Lov nr. 432 om fuldbyrdelse af straf mv. af 31. maj 2000 med senere ændringer

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Magtanvendelse

Til § 62

Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om institutionens adgang til at anvende magt overfor en indsat. Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 62 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.8.3.3., jf. pkt. 5.8.3.2., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Stk. 1 indeholder de nærmere betingelser for, at institutionen kan anvende magt over for en indsat. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med stk. 3, der også for så vidt angår magtanvendelse fastslår proportionalitetsgrundsætningen, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 60 om undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, giver bl.a. mulighed for, at institutionens personale kan anvende den fornødne magt i tilfælde, hvor retten i medfør af udlændingelovens § 40, stk. 3, 2. pkt., på begæring af politiet har truffet bestemmelse om, at en udlænding skal fremstilles for hjemlandets eller et andet lands repræsentation, jf. udtrykket »påbudt foranstaltning«.

Stk. 2 indeholder en angivelse af, hvilke magtmidler der kan komme på tale over for de indsatte. Ved det konkrete valg af magtmiddel må såvel proportionalitetsgrundsætningen som skånsomhedsgrundsætningen, der fastslås i stk. 4, tages i betragtning.

Efter stk. 4, 2. pkt., skal der gennemføres lægetilsyn efter magtanvendelse, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af magt, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp. Bestemmelsen svarer til de nugældende regler om lægetilsyn efter magtanvendelse.

Stk. 5 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til fastsættelse af regler om magtanvendelse. Disse administrative regler forudsættes bl.a. at indeholde bestemmelser om godkendelse af magtmidlerne stav og tåregas samt nærmere bestemmelser om udarbejdelse af rapport i tilknytning til magtanvendelse.

 

 

 

5.8.3. Magtanvendelse

5.8.3.1. Gældende ret

Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 32, stk. 1, må magtanvendelse over for indsatte kun finde sted, når det er absolut nødvendigt for (1) at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, (2) at hindre undvigelse eller standse undvegne i tilfælde, hvor der er grund til at tro, at dette ikke kan gennemføres på anden måde, eller (3) at gennemtvinge en påbudt foranstaltning, hvis øjeblikkelige gennemførelse er nødvendig, i tilfælde, hvor indsatte afviser eller forsætligt undlader at følge personalets anvisninger.

Nærmere regler om magtanvendelse er i medfør af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 32, stk. 2, fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 51 af 15. april 1988 med senere ændringer om magtanvendelse over for indsatte (magtanvendelsescirkulæret).

Efter § 1 er magtanvendelse over for indsatte i kriminalforsorgens institutioner kun tilladt efter cirkulærets regler, dog bortset fra nødværge i overensstemmelse med lovgivningens almindelige regler.

Efter § 2, stk. 1, kan personalet anvende magt, når øjeblikkelig indskriden er nødvendig for at (1) afværge personlig overlast, (2) hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse eller (3) hindre undvigelse eller standse undvegne, hvis der er grund til at tro, at dette ikke kan gennemføres på anden måde.

I det omfang, det må anses for nødvendigt, kan magtanvendelse omfatte brug af håndkraft (greb, herunder greb om overarm for at føre eller lede den indsatte i en bestemt retning) samt brug af stav og tåregas af godkendt type, jf. § 2, stk. 2. Tidligere gav § 2, stk. 2, også mulighed for at anvende puf og skub. Denne form for magtanvendelse blev ophævet ved cirkulære nr. 6 af 8. januar 1996 efter indstilling fra en arbejdsgruppe under Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Efter § 2, stk. 3, udleveres (bæres) stav alene med vagthavende leders eller arrestforvarerens godkendelse i det enkelte tilfælde, når og hvis der foreligger en konkret særlig risikosituation, hvor anvendelse af stav skønnes nødvendig.

Afgørelse om magtanvendelse efter § 2, stk. 1-3, træffes af institutionens vagthavende leder eller arrestforvareren. Tillader forholdene ikke at afvente vedkommendes afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende leder eller arrestforvareren skal normalt omgående underrettes om det passerede, jf. § 2, stk. 4.

Efter § 3, stk. 1, kan personalet endvidere anvende magt, hvis det er nødvendigt for at (1) gennemføre den indsattes fremstilling i retten, dersom retten på forespørgsel i det enkelte tilfælde har erklæret, at fremstillingen ønskes gennemført, selv om anvendelse af magt måtte være nødvendig, (2) gennemføre visitation i tilfælde, hvor der er grund til at antage, at den indsatte ellers vil volde skade på sig selv eller andre, (3) gennemføre visitation, der må anses for påkrævet for at hindre strafbart forhold eller i øvrigt af sikkerhedsmæssige hensyn, eller (4) gennemføre personalets anvisninger om opholdssted. Magtanvendelse kan i sådanne tilfælde kun omfatte brug af håndkraft, jf. § 3, stk. 2.

Bestemmelse om magtanvendelse efter § 3, stk. 1-2, træffes af institutionens vagthavende leder eller arrestforvareren eller den, der bemyndiges dertil. Tillader forholdene ikke at afvente vedkommendes afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for tjenesteområdet, jf. § 3, stk. 3.

Al magtanvendelse forudsætter ifølge § 4, at mindre indgribende foranstaltninger forgæves har været anvendt eller åbenbart vil være uanvendelige. Anvendelse af magt skal endvidere altid ske med besindighed og må aldrig overskride det for øjemedet påkrævede. Der må i det enkelte tilfælde kun anvendes det efter forholdene mindst vidtgående magtmiddel.

Ved benyttelse af tåregas skal den indsatte forinden være advaret herom, jf. § 6, stk. 1.

Ved benyttelse af stav skal staven anvendes med besindighed for ikke at påføre nogen større overlast end nødvendigt. Staven må kun rettes mod arme, ben, ryg eller sæde. Staven må ikke rettes mod hoved, hals, nakke, krave- og nøgleben, bryst, mave, nyre, skridt eller rygsøjle. Staven må endvidere ikke anvendes til stød. I øvrigt bør det i videst muligt omfang undgås at anvende staven mod knæ, albue eller andre led, jf. § 7.

Efter § 8 skal der tilkaldes læge, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af magt eller i tilfælde, hvor den indsatte selv anmoder om lægehjælp.

Efter § 1, stk. 1, i Justitsministeriets cirkulære nr. 38 af 1. marts 1996 om anvendelse af skjold over for indsatte (skjoldcirkulæret) kan skjold anvendes ved pacificering af den indsatte, såfremt det er nødvendigt for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.

Skjold må kun anvendes, når andre lempeligere midler har være forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige, jf. § 1, stk. 2.

5.8.3.2. Straffelovrådets forslag

Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 222-223, 659, jf. § 57 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 719, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 112-113, jf. § 62 i rådets lovudkast, og s. 249-250.

Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag.

Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 62, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter institutionen kan anvende magt over for en indsat, hvis det er nødvendigt for (1) at afværge truende vold, overvinde voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, (2) at hindre undvigelse eller standse undvegne eller (3) at gennemtvinge en påbudt foranstaltning, når øjeblikkelig gennemførelse af denne er nødvendig, og den indsatte afviser eller undlader at følge personalets anvisninger herom.

Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvorefter magtanvendelse kan ske ved greb, skub, stav og tåregas, og i stk. 3 foreslås det fastsat, at magtanvendelse ikke må gennemføres, såfremt det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Som stk. 4 foreslås en bestemmelse, hvorefter magtanvendelse skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Endvidere foreslås det fastsat, at der skal gennemføres lægetilsyn efter magtanvendelse, medmindre det findes åbenbart unødvendigt, og at læge altid skal tilkaldes, hvis den indsatte anmoder herom.

Bestemmelsen om lægetilsyn i § 62, stk. 4, indebærer en ændring i forhold til de gældende administrative regler, hvorefter lægetilsyn kun skal finde sted, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af magt, eller i tilfælde hvor den indsatte selv anmoder om lægehjælp. Bestemmelsen bringes herved i overensstemmelse med de regler for lægetilsyn ved magtanvendelse, som var gældende indtil 1994.

Ændringen i 1994 var foranlediget af Den Almindelige Danske Lægeforening, som med henvisning til lægeetiske principper ikke anså det for forsvarligt at have en regel om obligatorisk lægetilsyn i visse situationer. Herved kunne der efter foreningens opfattelse opstå risiko for, at de indsatte blev bibragt den opfattelse, at lægerne legitimerer anvendelsen af magt (og sikringsmidler). Ændringen i 1994 var tillige begrundet i, at det i praksis var undtagelsen, at lægetilsyn fandt sted i forbindelse med magtanvendelse, idet der i praksis ofte var anvendt magt af så begrænset omfang, at lægetilsyn blev skønnet åbenbart unødvendigt.

De nævnte bestemmelser foreslås i stk. 5 suppleret af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om anvendelse af magt over for indsatte.

§ 62 indebærer en lovfæstelse af institutionens adgang til i visse tilfælde at anvende magt over for indsatte.

Bestemmelsen åbner i forhold til de nugældende regler i magtanvendelsescirkulærets § 2, stk. 2, mulighed for magtanvendelse i form af skub, herunder ved anvendelse af skjold, jf. herved skjoldcirkulærets § 1, stk. 1, og pkt. 5.8.3.1. ovenfor.

Endvidere medfører bestemmelsen som nævnt ovenfor en ændring af reglerne om lægetilsyn, jf. magtanvendelsescirkulærets § 8, idet der efter rådets forslag i almindelighed skal gennemføres lægetilsyn efter magtanvendelse. Baggrunden for ændringen, som også arbejdsgruppen har stillet forslag om, er, at magtanvendelse kan medføre ikke umiddelbart synlige skader på den indsatte. Det bør derfor ikke overlades til fængselspersonalet, som måske endog har været involveret i den konflikt, der fører til magtanvendelsen, at skønne over nødvendigheden af lægetilsyn, bortset fra i de åbenbare tilfælde.

5.8.3.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelse om magtanvendelse. Dog foreslås bestemmelsen om magtmidler ændret, så magtanvendelse ved skub udgår, og magtanvendelse herefter i overensstemmelse med gældende ret alene kan ske ved greb, skjold, stav og tåregas.

Justitsministeriet finder det endvidere rigtigst, at bestemmelsen om lægetilsyn ændres, så det i overensstemmelse med gældende ret fastslås, at der skal gennemføres lægetilsyn efter magtanvendelse, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af magt, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 62.