågældendes behandling, herunder
forberedelse af vedkommendes løsladelse. Udgangstilladelse kan kun
meddeles, når fare for misbrug ikke antages at foreligge. Med § 36, 1. pkt., sigtes til udgangstilladelser,
der er begrundet i humane hensyn, f.eks. alvorlig sygdom eller
dødsfald i den nærmeste familie. § 36, 2. pkt., er begrænset til indsatte med
længerevarende fængselsstraffe og sigter på udgangstilladelse med
behandlingsmæssigt formål. Udgangstilladelse i medfør af denne
bestemmelse kan navnlig gives af hensyn til, at den indsattes
forbindelse med familien bevares eller genetableres, og at den
pågældende får mulighed for selv at søge arbejde eller i øvrigt
forberede sin løsladelse. Meddelelse af udgangstilladelse efter 1. og 2.
pkt. er efter 3. pkt., betinget af, at fare for misbrug ikke kan
antages at foreligge. Efter § 35, stk. 2, 2. pkt., kan der, når det
anses for formålstjenligt, og fare for misbrug ikke kan antages at
foreligge, meddeles tilladelse til ophold uden for anstalten til
deltagelse i undervisning eller til beskæftigelse hos arbejdsgiver. I denne bestemmelses oprindelige udformning fra
1965 var adgangen til at få udgang forbeholdt indsatte med
længerevarende straf, og bestemmelsen gav kun adgang til arbejde hos
en arbejdsgiver uden for anstalten. Bestemmelsen blev i praksis
fortolket således, at natten (fritiden) skulle tilbringes i fængsel
eller arresthus (frigang). For så vidt angår indsatte i
ungdomsfængsler gav en tilsvarende bestemmelse i straffelovens § 41,
stk. 3, mulighed for også at tillade ophold uden for anstalt mv. om
natten (udstationering). § 35, stk. 2, 2. pkt., fik sin nuværende
udformning i 1973 i forbindelse med ophævelsen af de strafferetlige
særforanstaltninger, jf. lov nr. 320 af 13. juni 1973 om ændring af
borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov
m.m. og af lov om rettens pleje (Strafferetlige særforanstaltninger
m.m.). Samtidig ophævedes forbeholdet med hensyn til straffetidens
længde. Efter forarbejderne burde foruden faren for misbrug alene
tilladelsens formålstjenlighed med henblik på den indsattes
resocialisering være afgørende. Straffelovens regler om udgang suppleres af
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 24, hvorefter Direktoratet for
Kriminalforsorgen fastsætter regler om udgang. Det skal indgå i
institutionens almindelige overvejelser, om der bør gives indsatte,
der efter disse regler har mulighed herfor, tilladelse til udgang af
hensyn til deres oplæring, uddannelse eller beskæftigelse. Nærmere regler om udgang er fastsat i
Justitsministeriets cirkulære nr. 31 af 18. marts 1986 med senere
ændringer om udgang til indsatte (udgangscirkulæret) og i vejledning
af 10. januar 1994 om udgang for afsonere. Cirkulæret indeholder i kapitel I
(§§ 1-14) en række fællesregler om udgang, herunder bl.a. vedrørende
kompetencen til at meddele tilladelse til udgang. Efter cirkulærets
kapitel I er udgangstilladelse betinget af, at der ikke kan antages
at foreligge fare for misbrug, og at der foreligger et godkendt
formål med udgangen. For udgangstilladelse gælder en række faste
vilkår, og der kan herudover fastsættes særlige vilkår for den
enkelte udgangstilladelse. Endvidere skal der i visse tilfælde
indhentes en udtalelse fra politiet, inden der gives tilladelse til
udgang uden ledsagelse. Kapitel II-VI indeholder regler om de enkelte
former for udgang. Kapitel II (§§ 15-23) vedrører udgang med
henblik på beskæftigelse hos arbejdsgiver eller deltagelse i
undervisning mv. Kapitel III (§§ 24-30) omhandler udgang med
henblik på besøg hos bestemte personer mv., og kapitel IV
(§§ 31-33) giver mulighed for udgang til særlige formål, f.eks. med
henblik på at besøge nærstående personer, som er alvorligt syge,
eller tilstedeværelse ved en nærstående persons begravelse. Kapitel V (§§ 34-36) fastsætter regler om
udgang i forbindelse med besøg, og endelig indeholder kapitel VI
(§§ 37-40) regler om udgang med henblik på deltagelse i udflugter
mv. Om udgangscirkulæret mv. henvises nærmere til
1989-betænkningen, s. 191-207. Det bemærkes herved, at
udgangscirkulæret er ændret på visse punkter i forhold til
betænkningen. Bl.a. blev der i 1992 og 1993 indført krav om
skærpet kontrol af udgangsadressen i tilfælde, hvor der er spørgsmål
om at meddele udgangstilladelse til indsatte med længerevarende
straf for personfarlig kriminalitet. Ændringerne medførte også, at
der skulle udvises større tilbageholdenhed med at tillade
weekendudgang til besøg hos personer, hvis tilknytning til den
indsatte er begrænset. I 1994 skete der en præcisering af
udgangscirkulærets § 10 med henblik på at tydeliggøre, at der kan
forekomme tilfælde, hvor retshåndhævelseshensyn bevirker, at en
indsat ikke kan meddeles udgangstilladelse, selv om de tidsmæssige
betingelser er opfyldt, og der ikke antages at være risiko for
misbrug af udgangen. I 1997 er der gennemført en skærpelse af
procedurereglerne i sager om langtidsdømte, hvor institutionen og
politiet er uenige om, hvorvidt den pågældende skal have tilladelse
til udgang. Ændringerne indebærer, at sagen i sådanne tilfælde skal
forelægges direktionen i Direktoratet for Kriminalforsorgen med en
redegørelse, der konkret angiver de særlige grunde, som efter
institutionens opfattelse taler for at give udgangstilladelse trods
politiets indvendinger. Indstillingen skal afgives af vedkommende
fængselsinspektør. Senest er udgangscirkulæret i marts 1999 blevet
ændret, så der nu tillige skal foretages en skærpet
misbrugsvurdering i de tilfælde, hvor den dømte i forbindelse med
det nuværende ophold ikke er mødt til afsoning i overensstemmelse
med tilsigelsen. Herudover kan det nævnes, at det i
Justitsministeriets cirkulære nr. 29 af 5. januar 1999 om
behandlingen af 15-17 årige, der anbringes i kriminalforsorgens
anstalter og arresthusene, bl.a. er fastsat, at Direktoratet for
Kriminalforsorgen kan tillade frigang og udstationering i henhold
til udgangscirkulærets kapitel II, selv om de tidsmæssige
betingelser herfor ikke er opfyldt, jf. cirkulærets § 11. 5.7.1.2. Straffelovrådets forslag Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til
1989-betænkningen, s. 207-214, 655-656, jf. §§ 44-48 i
arbejdsgruppens lovudkast, og s. 710-713, og om Straffelovrådets
overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 108-109, jf.
§§ 46-50 i rådets lovudkast, og s. 215-220. Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i
det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens
forslag. Rådet foreslår på den baggrund, at straffelovens
§ 35, stk. 2, 2. pkt., og § 36 ophæves, og at der i
straffuldbyrdelsesloven optages bestemmelser om de formål, hvortil
der kan gives udgang, og om de forudsætninger, der normalt skal være
opfyldt, for at udgang kan tillades. Endvidere foreslås bestemmelser
om de vilkår, der skal og kan fastsættes som betingelse for
udgangstilladelse, og om følgerne af, at sådanne vilkår ikke
overholdes. Desuden fastslås det, at den tid, hvori den indsatte har
tilladelse til udgang, medregnes i straffetiden. Herudover foreslås
det, at regler om udgang til de forskellige formål og fra de
forskellige institutionstyper fastsættes administrativt. Som § 46, stk. 1, i rådets lovudkast
foreslås en bestemmelse, hvorefter en indsat kan få tilladelse til
udgang, når (1) udgangsformålet er rimeligt begrundet i
uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige, behandlingsmæssige,
familiemæssige eller andre personlige hensyn, (2) der ikke er
bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med
udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat
straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen,
og (3) hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod
udgangstilladelsen. Som stk. 2 foreslås en bestemmelse,
hvorefter det ved vurderingen af risikoen for misbrug af
udgangstilladelsen skal tillægges særlig vægt, hvis den indsatte (1)
er dømt for farlig kriminalitet og ikke har været løsladt i tiden
mellem dom og strafudståelse, (2) under strafudståelsen er undveget
eller har forsøgt herpå, (3) under strafudståelsen er udeblevet fra
en tidligere udgang eller i øvrigt har misbrugt en tilladelse til
udgang, eller (4) under en tidligere strafudståelse har foretaget
handlinger som nævnt i nr. 2 og 3, uden at betingelserne for
uledsaget udgang senere er blevet fundet opfyldt. § 46 indebærer en lovfæstelse af de formål,
hvortil der kan gives udgang, og af visse generelle forudsætninger
for, at en indsat kan få tilladelse til udgang. Endvidere angives en række forhold, som skal
tillægges vægt ved vurderingen af risikoen for misbrug af
udgangstilladelsen. Bestemmelsen medfører en udvidelse i forhold til
straffelovens § 35, stk. 2, 2. pkt., idet der også kan tillades
udgang til visse former for fritidsbeskæftigelse. Bestemmelsen indebærer ikke i øvrigt ændringer i
forhold til de nugældende regler og praksis vedrørende udgang. Som § 47 i rådets lovudkast foreslås i
overensstemmelse med de nugældende regler mv. en bestemmelse,
hvorefter tilladelse til udgang gives for et bestemt tidsrum, der
medregnes til straffetiden. Som § 48 foreslås en bestemmelse,
hvorefter tilladelse til udgang betinges af, at den indsatte under
udgangen ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger
udgangstilladelsen. Tilladelsen kan endvidere betinges af andre
vilkår, som findes formålstjenlige for at undgå misbrug, herunder at
den indsatte under udgangen (1) ledsages af personale fra
institutionen, (2) overnatter i arresthus, fængsel eller en af
kriminalforsorgens pensioner, (3) med mellemrum giver møde hos
kriminalforsorgen eller hos politiet eller undergiver sig lignende
kontrolforanstaltninger og (4) undergiver sig vilkår som nævnt i
straffelovens § 57. § 48 indebærer en lovfæstelse af de vilkår, der
skal og kan fastsættes for tilladelse til udgang. Bestemmelsen medfører ikke ændringer i forhold
til de nugældende regler og praksis på området. Der kan derfor som
hidtil bl.a. fastsættes begrænsninger for så vidt angår indsattes
samvær med bestemte personer eller ophold på bestemte steder under
udgang, således som det f.eks. sker efter den nuværende praksis
vedrørende rockeres samvær med gruppemedlemmer og ophold på
gruppetilhørssteder under udgang. Som § 49 foreslås en bestemmelse, der
giver mulighed for at tilbagekalde en tilladelse til udgang eller
ændre vilkårene for tilladelsen, såfremt den indsatte udebliver fra
udgang eller i øvrigt ikke overholder de vilkår, der er fastsat for
udgangstilladelsen i medfør af § 48, f.eks. ved at begå strafbart
forhold under udgang, eller på ny dømmes for strafbart forhold, dvs.
forhold begået forud for idømmelsen af den straf, under hvis
udståelse der meddeles tilladelse til udgang, eller i perioden
mellem idømmelsen af denne straf og tilladelsen til udgang.
Tilbagekaldelse mv. kan også ske, såfremt nye oplysninger om den
indsattes forhold giver bestemte grunde til at antage, at den
indsatte vil misbruge den meddelte udgangstilladelse. § 49 indebærer en lovfæstelse af adgangen til at
tilbagekalde tilladelse til udgang og ændre vilkårene for
tilladelsen. Bestemmelsen medfører i forhold til den nuværende
retstilstand og arbejdsgruppens lovudkast, at adgangen til
tilbagekaldelse mv. i anledning af strafbart forhold også omfatter
strafbart forhold begået forud for idømmelsen af den straf, under
hvis udståelse der meddeles tilladelse til udgang, eller i perioden
mellem idømmelsen af denne straf og tilladelsen til udgang i de
tilfælde, hvor den indsatte er dømt for det pågældende forhold, jf.
udtrykket »på ny dømmes for strafbart forhold« i § 49, nr. 1, 3.
led. Bestemmelsen er herved på linie med § 13, stk. 2, om
tilbagekaldelse af tilladelse til udsættelse med straffuldbyrdelsen,
§ 76, stk. 3, om tilbagekaldelse af tilladelse til strafafbrydelse
og § 78, stk. 4, om tilbagekaldelse af tilladelse til anbringelse
uden for fængsel eller arresthus. § 49 medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold
til de nugældende regler og praksis vedrørende adgangen til at
tilbagekalde eller ændre vilkårene for en tilladelse til udgang. Endelig foreslås som § 50 en bemyndigelse
for justitsministeren til at fastsætte regler om tilladelse til
udgang. I den forbindelse gives mulighed for at bestemme, at
tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt
tidsrum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af
straffen. Det kan endvidere bestemmes, at den indsatte efter
udgangsmisbrug er afskåret fra i et bestemt tidsrum at forlange en
afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang. § 50 medfører, at tilladelse til udgang i
behandlingsøjemed, ikke er forbeholdt dømte med længerevarende
fængselsstraf. Bestemmelsen afviger herved fra straffelovens § 36,
2. pkt. § 50 medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold
til de nugældende regler mv. Der vil således bl.a. være mulighed for
at videreføre den nuværende administrative praksis, hvorefter der
ved udgangsmisbrug kan træffes bestemmelse om, at den indsatte i en
bestemt periode afskæres fra at forlange, at der træffes afgørelse
om tilladelse til udgang (udgangskarantæne). 5.7.1.3. Justitsministeriets overvejelser Justitsministeriet kan med enkelte ændringer, der
i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde
Straffelovrådets udkast til bestemmelser om udgang. Justitsministeriet finder, at det i
overensstemmelse med den nuværende retstilstand udtrykkeligt bør
fremgå af § 46, stk. 2, at der ved vurderingen af risikoen for
misbrug af udgangstilladelsen også skal tillægges særlig vægt, hvis
den indsatte under strafudståelsen har begået strafbart forhold
eller ikke er mødt til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen. Endvidere bør ordene »på ny dømmes for strafbart
forhold« i § 49, nr. 1, 2. led, i rådets lovudkast udgå med henblik
på at sikre, at nye oplysninger, hvorefter den dømte, før
tilladelsen til udgang blev givet, havde begået strafbart forhold,
på samme måde som oplysninger om strafbart forhold, der er begået
efter meddelelse af tilladelsen til udgang, kan føre til, at
tilladelsen tilbagekaldes, selv om den pågældende ikke er dømt for
forholdet, jf. herved § 49, nr. 2, og pkt. 5.3.3. ovenfor. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse
hermed, jf. §§ 46-50.
|
|||
|
|||