Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om institutionens adgang til at anbringe en indsat i sikringscelle og herunder til at tvangsfiksere den indsatte. Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 66 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.8.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Stk. 1 indeholder de nærmere betingelser for anvendelse af sikringscelle og tvangsfiksering. Betingelserne skal bl.a. ses i sammenhæng med proportionalitets- og skånsomhedsgrundsætningerne, der efter stk. 2 og 3 også finder anvendelse ved de her omhandlede indgreb.

I stk. 4 fastsættes det i overensstemmelse med gældende ret, at en indsat, der er tvangsfikseret, skal have fast vagt. En fast vagt er en dertil udpeget fængselsbetjent, enhedsfunktionær eller andet kvalificeret personale, som ikke samtidig har andre arbejdsopgaver end at tage sig af den fikserede indsatte.

Stk. 5 indebærer i overensstemmelse med de nugældende regler, at institutionen ved tvangsfiksering af en indsat i sikringscelle straks skal anmode en læge om at foretage tilsyn med den indsatte, og at lægen skal tilse den pågældende, medmindre lægen skønner sådant tilsyn åbenbart unødvendigt. Det er således lægens ansvar at vurdere nødvendigheden af lægetilsyn.

I stk. 6 fastsættes det i overensstemmelse med gældende ret, at der ved anbringelse i sikringscelle uden tvangsfiksering skal tilkaldes læge, hvis der er mistanke om sygdom, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.

Stk. 7 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om godkendelse af sikringsceller og om anvendelse af sikringsceller og tvangsfiksering, herunder om lægetilsyn og andet tilsyn. Denne bemyndigelse forudsættes bl.a. udnyttet til fastsættelse af regler om indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen om ophold i sikringscelle og anvendelse af tvangsfiksering, jf. pkt. 5.8.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Såfremt en indsat uforskyldt har været anbragt i sikringscelle, kan der efter lovforslagets § 106, nr. 2, rejses spørgsmål om erstatning for uberettiget ophold i sikringscelle, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Efter straffelovens § 48 kan spændetrøje, håndjern, hensættelse i sikringscelle eller andre sikringsmidler anvendes i det for øjemedet nødvendige omfang for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller forebygge rømning. Hensættelse i sikringscelle i længere tid end 6 måneder kræver justitsministerens godkendelse.

Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 31, stk. 1, kan den indsatte hensættes i særlig sikringscelle, såfremt det er nødvendigt for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse. Hensættelse i sikringscelle må kun anvendes, når forholdene gør det absolut påkrævet, og når andre lempeligere midler, herunder udelukkelse fra fællesskab, har været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige.

Nærmere regler om anvendelse af håndjern er i medfør af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 31, stk. 2, fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 99 af 27. maj 1994 om anvendelse af håndjern over for indsatte (håndjernscirkulæret).

Efter § 1 kan der under transport mv. anvendes håndjern, såfremt det er nødvendigt for at hindre undvigelse eller for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse. Under transport uden for institutionens område skal håndjernene så vidt muligt være skjult under den pågældendes klæder eller lignende, såfremt diskretionshensyn taler derfor.

Efter § 4 kan der endvidere anvendes håndjern, hvis den indsatte nægter at lade sig visitere i nødvendigt omfang, og visitationen ikke kan gennemføres uden betydelig magtanvendelse. Kan visitation fortsat ikke gennemføres uden betydelig magtanvendelse, kan anvendelsen af håndjern opretholdes, dog højst 3 timer. Håndjern må kun anvendes, når andre lempeligere midler har været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige.

Desuden kan der anvendes håndjern, såfremt betingelserne for anbringelse i sikringscelle foreligger, jf. herom nedenfor, men en sådan celle ikke er til rådighed, jf. § 8, stk. 1.

Anvendelse af håndjern må ikke udstrækkes længere, end formålet gør det absolut påkrævet, jf. § 9, stk. 2.

Bestemmelse om anvendelse og ophør af anvendelse af håndjern træffes af anstaltens vagthavende leder eller arrestforvareren eller den, der bemyndiges dertil. Tillader forholdene ikke at afvente vedkommendes afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde, jf. §§ 2, 5 og 7.

Der skal tilkaldes læge, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller i tilfælde, hvor den indsatte selv anmoder om lægehjælp, jf. §§ 3 og 6, stk. 2. Endvidere skal den indsatte, når der er anvendt håndjern i forbindelse med visitation, tilses af personalet med korte mellemrum, der i intet tilfælde må overstige en time, jf. § 6, stk. 1.

Nærmere regler om anvendelse af sikringscelle er i medfør af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 31, stk. 2, fastsat i afsnit II og III i Justitsministeriets cirkulære nr. 98 af 27. maj 1994 om anvendelse af observationscelle, sikringscelle, fiksering mv. i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene (observations- og sikringscellecirkulæret).

Efter § 8, stk. 1, kan anbringelse i sikringscelle kun finde sted, såfremt det skønnes nødvendigt for at (1) afværge truende vold, (2) betvinge voldsom modstand eller (3) hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.

Anbringelse i sikringscelle må kun anvendes, når forholdene gør det absolut påkrævet, og når andre lempeligere midler, herunder udelukkelse fra fællesskab eller anbringelse i observationscelle, har været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige, jf. § 8, stk. 2.

Efter § 9 skal der ved anbringelse i sikringscelle foretages visitation og omklædning.

Skønnes det nødvendigt at anvende fiksering under ophold i sikringscelle, må der kun anvendes bælte samt eventuelt fod- og håndremme og handsker, jf. § 10.

Bestemmelse om anvendelse af sikringscelle træffes efter § 11 af anstaltens vagthavende leder/arrestforvareren. Tillader forholdene ikke at afvente lederens afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende leder/arrestforvareren skal så hurtigt som muligt underrettes om anbringelsen. Bestemmelse om lempelse eller ophør af sikringscelle og/eller fiksering træffes af anstaltslederen/arrestforvareren eller den, der bemyndiges dertil, jf. § 19, stk. 2.

I §§ 12-17 er der fastsat nærmere regler om læge- og personaletilsyn mv.

Er der ikke anvendt fikseringsmidler, skal der efter § 12 tilkaldes læge, hvis der er konkret mistanke om sygdom, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp. Den indsatte skal endvidere jævnligt tilses af personalet. Varer anbringelsen mere end ét døgn, skal lægen orienteres dagligt, således at den pågældende bl.a. ud fra sit kendskab til den indsatte kan vurdere, om lægetilsyn er nødvendigt.

Er der anvendt fikseringsmidler, skal der efter § 13 tilkaldes læge omgående med henblik på, at lægetilsyn kan finde sted så hurtigt, som det kan lade sig gøre, medmindre lægen har sikret sig, at lægeligt tilsyn er åbenbart unødvendigt. En indsat, der er fikseret, skal have fast vagt. En fast vagt er en dertil udpeget fængselsbetjent, enhedsfunktionær eller andet kvalificeret personale, som ikke samtidig har andre arbejdsopgaver end at tage sig af den fikserede indsatte. Tilsynet skal føres med hensyntagen til den indsattes egne ønsker og ret til privatliv, når dette ikke er uforeneligt med hensynet til den indsattes sikkerhed. Varer fiksering helt undtagelsesvis ud over ét døgn, skal lægen orienteres dagligt, således at lægetilsyn kan finde sted, medmindre lægen finder det åbenbart unødvendigt.

§§ 12-13 suppleres i §§ 14-17 af forskellige bestemmelser om bl.a. notatpligt og indberetning vedrørende indsatte, der er anbragt og eventuelt tillige fikseret i sikringscelle. Det er heri bl.a. fastsat, at der, såfremt der bliver spørgsmål om ophold i sikringscelle ud over tre dage, skal ske omgående indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen vedrørende spørgsmålet om anbringelsens opretholdelse. Der skal også omgående foretages indberetning, såfremt der bliver spørgsmål om anvendelse af de i § 10 nævnte fikseringsmidler ud over 24 timer.

Efter § 18 kan den indsatte under ophold i sikringscelle udøve sine sædvanlige rettigheder i det omfang, det er foreneligt med ophold i den pågældende celle. Endvidere bevarer den indsatte i alle tilfælde sin adgang til at rette henvendelse til justitsministeren, direktøren for kriminalforsorgen og Folketingets Ombudsmand. Personalet skal i den forbindelse yde den indsatte fornøden bistand.

Endelig er det i § 19 fastsat, at ophold i sikringscelle og anvendelse af fikseringsmidler ikke må udstrækkes længere, end det skønnes absolut påkrævet.

Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 231-233, 660-661, jf. §§ 60-61 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 720-721, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 114-115, jf. §§ 65-66 i rådets lovudkast, og s. 254-255.

Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag til bestemmelse om anvendelse af håndjern.

Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 65, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter der kan anvendes håndjern, hvis det er nødvendigt (1) for at afværge truende vold eller overvinde voldsom modstand, (2) for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, eller (3) for at hindre undvigelse.

I § 65, stk. 2 og 3, foreslås det fastsat, at håndjern ikke må anvendes, såfremt det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb, samt at håndjern skal anvendes så skånsomt, som omstændighederne tillader.

Endelig foreslås i § 65, stk. 4, indsat en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om anvendelsen af håndjern, herunder om lægetilsyn og andet tilsyn.

§ 65 indebærer en lovfæstelse af adgangen til at anvende håndjern. Bestemmelsen medfører ikke ændringer i forhold til den nuværende retstilstand.

Det bemærkes herved, at de regler om lægetilsyn, der fastsættes i medfør af § 65, stk. 4, i rådets lovudkast, alene tager sigte på tilfælde, hvor anvendelsen af håndjern ikke er forbundet med magtanvendelse. I disse tilfælde bør der efter rådets opfattelse alene være pligt til at tilkalde læge, hvis der er mistanke om tilskadekomst hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller den indsatte selv anmoder om lægehjælp, jf. herved håndjernscirkulærets §§ 3 og 6, stk. 2, og pkt. 5.8.5.1. ovenfor.

I de tilfælde, hvor anvendelsen af håndjern har været forbundet med magtanvendelse, foretages lægetilsyn efter reglerne herom i § 62, stk. 4, 2. og 3. pkt., i rådets lovudkast, jf. pkt. 5.8.3.2. ovenfor. Det indebærer, at der skal gennemføres lægetilsyn, medmindre det findes åbenbart unødvendigt. Endvidere skal læge altid tilkaldes, hvis den indsatte anmoder herom.

Straffelovrådet kan endvidere med enkelte ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag til bestemmelse om anvendelse af sikringscelle.

Rådet foreslår på den baggrund, at der som § 66, stk. 1, i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat efter bestemmelse af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, kan anbringes i sikringscelle og herunder tvangsfikseres ved anvendelse af bælte, hånd- og fodremme samt handsker, hvis det er nødvendigt (1) for at afværge truende vold eller overvinde voldsom modstand, eller (2) for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.

I § 66, stk. 2 og 3, foreslås det fastsat, at anbringelse i sikringscelle og tvangsfiksering ikke må foretages, såfremt det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb, samt at anbringelse i sikringscelle og tvangsfiksering skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader.

I § 66, stk. 4, foreslås indsat en bestemmelse om lægetilsyn, hvorefter institutionen ved tvangsfiksering af en indsat i sikringscelle straks skal anmode en læge om at foretage tilsyn med den indsatte. Lægen skal tilse den pågældende, medmindre lægen skønner sådant tilsyn åbenbart unødvendigt.

Endelig foreslås i § 66, stk. 5, indsat en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om godkendelse af sikringsceller og om anvendelsen af sikringsceller og tvangsfiksering, herunder om lægetilsyn og andet tilsyn.

Forslaget i § 66 indebærer en lovfæstelse af adgangen til at anvende sikringscelle.

Bestemmelsen medfører, at kompetencen til at træffe bestemmelse om anbringelse i sikringscelle og anvendelse af tvangsfiksering forbeholdes institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, jf. § 66, stk. 1. Bestemmelsen er herved på linie med andre bestemmelser i rådets lovudkast, hvor kompetencen under hensyn til afgørelsens indgribende karakter foreslås henlagt til institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til § 53, stk. 1, 2. pkt., i rådets lovudkast om nægtelse af besøg af bestemte personer, jf. pkt. 5.7.2.2. ovenfor, samt § 55, stk. 4, og § 60, stk. 5 og 6, om tilbageholdelse af breve mv. og andre effekter, jf. pkt. 5.7.3.2. og pkt. 5.8.1.2.

Endvidere indebærer § 66, stk. 4, i rådets lovudkast i forhold til arbejdsgruppens lovudkast en præcisering af reglerne om lægetilsyn ved anbringelse i sikringscelle og tvangsfiksering med henblik på at sikre, at institutionen ved tvangsfiksering af en indsat i sikringscelle straks skal anmode en læge om at foretage tilsyn med den indsatte, og at lægen tilser den pågældende, medmindre lægen skønner sådant tilsyn åbenbart unødvendigt. Med den ændrede affattelse tydeliggøres det, at institutionen har en ubetinget pligt til straks at anmode en læge om at foretage tilsyn, og at lægen har pligt til at tilse den indsatte, medmindre lægen skønner, at tilsyn er åbenbart unødvendigt. Det er således lægens ansvar at vurdere nødvendigheden af lægetilsyn.

De administrative regler om lægetilsyn, der skal fastsættes efter § 66, stk. 5, i rådets lovudkast, omfatter herefter tilfælde, hvor anbringelse i sikringscelle ikke er forbundet med magtanvendelse eller tvangsfiksering, idet lægetilsyn i så fald skal ske efter henholdsvis § 62, stk. 4, 2. og 3. pkt., eller § 66, stk. 4, i rådets lovudkast. I de tilfælde, der omfattes af § 66, stk. 5, bør der efter rådets opfattelse i lighed med de nugældende regler være pligt til at tilkalde læge, hvis der er mistanke om sygdom, eller den indsatte selv begærer lægehjælp, jf. § 12, stk. 1, i observations- og sikringscellecirkulæret og pkt. 5.8.5.1. ovenfor.

Rådets forslag om lægetilsyn ved anbringelse i sikringscelle og tvangsfiksering svarer til de nugældende regler på området, jf. pkt. 5.8.5.1. ovenfor.

Rådet forudsætter i øvrigt i lighed med den nuværende ordning, at en indsat, der er fikseret, har fast vagt, jf. § 13, stk. 2, i observations- og sikringscellecirkulæret og pkt. 5.8.5.1. ovenfor. Endvidere forudsættes det, at der administrativt fastsættes regler om indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen af ophold i sikringscelle og anvendelse af tvangsfiksering, jf. herved § 16 i observations- og sikringscellecirkulæret og pkt. 5.8.5.1. ovenfor samt § 66, stk. 5, i rådets lovudkast.

Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om anvendelse af håndjern og sikringscelle. Dog foreslås kravet om fast vagt til indsatte, der er tvangsfikseret, fastsat i selve lovteksten.

Justitsministeriet finder det endvidere rigtigst, at det fastsættes i lovteksten, at der i overensstemmelse med gældende ret skal gennemføres lægetilsyn ved anvendelse af håndjern, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp, samt at der ved anbringelse i sikringscelle uden tvangsfiksering skal tilkaldes læge, hvis der er mistanke om sygdom, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 65-66.