Lov nr. 432 om fuldbyrdelse af straf mv. af 31. maj 2000 med senere ændringer

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 9

Indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen

Lovforslagets kapitel 9 (§§ 46-59) indeholder en række bestemmelser vedrørende de indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen. I §§ 46-50 behandles spørgsmålet om tilladelse til udgang. I §§ 51-54 behandles spørgsmålet om tilladelse til besøg. I §§ 55-56 og i § 57 behandles henholdsvis spørgsmålet om ret til brevveksling og til at føre telefonsamtaler. Endelig indeholder dette kapitel i §§ 58 og 59 nærmere regler om de indsattes mulighed for at holde sig orienteret ved avislæsning mv. og om indsattes kontakt til medierne.

Udgang

Til § 46

Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om, hvornår en indsat kan få tilladelse til udgang. Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, til § 46 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det fastslås i stk. 1, nr. 1, at tilladelse til udgang kan gives til formål, der er rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige og andre personlige hensyn. Det forudsættes, at tilladelse til udgang fortsat anvendes som et almindeligt led i straffuldbyrdelsen, men at kriminalforsorgen fortsat nøje vurderer misbrugsrisikoen i hvert enkelt tilfælde, så man i de forholdsvis få tilfælde, hvor udgang misbruges til ny kriminalitet, overvejer, om det konstaterede misbrug giver anledning til ændring af praksis med hensyn til meddelelse af udgangstilladelser og vilkårene for sådanne tilladelser.

I stk. 1, nr. 2 og 3, opstilles visse generelle forudsætninger for, at en indsat kan få tilladelse til udgang.

I overensstemmelse med gældende ret fastslås det i stk. 1, nr. 2, at tilladelse til udgang forudsætter, at der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen. Vurderingen af risikoen for misbrug af en udgangstilladelse forudsættes fortsat at bygge på det kendskab, som institutionen har til den indsatte fra den aktuelle og eventuelt tidligere strafudståelser, fra de sagsakter, som institutionen er i besiddelse af, og i visse særlige sager fra indhentede udtalelser fra særligt sagkyndige, herunder udtalelser fra den politimyndighed, der har behandlet straffesagen.

Vurderingen af risiko må i praksis ske på grundlag af en samlet bedømmelse af de foreliggende oplysninger. I stk. 2 er imidlertid opregnet en række forhold, der skal tillægges særlig vægt ved denne vurdering. Det forudsættes herved, at forholdenes særlige betydning mindskes i takt med straffens udståelse, såfremt de i øvrigt foreliggende oplysninger om den indsatte taler herfor. Det gælder ikke mindst i de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, nr. 5, vedrørende den indsattes forhold under en tidligere strafudståelse. Stk. 2, nr. 6, indebærer, at udeblivelse fra strafudståelse kan medføre, at den indsatte må påbegynde udgang på et senere tidspunkt end normalt eller efter omstændighederne ikke opnår tilladelse til udgang under strafudståelsen.

I stk. 1, nr. 3, opstilles som den tredje betingelse for, at en indsat kan få tilladelse til udgang, at hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt - dvs. bortset fra misbrugsrisikoen - taler imod udgangstilladelsen. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den indsatte ønsker udgangstilladelse til en optræden, hvorved den pågældende i særlig grad kommer i offentlighedens søgelys, eller til bestemte steder, hvor hensynet til at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen klart tilsiger, at den indsatte ikke bør kunne komme på det pågældende tidspunkt. Hensynet til retshåndhævelsen kan endvidere tale imod, at indsatte med længere straf for alvorlig kriminalitet får tilladelse til udgang før efter udståelse af en vis del af straffen, jf. lovforslagets § 50 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 47

I overensstemmelse med gældende ret fastslås det i bestemmelsen, at det tidsrum, hvori den indsatte har været på udgang, medregnes til straffetiden. Bestemmelsen svarer til § 47 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Såfremt den indsatte udebliver efter udgang, afbrydes fuldbyrdelsen af fængselsstraffen, jf. lovforslagets § 75, nr. 1. Det tidsrum, hvori straffuldbyrdelsen er afbrudt, medregnes ikke i straffetiden.

Til § 48

Bestemmelsen vedrører fastsættelsen af vilkår for tilladelse til udgang. Bestemmelsen svarer til § 48 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det fastslås i stk. 1, at en tilladelse til udgang altid skal gives på vilkår af, at den indsatte under udgangen ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen. Såfremt de fastsatte eller forudsatte vilkår, f.eks. om at følge den fastsatte rejseplan, ikke overholdes, vil allerede meddelte tilladelser til nye udgange kunne tilbagekaldes eller gives på ændrede vilkår, jf. lovforslagets § 49 og bemærkningerne til denne bestemmelse. Er der ikke allerede givet tilladelse til nye udgange, skal misbruget tillægges særlig vægt ved vurderingen af risikoen for misbrug af en senere udgangstilladelse, jf. lovforslagets § 46, stk. 2, nr. 4.

Efter stk. 2 kan tilladelsen til udgang betinges af andre vilkår, hvis sådanne vilkår findes formålstjenlige for at undgå misbrug. Bestemmelsen indeholder i nr. 1-4 en ikke udtømmende opregning af sådanne vilkår. Der kan som hidtil bl.a. fastsættes begrænsninger for så vidt angår indsattes samvær med bestemte personer eller ophold på bestemte steder under udgang, således som det f.eks. sker efter den nuværende praksis vedrørende rockeres samvær med gruppemedlemmer og ophold på gruppetilhørssteder under udgang.

Til § 49

Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om tilbagekaldelse eller ændring af vilkår for meddelte udgangstilladelser. Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 49 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter nr. 1 kan en tilladelse til udgang tilbagekaldes, eller vilkårene for tilladelsen ændres (skærpes), hvis den indsatte udebliver fra udgang eller i øvrigt ikke overholder de vilkår, der er fastsat for udgangstilladelsen i medfør af § 48, f.eks. ved at begå nyt strafbart forhold under udgang. Bestemmelsen i nr. 1 er af særlig betydning i de tilfælde, hvor en indsat har fået tilladelse til regelmæssig udgang.

Efter nr. 2 kan en tilladelse til udgang endvidere tilbagekaldes, eller vilkårene for tilladelsen ændres (skærpes), hvis nye oplysninger om den indsattes forhold giver bestemte grunde til at antage en misbrugsrisiko. Som eksempel på nye oplysninger af den anførte karakter kan nævnes oplysninger fra politiet om begrundet mistanke om påtænkt ny kriminalitet. Endvidere kan peges på oplysninger, hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold.

Til § 50

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om tilladelse til udgang. Bestemmelsen svarer til § 50 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter § 50, 2. pkt., kan det i forbindelse med de administrative regler om udgang bestemmes, at tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af straffen. Det forudsættes, at der i medfør af denne bestemmelse administrativt fastsættes regler med angivelse af de tidsmæssige betingelser, der normalt skal være opfyldt for udgang til bestemte formål, herunder udgang for at besøge eller være sammen med bestemte personer.

Baggrunden for adgangen til at stille krav om ophold i institutionen i et bestemt tidsrum er hensynet til, at institutionen kan få det fornødne kendskab til den indsatte. At tilladelse til udgang i visse tilfælde først skal kunne gives efter udståelse af en bestemt del af straffen er begrundet dels i en mere generel antagelse af misbrugsrisiko ved tidlig udgang under fuldbyrdelsen af længere straffe, dels i hensynet til retshåndhævelsen, jf. lovforslagets § 46, stk. 1, nr. 3.

§ 50, 2. pkt., indebærer i øvrigt, at tilladelse til udgang i behandlingsøjemed ikke er forbeholdt dømte med længerevarende fængselsstraf. Bestemmelsen afviger herved fra den nugældende bestemmelse i straffelovens § 36, 2. pkt., hvorefter udgangstilladelse, der er begrundet i den dømtes behandling, herunder forberedelsen af den pågældendes løsladelse, alene kan gives til personer, der udstår længerevarende fængselsstraf, jf. pkt. 5.7.1.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

I § 50, 3. pkt., gives mulighed for at videreføre den nuværende administrative praksis, hvorefter der ved udgangsmisbrug kan træffes bestemmelse om, at den indsatte i en bestemt periode afskæres fra at forlange, at der træffes afgørelse om tilladelse til udgang (udgangskarantæne), jf. pkt. 5.7.1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

 

5.7.1. Udgang

5.7.1.1. Gældende ret

Ved udgang forstås et under straffuldbyrdelsen tilladt fravær fra institutionen i et bestemt tidsrum. Dette tidsrum medregnes i straffetiden. Udgang adskiller sig herved fra strafafbrydelse, hvor fraværet fra institutionen ikke medregnes i straffetiden, jf. pkt. 5.10. nedenfor.

Regler om udgang til indsatte, der afsoner fængselsstraf, blev indført ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf mv.). Baggrunden for lovændringen var de erfaringer, der gennem en årrække var indvundet med hensyn til meddelelse af udgangstilladelse til indsatte i ungdomsfængsler og arbejdshus samt forvarede. Lovændringen indebar, at der på linie med retstilstanden i Norge og Sverige blev indført hjemmel til udgang for alle indsatte som et normalt led i straffuldbyrdelsen.

Straffeloven indeholder i § 36 en almindelig bestemmelse om udgang og i § 35 en særlig bestemmelse om udgang til arbejde og undervisning.

Efter § 36 kan der, når særlige omstændigheder taler for det, meddeles den dømte udgangstilladelse for et kortere tidsrum. Til personer, der udstår længerevarende fængselsstraf, kan sådan tilladelse endvidere meddeles, når det må anses for formålstjenligt med henblik på den pågældendes behandling, herunder forberedelse af vedkommendes løsladelse. Udgangstilladelse kan kun meddeles, når fare for misbrug ikke antages at foreligge.

Med § 36, 1. pkt., sigtes til udgangstilladelser, der er begrundet i humane hensyn, f.eks. alvorlig sygdom eller dødsfald i den nærmeste familie.

§ 36, 2. pkt., er begrænset til indsatte med længerevarende fængselsstraffe og sigter på udgangstilladelse med behandlingsmæssigt formål. Udgangstilladelse i medfør af denne bestemmelse kan navnlig gives af hensyn til, at den indsattes forbindelse med familien bevares eller genetableres, og at den pågældende får mulighed for selv at søge arbejde eller i øvrigt forberede sin løsladelse.

Meddelelse af udgangstilladelse efter 1. og 2. pkt. er efter 3. pkt., betinget af, at fare for misbrug ikke kan antages at foreligge.

Efter § 35, stk. 2, 2. pkt., kan der, når det anses for formålstjenligt, og fare for misbrug ikke kan antages at foreligge, meddeles tilladelse til ophold uden for anstalten til deltagelse i undervisning eller til beskæftigelse hos arbejdsgiver.

I denne bestemmelses oprindelige udformning fra 1965 var adgangen til at få udgang forbeholdt indsatte med længerevarende straf, og bestemmelsen gav kun adgang til arbejde hos en arbejdsgiver uden for anstalten. Bestemmelsen blev i praksis fortolket således, at natten (fritiden) skulle tilbringes i fængsel eller arresthus (frigang). For så vidt angår indsatte i ungdomsfængsler gav en tilsvarende bestemmelse i straffelovens § 41, stk. 3, mulighed for også at tillade ophold uden for anstalt mv. om natten (udstationering).

§ 35, stk. 2, 2. pkt., fik sin nuværende udformning i 1973 i forbindelse med ophævelsen af de strafferetlige særforanstaltninger, jf. lov nr. 320 af 13. juni 1973 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. og af lov om rettens pleje (Strafferetlige særforanstaltninger m.m.). Samtidig ophævedes forbeholdet med hensyn til straffetidens længde. Efter forarbejderne burde foruden faren for misbrug alene tilladelsens formålstjenlighed med henblik på den indsattes resocialisering være afgørende.

Straffelovens regler om udgang suppleres af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 24, hvorefter Direktoratet for Kriminalforsorgen fastsætter regler om udgang. Det skal indgå i institutionens almindelige overvejelser, om der bør gives indsatte, der efter disse regler har mulighed herfor, tilladelse til udgang af hensyn til deres oplæring, uddannelse eller beskæftigelse.

Nærmere regler om udgang er fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 31 af 18. marts 1986 med senere ændringer om udgang til indsatte (udgangscirkulæret) og i vejledning af 10. januar 1994 om udgang for afsonere.

Cirkulæret indeholder i kapitel I (§§ 1-14) en række fællesregler om udgang, herunder bl.a. vedrørende kompetencen til at meddele tilladelse til udgang. Efter cirkulærets kapitel I er udgangstilladelse betinget af, at der ikke kan antages at foreligge fare for misbrug, og at der foreligger et godkendt formål med udgangen. For udgangstilladelse gælder en række faste vilkår, og der kan herudover fastsættes særlige vilkår for den enkelte udgangstilladelse. Endvidere skal der i visse tilfælde indhentes en udtalelse fra politiet, inden der gives tilladelse til udgang uden ledsagelse.

Kapitel II-VI indeholder regler om de enkelte former for udgang.

Kapitel II (§§ 15-23) vedrører udgang med henblik på beskæftigelse hos arbejdsgiver eller deltagelse i undervisning mv.

Kapitel III (§§ 24-30) omhandler udgang med henblik på besøg hos bestemte personer mv., og kapitel IV (§§ 31-33) giver mulighed for udgang til særlige formål, f.eks. med henblik på at besøge nærstående personer, som er alvorligt syge, eller tilstedeværelse ved en nærstående persons begravelse.

Kapitel V (§§ 34-36) fastsætter regler om udgang i forbindelse med besøg, og endelig indeholder kapitel VI (§§ 37-40) regler om udgang med henblik på deltagelse i udflugter mv.

Om udgangscirkulæret mv. henvises nærmere til 1989-betænkningen, s. 191-207. Det bemærkes herved, at udgangscirkulæret er ændret på visse punkter i forhold til betænkningen.

Bl.a. blev der i 1992 og 1993 indført krav om skærpet kontrol af udgangsadressen i tilfælde, hvor der er spørgsmål om at meddele udgangstilladelse til indsatte med længerevarende straf for personfarlig kriminalitet. Ændringerne medførte også, at der skulle udvises større tilbageholdenhed med at tillade weekendudgang til besøg hos personer, hvis tilknytning til den indsatte er begrænset.

I 1994 skete der en præcisering af udgangscirkulærets § 10 med henblik på at tydeliggøre, at der kan forekomme tilfælde, hvor retshåndhævelseshensyn bevirker, at en indsat ikke kan meddeles udgangstilladelse, selv om de tidsmæssige betingelser er opfyldt, og der ikke antages at være risiko for misbrug af udgangen.

I 1997 er der gennemført en skærpelse af procedurereglerne i sager om langtidsdømte, hvor institutionen og politiet er uenige om, hvorvidt den pågældende skal have tilladelse til udgang. Ændringerne indebærer, at sagen i sådanne tilfælde skal forelægges direktionen i Direktoratet for Kriminalforsorgen med en redegørelse, der konkret angiver de særlige grunde, som efter institutionens opfattelse taler for at give udgangstilladelse trods politiets indvendinger. Indstillingen skal afgives af vedkommende fængselsinspektør.

Senest er udgangscirkulæret i marts 1999 blevet ændret, så der nu tillige skal foretages en skærpet misbrugsvurdering i de tilfælde, hvor den dømte i forbindelse med det nuværende ophold ikke er mødt til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen.

Herudover kan det nævnes, at det i Justitsministeriets cirkulære nr. 29 af 5. januar 1999 om behandlingen af 15-17 årige, der anbringes i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene, bl.a. er fastsat, at Direktoratet for Kriminalforsorgen kan tillade frigang og udstationering i henhold til udgangscirkulærets kapitel II, selv om de tidsmæssige betingelser herfor ikke er opfyldt, jf. cirkulærets § 11.

5.7.1.2. Straffelovrådets forslag

Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 207-214, 655-656, jf. §§ 44-48 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 710-713, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 108-109, jf. §§ 46-50 i rådets lovudkast, og s. 215-220.

Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag.

Rådet foreslår på den baggrund, at straffelovens § 35, stk. 2, 2. pkt., og § 36 ophæves, og at der i straffuldbyrdelsesloven optages bestemmelser om de formål, hvortil der kan gives udgang, og om de forudsætninger, der normalt skal være opfyldt, for at udgang kan tillades. Endvidere foreslås bestemmelser om de vilkår, der skal og kan fastsættes som betingelse for udgangstilladelse, og om følgerne af, at sådanne vilkår ikke overholdes. Desuden fastslås det, at den tid, hvori den indsatte har tilladelse til udgang, medregnes i straffetiden. Herudover foreslås det, at regler om udgang til de forskellige formål og fra de forskellige institutionstyper fastsættes administrativt.

Som § 46, stk. 1, i rådets lovudkast foreslås en bestemmelse, hvorefter en indsat kan få tilladelse til udgang, når (1) udgangsformålet er rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige eller andre personlige hensyn, (2) der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen, og (3) hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udgangstilladelsen.

Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvorefter det ved vurderingen af risikoen for misbrug af udgangstilladelsen skal tillægges særlig vægt, hvis den indsatte (1) er dømt for farlig kriminalitet og ikke har været løsladt i tiden mellem dom og strafudståelse, (2) under strafudståelsen er undveget eller har forsøgt herpå, (3) under strafudståelsen er udeblevet fra en tidligere udgang eller i øvrigt har misbrugt en tilladelse til udgang, eller (4) under en tidligere strafudståelse har foretaget handlinger som nævnt i nr. 2 og 3, uden at betingelserne for uledsaget udgang senere er blevet fundet opfyldt.

§ 46 indebærer en lovfæstelse af de formål, hvortil der kan gives udgang, og af visse generelle forudsætninger for, at en indsat kan få tilladelse til udgang.

Endvidere angives en række forhold, som skal tillægges vægt ved vurderingen af risikoen for misbrug af udgangstilladelsen.

Bestemmelsen medfører en udvidelse i forhold til straffelovens § 35, stk. 2, 2. pkt., idet der også kan tillades udgang til visse former for fritidsbeskæftigelse.

Bestemmelsen indebærer ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler og praksis vedrørende udgang.

Som § 47 i rådets lovudkast foreslås i overensstemmelse med de nugældende regler mv. en bestemmelse, hvorefter tilladelse til udgang gives for et bestemt tidsrum, der medregnes til straffetiden.

Som § 48 foreslås en bestemmelse, hvorefter tilladelse til udgang betinges af, at den indsatte under udgangen ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen. Tilladelsen kan endvidere betinges af andre vilkår, som findes formålstjenlige for at undgå misbrug, herunder at den indsatte under udgangen (1) ledsages af personale fra institutionen, (2) overnatter i arresthus, fængsel eller en af kriminalforsorgens pensioner, (3) med mellemrum giver møde hos kriminalforsorgen eller hos politiet eller undergiver sig lignende kontrolforanstaltninger og (4) undergiver sig vilkår som nævnt i straffelovens § 57.

§ 48 indebærer en lovfæstelse af de vilkår, der skal og kan fastsættes for tilladelse til udgang.

Bestemmelsen medfører ikke ændringer i forhold til de nugældende regler og praksis på området. Der kan derfor som hidtil bl.a. fastsættes begrænsninger for så vidt angår indsattes samvær med bestemte personer eller ophold på bestemte steder under udgang, således som det f.eks. sker efter den nuværende praksis vedrørende rockeres samvær med gruppemedlemmer og ophold på gruppetilhørssteder under udgang.

Som § 49 foreslås en bestemmelse, der giver mulighed for at tilbagekalde en tilladelse til udgang eller ændre vilkårene for tilladelsen, såfremt den indsatte udebliver fra udgang eller i øvrigt ikke overholder de vilkår, der er fastsat for udgangstilladelsen i medfør af § 48, f.eks. ved at begå strafbart forhold under udgang, eller på ny dømmes for strafbart forhold, dvs. forhold begået forud for idømmelsen af den straf, under hvis udståelse der meddeles tilladelse til udgang, eller i perioden mellem idømmelsen af denne straf og tilladelsen til udgang. Tilbagekaldelse mv. kan også ske, såfremt nye oplysninger om den indsattes forhold giver bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil misbruge den meddelte udgangstilladelse.

§ 49 indebærer en lovfæstelse af adgangen til at tilbagekalde tilladelse til udgang og ændre vilkårene for tilladelsen.

Bestemmelsen medfører i forhold til den nuværende retstilstand og arbejdsgruppens lovudkast, at adgangen til tilbagekaldelse mv. i anledning af strafbart forhold også omfatter strafbart forhold begået forud for idømmelsen af den straf, under hvis udståelse der meddeles tilladelse til udgang, eller i perioden mellem idømmelsen af denne straf og tilladelsen til udgang i de tilfælde, hvor den indsatte er dømt for det pågældende forhold, jf. udtrykket »på ny dømmes for strafbart forhold« i § 49, nr. 1, 3. led. Bestemmelsen er herved på linie med § 13, stk. 2, om tilbagekaldelse af tilladelse til udsættelse med straffuldbyrdelsen, § 76, stk. 3, om tilbagekaldelse af tilladelse til strafafbrydelse og § 78, stk. 4, om tilbagekaldelse af tilladelse til anbringelse uden for fængsel eller arresthus.

§ 49 medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler og praksis vedrørende adgangen til at tilbagekalde eller ændre vilkårene for en tilladelse til udgang.

Endelig foreslås som § 50 en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om tilladelse til udgang. I den forbindelse gives mulighed for at bestemme, at tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af straffen. Det kan endvidere bestemmes, at den indsatte efter udgangsmisbrug er afskåret fra i et bestemt tidsrum at forlange en afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang.

§ 50 medfører, at tilladelse til udgang i behandlingsøjemed, ikke er forbeholdt dømte med længerevarende fængselsstraf. Bestemmelsen afviger herved fra straffelovens § 36, 2. pkt.

§ 50 medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler mv. Der vil således bl.a. være mulighed for at videreføre den nuværende administrative praksis, hvorefter der ved udgangsmisbrug kan træffes bestemmelse om, at den indsatte i en bestemt periode afskæres fra at forlange, at der træffes afgørelse om tilladelse til udgang (udgangskarantæne).

5.7.1.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om udgang.

Justitsministeriet finder, at det i overensstemmelse med den nuværende retstilstand udtrykkeligt bør fremgå af § 46, stk. 2, at der ved vurderingen af risikoen for misbrug af udgangstilladelsen også skal tillægges særlig vægt, hvis den indsatte under strafudståelsen har begået strafbart forhold eller ikke er mødt til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen.

Endvidere bør ordene »på ny dømmes for strafbart forhold« i § 49, nr. 1, 2. led, i rådets lovudkast udgå med henblik på at sikre, at nye oplysninger, hvorefter den dømte, før tilladelsen til udgang blev givet, havde begået strafbart forhold, på samme måde som oplysninger om strafbart forhold, der er begået efter meddelelse af tilladelsen til udgang, kan føre til, at tilladelsen tilbagekaldes, selv om den pågældende ikke er dømt for forholdet, jf. herved § 49, nr. 2, og pkt. 5.3.3. ovenfor.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 46-50.