Retsudvalget
(L 145/L 146 - bilag 23)
(Offentligt)

             Folketingets Retsudvalg

       Christiansborg, den 5. maj 2000

               Udvalget udbeder sig - i 70 eksemplarer - ministerens
       besvarelse af følgende spørgsmål:

       Ad
       L 145 Forslag til lov om fuldbyrdelse af straf m.v. Af justitsministeren (Frank Jensen).

       L 146 Lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livtidsdømte m.v.) Af justitsministeren (Frank Jensen)

34.    Hvorfor er Anstalten ved Herstedvester det eneste sted, hvor kvinder har mulighed for at vælge at være adskilt fra de mandlige indsatte også i arbejdstiden og i forbindelse med fritidsaktiviteter?

35.    Hvor mange af kvinderne på fængselsafdelingen i Amstrup har selv valgt at afsone netop dér?

36.    Hvad har kvinderne, herunder talskvinden, på fængslesafdelingen i Amstrup selv udtalt om lukningen, og hvad har de udtalt om afsoning sammen med mænd?

37.    Vil ministeren redegøre for recidivtallet i Amstrup og sætte det i forhold til sammenlignelige afsoningssteder?

38.    Hvilke planer har Kriminalforsorgen for brugen af bygningerne i Amstrup, når fængselsafdelingen lukker?

39.    Ønsker ministeren med de foreslåede bestemmelser om prøveløsladelse at nedsætte den gennemsnitlige afsoningstid for livstidsdømte, og i givet fald hvorfor?

40.    Med henvisning til, at lovforslaget medfører mulighed for prøvesløsladelse for livstidsdømte efter 12 år, og at personer idømt 16 års fængsel normalt prøveløslades efter 11 år, bedes ministeren oplyse, om den ringe forskel på 1 år i reel afsoningstid afspejler den forskel i forbrydelserne, som har takseret det ene forhold til livstid og det andet til 16 år? Tror ministeren, det vil få nogen indflydelse på anklagemyndighedens påstande i straffesager, når den reelle forskel i afsoningstiden bliver så lille?

41.    Ministeren bedes redegøre for antallet og udviklingen i antallet af stofmisbrugere, der har afsonet fængselsstraffe de seneste 10 år. Er ministeren bekendt med, om antallet af løsladte stofmisbrugere er større end antallet af stofmisbrugere ved begyndelsen af afsoningen?

42.    Hvorfor står personer med en lang restsstraf på passiv venteliste på behandlings- og kontraktsfængselsafdelinger, jf. svaret på spørgsmål 20 på bilag 21?

43.    Hvor mange behandlings- og kontraktsfængselspladser findes der på landsplan?

44.    Hvilke initiativer er igang for at nedbringe ventetiden på behandlings- og kontraktsfængselsafdelingerne?

45.    Er der lavet undersøgelser om, hvorvidt behandlings- og kontraktsdømte har lavere recidiv end andre, der har udstået en fængselsstraf?

46.    Ministeren bedes oplyse, hvornår den projektgruppe, som er nævnt i svaret på spørgsmål 20, jf. bilag 21, er færdig med sit arbejde. Udgives der delrapporter? I givet fald bedes ministeren oversende disse til Retsudvalget.

47.    Hvor mange sager er der pr. år af den slags, hvor Straffelovrådets flertal foreslår at begrænse aktindsigten i forbindelse med fuldbyrdelse af frihedsstraf?

48.    Hvor mange sager skønner ministeren, der vil opstå om året, hvis man gennemfører de tre begrænsninger i aktindsigten, som flertallet i Straffelovrådet foreslår?

49.    Ministeren bedes yde lovteknisk bistand til et ændringsforslag, som gør det muligt for domstolene at fastsætte straffen i form af et bestemt antal weekender. Agter ministeren selv at stille et sådant ændringsforslag?

                                     P.u.v.

Lissa Mathiasen,
formand.

       Til
            justitsministeren (Løbenr. 19164)