CPT: Fængselslæger er uafhængige af fængselsadministrationen.
Der skal udgives statistik om skaderne på indsatte efter magtanvendelse

 

 
  Af Claus Bonnez, formand for Landsforeningen KRIM

24. januar 2009


Fængselslægen må kun tage lægefaglige hensyn - og ikke hensyn til fængselssikkerhed mv. - når denne vurderer, hvorledes en indsat skal behandles (punkt 72).

Af punkt 73 fremgår det, at en fængselslæge er den indsattes personlige læge, og at denne læge derfor ikke må foretage undersøgelser af den indsatte på vegne af myndighederne - fængselslægen må således ikke foretage visitationer af de indsatte. Dette skal gøres af andre læger, hvis det er nødvendigt.

En indsat har krav på at gøre sig bekendt med sin lægejournal i fængslet, og den indsatte kan forlange, at fængslet sender kopi af journalen til den indsattes familie eller advokat uden for fængslet (§ 46).

En indsat har ret til ikke at modtage behandling af fængselslægen (§ 47).

Af § 61 fremgår det, at ethvert tegn på vold begået mod den indsatte skal registreres af lægen, og at lægen skal nedskrive den indsattes version af, hvad der er sket. Samme procedure skal følges efter, at der har været en episode, hvor magt har været anvendt. Den indsatte har krav på at få kopi af den nedskrevne undersøgelse. Af § 62 følger det, at fængslet skal føre statistik over de skader, der er konstateret på de indsatte. Der skal udgives periodiske statistikker om disse skader.

Indsatte har krav på at fængselspersonalet ikke kan overhøre den undersøgelse, som fængselslægen foretager af den indsatte. Den indsatte har krav på fortrolighed. Journalen skal opbevares af fængselslægen (§§ 50 og 51).

Se CPTs udgivelse fra 1999 om den sundhedsmæssige betjening i fængsler.