Lov nr. 432 om fuldbyrdelse af straf mv. af 31. maj 2000 med senere ændringer

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til afsnit IV

Betingede domme og domme med vilkår om samfundstjeneste

Lovforslagets afsnit IV indeholder i kapitel 17 (§§ 94-100) bestemmelser om fuldbyrdelse af betingede domme uden vilkår om samfundstjeneste og i kapitel 18 (§§ 101-104) bestemmelser om fuldbyrdelse af betingede domme med vilkår om samfundstjeneste. Disse bestemmelser vedrører navnlig gennemførelsen af vilkår om tilsyn og af andre vilkår (særvilkår).

Afsnit IV indeholder ikke bestemmelser om anvendelsen af betingede domme, herunder med vilkår om samfundstjeneste, eller om retsvirkningerne af overtrædelse af vilkår fastsat i sådanne domme. Bestemmelser om disse spørgsmål skal fortsat findes i straffeloven.

Til kapitel 17

Gennemførelse af betingede domme

Lovforslagets kapitel 17 (§§ 94-100) indeholder forskellige bestemmelser vedrørende gennemførelsen af tilsyn og eventuelle særvilkår fastsat i forbindelse med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste. Lovforslagets bestemmelser herom svarer i det væsentlige til bestemmelserne i lovforslagets §§ 81-87 om gennemførelsen af tilsyn og eventuelle særvilkår fastsat i forbindelse med en prøveløsladelse. De væsentligste forskelle mellem de to sæt bestemmelser skyldes, at følgen af den dømtes overtrædelse af vilkår om tilsyn eller af særvilkår fastsat i forbindelse med betinget dom afgøres af retten, jf. straffelovens § 60, mens følgen af overtrædelse af tilsvarende vilkår fastsat i forbindelse med prøveløsladelse afgøres af justitsministeren, jf. straffelovens § 40, stk. 2, og § 42, stk. 2.

Almindelige bestemmelser om gennemførelse af tilsyn mv.

Til § 94

Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om, hvilken myndighed der skal gennemføre tilsyn og andre vilkår fastsat i forbindelse med en betinget dom. Bestemmelsen svarer til § 94 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

I bestemmelsen fastsættes det, at kriminalforsorgen er den myndighed, som i almindelighed gennemfører de omhandlede tilsyn og andre vilkår. Såfremt tilsyn og andre vilkår mere undtagelsesvis skal gennemføres af andre myndigheder, skal dette efter lovforslaget være udtrykkeligt bestemt i den betingede dom.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 81 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 95

Bestemmelsen pålægger tilsynsmyndigheden en vejledningspligt samt en pligt til i samarbejde med den betinget dømte at planlægge tilsynsperioden og tiden derefter. Bestemmelsen svarer til § 95 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Den i stk. 1 fastsatte vejledningspligt skal ses i sammenhæng med den vejledning, der forudsættes givet af retten i forbindelse med domsafsigelsen. Den foreslåede bestemmelse svarer i øvrigt til lovforslagets § 82, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Tilsyn mv. af kriminalforsorgen

Til § 96

Bestemmelsen regulerer den dømtes pligter i forbindelse med kriminalforsorgens gennemførelse af tilsyn og andre vilkår (særvilkår). Bestemmelsen svarer til § 96 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Bestemmelsen svarer endvidere til lovforslagets § 83, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 97

Bestemmelsen vedrører kriminalforsorgens forpligtelser som tilsynsmyndighed i forbindelse med støtte til den dømte med hensyn til løsning af sociale og personlige problemer. Bestemmelsen svarer til § 97 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Bestemmelsen svarer endvidere til lovforslagets § 84, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 98

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelsen af tilsyn og eventuelle særvilkår. Bestemmelsen svarer til § 98 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Bestemmelsen svarer endvidere til lovforslagets § 85, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Vilkårsovertrædelse

Til § 99

Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om de foranstaltninger og indberetninger, som kriminalforsorgen som tilsynsmyndighed skal foretage, såfremt den betinget dømte gør sig skyldig i overtrædelse af vilkår fastsat i forbindelse med den betingede dom. Bestemmelsen svarer til § 99 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Bestemmelsen svarer endvidere til lovforslagets § 86 med den ændring, at indberetning skal afgives til anklagemyndigheden. Denne ændring skyldes, at kompetence til at træffe afgørelse i anledning af vilkårsovertrædelser ved betinget dom som ovenfor nævnt er henlagt til retten, jf. straffelovens §§ 60 og 61. Sagerne indbringes for retten af anklagemyndigheden.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 86.

Tilsyn mv. af andre myndigheder end kriminalforsorgen

Til § 100

Bestemmelsen åbner mulighed for at fastsætte regler om gennemførelse af tilsyn mv. i de tilfælde, hvor tilsynet udøves af andre myndigheder end kriminalforsorgen. Bestemmelsen svarer til § 100 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Bestemmelsen svarer endvidere til lovforslagets § 87, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til kapitel 18

Gennemførelse af domme med vilkår om samfundstjeneste

Lovforslagets kapitel 18 (§§ 101-104) indeholder forskellige bestemmelser om gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår fastsat i forbindelse med en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Lovforslagets bestemmelser herom svarer i det væsentlige til bestemmelserne i §§ 94-100 om gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår fastsat i forbindelse med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste. De væsentligste forskelle mellem de to sæt bestemmelser skyldes, at vilkåret om samfundstjeneste medfører, at der skal fastsættes særlige regler med henblik på fuldbyrdelse af den arbejdspligt, som følger af vilkåret om samfundstjeneste.

Bestemmelser om gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste

Til § 101

I bestemmelsen fastsættes bestemmelser om, hvilken myndighed der skal gennemføre vilkår om samfundstjeneste. Endvidere indeholder § 101 bestemmelser om den dømtes pligter i forbindelse med gennemførelsen af vilkåret om samfundstjeneste. Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle ændringer til § 101 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsen indebærer bl.a., at vilkår om samfundstjeneste altid gennemføres af kriminalforsorgen, jf. § 101, stk. 1. Bestemmelsen giver således ikke mulighed for, at andre myndigheder kan gennemføre dette vilkår.

Efter § 101, stk. 2, indebærer vilkår om samfundstjeneste, at den dømte skal opfylde den fastsatte arbejdspligt inden for den udmålte længstetid. Samfundstjenesten skal afvikles løbende over den udmålte længstetid og må tidligst være afviklet, når der er forløbet to tredjedele af afviklingsperioden, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Udtrykket »den udmålte længstetid« omfatter både tilfælde, hvor længstetiden er udmålt i dommen, jf. straffelovens § 63, stk. 1, og tilfælde, hvor længstetiden efterfølgende er forlænget af tilsynsmyndigheden, jf. straffelovens § 63, stk. 2.

Til § 102

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste mv. Bestemmelsen svarer til § 102 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Vilkårsovertrædelse

Til § 103

I bestemmelsen fastsættes bestemmelser om foranstaltning og indberetning, som kriminalforsorgen som tilsynsmyndighed skal foretage, såfremt den dømte overtræder vilkåret om samfundstjeneste eller de forskrifter, som kriminalforsorgen har givet om udførelsen af samfundstjenesten. Bestemmelsen svarer til § 103 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsen medfører bl.a., at kriminalforsorgen skal føre kontrol med, at den dømte opfylder den fastsatte arbejdspligt, jf. stk. 1. Kontrollen forudsættes i overensstemmelse med de gældende regler at indebære, at kriminalforsorgen aflægger besøg på arbejdsstedet.

Overtræder den dømte vilkåret om samfundstjeneste eller de forskrifter, som kriminalforsorgen har givet om udførelsen af samfundstjenesten, skal kriminalforsorgen give den pågældende pålæg om at overholde vilkåret og forskrifterne. Er der tidligere givet pålæg herom, skal der afgives indberetning til anklagemyndigheden, jf. stk. 2.

I modsætning til, hvad der gælder for øvrige vilkår, skal der ikke forud for indberetning om vilkårsovertrædelse efter stk. 2, foretages en vurdering af, om overtrædelse af vilkåret om samfundstjeneste begrunder en nærliggende risiko for kriminalitet, jf. herved lovforslagets § 99, stk. 2. Overtrædelse af vilkår om samfundstjeneste eller af kriminalforsorgens forskrifter om udførelsen heraf skal således, når der tidligere er givet pålæg, indberettes til anklagemyndigheden.

Bestemmelser om gennemførelse af andre vilkår

Til § 104

Bestemmelsen indeholder en bestemmelse om gennemførelse af andre vilkår end vilkåret om samfundstjeneste. Bestemmelsen svarer til § 104 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsen indebærer, at lovforslagets §§ 94-100 om gennemførelse af betingede domme uden vilkår om samfundstjeneste finder tilsvarende anvendelse på gennemførelse af tilsyn og særvilkår, der er fastsat efter straffelovens § 57 som led i en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.

 

 

 

 

7. Betingede domme og domme med vilkår om samfundstjeneste

7.1. Gældende ret

7.1.1. Som det fremgår af pkt. 4.1.1.1.2. ovenfor, er det Straffelovrådets konklusion, at bestemmelserne om idømmelse af betinget dom og reaktioner ved overtrædelse af vilkår, fastsat i en betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste, ikke bør overføres til straffuldbyrdelsesloven, men fortsat findes i straffeloven. I det følgende omtales straffelovens regler om betingede domme derfor alene i det omfang, det har betydning for fremstillingen af gældende ret om gennemførelse af tilsyn mv. fastsat som vilkår i en betinget dom.

7.1.2. Efter straffelovens § 56, stk. 1, kan retten, når det findes upåkrævet, at straf kommer til fuldbyrdelse, bestemme i dommen, at spørgsmålet om straffastsættelse udsættes og bortfalder efter en prøvetid (betinget dom uden straffastsættelse). Såfremt det må anses for mere formålstjenligt, kan retten fastsætte straffen og bestemme, at fuldbyrdelsen udsættes og bortfalder ved udløbet af prøvetiden, jf. § 56, stk. 2 (betinget dom med straffastsættelse).

Efter straffelovens § 58 kan retten bestemme, at kun en del af den forskyldte straf, dog højst 6 måneder, skal fuldbyrdes, mens dommen i øvrigt gøres betinget. Den betingede del af en sådan dom (kombinationsdom) følger de samme regler, som gælder for en betinget dom efter § 56.

Til en betinget dom er altid knyttet et vilkår om, at den dømte ikke i prøvetiden begår strafbart forhold, jf. straffelovens § 56, stk. 3, 1. pkt. Til dette faste hovedvilkår kan retten efter straffelovens § 57 føje et vilkår om, at den dømte i hele prøvetiden eller en del af denne undergives tilsyn. Retten kan også fastsætte andre vilkår, som findes formålstjenlige (særvilkår). Prøvetiden fastsættes af retten og kan i almindelighed ikke overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan dog fastsættes en prøvetid på indtil 5 år, jf. § 56, stk. 3, 2.-3. pkt.

Overholder den dømte de fastsatte vilkår, bliver der ikke spørgsmål om fuldbyrdelse af den forskyldte straf. Overtræder den dømte et eller flere af de fastsatte vilkår, opstår der spørgsmål om straffastsættelse og/eller straffuldbyrdelse, jf. straffelovens §§ 60 og 61.

Efter disse bestemmelser vil en overtrædelse af det faste hovedvilkår om ikke at begå strafbart forhold i prøvetiden normalt føre til, at der af retten skal fastsættes en ubetinget fællesstraf for det nye forhold og for den tidligere pådømte lovovertrædelse. Retten kan i stedet idømme en ubetinget straf alene for det nye forhold og i øvrigt lade den betingede dom stå ved magt eventuelt på ændrede vilkår. Retten kan også vælge at afsige en helt eller delvis betinget dom for den samlede kriminalitet. Har den dømte overtrådt vilkåret om tilsyn eller et særvilkår, kan retten tildele en advarsel, ændre vilkårene for den betingede dom eller bestemme, at den forskyldte straf skal fuldbyrdes.

Fastsættelsen af tillægsvilkår (vilkår om tilsyn og særvilkår) ved betingede domme er ikke afhængig af lovovertræderens samtykke. Der gælder således ikke på dette område en regel svarende til straffelovens § 38, stk. 5, hvorefter prøveløsladelse bl.a. forudsætter, at den dømte erklærer at ville overholde de tillægsvilkår for prøveløsladelsen, der fastsættes efter § 39, stk. 2.

Såfremt der i medfør af straffelovens § 57 er fastsat tillægsvilkår til en betinget dom, kan tilsynsmyndigheden meddele den dømte de forskrifter, der er nødvendige til gennemførelsen af tilsynet og eventuelle særvilkår, jf. § 59, stk. 1. Tillægsvilkårene kan ikke fuldbyrdes tvangsmæssigt, f.eks. ved politiets bistand. Unddrager den dømte sig et eller flere af de fastsatte vilkår, tilkommer det som nævnt retten at træffe afgørelse om reaktionen, jf. straffelovens § 60. Om nødvendigt kan den dømte anholdes og varetægtsfængsles, jf. retsplejelovens §§ 756 og 763.

Tillægsvilkår kan ikke ændres eller ophæves af tilsynsmyndigheden. Derimod kan retten efter straffelovens § 59, stk. 2, ændre eller ophæve tillægsvilkår efter anmodning fra anklagemyndigheden eller den dømte. En skærpelse af vilkårene for en betinget dom forudsætter i modsætning til vilkårsskærpelse ved prøveløsladelse ikke, at der foreligger en vilkårsovertrædelse, jf. herved pkt. 5.12.1.3. ovenfor.

7.1.3. Efter straffelovens § 62, stk. 1, kan retten, såfremt betinget dom efter reglerne i §§ 56 og 57 ikke findes til strækkelig, og hvis tiltalte findes egnet hertil, afsige betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Afgørelse om udsættelse af frihedsstraf træffes efter reglerne i § 56, stk. 1 og 2, og udsættelsen betinges af, at den dømte ikke i en prøvetid begår strafbart forhold, og at den pågældende overholder de i medfør af § 63 fastsatte vilkår, jf. § 62, stk. 2 og 3.

Som vilkår for udsættelsen af frihedsstraf bestemmes, at den dømte skal udføre ulønnet samfundstjeneste i mindst 40 og højst 240 timer. Den fastsatte arbejdspligt skal opfyldes inden for en længstetid, der udmåles i forhold til antallet af arbejdstimer, jf. § 63, stk. 1. Den i medfør heraf fastsatte længstetid kan af tilsynsmyndigheden forlænges, hvis særlige grunde taler derfor, dog ikke ud over prøvetiden. Tilsynsmyndighedens afgørelse om forlængelse af længstetiden kan af den dømte forlanges indbragt for retten, jf. § 63, stk. 2.

I dommen fastsættes endvidere en prøvetid på højst 2 år. Prøvetiden ophører dog, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er udløbet, medmindre andet er bestemt i dommen, jf. § 63, stk. 3. Den dømte undergives tilsyn i prøvetiden og kan, hvis retten finder det formålstjenligt, pålægges vilkår som nævnt i § 57, jf. § 63, stk. 4.

Ved gennemførelse af betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, jf. § 63, finder § 59 om tilsynsmyndighedens forskrifter og om ændring eller ophævelse af vilkår tilsvarende anvendelse, jf. § 65.

De ovennævnte bestemmelser suppleres i § 64 af regler, der giver mulighed for at anvende kombinationsdom efter straffelovens § 58 i forbindelse med betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Endvidere er der i §§ 66 og 67 fastsat regler om reaktionen i tilfælde, hvor den dømte overtræder et eller flere af de fastsatte vilkår i dom om samfundstjeneste.

7.1.4. Som nævnt i pkt. 5.12.1.3. ovenfor, har Justitsministeriet ved cirkulære nr. 35 af 29. februar 1996 og vejledning nr. af 14. marts 1996 fastsat nærmere regler om tilsynsvirksomheden inden for kriminalforsorgen.

Disse forskrifter sigter ikke alene på tilsynsvirksomhed i forhold til prøveløsladte, men omfatter bl.a. også personer, der er idømt betinget dom med vilkår om tilsyn og særvilkår efter straffelovens § 57, og personer, der er idømt betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, jf. herved cirkulærets §§ 1-24 og 42. Herudover er der i cirkulærets §§ 25-32 fastsat bestemmelser, der særligt retter sig mod gennemførelse af samfundstjeneste.

7.2. Straffelovrådets forslag

Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til 1989-betænkningen, s. 299-302, 669-670, jf. §§ 92-100 i arbejdsgruppens lovudkast, og s. 736-738, og om Straffelovrådets overvejelser henvises til 1998-betænkningen, s. 122-124, jf. §§ 94-104 i rådets lovudkast, og s. 281-287.

Som nævnt i pkt. 7.1.1., jf. pkt. 4.1.1.1.2. ovenfor, er der i Straffelovrådet enighed om, at bestemmelserne om idømmelse af betinget dom og reaktioner ved overtrædelse af vilkår, fastsat i en betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste, ikke bør overføres til straffuldbyrdelsesloven, men fortsat findes i straffeloven. Rådet har endvidere ikke i forbindelse med kommissoriet om en straffuldbyrdelseslov drøftet de eksisterende regler om reaktionernes art, når der sker overtrædelse af vilkår om tilsyn eller særvilkår knyttet til en betinget dom.

Rådets forslag til regler i straffuldbyrdelsesloven om fuldbyrdelse af betingede domme, herunder domme om samfundstjeneste, som omtales nedenfor, bygger derfor på de gældende regler om fastsættelse af tilsyn og andre særvilkår, jf. straffelovens §§ 57 og 59 samt §§ 63, stk. 4, og 65, jf. §§ 57 og 59, stk. 1, om ændring eller ophævelse af sådanne vilkår, jf. § 59, stk. 2, og § 65, jf. § 59, stk. 2, og om sanktionsmulighederne ved overtrædelse heraf, jf. §§ 60 og 66.

Endvidere bemærkes, at arbejdsgruppens lovudkast ikke indeholder bestemmelser om samfundstjeneste, idet muligheden for at idømme samfundstjeneste endnu byggede på en forsøgsordning, da betænkningen blev afgivet i 1989. På dette tidspunkt var spørgsmålet om at gøre samfundstjeneste til en permanent del af straffesystemet under overvejelse i Straffelovrådet.

Herudover er der som nævnt i pkt. 7.1.4, jf. pkt. 5.12.1.3. ovenfor, siden arbejdsgruppens betænkning foretaget en gennemgribende revision af de administrative forskrifter om tilsynsvirsomhed inden for kriminalforsorgen, der ikke alene retter sig mod tilsynsvirksomheden i forhold til prøveløsladte, men bl.a. også omfatter tilsynsvirksomheden i forhold til personer med betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 35 af 29. februar 1996 og vejledning af 14. marts 1996.

Straffelovrådet kan herefter med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde arbejdsgruppens forslag til bestemmelser om gennemførelse af betingede domme. Rådet finder endvidere, at der i straffuldbyrdelsesloven bør optages bestemmelser om gennemførelse af betingede domme med vilkår om samfundstjeneste, der bygger på de gældende regler herom i straffeloven og det ovennævnte cirkulære om tilsynsvirksomheden inden for kriminalforsorgen.

Rådet foreslår på den baggrund, at bestemmelserne om gennemførelse af vilkår om tilsyn og særvilkår ved betingede domme, herunder domme om samfundstjeneste, i straffelovens § 57, stk. 2, § 59, stk. 1, og § 65, jf. § 59, stk. 1, ophæves, jf. § 1, nr. 16, 18 og 23, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv.

Rådet foreslår endvidere, at der som §§ 94-100 i rådets lovudkast indsættes bestemmelser om gennemførelse af tilsyn og særvilkår ved betingede domme uden vilkår om samfundstjeneste, der svarer til §§ 81-87 i rådets lovudkast om gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår ved prøveløsladelse, jf. pkt. 5.12.2. ovenfor, med den afvigelse, at indberetning om vilkårsovertrædelse ved betingede domme afgives til anklagemyndigheden med henblik på, at spørgsmålet om reaktion kan forelægges for retten, jf. straffelovens § 60.

Herudover foreslås som §§ 101-104 i rådets lovudkast indsat en række bestemmelser om gennemførelse af domme med vilkår om samfundstjeneste.

Straffelovens regler om samfundstjeneste bygger på en forudsætning om, at ansvaret for gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste ligger hos kriminalforsorgen, jf. bl.a. Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 1829 ff. I overensstemmelse hermed foreslås det i § 101, stk. 1, fastsat, at vilkår om samfundstjeneste, jf. straffelovens § 63, gennemføres af kriminalforsorgen.

I § 101, stk. 2, fastsættes det i overensstemmelse med de gældende regler, at vilkår om samfundstjeneste indebærer, at den dømte skal opfylde den fastsatte arbejdspligt inden for den længstetid, der er udmålt ved dommen. Samfundstjenesten skal afvikles løbende over den fastsatte længstetid og må tidligst være afviklet, når der er forløbet to tredjedele af afviklingsperioden, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Endvidere fastsættes det i § 101, stk. 3, at tilsynsmyndigheden træffer bestemmelse om arbejdsstedet, hvor samfundstjenesten skal udføres, og at den dømte i øvrigt skal overholde de forskrifter, som kriminalforsorgen fastsætter om gennemførelsen af samfundstjenesten.

§ 101 suppleres i § 102 af en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste, herunder om erstatning for følger af ulykkestilfælde mv. under udførelse af samfundstjeneste.

I § 103 foreslås bestemmelser om overtrædelse af vilkår om samfundstjeneste. I overensstemmelse med de gældende regler fastsættes det i § 103, stk. 1, at kriminalforsorgen skal føre kontrol med, at den dømte opfylder den fastsatte arbejdspligt. Endvidere fastsættes det i § 103, stk. 2, at kriminalforsorgen ved overtrædelse af vilkåret om samfundstjeneste eller de forskrifter, som kriminalforsorgen har givet om udførelsen af samfundstjenesten, skal give den dømte pålæg om at overholde vilkåret og forskrifterne. Er der tidligere givet pålæg herom, skal der afgives indberetning til anklagemyndigheden. Herudover foreslås i § 103, stk. 3, indsat en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om behandlingen af sager om overtrædelse af vilkår om samfundstjeneste.

Endelig foreslås det i § 104 fastsat, at reglerne om gennemførelse af tilsyn og særvilkår ved betingede domme uden vilkår om samfundstjeneste, jf. straffelovens § 57, finder tilsvarende anvendelse, når sådanne vilkår er knyttet til en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, jf. straffelovens § 63, stk. 4.

7.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan med enkelte redaktionelle ændringer i § 101 tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om fuldbyrdelse af betingede domme og domme med vilkår om samfundstjeneste. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. §§ 94-100.