Kontanthjælp
- samværsudgifter - strafafsoner
(* 1)
SAGSFREMSTILLING:
En ansøger
havde været frihedsberøvet siden
anholdelsen i april 1994.
Prøveløsladelse var ikke endelig
fastsat, men formodedes at ske
til oktober 1999. Han havde i
mange år været samlevende og i
samlivsforholdet var der to
fællesbørn.
Samleveren
besøgte ansøgeren i
statsfængslet, så ofte hun havde
mulighed for det sammen med
børnene. Ansøgeren havde ikke
tilladelse til udgang, hvorfor
han ikke havde mulighed for at
opretholde kontakten til børnene
på anden måde end ved, at de kom
på besøg i statsfænglet. Som
følge heraf søgte han om hjælp
til rejseudgifter med henblik på
fortsat at opretholde
samværsretten.
Kriminalforsorgen ydede
rejsehjælp 1 gang hver anden
måned, hvilket dog ikke imødekom
behovet.
Ansøgeren
havde ikke søgt Statsamtet om at
få fastsat samvær, idet han var
sammen med børnene hver 14. dag
og nogle hverdage, da han var
hjemme. Han ville dog få det
fastsat ved Statsamtet, hvis det
blev nødvendigt. Ansøgeren havde
oplyst, at han ikke havde midler
til at betale børnenes
transport.
Kommunen
fandt ikke, at der var mulighed
for at yde hjælp i henhold til
bistandsloven § 46 b til
samværsudgifter under afsoning.
Nævnet
ændrede kommunens afgørelse.
Nævnet
fandt, at indsatte var omfattet
af den personkreds, der kunne
modtage hjælp efter
bistandslovens § 46 b, idet
personkredsen i bistandslovens §
46 b omfattede alle (dog ikke
pensionister), der ikke selv
havde midler til at afholde
udgiften til samvær.
Nævnet
fandt derfor, at der var
grundlag for at pålægge kommunen
at yde ansøgeren hjælp til
samværsudgifter svarende til 1
gang hver 14. dag bestående i
dokumenterede rejseudgifter og
kostudgifter for børnene og
ledsager.
Ankenævnet
fandt, at samværet med børnene
var af væsentlig betydning for
ansøgerens tilværelse efter
løsladelsen, hvorfor det
skønnedes rimeligt, at han fik
hjælp til samværsudgifterne hver
14. dag for hvert barn med
ledsager.
I klagen
til Ankestyrelsen anførte
kommunen bl.a., at det i
bekendtgørelse nr. 1188 af 23.
december 1993 om kontanthjælp
til særlige persongrupper var
nævnt, i hvilke situationer der
kunne ydes hjælp til
strafafsonere, f.eks. i henhold
til bistandslovens § 43 og 46,
hvorfor der efter kommunens
opfattelse var formodning for,
at der ikke kunne ydes hjælp
efter § 46 b, men at det var
Kriminalforsorgen, der eventuelt
skulle dække disse personers
samværsudgifter.
Sagen blev
behandlet i principielt møde med
henblik på afklaring af,
hvorvidt der til indsatte kunne
ydes hjælp i henhold til
bistandslovens § 46 b til
dækning af samværsudgifter.
AFGØRELSE:
Ankestyrelsen fandt, at personer
som afsonede fængselsstraf var
omfattet af bistandslovens § 46
b om hjælp til udgifter til
samvær, i det omfang, der ikke i
medfør af bistandslovens § 37,
stk. 6, var fastsat særlige
regler herom i
Socialministeriets
bekendtgørelse nr. 1188 af 23.
december 1993 om kontanthjælp
til særlige persongrupper.
Ankestyrelsen lagde til grund,
at bistandsloven som
udgangspunkt gjaldt for alle,
der opholdt sig her i landet, og
at det af bistandslovens § 37,
stk. 6 fremgik, at
Socialministeriet kunne
fastsætte regler om hjælp til
personer, der opholdt sig i
institutioner under
Kriminalforsorgen. Disse regler
var fastsat i bekendtgørelsen om
kontanthjælp til særlige
persongrupper, og vedrørte hjælp
efter bistandslovens § 37, §
37a, § 43 og § 46. Ifølge
bekendtgørelsen kunne der ikke
ydes hjælp efter bistandslovens
§ 46 a og 58. I øvrigt var der
ikke fastsat særlige regler.
Ankestyrelsen havde endvidere
lagt til grund, at der i henhold
til praksis kunne ydes
kontanthjælp til indsatte i det
omfang udgifterne ikke blev
afholdt af Kriminalforsorgen og
når hjælpen havde betydning for
ophold uden for institutionen
eller tilværelsen efter
løsladelsen, og lovens
betingelser i øvrigt var
opfyldt.
Ankestyrelsen fandt derfor at
ansøgeren var berettiget til
hjælp efter bistandslovens § 46
b til udgifter i forbindelse med
samvær, forudsat lovens
betingelser i øvrigt var
opfyldt.
Ankestyrelsen lagde vægt på at
samværet med børnene havde
betydning for hans tilværelse
efter løsladelsen.
Ankestyrelsen fandt ikke, at den
rejseudgift Kriminalforsorgen
afholdt 1 gang hver anden måned
var et udtryk for, at
samværsudgifter blev afholdt af
Kriminalforsorgen.
Ankestyrelsen tiltrådte således
nævnets afgørelse.