Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl Retsudvalget
Vedlagt fremsendes i 70 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 15-25 af 9. februar 2000, spørgsmål nr. 26-28 af 14. februar 2000, spørgsmål nr. 30 af 8. marts 2000 og spørgsmål nr. 31 af 28. marts 2000 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om fuldbyrdelse af straf mv. samt forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om ful dbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.) (L 145/L 146 {{SPA}} bilag 12-14, 17 og 20).
/
<DOCUMENT_START>Besvarelse af spørgsmål nr. 15-25 af 9. februar 2000, spørgsmål nr. 26-28 af 14. februar 2000, spørgsmål nr. 30 af 8. marts 2000 samt spørgsmål nr. 31 af 28. marts 2000 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om fuldbyrdelse af straf mv. samt forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Æ ndringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.) (L 145/ L 146 {{SPA}} bilag 12-14, 17 og 20).
Spørgsmål nr. 15:
"Ministeren bedes kommentere samtlige høringssvar, både for så vidt angår parternes bemærkninger til lovforslaget, men også parternes forslag og bemærkninger til straffuldbyrdelse i øvrigt."
Svar:
Justitsministeriet sendte den 16. december 1999 en oversigt over modtagne høringssvar vedrørende de berørte lovforslag til Folketingets Retsudvalg. Justitsministeriet har i vedlagte bilag, hvortil der henvises, kommenteret de enkelte høringssvar med udgangspunkt i høringsoversigten. Kommentarerne er anført med kursiv skrift.
Spørgsmål nr. 16:
"Hvilke erfaringer har kriminalforsorgen gjort sig på basis af det forsøg med et pengeløst fængsel, der har været i et lukket fængsel, og som er beskrevet i bemærkningerne til L 145 side 52. Er forsøget evalueret?"
Svar:
Den 1. januar 1996 startede et forsøg med kontantløst betalingssystem i Statsfængslet i Nyborg. Hovedformålet med forsøget var at afprøve, om fravær af kontanter i fængslet kunne begrænse problemerne med negativt stærke indsattes udnyttelse af medindsatte, herunder om fraværet kunne have en hæmmende effekt på handel med og misbrug af euforiserende stoffet i fængslet.
Gruppen, der inden forsøgets start blev nedsat med henblik på at følge og evaluere forsøget, afgav indstilling til Direktoratet for Kriminalforsorgen i april 1998. Følgegruppen fandt ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at udtale sig éntydigt om forsøgets konsekvenser for statsfængslet og de indsatte, herunder for udbredelsen af euforiserende stoffer i fængslet. Det skyldtes bl.a., at det i forsøgsperioden ikke h avde været muligt at afprøve en fuldt tilfredsstillende teknisk løsning med "smart-cards", og at fængslet havde huset et vekslende antal indsatte med tilknytning til Bandidos. Følgegruppen kunne derfor ikke anbefale en udvidelse af forsøget til andre anstalter, som i teknisk henseende ville være ringere stillet end Statsfængslet i Nyborg.
Det var følgegruppens opfattelse, at forsøgets manglende succes meget vel kunne tilskrives de tekniske vanskeligheder. Følgegruppen anbefalede derfor, at det kontantløse fængsel blev afprøvet, når de tekniske muligheder for at etablere "smart-cards" i løbet af et par år var til stede. Førte overvejelserne om placering af negativt stærke indsatte til, at disse indsatte blev afsondret fra medindsatte, burde forsøget med kontantløst fængsel revideres i lyset heraf. Følgegruppen indstillede også, at forsøget i Statsfængslet i Nyborg fortsatte, indtil mulighederne for at afprøve en teknisk fuldt udbygget løsning ville foreligge.
Forsøget er for tiden under fornyet evaluering. I denne evaluering indgår bl.a. en vurdering af følgerne af, at Statsfængslet i Nyborg i august 1998 etablerede en særlig afdeling for negativt stærke indsatte, og af tidsperspektivet for etablering af en teknisk fuldt tilfredsstillende løsning. Det indgår også i kriminalforsorgens IT-udviklingsplan for 2000-2003, at der som en af de første aktiviteter skal ske en afklaring af, hvorledes krav og behov fra kontantløse fængsler kan håndteres.
Spørgsmål nr. 17:
"Er ministeren enig i, at indsatte bør have krav på at kunne afsone helt uden fællesskab med indsatte af modsat køn, jf. Dansk Fængselsforbunds bemærkninger til den foreslåede § 33 i L 145?"
Svar:
Kvinder udgør en relativt lille del af det samlede belæg i kriminalforsorgens institutioner. I 1999 var det gennemsnitlige daglige belæg i fængslerne og arresthusene 3.480, hvoraf det kvindelige belæg udgjorde 177, hvilket svarer til ca. 5 pct. Heraf var ca. en tredjedel anholdte og varetægtsfængslede, som af hensyn til efterforskningen anbringes i de lokale arresthuse. Denne fordeling på mandlige og kvindelige indsatte har været nogenlunde konstant de seneste år. Den omstændighed, at der er så få kvindelige strafafsonere, gør det uhensigtsmæssigt generelt at anbringe kvinderne i særskilte institutioner eller afdelinger, idet det vil betyde et brud med nærhedsprincippet, ligesom en generel adskillelse af mænd og kvinder vil være i strid med det grundlæggende normaliseringsprincip.
Efter de gældende regler kan kvinder afsone i følgende fængsler:
I de resterende 11 fængsler, hvoraf 3 er lukkede, og 8 er åbne, placeres udelukkende mandlige strafafsonere. Muligheden for at placere mandlige indsatte, der ikke ønsker fællesskab med kvindelige strafafsonere, er således væsentlig bedre. Mænd under 23 år, som skal afsone i lukket fængsel, vil dog som udgangspunkt blive anbragt i Statsfængslet i Ringe, hvor der også afsoner kvinder.
Efter FN{{PU2}}s Standard Minimumsregler og De Europæiske Fængselsregler (artikel 11, stk. 2) skal mænd og kvinder i princippet anbringes adskilt, hvis de ønsker det. I overensstemmelse hermed er det den principielle opfattelse, at kvindelige afsonere, som ønsker at afsone på en afdeling udelukkende for kvinder, bør have en sådan mulighed. Direktoratet for Kriminalforsorgen har således været indstillet på at søge et et lukket fængselsafsnit for kvinder, når der var ønske herom blandt et passende antal indsatte, så der er et rimeligt forhold mellem behovet og de meget betydelige økonomiske omkostninger og praktiske problemer, der er forbundet med at etablere en sådan afdeling. En undersøgelse i 1989 viste, at der på daværende tidspunkt blandt de kvindelige indsatte stort set var tilfredshed med den gældende ordning.
Herudover har en arbejdsgruppe under Direktoratet for Kriminalforsorgen i 1996 afgivet en indstilling om svage indsatte, hvor også kvindelige indsattes afsoningsforhold drøftes. Arbejdsgruppen tilsluttede sig det principielle synspunkt, at kvinder bør kunne afsone på afdelinger uden mænd, hvis de ønsker det. En undersøgelse foretaget af arbejdsgruppen viste imidlertid, at ingen af de kvindelige fængselsdømte, der sad i arresthusen e den 1. september 1995, var overført dertil fra lukket anstalt, fordi de ikke ønskede at afsone i fællesskab med mandlige indsatte. På den baggrund var det arbejdsgruppens opfattelse, at der fortsat ikke var grundlag for at oprette et særligt afsnit for kvindelige indsatte, som skulle afsone i lukket fængsel. I de enkeltstående tilfælde, hvor kvinder af forskellige grunde ikke ønsker eller kan være i Statsfængslet i Ringe, fandt arbejdsgr uppen, at der bør findes en konkret løsning med overførsel til arresthus, så vidt muligt et af de større arresthuse eller Københavns Fængsler, hvor man har de bedste faciliteter til at huse afsonere i længere tid.
På kvindeafdelingen i Anstalten ved Herstedvester, hvor kvinder siden november 1998 har haft mulighed for at afsone uden fællesskab med mænd, har der ikke hidtil været kvinder, der har fremsat ønske herom.
Det tilføjes, at Differentieringsudvalget har fundet at burde afstå fra at foreslå, at der på nuværende tidspunkt gives høj prioritet til etablering af en separat afdeling for kvinder i en lukket institution. I de få tilfælde, hvor kvinder af forskellige grunde ikke ønsker eller kan være i Statsfængslet i Ringe, bør der efter udvalgets opfattelse findes en konkret løsning, som muliggør overfør sel til så vidt muligt et af de større arresthuse, eventuelt Københavns Fængsler, jf. betænkningen s. 38. Differentieringsudvalgets betænkning er som nævnt sendt til høring. Når høringssvarene foreligger, vil Direktoratet for Kriminalforsorgen tage stilling til udvalgets anbefalinger om placering af kvindelige indsatte.
Spørgsmål nr. 18:
"Ministeren bedes kommentere bemærkningerne om udgangstilladelse fra politidirektøren i København, jf. høringssvaret på bilag 1. Vil ministeren være indstillet på at stille et ændringsforslag med det indhold, politidirektøren giver udtryk for?"
Svar:
I sit høringssvar anfører Politidirektøren i København, at der bør være videre adgang til at nægte udgang til meget aktive berigelseskriminelle såsom mange gange straffede stofmisbrugere med tæt recidiv. Med henblik herpå foreslås lovforslagets § 46 om udgang udbygget med en bestemmelse, der udelukker udgang i visse situationer, f.eks. når den dømte inden for det sidste eller de to sidste år er straf fet et vist antal gange og/eller er afhængig af euforiserende stoffer.
Der henvises indledningsvis til det i bilaget til besvarelsen af spørgsmål 15 anførte om høringssvarene vedrørende lovforslagets § 46. Som det fremgår heraf, indebærer § 46 ikke ændringer i forhold til den nuværende resttilstand, hvorefter vurderingen af risikoen for misbrug af en udgangstilladelse bygger på en konkret vurdering. Udgangstilladelse forudsætter {{SPA}} både efter gældende ret og efter lovforsl at der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen.
Efter den nugældende praksis vil oplysninger om bl.a. hurtigt recidiv og afhængighed af euforiserende stoffer i almindelighed indgå i vurderingen af misbrugsrisikoen, når der er spørgsmål om uledsaget udgang. Endvidere skal der i reglen indhentes en udtalelse fra politiet, hvis den indsatte inden for de sidste 3 år har været løsladt efter udståelse af mindst 2 fængselsstraffe, og nu udstår fængselsstraf for fo rhold, der helt eller delvis er begået inden for 6 måneder efter sidste løsladelse.
Lovforslagets § 46, stk. 2, opregner en række forhold, som skal tillægges særlig vægt ved misbrugsvurderingen. Hurtigt recidiv indgår ikke i denne opregning, men det er ikke udtryk for, at hurtigt recidiv ikke skal tillægges betydning ved vurderingen af risikoen for misbrug. Afgørelser om udgang beror og bør også efter straffuldbyrdelsesloven bero på en skønsmæssig vurdering, som åbner mulighed for at inddrag e og vægte samtlige relevante omstændigheder i det enkelte tilfælde. Justitsministeriet kan derfor ikke tiltræde politidirektørens mere vidtgående forslag, hvorefter der i lovteksten optages en bestemmelse, som afskærer fra en skønsmæssig vurdering i de tilfælde, hvor den dømte inden for en vis periode er straffet et vist antal gange og/eller er afhængig af euforiserende stoffer. Justitsministeriet vil imidlertid være indstille t på at fastsætte en bestemmelse svarende til den af politidirektøren foreslåede, hvorefter hurtigt recidiv og/eller afhængighed af euforiserende stoffer skal indgå med særlig vægt ved misbrugsvurderingen, når der til sin tid skal udstedes administrative regler i medfør af bemyndigelsen i lovforslagets § 50.
Spørgsmål nr. 19:
"Hvad er den helt præcise statistik for den gennemsnitlige afsoningstid for livstidsdømte?"
Svar:
Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at 13 livstidsfanger er blevet løsladt ved benådning i perioden fra august 1985 til april 1999. Den gennemsnitlige varighed af frihedsberøvelsen har for disse 13 dømte været 16 år og 9 måneder. Den længste afsoningstid var 33 år og 8 måneder. En så lang afsoning påvirker naturligvis statistikken. Den gennemsnitlige varighed af frihedsberøvelsen har for de rester ende 12 dømte været 15 år og 4 måneder.
Spørgsmål nr. 20:
"Er der i dag det antal kontraktfængselspladser, der er behov for, og i benægtende fald, hvor lang er ventelisten og ventetiden".
Svar:
Der er i dag etableret behandlings- og kontraktfængselsafdelinger for tidligere stofmisbrugere i Statsfængslerne i Nyborg, Ringe, Vridsløselille og Sdr. Omme. I Statsfængslet i Vridsløselille varetages behandlingen af den private behandlingsinstitution "Kongens Ø". De foreløbige erfaringer med projektet har været meget positive, og behandlingssamarbejdet er derfor i efteråret 1999 blevet udbygget med endnu en behandlingsa fdeling. De stoffri afdelinger i Statsfængslet ved Horserød samt arresthuset i Horsens sigter både på ikke-stofmisbrugere og tidligere stofmisbrugere, der ønsker at undgå at blive fristet til stofmisbrug.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har den 15. februar 2000 telefonisk indhentet oplysninger om ventelister og ventetider på ovennævnte afdelinger. De indhentede oplysninger viser, at der generelt ikke er problemer med ventelister i forhold til det nuværende behov. Dog svinger tilgangen til afdelingerne en del over tid. Endvidere har Statsfængslet ved Horserød på grund af særlige kapacitetsproblemer to personer på venteliste. Ventetiden er ca. 1 måned. Statsfængslet i Vridsløselille har fem personer på venteliste til den særlige Kongens Ø-afdeling. Herudover er der 12 personer, som ønsker optagelse på afdelingen, men som på grund af status som varetægtsarrestant eller som følge af metadonnedtrapning, lang reststraf mv. foreløbig står passivt på ventelisten. Ventetiden er ca. 1-3 måneder.
I sommeren 1999 oprettedes en kontraktpension på Fyn. På grund af problemer med at erhverve egnede lokaler til formålet blev pensionen indrettet i midlertidige lokaler med 5 pladser. Det er aftalt, at kriminalforsorgen den 1. oktober 2000 overtager de lokaler, hvor pensionen permanent skal etableres. Der bliver i alt 15 pladser i de permanente lokaler. Målgruppen er primært personer, der har afsonet i en kontraktfængselsafdeling. Den 15. februar 2000 va r 5 personer på venteliste til den midlertidige pension .
Som led i en generel øget indsats mod stofmisbrug nedsatte Direktoratet for Kriminalforsorgen i juli 1999 en projektgruppe, der bl.a. fik til opgave at komme med forslag til forebyggende foranstaltninger, generelle behandlingsprincipper og konkrete behandlingsmuligheder over for stofmisbrugere blandt kriminalforsorgens klientel. Løsningen af denne opgave forudsætter, at der foretages en grundig analyse af det reelle behov for behandling, herunder antallet af kontraktf& aelig;ngselspladser. Gruppen arbejder derfor for tiden med forslag til design og finansiering af en narkotikakonsumundersøgelse blandt kriminalforsorgens klientel. Undersøgelsens formål er dels at belyse problemets art og omfang samt eventuelle behov for nye behandlingstiltag eller justering af igangværende behandlingstilbud, dels at danne grundlag for en fremtidig oversigt over antallet af stofmisbrugere i kriminalforsorgens institutioner.
Spørgsmål nr. 21:
"Ministeren bedes yde lovteknisk bistand til udarbejdelse af ændringsforslag, der imødekommer det flertal i Straffelovrådet, der gik ind for at indskrænke adgangen til aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse. Hvorledes stiller ministeren sig til ændringsforslagene?"
Svar:
Straffelovrådet afgav i december 1996 en udtalelse om aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse. Udtalelsen er optrykt som bilag 3 til Straffelovrådets betænkning nr. 1355/1998 om en lov om fuldbyrdelse af straf mv. I udtalelsen foreslår et flertal på seks ud af rådets otte medlemmer, at forvaltningslovens § 9 om partsaktindsigt ændres, så der ikke er aktindsigt for parten i forbindelse med fuldbyrdelse af frihedsstraf i sager om valg af afson ingsinstitution, sager om overførsel til anden afsoningsinstitution eller afdeling i en afsoningsinstitution eller i sager om udelukkelse fra fællesskab. Endvidere foreslås forvaltningslovens § 24 om begrundelse ændret, så afgørelser i de typer af sager, der foreslås undtaget fra aktindsigt, for så vidt angår begrundelsen alene skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Lovudkastet med tilhø ;rende bemærkninger er optrykt som underbilag 1 til Straffelovrådets udtalelse om aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse. Lovudkastet har følgende ordlyd:
"I forvaltningsloven, jf. {{NEL}}, foretages følgende ændringer:
"I forbindelse med fuldbyrdelse af frihedsstraf gælder bestemmelserne heller ikke sager om valg af afsoningsinstitution, sager om overførsel til anden afsoningsinstitution eller afdeling i en afsoningsinstitution og sager om udelukkelse fra fællesskab."
"§ 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, gælder ikke i de sager, der er nævnt i § 9, stk. 3, 2. pkt. Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses i det omfang, hvori partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jf. § 15."
Justitsministeriets holdning til dette forslag fremgår af i pkt. 4.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget (L 146):
"Justitsministeriet finder, at udelukkelse af adgangen til aktindsigt kan give anledning til principielle betænkeligheder.
En sådan ordning bør derfor kun indføres, hvis meget væsentlige hensyn til de sikkerhedsmæssige forhold taler for det.
Justitsministeriet har ud fra en samlet vurdering fundet det rigtigst ikke at medtage forslaget om at begrænse adgangen til aktindsigt i dette lovforslag.
Justitsministeriet vil imidlertid løbende følge udviklingen og vurdere, om der skulle indtræde sådanne forandringer i den sikkerhedsmæssige situation, at en ændring på dette område måtte vise sig påkrævet."
Spørgsmål nr. 22:
"Er ministeren enig i, at en minimumsgrænse for frihedsstraf på 7 dage står i vejen for anvendelse af weekendfængsling, sådan som politidirektøren i København anfører det i sit høringssvar?"
Svar:
En ordning med weekendfængsel kan gennemføres på to måder. For det første kan weekendfængsel tænkes udformet som en helt sædvanlig strafferetlig sanktion, hvis anvendelse ikke knytter sig til en i forvejen idømt frihedsstraf. Dernæst kan weekendfængsel anvendes som en særlig form for afsoning af frihedsstraf, så der samtidig med eller efter idømmelse af frihedsstraf kan træffes beslutning om, at den idømte frihedsstraf skal udstås i form af weekendfængsel.
Anvendelse af weekendfængsel som en særlig form for afsoning af frihedsstraf er ikke uforenelig med en fast minimumsgrænse for frihedsstraf på 7 dage. Benyttes en omregningsfaktor, hvorefter to dage af den idømte frihedsstraf anses for udstået for hver gang, den dømte har opholdt sig i afsoningsinstitutionen i en weekend, vil en frihedsstraf på 7 dage være udstået efter ophold i tre en halv weekend i en afsoningsinstitution.
Tænkes weekendfængsel udformet som en selvstændig sanktion, bør dette efter Justitsministeriets opfattelse ikke føre til nedsættelse af minimumsgrænsen for den samlede frihedsstraf på 7 dage. I stedet kan det overvejes at supplere bestemmelsen om straffens faste minimum i straffelovens § 33, stk. 1, med en adgang for domstolene til at fastsætte straffen i form af et bestemt antal weekender.
Spørgsmål nr. 23:
"Ministeren bedes yde lovteknisk bistand til udarbejdelse af ændringsforslag, der imødekommer Fængselspræsteforeningens synspunkt om, at indsatte skal sikres ret til at tale med en fængselspræst i fortrolighed og under beskyttelse af præsters tavshedspligt. Hvorledes stiller ministeren sig til et sådant ændringsforslag?"
Svar:
I lovforslagets § 35 (L 145) er fastsat regler, der medfører en lovfæstelse af de hidtil gældende regler mv. om indsattes ret til deltagelse i gudstjenester mv., jf. pkt. 5.6.5. i lovforslagets almindelige bemærkninger. Efter § 35, stk. 2, har en indsat ret til samtale med en præst eller lignende fra sit trossamfund. Bestemmelsen omfatter præst m.fl. fra såvel anerkendte som godkendte trossamfund. I andre tilfælde vil det som hidtil ber o på en konkret vurdering, om en person kan anses for præst eller lignende fra et trossamfund.
Som det fremgår af bemærkningerne til § 35, stk. 2, er den indsattes ret til samtale med en præst m.fl. ubetinget. Det indebærer, at der ikke kan fastsættes begrænsninger i denne ret, f.eks. krav om, at samtalen sker under overværelse af personale i institutionen.
Der er ikke i forslaget til straffuldbyrdelsesloven optaget bestemmelser om fængselspræsters tavshedspligt. Lovforslaget er på dette punkt i tråd med de nugældende regler, hvor spørgsmålet om præsters tavshedspligt også i relation til straffuldbyrdelse er reguleret i bestemmelser af mere generel karakter i anden lovgivning, herunder navnlig i forvaltningslovens kapitel 8, straffelovens § 152 og retsplejelovens § 170. Sidstnævnte bestemmelse er i øvrigt omfattet af forslaget om ændring af retsplejeloven og straffeloven (L 14 af 6. oktober 1999), jf. § 1, nr. 13, hvori bestemmelsen foreslås ændret med henblik på, at også præster fra andre trossamfund end folkekirken og de anerkendte trossamfund omfattes af retsplejelovens regler om vidneudelukkelse.
Spørgsmål nr. 24:
"Vil lovforslagene få nogen betydning for varetægtsfængsledes forhold?"
Svar:
I § 1 i forslaget til lov om fuldbyrdelse af straf mv. er det fastsat, at loven regulerer fuldbyrdelsen af fængselsstraffe, bødestraffe, betingede domme, samfundstjeneste og forvaring. Som det fremgår heraf og af lovforslagets titel, sigter lovforslaget alene på at regulere fuldbyrdelsen af allerede idømt straf mv. Loven omfatter således ikke personer, der er varetægtsfængslet. Forholdene for denne gruppe reguleres i retsplejeloven, herund er navnlig loven kapitel 70 (§§ 762-778).
En vedtagelse af forslaget til lov om fuldbyrdelse af straf mv. nødvendiggør en revision af de nugældende administrativt fastsatte regler om fuldbyrdelse af frihedsstraf. Disse regler er på nogle områder sammenfaldende med de administrative regler, der i henhold til retsplejeloven er fastsat for varetægtsarrestanter. Ved denne revision vil det derfor inden for rammerne af henholdsvis straffuldbyrdelsesloven og retsplejeloven være ønskelig t, at der på visse områder tilstræbes overensstemmelse mellem de regler, der gælder for afsonere, og de regler, som gælder for varetægtsarrestanter.
Herudover vil den nye straffuldbyrdelseslov indvirke på de bestemmelser i retsplejeloven, der omhandler retsstillingen for dømte, der sidder varetægtsfængslet under anke eller efter endelig dom. Således foreslås det i § 2, nr. 24 (L 146), at retsplejelovens § 999 ændres med henblik på at sikre, at en person, der er varetægtsfængslet efter endelig dom, hurtigst muligt overgår fra behandling efter retsplejelovens regler om v aretægtsarrestanter til straffuldbyrdelsesloven og således bl.a. omfattes af de særlige rettigheder, der gælder for indsatte. Endvidere vil der administrativt i overensstemmelse med Straffelovrådets anbefaling blive taget initiativ til at skærpe opmærksomheden om og smidiggøre fremgangsmåden ved anvendelse af retsplejelovens § 777, der giver mulighed for at anbringe varetægtsarrestanter i en fuldbyrdelsesinstitution i de tilfælde, hvor den d ømte varetægtsfængsles eller forbliver varetægtsfængslet under behandlingen af en ankesag, jf. pkt. 4.1.1.2. i de almindelige bemærkninger til L 145.
Spørgsmål nr. 25:
"Hvilke rettigheder (evt. efter FN{{PU2}}s børnekonvention) har børn til at være sammen med eller besøge forældre, som afsoner en fængselsstraf?"
Svar:
FN{{PU2}}s konvention af 20. november 1989 om barnets rettigheder indeholder i artikel 9 en bestemmelse, hvorefter deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, medmindre det strider mod barnets tarv. Endvidere er det i artikel 43, stk. 1, i De Europæiske Fængselsregler fastsat, at indsatte skal have tilladelse t kommunikere med deres familier samt til at modtage besøg, så ofte det er muligt.
Normalisering og åbenhed er to af kriminalforsorgens vigtige principper. Heri ligger bl.a., at de indsatte gennem brevvekslings-, besøgs- og udgangsordninger har mulighed for at bevare og udbygge kontakten til pårørende og det almindelige samfundsliv. Som det fremgår af pkt. 5.7.2.1. i de almindelige bemærkninger til L 145, følger det af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 5, at kvindelige indsatte kan have deres børn hos sig under st rafudståelsen, indtil børnene er fyldt 1 år. Må det anses for stemmende med barnets tarv, kan institutionens leder give tilladelse til, at barnet forbliver hos den indsatte ud over dette tidspunkt. I praksis har såvel kvindelige som mandlige indsatte mulighed for at medbringe børn under strafudståelsen, indtil barnet er 2½-3 år.
Efter lovforslagets § 54 (L 145) har en indsat ret til at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen, hvis den indsatte selv er i stand til at passe barnet.
Regler om indsattes adgang til at modtage besøg er bl.a. fastsat i cirkulære nr. 217 af 18. december 1980 (med senere ændringer) om de indsattes adgang til brevveksling og besøg. Der henvises herom også til pkt. 5.7.2.1. i de almindelige bemærkninger til L 145. Disse regler gælder tillige, når der er spørgsmål om besøg af børn. Efter cirkulærets §§ 13 og 14 har indsatte adgang til et ugentligt besøg. Besøgstiden må ikke være kortere end ½ time og skal {{SPA}} hvor forholdene gør det muligt {{SPA}} være af mindst 1 times varighed. I praksis er der i de enkelte institutioner ofte adgang til hyppigere besøg. Efter lovforslagets § 51 (L 145) har en indsat ret til mindst ét ugentligt besøg af mindst én times varighed og så vidt muligt to timers varighed. Efter forslaget kan der i den enkelte institution gives tilladelse til besøg i vid /P>
Besøg af børn finder normalt kun sted under ledsagelse af en voksen. Almindeligvis kan børn over 15 år dog komme på uledsaget besøg.
De nævnte regler omfatter både åbne og lukkede fængsler. Der er imidlertid forskel på besøgsfaciliteterne, idet kriminalforsorgens bygningsmasse for en stor dels vedkommende er meget gammel og utidssvarende. I mange af fængslerne er der således kun få besøgslokaler, hvilket begrænser de indsattes mulighed for at modtage besøg. I nogle af de åbne fængsler er der dog også mulighed for at modtage bes øg på egen stue, hvilket øger besøgskapaciteten.
Af de midler, der med flerårsaftalen for kriminalforsorgen blev afsat til renovering og vedligeholdelse af kriminalforsorgens bygninger, har kriminalforsorgen afsat et beløb til forbedring af besøgsfaciliteterne. Mulighederne for afgørende forbedringer begrænses dog af de nuværende bygningsmæssige rammer.
Regler om indsattes ret til udgang er bl.a. fastsat i cirkulære nr. 31 af 18. marts 1986 med senere ændringer. Der henvises herom til pkt. 5.7.1.1. i de almindelige bemærkninger til L 145. Det vil normalt indgå med betydelig vægt, når formålet med udgang er at bevare og udbygge kontakten til et mindreårigt barn.
I øvrigt bemærkes, at børns muligheder for at være sammen med eller besøge forældre, der afsoner en frihedsstraf, ikke alene beror på kriminalforsorgsmæssige vurderinger. Det kan således forekomme, at de sociale myndigheder efter den sociale lovgivning har besluttet, at der af hensyn til barnet ikke må være kontakt.
Spørgsmål nr. 26:
"Hvordan vil ministeren modvirke, at ventetiden ved domstolene stiger som følge af de foreslåede regler, jf. høringssvaret fra Østre Landsrets præsident på bilag 1?"
Svar:
Herom anføres i pkt. 10 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget (L 145):
"Endvidere medfører lovforslaget en merbelastning af by- og landsretterne. Alle sager indbringes for byret. Det er vurderingen, at et betydeligt antal af sagerne vil blive kæret til landsretten. I overensstemmelse med det almindelige to-instans princip vil der ikke være nogen appelbegrænsning. Præsidenten for Østre Landsret anslår, at mindst 85 pct. af sagerne vil blive indbragt for landsretten. Sagerne skønnes at ville fordele sig m ed 2/3 til Østre Landsrets kreds, 1/3 til Vestre Landsrets kreds.
Lovforslaget indebærer desuden, at retten, såfremt den finder det fornødent, kan beskikke en advokat for den dømte. Advokaten vil blive honoreret efter samme principper som i almindelige straffesager.
Lovforslaget vil således medføre en merbelastning af by- og landsretterne. Efter lovforslaget skal nyordningen træde i kraft den 1. juli 2001. Nyordningens økonomiske virkninger for domstolene vil derfor først opstå i år 2001.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør spørgsmålet om tilførsel af de fornødne ressourcer til domstolene til nyordningen derfor indgå i forhandlingerne om FFL 2001."
Justitsministeriet kan henholde sig hertil.
Spørgsmål nr. 27:
"Ministeren bedes yde lovteknisk bistand til en ændringsforslag, der medfører, at prøveløsladelse udelukkes for fanger, der er genindsat efter at være flygtet fra fængslet."
Svar:
Som det fremgår af pkt. 5.12.2. i de almindelige bemærkninger til L 145, har der i Straffelovrådet været enighed om, at reglerne bl.a. om betingelserne for prøveløsladelse også fremover bør findes i straffeloven. L 145 og L 146 er udformet i overensstemmelse hermed. Et ændringsforslag, hvorefter indsatte, der er undveget under straffuldbyrdelsen, afskæres fra prøveløsladelse, må derfor udformes som &ael ig;ndringer af straffelovens § 38 (tidsbestemt straf) og § 41 (livstidsstraf) som affattet ved § 1, nr. 8, i L 146, f.eks. således:
"Til § 1 [i L 146]
1) Efter nr. 6 indsættes som nyt nummer:
01. I § 38, stk. 4, indsættes som 2. pkt.: "Prøveløsladelse kan heller ikke ske, når den dømte er undveget under straffuldbyrdelsen."
2) I den under nr. 8 foreslåede affattelse af § 41, stk. 1, indsættes som 2. pkt.: "Det gælder dog ikke, når den dømte er undveget under straffuldbyrdelsen.""
Justitsministeriet kan ikke tiltræde et sådant ændringsforslag.
Der kan i den forbindelse henvises til Justitsministeriets besvarelse af 3. november 1998 af Retsudvalgets spørgsmål nr. 427 (Alm. del {{SPA}} bilag 624), hvoraf bl.a. fremgår følgende:
"Undvigelser og udeblivelser kan også få indflydelse på spørgsmålet om prøveløsladelse, idet der i alle tilfælde af prøveløsladelse skal ske en konkret vurdering af, om der er risiko for tilbagefald til ny kriminalitet. Hvis den dømte har været undveget eller udeblevet og herunder har begået ny kriminalitet, vil det naturligvis have indflydelse på vurderingen. Det samme kan gælde, hvis den indsatte under undvigelsen har søgt tilbage til det kriminelle miljø, således at det tyder på fortsat kriminel aktivitet. Omvendt kan der være situationer, hvor f.eks. en bortgang fra åbent fængsel klart er begrundet i nogle vanskelige hjemlige forhold, uden at der er risiko for tilbagefald til ny kriminalitet. Det vil derfor ikke være rigtigt automatisk at give afslag på prøveløsladelse, hvis man ikke samtidig mener, at den skete undvig else tyder på en væsentlig risiko for ny kriminalitet. I øvrigt vil en automatisk regel om, at undvegne skal afsone hele straffen, forhindre, at der fastsættes tilsyn og andre vilkår i perioden efter løsladelsen, hvilket efter min mening vil være meget uheldigt specielt i forhold til denne gruppe af indsatte. Endelig vil en regel om automatisk afslag på prøveløsladelse indebære en forskelsbehandling, idet en undvigelse for en person med e n straf på f.eks. 6 måneder vil betyde en merafsoning på 2 måneder, mens en indsat med en straf på 2 år for den samme forseelse vil få en merafsoning på 8 måneder."
Spørgsmål nr. 28:
"Ministeren bedes yde lovteknisk bistand til ændringsforslag, som indebærer, at livstidsdømte tidligst kan prøveløslades efter 14 års afsoning og at livstidsdømte, der har fået afslag på prøveløsladelse efter 14 år, tidligst kan få afslaget prøvet ved en domstol efter 16 års afsoning."
Svar:
Om begrundelsen for den forslåede 12-års grænse for adgangen til at søge om prøveløsladelse og den foreslåede 14-års grænse for adgangen til at forlange domstolsprøvelse henvises til 3.2. og 3.3. i de almindelige bemærkninger til L 146, som Justitsministeriet kan henholde sig til.
Et ændringsforslag, hvorefter grænserne hæves fra henholdsvis 12 og 14 år til 14 og 16 år, kan f.eks. udformes således:
"Til § 112 [i L 145]
1) I nr. 6 ændres "14 år" til: "16 år"."
"Til § 1 [i L 146]
1) I den under nr. 8 foreslåede affattelse af § 41, stk. 1, ændres "12 år" til: "14 år".
Justitsministeriet kan ikke støtte disse ændringsforslag, jf. nærmere pkt. 2.2. i den kommenterede høringsoversigt, der er vedlagt som bilag til besvarelsen af spørgsmål nr. 15.
Spørgsmål nr. 30:
"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 8. marts 2000 fra DR, TV 2 m.fl., jf. L 145/L 146 {{SPA}} bilag 16."
Svar:
Henvendelsen af 8. marts 2000 fra DR, TV 2 m.fl. vedrører det generelle spørgsmål om de indsattes adgang til medierne.
Efter de gældende regler har indsatte mulighed for at henvende sig til pressen både skriftligt og {{SPA}} for så vidt angår de åbne anstalter {{SPA}} telefonisk. De indsatte kan også under udgang kontakte pressen, herunder deltage i tv-interviews, forudsat at der ikke herved sker en væsentlig tilsidesættelse af det formål, hvortil der er givet udgang. I øvrigt kan institutionens leder og Direktoratet for Kriminalforsorgen tillad med og fotografering af indsatte i fængslerne. Hovedreglen er, at sådanne ansøgninger om interview imødekommes. Ud fra en konkret vurdering i den enkelte sag kan der dog blive tale om at afslå sådanne ansøgninger, såfremt sikkerheds- eller ordensmæssige hensyn, hensynet til den forurettede ved forbrydelsen, hensynet til indsatte selv eller hensynet til retsfølelsen begrunder dette i den pågældende sag.
Som det fremgår af pkt. 5.7.6.2. i de almindelige bemærkninger til L 145, indebærer lovforslagets § 59, at den indsatte har ret til i institutionen at udtale sig og i den forbindelse lade sig fotografere til medierne, men at denne ret kan begrænses, hvis ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn begrunder dette, for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen, og i de særlige tilfælde, hvor indgrebet sker for at modvirke en åbenbar kr&a elig;nkelse af retsfølelsen. Lovforslaget bygger på en flertalsopfattelse i Straffelovrådet (seks ud af rådets otte medlemmer), som Justitsministeriet fortsat kan tiltræde, herunder også for så vidt angår forholdet til grundlovens § 77 og artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. pkt. 5.7.6.3. i de almindelige bemærkninger. Det bemærkes herved, at det flertal af Straffelovrådets medlemmer, som står bag forslag et, forudsætter {{SPA}} som det også fremgår af bemærkningerne {{SPA}} at begrænsninger i retten til at kontakte medierne alene gennemføres, når hensynene i bestemmelsen med afgørende vægt taler for en sådan begrænsning, og at den foreslåede adgang til at begrænse kontakten for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølels bærer ændringer i forhold til de nugældende regler og praksis. I den forbindelse kan det også nævnes, at kriminalforsorgens principprogram inddrager hensynet til retsfølelsen i samfundet og hos den forurettede som et af de almene krav, kriminalforsorgen bygger på.
Om kriminalforsorgens praksis vedrørende ansøgninger om tv-interviews {{SPA}} herunder varetagelsen af hensynet til retsfølelsen {{SPA}} kan i øvrigt oplyses følgende:
Kriminalforsorgens udgangspunkt i disse sager er, at der så vidt muligt gives tilladelse til tv-interviews, men at der, hvis særlige forhold taler imod en tilladelse, undtagelsesvis efter en konkret skønsmæssig afvejning, kan gives afslag. Når kriminalforsorgen vurderer ansøgninger om tilladelse til tv-interviews med levende billeder, indgår også hensynet til retsfølelsen, idet tv-mediet har en ganske særlig gennemslagskraft. Det gælder både hensynet til retsfølelsen generelt og hensynet til retsfølelsen hos eventuelle forurettede ved forbrydelsen. Det kerneområde, hvor hensynet til retsfølelsen indgår med så betydelig vægt, at udgangspunktet er, at kriminalforsorgen meddeler afslag på en ansøgning om tv-interview, er tilfælde, hvor der ønskes tv-interview med en indsat, som er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet, især nå ;r genstanden for interviewet er den pågældendes egen kriminalitet. Baggrunden herfor er blandt andet, at det er særligt stødende, hvis dømte i disse tilfælde får mulighed for at fremstille forbrydelsen på tv.
De indsatte er ikke i øvrigt under henvisning til retsfølelsen generelt afskåret fra at kontakte journalister og medier, ej heller tv-mediet. Vurderes en ansøgning om tv-interview ikke at kunne imødekommes, vil der således blive taget stilling til, om tilladelse kan gives på særlige vilkår, f.eks. om at den pågældendes ansigt og stemme sløres.
Efter min opfattelse er der med den foreslåede bestemmelse fundet en hensigtsmæssig balance mellem at tilgodese på den ene side hensynet til den videst mulige offentlighed om fængselsforhold og på den anden side hensynet til retsfølelsen generelt og hensynet til den konkrete retsfølelse hos eventuelle ofre for en forbrydelse. Det bemærkes, at det også af kriminalforsorgens principprogram fremgår, at hensynet til retsføle lsen i samfundet og hos ofrene for kriminalitet, er et af de almene krav fra samfundets side, som kriminalforsorgen bygger på.
For så vidt angår henvisningen til det ansvar, der gælder i henhold til medieansvarsloven, skal jeg bemærke, at der efter min opfattelse er et klart behov for, at kriminalforsorgen ud fra en helt konkret vurdering med sit mere dybtgående kendskab til de nærmere omstændigheder i den enkelte sag, herunder kriminalitetens art, ofrene mv., også har mulighed for at begrænse den adgang, en indsat kan få til tv-mediet, når å benbare hensyn til retsfølelsen generelt eller hensynet til ofrene for forbrydelsen begrunder dette.
Spørgsmål nr. 31:
"Mener ministeren, det er i overensstemmelse med menneskerettighederne, hvis kvinder, der er idømt fængselsstraf, ikke har mulighed for at afsone deres straf et sted, hvor der ikke er mandlige fanger?"
Svar:
De generelle konventioner om menneskerettigheder, herunder navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), indeholder ikke udtrykkelige bestemmelser om afsoning af fængselsstraffe. De forhold, hvorunder afsoningen sker, kan efter omstændighederne rejse spørgsmål i forhold til enkeltbestemmelser i konventionerne, f.eks. artikel 3 om forbud mod umenneskelig og nedværdigende behandling og artikel 8 om retten til beskyttelse af privat- og f amilieliv i EMRK.
Justitsministeriet er ikke bekendt med afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvorefter det generelt skulle være i strid med konventionen, at kvindelige indsatte afsoner sammen med mandlige indsatte.
Der henvises i øvrigt til omtalen af ikke-bindende retningslinier i besvarelsen af spørgsmål nr. 17.
<DOCUMENT_START> Bilag til besvarelsen af spørgsmål nr. 15
Justitsministeriets bemærkninger til de høringssvar, der er modtaget vedrørende forslag til lov om fuldbyrdelse af straf mv. (L 145) og forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (L 146).
1. Indledning
Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra følgende myndigheder og organisationer mv.:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, kriminalretten i Glostrup, retterne i Nyborg, Horsens og Svendborg, Den Danske Dommerforening, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark (der har afgivet høringssvar også på vegne af de politimestre, der er arrestinspektører) , politimestrene i Assens, Hobro, Holbæk, Kalundborg, Vejle, Tønder og Århus, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Procesbevillingsnævnet, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Forbundet af Offentligt Ansatte, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Psykiatrisk Selskab, Retslægerådet, Dansk Sygeplejeråd, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Dansk Journalist forbund, Danske Dagblades Forening, TV 2/Danmark, Danmarks Radio, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Foreningen af Fængselsinspektører og Vicefængselsinspektører, Dansk Fængselsforbund, Kriminalforsorgsforeningen, Fængselspræsteforeningen, Københavns Fængsler, statsfængslerne i Horsens, Jyderup og Nyborg, statsfængslerne ved Horserød og Nr. Snede, Anstalten ved Herstedvester, Statsfængslet på Kragskovhede, Statsf ængslet Renbæk, arresthusene i Assens, Frederikssund, Hobro, Kalundborg, Køge, Ringsted, Slagelse og Århus, kriminalforsorgens Pension Lyng og Pension Skejby samt kriminalforsorgen på Vestegnen, København V, Rødovre, Søborg, Haderslev, Holbæk, Holstebro, Kolding, Roskilde og Århus N.
Følgende har svaret, at de ikke har bemærkninger til lovforslagene:
Københavns Byret, Rigspolitichefen, politimestrene i Assens og Tønder, Procesbevillingsnævnet, Forbundet af Offentligt Ansatte, Dansk Sygeplejeråd, statsfængslerne i Horsens, Nyborg og Renbæk, kriminalforsorgens pension i Lyng og kriminalforsorgens afdelinger i Rødovre, Haderslev, Kolding og Århus N.
2. Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (L 146)
2.1. Afskaffelse af hæftestraffen
Politimesteren i Århus, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Anstalten ved Herstedvester, arresthuset i Hobro, kriminalforsorgens afdelinger på Vestegnen og i København Vest, Holbæk og Roskilde, Pension Skejby samt Dansk Fængselsforbund støtter, at hæftestraffen afskaffes, bl.a. fordi der ikke længere består nogen reel forskel med hensyn til fuldbyrdelsen af hæfte og fængsel. Foreningen a f Politimestre i Danmark kan tilslutte sig den forenklede formulering af overgangsbestemmelsen i § 32. Politidirektøren i København finder, at det bør overvejes at undlade at fastsætte en minimumsgrænse for frihedsstraf på 7 dage. Politifuldmægtigforeningen kan ikke støtte en ophævelse af hæftestraffen og opfordrer i stedet til, at der på ny skabes forskel mellem hæfte- og fængselsstraffens indhold.
For så vidt angår spørgsmålet om en minimumsgrænse for frihedsstraf på 7 dage henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 22.
Om baggrunden for forslaget om ophævelse af hæftestraffen henvises til pkt. 2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Som det fremgår heraf, bygger forslaget om afskaffelse af hæftestraffen på en enstemmig indstilling i Straffelovrådet, som Justitsministeriet kan tiltræde.
2.2. Prøveløsladelse af livstidsdømte
Rigsadvokaten bemærker, at adgangen til prøveløsladelse ikke bør medføre færre års afsoning, end tilfældet er i dag. I en række sager bør der derfor først efter 14 års afsoning ske prøveløsladelse, hvilket ligeledes vil skabe en mere tilpas afstand mellem prøveløsladelse af henholdsvis livstidsdømte og strafafsonere, der er idømt 16 års fængsel. For eningen af Politimestre i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Dansk Socialrådgiverforening, Anstalten ved Herstedvester, Pension Skejby og Dansk Fængselsforbund støtter forslaget om prøveløsladelse af livstidsdømte. Advokatrådet og Landsforeningen af Beskikkede Advokater anfører dog, at pligten til at træffe afgørelse om løsladelsesspørgsmålet og adgangen til at forlange domstol sprøvelse bør indtræde efter 10 års afsoning, mens Politimesteren i Vejle finder, at den tidsmæssige minimumsgrænse for prøveløsladelse bør være 14 år.
I lovforslagets § 1, nr. 8, foreslås i straffelovens §§ 41-43 indsat en række bestemmelser, der åbner mulighed for prøveløsladelse af livstidsdømte. Forslaget bygger på en enstemmig indstilling fra Straffelovrådet, som Justitsministeriet kan tiltræde, jf. pkt. 3.2. og 3.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen i § 41, stk. 1, indebærer, at der, når 12 år af en straf af fængsel på livstid er udstået, administrativt kan træffes beslutning om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid. Prøveløsladelse forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør løsladelse utilrådelig, at der er sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at den pågældende erklærer at ville overholde de vilkår, der fastsættes for løsladelsen, jf. § 41, stk. 2. Afslås prøveløsladelse efter 12 års afsoning, skal spørgsmålet om prøveløsladelse administrativt efter regler, fastsat i medfør af § 80, stk. 2, i forslaget til straffuldbyrdelseslov, tages op til ny afgørelse senest 1 år efter afgørelsen om nægtelse af prøveløsladelse. Efter 14 års afsoning kan den livstidsdømte, hvis prøveløsladelse fortsat nægtes, forlange domstolsprøvelse i medfør af § 112, nr. 6, i forslaget til straffuldbyrdelsesloven.
Ved afgørelsen af, hvilken mindstetid der skal gælde, inden prøveløsladelsesspørgsmålet administrativt tages op, har der i Straffelovrådet været enighed om at tage udgangspunkt i den gældende praksis vedrørende benådning af livstidsdømte, hvorefter spørgsmålet om benådning tages op til overvejelse efter ca. 12 års frihedsberøvelse. Der er endvidere lagt vægt på den oms tændighed, at personer, der er idømt lovens strengeste tidsbestemte straf af fængsel i 16 år, normalt prøveløslades i medfør af reglen om regelmæssig prøveløsladelse i straffelovens § 38, stk. 1, efter at have udstået knap 11 år af straffen. Ved fastsættelsen af en mindstetid på 14 år for domstolsprøvelse har rådet lagt vægt på, at det er de særlig langvarige afsoninger, der giver m est anledning til at overveje domstolskontrol. En afsoning af mindre end 14 års varighed kræver efter rådets opfattelse ingen domstolsmedvirken, når der er afsagt dom til livsvarigt fængsel, jf. pkt. 3.2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget (L 146).
2.3. Aktindsigt
Foreningen af Politimestre i Danmark ville have foretrukket, at Justitsministeriet havde fulgt forslaget fra flertallet i Straffelovrådet om indskrænkning i adgangen til aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse. Foreningen af Fængselsinspektører og Vicefængselsinspektører, statsfængslerne ved Horserød og Nr. Snede samt København Fængsler kan ligeledes tilslutte sig de begrænsninger, der er foreslået a f Straffelovrådets flertal. Dansk Fængselsforbund samt Anstalten ved Herstedvester er enig heri, idet det dog tilføjes, dels at også sager om disciplinærstraf bør undtages fra aktindsigt, dels at begrænsningerne i aktindsigt ligeledes bør omfatte varetægtsarrestanter og forvaringsdømte.
Advokatrådet og Landsforeningen af Beskikkede Advokater konstaterer med tilfredshed, at der ikke foreslås en begrænsning af retten til aktindsigt.
Om aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 21.
3. Forslag til lov om fuldbyrdelse af straf mv. (L 145)
3.1. Kapitel 2: Almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf
Ad § 4:
Det Danske Center for Menneskerettigheder finder, at det bør fremgå af lovteksten, at frihedsstraffen alene tilsigter at være et indgreb i lokalfriheden.
I lovforslagets § 4 fastsættes, hvad der er det almindelige udgangspunkt for fuldbyrdelse af straf. Bestemmelsen bygger på Straffelovrådets udkast, som Justitsministeriet kan tiltræde. Den indebærer {{SPA}} for så vidt angår fuldbyrdelse af fængselsstraf {{SPA}} at indsatte ikke må pålægges andre begrænsninger i tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved lov eller en følge af selve frihedsber&os Indsatte skal derfor have adgang til at udøve deres almindelige borgerlige rettigheder i det omfang, den pågældende ikke ved lov eller som følge af frihedsberøvelsen er afskåret herfra. Dette udgangspunkt er udtryk for, at en frihedsberøvelse alene tilsigter at indebære et indgreb i lokalfriheden for den dømte. Der henvises herom til pkt. 4.2.2. og 4.2.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Der er således ikke tale om nogen realitetsforskel på den foreslåede bestemmelse og Menneskerettighedscentrets forslag. Det bemærkes i øvrigt, at lovforslagets § 4 er en fællesbestemmelse, der også gælder for ikke-frihedsberøvende straffe.
3.2. Kapitel 5: Udsættelse og benådning (og andre kapitler)
Ad § 13, stk. 2 (udsættelse af fuldbyrdelse), § 49, stk. 1, nr. 2 (udgang), § 76, stk. 3 (strafafbrydelse) og § 78, stk. 4 (afsoning i pensioner og institutioner mv. uden for kriminalforsorgen):
Foreningen af Politimestre i Danmark finder det vigtigt, at forudgående kriminalitet skal kunne føre til tilbagekaldelse af meddelte tilladelser, selv om den pågældende ikke er dømt for forholdet.
Hertil bemærkes, at adgangen til tilbagekaldelse af tilladelse til udsættelse med straffuldbyrdelsen mv. i anledning af strafbart forhold {{SPA}} i modsætning til Straffelovrådets forslag {{SPA}} også omfatter strafbart forhold, der er begået forud for meddelelse af tilladelsen (forudgående kriminalitet), selv om den pågældende endnu ikke er dømt herfor, jf. pkt. 5.3.3., pkt. 5.7.1.3., pkt. 5.10.3.og pkt. 5.11.3. i de almindelig rkninger til lovforslaget.
Straffelovrådets forslag indebar, at der ville gælde strengere krav for at kunne tilbagekalde en tilladelse som følge af kriminalitet, der er begået forud for meddelelse af tilladelsen (forudgående kriminalitet) end for kriminalitet, der er begået efter, at tilladelsen er givet (efterfølgende kriminalitet). Ved forudgående kriminalitet krævedes efter Straffelovrådets forslag således, at den pågældende skulle v ære dømt for forholdet, mens der for efterfølgende kriminalitet alene stilledes krav om, at den pågældende havde begået strafbart forhold.
Lovforslaget er således i overensstemmelse med det af Politimesterforeningen anførte.
3.3. Kapitel 6: Beregning af straffetiden
Ad § 14:
Dansk Fængselsforbund og Anstalten ved Herstedvester finder, at bestemmelsen også bør indeholde pligt til at fastlægge tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter udståelse af 1/2 og 7/12 af en tidsbestemt straf.
Ifølge lovforslagets § 14 skal straffetidsberegningen indeholde en beregning af tidspunktet for udståelsen af hele straffen, tidspunktet for udståelse af 2/3 af straffetiden, dvs. tidspunktet for "ordinær" prøveløsladelse, jf. straffelovens § 38, stk. 1, og endelig tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter udståelse af 12 år af en straf af fængsel på livstid, jf. forslaget til ny § 41, stk. 1, i st raffeloven.
Som det fremgår af lovforslagets § 19 fastsætter justitsministeren regler om straffetidsberegningen. Efter Justitsministeriets opfattelse bør der i disse administrativt fastsatte regler fastlægges nærmere krav til indholdet af straffetidsberegningen, herunder {{SPA}} i overensstemmelse med de gældende regler {{SPA}} fastlæggelse af eventuelle tidspunkter for løsladelse på prøve i henhold til straffelovens § 38, stk. 2. Herudov r straffetidsberegningen {{SPA}} som i dag {{SPA}} f.eks. indeholde oplysning om tidspunktet for udståelsen af den brøkdel af straffetiden, som kræves for at opfylde de tidsmæssige betingelser for udgang.
Justitsministeriet finder således ikke, at der {{SPA}} ud over hvad der fremgår af lovforslagets § 14 {{SPA}} på lovniveau skal ske yderligere regulering af, hvilke tidspunkter straffetidsberegningen skal indeholde.
Ad § 18:
Politidirektøren i København finder, at der kun bør foretages fradrag i straffetiden, når der ikke foreligger egen skyld. Anstalten ved Herstedvester og Dansk Fængselsforbund kan ikke gå ind for, at der ydes tillæg af 50 pct. i forbindelse med fradrag for anholdelse og varetægtsfængsling, idet bestemmelsen kan omgås ved, at indsatte gennem indbyrdes aftale om anmeldelse kan udvirke, at den anmeldte varetægt sfængsles.
I lovforslagets § 18 fastsættes regler om beregningen af straffetiden bl.a. i tilfælde, hvor den dømte har været anholdt eller varetægtsfængslet under den sag, der har ført til straffuldbyrdelsen, eller i anden sag under straffuldbyrdelsen, såfremt påtale opgives, eller tiltalte frifindes. I sidstnævnte tilfælde fører bestemmelsen til, at der skal foretages fradrag i straffetiden med et antal dage svarende til d et antal påbegyndte døgn, som frihedsberøvelsen har varet, med tillæg af 50 pct. og oprundet til nærmeste hele antal dage, jf. § 18, stk. 2, 1. pkt. Bestemmelsen bygger på Straffelovrådets udkast, som Justitsministeriet kan tiltræde, jf. 5.4.2. og 5.4.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Som det fremgår heraf, sigter bestemmelsen på at tilvejebringe en enkel og procesbesparende ordning ved fradrag for frihedsberøvelse u nder straffuldbyrdelsen.
3.4. Kapitel 7: Valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner
Ad § 21 og § 28:
Kriminalforsorgsforeningen, Politimesteren i Århus samt arrestforvarerne i Frederikssund, Kalundborg, Køge, Ringsted og Slagelse kan ikke støtte adgangen til anbringelse i og overførsel til arresthus, idet den pågældende herved på grund af de fysiske rammer får væsentligt ringere afsoningsvilkår.
Som begrundelse anføres i høringssvarene følgende forskellige synspunkter: at der med hensyn til anbringelse af førstegangsafsonere i arresthus, som er lukkede institutioner, "ikke er overensstemmelse mellem lovforslaget og de europæiske standard/minimumregler, som Danmark har tilsluttet sig", at anbringelse af f.eks. negativt stærke indsatte eller undvigelsestruede indsatte i arresthusene er problematisk ud fra en sikkerheds mæssig synsvinkel, og at det er urimeligt ud fra beskyttelseshensyn at anbringe svage indsatte {{SPA}} f.eks. sexkriminelle - under de relativt dårligere forhold i arresthus.
Ifølge lovforslagets § 21 skal fængselsstraf normalt fuldbyrdes i fængsel. Anbringelse i arresthus kan dog blandt andet finde sted, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til kriminalforsorgens kapacitetsudnyttelse, hvis frihedsstraffen er kortvarig. Lovforslaget er på dette punkt i overensstemmelse med de nugældende regler på området, og efter Justitsministeriets opfattelse ikke i strid med de gældende europæiske standard-mi nimumregler.
Herudover fremgår det af lovforslagets § 21 og § 28, at henholdsvis anbringelse i og overførsel til arresthus kan ske, blandt andet hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, hvis der er bestemte grunde til at antage, at anbringelse i arresthus er nødvendigt for at forebygge/forhindre undvigelse, eller hvis det må anses for nødvendigt for at beskytte den påg&ael ig;ldende mod overgreb.
Særligt vedrørende indsatte, der anbringes i eller overføres til arresthus på grund af undvigelsesrisiko, for at forebygge overgreb på medindsatte mv., kan Justitsministeriet oplyse, at der med flerårsaftalen for kriminalforsorgen er afsat midler også til styrkelse af sikkerheden i arresthusene, at det ved enhver anbringelse eller overførsel særligt af disse indsatte vurderes, hvor det er sikkerhedsmæssigt forsva rligt at placere den pågældende, og at der i visse tilfælde kan blive tale om tilførsel af ekstra personaleressourcer i forbindelse med, at et arresthus modtager en sådan indsat.
Særligt vedrørende anbringelse af sexkriminelle i arresthus ud fra beskyttelseshensyn kan Justitsministeriet oplyse, at Differentieringsudvalget blandt andet har overvejet spørgsmålet om placeringen af sexkriminelle, herunder spørgsmålet om oprettelse af særlige afdelinger for disse indsatte. Udvalgets betænkning, som blev afgivet i marts 2000, indeholder en række forslag i relation hertil. Betænkningen er for tiden til h&osla sh;ring. Når høringsfristen udløber den 1. oktober 2000 vil Direktoratet for Kriminalforsorgen tage stilling til, hvilke initiativer der skal tages på baggrund af betænkningen.
Justitsministeriet finder imidlertid, at det ikke kan udelukkes, at det også efter en eventuel gennemførelse af udvalgets forslag vil kunne være nødvendigt i særlige tilfælde at kunne anbringe eller overføre sexkriminelle til arresthus i beskyttelsesøjemed.
Justitsministeriet finder således ikke, at disse høringssvar giver anledning til ændringer i lovforslaget.
Ad § 21, stk. 3, nr. 1, § 22, stk. 3, § 25, stk. 2, § 26, nr. 4, og § 28, stk. 1, nr. 1:
Dansk Fængselsforbund støtter, at der gives mulighed for at anbringe i og overføre til arresthus og lukket fængsel i tilfælde, hvor det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte og personale ("negativt stærke" indsatte). Statsfængslet i Jyderup, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater og Det Danske Center for Menneskerettigheder tilslutter sig den opfattelse, s om et mindretal af Straffelovrådets medlemmer har givet udtryk for, hvorefter anbringelse og overførsel efter de nævnte bestemmelser alene bør kunne ske, hvis der er "bestemte grunde" til at anse overførsel for nødvendig for at forebygge overgreb på medindsatte eller personale.
Hertil bemærkes, at de nævnte bestemmelser sigter på at bekæmpe problemerne med negativt stærke indsatte i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse. Bestemmelserne bygger på en flertalsopfattelse i Straffelovrådet. Seks ud af rådets otte medlemmer har vurderet, at det ikke vil være tilstrækkeligt at betinge anbringelse i og overførsel til arresthus og lukket fængsel af, at der i det enkelte tilfælde kan p& aring;vises bestemte grunde til at anse anbringelse eller overførsel for nødvendig for at forebygge overgreb på medindsatte m.fl. For at kunne imødegå problemerne med de negativt stærke indsatte er der således behov for at kunne foretage de nævnte former for anbringelse og overførsel alene med henvisning til den negativt stærke indsattes blotte fremtræden kombineret med institutionens eller de medindsattes kendskab til et eventuelt gruppe tilhørsforhold og det forhold, at der er risiko for, at der af den pågældende gruppe vil blive begået overgreb mod f.eks. medindsatte. Flertallet af rådets medlemmer har på den baggrund foreslået betingelserne for anbringelse og overførsel lempet, når det sker af hensyn til beskyttelse af medindsatte m.fl., så der alene stilles krav om, at anbringelsen eller overførslen anses for nødvendig for at forebygge overgreb på medindsa tte m.fl. Justitsministeriet kan af de af rådets flertal anførte grunde tiltræde flertallets udkast til bestemmelser herom,, jf. pkt. 5.5.2.2.1. og 5.5.2.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Ad § 21, stk. 3, nr. 3, § 22, stk. 5, nr. 1, § 25, stk. 4, nr. 1, og § 28, stk. 1, nr. 3:
Statsfængslet i Jyderup kan ikke støtte, at der gives mulighed for at anbringe i og overføre til arresthus og lukket fængsel i tilfælde, hvor det må anses for nødvendigt for at beskytte den indsatte mod overgreb ("svage indsatte"), medmindre den pågældende selv ønsker det.
Hertil bemærkes, at de nævnte bestemmelser sigter på at styrke beskyttelsen af de svage indsatte. Bestemmelserne bygger på en enstemmig indstilling fra Straffelovrådet. Rådet har vurderet, at der i straffuldbyrdelsesloven bør åbnes mulighed for i særlige tilfælde at foretage de nævnte former for anbringelse og overførsel i beskyttelsesøjemed, selv om den dømte ikke ønsker det, da der i praksi s har vist sig behov herfor. Det gælder ikke blot i forhold til personer, der er udsat for udnyttelse, mobning, trusler, vold eller andre overgreb fra medindsatte, men også i tilfælde, hvor anbringelsen eller overførslen skal modvirke overgreb, der iværksættes af udefra kommende bander mod indsatte, som tilhører en rivaliserende gruppe. Justitsministeriet kan af de af rådet anførte grunde tiltræde rådets udkast til bestemmelser herom, jf. pkt. 5.5.2.2.1. og 5.5.2.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Justitsministeriet kan endvidere oplyse, at Differentieringsudvalgets betænkning indeholder en række forslag i relation til etablering af særlige anbringelsesmuligheder for forskellige grupper af svage indsatte såsom sexkriminelle, psykisk syge, stofmisbrugere mv. I det omfang udvalgets forslag gennemføres, vil det begrænse behovet for at anbringe eller overføre indsatte til arresthus eller lukket anstalt ud fra beskyttelseshensyn. Også ef ter en eventuel gennemførelse af udvalgets forslag anser Justitsministeriet det imidlertid for nødvendigt, at der i visse tilfælde kan ske anbringelse i eller overførsel til arresthus eller lukket fængsel ud fra beskyttelseshensyn.
Ad § 22:
Dansk Fængselsforbund ønsker, at der oprettes en visitationsafdeling til indsatte med fængselsstraffe på 5 år eller mere.
Det af Direktoratet for Kriminalforsorgen nedsatte Differentieringsudvalg har i betænkningen "Placering af indsatte" anbefalet, at der for dømte med længere straffe etableres en central visitationsafdeling i en lukket anstalt med sigte på at tilvejebringe et solidt grundlag for afgørelsen af, hvilken placering der er mest hensigtsmæssig ud fra sikkerhedsmæssige hensyn samt hensynet til den dømtes behandling og opholdsvilkå r i øvrigt. Udvalget finder, at grænsen i hvert fald indtil videre bør ligge ved personer, der er idømt fængsel i fire år eller derover. Der henvises til betænkningen s. 59.
I lovforslagets § 22, stk. 1, foreslås som hovedregel, at fuldbyrdelse af straf i fængsel skal ske i åbent fængsel. Er straffen på fem år eller mere, skal fuldbyrdelsen dog ske i lukket fængsel. Fuldbyrdelsen skal imidlertid også i dette tilfælde ske i åbent fængsel, hvis det ikke findes betænkeligt efter det i øvrigt oplyste om den dømte, jf. § 22, stk. 2. Som det fremgår af bemærkningerne t il § 22, er bestemmelsen ikke til hinder for, at der administrativt fastsættes regler om, at straffuldbyrdelsen for visse indsatte skal påbegyndes i en særlig modtagelses- eller visitationsafdeling i et lukket fængsel, f.eks. med henblik på at tilvejebringe det fornødne grundlag for at træffe afgørelse om, i hvilken institution straffen skal udstås, herunder om anbringelse skal ske i åbent eller lukket fængsel.
Differentieringsudvalgets betænkning er sendt til høring hos berørte myndigheder og organisationer mv. Justitsministeriet vil tage stilling til udvalgets anbefaling om oprettelse af en central visitationsafdeling, når høringssvarene foreligger.
Ad § 23:
Dansk Fængselsforbund finder, at bestemmelsen om, at fængselsstraf, så vidt det er praktisk muligt, skal fuldbyrdes i nærheden af den dømtes hjemsted, jf. § 23, stk. 1, (det geografiske nærhedsprincip), bør udgå, idet bestemmelsen under hensyn til de nuværende trafikale forbindelser må anses for uaktuel. Endvidere giver det geografiske nærhedsprincip anledning til kapacitetsmæssige problemer, idet mange indsatte , der burde afsone i åbent fængsel, optager pladser i lukkede fængsler.
Lovforslagets § 23 fastslår det geografiske nærhedsprincip som udgangspunkt for den vurdering, der skal foretages ved valg af afsoningssted i det enkelte tilfælde. Endvidere medfører bestemmelsen pligt til at tage hensyn til den dømtes egne ønsker, navnlig vedrørende arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige forhold.. Desuden åbnes mulighed for at fravige det geografiske nærhedsprincip i en række næ ;rmere opregnede tilfælde. Bestemmelsen bygger på en enstemmig indstilling fra Straffelovrådet, som Justitsministeriet kan tiltræde, og indebærer ikke ændringer i forhold til de nugældende regler mv. på området, jf. pkt. 5.5.2.2.4. og 5.5.2.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Differentieringsudvalget har i betænkningen "Placering af indsatte" overvejet, om det fortsat er relevant at have et hovedprincip om nærhed, eller om det skal være et kriterium, som vægtes sammen med andre kriterier. Udvalget lægger vægt på, at det for de indsatte opleves som afgørende vigtigt at udstå straffen i så tæt geografisk nærhed af familie/venner som muligt, og at den deraf følgende styrkels e af besøgs- og udgangsmuligheden må anses for behandlingsmæssigt relevant. Omvendt finder udvalget det uhensigtsmæssigt at knæsætte et hovedprincip, som ikke er praktisk gennemførligt og kan indebære tilsidesættelse af andre relevante placeringshensyn. Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets konklusion, hvorefter nærhedsprincippet skal være et særlig vægtigt, men ikke afgørende princip. Det bør anvendes me d betydelig vægt i en samvurdering med andre relevante placeringshensyn, jf. betænkningen s. 34. Justitsministeriet finder, at udvalgets konklusion er i god overensstemmelse med lovforslagets § 23.
Ad § 25:
Arresthuset i Århus bemærker, at ophold i arresthus for indsatte, der afventer overførsel fra åbent til lukket fængsel, jf. § 25, stk. 5, ofte er meget langvarige.
Justitsministeriet skal indledningsvis bemærke, at spørgsmålet, som relaterer sig til kriminalforsorgens kapacitetsmæssige forhold, ikke umiddelbart er egnet til regulering via straffuldbyrdelsesloven.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at det er korrekt, at den kapacitetsmæssige situation i kriminalforsorgens anstalter er således, at der i nogle sager går længere tid end ønskeligt, før overførsel fra arresthus til anstalt kan finde sted. Dette gælder navnlig i forhold til de lukkede anstalter og også i situationer, der er omfattet af lovforslagets § 25, stk. 5. Kriminalforsorgen arbejder imidlertid løbende p&ar ing; at nedbringe presset på {{SPA}} og dermed ventetiden til {{SPA}} kriminalforsorgens anstalter. Presset på de lukkede fængsler er f.eks. baggrunden for, at der inden for de seneste år er etableret såkaldt "halvåbne afdelinger", som er beregnet på at modtage indsatte, som tidligere ville være blevet overført til lukket fængsel. Herudover har et af udgangspunkterne for det netop afsluttede arbejde i Differentieringsudvalget været at nedbringe presset på navnlig kriminalforsorgens lukkede anstalter. Dette har blandt andet mundet ud i et forslag fra udvalget om udbygning af de halvåbne afdelinger.
3.5. Kapitel 8: Indsattes rettigheder og pligter under opholdet i afsoningsinstitutionen
Politimesteren i Holbæk finder det uhensigtsmæssigt, at der i lovteksten stilles afsonere i arresthusene rettigheder i udsigt, som det umiddelbart ikke er muligt at realisere.
Af høringssvaret fremgår, at der sigtes til lovforslagets § 37 (retten til at udgive et blad) og § 54 (retten til at have en barn under 3 år hos sig i institutionen). Hertil bemærkes, at retten til at udgive blade omfatter samtlige kriminalforsorgens institutioner, jf. § 37, stk. 1, mens retten til støtte til bladudgivelse er begrænset til fængslerne, jf. § 37, stk. 2, jf. pkt. 5.6.7.2. og 5.6.7.3 i de almindelige bemærkninger til lovfo rslaget.
Om retten til at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen henvises til Justitsministeriets bemærkninger til høringssvarene vedrørende § 54 nedenfor.
Ad § 33:
Dansk Fængselsforbund finder, at den indsatte bør have krav på at afsone uden eller med begrænset fællesskab og uden fællesskab med indsatte af modsat køn, jf. § 33, stk. 2 og 3. Endvidere er det forbundets holdning, at det bør lovfæstes, at alle indsatte skal afsone på enestuer/eneceller.
I lovforslagets § 33, stk. 2 og 3, lovfæstes den indsattes ret til at afsone uden eller med begrænset fællesskab med andre indsatte og til at afsone uden fællesskab med indsatte af modsat køn bortset fra fællesskab i arbejdstiden. Adgangen til at afsone uden eller med begrænset fællesskab er dog betinget af, at forholdene tillader det. Bestemmelsen, der på dette punkt svarer til de nugældende regler mv., skyldes, at de faktis ke forhold undertiden hindrer, at den indsattes ønske imødekommes. Med henblik herpå åbner lovforslagets § 28, stk. 3, nr. 2, mulighed for, at den indsatte kan anmode om at blive overført til afsoning i arresthus. Fremsættes ønsket om afsoning uden eller med begrænset fællesskab, før straffuldbyrdelsen påbegyndes, kan anbringelse efter omstændighederne også ske i arresthus, jf. § 21, stk. 4, nr. 2, jf. pkt. 5.6.3. i de almind elige bemærkninger til lovforslaget.
Justitsministeriet er opmærksom på, at situationen i fængslerne, herunder navnlig de lukkede fængsler, i dag er sådan, at der til stadighed er et antal indsatte, der af forskellige grunde ikke kan begå sig i det almindelige fællesskab og derfor er henvist til at søge om placering på en beskyttet afdeling eller i frivilligt enrum. Justitsministeriet kan i det hele tiltræde Differentieringsudvalgets opfattelse, hvorefter det i alm indelighed er helt uacceptabelt, at den omtalte udvikling fører til "frivillige" enrumsanbringelser, og der derfor ikke bør være tilbageholdenhed med hensyn til at give indsatte mulighed for at blive placeret på beskyttede afdelinger med begrænset fællesskab. Sådanne beskyttede afdelinger skal kunne tilbyde faciliteter og aktivitetsmuligheder, der mest muligt svarer til dem, der findes i den øvrige del af fængslet, jf. betænkningen s. 79.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at der løbende arbejdes på i videst muligt omfang at nedbringe antallet af flermandsceller, ligesom man ved nybyggeri er opmærksom på problemstillingen. Mulighederne for nedlæggelse af flermandsceller begrænses imidlertid af hensynet til kriminalforsorgens kapacitet.
Indførelse af en generel regel som foreslået af Dansk Fængselsforbund vil også betyde, at kriminalforsorgen afskæres fra i situationer, hvor der er et særlig akut belægsmæssigt pres på kriminalforsorgens institutioner, i en periode at anvende dobbeltbelæg, hvilket igen vil give problemer med at modtage anholdte og arrestanter fra politiet.
En gennemførelse af Dansk Fængselsforbunds forslag vil således medføre betydelige, akutte kapacitetsmæssige problemer, hvorfor Justitsministeriet ikke kan støtte forslaget.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 17.
Ad § 34:
Arresthuset i Århus anfører, at det bl.a. på grund af den hurtige udskiftning i belægget i praksis vil være vanskeligt at opfylde kravet om etablering af en talsmandsordning i arresthuset.
Efter lovforslagets § 34 skal de indsatte have mulighed for at øve indflydelse på deres tilværelse i institutionen gennem valgte talsmænd. Det afgørende er således, at muligheden består. Justitsministeriet finder ikke, at det forhold, at det i visse institutioner {{SPA}} i perioder {{SPA}} f.eks. på grund af belæggets sammensætning vil være vanskeligt at etablere en talsmandsordning, bør medføre &a r i lovforslaget på dette punkt.
I øvrigt bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke indebærer ændringer i forhold til nugældende regler på området, jf. pkt. 5.6.4.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Ad § 35:
Nævnet for Etnisk Ligestilling anfører, at det bør overvejes at indsætte en generel bestemmelse om respekt for religionsfrihed og forbud mod diskrimination på baggrund af etnisk oprindelse i straffuldbyrdelsesloven. Endvidere bør der i loven tages højde for, at der kan være forskellige krav til de råvarer, der må anvendes til madlavning. Fængselspræsteforeningen finder det utilfredsstillende, at form uleringen af § 35, stk. 2, ikke sikrer de indsatte ret til at tale med en præst i fortrolighed og under beskyttelse af præstens tavshedspligt.
Under det lovforberedende arbejde er det overvejet, om der i straffuldbyrdelsesloven burde optages regler om indsattes grundlæggende rettigheder, herunder om religionsfrihed og forbud mod diskrimination. Sådanne bestemmelser ville være uden selvstændigt retligt indhold, idet de grundlæggende rettigheder, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, gælder i forhold til indsatte også uden udtrykkelig bestemmelse herom i straffuldb yrdelsesloven. Justitsministeriet har derfor ikke fundet grundlag for særskilt at medtage sådanne regler i lovforslaget.
For så vidt angår det anførte om madlavning henvises til lovforslagets § 43, stk. 1, hvori det fastslås, at en indsat i videst muligt omfang selv skal varetage praktiske opgaver vedrørende sine personlige forhold, herunder madlavning og rengøring. Som det fremgår af bemærkningerne til § 43, bygger bestemmelsen på en forudsætning om, at de indsatte selv skal forestå egen kostforplejning, og at servicefunktioner, der yd es af den enkelte institution, i videst muligt omfang overføres til de indsattes selvforvaltning i takt med tilvejebringelsen af de praktiske muligheder og forudsætninger i de enkelte institutioner. Justitsministeriet er i den forbindelse opmærksom på, at der afhængig af den indsattes religiøse tilhørsforhold kan være forskellige krav til de råvarer, som må anvendes til madlavning. Dette spørgsmål angår den praktiske tilrettel æggelse af madlavningen og bør derfor mest naturligt reguleres administrativt.
Med hensyn til det anførte om ret til samtale med præst i fortrolighed og under iagttagelse af præstens tavshedspligt henvises til besvarelsen af spørgsmål 23.
Ad § 36:
Dansk Fængselsforbund anfører, at der bør fastsættes begrænsninger med hensyn til antallet af effekter, som indsatte må medbringe, og at kriminalforsorgen bør have pligt til at stille radio- og tv-apparater til rådighed for alle indsatte, idet det vil mindske risikoen for indsmugling af euforiserende stoffer mv. og lette personalets mulighed for at visitere de indsattes opholdsrum. Endvidere bør lukkede fængsler g&osla sh;res pengeløse for at mindske de negativt stærke fangers dominans.
Som det fremgår af lovforslagets § 36, stk. 1, har den indsatte ret til at medtage, besidde og råde over egne effekter, medmindre dette er uforeneligt med ordens- og sikkerhedshensyn. Endvidere fremgår det af § 36, stk. 2, at justitsministeren administrativt skal fastsætte regler om begrænsninger i de indsattes ret til at medtage, besidde og råde over egne genstande i institutionen. Den nærmere afgrænsning af, i hvilket omfang adgangen ti l at medbringe egne effekter skal begrænses ud fra de nævnte hensyn, bør efter Justitsministeriets opfattelse fastsættes i disse administrative regler.
Om de indsattes adgang til at medbringe egne tv- og radioapparater har Direktoratet for Kriminalforsorgen oplyst, at der i dag i arrestsektoren {{SPA}} for så vidt angår tv-apparater {{SPA}} eksisterer en ordning, hvor de indsatte ikke kan medbringe eget tv, men har adgang til at leje tv.
S pørgsmålet om, hvorvidt kriminalforsorgen {{SPA}} navnlig af hensyn til imødegåelse af indsmuglingsrisikoen {{SPA}} bør etablere en tilsvarende ordning i de lukkede fængsler, hvor de indsatte typisk opholder sig i væsentlig læn i arrestsektoren, rejser imidlertid særlige problemer. F.eks. vil der for de indsatte, som skal opholde sig mange år i fængslet, ved en lejeordning blive tale om en betydelig udgift til leje af tv-apparat. Det må også forventes, at nogle indsatte vil opfatte det som et alvorligt indgreb ikke at kunne medbringe eget tv efter kvalitet af eget valg. Dette vil formentlig i udtalt grad gøre sig gældende i forhold til langtidsindsatte.
Fængselsforbundet finder endvidere, at de lukkede institutioner bør gøres pengeløse. For så vidt angår dette henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 16.
Ad § 37:
Dansk Fængselsforbund mener, at institutionens leder bør have pligt til på forhånd at gennemlæse de indsattes blade for at beskytte indsatte og ansatte mod urimelige angreb og racistiske udtalelser. Advokatrådet og Landsforeningen af Beskikkede Advokater kan tiltræde, at der sker en lovfæstelse af adgangen for institutionens leder til på forhånd at gennemlæse de indsattes blade, men finder, at adgangen til at forbyde offentliggørelse af bestemte artikler bør begrænses til tilfælde, hvor sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, jf. § 37, stk. 3, 2. pkt., 1. led. Statsfængslet i Jyderup er enig i den opfattelse, som et mindretal i Straffelovrådet giver udtryk for, og kan derfor ikke gå ind for § 37, stk. 3. Det Danske Center for Menneskerettigheder finder det bl.a. på baggrund af de muligheder, der består for efterf&o slash;lgende at gøre ansvar gældende, tvivlsomt, om adgangen til på forhånd at gennemlæse og forbyde offentliggørelse af bestemte artikler i de indsattes blade er nødvendig i et demokratisk samfund, jf. artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Centret kan derfor ikke støtte § 37, stk. 3.
Lovforslagets § 37, stk. 3, giver institutionens leder adgang til på forhånd at gennemlæse de indsattes blade og til at forbyde offentliggørelse af bestemte artikler, såfremt sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, eller indholdet groft forulemper enkeltpersoner. Bestemmelsen, der lovfæster den nuværende praksis, bygger på en flertalsopfattelse (seks ud af rådets otte medlemmer) i Straffelovrådet. Justitsministeriet kan af de af rådets flertal anførte grunde tiltræde, at der i overensstemmelse med den nuværende praksis gives mulighed for at gennemlæse de indsattes blad, før det udgives, og for i de i bestemmelsen opregnede tilfælde at forbyde offentliggørelsen af bestemte artikler, jf. pkt. 5.6.7.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Ad § 38:
Det Danske Center for Menneskerettigheder finder, at det vil være bedst stemmende med De Europæiske Fængselsregler, at de indsatte sikres en undtagelsesfri ret til beskæftigelse.
Lovforslagets § 38 indebærer, at den indsatte har såvel ret som pligt til beskæftigelse. Efter lovforslaget modsvares den indsattes pligt til at være beskæftiget således af en pligt for kriminalforsorgen til at tilvejebringe de fornødne beskæftigelsesmuligheder.
Efter § 38, stk. 2, bemyndiges justitsministeren til {{SPA}} hvor praktiske eller andre særlige hensyn gør det nødvendigt {{SPA}} at fastsætte regler, hvorefter bestemmelsen i stk. 1 fraviges for bestemte institutioner eller bestemte grupper af indsatte. Indsatte skal dog så vidt muligt tilbydes beskæftigelse.
Om baggrunden for bestemmelsen henvises til bemærkningerne til § 38. Som det fremgår heraf, vil bestemmelsen få særlig betydning dels for særlige institutioner, der ikke har mulighed for at tilbyde beskæftigelse, dels for bestemte grupper af indsatte. Særligt omtales muligheden for at fritage efterlønsmodtagere og andre pensionister og indsatte, der afsoner i arresthusene, for pligten til at være beskæftiget.
Justitsministeriet finder ikke, at høringssvaret giver anledning til ændring af lovforslaget, som på dette punkt bygger på en enstemmig indstilling fra Straffelovrådet.
Ad § 44:
Det Danske Center for Menneskerettigheder finder, at det af § 44, stk. 2, bør fremgå, at de sociale myndigheder har pligt til at bistå indsatte i kriminalforsorgens institutioner.
I lovforslagets § 44 lovfæstes institutionens pligt til at yde den indsatte forsorgsmæssig bistand. I stk. 2 fastslås institutionens pligt til at formidle kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der efter anden lovgivning kan yde bistand. Som det fremgår bl.a. af bemærkningerne til § 44, er det ved bestemmelsens affattelse forudsat, at forpligtelsen til at yde indsatte bistand som hidtil i første række påhviler de almindelige sociale myndigheder efter den sociale lovgivning. Justitsministeriet har derfor ikke fundet grundlag for i straffuldbyrdelsesloven at optage bestemmelser om de sociale myndigheders pligt til at bistå indsatte.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af 22. marts 2000 af spørgsmål nr. 8.
Ad § 45:
Dansk Psykiatrisk Selskab og Retslægerådet kan tilslutte sig lovudkastets bestemmelser om tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester, jf. § 45, stk. 2 og 3. Den Almindelige Danske Lægeforening finder, at adgangen til tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester bør begrænses. Principielt bør disse psykotiske strafafsonere behandles på psykiatriske sygehusafdelinger, og der bør alene ske indledende tvangsbehandling i An stalten ved Herstedvester. Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater og Det Danske Center for Menneskerettigheder finder bl.a. på baggrund af modtagepligten, der påhviler de psykiatriske afdelinger i forhold til personer, der opfylder betingelserne for tvangsindlæggelse, jf. psykiatrilovens § 5, at adgangen til at tvangsbehandle efter § 45, stk. 2 og 3, bør udgå.
Lovforslagets § 45, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til efter forhandling med sundhedsministeren at fastsætte regler om tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester af indsatte, der opfylder psykiatrilovens betingelser for tvangstilbageholdelse, og som ikke kan overføres til almindelig psykiatrisk afdeling. Stk. 2 suppleres i stk. 3 af en regel om fremgangsmåden ved tvangsbehandling. Som det fremgår bl.a. af bemærkningerne til § 45, sigter bestemmelsen på at give mulighed for at fastholde den nuværende restriktive praksis vedrørende tvangsbehandling af forbigående, ekstraordinært farlige sindssyge indsatte, der, fordi tilstanden er forbigående og svingende, ikke opfylder betingelserne i psykiatrilovens § 40 for afsigelse af farlighedsdekret. Justitsministeriet kan af de af Straffelovrådet anførte grunde tiltræde, at der sker en lovfæstelse af den hidtidige restriktive p raksis, der har udviklet i Anstalten ved Herstedvester, og som dækker et nødvendigt behov for i et meget begrænset antal tilfælde at kunne tvangsbehandle indsatte i en ganske kort periode, jf. pkt. 5.6.11.1.4., 5.6.11.2. og 5.6.11.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
3.6. Kapitel 9: Indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen
Ad § 46:
Foreningen af Politimestre i Danmark er enig i, at det ved afgørelser om udgangstilladelser bør tillægges særlig vægt, hvis den indsatte under strafudståelsen har begået strafbart forhold eller ikke er mødt til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen. Statsfængslet ved Horserød, Københavns Fængsler og Foreningen af Fængselsinspektører og Vicefængselsinspektører anf&osla sh;rer, at der bør være mulighed for udgang med henblik på deltagelse i behandlingsprogrammer vedrørende alkohol- og stofmisbrug samt deltagelse i kriminalpræventivt arbejde mv., jf. § 46, stk. 1. Statsfængslet i Jyderup kan ikke gå ind for, at hensynet til retshåndhævelsen skal indgå ved vurderingen af spørgsmålet om udgangstilladelse, jf. § 46, stk. 1, nr. 3. Politidirektøren i København finder, at der b ør være en videre adgang til at nægte udgang til meget aktive berigelseskriminelle såsom mange gange straffede narkomaner med tæt recidiv. Politiforbundet i Danmark understreger vigtigheden af, at politiet fortsat får adgang til at komme med indsigelser mod udgangstilladelser.
Om muligheden for udgang med henblik på deltagelse i behandlingsprogrammer vedrørende alkohol- og stofmisbrug samt deltagelse i kriminalpræventivt arbejde bemærkes, at der efter de nugældende regler og praksis i medfør af udgangsreglerne gives udgang til behandling mod narkotikamisbrug mv. For så vidt angår deltagelse sammen med personale i kriminalpræventivt arbejde uden for institutionen, sker indsattes deltagelse heri ikke i me dfør af udgangsreglerne, men efter retningslinjerne for beskæftigelse.
Det er ikke hensigten med lovforslaget at foretage ændringer i de nuværende muligheder for udgang til behandling mod misbrug og muligheden for sammen med personalet at deltage i kriminalpræventivt arbejde.
Efter lovforslagets § 46, stk. 1, nr. 3, er meddelelse af udgangstilladelse i overensstemmelse med den nugældende retstilstand betinget af, at hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt {{SPA}} dvs. bortset fra misbrugsrisikoen {{SPA}} taler imod udgangstilladelsen. Som det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, sigtes hermed bl.a. til tilfælde, hvor den indsatte ønsker udgangstilladelse til en optræden, hvorved den på de i særlig grad kommer i offentlighedens søgelys, eller til bestemte steder, hvor hensynet til at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen klart tilsiger, at den indsatte ikke bør kunne komme på det pågældende tidspunkt. Hensynet til retshåndhævelsen kan endvidere tale imod, at indsatte med længere straf for alvorlig kriminalitet får tilladelse til udgang før efter udståelse af en vis del af straffen, jf. herved lovforsla gets § 50. Justitsministeriet kan tiltræde, at der sker en lovfæstelse af den nuværende retstilstand, så der som hidtil også skal tages hensyn til retshåndhævelsen, når der er spørgsmål om at meddele tilladelse til udgang, jf. pkt. 5.7.1.2. og 5.7.1.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Om det anførte vedrørende udgang til indsatte med tæt recidiv og behandlingen af sager om udgang bemærkes, at udgangstilladelse efter lovforslagets § 46, stk. 1, nr. 2, som hidtil bl.a.. er betinget af, at der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet. I bemærkningerne til bestemmelsen er det fremhævet, at vurderingen af risikoen for misbrug af en udgangstilladelse forudsætt es fortsat at bygge på det kendskab, som institutionen har til den indsatte fra den aktuelle og eventuelt tidligere strafudståelser, fra de sagsakter, som institutionen er i besiddelse af, og i visse særlige sager fra indhentede udtalelser fra særligt sagkyndige, herunder udtalelser fra den politimyndighed, der har behandlet straffesagen. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 18.
Ad § 53:
Dansk Fængselsforbund og Anstalten ved Herstedvester finder, at der bør være mulighed for overværet advokatbesøg, hvis advokaten ønsker det, jf. § 53, stk. 1, 3. pkt.
I lovforslagets § 51, stk. 2, lovfæstes de indsattes ret til besøg af advokat.. Efter § 53, stk. 1, 3. pkt., skal besøg af advokat altid være uoverværet. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 53, stk. 1, 2. pkt., der bemyndiger til administrativt at fastsætte regler om begrænsninger i de indsattes ret til besøg ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder om adgang for institutionens leder eller den, der bemyndig es dertil, til at træffe bestemmelse om forbud mod besøg af bestemte personer og om gennemførelse af besøg under overværelse af personale i institutionen. Som det fremgår, sigter § 53, stk. 2, 2. pkt., alene på at regulere, i hvilket omfang der kan fastsættes begrænsninger i de indsattes ret til besøg. § 53, stk. 2, 3. pkt., udelukker derfor ikke, at en advokat i forhold til den indsatte kan betinge sig, at besøget hos klienten er overv& aelig;ret.
Ad § 54:
Dansk Fængselsforbund og Anstalten ved Herstedvester finder, at afsoning sammen med små børn i givet fald bør ske på afdelinger, der er indrettet til dette formål. Dansk Fængselsforbund foreslår aldersgrænsen for børn i institutionen sænket til 2 år, idet børn over denne aldersgrænse har vanskeligt ved at indpasse sig i de snævre rammer, som et lukket fængsel nødvendigv is må give.
Om afsoning sammen med små børn på særlige afdelinger bemærkes, at det ved udmøntningen af bemyndigelsen i lovforslagets § 54, stk. 2, til at fastsætte regler om gennemførelsen af retten ifølge stk. 1 er forudsat, at denne ret i overensstemmelse med hidtidig praksis administrativt kan begrænses til at finde anvendelse i visse institutioner, der i henseende til indretning og klientel er egnet til ophold for små b&osla sh;rn. Ønsker en indsat at medbringe sit barn, og opfylder den pågældende betingelserne herfor, må vedkommende således efter omstændighederne acceptere, at straffen fuldbyrdes i en anden institution end den, der følger af lovforslagets § 23 om valg af afsoningsinstitution, jf. bemærkningerne til § 54, stk. 2.
Lovforslagets aldersgrænse på 3 år er i overensstemmelse med gældende regler og praksis, og den bygger på en enstemmig indstilling fra Straffelovrådet, som Justitsministeriet kan tilslutte sig.
Ad § 55:
Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater og Det Danske Center for Menneskerettigheder finder, at adgangen til at gennemlæse og tilbageholde breve til og fra den indsatte, jf. § 55, stk. 2-5, bør begrænses til tilfælde, hvor indgrebet "af bestemte grunde er nødvendigt". Advokatrådet og Landsforeningen af Beskikkede Advokater finder, at adgangen til gennemlæsning af breve bør betinges af, at den indsatte sam tykker. Vil den indsatte ikke samtykke, kan den indsatte nægtes adgang til at sende brevet. Drejer det sig om et brev til den indsatte, må brevet i tilfælde af manglende samtykke returneres til afsenderen. Endvidere finder Det Danske Center for Menneskerettigheder, at adgangen til at gennemlæse og tilbageholde breve ud fra ordensmæssige hensyn bør udgå. I øvrigt opfordrer Advokatrådet og Landsforeningen af Beskikkede Advokater til, at der foretages en nærmere undersøgelse af, i hvilket omfang lovforslagets bestemmelser om indsattes brevveksling er omfattet af grundlovens § 72.
I lovforslagets § 55 lovfæstes de indsattes ret til brevveksling og adgangen til i visse tilfælde at gennemlæse og tilbageholde breve til og fra indsatte. Bestemmelsen bygger på en enstemmig indstilling fra Straffelovrådet og er med enkelte ændringer i overensstemmelse med de nugældende regler og praksis jf. pkt. 5.7.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Justitsministeriet kan med de i pkt. 5.7.3.3. nævnte bemærkn inger tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om de indsattes ret til brevveksling.
Formålet med adgangen til at åbne breve til og fra den indsatte er bl.a. at modvirke indsmugling af narkotika og udsmugling af penge, jf. bemærkningerne til § 55. Gennemlæsning af brevene kan alene ske, hvis det er påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen. Der er ikke tale om straffeprocessuelle tvangsindgreb som led i efterforskning af lovovert rædelser omfattet af retsplejelovens regler herom. Indgrebene må imidlertid anses for omfattet af grundlovens § 72, hvorefter det kræver lovhjemmel at fravige hovedreglen om retskendelse bl.a. ved indgreb i meddelelseshemmeligheden. Justitsministeriet har derfor fundet det rigtigst, at det {{SPA}} i modsætning til Straffelovrådets lovudkast {{SPA}} udtrykkeligt fremgår af lovteksten, at brevåbning kan ske uden retskendelse.
Ad § 56:
Statsfængslet ved Horserød, Statsfængslet i Nyborg, Københavns Fængsler og Foreningen af Fængselsinspektører og Vicefængselsinspektører finder, at der af hensyn til administrationen af adgang til ukontrolleret brevveksling med den omhandlede kreds af advokater bør oprettes et register over de beneficerede advokater.
Efter lovforslagets § 56, stk. 1, har en indsat ret til ukontrolleret brevveksling bl.a. med advokater, der i medfør af retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere. Justitsministeriet har i forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget overvejet, om bestemmelsen nødvendiggør oprettelse af et register over beneficerede advokater. I det omfang der undtagelsesvis måtte være tvivl om, hvorvidt en advokat tilhører kredsen af beneficerede advokater, er der mulighed for at få afklaret spørgsmålet ved henvendelse til Justitsministeriet. Det er derfor Justitsministeriets opfattelse, at der indtil videre ikke er grundlag for at oprette et særligt register over de beneficerede advokater i kriminalforsorgens regi.
Ad § 57:
Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater og Det Danske Center for Menneskerettigheder finder, at adgangen til at nægte indsatte at føre telefonsamtaler, jf. § 57, stk. 2, bør begrænses til tilfælde, hvor indgrebet "af bestemte grunde er nødvendigt". Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater og Det Danske Center for Menneskerettigheder finder endvidere, at § 57, stk. 3, bør ændres, s&arin g;ledes at telefonsamtaler i lukkede institutioner som udgangspunkt ikke påhøres eller aflyttes. I øvrigt opfordrer Advokatrådet og Landsforeningen af Beskikkede Advokater til, at der foretages en nærmere undersøgelse af, i hvilket omfang lovforslagets bestemmelser om aflytning af telefonsamtaler er omfattet af grundlovens § 72, og at der bør ske en udtrykkelig regulering af, om disse indgreb kan iværksættes uden forudgående retskendelse . Dansk Fængselsforbund finder, at indsatte i de lukkede fængsler bør have bedre mulighed for adgang til korttelefoner, men således at telefonsamtalerne båndes digitalt i efterforskningsøjemed.
I lovforslagets § 57 lovfæstes de indsattes ret til at føre telefonsamtaler og adgangen til i visse tilfælde at nægte eller påhøre mv. indsattes telefonsamtaler. Bestemmelsen bygger på en enstemmig indstilling fra Straffelovrådet og svarer med enkelte ændringer til de nugældende regler og praksis. Der henvises i den forbindelse til pkt. 5.7.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Justitsministeriet kan med de i pkt. 5.7.4.3. nævnte bemærkninger tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om de indsattes ret til at føre telefonsamtaler.
På samme måde som med hensyn til brevåbning (jf. ovenfor ad § 55) er påhør eller aflytning af telefonsamtaler efter § 57 ikke et straffeprocessuelt tvangsindgreb som led i efterforskning af lovovertrædelser omfattet af retsplejelovens regler herom. Indgrebet må imidlertid anses for omfattet af grundlovens § 72, hvorefter det kræver lovhjemmel at fravige hovedreglen om retskendelse bl.a. ved indgreb i meddelelses hemmeligheden. Justitsministeriet har derfor også for så vidt angår adgangen til påhøre eller aflytte telefonsamtaler fundet det rigtigst, at det {{SPA}} i modsætning til Straffelovrådets lovudkast {{SPA}} udtrykkeligt fremgår af lovteksten, at indgrebet kan ske uden retskendelse.
Om det anførte vedrørende korttelefoner i de lukkede fængsler har Direktoratet for Kriminalforsorgen oplyst, at der i nogle år i to lukkede fængsler har eksisteret en forsøgsordning, hvor de indsatte har haft adgang til at telefonere til godkendte telefonnumre fra korttelefoner. Det er nu besluttet {{SPA}} med udgangspunkt i disse ordninger {{SPA}} at etablere korttelefonordninger i de øvrige lukkede anstalter.
Ad § 59:
Dansk Fængselsforbund og Anstalten ved Herstedvester finder, at bestemmelsen bør udvides, så der også bliver mulighed for at begrænse kontakten til medierne af hensyn til den {{SPA}} måske psykisk syge {{SPA}} indsattes pårørende. Dansk Fængselsforbund finder endvidere, at indsatte, der er afskåret fra at udtale sig til medierne i institutionen, også bør være afskåret herfra under udgang. gblades Forening, Dansk Journalistforbund, Danmarks Radio, TV 2/Danmark og statsfængslet i Jyderup er enig i de synspunkter, som et mindretal i Straffelovrådet har givet udtryk for, og kan på denne baggrund ikke støtte, at der gives mulighed for at begrænse den indsattes kontakt til medierne for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen. Advokatrådet, Landsfo reningen af Beskikkede Advokater, Det Danske Center for Menneskerettigheder og Statsfængslet i Jyderup kan ikke støtte en begrænsning i retten til kontakt til medierne under henvisning til retsfølelsen bl.a. under henvisning til de muligheder, der består for efterfølgende at gøre ansvar gældende, jf. herved også Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Advokatrådet og Landsforeningen af Beskikkede Advokater find er endvidere, at adgangen til at begrænse kontakten til medierne af hensyn til den forurettede ved lovovertrædelsen bør udformes således, at begrænsningen har baggrund i konkrete hensyn til den forurettede.
For så vidt angår det anførte om adgang til at begrænse kontakten til medierne af hensyn til den indsattes pårørende bemærkes, at der efter lovforslagets § 59, stk. 2, end ikke kan fastsættes begrænsninger i den indsattes adgang til medierne for at beskytte den indsatte selv. Baggrunden for dette forslag, der på dette punkt bygger på en enstemmig indstilling fra Straffelovrådet, er, at der i medieansvarsloven er optaget bestemmelser om presseetik, der bl.a. indebærer, at Pressenævnet overvåger, om massemediernes indhold og handlemåde er i overensstemmelse med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og § 43, stk. 1, nr. 1, samt pkt. 5.7.6.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Om det anførte vedrørende indsattes adgang til at kontakte medierne under udgang bemærkes, at lovforslagets § 59, stk. 2, efter sammenhængen med stk. 1 og i overensstemmelse med de nugældende regler og praksis alene giver mulighed for at begrænse den indsattes kontakt til medierne i institutionen. Det skyldes, at bestemmelsen har baggrund i hensynet til at kunne opretholde orden og sikkerhed i institutionen. Er den indsatte under udgang, kan den p&ari ng;gældende kontakte pressen, herunder ved deltagelse i tv-interviews, forudsat at der ikke herved sker en væsentlig tilsidesættelse af det formål, hvortil der er givet udgang. Justitsministeriet kan tiltræde, at der ikke i forbindelse med straffuldbyrdelsesloven sker ændringer af den nugældende retstilstand på dette punkt, jf. pkt. 5.7.6. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Med hensyn til det anførte om adgangen til at begrænse kontakten til medierne for at beskytte den forurettede og modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 30.
3.7. Kapitel 10: Indgreb over for den indsatte
Ad § 60:
Dansk Fængselsforbund og Anstalten ved Herstedvester kan ikke gå ind for, at begrebet "visitation" ændres til: "undersøgelse". Det Danske Center for Menneskerettigheder og Anstalten ved Herstedvester finder, at undersøgelse, der foretages af personale og indebærer afklædning, alene bør kunne ske under medvirken af personale af samme køn som den indsatte. Dansk Fængselsforbund finder bl.a. under hen syn til manglen på kvindeligt personale, at der bør åbnes mulighed for, at undersøgelse, der indebærer afklædning, kan foretages af personale af modsat køn. Retslægerådet kan tiltræde lovudkastets bestemmelser om nærmere undersøgelse af den indsattes person og om lægemedvirken, jf. § 60, stk. 2-4. Den Almindelige Danske Lægeforening har med nogen tilfredshed konstateret, at det i bemærkningerne til lo vforslagets § 60, stk. 4, anføres, at der for lægers foretagelse af legemsundersøgelser også gælder almindelige lægelige regler, herunder de etiske regler og principper. Lægeforeningen bemærker herved, at det ifølge de lægeetiske regler og internationale deklarationer, hvortil der henvises i lovbemærkningerne, ikke kan bero på en lægelig afgørelse, om en legemsundersøgelse skal gennemføres. Lægeforeni ngen nævner i den forbindelse, at legemsundersøgelser i almindelighed kun vil kunne gennemføres, hvis den indsatte samtykker.
Om det anførte vedrørende anvendelsen af ordet "undersøgelse" bemærkes, at de nugældende regler anvender ordet "visitation" som betegnelse for en nærmere undersøgelse af, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin person, jf. pkt. 5.8.1.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Dette udtryk er såvel i Straffelovrådets lovudkast som i lovforslaget erstatt et med ordet "undersøgelse". Ændringen er af rent terminologisk karakter og skyldes bl.a. lovtekniske hensyn, idet der på det beslægtede retsområde i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb gøres brug af udtrykket "legemsundersøgelse" som betegnelse for visse legemsindgreb, der foretages som led i efterforskningen af strafbare forhold, jf. s. 244-245 i Straffelovrådets betænkning nr. 1355/1998 om en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
For så vidt angår det anførte om fremgangsmåden ved undersøgelse, der indebærer afklædning, bemærkes, at Justitsministeriet i lighed med Straffelovrådet og arbejdsgruppen bag straffuldbyrdelsesloven finder, at undersøgelse af den indsattes person {{SPA}} bortset fra overfladisk undersøgelse af den pågældendes tøj {{SPA}} ideelt set kun burde foretages af personer af samme køn som den unders& ller af sundhedspersonale. Justitsministeriet kan samtidig tiltræde det af Straffelovrådet anførte om vanskelighederne ved at gennemføre en sådan regel i praksis. På den baggrund er formuleringen af bestemmelsen i lovforslaget ændret i forhold til Straffelovrådets lovudkast med henblik på, at det i lovteksten i højere grad præciseres, at en sådan undersøgelse af den indsattes person kun "undtagelsesvis" bør fo retages eller overværes af personer af andet køn end den pågældende, medmindre der er tale om sundhedspersonale. Der henvises herom til pkt. 5.8.1.2. og 5.8.1.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Ad § 63:
Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater og Det Danske Center for Menneskerettigheder finder, at betingelserne for at udelukke fra fællesskab, jf. § 63, stk. 1, bør skærpes, så indgrebet alene kan komme på tale, hvis det "i særlige tilfælde og af bestemte grunde er nødvendigt". Advokatrådet og Landsforeningen af Beskikkede Advokater finder endvidere, at der bør optages regl er om lægemedvirken, der sikrer, at den indsatte forinden er blevet undersøgt af en læge, der skriftligt erklærer, at den indsatte fysisk og psykisk kan tåle isolation, og at der sker dagligt lægetilsyn. Statsfængslet ved Horserød, Københavns Fængsler og Foreningen af Fængselsinspektører og Vicefængselsinspektører finder, at der som alternativ til den mere indgribende foranstaltning i form af overførsel til anden afsoningsinstitution bør være mulighed for at udelukke fra fællesskab i samme afsoningsinstitution af hensyn til beskyttelse af den indsatte mod overgreb, jf. herved § 63, stk. 2, 2. pkt. Københavns Fængsler og Foreningen af Fængselsinspektører og Vicefængselsinspektører finder, at adgangen til at isolere på skift i særligt sikrede afsnit og opholdsrum i forskellige lukkede fængsler og arre sthuse, jf. § 63, stk. 4, bør udvides med henblik på tilfælde, hvor det er nødvendigt på grund af episoder under tidligere institutionsophold eller den indsattes tilknytning til særlige miljøer eller organisationer. Foreningen af Politimestre i Danmark kan tilslutte sig forslaget om, at udelukkelse fra fællesskab kan ske i form af anbringelse i arresthus, jf. § 63, stk. 3.
Justitsministeriet kan oplyse, at lovforslagets § 63, stk. 1, om grundlaget for, at udelukkelse fra fællesskab kan finde sted, bygger på en enstemmig indstilling fra Straffelovrådet, jf. herved de almindelige bemærkninger pkt. 5,8.4.2, som Justitsministeriet kan tiltræde.
Justitsministeriet kan ikke tilslutte sig forslaget om, at indsatte {{SPA}} forinden udelukkelse fra fællesskab finder sted {{SPA}} skal tilses af en læge, der skriftligt erklærer, at den indsatte fysisk og psykisk kan tåle indgrebet. Justitsministeriet skal herved henvise til lægers almindelige etiske forpligtelser, og at en sådan regel og procedure af den indsatte vil kunne opfattes som en lægelig legitimering af indgrebet.
Med hensyn til forslaget om, at der bør være mulighed for udelukkelse fra fællesskab i samme institution ud fra beskyttelseshensyn, skal Justitsministeriet bemærke, at udelukkelse fra fællesskab efter Justitsministeriets opfattelse ikke generelt kan anses for en mindre indgribende foranstaltning end overførsel til anden institution. Under henvisning hertil og under henvisning til de indsattes adgang til frivilligt at lade sig udelukke fra fælles skab kan Justitsministeriet ikke støtte dette forslag.
Justitsministeriet kan ikke tilslutte sig forslaget om, at grundlaget for anbringelse i medfør af § 63, stk.4, udvides til at omfatte episoder fra tidligere institutionsophold eller den pågældendes tilknytning til særlige miljøer eller organisationer. Justitsministeriet skal herved bemærke, at beslutning om anbringelse i særligt sikret afsnit i henhold til § 63, stk. 4, indebærer, at den pågældende indsatte undergives helt s&ae lig;rlige, meget restriktive regler under sit ophold i fængslet, og at der kun kan blive tale om at lempe den pågældendes afsoningsforhold på bestemte områder, såfremt dette konkret skønnes forsvarligt. Efter Justitsministeriets opfattelse bør et sådant indgreb over for den indsatte alene kunne ske i tilfælde, hvor der på baggrund af helt aktuelle episoder som beskrevet i § 63, stk. 4, er en særlig bestyrket mistanke om, at den indsat te på ny vil forsøge at undvige.
Justitsministeriet skal herved tillige henvise til bemærkningerne til § 63, hvoraf det fremgår, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at særligt sikrede celler i fængsler og arresthuse i medfør af § 63, stk. 3, og i overensstemmelse med hidtidig praksis, efter administrativ beslutning kan benyttes til placering af andre indsatte, som {{SPA}} uanset de ikke er omfattet af den i bestemmelsen beskrevne personkreds {{SPA}} efter en konkret vurdering skø lig;re særlig undvigelsestruede, eller hvor der befrygtes at bestå en risiko for, at den indsatte vil blive søgt befriet. I sådanne tilfælde finder afsoningen sted i overensstemmelse med de almindelige regler, der gælder for indsatte, som er udelukket fra fællesskab. Endvidere kan der fastsættes særlige restriktioner med hensyn til den pågældende indsattes afsoningsforhold, såfremt dette konkret skønnes påkrævet.
Ad § 65:
Anstalten ved Herstedvester og Dansk Fængselsforbund anfører, at der bør fastsættes regler om anvendelse af håndjern i stedet for anbringelse i sikringscelle og i forbindelse med undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum.
Som det fremgår af lovforslagets § 65, stk. 1, nr. 1 og 2, og § 66, stk. 1, nr. 1 og 2, vil betingelserne for anvendelse af håndjern tillige være tilstede i de situationer, hvor sikringscelle kan anvendes. Det fremgår således af bemærkningerne til § 65, at i tilfælde, hvor anbringelse i sikringscelle ikke er mulig eller nødvendig, kan der i stedet anvendes håndjern. Endvidere fremgår det af lovforslagets § 65, stk. 1, nr. 1, at håndjern blandt andet kan anvendes, hvis det er nødvendigt for at overvinde voldsom modstand.
I de administrative regler om anvendelse af håndjern, som justitsministeren skal fastsætte i henhold til lovforslagets § 65, stk. 4, vil der i overensstemmelse med ovenstående kunne fastsættes regler - svarende til dem, der gælder i dag {{SPA}} om anvendelse af håndjern i stedet for sikringscelle og i forbindelse med visitation, som den indsatte yder voldsom modstand imod.
Ad § 66:
Advokatrådet og Landsforeningen af Beskikkede Advokater finder bl.a. på baggrund af modtagepligten, der påhviler de psykiatriske afdelinger i forhold til personer, der opfylder betingelserne for tvangsindlæggelse, jf. psykiatrilovens § 5, og da sikringscelle typisk kommer på tale over for sindssyge, at adgangen til at anbringe i sikringscelle bør udgå. Retslægerådet kan tiltræde lovudkastets bestemmelser om sikringscelle, herunder om lægetilsyn, jf. § 66, stk. 5. Den Almindelige Danske Lægeforening er stærkt imod bestemmelsen i § 66, stk. 5, om lægetilsyn ved tvangsfiksering i sikringscelle. Lægeforeningen henstiller, at bestemmelsen omformuleres, så det utvetydigt kommer til at fremgå, at tvangsfiksering i sikringscelle alene iværksættes på institutionens foranledning, og at det alene er institutionen, der kan bestemme, om tvangsfiksering skal fortsætte eller ophøre. Allerhelst ser Lægeforeningen, at der alene foreskrives lægetilsyn, hvor institutionen konkret skønner, at der er behov for det, eller den indsatte selv anmoder herom. Anstalten ved Herstedvester og Dansk Fængselsforbund anfører, at der bør ske en præcisering af fremgangsmåden ved lægetilkald, herunder hvilke læger der er forpligtede til at vurdere behovet for og eventuel gennemførelse a f lægetilsyn.
For så vidt angår det anførte om adgang til sikringscelleanbringelse og lægetilsyn ved tvangsfiksering i sikringscelle bemærkes, at lovforslagets § 66 indebærer en lovfæstelse af den nugældende adgang til at anvende sikringscelle. Det gælder også bestemmelsen i § 66, stk. 5, hvorefter institutionen ved tvangsfiksering af en indsat i sikringscelle straks skal anmode en læge om at foretage tilsyn med den indsatte, og l&ae lig;gen skal tilse den pågældende, medmindre lægen skønner sådant tilsyn åbenbart unødvendigt. Bestemmelsen bygger på en enstemmig indstilling fra Straffelovrådet, jf. pkt. 5.8.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Justitsministeriet kan med de i pkt. 5.8.5.3. nævnte bemærkninger tiltræde Straffelovrådets udkast til bestemmelser om sikringscelle.
Med hensyn til det anførte vedrørende behov for præcisering af fremgangsmåden ved lægetilkald bemærkes, at fremgangsmåden ved lægetilkald, herunder spørgsmålet om, hvilke læger der har forpligtelsen til at vurdere behovet for og eventuelt foretage lægetilsyn, efter Justitsministeriets opfattelse ikke bør reguleres på lovniveau, men fastlægges administrativt, også under hensyn til, hvilke ordninger der lokalt er med hensyn til lægebetjeningen af den enkelte institution.
3.8. Kapitel 11: Disciplinærstraf, konfiskation og modregning af erstatningsbeløb
Ad § 74:
Anstalten ved Herstedvester finder, at adgangen til at modregne bør omfatte tilfælde, hvor den indsatte har forvoldt skade på medindsattes effekter, når den pågældende har erkendt forholdet, eller personale har overværet den erstatningspådragende adfærd, jf. § 74, stk. 1.
Efter lovforslagets § 74, stk. 1, 1. pkt., kan institutionen, når den indsatte under fuldbyrdelsen har forvoldt skade på institutionens ting ved en erstatningspådragende adfærd, bestemme, at erstatningsbeløbet skal modregnes i den indsattes vederlag for beskæftigelse efter § 42, stk. 1. Som det fremgår, er adgangen til modregning forbeholdt erstatningsbeløb i anledning af skade på ting, der tilhører institutionen, hvilket e r i overensstemmelse med den nuværende retstilstand. Der er således ikke mulighed for at foretage modregning for erstatningsbeløb i anledning af personskade eller skade på ting, der tilhører andre end institutionen, f.eks. medindsatte eller ansatte i institutionen. I disse tilfælde må der i givet fald anlægges erstatningssag mod den indsatte ved domstolene for at få fastslået kravet. Formålet med bestemmelsen er at regulere, i hvilket omfan g institutionen på egen hånd gennem modregning kan gennemtvinge et erstatningskrav mod den indsatte. Som anført af Straffelovrådet {{SPA}} jf. herved pkt. 5.9.3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget {{SPA}} må det anses for nødvendigt for kriminalforsorgen at have en umiddelbar adgang til tvangsfuldbyrdelse af institutionens erstatningskrav for tingsskade, for at begrænse hærværk og lignende under straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen afsk kke modregning i videre omfang, hvis den indsatte er indforstået hermed og har erkendt både erstatningsansvar og omfanget af en eventuel erstatning. Justitsministeriet kan af de af Straffelovrådet anførte grunde tiltræde rådets udkast til bestemmelse om modregning af erstatningsbeløb, jf. 5.9.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
3.9. Kapitel 12: Strafafbrydelse
Ad § 76:
Statsfængslet ved Horserød finder, at betingelserne for strafafbrydelse, jf. § 76, stk. 1, nr. 1, bør lempes, så der ikke stilles krav om "ganske særlige omstændigheder", for at strafafbrydelse kan komme på tale, bl.a. fordi der i praksis ofte før straffuldbyrdelsens iværksættelse meddeles tilladelse til at opdele straffuldbyrdelsen i to eller flere perioder, uden at der foreligger ganske særlige omstændighe der. Statsfængslet i Jyderup kan ikke gå ind for, at hensynet til retshåndhævelsen skal indgå ved afgørelsen af spørgsmålet om strafafbrydelse, jf. § 76, stk. 1, nr. 3.
Efter lovforslagets § 76, stk. 1, nr. 1, er tilladelse til strafafbrydelse betinget af, at ganske særlige omstændigheder af f.eks. arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssig karakter taler imod en umiddelbar fortsættelse af straffuldbyrdelsen. Endvidere følger det af § 76, stk. 1, nr. 3, at strafafbrydelse er forbeholdt tilfælde, hvor hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod strafafbrydelse. Bestemmelsen svarer på d isse punkter til de nugældende regler og praksis og bygger på en enstemmig indstilling fra Straffelovrådet, jf. pkt. 5.10. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Justitsministeriet kan med de i pkt. 5.10.3. anførte bemærkninger tiltræde rådets udkast til bestemmelser om strafafbrydelse.
3.10. Kapitel 13: Fuldbyrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens pensioner og i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen
Ad § 78:
Dansk Fængselsforbund anfører, at det bør overvejes i kriminalforsorgens regi at oprette særlige institutioner til fuldbyrdelse af fængselsstraffe til unge under 18 år. Statsfængslet i Jyderup kan ikke gå ind for, at hensynet til retshåndhævelsen indgår ved afgørelsen af spørgsmålet om overførsel mv., jf. § 78, stk. 1, nr. 3.
Eftersom Dansk Fængselsforbunds forslag fremsættes i tilknytning til § 78, forstår Justitsministeriet det således, at det ikke tager sigte på unge, som anbringes i fængsel eller arresthus, men anbringes i institution mv., jf. lovforslagets § 78, stk. 3.
Justitsministeriet finder ikke, at dette spørgsmål, som vedrører anvendelsen af de enkelte af kriminalforsorgens institutioner, er egnet til regulering i straffuldbyrdelsesloven.
3.11. Kapitel 16: Fuldbyrdelse af bødestraffe
Ad § 91:
Rigsadvokaten anfører, at det kunne overvejes at nævne muligheden for at inddrive bøder ved modregning med eventuelle erstatningskrav i anledning af henholdsvis strafferetlig forfølgning, jf. retsplejelovens kap. 93 a, eller indgreb under straffuldbyrdelsen, jf. lovudkastets kapitel 20.
I lovforslagets § 91 fastsættes regler om inddrivelse af bøder. Bestemmelsen viderefører, for så vidt angår bøder, de gældende bestemmelser i straffelovens § 52, stk. 3-5, med de ændringer, der følger af loven om Det Fælles Lønindeholdelsesregister. Bestemmelsen er ikke udtømmende, idet bøder som hidtil efter dansk rets almindelige regler kan inddrives ved modregning, herunder med eventuelle erstatningskr av, som skyldneren måtte have efter lovforslagets kapitel 20 eller retsplejelovens kapitel 93, jf. bemærkningerne til § 91.
3.12. Kapitel 20: Erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv.
Ad § 108:
Advokatrådet og Landsforeningen af Beskikkede Advokater støtter den opfattelse, som et mindretal i Straffelovrådet har givet udtryk for, og finder derfor, at fristen for at fremsætte erstatningskrav bør fastsættes til 1 år.
I lovforslagets §§ 106 og 107 indføres ret til erstatning på objektivt grundlag ved visse uforskyldte indgreb under straffuldbyrdelsen. I tilknytning til disse bestemmelser fastsættes i § 108, at krav om erstatning skal fremsættes over for kriminalforsorgen inden to måneder efter, at indgrebet er ophørt. Fremsættes kravet efter udløbet af denne frist, kan det dog behandles, såfremt overskridelsen findes undskyldelig.
Fristbestemmelsen i § 108 bygger på en flertalsopfattelse i Straffelovrådet. Et flertal på 6 ud af rådets 8 medlemmer har vurderet, at der ikke kan rejses afgørende indvendinger mod den foreslåede ordning. Flertallet har herved bl.a. lagt vægt på, at bestemmelsen åbner mulighed for at bortse fra undskyldelige overskridelser af fristen, f.eks. i tilfælde, hvor den indsatte efter fristens udløb er kommet i besiddelse af opl ysninger, der er helt afgørende for vurderingen af erstatningskravet. Er kravet rejst rettidigt, og fremkommer der senere nye oplysninger, forudsættes kriminalforsorgen i øvrigt at kunne genoptage behandlingen af erstatningssagen. Justitsministeriet kan af de af rådets flertal anførte grunde tiltræde rådets udkast til bestemmelse om fremgangsmåden ved behandling af krav om erstatning, jf. pkt. 9.1.2. og 9.1.3. i de almindelige bemærkninger til lovfors laget.
Den foreslåede frist på to måneder svarer i øvrigt til den gældende frist for at fremsætte krav om erstatning for visse uforskyldte indgreb under en strafferetlig efterforskning, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, 3. pkt.
3.13. Kapitel 22: Klageregler mv.
Ad § 111:
Advokatrådet og Landsforeningen af Beskikkede Advokater anfører, at der er behov for en nærmere præcisering af, hvilke regler om klagevejledning og om behandling af klagesager der tænkes fastsat i medfør af bemyndigelsen i § 111, stk. 4.
Lovforslagets § 111 regulerer den administrative klageadgang. Bestemmelsens stk. 4 indeholder en bemyndigelse til administrativt at fastsætte regler om klagevejledning og om behandlingen af klagesager. Det fremgår i den forbindelse af pkt. 9.3.2.2., jf. pkt. 9.3.2.1., at bestemmelsen ikke tilsigter at give hjemmel til at fravige forvaltningslovens regler om klagevejledning.
Det bemærkes, at der i de nugældende administrative regler om fuldbyrdelse af frihedsstraf på flere områder er fastsat særlige regler om klagevejledning og klagesagers behandling. Som eksempel kan nævnes, at cirkulære nr. 109 af 16. juni 1982 (med senere ændringer) om behandling af sager vedrørende løsladelse på prøve mv. indeholder særlige regler, der blandt andet sætter en særlig frist for insti tutionens behandling af indsattes klager over afslag på prøveløsladelse. Ved udarbejdelse af de administrative regler, der skal fastsættes i medfør af loven, vil det blive nærmere overvejet, i hvilket omfang sådanne regler skal bevares.
Ad § 112:
Statsfængslet ved Horserød og Nr. Snede, statsfængslet på Kragskovhede, Anstalten ved Herstedvester, Foreningen af Fængselsinspektører og Vicefængselsinspektører, Politimesteren i Århus og Kriminalforsorgsforeningen finder, at § 112 bør begrænses til afgørelser om udstrækningen af frihedsberøvelsen, dvs. afgørelser om straffetidsberegning, nægtelse af pr&oslas h;veløsladelse, genindsættelse af prøveløsladte og betinget benådede samt eventuelt om nægtelse af erstatning i anledning af uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid. Som begrundelse herfor anføres bl.a., at der i lyset af adgangen til at klage til Folketingets Ombudsmand og den gennemførte intensivering af ombudsmandens inspektionsvirksomhed i forhold til fængsler og arresthuse ikke er behov for at udvide klageordningen. End videre beror afgørelser med baggrund i ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn på et kriminalforsorgsmæssigt skøn, hvis hensigtsmæssighed domstolene ikke har forudsætning for eller kan forventes at efterprøve. Dansk Fængselsforbund støtter den foreslåede afgrænsning af § 112, men finder dog, at adgangen til domstolsprøvelse af afgørelser om strafcelle bør begrænses til tilfælde, hvor der er udm&ar ing;lt strafcelle i mere end 10 dage. Politifuldmægtigforeningen kan ikke støtte den udvidede adgang til domstolsprøvelse, herunder afgørelser om prøveløsladelse af livstidsdømte, bl.a. under henvisning til belastningen af domstolssystemet. Det Danske Center for Menneskerettigheder og Pension Skejby anfører, at udvidelse af klageordningen bør ske på en sådan måde, at ombudsmandens kompetence ikke afskæ res i forhold til afgørelser truffet af kriminalforsorgen. Centret finder det bl.a. derfor mest nær liggende, at der etableres et {{SPA}} eventuelt landsdækkende {{SPA}} nævn. I lyset af Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 bør der endvidere etableres en udvidet adgang til domstolsprøvelse af nævnets afgørelser om bl.a. nægtelse af prøveløsladelse og geninds& . Advokatrådet og Landsforeningen af Beskikkede Advokater er enig i den opfattelse, som et mindretal i Straffelovrådet har givet udtryk for, og kan derfor gå ind for, at der etableres en udvidet adgang til domstolsprøvelse, der ligeledes omfatter bl.a. visse afgørelser om valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner, nægtelse af uledsaget udgang, adgang til besøg og til at have sit barn hos sig i institution en, afgørelser om kontakt til medierne, tilbageholdelse af brev, udelukkelse fra fællesskab og anbringelse i sikringscelle (model 1). Herudover finder Advokatrådet og Landsforeningen af Beskikkede Advokater, at domstolsprøvelsen også bør omfatte afgørelser efter § 45 om tvangsbehandling i Anstalten ved Herstedvester. Endvidere bør fristen for at forlange domstolsprøvelse ændres fra 4 til 8 uger.
I lovforslagets § 112 fastsættes regler, hvorefter visse nærmere opregnede afgørelser af den dømte kan forlanges indbragt for domstolene inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Bestemmelsen bygger, for så vidt angår spørgsmålet om valg af klageordning, på en enstemmig indstilling fra Straffelovrådet, hvis opfattelse Justitsministeriet kan tiltræde, jf. pkt. 9.3.3. i de almindeli ge bemærkninger til lovforslaget. Om afgrænsningen af, hvilke afgørelser der bør omfattes af en udvidet adgang til domstolsprøvelse, har der derimod ikke kunnet opnås enighed i Straffelovrådet. Den foreslåede afgrænsning i lovforslagets § 112 bygger på klagemodel 2, som fire ud af rådets otte medlemmer har kunnet gå ind for. Justitsministeriet kan tiltræde, at afgrænsningen af de afgørelser, som bør omfattes af en udvidet adgang til domstolsprøvelse, sker på grundlag af klagemodel 2, jf. 9.3.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Om den fastsatte frist for at forlange domstolsprøvelse bemærkes, at lovforslaget på dette punkt bygger på en enstemmig indstilling fra Straffelovrådet. Rådet har vurderet, at en frist på 4 uger må anses for passende både under hensyn til, at indbringelsen kan ske ved en formløs meddelelse til den administrative myndighed, og til, at den indsatte skal have mulighed for at overveje spørgsmålet om klage nærm ere og eventuelt drøfte det med en advokat. Justitsministeriet kan tiltræde rådets indstilling om en 4-ugers frist for at forlange domstolsprøvelse, jf. pkt. 9.3.5.2. og 9.3.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Ad § 114:
Politifuldmægtigforeningen finder det af principielle grunde betænkeligt at lade repræsentanter for kriminalforsorgen møde i retten og foreslår i stedet, at den lokale politimester møder på kriminalforsorgens vegne.
Efter lovforslagets § 114 indbringes sagen for retten uden unødigt ophold af justitsministeren, dvs. Direktoratet for Kriminalforsorgen. Bestemmelsen indebærer, at Direktoratet for Kriminalforsorgen skal give møde i retten i de tilfælde, hvor retten efter reglen i § 116, stk. 1, træffer bestemmelse om mundtlig behandling af sagen. Med bestemmelsen sikres mulighed for at inddrage den nødvendige kriminalforsorgsmæssige indsigt i grundlaget for rettens afgørelse. Bestemmelsen bygger på Straffelovrådets udkast, som Justitsministeriet kan tiltræde, og er sammenfaldende med indstillingen fra arbejdsgruppen, der forberedte rådets arbejde med en straf fuldbyrdelseslov, jf. pkt. 9.3.5.2. og 9.3.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget samt s. 746 (bind III) i betænkning nr. 1181/1989 om en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
Ad § 116:
Retten i Svendborg finder, at domstolsbehandlingen som udgangspunkt bør ske på mundtligt grundlag, der netop er domstolenes særkende.
Lovforslagets § 116 fastsætter bestemmelser om sagens behandling i retten. Efter § 116, stk. 1, 1. pkt., behandles sagen på skriftligt grundlag, medmindre retten bestemmer andet. Bestemmelsen bygger på dette punkt på en enstemmig indstilling fra Straffelovrådet. Rådet har vurderet, at det på dette retsområde vil være rigtigst at overlade spørgsmålet om mundtlig behandling til rettens skøn. Efter rådets opfattelse er der grund til at tro, at et stort antal sager allerede ved modtagelsen vil være tilstrækkeligt oplyst, så retten i mange tilfælde umiddelbart vil kunne træffe sin afgørelse, efter at den dømte eller dennes advokat har haft lejlighed til at udtale sig om kriminalforsorgens begrundelse for den påklagede afgørelse. Rådet har derfor fundet det hensigtsmæssigt og forsvarligt at foreslå, at sagerne, selv om hovedprincippet i retsplejen er mundtlighed, som udgangspunkt behandles skriftligt, men således at retten også af egen drift kan træffe bestemmelse om mundtlig behandling. Justitsministeriet kan tiltræde rådets opfattelse med hensyn til sagernes behandling i retten, jf. pkt. 9.3.5.2. og 9.3.5.1.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
|