Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om institutionens adgang til at udelukke en indsat fra fællesskab. Bestemmelsen skal bl.a. ses på baggrund af bestemmelsen i lovforslagets § 33, hvorefter en indsat skal anbringes i fællesskab, medmindre den pågældende selv ønsker, at straffen fuldbyrdes uden eller med begrænset fællesskab med andre indsatte. Bestemmelsen i lovforslagets § 33 regulerer således normalsituationen, mens § 63 sammen med § 64 regulerer de situationer, hvor der fra institutionens side er anledning til at gribe ind over for den indsattes anbringelse sammen med andre indsatte.

Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 63 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.8.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Stk. 1 indeholder betingelserne for, at institutionen kan udelukke en indsat fra fællesskab. Det er et fællestræk for disse betingelser, at indgrebet skal være nødvendigt for at forebygge uberettiget adfærd. Udelukkelse fra fællesskab kan således ikke ske udelukkende som reaktion på en allerede begået handling. En sådan reaktion skal i givet fald gennemføres efter reglerne i lovforslagets kapitel 11 om disciplinærstraffe.

Stk. 2 indeholder i overensstemmelse med gældende ret mulighed for midlertidigt at udelukke en indsat fra fællesskab, når der er grund til at antage, at betingelserne i stk. 1 for udelukkelse fra fællesskab, i § 25 for overførsel til lukket fængsel, i § 26 for overførsel mellem ensartede lukkede institutioner eller i § 28 for overførsel til arresthus er opfyldt.

Stk. 3 indeholder nærmere regler om gennemførelsen af udelukkelse fra fællesskab. Den nærmere gennemførelse er bl.a. afhængig af de bygningsmæssige forhold i de enkelte institutioner. Bestemmelsen giver i lighed med fuldbyrdelse af strafcelle, jf. lovforslagets § 70, stk. 2, mulighed for, at udelukkelse fra fællesskab kan ske ved anbringelse i arresthus. At den indsatte isoleres indebærer bl.a., at den indsatte kan nægtes adgang til besøg af medindsatte eller brevveksling med disse.

Stk. 4 indebærer en lovfæstelse af den nuværende adgang til at gennemføre en beslutning om udelukkelse fra fællesskab på skift i særligt sikrede afsnit og opholdsrum i forskellige lukkede fængsler og arresthuse. Anvendelse af bestemmelsen kræver ikke, at en særlig bestyrket mistanke om nye undvigelsesforsøg også skal omfatte det forhold, at undvigelsen vil ske ved anvendelse af personfarlige metoder. Afsoner en indsat straf for grov kriminalitet under anvendelse af våben eller andre personfarlige metoder, og er vedkommende under fuldbyrdelsen af straffen eller under forudgående varetægtsfængsling undveget eller har forsøgt at undvige ved anvendelse af våben eller andre personfarlige metoder, er det således tilstrækkeligt grundlag for anbringelse i særligt sikrede afsnit eller opholdsrum, at der er en særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte på ny vil forsøge at undvige.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at særligt sikrede celler i fængsler og arresthuse i medfør af § 63, stk. 3, og i overensstemmelse med hidtidig praksis kan benyttes til placering af andre indsatte, som - uanset de ikke er omfattet af den i bestemmelsen beskrevne personkreds - efter en konkret vurdering skønnes at være særligt undvigelsestruede, eller hvor der befrygtes at bestå en risiko for, at den indsatte vil blive søgt befriet. I sådanne tilfælde finder afsoningen sted i overensstemmelse med de almindelige regler, der gælder for indsatte, som er udelukket fra fællesskab, og overflytning til andet fængsel eller arresthus, herunder til særligt sikret afsnit i andet fængsel eller arresthus, vil kunne ske, hvis betingelserne herfor i det konkrete tilfælde er opfyldt, jf. reglerne i lovforslagets kapitel 7 om overførsel mellem afsoningsinstitutioner.

I stk. 5 og 6 fastslås det, at proportionalitets- og skånsomhedsgrundsætningen også finder anvendelse i sager om udelukkelse fra fællesskab.

I stk. 7 opstilles nogle betingelser for institutionens behandling af sager vedrørende indsatte, som er udelukket fra fællesskab. Bestemmelsen tilsigter at skabe sikkerhed for, at den indsatte snarest på ny får mulighed for anbringelse i fællesskab. Ved bestemmelsens 2. pkt. sikres, at spørgsmålet overvejes, også uanset om den indsatte anmoder herom.

Endelig indeholder stk. 8 en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om udelukkelse af indsatte fra fællesskab med andre indsatte. Det forudsættes herved bl.a. sikret, at der som hidtil føres et indgående tilsyn med indsatte, der er isoleret i særligt sikrede afsnit eller opholdsrum, jf. herved Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 2. maj 1989 om afsoningsforholdene for visse nærmere bestemte indsatte og pkt. 5.8.4.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Såfremt en indsat uberettiget har været udelukket fra fællesskab, kan der rejses spørgsmål om erstatning i medfør af lovforslagets § 106, nr. 3, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 64

Bestemmelsen undtager visse tvungne ophold uden fællesskab med andre indsatte fra bestemmelserne i lovforslagets § 63. Endvidere fastsættes regler om observationsceller. Bestemmelsen svarer til § 64 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.8.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

I stk. 1, nr. 1, er det præciseret, at visse almindeligt forekommende kortvarige tvungne ophold i eget opholdsrum ikke er omfattet af begrebet udelukkelse fra fællesskab.

Stk. 1, nr. 2, skal ses i sammenhæng med det, der er anført i pkt. 5.6.8.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget vedrørende § 42, hvorefter den normale reaktion over for indsatte, der nægter at være beskæftiget med en af institutionen godkendt aktivitet, alene skal være af økonomisk karakter (disciplinærstraf i form af bøde) og ikke indebære udelukkelse fra fællesskab i fritiden. Det er forudsat, at institutionen fortsat skal kunne træffe bestemmelse om, hvor den indsatte skal opholde sig i institutionen i arbejdstiden. Institutionens bestemmelser herom er ikke omfattet af begrebet udelukkelse fra fællesskab.

Stk. 2 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om indsattes ophold efter stk. 1, herunder om godkendelse og anvendelse af observationsceller. Med bestemmelsen videreføres den nuværende mulighed for at anvende observationsceller til kortvarigt ophold for indsatte, jf. pkt. 5.8.4.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter straffelovens § 34 fastsætter justitsministeren regler om, i hvilket omfang fængsel skal fuldbyrdes i enrum eller i fællesskab. De dømte skal dog så vidt muligt have ophold i enrum om natten.

Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1, 1. pkt., udstås straf i almindelighed i fællesskab. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, bestemme, at den indsatte midlertidigt skal have ophold i enrum, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt.

Nærmere regler om udelukkelse fra fællesskab (anbringelse i enrum) er i medfør af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 2, 3. pkt., fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 164 af 14. september 1978 med senere ændringer om adgangen til at anbringe indsatte i enrum (enrumscirkulæret).

Efter enrumscirkulærets § 2, stk. 2, kan anbringelse i enrum, som den indsatte ikke selv har anmodet om, kun finde sted, når det findes nødvendigt for at forebygge (1) undvigelse eller (2) voldsom adfærd eller (3) er påkrævet for at hindre fortsat strafbar adfærd, herunder brug af euforiserende stoffer, (4) når den indsatte udviser en sådan grov eller gentagen utilladelig adfærd, som gør fortsat ophold i fællesskab åbenbart uforsvarlig, (5) når den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er nødvendige af sikkerhedshensyn eller (6) påkrævet for at gennemføre en almindelig sundhedskontrol eller forebygge smittefare, (7) når den indsatte nægter at påtage sig beskæftigelse i institutionen efter dennes bestemmelse, eller (8) når det på baggrund af konkrete omstændigheder findes nødvendigt i tilfælde, hvor den indsatte skal afgive urinprøve.

Hvis der på grundlag af de foreliggende oplysninger eller under hensyn til den udviste adfærd er begrundet formodning om, at den indsatte opfylder betingelserne for anbringelse i enrum eller for overførsel til lukket anstalt, kan der, mens sagens omstændigheder søges klarlagt, ske foreløbig anbringelse i enrum, indtil beslutning om sådan anbringelse kan træffes. Den indsatte skal snarest muligt orienteres om begrundelsen for den foreløbige anbringelse og have lejlighed til at udtale sig, jf. i det hele § 2, stk. 3-4.

§ 3 indeholder nærmere regler om fremgangsmåden ved beslutning om enrumsanbringelse. Herefter afgør institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, om bestemmelse om anbringelse i enrum kan træffes på grundlag af de foreliggende indberetninger, eller om det af hensyn til klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet at indhente yderligere indberetninger eller foretage afhøring af personale eller indsatte.

Enrumsanbringelse efter § 2, stk. 2, forudsætter, at den indsatte i fornødent omfang er gjort bekendt med de foreliggende indberetninger og eventuelle afhøringer samt har haft lejlighed til at udtale sig. Den indsatte skal endvidere altid gøres bekendt med begrundelsen for enrumsanbringelsen. Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens funktionærer, og der skal gøres notat om beslutningen om enrumsanbringelse, som skal indeholde en gengivelse af det indberettede og eventuelle forklaringer. Den afhørte skal have lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring, og det skal anføres, om godkendelse er sket. Notatet skal endvidere indeholde en udførlig begrundelse for, at anbringelsen er anset for påkrævet. Endelig skal den indsatte have udleveret en udskrift af notatet. Oplysninger heri kan dog udelades i det omfang, hensynet til institutionens sikkerhed eller enkeltpersoner klart tilsiger det.

Enrumsanbringelse skal i de tilfælde, der omfattes af § 2, stk. 2, nr. 5 og 6, bringes til ophør, når den indsatte ikke længere modsætter sig de påkrævede foranstaltninger. Den pågældende skal jævnligt opfordres hertil, jf. § 4, stk. 2.

Enrumsanbringelse efter § 2, stk. 2, nr. 8, bringes til ophør, når den indsatte har afgivet urinprøve, dog senest 3 timer efter iværksættelsen, jf. § 4, stk. 3, og enrumsanbringelse i medfør af § 2, stk. 2, nr. 7, bringes til ophør, når den indsatte på ny påtager sig beskæftigelse efter institutionens bestemmelse. Den indsatte skal også jævnligt opfordres hertil, jf. § 4, stk. 4.

I øvrigt træffes bestemmelse om anbringelsens ophør af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, når anbringelsen ikke længere er påkrævet. Spørgsmålet om anbringelsens ophør skal tages op til overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller sidste beslutning om opretholdelse af anbringelsen, jf. i det hele § 4, stk. 5-6.

Om gennemførelsen af enrumsanbringelse er det i § 5 fastsat, at enrumsanbragte isoleres i opholdsrum på særlig afdeling eller i eget opholdsrum. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan godkende, at åbne anstalter kan anvende opholdsrum i nærliggende arresthus. Under sådant ophold finder reglerne om udståelse af frihedsstraf i anstalt anvendelse.

Ved enrumsanbringelse har den indsatte adgang til dagligt at tilbringe mindst 1 time i fri luft, medmindre ganske særlige omstændigheder taler herimod. Enrumsanbragte i henhold til § 2, stk. 2, nr. 7, har endvidere adgang til deltagelse i gudstjeneste i institutionen, medmindre sikkerhedshensyn taler derimod. Enrumsanbragte skal anvises beskæftigelse, som kan udføres i enrum, medmindre anbringelsen er sket i henhold til § 2, stk. 2, nr. 7, eller ganske særlige omstændigheder taler derimod. Den indsatte er i øvrigt ikke undergivet andre begrænsninger end dem, der følger af udelukkelsen fra fællesskab. Institutionens leder kan dog fastsætte generelle begrænsninger med hensyn til medtagelse af egne effekter i tilfælde, hvor enrumsanbringelsen finder sted i særlig afdeling eller i arresthus. For ophold, der har varet i mere end 7 dage, kan der imidlertid ikke fastsættes andre begrænsninger end sådanne, der er nødvendige på grund af pladsforholdene i afdelingen (arresthuset) eller særlige sikkerhedshensyn.

Efter § 6 finder de ovennævnte bestemmelser anvendelse ved enhver form for udelukkelse fra samvær med de øvrige indsatte. Er det af ordensmæssige grunde nødvendigt at bestemme, at en indsat midlertidigt (i nogle få timer) skal opholde sig i eget opholdsrum, skal dette ikke betragtes som anbringelse i enrum. En sådan beslutning kan træffes af afdelingspersonalet.

I Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 2. maj 1989 er der fastsat nærmere regler om afsoningsforholdene for visse nærmere bestemte indsatte. Denne cirkulæreskrivelse omfatter visse nærmere bestemte indsatte, der er dømt for farlig kriminalitet, og som under indsættelsen er undveget eller har forsøgt at undvige ved hjælp af personfarlige metoder, og som fortsat antages at frembyde en undvigelsesrisiko. Cirkulæreskrivelsen gælder for disse indsatte under ophold i særligt sikrede afsnit i lukkede fængsler eller særligt sikrede celler i udvalgte arresthuse.

Bestemmelse om, at en indsat omfattes af reglerne i cirkulæreskrivelsen, træffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen efter samråd med repræsentanter for kriminalforsorgens lukkede institutioner. Behovet for at opretholde bestemmelsen herom tages regelmæssigt op til overvejelse.

Efter cirkulæreskrivelsen vil overførsel mellem de ovennævnte institutioner normalt ske med 2-6 måneders mellemrum. Med henblik på at kompensere for den begrænsede kontakt til medindsatte mv. forudsættes det, at der er hyppig personalekontakt til de indsatte, der placeres under dette regelsæt, og at de celler, hvori de skal opholde sig, så vidt muligt er større end normalt og indrettet med bedre udstyrsstandard.

I institutionen behandles disse indsatte med de begrænsninger, der er fastsat i cirkulæreskrivelsen, efter reglerne i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen med tilhørende cirkulærer. Under ophold i arresthuse finder reglerne om udståelse af frihedsstraf i lukket anstalt anvendelse.

Om cirkulæreskrivelsen og de begrænsninger, der fremgår heraf, henvises nærmere til 1989-betænkningen, s. 631-634.

Om baggrunden for cirkulæreskrivelsen henvises til 1989-betænkningen, s. 634-636. Det bemærkes herved, at de restriktioner, der er fastsat i cirkulæreskrivelsen, kan gennemføres i medfør af de gældende regler. Justitsministeriet fandt det dog hensigtsmæssigt at samle reglerne i en cirkulæreskrivelse både af hensyn til de institutioner, der skal huse de pågældende, og af hensyn til de indsatte, der er omfattet af regelsættet.

Det kan i øvrigt oplyses, at Direktoratet for Kriminalforsorgen i maj 1989 traf bestemmelse om, at fire indsatte skulle være omfattet af reglerne i cirkulæreskrivelsen. For den ene indsattes vedkommende blev bestemmelsen opretholdt indtil november 1990, for to indsattes vedkommende indtil efteråret 1991 og for den sidstes vedkommende indtil januar 1992. Siden da har ingen indsatte været omfattet af disse særlige regler.

Som det fremgår af ovenstående, bygger cirkulæreskrivelsen bl.a. på den forudsætning, at der i fængselssystemet findes forskellige typer af celler, som afviger i henseende til indretning og udstyr mv. fra almindelige celler. Heri indgår også de såkaldte »observationsceller«, der er indrettet med slagfast inventar og observationsrude i celledøren.

Anbringelse i observationscelle kan kun finde sted, når (1) det skønnes påkrævet for at hindre hærværk, (2) afgørende hensyn til opretholdelse af ro og sikkerhed i institutionen kræver det, eller (3) der skønnes at være behov for særlig observation, jf. § 1 i Justitsministeriets cirkulære nr. 98 af 27. maj 1994 om anvendelse af observationscelle, sikringscelle, fiksering mv. i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene (observations- og sikringscellecirkulæret).

Bestemmelse om anvendelse af observationscelle træffes af anstaltslederen eller arrestforvareren eller den, der bemyndiges dertil. Visitation (undersøgelse) og omklædning kan foretages, såfremt det skønnes påkrævet. Læge skal tilkaldes, hvis der er konkret mistanke om sygdom, eller den indsatte selv begærer lægehjælp, jf. i det hele §§ 2-4.

Under ophold i observationscelle skal den indsatte jævnligt tilses af personalet, jf. § 6, 1. pkt. Den indsatte kan udøve sine sædvanlige rettigheder i det omfang, det er foreneligt med ophold i den pågældende celle, og bevarer sin adgang til at rette henvendelse til justitsministeren, direktøren for kriminalforsorgen og Folketingets Ombudsmand. Personalet skal yde den indsatte fornøden bistand, jf. § 18. Ophold i observationscelle må ikke udstrækkes længere, end det skønnes absolut påkrævet. Bestemmelse om lempelse eller ophør af sådan anbringelse træffes af anstaltslederen eller arrestforvareren eller den, der bemyndiges dertil, jf. § 19.

Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 226-227, 636-641, 659-660, jf. §§ 58-59 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 719-720, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 113- 114, jf. §§ 63-64 i rådets lovudkast, og s. 250-254.

Straffelovrådet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag.

Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 63, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, kan udelukke en indsat fra fællesskab med andre indsatte, hvis det er nødvendigt (1) for at forebygge undvigelse, strafbar virksomhed eller voldsom adfærd, (2) for at gennemføre foranstaltninger, der er nødvendige af sikkerhedshensyn eller påkrævet for at gennemføre en almindelig sundhedskontrol eller forebygge smittefare, eller (3) fordi den indsatte udviser en grov eller oftere gentagen utilladelig adfærd, som er åbenbart uforenelig med fortsat ophold i fællesskab med andre indsatte.

§ 63, stk. 1, medfører en lovfæstelse af adgangen til at udelukke en indsat fra fællesskab (enrumsanbringelse).

Bestemmelsen indebærer en udvidelse af muligheden for at udelukke fra fællesskab med henblik på at modvirke strafbar virksomhed, idet dette også kan ske, når det er nødvendigt for at forebygge, at den indsatte begår strafbar virksomhed. Bestemmelsen kan således både finde anvendelse i tilfælde, hvor den indsatte har begået strafbar virksomhed, sml. herved enrumscirkulærets § 2, stk. 2, nr. 3, og i tilfælde, hvor det på grund af andre forhold vedrørende den indsatte må anses for nødvendigt at udelukke den pågældende fra fællesskab med henblik på at forebygge strafbar virksomhed.

Bestemmelsen medfører endvidere en mindre skærpelse af betingelserne for at udelukke fra fællesskab på grund af utilladelig adfærd, idet det ved adfærd, der ikke kan anses for grov, kræves, at den indsatte har udvist en oftere gentagen utilladelig adfærd, som er åbenbart uforenelig med fortsat ophold i fællesskab med andre indsatte, sml. herved enrumscirkulærets § 2, stk. 2, nr. 4.

§ 63, stk. 1, medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold til den nuværende retstilstand. Det forudsættes herved, at indsatte som hidtil kan udelukkes fra fællesskab ved længerevarende beskæftigelsesvægring, dvs. vægring af mere end to dages varighed, jf. lovudkastets § 63, stk. 1, nr. 3, og pkt. 5.6.8.2. ovenfor.

Som § 63, stk. 2, foreslås en bestemmelse, hvorefter institutionen, såfremt der er grund til at antage, at betingelserne i stk. 1 for udelukkelse fra fællesskab er opfyldt, midlertidigt kan udelukke den indsatte fra fællesskab med andre indsatte, mens spørgsmålet om udelukkelse behandles. Er der grund til at antage, at betingelserne i § 25 for overførsel til lukket fængsel eller i § 26 for overførsel mellem ensartede lukkede afsoningsinstitutioner eller i § 28 for overførsel til arresthus er opfyldt, kan institutionen også midlertidigt udelukke den indsatte fra fællesskab med andre indsatte, mens spørgsmålet om overførsel behandles.

§ 63, stk. 2, medfører en lovfæstelse af den nuværende adgang til midlertidigt at udelukke fra fællesskab, sml. herved enrumscirkulærets § 2, stk. 3.

I § 63, stk. 3, foreslås det fastsat, at en indsat, der udelukkes fra fællesskab, isoleres i opholdsrum på særlig afdeling eller i eget opholdsrum. Bestemmelsen svarer til enrumscirkulærets § 5, stk. 1, jf. pkt. 5.8.4.1. ovenfor.

Som § 63, stk. 4, foreslås indsat en bestemmelse om gennemførelse af en beslutning om udelukkelse fra fællesskab i tilfælde, hvor en indsat afsoner straf for grov kriminalitet under anvendelse af våben eller andre personfarlige metoder og under fuldbyrdelsen af straffen eller under forudgående varetægtsfængsling er undveget eller har forsøgt at undvige ved anvendelse af våben eller andre personfarlige metoder. Bestemmelsen giver i sådanne tilfælde mulighed for at bestemme, at isolation skal gennemføres på skift i særligt sikrede afsnit og opholdsrum i forskellige lukkede fængsler og arresthuse, såfremt der er særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte på ny vil forsøge at undvige.

Bestemmelsen indebærer en lovfæstelse af den nuværende adgang til at træffe beslutning om udelukkelse fra fællesskab under særlige restriktive afsoningsforhold, herunder på skift i særligt sikrede afsnit og opholdsrum i forskellige lukkede fængsler og arresthuse, jf. Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse af 2. maj 1989 om afsoningsforholdene for visse, nærmere bestemte indsatte og pkt. 5.8.4.1. ovenfor.

Bestemmelsen afviger fra arbejdsgruppens forslag, idet bestemmelsen ikke kræver, at en særlig bestyrket mistanke om nye undvigelsesforsøg også skal omfatte det forhold, at undvigelsen vil ske ved anvendelse af personfarlige metoder. Afsoner en indsat straf for grov kriminalitet under anvendelse af våben eller andre personfarlige metoder, og er den pågældende tidligere under fuldbyrdelsen af straffen eller under forudgående varetægtsfængsling undveget eller har forsøgt herpå ved anvendelse af våben eller andre personfarlige metoder, bør det således efter rådets opfattelse være tilstrækkeligt grundlag for anbringelse i særligt sikret afsnit eller opholdsrum, at der er en særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte på ny vil forsøge at undvige.

I § 63, stk. 5, foreslås en lovfæstelse af proportionalitetsgrundsætningen, idet det fastslås, at udelukkelse fra fællesskab ikke må foretages, hvis udelukkelsen efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Endvidere foreslås i § 63, stk. 6, en lovfæstelse af skånsomhedsgrundsætningen, idet det fastslås, at udelukkelse fra fællesskab skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader.

Som § 63, stk. 7, foreslås en lovfæstelse af de nugældende bestemmelser, hvorefter udelukkelse straks skal bringes til ophør, når betingelserne herfor ikke længere er opfyldt. Samtidig foreslås det i overensstemmelse med den nuværende retstilstand fastsat, at institutionen mindst én gang om ugen skal overveje spørgsmålet om helt eller delvis at bringe udelukkelsen til ophør.

Endelig foreslås i § 63, stk. 8, en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om udelukkelse af indsatte fra fællesskab med andre indsatte.

Til § 63 knytter sig i § 64, stk. 1, i rådets lovudkast en bestemmelse, hvorefter bestemmelserne i § 63 ikke omfatter institutionens afgørelse om, (1) at en indsat kortvarigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde skal opholde sig i eget opholdsrum eller i særlig observationscelle, eller (2) at en indsat, der nægter at være beskæftiget med en af institutionen godkendt aktivitet, skal opholde sig i eget opholdsrum eller på andet anvist opholdssted i arbejdstiden.

Som § 64, stk. 2, foreslås en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om indsattes ophold efter stk. 1, herunder om godkendelse og anvendelse af observationsceller.

§ 64 indebærer bl.a. en lovfæstelse af den nuværende praksis, hvorefter institutionen af ordens- og sikkerhedsmæssige grunde kan anvise indsatte, der nægter at påtage sig beskæftigelse, ophold i arbejdstiden i særlig afdeling for enrumsanbragte, jf. pkt. 5.6.8.2. ovenfor.

Med bestemmelsen videreføres den nuværende mulighed for at anvende observationsceller til kortvarigt ophold for indsatte, jf. pkt. 5.8.4.1. ovenfor.

Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om udelukkelse fra fællesskab.

Efter § 63, stk. 3, i Straffelovrådets lovudkast isoleres en indsat, der er udelukket fra fællesskab, i opholdsrum på særlig afdeling eller i eget opholdsrum. Justitsministeriet finder, at lovforslaget på samme måde som ved fuldbyrdelse af disciplinærstraf i form af strafcelle, jf. § 70, stk. 2, og pkt. 5.9.1.3. nedenfor, bør give mulighed for, at udelukkelse fra fællesskab også kan ske ved anbringelse i arresthus.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 63-64.