Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Retsudvalget
(L 145/L 146 - bilag 24)
(Offentligt)

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 32 og 33 af 4. maj 2000 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om fuldbyrdelse af straf mv. samt forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte) (L 145/L 146 {{SPA}} bilag 22).

 

Spørgsmål nr. 32:

 

"Er den foreslåede ordning med udvidet adgang til domstolsprøvelse udtryk for, at ministeren ikke har tillid til det eksisterende klagesystem?"

 

Svar:

 

Som det fremgår af pkt. 9.3.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget (L 145), har Straffelovrådet fundet, at retssikkerhedsmæssige grunde taler for, at den (nugældende) administrative klageadgang udbygges, så der gives indsatte udvidet mulighed for at påklage visse særligt indgribende afgørelser vedrørende straffuldbyrdelsen til en myndighed uden for kriminalforsorgen, og at dette bør ske ved en udvidet adgang t il domstolsprøvelse. Justitsministeriet er enig heri.

 

Der kan endvidere henvises til betænkning nr. 1181/1989 om en lov om fuldbyrdelse af straf mv., s. 333, hvor der bl.a. anføres følgende:

 

"Baggrunden for overvejelserne om en udbygning af det gældende klagesystem i kriminalforsorgen må {{NEL}} især ses som en følge af den mere principielle opfattelse, at kriminalforsorgen træffer afgørelser af så indgribende karakter for enkeltpersoner, at disse bør have adgang til at indbringe sagen til prøvelse hos en myndighed uden for kriminalforsorgen. En sådan opfattelse er i overensstemmelse med den tendens, der i d re år har været i retning af at indføre særlige retssikkerhedsgarantier på områder, hvor afgørelserne har særligt indgribende betydning. {{NEL}}"

 

Forslaget om en udvidet adgang til domstolsprøvelse er således ikke udtryk for "mistillid" til det nuværende klagesystem.

 

Spørgsmål nr. 33:

 

"Hvad er baggrunden for, at ministeren ikke har fulgt Straffelovrådets flertals anbefaling af en appelbegrænsning?"

 

Svar:

 

Straffelovrådet har i betænkning nr. 1355/1998 foreslået en appelbegrænsning i de sager, der omfattes af den foreslåede nye ordning med udvidet adgang til domstolsprøvelse. Straffelovrådet har således foreslået, at der som udgangspunkt kun bliver adgang til domstolsprøvelse i én instans (byretten). Appel til landsretten (og evt. Højesteret) skal således efter rådets lovudkast alene kunne ske med Proces bevillingsnævnets tilladelse og kun, hvor sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt talte herfor, jf. i det hele pkt. 9.3.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget (L 145).

 

Baggrunden for, at Justitsministeriet ikke har fulgt Straffelovrådets forslag på dette punkt fremgår af pkt. 9.3.5.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget:

 

"Justitsministeriet finder det af principielle grunde rigtigst, at afgørelser af den omhandlede type [dvs. de afgørelser, der omfattes af den udvidede adgang til domstolsprøvelse], som er truffet af byretten, kan indbringes for landsretten i overensstemmelse med det almindelige to-instansprincip. Det kan i den forbindelse nævnes, at bl.a. Den Danske Dommerforening i sit høringssvar over betænkningen har udtalt sig imod forslaget om en appelbegr ænsning."

 

 

 

 

 

Vedlagt fremsendes i 70 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 32 og 33 af 4. maj 2000 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om fuldbyrdelse af straf mv. samt forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse a f livstidsdømte) (L 145/L 146 {{SPA}} bilag 22).