	Eksempler på fængselslægers og arresthuslægers holdninger, arbejdsområde mv.
	*Af Claus Bonnez* *2. februar 2009* Fængsels- og arresthuslæge Erik Kjærsgaard, Kolding, beklager i et indlæg af 6. juni 2006 i "Dagens Medicin" under overskriften "Jeg udskriver 25 liter metadon om ugen", at de ansvarlige myndigheder ikke fører grundigere kontrol med lægers udskrivning af metadon. Erik Kjærsgaard skriver i artiklen blandt andet:
		Jeg fik i 1994 mit første bijob som arresthuslæge og fandt hurtigt ud af, at det bl.a. medfører strømmevis af metadon til vedligeholdelsesbehandling mod narkomisbrug. Jeg kom derfor på et slag fra aldrig at udskrive morfika til at udskrive mindst en liter metadon om ugen. For at komme en henvendelse fra embedslægerne i forkøbet ringede jeg dertil og fortalte, at jeg i fremtiden formentlig ville udskrive en liter metadon om ugen. Et par år senere udvidede jeg mit bijob i et andet arresthus, der lå i et andet amt, og svedte ud at orientere den lokale embedslæge. Da der var gået ca. et halvt år, kom jeg i tanker derom og ringede og fik den beroligende besked, at de havde spottet mig og snart ville udbede sig en god forklaring. Da jeg så supplerede med et tredje sted, undlod jeg at orientere den lokale embedslæge. Der er nu gået ca. ti år siden da, og jeg er oppe på en udskrivning på omkring 25 liter metadon om ugen, uden at nogen har rystet på hænderne eller undret sig, idet jeg formentlig er den læge i Danmark, der har den største udskrivning af metadon.
	Erik Kjærsgaard afslutter indlægget med at oplyse, at han arbejder i Region Syddanmark, og at hans "teori er, at der reelt ikke er nogen kontrol, eller at den er noget til den lemfældige side". Artiklen er tilgængelig på linket: http://www.dagensmedicin.dk/debat/2008/06/06/jeg-udskriver-25-liter-met/index.xml Arresthuslægers tidsforbrug på kontakt med de indsatte. Praktiserende læge i Slagelse, Ole Winkel, fortæller i "Ugeskrift for Læger", nr. 8, 2007, blandt andet, at han er arrestlæge i et arresthus, hvor der er plads til 30 indsatte. I artiklen udtaler han sig blandt andet om sit tidsforbrug i arbejdet med de indsatte i arresthuset. Herom fremgår følgende:
		Alt i alt regner Ole Winkel med, at han i gennemsnit bruger 5-6 timer om ugen på jobbet som arrestlæge, og for det får han ca. 4.700 kroner om måneden. Det svarer altså til omkring 200 kroner i timen.
	Om sit syn på de indsatte i arresthuset citeres Ole Winkel i samme artikel således:
		En del af de indsatte - der er plads til 30 - skal typisk have metadon eller er afhængige af psykofarmaka, og selv om Ole Winkel betegner sine arrestpatienter som »søde og rare«, var der altså også ham, der ugen inden truede med bank, fordi han ikke kunne få Ole Winkel til at udskrive så meget medicin som ønsket. Eller ham, som engang smed et fjernsyn efter Ole Winkel i en lignende kontrovers. »Jeg nåede lige at smutte ud, så det ramte døren. Men den slags hører til sjældenhederne. Normalt kan vi tale os til rette«, siger han.
	Ovennævnte artikel i Ugeskrift for Læger vedrører en opsigelse fra Praktiserende Lægers Landsorganisation af aftalen med det offentlige vedrørende besættelse af stillingerne som fængsels- og arresthuslæger. Det fremgår af artiklen, at konsekvensen af opsigelsen var, at arresthusene og fængslerne ville være nødsaget til at benytte den vagtlægeordning, som resten af befolkningen benytter. Arrestforvarer i Arresthuset i Slagelse, Benny Hansen, beklager i artiklen, at almindelige vagtlæger skal betjene arresthusene i stedet for de sædvanlige fængselslæger (arresthuslæger). Han citeres således:
		Jeg er helt sikker på, at vi nok finder en løsning på det. Alternativet er at benytte vagtlægen. Men vi er glade for at have en læge fast tilknyttet, fordi han kender de indsatte. De kan ikke så nemt binde ham noget på ærmet
	Fængsels- og arresthuslæge Erik Kjærsgaard, skriver i et "Nyhedsbrev" i Netpsych nr. 36, årgang 8, den 1. september 2008 blandt andet, at nogle indsatte bliver psykotiske af at sidde i arresthuse. Han skriver blandt andet:
		Arrestanten sidder mindst 23 af døgnets timer isoleret fra omverdenen alene på sin celle. Der er gårdtur ca. ½ time hver dag. Cellen er typisk på 8 kvadratmeter og er udstyret med en håndvask, stol og bord og en meter reol samt en tarvelig briks med en 5 cm tyk skumgummimadras. Der kan lejes et TV og en radio, og det er alt. Vinduet er oftest højt placeret og hvis den indsatte vil nyde udsigten foregår det med at balancere på en stol. Man skal ringe efter en fangevogter for at komme på toilettet eller i bad og badefaciliteterne deles med 10 til 20 ligestillede. Alle måltider indtages i samme rum som han spiser, sover og lever i. Besøg, telefonsamtaler og breve kan efter dommerens afgørelse være overvågede. Varetægtsfængsling er således ikke nogen nydelse, men den monotone hverdag afbrydes med retsmøder ca. hver 4.de uge, hvor anklageren argumenterer for fortsat varetægtsfængsling mens forsvareren bliver betalt for det modsatte synspunkt – dommeren lytter gerne til anklageren. Nu kan man så argumenter, at den indsatte selv har bedt om sin behandling ved sin mistænkte kriminelle aktivitet, men det bortforklarer ikke at han ofte får mange påførte psykiske problemer. Med mine ca. 15 år som arresthuslæge har jeg nok set alle varianterne. Den hyppigste tilstand er en form for sløvhed, hvor den indsatte gerne trækker sig fra livet. I stedet for at melde sig til arbejde, ligger han det meste af dagen og vegeterer og lader TV’et danne en ramme, hvor han lader sig passivt underholde, mens han ryger dagens ration på 20 cigaretter, han får ondt i ryggen af den ikke eksisterende motion, kan ikke overkomme at modtage besøg og får svære søvnproblemer, idet han i sagens natur ikke oparbejder en naturlig træthed. Dette glider for nogle over i regulære depressioner med nedsat energi, ophævet koncentrationsevne, glædesløshed og svært trykket stemningsleje. Enkelte bliver regulært psykotiske og begynder at føre samtale med fjernsynet eller med de imaginære stemmer, der kommer ind gennem cellevæggen. Andre udvikler klare tegn på PTSD med irritabilitet, søvnbesvær og tendens til at fare sammen ved mindste anledning. Jeg har ikke set en eneste, der fik det bedre af at være varetægtsfængslet og den røde tråd af deres mange klager, er den manglende horisont. ”Hvis jeg blot fik tyve års fængsel kunne jeg lave en plan og en kalender at forholde mig til, det kan jeg ikke med de evige 4 ugers forlængelse.” er et typisk udsagn.
	Fængselslæge giver offentligt udtryk for, at hensynet til fængselspersonalets bekvemmelighed kan indgå i overvejelserne om, hvorvidt indsatte bør have lov til at komme til speciallæge i hudsygdomme. Læs artikel.