Bestemmelsen regulerer de indsattes adgang til at udtale sig mv. til medierne. Bestemmelsen skal sammenholdes med lovforslagets § 55, hvorefter de indsatte har adgang til at rette skriftlig henvendelse til bl.a. dagspressen og de elektroniske medier. Endvidere henvises til lovforslagets § 46, der indebærer, at de indsatte under udgang sædvanligvis kan opnå kontakt med repræsentanter for medierne, der ligeledes med den indsattes samtykke kan kontakte den pågældende under straffuldbyrdelsen efter reglerne om besøg, jf. herved lovforslagets § 51.

Bestemmelsen svarer til § 59 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.6. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

I stk. 1 fastslås den indsattes ret til i institutionen at udtale sig og i den forbindelse at lade sig fotografere til medierne. Denne ret har væsentlig betydning bl.a. for offentlighedens mulighed for at få nærmere kendskab til de forhold, hvorunder frihedsstraf fuldbyrdes. Stk. 1 suppleres i stk. 3 af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af de indsattes ret efter stk. 1.

Stk. 1 indebærer i overensstemmelse med den nuværende retstilstand bl.a., at spørgsmålet om fotografering i tilknytning til interviews reguleres på samme måde som adgangen til at udtale sig, dvs. at den indsatte har ret til at lade sig fotografere, men at der kan fastsættes begrænsninger ud fra de hensyn, der fremgår af stk. 2, jf. nedenfor. Det bemærkes, at der ikke uden for de tilfælde, der omfattes af § 59, består en almindelig adgang til at fotografere uden forudgående tilladelse, jf. herved straffelovens § 264 a. Ordet »medierne« afgrænses på samme måde som udtrykket »massemedier« i medieansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 85 af 9. februar 1998.

Stk. 2 indebærer i overensstemmelse med den nuværende praksis bl.a., at der kan fastsættes begrænsninger i den indsattes adgang til at kontakte medierne af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Som eksempel kan peges på kontakt, der kræver særlig overvågning af personale i form af, at en fængselsfunktionær følger med rundt under filmoptagelse mv. i institutionen.

Endvidere medfører stk. 2 en lovfæstelse af adgangen til at gøre indgreb i de særlige tilfælde, hvor indgrebet sker for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen, jf. herved pkt. 5.7.6.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Det forudsættes, at begrænsninger i retten til at kontakte medierne som hidtil alene gennemføres, når hensynene i bestemmelsen med afgørende vægt taler for en sådan begrænsning.

Stk. 2 medfører i øvrigt, at der ikke kan fastsættes begrænsninger i den indsattes adgang til medierne for at beskytte den indsatte selv. Baggrunden er, at der i medieansvarsloven er optaget bestemmelser om presseetik, der bl.a. indebærer, at Pressenævnet overvåger, om massemediernes indhold og handlemåde er i overensstemmelse med god presseskik, jf. lovens § 34 og § 43, stk. 1, nr. 1.

Efter de gældende administrative regler og praksis har indsatte mulighed for at henvende sig til pressen både skriftligt og - for så vidt angår de åbne anstalter - telefonisk. De indsatte kan også under udgang kontakte pressen, herunder ved deltagelse i tv-interviews, forudsat at der ikke herved sker en væsentlig tilsidesættelse af det formål, hvortil der er givet udgang. I øvrigt kan pressen besøge de indsatte i fængslet.

Nærmere regler om offentlighedens adgang til kriminalforsorgens anstalter og arresthusene er i medfør af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 23, stk. 2, fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 163 af 13. september 1978 med senere ændringer.

Efter disse regler kan institutionens leder bl.a. meddele tilladelse til besøg af repræsentanter for radio og fjernsyn samt dagspressen.

Endvidere kan institutionens leder tillade interview med og fotografering af indsatte. Fotografering må kun finde sted med de pågældendes samtykke. Tilladelse bør i almindelighed kun gives efter fornøden vejledning af den indsatte. Tilladelse bør ikke gives til indsatte, der på grund af ung alder eller psykiske forhold må antages ikke at være i stand til at overskue følgerne af et samtykke til at lade sig interviewe eller fotografere. Afgørelser om tv-interviews træffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen.

De gældende regler tilsigter på den ene side at tilgodese hensynet til den videst mulige offentlighed om fængselsforhold og på den anden side at varetage beskyttelseshensyn dels over for den indsatte i almindelighed, dels over for den enkelte svage indsatte. Cirkulæret indeholder ikke nærmere regler om de hensyn, der ud over hensynet til beskyttelsen af den enkelte indsatte bør varetages ved disse afgørelser.

I praksis indgår ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn med vægt ved vurderingen af, om der kan gives tilladelse. På baggrund af tv-mediets betydelige og særlige gennemslagskraft tillægges endvidere hensynet til retsfølelsen særlig vægt. Efter praksis vil der normalt blive givet tilladelse til tv-interviews, når generelle kriminalpolitiske forhold, f.eks. afsoningsforholdene, ønskes belyst. Der gives også ofte tilladelse til filmede optagelser vedrørende dagligdagen i fængslerne.

Derimod gives der på grund af hensynet til retsfølelsen som udgangspunkt afslag, hvis den indsattes egen sag eller kriminalitet indgår som en væsentlig del af interviewet. Endvidere gives der normalt afslag på tv-optagelser, hvis fængslet skal benyttes som kulisse for mere underholdende indslag, eller hvor det alene er den pågældendes status som indsat, der begrunder ønsket om tv-interview, uden at interviewet i øvrigt vedrører fængselsforhold eller kriminalpolitiske emner.

Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 128-129, 658, jf. § 55 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 717, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 111, jf. § 59 i rådets lovudkast, og s. 239-243.

Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (6 medlemmer) kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag.

Flertallet foreslår på den baggrund, at der som § 59, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat har ret til i institutionen at udtale sig og i den forbindelse at lade sig fotografere til medierne.

§ 59, stk. 1, indebærer i overensstemmelse med den nuværende retstilstand bl.a., at spørgsmålet om fotografering i tilknytning til interviews reguleres på samme måde som adgangen til at udtale sig, dvs. at den indsatte har ret til at lade sig fotografere, men at der kan fastsættes begrænsninger ud fra de hensyn, der fremgår af § 59, stk. 2, i flertallets forslag, jf. nedenfor. Det bemærkes, at der ikke uden for de tilfælde, der reguleres i § 59 i rådets lovudkast, består en almindelig adgang til at fotografere uden forudgående tilladelse, jf. herved straffelovens § 264 a.

Ordet »medierne« afgrænses på samme måde som udtrykket »massemedier« i § 1 i medieansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 85 af 9. februar 1998.

Som stk. 2 i § 59 foreslår rådets flertal en bestemmelse, hvorefter den indsattes ret ifølge stk. 1 kan begrænses af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen.

Hertil føjes i stk. 3 en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelsen af de indsattes ret efter stk. 1.

§ 59, stk. 2, indebærer i overensstemmelse med den nuværende praksis bl.a., at der kan fastsættes begrænsninger i den indsattes adgang til at kontakte medierne af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Som eksempel kan peges på kontakt, der kræver særlig overvågning af personale i form af, at en fængselsfunktionær følger med rundt under filmoptagelse mv. i institutionen.

Endvidere medfører § 59, stk. 2, en lovfæstelse af adgangen til at gøre indgreb i de særlige tilfælde, hvor indgrebet sker for at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen.

Rådets flertal forudsætter i den forbindelse i lighed med arbejdsgruppen, at begrænsninger i retten til at kontakte medierne alene gennemføres, når hensynene i bestemmelsen med afgørende vægt taler for en sådan begrænsning.

Efter flertallets opfattelse må den pågældende bestemmelse anses for forenelig med grundlovens § 77 og artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om ytringsfrihed. Flertallet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på en udtalelse offentliggjort i Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, s. 170 ff. I den sag, som ombudsmandens udtalelse bygger på, havde en advokat klaget over, at Direktoratet for Kriminalforsorgen under henvisning til hensynet til retsfølelsen havde afslået at give en tv-station tilladelse til at interviewe en indsat i fængslet. Advokaten mente bl.a., at det var ulovligt at lægge vægt på dette hensyn, og at afgørelsen var i strid med ytringsfriheden efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og eventuelt grundlovens § 77. Ombudsmanden udtalte, at det ikke var ulovligt at lægge vægt på hensynet til retsfølelsen, og at afgørelsen ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 eller grundlovens § 77.

§ 59, stk. 2, medfører i øvrigt, at der ikke kan fastsættes begrænsninger i den indsattes adgang til medierne for at beskytte den indsatte selv. Forslaget afviger herved både fra arbejdsgruppens lovudkast og de nugældende regler, jf. § 4, stk. 2, i cirkulæret om offentlighedens adgang til kriminalforsorgens anstalter og arresthusene. Baggrunden for forslaget er, at der i medieansvarsloven er optaget bestemmelser om presseetik, der bl.a. indebærer, at Pressenævnet overvåger, om massemediernes indhold og handlemåde er i overensstemmelse med god presseskik, jf. lovens § 34 og § 43, stk. 1, nr. 1.

Et mindretal af Straffelovrådets medlemmer (2 medlemmer) kan ikke tilslutte sig flertallets forslag til formulering af § 59, stk. 2, hvorefter en indsats ret til at udtale sig til medierne i institutionen kan begrænses »for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen«, eller såfremt udtalelsen formodes eventuelt at komme til at indeholde »en åbenbar krænkelse af retsfølelsen«. Bestemmelsen er baseret på en forudgående vurdering af de udtalelser, der muligvis vil blive fremsat, og som sådan i tvivlsom overensstemmelse med grundlovens censurbestemmelse. Den sidstnævnte begrænsnings overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 er tvivlsom, jf. herved bl.a., at udtalelser, som vil »offend, shock or disturb«, er beskyttede af denne. Og i den af § 59 regulerede situation er der ydermere tale om, at fængslets ledelse antager, at sådanne udtalelser kan fremkomme.

Efter mindretallets opfattelse er henvisningen til retsfølelsen sprogligt for lidt præcis i betragtning af, at den skal danne grundlag for begrænsninger i en af de mest fundamentale menneskerettigheder.

Den er ydermere problematisk, fordi dens anvendelse i praksis - til trods for formuleringen - næppe vil blive baseret på en vurdering af den indsatte, men på fængslets opfattelse af det pågældende medies almindelige omdømme (seriøst medie eller uansvarligt og sensationspræget).

Begrænsningen er unødvendig, idet alle de rimelige begrænsninger allerede er omfattet af de øvrige led i udkastets § 59, stk. 2, samt af de materielle straffebestemmelser (specielt straffelovens regler om freds- og ærekrænkelser). I den forbindelse må det fremhæves, at § 59, stk. 1, også efter mindretallets opfattelse alene omfatter de medier, der er omfattet af medieansvarsloven. Det betyder bl.a., at det interviewende og formidlende medie ud over at være undergivet den almindelige straffelovgivning også omfattes af de presseetiske regler og det særlige sanktionssystem, der gælder på dette område.

Justitsministeriet kan af de af Straffelovrådets flertal anførte grunde tiltræde flertallets udkast til bestemmelse om de indsattes adgang til at kontakte medierne. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 59.