Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Vedlagt fremsendes i 70 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 1 af 4. februar 2000, nr. 2-11 af 8. februar 2000, nr. 12 af 9. februar 2000 og nr. 13-14 af 10. februar 2000 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om fuldbyrdelse af straf mv. og forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldb yrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.) (L 145/L 146 {{SPA}} bilag 4, 6, 8, 10 og 11).

/

1. I den henvendelse, der henvises til i spørgsmålet, anføres det, at den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 922, stk. 4, (lovforslagets § 2, nr. 14) om beskikkelse af forsvarer i tilståelsessager, indeholder en realitetsændring i forhold til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 925, stk. 3, idet det efter forslaget ikke længere er et krav, at der skal gøres bemærkning i retsbogen, hvis sigtede erkl&aeli g;rer ikke at ville have nogen forsvarer beskikket. Det anføres i den forbindelse, at den foreslåede ordning vil indebære en væsentlig begrænsning i forsvarernes medvirken i tilståelsessager i forhold til, hvad der er praksis efter gældende ret.

Dette er ikke korrekt.

Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 922, stk. 7, 2. pkt., indeholder således følgende regel:

Der er således ikke tale om nogen ændring i forhold til de gældende regler. Bestemmelserne om tilførsler til retsbogen er blot samlet i stk. 7 i den nye bestemmelse.

Den eneste {{SPA}} meget begrænsede {{SPA}} ændring i forhold til gældende ret er, at bestemmelsen om obligatorisk forsvarerbeskikkelse for sigtede, der er anholdt eller fængslet, alene gælder sigtede, der er anholdt eller fængslet "under retsmødet". Herved præciseres det, at det ikke er obligatorisk med forsvarerbeskikkelse, hvis sigtede alene anholdes på grund af udeblivelse fra et tidligere retsmøde og løsla mødets begyndelse. Dette er i overensstemmelse med et forslag fra Retsplejerådet i betænkning nr. 1352/1998 om behandling af nævningesager, s. 87 og 124 (§ 831).

2. I henvendelsen foreslår Landsforeningen af Beskikkede Advokater endvidere, at der skal beskikkes en forsvarer for en sigtet, som ikke selv har valgt en forsvarer, i alle tilståelsessager om overtrædelse af straffeloven, hvor andet end en bødesanktion kan komme på tale.

Justitsministeriet finder ikke grundlag for at foreslå en sådan bestemmelse i denne sammenhæng, hvor der alene er tale om konsekvenstilpasninger af retsplejelovens regler i forbindelse med afskaffelsen af hæftestraffen.

Det er i øvrigt Justitsministeriets opfattelse, at der ikke er behov for en sådan bestemmelse. Det bemærkes i den forbindelse, at retten i medfør af retsplejelovens § 732 også uden for de tilfælde, hvor forsvarerbeskikkelse er obligatorisk, kan beskikke en forsvarer for sigtede, når det efter sagens beskaffenhed, sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt må anses for ønskeligt, og sigtede ikke selv har antaget en forsvarer.

Svar:

Indsatte, der afsoner i kriminalforsorgens institutioner, bliver ved indsættelsen orienteret om institutionens beskæftigelsesmuligheder {{SPA}} herunder om uddannelse og arbejde.

Efter de gældende regler skal valg af beskæftigelse i det enkelte tilfælde træffes på grundlag af en samlet vurdering af den indsattes forhold, hvor der blandt andet tages hensyn til, at den indsattes evner udnyttes rimeligt, og til den indsattes egne ønsker. De indsatte skal søges motiveret for beskæftigelse, der er egnet til at afbøde manglende skolemæssige kundskaber eller mangel på erhvervsmæssig eller anden ud dannelse.

I lovforslagets § 39 foreslås princippet om individuelt beskæftigelsesvalg lovfæstet. Denne bestemmelse indeholder tillige en pligt til at vejlede den indsatte om mulighederne for ved undervisning eller uddannelse at afhjælpe manglende skolekundskaber eller manglende erhvervsmæssig eller anden uddannelse.

Kriminalforsorgen har i mange år betragtet undervisning og arbejdstræning som ligeværdige.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 38, indebærer forslaget til denne bestemmelse i forhold til den nugældende bestemmelse om arbejdspligt i straffelovens § 35, at der åbnes mulighed for udvidelse af de aktiviteter, som den indsatte kan være beskæftiget med til opfyldelse af sin pligt til at være beskæftiget under straffuldbyrdelsen.

Samtidig indebærer bestemmelsen, at pligten til at være beskæftiget modsvares af en ret til at være beskæftiget, således at det påhviler kriminalforsorgen at tilvejebringe de fornødne beskæftigelsesmuligheder.

Med bestemmelsen tilsigtes endvidere en understregning af undervisning og uddannelse som ligestillet med tilbud om beskæftigelse i institutionens værksteder eller med institutionens drift. Denne ligestilling tilsigter en forbedring af indsattes motivation til at udnytte institutionsopholdet til undervisning og uddannelse.

Der er ikke hensigten med lovforslaget herudover at indføre en prioritering mellem beskæftigelse ved henholdsvis uddannelse/undervisning eller arbejde.

Direktoratet for Kriminalforsorgen er ikke bekendt med, at indsatte opfordres til at arbejde i stedet for at tage en uddannelse. Ifølge gældende regler skal de indsatte søges motiveret for beskæftigelse, der er egnet til at afbøde manglende skolemæssige kundskaber eller mangel på erhvervsmæssig eller anden uddannelse. Indtægter til fængslet er således, når det drejer sig om den indsattes valg af beskæftig else, af sekundær karakter.

I kriminalforsorgens produktionsskoler tilrettelægges beskæftigelsen med udgangspunkt i de forudsætninger, som de svageste indsatte har. Det er indsatte, der ikke ville kunne placeres fuldtids i egentlig beskæftigelse ved produktion/vedligeholdelse eller i skolen. Indholdet i beskæftigelsen er en kombination af arbejde og undervisning, og det praktiske arbejde skal udvælges, så det i videst muligt omfang giver mulighed for undervisning. Denne undervisning foregår enten som integreret del af arbejdsprocessen på værkstedet eller {{SPA}} hvor behovet for undervisning er mere omfattende {{SPA}} i produktionsskolens undervisningslokale. Hvis der er behov for egentlig specialundervisning, deltager den pågældende i den almindelige tilrettelagte specialundervisning i fængslet.

Formålet med produktionsskolerne er at give et læringstilbud til de indsatte (de svageste), der ikke umiddelbart har forudsætninger for at kunne deltage i arbejde eller uddannelse, og som ikke ved en faglig eller skolemæssig oplæring kan erhverve disse forudsætninger, fordi de mangler nogle personlige kvalifikationer for denne indlæring.

Indsatte har endvidere mulighed for på deltid at deltage i andre skoletilbud, for eksempel specialundervisning og undervisning i enkeltfag på 9.-10. klasses niveau samt på HF-niveau. Også selvstuderende har ofte beskæftigelsen delt mellem selvstudium og arbejde.

Undervisning i behandlingsprogrammet "kognitiv færdighedstræning" er ligeledes tilrettelagt som deltidsundervisning {{SPA}} normalt med 1 dobbelttime 4 dage om ugen. Efter undervisningen er de indsatte beskæftiget ved produktions- eller vedligeholdelsesarbejde eller i skolen, hvor det indlærte fra den kognitive færdighedstræning kan afprøves.

I forbindelse med finansloven for 1999 blev der indgået en 5-årig aftale for kriminalforsorgens bevillinger.

Flerårsaftalen for kriminalforsorgen og den i forbindelse hermed indgåede resultatkontrakt skal sikre en effektiv og velfungerende kriminalforsorg inden for de fastsatte bevillingsmæssige rammer.

I Økonomistyrelsens budgetanalyse af kriminalforsorgen, der blev udarbejdet forud for indgåelsen af flerårsaftalen, blev der peget på, at den organisatoriske adskillelse af undervisning og arbejdsdrift, der hidtil har været placeret under henholdsvis undervisningslederen og fængselsforvalteren, kan virke hæmmende for nødvendigt samarbejde om og koordination af beskæftigelsen af de indsatte. Det blev således anbefalet at samle u ndervisning og arbejdsdrift i en organisatorisk enhed, som lettere kan sikre, at fordelingen af de indsatte altid sker med udgangspunkt i de indsattes behov og ikke ved intern konkurrence om de mest velfungerende indsatte.

På baggrund af blandt andet budgetanalysen har kriminalforsorgen udarbejdet et forslag til ny ledelses- og organisationsstruktur i fængslerne, som skal implementeres i perioden 2000-2003. Undervisning og arbejdsdrift vil blive samlet under en beskæftigelsesleder. Beskæftigelseslederen vil sammen med lederen af den afdeling, hvor den indsatte er placeret, få ansvar for, at der med udgangspunkt i den indsattes behov skabes mulighed for at tilbyde en programvirk somhed, der sikrer udarbejdelse af en individuelt sammensat afsoningsplan. Afhængig af den indsattes behov og motivation skal afsoningsplanen opbygges af arbejde, uddannelse, adfærds- og misbrugsrelaterede programmer eller anden virksomhed, der samlet kan sikre en optimal afsoning og en gunstig løsladelsessituation.

En central del af beskæftigelseslederens ansvarsområde vil således være uddannelse af indsatte. Beskæftigelseslederen, der kan rekrutteres fra såvel arbejdsdriften som uddannelsessektoren, vil have medarbejdere med pædagogisk kompetence, og der ligger i den nye organisation ikke en nedprioritering af uddannelse af indsatte, men derimod en organisation, der samlet kan sikre en målrettet og koordineret beskæftigelsesindsats i fængs lerne.

For indsatte, der deltager i undervisning efter lov om almen voksenuddannelse (9. og 10. klasse) samt undervisning efter lov om kursus til højere forberedelseseksamen, følger kriminalforsorgen de af Undervisningsministeriet fastsatte faglige mål. Kriminalforsorgen har status som voksenuddannelsescenter med lokale afdelinger i en række fængsler og følger således de af Undervisningsministeriet udarbejdede vejledende bestemmelser for de enkelte fa g.

Lærerne, der underviser i fængselsskolerne, skal have en seminarieuddannelse eller anden tilsvarende uddannelse. Lærerne deltager i efteruddannelseskurser tilrettelagt af Undervisningsministeriet og/eller Danmarks Lærerhøjskole. Derved sikrer kriminalforsorgen, at lærerne her en ajourført viden om indhold og nye pædagogiske metoder i undervisningen.

Kriminalforsorgen har fastsat regler for aflønning af indsatte, der er beskæftiget i kriminalforsorgens institutioner.

Alle beskæftigede indsatte modtager en grundløn (ens for arbejde og undervisning), som kan suppleres {{SPA}} efter nærmere fastsatte regler {{SPA}} med et stabilitetstillæg og et kompetencetillæg. Kompetencetillægget kan dog ikke ydes til indsatte, der er beskæftiget i kriminalforsorgens produktionsskoler, bl.a. på grund af, at disse indsatte også skal have en økonomisk tilskyndelse til at gøre sig egnet til at deltage i lig undervisning eller i den egentlige produktionsvirksomhed eller økonomidrift.

For indsatte beskæftiget i produktionen samt i ganske særlige tilfælde for indsatte beskæftiget inden for økonomidriften (vedligeholdelsesarbejde) kan der {{SPA}} efter nærmere fastsatte regler ud over stabilitets- og kompetencetillæg {{SPA}} ydes et bonustillæg. Tillægget kan aftales med grupper af indsatte til udførelse af en given arbejdsopgave.

Indsatte, som er beskæftiget i produktionen eller inden for økonomidriften, og som modtager bonustillæg, vil således få mere udbetalt end indsatte, der ikke får bonustillæg, herunder indsatte, der er beskæftiget ved uddannelse.

Af lovforslagets § 31, stk. 2 fremgår det, at institutionen snarest efter indsættelsen i samarbejde med den indsatte skal udarbejde en plan for strafudståelsen og tiden efter løsladelsen. Denne plan skal jævnligt sammenholdes med den indsattes forhold under strafudståelsen og om nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse forhold.

Efter lovforslagets § 44, stk. 2, skal institutionen i forbindelse med den forsorgsmæssige bistand blandt andet yde vejledning og bistand med henblik på at forbedre den pågældendes muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse og begrænse de ulemper, der følger af frihedsberøvelsen. Institutionen skal i den forbindelse formidle kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der efter anden lovgivning kan yde bistand.

Justitsministeriet har i anledning af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Socialministeriet, hvorunder spørgsmålet om kommunernes forpligtelse til at yde social bistand hører. Socialministeriet har bl.a. oplyst følgende:

Det kan tilføjes, at Justitsministeriet i april 1998 sammen med Socialministeriet udsendte "Vejledende retningslinier for samarbejdet mellem de sociale myndigheder og kriminalforsorgens institutioner og afdelinger."

Formålet med disse retningslinier er at skabe et bedre samarbejde mellem de forskellige parter, således at der så tidligt som muligt sættes samlet ind overfor den enkelte kriminelle for at forhindre/forebygge yderligere udstødelse af samfundet.

Udviklingen i samarbejdet følges i en 5-årig forsøgsperiode, hvorunder der vil blive foretaget en midtvejsevaluering med henblik på eventuelle yderligere initiativer til forbedring af samarbejdet.

Den nugældende straffelov fra 1930 indeholder ikke i en særlig formålsbestemmelse eller på anden måde nogen angivelse af formålet med anvendelsen af straf. Heller ikke den tidligere straffelov fra 1866 indeholdt bestemmelser herom.

Knud Waaben anfører i "Strafferettens almindelige del I, Ansvarslæren" (4. udg. 1997), s. 31-32, følgende om straffens formål:

I almindelighed antages straffens hovedformål i dansk ret dog at være prævention, altså forebyggelse af fremtidig kriminalitet. Dette formål kendes både som almen prævention, dvs. forebyggelse af kriminalitet ved påvirkning af befolkningen som helhed eller større grupper af den, og som individualprævention, dvs. forebyggelse ved påvirkning af den enkelte lovovertræder gennem strafferetlig reaktion. Samtidig er straff ebestemmelser med til at markere samfundets afstandtagen fra eller fordømmelse af en bestemt adfærd (straffens repressive funktion).

Kriminalforsorgen vedtog i 1992 et principprogram for sit arbejde. Heraf fremgår, at det er kriminalforsorgens formål at medvirke til at begrænse kriminaliteten. Dette formål er fælles for hele det strafferetlige system, dvs. politi, anklagemyndighed, domstole og kriminalforsorgen

Ved forfølgelsen af dette formål stilles der fra samfundets side forskellige krav, som blandt andet har fundet udtryk i lovgivningen - herunder grundloven - i internationale konventioner, som f.eks. den europæiske menneskerettighedskonvention, og i de europæiske fængselsregler, som er vedtaget af Europarådet. Kravene benævnes i principprogrammet: "menneskeværd", "ukrænkelighed", "retshåndhævelse&qu ot; og "retsfølelse".

Disse krav fører frem til kriminalforsorgens hovedopgave: at fuldbyrde straf på en sådan måde, at kriminalforsorgen på den ene side udøver den nødvendige kontrol for at gennemføre straffuldbyrdelsen og på den anden side støtter og motiverer de dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse.

Principprogrammet indeholder endvidere 6 principper for kriminalforsorgens virksomhed; nemlig "normalisering", "åbenhed", "ansvarlighed", "sikkerhed", "mindst mulig indgriben" og "optimal ressourceanvendelse".

I efteråret 1993 afholdt den daværende justitsminister en konference med Folketingets Retsudvalg, hvor principprogrammet var et af hovedemnerne. På denne konference var der bred tilslutning til de generelle linier i principprogrammet, dvs. selve metodikken og beskrivelsen af formål, krav, hovedopgaver og principper. Herefter blev principprogrammet udsendt til samtlige tjenestesteder med henblik på lokal udmøntning.

I forslag til lov om fuldbyrdelse af straf mv. § 3 foreslås hovedformålene med straffuldbyrdelsen lovfæstet. Efter denne bestemmelse skal fuldbyrdelse af en straf ske med fornøden hensyntagen såvel til straffens gennemførelse som til behovet for at hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse.

Forslag til lov om fuldbyrdelse af straf mv. § 37 omhandler de indsattes ret til at udgive blade. § 37, stk. 3, lyder således:

Bestemmelsen svarer til forslaget fra et flertal af Straffelovrådet. Et mindretal (2 medlemmer) kunne ikke tilslutte sig forslaget.

Justitsministeriet har i et notat af 7. juni 1989 behandlet spørgsmålet om adgangen for indsatte til at udgive et fængselsblad uden forudgående tilladelse og kontrol fra institutionens ledelse i relation til grundlovens § 77 om ytringsfrihed. Notatet, der er gengivet i betænkning nr. 1181/1989 om en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (s. 571-578), vedlægges i kopi.

Af notatet fremgår bl.a., at en ordning, der giver institutionens leder ret til på forhånd at gennemlæse de indsattes blad, ikke vil være i strid med grundlovens § 77. En ordning, hvorefter institutionens leder kan forbyde offentliggørelsen af bestemte artikler, såfremt hensynet til kriminalforsorgens sikkerhedsmæssige forhold eller ordenshensyn taler for det, kan heller ikke antages at være i strid med grundlovens § 77. Det samme g&a elig;lder, hvis artiklernes indhold indebærer en overtrædelse af lovgivningen eller groft forulemper enkeltpersoner.

Om den konkrete sag, som er nævnt i henvendelsen fra Freeport Film A/S, og om gældende regler og praksis på dette område, kan der oplyses følgende:

I den konkrete sag blev der søgt om tilladelse til at foretage tv-interviews med fotografering af to udviste udlændinge. De pågældende var idømt længere frihedsstraffe for røveri, ligesom de tidligere er dømt for røveri.

Når Direktoratet for Kriminalforsorgen vurderer ansøgninger om tilladelse til tv-interviews, vil hensynet til retsfølelsen altid indgå som et kriterium i forbindelse med den skønsmæssige afvejning. Såvel hensynet til retsfølelsen generelt som hensynet til den konkrete retsfølelse hos eventuelle ofre for en forbrydelse inddrages i en sådan afgørelse. Et særligt element i vurderingen er, om der ønskes tilla delse til at lave tv-optagelser med levende billeder af den indsatte, idet der herved {{SPA}} på grund af tv-mediets betydelige gennemslagskraft {{SPA}} består en særlig risiko for krænkelse af retsfølelsen.

I den konkrete sag vurderede direktoratet, at et interview til tv med levende billeder, som det af journalisterne og sagsakterne var blevet skitseret, ville indebære en krænkelse af retsfølelsen, såvel hos de konkrete ofre for forbrydelsen, som i befolkningen generelt. Det skal bemærkes, at direktoratet ved afgørelsen ikke har afskåret de indsatte fra at ytre sig i medierne, idet journalisterne fik tilladelse til at besøge dem i arresthus ene med henblik på interview. Afslaget vedrørte således alene ansøgningen om tilladelse til at foretage tv-interview med levende billeder.

Det kan i øvrigt oplyses, at de pågældende journalister i strid med direktoratets afgørelse og i strid med arrestforvarernes anvisninger, indsmuglede et kamera og foretog det ønskede tv-interview alligevel. Det fremgik af udsendelsen, at der blandt andet blev fokuseret på de indsattes egen kriminalitet. Efter fast praksis er direktoratet væsentlig mere tilbageholdende med at give tilladelse til tv-interviews, hvis der i interviewet fokuseres p& aring; den indsattes egen kriminalitet. Denne praksis følges, fordi det findes særligt krænkende for retsfølelsen, hvis dømte får mulighed for at fremstille forbrydelsen på tv. Dette gælder særligt ved alvorlig, personfarlig kriminalitet.

Ved afgørelsen af spørgsmål om tilladelse til tv-interview vurderer direktoratet altid sagen helt konkret. I langt de fleste sager gives der tilladelse i overensstemmelse med det ansøgte. I nogle sager fastsætter direktoratet vilkår i forbindelse med en tilladelse, således at der alene gives en begrænset tilladelse. Det sker i de sager, hvor der via vilkårsfastsættelse kan tages behørigt hensyn til retsfølelsen. Eksempler på vilkår kan være, at den pågældendes ansigt sløres, at stemmen forvrænges, eller at den indsatte ikke må tale om egen kriminalitet.

Som det fremgår af Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, s. 170, har ombudsmanden i en konkret sag vedrørende denne praksis udtalt, at han ikke havde grundlag for kritik.

Ifølge forslag til lov om straffuldbyrdelse § 59 har en indsat ret til i institutionen at udtale sig og i den forbindelse at lade sig fotografere til medierne. Denne ret kan dog begrænses af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, indebærer bestemmelsen i overensstemmelse med den nuværende retstilstand blandt andet, at spørgsmålet om fotografering i tilknytning til interviews reguleres på samme måde som adgangen til at udtale sig, dvs. at den indsatte har ret til at lade sig fotografere, men at der kan fastsættes begrænsninger ud fra de angivne hensyn.

Bestemmelsen indebærer således blandt andet en lovfæstelse af adgangen til at gøre indgreb i de særlige tilfælde, hvor indgrebet sker for at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen {{SPA}} herunder hensynet til offeret. Som det også fremgår af bemærkningerne, forudsættes det, at begrænsninger i retten til at kontakte medierne alene gennemføres, når de hensyn, der er nævnt i beste n, med afgørende vægt taler for en sådan begrænsning.

Også efter en vedtagelse af lovforslaget vil afgørelsen om tilladelse til interview {{SPA}} herunder tv-interview {{SPA}} således skulle træffes ud fra en konkret vurdering. Ved denne vurdering skal der blandt andet tages stilling til, om en tilladelse vil medføre en åbenbar krænkelse af hensynet til offeret eller retsfølelsen i øvrigt. Som et element i denne vurdering vil det {{SPA}} i overensstemmelse med den nuværende prak blive tillagt vægt, hvilket medie der er tale om. Er der i den konkrete sag tale om tv-interview med levende billeder, og ønskes der tilladelse til at fotografere den indsatte, vil det blive tillagt vægt, at der - på grund af tv-mediets betydelige gennemslagskraft - består en særlig risiko for krænkelse af offeret og retsfølelsen i øvrigt.

Der er ikke tilsigtet ændringer i den nuværende praksis, hvorefter det {{SPA}} i sager hvor hensynet til offeret og retsfølelsen i øvrigt medfører, at ansøgningen ikke umiddelbart kan imødekommes {{SPA}} vil blive vurderet, om tilladelse kan gives på særlige vilkår, som f.eks. at den pågældendes ansigt og stemme sløres.

Ugeskrift for Retsvæsen 2000, afdeling B, s. 50-52, indeholder en artikel af dommer Peter Garde, Hillerød. I artiklen anføres det, at forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (L 146) indeholder en fejl, idet der i forslaget til retsplejelovens § 922 (lovforslagets § 2, pkt. 14) står "domsmænd" i stedet for "lægdommere".

Bestemmelsen giver hjemmel til en særlig enkel fremgangsmåde i straffesager, hvor sigtede i et retsmøde afgiver fuldstændig tilståelse. Som det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, er det hensigten, at forslaget til retsplejelovens § 922 med en mindre præcisering {{SPA}} jf. herved besvarelsen af spørgsmål nr. 1 {{SPA}} skal svare til den nugældende bestemmelse i retsplejelovens § 925. Det er således utilsigt r den foreslåede bestemmelse ifølge sin ordlyd ikke omfatter nævningesager, hvor der ikke bliver spørgsmål om anvendelse af særforanstaltninger.

En samlet vurdering af kriminalforsorgens behov for institutioner {{SPA}} herunder behovet for en bred vifte af pensioner med forskellige tilbud {{SPA}} sammenholdt med en prioritering af ressourcer har ikke hidtil gjort det relevant at etablere andre institutioner efter tilsvarende principper som Pensionen Skejby.