Lovbekendtgørelse nr. 24 af 21.
januar 2009 om klage- og
erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet
Herved
bekendtgøres lov nr. 547 af 24. juni
2005 om klage- og erstatningsadgang
inden for sundhedsvæsenet med de
ændringer, der følger af § 95 i lov
nr. 451 af 22. maj 2006, § 77 i lov
nr. 538 af 8. juni 2006, § 2 i lov
nr. 1556 af 20. december 2006, lov
nr. 432 af 8. maj 2007, § 24 i lov
nr. 523 af 6. juni 2007; § 2 i lov
nr. 539 af 17. juni 2008 og lov nr.
1405 af 27. december 2008.
Kapitel 1
Patientkontorernes opgaver
§ 1. De af regionsrådene
oprettede patientkontorer skal bistå
patienter med vejledning og
rådgivning om reglerne efter denne
lov, jf. sundhedslovens § 51.
Patientkontorerne skal endvidere
bistå patienterne med udformning og
videresendelse af klager eller
erstatningskrav til rette myndighed.
Stk. 2. Klager, anmeldelser
m.v., som sendes til
patientkontoret, anses for indgivet
hos rette myndighed på det
tidspunkt, hvor de modtages i
patientkontoret.
Kapitel 2
Klageadgang
Klager over
sundhedspersoners faglige virksomhed
§ 2. Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn behandler klager
over den faglige virksomhed,
herunder klager over forhold
omfattet af sundhedslovens afsnit
III om patienters retsstilling, der
udøves af personer inden for
sundhedsvæsenet, jf. § 4. Dette
gælder dog ikke for klager, for
hvilke der i øvrigt i lovgivningen
er foreskrevet en særlig
klageadgang.
Stk. 2. Herudover skal
Sundhedsstyrelsen og
Lægemiddelstyrelsen til
Patientklagenævnet indbringe sager,
som styrelsen finder vil kunne give
grundlag for kritik eller anden
sanktion over for personer inden for
sundhedsvæsenet.
§ 3. Patientklagenævnet kan
give udtryk for sin opfattelse af
sagen, herunder eventuelt fremsætte
kritik over for den pågældende
sundhedsperson og personer, der
handler på disses ansvar, eller søge
iværksat andre sanktioner.
§ 4. Patientklagenævnet
behandler klager over de ved særlig
lovgivning autoriserede personer
inden for sundhedsvæsenet, jf. dog
stk. 2 og 3.
Stk. 2. Ministeren for
sundhed og forebyggelse fastsætter
nærmere regler om, hvilke
persongrupper inden for
sundhedsvæsenet der er omfattet af
dette kapitel, uanset at de ikke har
autorisation efter særlig
lovgivning.
Stk. 3. Ministeren for
sundhed og forebyggelse kan, når
særlige hensyn taler herfor, efter
forhandling med Patientklagenævnet
fastsætte regler om, at nævnets
virksomhed ikke skal omfatte dele af
den faglige virksomhed, der udøves
af persongrupper, som er autoriseret
efter særlig lovgivning.
§ 5. Klage skal være indgivet
inden 2 år efter det tidspunkt, hvor
klageren var eller burde være
bekendt med det forhold, der klages
over, dog senest 5 år efter den dag,
hvor klageforholdet har fundet sted.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte
frister finder ikke anvendelse for
sager, som Sundhedsstyrelsen og
Lægemiddelstyrelsen indbringer for
Patientklagenævnet, jf. § 2, stk. 2.
Klager over
kommunalbestyrelsers, regionsråds og
Søfartsstyrelsens administrative
afgørelser efter sundhedsloven
§ 6. Klager over
kommunalbestyrelsers afgørelser kan
indbringes for Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn, når de vedrører
1) udstedelse af bevis
efter § 12 i sundhedsloven,
2) indplacering i
sikringsgruppe 1 og 2 og
overførsel til gruppe 1-sikring
efter § 58 i sundhedsloven,
3) anmeldelse om lægevalg
efter § 59 i sundhedsloven,
4) fysioterapi m.v. efter
§§ 140 a og 140 b i
sundhedsloven,
5) begravelseshjælp efter
§ 160 i sundhedsloven,
6) tilskud til ydelser i
et andet EU/EØS-land efter § 168
i sundhedsloven,
7) befordringsgodtgørelse
efter §§ 170 og 172 i
sundhedsloven og
8) udbetaling af
kontanttilskud efter § 228 i
sundhedsloven.
§ 7. Klager over regionsråds
afgørelser kan indbringes for
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn,
når de vedrører
1) praksissektoren efter
§§ 58-60 og 64-71 i
sundhedsloven,
2) vilkår for en persons
ret til sygehusbehandling efter
sundhedsloven,
3) ernæringspræparater
efter § 159 i sundhedsloven,
4) tilskud til ydelser i
et andet EU/EØS-land efter § 168
i sundhedsloven,
5) vilkår for en persons
ret til befordring og
befordringsgodtgørelse ved
sygehusbehandling efter § 171 i
sundhedsloven og
6) kørselsgodtgørelse til
læger efter § 175 i
sundhedsloven.
§ 8. Klager over
Søfartsstyrelsens afgørelser efter
§ 161 i sundhedsloven kan indbringes
for Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn.
§ 9. Ministeren for sundhed
og forebyggelse fastsætter nærmere
regler om adgangen til at klage
efter § 7, nr. 2 og 5.
§ 10. Inden en klage efter
§§ 6 og 7 behandles af
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn,
skal den myndighed, som har truffet
afgørelsen, vurdere, om der er
grundlag for at give klageren helt
eller delvist medhold. Derfor skal
en klage først afleveres til den
myndighed, som har truffet
afgørelsen.
Stk. 2. Kan myndigheden ikke
give klageren medhold, sendes klagen
med begrundelse for afgørelsen og
genvurderingen videre til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Stk. 3. Klager til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
efter §§ 6-8 skal indgives inden 4
uger efter, at klageren har fået
meddelelse om afgørelsen.
Patientklagenævnet kan se bort fra
overskridelse af denne klagefrist,
hvis særlige grunde taler herfor.
Stk. 4. Ministeren for
sundhed og forebyggelse kan
fastsætte nærmere regler om
tilrettelæggelsen af genvurderingen
af sager efter stk. 1 og 2, herunder
også regler om tidsfrister for
indsendelse og videresendelse af
klager m.v. efter stk. 3.
§ 11. Patientklagenævnet kan
i sager som nævnt i §§ 6-8 tiltræde
eller omgøre afgørelsen eller
hjemvise sagen til fornyet
behandling.
Stk. 2. Patientklagenævnets
formand og næstformænd træffer
afgørelser i sager efter §§ 6-8.
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn
§ 12. Ministeren for sundhed
og forebyggelse opretter
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn,
der i sin virksomhed er uafhængigt
af instruktioner om den enkelte sags
behandling og afgørelse.
Stk. 2. Patientklagenævnets
afgørelser kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.
§ 13. Patientklagenævnet
består af en formand og et af
ministeren for sundhed og
forebyggelse fastsat antal
næstformænd og beskikkede medlemmer.
Stk. 2. Ministeren for
sundhed og forebyggelse udpeger
nævnets formand og næstformænd, som
skal være dommere.
Stk. 3. Ministeren for
sundhed og forebyggelse beskikker et
antal medlemmer, der ikke samtidig
må være medlemmer af et regionsråd
eller en kommunalbestyrelse,
således:
1) 8 medlemmer beskikkes
efter indhentet udtalelse fra
regionsrådene i forening.
2) 4 medlemmer beskikkes
efter indhentet udtalelse fra KL
(Kommunernes Landsforening).
3) 8 medlemmer beskikkes
efter indhentet udtalelse fra De
Samvirkende
Invalideorganisationer.
4) 8 medlemmer beskikkes
efter indhentet udtalelse fra
Forbrugerrådet.
Stk. 4. Ministeren for
sundhed og forebyggelse beskikker
for hvert fagligt område et antal
medlemmer, der alle er fagligt
uddannede.
Stk. 5. Medlemmerne beskikkes
for en periode, der følger den
kommunale eller regionale
valgperiode. De medlemmer af
Patientklagenævnet, der ikke udfører
hvervet som led i deres tjenstlige
arbejde, ydes vederlæggelse og
godtgørelse for befordring i lighed
med ikkestatsansatte, der modtager
særskilt vederlæggelse. Udgifter
hertil afholdes af staten.
Sagernes
behandling
§ 14. Patientklagenævnet kan
efter aftale med Sundhedsstyrelsen
anmode vedkommende
embedslægeinstitution om at
undersøge klagesager og om at
udarbejde en indstilling til nævnet
om sagernes afgørelse.
Patientklagenævnet kan efter aftale
med Sundhedsstyrelsen bestemme, at
klagesagerne direkte kan indgives
til embedslægeinstitutionerne med
henblik på undersøgelse, før nævnet
træffer afgørelse i en sag.
Patientklagenævnet kan
forelægge sager for
Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet,
før nævnet træffer afgørelse i en
sag. Patientklagenævnet skal,
inden der træffes afgørelse i en
klagesag vedrørende sundhedsvæsenet
i Grønland, indhente en udtalelse
herom fra sundhedsmyndighederne i
Grønland.
Stk. 2. Den sundhedsperson
eller myndighed, som er omfattet af
dette kapitel, skal efter anmodning
meddele Patientklagenævnet samt
embedslægerne enhver oplysning,
herunder journaler, til brug for
behandling af sagen.
Stk. 3. Patientklagenævnet
skal holde Sundhedsstyrelsen
underrettet om de afgørelser, som
nævnet træffer vedrørende
sundhedspersoners faglige
virksomhed. Sundhedsstyrelsen kan
til brug for sin tilsynsvirksomhed
få udleveret Patientklagenævnets
sagsakter i de enkelte klagesager.
Stk. 4. Patientklagenævnet
afgiver en årlig redegørelse til
ministeren for sundhed og
forebyggelse om sin virksomhed.
§ 15. Ved afgørelsen af den
enkelte sag efter § 3 skal
Patientklagenævnet sammensættes af
1) formanden eller en
næstformand,
2) 2 medlemmer efter
§ 13, stk. 3, heraf 1 beskikket
efter bestemmelsens nr. 1 eller
2 og 1 beskikket efter nr. 3
eller 4 og
3) 2 medlemmer efter
§ 13, stk. 4, afhængigt af
sagens faglige karakter.
Stk. 2. Formanden eller
vedkommende næstformand afgør,
hvilke medlemmer efter § 13, stk. 3
og 4, der skal deltage i
Patientklagenævnets møder. Formanden
eller vedkommende næstformand afgør
endvidere, inden for hvilket fagligt
område eller områder, medlemmer
efter § 13, stk. 4, skal deltage.
Stk. 3. Formanden eller
vedkommende næstformand kan
bestemme, at særligt sagkyndige
eller andre kan deltage uden
stemmeret ved Patientklagenævnets
behandling af sager.
§ 16. Ministeren for sundhed
og forebyggelse fastsætter efter
forhandling med Patientklagenævnet
dettes forretningsorden.
Stk. 2. Ministeren for
sundhed og forebyggelse kan
fastsætte regler om, at
Patientklagenævnets formand og
næstformand ud over i de i §§ 6-8
nævnte sager kan træffe afgørelse i
sager, der ikke skønnes at frembyde
tvivl.
Offentliggørelse
af klage- og tilsynssager
§ 17. Ministeren for sundhed
og forebyggelse kan fastsætte regler
om, at der gives offentligheden
adgang til oplysninger om
Patientklagenævnets afgørelser,
herunder om, at offentliggørelse
sker uden anonymisering af
oplysninger om den indklagede
sundhedsperson, såfremt der er tale
om sager, hvor der er givet kritik
for alvorlig eller gentagen
forsømmelse eller kritik i
forbindelse med kosmetisk
behandling.
Stk. 2. Ministeren for
sundhed og forebyggelse kan
fastsætte regler om, at der gives
offentligheden adgang til
oplysninger om afgørelser, der er
truffet i det klagesystem, som er
aftalt mellem de driftsansvarlige
myndigheder for sundhedsvæsenet og
Dansk Tandlægeforening. Der kan
fastsættes regler om, at der kan ske
behandling af oplysninger om
personnummer, og om, at
offentliggørelse sker uden
anonymisering af oplysninger om den
indklagede tandlæge, såfremt der er
tale om sager, hvor der er givet
kritik for alvorlig eller gentagen
forsømmelse.
Stk. 3. Oplysninger om, at
vedkommende sundhedsperson har
overtrådt lovgivningen ved de
forhold, som de i stk. 1 og 2 nævnte
afgørelser vedrører, kan
offentliggøres. Der kan dog ikke ske
offentliggørelse af oplysninger om,
at sagen oversendes til politiet.
Stk. 4. Ministeren for
sundhed og forebyggelse kan
fastsætte regler om, at
Patientklagenævnet varetager
offentliggørelsen af afgørelserne
fra tandlægeklagesystemet, jf.
stk. 2.
Stk. 5. Sundhedsstyrelsen
offentliggør faglige påbud efter
§ 7, stk. 2, i lov om autorisation
af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed,
beslutninger om skærpet tilsyn efter
sundhedsloven samt fratagelser og
indskrænkninger i lægers og
tandlægers ordinationsret efter lov
om udøvelse af lægegerning og lov om
tandlæger.
Sagernes
finansiering
§ 18. Regionsråd og
kommunalbestyrelser afholder
udgifterne til driften af
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn,
jf. dog stk. 2. Udgiftsafholdelsen
baseres på det antal sager, der
rejses for nævnet af myndigheder
samt borgere, der er blevet
behandlet af sundhedspersoner
omfattet af nævnets virksomhed, ved
institutioner, der drives af
regioner og kommuner samt i privat
praksis og på private sygehuse
beliggende i regionerne. Udgifterne
vedrørende klager over regionsråds
og kommunalbestyrelsers
administrative afgørelser efter §§ 6
og 7, der indbringes til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn,
afholdes ligeledes af regionsråd og
kommunalbestyrelser. Der betales en
standardtakst pr. klagesag.
Forskellige standardtakster kan
fastsættes for forskellige
sagstyper.
Stk. 2. Staten afholder
udgifterne ved klager til
Patientklagenævnet fra borgere, som
er blevet behandlet ved
institutioner, der drives af staten
samt, efter aftale med Færøernes
eller Grønlands hjemmestyre, ved
sundhedsvæsenet på Færøerne eller i
Grønland.
Stk. 3. Ministeren for
sundhed og forebyggelse fastsætter
nærmere regler om
takstfinansieringsordningen og kan
herunder bestemme, at taksterne kan
dække andre sager end dem, der
vedrører de institutioner og
myndigheder, der er nævnt i stk.1 og
2, og at visse sagsområder ikke
indgår i takstbetalingen. Endvidere
kan der fastsættes regler om
forudgående opkrævning fra
regionsråd og kommunalbestyrelser
m.fl. af acontobetaling til nævnets
drift.
Stk. 4. Ministeren nedsætter
og fastsætter regler for et
kontaktudvalg med repræsentanter for
Ministeriet for sundhed og
forebyggelse og Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn samt for de
takstbetalende myndigheder. Udvalget
skal følge
takstfinansieringsordningen og
afgive indstilling til ministeren om
fastsættelse af sagstaksterne.
Kapitel 3
Patientforsikring
Dækningsområde
§ 19. Der ydes erstatning
efter reglerne i dette kapitel til
patienter eller efterladte til
patienter, som her i landet påføres
skade i forbindelse med
undersøgelse, behandling el.lign.,
som er foretaget
1) på et sygehus eller på
vegne af dette,
2) af sundhedspersoner og
andet personale som led i den
præhospitale indsats efter
sundhedsloven,
3) af autoriserede
sundhedspersoner ansat i
regionstandplejen, ved en
odontologisk landsdels- og
videnscenterfunktion eller i
forbindelse med levering af de
kommunale sundhedsydelser efter
sundhedslovens kapitel 36-41
eller på vegne af disse,
4) på universiteternes
tandlægeskoler,
5) af privatpraktiserende
autoriserede sundhedspersoner,
6) af læger, der uden at
være privatpraktiserende
foretager vaccination i henhold
til sundhedslovens § 158,
7) af læger, der uden at
være privatpraktiserende virker
som vagtlæger, eller
8) af Sundhedsstyrelsen
af sager i henhold til
sundhedslovens kapitel 21,
regler udstedt i medfør heraf
eller regler udstedt i medfør af
§ 5 d i lov om sygehusvæsenet
som opretholdt ved
sundhedslovens § 277, stk. 12.
Stk. 2. Med patienter
sidestilles personer, der deltager i
biomedicinske forsøg, der ikke
indgår som led i diagnostik eller
behandling af personens sygdom. Det
samme gælder for donorer, hvorfra
der udtages væv og andet biologisk
materiale.
Stk. 3. Dette kapitel gælder
tillige for patienter, der modtager
vederlagsfri behandling eller
tilskud til behandling på sygehuse,
klinikker m.v. i udlandet efter
sundhedsloven.
Stk. 4. Ministeren for
sundhed og forebyggelse fastsætter
nærmere regler om, hvilke områder
der er omfattet af stk. 1-3.
Stk. 5. Ministeren for
sundhed og forebyggelse kan henlægge
behandlingen af sager efter dette
kapitel helt eller delvis til en
privat institution. Ministeren for
sundhed og forebyggelse indgår i så
tilfælde de nødvendige aftaler
herom.
Stk. 6. Henlægger ministeren
for sundhed og forebyggelse
behandling af sager efter dette
kapitel til en privat institution,
finder forvaltningsloven anvendelse
for institutionens virksomhed.
Stk. 7. Henlægger ministeren
for sundhed og forebyggelse sine
beføjelser efter stk. 5 til en
privat institution, kan ministeren
for sundhed og forebyggelse
fastsætte regler om klageadgangen.
Erstatningsberettigende skader
§ 20. Erstatning ydes, hvis
skaden med overvejende sandsynlighed
er forvoldt på en af følgende måder:
1) Hvis det må antages,
at en erfaren specialist på det
pågældende område under de i
øvrigt givne forhold ville have
handlet anderledes ved
undersøgelse, behandling
el.lign., hvorved skaden ville
være undgået,
2) hvis skaden skyldes
fejl eller svigt i teknisk
apparatur, redskaber eller andet
udstyr, der anvendes ved eller i
forbindelse med undersøgelse,
behandling el.lign.,
3) hvis skaden ud fra en
efterfølgende vurdering kunne
være undgået ved hjælp af en
anden til rådighed stående
behandlingsteknik eller
behandlingsmetode, som ud fra et
medicinsk synspunkt ville have
været lige så effektiv til
behandling af patientens sygdom,
eller
4) hvis der som følge af
undersøgelse, herunder
diagnostiske indgreb, eller
behandling indtræder skade i
form af infektioner eller andre
komplikationer, der er mere
omfattende, end hvad patienten
med rimelighed må tåle. Der skal
herved tages hensyn til dels
skadens alvor, dels patientens
sygdom og helbredstilstand i
øvrigt samt til skadens
sjældenhed og mulighederne i
øvrigt for at tage risikoen for
dens indtræden i betragtning.
Stk. 2. Ministeren for
sundhed og forebyggelse kan
fastsætte regler om, hvilke skader
der efter stk. 1 nærmere er omfattet
af loven. Ministeren kan endvidere
fastsætte regler om, at visse skader
efter stk. 1, nr. 3, er undtaget fra
dette kapitel.
§ 21. Skade som følge af, at
der ikke er blevet stillet en rigtig
diagnose af patientens sygdom,
erstattes kun i de i § 20, stk. 1,
nr. 1 og 2, nævnte tilfælde.
Stk. 2. Ved ulykkestilfælde,
der ikke omfattes af § 20, stk. 1,
nr. 2, ydes erstatning kun, hvis
skadelidte er under behandling m.v.
på et sygehus og ulykken er
indtruffet inden for dettes område
under sådanne omstændigheder, at
sygehuset måtte antages at have
pådraget sig erstatningsansvar
herfor efter almindelige
erstatningsretlige regler.
Stk. 3. Erstatning efter
dette kapitel ydes ikke for skader,
der skyldes egenskaber ved de
lægemidler, der er anvendt ved
undersøgelse, behandling el.lign.
§ 22. Til de af § 19, stk. 2,
omfattede forsøgspersoner og donorer
ydes erstatning for enhver skade,
som kan være forårsaget af forsøget
eller af udtagelsen af væv m.v.,
medmindre det er overvejende
sandsynligt, at skaden har anden
årsag.
Stk. 2. Reglen i stk. 1
gælder ikke ved skader, der omfattes
af § 21, stk. 3.
Stk. 3. Til de af § 19,
stk. 2, omfattede bloddonorer ydes
erstatning for skader, der påføres
de pågældende ved ulykkestilfælde i
forbindelse med transport til en
aftalt eller rekvireret tapning i
blodbank eller ved mobil blodbank,
medmindre donoren forsætligt eller
ved grov uagtsomhed har medvirket
til skaden. Der ydes dog ikke
erstatning efter 1. pkt., såfremt
bloddonoren er berettiget til
erstatning for skaden efter anden
lovgivning.
§ 23. Det påhviler enhver
autoriseret sundhedsperson, som i
sin virksomhed bliver bekendt med
skader, som må antages at kunne give
ret til erstatning efter dette
kapitel, at informere skadelidte
herom samt i fornødent omfang at
bistå med anmeldelse til
Patientforsikringsforeningen eller
til de private institutioner,
hvortil behandlingen af sager efter
dette kapitel er henlagt i medfør af
§ 19, stk. 5.
Erstatningsudmåling m.v.
§ 24. Erstatning og
godtgørelse fastsættes efter
reglerne i lov om erstatningsansvar.
Stk. 2. Erstatning m.v. efter
stk. 1 ydes, såfremt den overstiger
10.000 kr. Ministeren for sundhed og
forebyggelse kan fastsætte regler
om, at erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste og godtgørelse
for svie og smerte kun ydes, såfremt
skaden har medført uarbejdsdygtighed
eller sygdom ud over en nærmere
fastsat periode, der højst kan
udgøre 3 måneder.
Stk. 3. Stk. 2 samt regler
fastsat i medfør af stk. 2 finder
ikke anvendelse på skader, der
omfattes af § 22, stk. 1 eller
stk. 3, jf. § 19, stk. 2.
Stk. 4. Erstatning ydes ikke
til dækning af regreskrav.
§ 25. Erstatningen til
patienten eller dennes efterladte
kan nedsættes eller efter
omstændighederne helt bortfalde,
hvis patienten forsætligt eller ved
grov uagtsomhed har medvirket til
skaden.
§ 26. I det omfang patienten
eller dennes efterladte har fået
eller har krav på at få erstatning i
henhold til § 24, kan
erstatningskrav ikke rejses mod
nogen, der måtte have pådraget sig
erstatningsansvar for skaden.
§ 27. Hvis den, der efter
almindelige erstatningsregler måtte
have pådraget sig erstatningsansvar
over for patienten eller dennes
efterladte, er omfattet af § 19, kan
ydelser i henhold til § 24 kun danne
grundlag for regreskrav, hvis skaden
er forvoldt forsætligt eller ved
grov uagtsomhed.
§ 28. I det omfang der er
erstatningsansvar efter reglerne i
lov om produktansvar, gælder
reglerne i §§ 26 og 27 ikke.
Erstatningsordningens organisation
Erstatningspligt
§ 29. Pligt til at yde
erstatning efter dette kapitel har:
1) Driftsansvarlige for
offentlige sygehuse og den
præhospitale indsats efter
sundhedsloven.
2) Patientens
bopælsregion og, hvis patienten
ikke har bopæl her i landet,
opholdsregionen for skader i
forbindelse med behandling, som
et sygehus m.v. i udlandet er
ansvarligt for efter § 19,
stk. 3.
3) Driftsansvarlige for
regionstandplejen, odontologisk
landsdels- og
videnscenterfunktion og de
kommunale sundhedsydelser efter
sundhedslovens kapitel 36-41.
4) Driftsansvarlige for
universiteternes tandlægeskoler.
5) Den region, hvor en
privatpraktiserende autoriseret
sundhedsperson har sin praksis,
eller hvor et privat sygehus
eller en privat klinik m.v. er
beliggende, eller hvor en læge,
der uden at være
privatpraktiserende virker som
vagtlæge, eller hvor en læge,
der uden at være
privatpraktiserende foretager
vaccination i henhold til
sundhedslovens § 158, jf. dog
stk. 2.
6) Staten, for så vidt
angår skader omfattet af § 19,
stk. 1, nr. 8.
Stk. 2. I det omfang
behandlingen af sager efter dette
kapitel henlægges til en privat
institution efter § 19, stk. 5, kan
ministeren for sundhed og
forebyggelse bestemme, at pligten
til at yde erstatning efter dette
kapitel påhviler den pågældende
institution eller de pågældende
privatpraktiserende autoriserede
sundhedspersoner, som institutionen
repræsenterer.
Stk. 3. Såfremt et regionsråd
m.v. efter stk. 1, nr. 5, i gentagne
tilfælde har ydet erstatning for
skader forvoldt af
privatpraktiserende autoriserede
sundhedspersoner, private sygehuse
m.v., er regionsrådet forpligtet til
at indberette dette til
Sundhedsstyrelsen med henblik på en
vurdering af, hvorvidt der er
grundlag for at iværksætte
tilsynsmæssige foranstaltninger i
medfør af sundhedsloven og lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse
m.v. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte
regler for, hvornår indberetning til
styrelsen skal foretages.
Forsikringspligt
§ 30. Krav om erstatning
efter dette kapitel skal være dækket
af en forsikring i et
forsikringsselskab, jf. dog § 31,
stk. 1.
Stk. 2. Forsikringsselskaber,
der har tegnet forsikringer omfattet
af dette kapitel, skal underrette
Patientforsikringsforeningen herom.
Stk. 3. Ministeren for
sundhed og forebyggelse fastsætter
de årlige dækningssummer for de i
stk. 1 nævnte forsikringer.
Stk. 4. Dækningssummer
fastsat i medfør af stk. 3 reguleres
efter reglerne i § 15 i lov om
erstatningsansvar.
Stk. 5. Ministeren for
sundhed og forebyggelse fastsætter
bestemmelser om forsikringspligtens
gennemførelse, herunder
minimumsbetingelser for
forsikringsselskabernes tegning af
forsikringer omfattet af dette
kapitel. Ministeren fastsætter
herunder bestemmelser om,
1) at
forsikringsselskaber, der har
tegnet forsikringer omfattet af
dette kapitel, i fællesskab yder
erstatning i tilfælde af
overtrædelse af stk. 1,
2) at
forsikringsselskaber, der har
tegnet forsikringer omfattet af
dette kapitel, i fællesskab yder
erstatning i tilfælde, hvor den
enkelte driftsansvarliges
erstatningspligt overstiger
forsikringens dækningssum
fastsat i medfør af stk. 3,
3) at
forsikringsselskaber, der har
tegnet forsikringer omfattet af
dette kapitel, og
selvforsikrende myndigheder i
fællesskab yder erstatning efter
§ 24, hvor det ikke er muligt
med rimelig sikkerhed at udpege
den erstatningspligtige efter
§ 29.
Stk. 6. Ministeren for
sundhed og forebyggelse fastsætter
bestemmelser om maksimering af den
fælles erstatningsforpligtelse efter
stk. 5, nr. 1-3.
Stk. 7. Præmier for
forsikringerne tillægges
udpantningsret og kan inddrives ved
indeholdelse i løn m.v. efter
reglerne for inddrivelse af
personlige skatter i
kildeskatteloven.
§ 31. Staten, regionsråd og
kommunalbestyrelser er undtaget fra
forsikringspligten efter § 30.
Stk. 2. Ministeren for
sundhed og forebyggelse kan
godkende, at regionsråd og
kommunalbestyrelser efter aftale
overtager forsikringspligten efter
§ 30, stk. 1, for de private
driftsansvarlige, jf. § 29.
Overtagelsen kan kun ske for de
private driftsansvarlige, som udøver
virksomhed inden for regionens eller
kommunens område.
Stk. 3. Regionsråd og
kommunalbestyrelser kan kræve
omkostningerne ved de i stk. 2
nævnte forsikringsordninger dækket
hos de private driftsansvarlige, der
er omfattet af ordningerne.
Stk. 4. Ministeren for
sundhed og forebyggelse fastsætter
de årlige dækningssummer for de i
stk. 2 nævnte forsikringer.
Stk. 5. Dækningssummer
fastsat i medfør af stk. 4 reguleres
efter reglerne i § 15 i lov om
erstatningsansvar.
Stk. 6. § 30, stk. 5, nr. 1
og 2, samt stk. 6, finder ikke
anvendelse, såfremt et regionsråd
eller en kommunalbestyrelse efter
stk. 2 har overtaget
forsikringspligten.
Stk. 7. Der er udpantningsret
for de i stk. 3 nævnte omkostninger.
Patientforsikringsforeningen
§ 32. Forsikringsselskaber,
som har tegnet forsikringer omfattet
af dette kapitel, og selvforsikrende
regionsråd og kommunalbestyrelser
opretter i fællesskab en
patientforsikringsforening og vælger
en bestyrelse for foreningen.
Ministeren for sundhed og
forebyggelse kan fastsætte regler
om, at staten kan blive medlem af
bestyrelsen.
Stk. 2. Ministeren for
sundhed og forebyggelse fastsætter
vedtægter for foreningens styrelse
og virksomhed. Udgifter til
foreningens drift samt udgifter, der
i øvrigt pålægges foreningen efter
dette kapitel, afholdes af
forsikringsselskaberne og
selvforsikrende myndigheder efter en
fordeling, som fastsættes i
vedtægterne.
Stk. 3.
Patientforsikringsforeningen afgiver
en årlig redegørelse til ministeren
for sundhed og forebyggelse om sin
virksomhed.
Sagernes
behandling
§ 33.
Patientforsikringsforeningen
modtager, oplyser og afgør alle
erstatningssager efter dette
kapitel. Foreningen kan efter
nærmere bestemmelse i vedtægterne
bemyndige de enkelte
forsikringsselskaber og
selvforsikrende myndigheder til selv
at oplyse og afgøre nærmere
beskrevne sagstyper.
Stk. 2.
Patientforsikringsforeningen kan
lade vidner afhøre ved byretten på
det sted, hvor de bor.
Stk. 3.
Patientforsikringsforeningens
afgørelser meddeles vedkommende
forsikringsselskab, staten eller
selvforsikrende regionsråd eller
kommunalbestyrelse, som herefter
skal udbetale de fastsatte ydelser.
Patientskadeankenævnet
§ 34. Ministeren for sundhed
og forebyggelse nedsætter et
patientskadeankenævn, der består af
en formand og et af ministeren for
sundhed og forebyggelse fastsat
antal næstformænd og beskikkede
medlemmer.
Stk. 2. Formanden og
næstformændene, der udnævnes af
ministeren for sundhed og
forebyggelse, skal være dommere.
Nævnets øvrige medlemmer udpeges af
Sundhedsstyrelsen, regionsrådene i
forening, KL (Kommunernes
Landsforening), Advokatrådet, De
Samvirkende Invalideorganisationer
og Forbrugerrådet.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen
udpeger for de faglige områder, hvor
det findes nødvendigt for sagernes
behandling, et antal sagkyndige
medlemmer, der alle er fagligt
uddannede, jf. stk. 4.
Stk. 4. Ved afgørelsen af den
enkelte sag skal nævnet sammensættes
af:
1) formanden eller en
næstformand,
2) 2 sagkyndige medlemmer
udpeget af Sundhedsstyrelsen
efter stk. 3 afhængigt af sagens
faglige karakter,
3) 1 medlem udpeget af
regionsrådene i forening,
4) 1 medlem udpeget af
KL,
5) 1 medlem udpeget af
Advokatrådet,
6) 1 medlem udpeget af
Forbrugerrådet og
7) 1 medlem udpeget af De
Samvirkende
Invalideorganisationer.
Stk. 5. Formanden eller
vedkommende næstformand afgør, inden
for hvilket fagligt område eller
områder sagkyndige medlemmer efter
stk. 4 skal deltage ved afgørelsen
af den enkelte sag.
Stk. 6. Nævnet er
beslutningsdygtigt, hvis nævnet ved
afgørelsen af den enkelte sag består
af en formand eller næstformand samt
mindst 4 medlemmer, heraf mindst 1
medlem efter stk. 4, henholdsvis nr.
2 og nr. 5, et medlem efter stk. 4,
nr. 3 eller nr. 4, samt 1 medlem
efter stk. 4, nr. 6 eller 7.
Stk. 7. Ministeren for
sundhed og forebyggelse kan
bemyndige nævnets formand eller en
næstformand til at træffe afgørelse
i sager, der ikke skønnes at
frembyde tvivl.
Stk. 8. Nævnets formand eller
vedkommende næstformand kan
bestemme, at særligt sagkyndige
eller andre kan deltage uden
stemmeret ved nævnets behandling af
sager.
Stk. 9. Nævnets medlemmer
udpeges for 4 år. Finder udpegningen
sted i løbet af en periode, gælder
den kun til periodens udløb.
Stk. 10. Ministeren for
sundhed og forebyggelse fastsætter
efter forhandling med nævnet dettes
forretningsorden.
Stk. 11. Udgifter til drift
af nævnet afholdes af
forsikringsselskaberne og
selvforsikrende myndigheder efter
den fordeling, som fastsættes af
ministeren for sundhed og
forebyggelse efter § 32, stk. 2, 2.
pkt.
§ 35. De afgørelser, der
træffes efter § 33, kan indbringes
for Patientskadeankenævnet, der har
den endelige administrative
afgørelse. Patientskadeankenævnet
kan tillægge en klage opsættende
virkning.
Stk. 2. Klage til
Patientskadeankenævnet indgives
inden 3 måneder efter, at klageren
har fået meddelelse om afgørelsen.
Stk. 3.
Patientskadeankenævnet kan se bort
fra overskridelse af klagefristen,
når der er særlig grund hertil.
§ 36. Patientskadeankenævnets
afgørelse kan indbringes for retten,
der kan stadfæste, ophæve eller
ændre afgørelsen.
Stk. 2. Indbringelse skal ske
inden 6 måneder efter, at afgørelsen
er meddelt.
§ 37.
Patientforsikringsforeningen kan af
kommunalbestyrelser, regionsråd og
andre vedkommende, herunder
sygehuse, institutioner, behandlende
læger m.v. samt den skadelidte,
forlange meddelt enhver oplysning,
herunder sygehusjournaler,
journaloptegnelser m.v., som
foreningen skønner er af betydning
for behandling af sager efter dette
kapitel.
Stk. 2.
Patientforsikringsforeningen skal
afgive de oplysninger til
Patientskadeankenævnet og
Ministeriet for Sundhed og
Forebyggelse, som er nødvendige for
disse myndigheders varetagelse af
opgaver efter dette kapitel.
Kapitel 4
Erstatning for
lægemiddelskader
Anvendelsesområde
§ 38. Til patienter, der
påføres fysisk skade som følge af
egenskaber ved lægemidler, der er
anvendt ved undersøgelse, behandling
el.lign. (lægemiddelskade), ydes
erstatning efter reglerne i dette
kapitel. Det samme gælder for
efterladte til sådanne patienter.
Stk. 2. Med patienter
sidestilles personer, der deltager i
kliniske afprøvninger af lægemidler
(biomedicinske forsøg), der ikke
indgår som led i diagnostik eller
behandling af personens sygdom. Det
samme gælder for donorer, hvorfra
der udtages væv og andet biologisk
materiale. Til forsøgspersoner og
donorer, der er omfattet af
bestemmelsen, ydes også erstatning
for psykisk skade.
Stk. 3. Med lægemiddelskade
sidestilles skade forårsaget af et
lægemiddel på en person, der plejer
eller behandler den, til hvem et
lægemiddel er ordineret. Erstatning
ydes kun, i det omfang skaden ikke
dækkes af lov om
arbejdsskadesikring.
Stk. 4. Ministeren for
sundhed og forebyggelse kan
fastsætte nærmere regler om, hvilke
skader efter stk. 1-3 der er
omfattet af dette kapitel.
§ 39. Erstatning ydes kun,
hvis lægemidlet erhvervsmæssigt er
udleveret i Danmark til forbrug
eller kliniske forsøg med
lægemidler. Udleveringen skal være
sket gennem apotek, sygehus,
læge, tandlæge eller salgssted
godkendt til salg af ikke
apoteksforbeholdte
håndkøbslægemidler i henhold til
lægemiddelloven.
§ 40. Ved et lægemiddel
forstås i dette kapitel en vare, som
er bestemt til at tilføres mennesker
for at forebygge, erkende, lindre,
behandle eller helbrede sygdom,
sygdomssymptomer og smerter eller
for at påvirke legemsfunktioner.
Stk. 2. Lægemidlet skal være
godkendt til markedsføring i Danmark
i henhold til gældende regler. Dette
gælder dog ikke for lægemidler, der
anvendes ved kliniske forsøg, jf.
§ 38, stk. 2.
Stk. 3. Magistrelt
fremstillede lægemidler og
lægemidler, der efter forudgående
tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen
importeres til brug for
enkeltpersoner, er omfattet af
reglerne i dette kapitel.
Stk. 4. Naturlægemidler,
homøopatiske lægemidler, vitamin- og
mineralpræparater er ikke omfattet
af dette kapitel. Dette gælder dog
ikke, såfremt disse produkter
anvendes ved kliniske afprøvninger
(biomedicinske forsøg) med henblik
på at opnå markedsføringstilladelse
som lægemiddel, jf. stk. 2, 1. pkt.
Stk. 5. Ministeren for
sundhed og forebyggelse kan
fastsætte nærmere regler om, hvilke
lægemidler m.v. efter stk. 1-4 der
er omfattet af dette kapitel.
§ 41. En lægemiddelskade
forvoldt af et receptpligtigt
lægemiddel erstattes kun, hvis
lægemidlet er ordineret til
skadelidte.
§ 42. Som lægemiddelskade
anses ikke sygdomme eller anden
skade, som
1) skyldes, at lægemidlet
ikke har haft den tilsigtede
effekt på den pågældende
patient, eller
2) skyldes fejl eller
forsømmelse i forbindelse med
ordination eller udlevering af
lægemidlet til patienten.
§ 43. En lægemiddelskade, der
er opstået som følge af bivirkninger
af et lægemiddel, erstattes kun,
hvis bivirkningerne efter deres
karakter eller omfang går ud over,
hvad skadelidte med rimelighed bør
acceptere. Bestemmelsen omfatter
både kendte og ukendte samt konkret
påregnelige og upåregnelige
bivirkninger.
Stk. 2. Ved afgørelser i
henhold til stk. 1 skal der særligt
tages hensyn til
1) arten og
sværhedsgraden af den sygdom,
som behandlingen rettede sig
imod,
2) den skadelidtes
helbredstilstand,
3) skadens omfang og
4) mulighederne i øvrigt
for at tage risikoen for skadens
indtræden i betragtning.
Stk. 3. Ministeren for
sundhed og forebyggelse kan
fastsætte nærmere regler om, hvilke
lægemiddelskader efter §§ 41-43 der
er omfattet af dette kapitel.
§ 44. Der ydes kun
erstatning, hvis skaden med
overvejende sandsynlighed er
forårsaget ved brug af lægemidler.
§ 45. Det påhviler enhver
autoriseret sundhedsperson, som i
sin virksomhed bliver bekendt med
skader, som må antages at kunne give
ret til erstatning efter dette
kapitel, at informere skadelidte
herom samt i fornødent omfang at
bistå med anmeldelse til
Patientforsikringsforeningen.
Erstatningsudmåling m.v.
§ 46. Erstatning og
godtgørelse fastsættes efter
reglerne i lov om erstatningsansvar,
jf. dog reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Erstatning m.v. ydes
kun, såfremt beløb fastsat efter
stk. 1 overstiger 3.000 kr.
Stk. 3. Ministeren for
sundhed og forebyggelse kan
fastsætte regler om, at erstatning
for tabt arbejdsfortjeneste og
godtgørelse for svie og smerte kun
ydes, såfremt skaden har medført
uarbejdsdygtighed eller sygdom ud
over en nærmere fastsat periode, der
højst kan udgøre 3 måneder.
Stk. 4. Stk. 2 og 3 finder
ikke anvendelse på lægemiddelskader,
der er omfattet af § 38, stk. 2.
§ 47. Erstatning ydes ikke
til dækning af afledte regreskrav,
jf. § 17 i lov om erstatningsansvar.
§ 48. Erstatningen til
patienten eller dennes efterladte
kan nedsættes eller efter
omstændighederne helt bortfalde,
hvis patienten forsætligt eller ved
grov uagtsomhed har medvirket til
skaden.
§ 49. Ved en serieskade
forstås lægemiddelskader, som er
påført flere personer og forårsaget
af samme egenskab hos samme substans
i et eller flere lægemidler, og
1) som beror på
bivirkninger, der ikke på
tidspunktet for lægemidlets
udlevering var angivet i det af
Lægemiddelstyrelsen godkendte
resumé af lægemidlets egenskaber
eller registreret i
lægemiddelkataloget, og som
medfører skade af en sådan
karakter, at denne ikke ved
lægemidlets udlevering burde
være forudset af en fagmand,
eller
2) som skyldes en defekt
ved lægemidlet som følge af
instruktions-, fabrikations-
eller distributionsfejl.
Stk. 2. En serieskade
henføres til det år, hvor det første
erstatningskrav rejses over for
ministeren for sundhed og
forebyggelse eller
Patientforsikringsforeningen, jf.
§ 55, uanset hvornår de senere
skader anmeldes.
§ 50. Erstatningssummen for
skader i henhold til loven er
begrænset til 150 mio. kr. pr.
kalenderår.
Stk. 2. Erstatningssummen for
hver enkelt serieskade, jf. § 49, er
dog begrænset til 100 mio. kr.
Stk. 3. Erstatningssummen for
lægemiddelskader ved kliniske
afprøvninger af lægemidler
(biomedicinske forsøg) er begrænset
til 25 mio. kr. pr. forsøg.
Stk. 4. Erstatningen kan ikke
overstige 5 mio. kr. pr. skadelidte.
§ 51. Er de i § 50 angivne
beløb ikke tilstrækkelige til at
dække alle de skadelidtes krav,
foretages en forholdsmæssig
nedsættelse af de enkelte krav, dog
kun i endnu ikke udbetalte
erstatningsbeløb. Viser det sig,
efter at en skade er indtruffet, at
en sådan nedsættelse kan blive
nødvendig, kan det bestemmes, at
erstatningen indtil videre alene
ydes med en del af de anerkendte
krav.
§ 52. I det omfang patienten
eller dennes efterladte har fået
eller har krav på at få erstatning i
henhold til dette kapitel, kan
erstatningskrav ikke rejses mod
nogen, der måtte have pådraget sig
erstatningsansvar for skaden.
Stk. 2. Reglen i stk. 1
gælder ikke i de tilfælde, hvor der
er erstatningsansvar efter reglerne
i lov om produktansvar.
§ 53. I det omfang staten
yder erstatning efter dette kapitel,
indtræder Ministeriet for Sundhed og
Forebyggelse i patientens krav mod
lægemiddelproducenter og
mellemhandlere i henhold til lov om
produktansvar.
Stk. 2. Staten kan afholde
udgifter til advokat, sagsanlæg m.v.
til inddrivelse af erstatning fra
lægemiddelproducenter og
mellemhandlere efter lov om
produktansvar, jf. stk. 1. Inddrevne
erstatningsbeløb i forbindelse
hermed tilgår staten.
Erstatningsordningens finansiering
§ 54. Udgifter til
erstatninger samt andre udgifter til
erstatningsordningen afholdes af
staten.
Stk. 2. Ministeren for
sundhed og forebyggelse foretager
beregning og udbetaling af
erstatninger. Ministeren for sundhed
og forebyggelse kan bemyndige andre,
herunder private, til at foretage
beregning og udbetaling af
erstatninger m.v. efter denne
bestemmelse.
Sagernes
behandling
§ 55. Ministeren for sundhed
og forebyggelse behandler og træffer
afgørelse i sager efter dette
kapitel.
Stk. 2. Ministeren for
sundhed og forebyggelse kan
bemyndige
Patientforsikringsforeningen, jf.
kapitel 2, til at behandle og træffe
afgørelse i sager efter stk. 1.
Patientforsikringsforeningens
udgifter i forbindelse hermed
afholdes af staten, jf. § 54,
stk. 1.
Stk. 3. I tilfælde, hvor
ministeren for sundhed og
forebyggelse har bemyndiget andre
end offentlige myndigheder til at
varetage opgaver efter dette
kapitel, finder forvaltningsloven
tilsvarende anvendelse.
Lægemiddelskadeankenævnet
§ 56. Ministeren for sundhed
og forebyggelse nedsætter et
lægemiddelskadeankenævn, som består
af
1) en af ministeren for
sundhed og forebyggelse udnævnt
formand, som skal være dommer,
2) 2 medlemmer udpeget af
ministeren for sundhed og
forebyggelse,
3) 1 medlem udpeget af
Sundhedsstyrelsen,
4) 1 medlem udpeget af
Lægemiddelstyrelsen,
5) 2 medlemmer udpeget af
regionsrådene i forening,
6) 1 medlem udpeget af De
Samvirkende
Invalideorganisationer og
7) 1 medlem udpeget af
Forbrugerrådet.
Stk. 2. Ministeren for
sundhed og forebyggelse kan
bemyndige nævnets formand til at
træffe afgørelse i sager, der ikke
skønnes at frembyde tvivl.
Stk. 3.
Lægemiddelskadeankenævnets medlemmer
udpeges for 4 år. Finder udpegningen
sted i løbet af en periode, gælder
den kun til periodens udløb.
Stk. 4. Ministeren for
sundhed og forebyggelse fastsætter
efter forhandling med
Lægemiddelskadeankenævnet dettes
forretningsorden. Ministeren kan
heri fastsætte regler om honorar til
nævnets formand og medlemmer.
Stk. 5. Udgifter til drift af
Lægemiddelskadeankenævnet afholdes
af staten, jf. § 54, stk. 1.
§ 57. De afgørelser, der
træffes efter § 55, stk. 1, kan
indbringes for
Lægemiddelskadeankenævnet, der har
den endelige administrative
afgørelse. Lægemiddelskadeankenævnet
kan tillægge en klage opsættende
virkning.
Stk. 2. Klage til
Lægemiddelskadeankenævnet skal
indgives inden 3 måneder efter, at
klageren har fået meddelelse om
afgørelsen.
Stk. 3.
Lægemiddelskadeankenævnet kan se
bort fra overskridelse af
klagefristen, når der er særlige
grunde hertil.
Stk. 4.
Lægemiddelskadeankenævnets afgørelse
kan indbringes for retten.
Indbringelse skal ske inden 6
måneder efter, at afgørelsen er
meddelt.
§ 58. Ministeren for sundhed
og forebyggelse eller den,
ministeren bemyndiger til at
varetage opgaver efter dette
kapitel, kan af kommunalbestyrelser,
regionsråd og andre vedkommende,
herunder sygehuse, apoteker,
institutioner, behandlende læger
m.v. samt den skadelidte og
vedkommende medicinalfirma, forlange
meddelt enhver oplysning, herunder
sygehusjournaler, journaloptegnelser
m.v., som skønnes at være af
betydning for behandling af sager
efter dette kapitel.
Stk. 2. Ministeren for
sundhed og forebyggelse eller den,
ministeren bemyndiger til at
varetage opgaver efter dette
kapitel, skal afgive de oplysninger
til Lægemiddelskadeankenævnet, som
er nødvendige for nævnets
varetagelse af opgaver efter dette
kapitel.
Kapitel 5
Forældelses- og
straffebestemmelser
§ 59. Erstatningskrav efter
kapitel 3 skal være anmeldt til
Patientforsikringsforeningen senest
3 år efter, at den
erstatningsberettigede har fået
eller burde have fået kendskab til
skaden.
Stk. 2. Forældelse af
erstatningskrav indtræder dog senest
10 år efter den dag, hvor skaden er
forårsaget.
§ 60. Erstatningskrav efter
kapitel 4 skal være anmeldt til
ministeren for sundhed og
forebyggelse eller den, ministeren
bemyndiger til at varetage opgaver
efter dette kapitel, senest 3 år
efter, at den erstatningsberettigede
har fået eller burde have fået
kendskab til skaden.
Stk. 2. Forældelse af
erstatningskrav efter dette kapitel
indtræder dog senest 10 år efter den
dag, hvor lægemidlet er udleveret
til skadelidte.
§ 61. Undlader en
sundhedsperson at efterkomme en
forpligtelse efter § 14, stk. 2,
straffes vedkommende med bøde.
§ 62. Overtrædelse af § 30,
stk. 1, straffes med bøde. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne
i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 6
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 63. Loven træder i kraft
den 1. januar 2007, jf. dog stk. 3
og 4.
Stk. 2. Samtidig ophæves
følgende lovbestemmelser:
1) Kapitel 3 og § 27,
stk. 2 og 3, i lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
790 af 10. september 2002, som
ændret senest ved § 20 i lov nr.
69 af 4. februar 2004.
2) Lov om
patientforsikring, jf.
lovbekendtgørelse nr. 228 af 24.
marts 1997. Loven finder dog
fortsat anvendelse på skader,
der er forårsaget inden
nærværende lovs ikrafttræden.
3) Lov nr. 1120 af 20.
december 1995 om erstatning for
lægemiddelskader. Loven finder
dog fortsat anvendelse, såfremt
det lægemiddel, der har forvoldt
skaden, er udleveret til
skadelidte inden nærværende lovs
ikrafttræden.
Stk. 3. § 17 træder i kraft
den 1. januar 2006 og finder
anvendelse på klage- og
tilsynssager, hvori der er truffet
afgørelse efter den 1. januar 2006
eller senere efter ministeren for
sundhed og forebyggelses
bestemmelse.
Stk. 4. § 18 træder i kraft
den 1. januar 2006, dog således at
amtskommuner, Hovedstadens
Sygehusfællesskab, Københavns,
Frederiksberg og Bornholms Kommuner
i 2006 afholder udgifterne til
nævnets drift. Udgiftsafholdelsen
baseres i 2006 på det antal sager,
der rejses for nævnet af myndigheder
samt borgere, der er blevet
behandlet af sundhedspersoner
omfattet af nævnets virksomhed ved
institutioner, der drives af
amtskommunerne, Hovedstadens
Sygehusfællesskab samt Københavns,
Frederiksberg og Bornholms Kommuner
samt i privatpraksis og på private
sygehuse beliggende i de nævnte
kommuner.
Stk. 5. Regler, der er
fastsat med hjemmel i kapitel 3 i
lov om sundhedsvæsenets
centralstyrelse m.v., lov om
patientforsikring og lov om
erstatning for lægemiddelskader,
forbliver i kraft, indtil de ophæves
eller afløses af regler fastsat i
medfør af denne lov.
§ 64. Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland, men kan for
Færøerne sættes i kraft ved kongelig
anordning med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger.
Lov nr. 538
af 8. juni 2006 indeholder
følgende
ikrafttrædelsesbestemmelser for
så vidt angår § 77, der ændrer
lov om klage- og
erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet1).
§ 105.
Loven træder i kraft den 1. januar
2007, jf. dog stk. 2-22 og § 106.
Stk. 2.
Reglerne om retternes saglige og
stedlige kompetence og om rettens
sammensætning som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 3, 55, 77, 79, 113,
115, 122 og 123, og §§ 4 – 6, 8, 29,
32 – 40, 46, 47, 75 – 77, 83, 84, 87
– 96, 98 og 102 finder anvendelse i
borgerlige straffesager, der
anlægges efter lovens ikrafttræden,
eller som der henvises til
behandling ved byretten i medfør af
stk. 8, og i straffesager, hvor der
ved lovens ikrafttræden ikke er
rejst tiltale i 1. instans, jf. dog
stk. 6, 2. pkt.
Stk. 3. …
Lov nr. 432
af 8. maj 2007 indeholder
følgende
ikrafttrædelsesbestemmelser2).
§ 2.
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2.
Lov om klage- og erstatningsadgang
inden for sundhedsvæsenet finder
anvendelse på skader, som er
omfattet af lovens § 19, stk. 1, nr.
8, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 3, eller som er påført i
forbindelse med behandling foretaget
af Sundhedsstyrelsen i henhold til
§ 5 d i lov om sygehusvæsenets
centralstyrelse eller regler udstedt
i medfør heraf, selvom skaden er
forårsaget inden denne lovs
ikrafttræden.
Stk. 3.
§ 59, stk. 1, i lov om klage- og
erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet og de almindelige
regler om forældelse af fordringer
finder ikke anvendelse på skader
omfattet af stk. 2, hvis skaden er
anmeldt til Patientforsikringen
inden 1 år efter lovens
ikrafttræden.
Lov nr. 523
af 6. juni 2007 indeholder
følgende
ikrafttrædelsesbestemmelser for
så vidt angår § 24, der ændrer
lov om klage- og
erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet3).
§ 2.
Loven træder i kraft den 1. januar
2008.
Stk. 2.
Loven finder anvendelse også på
tidligere stiftede fordringer, som
ikke inden ikrafttrædelsesdagen er
forældet efter de hidtil gældende
regler. Forældelse indtræder dog
tidligst den 1. januar 2011,
medmindre fordringen inden dette
tidspunkt ville være forældet såvel
efter de hidtil gældende
bestemmelser som efter de
bestemmelser, der gælder efter
lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 7.
I det sidstnævnte tilfælde anvendes
det seneste tidspunkt for
forældelsens indtræden.
Stk. 3.
Afbrydelse af forældelse, der har
fundet sted før lovens ikrafttræden,
har fortsat virkning som afbrydelse,
selv om den ikke er sket på den
efter lovens ikrafttræden
foreskrevne måde.
Stk. 4. …
Lov nr. 1405
af 27. december 2008 indeholder
følgende
ikrafttrædelsesbestemmelse4).
§ 2.
Loven træder i kraft den 1. januar
2009.
Stk. 2.
§ 1, nr. 1, har virkning fra den 1.
december 2008.
Ministeriet for Sundhed og
Forebyggelse, den 21. januar
2009
Jakob Axel
Nielsen
/ Mogens
Jørgensen
Officielle
noter
1) Lovændringen vedrører § 36,
stk. 1 og § 57, stk. 4, 1. pkt.
2) Lovændringen vedrører § 19,
stk. 1, § 29, stk. 1 og § 31, stk.
1.
3) Lovændringen vedrører § 59,
stk. 1.
4) Lovændringen vedrører § 7 og
§ 9.