Indsatte, der opholdt sig i en institution under Kriminalforsorgen var berettiget til hjælp til udgifter i forbindelse med samvær, forudsat at lovens betingelser i øvrigt var opfyldt.

Ankestyrelsen lagde til grund, at bistandsloven som udgangspunkt gjaldt for alle, der opholdt sig her i landet, og at der i henhold til bistandslovens § 37, stk. 6 ikke var fastsat særlige regler om samværsudgifter i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1188 af 23.

december 1993 om kontanthjælp til særlige persongrupper.

Kontanthjælp - samværsudgifter - strafafsoner (* 1)

 

SAGSFREMSTILLING:

En ansøger havde været frihedsberøvet siden anholdelsen i april 1994. Prøveløsladelse var ikke endelig fastsat, men formodedes at ske til oktober 1999. Han havde i mange år været samlevende og i samlivsforholdet var der to fællesbørn.

Samleveren besøgte ansøgeren i statsfængslet, så ofte hun havde mulighed for det sammen med børnene. Ansøgeren havde ikke tilladelse til udgang, hvorfor han ikke havde mulighed for at opretholde kontakten til børnene på anden måde end ved, at de kom på besøg i statsfænglet. Som følge heraf søgte han om hjælp til rejseudgifter med henblik på fortsat at opretholde samværsretten.

Kriminalforsorgen ydede rejsehjælp 1 gang hver anden måned, hvilket dog ikke imødekom behovet.

Ansøgeren havde ikke søgt Statsamtet om at få fastsat samvær, idet han var sammen med børnene hver 14. dag og nogle hverdage, da han var hjemme. Han ville dog få det fastsat ved Statsamtet, hvis det blev nødvendigt. Ansøgeren havde oplyst, at han ikke havde midler til at betale børnenes transport.

Kommunen fandt ikke, at der var mulighed for at yde hjælp i henhold til bistandsloven § 46 b til samværsudgifter under afsoning.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at indsatte var omfattet af den personkreds, der kunne modtage hjælp efter bistandslovens § 46 b, idet personkredsen i bistandslovens § 46 b omfattede alle (dog ikke pensionister), der ikke selv havde midler til at afholde udgiften til samvær.

Nævnet fandt derfor, at der var grundlag for at pålægge kommunen at yde ansøgeren hjælp til samværsudgifter svarende til 1 gang hver 14. dag bestående i dokumenterede rejseudgifter og kostudgifter for børnene og ledsager.

Ankenævnet fandt, at samværet med børnene var af væsentlig betydning for ansøgerens tilværelse efter løsladelsen, hvorfor det skønnedes rimeligt, at han fik hjælp til samværsudgifterne hver 14. dag for hvert barn med ledsager.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at det i bekendtgørelse nr. 1188 af 23. december 1993 om kontanthjælp til særlige persongrupper var nævnt, i hvilke situationer der kunne ydes hjælp til strafafsonere, f.eks. i henhold til bistandslovens § 43 og 46, hvorfor der efter kommunens opfattelse var formodning for, at der ikke kunne ydes hjælp efter § 46 b, men at det var Kriminalforsorgen, der eventuelt skulle dække disse personers samværsudgifter.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der til indsatte kunne ydes hjælp i henhold til bistandslovens § 46 b til dækning af samværsudgifter.

AFGØRELSE:

Ankestyrelsen fandt, at personer som afsonede fængselsstraf var omfattet af bistandslovens § 46 b om hjælp til udgifter til samvær, i det omfang, der ikke i medfør af bistandslovens § 37, stk. 6, var fastsat særlige regler herom i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1188 af 23. december 1993 om kontanthjælp til særlige persongrupper.

Ankestyrelsen lagde til grund, at bistandsloven som udgangspunkt gjaldt for alle, der opholdt sig her i landet, og at det af bistandslovens § 37, stk. 6 fremgik, at Socialministeriet kunne fastsætte regler om hjælp til personer, der opholdt sig i institutioner under Kriminalforsorgen. Disse regler var fastsat i bekendtgørelsen om kontanthjælp til særlige persongrupper, og vedrørte hjælp efter bistandslovens § 37, § 37a, § 43 og § 46. Ifølge bekendtgørelsen kunne der ikke ydes hjælp efter bistandslovens § 46 a og 58. I øvrigt var der ikke fastsat særlige regler.

Ankestyrelsen havde endvidere lagt til grund, at der i henhold til praksis kunne ydes kontanthjælp til indsatte i det omfang udgifterne ikke blev afholdt af Kriminalforsorgen og når hjælpen havde betydning for ophold uden for institutionen eller tilværelsen efter løsladelsen, og lovens betingelser i øvrigt var opfyldt.

Ankestyrelsen fandt derfor at ansøgeren var berettiget til hjælp efter bistandslovens § 46 b til udgifter i forbindelse med samvær, forudsat lovens betingelser i øvrigt var opfyldt.

Ankestyrelsen lagde vægt på at samværet med børnene havde betydning for hans tilværelse efter løsladelsen.

Ankestyrelsen fandt ikke, at den rejseudgift Kriminalforsorgen afholdt 1 gang hver anden måned var et udtryk for, at samværsudgifter blev afholdt af Kriminalforsorgen.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.